Lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, lov om radiofrekvenser og forskellige andre love (Implementering af direktiv om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) m.v.) § 3

Til nr. 1

Lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 1039 af 11. oktober 2019 (masteloven) indeholder i dag bl.a. regler om adgang til fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og regler om adgang til opsætning af antennesystemer på bygninger, konstruktioner og master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål.

Med den foreslåede nyaffattelse af mastelovens titel nyaffattes titlen således, at titlen bliver lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og udnyttelse af infrastruktur til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde m.v.

Den foreslåede nyaffattelse af mastelovens titel er en konsekvens af, at lovens indhold og anvendelsesområde vil blive udvidet med lovforslaget. Med lovforslagets § 3, nr. 12, foreslås indført en ny bestemmelse i mastelovens § 14 a om, at offentlige myndigheder, der kontrollerer fysisk infrastruktur og gadeinventar, herunder eksempelvis lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v., og andre, der kontrollerer gadeinventar, skal imødekomme anmodninger om adgang til den fysiske infrastruktur og gadeinventar fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7. Denne type fysisk infrastruktur og gadeinventar vil i dag ikke nødvendigvis være omfattet af mastelovens anvendelsesområde på grund af det i masteloven indbyggede højdebegrænsningskrav. Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde spiller en væsentlig rolle i udrulningen af 5G-net, som typisk er kendetegnet ved, at nettet består af flere og mere tætsiddende antenner i lavere højde end tilfældet er med eksempelvis 3G- og 4G-net.

Med den foreslåede nyaffattelse af titlen til masteloven, implementeres dele af teledirektivets artikel 57.

Den foreslåede nyaffattelse af mastelovens titel vil præcisere lovens indholdsmæssige afgrænsning af hensyn til brugerne af masteloven.

Til nr. 2

Af fodnoten til den gældende mastelovs titel fremgår det, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) (EF-Tidende 2002 nr. L 108, s. 7), dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet) (EF-tidende 2002 nr. L 108, s. 33) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) (EF-Tidende 2002 nr. L 108, s. 21).

Disse direktiver er blevet ophæve og erstattet af teledirektivet.

Med den foreslåede nyaffattelse af fodnoten til masteloven nyaffattes fodnoten således, at det af fodnoten fremgår, at loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1972/EU af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning), EU-tidende 2018 nr. L 321, side 36.

Den foreslåede nyaffattelse af fodnoten til mastelovens titel vil indebære, at der ikke længere bliver henvist til de gældende direktiver på teleområdet. I stedet vil der med nyaffattelsen af fodnoten blive henvist til, at loven implementerer dele af det nye teledirektiv.

Med den foreslåede nye fodnote til mastelovens titel implementeres dele af teledirektivets artikel 57.

Teledirektivet udgør de nye rammer for elektronisk kommunikation. Med implementeringen af teledirektivet i national ret skal det fremgå, at lovgivningen implementerer dele af teledirektivet.

Til nr. 3

Den gældende overskrift til mastelovens kapitel 1 er lovens formål og anvendelsesområde.

Med den foreslåede nyaffattelse af overskriften til mastelovens kapitel 1 nyaffattes overskriften således, at overskriften bliver lovens formål, anvendelsesområde og definitioner.

Den foreslåede nyaffattelse af overskriften foretages af ordensmæssige grunde og er en konsekvens af, at der med lovforslaget vil blive foretaget en udvidelse af lovens formål og anvendelsesområde som følge af, at lovforslaget implementerer dele af teledirektivets artikel 57 om udrulning og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Samtidig vil antallet af definitioner blive udvidet som følge af implementeringen af dele af teledirektivets artikel 2 og artikel 57. Den foreslåede nyaffattelse er af redaktionel karakter.

Den foreslåede nyaffattelse af overskriften til mastelovens kapitel 1 er ikke i sig selv udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 4

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 1, er formålet med loven at sikre optimal radiokommunikation samtidig med, at det samlede antal master og disses påvirkning af omgivelserne begrænses mest muligt.

Den gældende mastelov indeholder regler om fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål, regler om adgang til opsætning af antennesystemer på bygninger og høje konstruktioner på mere end 8,5 meter over terræn og regler om adgang til opsætning af antennesystemer på andre høje konstruktioner, herunder siloer, vindmøller, skorstene og master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål.

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 1, ændres bestemmelsen således, at ordene og andre høje konstruktioner ændres til høje konstruktioner og anden fysisk infrastruktur.

Den foreslåede ændring i mastelovens § 1, stk. 1, vil indebære en udvidelse af mastelovens formålsbestemmelse. Med den foreslåede ændring vil loven finde anvendelse ikke alene på master til radiokommunikationsformål, bygninger og andre høje konstruktioner, men også på fysisk infrastruktur, herunder bygninger og gadeinventar såsom lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v., som ikke lever op til den højdebegrænsning på bygninger og konstruktioner m.v., der er omfattet af den gældende lov. Hermed sikres det, at loven, ud over at sikre optimal radiokommunikation samtidig med, at antallet af master begrænses mest muligt, endvidere sikrer udbredelse af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, gennem rammer for fælles udnyttelse af fysisk infrastruktur og gadeinventar, som ikke er omfattet af den gældende lov.

Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde spiller en væsentlig rolle i udrulningen af 5G-net, som typisk er kendetegnet ved, at nettet består af flere og mere tætsiddende antenner i lavere højde end tilfældet er med eksempelvis 3G- og 4G-net. For at sikre udbredelsen af sådanne trådløse adgangspunkter ved anbringelse på fysisk infrastruktur som f.eks. bygninger og gadeinventar vil det være nødvendigt at ændre lovens formål. Reglerne i teledirektivets artikel 57, stk. 4, om adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur supplerer reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation vedr. fælles udnyttelse af passiv fysisk infrastruktur til brug for højhastighedsbredbånd. Bestemmelsen i teledirektivets artikel 57, stk. 4, er en opsamlingsbestemmelse i forhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation således, at bestemmelsen i teledirektivet omfatter fysisk infrastruktur, som ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation.

Med den foreslåede ændring af mastelovens § 1, stk. 1, implementeres dele af teledirektivets artikel 57.

Med lovforslaget sikres det, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester vil kunne få adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, som kontrolleres af offentlige myndigheder, og som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Med lovforslaget vil tilsvarende regler gælde for gadeinventar, der kontrolleres af andre end offentlige myndigheder. Hermed vil udbyderne kunne udnytte meget af den eksisterende fysiske infrastruktur og gadeinventar, der er placeret rundt omkring, i stedet for at etablere nyt.

Med offentlig myndighed menes almindelige offentlige myndigheder, herunder kommuner, regioner og statslige myndigheder, herunder styrelser og direktorater m.v., i overensstemmelse med definitionen i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1. Med andre menes eksempelvis private fysiske personer eller private juridiske personer, herunder eksempelvis andelsboligforeninger, grundejerforeninger, almene boliger, der administreres af en almen boligorganisation m.v., fonde og virksomheder m.v., offentligt ejede selskaber og virksomheder, herunder forsyningsvirksomheder, m.v. Der er således tale om andre end offentlige myndigheder.

Til nr. 5

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 2, omfatter loven fælles udnyttelse af master m.v., der anvendes til radiokommunikationsformål i elektroniske kommunikationsnet, adgang til at opsætte antennesystemer på bygninger og andre høje konstruktioner på mere end 2 etager, hvor bygningens ydervægge eller tag er hævet mere end 8,5 meter over terræn, og adgang til at opsætte antennesystemer på andre høje konstruktioner, herunder siloer, vindmøller, skorstene og master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål, i det omfang disse konstruktioners højde er større end byggelovens højdebegrænsninger. Der ligger således i den gældende mastelov indbygget en højdebegrænsning i forhold til, hvilke bygninger og høje konstruktioner m.v., der er omfattet af loven.

Med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 2, nr. 4, indsættes adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af en offentlig myndighed, og som er teknisk egnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter eller er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet.

Med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 2, nr. 4, vil loven omfatte adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, på fysisk infrastruktur, der kontrolleres af en offentlig myndighed, og på gadeinventar, der kontrolleres af en offentlig myndighed. Adgangen til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af en offentlig myndighed, vil forudsætte, at den fysiske infrastruktur og gadeinventaret er teknisk egnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter eller er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet.

Med offentlig myndighed menes almindelige offentlige forvaltningsmyndigheder, herunder kommuner, regioner og statslige myndigheder, herunder styrelser og direktorater m.v., i overensstemmelse med definitionen i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 2, nr. 5, indsættes adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på gadeinventar, der kontrolleres af andre, og som er teknisk egnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter eller er nødvendigt for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet.

Med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 2, nr. 5, vil loven omfatte adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, på gadeinventar, der kontrolleres af andre. Adgangen til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på gadeinventar, der kontrolleres af andre, vil forudsætte, at gadeinventaret er teknisk egnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter eller er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet.

Med andre menes eksempelvis private fysiske personer eller private juridiske personer, herunder eksempelvis andelsboligforeninger, grundejerforeninger, almene boliger, der administreres af en almen boligorganisation m.v., fonde og virksomheder m.v., offentligt ejede selskaber og virksomheder, herunder forsyningsvirksomheder, m.v. Der er tale om andre end offentlige myndigheder. For en definition af offentlige myndigheder henvises der til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 2, nr. 4.

Dermed vil lovens anvendelsesområde blive udvidet til at omfatte fysisk infrastruktur, som ikke nødvendigvis er omfattet af den gældende lovs anvendelsesområde. Fysisk infrastruktur kan være bygninger og gadeinventar som f.eks. lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v. Det vil sige også infrastruktur, som er lavere end den højdebegrænsning på bygninger og konstruktioner m.v., der er fastsat i den gældende lov. Typisk vil trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, skulle placeres i en højde, der er et par eller få meter over terræn. Europa-Kommissionen er i medfør af teledirektivets artikel 57, stk. 2, bemyndiget til ved gennemførelsesretsakter løbende på baggrund af den teknologiske udvikling at angive de tekniske og fysiske karakteristika for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som har betydning for placeringen af sådanne trådløse adgangspunkter.

For en nærmere definition af trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2., jf. lovforslagets § 3, nr. 7. For en nærmere definition af fysisk infrastruktur og gadeinventar henvises til bemærkningerne til de foreslåede bestemmelser i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3 og 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7. For en beskrivelse af, hvad der menes med et transportnet, henvises der til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3.

Med den foreslåede ændring sikres det, at loven vil finde anvendelse i tilfælde, hvor trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, skal opsættes på fysisk infrastruktur og gadeinventar, som kontrolleres af en offentlig myndighed, eller på gadeinventar, som kontrolleres af andre, og som er teknisk egnet hertil, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet, men som på grund af den højdebegrænsning, der er fastsat i loven på grund af byggelovgivningen, ikke er omfattet af de bygninger, konstruktioner m.v., som loven i øvrigt omfatter.

Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde spiller en væsentlig rolle i udrulningen af 5G-net, som typisk er kendetegnet ved, at nettet består af flere og mere tætsiddende antenner i lavere højde end tilfældet er med eksempelvis 3G- og 4G-net. For at sikre udbredelsen af sådanne trådløse adgangspunkter ved anbringelse på fysisk infrastruktur som f.eks. bygninger og gadeinventar, vil det være nødvendigt at ændre lovens anvendelsesområde. Reglerne i teledirektivets artikel 57, stk. 4, om adgang til at opsætte sådanne trådløse adgangspunkter på fysisk infrastruktur supplerer reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation om fælles udnyttelse af passiv fysisk infrastruktur til brug for højhastighedsbredbånd. Bestemmelsen i teledirektivets artikel 57, stk. 4, er en opsamlingsbestemmelse i forhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation således, at bestemmelsen i teledirektivet omfatter fysisk infrastruktur, som ikke er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation.

Med den foreslåede indsættelse af et nyt nr. 4 og 5 i mastelovens § 1, stk. 2, implementeres dele af teledirektivets artikel 57.

Med lovforslaget sikres det, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester vil kunne få adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, som kontrolleres af offentlige myndigheder, og som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Med lovforslaget vil tilsvarende regler gælde for gadeinventar, der kontrolleres af andre end offentlige myndigheder. Hermed vil udbyderne kunne udnytte meget af den eksisterende fysiske infrastruktur og gadeinventar, der er placeret rundt omkring, i stedet for at etablere nyt.

Til nr. 6

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 3, omfatter stk. 2 ikke master, bygninger og andre konstruktioner tilhørende politiet. Master, bygninger og andre konstruktioner tilhørende politiet er således undtaget fra lovens anvendelsesområde.

Master, bygninger og andre konstruktioner tilhørende myndigheder inden for Forsvarsministeriets område er ikke på tilsvarende vis undtaget fra lovens anvendelsesområde. Derfor er adgang til master, bygninger og andre konstruktioner hos disse myndigheder underlagt reglerne i masteloven.

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 2, stk. 1, skal ejere af master til radiokommunikationsformål imødekomme anmodninger fra udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om fælles udnyttelse af den pågældende mast. I det omfang myndigheder inden for Forsvarsministeriets område ejer master til radiokommunikationsformål, vil myndighederne som udgangspunkt være omfattet af denne forpligtelse. Forpligtelsen til at give adgang til fælles udnyttelse gælder dog ikke, hvis der foreligger tekniske hindringer for fælles udnyttelse, jf. mastelovens § 2, stk. 4. Herved forstås bl.a., at fælles udnyttelse ikke er mulig på grund af radiotekniske hindringer, eller at der gælder særlige sikkerhedsforskrifter fastsat i medfør af anden lovgivning eller forskrifter fastsat af offentlige myndigheder for adgang til eller benyttelse af den pågældende mast, som gør fælles udnyttelse umulig. I det omfang der i medfør af anden lovgivning er fastsat særlige sikkerhedsforskrifter for den pågældende mast, skal fælles udnyttelse ske på de vilkår og med de begrænsninger, der følger heraf.

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 10, stk. 1, skal ejere af andre master end master til radiokommunikationsformål, bygninger og konstruktioner imødekomme anmodninger om adgang til opsætning af antennesystemer på den pågældende mast, bygning eller konstruktion. I det omfang myndigheder inden for Forsvarsministeriets område ejer sådanne master, bygninger eller konstruktioner, vil myndighederne som udgangspunkt være omfattet af denne forpligtelse. Forpligtelsen til at give adgang til opsætning af antennesystemer gælder ikke, hvis der foreligger tekniske hindringer for opsætning af antennesystemer. Herved forstås, at opsætning af antennesystemer ikke er mulig på grund af radiotekniske hindringer, at opsætning af antennesystemer ikke er mulig på grund af mastens, bygningens eller den pågældende konstruktions udformning, bæreevne eller lignende, eller at der gælder særlige sikkerhedsforskrifter fastsat i medfør af anden lovgivning eller forskrifter fastsat af offentlige myndigheder for adgang til den pågældende mast, bygning eller konstruktion, som gør opsætning af antennesystemer umulig. I det omfang der i medfør af anden lovgivning er fastsat særlige sikkerhedsforskrifter for de omhandlede master, bygninger og konstruktioner, skal gennemførelse af opsætning af antennesystemer ske på de vilkår og med de begrænsninger, der følger heraf.

