Lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, lov om radiofrekvenser og forskellige andre love (Implementering af direktiv om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) m.v.) § 2

Til nr. 1

Af den gældende EU-note til lov om radiofrekvenser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 10. august 2016 (herefter frekvensloven), fremgår, at frekvensloven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet) og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), begge som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009.

I medfør af artikel 125 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1972/EU af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) (herefter teledirektivet) ophæves de nævnte direktiver med virkning fra den 21. december 2020. Teledirektivet erstatter bl.a. rammedirektivet og tilladelsesdirektivet.

EU-noten til frekvenslovens titel foreslås derfor affattet, så den henviser til teledirektivet.

Til nr. 2

Overskriften til frekvenslovens kapitel 1 omhandler i dag alene lovens anvendelsesområde.

Overskriften foreslås nyaffattet, så den bliver sprogligt dækkende, fordi der ud over definitionen af radiofrekvenser i den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 1, stk. 3, foreslås implementeret definitioner fra teledirektivets artikel 2.

Til nr. 3

Teleterminaludstyr var tidligere omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (radio- og teleterminaludstyrsdirektivet), som i 2016 blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning) (EMC-direktivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (radioudstyrsdirektivet).

Det ændrede anvendelsesområde for radioudstyrsdirektivet har ført til, at i den gældende lov nr. 260 af 16. marts 2016 om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, der implementerer bl.a. radioudstyrsdirektivet og EMC-direktivet, er teleterminaludstyr i form af fastnetterminaludstyr som fastnettelefoner og internetmodemmer ikke omfattet af reglerne om radioudstyr, men af reglerne om apparater i EMC-direktivet. Dette har været situationen siden den 13. juni 2016, hvor dele af bl.a. radioudstyrsdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, der ophævede lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007, som implementerede dele af radio- og teleterminaludstyrsdirektivet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/108/EF af 15. december 2004 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet og om ophævelse af direktiv 89/336/EØF.

Da radioudstyrsdirektivet og dermed bestemmelserne om radioudstyr i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold alene omhandler radioudstyr, har teleterminaludstyr siden den 13. juni 2016 været omfattet af bestemmelserne om apparater i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold. I lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold blev betegnelserne teleterminaludstyr samt elektriske og elektroniske apparater, som fremgår af frekvenslovens § 1, stk. 2, og § 44, stk. 1, ikke videreført.

Teleterminaludstyr og elektrisk eller elektronisk apparat er nu omfattet af betegnelsen apparat i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold

Frekvenslovens § 1, stk. 2, og § 44, stk. 1 , foreslås på den baggrund ændret, så radioudstyr, teleterminaludstyr samt elektriske og elektroniske apparater ændres til radioudstyr og apparater.

Det medfører, at betegnelserne teleterminaludstyr samt elektriske og elektroniske apparater i frekvenslovens § 1, stk. 2, og § 44, stk. 1, erstattes af betegnelsen apparater, som efter lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold omfatter teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater.

Der er alene tale om en sproglig tilretning af de anvendte begreber i frekvensloven som følge af de ændrede betegnelser i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, og der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer ved den foreslåede ændring. Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for implementering af direktivbestemmelser.

Til nr. 4

I den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 1, stk. 3, defineres alene ”radiofrekvenser”. ”Radiofrekvenser” er ikke defineret i teledirektivet. Ved ”radiofrekvenser” forstås elektromagnetiske bølger i frekvensområdet op til 3.000 GHz, der udbredes uden kunstig afskærmning.

Der foreslås i frekvenslovens § 1, stk. 3, indsat en række definitioner fra teledirektivet af relevans for frekvensområdet. Derudover foreslås den eksisterende definition af ”radiofrekvenser” i frekvenslovens § 1, stk. 3, videreført uændret.

I den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 1, stk. 3, nr. 1, foreslås begrebet delt anvendelse af radiofrekvenser defineret som to eller flere brugeres adgang til at anvende samme frekvensbånd i henhold til en fastlagt deleordning på grundlag af anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse, tilladelser til at anvende radiofrekvenser eller en kombination heraf, herunder tilladelsesbetinget delt adgang for at fremme delt anvendelse af et frekvensbånd, hvis der indgås en bindende aftale mellem alle involverede parter i overensstemmelse med de bestemmelser om deling, der indgår i deres tilladelser til at anvende radiofrekvenser, for at sikre alle brugere en forudsigelig og pålidelig deleordning.

Delt anvendelse af radiofrekvenser kan bidrage til at imødekomme den stigende efterspørgsel på radiofrekvenser til brug for bl.a. nye trådløse teknologier og tjenester. I en række af teledirektivets bestemmelser er der derfor fokus på, at medlemsstaterne gennem konkrete tiltag skal fremme eller ikke lægge hindringer i vejen for deling af radiofrekvenser. Deling af radiofrekvenser mellem flere brugere kan bidrage til faktisk og effektiv anvendelse af frekvensressourcerne.

Delt anvendelse af radiofrekvenser kan bl.a. ske på grundlag af tilladelsesfri anvendelse af de pågældende radiofrekvenser, jf. regler udstedt i medfør af frekvenslovens § 6, stk. 2, som inden for bestemte tekniske rammer giver flere brugere mulighed for at få adgang til og anvende de samme radiofrekvenser.

Delt anvendelse kan også ske på grundlag af tilladelser til at anvende de pågældende radiofrekvenser, hvor brugere med en tilladelsesindehaver kan aftale betingelserne for delt anvendelse af konkrete radiofrekvenser. I den forbindelse vil de tilladelsesvilkår, som indgår i den pågældende tilladelse, fortsat skulle overholdes, og Energistyrelsen fører over for den pågældende tilladelsesindehaver tilsyn med, at dette er tilfældet.

Delt anvendelse kan endvidere ske på grundlag af en ordning med anvendelse i forskellige geografiske områder eller på forskellige tidspunkter, herunder på grundlag af aftaler mellem en tilladelsesindehaver og interesserede brugere, i overensstemmelse med vilkår i de tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som er relevante i situationen. Sådanne aftaler vil desuden skulle være i overensstemmelse med rammerne, som følger af den generelle konkurrencelovgivning. Pligten til at sikre dette påhviler til enhver tid parterne i en sådan aftale.

Med den foreslåede definition af delt anvendelse implementeres teledirektivets artikel 2, nr. 26. Der findes ikke en tilsvarende definition i de gældende direktiver på området.

I den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 1, stk. 3, nr. 2, foreslås begrebet harmoniserede radiofrekvenser defineret som radiofrekvenser, for hvilke harmoniserede betingelser vedrørende adgang til og effektiv udnyttelse er blevet fastsat ved tekniske gennemførelsesforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen). Begrebet indgår i ordlyden af en række af teledirektivets bestemmelser om frekvenser, hvor interesseredes adgang til at anvende radiofrekvenserne og vilkårene for denne anvendelse er harmoniseret gennem tekniske gennemførelsesforanstaltninger vedtaget af Europa-Kommissionen.

Harmoniserede betingelser for adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenser fastsættes ved tekniske gennemførelsesforanstaltninger, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen).

Harmoniserede betingelser for anvendelse af radiofrekvenser er som udgangspunkt en fravigelse af hovedreglen i teledirektivets art. 45, stk. 3 og 4, og frekvenslovens § 14, stk. 1 og 2, om, at der udstedes tjeneste- og teknologineutrale tilladelser til at anvende radiofrekvenser. Teledirektivet og frekvensloven indeholder dog samtidig undtagelser til dette udgangspunkt begrundet i, at det kan være berettiget for at nå de overordnede mål med reglerne om at fremme visse specifikke tjenester f.eks. at fremme udrulning og anvendelse af net med meget høj kapacitet, effektiv anvendelse af radiofrekvenser og konkurrencen på markedet. Et eksempel på dette er, at der er bestemmelser, som omhandler radiofrekvenser, hvis anvendelse er harmoniseret for, at de kan anvendes til trådløst bredbånd.

Efter teledirektivets artikel 118, stk. 2 og 3, behandles forslag til tekniske gennemførelsesforanstaltninger i Frekvensudvalget, der er nedsat i henhold til artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF. Frekvensudvalget er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 182/2011/EU af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Europa-Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Forslag til gennemførelsesforanstaltninger behandles i Frekvensudvalget efter komitologiproceduren rådgivningsprocedure, jf. artikel 5 i forordning nr. 182/2011/EU.

Disse tekniske gennemførelsesforanstaltninger er bindende og skal gennemføres i dansk lovgivning.

Det sker ved, at det i bekendtgørelse om fastlæggelse af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvenser (frekvensplan), jf. bekendtgørelse nr. 1150 af 21. november 2019, som udstedes af Energistyrelsen i medfør af frekvenslovens § 4, angives, at radiofrekvenserne er afsat til anvendelse på de harmoniserede tekniske vilkår ved at indsætte en henvisning til den pågældende gennemførelsesforanstaltning. De harmoniserede tekniske vilkår er de tekniske rammer, der fremgår af den tekniske gennemførelsesforanstaltning, og som af de nationale frekvensmyndigheder kan fastsættes som vilkår for frekvensanvendelsen i tilladelser til at anvende de pågældende harmoniserede radiofrekvenser.

Tekniske vilkår for anvendelse af harmoniserede radiofrekvenser kan i medfør af frekvenslovens § 14, stk. 3, fastsættes i vilkår for anvendelse af de tilladelser til at anvende de pågældende radiofrekvenser, som udstedes af Energistyrelsen, eller i form af de tekniske rammer for at anvende radiofrekvenserne i medfør af bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse samt om amatørradioprøver og kaldesignaler m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1155 af 21. november 2019, som udstedes af Energistyrelsen i medfør af frekvenslovens § 6, stk. 2, hvis frekvensanvendelsen er gjort tilladelsesfri.

Begrebet harmoniserede radiofrekvenser i det foreslåede nr. 2 anvendes i en række bestemmelser vedrørende frekvensområdet i teledirektivet og i dette lovforslag. Der er er derfor behov for at implementere definitionen i teledirektivets artikel 2, nr. 25. Det sker ved den forslåede definition af begrebet og ved en række af de foreslåede bestemmelser i § 2 i nærværende lovforslag.

Efter indsættelsen af en definition i det foreslåede nr. 2 af begrebet harmoniserede radiofrekvenser skal begrebet over alt i nærværende lovforslag forstås som radiofrekvenser, for hvilke harmoniserede betingelser vedrørende adgang til og effektiv udnyttelse er blevet fastsat ved tekniske gennemførelsesforanstaltninger i overensstemmelse med artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen).

Med den foreslåede definition af harmoniserede radiofrekvenser implementeres teledirektivets artikel 2, nr. 25. Der findes ikke en tilsvarende definition i de gældende direktiver på området.

Radiofrekvenser udgør den eneste definition i frekvensloven i dag, jf. frekvenslovens § 1, stk. 3.

I den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 1, stk. 3, nr. 3, foreslås radiofrekvenser defineret som elektromagnetiske bølger i frekvensområdet op til 3.000 GHz, der udbredes uden kunstig afskærmning.

Dermed foreslås definitionen af radiofrekvenser videreført uændret.

Ved kunstig afskærmning forstås kunstig retningsstyring. Kunstig afskærmning kan være kabler, som radiofrekvenserne transporteres igennem. At loven alene regulerer radiofrekvenser uden kunstig afskærmning medfører, at den ikke vil gælde for anvendelse af radiofrekvenser i ledninger og kabler.

Det betyder, at frekvensanvendelsen i f.eks. et kabel-tv-anlægs kabler ikke i medfør af frekvensloven vil være beskyttet mod forstyrrelser fra en ikke-afskærmet anvendelse af radiofrekvenser i overensstemmelse med frekvenslovgivningen uden for kabel-tv-anlægget, hvis kabel-tv-anlægget ikke er tilstrækkeligt afskærmet mod udefrakommende radiofrekvenser.

I den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 1, stk. 3, nr. 4, foreslås begrebet uacceptable forstyrrelser defineret som forstyrrelser, der udgør en fare for radionavigationstjenesters eller andre sikkerhedstjenesters funktion, eller som på anden måde i alvorlig grad forringer, hindrer eller gentagne gange afbryder radiokommunikationstjenester, der fungerer i overensstemmelse med regler fastsat på baggrund af det internationale frekvenssamarbejde eller samarbejdet i EU eller i dansk lovgivning i øvrigt.

Begrebet skadelig interferens fremgår af de gældende definitioner i rammedirektivet og omtales i frekvenslovens bestemmelser som uacceptable forstyrrelser. Betegnelsen uacceptable forstyrrelser er generelt anvendt og fast indarbejdet på frekvensområdet i Danmark for den type af forstyrrelser af radiokommunikation, der betegnes skadelig interferens i definitionen i rammedirektivets artikel 2, litra r, og i teledirektivets artikel 2, nr. 20.

Begreberne uacceptable forstyrrelser og skadelig interferens dækker således over de samme forhold, som efter direktivernes definitioner forekommer, når forstyrrelserne udgør en fare for radionavigationstjenesters eller andre sikkerhedstjenesters funktion, eller som på anden måde i alvorlig grad forringer, hindrer eller gentagne gange afbryder radiokommunikationstjenester, der fungerer i overensstemmelse med gældende internationale regler eller Unionens eller medlemsstaternes gældende regler. Betegnelsen radionavigation omhandler stedbestemmelse ved hjælp af radiofrekvenser til navigationsformål, herunder advarsel om forhindringer. Radionavigationstjenester eller andre sikkerhedstjenester kan f.eks. være tjenester på luftfartsområdet til brug for flysikkerhed. Disse tjenester er omfattet af betegnelsen aeronautisk radionavigation.

Det beror på en samlet vurdering af omstændighederne, om en konkret forstyrrelse i det enkelte tilfælde er uacceptabel. En konstateret forstyrrelse vil være uacceptabel, når der er tale om en forstyrrelse af radiokommunikationstjenester af en vis varighed eller af tilbagevendende karakter, der medfører, at radiokommunikation ved lovlig anvendelse af radiofrekvenser ikke kan gennemføres. En forstyrrelse vil således være uacceptabel, når forstyrrelsen forringer funktionaliteten af radiokommunikationen, radiosenderen eller brugeres radioudstyr eller apparater.

I vurderingen af, om en forstyrrelse er uacceptabel, indgår også, hvordan forstyrrelsen kommer til udtryk, herunder om der er tale om forstyrrelse af livsvigtig frekvensanvendelse. Der kan f.eks. være tale om forstyrrelse af radioudstyr, der anvendes til at beskytte liv eller helbred, eller af en mindre væsentlig frekvensanvendelse, som f.eks. en hobbybrugers frekvensanvendelse i radioudstyr udelukkende beregnet til modtagelse, trådløst computertilbehør eller udstyr med kort rækkevidde, der anvender radiofrekvenser, hvortil der ikke kræves tilladelse fra Energistyrelsen.

En forstyrrelse er uacceptabel, hvis forstyrrelsen er forårsaget af en anden brugers anvendelse af radioudstyr eller apparater og ikke skyldes, at der er fejl i den pågældende brugers, hvis anvendelse af radiofrekvenser forstyrres, eget udstyr.

Med den foreslåede definition af uacceptable fostyrrelser implementeres teledirektivets artikel 2, nr. 20. Bestemmelsen er en indholdsmæssig videreførelse af definitionen i rammedirektivets artikel 2, litra r.

Til nr. 5

Den foreslåede bestemmelse er ny.

Det foreslås i frekvenslovens § 2, stk. 5, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte at afsætte radiofrekvenser til statens eget brug af hensyn til beskyttelsen af den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og til forsvaret, og at Energistyrelsen indarbejder ministerens beslutning i en frekvensplan som nævnt i frekvenslovens § 4.

Med den foreslåede bestemmelse skabes der adgang for klima-, energi- og forsyningsministeren til at kunne beslutte at afsætte bestemte radiofrekvenser til statens eget brug til sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til brug for forsvaret. Det foreslås videre, at denne beslutning efterfølgende af Energistyrelsen indarbejdes i bekendtgørelsen om fastlæggelse af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede frekvensressourcer (frekvensplan), jf. bekendtgørelse nr. 1150 af 21. november 2019, som udstedes af Energistyrelsen i medfør af frekvenslovens § 4.

Teledirektivet finder ikke anvendelse på medlemsstaternes tiltag ud fra hensyn til at sikre den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret, jf. artikel 1, stk. 3, litra c.

I henhold til teledirektivets artikel 45, stk. 5, kan medlemsstaterne indføre begrænsninger i, hvilke elektroniske kommunikationstjenester der kan udbydes i bestemte frekvensbånd. Foranstaltninger, der hindrer, at en hvilken som helst anden elektronisk kommunikationstjeneste udbydes i et bestemt frekvensbånd skal være begrundet i nødvendigheden af at beskytte livskritiske tjenester. Artikel 45, stk. 5, erstatter rammedirektivets artikel 9, stk. 4.

Eventuelle tiltag vil skulle iværksættes inden for rammerne af Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Radiofrekvenser er en knap ressource, og statens behov for at kunne råde over radiofrekvenser til brug for varetagelsen af væsentlige samfundsinteresser kan ændre sig over tid. Det er derfor hensigtsmæssigt, at der skabes hjemmel til at afsætte radiofrekvenser til statens eget brug til sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til brug for forsvaret. En tilsvarende hjemmel eksisterer aktuelt ikke, og statslige myndigheder har derfor ikke kunnet reservere radiofrekvenser til statslig brug. I stedet har statslige myndigheder kunnet søge om en frekvenstilladelse på lige fod med f.eks. private virksomheder.

I dag er der f.eks. efter ansøgning udstedt tilladelse til staten, i form af henholdsvis Energistyrelsen og Center for Beredskabskommunikation, med henblik på, at disse myndigheder kan anvende radiofrekvenser til brug for henholdsvis driften af kystradionettet i Danmark og nød- og beredskabstjenesters opgaveløsning. Kystradionettet giver mulighed for, at skibe i danske farvande kan kalde Lyngby Radio, hvis skibet er i nød eller har brug for hjælp. Lyngby Radio udsender desuden på vegne af DMI og Søfartsstyrelsen m.fl. navigationsefterretninger, storm- og kulingvarsler, overisningsvarsler m.v. via kystradionettet. Energistyrelsen står for drift og vedligehold af kystradionettet, mens Lyngby Radio under forsvaret står for radiokommunikationen med skibe i danske farvande. Center for Beredskabskommunikation råder over en frekvenstilladelse, der vil kunne bruges til beredskabskommunikation på SINE (SIkkerhedsNEt). SINE anvendes af beredskabsmyndighederne (politi, redningsberedskab, sundhedsberedskab, dele af forsvaret og Beredskabsstyrelsen) til løsning af beredskabsmæssige opgaver. Radionettet anvendes desuden af private aktører, der løser samfundsmæssige opgaver for beredskabsmyndighederne. SINE muliggør bedre kommunikation og samarbejde mellem de forskellige dele af beredskabet, særligt hvor flere beredskabsaktører skal arbejde sammen.

Fremadrettet kan der for statslige myndigheder også opstå behov for at varetage hensyn til sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret, som betyder, at det kan være nødvendigt, at der afsættes frekvensressourcer til brug for udførelsen af konkrete opgaver til sikring af de nævnte forhold. Det kunne, ud over radiofrekvenser som nævnt til brug for nød- og beredskabstjenesternes opgaveløsning, f.eks. også dreje sig om radiofrekvenser til brug for hjemmeværnets behov for trådløs kommunikation og politiets behov for særskilte radiofrekvenser. Også i relation til udøvelsen af offentlige transportopgaver eller ved offentlig infrastruktur kan der være behov for at afsætte særskilte radiofrekvenser af hensyn til beskyttelsen af de nævnte interesser.

Klima-, energi- og forsyningsministerens beslutning om at afsætte radiofrekvenser ud fra hensynet til sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret kan træffes uden, at Energistyrelsen har foretaget en vurdering af, om der er frekvensknaphed, jf. frekvenslovens § 7, stk. 6. Det afgørende er, om det vurderes påkrævet at afsætte de pågældende radiofrekvenser til statens eget brug for at kunne varetage hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og til forsvaret. Der vil fortsat som i dag skulle udstedes tilladelse til at anvende radiofrekvenser til den statslige myndighed, som skal anvende radiofrekvenserne af hensyn til sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret.

Det er hensigtsmæssigt, at ledige radiofrekvenser, som kan anvendes til at varetagelse hensyn til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og til forsvaret, kan afsættes således, at det sikres, at der kan etableres velfungerende kommunikation, som løser væsentlige samfundsmæssige behov. Vurderingen af, om ledige radiofrekvenser kan afsættes, sker på baggrund af deres karakter, tilgængelig frekvensmængde, placering i frekvensbåndet og i henhold til den relevante anvendelse og teknologi knyttet til frekvenserne. Vurderingen kan ændre sig over tid. En beslutning om at afsætte radiofrekvenser til statens eget brug bør derfor træffes af klima-, energi- og forsyningsministeren og indarbejdes af Energistyrelsen i bekendtgørelse om fastlæggelse af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer (frekvensplan).

Når staten køber ydelser, skal det sendes i offentligt udbud således, at den pågældende kontrakt er konkurrenceudsat, og staten opnår den økonomisk mest fordelagtige løsning. Dette gælder i udgangspunktet også for indkøb af adgang til og brug af elektroniske kommunikationsnet, der anvendes af myndigheder, der varetager opgaver vedrørende sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed samt af forsvaret. Hvis en udbyder skal kunne etablere et radiokommunikationsnet, skal udbyderen som udgangspunkt have en tilladelse til at anvende radiofrekvenser hertil, jf. frekvenslovens § 6, stk. 1. I forbindelse med forberedelsen og gennemførelsen af offentlige udbud vedrørende elektroniske kommunikationsnet til tjenester relateret til den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret, kan det være samfundsøkonomisk fordelagtigt og nødvendigt for opgaveløsningen, at staten har mulighed for at afsætte radiofrekvenser, som vil være egnede til brug for statens opgaveløsning, og hvor en adgang til at anvende de pågældende radiofrekvenser på baggrund af en udstedt tilladelse f.eks. af den statslige tilladelsesindehaver derefter kan stilles til rådighed for den leverandør, som måtte blive valgt til at udføre opgaven.

Ved egnede radiofrekvenser forstås, at radiofrekvenserne vurderes at være egnede til at anvende til løsning af statens særlige behov i forhold til radiofrekvensernes tekniske karakteristika og det relevante udstyr, der skal anvendes til den statslige opgaveløsning, eller som forventes at blive tilgængeligt for opgaveløsningen. Der kan f.eks. være en række tjenester og funktionaliteter, som er afgørende for den statslige opgaveløsning, men som ikke alt radioudstyr understøtter på tilstrækkelig vis. Derfor vil det kun være visse radiofrekvenser, som kan eller forventes at kunne anvendes med sådant egnet radioudstyr, som klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte at afsætte til statens eget brug ud fra hensyn til at sikre den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret. I nogle tilfælde træffes en sådan beslutning om at afsætte radiofrekvenser på baggrund af en indstilling fra Energistyrelsen eller som følge af internationale beslutninger, hvorefter der skal afsættes radiofrekvenser til et bestemt formål.

En beslutning om at afsætte frekvenser til statslig brug kan efter omstændighederne udgøre eller medføre en begrænsning af tjenesteydelsernes fri bevægelighed, der dog i henhold til den foreslåede bestemmelse vil være begrundet i tvingende almene hensyn og tillige proportional og som sådan i overensstemmelse med EU-retten.

Det er uden betydning for ministerens beslutning om at afsætte radiofrekvenser til statslig brug, om Energistyrelsen har konstateret, at der er knaphed på de pågældende radiofrekvenser, jf. frekvenslovens § 7, stk. 6. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil kun kunne beslutte at afsætte radiofrekvenser i tilfælde, hvor det vurderes, at radiofrekvenserne er egnede til at varetage hensynet til at sikre den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret som beskrevet ovenfor.

