Lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, lov om radiofrekvenser og forskellige andre love (Implementering af direktiv om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) m.v.)›§ 1

Gældende

LOV nr 1833 af 08/12/2020

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, lov om radiofrekvenser og forskellige andre love (Implementering af direktiv om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) m.v.) § 1

I lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 741 af 1. juni 2015, § 16 i lov nr. 1567 af 15. december 2015 og § 1 i lov nr. 1676 af 26. december 2017 og senest ved lov nr. 1531 af 18. december 2018, foretages følgende ændringer:

1. Fodnoten til lovens titel affattes således:

»1) Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (direktiv om databeskyttelse inden for elektronisk kommunikation), EF-Tidende 2002, nr. L 201, side 37, dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/136/EF af 25. november 2009 om ændring af direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, direktiv 2002/58/EF om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor og forordning nr. 2006/2004/EF om samarbejde mellem nationale myndigheder med ansvar for håndhævelse af lovgivning om forbrugerbeskyttelse, EF-Tidende 2009, nr. L 337, side 11, og dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1972/EU af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning), EU-Tidende 2018, nr. L 321, side 36.«

2. I § 1 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Myndighederne skal ved varetagelsen af opgaver i denne lov bl.a. iagttage følgende til gavn for slutbrugerne:

Fremme konnektivitet og adgang til og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet.
Fremme konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, herunder reel infrastrukturbaseret konkurrence.
Fremme forudsigelighed i reguleringen ved at sikre en ensartet tilsynspraksis i samarbejde med andre medlemsstaters myndigheder, Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), Frekvenspolitikgruppen (RSPG) og Europa-Kommissionen.
Sikre, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester behandles lige.
Anvende EU-retten på en teknologineutral måde, medmindre dette strider mod øvrige mål efter denne lov.
Fremme effektive investeringer og innovation i ny og forbedret infrastruktur.
Tage behørigt hensyn til lokale forhold for infrastruktur, konkurrence og slutbrugerforhold i forskellige geografiske områder, herunder ejerforhold og grundlaget for administration af lokal infrastruktur.
Kun indføre forhåndsregulerende forpligtelser, i det omfang det er nødvendigt for at sikre effektiv og holdbar konkurrence i slutbrugernes interesse, og lempe eller ophæve sådanne forpligtelser, så snart betingelserne herfor er opfyldt.«

3. § 2, nr. 4 og 5, affattes således:

»4) Elektronisk kommunikationsnet: Transmissionssystemer, uanset om de bygger på en permanent infrastruktur eller centraliseret administrationskapacitet, og, hvor det er relevant, koblings- og dirigeringsudstyr og andre ressourcer, herunder netelementer, der ikke er aktive, som gør det muligt at overføre signaler ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, lyslederteknik eller andre elektromagnetiske midler, herunder satellitnet, jordbaserede fastnet (kredsløbs- og pakkekoblede, herunder i internettet) og mobilnet, elkabelsystemer, i det omfang de anvendes til transmission af signaler, net, som anvendes til radio- og tv-spredning, og kabel-tv-net, uanset hvilken type information der overføres.

Offentligt elektronisk kommunikationsnet: Et elektronisk kommunikationsnet, som udelukkende eller overvejende bruges til udbud af elektroniske kommunikationstjenester, der er tilgængelige for offentligheden, og som danner grundlag for overførsel af information mellem nettermineringspunkter.«

4. I § 2 indsættes efter nr. 5 som nye numre:

»6) Net med meget høj kapacitet: Et elektronisk kommunikationsnet, der udelukkende består af optiske fiberelementer som minimum frem til fordelingspunktet på leveringsstedet, eller et elektronisk kommunikationsnet, som under normale spidsbelastningsvilkår kan give en tilsvarende netpræstation, for så vidt angår disponibel båndbredde til downlink og uplink, robusthed, fejlrelaterede parametre og latenstid og variation heri. Netpræstationen kan anses for tilsvarende, uanset om slutbrugerens oplevelse heraf varierer på grund af iboende forskellige egenskaber ved de medier, hvormed nettet i sidste ende etablerer forbindelse med nettermineringspunktet.

Radiobaseret lokalnet: Et trådløst adgangssystem med lav effekt og lille rækkevidde (RLAN), der har en lav risiko for at skabe uacceptable forstyrrelser som defineret i lov om radiofrekvenser af andre sådanne systemer etableret i nærheden af andre brugere, og som på et ikkeeksklusivt grundlag anvender harmoniserede radiofrekvenser.«

Nr. 6-17 bliver herefter nr. 8-19.

5. § 2, nr. 6, der bliver nr. 8, affattes således:

»8) Nettermineringspunkt: Et fysisk punkt, hvor en slutbruger får adgang til et offentligt elektronisk kommunikationsnet, og som for net, hvor der anvendes kobling eller routing, identificeres ved hjælp af en specifik netadresse, som kan være knyttet til slutbrugerens nummer eller navn.«

6. I § 2, nr. 10, der bliver nr. 12, ændres »Taletelefonitjeneste: Elektronisk« til: »Talekommunikationstjeneste: Offentligt tilgængelig elektronisk«.

7. I § 2, nr. 12, der bliver nr. 14, indsættes efter »der etableres mellem udbydere af«: »offentlige«.

8. I § 2 indsættes som nr. 20-24:

»20) Nummeruafhængig interpersonel kommunikationstjeneste: En tjeneste, som normalt ydes mod betaling, og som muliggør direkte interpersonel og interaktiv informationsudveksling via elektroniske kommunikationsnet mellem et afgrænset antal personer, hvor de personer, der indleder eller deltager i kommunikationen, bestemmer, hvem modtageren eller modtagerne skal være. Tjenesten omfatter ikke tjenester, der blot muliggør interpersonel og interaktiv kommunikation som en mindre støttefunktion, der er tæt knyttet til en anden tjeneste. Tjenesten etablerer ikke forbindelse til offentligt tildelte nummerressourcer, dvs. et eller flere numre i nationale eller internationale nummerplaner, og muliggør ikke kommunikation med et eller flere numre i nationale eller internationale nummerplaner.

Alarmcentral: En fysisk lokalitet, hvor en alarmkommunikation modtages under ansvar af en offentlig myndighed.
Den relevante alarmcentral: Den alarmcentral, som skal dække alarmkommunikationer fra et bestemt område eller af en bestemt type.
Alarmkommunikation: Kommunikation, der etableres via en elektronisk kommunikationstjeneste mellem en slutbruger og alarmcentralen med det formål at anmode om og modtage hjælp fra beredskabstjenester.
Beredskabstjeneste: En tjeneste, der yder omgående og hurtig bistand i situationer, hvor der i særlig grad er direkte risiko for liv eller lemmer, for individuel eller kollektiv sundhed eller sikkerhed, for privat eller offentlig ejendom eller for miljøet.«

9. I § 3 ændres »at foretage opkald til den offentlige alarmtjeneste (112),« til: »gratis alarmkommunikation til den offentlige alarmtjeneste og foretage opkald til«.

10. § 4 affattes således:

»§ 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at forpligte udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester til at sikre en række grundlæggende slutbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, herunder om:

Oplysningskrav.
Almennyttige oplysninger.
Aftalers varighed og opsigelse.
Pakketilbud.
Særlige funktioner og faciliteter.
Tilgængelighedskrav og kompenserende tjenester for personer med handicap og oplysningskrav i forbindelse med disse tjenester.
Tilgængelighedskrav i forbindelse med alarmkommunikation for personer med handicap.
Udbyderens klagebehandling.

Stk. 2. Ved fastsættelsen af regler i henhold til stk. 1 kan klima-, energi- og forsyningsministeren bestemme, at disse kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikkeerhvervsdrivende slutbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om Energistyrelsens adgang til at dispensere fra kravene.

Stk. 3. Regler fastsat i medfør af stk. 1 finder ikke anvendelse på mikrovirksomheder, der udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, medmindre de også udbyder elektroniske kommunikationstjenester.«

11. Efter § 4 indsættes:

»§ 4 a. Energistyrelsen kan fastsætte regler med henblik på at forpligte udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester til at sikre en række grundlæggende slutbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af net eller tjenester, herunder regler om:

Gennemsigtighed, sammenligning af tilbud og offentliggørelse af oplysninger.
Tjenestekvalitet.
Skift af udbyder af internetadgangstjenester.
Spærring og tilbagehold af indtægter ved bedrageri og misbrug.
Forbud mod ensidigt at begrænse slutbrugere i at tilgå radiobaserede lokalnet m.v.

Stk. 2. Regler fastsat i medfør af stk. 1 finder ikke anvendelse på mikrovirksomheder, der udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, medmindre de også udbyder elektroniske kommunikationstjenester.«

12. To steder i § 7, stk. 1, 1. pkt., og i stk. 2, indsættes efter »-tjenester«: »og nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester«.

13. To steder i § 8, stk. 1, og i stk. 2, nr. 1, indsættes efter »-tjenester«: »og nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester«.

14. § 14 affattes således:

»§ 14. Forsyningspligten har til formål at sikre adgang til grundlæggende elektroniske kommunikationstjenester på rimelige vilkår og til overkommelige priser.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om adgang til følgende forsyningspligtydelser:

En talekommunikationstjeneste på et fast sted.
En tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste.
Særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap.
En udtømmende nummerfortegnelse, der indeholder samtlige numre i den samlede danske nummerplan, som er tildelt slutbrugere.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan ved dokumenteret behov fastsætte regler om, at der fortsat skal være forsyningspligt på ydelser, der var underlagt forsyningspligt den 20. december 2018.

Stk. 4. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at forsyningspligten skal omfatte andre ydelser end dem, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en eller flere alment tilgængelige forsyningspligtydelser eller dele af disse, som er fastsat i medfør af stk. 2-4,

ikke længere skal udbydes som led i forsyningspligten eller
ikke eller kun i begrænset omfang skal udbydes til nye kunder som led i forsyningspligten.

Stk. 6. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætter regler om

omfanget af forsyningspligtydelser, jf. stk. 2-4, herunder de faciliteter og funktioner, der skal stilles til rådighed,
omfanget af leveringspligten, jf. § 16, og om,
hvorvidt forsyningspligten skal gælde for forbrugere, mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder og nonprofitorganisationer eller alle slutbrugere.«

15. I § 15, stk. 2, § 17, stk. 2, 1. pkt., to steder i § 18, stk. 1, 1. pkt., og i 2. pkt., og stk. 4, 1. pkt., indsættes efter »§ 14, stk. 2«: »eller 3«.

16. I § 15, stk. 2, § 17, stk. 2, 1. pkt., og § 18, stk. 1, 1. og 2. pkt., to steder i § 18, stk. 4, 1. pkt., og i stk. 5 og 8, ændres »§ 14, stk. 3« til: »§ 14, stk. 4«.

17. § 17, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Vurderer klima-, energi- og forsyningsministeren, at detailpriserne for de tjenester, som er oplistet i § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, ikke er overkommelige for forbrugere med en lav indkomst eller ikke er økonomisk tilgængelige for forbrugere med særlige sociale behov, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler, som sikrer, at sådanne forbrugere kan betale for en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste og talekommunikationstjenester som minimum på et fast sted.«

18. I § 18, stk. 4, 1. pkt., og stk. 5, indsættes efter »§ 14, stk. 2, nr. 1 og 2,«: »eller stk. 3,«.

19. I § 18, stk. 4, 1. pkt., og stk. 8, ændres »direktiv 2002/22/EF med senere ændringer« til: »direktiv 2018/1972/EU«.

20. I § 18, stk. 7, ændres »skal« til: »kan«.

21. I § 19, 1. pkt., ændres »sit accessnet« til: »sine adgangsnetaktiver«.

22. I § 19, 2. pkt., ændres »accessnet« til: »adgangsnetaktiver«.

23. § 20 affattes således:

»§ 20. Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelse af reglerne i §§ 3-6, § 10, stk. 1 og 2, og §§ 11 og 14-19 og regler og vilkår udstedt i medfør heraf.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af reglerne i §§ 7-9 og regler udstedt i medfør heraf.«

24. I § 21, stk. 2, indsættes som nr. 6:

»6) Udbud af numre, som kan bruges til andre elektroniske kommunikationstjenester end interpersonelle kommunikationstjenester uden for Danmark.«

25. I § 26 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal sikre, at en slutbruger, der opsiger en abonnentaftale, kan bevare retten til nummerportering af et nummer fra den nationale nummerplan til en anden udbyder i mindst 1 måned efter datoen for opsigelsen, medmindre slutbrugeren har givet afkald på denne ret.«

26. Efter § 26 indsættes:

»§ 26 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som udbyder machine to machine-kommunikationstjenester, skal understøtte, at slutbrugere trådløst kan foretage skifte mellem udbydere.«

27. I § 27 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. I tilfælde af fejl i nummerporteringsprocessen genaktiverer den afgivende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester slutbrugerens nummer og de forbundne tjenester, indtil nummerporteringen er gennemført. Den afgivende udbyder fortsætter med at stille tjenesten til rådighed på samme vilkår og betingelser, indtil den modtagende udbyders tjeneste er blevet aktiveret. Den tid, som tjenesten er utilgængelig under skifte- og nummerporteringsprocessen, må ikke udgøre mere end én arbejdsdag.«

Stk. 3 bliver herefter stk. 4.