Med de foreslåede ændringer i mastelovens § 1, stk. 3, ændres formuleringen eller andre høje konstruktioner til formuleringen andre høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, og efter politiet indsættes formuleringen eller myndigheder inden for Forsvarsministeriets område.

De foreslåede ændringer i mastelovens § 1, stk. 3, vil indebære, at også fysisk infrastruktur, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, tilhørende politiet eller myndigheder inden for Forsvarsministeriets område vil være undtaget fra lovens regler om adgang til at opsætte trådløse adgangspunker med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, på fysisk infrastruktur, som kontrolleres af en offentlig myndighed.

Det følger af teledirektivets artikel 1, stk. 3, litra c, at tiltag, der gennemføres ud fra hensynet til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed, kan opretholdes eller iværksættes. Det er således muligt efter teledirektivet at opretholde eller indføre tiltag ud fra hensynet til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed.

Den foreslåede ændring i mastelovens § 1, stk. 3, vil sidestille politiet og myndigheder inden for Forsvarsministeriets område.

Den foreslåede ændring er udtryk for en uændret videreførelse af gældende ret i øvrigt for master, bygninger og andre konstruktioner tilhørende politiet.

Med de foreslåede ændringer af bestemmelsen vil udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke i medfør af masteloven kunne få adgang til master, bygninger, andre høje konstruktioner og fysisk infrastruktur tilhørende politiet og myndigheder inden for Forsvarsministeriets område. Denne afgrænsning foretages af hensyn til den offentlige orden og sikkerhed samt af hensyn til politiets og myndigheder inden for Forsvarsministeriets områdes arbejde, som i vid udstrækning indbefatter behandling af klassificerede informationer og brug af klassificerede systemer og radioudstyr, der ikke må risikere at blive kompromitteret eller forstyrret f.eks. via direkte elektromagnetisk udstråling fra civilt radioudstyr.

Med den foreslåede bestemmelse vil udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke i medfør af masteloven kunne få adgang til master, bygninger, andre høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur tilhørende politiet eller myndigheder inden for Forsvarsministeriets område for at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde eller for at opsætte antennesystemer i øvrigt. En eventuel adgang til master, bygninger, andre høje konstruktioner eller fysiske infrastruktur tilhørende politiet eller myndigheder inden for Forsvarsministeriets område vil skulle ske på grundlag af en konkret aftale herom med de pågældende myndigheder. I praksis forventes det som udgangspunkt ikke, at der vil ske en ændring af udbydernes mulighed for at opretholde eller indgå nye aftaler om opsætning af antenner på master, bygninger, andre høje konstruktioner eller fysiske infrastruktur tilhørende myndigheder inden for Forsvarsministeriets område, så længe der i de konkrete tilfælde ikke er sikkerhedsmæssige forhold, der taler imod dette. Ændringen af loven forventes dermed som det klare udgangspunkt ikke at få betydning for den mobildækning, som master tilhørende myndigheder inden for Forsvarsministeriets område, eller master og antenner, der er placeret på disse myndigheders områder, er medvirkende til.

I den forbindelse bemærkes, at offentlige myndigheder, der behandler klassificerede informationer i medfør af Justitsministeriets sikkerhedscirkulære § 41, skal sørge for, at udstyr til behandling af klassificerede informationer skal være installeret på en sådan måde, at informationerne ikke kompromitteres via direkte elektromagnetisk udstråling eller bortledning. Endvidere gælder der en række sikkerhedsmæssige regler om bl.a. sikkerhedsafstand mellem klassificerede systemer og udstyr og uklassificeret udstyr.

Med den foreslåede ændring i mastelovens § 1, stk. 3, hvorefter formuleringen eller andre høje konstruktioner ændres til formuleringen andre høje konstruktioner eller fysisk infrastruktur, implementeres dele af teledirektivets 57.

Til nr. 7

Der findes ikke i den gældende mastelov definitioner af, hvad der skal forstås ved trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde, fysisk infrastruktur og gadeinventar eller specifikke regler for udrulning og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, forstås ved antennesystemer kabler, antennebærerør og antenner opsat på selve masten, bygningen eller konstruktionen eller de på masten, bygningen eller konstruktionen opsatte bærerør.

I § 9 e, stk. 2, nr. 1, i lov om graveadgang, etablering og udnyttelse af infrastruktur til telekommunikationsformål samt udnyttelse af infrastruktur på tværs af forsyningssektorer m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 845 af 21. august 2019 (graveloven), defineres, hvad der skal forstås ved passiv fysisk infrastruktur. Med passiv fysisk infrastruktur menes et element i et net, som skal huse andre elementer i et net uden selv at blive et aktivt element i nettet, f.eks. rør, master, kabelkanaler, inspektionsbrønde, mandehuller, gadeskabe, bygninger, adgangsveje til bygninger, antenneanlæg, tårne og pæle m.v. Definitionen stammer fra Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, som fastsætter regler om fælles udnyttelse af passiv fysisk infrastruktur med henblik på etablering af højhastighedsbredbånd. Reglerne i graveloven finder kun anvendelse på passiv fysisk infrastruktur, som indgår i et net, og som ejes af en netoperatør.

Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde udgør en del af et elektronisk kommunikationsnet som defineret i telelovens § 2, nr. 4. Med elektroniske kommunikationsnet menes enhver form for radiofrekvens- eller kabelbaseret teleinfrastruktur, der anvendes til formidling af elektroniske kommunikationstjenester.

Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde er i dag underlagt de samme regler, som gælder for opsætning af antennesystemer i øvrigt, herunder regler i bygningsreglementet vedr. byggetilladelser, regler i planloven vedrørende landzonetilladelser, regler i naturbeskyttelsesloven vedrørende beskyttelse af naturområder, regler i bygningsfredningsloven vedrørende beskyttelse af fredede bygninger, regler i museumsloven vedrørende beskyttelse af fortidsminder m.v.

Teledirektivet indeholder ikke klare definitioner af, hvad der skal forstås ved fysisk infrastruktur og gadeinventar. Den foreslåede definition af antennesystemer er en uændret videreførelse af den gældende definition heraf i mastelovens § 1, stk. 4.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 4 , indsættes definitioner af, hvad der skal forstås ved antennesystemer, trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde, fysisk infrastruktur og gadeinventar, som er af relevans for de regler vedrørende udrulning og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som foreslås indført i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12. Definitionen af antennesystemer videreføres uændret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 1.

Med teledirektivets artikel 57 indføres regler om udrulning og drift af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Reglerne indebærer bl.a., at de kompetente myndigheder, f.eks. kommunerne eller statslige myndigheder, ikke uberettiget må begrænse udrulningen af sådanne trådløse adgangspunkter, og at eventuelle regler for udrulningen af sådanne trådløse adgangspunker skal være nationalt sammenhængende. Reglerne indebærer endvidere, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester har ret til at få adgang til fysisk infrastruktur, herunder gadeinventar, som kontrolleres af en offentlig myndighed, og som er teknisk egnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Med lovforslaget foreslås reglerne om adgang til fysisk infrastruktur udvidet i begrænset omfang således, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester også har ret til at få adgang til gadeinventar, som kontrolleres af andre, og som er teknisk egnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet.

Den foreslåede nyaffattelse af mastelovens § 1, stk. 4, implementerer teledirektivets artikel 2, nr. 23, samt dele af teledirektivets artikel 57.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelse i nr. 1 i mastelovens § 1, stk. 4, forstås ved antennesystemer i denne lov kabler, antennebærerør og antenner opsat på selve masten, bygningen eller konstruktionen eller de på masten, bygningen eller konstruktionen opsatte bærerør.

Den foreslåede definition af antennesystemer er en uændret videreførelse af den gældende definition heraf.

Eksempler på antenner er paraboler, link, antenner til brug for forskellige mobile teknologier, herunder 2G, 3G, 4G og 5G.

Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 1, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i nr. 2 i mastelovens § 1, stk. 4, som er ny, forstås ved trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde en lille trådløs netadgangsinstallation med lav effekt og lille rækkevidde, der enten benytter radiofrekvenser på grundlag af en tilladelse eller på et tilladelsesfrit grundlag eller begge dele, og som kan anvendes som del af et offentligt elektronisk kommunikationsnet, som kan være udstyret med en eller flere ikke iøjnefaldende antenner, og som giver brugerne trådløs adgang til elektroniske kommunikationsnet, uanset om den underliggende nettopologi er mobilnet- eller fastnetbaseret.

Den foreslåede definition er generisk beskrevet. De nærmere fysiske og tekniske karakteristika såsom maksimumstørrelse, vægt og udstrålingseffekt for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde er ikke nærmere angivet i den foreslåede definition. I teledirektivets artikel 57, stk. 2, er der etableret en bemyndigelse for Europa-Kommissionen til ved hjælp af gennemførelsesretsakter at angive sådanne fysiske og tekniske karakteristika for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter forventes at være i form af gennemførelsesforordninger, som er direkte anvendelige og umiddelbart gældende i alle EU’s medlemsstater. Europa-Kommissionen kan løbende vedtage gennemførelsesretsakter med sådanne fysiske og tekniske karakteristika på baggrund af den teknologiske udvikling. På den baggrund er det ikke muligt i definitionen af trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde præcist at angive sådanne fysiske og tekniske egenskaber.

Med lille trådløs netadgangsinstallation med lav effekt og lille rækkevidde menes f.eks. femtoceller, picoceller, metroceller eller mikroceller, som kan være meget små og benytter udstyr, som ikke er iøjnefaldende i lighed med, hvad der anvendes af udstyr i RLAN-routere i den private husholdning. Sådanne celler udgør en del af et elektronisk kommunikationsnet som defineret i telelovens § 2, nr. 4, og anvendes til at skabe trådløs adgang til elektroniske kommunikationsnet. Sådanne celler vil typisk være udstyret med en antennetype og teknologi, der sender eller modtager eller både sender og modtager radiosignaler med lav effekt, og som har begrænset rækkevidde. Der er således tale om radioudstyr. Det er ikke muligt i den foreslåede definition af trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde mere præcist at angive, hvad der menes med lav effekt og lille rækkevidde eller i øvrigt mere præcist at angive de fysiske og tekniske egenskaber, som sådant udstyr skal opfylde for at være omfattet af definitionen af et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde. Sådanne egenskaber er det overladt til Europa-Kommissionen løbende at fastsætte i form af gennemførelsesretsakter. Der er endvidere tale om egenskaber, der kan ændre sig over tid på baggrund af den teknologiske udvikling. Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der kan benyttes til udrulning af 5G-net, skal placeres med kortere afstand og i lavere højde end tilfældet er med eksempelvis 3G- og 4G-net. Netadgangsinstallationen kan benyttes til at få trådløs adgang til et elektronisk kommunikationsnet, uanset om den bagvedliggende nettopologi er mobilnet- eller fastnetbaseret.

Den trådløse netadgangsinstallation skal benytte radiofrekvenser enten på grundlag af en tilladelse udstedt af Energistyrelsen eller på et tilladelsesfrit grundlag eller begge dele afhængig af, hvilke frekvenser det trådløse adgangspunkt benytter.

Trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde benytter typisk de højere frekvenser, f.eks. 3,5 GHz og 26 GHz, som er velegnede til at øge kapaciteten i nettet og hastigheden, og de opsættes typisk i tæt befolkede områder eller langs hovedtrafikårer.

Den trådløse netadgangsinstallation vil kunne anvendes som del af et offentligt elektronisk kommunikationsnet, som giver brugerne trådløs adgang til elektroniske kommunikationsnet, uanset om det underliggende net er mobilnet- eller fastnetbaseret. Det vil således ikke være et krav, at et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde for at være omfattet af definitionen giver brugere trådløs adgang til offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, f.eks. en mobiloperatørs offentligt tilgængelige net. Omfattet af definitionen vil dermed f.eks. også være en virksomheds trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som alene giver virksomhedens ansatte trådløs adgang til virksomhedens interne net. Om et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde er installeret indendørs eller udendørs eller på privat område, hvortil der ikke er offentlig adgang, eller på et offentligt tilgængeligt område vil heller ikke have betydning for, om et trådløst adgangspunkt er omfattet af definitionen.

Den trådløse netadgangsinstallation kan være udstyret med en eller flere ikke iøjnefaldende antenner. Et trådløst adgangspunkt kan eksempelvis være udstyret med en eller flere antenner, der er integreret i selve udstyret og dermed usynligt for offentligheden. Med ikke iøjnefaldende antenner menes, at den synlige del af antennerne skal være i visuel overensstemmelse med den bærende struktur og have en passende størrelse i forhold til den bærende struktur og være i neutrale farver, der passer til eller falder i ét med den bærende struktur. Europa-Kommissionen er i medfør af teledirektivets artikel 57, stk. 2, bemyndiget til ved gennemførelsesretsakter løbende på baggrund af den teknologiske udvikling at angive de tekniske og fysiske karakteristika for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Det er den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der placerer det trådløse adgangspunkt med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur eller gadeinventar, der skal sikre, at det trådløse adgangspunkt overholder de tekniske og fysiske krav, der følger af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakt.

Med lovforslaget § 3, nr. 12, indføres nye regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal have adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af en offentlig myndighed, og på gadeinventar, der kontrolleres af andre. Det er nødvendigt med en definition og afgrænsning af, hvad der menes med sådanne trådløse adgangspunkter. Det er ikke muligt i definitionen at fastsætte de nærmere fysiske og tekniske karakteristika såsom maksimumstørrelse, vægt og udstrålingseffekt for sådanne trådløse adgangspunkter, da disse karakteristika fastsættes løbende af Europa-Kommissionen på baggrund af den teknologiske udvikling.

Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, implementerer teledirektivets artikel 2, nr. 23, samt dele af teledirektivets artikel 57.

Teledirektivet indeholder ikke en klar definition af, hvad der skal forstås ved fysisk infrastruktur.

Den gældende mastelov eller øvrig lovgivning på teleområdet indeholder heller ikke en klar definition af, hvad der skal forstås ved fysisk infrastruktur.

I gravelovens § 9 e, stk. 2, nr. 1, defineres, hvad der skal forstås ved passiv fysisk infrastruktur. Med passiv fysisk infrastruktur menes et element i et net, som skal huse andre elementer i et net uden selv at blive et aktivt element i nettet, f.eks. rør, master, kabelkanaler, inspektionsbrønde, mandehuller, gadeskabe, bygninger, adgangsveje til bygninger, antenneanlæg, tårne og pæle m.v. Definitionen stammer fra Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, som fastsætter regler om fælles udnyttelse af passiv fysisk infrastruktur med henblik på etablering af højhastighedsbredbånd. Reglerne i graveloven finder kun anvendelse på passiv fysisk infrastruktur, som indgår i et net, og som ejes af en netoperatør.