Energistyrelsen kan af egen drift indstille til klima-, energi- og forsyningsministeren, at der bør træffes beslutning om at afsætte radiofrekvenser ud fra hensynet til at sikre den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret, når der er konstateret et konkret behov herfor. Konkrete behov kan eksempelvis være i tilfælde, hvor der er truffet en politisk eller international beslutning om, at radiofrekvenserne skal afsættes til bestemte tjenester omfattet af de nævnte hensyn, hvis statslige myndigheder gør opmærksom på behovet for at afsætte visse frekvenser til statslig brug, eller hvis staten skal gennemføre et offentligt udbud til sådanne tjenester.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan beslutte at afsætte radiofrekvenser ud fra hensynet til at sikre den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret, selvom radiofrekvenserne allerede er udstedt til andre tilladelsesindehavere. Klima-, energi- og forsyningsministerens beslutning om at afsætte frekvenser til statens eget brug vil dog som udgangspunkt blive truffet i forhold til ledige radiofrekvenser, der kan afsættes til det pågældende formål, hvis der er ledige egnede radiofrekvenser.

Hvis der ikke er ledige egnede radiofrekvenser, og det måtte være nødvendigt at afsætte bestemte radiofrekvenser til statens eget brug, som er tildelt private eller statslige myndigheder som tilladelsesindehavere, vil Energistyrelsen eksempelvis kunne ændre vilkår i de eksisterende frekvenstilladelser i medfør af frekvenslovens § 23 eller tilbagekalde tilladelser helt eller delvist i medfør af frekvenslovens § 24. Når Energistyrelsen anvender disse bestemmelser i frekvensloven, er styrelsen underlagt de almindelige principper om, at vilkår i tilladelser eller tilbagekaldelse af tilladelser skal begrænses til det nødvendige, være objektivt begrundede, gennemsigtige, ikke-diskriminerende og forholdsmæssigt afpassede.

Der kunne f.eks. være tale om vilkår, der indebærer, at en tilladelsesindehaver skal sikre prioriteret adgang eller udleje kapacitet i sit net til brug for en statslig opgaveløsning eller en statslig myndigheds behov i øvrigt. Kun i ganske særlige tilfælde, f.eks. på grund af internationale beslutninger, som Danmark vil være retligt forpligtet til at gennemføre i dansk ret, forventes det at kunne blive nødvendigt, at Energistyrelsen skal tilbagekalde en eksisterende frekvenstilladelse helt eller delvist. Det forudsættes, at ændring eller tilbagekaldelse af tilladelser alene vil blive aktuel, hvis det vurderes nødvendigt for at varetage hensyn til sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret, herunder til brug for tjenester til sikring af menneskers liv og sikkerhed, som forudsætter brug af de pågældende radiofrekvenser. Ændring af vilkår i eksisterende tilladelser og tilbagekaldelse af tilladelser vil kun ske i de tilfælde, hvor der ikke ses andre måder for staten at kunne opfylde statens behov og varetagelsen af hensyn til sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret.

Der har ikke hidtil været behov for at ændre vilkår i eller tilbagekalde udstedte frekvenstilladelser for at varetage de væsentlige samfundsmæssige behov, som er omhandlet i den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 2, stk. 5. Der er heller ikke hidtil vedtaget internationale beslutninger, som Danmark er retligt forpligtet til at gennemføre i dansk ret, der har gjort dette nødvendigt.

Det forventes, at det i et vist omfang vil være muligt at anvende eller anvise teknisk substituerbare radiofrekvenser for tilladelsesindehavere, hvis der måtte opstå behov for at afsætte radiofrekvenser til statens eget brug, hvortil der allerede er udstedt tilladelser. Substituerbare radiofrekvenser er udtryk for andre radiofrekvenser, som kan anvendes til at dække samme geografiske område, og som kan give tilsvarende tekniske anvendelsesmuligheder. Er der således mulighed for at vælge mellem to eller flere egnede radiofrekvenser, der alle opfylder statens behov på samme måde, vil beslutningen om at afsætte radiofrekvenser til statens brug blive rettet mod ledige frekvenser, ligesom afsættelsen af radiofrekvenser, hvis det er muligt, vil blive forsøgt rettet mod frekvenser, hvor der ikke er frekvensknaphed. Beslutningen om at afsætte radiofrekvenser til statslig brug vil således tilsigte at have den mindst muligt indgribende karakter.

Det forventes ikke, at der på et tidspunkt vil opstå behov for at ændre vilkår i tilladelser eller tilbagekalde tilladelser delvist eller helt med henblik på at varetage disse behov i frekvensbånd, hvor der er frekvensknaphed. Der forventes således f.eks. ikke vedtaget bindende retsakter i EU i forhold til frekvensbånd, som er harmoniseret på EU-plan til brug for trådløse bredbåndstjenester, hvor der i Danmark er udstedt tilladelser til udbud af offentlige mobilkommunikationsnet og -tjenester, og som gør det nødvendigt at ændre vilkårene i eller tilbagekalde denne type tilladelser.

Energistyrelsen vil udstede tilladelse til den statslige myndighed, som skal anvende de pågældende radiofrekvenser, og opkræve frekvensafgifter fra den pågældende myndighed. Den pågældende statslige myndighed, som bliver tilladelsesindehaver, kan herefter selv anvende frekvenstilladelsen eller om nødvendigt stille radiofrekvenserne til rådighed for den leverandør, som f.eks. skal udføre opgaven med at drive et elektronisk kommunikationsnet til brug for det pågældende formål. Dette er f.eks. sket i forbindelse med kystradionettet i Danmark, hvor der er udstedt frekvenstilladelse til Energistyrelsen.

Klima-, energi- og forsyningsministerens beslutning om at afsætte radiofrekvenser ud fra hensynet til sikring af den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret vil medføre, at ingen efterfølgende ansøgninger om de pågældende radiofrekvenser kan imødekommes af Energistyrelsen.

Klima-, energi- og forsyningsministerens beslutning om at afsætte radiofrekvenser til statens eget brug for at varetage hensyn til at sikre den offentlige orden og den offentlige sikkerhed og til forsvaret vil af Energistyrelsen skulle indarbejdes i den førstkommende udgave af bekendtgørelse om fastlæggelse af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvensressourcer (frekvensplan).

Til nr. 6

Det fremgår af den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 7, stk. 1, at Energistyrelsen udsteder tilladelser, efterhånden som ansøgninger herom modtages. Det fremgår af den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 7, stk. 5, at Energistyrelsen kan udsætte udstedelsen af tilladelser efter frekvenslovens § 7, stk. 1, med henblik på at undersøge, om der foreligger frekvensknaphed efter frekvenslovens § 7, stk. 6.

Det fremgår af den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 7, stk. 6, at der foreligger frekvensknaphed, når Energistyrelsen konstaterer, at der er mere end én ansøger til den eller de samme radiofrekvenser i et givent geografisk område, og hvor Energistyrelsen ikke vil kunne imødekomme alle modtagne ansøgninger, herunder ved at angive muligheder for at anvende radiofrekvenser, som efter styrelsens vurdering er substituerbare i forhold til de ansøgte radiofrekvenser.

Der foreligger således ikke frekvensknaphed i de tilfælde, hvor Energistyrelsen modtager mere end én ansøgning om tilladelse til at anvende de samme radiofrekvenser, men hvor anvendelsen vedrører to forskellige geografiske områder, og hvor Energistyrelsen derfor kan udstede tilladelse til alle ansøgere, uden at dette vil skabe forstyrrelser for de øvrige ansøgere, som får udstedt tilladelser, eller for eksisterende tilladelsesindehavere.

Der foreligger heller ikke frekvensknaphed i de tilfælde, hvor Energistyrelsen kan anvise radiofrekvenser, som er substituerbare i forhold til de ansøgte radiofrekvenser. Det vil sige radiofrekvenser, som kan anvendes til at dække samme geografiske område, og som kan give ansøgeren tilsvarende tekniske anvendelsesmuligheder som de ansøgte radiofrekvenser. Radiofrekvenser anses dog ikke for substituerbare, hvis ansøgeren kan dokumentere, at henvisning til at anvende andre radiofrekvenser end de ansøgte vil resultere i væsentlige meromkostninger, f.eks. i forbindelse med indkøb og etablering af udstyr. Udpegning af substituerbare radiofrekvenser vil alene ske, hvis Energistyrelsen ikke har mulighed for at udstede tilladelse til at anvende de oprindeligt ansøgte radiofrekvenser til den pågældende ansøger. Dette kan eventuelt være tilfældet ved samtidig modtagelse af flere ansøgninger til samme radiofrekvenser, og hvor tilladelsen efter lodtrækning efter frekvensloven § 7, stk. 2, udstedes til en anden ansøger.

Foreligger der knaphed på konkrete radiofrekvenser inden for et geografisk afgrænset område, tildeles de pågældende radiofrekvenser enten på baggrund af klima-, energi- og forsyningsministerens beslutning om auktion eller offentligt udbud, jf. frekvenslovens §§ 9-11, eller efterhånden, som ansøgninger herom modtages, jf. frekvenslovens § 7, stk. 1, eller på baggrund af auktion efter frekvenslovens § 12, hvis der ikke er konstateret væsentlige samfundsmæssige hensyn at varetage i medfør af regler udstedt i medfør af frekvenslovens § 3, stk. 2.

Der foreslås indsat et nyt § 7, stk. 6, 2. pkt., i frekvensloven, hvorefter frekvensknaphed tillige foreligger, når Energistyrelsen vurderer, at efterspørgslen efter radiofrekvenser i et givent geografisk område ikke kan forventes at ville kunne imødekommes inden for et kortere tidsrum, herunder ved at angive muligheder for at anvende radiofrekvenser, som efter Energistyrelsens vurdering er substituerbare i forhold til de ansøgte radiofrekvenser.

Frekvensknaphed inden for et kortere tidsrum anses som en periode på maksimalt fem år fra det tidspunkt, hvor Energistyrelsen foretager vurderingen, jf. den nærmere beskrivelse heraf nedenfor.

Frekvensknaphed vil i henhold til den foreslåede ændring bero på en vurdering, der vil tage udgangspunkt i en høring af relevante parter om deres interesse for de konkrete radiofrekvenser samt Energistyrelsens viden om eksempelvis forventet udvikling af udstyr, som kan bruges til at anvende radiofrekvenserne i overensstemmelse med en eventuel teknisk harmonisering vedtaget i EU, jf. den foreslåede definition af harmoniserede radiofrekvenser i frekvenslovens § 1, stk. 3, nr. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Der vil ikke foreligge frekvensknaphed i de tilfælde, hvor Energistyrelsen vurderer, at den forventede efterspørgsel efter de samme radiofrekvenser vedrører forskellige geografiske områder, og hvor Energistyrelsen derfor vil kunne udstede tilladelse til alle ansøgere, uden at dette vil skabe forstyrrelser for eksisterende tilladelsesindehavere eller for brugere af radiofrekvenser.

Frekvensknaphed vil efter den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 7, stk. 6, 2. pkt., afhænge af Energistyrelsens vurdering af udviklingen af efterspørgslen inden for et kortere tidsrum. Dette tidsrum vil strække sig over en passende periode, inden for hvilken Energistyrelsen har mulighed for at vurdere, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig. Denne vurdering vil eksempelvis kunne tage udgangspunkt i ovennævnte høring samt Energistyrelsens viden om en eventuel kommende teknisk harmonisering i EU af betingelserne for adgang til og anvendelse af radiofrekvenser samt udvikling af udstyr, som kan bruges til at anvende radiofrekvenserne i overensstemmelse med denne harmonisering.

Der vil heller ikke foreligge frekvensknaphed i de tilfælde, hvor Energistyrelsen vil kunne anvise radiofrekvenser, som er substituerbare i forhold til de konkrete frekvensressourcer. Det vil sige radiofrekvenser, som dækker samme geografiske område, og som giver de interesserede parter tilsvarende tekniske anvendelsesmuligheder, som de ville kunne få ved at anvende de ansøgte radiofrekvenser.

Radiofrekvenser anses dog ikke for substituerbare, hvis de interesserede parter kan dokumentere, at henvisning til anvendelse af andre radiofrekvenser end de ansøgte vil resultere i væsentlige meromkostninger. Hvorvidt der er tale om væsentlige meromkostninger, vil bero på en konkret vurdering. For at der er tale om væsentlige meromkostninger, skal meromkostningerne ved at benytte de substituerbare radiofrekvenser frem for de oprindeligt ansøgte radiofrekvenser have en sådan størrelse, at det vil være væsentligt bebyrdende for en ansøger. At der i et vist omfang er visse meromkostninger forbundet ved at blive henvist til at anvende substituerbare radiofrekvenser på grund af eksempelvis omkodning af udstyr eller indkøb og etablering af nyt udstyr er ikke i sig selv nok til, at Energistyrelsen ikke kan anvise disse radiofrekvenser som substituerbare. Denne vurdering vil blive foretaget på baggrund af blandt andet oplysninger fra de interesserede parter om omkostningerne ved eventuelt nødvendig omkodning af udstyr eller indkøb og etablering af nyt udstyr. Udpegning af substituerbare radiofrekvenser vil alene ske, hvis Energistyrelsen ikke vil have mulighed for at imødekomme efterspørgslen ved at udstede tilladelse til at anvende de efterspurgte radiofrekvenser til den pågældende interesserede part.

Den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 7, stk. 6, søger at løse de problemstillinger, der kan opstå i tilfælde, hvor der med en høj grad af sikkerhed kan forventes en stigende efterspørgsel efter bestemte radiofrekvenser inden for en kortere periode.

Dette kan f.eks. skyldes, at udstyr til at anvende radiofrekvenserne i overensstemmelse med en eventuel teknisk harmonisering vedtaget i EU forventes at komme på markedet inden for et kortere tidsrum efter, at radiofrekvenserne stilles til rådighed på teknisk harmoniserede vilkår.

Den gældende bestemmelse om frekvensknaphed i frekvenslovens § 7, stk. 6, kan føre til ulige vilkår i forhold til frekvenstildelingen. Det skyldes, at der som udgangspunkt vil blive udstedt tilladelser til at anvende radiofrekvenser efterhånden, som ansøgninger herom modtages, jf. frekvenslovens § 7, stk. 1. Hvis der efter et par år opstår knaphed efter den gældende definition, vil der ofte være grundlag for at holde auktion eller offentligt udbud efter frekvensloven §§ 9-12. I så fald vil de første ansøgere få udstedt tilladelser til at anvende radiofrekvenserne efterhånden, som ansøgninger herom modtages, jf. frekvenslovens § 7, stk. 1, i modsætning til de efterfølgende ansøgere, der eventuelt vil skulle konkurrere om radiofrekvenserne i en auktion eller et offentligt udbud. Dette betyder, at de første ansøgere alene vil skulle betale frekvensafgiften for anvendelse af de pågældende radiofrekvenser, mens de ansøgere, som eksempelvis senere får tildelt frekvenstilladelser ved auktion, vil skulle betale en yderligere pris i form af budsummen. Der er derfor behov for at skabe mulighed for, at Energistyrelsen i sin vurdering af frekvensknaphed kan inddrage viden om den forventede udvikling i efterspørgslen efter radiofrekvenserne inden for en kortere tidsperiode og på den måde sikre lige vilkår for aktører, der ønsker tilladelse til at anvende de pågældende radiofrekvenser.

Frekvensknaphed inden for et kortere tidsrum anses som en periode på maksimalt fem år fra det tidspunkt, hvor Energistyrelsen foretager vurderingen. Dette vil være en passende periode i forhold til at kunne vurdere, hvordan efterspørgslen vil udvikle sig. Denne vurdering beror dels på ovennævnte høring, men kan også suppleres med Energistyrelsens viden om, hvornår der eksempelvis kan forventes at være udstyr tilgængeligt på markedet, som kan bruges til at anvende radiofrekvenserne i overensstemmelse med en eventuel teknisk harmonisering vedtaget i EU.

Eksempelvis er en række frekvensbånd i 2019 blevet identificeret til mobilt bredbånd på internationalt plan i regi af Den Internationale Telekommunikationsunion. Det drejer sig blandt andet om 26 GHz-, 40 GHz- og 66 GHz-frekvensbåndene. Disse frekvensbånd er karakteriseret ved at indeholde en stor mængde radiofrekvenser for at imødekomme markedets forventede efterspørgsel efter frekvenser til fremtidens mobiltjenester. Derfor er der ikke nødvendigvis frekvensknaphed, når radiofrekvenserne stilles til rådighed på teknisk harmoniserede vilkår. Det kan skyldes, at der er en stor mængde radiofrekvenser til rådighed, eller at der i nogle tilfælde først udvikles udstyr, som kan bruges til at anvende radiofrekvenserne i overensstemmelse med en eventuel teknisk harmonisering vedtaget i EU, efter de stilles til rådighed. I den situation vil efterspørgslen efter de relevante radiofrekvenser forventes at stige, når udstyret til den harmoniserede anvendelse er tilgængeligt på markedet. Forventning om en stigende efterspørgsel afhænger af den generelle teknologiske udvikling og det stigende dataforbrug. Denne stigning kommer blandt andet fra mobilkommunikation og såkaldt machine-to-machine-kommunikation (M2M-kommunikation) til brug for eksempelvis fjernaflæsning af målere, lagerstyring, telemedicin, produktion og smart city-løsninger. Disse tendenser forventes at medføre en generelt større efterspørgsel efter radiofrekvenser.

Det bemærkes, at denne problemstilling ikke kan løses ved at udstede tilladelser med kortere varighed, på grund af forpligtelsen i teledirektivet til at sikre, at tilladelsesindehavere får samlet mindst 20 års reguleringsmæssig forudsigelighed i forhold til tilladelser til radiofrekvenser, som er harmoniseret til brug for trådløse bredbåndstjenester. Dertil kommer, at den relativt lange tilladelsesvarighed kan give interesserede incitament til at søge om flere radiofrekvenser, end de aktuelt har behov for. Forslaget søger således at løse disse problemstillinger ved at give mulighed for holde auktion eller offentligt udbud i tilfælde, hvor der ikke kan konstateres knaphed efter de nuværende regler, men hvor Energistyrelsen vurderer, at den samlede efterspørgsel efter radiofrekvenserne i det givne frekvensbånd, ikke vil kunne imødekommes inden for et kortere tidsrum.

Frekvenslovens § 7, stk. 6, foreslås endvidere ændret for at supplere bestemmelsen om fremlysning i frekvenslovens § 8. Fremlysning indebærer, at Energistyrelsen inviterer interesserede til at indgive ansøgninger om en eller flere udbudte tilladelser til at anvende radiofrekvenser for derved at afgøre, om der er knaphed på radiofrekvenserne, jf. frekvenslovens § 7, stk. 6, ved, at der er større efterspørgsel end tilgængelige radiofrekvenser. Fremlysning forudsætter, at der kan udarbejdes frekvenstilladelser, hvor konkrete radiofrekvenser og tekniske vilkår fremgår, til brug for fremlysningen. I visse tilfælde, herunder særligt ved frekvensbånd med store frekvensmængder, er der flere mulige inddelinger af frekvensbåndet. Det er derfor ikke muligt på forhånd at udarbejde frekvenstilladelser, som præcist imødekommer de forskellige aktørers ønsker og behov. I en frekvensauktion løses denne problemstilling ved, at frekvensbåndet inddeles i mindre dele, som budgivere har mulighed for at byde på. På den måde sker selve inddelingen af frekvensbåndet gennem auktionsprocessen, hvorved det inddeles på en måde, der tilgodeser budgivernes forskellige behov. Ved at gøre det muligt at statuere knaphed i de tilfælde, hvor Energistyrelsen vurderer, at der inden for en kortere periode vil være frekvensknaphed, vil den foreslåede ændring muliggøre tildeling på baggrund af en auktion i sådanne situationer. Derved vil bestemmelsen give mulighed for at supplere fremlysningsværktøjet i sådanne tilfælde.

Endelig foreslås frekvenslovens § 7, stk. 6, ændret, fordi nogle af de forventninger til udviklingen på frekvensmarkedet, som den gældende bestemmelse om frekvensknaphed bygger på, herunder øgede muligheder for overdragelse og mulighed for fleksibel anvendelse af radiofrekvenser, ikke fuldt ud er blevet indfriet. Det var i forhold til frekvenslovens § 7, stk. 6, antagelsen, at markedets aktører ville løse det behov, der tidligere havde været for at kunne tage højde for såkaldt fremtidig frekvensknaphed, gennem mere fleksibel anvendelse af radiofrekvenser og øget overdragelse af frekvenstilladelser. Der er derfor også af denne årsag brug for at præcisere bestemmelsen om frekvensknaphed.

Den foreslåede indsættelse af et nyt 2. pkt. i frekvenslovens § 7, stk. 6, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Den foreslåede bestemmelse i frekvensloven § 7, stk. 6, vil medføre, at Energistyrelsen ud over efter den nuværende definition af frekvensknaphed, også kan statuere frekvensknaphed, når Energistyrelsen vurderer, at efterspørgslen efter radiofrekvenser i et givent geografisk område ikke kan forventes at kunne imødekommes inden for et kortere tidsrum, herunder ved at angive radiofrekvenser, som efter Energistyrelsens vurdering er substituerbare i forhold til de ansøgte radiofrekvenser.

Vurderingen af, om efterspørgslen kan imødekommes, vil som hovedregel skulle tage udgangspunkt i en høring af relevante parter om deres interesse for de konkrete radiofrekvenser. Denne interessehøring skal udformes så konkret og detaljeret som muligt for at fremme konkrete og detaljerede høringssvar, som giver det mest retvisende billede af efterspørgslen. Er Energistyrelsen i tvivl om, hvorvidt der er frekvensknaphed, vil Energistyrelsen, hvis det er muligt, i øvrigt kunne iværksætte en fremlysning efter frekvensloven § 8.

Til nr. 7

Den foreslåede bestemmelse er ny. Anvendelse af radiofrekvenser på andre end de harmoniserede tekniske vilkår er ikke reguleret i gældende lovgivning.

Harmoniserede betingelser vedrørende adgang til og effektiv udnyttelse af radiofrekvenser fastsættes ved tekniske gennemførelsesforanstaltninger, som vedtages af Europa-Kommissionen i medfør af artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF af 7. marts 2002 om et frekvenspolitisk regelsæt i Det Europæiske Fællesskab (frekvenspolitikbeslutningen).

Der henvises for en nærmere beskrivelse af begrebet harmoniserede radiofrekvenser til de specielle bemærkninger til forslaget om en definition af harmoniserede radiofrekvenser i den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 1, stk. 3, nr. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

Efter teledirektivets artikel 118, stk. 2 og 3, behandles forslag til tekniske gennemførelsesforanstaltninger i Frekvensudvalget, der er nedsat i henhold til artikel 3, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets beslutning nr. 676/2002/EF. Frekvensudvalget er et udvalg som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 182/2011/EU af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Europa-Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser. Forslag til gennemførelsesforanstaltninger behandles i Frekvensudvalget efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 5 i forordning nr. 182/2011/EU.

Disse tekniske gennemførelsesforanstaltninger er bindende og skal gennemføres i dansk lovgivning. Det sker ved, at det i bekendtgørelse om fastlæggelse af rammerne for anvendelse og indbyrdes prioritering af de samlede radiofrekvenser (frekvensplan), jf. bekendtgørelse nr. 1150 af 21. november 2019 angives, at adgang til og anvendelse af de harmoniserede radiofrekvenser sker på de harmoniserede vilkår ved indsættelse af en henvisning til den pågældende gennemførelsesforanstaltning.

Derudover gennemføres tekniske vilkår for at anvende harmoniserede radiofrekvenser i vilkår i tilladelser til at anvende de pågældende radiofrekvenser, eller i de tekniske rammer for at anvende radiofrekvenserne uden tilladelse i medfør af bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse samt om amatørradioprøver og kaldesignaler m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1155 af 21. november 2019, hvis anvendelsen af de pågældende radiofrekvenser er gjort tilladelsesfri.