28. Efter § 28 indsættes:

»§ 28 a. Udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som modtager numre som led i nummerportering, jf. § 26, stk. 1, forestår skifte- og nummerporteringsprocessen. Udbydere må ikke forsinke skifte- og nummerporteringsprocessen, og udbydere må ikke portere numre eller skifte udbyder uden slutbrugernes udtrykkelige samtykke. Slutbrugerens abonnentaftaler med den afgivende udbyder ophører automatisk efter afslutningen af skiftet af udbyder.«

29. I § 31, stk. 3, indsættes efter »nummeroplysningsdata,«: »afgrænsning af kredsen af berettigede til at modtage data,«.

30. I § 32, stk. 4, ændres »§ 27, stk. 3« til: »§ 27, stk. 4«.

31. I § 33 indsættes som stk. 3:

»Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester med et betydeligt dækningsniveau og en betydelig brugerudbredelse kan pålægges forpligtelser, der er nødvendige for at sikre forbindelser mellem slutbrugere.«

32. I § 34, stk. 2, indsættes efter »§ 33, stk. 2,«: »§ 35 a eller«.

33. I § 34, stk. 2, indsættes efter »§ 41«: »eller bindende tilsagn efter § 47 a, § 47 c, § 47 d«.

34. Efter kapitel 11 indsættes:

§ 35 a. Under forudsætning af at betingelserne i stk. 2 er opfyldt, kan Erhvervsstyrelsen på baggrund af en rimelig og velbegrundet anmodning fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester pålægge enhver udbyder eller ejer af elektroniske kommunikationsnet en forpligtelse til at give netadgang til ledningsnet, kabler og tilhørende faciliteter inde i bygninger eller frem til det første koncentrations- eller fordelingspunkt, der befinder sig uden for en bygning.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan pålægge netadgang efter stk. 1, når det er berettiget, fordi en parallel etablering af sådanne netelementer ikke vil være økonomisk rentabel eller gennemførlig i praksis.

Stk. 3. Under forudsætning af at betingelserne i stk. 4 er opfyldt, kan Erhvervsstyrelsen udvide forpligtelsen efter stk. 1 til et punkt i nettet, der ligger efter det første koncentrations- eller fordelingspunkt. Erhvervsstyrelsen skal fastlægge det punkt, der ligger tættest på slutbrugerne, og som kan understøtte et tilstrækkeligt antal slutbrugerforbindelser til at være kommercielt rentabelt for effektive adgangssøgende udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Stk. 4. Konkluderer Erhvervsstyrelsen under hensyntagen til forpligtelser, der følger af relevante markedsundersøgelser, jf. § 37, at forpligtelser i henhold til stk. 1 ikke i tilstrækkelig grad imødegår eller vil imødegå store og varige økonomiske eller fysiske hindringer for etablering af parallelle net, der opretholder eller vil medføre en konkurrencesituation, der i betydeligt omfang begrænser de konkurrencemæssige resultater for slutbrugerne, kan Erhvervsstyrelsen pålægge forpligtelser efter stk. 3.

Stk. 5. En forpligtelse efter stk. 1 eller 3 kan omfatte forpligtelser om

netadgang til fysiske netelementer og tilhørende faciliteter og tilknyttede tjenester,
transparens,
ikkediskrimination og
krav til fordelingen af adgangsomkostninger, som om nødvendigt tilpasses for at tage højde for risikofaktorer.

Stk. 6. En forpligtelse efter stk. 3 kan ud over de i stk. 5 opregnede forpligtelser tillige omfatte netadgang til aktive eller virtuelle netelementer, hvis dette er berettiget af tekniske eller økonomiske grunde.

Stk. 7. Erhvervsstyrelsen kan ikke pålægge forpligtelser efter stk. 3, når

udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet stiller en rentabel og lignende alternativ mulighed for at nå slutbrugere til rådighed for enhver udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ved at give adgang til et net med meget høj kapacitet på fair, ikkediskriminerende og rimelige vilkår og betingelser eller
pålæggelse af forpligtelser vil skade den økonomiske eller finansielle rentabilitet af udrulningen af et nyt net, navnlig ved små lokale projekter.

Stk. 8. Erhvervsstyrelsen skal ved pålæggelse af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, ved udformningen af forpligtelser efter stk. 5 og ved vurdering af muligheden for at undtage efter stk. 7, nr. 1, navnlig vurdere, om udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet

har de egenskaber, der fremgår af § 47 b,
har modtaget offentlig finansiering til udrulning eller drift af det relevante net,
har offentliggjort et standardtilbud for adgang til det relevante net,
anvender standardiserede vilkår og betingelser og standardprocedurer, der er aftalt i et brancheforum eller anvendes som en de facto standard på markedet,
tilbyder en langsigtet forpligtelse til at give netadgang,
tilbyder adgang til alternative adgangsprodukter, herunder passiv eller aktiv netadgang eller netadgang til anlægsinfrastruktur, eller
tilbyder fair og rimelige priser under behørig hensyntagen til investeringer og tilknyttede risici og eventuelle omkostningsforskelle, der opstår som følge af skala eller forretningsmodel.«

35. I § 37 indsættes efter stk. 1 som nyt stykke:

»Stk. 2. Markedsundersøgelser efter stk. 1 gennemføres inden for en af følgende perioder:

Inden for 5 år efter afgørelse om en tidligere undersøgelse på det pågældende marked. Denne periode kan dog undtagelsesvis forlænges med op til yderligere 1 år efter godkendelse fra Europa-Kommissionen.
Inden for 3 år efter Europa-Kommissionens vedtagelse af en revideret henstilling om relevante produkt- og tjenestemarkeder, når der er tale om markeder, der ikke tidligere er undersøgt.«

Stk. 2-5 bliver herefter stk. 3-6.

36. I § 37, stk. 2, der bliver stk. 3, indsættes efter »markedsmæssige«: »forhold som f.eks. kommercielle aftaler, herunder aftaler om saminvestering, der påvirker dynamikken i konkurrencen,«.

37. I § 41, stk. 2, indsættes før nr. 1 som nyt nummer:

»1) Adgang til anlægsinfrastruktur, jf. § 41 a.«

Nr. 1-6 bliver herefter nr. 2-7.

38. I § 41 indsættes som stk. 6-8:

»Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan alene pålægge forpligtelser i henhold til stk. 2, nr. 2, når konkurrencen og slutbrugernes interesser ikke kan fremmes enten ved at pålægge forpligtelser i henhold til stk. 2, nr. 1, eller gennem forpligtelser på beslægtede engrosmarkeder.

Stk. 7. En udbyder, der er pålagt en forpligtelse i henhold til § 41 a eller § 42, skal på forhånd og i god tid anmelde sine planer om at afvikle eller med ny infrastruktur erstatte dele af et net, der er omfattet af forpligtelsen, til Erhvervsstyrelsen.

Stk. 8. Er det nødvendigt for at sikre konkurrencen og slutbrugernes rettigheder, skal Erhvervsstyrelsen pålægge udbyderen, jf. stk. 1, en forpligtelse til at udarbejde en detaljeret beskrivelse af planerne for overgangsperioder og vilkår, og hvilke sammenlignelige adgangsprodukter der tilbydes i stedet for.«

39. Efter § 41 indsættes før overskriften før § 42:

§ 41 a. Ved forpligtelse vedrørende adgang til anlægsinfrastruktur forstås en forpligtelse til at imødekomme rimelige anmodninger om adgang til og anvendelse af anlægsinfrastruktur, herunder, men ikke begrænset til, bygninger, adgangsveje til bygninger, kabler i bygninger, herunder ledningsnet, antenner, pæle, master, kabelkanaler, ledningskanaler, nedgangsbrønde, mandehuller, skabe og tårne og andre støttekonstruktioner.«

40. § 42, stk. 1, nr. 1, affattes således:

»1) At give adgang til og mulighed for at anvende specifikke fysiske netelementer og tilhørende faciliteter i nødvendigt omfang, herunder ubundtet adgang til abonnentledninger og afsnit heraf.«

41. I § 42, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) At give adgang til specifikke aktive eller virtuelle netelementer og tjenester.«

Nr. 2-10 bliver herefter nr. 3-11.

42. I § 42, stk. 2, indsættes efter nr. 1 som nye numre:

»2) den forventede teknologiske udvikling, som påvirker udformningen og forvaltningen af net,

behovet for at sikre teknologineutralitet, som sætter parterne i stand til at udforme og forvalte deres egne net,«.

Nr. 2-6 bliver herefter nr. 4-8.

43. I § 42, stk. 2, nr. 3, der bliver nr. 5, indsættes efter »hermed,«: »især hvad angår investeringer i net med meget høj kapacitet og risikoniveauer forbundet hermed,«.

44. I § 42, stk. 2, nr. 4, der bliver nr. 6, indsættes efter »infrastrukturbaseret konkurrence«: »og innovative forretningsmodeller, som støtter bæredygtig konkurrence, herunder infrastrukturbaseret konkurrence, der er baseret på saminvestering«.

45. I § 43 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Erhvervsstyrelsen kan som led i en forpligtelse til ikkediskrimination, jf. stk. 1, pålægge udbydere med en stærk markedsposition at levere adgangsprodukter og -tjenester til alle virksomheder, herunder sig selv, inden for samme frister og på samme vilkår og betingelser, herunder vedrørende pris og serviceniveau, og ved hjælp af samme systemer og processer, som gælder for udbyderens egne afdelinger.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

46. § 44, stk. 3, affattes således:

»Stk. 3. En udbyder med en stærk markedsposition, der er pålagt en forpligtelse som anført i § 41, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal offentliggøre et standardtilbud herom, der bl.a. angiver relevante centrale resultatindikatorer og tilsvarende serviceniveauer. Et sådant standardtilbud skal tage nøje hensyn til retningslinjer fra BEREC om minimumskriterier for et standardtilbud.«

47. I § 46, stk. 2, indsættes efter »til skade for slutbrugerne«: », når der ikke eksisterer en relevant begrænsning af detailprisen«.

48. I § 46, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Erhvervsstyrelsen skal i vurderingen tage hensyn til behovet for at fremme konkurrencen og slutbrugernes langsigtede interesser vedrørende udrulning og ibrugtagning af næstegenerationsnet og navnlig net med meget høj kapacitet.«

49. § 46, stk. 4, affattes således:

»Stk. 4. Ved pålæggelse af en forpligtelse vedrørende priskontrol skal det sikres, at alle mekanismer til omkostningsdækning eller metoder, der kan anvendes til at fastlægge priser, tjener til at fremme udrulning af nye og forbedrede net, effektivitet og holdbar konkurrence og maksimere bæredygtige fordele for slutbrugerne.«

50. Efter § 46 indsættes før overskriften før § 47:

»§ 46 a. Træffer Europa-Kommissionen afgørelse om at pålægge en maksimal termineringstakst for taleopkald i mobilnet eller fastnet eller begge, kan Erhvervsstyrelsen ikke fastsætte andre priser i henhold til en forpligtelse vedrørende priskontrol, jf. § 46.«

51. Efter kapitel 14 indsættes:

§ 47 a. En udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kan afgive tilsagn om saminvestering i forbindelse med udrulningen af et nyt net, som består af optiske fiberelementer, der dækker strækningen op til slutbrugerens ejendom eller basisstation.

Stk. 2. Ved vurdering af saminvesteringstilsagn efter stk. 1 skal Erhvervsstyrelsen afgøre, om udbyderens saminvesteringstilbud overholder følgende betingelser:

Saminvesteringstilbuddet er åbent for enhver udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester på et hvilket som helst tidspunkt i nettets levetid.
Saminvesteringstilbuddet giver medinvestorer mulighed for at konkurrere effektivt og bæredygtigt på lang sigt på underliggende markeder, hvor udbyderen er aktiv, på vilkår, som er fair, rimelige og ikkediskriminerende, og som giver adgang til nettets fulde kapacitet.
Saminvesteringstilbuddet er offentliggjort rettidigt af udbyderen, hvilket bortset fra rene engrosselskaber, jf. § 47 b, vil sige mindst 6 måneder før begyndelsen af udrulningen af det nye net, medmindre Erhvervsstyrelsen vurderer, at nationale omstændigheder kan begrunde, at perioden forlænges.
Andre udbydere, som ikke deltager i saminvesteringen, skal fra begyndelsen kunne drage fordel af netadgang med samme kvalitet, hastighed, betingelser og muligheder for at nå ud til slutbrugere som før udrulningen. Saminvesteringstilbuddet skal sikre, at netadgangen tilpasses over tid i lyset af udviklingen på de tilknyttede detailmarkeder, så incitamenterne til at deltage i saminvesteringen opretholdes. Saminvesteringstilbuddet skal give Erhvervsstyrelsen mulighed for indsigt i og tilsyn med efterfølgende tilpasninger af netadgangen.
Saminvesteringstilbuddet er fremsat i god tro og opfylder som minimum de kriterier, der er angivet i bilag 1.