Med den foreslåede bestemmelse i nr. 3 i mastelovens § 1, stk. 4, som er ny, forstås ved fysisk infrastruktur bygninger og anden infrastruktur, som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet.

Reglerne i graveloven finder kun anvendelse på passiv fysisk infrastruktur, som indgår i et net, og som ejes af en netoperatør. Herved er der mange bygninger og fysisk infrastruktur, som falder uden for gravelovens anvendelsesområde, men som i øvrigt er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2. Bestemmelsen i teledirektivet artikel 57, stk. 4, om adgang til fysisk infrastruktur supplerer reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation. Definitionen af fysisk infrastruktur i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3, omfatter også sådan fysisk infrastruktur, som er omfattet af definitionen af passiv fysisk infrastruktur i gravelovens § 9 e, stk. 2, nr. 1, og som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Det kan f.eks. være master og tårne.

Fysisk infrastruktur kan eksempelvis være bygninger, andre konstruktioner og anden infrastruktur, herunder gadeinventar som f.eks. lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v. Også eksempelvis metrostationer og letbanestationer vil være omfattet. Der kan både være tale om enkeltstående fysisk infrastruktur og fysisk infrastruktur, der indgår i et net af infrastrukturer, f.eks. belysningsnettet langs trafikårer. De i den foreslåede definition nævnte typer infrastruktur udgør ikke en udtømmende liste.

For at være omfattet af definitionen skal den fysiske infrastruktur enten være teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, eller den fysiske infrastruktur skal være nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. At den fysiske infrastruktur skal være teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde indebærer, at den fysiske infrastruktur dels skal være radioteknisk egnet, dvs. at der ikke er specifikke omstændigheder vedrørende den infrastruktur, der anmodes om adgang til, som gør infrastrukturen uegnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, f.eks. at infrastrukturen er konstrueret, så radiosignaler ikke kan sendes eller modtages uhindret, og dels at der rent fysisk skal være plads på den fysiske infrastruktur til, at der kan opsættes et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde. At den fysiske infrastruktur skal være nødvendig for at forbinde et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde med et transportnet indebærer, at den fysiske infrastruktur skal være nødvendig for at nå fra den position, hvor det trådløse adgangspunkt opsættes hen til transportnettet. Der kunne f.eks. være tale om at føre kabling fra det trådløse adgangspunkt gennem eller på en bygning hen til et sted, hvor det kan forbindes til transportnettet.

Med transportnet menes den del af et elektronisk kommunikationsnet, som ikke udgør den hos slutbrugeren adgangsgivende eller terminerende del af nettet. Transportnettet vil typisk være den del af nettet, der transporterer signaler fra en hovedcentral og frem til den adgangsgivende eller terminerende del af nettet, herunder de dele af nettet, der går fra en hovedcentral og ud til lokale centraler.

Med lovforslaget indføres der med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, nye regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal have adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af en offentlig myndighed, og adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på gadeinventar, der kontrolleres af andre. Det er derfor nødvendigt med en definition af, hvad der menes med fysisk infrastruktur.

Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3, implementerer dele af teledirektivets artikel 57.

Teledirektivet indeholder ikke en klar definition af, hvad der skal forstås ved gadeinventar.

Den gældende mastelov eller øvrig lovgivning på teleområdet indeholder heller ikke en klar definition af, hvad der skal forstås ved gadeinventar.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i nr. 4 i mastelovens § 1, stk. 4, forstås ved gadeinventar lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v., som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne adgangspunkter med et transportnet.

En definition af gadeinventar er nødvendiggjort af, at der med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, indføres regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester udover at have ret til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af offentlige myndigheder, endvidere får ret til at opsætte sådanne trådløse adgangspunkter på gadeinventar, der kontrolleres af andre.

Reglerne i graveloven finder kun anvendelse på passiv fysisk infrastruktur, som indgår i et net, og som ejes af en netoperatør. Herved er der mange typer af infrastrukturer, herunder f.eks. gadeinventar, som falder uden for lovens anvendelsesområde, men som i øvrigt er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2. Bestemmelsen i teledirektivets artikel 57, stk. 4, om adgang til fysisk infrastruktur supplerer reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation. Definitionen af gadeinventar i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3, omfatter også sådan gadeinventar, som er omfattet af definitionen af passiv fysisk infrastruktur i gravelovens § 9 e, stk. 2, nr. 1, og som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Det kan f.eks. være master og pæle.

Gadeinventar udgør en delmængde af den infrastruktur, der vil være omfattet af definitionen af fysisk infrastruktur, som foreslås indført i bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3. Gadeinventar vil eksempelvis være lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v. Også eksempelvis metrostationer og letbanestationer vil være omfattet. De nævnte typer af gadeinventar udgør ikke en udtømmende liste.

For at være omfattet af definitionen skal gadeinventaret enten være teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, eller gadeinventaret skal være nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. At gadeinventaret skal være teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde indebærer, at gadeinventaret dels skal være radioteknisk egnet, dvs. at der ikke er specifikke omstændigheder vedrørende gadeinventaret, som gør det uegnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter, f.eks. at gadeinventaret er konstrueret, så radiosignaler ikke kan sendes eller modtages uhindret, og dels at der rent fysisk skal være plads på gadeinventaret til, at der kan opsættes et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde. At gadeinventaret skal være nødvendig for at forbinde et trådløst adgangspunkt med et transportnet indebærer, at gadeinventaret skal være nødvendig for at nå fra den position, hvor det trådløse adgangspunkt opsættes, hen til transportnettet. Der kunne f.eks. være tale om at føre kabling fra det trådløse adgangspunkt gennem eller på en bygning hen til et sted, hvor der kan forbindes til transportnettet.

Med transportnet menes den del af et elektronisk kommunikationsnet, som ikke udgør den hos slutbrugeren adgangsgivende eller terminerende del af nettet. Transportnettet vil typisk være den del af nettet, der transporterer signaler fra en hovedcentral og frem til den adgangsgivende eller terminerende del af nettet, herunder de dele af nettet, der går fra en hovedcentral og ud til lokale centraler.

Med lovforslaget indføres der med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, nye regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal have adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af offentlige myndigheder, og adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på gadeinventar, der kontrolleres af andre. Det er derfor nødvendigt med en definition af, hvad der menes med gadeinventar.

Den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 4, implementerer dele af teledirektivets artikel 57.

Til nr. 8

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 5, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at lovens regler om fælles udnyttelse helt eller delvis skal finde tilsvarende anvendelse på antennesystemer.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 5, 2. pkt., ændres bestemmelsen således, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at § 14 a finder tilsvarende anvendelse på trådløse adgangspunkter, der ikke er omfattet af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter vedtaget i medfør af artikel 57, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning).

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 1, stk. 5, 2. pkt., vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, at lovens regler om adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, skal finde tilsvarende anvendelse på andre trådløse adgangspunkter end sådanne, der er omfattet af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter, jf. teledirektivets artikel 57, stk. 2. Med teledirektivets artikel 57, stk. 2, er Europa-Kommissionen bemyndiget til via gennemførelsesretsakter at angive de fysiske og tekniske karakteristika såsom maksimumstørrelse, vægt og, hvis det er relevant, udstrålingseffekt for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som er omfattet af de lempeligere regler om opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der indføres med teledirektivets artikel 57, stk. 1, og af reglerne om adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af offentlige myndigheder, og gadeinventar, der kontrolleres af andre, i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12.

Sådanne regler vil f.eks. kunne vedrøre typen af trådløse adgangspunkter, maksimal udstrålingseffekt, maksimumstørrelse, maksimumvægt, farvevalg, højde, placering m.v.

Teledirektivets artikel 57 er ikke til hinder for nationalt at fastsætte yderligere regler for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, herunder yderligere tekniske og fysiske specifikationer for, hvilke trådløse adgangspunkter der skal være omfattet af de regler om adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der indføres med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12. Herved kan der i højere grad lægges vægt på, hvordan man kan skabe de bedste rammer for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenesters udrulningsplaner for f.eks. 5G. Det er derfor hensigtsmæssigt, at der indføres en hjemmel for klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7. Det kan give fleksibilitet til at tilpasse reglerne til danske forhold.

Med den foreslåede ændring af mastelovens § 1, stk. 5, implementeres dele af teledirektivets artikel 57.

Såfremt bemyndigelsen udmøntes, vil det betyde, at andre trådløse adgangspunkter end sådanne, der er omfattet af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter, jf. teledirektivets artikel 57, stk. 2, vil kunne blive omfattet af reglerne om adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, som indføres med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12.

Til nr. 9

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 1 a, stk. 4, kan klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling med social- og indenrigsministeren fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra klima-, energi- og forsyningsministeren om forhold, som er omfattet af loven eller af regler udstedt i medfør heraf, skal foregå digitalt. Bestemmelsen er ikke udmøntet i en bekendtgørelse.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 1 a, stk. 4, ændres bestemmelsen således, at ordene efter forhandling med social- og indenrigsministeren udgår.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 1 a, stk. 4, vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra klima-, energi- og forsyningsministeren om forhold, som er omfattet af loven eller af regler udstedt i medfør heraf, skal foregå digitalt. Fastsættelse af sådanne regler om digital kommunikation til og fra klima-, energi- og forsyningsministeren vil med den foreslåede ændring kunne ske uden forudgående forhandling med social- og indenrigsministeren.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at lovens benævnelse af statsforvaltningerne blev ændret til energi-, forsynings- og klimaministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love. Baggrunden herfor er, at opgaven som klagemyndighed for visse af bygningsmyndighedens afgørelser efter lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v., der tidligere har været varetaget af Statsforvaltningen, er overgået til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Statsforvaltningen hørte organisatorisk under Social- og Indenrigsministeriet. Ved kongelig resolution af 27. juni 2019 er betegnelsen Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet ændret til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Bestemmelsens anvendelse af formuleringen efter forhandling med social- og indenrigsministeren blev ikke taget ud af loven i forbindelse med ændringen af kompetencefordelingen mellem statsforvaltningen og klima-, energi- og forsyningsministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018. Dette gøres derfor med den foreslåede ændring.

Den foreslåede ændring af mastelovens § 1 a, stk. 4, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 10

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 1 b, stk. 2, kan klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling med social- og indenrigsministeren fastsætte regler om, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter masteloven eller efter regler udstedt i medfør af masteloven uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Bestemmelsen er ikke udmøntet i en bekendtgørelse.

Med den foreslåede ophævelse af bestemmelsen i mastelovens § 1 b, stk. 2, ophæves bestemmelsen.

Den foreslåede ophævelse af mastelovens § 1 b, stk. 2, vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler uden forudgående forhandling med social- og indenrigsministeren efter bestemmelsen i mastelovens § 1 b, stk. 1.

Den foreslåede ophævelse af bestemmelsen er en konsekvens af, at lovens benævnelse af statsforvaltningerne blev ændret til energi-, forsynings- og klimaministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018. Baggrunden herfor er, at opgaven som klagemyndighed for visse af bygningsmyndighedens afgørelser efter lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v., der tidligere har været varetaget af Statsforvaltningen, er overgået til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Statsforvaltningen hørte organisatorisk under Social- og Indenrigsministeriet. Ved kongelig resolution af 27. juni 2019 er betegnelsen Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet ændret til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Bestemmelsens anvendelse af formuleringen efter forhandling med social- og indenrigsministeren blev ikke taget ud af loven i forbindelse med ændringen af kompetencefordelingen mellem statsforvaltningen og klima-, energi- og forsyningsministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018.

Bestemmelsen i mastelovens § 1 b, stk. 2, vurderes ikke at have noget selvstændigt indhold efter ændringen af kompetencefordelingen mellem statsforvaltningen og klima-, energi- og forsyningsministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018. Derfor foreslås bestemmelsen ophævet.

Den foreslåede ophævelse af mastelovens § 1 b, stk. 2, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 11

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 1 c, stk. 2, kan klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling med henholdsvis social- og indenrigsministeren, transportministeren, erhvervsministeren eller forsvarsministeren fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter. Bestemmelsen er ikke udmøntet i en bekendtgørelse.

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i mastelovens § 1 c, stk. 2, udgår ordet social- og indenrigsministeren.

Den foreslåede ændring i mastelovens § 1 c, stk. 2, vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling med henholdsvis transportministeren, erhvervsministeren eller forsvarsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav på de pågældende ministeriers områder. Det vil herunder kunne bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter. Med den foreslåede ændring vil klima-, energi- og forsyningsministeren ikke længere kunne fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav på Social- og Indenrigsministeriets område.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at lovens benævnelse af statsforvaltningerne blev ændret til energi-, forsynings- og klimaministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018. Baggrunden herfor er, at opgaven som klagemyndighed for visse af bygningsmyndighedens afgørelser efter lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v., der tidligere har været varetaget af Statsforvaltningen, er overgået til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Statsforvaltningen hørte organisatorisk under Social- og Indenrigsministeriet. Ved kongelig resolution af 27. juni 2019 er betegnelsen Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet ændret til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet. Bestemmelsens anvendelse af formuleringen social- og indenrigsministeren blev ikke taget ud af loven i forbindelse med ændringen af kompetencefordelingen mellem statsforvaltningen og klima-, energi- og forsyningsministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018. Dette gøres derfor med den foreslåede ændring.

Den foreslåede ændring af mastelovens § 1 c, stk. 2, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 12

Den gældende mastelov indeholder ikke særlige bestemmelser vedrørende opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Efter den gældende mastelovs § 2, stk. 1, skal ejere af master til radiokommunikationsformål imødekomme anmodninger fra andre om fælles udnyttelse af den pågældende mast, herunder i tilfælde, hvor fælles udnyttelse kræver udbygning eller udskiftning af den pågældende mast, samt anmodninger om fælles udnyttelse af tilhørende bygninger m.v. Det følger af mastelovens § 2, stk. 4, at forpligtelsen ikke gælder, såfremt der foreligger tekniske hindringer for fælles udnyttelse, herunder radiotekniske hindringer, at udbygning eller udskiftning af den pågældende mast kræver nedlukning af driften af offentligt tilgængelige teletjenester eller radio- eller tv-udsendelsesvirksomhed for at imødekomme anmodningen, at der gælder særlige sikkerhedsforskrifter for adgang til eller benyttelse af den pågældende mast, som gør fælles udnyttelse umulig, eller at der, for så vidt angår fælles udnyttelse af tilhørende bygninger m.v., ikke er mulighed for fysisk adskillelse af parternes udstyr, herunder at der ikke kan etableres særskilt adgang til dette. I medfør af mastelovens § 3, stk. 1, kan landzone- eller bygningsmyndigheden udstede påbud om at give adgang til fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål.