Endelig kan der foretages ændring af tilladelsesvilkår i eksisterende tilladelser i nødvendigt omfang i medfør af frekvenslovens § 23, stk. 1, nr. 1, for at sikre gennemførelsen af forpligtelser, der følger af samarbejdet i EU, eller ske delvis eller hel tilbagekaldelse i nødvendigt omfang i medfør af frekvenslovens § 24, nr. 1, af eksisterende tilladelser, når gennemførelsesforanstaltningen skal implementeres, for at gennemføre forpligtelser, der følger af samarbejdet i EU.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1, at Energistyrelsen i tilfælde af manglende efterspørgsel efter harmoniserede radiofrekvenser i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1, vil kunne udstede tilladelser, efterhånden som ansøgninger herom modtages, til at anvende radiofrekvenserne på andre tekniske vilkår end harmoniserede tekniske vilkår.

De harmoniserede tekniske vilkår er de tekniske rammer, der fremgår af den tekniske gennemførelsesforanstaltning, og som af de nationale frekvensmyndigheder indsættes som vilkår for frekvensanvendelsen i tilladelser til at anvende de pågældende harmoniserede radiofrekvenser.

Det følger af teledirektivets artikel 45, stk. 3, at medlemsstaterne skal give mulighed for, hvis visse betingelser er opfyldt, at tillade, at ledige radiofrekvenser anvendes på andre tekniske vilkår end de forudsatte harmoniserede tekniske vilkår. Det fremgår i den forbindelse af direktivets betragtninger, at efterspørgslen efter harmoniserede radiofrekvenser ikke nødvendigvis vil være ens i hele EU, og at der derfor kan forekomme manglende efterspørgsel efter hele eller dele af harmoniserede frekvensbånd på nationalt eller regionalt plan i medlemsstaterne. Det følger videre af teledirektivets artikel 45, stk. 3, at Energistyrelsen vil skulle oplyse Europa-Kommissionen og de øvrige EU-medlemsstater om styrelsens eventuelle udstedelse af tilladelser til at anvende harmoniserede radiofrekvenser på andre tekniske vilkår og om resultatet af den krævede regelmæssige vurdering af, om grundlaget for sådanne tilladelser fortsat er til stede.

Den foreslåede bestemmelse i § 7 a, stk. 1, finder alene anvendelse, hvor det kræver tilladelse efter frekvenslovens § 6, stk. 1, at anvende de pågældende radiofrekvenser. Den foreslåede bestemmelse vil ikke være relevant, hvor frekvensanvendelsen er gjort tilladelsesfri i regler fastsat i medfør af frekvenslovens § 6, stk. 2. Det sker i givet fald i bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse samt om amatørradioprøver og kaldesignaler m.v. Det er f.eks. tilfældet med radiofrekvenser, der anvendes til trådløs internetadgang (Wi-Fi), hvor Europa-Kommissionen har vedtaget en række retsakter om harmoniseret anvendelse på bestemte tekniske vilkår.

Efter det foreslåede nr. 1 vil det være en forudsætning for at udstede tilladelse med andre end harmoniserede tekniske vilkår, at den manglende efterspørgsel er konstateret på baggrund af, at Energistyrelsen har konstateret den manglende efterspørgsel på baggrund af en offentlig høring over interessen for at anvende radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår, og at styrelsen i den forbindelse tager hensyn til, hvordan efterspørgslen forventes at være.

Denne offentlige høring gennemføres i overensstemmelse med teledirektivets artikel 23, stk. 1, på baggrund af bestemmelsen i bilaget til bekendtgørelse nr. 1118 af 12. november 2019 om det frekvenspolitiske rammemandat, der foreskriver, at Energistyrelsen i frekvensadministrationen skal sikre behørig inddragelse gennem høringer af aktører i branchen og øvrige relevante interessenter, der som udgangspunkt har en varighed på mindst fire uger.

Efter det foreslåede nr. 2 vil det endvidere være en forudsætning, at anvendelse af de pågældende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår ikke hindrer tilgængeligheden til eller anvendelsen af de pågældende radiofrekvenser på de harmoniserede tekniske vilkår i andre EU-medlemsstater.

Ved tilgængelighed forstås, at en udstedt tilladelse til alternativ anvendelse af radiofrekvenserne ikke må hindre, at andre interesserede brugere kan ansøge om og i givet fald få udstedt tilladelse til at anvende radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår. Anvendelsen af de pågældende radiofrekvenser i andre EU-medlemsstater må heller ikke hindres som følge af anvendelse af radiofrekvenserne i medfør af en tilladelse til alternativ anvendelse. Det vil sige, at anvendelsen af radiofrekvenserne i Danmark ikke må medføre tekniske forstyrrelser i andre EU-medlemsstater, som fører til, at radiofrekvenserne ikke kan anvendes i medlemsstaten på den måde, det er forudsat i EU-retsakter, som harmoniserer anvendelsen af radiofrekvenserne.

Efter det foreslåede nr. 3 vil det endelig være en forudsætning for at udstede tilladelse med andre end harmoniserede tekniske vilkår, at Energistyrelsen ved vurderingen tager hensyn til, at radiofrekvenserne på længere sigt bør være tilgængelige for anvendelse på de harmoniserede tekniske vilkår og tager i betragtning, at fremkomsten af radioudstyr på grund af stordriftsfordele fremmes ved, at radiofrekvenserne anvendes på de harmoniserede tekniske vilkår.

Det vil sige, at Energistyrelsen ved beslutningen skal tage i betragtning, om anvendelse af radiofrekvenserne på andre tekniske vilkår vil hæmme, at der udvikles og introduceres nyt radioudstyr til brug for anvendelse af radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår. Derudover skal styrelsen sikre, at radiofrekvenserne på kort sigt kan gøres tilgængelige for anvendelse på de harmoniserede tekniske vilkår, hvis der opstår efterspørgsel.

Det foreslås i stk. 2, at Energistyrelsen regelmæssigt vil skulle vurdere på baggrund af de foreslåede bestmmelser i stk. 1, nr. 1-3, eller i øvrigt på baggrund af en ansøgning om tilladelse til at anvende radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår, om grundlaget for en udstedt tilladelse til at anvende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår fortsat er til stede.

Det er ikke nærmere angivet i teledirektivet, hvor ofte den regelmæssige vurdering skal foretages. Det forventes, at Energistyrelsen som udgangspunkt hvert femte år vil foretage en vurdering af, om grundlaget for at anvende de pågældende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår fortsat er til stede. Denne vurdering vil skulle foretages på grundlag af kriterierne i det foreslåede stk. 1, nr. 1-3. Det vil sige, at Energistyrelsen vil skulle have konstateret den manglende efterspørgsel efter at anvende radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår på baggrund af en offentlig høring over interessen, at anvendelsen på andre tekniske vilkår ikke hindrer tilgængelighed til eller anvendelse af radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår i andre EU-medlemsstater, og at Energistyrelsen vil skulle tage hensyn til den langsigtede tilgængelighed eller anvendelse af de pågældende radiofrekvenser og stordriftsfordele af anvendelse på de harmoniserede tekniske vilkår.

Hvis Energistyrelsen, mens der er udstedt en tilladelse til at anvende radiofrekvenserne på andre tekniske vilkår, modtager en ansøgning om at anvende radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår, vil Energistyrelsen skulle behandle ansøgningen og vurdere, hvilken tildelingsmetode som i givet fald skal anvendes i den pågældende situation i overensstemmelse med frekvenslovens regler herom. Dette følger ligeledes af teledirektivets artikel 45, stk. 3, 2. afsnit.

Det vil sige, at det blandt andet vil skulle vurderes, om der er knaphed på radiofrekvenserne, jf. frekvenslovens § 7, stk. 6. Endvidere vil Energistyrelsen kunne beslutte at iværksætte en fremlysning af en eller flere tilladelser til at anvende de pågældende radiofrekvenser, jf. frekvenslovens § 8. Fremlysning indebærer, at Energistyrelsen inviterer interesserede til at indgive ansøgninger om en eller flere udbudte tilladelser til at anvende radiofrekvenser for derved at afgøre, om der er knaphed på radiofrekvenser, jf. frekvenslovens § 7, stk. 6, ved, at der er større efterspørgsel end tilgængelige radiofrekvenser. Hvis det efter fremlysningen viser sig, at der ikke er efterspørgsel på de pågældende radiofrekvenser, kan Energistyrelsen efter den foreslåede bestemmelse i § 7 a udstede tilladelse i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1, til at anvende radiofrekvenserne på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår. Der vil på sædvanlig vis i en sådan tilladelse skulle fastsættes tekniske vilkår for at anvende radiofrekvenserne i medfør af frekvenslovens § 14, stk. 3.

Den eksisterende tilladelsesindehaver kan i lyset af ansøgningen fra en anden aktør evt. også være interesseret i at få en tilladelse til at anvende frekvenserne på harmoniserede tekniske vilkår. I tilfælde af knaphed vil der efter omstændighederne kunne blive tale om udstedelse af tilladelser på baggrund af auktion, offentligt udbud eller efterhånden, som ansøgninger herom modtages, jf. frekvenslovens §§ 10-12. Hvis der ikke er knaphed, kan en tilladelse blive udstedt til ansøgeren eller ansøgerne i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil kunne medvirke til at imødekomme efterspørgsel efter radiofrekvenser til andre anvendelser end på harmoniserede tekniske vilkår, indtil der i markedet opstår efterspørgsel efter radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår. Bestemmelsen kan derfor være med til at fremme effektiv anvendelse af radiofrekvenser, som er et af formålene med frekvensloven, jf. frekvenslovens § 2, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 7 a implementerer teledirektivets artikel 45, stk. 3, om anden anvendelse af radiofrekvenser end på harmoniserede tekniske vilkår i tilfælde af manglende efterspørgsel på at anvende radiofrekvenserne på harmoniserede tekniske vilkår. Det fremgår af teledirektivets artikel 45, stk. 3, at der undtagelsesvis kan udstedes tilladelser til at anvende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår, når der ikke er efterspørgsel på regionalt eller nationalt plan efter at anvende radiofrekvenser i dele af eller et fuldstændigt frekvensbånd på de harmoniserede tekniske vilkår.

Tilladelser til at anvende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår vil blive udstedt med en varighed på et år i medfør af regler, som fastsættes i bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som udstedes i medfør af frekvenslovens § 19. Udstedelse af denne type af tilladelser vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse om ændring af frekvenslovens § 19, jf. lovforslagets § 2, nr. 20, hvorefter Energistyrelsen også kan fastsætte regler om varigheden af tilladelser til at anvende harmoniserede radiofrekvenser på andre vilkår, som udstedes i medfør af frekvenslovens § 7 a, jf. § 7, stk. 1.

Energistyrelsen vil i forbindelse med behandlingen af en ansøgning om tilladelse til at anvende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår vejlede ansøgeren om, at tilladelsen har en varighed på et år, at ansøgeren frem mod udløbet af tilladelsen vil skulle ansøge om at få udstedt en ny tilladelse af et års varighed, og at det ikke er givet, at tilladelsen ved udløbet af varigheden vil kunne udstedes igen på tilsvarende vilkår. Det skyldes, at der ikke udstedes tilladelse til at anvende radiofrekvenserne på harmoniserede tekniske vilkår, og at radiofrekvenserne skal være tilgængelige med kort varsel for interesserede brugere, der ønsker at anvende radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår. Udstedelse af en ny tilladelse med et års varighed kan f.eks. ikke ske, hvis Energistyrelsen agter at imødekomme en ansøgning om anvendelse af de pågældende radiofrekvenser på de harmoniserede tekniske vilkår, eller Energistyrelsen på baggrund af en ansøgning om at anvende radiofrekvenserne på de harmoniserede tekniske vilkår er ved at vurdere, hvilken fremgangsmåde for udstedelse af tilladelser der skal anvendes, jf. frekvenslovens bestemmelser i §§ 7-12. Det vil ligeledes fremgå af tilladelsen, at der er tale om en tilladelse til at anvende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår, og at tilladelsen derfor har en varighed på et år, hvorefter tilladelsen bortfalder.

Til nr. 8

Klima-, energi-, og forsyningsministeren træffer i medfør af frekvenslovens § 9 beslutning om, hvilken tildelingsmetode der skal anvendes ved tildeling af radiofrekvenser, når Energistyrelsen har konstateret, at der er frekvensknaphed efter frekvenslovens § 7, stk. 6, og vurderet, at der ved udstedelsen af tilladelser skal varetages væsentlige samfundsmæssige hensyn fastsat i bekendtgørelse om det frekvenspolitiske rammemandat, jf. bekendtgørelse nr. 1118 af 12. november 2019.

Hvis klima-, energi-, og forsyningsministeren træffer beslutning om, at Energistyrelsen skal gennemføre auktion eller offentligt udbud, indeholder frekvenslovens § 9, stk. 3, de emner, som klima-, energi-, og forsyningsministeren skal træffe beslutning om. Disse emner er inddelt i syv punkter, herunder hvilke typer og antal af tilladelser der skal være omfattet af auktionen eller det offentlige udbud i frekvenslovens § 9, stk. 3, nr. 2.

Ordlyden i § 9, stk. 3, nr. 2, vedrørende typer og antal af tilladelser har været fortolket bredt, så klima-, energi-, og forsyningsministerens beslutning vedrørende dette emne har kunnet rumme de tilpasninger, der siden lovens ikrafttræden har været nødvendige for, at Energistyrelsen har kunnet gennemføre mere komplekse auktioner. Dermed har der været en udvikling i den måde, hvorpå auktioner gennemføres.

Frekvenslovens § 9, stk. 3, nr. 2, foreslås ændret således, at typer og antal af tilladelser ændres til radiofrekvenser og opdeling heraf. Der foreslås videre indsat et komma efter auktionen. Endelig foreslås der efter eller indsat typer og antal af tilladelser der skal være omfattet af.

Det vil indebære, at bestemmelsens ordlyd er tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner og offentlige udbud gennemføres i dag. Med den foreslåede ændring vil det blive tydeliggjort, at i forbindelse med auktioner beslutter klima-, energi-, og forsyningsministeren, hvilke radiofrekvenser og opdelingen heraf der vil være omfattet af auktionen. Samtidig vil det blive tydeliggjort, at klima-, energi-, og forsyningsministeren i forbindelse med tildeling ved offentligt udbud beslutter, hvilke typer og antal af tilladelser der skal være omfattet af det offentlige udbud.

Der er et behov for at ændre ordlyden af § 9, stk. 3, nr. 2, i frekvensloven, fordi klima-, energi-, og forsyningsministeren træffer beslutning om, hvilke radiofrekvenser og opdelingen heraf der skal være omfattet af en konkret auktion.

Tidligere var auktioner udformet sådan, at det på forhånd var fastsat, hvilke typer og antal af tilladelser der skulle indgå i auktionen. I dag er auktioner mere komplekse, hvilket bl.a. betyder, at radiofrekvenserne som oftest er opdelt i forskellige frekvensblokke, som budgiverne kan byde på i auktionen. Auktioner kan samtidig indeholde flere budrunder, hvilket betyder, at det først i den sidste budrunde vil kunne konstateres, hvor mange radiofrekvenser ud af den samlede mængde i auktionen, den enkelte budgiver vil få tildelt, og hvor mange budgivere der vinder en tilladelse. Dermed vil resultatet af auktionen afgøre, hvilke og hvor mange tilladelser der vil blive tildelt på baggrund af auktionen. Dette betyder, at klima-, energi-, og forsyningsministeren ikke som tidligere på forhånd vil skulle træffe beslutning om typer og antal af tilladelser i auktionen, men derimod hvilke radiofrekvenser der skal på auktion og opdelingen heraf i f.eks. frekvensblokke.

I forhold til offentligt udbud er den foreslåede ændring en konsekvensrettelse, fordi den gældende ordlyd af bestemmelsen fortsat skal gælde for gennemførelse af offentlige udbud. Det er fortsat relevant at fastsætte hvilke typer og antal af tilladelser, tilbudsgiver skal afgive tilbud på i et offentligt udbud.

Den foreslåede ændring er en justering af bestemmelsen med henblik på at gøre ordlyden tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Indholdet i frekvenslovens § 9 skal ses i lyset af teledirektivets artikel 55, der omhandler krav til de procedurer for begrænsning af antallet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i forbindelse med auktioner eller offentlige udbud, der fastsættes nationalt. Teledirektivets artikel 55 erstatter tilladelsesdirektivets artikel 7.

Konsekvensen af den foreslåede ændring er, at ordlyden af frekvenslovens § 9, stk. 3, nr. 2, er mere retvisende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag samtidig med, at den gældende ordlyd vedrørende typer og antal tilladelser fremover kun vedrører offentlige udbud.

Til nr. 9

For auktioner, hvor der er væsentlige samfundsmæssige hensyn at varetage i forbindelse med tildelingen af tilladelser, træffer Energistyrelsen nærmere beslutning om gennemførelse af auktionen og om vilkår i de tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen i medfør af § 10 i frekvensloven.

Frekvenslovens § 10, stk. 2, indeholder de emner, som Energistyrelsens beslutning kan omfatte, herunder § 10, stk. 2, nr. 1, der henviser til auktionsformen, auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og forudsætninger for deltagelse i auktionen.

Energistyrelsens beslutning indeholder det juridiske grundlag for Energistyrelsens gennemførelse af auktionen.

Frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 1, foreslås ændret således, at auktionsformen ændres til auktionsdesign, herunder auktionsformat og frekvenslofter.

Det vil indebære, at bestemmelsens ordlyd bliver tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Med den foreslåede ændring vil det blive tydeliggjort, at i forbindelse med auktioner beslutter Energistyrelsen en række forhold i relation til auktionen, der bl.a. vedrører auktionsdesign, herunder auktionsformat og frekvenslofter.

Den foreslåede ændring af ordlyden af bestemmelsen skal tydeliggøre, at flere elementer, herunder auktionsformat og frekvenslofter indgår i auktionsdesignet. Den gældende ordlyd vedrørende auktionsformen vurderes i dag at være upræcis i forhold til det, som Energistyrelsens beslutning indeholder i relation til gennemførelsen af auktionen. Auktionsdesign rummer alle de elementer, der indgår i gennemførelsen af en auktion. Det foreslås at henvise til bl.a. auktionsformat og frekvenslofter som en del af de emner, der skal indgå i Energistyrelsens beslutning. Auktionsformat betegner den auktionstype, der vælges og gennemføres elektronisk. Frekvenslofter er et værktøj i auktionen, som sikrer et minimum antal af vindere i en auktion, da frekvensloftet fastsætter, hvor mange radiofrekvenser den enkelte budgiver i auktionen maksimalt kan få tildelt i auktionen.

Den foreslåede ændring vil ikke medføre en ændring i de emner, som indgår i Energistyrelsens beslutning efter § 10 i frekvensloven.

Den foreslåede ændring er en opdatering af bestemmelsen med henblik på at gøre ordlyden tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Indholdet i frekvenslovens § 10 skal ses i lyset af teledirektivets artikel 55, der omhandler krav til de procedurer for begrænsning af antallet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i forbindelse med auktioner eller offentlige udbud, der fastsættes nationalt. Teledirektivets artikel 55 erstatter tilladelsesdirektivets artikel 7.

Konsekvensen af den foreslåede ændring er, at ordlyden af frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 1, er mere retvisende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag og eksemplificerer, hvad et auktionsdesign kan indeholde. Auktioner er ofte komplekse processer, hvorfor den nuværende formulering af frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 1, er upræcis.

Til nr. 10

For auktioner, hvor der er væsentlige samfundsmæssige hensyn at varetage i forbindelse med tildelingen af tilladelser, træffer Energistyrelsen nærmere beslutning om gennemførelse af auktionen og om vilkår i de tilladelser, der udstedes på baggrund af auktionen i medfør af § 10 i frekvensloven.

Frekvenslovens § 10, stk. 2, indeholder de emner, som Energistyrelsens beslutning vedrørende auktionen kan omfatte, herunder § 10, stk. 2, nr. 3, der henviser til fordeling af tilladelserne.

Energistyrelsens beslutning indeholder det juridiske grundlag for Energistyrelsens gennemførelse af auktionen.

Frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 3, foreslås ophævet.

Det vil indebære, at frekvenslovens § 10, stk. 2, afspejler, hvordan auktioner gennemføres i dag. Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at Energistyrelsens beslutning ikke vedrører en fordeling af tilladelserne.

En fordeling af tilladelserne sker på baggrund af resultatet af auktionen og vil således være omfattet af frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 1. Dermed er bestemmelsens ordlyd forældet.

Den foreslåede ophævelse af frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 3, indebærer en konsekvensændring af rækkefølgen i de efterfølgende numre, og således ændres frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 4-7, til § 10, stk. 2, nr. 3-6.

Der er et behov for at ophæve § 10, stk. 2, nr. 3, i frekvensloven, fordi ordlyden er forældet i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Fordeling af tilladelserne sker på baggrund af resultatet af den enkelte auktion og vil således være omfattet af frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 1.

Den foreslåede ophævelse er af ordensmæssig karakter med henblik på at gøre ordlyden tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Indholdet i frekvenslovens § 10 skal ses i lyset af teledirektivets artikel 55, der omhandler krav til de procedurer for begrænsning af antallet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i forbindelse med auktioner eller offentlige udbud, der fastsættes nationalt. Teledirektivets artikel 55 erstatter tilladelsesdirektivets artikel 7.

Konsekvensen af den foreslåede ophævelse er, at ordlyden af frekvenslovens § 10, stk. 2, er mere retvisende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag.

Til nr. 11

I dag er udgangspunktet, at der gennemføres en auktion efter reglerne i §§ 9 og 10 i frekvensloven, når der er konstateret knaphed på radiofrekvenser efter frekvenslovens § 7, stk. 6, og der ved udstedelsen af tilladelser vurderes at skulle varetages væsentlige samfundsmæssige hensyn angivet i bekendtgørelse om det frekvenspolitiske rammemandat, jf. bekendtgørelse nr. 1118 af 12. november 2019. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være behov for tildeling gennem offentligt udbud fremadrettet.

For offentlige udbud, som gennemføres på baggrund af klima-, energi-, og forsyningsministerens beslutning i medfør af § 9 i frekvensloven, træffer Energistyrelsen nærmere beslutning om gennemførelse af det offentlige udbud og om vilkår i de tilladelser, der udstedes på baggrund af det offentlige udbud i medfør af § 11 i frekvensloven.

Frekvenslovens § 11, stk. 2, indeholder de emner, som Energistyrelsens beslutning kan omfatte, herunder § 11, stk. 2, nr. 6, der henviser til depositum.

Energistyrelsens beslutning i medfør af frekvenslovens § 11 indeholder det juridiske grundlag for Energistyrelsens gennemførelse af det offentlige udbud.

I medfør af frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 2, og § 12, stk. 2, nr. 3, kan Energistyrelsens beslutning i forbindelse med gennemførelse af auktioner omfatte depositum og bankgaranti. F.eks. kan der fastsætte regler om, at de deltagende selskaber i auktioner skal stille en bankgaranti for et depositum eller betaling af tilladelsespris.

Frekvenslovens § 11, stk. 2, nr. 6, foreslås ændret, så bankgaranti indsættes efter depositum.

Det vil indebære, at bestemmelsen bliver opdateret, så Energistyrelsens beslutning ud over at kunne indeholde krav vedrørende depositum også vil kunne indeholde krav vedrørende bankgaranti.

Der kan også i offentlige udbud være behov for at fastsætte krav om bankgaranti i Energistyrelsens beslutning f.eks. i de tilfælde, hvor tilbudsgiver skal stille et depositum for at deltage i det offentlige udbud, som kan opfyldes ved, at tilbudsgiver udsteder en bankgaranti over for Energistyrelsen.