Stk. 3. Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at det i medfør af stk. 1 afgivne saminvesteringstilsagn opfylder betingelserne i stk. 2, og konstaterer Erhvervsstyrelsen, at mindst én potentiel medinvestor har indgået en saminvesteringsaftale med udbyderen, skal styrelsen gøre saminvesteringstilsagnet bindende for en periode på mindst 7 år. I denne periode må Erhvervsstyrelsen ikke pålægge yderligere forpligtelser efter § 41 på den relevante del af nettet.

Stk. 4. Uanset stk. 3 kan Erhvervsstyrelsen i tilstrækkeligt begrundede tilfælde pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser efter §§ 41 a-46 for at afhjælpe væsentlige konkurrenceproblemer på bestemte markeder, som på grund af de særlige karakteristika ved disse markeder ellers ikke ville blive afhjulpet.

Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan pålægge den udbyder, som har afgivet saminvesteringstilsagn efter stk. 1, at forelægge årlige overensstemmelseserklæringer om overholdelsen af betingelserne i stk. 2.

§ 47 b. Erhvervsstyrelsen skal vurdere, om en udbyder, der er udpeget til at have en stærk markedsposition på et eller flere engrosmarkeder, jf. § 40, og som ikke er aktiv på noget detailmarked for offentlige elektroniske kommunikationstjenester, opfylder følgende betingelser:

Alle selskaber og forretningsenheder inden for udbyderen, alle selskaber, som kontrolleres, men ikke nødvendigvis ejes fuldstændigt af den samme endelige ejer, og eventuelle aktionærer, der kan udøve kontrol over udbyderen, har kun nuværende og planlagte aktiviteter på engrosmarkeder for elektroniske kommunikationstjenester og derfor ikke nogen aktiviteter på noget detailmarked for elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere i EU.
Udbyderen er ikke forpligtet til at handle med en enkelt selvstændig udbyder senere i forsyningskæden, som er aktiv på et detailmarked for offentlige elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere, som følge af en eksklusivaftale eller en aftale, som i realiteten udgør en eksklusivaftale.

Stk. 2. Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan styrelsen i en afgørelse efter § 41 kun pålægge den pågældende udbyder forpligtelser som nævnt i §§ 42 og 43 eller forpligtelser om fair og rimelig prisfastsættelse, når det er berettiget på baggrund af en markedsanalyse efter § 39, herunder en fremadrettet vurdering af den sandsynlige adfærd for en udbyder med en stærk markedsposition.

Stk. 3. Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, skal styrelsen revidere de pålagte forpligtelser, jf. stk. 2, og i relevant omfang pålægge forpligtelser som nævnt i §§ 41 a-46. Udbyderen skal straks underrette Erhvervsstyrelsen om eventuelle ændringer af de forhold, der er relevante, jf. stk. 1.

Stk. 4. Erhvervsstyrelsen skal revidere de pålagte forpligtelser, jf. stk. 2, eller pålægge en eller flere af forpligtelserne nævnt i §§ 41 a eller 44-46, når Erhvervsstyrelsen på grundlag af dokumentation for betingelser og vilkår, som udbyderen tilbyder kunder senere i forsyningskæden, konkluderer, at der er opstået eller sandsynligvis vil opstå konkurrenceproblemer til ulempe for slutbrugerne, som kræver pålæggelse af yderligere forpligtelser eller ændring af eksisterende forpligtelser.

§ 47 c. En udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition på et eller flere relevante markeder, skal underrette Erhvervsstyrelsen, mindst 3 måneder inden udbyderen agter at overdrage sine adgangsnetaktiver eller væsentlige dele heraf til en særskilt juridisk enhed med en anden ejer eller oprette en særskilt forretningsenhed med henblik på at give alle detailudbydere, herunder virksomhedens egne detailafdelinger, fuldt ud tilsvarende adgangsprodukter.

Stk. 2. En udbyder kan afgive tilsagn om betingelser for adgang til udbyderens net i løbet af gennemførselsperioden og efter afslutningen af den adskillelse, der er nævnt i stk. 1. Tilbuddet om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, herunder med hensyn til tidsplanen og rammerne for tilsagnets gennemførelse og dets varighed.

Stk. 3. Erhvervsstyrelsen skal som led i sin vurdering af den planlagte adskillelse sammen med eventuelt afgivne tilsagn gennemføre en analyse af de forskellige markeder med tilknytning til adgangsnettet.

Stk. 4. Erhvervsstyrelsen træffer på grundlag af analysen, jf. stk. 3, afgørelse om at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser efter § 41 og kan i sin afgørelse gøre tilsagn helt eller delvis bindende i hele den periode, som de afgives for.

Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan forlænge bindende tilsagn i henhold til stk. 4.

§ 47 d. Udbydere, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kan afgive tilsagn til Erhvervsstyrelsen vedrørende betingelser for samarbejdsordninger, tredjepartsadgang, eller saminvestering. Tilbuddet om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, herunder med hensyn til tidsplanen og rammerne for tilsagnets gennemførelse og dets varighed.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen skal som led i styrelsens vurdering af tilsagn afgivet i medfør af stk. 1 foretage en markedstest, navnlig vedrørende de tilbudte vilkår, herunder ved at gennemføre en offentlig høring, medmindre de afgivne tilsagn er klart utilstrækkelige. Erhvervsstyrelsen skal ved vurdering af de afgivne tilsagn navnlig tage hensyn til dokumentation for tilsagnene, tilsagnenes åbenhed for alle markedsdeltagere, rettidig tilvejebringelse af adgang på fair, rimelige og ikkediskriminerende betingelser forud for lanceringen af tilknyttede detailtjenester, tilsagnenes generelle tilstrækkelighed i forhold til at muliggøre bæredygtig konkurrence på underliggende markeder og at fremme samarbejde om udrulning og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet til gavn for slutbrugerne.

Stk. 3. Erhvervsstyrelsen skal meddele udbyderen sine foreløbige konklusioner om, hvorvidt de afgivne tilsagn opfylder de mål og kriterier og overholder de procedurer, som er omhandlet i nærværende bestemmelse og i §§ 41, 47 a eller 47 c, og på hvilke betingelser styrelsen kan overveje at gøre tilsagnene bindende.

Stk. 4. Udbyderen kan ændre sit tilbud om tilsagn for at tage hensyn til Erhvervsstyrelsens foreløbige konklusioner.

Stk. 5. Erhvervsstyrelsen kan uanset § 47 a, stk. 3, træffe afgørelse om at gøre tilsagnene helt eller delvis bindende, og styrelsen kan uanset § 37, stk. 3, gøre nogle af eller alle tilsagnene bindende for en bestemt periode.

Stk. 6. Erhvervsstyrelsen kan forlænge tilsagnene i henhold til stk. 5.«

52. Efter § 50 indsættes i kapitel 15:

»§ 50 a. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om Energistyrelsens tilsyn med overholdelse af reglerne i §§ 48-50, regler og vilkår udstedt i medfør heraf og regler om tvistbilæggelse i forbindelse med digitale radio- og tv-tjenester.«

53. I § 52, § 54, stk. 1, 1. pkt., § 54, stk. 2, to steder i § 54, stk. 3, 1. pkt., i § 54, stk. 4, tre steder i § 55, stk. 1, og i § 55, stk. 2 og 3, ændres »Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen« til: »Erhvervsstyrelsen«.

54. I § 52 og § 55, stk. 1, ændres »dette afsnit« til: »dette kapitel og kapitel 11-14, 16 og 18«.

55. I § 52 indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med overholdelse af de af Europa-Kommissionen fastsatte termineringstakster for taleopkald i fastnet og mobilnet.«

56. § 53 affattes således:

»§ 53. Indbringes der klager for Erhvervsstyrelsen i forbindelse med en aftale omfattet af dette kapitel og kapitel 11-14, 16 og 18 eller regler udstedt i medfør heraf mellem en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der er hjemmehørende i Danmark, og en tilsvarende udbyder, der er hjemmehørende i et andet EU- eller EØS-land, skal Erhvervsstyrelsen anmode Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation om at få en udtalelse om tvisten.

Stk. 2. Erhvervsstyrelsen skal afvente en udtalelse efter stk. 1, inden Erhvervsstyrelsen tager skridt til at bilægge tvisten. Erhvervsstyrelsen kan dog for at sikre konkurrencen og slutbrugernes interesser under ekstraordinære omstændigheder enten på parternes anmodning eller på eget initiativ træffe midlertidige afgørelser efter § 55.

Stk. 3. Enhver forpligtelse, som Erhvervsstyrelsen pålægger en udbyder som led i tvistbilæggelsen, skal pålægges senest 1 måned efter udtalelsen.«

57. I § 54, stk. 1, 1. pkt., ændres »§ 41 eller regler udstedt i medfør af § 49« til: », § 35 a, § 41, bindende tilsagn efter § 47 a, § 47 c eller § 47 d«.

58. I § 54, stk. 2, ændres »Energistyrelsens eller Erhvervsstyrelsens« til: »Erhvervsstyrelsens«.

59. I § 58, stk. 1, 2. pkt., indsættes efter »skal være«: »objektive, transparente, ikkediskriminerende,«.

60. I § 58, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:

»Samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter kan kun pålægges efter afholdelse af en offentlig høring.«

61. I § 58, stk. 4, 2. pkt., indsættes efter »fastsætte regler om«: »den offentlige høring og varigheden heraf, jf. stk. 2,«.

62. Kapitel 20 ophæves.

63. I § 60, stk. 1, udgår », ledningsnet«.

64. I § 60, stk. 1, ændres »§§ 58 og 59« til: »§ 58«.

65. I overskriften til kapitel 21 a ændres »Kommunal« til: »Offentlige myndigheders«.

66. § 60 a affattes således:

»§ 60 a. En offentlig myndighed kan indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet.

Stk. 2. Energistyrelsen fører tilsyn med, at offentlige myndigheders aftaler, jf. stk. 1, er indgået på markedsvilkår, og at offentlige myndigheder overholder regler fastsat i medfør af stk. 5.

Stk. 3. Energistyrelsen kan af offentlige myndigheder kræve alle oplysninger og alt materiale, som Energistyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsynet, jf. stk. 2.

Stk. 4. Energistyrelsen kan fastsætte regler om tilsynet, jf. stk. 2, herunder hvordan tilsynet gennemføres, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager som led i tilsynet og om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for tilsynet.

Stk. 5. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om metoder til fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler i henhold til stk. 1.«

67. Overskriften til kapitel 21 b affattes således:

68. §§ 60 b og 60 c affattes således:

»§ 60 b. Offentlige myndigheder kan som et supplement til en tjeneste, som myndigheden udbyder, gennem et radiobaseret lokalnet stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på myndighedens lokaliteter og i offentlige områder tæt på myndighedens lokaliteter.

Stk. 2. Offentlige myndigheder kan lade deres radiobaserede lokalnet, jf. stk. 1, indgå i et fælles net bestående af forskellige slutbrugeres radiobaserede lokalnet med henblik på herigennem at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for hinanden eller for offentligheden.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan i særlige tilfælde fastsætte regler om begrænsninger i den trådløse adgang til internettet efter stk. 1.

§ 60 c. Kommunalbestyrelser kan uden for de tilfælde, der er nævnt i § 60 b, stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på udendørs steder, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme, jf. dog stk. 3-5.

Stk. 2. Offentlige myndigheder kan uden for de tilfælde, der er nævnt af § 60 b, stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på den offentlige myndigheds lokaliteter eller på udendørs offentligt tilgængelige steder, hvor

den offentlige myndighed har opnået hel eller delvis støtte til etableringen af adgangen til internettet fra Europa-Kommissionen, jf. dog stk. 3 og 4, eller
den offentlige myndighed har søgt om støtte til etableringen af adgangen til internettet fra Europa-Kommissionen og har opfyldt kriterierne herfor, men ikke opnået støtte, jf. dog stk. 3, 4 og 6.

Stk. 3. Der må ikke med den trådløse adgang til internettet efter stk. 1 og 2 skabes et sammenhængende net i et større område.

Stk. 4. Den offentlige myndighed skal købe etablering og drift af den trådløse adgang til internettet, jf. stk. 1 og 2, af en privat udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Stk. 5. Adgang til internettet efter stk. 1 må maksimalt gives i 1 time pr. døgn pr. stykke udstyr.

Stk. 6. Den offentlige myndighed skal for at kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed efter stk. 2, nr. 2, give klima-, energi- og forsyningsministeren meddelelse herom, inden for 45 dage efter at det er konstateret, at myndigheden ikke har opnået hel eller delvis støtte fra Europa-Kommissionen.

Stk. 7. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om begrænsninger i den trådløse adgang til internettet efter stk. 2, herunder tidsmæssige begrænsninger eller begrænsninger i datamængde.«

69. Efter kapitel 21 b indsættes i afsnit V:

§ 60 d. Kommunalbestyrelser kan give tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet.