Efter den gældende mastelovs § 10, stk. 1, skal ejere af bygninger, konstruktioner og master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål, imødekomme anmodninger om adgang til opsætning af antennesystemer på den pågældende mast, bygning eller konstruktion. Det følger af mastelovens § 10, stk. 3, at forpligtelsen ikke gælder, hvis der foreligger tekniske hindringer for opsætning af antennesystemer, herunder radiotekniske hindringer, at opsætning af antennesystemer ikke er mulig på grund af mastens, bygningens eller den pågældende konstruktions udformning, bæreevne eller lignende, eller at der gælder særlige sikkerhedsforskrifter for adgang til den pågældende mast, bygning eller konstruktion, som gør opsætning af antennesystemer umulig. I medfør af mastelovens § 11, stk. 1, kan landzone- eller bygningsmyndigheden udstede påbud om at give adgang til opsætning af antennesystemer på master, bygninger og andre høje konstruktioner.

For så vidt angår antenner m.v., som placeres på offentlige vejarealer med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet, gælder der særlige regler i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v. (vejloven), navnlig § 80, der udtømmende regulerer retsforholdet mellem vejmyndigheden og en udbyder af elektroniske kommunikationsnet for så vidt angår denne råden over vejarealet.

Efter gravelovens § 9 f, stk. 1, skal en netoperatør imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til netoperatørens eksisterende passive fysiske infrastruktur fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet med henblik på etablering af elementer af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation til og fra enhver anden netoperatør med henblik på etablering af elementer af andre net. Benævnelsen netoperatør er defineret i gravelovens § 9 e, stk. 2, nr. 2, og er eksempelvis udbydere af elektroniske kommunikationsnet, forsyningsselskaber på tværs af forsyningsarter, herunder energiselskaber, vandforsyningsselskaber, fjernvarmeselskaber m.v., vejmyndigheder og kommuner. I gravelovens § 9 e, stk. 2, nr. 1, defineres passiv fysisk infrastruktur som et element i et net, som skal huse andre elementer i et net uden selv at blive et aktivt element i nettet, f.eks. rør, master, kabelkanaler, inspektionsbrønde, mandehuller, gadeskabe, bygninger, adgangsveje til bygninger, antenneanlæg, tårne og pæle m.v. Det følger af gravelovens § 9 f, stk. 3, at en anmodning om adgang kan afslås ud fra objektive, gennemsigtige og forholdsmæssige kriterier, herunder den tekniske egnethed af den passive fysiske infrastruktur, tilgængelig plads i den passive fysiske infrastruktur, den offentlige sikkerhed og folkesundheden, netsikkerhed og -integritet, risikoen for, at de planlagte tjenester i væsentlig grad påvirker ydelsen af andre tjenester, der er placeret i den samme passive fysiske infrastruktur, eller at netoperatøren udbyder adgang til fysisk netinfrastruktur i engrosleddet. Adgangsforpligtelsen efter den nævnte lov følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation og gælder kun passiv fysisk infrastruktur, som indgår i et net, og som ejes af en netoperatør.

Med den foreslåede bestemmelse om indsættelse af et nyt kapitel 3 i masteloven indsættes en ny overskrift og en ny § 14 a om adgang til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af offentlige myndigheder, og på gadeinventar, der kontrolleres af andre, i masteloven.

Efter den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 14 a, stk. 1, skal offentlige myndigheder, der kontrollerer fysisk infrastruktur eller gadeinventar, imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til fysisk infrastruktur og adgang til gadeinventar fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Andre, der kontrollerer gadeinventar, skal imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til gadeinventar fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. En anmodning skal indgives skriftligt og angive den fysiske infrastruktur eller det gadeinventar, der anmodes om adgang til. Adgang efter dette stykke omfatter kun trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der er omfattet af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter vedtaget i medfør af artikel 57, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) og regler fastsat i medfør af § 1, stk. 5, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, som er ny, vil indebære, at offentlige myndigheder, der kontrollerer fysisk infrastruktur, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, eller gadeinventar, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, vil skulle imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til den fysiske infrastruktur og gadeinventaret fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7. Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, vil endvidere indebære, at andre, der kontrollerer gadeinventar, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, vil skulle imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til gadeinventaret fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7.

Med offentlige myndigheder menes almindelige offentlige myndigheder, herunder kommuner, regioner og statslige myndigheder, herunder styrelser og direktorater m.v., i overensstemmelse med definitionen i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1.

Med andre menes eksempelvis private fysiske personer eller private juridiske personer, herunder eksempelvis andelsboligforeninger, grundejerforeninger, almene boliger, der administreres af en almen boligorganisation m.v., fonde og virksomheder m.v., offentligt ejede selskaber og virksomheder, herunder forsyningsvirksomheder, m.v.

Grunden til, at det foreslås at lave denne afgrænsning til gadeinventar, som kontrolleres af andre end offentlige myndigheder, er, at eksempelvis private borgeres boliger og virksomheders bygninger, kontorer, produktionslokaler, lagerhaller m.v. dermed vil være undtaget fra retten for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

En offentlig myndighed kontrollerer fysisk infrastruktur og gadeinventar, og andre kontrollerer gadeinventar, når myndigheden eller andre ejer eller på anden måde råder over sådan fysisk infrastruktur og gadeinventar f.eks. ved at kunne indgå aftaler om lån, leje eller leasing af infrastrukturen eller gadeinventaret.

Ved fysisk infrastruktur forstås bygninger og anden infrastruktur, som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 7.

Ved gadeinventar forstås lysmaster, gadeskilte, trafiklys, reklameskilte, stoppesteder m.v., som er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller som er nødvendig for at forbinde sådanne adgangspunkter med et transportnet. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7.

Adgangsforpligtelsen vil kun gælde med henblik på opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7. Det følger heraf, at en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, vil kunne opsætte andre antennesystemer eller andet udstyr, der ikke kan indeholdes i definitionen af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2. Bestemmelsen vil dog ikke være til hinder for, at der vil kunne opsættes andre antennesystemer eller andet udstyr på baggrund af en almindelig aftale herom mellem en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og en offentlige myndighed eller andre. For en definition af trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7.

Den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som får adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar, får ikke ejerskab over nogen del af den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, men erhverver udelukkende en brugsret hertil.

Adgangen til at placere trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, på fysisk infrastruktur og på gadeinventar kan indebære, at den offentlige myndighed eller andre bliver begrænset i sin anvendelse af den fysiske infrastruktur eller gadeinventar. Begrænsningens omfang vil variere afhængigt af, hvilken type fysisk infrastruktur eller gadeinventar der anmodes om adgang til og af størrelsen på den eller de trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der skal opsættes. Såfremt den offentlige myndighed eller andre ikke kan afslå en anmodning, vil myndigheden eller andre blive påført en begrænsning i sin egen mulighed for at udnytte evt. ledig kapacitet på infrastrukturen eller gadeinventaret. I den forbindelse spiller det en væsentlig rolle, hvilke andre formål den offentlige myndighed eller andre ville kunne benytte infrastrukturen eller gadeinventaret til, hvis de trådløse adgangspunkter ikke blev sat op på infrastrukturen eller gadeinventaret. I forhold til gadeinventar så er den primære funktion af den type infrastruktur allerede opfyldt på det tidspunkt, hvor en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester anmoder om adgang. Det kan være belysning i en lygtepæl eller trafiksignalering i et trafiksignal. Det kan dog ikke udelukkes, at gadeinventar kan være relevant til opsætning af andet udstyr f.eks. overvågningsudstyr m.v., der har en begrænset størrelse. Der kan derfor for denne type infrastruktur være begrænsede alternative anvendelsesmuligheder. Når det handler om bygninger og anden fysisk infrastruktur, kan det ikke udelukkes, at der potentielt kan være alternative anvendelsesmuligheder, herunder udlejning til andre erhvervsformål, men i disse tilfælde vil den eller de trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der ønskes sat op på bygningen eller den fysiske infrastruktur, kun optage en meget begrænset del af bygningen eller infrastrukturen.

Adgangsforpligtelsen i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, vil ikke indebære en adgang for en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at kræve, at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal udbygges eller udskiftes eller i øvrigt være genstand for en strukturel forstærkning for at gøre plads til et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde.

Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 4, at adgang vil skulle gives på rimelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser, herunder pris. Det bemærkes i den forbindelse, at offentlige myndigheder og andre vil kunne indgå kommercielle aftaler med udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar. I forhold til offentlige myndigheder vil adgangen skulle gives på markedsvilkår. Det følger af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 65.

For så vidt angår antenner m.v., som placeres på offentlige vejarealer med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet, gælder der særlige regler i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v. (vejloven), navnlig § 80, der udtømmende regulerer retsforholdet mellem vejmyndigheden og en udbyder af elektroniske kommunikationsnet for så vidt angår denne råden over vejarealet.

Herudover er offentlige myndigheder underlagt statsstøttereglerne og konkurrencelovgivningen. Statsstøttereglerne indebærer bl.a., at det er en forudsætning for, at der ikke er tale om statsstøtte, at en offentlig myndighed ikke må tage en lavere pris end den markedsbaserede pris. Konkurrencelovgivningen indebærer, at en offentlig myndighed, når myndigheden udøver økonomisk aktivitet, som har betydning for konkurrencen, skal undlade at tage urimeligt høje priser i tilfælde, hvor den offentlige myndighed har en dominerende stilling på markedet for den fysiske infrastruktur eller gadeinventar, som kan benyttes til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Der henvises i den forbindelse til reglerne i konkurrencelovens § 11.

I forhold til andre er offentligt ejede selskaber og virksomheder, i det omfang selskabets eller virksomhedens økonomiske aktivitet kan tilregnes en offentlig myndighed, underlagt statsstøttereglerne i samme omfang som offentlige myndigheder. Herudover er andre ikke på samme måde som offentlige myndigheder underlagt statsstøttereglerne. Imidlertid er også andre, der udlejer arealer, omfattet af konkurrencelovgivningen. Det indebærer, at også andre skal undlade at tage urimeligt høje priser i tilfælde, hvor vedkommende har en dominerende stilling i forhold til den gadeinventar, der anmodes om adgang til. Der henvises i den forbindelse til reglerne i konkurrencelovens § 11.

Der er en række forhold, som vil kunne have betydning for størrelsen af den samlede pris for adgang til en offentlig myndigheds fysiske infrastruktur og gadeinventar og til andres gadeinventar. Det kan f.eks. være, om den offentlige myndighed eller andre har alternative anvendelsesmuligheder, herunder udlejning til andre formål og erhverv, om der er alternativ fysisk infrastruktur eller gadeinventar, hvor det er muligt at placere trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og skabe den samme dækning, om der er begrænsninger i anvendelsesmulighederne af den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret som følge af opsætningen af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, om der er vedligeholdelsesforpligtelser for den offentlige myndighed eller andre af den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, om der er særlige forhold omkring sikkerhed, f.eks. krav om eskorte og overvågning af tekniker i forbindelse med vedligeholdelse, sikkerhedsgodkendelse af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller af underleverandører i forbindelse med adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar, tilknyttede serviceydelser, f.eks. døgnbemanding, m.v.

I forbindelse med opnåelse af adgang til en offentlig myndigheds fysiske infrastruktur eller gadeinventar og til andres gadeinventar vil de nærmere betingelser herfor skulle aftales mellem den offentlige myndighed eller andre og udbyderen af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Som udgangspunkt vil aftalen om adgang have en varighed, som parterne aftaler sig til i forbindelse med fastsættelse af vilkår.

Der kan forekomme tilfælde, hvor det kan være nødvendigt for en offentlig myndighed, der kontrollerer fysisk infrastruktur eller gadeinventar, eller andre, der kontrollerer gadeinventar, eksempelvis at nedtage eller flytte fysisk infrastruktur eller gadeinventar, hvorpå der er opsat trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Disse tilfælde er ikke reguleret med lovforslaget. Sådanne tilfælde bør parterne forholde sig til i den aftale, der ligger til grund for adgangen til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Aftalen bør således indeholde vilkår om, hvordan parterne skal forholde sig i tilfælde af, at det er nødvendigt for en offentlig myndighed eller andre at flytte eller nedtage fysisk infrastruktur eller gadeinventar, hvorpå der er placeret trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Da der er tale om kontraktretlige forhold, vil en tvist herom skulle afgøres af domstolene.

Anmodning om adgang til fysisk infrastruktur og til gadeinventar vil forudsætte, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 3, at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, eller at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. At den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal være teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde indebærer, at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret dels skal være radioteknisk egnet, dvs. at der ikke er specifikke omstændigheder vedrørende den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, som gør det uegnet til at være vært for sådanne trådløse adgangspunkter, f.eks. at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er konstrueret, så radiosignaler ikke kan sendes eller modtages uhindret, og dels at der rent fysisk skal være plads på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret til, at der kan opsættes et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde. At den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal være nødvendig for at forbinde et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde med et transportnet indebærer, at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal være nødvendig for at nå fra den position, hvor det trådløse adgangspunkt opsættes hen til transportnettet. Der vil f.eks. kunne være tale om at føre kabling fra det trådløse adgangspunkt gennem eller på en bygning hen til et sted, hvor det kan forbindes til transportnettet.

Med teledirektivets artikel 57, stk. 1, indføres en lempeligere adgang til at udrulle trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Det følger af teledirektivets artikel 57, stk. 1, at de kompetente myndigheder ikke uberettiget må begrænse udrulningen af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Navnlig må de kompetente myndigheder ikke underkaste udrulning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som er i overensstemmelse med de fysiske og tekniske karakteristika, som Europa-Kommissionen i medfør af teledirektivets artikel 57, stk. 2, er bemyndiget til at angive i gennemførelsesretsakter, forudgående individuelle tilladelser. I det omfang en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal have adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, på bygninger, konstruktioner, fysisk infrastruktur eller på steder af arkitektonisk, historisk eller naturmæssig værdi, som er beskyttede i henhold til dansk ret, eller som er nødvendigt af hensyn til den offentlige sikkerhed, så tillader teledirektivets artikel 57, stk. 1, afsnit 3, at de kompetente myndigheder i disse tilfælde vil kunne kræve, at udbyderen har indhentet en forudgående tilladelse fra den relevante myndighed, såfremt en sådan tilladelse er nødvendig for at opsætte sådanne trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde.