Den foreslåede ændring skal ses i lyset af frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 2, og § 12, stk. 2, nr. 3, der henviser til både depositum og bankgaranti som et emne vedrørende Energistyrelsens beslutning om gennemførelse af auktioner.

Der er behov for at ændre frekvenslovens § 11, stk. 2, nr. 6, så ordlyden af denne bestemmelse er enslydende med frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 2, og § 12, stk. 2, nr. 3.

Den foreslåede ændring er en ensretning af frekvenslovens § 11, stk. 2, nr. 6, i forhold til frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 2, og § 12, stk. 2, nr. 3. Indholdet i § 11 skal ses i lyset af teledirektivets artikel 55, der omhandler krav til de procedurer for begrænsning af antallet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i forbindelse med auktioner eller offentlige udbud, der fastsættes nationalt. Teledirektivets artikel 55 erstatter tilladelsesdirektivets artikel 7.

Energistyrelsen vil efter den foreslåede ændring fremadrettet kunne fastsætte krav om bankgaranti i forbindelse med gennemførelse af offentlige udbud, som dette også er tilfældet, når Energistyrelsen gennemfører auktioner efter frekvenslovens §§ 10 og 12.

Til nr. 12

Energistyrelsen holder auktion i medfør af § 12 i tilfælde af frekvensknaphed efter § 7, stk. 6, og hvor der ikke er væsentlige samfundsmæssige hensyn at varetage i forbindelse med udstedelsen af tilladelser i henhold til regler fastsat i bekendtgørelse om det frekvenspolitiske rammemandat, jf. bekendtgørelse nr. 1118 af 12. november 2019.

Frekvenslovens § 12, stk. 2, indeholder de emner, som Energistyrelsen kan træffe beslutning om. Disse emner er inddelt i ni punkter, jf. bestemmelsens nr. 1-9, herunder hvilke typer og antal af tilladelser der skal være omfattet af auktionen i § 12, stk. 2 nr. 1.

Der har siden lovens ikrafttræden været en udvikling i den måde, hvorpå auktioner gennemføres. Langt størstedelen af auktionerne har været gennemført i medfør af frekvenslovens §§ 9 og 10. Ikke desto mindre kan det blive aktuelt at gennemføre fremtidige auktioner i medfør af frekvenslovens § 12, hvorfor relevante ændringer i frekvenslovens §§ 9 og 10 tilsvarende bør indarbejdes i frekvenslovens § 12.

Frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 1, foreslås ændret således, at typer og antal tilladelser ændres til radiofrekvenser og opdeling heraf.

Det vil indebære, at bestemmelsens ordlyd er tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Med den foreslåede ændring vil det blive tydeliggjort, at i forbindelse med auktioner beslutter Energistyrelsen, hvilke radiofrekvenser og opdelingen heraf der vil være omfattet af auktionen.

Den foreslåede ændring af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 1, sikrer samtidig en ensretning i forhold til den foreslåede ændring af frekvenslovens § 9, stk. 3, nr. 2, jf. lovforslagets § 2, nr. 8.

Der er et behov for at ændre ordlyden af § 12, stk. 2, nr. 1, i frekvensloven, fordi Energistyrelsen træffer beslutning om, hvilke radiofrekvenser og opdelingen heraf der skal være omfattet af en konkret auktion.

Tidligere var auktioner udformet sådan, at det på forhånd var fastsat, hvilke typer og antal af tilladelser der skulle indgå i auktionen. I dag er auktioner mere komplekse, hvilket bl.a. betyder, at radiofrekvenserne som oftest er opdelt i forskellige frekvensblokke, som budgiverne kan byde på i auktionen. Auktioner kan samtidig indeholde flere budrunder, hvilket betyder, at det først i den sidste budrunde vil kunne konstateres, hvor mange radiofrekvenser ud af den samlede mængde i auktionen, den enkelte budgiver vil få tildelt, og hvor mange budgivere der vinder en tilladelse. Dermed vil resultatet af auktionen afgøre, hvilke og hvor mange tilladelser der vil blive tildelt på baggrund af auktionen. Dette betyder, at Energistyrelsen ikke som tidligere på forhånd vil kunne træffe beslutning om typer og antal af tilladelser, men derimod hvilke radiofrekvenser, der skal på auktion og opdelingen heraf i f.eks. frekvensblokke.

Den foreslåede ændring er en opdatering af bestemmelsen med henblik på at gøre ordlyden tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Indholdet i § 12 skal ses i lyset af teledirektivets artikel 55, der omhandler krav til de procedurer for begrænsning af antallet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i forbindelse med auktioner eller offentlige udbud, der fastsættes nationalt. Teledirektivets artikel 55 erstatter tilladelsesdirektivets artikel 7.

Konsekvensen af den foreslåede ændring er, at ordlyden af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 1, er mere retvisende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Auktioner er blevet mere komplekse og gennemføres som oftest med flere budrunder. Derfor er den nuværende formulering af § 12, stk. 2, nr. 1, blevet forældet.

Til nr. 13

Energistyrelsen holder auktion i medfør af frekvenslovens § 12 i tilfælde af frekvensknaphed efter § 7, stk. 6, og hvor der ikke er væsentlige samfundsmæssige hensyn at varetage i forbindelse med udstedelsen af tilladelser i henhold til regler fastsat i bekendtgørelse om det frekvenspolitiske rammemandat, jf. bekendtgørelse nr. 1118 af 12. november 2019.

Frekvenslovens § 12, stk. 2, indeholder de emner, som Energistyrelsens beslutning kan omfatte, herunder § 12, stk. 2, nr. 2, der henviser til auktionsformen, auktionsmaterialet, afholdelse af auktionen og forudsætninger for deltagelse i auktionen.

Der har siden lovens ikrafttræden været en udvikling i forhold til, hvordan auktioner gennemføres. Langt størstedelen af auktioner har været gennemført i medfør af frekvenslovens §§ 9 og 10. Ikke desto mindre kan det blive aktuelt at gennemføre fremtidige auktioner i medfør af frekvenslovens § 12, hvorfor relevante ændringer i frekvenslovens §§ 9 og 10 tilsvarende bør indarbejdes i frekvenslovens § 12.

Energistyrelsens beslutning i medfør af frekvenslovens § 12 indeholder det juridiske grundlag for Energistyrelsens gennemførelse af auktionen.

Frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 2, foreslås ændret således, at auktionsformen ændres til auktionsdesign, herunder auktionsformat og frekvenslofter.

Det vil indebære, at bestemmelsens ordlyd er tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Med den foreslåede ændring vil det blive tydeliggjort, at i forbindelse med auktioner beslutter Energistyrelsen en række forhold i relation til auktionen, der bl.a. vedrører auktionsdesign, herunder auktionsformat og frekvenslofter.

Den foreslåede ændring af ordlyden af bestemmelsen vil skulle tydeliggøre, at flere elementer, herunder auktionsformat og frekvenslofter indgår i auktionsdesignet. Den gældende ordlyd vedrørende auktionsformen vurderes i dag at være upræcis i forhold til det, som Energistyrelsens beslutning indeholder i relation til gennemførelsen af auktionen. Auktionsdesign rummer alle de elementer, der indgår i gennemførelsen af en auktion. Det foreslås at henvise til bl.a. auktionsformat og frekvenslofter som en del af de emner, der skal indgå i Energistyrelsens beslutning. Auktionsformat betegner den auktionstype, der vælges og gennemføres elektronisk. Frekvenslofter er et værktøj i auktionen, som sikrer et minimum antal af vindere i en auktion, da frekvensloftet fastsætter, hvor mange radiofrekvenser den enkelte budgiver i auktionen kan få tildelt i auktionen.

Den foreslåede ændring vil ikke medføre en ændring i de emner, som indgår i Energistyrelsens beslutning efter § 12 i frekvensloven.

Der er et behov for at ændre ordlyden af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 2, med henblik på at tydeliggøre, hvilke elementer der kan indgå i Energistyrelsens beslutning vedrørende auktionsdesign m.v. I dag er auktioner blevet mere komplekse, hvilket betyder, at flere elementer indgår i design af en auktion og spiller indbyrdes sammen. Samtidig vil det blive tydeliggjort, hvad et auktionsdesign kan indeholde, herunder auktionsformat og frekvenslofter.

Den foreslåede ændring er en opdatering af bestemmelsen med henblik på at gøre ordlyden tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Indholdet i frekvenslovens § 12 skal ses i lyset af teledirektivets artikel 55, der omhandler krav til de procedurer for begrænsning af antallet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i forbindelse med auktioner eller offentlige udbud, der fastsættes nationalt. Teledirektivets artikel 55 erstatter tilladelsesdirektivets artikel 7.

Konsekvensen af den foreslåede ændring er, at ordlyden af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 2, er mere retvisende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag og eksemplificerer, hvad et auktionsdesign kan indeholde. Auktioner er ofte komplekse processer, hvorfor den nuværende formulering af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 2, er upræcis.

Til nr. 14

Energistyrelsen holder auktion i medfør af frekvenslovens § 12 i tilfælde af frekvensknaphed efter § 7, stk. 6, og hvor der ikke er væsentlige samfundsmæssige hensyn at varetage i forbindelse med udstedelsen af tilladelser i henhold til regler fastsat i bekendtgørelse om det frekvenspolitiske rammemandat, jf. bekendtgørelse nr. 1118 af 12. november 2019.

Frekvenslovens § 12, stk. 2, indeholder de emner, som Energistyrelsen kan træffe beslutning om vedrørende gennemførelse af auktionen. Disse emner er inddelt i ni punkter, jf. bestemmelsens nr. 1-9, herunder Energistyrelsens fastsættelse af minimumsbudsum i medfør af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 4.

Frekvenslovens § 9, stk. 3, nr. 4, indeholder en lignende bestemmelse, der dog både indeholder en henvisning til minimumsbudsum og mindstepris. Denne bestemmelse finder anvendelse, når klima-, energi-, og forsyningsministeren træffer beslutning i relation til auktioner og offentlige udbud, hvor der er væsentlige samfundsmæssige hensyn at varetage i forbindelse med udstedelsen af tilladelser i henhold til regler fastsat i bekendtgørelse om det frekvenspolitiske rammemandat, jf. bekendtgørelse nr. 1118 af 12. november 2019.

Gældende ret indeholder dermed en utilsigtet forskel mellem indholdet i frekvenslovens § 9, stk. 3, nr. 4, og § 12, stk. 2, nr. 4.

Energistyrelsens beslutning i medfør af frekvenslovens § 12 indeholder det juridiske grundlag for Energistyrelsens gennemførelse af auktionen.

Frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 4, foreslås ændret således, at mindstepris indsættes efter minimumsbudsum.

Det vil indebære, at bestemmelsen ud over at henvise til minimumsbudsum også henviser til mindstepris.

Minimumsbudsummen er det mindstebeløb, som en budgiver skal byde i en auktion. Minimumsbudsummen kan eksempelvis være summen af mindstepriserne på de genstande f.eks. frekvensblokke, der udbydes i auktionen. Mindstepriser relaterer sig til den eller de genstande, der er på auktion. Det kan f.eks. være én frekvensblok ud af flere.

Der er et behov for at ændre ordlyden af § 12, stk. 2, nr. 4, i frekvensloven, fordi gældende ret indeholder en utilsigtet forskel mellem indholdet i frekvenslovens § 9, stk. 3, nr. 4, og § 12, stk. 2, nr. 4.

Der kan være behov for at fastsætte regler om minimumsbudsum og mindstepris både i auktioner, der gennemføres i medfør af frekvenslovens §§ 9 og 10, hvor klima-, energi-, og forsyningsministeren træffer beslutning om auktion eller offentligt udbud, og i de tilfælde, hvor Energistyrelsen i medfør af § 12 træffer beslutning om gennemførelse af auktion. Derfor foreslås det, at de to nævnte bestemmelser med den foreslåede ændring fremadrettet begge både henviser til minimumsbudsum og mindstepris.

Det har været utilsigtet, at frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 4, ikke indeholder en henvisning til mindstepris, når Energistyrelsen træffer beslutning om auktionen i medfør af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 4.

Den foreslåede ændring skal sikre, at bestemmelsen er enslydende med frekvenslovens § 9, stk. 3, nr. 4. Indholdet i § 12 skal ses i lyset af teledirektivets artikel 55, der omhandler krav til de procedurer for begrænsning af antallet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i forbindelse med auktioner eller offentlige udbud, der fastsættes nationalt. Teledirektivets artikel 55 erstatter tilladelsesdirektivets artikel 7.

Langt størstedelen af auktioner har været gennemført i medfør af frekvenslovens §§ 9 og 10. Ikke desto mindre kan det blive aktuelt at gennemføre fremtidige auktioner i medfør af frekvenslovens § 12. Derfor er det relevant at gennemføre den foreslåede ændring.

Energistyrelsen vil fremadrettet kunne fastætte beslutning om minimumsbudsum og mindstepris i auktioner, der holdes i medfør af reglerne i frekvenslovens § 12.

Til nr. 15

Energistyrelsen holder auktion i medfør af frekvenslovens § 12 i tilfælde af frekvensknaphed efter frekvenslovens § 7, stk. 6, og hvor der ikke er væsentlige samfundsmæssige hensyn at varetage i forbindelse med udstedelsen af tilladelser i henhold til regler fastsat i bekendtgørelse om det frekvenspolitiske rammemandat, jf. bekendtgørelse nr. 1118 af 12. november 2019.

Frekvenslovens § 12, stk. 2 indeholder de emner, som Energistyrelsen kan træffe beslutning om vedrørende gennemførelse af auktionen. Disse emner er inddelt i ni punkter, jf. bestemmelsens nr. 1-9, herunder Energistyrelsens fastsættelse af fordeling af tilladelser i medfør af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 5.

Frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 3, indeholder en tilsvarende bestemmelse, der foreslås ophævet i medfør af lovforslagets § 2, nr. 10.

Der har siden lovens ikrafttræden været en udvikling i forhold til, hvordan auktioner gennemføres. Langt størstedelen af auktioner har været gennemført i medfør af frekvenslovens §§ 9 og 10. Ikke desto mindre kan det blive aktuelt at gennemføre fremtidige auktioner i medfør af frekvenslovens § 12.

Energistyrelsens beslutning i medfør af frekvenslovens § 12 indeholder det juridiske grundlag for Energistyrelsens gennemførelse af auktionen.

Det foreslås, at frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 5, om, at Energistyrelsen træffer beslutning om fordeling af tilladelserne i forbindelse med en auktion efter frekvenslovens § 12 ophæves.

Det indebærer, at bestemmelsen vil afspejle, hvordan auktioner gennemføres i dag. Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at Energistyrelsens beslutning ikke vedrører en fordeling af tilladelserne.

En fordeling af tilladelserne sker på baggrund af resultatet af auktionen og vil således være omfattet af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 2, om afholdelse af auktion og forudsætningerne for at deltage i auktionen.

Den foreslåede ophævelse af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 5, indebærer en konsekvensændring af rækkefølgen i de efterfølgende numre, og således ændres frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 6-9, til § 12, stk. 2, nr. 5-8.

Der er behov for at ophæve frekvenslovens § 10, stk. 2, nr. 3, fordi ordlyden er forældet i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Fordeling af tilladelserne sker på baggrund af resultatet af den enkelte auktion og vil således være omfattet af frekvenslovens § 12, stk. 2, nr. 2.

Den foreslåede ophævelse er af ordensmæssig karakter med henblik på at gøre ordlyden tidssvarende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag. Indholdet i frekvenslovens § 12 skal ses i lyset af teledirektivets artikel 55, der omhandler krav til de procedurer for begrænsning af antallet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i forbindelse med auktioner eller offentlige udbud, der fastsættes nationalt. Teledirektivets artikel 55 erstatter tilladelsesdirektivets artikel 7.

Konsekvensen af den foreslåede ophævelse er, at ordlyden af frekvenslovens § 12, stk. 2, er mere retvisende i forhold til, hvordan auktioner gennemføres i dag.

Til nr. 16

I frekvenslovens § 14, stk. 1, indgår en opregning af de formål, som kan begrunde, at der fastsættes begrænsninger i tilladelser til at anvende radiofrekvenser i form af krav om at anvende en bestemt teknologi, hvis Energistyrelsen vurderer, at det er nødvendigt. Af frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 2, fremgår, at et af disse hensyn kan være at beskytte folkesundheden mod elektromagnetiske felter.

Det foreslås, at eller efter elektromagnetiske felter i frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 2, ændres til et komma efter elektromagnetiske felter. Baggrunden for den foreslåede ændring er af sproglig karakter, idet der i frekvenslovens § 14, stk. 1, foreslås indsat fire nye numre i form af § 14, stk. 1, nr. 4-7, jf. lovforslagets § 2, nr. 18.

Den foreslåede ændring i § 14, stk. 1, nr. 2, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 17

I frekvenslovens § 14, stk. 1, indgår en opregning af de formål, som kan begrunde, at der fastsættes begrænsninger i tilladelser til at anvende radiofrekvenser i form af krav om at anvende en bestemt teknologi, hvis Energistyrelsen vurderer, at det er nødvendigt. Af frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 3, fremgår, at et af disse hensyn kan være at overholde en fastsat begrænsning i udbuddet af en bestemt tjeneste.

Det foreslås, at punktummet efter tjeneste i frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 3, ændres til et komma. Baggrunden for den foreslåede ændring er af sproglig karakter, idet der foreslås indsat fire nye numre i frekvenslovens § 14, stk. 1, som beskrevet i den foreslåede ændring af frekvenslovens § 14, stk. 1, jf. lovforslagets § 2, nr. 18.

Den foreslåede ændring i § 14, stk. 1, nr. 3, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 18

Efter frekvenslovens § 14, stk. 1, fastsætter Energistyrelsen ved udstedelse af tilladelser vilkår for, hvordan de radiofrekvenser, som er omfattet af tilladelserne, må anvendes.

Udgangspunktet er, at der udstedes tjeneste- og teknologineutrale tilladelser, så en tilladelsesindehaver selv kan beslutte, hvilken teknologi tilladelsesindehaveren vil anvende, jf. frekvenslovens § 14, stk. 1, og hvilke tjenester tilladelsesindehaveren vil udbyde i medfør af tilladelsen til at anvende radiofrekvenser, jf. frekvenslovens § 14, stk. 2.

Men der kan i forhold til udgangspunktet om teknologineutralitet i frekvenslovens § 14, stk. 1, gøres undtagelser og fastsættes vilkår, som kan omfatte begrænsninger i forhold til tilladelsesindehaverens anvendelse af teknologi, hvis Energistyrelsen vurderer, at sådanne begrænsninger er nødvendige af hensyn til at undgå uacceptable forstyrrelser af frekvensanvendelsen, jf. frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 1, beskytte folkesundheden mod elektromagnetiske felter, jf. frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 2, eller for at overholde en fastsat begrænsning i udbuddet af en bestemt tjeneste, jf. frekvenslovens § 14, stk. 2, nr. 3.

Begrænsninger i tilladelsesvilkår af en tilladelsesindehavers anvendelse af teknologi, når tilladelsesindehaveren anvender radiofrekvenser omfattet af tilladelsen, kan være relevante, hvor det er nødvendigt for at varetage formålene med frekvensloven efter lovens § 2 om varetagelse af væsentlige samfundsmæssige hensyn, fremme konkurrence og sikre effektiv anvendelse af radiofrekvenser.

Det foreslås, at der i frekvenslovens § 14, stk. 1, indsættes fire nye bestemmelser i form af nr. 4-7, om at der kan fastsættes begrænsninger i forhold til tilladelsesindehaveres anvendelse af teknologi for at sikre tjenesters tekniske kvalitet, mest mulig delt anvendelse af radiofrekvenser, effektiv udnyttelse af radiofrekvenser eller opfyldelse af en almennyttig målsætning i overensstemmelse med bestemmelsens stk. 2.

Disse bestemmelser vil på linje med de gældende bestemmelser i frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 1-3, give Energistyrelsen mulighed for i en tilladelse til at anvende radiofrekvenser i form af konkrete tilladelsesvilkår at fastsætte begrænsninger i forhold til, hvilke typer af teknologi en tilladelsesindehaver kan anvende, når tilladelsesindehaveren anvender radiofrekvenser i medfør af tilladelsen. Disse begrænsninger skal være nødvendige for at opnå de mål, som fremgår af de foreslåede bestemmelser i frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 4-7.

Det fremgår af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 14, jf. Folketingstidende 2008-09, tillæg A, side 4267-4268, at vilkår i tilladelser til at anvende radiofrekvenser skal begrænses til det nødvendige og være objektivt begrundede, gennemsigtige, forholdsmæssigt afpassede og ikkediskriminerede. Det fremgår videre af bemærkningerne, at Energistyrelsen ved fastsættelse af vilkår i tilladelser er begrænset af frekvenslovens formål i § 2 og af de overordnede rammer, som er fastsat i bekendtgørelsen om det frekvenspolitiske rammemandat, der udstedes af klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af frekvenslovens § 3. Det fremgår endelig af bemærkningerne, at Energistyrelsens fastsættelse af vilkår er begrænset af de mulige vilkår i tilladelser, som fremgår af tilladelsesdirektivet (direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, som ændret ved direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009), som bl.a. omfatter vilkår af teknisk karakter og vilkår med henblik på at hindre uacceptable forstyrrelser.

Disse gældende rammer for at fastsætte vilkår i tilladelser til at anvende radiofrekvenser vil ligeledes gælde for de foreslåede bestemmelser i frekvenslovens § 14, stk. 1, nr. 4-7. Energistyrelsens fastsættelse af vilkår i tilladelser vil på samme måde være begrænset af teledirektivet, som erstatter tilladelsesdirektivet. Det fremgår af teledirektivets artikel 13, stk. 1, at tilladelser til at anvende radiofrekvenser kun kan underlægges de vilkår, som fremgår af direktivets bilag I. Af direktivets bilag I, del D, fremgår en udtømmende liste af vilkår, som kan fastsættes i tilladelser til at anvende radiofrekvenser. Vilkår omfattet af denne udtømmende liste kan fastsættes i medfør af frekvenslovens § 14.

Der foreslås i frekvenslovens § 14, stk. 1, indsat et nyt nr. 4, om, at der vil kunne fastsættes krav i form af begrænsinger for at anvende teknologi for at sikre tjenesters tekniske kvalitet.

Denne adgang til at fastsætte krav foreslås indført for at gøre det muligt gennem tilladelsesvilkår at fremme, at der udbydes velfungerende tjenester på markedet med et passende niveau for disse tjenesters tekniske kvalitet, uden at det f.eks. udelukkes, at der kan anvendes mere end én tjeneste i samme frekvensbånd.

Der foreslås i frekvenslovens § 14, stk. 1, indsat et nyt nr. 5, om, at der vil kunne fastsættes krav i form af begrænsinger i forhold til at anvende teknologi for at sikre muligheden for delt anvendelse af radiofrekvenser.

Denne adgang til at fastsætte krav foreslås indført for at gøre det muligt gennem tilladelsesvilkår at fremme, at frekvensressourcerne anvendes så effektivt som muligt gennem delt anvendelse.

Der vil i den forbindelse kunne fastsættes vilkår, som enten ikke hindrer, eller som giver mulighed for deling af frekvensressourcerne mellem forskellige tilladelsesindehavere og mellem tilladelsesindehavere og forskellige andre brugere af radiofrekvenser. Ingen brugere af radiofrekvenser, herunder tilladelsesindehavere, har en eksklusiv ret til at anvende bestemte radiofrekvenser, hvis andre brugere kan anvende samme radiofrekvenser, uden at det skaber uacceptable forstyrrelser for tilladelsesindehaverne eller andre brugere af de samme radiofrekvenser.