Stk. 2. Energistyrelsen fastsætter regler om gennemførelse og administration af tilskudsordninger som nævnt i stk. 1, herunder de tilskudsberettigede foranstaltninger og aktiviteter, tilskudsmodtagere og tilbagebetaling af tilskud, og om vilkår og betingelser for tilskud, herunder åben engrosadgang, for at sikre, at Europa-Kommissionens statsstøtteregler overholdes.

§ 60 e. Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelse af regler fastsat i medfør af § 60 d, stk. 2.

Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om tilsynet efter stk. 1, herunder hvordan tilsynet gennemføres, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, hvem der er klageberettiget, og høring af Erhvervsstyrelsen ved afgørelser om åben engrosadgang.

§ 60 f. Kommunalbestyrelser kan stille passiv infrastruktur til brug for elektroniske kommunikationsnet til rådighed for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, når

det sker på markedsvilkår,
infrastrukturen er bredt tilgængelig for alle udbydere og
det ikke virker konkurrenceforvridende i forhold til andre udbydere af tilsvarende passiv infrastruktur.«

70. To steder i § 61, stk. 1, nr. 1, ændres »alarmopkald (112)« til: »alarmkommunikation«.

71. § 61, stk. 1, nr. 2, affattes således:

»2) at stille stedbestemmelsesoplysninger gratis til rådighed for slutbrugeren og den relevante alarmcentral,«.

72. I § 61, stk. 1, nr. 3, ændres »beredskabstjenester.« til: »beredskabstjenester,«.

73. I § 61, stk. 1, indsættes som nr. 4 og 5:

»4) på anmodning fra alarmcentralerne eller politiet at spærre for alarmkommunikation til 112 eller lignende samfundskritiske tjenester og

at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre uafbrudt adgang til beredskabstjenester.«

74. I § 61 indsættes efter stk. 1 som nye stykker:

»Stk. 2. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler for takseringen af koordinering, dirigering og aflevering af alarmkommunikation, herunder af stedbestemmelsesoplysninger.

Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte bestemmelser som nævnt i stk. 1 og 2 for tilsvarende kommunikation med politiet, sundhedsmyndighederne m.v.«

Stk. 2 bliver herefter stk. 4.

75. I § 67 indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndigheder, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter denne lov, jf. dog stk. 4.

Stk. 4. Erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler for udnævnelse og afskedigelse af medlemmer af myndigheder, der er bemyndiget til at varetage opgaver efter kapitel 11-14 og 16-18.«

76. I § 72, stk. 1, ændres »38-41« til: »35 a, 38-41 og 47 d«.

77. I § 73, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester,«.

Nr. 2-12 bliver herefter nr. 3-13.

78. I § 73, stk. 2, 1. pkt., ændres »1-7 og 9-11« til: »1-8 og 10-12«.

79. Efter kapitel 28 indsættes:

§ 73 a. Energistyrelsen gennemfører mindst hvert tredje år en kortlægning af eksisterende elektroniske kommunikationsnet.

Stk. 2. Energistyrelsens kortlægning efter stk. 1 skal være tilstrækkelig detaljeret til, at den kan bruges til følgende:

Markedsundersøgelser og analyser efter afsnit IV.
Identifikation af støtteberettigede adresser i henhold til EU-regler om statsstøtte.
Forbrugerinformation.
Analyser i forhold til forsyningspligt efter kapitel 4.
Frekvensadministration efter lov om radiofrekvenser.
Politikunderstøttelse med henblik på sikring af dækning.

Stk. 3. Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen kan gennemføre supplerende kortlægninger af eksisterende infrastruktur, ejerskabsforhold, udrulningsplaner el.lign., såfremt det er nødvendigt for gennemførelsen af de opgaver, der er nævnt i stk. 2.

Stk. 4. Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen kan kræve alle oplysninger, som Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen skønner relevant i forbindelse med en kortlægning efter stk. 1 eller 3 af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og ejere af elektroniske kommunikationsnet.

Stk. 5. Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen kan videregive resultaterne af kortlægninger i henhold til stk. 1 eller 3 til andre myndigheder, Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation, myndigheder i andre medlemsstater eller Europa-Kommissionen, såfremt den modtagende myndighed kan garantere samme grad af kommerciel fortrolighed som den afgivende myndighed.

Stk. 6. Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen skal stille de data fra kortlægninger i henhold til stk. 1 eller 3, der ikke er underlagt kommerciel fortrolighed, til rådighed for markedet i en form, der gør det muligt at genanvende data.

Stk. 7. Energistyrelsen sikrer under hensyntagen til en eventuel kommerciel fortrolighed offentliggørelse af kortlægninger i henhold til stk. 1 eller 3 ud fra hensyn til forbrugeroplysning.«

80. I § 75, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, indsættes efter »-tjenester«: »og nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester«.

81. I § 79, stk. 1, ændres »1-7, 9, 10 og 12« til: »1-8, 10, 11 og 13«.

82. I § 81, stk. 1, indsættes efter nr. 1 som nyt nummer:

»2) den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der foretager portering af numre eller skift af udbyder uden slutbrugerens udtrykkelige samtykke, jf. § 28 a,«.

Nr. 2-4 bliver herefter nr. 3-5.

83. I § 81, stk. 1, nr. 4, der bliver nr. 5, udgår »og § 17, stk. 4«.

84. I § 81, stk. 5, ændres »stk. 1, nr. 2« til: »stk. 1, nr. 3«.

85. § 83, stk. 2, ophæves.

86. Som bilag 1 indsættes bilag 1 til denne lov.

Forarbejder til Lov om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, lov om radiofrekvenser og forskellige andre love (Implementering af direktiv om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) m.v.) § 1

Retsinformation

Til nr. 1

Det fremgår af den gældende fodnote til lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, jf. lovbekendtgørelse nr. 128 af 7. februar 2014, med senere ændringer (herefter teleloven), at teleloven gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/21/EF af 7. marts 2002 om fælles rammebestemmelser for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (rammedirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/22/EF af 7. marts 2002 om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (forsyningspligtdirektivet), Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/58/EF af 12. juli 2002 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (e-databeskyttelsesdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 201, side 37, Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, EF-Tidende 2002, nr. L 249, side 21, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/20/EF af 7. marts 2002 om tilladelser til elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (tilladelsesdirektivet), EF-Tidende 2002, nr. L 108, side 21, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/84/EF af 20. november 1998 om retlig beskyttelse af adgangsstyrede og adgangsstyrende tjenester, EF-Tidende 1998, nr. L 320, side 54, som ændret senest ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/140/EF af 25. november 2009.

I medfør af artikel 125 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/1972/EU af 11. december 2018 om oprettelse af en europæisk kodeks for elektronisk kommunikation (omarbejdning) (herefter teledirektivet) ophæves de nævnte direktiver med virkning fra den 21. december 2020, med undtagelse af e-databeskyttelsesdirektivet med senere ændringer. Teledirektivet erstatter således adgangsdirektivet, rammedirektivet, forsyningspligtdirektivet og tilladelsesdirektivet med senere ændringer. Teledirektivet ophæver ikke e-databeskyttelsesdirektivet med senere ændringer, og teleloven implementerer derfor fortsat dette direktiv.

Fodnoten til telelovens titel foreslås derfor affattet, så der henvises til teledirektivet i stedet for de erstattede direktiver. Fodnoten vil med den foreslåede affattelse omfatte e-databeskyttelsesdirektivet med senere ændringer og teledirektivet.

Til nr. 2

Den gældende formålsbestemmelse i telelovens § 1 indeholder alene en generel overordnet angivelse af lovens formål, der er at fremme et velfungerende og innovationspræget marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til gavn for slutbrugerne. I bemærkningerne til den gældende bestemmelse i teleloven, jf. Folketingstidende 2010/2011, A, lovforslag nr. 59 som fremsat, side 44f, henvises der til formålene i de gældende direktiver, herunder rammedirektivets artikel 8.

Herudover henvises der til, at de i henhold til loven bemyndigede tilsynsmyndigheder skal medvirke til en øget regulatorisk koordinering og sammenhæng gennem Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC).

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2 , vil foreskrive, at de myndigheder, der varetager opgaver efter teleloven, nøje skal iagttage mål om øget samarbejde med andre landes tilsynsmyndigheder, Europa-Kommissionen og Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) med henblik på sikring af ensartet tilsynspraksis. Endvidere vil den foreslåede bestemmelse indeholde et mål om ligebehandling af udbydere, et mål om at reguleringen skal anvendes på en teknologineutral måde, et mål om fremme af effektive investeringer og innovation, et mål om fremme af net med meget høj kapacitet og endelig et mål om fremme af konkurrencen.

Med den foreslåede bestemmelse specificeres således en række af de overordnede mål, som tilsynsmyndighederne, der anvender lovens bestemmelser, skal forfølge i varetagelsen af de opgaver, der er omfattet af teleloven.

Det er med den foreslåede bestemmelse ikke intentionen at begrænse de mål, som navnlig Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen skal forfølge, set i forhold til den gældende lov.

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen skal fortsat anvende de mål, der angives i teledirektivets artikel 3.

Den foreslåede bestemmelse, der indsættes i telelovens § 1, stk. 2, ændrer telelovens formålsbestemmelse og implementerer dele af teledirektivets artikel 3. Teledirektivets artikel 3 erstatter rammedirektivets artikel 8.

Der har ikke hidtil været et kodificeret mål i teleloven om at sikre konnektivitet og udbredelse af net til borgere i Danmark. Målet har imidlertid udgjort grundlaget for tilgangen til reguleringen i Danmark i kraft af de politiske forlig, der har været gældende for teleområdet siden 1999 og er bekræftet igen i teleforliget.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 1 , foreslås det at indsætte et mål om at fremme konnektivitet samt adgang til og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at myndighederne skal arbejde for at fremme konnektivitet for slutbrugere til elektroniske kommunikationsnet, og slutbrugernes ibrugtagning af net med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med investeringshensynet i telelovens § 1, stk. 2, nr. 5.

Baggrunden for kodificeringen af målet om konnektivitet er navnlig et ønske om en klar og gennemsigtig angivelse af de grundhensyn, myndighederne på teleområdet skal iagttage.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 1, implementerer artikel 3, stk. 2, litra a og d.

Den foreslåede bestemmelse forventes ikke at ændre myndighedernes tilgang til regulering efter teleloven.

Sikring af effektiv konkurrence har i henhold til bemærkningerne til den gældende § 1 i teleloven, jf. Folketingstidende 2010/2011, A, lovforslag nr. 59 som fremsat, side 44f, været et af målene med telereguleringen. Ligeledes har sikring af effektiv konkurrence været nævnt som et af grundprincipperne for telereguleringen i de politiske aftaler, der har ligget til grund for telereguleringen siden liberaliseringen af telemarkedet i 1990’erne.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 2 , foreslås det at indsætte et mål om at Ffremme konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, herunder reel infrastrukturbaseret konkurrence.

Den foreslåede bestemmelse kodificerer således målet om opnåelse af effektiv konkurrence mellem kommunikationsnet og -tjenester, herunder en infrastrukturbaseret konkurrence.

Med infrastrukturbaseret konkurrence forstås konkurrence mellem flere parallelle infrastrukturer, ejet af forskellige udbydere, der kan konkurrere om at levere tjenester til slutbrugere. Denne form for konkurrence står i modsætning til en rent tjenestebaseret konkurrence, hvor en enkelt infrastruktur kan benyttes af forskellige tjenesteudbydere til at levere konkurrerende tjenester.

Infrastrukturbaseret konkurrence mellem parallelle net fremhæves i teledirektivet som den mest ideelle form for konkurrence, hvor der sikres indbyrdes konkurrence mellem både net og tjenester.

Fremhævelsen af infrastrukturbaseret konkurrence som det ideelle mål vil ikke udelukke, at der forfølges mål om etablering af tjenestebaseret konkurrence i situationer, hvor den infrastrukturbaserede konkurrence er urealistisk. Det vil f.eks. kunne være tilfældet i tyndt befolkede områder, hvor parallel etablering af net ikke vil være rentabel.

Parallel etablering af net kan være på baggrund af forskellige teknologier, og forudsætter ikke parallel udrulning af den samme teknologi, f.eks. fiber.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke en ændring af retstilstanden i forhold til de formuleringer, der gælder i henhold til de gældende direktiver, men kodificerer dog for første gang målet udtrykkeligt i lovens formålsbestemmelse.

Baggrunden for kodificeringen af målet om effektiv konkurrence, herunder infrastrukturbaseret konkurrence, er navnlig et ønske om en klar og gennemsigtig angivelse af de grundhensyn myndighederne på teleområdet skal iagttage.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 2, implementerer artikel 3, stk. 2, litra b.

Den foreslåede bestemmelse forventes ikke at ændre myndighedernes tilgang til regulering efter teleloven.

I henhold til den gældende ret skal Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen i relation til en række bestemmelser i arbejdet tage nøje hensyn til eventuelle henstillinger, anbefalinger eller lignende fra Europa-Kommissionen eller Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC).

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 3 , foreslås det at indsætte et mål om at fremme forudsigelighed i reguleringen ved at sikre en ensartet tilsynspraksis i samarbejde med andre medlemsstaters myndigheder, Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), Frekvenspolitikgruppen og Europa-Kommissionen.