Der kan være bestemmelser i eksempelvis byggeloven, bygningsreglementet, planloven, naturbeskyttelsesloven, bygningsfredningsloven, museumsloven m.v., som varetager beskyttelsen af hensyn til arkitektoniske, historiske og naturmæssige værdier, eller hensynet til den offentlige sikkerhed, som tilsiger, at der skal gives en forudgående tilladelse til, at der må opsættes trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde. Dette sikrer, at der også i disse sager sker en afvejning af, hvilke løsninger der er hensigtsmæssige ud fra de almene arkitektoniske, historiske, plan- og naturbeskyttelseshensyn, der er styrende for opsætningen af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og andre antennesystemer og udstyr i øvrigt. Omfattet af adgangen til at kræve forudgående tilladelse vil f.eks. være fredede bygninger og fortidsminder, fredede naturområder m.v. Placering af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på folkekirkens kirkebygninger eller på kirkebygninger for de anerkendte eller godkendte trossamfund forudsætter tillige de nødvendige tilladelser fra stiftsøvrigheden eller det pågældende trossamfund. Uanset om adgangen forudsætter en forudgående tilladelse, vil adgangen altid skulle aftales med den offentlige myndighed, som kontrollerer den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, og med andre, der kontrollerer gadeinventaret.

I forbindelse med adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar vil den adgangssøgende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke kunne kræve, at der på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal foretages ændringer eller tilpasninger, for at der kan blive plads til det trådløse adgangspunkt med lille rækkevidde.

Det er kun rimelige anmodninger om adgang, som en offentlig myndighed eller andre vil skulle imødekomme. For en afklaring af, hvad der menes med rimelig anmodning, henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 2.

En anmodning om adgang vil skulle indgives skriftligt til den offentlige myndighed, der kontrollerer den fysiske infrastruktur eller det gadeinventar, som der anmodes om adgang til, og til andre, der kontrollerer det gadeinventar, som der anmodes om adgang til. Kravet vil kunne opfyldes ved fremsendelse af anmodningen digitalt f.eks. via e-mail eller via et elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

I anmodningen vil det bl.a. skulle angives, hvilken fysisk infrastruktur eller hvilket gadeinventar der anmodes om adgang til. Anmodes der kun om adgang til en afgrænset del af en fysisk infrastruktur eller gadeinventar, skal denne del angives i anmodningen.

Det foreslås, at adgang til fysisk infrastruktur og adgang til gadeinventar i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, kun omfatter trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, der er omfattet Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter vedtaget i medfør af artikel 57, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) og regler fastsat i medfør af mastelovens § 1, stk. 5, 2. pkt, jf. lovforslagets § 3, nr. 8.

Europa-Kommissionen er med teledirektivets artikel 57, stk. 2 bemyndiget til ved gennemførelsesretsakter at angive de fysiske og tekniske karakteristika såsom maksimumstørrelse, vægt, og hvis det er relevant, udstrålingseffekt, som trådløse adgangspunker med lille rækkevidde skal leve op til for at være omfattet af reglerne i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1.

I medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 5, jf. lovforslagets § 3, nr. 8, kan ministeren fastsætte regler om, at lovens regler om adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter på fysisk infrastruktur og gadeinventar i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, finder tilsvarende anvendelse på andre trådløse adgangspunkter end sådanne, der er omfattet af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter i henhold til teledirektivets artikel 57, stk. 2.

Denne afgrænsning af, hvilke trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der skal være omfattet af reglerne i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, foretages fordi definitionen af trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, er generisk beskrevet og ikke angiver nogle fysiske eller tekniske karakteristika, som sådanne trådløse adgangspunkter skal opfylde. Den foretagne afgrænsning skal sikre, at den foreslåede bestemmelse ikke anvendes til opsætning af radioudstyr, der uanset størrelse, vægt, udstrålingseffekt m.v. måtte være omfattet af definitionen af trådløst adganngspunkt med lille rækkevidde.

Det er ikke et krav for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, at trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde skal være omfattet af både Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter vedtaget i henhold til teledirektivets artikel 57, stk. 2, og af regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 5, 2. pkt., jf. lovforslagets § 3, nr. 8. Et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde skal for at være omfattet af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, enten være omfattet af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter eller være omfattet af de regler, som måtte blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 5, eller omfattet af begge.

Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester vil med den foreslåede bestemmelse alene kunne få adgang til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som er omfattet af Europa-Kommissionens gennemførelsesretsakter eller af regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 5, 2. pkt. Opsætning af andre trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde eller andet radioudstyr i øvrigt vil skulle ske i overensstemmelse med mastelovens øvrige bestemmelser.

Efter den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 14 a, stk. 2, fastsættes, at en anmodning om adgang, jf. stk. 1, der ikke er rimelig, kan afvises. Afvisning skal ske skriftligt og meddeles den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der anmoder om adgang, snarest muligt og senest to måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 2, vil indebære, at en offentlig myndighed og andre vil kunne afvise ikke-rimelige anmodninger fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar. En anmodning må eksempelvis anses for rimelig, såfremt anmodningen ikke går videre end det, som er nødvendigt for at opfylde den adgangssøgende udbyders behov. Modsætningsvis vil en anmodning eksempelvis ikke være rimelig, såfremt anmodningen indsendes, uden at den adgangssøgende udbyder har et reelt behov for adgang, eller såfremt anmodningen har chikanøs karakter. En anmodning vil endvidere ikke være rimelig, såfremt anmodningen om adgang til en bestemt fysisk infrastruktur eller gadeinventar indgives, selvom det er tydeligt for den adgangssøgende udbyder, at den pågældende fysiske infrastruktur eller gadeinventar ikke er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, eller ikke er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Det vil heller ikke være rimeligt, såfremt en udbyder kontinuerligt indgiver mange anmodninger om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar, hvor en enkelt anmodning åbenlyst kunne have omfattet al den fysiske infrastruktur eller alt det gadeinventar, som der er behov for adgang til.

Såfremt den offentlige myndighed eller andre vurderer, at anmodningen ud fra en konkret vurdering ikke er rimelig og afviser anmodningen, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 2, vil den adgangssøgende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester herefter kunne indbringe sagen for Energistyrelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 14. Energistyrelsen vil i behandlingen af sagen kunne træffe afgørelse om, hvorvidt anmodningen er rimelig, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3. Det vil endvidere være muligt at indbringe sagen for domstolene efter retsplejelovens regler uden forudgående anvendelse af muligheden for at indbringe sagen for Energistyrelsen i medfør af mastelovens § 23 a.

Efter den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 14 a, stk. 3, fastsættes, at afslag på en anmodning om adgang, jf. stk. 1, skal skriftligt meddeles den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der anmoder om adgang, senest to måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen. Afslag kan gives, hvis den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret ikke er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, eller hvis den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret ikke er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 3, vil indebære, at en offentlig myndighed vil kunne give afslag på en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, og på en anmodning om adgang til gadeinventar som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, hvis den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret ikke er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, eller hvis den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret ikke er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 3, vil også andre kunne give afslag på en anmodning om adgang til gadeinventar som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, hvis gadeinventaret ikke er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, eller hvis gadeinventaret ikke er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet.

At den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal være teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde indebærer, at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret dels skal være radioteknisk egnet, dvs. at der ikke er specifikke omstændigheder vedrørende den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, som gør det uegnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, f.eks. at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er konstrueret, så radiosignaler ikke kan sendes eller modtages uhindret, og dels at der rent fysisk skal være plads på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret til, at der kan opsættes et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde. At den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal være nødvendig for at forbinde et trådløst adgangspunkt med lille rækkevidde med et transportnet indebærer, at den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret skal være nødvendig for at nå fra den position, hvor det trådløse adgangspunkt opsættes hen til transportnettet. Der vil f.eks. kunne være tale om at føre kabling fra det trådløse adgangspunkt gennem eller på en bygning hen til et sted, hvor der kan forbindes til transportnettet.

Afslag skal meddeles skriftligt til den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der har indgivet anmodningen om adgang, senest to måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen. Det fremgår af teledirektivets artikel 57, stk. 4, at retten til adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, skal sikres ved at anvende de procedurer, der er vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation. Det følger af artikel 3, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, at afslag på en anmodning skal meddeles inden for to måneder efter datoen for modtagelsen af den fuldstændige anmodning om adgang. Modsætningsvis følger det også heraf, at adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar skal gives senest to måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen.

Det er den offentlige myndighed eller andre, der skal vurdere, om den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret er teknisk egnet til at være vært for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, eller er nødvendig for at forbinde sådanne trådløse adgangspunkter med et transportnet. Det vil kunne ske i dialog med den adgangssøgende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Efter den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 14 a, stk. 4, fastsættes, at adgang til fysisk infrastruktur og adgang til gadeinventar, jf. stk. 1, gives på rimelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser, herunder pris. Herudover må adgang ikke gøres til genstand for afgifter eller gebyrer ud over administrationsgebyrer. Adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar gives senest to måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen. Offentlige myndigheder skal offentliggøre disse vilkår og betingelser.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 4, vil indebære, at adgang til en offentlig myndigheds fysiske infrastruktur som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, og gadeinventar som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, og at adgang til andres gadeinventar som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 4, vil skulle gives på rimelige, gennemsigtige og ikkediskriminerende vilkår og betingelser, herunder i forhold til en eventuel prisfastsættelse, som led i en forhandling mellem den adgangsgivende offentlige myndighed eller andre og den adgangssøgende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Offentlige myndigheder og andre vil kunne indgå kommercielle aftaler med udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar. I praksis vil der skulle udarbejdes en aftale mellem parterne, som vil indeholde de nærmere vilkår og betingelser for adgangen. Hvad der er rimelige vilkår og betingelser for adgang afgøres på baggrund af en konkret vurdering af de omstændigheder, der gør sig gældende i situationen. Alt efter omstændighederne kan flere forhold påvirke betingelserne og prisfastsættelsen for adgang. I vurderingen af vilkårs rimelighed vil der kunne lægges vægt på, hvilke vilkår der i almindelighed gælder i kommercielle aftaler om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar.

I forhold til offentlige myndigheder vil adgangen skulle gives på markedsvilkår. Det følger af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 65. Der vil ikke være tale om en eksakt pris, men den skal findes på baggrund af en konkret vurdering, hvor der skal tages udgangspunkt i objektive forhold ved den fysiske infrastruktur og gadeinventar.

For så vidt angår antenner m.v., som placeres på offentlige vejarealer med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet, gælder der særlige regler i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v. (vejloven), navnlig § 80, der udtømmende regulerer retsforholdet mellem vejmyndigheden og en udbyder af elektroniske kommunikationsnet for så vidt angår denne råden over vejarealet.

Herudover er offentlige myndigheder underlagt statsstøttereglerne og konkurrencelovgivningen. Statsstøttereglerne indebærer bl.a., at det er en forudsætning for, at der ikke er tale om statsstøtte, at en offentlig myndighed ikke må tage en lavere pris end den markedsbaserede pris. Statsstøtte er som udgangspunkt i strid med EU’s regler for det indre marked, medmindre støtten kan tilrettelægges inden for rammerne af Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (gruppefritagelsesforordningen), Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (de minimis-forordningen) eller i form af en støtteordning, der er anmeldt til og godkendt særskilt af Europa-Kommissionen, inden den gennemføres. Statsstøtte kræver endvidere en konkret hjemmel i dansk ret. Der eksisterer ikke aktuelt i dansk ret en hjemmel til, at offentlige myndigheder kan give statsstøtte til udbydere af elektroniske kommunikationsnet i form af en lav leje på arealer, hvor en sådan lav lejepris ikke svarer til markedsniveauet.

Konkurrencelovgivningen indebærer, at en offentlig myndighed, når myndigheden udøver økonomisk aktivitet, som har betydning for konkurrencen, skal undlade at tage urimeligt høje priser i tilfælde, hvor den offentlige myndighed har en dominerende stilling på markedet for den fysiske infrastruktur eller gadeinventar, som kan benyttes til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde som defineret i den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7. Der henvises i den forbindelse til reglerne i konkurrencelovens § 11.

I forhold til andre er offentligt ejede selskaber og virksomheder, i det omfang selskabets eller virksomhedens økonomiske aktivitet kan tilregnes en offentlig myndighed, underlagt statsstøttereglerne i samme omfang som offentlige myndigheder. Herudover er andre ikke på samme måde som offentlige myndigheder underlagt statsstøttereglerne. Imidlertid er også andre, der udlejer arealer, omfattet af konkurrencelovgivningen. Det indebærer, at også andre skal undlade at tage urimeligt høje priser i tilfælde, hvor vedkommende har en dominerende stilling i forhold til den gadeinventar, der anmodes om adgang til. Der henvises i den forbindelse til reglerne i konkurrencelovens § 11.

Der er en række forhold, som kan have betydning for størrelsen af den samlede pris for adgang til en offentlig myndigheds fysiske infrastruktur og gadeinventar og for adgang til andres gadeinventar. Det kan f.eks. være, om den offentlige myndighed eller andre har alternative anvendelsesmuligheder, herunder udlejning til andre formål og erhverv, om der er alternativ fysisk infrastruktur eller gadeinventar, hvor det er muligt at placere trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde og skabe den samme dækning, om der er begrænsninger i anvendelsesmulighederne af den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret som følge af opsætningen af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, om der er vedligeholdelsesforpligtelser for den offentlige myndighed eller andre af den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, om der er særlige forhold omkring sikkerhed, f.eks. krav om eskorte og overvågning af tekniker i forbindelse med vedligeholdelse, sikkerhedsgodkendelse af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller af underleverandører i forbindelse med adgang til en fysisk infrastruktur og gadeinventar, tilknyttede serviceydelser, f.eks. døgnbemanding, m.v.

Herudover følger det af teledirektivets artikel 57, stk. 5, at udrulning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, ikke må være underlagt afgifter eller gebyrer ud over administrationsgebyrer til dækning af de administrationsomkostninger, der måtte påløbe som led i administration og kontrol. Sådanne omkostninger, som offentlige myndigheder eller andre har til administration m.v., vil skulle afspejles i den betaling, som vil kunne kræves for at give adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar.

Vilkårene i en aftale skal ses i sammenhæng med hinanden. Om en aftale samlet set er givet på rimelige vilkår, afhænger derfor af en samlet vurdering. Der er en indbyrdes indvirkning mellem de individuelle vilkår, herunder eksempelvis pris, varighed og vilkår for opsigelse af aftalen. Om et kort opsigelsesvarsel i en konkret aftale kan siges at være rimeligt, kan således eksempelvis afhænge af den varighed af aftalen, som den adgangssøgende udbyder ønsker, samt prisfastsættelsen m.v. En ændring af et vilkår i en aftale kan medføre ændringer af andre vilkår. Hvad der kan siges at være rimelige vilkår kan ikke fastlægges generelt, men må vurderes konkret i den pågældende aftale.

Den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som får adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar, får ikke ejerskab over nogen del af den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, dvs. at adgangen ikke påvirker ejerforholdet til infrastrukturen eller gadeinventaret. At en udbyder får adgang indebærer, at udbyderen får en brugsret til den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret i aftalens varighed.