Delt anvendelse af radiofrekvenser kan bidrage til at imødekomme den stigende efterspørgsel på radiofrekvenser til brug for bl.a. nye trådløse teknologier og tjenester. I en række af teledirektivets bestemmelser er der derfor fokus på, at medlemsstaterne gennem konkrete tiltag ikke skal lægge hindringer i vejen for eller skal fremme mulighederne for deling af radiofrekvenser. Deling af radiofrekvenser mellem flere brugere kan bidrage til faktisk og effektiv anvendelse af frekvensressourcerne.

Der foreslås i frekvenslovens § 14, stk. 1, indsat et nyt nr. 6, om, at der vil kunne fastsættes krav i form af begrænsinger for at anvende teknologi for at sikre effektiv udnyttelse af radiofrekvenser.

Effektiv udnyttelse af radiofrekvenser er et af de overordnede formål med frekvensloven, og denne mulighed for at fastsætte krav foreslås indført for at gøre det muligt gennem tilladelsesvilkår at fremme anvendelse af bestemte teknologier med henblik på at anvende den knappe ressource, som radiofrekvenser er, så effektivt som muligt.

Muligheden for at fastsætte krav i form af tilladelsesvilkår for at sikre effektiv udnyttelse af radiofrekvenser findes også i forhold til udbud af tjenester i den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 14, stk. 2, nr. 3, hvorefter der kan fastsættes begrænsninger i udbuddet af en bestemt tjeneste, hvis det vurderes nødvendigt for at sikre effektiv udnyttelse af frekvensressourcerne.

Der foreslås endelig i frekvenslovens § 14, stk. 1, indsat et nyt nr. 7, om, at der vil kunne fastsættes krav i form af begrænsinger for at anvende teknologi til opfyldelse af en almennyttig målsætning, i overenstemmelse med frekvenslovens § 14, stk. 2.

Denne adgang til at fastsætte krav foreslås indført for, at der gennem en begrænsning af, hvilken teknologi der må anvendes i medfør af en tilladelse til at anvende radiofrekvenser, kan træffes nødvendige foranstaltninger for at varetage almennyttige målsætninger i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 14, stk. 2. Almennyttige målsætninger kan i henhold til frekvenslovens § 14, stk. 2, nr. 1-4, omfatte sikkerhed for menneskeliv, fremme af social, regional og territorial samhørighed, effektiv udnyttelse af radiofrekvenser og fremme af kulturel og sproglig mangfoldighed samt mediepluralisme.

Den foreslåede indsættelse af nr. 4-7 i frekvenslovens § 14, stk. 1, implementerer teledirektivets artikel 45, stk. 4, litra c-f. Teledirektivets artikel 45 erstatter artikel 9 i rammedirektivet.

Til nr. 19

Frekvensloven indeholder en hjemmel til at fastsætte vilkår om at anvende tilladelser udstedt på baggrund af auktion eller offentligt udbud, jf. frekvenslovens § 10, stk. 3, nr. 2, § 11, stk. 3, nr. 2, og § 12, stk. 3. Energistyrelsens hjemmel til at fastsætte denne type vilkår blev indført ved en ændring af frekvensloven i 2016. Formålet var at sikre en effektiv anvendelse af radiofrekvenser, idet radiofrekvenser har en væsentlig samfundsmæssig betydning for den digitale infrastruktur.

Energistyrelsens hjemmel til at fastsætte vilkår om anvendelse i tilladelser, der er udstedt på baggrund af auktion eller offentligt udbud, er blevet anvendt af Energistyrelsen i forbindelse med auktion over tilladelser i 1800 MHz-frekvensbåndet i 2016 og auktion over tilladelser i 700-, 900- og 2300 MHz-frekvensbåndene i 2019. Tilladelsesindehaverne har på baggrund af resultaterne af disse auktioner fået udstedt tilladelser med vilkår om at anvende de omfattede radiofrekvenser på en bestemt måde inden en nærmere fastsat dato. Dette betyder i praksis, at tilladelsesindehaveren skal dokumentere over for Energistyrelsen på et nærmere angivet tidspunkt, at tilladelsesindehaveren anvender de radiofrekvenser, der er omfattet af tilladelsen, på den måde det er angivet i tilladelsen. Vilkårene om anvendelse i tilladelserne beskriver, hvordan tilladelsesindehaverne skal dokumentere det pågældende vilkår om anvendelse.

Frekvensloven indeholder ikke i dag en hjemmel for Energistyrelsen til at fastsætte vilkår om anvendelse i tilladelser, der udstedes, efterhånden som ansøgninger herom modtages, i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1. Energistyrelsen har i dag mulighed for i medfør af frekvenslovens § 10, stk. 3, § 11, stk. 3 og § 12, stk. 3, at fastsætte vilkår om anvendelse i tilladelser, der udstedes i medfør af frekvenslovens §§ 10-12 på baggrund af auktion eller udbud.

Radiofrekvenser, der udstedes tilladelse til i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1, kan have mange forskellige karakteristika og kan eksempelvis anvendes til radiokædeforbindelser og landmobile tjenester.

Energistyrelsen fastsætter en række vilkår i medfør af frekvenslovens § 14 ved udstedelse af tilladelser i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1. Disse vilkår kan bl.a. omfatte begrænsninger i form af krav om at anvende en bestemt teknologi eller begrænsninger i forhold til at udbyde en bestemt tjeneste, hvis Energistyrelsen vurderer, at sådanne begrænsninger er nødvendige, jf. frekvenslovens § 14, stk. 1 og 2. Vilkår om forskellige radiotekniske krav, herunder krav om maksimal sendestyrke og krav med henblik på at minimere forstyrrelser af anden radiokommunikation, fastsættes af Energistyrelsen i medfør af frekvenslovens § 14, stk. 3.

Der foreslås indsat en hjemmel i frekvenslovens § 14, stk. 5, hvorefter Energistyrelsen vil kunne fastsætte et vilkår om anvendelse af radiofrekvenser, der er omfattet af en tilladelse, som udstedes i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1, inden en nærmere fastsat dato

Energistyrelsens fastsættelse af vilkår om anvendelse skal medvirke til at sikre en effektiv frekvensanvendelse, som harmonerer med de overordnede formål i frekvenslovens § 2 om at fremme konkurrence på markedet og effektiv udnyttelse af radiofrekvenser.

Der har vist sig et behov for, at Energistyrelsen kan sikre en effektiv frekvensanvendelse i andre typer af tilladelser end dem, der er udstedt på baggrund af auktion eller offentligt udbud. Der kan også i tilladelser, der udstedes i medfør af § 7, stk. 1, efterhånden som ansøgninger herom modtages, være behov for i konkrete tilfælde at fastsætte vilkår om anvendelse for at sikre, at frekvenserne ikke ligger ubrugte hen. Hermed sikres det også, at tilladelsesindehavere ikke hindrer, at andre kan få adgang til de pågældende radiofrekvenser, hvis de ikke anvendes. På den baggrund foreslås Energistyrelsens adgang til at kunne fastsætte vilkår om anvendelse i tilladelser til at anvende radiofrekvenser udvidet.

Formålet med at indføre en adgang for Energistyrelsen til at kunne fastsætte et vilkår om anvendelse er at opnå en faktisk og effektiv frekvensudnyttelse til gavn for udbygningen af den digitale infrastruktur. Samtidig skal det sikres, at radiofrekvenser ikke er tildelt til tilladelsesindehavere, der ikke anvender radiofrekvenserne. Dette er til gavn for andre potentielle brugere af de pågældende frekvenser, som dermed kan få udstedt tilladelse til at anvende radiofrekvenserne.

Med det foreslåede stk. 5 i frekvenslovens § 14 får Energistyrelsen mulighed for at fastsætte vilkår om, at radiofrekvenser omfattet af tilladelser til at anvende radiofrekvenser, der udstedes i medfør af § 7, stk. 1, efterhånden som ansøgninger herom modtages, skal tages i anvendelse inden et nærmere bestemt tidspunkt og derefter til stadighed anvendes i et nærmere bestemt omfang.

Energistyrelsens udnyttelse af denne adgang til at kunne fastsætte vilkår om anvendelse vil skulle ske på baggrund af en proportionalitetsvurdering. Således vil der skulle foretages en afvejning af hensynet til, at radiofrekvenser anvendes effektivt til gavn for den digitale infrastruktur over for hensynet til tilladelsesindehaverens interesse i at kunne tage radiofrekvenser i anvendelse, efterhånden som tilladelsesindehaveren får behov for yderligere kapacitet.

Et vilkår om anvendelse vil ligeledes skulle fastsættes ud fra en vurdering af de anvendelsesmuligheder, der er for den pågældende type radiofrekvenser. Anvendelsesmuligheder skal i denne sammenhæng forstås som f.eks., hvilke typer af tjenester der kan udbydes med de pågældende radiofrekvenser, og hvorvidt radiofrekvenserne kan anvendes på andre måder, der sikrer en effektiv udnyttelse.

Ved fastsættelsen af et vilkår om anvendelse vil yderligere elementer kunne indgå, herunder krav om udbud af tjenester og krav om procentvis anvendelse af tilladelsen.

Endvidere vil et vilkår om anvendelse kunne fastsættes som en trinvis anvendelse. Det kan f.eks. ske således, at en vis procentdel af radiofrekvenserne i tilladelsen skal anvendes på en nærmere bestemt måde inden to år, og en større procentvis andel skal anvendes på en nærmere bestemt måde inden fire år efter udstedelsen af tilladelsen.

Som udgangspunkt forventes der fastsat en frist for tilladelsesindehaverne på et-fire år til at opfylde et vilkår om anvendelse. Energistyrelsen kan fastsætte en længere frist, hvis der er væsentlige grunde til det. En frist på et-fire år skal ses i lyset af tilladelsernes varighed på mindst 15 år. Endvidere vil fristen ikke skulle fastsættes på en sådan måde, så formålet med bestemmelsen ikke bliver opfyldt. Det vil sige, at fristen normalt ikke vil skulle fastsættes, så tilladelsesindehaveren får f.eks. 10 år til at opfylde et vilkår om anvendelse, idet der i den situation kun vil være fem år tilbage af tilladelsens varighed.

Med henblik på at sikre, at frekvenserne til stadighed anvendes og ikke kun på det tidspunkt, hvor anvendelsen af frekvenserne skal dokumenteres over for Energistyrelsen, skal et vilkår om anvendelse forstås som krav om en løbende anvendelse. Det vil sige, at vilkåret om anvendelse skal opfyldes løbende efter det tidspunkt, hvor det er dokumenteret opfyldt over for Energistyrelsen.

Et eksempel på, hvor der vil kunne være behov for at fastsætte et vilkår om anvendelse i en tilladelse udstedt i medfør af frekvenslovens § 7, stk 1, er, hvis der udstedes en tilladelse til landsdækkende anvendelse af radiofrekvenser til radiokædeformål. Her kan anvendelsen af frekvenserne være stor i begyndelsen af tilladelsesperioden. I løbet af tilladelsesperioden kan radiokædelinkene f.eks. blive erstattet af fiberforbindelser, og dermed falder anvendelsen af frekvenserne i den landsdækkende tilladelse. I sådan et tilfælde vil Energistyrelsen i medfør af frekvenslovens § 41 kunne bede tilladelsesindehaveren om at dokumentere, at vilkåret om anvendelse overholdes, hvis der f.eks. er behov for frekvenserne til andre brugere eller andre formål. Energistyrelsen vil i et sådant tilfælde i stedet for en tilladelse, der giver tilladelsesindehaveren ret til at anvende radiofrekvenserne i hele landet, eventuelt kunne tilbyde tilladelsesindehaveren en tilladelse til enkelte radiokædestrækninger, der vil kunne opfylde tilladelsesindehaverens konkrete behov.

Et eventuelt vilkår om anvendelse vil i medfør af det foreslåede stk. 5 i frekvenslovens § 14 blive fastsat i den tilladelse, der bliver udstedt i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1. Det vil fremgå af tilladelsen, hvordan de omfattede radiofrekvenser skal anvendes, og hvordan tilladelsesindehaveren skal dokumentere, at radiofrekvenserne anvendes i overensstemmelse med vilkåret.

Den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 5, skal ses i lyset af teledirektivets artikel 45-47, hvorefter medlemsstaterne bl.a. skal søge at fremme størst mulig faktisk og effektiv anvendelse af radiofrekvenser f.eks. ved at fastsætte vilkår for tilladelserne, der angiver de nærmere betingelser og frister for at anvende radiofrekvenserne.

Energistyrelsen vil ikke fastsætte vilkår om anvendelse i alle typer af tilladelser, der udstedes i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1. Det vil alene være relevant for Energistyrelsen at anvende denne adgang til at fastsætte vilkår om anvendelse i relativt få tilfælde, hvor Energistyrelsen finder det proportionalt og nødvendigt i lyset af radiofrekvensernes anvendelsesmuligheder, Energistyrelsens tidligere erfaringer med anvendelsen af de pågældende radiofrekvenser og Energistyrelsens vurdering af de fremtidige anvendelsesmuligheder for de pågældende radiofrekvenser.

Energistyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse fremover kunne fastsætte vilkår om anvendelse både i tilladelser, der er udstedt ved auktion eller offentligt udbud, og i tilladelser, der udstedes, efterhånden som ansøgninger herom modtages.

Som udgangspunkt må en tilladelsesindehaver, der ansøger om en tilladelse, formodes at have incitament til at anvende de pågældende radiofrekvenser. På den baggrund vurderes den foreslåede ændring ikke at få en negativ påvirkning på tilladelsesindehavernes forretningsforhold, fleksibilitet m.v.

Den foreslåede ændring medvirker til at fremme, at de pågældende radiofrekvenser anvendes. Samtidig kan den foreslåede ændring sammen med betaling af frekvensafgifter, jf. frekvenslovens § 50, medvirke til at fremme, at tilladelser tilbageleveres, hvis de ikke anvendes. Dermed vil andre aktører i markedet få bedre muligheder for at få tilladelse til at anvende de pågældende radiofrekvenser.

Til nr. 20

I medfør af den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 19 er Energistyrelsen bemyndiget til at fastætte regler om varigheden af tilladelser til at anvende radiofrekvenser.

Der kan være tale om tilladelser, som udstedes efter frekvenslovens § 7, stk. 1, efterhånden som ansøgninger herom modtages, eller på baggrund af auktion eller offentligt udbud efter frekvenslovens § 10, stk. 4, § 11, stk. 4, eller § 12, stk. 4, hvis varigheden af de sidstnævnte tilladelser ikke allerede er fastsat i de konkrete tilladelser, som er blevet udstedt efter auktionen eller det offentlige udbud. Endelig bemyndiges Energistyrelsen også til at fastsætte regler om varigheden af frekvenstilladelser til brug for afprøvning af en nærmere specificeret teknologi eller tjeneste, jf. frekvenslovens § 13, stk. 1.

I medfør af bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser, jf. bekendtgørelse nr. 667 af 25. maj 2020, har tilladelser, der udstedes efterhånden som ansøgninger herom modtages, jf. frekvenslovens § 7, stk. 1, en varighed på resten af det kalenderår, hvori tilladelsen udstedes, og de 15 følgende kalenderår, medmindre der er søgt om en kortere varighed. En forsøgstilladelse udstedt i medfør af frekvenslovens § 13, stk. 1, udstedes med en varighed på et år, medmindre der er søgt om en kortere varighed.

Varigheden af tilladelser udstedt på baggrund af auktion og offentligt udbud fastsættes oftest konkret i medfør af Energistyrelsens beslutning om vilkår i tilladelser, jf. frekvenslovens § 10, stk. 3, § 11, stk. 3, og § 12, stk. 3. I den forbindelse kan det også besluttes, om tilladelserne skal bortfalde ved udløbet af varigheden uden mulighed for fornyelse.

Det foreslås, at Energistyrelsens bemyndigelse til i frekvenslovens § 19 at fastsætte regler om varigheden af tilladelser ændres, så Energistyrelsen kan fastsætte regler om varigheden af tilladelser til at anvende radiofrekvenser, der er harmoniseret til trådløse bredbåndstjenester, som udstedes, efterhånden som ansøgninger herom modtages, jf. frekvenslovens § 7, stk. 1, på baggrund af auktion, jf. frekvenslovens § 10, stk. 4, og § 12, stk. 4, eller på baggrund af offentligt udbud, jf. frekvenslovens § 11, stk. 4, og om varigheden af tilladelser udstedt i medfør af frekvenslovens § 7, stk. 1, jf. den foreslåede bestemelse i § 7 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, til at anvende radiofrekvenser på andre vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår.

Det fremgår af teledirektivets artikel 49, stk. 1, ligesom af tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 2, 4. afsnit, i dag, at tilladelsers varighed skal være rimelig i forhold til at fremme konkurrence, dækning, tjenestekvalitet, effektiv anvendelse af frekvenser, innovation samt mulighederne for at genvinde foretagne investeringer.

Efter teledirektivets artikel 49, stk. 2, skal varigheden af tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som er harmoniseret til trådløse bredbåndstjenester, og som har en tidsmæssigt begrænset varighed, ud over at have rimelig varighed i overensstemmelse med artikel 49, stk. 1, også give tilladelsesindehaverne en reguleringsmæssig forudsigelighed på mindst 20 år i forhold til betingelserne for at foretage investeringer i infrastruktur til brug for at anvende radiofrekvenserne. Tilladelserne skal udstedes med en varighed på mindst 15 år, og hvis tilladelserne ikke udstedes med en varighed på mindst 20 år, skal tilladelserne kunne forlænges med en passende varighed for samlet at give tilladelsesindehaverne den reguleringsmæssige forudsigelighed på mindst 20 år.

Det forudsættes, at Energistyrelsen ved udmøntningen af bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse fastsætter regler om, at de pågældende tilladelser som udgangspunkt udstedes med en varighed på 20 år.

Der kan efter teledirektivets artikel 49, stk. 3, i en række nærmere angivne tilfælde gøres undtagelse fra artikel 49, stk. 2, og udstedes tilladelser til de pågældende radiofrekvenser med kortere varighed, end det kræves efter artikel 49, stk. 2.

Der kan udstedes tilladelser til at anvende radiofrekvenserne i begrænsede geografiske områder, hvor adgangen til højhastighedsnet er meget mangelfuld eller fraværende, og det er nødvendigt for at sikre opfyldelse af de overordnede mål på frekvensområdet i teledirektivet om harmonisering af frekvensanvendelsen i EU for at fremme effektiv anvendelse af radiofrekvenser og sikre forbrugerne flest mulige fordele. Det kan derudover ske i forbindelse med specifikke kortsigtede projekter, til forsøg med anvendelse af radiofrekvenser, til brug for anvendelse af radiofrekvenser til tjenester, som kan sameksistere teknisk med trådløse bredbåndstjenester og endelig til tilladelser til at anvende harmoniserede radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår, jf. den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 7 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 7. Disse undtagelser kan også udmøntes gennem regler, som fastsættes af Energistyrelsen i medfør af den foreslåede ændring i bemyndigelsen i frekvenslovens § 19.

Som nævnt ovenfor i de specielle bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 7 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 7, vil bl.a. tilladelser til at anvende radiofrekvenser på andre tekniske vilkår end de harmoniserede tekniske vilkår blive udstedt med en varighed på et år. Det skyldes, at der ikke udstedes tilladelse til at anvende radiofrekvenserne på harmoniserede tekniske vilkår, og at radiofrekvenserne skal være tilgængelige med kort varsel for interesserede brugere, der ønsker at anvende dem på de harmoniserede tekniske vilkår.

En væsentlig teknologisk forandring de kommende år vil være introduktionen af 5. generations mobilnet – også kaldet 5G. Formålet med at fastsætte en bemyndigelse til Energistyrelsen til at fastsætte regler om, at tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som er harmoniseret til trådløse bredbåndstjenester, skal have en varighed på 20 år, er at give tilladelsesindehaverne en umiddelbar og klar reguleringsmæssig forudsigelighed på mindst 20 år, som det kræves i teledirektivets artikel 49, stk. 2, for at fremme investeringssikkerheden. Med den foreslåede bestemmelse søges det generelt at give aktørerne på markedet større klarhed og forudsigelighed om de regulatoriske rammer for investering i udrulning og anvendelse af 5G-mobilnet, der kræver foretagelse af betydelige investeringer i ny teleinfrastruktur og udstyr for at kunne udbyde 5G-tjenester.

Fastsættelse i konkrete tilladelser udstedt f.eks. på baggrund af en auktion eller et offentligt udbud af en varighed på mere end 20 år for tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som er harmoniseret til trådløse bredbåndstjenester, vil kunne være relevant, hvor en tilladelsesindehaver f.eks. vil skulle foretage ekstraordinært store investeringer i udrulning af infrastruktur for at anvende frekvenserne, opfylde ekstraordinært byrdefulde tilladelsesvilkår om at sikre en vis geografisk eller befolkningsmæssig dækning til en vis frist eller om at anvende de omfattede radiofrekvenser på en bestemt måde inden en nærmere bestemt dato. Disse tilladelsesvilkår kan være byrdefulde, men fastsættes med henblik på at sikre det væsentlige samfundsmæssige hensyn i, at udbredelse af disse tjenester, som kan have stor samfundsøkonomisk betydning, sker i hele landet. En varighed på mere end 20 år vil også kunne være relevant, hvor der på tidspunktet for udstedelsen af tilladelserne er væsentlig teknologisk umodenhed eller anden væsentlig usikkerhed for tilladelsesindehaverne om, hvordan og med hvilket udstyr frekvenserne kan anvendes i tilladelsesperioden. Endelig vil det også kunne være relevant for at koordinere varigheden af de pågældende tilladelser med andre tilladelser, som er eller vil blive udstedt.

Der sondres i teledirektivets artikel 49, stk. 2, ikke mellem tilladelser, der udstedes efterhånden som ansøgninger herom modtages, jf. frekvenslovens § 7, stk. 1, og tilladelser, som udstedes efter auktion eller offentligt udbud, jf. frekvenslovens §§ 10-12. Det afgørende for, om en tilladelse er omfattet af kravene til varighed i teledirektivets artikel 49, stk. 2, er, om der er tale om tilladelser til at anvende harmoniserede radiofrekvenser til trådløse bredbåndstjenester, som udstedes med en begrænset varighed. Derfor vil varigheden af eventuelle tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som er harmoniseret med henblik på trådløse bredbåndstjenester, og som udstedes efterhånden som ansøgninger herom modtages, jf. frekvenslovens § 7, stk. 1, ved udstedelsen også blive fastsat til 20 år efter de regler, som udstedes i medfør af den foreslåede ændrede bemyndigelse i frekvenslovens § 19.

Ved den foreslåede ændrede bemyndigelse for Energistyrelsen til at fastsætte regler i medfør af frekvenslovens § 19, vil der kunne fastsættes regler, som medfører, at indehavere af tilladelser til at anvende radiofrekvenser, som er harmoniseret til trådløse bredbåndstjenester, får den i teledirektivet krævede reguleringsmæssige forudsigelighed på mindst 20 år i forhold til at foretage investeringer i infrastruktur til brug for at anvende radiofrekvenser opfyldes.

Den foreslåede ændring af Energistyrelsens bemyndigelse til at kunne fastsætte regler om varigheden af tilladelser til at anvende radiofrekvenser, der er harmoniseret til trådløse bredbåndstjenester, giver Energistyrelsen hjemmel til at fastsætte regler, som implementerer dele af teledirektivets artikel 49, stk. 2-4, som er nye bestemmelser i forhold til de gældende direktiver på området. Teledirektivets artikel 49, stk. 1, erstatter tilladelsesdirektivets artikel 5, stk. 2, 4. afsnit.

Varigheden af konkrete tilladelser, som f.eks. udstedes på baggrund af en auktion eller et offentligt udbud, vil på udstedelsestidspunktet altid være kendt af deltagerne i auktionen eller det offentlige udbud gennem auktions- eller udbudsmaterialet, som foreligger, inden auktionen holdes, eller det offentlige udbud gennemføres.