Med den foreslåede bestemmelse understreges det således, at Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen fortsat skal medvirke til en øget regulatorisk koordinering og sammenhæng gennem BEREC, hvor Erhvervsstyrelsen varetager det danske medlemskab. Herudover skal begge myndigheder også i deres varetagelse af opgaver efter loven medvirke til en øget koordinering gennem Frekvenspolitikgruppen og Europa-Kommissionen.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at regulatorisk koordinering mellem nationale tilsynsmyndigheder og Europa-Kommissionen med teledirektivet, tillægges en større rolle, og myndighedernes iagttagelse heraf bør sikres.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 3, implementerer artikel 3, stk. 4, litra a.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at navnlig Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen fremadrettet skal orientere sig i eventuelle retningslinjer eller lignende, og tage behørigt hensyn hertil, forud for en eventuel regulering eller afgørelse.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 4 , foreslås det at indsætte et mål om at sikre at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester behandles lige.

Med den foreslåede bestemmelse understreges vigtigheden af ligebehandlingsgrundsætningen, idet det anføres, at tilsynsmyndighederne vil skulle sikre at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester behandles lige. Dette vil omfatte både traditionelle teleselskaber, der anvender traditionelle teletjenester, og udbydere af internetbaserede kommunikationstjenester, der ligeledes reguleres efter teleloven. En forskel i reguleringen af forskellige typer af udbydere vil således skulle begrundes ud fra objektive forskelle.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i et ønske i EU-reguleringen om at understrege vigtigheden af ligebehandling af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 4, implementerer artikel 3, stk. 4, litra b.

Der tilsigtes ikke anden retstilling, end hvad der følger af den almindelige ligebehandlingsgrundsætning, der følger af dansk ret.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre en anden retstilstand end tidligere.

Princippet om teknologineutralitet har ikke tidligere været udtrykkeligt kodificeret i teleloven. Princippet har imidlertid været et af grundprincipperne for telereguleringen siden teleforliget fra 1999, og princippet blev bekræftet som et af de bærende hensyn ved teleforliget fra 2018.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 5 , foreslås det at indsætte et mål om at anvende EU-retten på en teknologineutral måde, medmindre dette strider mod øvrige mål efter denne lov.

Med den foreslåede bestemmelse, foreslås princippet om teknologineutralitet således skrevet direkte ind i teleloven som et af de primære hensyn for myndighederne. Princippet om teknologineutralitet vil medføre, at myndighederne så vidt muligt skal indrette reguleringen, så den ikke differentierer forskellige teknologiske løsninger, medmindre dette er begrundet i objektive forskelle mellem teknologierne.

F.eks. kan det under den sektorspecifikke konkurrenceregulering være relevant at pålægge forskellige forpligtelser på henholdsvis trådløse og kablede teknologier, da der grundlæggende er forskelle i måden, hvormed slutbrugeren kobles på nettet.

Omvendt bør f.eks. en forsyningspligt til en bestemt tjeneste pålægges på en måde, så det så vidt muligt sikres, at tjenesten skal kunne leveres ved hjælp af forskellige tekniske platforme. Der bør således ikke pålægges f.eks. forsyningspligt til taletelefoni over kablet infrastruktur, hvis taletelefoni i den konkrete situation kan leveres lige så effektivt over en trådløs forbindelse.

Baggrunden for kodificeringen af princippet om teknologineutralitet er navnlig et ønske om en klar og gennemsigtig angivelse af de grundhensyn, myndighederne på teleområdet skal iagttage.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 5, implementerer artikel 3, stk. 4, litra c.

Den foreslåede bestemmelse forventes ikke at ændre retstilstanden.

Hensynet til effektive investeringer, innovation samt ny og forbedret infrastruktur har hidtil fremgået af enkelte bestemmelser i teleloven, herunder f.eks. telelovens § 46, hvor stk. 3 indeholder krav om hensyntagen til udbyderens investeringer.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 6 , foreslås det at indsætte et mål om at fremme effektive investeringer og innovation i ny og forbedret infrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at investeringshensyn m.v. vil skulle overvejes og inddrages i enhver beslutning om ny regulering i henhold til teleloven.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at teledirektivet har et betydeligt fokus på netop investeringshensynet og er tilføjet som et grundlæggende mål i teledirektivets artikel 3.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 6, implementerer artikel 3, stk. 4, litra d.

Den foreslåede bestemmelse forventes ikke grundlæggende at ændre tilgangen til regulering efter teleloven, da hensynet allerede udgør et selvstændigt mål i centrale bestemmelser. Hensynet forventes dog tillagt højere vægt i afvejninger efter teleloven.

I henhold til gældende bestemmelser i telelovens kapitel 13 og 14, skal Erhvervsstyrelsen gennemføre markedsundersøgelser, herunder markedsafgrænsninger og markedsanalyser, under nøje hensyntagen til de faktiske forhold på markedet, herunder både i forhold til infrastruktur, konkurrence og slutbrugerforhold i forskellige geografiske områder.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 7 , foreslås det at indsætte et mål om at tage behørigt hensyn til lokale forhold for infrastruktur, konkurrence og slutbrugerforhold i forskellige geografiske områder, herunder ejerforhold og grundlaget for administration af lokal infrastruktur.

Med den foreslåede bestemmelse foreslås vigtigheden af at tage hensyn til lokale forhold understreget. Hensynet skal tages i forhold til infrastruktur, konkurrence og slutbrugerforhold i forskellige geografiske områder, herunder ejerforhold og grundlaget for administration af lokal infrastruktur i forbindelse med enhver regulering, der gennemføres af myndighederne.

Med den foreslåede bestemmelse foreslås princippet om behørig hensyntagen til ethvert relevant forhold kodificeret, så Erhvervsstyrelsen eller Energistyrelsen skal undersøge lokale forhold i relevant omfang forud for en regulering.

Baggrunden for kodificeringen i telelovens § 1, stk. 2 nr. 7, har baggrund i at forholdene på telemarkedet kan variere betydeligt på tværs af geografi, herunder også i et relativt lille land som Danmark.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 7, implementerer artikel 3, stk. 4, litra e.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke grundlæggende ændre myndighedernes tilgang, men vil sikre øget forudsigelighed om hvilke hensyn myndighederne skal inddrage.

Proportionalitetsprincippet fremgår adskillige steder i teleloven, herunder navnlig i telelovens afsnit IV om sektorspecifik konkurrenceregulering, hvor det blandt andet, hvorefter forpligtelser om f.eks. netadgang, kun kan pålægges i det omfang det er nødvendigt for at sikre reel konkurrence, ligesom det fremgår udtrykkeligt af telelovens § 40, stk. 4, at eventuelle forpligtelser pålagt efter afsnittet skal ophæves, hvis der konstateres reel konkurrence i en markedsanalyse.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 8 , foreslås det at indsætte et mål om kun at indføre forhåndsregulerende forpligtelser, i det omfang det er nødvendigt for at sikre effektiv og holdbar konkurrence i slutbrugernes interesse, og lempe eller ophæve sådanne forpligtelser, så snart betingelserne herfor er opfyldt.

Med den foreslåede bestemmelse kodificeres princippet om proportionalitet i forhåndsreguleringen af telemarkedet. Kodificeringen vil medføre, at forhåndsregulerende forpligtelser, kun kan indføres, i det omfang det er nødvendigt for at sikre effektiv konkurrence i slutbrugernes interesse, og at eventuelle forpligtelser skal ophæves, når betingelserne for en pålæggelse ikke længere er til stede.

Ved forhåndsregulering menes anvendelse af de såkaldte ex ante forpligtelser, der fremgår af telelovens afsnit IV. Ex ante forpligtelser kendetegnes ved, at reguleringen sker uden at der er sket et misbrug af den markedsposition en reguleret udbyder indtager, men derimod forud for et eventuelt misbrug på baggrund af en analyse af markedsstrukturen.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i et ønske om at understrege vigtigheden af proportionalitetsprincippet, så forhåndsregulerende forpligtelser kun pålægges eller opretholdes, når dette er behørigt begrundet i forholdene på telemarkedet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 1, stk. 2, nr. 8, implementerer artikel 3, stk. 4, litra f.

Den foreslåede bestemmelse udgør kodificering af et allerede anvendt princip, og forventes ikke, at medføre en ændring af myndighedernes tilgang til reguleringen.

Til nr. 3

Den gældende definition af elektroniske kommunikationsnet i telelovens § 2, nr. 4, er en sprogligt justeret implementering af den tidligere gældende definition i rammedirektivets artikel 2, litra a. Der var med den sproglige justering i forhold til rammedirektivets definition ikke tiltænkt en indholdsmæssig forskel.

Den gældende definition er en bred definition, der fastslår, at elektroniske kommunikationsnet kan omfatte enhver form for trådløs eller kabelbaseret infrastruktur, der anvendes til elektronisk transport af elektroniske kommunikationstjenester, herunder for eksempel satellit- og jordbaserede radio- og tv-sendernet og kabel-tv-net.

Det er således uden betydning, hvilken transmissionsteknologi der er tale om, herunder om der er tale om kobber-, koaksial- eller fiberkabler eller andre former for kabler eller ledninger, der anvendes til transport af elektroniske kommunikationstjenester, eller om der er tale om en eller flere radiokommunikations-teknologier, herunder teknologier der sigter på etablering af mobilinfrastruktur eller infrastruktur baseret på radiokommunikation fra et fast punkt til et andet fast punkt. Det er ligeledes uden betydning, om der er tale om kredsløbs- eller pakkekoblede net.

Af ovennævnte brede afgrænsning følger også, at for eksempel et el-net eller el-installationsledninger, som anvendes til transport af elektroniske kommunikationstjenester, vil være omfattet af definitionen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 4 , vil nyaffatte definitionen af elektroniske kommunikationsnet, så den vil omfatte transmissionssystemer, uanset om de bygger på en permanent infrastruktur eller centraliseret administrationskapacitet, og, hvor det er relevant, koblings- og dirigeringsudstyr og andre ressourcer, herunder netelementer, der ikke er aktive, som gør det muligt at overføre signaler ved hjælp af trådforbindelse, radiobølger, lyslederteknik eller andre elektromagnetiske midler, herunder satellitnet, jordbaserede fastnet (kredsløbs- og pakkekoblede, herunder i internettet) og mobilnet, elkabelsystemer, i det omfang de anvendes til transmission af signaler, net, som anvendes til radio- og tv-spredning, samt kabel-tv-net, uanset hvilken type information der overføres.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at definitionen sprogligt vil være identisk med definitionen i teledirektivet.

Der er med den foreslåede formulering fortsat tale om en bred definition, der fastslår, at elektroniske kommunikationsnet kan omfatte enhver form for trådløs eller kabelbaseret infrastruktur, der anvendes til elektronisk transport af elektroniske kommunikationstjenester, herunder for eksempel satellit- og jordbaserede radio- og tv-sendernet og kabel-tv-net.

Det er således uden betydning, hvilken transmissionsteknologi der er tale om, herunder om der er tale om kobber-, koaksial- eller fiberkabler eller andre former for kabler eller ledninger, der anvendes til transport af elektroniske kommunikationstjenester, eller om der er tale om en eller flere radiokommunikationsteknologier, herunder teknologier der sigter på etablering af mobilinfrastruktur eller infrastruktur baseret på radiokommunikation fra et fast punkt til et andet fast punkt. Det er ligeledes uden betydning, om der er tale om kredsløbs- eller pakkekoblede net.

Den eneste forskel fra den gældende definition vil være, at der i definitionen ud over permanente fysiske transmissionssystemer nu også nævnes transmissionssystemer, der er baseret på en centraliseret administrationskapacitet. Det vil sige elektroniske kommunikationsnet, der virtuelt etableres og administreres som et softwareemuleret eller -defineret net. Den foreslåede formulering af definitionen understreger således fortsat at begrebet elektroniske kommunikationsnet skal forstås så bredt som muligt og omfatter enhver transmissionsteknologi, der styrer og dirigerer transmission af elektroniske kommunikationstjenester.

Baggrunden for nyaffattelsen af telelovens § 2, nr. 4, er at sikre en direkte overensstemmelse med teledirektivets definition, så fortolkning af begrebet i regi af BEREC eller Europa-Kommissionen eller lignende kan overføres umiddelbart til dansk ret.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 4, om nyaffattelse af definitionen af elektroniske kommunikationsnet, implementerer definitionen i teledirektivets artikel 2, nr. 1.

Den foreslåede bestemmelse om nyaffattelse af definitionen af elektroniske kommunikationsnet vil medføre en øget forudsigelighed for telebranchen, idet formuleringen af bestemmelsen nu er identisk med teledirektivets definition, og at der ikke kan opstå tvivl om, hvorvidt EU-retlige fortolkninger kan overføres umiddelbart til dansk ret.

Et offentlig elektronisk kommunikationsnet er efter den gældende bestemmelse en underkategori af elektroniske kommunikationsnet, som er defineret i telelovens § 2, nr. 4. Den gældende definition er en ikke ordret implementering af rammedirektivets artikel 2, litra d.