En offentlig myndighed og andre skal give udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der anmoder herom, jf. det foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, adgang til deres fysiske infrastruktur eller gadeinventar senest to måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen, medmindre en anmodning afvises, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 2, eller afslås, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 3. Det følger af teledirektivets artikel 57, stk. 4, at de procedurer, der er vedtaget i henhold til direktiv 2014/61/EU, anvendes i forbindelse med den adgangsforpligtelse til fysisk infrastruktur og gadeinventar, som foreslås indført med bestemmelsen i mastelovens § 14 a. Tidsfristen på to måneder fra modtagelsen af anmodningen om adgang svarer til reglerne i gravelovens § 9 f, som implementerer artikel 3 direktiv 2014/61/EU.

En offentlig myndighed skal offentliggøre sine vilkår og betingelser for adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, som kontrolleres af den offentlige myndighed. En offentliggørelse vil kunne ske ved f.eks. at angive vilkår og betingelser på myndighedens hjemmeside eller anden platform, som er egnet til offentliggørelse. I forbindelse med en offentlig myndigheds offentliggørelse af sine vilkår og betingelser skal myndigheden, når myndigheden udøver økonomisk aktivitet, som har betydning for konkurrencen, undgå at offentliggøre priser, da det kan være i strid med konkurrencelovens regler om forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler. En myndighed vil dog godt kunne offentliggøre sine prissætningsmetoder og øvrige vilkår og betingelser. Der henvises i den forbindelse til reglerne i konkurrenceloven.

Efter den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 14 a, stk. 5, fastsættes, at anmodning om adgang, jf. stk. 1, kan fremsættes af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 5, vil indebære en afgrænsning af, hvilke aktører der vil kunne få adgang til offentlige myndigheders fysiske infrastruktur og gadeinventar og adgang til andres gadeinventar i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14, stk. 1. Det følger af den foreslåede bestemmelse, at det kun vil være udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der kan fremsætte en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar.

Efter den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 14 a, stk. 6, fastsættes, at adgang til fysisk infrastruktur og adgang til gadeinventar, jf. stk. 1, gives, efterhånden som anmodninger herom modtages. Modtages flere anmodninger på samme dag, og er der på den fysiske infrastruktur eller på gadeinventaret begrænset kapacitet, gives adgang efter lodtrækning.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 6, vil indebære, at adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, skal gives, efterhånden som anmodninger herom modtages. Heri består der et princip om først-til-mølle. Dette princip indebærer, at såfremt flere udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester anmoder om adgang til den samme fysiske infrastruktur eller det samme gadeinventar, og der ikke er tilstrækkelig kapacitet på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret til at imødekomme behovet i alle anmodningerne, så vil adgang skulle gives til den udbyder, hvis anmodning blev modtaget først. Hvis der modtages flere anmodninger samme dag, og der ikke er tilstrækkelig kapacitet på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret til at imødekomme alle udbydernes behov, gives adgang efter lodtrækning.

Efter den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 14 a, stk. 7, fastsættes, at i det omfang der i medfør af anden lovgivning er fastsat særlige sikkerhedsforskrifter for den i stk. 1 omhandlede fysiske infrastruktur og gadeinventar, skal opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde ske på de vilkår og med de begrænsninger, der følger heraf.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 7, vil indebære, at i det omfang der i anden lovgivning er fastsat særlige sikkerhedsforskrifter for den fysiske infrastruktur eller gadeinventar, som en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester anmoder om adgang til, så skal opsætningen af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde ske på de vilkår og med de begrænsninger, som følger af disse sikkerhedsforskrifter.

Den foreslåede bestemmelse medfører bl.a., at man f.eks. ved adgang til fysisk infrastruktur tilhørende en jernbaneinfrastrukturforvalter som Banedanmark eller fysisk infrastruktur tilhørende en jernbanevirksomhed som DSB vil skulle følge de af jernbaneinfrastrukturforvalteren eller jernbanevirksomheden fastsatte sikkerhedsforskrifter og retningslinjer for adgang til jernbaneinfrastruktur samt regler for adgang til og færdsel på de pågældende arealer.

I øvrigt bemærkes, at offentlige myndigheder, der behandler klassificerede informationer i medfør af Justitsministeriets sikkerhedscirkulære, skal sørge for, at udstyr til behandling af klassificerede informationer skal være installeret på en sådan måde, at informationerne ikke kompromitteres via direkte elektromagnetisk udstråling eller bortledning. Der kan også gælde en række sikkerhedsmæssige regler om bl.a. sikkerhedsafstand mellem klassificerede systemer og udstyr og civilt udstyr.

Efter den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 14 a, stk. 8, fastsættes, at gælder der særlige sikkerhedsforskrifter for den i stk. 1 omhandlede fysiske infrastruktur eller gadeinventar, så varetages driften og vedligeholdelsen af de placerede trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde af den offentlige myndighed, der kontrollerer den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, og af de andre, der kontrollerer gadeinventaret, medmindre anden aftale indgås parterne imellem. Udgifter til drift og vedligeholdelse af de placerede trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde afholdes dog af den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der får adgang til opsætning af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret, medmindre anden aftale indgås mellem parterne.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 8, vil indebære, at i det omfang der gælder særlige sikkerhedsforskrifter for den fysiske infrastruktur eller gadeinventar, som en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester har fået adgang til at opsætte trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde på, så vil drift og vedligeholdelse af den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret og af de på infrastrukturen eller gadeinventaret placerede trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde som udgangspunkt skulle varetages af den offentlige myndighed eller andre, der kontrollerer den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret. Dette vil skulle ske under respekt af de til enhver tid gældende sikkerhedsforskrifter. Bestemmelsen åbner mulighed for, at andet kan aftales parterne imellem.

Som udgangspunkt vil udgifter til drift og vedligeholdelse af selve den fysiske infrastruktur eller selve gadeinventaret skulle afholdes af den offentlige myndighed eller andre, der kontrollerer den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret. Udgifter til drift og vedligeholdelse af de på den fysiske infrastruktur eller på gadeinventaret placerede trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde vil som udgangspunkt skulle afholdes af den pågældende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der får adgang til at sætte det trådløse adgangspunkt op på den fysiske infrastruktur eller gadeinventaret. En anden fordeling af udgifter til drift og vedligeholdelse kan aftales parterne imellem.

Med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a sikres det, at den eksisterende fysiske infrastruktur og gadeinventar, der er placeret på offentlige myndigheders arealer, og at den gadeinventar, der er placeret på offentlige og private arealer, vil kunne udnyttes mere effektivt samtidig med, at det vil bidrage til at mindske de samfundsmæssige og miljømæssige påvirkninger, f.eks. potentiel forurening og trafikale gener, der er forbundet med etablering af ny infrastruktur til brug for telekommunikation.

Den foreslåede bestemmelse mastelovens § 14 a implementerer teledirektivets artikel 57, stk. 2 og 4, og artikel 3, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation.

Den foreslåede bestemmelse har væsentlig betydning for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenesters udrulning af f.eks. 5G-net i Danmark og kan være med til at løse de dæknings- og kapacitetsudfordringer i forhold til mange samtidige brugere, som der findes med de eksisterende antennesystemer og teknologier.

Til nr. 13

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 15, stk. 1, kan Energistyrelsen, når almenvellet kræver det, tillade, at der iværksættes ekspropriation efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på at sikre adgang til udnyttelse af arealer, hvorpå der kan opsættes master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål, eller med henblik på opførelse af bygninger til udstyr til brug for master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål.

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 15, stk. 2, kan ekspropriation i medfør af stk. 1 ske til nyanlæg, udvidelse, ændring eller udskiftning af bestående anlæg og til nødvendige supplerende foranstaltninger, herunder til etablering af fornødne adgangsveje m.v.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 15, stk. 2, indsættes efter ordet ændring ordet bevarelse.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 15, stk. 2, vil indebære, at ekspropriation også vil kunne ske til bevarelse af bestående anlæg. Hermed vil Energistyrelsen kunne tillade, at der iværksættes ekspropriation i de tilfælde, hvor en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og en ejer af en fast ejendom, hvor der er placeret en mast, antenne eller et anlæg på baggrund af en aftale herom, som er udløbet, og hvor det ikke har været muligt for udbyderen og ejeren af den faste ejendom at nå til enighed om en forlængelse af aftalen.

Det er uklart med den gældende formulering, om ekspropriation også kan ske til bevarelse af bestående master, antenner og anlæg. Der kan eksempelvis forekomme situationer, hvor en lejeaftale mellem en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og ejeren af en fast ejendom vedrørende opstilling af en mast, antenne eller et anlæg til brug for mobilkommunikation er ophørt, og hvor det ikke har været muligt for udbyderen og ejeren af den faste ejendom at nå til enighed om en forlængelse af lejeaftalen, eller at ejeren af den faste ejendom stiller vilkår, som ikke er rimelige, i forbindelse med indgåelse af en ny aftale. I sådanne tilfælde kan udbyderen være nødsaget til at nedtage masten, antennen og anlægget, hvilket er forbundet med store omkostninger for udbyderen. I medfør af den gældende bestemmelse vil Energistyrelsen kunne tillade, at der i sådanne tilfælde iværksættes ekspropriation med henblik på at etablere masten, antenne eller anlægget på ny.

Med den foreslåede ændring af mastelovens § 15, stk. 2, præciseres det, at ekspropriation også vil kunne ske til bevarelse af bestående anlæg.

En udnyttelse af muligheden for, at der foretages ekspropriation af fast ejendom inden nedtagning af et bestående anlæg forudsætter, at udbyderen og ejeren af den faste ejendom i god tid inden den eksisterende lejeaftales udløb afklarer mulighederne for at forlænge lejeaftalen. Det er ikke muligt nærmere at angive, hvad der menes med i god tid. Udbyderen og ejeren af den faste ejendom vil skulle afklare, om ejeren af den faste ejendom er villig til at forlænge aftalen, eller om udbyderen skal overveje at anmode Energistyrelsen om at der kan iværksættes ekspropriation af den faste ejendom. Herudover vil Energistyrelsen også skulle bruge tid på sagsbehandling i forhold til, om Energistyrelsen vil tillade, at der iværksættes ekspropriation. Herudover vil der også være tid forbundet med gennemførelsen af ekspropriationsforretningen.

Tilladelse til at der iværksættes ekspropriation forudsætter, at betingelserne for ekspropriation i mastelovens § 15 i øvrigt er opfyldte, og ekspropriationen gennemføres efter reglerne i lov om fremgangsmåden ved ekspropriation vedrørende fast ejendom som angivet i mastelovens § 15.

Nedtagning af en mast, antenne eller et anlæg vil kunne medføre, at mobildækningen i et område forringes eller helt mistes, hvis ikke der er alternative muligheder for placering af en mast, antenne eller et anlæg, som kan give den samme dækning i området. Ekspropriation kan være med til at opretholde tilstedeværelsen af en mast, antenne eller et anlæg og dermed den fortsatte mobildækning i området. Endvidere vil nedtagning af en mast, antenne eller et anlæg være forbundet med store omkostninger for den pågældende udbyder og i et samfundsøkonomisk perspektiv vil en sådan nedtagning være udtryk for et ressourcespild i de tilfælde, hvor en fast ejendom eksproprieres med henblik på opsætning af en mast, antenne eller et anlæg på ny. Med den foreslåede ændring kan udbyderen i nogle tilfælde undgå at skulle nedtage eksisterende anlæg.

Den foreslåede ændring i mastelovens § 15, stk. 2, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 14

Det følger af den gældende mastelov, at i sager, hvor der er tvist om betalingen for den aftalte eller påbudte adgang til fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål, jf. mastelovens § 2, stk. 1, og § 3, stk. 1, eller tvist om betalingen for den aftalte eller påbudte adgang til opsætning af antennesystemer på bygninger, konstruktioner og master, der ikke anvendes til radiokommunikation, jf. mastelovens § 10, stk. 1, og § 11, stk. 1, skal ejeren af masten, bygningen, konstruktionen m.v. som minimum have fuld erstatning. I mangel af enighed herom afgøres erstatningsspørgsmålet af en voldgiftsret, hvor hver af parterne vælger en voldgiftsmand. Hvis der ikke kan opnås enighed mellem voldgiftsmændene, træffes afgørelsen ved kendelse afsagt af en opmand udpeget af præsidenten for vedkommende landsret, jf. mastelovens § 5 og § 12.

Det følger af mastelovens § 22, at klager over landzonemyndighedens afgørelser efter mastelovens § 3 og § 11 skal indgives til Planklagenævnet. Planklagenævnet kan af parterne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagerne. Planklagenævnet er ikke bundet af Energistyrelsens udtalelse efter mastelovens § 18 og kan indhente yderligere radiotekniske oplysninger i sagen hos Energistyrelsen. Det følger af mastelovens § 23, at klager over bygningsmyndighedens afgørelser efter mastelovens § 3 og § 11 skal indgives til klima-, energi- og forsyningsministeren. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan af parterne kræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sagerne. Klima-, energi- og forsyningsministeren er ikke bundet af Energistyrelsens udtalelse efter mastelovens § 18 og kan indhente yderligere radiotekniske oplysninger i sagen. Klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed. Det følger af mastelovens § 24, at klager over Energistyrelsens afslag på tilladelse til, at der kan iværksættes ekspropriation efter mastelovens § 15, herunder klager over Energistyrelsens sagsbehandling i forbindelse hermed, kan indbringes for Teleklagenævnet. Teleklagenævnet kan af parterne afkræve alle relevante oplysninger, som skønnes nødvendige med henblik på behandling af sager for nævnet.