Set i forhold til tilsvarende tilladelser udstedt på baggrund af auktioner, som klima-, energi- og forsyningsministeren har truffet beslutning om i medfør af frekvenslovens § 9, stk. 2, i årene 2010-2019, vil et udgangspunkt på 20 års varighed ikke føre til en væsentlig ændring af den hidtidige gennemsnitlige varighed af disse tilladelser, der har været på mellem 19 og 20 år.

Tilladelser til at anvende radiofrekvenser til at afprøve en nærmere specificeret teknologi eller tjeneste efter frekvenslovens § 13 vil fortsat blive udstedt med en maksimal varighed på et år.

Til nr. 21

Overdragelse og tilbagelevering af frekvenstilladelser er reguleret i frekvenslovens § 21. Efter frekvenslovens § 21, stk. 1, kan tilladelsesindehavere overdrage frekvenstilladelser til nye tilladelsesindehavere, herunder overdrage dele af frekvenstilladelser i form af dele af de omfattede radiofrekvenser eller dele af tilladelsernes geografiske anvendelsesområde. Tilladelsesindehavere kan også tilbagelevere frekvenstilladelser til Energistyrelsen.

Overdragelse og tilbagelevering af tilladelser kræver efter frekvenslovens § 21, stk. 1, som udgangspunkt ikke godkendelse af Energistyrelsen. I medfør af bekendtgørelse om ovedragelse og tilbagelevering af visse tilladelser til at anvende radiofrekvenser, jf. bekendtgørelse nr. 1129 af 1. december 2009, kræves Energistyrelsens forudgående godkendelse for, at tilladelsesindehavere kan overdrage eller tilbagelevere dele af tilladelser udstedt på baggrund af auktion eller offentligt udbud. Tilladelser til at anvende radiofrekvenser afsat til radio- eller tv-formål, jf. frekvenslovens § 35, kan ikke overdrages.

Enhver hel eller delvis overdragelse er omfattet af frekvenslovens § 21. I forbindelse med en hel eller delvis overdragelse af en tilladelse vil Energistyrelsen skulle udstede en eller flere nye tilladelser, som udmønter opdelingen af frekvensbånd og geografisk anvendelsesområde og angiver, hvem der er tilladelsesindehavere. Ved overdragelse af en frekvenstilladelse sker der en overførsel af alle rettigheder og pligter efter tilladelsens vilkår fra den overdragende tilladelsesindehaver til den eller de nye tilladelsesindehavere. Disse rettigheder og pligter overføres, når der er udstedt en eller flere nye frekvenstilladelser, som træder i stedet for den overdragne tilladelse. Det følger dog som ovenfor nævnt af bekendtgørelse om overdragelse og tilbagelevering af visse tilladelser til at anvende radiofrekvenser, at det kræver Energistyrelsens godkendelse at overdrage eller tilbagelevere dele af en tilladelse udstedt efter auktion, jf. frekvenslovens § 10, eller offentligt udbud, jf. frekvenslovens § 11. En tilladelsesindehaver skal i disse tilfælde over for Energistyrelsen forud for den påtænkte overdragelse godtgøre, at der ikke udestår betaling til staten for en eventuel budsum for den udstedte tilladelse eller for omkostninger forbundet med Energistyrelsens forberedelse og afholdelse af auktionen eller det offentlige udbud samt udstedelse af tilladelsen. Tilladelsesindehaveren vil endvidere skulle godtgøre, at den pågældende efter den delvise overdragelse eller tilbagelevering fortsat vil kunne opfylde en række vilkår i den oprindelige tilladelse, herunder krav til geografisk eller befolkningsmæssig dækning eller udbud af tjenester.

En tilladelsesindehaver kan frit udleje, lease eller udlåne radiofrekvenser uden inddragelse af Energistyrelsen. Sådanne dispositioner medfører ikke ændring af, hvem der er tilladelsesindehaver og anses dermed ikke for overdragelse.

Tilladelsesindehavere skal underrette Energistyrelsen, når en aftale om overdragelse er indgået, og Energistyrelsen offentliggør disse oplysninger, jf. frekvenslovens § 21, stk. 2, af hensyn til at fremme gennemsigtighed og et dynamisk marked for handel med frekvenstilladelser.

Energistyrelsen er efter frekvenslovens § 21, stk. 3, bemyndiget til at fastsætte regler om pligt for tilladelsesindehavere til at meddele styrelsen deres planer om at overdrage frekvenstilladelser. Endvidere kan Energistyrelsen fastsætte regler om, hvilke typer af tilladelser eller tilladelsesindehavere som omfattes af pligten, samt regler for styrelsens offentliggørelse af de modtagne oplysninger. Pligten til at meddele Energistyrelsen planer om at overdrage frekvenstilladelser er fastsat i bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser, jf. bekendtgørelse nr. 667 af 25. maj 2020, og påhviler tilladelsesindehavere med et CVR-nummer. Det Centrale Virksomhedsregister (CVR) er statens stamregister med aktuelle og historiske grunddata om alle registrerede virksomheder i Danmark.

Enhver udstedelse af nye tilladelser som følge af en overdragelse af en frekvenstilladelse eller dele heraf skal ske i overensstemmelse med bekendtgørelse om frekvensplanen, jf. bekendtgørelse nr. 1150 af 21. november 2019. .

Frekvenslovens § 21, stk. 3, foreslås ændret således, at overdragelse efter stk. 1 ændres til hel eller delvis udlejning af tilladelser og overdragelse efter stk. 1 samt eventuelle oplysninger, som måtte blive fastlagt Europa-Kommissionen i en gennemførelsesretsakt.

Det vil indebære, at Energistyrelsen ud over at fastsætte regler om tilladelsesindehaveres meddelelse og offentliggørelsen af planer om overdragelse af tilladelser tillige vil kunne fastsætte regler om, at tilladelsesindehaveres planer om hel eller delvis udlejning af tilladelser også skal meddeles til Energistyrelsen, inden en eventuel aftale om udlejning indgås. Derudover foreslås bemyndigelsen ændret, så Energistyrelsen kan fastsætte regler om, at tilladelsesindehavere skal give eventuelle specifikke yderligere oplysninger vedrørende tilladelser, der kan overdrages, som Europa-Kommissionen kan fastlægge i en gennemførelsesretsakt.

Ved hel eller delvis udlejning af tilladelser forstås en aftale om leje mod vederlag af en tilladelse til at anvende radiofrekvenser eller dele heraf, f.eks. geografisk, tidsmæssigt eller dele af de radiofrekvenser, som tilladelsen omfatter. En aftale om leasing er også omfattet af lejebegrebet. Hel eller delvis udlån af en frekvenstilladelse er ikke omfattet af begrebet udlejning i den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede ændring af frekvenslovens § 21, stk. 3, giver hjemmel til at fastsætte regler, der implementerer dele af teledirektivets artikel 51, stk. 2 og stk. 3, om overdragelse og udlejning af frekvenstilladelser. Teledirektivets artikel 51 erstatter rammedirektivets artikel 9 b.

Det fremgår af teledirektivets artikel 51, stk. 2, som noget nyt i forhold til rammedirektivets artikel 9 b, stk. 2, at også en virksomheds planer om at udleje frekvenstilladelser, ud over som hidtil planer om at overdrage frekvenstilladelser, i overensstemmelse med nationale procedurer skal meddeles den kompetente nationale myndighed, som skal offentliggøre disse oplysninger.

Det fremgår derudover af teledirektivets artikel 51, stk. 3, at de kompetente myndigheder skal fremme overdragelse og udlejning af frekvenstilladelser ved at stille relevante oplysninger om udstedte frekvenstilladelser, der kan overdrages, til rådighed for offentligheden i et standardiseret elektronisk format og opbevare disse oplysninger, så længe de pågældende tilladelser er udstedt. Det fremgår af bestemmelsen i teledirektivet som noget nyt i forhold til rammedirektivets artikel 9 b, stk. 2, at Europa-Kommissionen kan vedtage gennemførelsesretsakter med henblik på at udpege de oplysninger, som skal stilles til rådighed af de kompetente myndigheder.

Med den foreslåede ændring af frekvenslovens § 21, stk. 3, som bemyndiger Energistyrelsen til at fastsætte regler om, at tilladelsesindehavere skal meddele styrelsen eventuelle planer om udlejning af frekvenstilladelser, implementeres teledirektivets artikel 51, stk. 2. Det forventes, at bemyndigelsen vil blive udmøntet sådan, at pligten til at meddele Energistyrelsen oplysningerne vil påhvile tilladelsesindehavere, som er virksomheder med CVR-nummer. Dette svarer til den pligt, som i medfør af den gældende bemyndigelse i frekvenslovens § 21, stk. 3, i medfør af bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser påhviler tilladelsesindehavere med CVR-nummer til at underrette Energistyrelsen om deres planer om at overdrage tilladelser til at anvende radiofrekvenser. Denne implementering følger af, at pligtsubjektet i forhold til overdragelse af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i rammedirektivets artikel 9 b og overdragelse og udlejning af tilladelser til at anvende radiofrekvenser i teledirektivets artikel 51 er virksomheder. Der er ingen formkrav til underretningen af Energistyrelsen. Det vil sige, at virksomheder kan vælge at underrette styrelsen f.eks. telefonisk, ved e-mail eller med brevpost.

Energistyrelsen vil i medfør af den foreslåede ændrede bemyndigelse i frekvenslovens § 21, stk. 3, justere bestemmelsen i bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser om disse tilladelsesindehaveres underretningspligt over for styrelsen i forhold til deres planer om overdragelse, så der indføres en pligt til at meddele Energistyrelsen om deres planer om at udleje frekvenstilladelser helt eller delvist, inden en aftale om udlejning af radiofrekvenser indgås.

Hvis Europa-Kommissionen vedtager en gennemførelsesretsakt om, hvilke oplysninger de kompetente myndigheder skal stille til rådighed om frekvenstilladelser, der kan overdrages, vil Energistyrelsen i medfør af den foreslåede bemyndigelse hertil i frekvenslovens § 21, stk. 3, kunne fastsætte de nødvendige regler i bekendtgørelse om tilladelser til at anvende radiofrekvenser om, hvilke oplysninger tilladelsesindehavere skal give Energistyrelsen, og som styrelsen efterfølgende offentliggør. Hvis Europa-Kommissionen måtte vedtage disse regler i form af en gennemførelsesforordning, vil klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 51 a, jf. lovforslagets § 2, nr. 28, kunne fastsætte de nødvendige supplerende regler for at anvende en sådan gennemførelsesforordning. Gennemførelsesforordninger gælder umiddelbart i EU-medlemsstaterne og har forrang for national ret.

Til nr. 22

Den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 22 a er ny.

Der findes regler om fælles udnyttelse af infrastruktur i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v. (masteloven), som indeholder regler om fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål og adgang til opsætning af antennesystemer på bygninger og andre høje konstruktioner. Reglerne gælder også for master, der ikke anvendes til radiokommunikationsformål.

Adgang til eksisterende fysisk infrastruktur med henblik på etablering af elektroniske kommunikationsnet reguleres også i afsnit IV om sektorspecifik konkurrenceregulering og i afsnit V om samhusning og fælles udnyttelse af faciliteter i teleloven.

Inden for den sektorspecifikke konkurrenceregulering i afsnit IV i teleloven kan Erhvervsstyrelsen pålægge en udbyder med stærk markedsposition (SMP) at give adgang til udbyderens elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i form af en forpligtelse om netadgang. En netadgangsforpligtelse kan omfatte enhver form for aktiv eller passiv infrastruktur i den relevante udbyders net. For at kunne pålægge en forpligtelse om netadgang i henhold til den sektorspecifikke konkurrenceregulering er det en forudsætning, at Erhvervsstyrelsen i en markedsundersøgelse af et konkret afgrænset marked har konstateret, at der er konkurrenceproblemer, som gør sektorspecifik konkurrenceregulering nødvendig. Herefter udpeges på markedet eventuelle udbydere med stærk markedsposition, som pålægges relevante forpligtelser til at imødegå det konstaterede konkurrenceproblem.

I forhold til afsnit V om samhusning og fælles udnyttelse af faciliteter i teleloven kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet, tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger. De forpligtelser, der kan fastsættes regler om, har i et vist omfang lighed med forpligtelser, der kan pålægges en udbyder med stærk markedsposition efter afsnit IV i teleloven. Reglerne, der vil kunne fastsættes, har dog et andet anvendelsesområde end reglerne om forpligtelser for en udbyder med stærk markedsposition og varetager andre hensyn. I det omfang det er nødvendigt af hensyn til miljøet, folkesundheden, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn, vil der med bestemmelserne kunne fastsættes regler om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, herunder samhusning i tilhørende bygninger, brønde, gadeskabe og lignende. Til forskel fra den sektorspecifikke konkurrenceregulering kan regler fastsat i medfør af afsnit V i teleloven omfatte enhver udbyder af elektroniske kommunikationsnet.

Lov om graveadgang, etablering og udnyttelse af infrastruktur til telekommunikationsformål samt udnyttelse af infrastruktur på tværs af forsyningssektorer m.v. (graveloven) indeholder regler om graveadgang og ekspropriation med henblik på nedgravning af kabler og opsætning af tilhørende faciliteter til brug for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og adgang til eksisterende passiv infrastruktur for at sikre fælles udnyttelse af eksisterende passiv fysisk infrastruktur på tværs af forsyningssektorer, herunder el-, vand- og varmeforsyning og telekommunikation. Fælles udnyttelse skal medvirke til en mere omkostningseffektiv etablering af bredbånd og mindske omkostningerne for netoperatører, kommuner, samfundet og miljøet som følge af færre gravearbejder.

Ved udtrykket roaming forstås, at et mobilselskab anvender et andet mobilselskabs net til at dække på steder, hvor det pågældende mobilselskab ikke selv har dækning med eget mobilnet. National roaming betyder f.eks., at en slutbruger, som et sted i landet ikke kan få forbindelse til det mobilnet, hvor slutbrugeren er abonnent, automatisk får forbindelse til et andet mobilnet, der har dækning det pågældende sted, og som slutbrugerens teleselskab har indgået aftale om roaming med. Aftaler om roaming mellem mobilselskaberne i Danmark er ikke reguleret i medfør af telelovgivningen i dag. Det skyldes, at konkurrenceforpligtelserne på markedet for mobiloriginering, som er det sektorspecifikke marked på teleområdet, som roaming er en del af, blev ophævet i 2009. Erhvervsstyrelsen vurderede på daværende tidspunkt, at konkurrencen var så velfungerende, at der ikke længere var behov for sektorspecifik konkurrenceregulering, herunder at der ikke skulle fastsættes forpligtelser i forhold til udbydere med stærk markedsposition om at give adgang til selskabernes mobilnet.

Erhvervsstyrelsens vurdering af konkurrencesituationen på mobilområdet gælder fortsat. Med de gældende markedsforhold på mobilmarkedet, som er præget af konkurrence mellem mobilselskaberne, kan det efter EU-lovgivningen ikke pålægges mobilselskaberne i medfør af den sektorspecifikke konkurrenceregulering at indgå roamingaftaler. Heller ikke i EU-regi er mobilmarkedet længere udpeget som et marked, der potentielt kan have konkurrenceproblemer, som giver grundlag for at fastsætte forudgående konkurrenceregulerende forpligtelser for udbydere med stærk markedsposition.

Det er i dag muligt for aktører på markedet at indgå aftaler om netdeling og aftaler om roaming på kommercielt grundlag. Sådanne aftaler er undergivet den generelle konkurrencelovgivning, herunder forbuddet mod konkurrencebegrænsende aftaler.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 1, at hvor der ikke i et lokalt område stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser, vil Energistyrelsen kunne træffe afgørelse om, at en tilladelsesindehaver, som har mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet i området ved hjælp af radiofrekvenser, skal imødekomme enhver rimelig anmodning om at give adgang til tilladelsesindehaverens passive infrastruktur i området eller om at indgå en aftale om roaming i området til brug for udbud af elektroniske kommunikationstjenester. En sådan anmodning skal indgives skriftligt til tilladelsesindehaveren og angive elementer i den passive infrastruktur, der anmodes om adgang til, eller relevante elementer i forhold til en lokalaftale om roaming.

Der fremgår af de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4 i bestemmelsen en række betingelser og forhold, som Energistyrelsen vil skulle tage højde for og inddrage i sin vurdering af, om der skal pålægges en tilladelsesindehaver en forpligtelse, som beskrevet i det foreslåede stk. 1.

At der ikke stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser skal forstås med forbehold af den sektorspecifikke konkurrenceregulering i teleloven. Det vil sige, at der ikke på engrosniveau af en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester stilles adgang til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser enten på grundlag af kommercielle aftaler herom eller på grundlag af forpligtelser om at give adgang, samtrafik eller sikre interoperabilitet pålagt udbyderen i medfør af telelovens afsnit IV.

Ved udtrykket lokalt område forstås det geografiske område, hvor der ikke stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser. Der kan være tale om en eller få husstande.

Ved rimelig anmodning forstås enhver anmodning, som ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at opfylde den anmodendes behov for at kunne udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i det pågældende lokale område. Det vil i den forbindelse være en forudsætning, at infrastrukturen er egnet til at få adgang til for den anmodende part, herunder at der er plads, og at adgangen ikke medfører risiko for, at den eksisterende tilladelsesindehavers udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester ikke kan opretholdes.

En anmodning vil ikke være rimelig, hvis den anmodende part reelt ikke har behov for adgang, eller anmodningen har chikanøs karakter. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvis den anmodende part sender tilladelsesindehaveren anmodninger med henblik på at forstyrre tilladelsesindehaverens virksomhed eller uden at have en reel interesse i at opnå adgangen eller indgå en aftale om roaming.

Ved passiv infrastruktur forstås i denne sammenhæng komponenter, der benyttes ved etablering og drift af elektroniske kommunikationsnet, og som ikke aktivt medvirker til enten at overføre, lagre eller behandle kommunikation, men som alene udgør passive, fysiske rammer for nettet. Eksempler på passiv infrastruktur er tomrør, kabelkanaler, rør, mandehuller, kabinetter, pæle, master og bygninger. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i stk. 2 for en nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved aktiv infrastruktur.

Ved udtrykket roaming forstås, at et mobilselskab anvender et andet mobilselskabs net til at dække på steder, hvor den pågældende mobilselskab ikke selv har dækning. National roaming betyder f.eks., at en slutbruger, som et sted i landet ikke kan få forbindelse til det mobilnet, hvor slutbrugeren er abonnent, automatisk får forbindelse til et andet mobilnet, der har dækning det pågældende sted, og som slutbrugerens teleselskab har indgået aftale om roaming med. I modsætning til reglerne om deling af master og lignende, hvor udbydere skal tilbyde hinanden adgang til passiv fysisk infrastruktur som master og lignende, er der således tale om, at en slutbruger via sit mobilselskab får adgang til et andet mobilselskabs aktive udstyr og radiofrekvenser. Roaming vil dermed kunne mindske de gener pga. manglende mobildækning, som slutbrugere oplever, navnlig i tyndt befolkede områder eller ved overbelastning af deres mobilselskabs net.

En anmodning vil skulle indgives skriftligt til tilladelsesindehaveren og angive elementer i den passive infrastruktur, der anmodes om adgang til, eller relevante elementer i forhold til en lokalaftale om roaming. Kravet om skriftlighed kan opfyldes ved, at den anmodende part fremsender anmodningen med almindelig brevpost eller digitalt f.eks. ved e-mail eller et andet elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

Den foreslåede bestemmelse giver mulighed for undtagelsesvist at pålægge indehavere af tilladelser til at anvende radiofrekvenser, der giver mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet, at give en part, der anmoder om det, adgang til passiv infrastruktur eller indgå en lokalaftale om roaming. Formålet med bestemmelsen er at fremme forsyning af slutbrugere med elektroniske kommunikationstjenester, hvor der i et lokalt område ikke stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser. Energistyrelsens eventuelle afgørelse efter den foreslåede bestemmelse om pligt til at give adgang til infrastruktur eller indgå aftale om roaming skal pålægges lokalt, så fokus er at imødegå det konstaterede problem. Forpligtelsen bør målrettes, så den i videst muligt omfang alene giver en anmodende part mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationstjenester, hvor der ikke stilles en alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser.

Energistyrelsen vil i den forbindelse skulle iagttage en række betingelser og tage hensyn til en række forhold som nævnt i de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4.

Energistyrelsen vil af egen drift eller på anmodning fra en interesseret part kunne træffe afgørelse om at pålægge en tilladelsesindehaver, som har mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet i det lokale område, at give adgang til passiv infrastruktur eller indgå en lokal roamingaftale. En sådan forpligtelse vil alene kunne anvendes til at give adgang til infrastruktur, som er etableret, eller til et net, som er i drift, og som der derfor kan indgås en aftale om roaming i forhold til. Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at pålægge en aktør at etablere infrastruktur, drive elektroniske kommunikationsnet eller udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på at kunne give adgang. Den, der får adgang til eksisterende passiv infrastruktur eller til at indgå en lokal roamingaftale med den pågældende udbyder, får ikke ejendomsret over nogen del af infrastrukturen, men erhverver udelukkende en brugsret til de dele af infrastrukturen, som adgangen måtte omfatte.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 2, at hvor en forpligtelse efter stk. 1 ikke er tilstrækkelig til at imødegå, at der ikke stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser, kan Energistyrelsen træffe afgørelse om, at en tilladelsesindehaver, der har mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet i det lokale område nævnt i stk. 1 ved hjælp af radiofrekvenser, skal imødekomme enhver rimelig anmodning om adgang til tilladelsesindehaverens aktive infrastruktur til brug for udbud af elektroniske kommunikationstjenester i området. En sådan anmodning skal indgives skriftligt til tilladelsesindehaveren og angive de elementer i den aktive infrastruktur, der anmodes om adgang til.

Der fremgår af de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4 i bestemmelsen en række betingelser og forhold, som Energistyrelsen vil skulle tage højde for og inddrage i sin vurdering af, om der skal pålægges en tilladelsesindehaver en forpligtelse som beskrevet i det foreslåede stk. 1.

Ved begrebet aktiv infrastruktur forstås elementer i et elektronisk kommunikationsnet til brug for anvendelse af radiofrekvenser, der er i stand til at generere, behandle, forstærke og styre signaler. Eksempler på aktive elementer er sendere, modtagere, forstærkere og dekodere. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i stk. 1 for en nærmere beskrivelse af, hvad der forstås ved passiv infrastruktur.

En anmodning vil skulle indgives skriftligt til tilladelsesindehaveren og angive elementer i den aktive infrastruktur, der anmodes om adgang til. Kravet om skriftlighed kan opfyldes ved, at den anmodende part fremsender anmodningen med almindelig brevpost eller digitalt f.eks. ved e-mail eller et andet elektronisk system, der kan håndtere sådanne anmodninger.

For så vidt angår de øvrige elementer i den foreslåede bestemmelse henvises til gennemgangen af de tilsvarende elementer og begreber i bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i stk. 1 ovenfor.

Den foreslåede bestemmelse giver for at fremme forsyning af slutbrugere med elektroniske kommunikationstjenester, hvor der i et lokalt område ikke stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser, mulighed for undtagelsesvist at pålægge indehavere af tilladelser til at anvende radiofrekvenser, der giver mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet, at give en part, der anmoder om det, adgang til aktiv infrastruktur. Energistyrelsen vil i den forbindelse skulle iagttage en række betingelser og tage hensyn til en række forhold som nævnt i de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4.

Energistyrelsen vil af egen drift eller på anmodning fra en interesseret part kunne træffe afgørelse om at pålægge en tilladelsesindehaver, som har mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet i det lokale område, at give adgang til aktiv infrastruktur. En sådan forpligtelse vil alene kunne anvendes til at give adgang til infrastruktur, som er etableret, eller til et net, som er i drift, og som der derfor kan indgås en aftale i forhold til. Bestemmelsen vil ikke kunne anvendes til at pålægge en aktør at etablere infrastruktur, drive elektroniske kommunikationsnet eller udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på at kunne give adgang. Den, der får adgang til eksisterende aktiv infrastruktur med den pågældende udbyder, får ikke ejendomsret over nogen del af infrastrukturen, men erhverver udelukkende en brugsret til de dele af infrastrukturen, som adgangen måtte omfatte.