For at være et elektronisk kommunikationsnet efter den gældende definition, skal udbuddet af nettet ske til en på forhånd afgrænset kreds af af slutbrugere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Enhver kan derfor i principielt anmode om at købe ydelserne i modsætning til net eller tjenester, der alene tilbydes til specifikke, afgrænsede kundesegmenter, herunder f.eks. banker, forsikringsselskaber, skoler eller andre undervisningsinstitutioner. Lukkede net eller tjenester, herunder virtuelle lukkede net eller tjenester er således ikke omfattet af definitionen af offentlige elektroniske kommunikationsnet.

Det er efter den gældende definition uden betydning, om der er tale om et landsdækkende udbud eller udbud i en mindre del af landet, eller om der udbydes tjenester, der i praksis alene er relevante for mindre grupper af brugere. Infrastrukturselskaber, der alene udbyder f.eks. infrastrukturkapacitet til andre udbydere, vil således også blive betragtet som udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet, i det omfang der er tale om udbud af elektroniske kommunikationsnet til en ikke på forhånd afgrænset kreds.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 5, foreslås definitionen af offentlige elektroniske kommunikationsnet nyaffattet, så definitionen omfatter et elektronisk kommunikationsnet, som udelukkende eller overvejende bruges til udbud af elektroniske kommunikationstjenester, der er tilgængelige for offentligheden, og som danner grundlag for overførsel af information mellem nettermineringspunkter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at definitionen sprogligt er identisk med definitionen i teledirektivet.

Det er med nyaffattelsen ikke intentionen, at ændre indholdet af definitionen, da den eksisterende definition skulle fortolkes i overensstemmelse med rammedirektivets definition, der i teledirektivet kun er sprogligt ændret, men ikke er udtryk for nyt indhold.

Den foreslåede definition foreskriver, at elektroniske kommunikationsnet, der udelukkende eller overvejende anvendes til elektroniske kommunikationstjenester og nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der er tilgængelige for offentligheden, er at betragte som et offentligt elektronisk kommunikationsnet.

Hvad der betragtes som offentlige elektroniske kommunikationstjenester foreslås ikke ændret og definitionen heraf i den gældende telelovs § 2, nr. 8, afgrænser fortsat hvilke tjenester, der er offentlige på samme måde som i dag.

Det vil med den foreslåede bestemmelse sammenholdt med telelovens § 2, nr. 8, der bliver nr. 10, betyde, at det afgørende element, for om et elektronisk kommunikationsnet betragtes som et offentligt elektronisk kommunikationsnet, vil være, om nettet eller de tjenester, der overføres på nettet, udbydes til en på forhånd ikke afgrænset kreds af slutbrugere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet.

Baggrunden for nyaffattelsen af den foreslåede definition i telelovens § 2, nr. 5, er at sikre, at definitionen i teleloven og teledirektivet er enslydende, så der undgås fortolkningstvivl i forhold til, hvad der betragtes som offentlige elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 5, om nyaffattelse af definitionen af offentlige elektroniske kommunikationsnet, implementerer definitionen i teledirektivets artikel 2, nr. 7.

Den foreslåede nyaffattelse forventes ikke at have konsekvenser for hvilke elektroniske kommunikationsnet, der kan betragtes som offentlige.

Til nr. 4

Der er i de gældende regler i teleloven ingen definition af net med meget høj kapacitet. I de gældende regler anvendes differentiering af reglerne i forhold til bestemte nettyper eller nettyper med en bestemt kapacitet kun i meget begrænset omfang.

Et eksempel på en vis differentiering på baggrund af kapaciteten af et elektronisk kommunikationsnet er dog telelovens § 46, stk. 3, hvor det i bestemmelsen anføres, at der ved anvendelse af priskontrol over for udbydere med en stærk markedsposition skal tages hensyn til den forpligtede udbyders investeringer og tillades en rimelig forrentning af den relevante investerede kapital under hensyn til de risici, der er forbundet hermed.

I bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2010/2011, A, lovforslag nr. 59 som fremsat, side 114f, anføres, at vurderingen af risici blandt andet er relevant i forhold til såkaldte NGA-net. NGA-net står for Next Generation Access, og betegner videreudviklingen af de kobbernet, samt de tidlige udgaver af fibernet og kabel-tv-net, der fandtes ved udbredelsen af bredbånd til forbrugere.

Bestemmelsen er ikke forbeholdt NGA-net, men angiver dog, at vurderingen af risici navnlig er relevant i forhold til denne type net.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 6 , foreslås det at indsætte en definition af net med meget høj kapacitet i teleloven. Net med meget høj kapacitet er net, der udelukkende består af fiber frem til fordelingspunktet på leveringsstedet, eller et elektronisk kommunikationsnet, som under normale spidsbelastningsvilkår kan give en tilsvarende netpræstation som fiber, for så vidt angår disponibel båndbredde til download og upload, robusthed, fejlrelaterede parametre samt latenstid og variation heri. Netpræstationen kan anses for tilsvarende, uanset om slutbrugerens oplevelse heraf varierer på grund af iboende forskellige egenskaber ved de medier, hvormed nettet i sidste ende etablerer forbindelse med nettermineringspunktet.

Begrebet ”net med meget høj kapacitet” vil således betegne de mest moderne net, der etableres i dag, navnlig fibernet, hvor fiberen trækkes helt til slutbrugerens adresse. Definitionen vil dog også kunne omfatte net, hvor fiberen trækkes til et fordelingspunkt, f.eks. i kælderen hos slutbrugeren eller i en etageejendom, og den resterende strækning dækkes af andre teknologier som f.eks. RLAN, mobilnet, kabel-tv-net eller lignende.

Det afgørende for definitionen vil være, om nettet leverer båndbredde, robusthed, pakketab, latens og lignende kvalitetsparametre på et niveau, der er sammenligneligt med et fibernet. Det vil således ikke kunne udelukkes, at et net, der ikke anvender fiber i accessleddet, kan være omfattet af definitionen.

En nærmere afgrænsning og behandling af begrebet forventes i regi af Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC), der vil skulle udarbejde retningslinjer for flere bestemmelser, hvor begrebet anvendes, herunder i forbindelse med symmetrisk adgangsregulering eller saminvestering.

Begrebet anvendes i flere af de foreslåede bestemmelser til telelovens afsnit IV om den sektorspecifikke konkurrenceregulering, herunder § 35 a om netadgang til ledningsnet i den yderste del af elektroniske kommunikationsnet og kapitel 14 a om lempelse af forpligtelser for udbydere med en stærk markedsposition, jf. lovforslagets § 1, nr. 34 og 51.

Baggrunden for etableringen af et specifikt begreb er, at teledirektivet i de nævnte bestemmelser giver mulighed for en undtagelse fra regulering, der dels er betinget af, at der er tilstrækkeligt med konkurrencefremmende garantier, og dels er betinget af, at der er tale om en nyt og moderne net, der understøtter målsætningerne om udbredelse af højkapacitetsbredbånd.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 6, om indsættelse af en definition af net med meget høj kapacitet, implementerer definitionen i teledirektivets artikel 2, nr. 2. Definitionen er ny.

Den foreslåede bestemmelse og definitionen af net med meget høj kapacitet vil sikre klarhed om, at det udelukkende er net med meget høj kapacitet, der kan drage fordel af de undtagelsesbestemmelser, der foreslås indført i teleloven.

Der findes ikke i teleloven en definition af et radiobaseret lokalnet.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 7, foreslås det at indsætte en definition af et radiobaseret lokalnet, som er et trådløst adgangssystem med lav effekt og lille rækkevidde (RLAN), der har en lav risiko for at skabe uacceptable forstyrrelser, som defineret i lov om radiofrekvenser, af andre sådanne systemer etableret i nærheden af andre brugere, og som på et ikke-eksklusivt grundlag anvender harmoniserede radiofrekvenser.

Det radiobaserede lokalnet kaldes også for RLAN (Radio Local Area Network), og er også kendt som WLAN (Wireless Local Area Network), som er et radiobaseret, lokalt datakommunikationsnet, der dækker et mindre område, f.eks. i en bolig, en virksomhed eller en offentlig myndighed. Ved et sådan radiobaseret lokalnet forstås ikke et IOT-net.

Systemet har en lav risiko for at skabe uacceptable forstyrrelser af andre systemer etableret i nærheden af andre brugere. Uacceptable forstyrrelser vil skulle forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i den foreslåede bestemmelse i § 1, stk. 3, nr. 4, i lov om radiofrekvenser, jf. lovforslagets § 2, nr. 4.

I artikel 2, nr. 24, er uacceptable forstyrrelser benævnt skadelig interferens. I lov om radiofrekvenser anvendes dog ikke begrebet skadelig interferens, men derimod det fast indarbejdede begreb uacceptable forstyrrelser om det samme fænomen. For at skabe overensstemmelse mellem lov om radiofrekvenser og den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 7, vil samme betegnelse derfor blive anvendt.

Systemet vil anvende harmoniserede radiofrekvenser på et ikke-eksklusivt grundlag. Herved forstås frekvensanvendelse, hvor de pågældende radiofrekvenser ikke udelukkende må anvendes af én bestemt bruger, der f.eks. har fået tilladelse til frekvensanvendelsen i henhold til lov om radiofrekvenser. Der vil f.eks. kunne være tale om radiofrekvenser, som må anvendes uden tilladelse i henhold til lov om radiofrekvenser, eller som må deles mellem flere brugere.

Bestemmelsen implementerer artikel 2, nr. 24, i teledirektivet.

Til nr. 5

Den gældende definition af nettermineringspunkt i telelovens § 2, nr. 6, anfører, at et nettermineringspunkt udgør den fysiske eller logiske grænseflade i et elektronisk kommunikationsnet, der udgør en slutbrugers tilslutning til dette.

Den gældende definition er meget bred og foreskriver, at nettermineringspunktet kan variere ud fra teknologisk platform eller opbygningen af nettet.

Nettermineringspunktet udgør den logiske eller fysisk grænseflade og kan f.eks. være et traditionelt 8-cifret abonnentnummer, der tjener til at identificere, hvor i nettet trafik til denne slutbruger skal afleveres. Nettermineringspunktet kan være på et fast sted eller en del af det mobile udstyr, som en slutbruger råder over, og kan f.eks. være et SIM-kort i en mobilterminal eller lignende.

Nettermineringspunktet udgør endepunkterne i et elektronisk kommunikationsnet og fastlæggelsen heraf, har derfor betydning for afgrænsningen af elektroniske kommunikationsnet og elektroniske kommunikationstjenester.

Med den foreslåede bestemmelse om nyaffattelse af telelovens § 2, nr. 6 , der bliver nr. 8, foreslås definitionen affattet så den omfatter et fysisk punkt, hvor en slutbruger får adgang til et offentligt elektronisk kommunikationsnet; og som, for net, hvor der anvendes kobling eller routing, identificeres ved hjælp af en specifik netadresse, som kan være knyttet til slutbrugerens nummer eller navn

Den foreslåede definition medfører, at definitionen er i overensstemmelse med den tilsvarende definition i teledirektivets artikel 2, nr. 9.

Der vil med den foreslåede definition være tale om en sproglig ændret definition, men indholdsmæssigt vil der ikke være grundlæggende forskel til den gældende definition.

Der vil fortsat være tale om en bred definition, der vil skulle fastlægges konkret i forhold til den konkrete teknologiske platform eller opbygningen af nettet. Definitionen vil derfor i udgangspunktet ikke ændre retstilstanden.

Den primære forskel i forhold til den eksisterende definition vil være, at der med teledirektivets artikel 61, stk. 7, er udstedt en bemyndigelse til BEREC, om at fastsætte retningslinjer for fælles tilgang til identifikation af nettermineringspunktet i forskellige nettopologier. De nationale tilsynsmyndigheder vil i henhold til bestemmelsen skulle tage nøje hensyn til disse retningslinjer, når de definerer nettermineringspunkters placering. Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen vil således i den nærmere afgrænsning af, hvad der udgør nettermineringspunktet i et konkret net, skulle tage nøje hensyn til de til enhver tid gældende retningslinjer fra BEREC.

Baggrunden for nyaffattelsen af den foreslåede definition i telelovens § 2, nr. 6, der bliver nr. 8, er at sikre, at definitionen i teleloven og teledirektivet er enslydende, så der undgås fortolkningstvivl i forhold til hvad der betragtes som offentlige elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 8, implementerer definitionen af nettermineringspunkt i teledirektivets artikel 2, nr. 9.

Til nr. 6

Den gældende bestemmelse i § 2, nr. 10 i teleloven definerer begrebet taletelefonitjeneste som en elektronisk kommunikationstjeneste hvorved slutbrugere får adgang til at etablere og modtage enten indenlandske eller internationale og indenlandske opkald direkte eller indirekte ved hjælp af et eller flere numre i en national eller international telefonnummerplan. Begrebet anvendes blandt andet i relation til reglerne vedrørende forsyningspligt og sikring af samfundsvigtig elektronisk kommunikation i beredskabssituationer og andre ekstraordinære situationer.