Det følger af gravelovens § 9 m, at Energistyrelsen behandler sager efter gravelovens §§ 9 f, j og k. Sager kan indbringes for Energistyrelsen af den netoperatør, der har fremsat en anmodning, eller af den netoperatør, der har modtaget en anmodning om adgang. Efter gravelovens § 9 n kan Energistyrelsen træffe afgørelse om, at en netoperatør skal give adgang til sin eksisterende passive fysiske infrastruktur, jf. gravelovens § 9 f, og herunder fastsætte vilkår og betingelser, herunder pris, at indehaveren af brugsretten til et adgangspunkt eller til eksisterende bygningsintern fysisk infrastruktur skal give adgang til adgangspunktet eller den bygningsinterne fysiske infrastruktur, jf. gravelovens §§ 9 j og k, og herunder fastsætte eventuelle vilkår og betingelser, herunder eventuel pris. Energistyrelsen kan af sagens parter kræve enhver oplysning og ethvert materiale, som Energistyrelsen skønner relevant med henblik på behandling af sagen, jf. gravelovens § 9 o. Undlader en netoperatør at afgive oplysninger, som Energistyrelsen kan kræve, kan Energistyrelsen pålægge netoperatøren tvangsbøder. Det følger af gravelovens § 9 q, at Energistyrelsens afgørelser efter gravelovens § 9 n ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 23 a, stk. 1, fastsættes, at Energistyrelsen behandler sager om afvisning af eller afslag på en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar, jf. § 14 a, stk. 2 og 3, og sager, hvor en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar ikke er imødekommet inden for to måneder, jf. § 14 a, stk. 1, jf. § 14 a, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 1, vil indebære, at Energistyrelsen kan behandle sager vedrørende udbydere af elektroniske kommunikationsnets adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, som kontrolleres af offentlige myndigheder, og adgang til gadeinventar, der kontrolleres af andre, i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 12. Energistyrelsen vil kunne behandle sager vedrørende en offentlig myndigheds eller andres afvisning eller afslag på en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af en offentlig myndighed, og om adgang til gadeinventar, der kontrolleres af andre, jf. de foreslåede bestemmelser i mastelovens § 14 a, stk. 2 og 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, og sager hvor en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af en offentlig myndighed, og om adgang til gadeinventar, der kontrolleres af andre, ikke er imødekommet inden for to måneder efter datoen for modtagelsen af anmodningen, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, jf. § 14 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 12.

Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at der findes et organ, som kan behandle tvister mellem en offentlig myndighed eller andre og en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, der kontrolleres af en offentlig myndighed, eller gadeinventar, der kontrolleres af andre, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 12.

Energistyrelsens uafhængighed er sikret i den gældende mastelovs § 19 c, hvorefter Energistyrelsen skal være retligt adskilt og funktionelt uafhængige af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, og i den gældende mastelovs § 20, stk. 1, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren ikke kan give Energistyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Energistyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om Energistyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af masteloven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf.

I Energistyrelsens behandling af sager, der indbringes for styrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 1, kan det være nødvendigt, at styrelsen tager hensyn til forhold på andre ministerområder, herunder eksempelvis planlovgivning, lokalplaner m.v. Energistyrelsen vil i disse tilfælde indhente oplysninger hos og rådføre sig med de relevante myndigheder.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 23 a, stk. 2, fastsættes, at sager omfattet af stk. 1 kan indbringes for Energistyrelsen af den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der har fremsat en anmodning om adgang, i henhold til § 14 a, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 2, vil indebære, at en sag vil kunne indbringes for Energistyrelsen af den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der har fremsat en anmodning om adgang i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 12. Afgrænsningen af klageberettigede modsvarer de sagstyper, som vil kunne indbringes for styrelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 1.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 23 a, stk. 3, fastsættes, at Energistyrelsen i sager efter stk. 1 kan træffe afgørelse om, at en offentlig myndigheds eller andres afvisning, jf. § 14 a, stk. 2, eller afslag, jf. § 14 a, stk. 3, på en anmodning om adgang er berettiget, at en offentlig myndighed skal give adgang til sin fysiske infrastruktur eller sit gadeinventar, og at andre skal give adgang til sit gadeinventar, jf. § 14 a, stk. 1, og herunder fastsætte vilkår og betingelser, eller at en offentlig myndigheds eller andres afvisning, jf. § 14 a, stk. 2, eller afslag, jf. § 14 a, stk. 3, på en anmodning om adgang ikke er berettiget.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3, vil indebære, at Energistyrelsen vil kunne træffe afgørelse i sager, der indbringes for styrelsen, jf. de foreslåede bestemmelser i mastelovens § 23 a, stk. 1 og 2. Indholdet af afgørelserne i den foreslåede bestemmelse modsvarer de sagstyper, som vil kunne indbringes for styrelsen, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 1. Energistyrelsen vil i tilknytning til sagsbehandlingen skulle vurdere, om den pågældende anmodning om adgang i den indbragte sag er rimelig, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 12. Såfremt anmodningen ikke vurderes at være rimelig, vil Energistyrelsen træffe afgørelse om at opretholde en afvisning, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 2, eller at opretholde et afslag, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3.

Med den foreslåede bestemmelse vil Energistyrelsen kunne træffe afgørelse om, at en offentlig myndigheds eller andres afvisning, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, eller afslag, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, er berettiget. Energistyrelsen vil endvidere kunne træffe afgørelse om, at en offentlig myndighed skal give adgang til sin fysiske infrastruktur eller sit gadeinventar, og at andre skal give adgang til sit gadeinventar, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, herunder fastsætte vilkår og betingelser for adgangen i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 12. Energistyrelsen vil endvidere kunne træffe afgørelse om, at en offentlig myndigheds eller andres afvisning, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 2, eller afslag, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 3, på en anmodning om adgang til fysisk infrastruktur eller gadeinventar, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, stk. 1, ikke er berettiget.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 23 a, stk. 4, fastsættes, at Energistyrelsen af sagens parter kan kræve enhver oplysning og ethvert materiale, som Energistyrelsen skønner relevant med henblik på behandling af sagen efter § 23 a, stk. 1, og med henblik på at kunne træffe afgørelse og herunder fastsætte vilkår og betingelser efter § 23 a, stk. 3. Undlader en part at afgive oplysninger og materiale, som Energistyrelsen kan kræve i medfør af 1. pkt. eller i medfør af regler fastsat i henhold til stk. 5, kan Energistyrelsen pålægge parten tvangsbøder.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 4, vil indebære, at Energistyrelsen af sagens parter vil kunne kræve alle oplysninger og alt materiale, som styrelsen skønner relevant i forbindelse med styrelsens behandling af sager efter den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 1, og med henblik på at styrelsen kan træffe afgørelse i sager, der indbringes for styrelsen, og herunder fastsætte vilkår og betingelser efter den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3. Oplysningspligten, som vil blive indført med den foreslåede bestemmelse, knytter sig udelukkende til sagsbehandling i relation til konkrete sager, der bliver indbragt for styrelsen af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 1.

De parter, der vil være omfattet af oplysningspligten er bl.a. offentlige myndigheder. Med offentlige myndigheder menes almindelige offentlige myndigheder, herunder kommuner, regioner og statslige myndigheder, herunder styrelser og direktorater m.v., i overensstemmelse med definitionen i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1. Parter vil bl.a. også være udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, private fysiske eller juridiske personer, herunder eksempelvis andelsboligforeninger, grundejerforeninger, almene boliger, der administreres af en almen boligorganisation m.v., fonde og virksomheder m.v., offentligt ejede selskaber og virksomheder, herunder forsyningsvirksomheder, m.v.

Med oplysningspligten, som bliver indført med den foreslåede bestemmelse, vil Energistyrelsen kunne træffe afgørelse i konkrete sager, som bliver indbragt for styrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 1, på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Oplysninger, som Energistyrelsen modtager i medfør af bestemmelsen vil skulle behandles i overensstemmelse med gældende regler om beskyttelse af persondata.

Anvendelsen af oplysningspligten kan i lighed med almindelige forvaltningsretlige principper kun ske i nødvendigt omfang, idet det ikke er hensigten at pålægge parterne unødige administrative byrder.

Manglende efterkommelse af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 4, eller manglende efterkommelse af Energistyrelsens afgørelse i form af et påbud over for den pågældende part om at afgive oplysningerne, er ikke strafbelagt. Det kan dog ikke udelukkes, at der i forbindelse med indhentelse af oplysninger til brug for Energistyrelsens behandling af klager efter den foreslåede bestemmelse mastelovens § 23 a, stk. 1, kan fremkomme oplysninger om andre strafbare forhold. I den forbindelse skal bestemmelser om oplysningspligt håndhæves i overensstemmelse med forbuddet mod selvinkriminering i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 (retssikkerhedsloven). Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og opysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 4, vil endvidere indebære, at Energistyrelsen kan pålægge en part, der undlader at afgive oplysninger og materiale, som Energistyrelsen kan kræve i medfør af 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse eller i medfør af regler fastsat i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 5, tvangsbøder.

Med den foreslåede bestemmelse vil Energistyrelsen kunne pålægge parter tvangsbøder for manglende efterkommelse af oplysningspligten i 1. pkt. i den foreslåede bestemmelse. Parter kan eksempelvis være offentlige myndigheder, udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, private fysiske eller juridiske personer, herunder eksempelvis andelsboligforeninger, grundejerforeninger, almene boliger, der administreres af en almen boligorganisation m.v., fonde og virksomheder m.v., offentligt ejede selskaber og virksomheder, herunder forsyningsvirksomheder, m.v.

Med tvangsbøder sikres det, at der kan skrides ind, indtil de pågældende oplysninger afgives af parten. Anvendelse af tvangsbøder forudsætter, at Energistyrelsen forinden har truffet en afgørelse i form af et påbud over for den pågældende part om at afgive oplysningerne, og at den pågældende part ikke inden for en af Energistyrelsen fastsat rimelig frist har efterkommet afgørelsen. Det er en forudsætning for at træffe en afgørelse om at pålægge tvangsbøder, at den forudgående afgørelse er konkret, sagligt begrundet og tilstrækkeligt detaljeret for modtageren, så det står klart, hvordan den kan efterkommes. Det vil skulle fremgå, at hvis påbuddet ikke efterkommes inden for den fastsatte frist, vil der kunne pålægges daglige tvangsbøder fra en given dato, indtil påbuddet efterkommes.

Tvangsbøder vil skulle fastsættes som daglige bøder, indtil påbuddet efterkommes. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a., at tvangsbøderne ikke må stå i misforhold til handlingen eller undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøderne skal tages hensyn til den oplysningspligtiges økonomiske formåen, således at tvangsbøderne har effekt. Størrelsen af tvangsbøderne vil derfor bero på et konkret skøn.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at hvis en oplysningspligtig part i medfør af denne bestemmelse ikke indsender oplysninger efter anmodning fra Energistyrelsen, vil Energistyrelsen kunne give den oplysningspligtige part pålæg om, at oplysningerne skal indsendes inden en fastsat frist, og pålægge tvangsbøder fra fristens overskridelse og indtil pålægget efterkommes.

Et pålæg efter bestemmelsen vil skulle indeholde en henvisning til den relevante lovbestemmelse, og det vil skulle være specificeret, hvilke oplysninger der ønskes udleveret. Pålægget vil skulle gives skriftligt, og det vil skulle fremgå, at såfremt pålægget ikke vil blive efterlevet inden for den fastsatte frist, vil der kunne pålægges tvangsbøder fra en given dato, indtil pålægget efterkommes.

Ved vurderingen af, om tvangsbødeinstrumentet skal bringes i anvendelse, vil der blive foretaget en afvejning af proportionaliteten ved at anvende tvangsbøder set i forhold til overtrædelsens karakter, herunder betydningen af den manglende efterkommelse. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a., at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden skal tages hensyn til den oplysningspligtiges økonomiske formåen, således at pressionen har effekt, men bødestørrelsen vil i øvrigt bero på et konkret skøn.

Det er hensigten, at tvangsbødernes størrelse skal fastsættes, så tvangsbøderne fjerner eventuelle økonomiske incitamenter for parten til ikke at efterkomme en afgørelse, som retter sig mod parten. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse skal det derfor sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det virker adfærdsregulerende for adressaten. Der vil kun skulle pålægges én daglig tvangsbøde uanset antallet af forhold. De daglige tvangsbøder vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen. De daglige tvangsbøder vil kunne pålægges fra en given dato.

Forudsætningen for at pålægge daglige tvangsbøder vil være, at Energistyrelsen mindst 14 kalenderdage forinden underretter parten om, at tvangsbøder vil blive pålagt fra en bestemt dato. Varslingen vil skulle indeholde oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil skulle tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af tvangsbøden. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med en uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har ført til, at parten har efterkommet Energistyrlsens afgørelse. Varslet om daglige tvangsbøder vil kunne gives samtidig med påbuddet om at efterkomme afgørelsen, men vil også kunne gives efterfølgende, hvis påbuddet ikke efterkommes.

Undlader en part fortsat efter at have været pålagt tvangsbøder at efterkomme en afgørelse truffet af Energistyrelsen som ovenfor nævnt, kan tvangsbødens størrelse forhøjes, indtil bøden virker adfærdsregulerende for parten, herunder set i forhold til den manglende efterkommelses betydning i sagen og den forpligtedes omsætning. Som udgangspunkt skal enhver forhøjelse af tvangsbøden være på 50 procent.

Bestemmelser om oplysningspligt skal håndhæves i overensstemmelse med forbuddet mod selvinkriminering i retssikkerhedsloven. Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og opysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i mastelovens § 23 a, stk. 5, fastsættes, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om Energistyrelsens behandling af sager efter denne bestemmelse, herunder om hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager, og om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for sagsbehandlingen.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 5, vil indebære en bemyndigelse for klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om Energistyrelsens behandling af sager. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil eksempelvis kunne fastsætte regler for frister i forbindelse med Energistyrelsens behandling af sager, regler for hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, regler om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for styrelsens behandling af sager m.v. I den forbindelse bemærkes, at det følger af teledirektivet, at adgangsforpligtelsen i artikel 57, stk. 4, sikres ved at anvende de procedurer, der er vedtaget i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil eksempelvis kunne fastsætte regler for Energistyrelsens sagsbehandling af sager, der måtte blive indbragt for styrelsen.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil eksempelvis også kunne fastsætte, hvilke afgørelser og reaktionsmuligheder der vil blive tillagt Energistyrelsen i forbindelse med styrelsens behandling af sager, der måtte blive indbragt for styrelsen. I den forbindelse bemærkes, at Energistyrelsen i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3, vil blive bemyndiget til at kunne træffe en række afgørelser. De regler for afgørelser, som ministeren bemyndiges til at fastsætte i nærværende bestemmelse, vil være afgørelser, som afviger fra eller har en anden karakter end de afgørelser, som Energistyrelsen vil kunne træffe i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 23 a, stk. 3.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil eksempelvis også kunne fastsætte, hvilke frister der skal gælde for styrelsens behandling af sager, herunder regler om inden for hvilken frist Energistyrelsen skal træffe afgørelse. Det følger af artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation, at det nationale tvistbilæggelsesorgan bilægger tvisten så hurtigt som muligt og under alle omstændigheder inden for fire måneder efter datoen for modtagelsen af den fuldstændige anmodning, bortset fra under ekstraordinære omstændigheder. I den forbindelse bemærkes, at tidsfristerne vil blive fastsat inden for rammerne af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil eksempelvis også kunne fastsætte regler om pligter for parter til at give Energistyrelsen andre oplysninger og andet materiale, som styrelsen skønner relevant for behandlingen af en sag end sådanne oplysninger og materiale, som Energistyrelsen vil kunne kræve i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil eksempelvis også kunne fastsætte, hvilke oplysninger og hvilket materiale Energistyrelsen kan anmode om i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 23 a, stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil også kunne fastsætte regler om udstedelse af påbud for manglende efterkommelse af styrelsens anmodninger om oplysninger og materiale.