Det foreslås i stk. 3 , at Energistyrelsen ved en afgørelse kan pålægge en tilladelsesindehaver de forpligtelser, som er nævnt i de foreslåede bestemmelse i stk. 1 og 2, på rimelige betingelser.

Adgang til infrastruktur eller en lokal roamingaftale på baggrund af en forpligtelse pålagt tilladelsesindehaveren i medfør af en afgørelse truffet af Energistyrelsen skal som udgangspunkt gives på rimelige betingelser, herunder i forhold til pris. Betingelserne vil i første omgang skulle udmøntes på baggrund af en forhandling mellem de to parter, hvor den tilladelsesindehaver, som anmodes om adgang eller en roamingaftale, kan udarbejde et tilbud. I praksis vil der blive indgået en aftale, som vil skulle indeholde alle vilkår for adgangen eller roamingaftalen.

At skulle give adgang til infrastruktur eller at indgå en lokal roamingaftale vil som udgangspunkt medføre en negativ økonomisk påvirkning af den adgangsgivende tilladelsesindehaver, herunder som følge af at skulle give en konkurrent adgang med henblik på at udbyde tjenester. Derfor forudsættes det, at Energistyrelsen i sin afgørelse tager højde for dette og afbøder eventuelle negative konsekvenser ved afgørelsen.

Energistyrelsen vil i sin afgørelse skulle sikre, at tilladelsesindehaveren gennem betaling fra den anmodende part vil får dækket sine omkostninger ved at give adgang eller indgå en roamingaftale. Desuden vil tilladelsesindehaveren skulle have en rimelig forrentning af den investerede kapital og kompensation for påvirkningen af tilladelsesindehaverens forretningsplan. Energistyrelsen vil endvidere skulle tage fuldt hensyn til tilladelsesindehaverens investeringers rentabilitet i forhold til fastsættelse af vilkårene for at give adgang eller indgå en roamingaftale, herunder prisen. Samlet set skal det derfor sikres ved Energistyrelsens afgørelse, at tilladelsesindehaveren sikres såvel dækning af omkostninger som rimelig indtjening og forrentning.

Hvad der udgør rimelige betingelser i Energistyrelsens afgørelse, vil afhænge af en konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder. Tilladelsesindehaveren skal i prisfastsættelsen have mulighed for at kunne afbøde eventuelle negative økonomiske konsekvenser. Det vil sige, at tilladelsesindehaveren som ovenfor nævnt mindst kan kræve omkostningsdækning for at give adgang eller indgå en lokal roamingaftale. Hvis tilladelsesindehaveren f.eks. skal foretage yderligere vedligeholdelses- eller tilpasningsforanstaltninger i forhold til, hvad der ellers ville have været nødvendigt eller foretage eventuelle forebyggende beskyttelsesforanstaltninger af tilladelsesindehaverens net, vil disse omkostninger kunne indregnes i prisen for at give adgang. Energistyrelsen kan endvidere lægge vægt på, hvad der i almindelighed gælder i kommercielle aftaler om tilsvarende forhold på det pågældende marked.

Derudover vil rimelige betingelser ligeledes som ovenfor nævnt skulle give tilladelsesindehaveren mulighed for at beregne en rimelig forrentning af den investerede kapital og fortjeneste, idet adgang eller en lokal roamingaftale vil kunne påvirke tilladelsesindehaverens forretningsplan, herunder de investeringer som den pågældende har foretaget eller vil foretage. Endvidere kan eventuelle afskrivninger på berørte aktiver på det tidspunkt, hvor der anmodes om adgang eller en lokal roamingaftale, og eventuelle forretningsmodeller, der danner grundlag for tilladelsesindehaverens investeringer, indgå i den pris, som tilladelsesindehaveren i henhold til Energistyrelsens afgørelse må tage.

En række betingelser, som fremgår af de foreslåede bestemmelser i stk. 3 vil endvidere skulle være opfyldt for, at Energistyrelsen kan træffe afgørelse om at pålægge en tilladelsesindehaver en forpligtelse som nævnt i de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2. Energistyrelsen vil i en eventuel afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1 eller 2 skulle godtgøre, at betingelserne for at pålægge en forpligtelse er opfyldt. Betingelserne i de foreslåede nr. 1-3 er kumulative.

Efter det foreslåede stk. 3, nr. 1, skal forpligtelsen for tilladelsesindehaveren være umiddelbart nødvendig for, at den anmodende part kan udbyde elektroniske kommunikationstjenester i det lokale område ved hjælp af radiofrekvenser.

Det vil sige, at den adgang, som den anmodede part får, eller den lokale roamingaftale, som indgås med tilladelsesindehaveren, umiddelbart vil skulle stille den anmodende part i stand til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester i det pågældende område. Den anmodende part skal dermed selv have adgang til at anvende radiofrekvenser enten på grundlag af en tilladelse eller en aftale med en tilladelsesindehave om at anvende dennes radiofrekvenser, hvis den anmodende part får adgang til infrastruktur.

Efter det foreslåede stk. 3, nr. 2, skal muligheden for at pålægge denne forpligtelse i forhold til en tilladelsesindehaver være klart fastsat på tidspunktet for udstedelsen af tilladelsesindehaverens tilladelse til at anvende radiofrekvenser, der giver mulighed for at udbyde elektroniske kommunikationsnet i det pågældende lokale område.

Som følge heraf vil muligheden for, at tilladelsesindehaveren kan blive pålagt denne forpligtelse, skulle angives klart i tilladelsesindehaverens tilladelse med henvisning til den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 22 a. Heraf følger, at forpligtelsen ikke vil kunne pålægges tilladelsesindehavere, som har fået deres tilladelse udstedt inden ikrafttrædelsen af frekvenslovens § 22 a den 21. december 2020.

Efter det foreslåede stk. 3, nr. 3, skal der endelig for det første være uoverstigelige fysiske eller økonomiske hindringer for, at infrastruktur til brug for udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som er afhængige af anvendelse af radiofrekvenser, udrulles af markedet i det lokale område. Dernæst skal slutbrugernes adgang til elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i det lokale område som følge af disse hindringer være alvorligt mangelfuld eller fraværende.

Ved uoverstigelige fysiske hindringer for, at infrastruktur til brug for udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som er afhængige af anvendelse af radiofrekvenser, udrulles af markedet i det lokale område, forstås, at der kan være situationer, hvor det ikke er praktisk muligt på grund af manglende kapacitet i tilladelsesindehaverens net til at give den anmodende part adgang eller at indgå en lokal roamingaftale med den anmodende part. Derudover kan der f.eks. være tale om tilfælde, hvor miljøbeskyttelsesmæssige forhold, forhold som følge af planlovgivningen eller fredningsmæssige forhold er til hinder for, at en tilladelsesindehaver kan imødekomme en anmodning, når den fremsættes. Dette kan være til hinder for, at der i området udrulles alternativ infrastruktur til udbud af tjenester ved hjælp af radiofrekvenser, og slutbrugerne adgang til net og tjenester som følge deraf er alvorligt mangelfuld eller fraværende.

Ved uoverstigelige økonomiske hindringer for, at infrastruktur til brug for udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som er afhængige af anvendelse af radiofrekvenser, udrulles af markedet i det lokale område, forstås, at der kan være situationer, hvor det hverken på tidspunktet for anmodningen eller i fremtiden kan forventes, at markedssituationen i det pågældende lokale område ændrer sig på en måde, som fører til, at der vil ske markedsbaseret udrulning af infrastruktur i det lokale område. Som følge heraf vil det ikke vise sig relevant for andre aktører til brug for udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som er afhængige af anvendelse af radiofrekvenser til slutbrugere i det lokale område, at etablere et parallelt kommercielt rentabelt alternativ til tilladelsesindehaverens eksisterende infrastruktur.

Endelig er det en betingelse for at pålægge en tilladelsesindehaver en forpligtelse som nævnt i stk. 1 og 2, at adgangen til elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester for slutbrugere i det lokale område som følge af hindringerne for markedsbaseret udrulning af infrastruktur i området er alvorligt mangelfuld eller helt fraværende.

Det vil på den baggrund ikke være relevant at pålægge en tilladelsesindehaver en forpligtelse efter den foreslåede bestemmelse i områder, hvor der er dækningskrav i en tilladelse til at anvende radiofrekvenser, som tilhører den pågældende tilladelsesindehaver eller andre tilladelsesindehavere, hvis dækningskravet afhjælper problemet med adgang til net eller tjenester for slutbrugere. Der kan være situationer, hvor f.eks. frednings- eller naturbeskyttelsesmæssige forhold hindrer udmøntningen af et dækningskrav. Derudover vil en eksisterende aftale om roaming mellem en tilladelsesindehaver, som driver et net i området, efter omstændighederne også kunne afhjælpe problemet for slutbrugerne, hvis de dermed via en anden udbyder har adgang til elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i området.

Generelt gælder det i forhold til forpligtelser, som Energistyrelsen kan pålægge efter den foreslåede bestemmelse i § 22 a, at forpligtelsen skal være proportional, og at Energistyrelsen skal vælge den mindst indgribende forpligtelse, der er egnet og nødvendig til at løse de konstaterede problemer. Det vil sige, at en forpligtelse ikke må gå videre, end målet med de pågældende forpligtelser tilsiger i lyset af formålet med loven. Energistyrelsen har således efter den foreslåede bestemmelse fleksibilitet til at vælge den mest hensigtsmæssige adgangs- eller delingsforpligtelse, der bør være forholdsmæssig og begrundet med udgangspunkt i det konstaterede problems art.

Eksempelvis vil det ikke være forholdsmæssigt, hvis Energistyrelsen pålægger en tilladelsesindehaver en forpligtelse til at indgå en lokal roamingaftale, hvis det på grund af den forpligtede tilladelsesindehavers netopbygning medfører, at roaming må gives med en væsentligt større geografisk udstrækning end det konstaterede lokale problem i forhold til slutbrugeres adgang til net og tjenester. Hvis Energistyrelsen har pålagt en forpligtelse om, at en tilladelsesindehaver skal indgå en lokal roamingaftale i et område, vil tilladelsesindehaveren efter omstændighederne kunne afvise at indgå en roamingaftale med den anmodende part, hvis denne roamingaftale på grund af tilladelsesindehaverens netopbygning vil få et væsentligt større geografisk udstrækning end det konstaterede problem, som førte til Energistyrelsens pålæggelse af forpligtelsen.

En forpligtelse vil endvidere alene kunne pålægges i forhold til at give adgang til infrastruktur, som er etableret, eller til et net, som er i drift, og som der derfor kan indgås en aftale om roaming i forhold til. Der vil ikke kunne pålægges en aktør at etablere infrastruktur, drive elektroniske kommunikationsnet eller udbyde elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på at kunne give adgang.

Om sådanne omstændigheder måtte gøre sig gældende og udgøre tilstrækkeligt grundlag for en tilladelsesindehaver til at afvise en anmodning om en lokalaftale om roaming, vil Energistyrelsen kunne påse i forbindelse med en behandling af en tvist mellem tilladelsesindehaveren og en anmodende part i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 5.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 4, at Energistyrelsen ud over iagttagelse af betingelserne nævnt i den foreslåede bestemmelse i stk. 3 skal inddrage en række forhold i grundlaget for vurderingen af, om Energistyrelsen skal træffe afgørelse om at pålægge tilladelsesindehavere forpligtelser efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1 eller 2. Disse forhold vil dermed skulle indgå i grundlaget for Energistyrelsens afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1 eller 2.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, nr. 1, skal Energistyrelsen ved sin afgørelse tage hensyn til det generelle samfundsmæssige behov for at maksimere konnektivitet, herunder langs større transportveje og i bestemte områder af landet, og muligheden for betydeligt at øge tjenesteudbuddet og tjenestekvaliteten for slutbrugerne.

Konnektivitet forstås som adgang til og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet for slutbrugere og virksomheder, herunder gennem effektiv anvendelse af radiofrekvenser.

Et net med meget høj kapacitet er, jf. den foreslåede definition heraf i telelovens § 2, nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, et elektronisk kommunikationsnet, der udelukkende består af optiske fiberelementer mindst frem til fordelingspunktet på leveringsstedet, eller et elektronisk kommunikationsnet, som under normale spidsbelastningsvilkår kan give en tilsvarende netpræstation for så vidt angår disponibel båndbredde til downlink og uplink, robusthed, fejlrelaterede parametre samt latenstid og variation heri. Det samme er tilfældet, selvom slutbrugerens oplevelse heraf varierer på grund af forskellige egenskaber ved de medier, hvorved nettet i sidste ende etablerer forbindelse med nettermineringspunktet. Denne definition omfatter også net, hvor fiberen trækkes til et fordelingspunkt, og den resterende strækning dækkes af andre teknologier som f.eks. RLAN, mobilnet, kabel-tv-net eller lignende. Det afgørende er, om nettet leverer båndbredde, robusthed, pakketab, latenstid og lignende kvalitetsparametre på et niveau, der er sammenligneligt med et fibernet. Net, der ikke anvender fiber i accessleddet, kan derfor efter omstændighederne også være omfattet af definitionen.

Kan disse forhold fremmes ved afgørelsen, bør Energistyrelsen efter den foreslåede bestemmelse tage det i betragtning ved fastsættelsen af forpligtelsen.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, nr. 2, skal Energistyrelsen ved sin afgørelse tage hensyn til, at radiofrekvenser skal anvendes effektivt.

Effektiv anvendelse af radiofrekvenser kan fremmes ved, at en anmodende part, der ikke har infrastruktur i det pågældende område, får adgang til tilladelsesindehaverens infrastruktur og dermed får mulighed for at anvende sine egne radiofrekvenser i det pågældende område.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, nr. 3, skal Energistyrelsen ved sin afgørelse tage hensyn til de tekniske muligheder for deling og tilknyttede betingelser.

Energistyrelsen vil skulle tage hensyn til de konkrete tekniske muligheder for tilladelsesindehaveren for at give adgang til infrastruktur eller indgå en lokal roamingaftale. Hvis det er relevant, kan særlige forhold i den forbindelse indgå i grundlaget for forpligtelsen. Der kan f.eks. være tale om, at tilladelsesindehaveren skal kompenseres for særlige omkostninger forbundet med at give adgang til den anmodende part i den aftale, som indgås på baggrund af den pålagte forpligtelse.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, nr. 4, skal Energistyrelsen ved sin afgørelse tage hensyn til situationen med hensyn til infrastrukturbaseret og tjenestebaseret konkurrence.

Energistyrelsen vil skulle tage hensyn til, om det kan forventes, at der vil blive udrullet konkurrerende infrastruktur i området, som en eventuel forpligtelse for en tilladelsesindehaver pålagt i medfør af de foreslåede bestemmelser stk. 1 eller stk. 2 vil kunne hæmme, fordi incitamentet til udrulning af konkurrerende infrastruktur derved mindskes.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, nr. 5, skal Energistyrelsen ved sin afgørelse tage hensyn til teknologisk innovation. Energistyrelsen vil i den forbindelse kunne lægge vægt på, om der er særlige tekniske løsninger for at give adgang eller roaming i det pågældende område, som bør indgå i styrelsens afgørelse. Der kan også være tale om, at der er mulighed for andre tekniske løsninger end at give adgang eller pålægge pligt til at indgå aftale om roaming i det pågældende område, som kan imødegå det grundlæggende problem om, at der ikke stilles nogen alternativ adgangsmulighed til slutbrugere til rådighed på rimelige betingelser.

Efter den foreslåede bestemmelse i stk. 4, nr. 6, skal Energistyrelsen ved sin afgørelse tage hensyn til, at der skal være incitament for tilladelsesindehavere til overhovedet at udrulle infrastrukturen.

Det vil sige, at risikoen for, at der ikke vil blive udrullet infrastruktur i områder, hvor der er et forretningsmæssigt lavt incitament til at gøre det, skal tages i betragtning i forbindelse med Energistyrelsens vurdering af, om en forpligtelse som nævnt i stk. 1 og 2 skal pålægges i et konkret tilfælde. Et forretningsmæssigt lavt incitament til at investere i udrulning af infrastruktur kan f.eks. forekomme, hvis tilladelsesindehaverne efterfølgende kan blive pålagt forpligtelser til at dele deres infrastruktur eller indgå lokalaftaler om roaming med konkurrerende udbydere.

Inden Energistyrelsen måtte træffe afgørelse om at pålægge tilladelsesindehavere forpligtelser efter de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2, kan det være relevant for Energistyrelsen at koordinere et udkast til afgørelse med Erhvervsstyrelsen i forhold til eventuelle implikationer for den sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet eller Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forhold til eventuelle implikationer for den generelle konkurrencelovgivning. Anvendelsen af disse regelsæt, som administreres af henholdsvis Erhvervsstyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, begrænses ikke af den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 22 a. En sådan inddragelse, hvor det er relevant, vil kunne bidrage til at belyse, om der er særlige forhold vedrørende den sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet eller den generelle konkurrencelovgivning, som Energistyrelsen bør inddrage i vurderingen af, om og i givet fald hvilken forpligtelse Energistyrelsen skal pålægge en tilladelsesindehaver i medfør af de foreslåede bestemmelser i stk. 1 eller 2.

Det foreslås i bestemmelsens stk. 5, at Energistyrelsen behandler sager om tilladelsesindehaveres afvisning af en anmodning om adgang til infrastruktur eller om at indgå en lokalaftale om roaming på baggrund af en forpligtelse pålagt af Energistyrelsen i medfør af stk. 1 eller 2, herunder sager om at sådanne anmodninger ikke er imødekommet af den forpligtede tilladelsesindehaver inden for to måneder. Energistyrelsen kan ved afgørelsen pålægge den, der anmoder om adgang eller en roamingaftale, at dele radiofrekvenser med tilladelsesindehaveren i det pågældende område. En anmodning er imødekommet, når der er indgået en aftale mellem parterne om adgang til infrastruktur eller en aftale om lokal roaming.

Det forudsættes i teledirektivets artikel 61, stk. 4, sidste afsnit, at der skal være en tvistbilæggelsesfunktion ved en kompetent myndighed.

En tvist mellem en tilladelsesindehaver, som er pålagt en forpligtelse af Energistyrelsen i medfør af de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 2, og en anmodende part, kan f.eks. dreje sig om, hvad der udgør rimelige betingelser for en konkret adgang eller aftale om roaming i forhold til Energistyrelsens afgørelse, eller om, at tilladelsesindehaveren ikke har taget stilling til en anmodning inden to måneder fra modtagelsen. Afgørelsen af en tvist vil som udgangspunkt ske på baggrund af en samlet konkret vurdering af de foreliggende omstændigheder. Der kan være indbyrdes sammenhæng mellem de individuelle betingelser, herunder pris, varighed og vilkår for opsigelse, og der kan være en indbyrdes påvirkning mellem de individuelle betingelser, herunder pris, aftalens varighed og vilkår for opsigelse af aftalen.

Der kan f.eks. lægges vægt på, hvilke betingelser der i almindelighed gælder i kommercielle aftaler om tilsvarende adgang som i den foreliggende sag. Et kort opsigelsesvarsel kan f.eks. være rimeligt i lyset af varigheden af aftalen eller prisfastsættelsen. Et længere opsigelsesvarsel kan være rimeligt, hvor den anmodende part skal foretage visse investeringer, så rentabiliteten i den samlede investering for den anmodende part tilsiger en længere afskrivningsperiode.

Det vil i den forbindelse være nødvendigt at tage i betragtning, at en ændring af ét vilkår i en aftale kan bevirke, at andre vilkår i aftalen bør justeres.

Der kan ved vurderingen også lægges vægt på, hvilket geografisk område aftalen vedrører. Der kan være forskel på de omkostninger, som er forbundet med at give adgang eller indgå en lokal roamingaftale, i forskellige områder.

Med den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 22 a implementeres teledirektivets artikel 61, stk. 4, om at en indehaver af en frekvenstilladelse under visse betingelser kan pålægges at give adgang til tilladelsesindehaverens passive eller aktive infrastruktur i et lokalt område eller at indgå en aftale om roaming i området til brug for udbud af elektroniske kommunikationstjenester.

Hvis Energistyrelsen har pålagt en forpligtelse om, at en tilladelsesindehaver skal indgå en lokal roamingaftale i et område, vil tilladelsesindehaveren efter omstændighederne kunne afvise at indgå en roamingaftale med den anmodende part, hvis denne roamingaftale på grund af tilladelsesindehaverens netopbygning vil få et væsentligt større geografisk udstrækning end det konstaterede problem, som førte til Energistyrelsens pålæggelse af forpligtelsen. Der kan i sådanne tilfælde mangle proportionalitet mellem det konstaterede problem, og den forpligtelse, som tilladelsesindehaveren vil blive pålagt som følge af Energistyrelsens afgørelse.

Om sådanne omstændigheder måtte gøre sig gældende og udgøre tilstrækkeligt grundlag for en tilladelsesindehaver til at afvise en anmodning om en lokalaftale om roaming, vil Energistyrelsen kunne træffe konkret afgørelse om i forbindelse med en behandling af en tvist mellem tilladelsesindehaveren og en anmodende part i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Det fremgår endvidere af teledirektivet, at et af de midler, som Energistyrelsen vil have til rådighed i forbindelse med en eventuel tvistløsning mellem en tilladelsesindehaver og en anmodende part for at skabe proportionalitet mellem tilladelsesindehaverens forpligtelse og den anmodende parts adgang til infrastruktur eller en lokalaftale om roaming i tilladelsesindehaverens net, er, at styrelsen kan træffe afgørelse om, at den anmodende part skal dele radiofrekvenser, som den anmodende part måtte have tilladelse til at anvende i det pågældende geografiske område, med tilladelsesindehaveren.

Inden Energistyrelsen træffer afgørelse i en tvist mellem en tilladelsesindehaver og en anmodende part, vil styrelsen gennemføre en høring af de to parter over et udkast til afgørelse. Parterne gives dermed mulighed for at bidrage med oplysninger, som de finder relevante for styrelsens afgørelse. Den anmodende part får også mulighed for at overveje, om parten ønsker at opretholde en eventuel klage, hvis Energistyrelsen påtænker at gøre det til et vilkår i afgørelsen, at parten skal dele radiofrekvenser i det pågældende område med tilladelsesindehaveren.

Til nr. 23

Teleterminaludstyr var tidligere omfattet Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (radio- og teleterminaludstyrsdirektivet), som i 2016 blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning) (EMC-direktivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (radioudstyrsdirektivet).

Det ændrede anvendelsesområde for radioudstyrsdirektivet har ført til, at i den gældende lov nr. 260 af 16. marts 2016 om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, der implementerer bl.a. radioudstyrsdirektivet og EMC-direktivet, er teleterminaludstyr i form af fastnetterminaludstyr som fastnettelefoner og internetmodemmer ikke omfattet af reglerne om radioudstyr, men af reglerne om apparater i EMC-direktivet. Dette har været situationen siden den 13. juni 2016, hvor dele af bl.a. radioudstyrsdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, der ophævede lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007, som implementerede dele af radio- og teleterminaludstyrsdirektivet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/108/EF af 15. december 2004 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet og om ophævelse af direktiv 89/336/EØF.

Da radioudstyrsdirektivet og dermed bestemmelserne om radioudstyr i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold alene omhandler radioudstyr, har teleterminaludstyr siden den 13. juni 2016 været omfattet af bestemmelserne om apparater i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold. I lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold blev betegnelserne teleterminaludstyr eller elektriske og elektroniske apparater, som fremgår af frekvenslovens § 42, stk. 1, 1. led, ikke videreført.