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 2, nr. 10, der bliver nr. 12, foreslås det at ændre bestemmelsen således, at begrebet taletelefonitjeneste ændres til talekommunikationstjeneste, og at der i definitionen tilføjes, at den elektroniske kommunikationstjeneste skal være offentlig tilgængelig.

Den foreslåede ændring vil medføre, at begrebet ikke længere vil blive opfattet som en henvisning til traditionelle analoge telefonitjenester, idet den teknologiske og markedsmæssige udvikling blandt andet har medført at nettene er gået over til IP-teknologi, og at slutbrugerne har fået mulighed for at vælge mellem flere konkurrerende udbydere af taletelefoni.

En talekommunikationstjeneste vil skulle indeholde følgende definitoriske elementer: en offentlig tilgængelig elektronisk kommunikationstjeneste med henblik på at etablere og modtage indenlandske eller indenlandske og internationale opkald direkte eller indirekte ved hjælp af et eller flere numre i en national eller international nummerplan, uanset om en sådan tjeneste er baseret på kredsløbskoblet eller pakkekoblet teknologi. Det ligger i en sådan tjenestes natur, at den går begge veje og giver begge parter mulighed for at kommunikere.

En tjeneste, der ikke opfylder alle disse betingelser, f.eks. en klik-selv-funktion på et kundeservicewebsted, vil ikke skulle betragtes som en talekommunikationstjeneste. Talekommunikationstjenester vil også omfatte kommunikationsmidler specifikt beregnet til slutbrugere med handicap, som gør brug af tekstrelæ eller totale konversationstjenester.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen skyldes behovet for at sikre et mere tidssvarende og teknologineutralt udtryk, som kan holde trit med den teknologiske udvikling.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen i § 2, nr. 10, om ændring af definitionen af taletelefonitjeneste implementerer teledirektivets artikel 2, nr. 32. Teledirektivets artikel 2, nr. 32 erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 2, litra c.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 2, nr. 10 vil ikke medføre en ændring af anvendelsesområdet for bestemmelsen i forhold til gældende ret. Det vurderes i den forbindelse, at ændringen ikke vil få økonomiske såvel som administrative konsekvenser for borgere eller virksomheder.

Til nr. 7

Den gældende definition af samtrafik i telelovens § 2, nr. 12, afgrænser begrebet til at omfatte de fysiske og logiske sammenkoblinger, der er mellem de forskellige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Disse sammenkoblinger kendetegnes ved, at udbyderne udveksler trafik med henblik på, at slutbrugere hos en udbyder kan kommunikere med andre slutbrugere eller få adgang til tjenester i andre udbyderes net.

Samtrafik er således en form for netadgang, men er begrænset til at omfatte sammenkoblinger og grænseflader mellem udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, hvor trafik og lignende udveksles mellem udbyderne.

Tjenester kan udbydes af de berørte udbydere eller af andre parter, som har adgang til nettet.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 14, foreslås det at ændre definitionen af samtrafik, så definitionen sprogligt vil være identisk med definitionen i teledirektivet. Med den foreslåede bestemmelse understreges det, at begrebet samtrafik omfatter de fysiske og logiske sammenkoblinger, der er mellem de forskellige offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Begrebet samtrafik anvendes alene i de gældende bestemmelser i telelovens §§ 33 og 34, som omfatter pligter for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Der er med den foreslåede bestemmelse således ikke tiltænkt nogen ændring af retsstillingen, men der er alene tale om en ændring af definitionen for at sikre en fuldstændig overensstemmelse med direktivbestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 14, om nyaffattelse af definitionen af samtrafik, implementerer definitionen i teledirektivets artikel 2, nr. 28.

Baggrunden for ændringen af telelovens § 2, nr. 14, er at sikre en fuldstændig overensstemmelse med teledirektivets definition, så fortolkning af begrebet i regi af Europa-Kommissionen, BEREC eller lignende kan overføres umiddelbart til dansk ret.

Til nr. 8

Nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester er ikke omfattet af den gældende telelov og er derfor heller ikke defineret i loven.

Med den foreslåedes bestemmelse i telelovens § 2, nr. 20 , foreslås begrebet ”nummeruafhængig interpersonel kommunikationstjeneste” defineret.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at det også bliver muligt at lade bestmmelser i teleloven og bekendtgørelser udstedt i medfør heraf omfatte udbydere af nummeruafhængig interpersonel kommunikationstjenester.

I den gældende telelov er der derimod en definition af elektroniske kommunikationstjenester, jf. § 2, nr. 7, som er en implementering af rammedirektivets artikel 2, litra c. En elektronisk kommunikationstjeneste defineres som en tjeneste, der helt eller delvis består i elektronisk overføring af kommunikation i form af lyd, billeder, tekst eller kombinationer heraf ved hjælp af radio- eller telekommunikationsteknik mellem nettermineringspunkter, herunder både tovejskommunikation og envejskommunikation. Derved er kommunikationstjenester mellem personer, der er baseret på en eksisterende internetforbindelse, og som ikke anvender numre fra den danske nummerplan, ikke omfattet af begrebet ”elektronisk kommunikationstjeneste”.

Tjenester som f.eks. Skype er omfattet af begrebet ”elektronisk kommunikationstjeneste” i det omfang tjenesten giver mulighed for opkald til telefonnumre. Se hertil EU-Domstolens dom af 5. juni 2019 i sag cC-142/18, Skype Communications Sàrl, EU:C:2019:460, præmis 49, hvor det blev fastslået, at også internetbaserede kommunikationstjenester, som benytter telefonnumre i en national nummerplan er omfattet af begrebet ”elektronisk kommunikationstjeneste” som defineret i rammedirektivet.

Det fremgår af bemærkningerne til telelovens § 2, nr. 2, jf. Folketingstidende 2010/2011, A, lovforslag nr. 59 som fremsat, side 46, at hoteller, caféer, campingpladser og lignende, som udbyder telefoni, internet m.v. efter en konkret vurdering kan være udbydere af elektroniske kommunikationstjenester. Også antenneforeninger m.v. vil efter en konkret vurdering kunne være at anse for udbydere i telelovens forstand. Dette gælder uanset, om antenneforeningen har til formål at tjene penge på udbuddet af (typisk) internettjenester.

Den danske, uændrede, definition af elektroniske kommunikationstjenester er ikke den samme som definitionen af elektroniske kommunikationstjenester i teledirektivets artikel 2, nr. 4. Teledirektivets definition i artikel 2, nr. 4, omfatter alle typer tjenester, herunder også nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, der således er en delmængde af det overordnede begreb. Teleloven anvender i stedet to separate definitioner.

Med den foreslåede bestemmelse i § 2, nr. 20 , foreslås det, at begrebet ”nummeruafhængig interpersonel kommunikationstjeneste” vil skulle forstås som en tjeneste, der normalt ydes mod betaling, og som muliggør direkte interpersonel og interaktiv informationsudveksling via elektroniske kommunikationsnet mellem et afgrænset antal personer, hvor de personer, der indleder eller deltager i kommunikationen, bestemmer, hvem modtageren eller modtagerne skal være. Tjenesten vil ikke omfatte tjenester, der blot muliggør interpersonel og interaktiv kommunikation som en mindre støttefunktion, der er tæt knyttet til en anden tjeneste. Tjeneste, der etablerer forbindelse til offentligt tildelte nummerressourcer, dvs. et eller flere numre i nationale eller internationale nummerplaner, eller muliggør ikke kommunikation med et eller flere numre i nationale eller internationale nummerplaner, vil heller ikke være omfattet af begrebet

Det fremgår af teledirektivets betragtning 17, at interpersonelle kommunikationstjenester er tjenester, der muliggør kommunikation mellem personer og interaktiv udveksling af oplysninger, og omfatter tjenester som traditionelle taleopkald mellem to personer, men også alle former for e-mail, beskedtjenester og gruppechat. Nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester er tjenester som de nævnte, men som ikke gør brug af et eller flere numre i nationale eller internationale nummerplaner.

Fastholdelse af den danske definition af ”elektronisk kommunikationstjeneste” som tjenester, der ikke omfatter de nummeruafhængige elektroniske kommunikationstjenester, har baggrund i, at telelovgivningen i vidt omfang anvender begrebet, og det vil skabe uklarhed i forhold til hvilke tjenester, der er omfattet af den enkelte bestemmelse. Nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester skal kun omfattes af en mindre del af de bestemmelser, der anvender begrebet elektroniske kommunikationstjenester. Frem for at undtage nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester i de enkelte bestemmelser, hvor denne type tjenester ikke skal være omfattet, defineres de nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester som en selvstændig kategori, og det vil konkret fremgå af bestemmelserne, hvis bestemmelsen omfatter nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Formålet med den foreslåede nye bestemmelse i telelovens § 2, nr. 20, er, at lovgivningen skal følge med den teknologiske udvikling. I stedet for traditionelle talekommunikationstjenester, SMS og elektroniske posttjenester anvender slutbrugerne i stigende grad funktionelt tilsvarende internetbaserede tjenester som f.eks. internettelefoni, beskedtjenester og webbaserede e-posttjenester. Afgrænsningen af, hvilke tjenesteudbydere, der kan reguleres i teleloven, skal ikke fortsat baseres på rent tekniske parametre, men snarere bygge på en funktionel tilgang.

Hvor rammedirektivet og forsyningspligtdirektivet regulerer udbydere af elektroniske kommunikationstjenester som defineret i teleloven, herunder internetbaserede kommunikationstjenester, der anvender numre til dirigering (traditionelle udbydere af elektroniske kommunikationstjenester), regulerer teledirektivet også internetbaserede kommunikationstjenester, der ikke anvender numre til dirigering af opkald, beskeder, e-mails eller lignende.

Den foreslåedes § 2, nr. 20, implementerer teledirektivets artikel 2, nr. 7. Der er tale om et nyt begreb i forhold til definitionerne i rammedirektivet (2002/21).

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af en ny § 2, nr. 20, vil medføre, at det bliver muligt at regulere andre end traditionelle udbydere af elektroniske kommunikationstjenester.

Fra en slutbrugers synspunkt er det ikke relevant, om en udbyder overfører signalerne selv, eller om kommunikationen leveres via en internetadgangstjeneste. Ved at regulere andre udbydere end traditionelle udbydere bidrages til at sikre, at slutbrugerne og deres rettigheder beskyttes effektivt og på samme måde, når de benytter funktionelt ækvivalente tjenester.

På samme måde sikres mere lige konkurrencemæssige vilkår (level playing field) for de traditionelle udbydere, i det omfang andre udbydere pålægges samme krav ved udbuddet af konkurrerende tjenester.

Definitionen af en alarmcentral er en ny tilføjelse til teleloven, men selve begrebet anvendes i telelovens § 61, stk. 1.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 2, nr. 21 , foreslås det, at begrebet alarmcentral defineres som en fysisk lokalitet, hvor en alarmkommunikation modtages under ansvar af en offentlig myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet alarmcentral som noget nyt vil blive defineret i teleloven.

Tilføjelsen af definitionen alarmcentral i telelovens § 2, nr. 21, skyldes ønsket om at anvende begrebet uniformt i forhold til den definition, som er fastlagt i teledirektivet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 21, implementerer dele af teledirektivets artikel 2, nr. 36, som definerer begrebet alarmcentral.

Den foreslåede § 2, nr. 21, vil ikke medføre nogen ændring af indholdet i forhold til den hidtidige anvendelse af begrebet alarmcentral.

Definitionen af den relevante alarmcentral er en ny tilføjelse til teleloven, men begrebet anvendes i telelovens § 61, stk. 1, med samme indhold som teledirektivets begreb den mest passende alarmcentral.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 2, nr. 22 , foreslås det, at begrebet den relevante alarmcentral defineres som den alarmcentral, som skal dække alarmkommunikationer fra et bestemt område eller af en bestemt type.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet den relevante alarmcentral som noget nyt vil blive defineret i teleloven.

Ofte vil den relevante alarmcentral være den alarmcentral, der er nærmest den, der foretager opkaldet. Den nærmere fastlæggelse af, hvilket geografisk område der bør høre under en bestemt alarmcentral, vil blive foretaget af Rigspolitiet. Rigspolitiet vil ligeledes skulle afgøre hvis bestemte typer af alarmopkald skal dirigeres til bestemte alarmcentraler.

Indførelsen af definitionen den relevante alarmcentral i telelovens § 2, nr. 22, skyldes ønsket om at anvende begrebet uniformt i forhold til den definition, som er fastlagt af EU-retten, herunder teledirektivet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 22, implementerer teledirektivets artikel 2, nr. 37, som definerer begrebet den mest passende alarmcentral.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 22, vil medføre, at begrebet den mest passende alarmcentral anvendes uniformt i forhold til den EU-fastlagte definition. Den indholdsmæssige del af begrebet anvendes allerede i teleloven og vil med tilføjelsen af den foreslåede definitionsbestemmelse ikke tilføje nyt indhold til begrebet eller blive anvendt anderledes i forhold til den hidtidige anvendelse, jf. gældende § 61.

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om minimumskrav til udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og ejere af elektroniske kommunikationsnet, som er tilsluttet offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, med henblik på at sikre telekommunikation ved alarmering.