Manglende efterkommelse af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 12, eller manglende efterkommelse af Energistyrelsen afgørelse i medfør af den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3, er ikke strafbelagt. Det kan dog ikke udelukkes, at der i forbindelse med indhentelse af oplysninger til brug for Energistyrelsens behandling af klager efter den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a kan fremkomme oplysninger om andre strafbare forhold. I den forbindelse skal bestemmelser om oplysningspligt håndhæves i overensstemmelse med forbuddet mod selvinkriminering i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 (retssikkerhedsloven). Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og opysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

Med den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a vil Energistyrelsen kunne behandle og træffe afgørelse i sager om adgang til offentlige myndigheders fysiske infrastruktur og gadeinventar og om adgang til andres gadeinventar, som indbringes for styrelsen af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Når der indføres en adgangspligt, skal der være et organ, som kan sikre overholdelse af forpligtelsen på hurtig og effektiv vis.

Energistyrelsen er i sin opgavevaretagelse retligt adskilt fra og funktionelt uafhængig af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, jf. mastelovens § 19 c, ligesom klima-, energi- og forsyningsministeren ikke kan give Energistyrelsen tjenestebefaling om styrelsens varetagelse af myndighedsopgaver vedrørende konkrete sager, om behandling og afgørelse af enkeltsager, om Energistyrelsens udstedelse af administrative forskrifter på områder, hvor styrelsen er bemyndiget hertil, eller om Energistyrelsens øvrige tilsynsaktiviteter med henblik på at sikre overholdelse af masteloven og administrative forskrifter udstedt i medfør heraf, jf. mastelovens § 20.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a implementerer teledirektivets artikel 57, stk. 4 og artikel 3, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om foranstaltninger for at reducere om-kostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation.

Til nr. 15

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 24, stk. 1, kan klager over Energistyrelsens afslag efter mastelovens § 15, stk. 1, herunder klager over Energistyrelsens sagsbehandling i forbindelse hermed, indbringes for Teleklagenævnet. Det følger af den gældende bestemmelse i mastelovens § 15, stk. 1, at Energistyrelsen kan give tilladelse til, at der kan iværksættes ekspropriation vedrørende fast ejendom med henblik på at sikre adgang til udnyttelse af arealer, hvorpå der kan opsættes master eller antennesystemer til radiokommunikationsformål.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 24, stk. 1, indsættes efter ordene i forbindelse hermed ordene og klager over Energistyrelsens afgørelser efter § 23 a, stk. 3.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 24, stk. 1, vil indebære, at Energistyrelsens afgørelser efter den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 14, vil kunne indbringes for Teleklagenævnet.

Den foreslåede ændring skal sikre, at en uafhængig klageinstans kan behandle klager over Energistyrelsens afgørelser, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 14.

Teleklagenævnet er nedsat af erhvervsministeren i medfør af telelovens § 68.

I medfør af § 1 i bekendtgørelse nr. 383 af 21. april 2011 om Teleklagenævnets virksomhed træffer Teleklagenævnet endelig administrativ afgørelse i sager, som ved lov eller regler udstedt i medfør heraf er henlagt til nævnet. Teleklagenævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, men kan indbringes for domstolene senest 8 uger efter, at Teleklagenævnets afgørelse er meddelt den pågældende, jf. telelovens § 71.

Teleklagenævnets behandling af sager vil skulle udøves i overensstemmelse med reglerne herom i bekendtgørelse nr. 383 af 21. april 2011 om Teleklagenævnets virksomhed og reglerne for nævnets virksomhed i kapitel 26 i teleloven.

Det er et krav i teledirektivets artikel 31, at der nationalt findes effektive mekanismer, hvorefter en kompetent myndigheds afgørelser kan påklages til en klageinstans, som er uafhængig af de involverede parter og af indblanding udefra eller politisk pres, der kan forhindre en uafhængig vurdering af sager, som den skal behandle. Den uafhængige klageinstans skal være effektiv. På den baggrund foreslås det, at Teleklagenævnet får henlagt kompetencen til at træffe endelig administrativ afgørelse i sager, som Energistyrelsen træffer afgørelser i, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, stk. 3, jf. lovforslagets § 3, nr. 14.

Den foreslåede ændring af § 24, stk. 1, implementerer teledirektivets artikel 31.

Med den foreslåede ændring sikres det, at Teleklagenævnet som uafhængig klageinstans vil kunne træffe endelig administrativ afgørelse i sager om adgang til fysisk infrastruktur og gadeinventar, som kontrolleres af offentlige myndigheder, og adgang til gadeinventar, som kontrolleres af andre, i henhold til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 14 a, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 23 a, jf. lovforslagets § 3, nr. 14.

Til nr. 16

Efter den gældende bestemmelse i mastelovens § 24, stk. 4, kan klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling med henholdsvis social- og indenrigsministeren, transportministeren, erhvervsministeren eller forsvarsministeren fastsætte regler om, at landzone- og bygningsmyndighedernes, taksationskommissionernes, ekspropriationskommissionernes, Planklagenævnets og klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelser truffet i henhold til forskrifter udstedt i medfør af mastelovens § 1 a, stk. 4-7, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i mastelovens § 24, stk. 4, udgår benævnelse af social- og indenrigsministeren.

Den foreslåede ændring i mastelovens § 24, stk. 4, vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren efter forhandling med henholdsvis transportministeren, erhvervsministeren eller forsvarsministeren vil kunne fastsætte regler om, at landzone- og bygningsmyndighedernes, taksationskommissionernes, ekspropriationskommissionernes, Planklagenævnets og klima-, energi- og forsyningsministerens afgørelser truffet i henhold til forskrifter udstedt i medfør af mastelovens § 1 a, stk. 4-7, ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed. Med den foreslåede ændring vil klima-, energi- og forsyningsministerens fastsættelse af sådanne regler ikke længere være afhængig af en forhandling med social- og indenrigsministeren.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at lovens benævnelse af statsforvaltningerne blev ændret til energi-, forsynings- og klimaministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018. Baggrunden herfor er, at opgaven som klagemyndighed for visse af bygningsmyndighedens afgørelser efter masteloven, der tidligere har været varetaget af Statsforvaltningen, er overgået til Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet. Statsforvaltningerne hørte organisatorisk under Social- og Indenrigsministeriet. Ved kongelig resolution af 27. juni 2019 er betegnelsen Energi-, Forsynings- og Klimaministeriet ændret til Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet.

Bestemmelsens anvendelse af formuleringen social- og indenrigsministeren blev ikke taget ud af loven i forbindelse med ændringen af kompetencefordelingen mellem statsforvaltningen og klima-, energi- og forsyningsministeren ved lov nr. 1711 af 27. december 2018. Dette gøres derfor med den foreslåede ændring.

Den foreslåede ændring af mastelovens § 24, stk. 4, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 17

Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse om anvendelse af EU-forordninger i den gældende mastelov.

Der findes dog bestemmelser om anvendelse af EU-forordninger i telelovens § 80 og i § 46 i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold. Disse bestemmelser indeholder bemyndigelser til erhvervsministeren og klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler, der er nødvendige for at anvende EU-forordninger. Der kan i medfør af disse bemyndigelser f.eks. fastsættes regler om tilsyn med overholdelse af EU-forordninger, håndhævelse af EU-forordninger, herunder administrativ gennemtvingelse ved hjælp af tvangsbøder, og sanktioner for manglende overholdelse af EU-forordninger eller manglende efterlevelse af afgørelser truffet i medfør af EU-forordninger.

Med den foreslåede indsættelse af et nyt kapitel 6 b i masteloven, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler, der er nødvendige for at anvende forordninger udstedt af Den Europæiske Union vedrørende forhold, der er omfattet af denne lov, herunder regler om håndhævelse i form af forbud, påbud og tvangsbøder samt om sanktioner i form af bødestraf for manglende overholdelse af forordninger eller manglende efterlevelse af afgørelser truffet i medfør af forordninger.

Den foreslåede bestemmelse i mastelovens kapitel 6 b, der alene indeholder mastelovens § 24 b, vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende EU-forordninger udstedt af Den Europæiske Union vedrørende forhold omfattet af masteloven, herunder regler om kompetence, tilsyn og håndhævelse i form af bestemmelser om oplysningspligt, forbud, påbud og tvangsbøder ved manglende overholdelse af EU-forordninger på mastelovens område eller manglende efterlevelse af afgørelser truffet i medfør af EU-forordninger på mastelovens område.

Det vil være relevant at overveje at pålægge tvangsbøder ved manglende efterkommelse af forpligtelser for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at underrette den kompetente myndighed om udrulningen af trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, der måtte følge af Europa-Kommissionens gennemførelsesforordninger vedtaget i medfør af teledirektivets artikel 57, stk. 2. Det vil også være relevant at overveje at pålægge tvangsbøder for manglende efterkommelse af påbud eller forbud, som måtte blive udstedt med hjemmel i regler fastsat af klima-, energi- og forsyningsministeren.

Der kan i denne forbindelse være behov for et andet middel til at gennemtvinge en handlepligt end straf i form af bøde. Med tvangsbøder sikres det, at der kan skrides ind, indtil de pågældende oplysninger afgives af de forpligtede.

Anvendelse af tvangsbøder forudsætter, at Energistyrelsen forinden har truffet en afgørelse i form af et påbud over for den pågældende om at afgive oplysningerne, og at den pågældende ikke inden for en af Energistyrelsen fastsat rimelig frist har efterkommet afgørelsen. Det er en forudsætning for at træffe en afgørelse om at pålægge tvangsbøder, at den forudgående afgørelse er konkret, sagligt begrundet og tilstrækkeligt detaljeret for modtageren, så det står klart, hvordan den kan efterkommes. Det vil skulle fremgå, at hvis påbuddet ikke efterkommes inden for den fastsatte frist, vil der kunne pålægges daglige tvangsbøder fra en given dato, indtil påbuddet efterkommes.

Tvangsbøder vil skulle fastsættes som daglige bøder, indtil påbuddet efterkommes. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a., at tvangsbøderne ikke må stå i misforhold til handlingen eller undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøderne skal tages hensyn til den oplysningspligtiges økonomiske formåen, således at tvangsbøderne har effekt. Størrelsen af tvangsbøderne vil derfor bero på et konkret skøn.

Det er hensigten, at tvangsbødernes størrelse skal fastsættes, så tvangsbøderne fjerner eventuelle økonomiske incitamenter for adressaten til ikke at efterkomme en afgørelse, som retter sig mod adressaten. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse skal det derfor sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det virker adfærdsregulerende for adressaten. Der vil kun skulle pålægges én daglig tvangsbøde uanset antallet af forhold. De daglige tvangsbøder vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen. De daglige tvangsbøder vil kunne pålægges fra en given dato.

Forudsætningen for at pålægge daglige tvangsbøder vil være, at Energistyrelsen mindst 14 kalenderdage forinden underretter parten om, at tvangsbøder vil blive pålalgt fra en bestemt dato. Varslingen vil skulle indeholde oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil skulle tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af tvangsbøden. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med en uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har ført til, at parten har efterkommet Energistyrlsens afgørelse. Varslet om daglige tvangsbøder vil kunne gives samtidig med påbuddet om at efterkomme afgørelsen, men vil også kunne gives efterfølgende, hvis påbuddet ikke efterkommes.

Undlader en part fortsat efter at have været pålagt tvangsbøder at efterkomme en afgørelse truffet af Energistyrelsen som ovenfor nævnt, kan tvangsbødens størrelse forhøjes, indtil bøden virker adfærdsregulerende for parten, herunder set i forhold til den manglende efterkommelses betydning i sagen og den forpligtedes omsætning. Som udgangspunkt skal enhver forhøjelse af tvangsbøden være på 50 procent.

Ved vurderingen af, om tvangsbødeinstrumentet skal bringes i anvendelse, vil der blive foretaget en afvejning af proportionaliteten ved at anvende tvangsbøder set i forhold til overtrædelsens karakter, herunder betydningen af den manglende efterkommelse.

Europa-Kommissionen bemyndiges i teledirektivets artikel 57, stk. 2, til at vedtage gennemførelsesretsakter med angivelse af de fysiske og tekniske karakteristika for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7.

Det drejer sig om gennemførelsesretsakter med angivelse af fysiske og tekniske karakteristika såsom maksimumstørrelse, vægt, og hvis det er relevant, udstrålingseffekt for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, jf. den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 2, jf. lovforslagets § 3, nr. 7, som skal være omfattet af den lempeligere adgang til at opsætte sådanne trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, som indføres med direktivets artikel 57, stk. 1, og af de regler om adgang til offentlige myndigheders fysiske infrastruktur og gadeinventar og de regler om adgang til andres gadeinventar, som indføres med direktivets artikel 57, stk. 4, der implementeres i den foreslåede § 14 a i masteloven, jf. lovforslagets § 3, nr. 12.

Disse gennemførelsesretsakter kan efter Europa-Kommissionens hidtidige tilkendegivelser blive vedtaget i form af gennemførelsesforordninger, der på samme måde som EU-forordninger gælder umiddelbart i medlemslandene og har forrang for national ret. Der gælder ligeledes i dag andre EU-forordninger på området for elektronisk kommunikation.

Bestemmelser om oplysningspligt skal håndhæves i overensstemmelse med forbuddet mod selvinkriminering i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgøerlse nr. 1121 af 12. november 2019 (retssikkerhedsloven). Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og opysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

I forhold til den kompetence, som Europa-Kommissionen er givet i teledirektivets artikel 57, stk. 2, til i gennemførelsesretsakter at angive tekniske og fysiske karakteristika for trådløse adgangspunkter med lille rækkevidde, så vides det ikke, hvad sådanne fremtidige gennemførelsesretsakter vil indeholde.

Med den foreslåede bestemmelse bliver det muligt for klima-, energi- og forsyningsministeren at fastsætte regler, som måtte være nødvendige for at anvende EU-forordninger vedrørende forhold omfattet af masteloven.

EU-retsakter i form af forordninger og gennemførelsesforordninger gælder umiddelbart i Danmark uden implementering i dansk ret. Men der kan være behov for at fastsætte bestemmelser i dansk ret, som er nødvendige for at anvende forordninger og gennemførelsesforordninger. Der kan f.eks. være tale om kompetencebestemmelser samt regler om tilsyn og håndhævelse i form af bestemmelser om oplysningspligt, forbud, påbud og tvangsbøder.

Med den foreslåede bestemmelse bringes loven på linje med de tilsvarende bestemmelser i teleloven og lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold. Det vil herefter være muligt at fastsætte relevante regler i bekendtgørelsesform, som måtte være nødvendige for at anvende EU-forordninger på mastelovens område.

Den foreslåede indsættelse af et nyt kapitel 6 b i masteloven er ikke udtryk for direktivimplementering.

Med lovforslaget foreslås indsat en tilsvarende bestemmelse i lov om radiofrekvenser.