Teleterminaludstyr og elektrisk eller elektronisk apparat er nu omfattet af betegnelsen apparat, i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold

Frekvenslovens § 42, stk. 1, foreslås på den baggrund ændret, så det radioudstyr, teleterminaludstyr eller elektriske eller elektroniske aparat ændres til det radioudstyr eller apparat.

Det medfører, at begreberne teleterminaludstyr eller elektriske og elektroniske apparater i frekvenslovens § 42, stk. 1, erstattes af begrebet apparater, som efter lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold omfatter teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater.

Der er alene tale om en sproglig tilretning af de anvendte begreber i frekvensloven som følge af de ændrede begreber i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, og der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer. Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for implementering af direktivbestemmelser.

Til nr. 24

Teleterminaludstyr var tidligere omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (radio- og teleterminaludstyrsdirektivet), som i 2016 blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning) (EMC-direktivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (radioudstyrsdirektivet).

Det ændrede anvendelsesområde for radioudstyrsdirektivet har ført til, at i den gældende lov nr. 260 af 16. marts 2016 om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, der implementerer bl.a. radioudstyrsdirektivet og EMC-direktivet, er teleterminaludstyr i form af fastnetterminaludstyr som fastnettelefoner og internetmodemmer ikke omfattet af reglerne om radioudstyr, men af reglerne om apparater i EMC-direktivet. Dette har været situationen siden den 13. juni 2016, hvor dele af bl.a. radioudstyrsdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, der ophævede lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007, som implementerede dele af radio- og teleterminaludstyrsdirektivet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/108/EF af 15. december 2004 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet og om ophævelse af direktiv 89/336/EØF.

Da radioudstyrsdirektivet og dermed bestemmelserne om radioudstyr i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold alene omhandler radioudstyr, har teleterminaludstyr siden den 13. juni 2016 været omfattet af bestemmelserne om apparater i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold. I lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold blev betegnelserne teleterminaludstyr eller elektriske og elektroniske apparat, som fremgår af frekvenslovens § 42, stk. 1, nr. 2, ikke videreført.

Teleterminaludstyr og elektrisk eller elektronisk apparat er nu omfattet af betegnelsen apparat, i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold

Frekvenslovens § 42, stk. 1, nr. 1, foreslås på den baggrund ændret, så det pågældende radioudstyr, teleterminaludstyr eller elektriske eller elektroniske apparat ændres til det pågældende radioudstyr eller apparat.

Det medfører, at begreberne teleterminaludstyr eller elektriske og elektroniske apparat i frekvenslovens § 42, stk. 1, nr. 1, erstattes af begrebet apparater, som efter lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold omfatter teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater.

Der er alene tale om en sproglig tilretning af de anvendte betegnelser i frekvensloven som følge af de ændrede betegnelser i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, og der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer. Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for implementering af direktivbestemmelser.

Til nr. 25

Teleterminaludstyr var tidligere omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/5/EF af 9. marts 1999 om radio- og teleterminaludstyr samt gensidig anerkendelse af udstyrets overensstemmelse (radio- og teleterminaludstyrsdirektivet), som i 2016 blev ophævet og erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/30/EU om harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet (omarbejdning) (EMC-direktivet) og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om harmonisering af medlemsstaternes love om tilgængeliggørelse af radioudstyr på markedet og om ophævelse af direktiv 1999/5/EF (radioudstyrsdirektivet).

Det ændrede anvendelsesområde for radioudstyrsdirektivet har ført til, at i den gældende lov nr. 260 af 16. marts 2016 om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, der implementerer bl.a. radioudstyrsdirektivet og EMC-direktivet, er teleterminaludstyr i form af fastnetterminaludstyr som fastnettelefoner og internetmodemmer ikke omfattet af reglerne om radioudstyr, men af reglerne om apparater i EMC-direktivet. Dette har været situationen siden den 13. juni 2016, hvor dele af bl.a. radioudstyrsdirektivet blev gennemført i dansk ret ved lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, der ophævede lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007, som implementerede dele af radio- og teleterminaludstyrsdirektivet og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/108/EF af 15. december 2004 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes lovgivning om elektromagnetisk kompatibilitet og om ophævelse af direktiv 89/336/EØF.

Da radioudstyrsdirektivet og dermed bestemmelserne om radioudstyr i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold alene omhandler radioudstyr, har teleterminaludstyr siden den 13. juni 2016 været omfattet af bestemmelserne om apparater i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold.

I lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold blev betegnelserne teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater, som fremgår af frekvenslovens § 42, stk. 1, nr. 3, og § 42, stk. 2, nr. 1 og 2, ikke videreført.

Teleterminaludstyr og elektrisk eller elektronisk apparat er nu omfattet af betegnelsen apparat, i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold

Frekvenslovens § 42, stk. 1, nr. 1, § 42, stk. 2, nr. 2, og § 42, stk. 2, nr. 2, foreslås på den baggrund ændret, så radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater ændres til radioudstyr og apparater.

Det medfører, at betegnelserne teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater i frekvenslovens § 42, stk. 1, nr. 3, og § 42, stk. 2, nr. 1 og 2, erstattes af betegnelsen apparater, som efter lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold omfatter teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater.

Der er alene tale om en sproglig tilretning af de anvendte betegnelser i frekvensloven som følge af de ændrede betegnelser i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, og der er ikke tilsigtet nogen indholdsmæssige ændringer. Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for implementering af direktivbestemmelser.

Til nr. 26

Det fremgår af frekvenslovens § 42, stk. 2, nr. 2, at Energistyrelsen ved konstatering af forstyrrelser på stedet bl.a. kan afbryde radioudstyr, teleterminaludstyr og elektriske og elektroniske apparater, som forstyrrer andre apparater, hvis funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.

Et apparat defineres i § 2, stk. 1, nr. 1, i lov nr. 260 af 16. marts 2016 om radioudstyr og elektromagnetiske forhold som et færdigproduceret elektrisk eller elektronisk produkt eller en kombination af sådanne produkter, som gøres tilgængeligt på markedet som en funktionel enhed, der er beregnet til brugeren, og som kan tænkes at fremkalde elektromagnetiske forstyrrelser, eller hvis funktion kan tænkes at blive påvirket af sådanne forstyrrelser, komponenter eller delmontager beregnet til at blive indbygget i et produkt af brugeren eller mobile anlæg i form af en kombination af produkter og eventuelle andre anordninger, som er beregnet til at blive flyttet og anvendt på forskellige steder.

Radioudstyr defineres i § 2, stk. 1, nr. 17, i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold som et elektrisk eller elektronisk produkt, som tilsigtet udsender eller modtager radiofrekvenser eller begge dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbestemmelse eller begge dele, eller et elektrisk eller elektronisk produkt, som skal suppleres med ekstraudstyr, f.eks. en antenne, for tilsigtet at udsende eller modtage radiofrekvenser eller begge dele med henblik på radiokommunikation eller radiostedbestemmelse eller begge dele.

Det vil på baggrund af de gældende definitioner af henholdsvis apparat og radioudstyr i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold sige, at et apparat ikke er radioudstyr, og som følge heraf omfatter andre apparater i frekvenslovens § 42, stk. 2, nr. 2, ikke radioudstyr.

Det fremgår imidlertid af bemærkningerne til § 39 i lov nr. 421 af 6. juni 2002 om radiofrekvenser, jf. Folketingstidende 2001/02, Tillæg A, side 5211, som frekvenslovens § 42 er en indholdsmæssig og på dette punkt sprogligt uændret videreførelse af, at der ved apparater i overensstemmelse med den dagældende lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold, jf. lovbekendtgørelse nr. 823 af 3. juli 2007, forstås radio- og teleterminaludstyr og andre apparater, udstyr eller anlæg, der indeholder elektriske eller elektroniske komponenter, som kan fremkalde forstyrrelser, eller hvis funktion kan blive påvirket af sådanne forstyrrelser.

Det vil sige, at der ved forstyrrer andre apparater i frekvenslovens § 42, stk. 2, nr. 2, ud over forstyrrelse af apparater også skal forstås forstyrrelse af radioudstyr, som det i dag er defineret i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold.

Det foreslås derfor, at forstyrrer andre apparater i frekvenslovens § 42, stk. 2, nr. 2 , ændres til forstyrrer radioudstyr og apparater.

Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for implementering af direktivbestemmelser.

Den foreslåede ændring af frekvenslovens § 42, stk. 2, nr. 2, sikrer tilstrækkelig klar hjemmel til, at Energistyrelsen i forbindelse med tilsyn efter bestemmelsen kan afbryde radioudstyr og apparater, som ud over apparater også måtte forstyrre anvendelsen af radioudstyr, hvis funktion er afgørende for menneskers liv eller helbred.

Til nr. 27

Efter frekvenslovens § 45, stk. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler, hvorefter andre offentlige myndigheder og private bemyndiges til helt eller delvist at udføre opgaver, som følger af regler udstedt i medfør af frekvenslovens §§ 27-30. Disse opgaver drejer sig bl.a. om afholdelse af prøver med henblik på udstedelse af certifikater til betjening af udstyr, der anvendes i luftfartsradiotjenester og maritime radiotjenester samt udstedelse af kaldesignaler og identifikationsnumre. I dag er eksempelvis Søfartsstyrelsen bemyndiget til at udføre opgaver på det maritime område, og Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen er bemyndiget til at udføre opgaver på luftfartsområdet.

Energistyrelsen kan i medfør af frekvenslovens § 51, stk. 1, nr. 1-3, fastsætte regler om gebyrer for afholdelse af prøver og udstedelse af certifikater, herunder genparter af certifikater jf. frekvenslovens § 28, udstedelse af kaldesignaler og identifikationsnumre, jf. frekvenslovens § 29, og udsendelse af rykkere i tilfælde af manglende betaling af de nævnte gebyrer.

Efter frekvenslovens § 51, stk. 2, opkræver Energistyrelsen og andre offentlige myndigheder samt private, der efter frekvenslovens § 45, stk. 1, er blevet bemyndiget til at udføre opgaver, gebyrer, som er fastsat i medfør af frekvenslovens § 51, stk. 1.

Bemyndigelsen i frekvenslovens § 51, stk. 1, til at fastsætte regler om gebyrer er udmøntet ved Energistyrelsens bekendtgørelse om gebyrer for prøver, certifikater, kaldesignaler og identifikationsnumre, jf. bekendtgørelse nr. 1149 af 21. november 2019. I medfør af bekendtgørelsen opkræver Energistyrelsen gebyrer for amatørradioprøver og for udstedelse af genpart af certifikat og udstedelse af kaldesignal i amatørradio- og amatørradiosatellittjenesten. Søfartsstyrelsen opkræver gebyrer for udstedelse af kaldesignaler og identifikationsnumre i maritime radiotjenester til dansk indregistrerede skibe, offshore-platforme og -anlæg samt redningsstationer, redningskøretøjer og redningsfly m.v. Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen opkræver gebyrer for udstedelse og genudstedelse af kaldesignal og identifikationsnummer til brugere af radiofrekvenser i luftfartsradiotjenester i dansk indregistrerede luftfartøjer eller på jordstationer. Gebyrernes størrelse fastsættes på baggrund af gebyrregnskaber, som de pågældende offentlige myndigheder udarbejder i overensstemmelse med Finansministeriets budgetvejledning.

Reglerne om gebyrer fastsættes af Energistyrelsen, og denne kompetence til at fastsætte regler kan i dag ikke delegeres til andre offentlige myndigheder.

Det foreslås i frekvenslovens § 45, stk. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler, hvorefter andre offentlige myndigheder, der i medfør af frekvenslovens § 45, stk. 1, er bemyndiget til at udføre opgaver som nævnt i frekvenslovens §§ 27-30, også bemyndiges til at fastsætte regler om gebyrer for de pågældende opgaver som nævnt i § 51, stk. 1, nr. 1 og 2, og udsendelse af rykkere i tilfælde af manglende betaling af sådanne gebyrer, jf. § 51, stk. 1, nr. 3.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at give andre offentlige myndigheder mulighed for at fastsætte regler om opkrævning af gebyrer relateret til de opgaver i frekvenslovens §§ 27-30, som de pågældende myndigheder udfører i medfør af en delegation fra klima-, energi- og forsyningsministeren i medfør af frekvenslovens § 45, stk. 1.

Det vil være hensigtsmæssigt, at klima-, energi- og forsyningsministeren får mulighed for at bemyndige andre offentlige myndigheder, som er bemyndiget til at udføre specifikke opgaver, til også at kunne fastsætte regler om gebyrer for de pågældende opgaver i stedet for, at disse regler fastsættes i en bekendtgørelse, som udstedes af Energistyrelsen. Det skyldes, at det er mest nærliggende, at det er den myndighed, som udfører opgaverne og på den baggrund beregner gebyrets størrelse, der fastsætter reglerne om gebyrer. Herved skabes mulighed for, at reglerne om gebyrer kan indgå i sammenhæng med de pågældende opgaver.

Hertil kommer, at der kan blive tale om en mindre administrativ lettelse for både Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og de pågældende offentlige myndigheder, når myndigheden, der er bemyndiget til at varetage de pågældende opgaver, også vil kunne blive bemyndiget til at fastsætte regler om gebyrer for de pågældende opgaver.

Forslaget medfører således, at klima-, energi- og forsyningsministeren får mulighed for at udstede en bekendtgørelse, hvoraf bemyndigelse til at udføre opgaver som nævnt i frekvenslovens §§ 27-30 og eventuel regelfastsættelse som nævnt i frekvenslovens §§ 28 og 29 vedrørende de pågældende opgaver samt bemyndigelse til at fastsætte regler om gebyrer for opgaverne kan fremgå.

Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for implementering af direktivbestemmelser.

Ligesom det er tilfældet ved delegation af opgavevaretagelse, vil klima-, energi- og forsyningsministerens eventuelle bemyndigelse af andre offentlige myndigheder til at fastsætte regler om gebyrer for udførte opgaver ske efter forudgående aftale mellem Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet og den pågældende anden myndighed.

Regler om gebyrer, som fastsættes af en anden myndighed på baggrund af en delegation i medfør af den foreslåede bestemmelse i frekvenslovens § 45, stk. 3, vil skulle være i overensstemmelse med bestemmelser om fastsættelse af gebyrer m.v. i Finansministeriets til enhver tid gældende budgetvejledning.

Det bemærkes, at muligheden for at opkræve gebyrer efter § 51 i frekvensloven ikke nødvendigvis vil blive udnyttet. Eksempelvis forventes muligheden for at opkræve gebyrer efter frekvenslovens § 51 fortsat ikke at blive fuldt udnyttet på det maritime område. Radioprøver for fritidssejlere udbydes af en række private udbydere, som opkræver betaling på markedsvilkår. Derfor indeholder bekendtgørelse om gebyrer for prøver, certifikater, kaldesignaler og identifikationsnumre ikke gebyrer for afholdelse af prøver og gebyrer for udstedelse af certifikater for fritidssejlere.

Selvom radioprøver udbydes af en række private udbydere, udsteder Søfartsstyrelsen imidlertid certifikater i visse tilfælde for fritidssejlere. Det sker f.eks., når en søfarende med en højere uddannelse alene ønsker et SRC-bevis til VHF-radiotjeneste, eller et certifikat er bortkommet, og der ønskes en genpart. Det forventes derfor, at Søfartsstyrelsen efter bemyndigelse hertil vil fastsætte regler om gebyrer for Søfartsstyrelsens udstedelse af certifikater.

Til nr. 28

Den gældende bestemmelse i frekvensloven om anvendelse af forordninger er frekvenslovens § 54, stk. 1, nr. 5, hvorefter den, der overtræder forordninger på frekvensområdet, straffes med bøde.

Der findes tilsvarende bestemmelser om anvendelse af forordninger i telelovens § 80 og i § 46 i lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold. Disse bestemmelser indeholder bemyndigelser til erhvervsministeren og klima, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler, der er nødvendige for at anvende forordninger. Der kan i medfør af disse bemyndigelser f.eks. fastsættes regler om tilsyn med overholdelse af forordninger, håndhævelse af forordninger, herunder administrativ gennemtvingelse ved hjælp af tvangsbøder, og sanktioner for manglende overholdelse af forordninger eller manglende efterlevelse af afgørelser truffet i medfør af forordninger.

Forordninger gælder ifølge EUF-Traktatens artikel 288 umiddelbart i medlemsstaterne og må som udgangspunkt ikke gennemføres i dansk ret. Hvis det af praktiske grunde er hensigtsmæssigt, kan bestemmelser i en forordning gengives i de danske regler. I sådanne tilfælde vil det af en note til bekendtgørelsens titel fremgå, at bestemmelserne stammer fra en forordning, og at gengivelsen alene er begrundet i praktiske hensyn.

EU-retsakter i form af forordninger og gennemførelsesforordninger gælder således umiddelbart i Danmark uden implementering i dansk ret. Men der kan være behov for at fastsætte bestemmelser i dansk ret, som er nødvendige for at anvende forordninger og gennemførelsesforordninger. Der kan f.eks. være tale om kompetencebestemmelser samt regler om tilsyn og håndhævelse i form af bestemmelser om oplysningspligt, forbud, påbud og tvangsbøder.

Europa-Kommissionen bemyndiges i enkelte bestemmelser i teledirektivet til at vedtage gennemførelsesretsakter på frekvensområdet.

Det drejer sig om gennemførelsesretsakter i medfør af teledirektivets artikel 28, stk. 4, om grænseoverskridende forstyrrelser mellem EU-medlemsstater af anvendelse af harmoniserede radiofrekvenser og artikel 51, stk. 3, om oplysninger, som i givet fald skal offentliggøres med henblik på at fremme overdragelse og udlejning af tilladelser mellem aktører på markedet. Disse gennemførelsesretsakter kan eventuelt blive vedtaget i form af gennemførelsesforordninger, der på samme måde som forordninger gælder umiddelbart i EU-medlemsstaterne og har forrang for national ret. Der gælder i dag forordninger på andre områder inden for elektronisk kommunikation.

Det foreslås i en ny § 51 a i frekvensloven at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler, som er nødvendige for at anvende forordninger udstedt af Den Europæiske Union på frekvensområdet, herunder regler om kompetence, tilsyn og håndhævelse i form af bestemmelser om oplysningspligt, forbud, påbud og tvangsbøder ved manglende overholdelse af forordninger eller manglende efterlevelse af afgørelser truffet i medfør af forordninger.

Det vil være relevant at overveje at pålægge tvangsbøder i forhold til at genemtvinge en afgørelse om at give oplysninger om planer om overdragelse eller udlejning af frekvenstilladelser, som skal offetnliggøres med henblik på at fremme overdragelse og udlejning af tilladelser mellem aktører på markedet, jf. den gennemførelsesretsakt, som Europa-Kommissionen kan vedtage i medfør af teledirektivets artikel 51, stk. 3.

Der kan i denne forbindelse være behov for et andet middel til at gennemtvinge en handlepligt end straf i form af bøde. Med tvangsbøder sikres det, at der kan skrides ind, indtil de pågældende oplysninger afgives af de forpligtede.

Anvendelse af tvangsbøder forudsætter, at Energistyrelsen forinden har truffet en afgørelse i form af et påbud over for den pågældende om at afgive oplysningerne, og at den pågældende ikke inden for en af Energistyrelsen fastsat rimelig frist har efterkommet afgørelsen. Det er en forudsætning for at træffe en afgørelse om at pålægge tvangsbøder, at den forudgående afgørelse er konkret, sagligt begrundet og tilstrækkeligt detaljeret for modtageren, så det står klart, hvordan den kan efterkommes. Det vil skulle fremgå, at hvis påbuddet ikke efterkommes inden for den fastsatte frist, vil der kunne pålægges daglige tvangsbøder fra en given dato, indtil påbuddet efterkommes.

Tvangsbøder vil skulle fastsættes som daglige bøder, indtil påbuddet efterkommes. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a., at tvangsbøderne ikke må stå i misforhold til handlingen eller undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøderne skal tages hensyn til den oplysningspligtiges økonomiske formåen, således at tvangsbøderne har effekt. Størrelsen af tvangsbøderne vil derfor bero på et konkret skøn.

Det er hensigten, at tvangsbødernes størrelse skal fastsættes, så tvangsbøderne fjerner eventuelle økonomiske incitamenter for adressaten til ikke at efterkomme en afgørelse, som retter sig mod adressaten. Ved fastsættelsen af tvangsbødernes størrelse skal det derfor sikres, at beløbet er af en sådan størrelse, at det virker adfærdsregulerende for adressaten. Tvangsbøden vil i overensstemmelse med gældende praksis for tvangsbøder efter frekvensloven skulle være på mindst 1.000 kr. dagligt, og der vil kun skulle pålægges én daglig tvangsbøde, f.eks. på 1.000 kr. pr. dag, uanset antallet af forhold. De daglige tvangsbøder vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen. De daglige tvangsbøder vil kunne pålægges fra en given dato.

Forudsætningen for at pålægge daglige tvangsbøder vil være, at Energistyrelsen mindst 14 kalenderdage forinden underretter parten om, at tvangsbøder vil blive påalgt fra en bestemt dato. Varslingen vil skulle indeholde oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil skulle tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af tvangsbøden. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med en uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har ført til, at parten har efterkommet Energistyrelsens afgørelse. Varslet om daglige tvangsbøder vil kunne gives samtidig med påbuddet om at efterkomme afgørelsen, men vil også kunne gives efterfølgende, hvis påbuddet ikke efterkommes.

Undlader en part fortsat efter at have været pålagt tvangsbøder at efterkomme en afgørelse truffet af Energistyrelsen som ovenfor nævnt, kan tvangsbødens størrelse forhøjes, indtil bøden virker adfærdsregulerende for parten, herunder set i forhold til den manglende efterkommelses betydning i sagen og den forpligtedes omsætning. Som udgangspunkt skal enhver forhøjelse af tvangsbøden være på 50 procent.

Ved vurderingen af, om tvangsbødeinstrumentet skal bringes i anvendelse, vil der blive foretaget en afvejning af proportionaliteten ved at anvende tvangsbøder set i forhold til overtrædelsens karakter, herunder betydningen af den manglende efterkommelse set i forhold til betydningen af offentliggørelsen af oplysningerne.

Bestemmelser om oplysningspligt skal håndhæves i overensstemmelse med forbudet mod selvinkriminering i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgøerlse nr. 1121 af 12. november 2019 (i det følgende benævnt retssikkerhedsloven). Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og opysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

Der er som nævnt hjemmel i frekvenslovens § 54, stk. 1, nr. 5, til at straffe den, der overtræder EU-forordninger på frekvensområdet, med bøde. Den foreslåede bemyndigelse i frekvenslovens § 51 a indeholder derfor ikke hjemmel til at fastsætte regler om sanktioner i form af bødestraf.

Med den foreslåede bestemmelse bringes ordlyden af bestemmelsen om anvendelse af forordninger i frekvensloven på linje med de tilsvarende bestemmelser i teleloven og lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold med undtagelse af muligheden for at fastsætte regler om straf, som allerede fremgår af den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 54, stk. 1, nr. 5. Det vil herefter være muligt at fastsætte relevante regler i bekendtgørelsesform, som måtte være nødvendige for at anvende forordninger på frekvensområdet i Danmark.

Der foreslås indsat en tilsvarende bestemmelse i lov om etablering og fælles udnyttelse af master til radiokommunikationsformål m.v.

Til nr. 29

Efter den gældende bestemmelse i frekvenslovens § 54, stk. 1, nr. 5, straffes den, der overtræder EF-forordnigner på frekvensområdet, med bøde.

Det foreslås i § 54, stk. 1, nr. 5, at EF-forordninger ændres til EU-forordninger.

Den foreslåede ændring tilsigter ingen ændringer i retstilstanden, men er alene en sproglig opdatering af frekvenslovens § 54, stk. 1, nr. 5, så betegnelsen Den Europæiske Union (EU), der har afløst betegnelsen Det Europæiske Fællesskab (EF), anvendes. Den foreslåede bestemmelse er ikke udtryk for implementering af direktivbestemmelser.