Reglerne kan bl.a. indeholde en pligt til at foretage en indbyrdes dirigering og koordinering af afleveringen af alarmopkald (112) til den relevante alarmcentral, herunder at en eller flere udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester pålægges en pligt til at varetage koordineret aflevering af alarmopkald (112) og stedbestemmelsesoplysninger fra andre udbydere og ejere af net. Reglerne kan også indeholde en pligt til at stille stedbestemmelsesoplysninger til rådighed for den relevante alarmcentral ved alarmopkald (112).

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 2, nr. 23 , foreslås det, at begrebet alarmkommunikation defineres som en kommunikation, der etableres via en elektronisk kommunikationstjeneste mellem en slutbruger og alarmcentralen med det formål at anmode om og modtage hjælp fra beredskabstjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en udvidelse af de tjenester, der vil kunne benyttes til alarmkommunikation. Dette vil indebære, at slutbrugerne vil kunne få mulighed for alarmkommunikation på anden vis end traditionel talekommunikation, såsom SMS, beskedtjenester, video eller andre former for kommunikation, f.eks. tekst i realtid samt totale konversationstjenester og relætjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor også medføre, at kredsen af potentielle pligtsubjekter udvides, idet eventuelle udbydere af nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester, der ikke indeholder taleopkald, vil kunne pålægges at gøre det muligt for slutbrugerne at foretage alarmkommunikation til alarmcentralerne.

Kommunikation via SMS er i medfør af den teknologiske udvikling blevet en naturlig kommunikationsform, ikke mindst for personer med handicap. På den baggrund vil det medføre fordele for mange mennesker, at alarmcentralerne kan kontaktes på anden vis end ved traditionel taletelefoni.

Hvilke tjenester, der skal kunne anvendes til at foretage alarmkommunikation, fastlægges af alarmmyndighederne på baggrund af en beredskabsfaglig vurdering. Ved fastlæggelsen inddrages i relevant omfang udbyderne af tjenesterne med henblik på f.eks. at tage hensyn til potentielle omkostninger, som anvendelsen af den pågældende tjeneste eventuelt vil kunne medføre.

Alarmkommunikation vil kunne udløses på vegne af en person af et køretøjsmonteret alarmopkald eller et eCall som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2015/758 af 29. april 2015 om typegodkendelseskrav for indførelse af et køretøjsmonteret eCall-system, der er baseret på 112-tjenesten, og om ændring af direktiv 2007/46/EF.

Definitionen af alarmkommunikation er en ny tilføjelse og erstatter begrebet alarmopkald, som er anvendt i gældende telelovs § 61, stk. 1, nr. 1 og 2. Alarmkommunikation vil også finde anvendelse på telelovens § 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, som ved alarmering hidtil alene har omfattet opkald til den offentlige alarmtjeneste (112).

Den foreslåede definition i telelovens § 2, nr. 23, skyldes den teknologiske udvikling, som gør det muligt for slutbrugere at få adgang til beredskabstjenester – ikke kun ved taleopkald, men også ved hjælp af andre elektroniske kommunikationstjenester.

Hvor traditionel taletelefoni tidligere var den eneste mulighed for at ringe 112, findes der nu andre kommunikationstjenester, der gør brug af telefonnumre, men som ikke (kun) benytter sig af tale, som f.eks. SMS, beskedtjenester, video eller andre former for kommunikation, f.eks. tekst i realtid samt totale konversationstjenester og relætjenester. Pligten til at sikre alarmkommunikation kan derfor kunne udvides til også at omfatte disse tjenester.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 23, om alarmkommunikation implementerer teledirektivets artikel 2, nr. 38. Teledirektivets artikel 2, nr. 38 er en ny bestemmelse, som bygger på begreber, der allerede er fastlagt i EU-retten, nemlig en ”alarmcentral” og ”den mest passende alarmcentral” som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/758/EU af 29. april 2015 om typegodkendelseskrav for indførelse af et køretøjsmonteret eCall-system, der er baseret på 112-tjenesten, og om ændring af direktiv 2007/46/EF og ”beredskabstjeneste” som defineret i Europa-Kommissionens delegerede forordning nr. 305/2013/EU af 26. november 2012 om supplering af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2010/40/EU for så vidt angår harmoniseret tilrådighedsstillelse af et interoperabelt EU-dækkende eCall-system.

Tilføjelsen af begrebet alarmkommunikation som erstatning til begrebet alarmopkald vil som anført medføre, at muligheden for at kommunikere med alarmcentralerne udvides til andre former for nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester end traditionel taletelefoni.

Muliggørelsen af at foretage alarmkommunikation via andre tjenester end taleopkald vil derfor kunne medføre økonomiske konsekvenser for ejerne af elektroniske kommunikationsnet og udbyderne af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. For nærmere om vurderingen af konsekvenserne forbundet med indførelsen af begrebet alarmkommunikation henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede ændring af telelovens §§ 3 og 61, stk. 1, nr. 1 og 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 9 og 69-70, som konkret anvender definitionen.

Definitionen af begrebet beredskabstjeneste er en ny tilføjelse til teleloven, men selve begrebet har været anvendt i telelovens § 61, stk. 1, før teledirektivet trådte i kraft.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 2, nr. 24 , foreslås det, at begrebet beredskabstjeneste defineres som en tjeneste, der yder omgående og hurtig bistand i situationer, hvor der i særlig grad er direkte risiko for liv eller lemmer, for individuel eller kollektiv sundhed eller sikkerhed, for privat eller offentlig ejendom eller for miljøet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at begrebet beredskabstjeneste som noget nyt vil blive defineret i teleloven. Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre udvidelse af indholdet af den hidtidige anvendelse af begrebet beredskabstjeneste.

Indførelsen af definitionen beredskabstjeneste i telelovens § 2, nr. 24, skyldes ønsket om at anvende begrebet uniformt i forhold til den definition, som er fastlagt af EU-retten, herunder det nye teledirektiv.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 24, implementerer teledirektivets artikel 2, nr. 39, som definerer begrebet beredskabstjeneste.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 24, vil medføre, at begrebet beredskabstjeneste anvendes uniformt i forhold til den EU-fastlagte definition. Begrebet beredskabstjeneste anvendes allerede i teleloven, og vil med tilføjelsen af den foreslåede definitionsbestemmelse ikke tilføje nyt indhold til begrebet eller blive anvendt anderledes.

Til nr. 9

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at forpligte ejere af elektroniske kommunikationsnet og udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at sikre alle slutbrugere adgang til at foretage opkald til den offentlige alarmtjeneste (112), nummeroplysningstjenester, teksttelefontjenesten og eventuelle andre samfundsvigtige elektroniske kommunikationstjenester.

Den offentlige alarmtjeneste er en betegnelse for den tjeneste, som giver den kaldende adgang til beredskabstjenester ved dennes opkald til de danske alarmcentraler.

Telelovens § 3 giver mulighed for at stille visse minimumskrav dels til udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, dels til ejere af elektroniske kommunikationsnet, hvor der er tale om, at en slutbruger eller en kreds af slutbrugere har besluttet at etablere et lokalt net til eget brug.

De pågældende minimumskrav skal sikre, at alle slutbrugere har adgang til at foretage gratis opkald til alarmtjenesten (112), til minimum én opkaldsbaseret, landsdækkende nummeroplysningstjeneste, til den særlige teksttelefontjeneste for handicappede, der indgår i forsyningspligten, samt denne tjenestes nødkaldenummer, og til eventuelle andre samfundsvigtige elektroniske kommunikationstjenester af samme karakter som de ovenfor nævnte.

Dirigering med videre af opkald til den offentlige alarmtjeneste er reguleret nærmere i telelovens § 61 og regler udstedt i medfør heraf.

Telelovens § 3 er udmøntet i § 3 i bekendtgørelse nr. 715 af 23. juni 2011 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (udbudsbekendtgørelsen), som fastsætter krav til udbydere af taletelefonitjenester og udbydere eller ejere af elektroniske kommunikationsnet, der benyttes til taletelefonitjenester. I medfør af bestemmelsen skal det blandt sikres, at alle brugere og slutbrugere, der er tilsluttet nettet eller tjenesten, kan foretage gratis opkald til den offentlige alarmtjeneste (112).

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 3, foreslås det at ændre bestemmelsen således, at slutbrugerne i stedet for at sikres adgang til at foretage opkald til den offentlige alarmtjeneste (112) fremadrettet sikres adgang til gratis alarmkommunikation til den offentlige alarmtjeneste.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministerens hjemmel til at fastsætte regler med henblik på at sikre gratis talekommunikation ved alarmering ikke længere vil være begrænset til traditionelle telefonopkald.

Ændringen af bestemmelsen vil indebære, at ministeren vil kunne udstede regler, som sikrer, at alle slutbrugere har adgang til beredskabstjenester gennem gratis alarmkommunikation til den offentlige alarmtjeneste (112) og andre alarmnumre, som fastsættes af alarmmyndighederne. Kravet om gratis alarmkommunikation vil skulle gælde fra alle enheder, der muliggør brugen af nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester, hvor disse tjenester giver slutbrugeren mulighed for at foretage opkald til et nummer i en dansk eller udenlandsk nummerplan. Adgang til gratis alarmkommunikation vil derfor også skulle gælde, når slutbrugeren anvender roamingtjenester i Danmark eller i et andet land inden for det Europæiske Fællesskab eller EØS.

Med adgang til gratis alarmkommunikation vil skulle forstås, at slutbrugeren ikke må opkræves beløb forbundet med alarmkommunikationen til den offentlige alarmtjeneste og andre alarmnumre. Dette vil skulle gælde alle led fra etableringen til termineringen af kommunikationen.

Slutbrugerbegrebet vil også skulle omfatte slutbrugere med handicap. Slutbrugere med handicap, herunder døve, hørehæmmede, talehæmmede og døvblinde, skal derfor have adgang til beredskabstjenester gennem alarmkommunikation til den offentlige alarmtjeneste ”112” og andre alarmnumre, som fastsættes af alarmmyndighederne. Slutbrugere med handicap vil skulle have adgang til beredskabstjenester gennem alarmkommunikationer på lige fod med andre slutbrugere, hvor det er muligt uden forudgående registrering.

Ved alarmkommunikation vil skulle forstås kommunikationsmidler, der ikke kun omfatter talekommunikationstjenester, men også SMS, beskedtjenester, video eller andre former for kommunikation, f.eks. tekst i realtid samt totale konversationstjenester og relætjenester. Tekst i realtid samt totale konversationstjenester og relætjenester er kompenserende tjenester for personer med handicap. For nærmere forståelse af disse tjenester henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede nyaffattelse af telelovens § 4, stk. 1, nr. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 10. Begrebet alarmkommunikation foreslås defineret i telelovens § 2, nr. 23, jf. lovforslaget § 1, nr. 8.

Hvilke tjenester, der skal kunne anvendes til at foretage alarmkommunikation, vil skulle fastlægges af alarmmyndighederne på baggrund af en beredskabsfaglig vurdering. Ved fastlæggelsen inddrages i relevant omfang udbyderne af tjenesterne med henblik på f.eks. at tage hensyn til potentielle omkostninger, som anvendelsen af den pågældende tjeneste eventuelt vil kunne medføre.

Kravet om gratis alarmkommunikation for slutbrugerne vil ikke omfatte eventuelle udgifter forbundet med eksempelvis etableringen og udviklingen af at implementere løsningen, herunder indkøb af materiel. I forbindelse med udmøntningen af den foreslåede ændring til telelovens § 3 vil der kunne fastsættes krav til udbyderne om implementeringen af den tekniske løsning forbundet med de tjenester, som vil skulle anvendes til alarmkommunikation. Reglerne vil blandt andet kunne vedrøre krav til kvalitet og pålidelighed af tjenesten samt krav til finansieringen, herunder hvem der skal bære omkostningerne forbundet med etableringen og udviklingen af den eller de valgte løsninger til den pågældende tjeneste, som vil blive anvendt til alarmkommunikation.

Ved fastsættelse af krav om alarmkommunikation vil tekniske krav til og finansiering af de valgte løsninger blive fastlagt med udgangspunkt i de løsninger, der gælder for taleopkald til alarmcentralen (112). Dog bør der ved modernisering og ændring af typen af alarmkommunikation tages særskilt stilling til finansieringen.

Alarmkommunikation kan udløses på vegne af en person af et køretøjsmonteret alarmopkald eller et eCall som defineret i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 2015/758/EU af 29. april 2015 om typegodkendelseskrav for indførelse af et køretøjsmonteret eCall-system, der er baseret på 112-tjenesten, og om ændring af direktiv 2007/46/EF.

Dirigering m.v. af opkald til den offentlige alarmtjeneste vil blive reguleret nærmere i telelovens § 61 og regler udstedt i medfør heraf.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om at sikre gratis alarmkommunikation skyldes den teknologiske udvikling. Hvor traditionel taletelefoni tidligere var den eneste mulighed for at kontakte alarmmyndighederne, findes der nu andre nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester som f.eks. talekommunikation via internettet, der gør brug af telefonnumre. Der er desuden andre kommunikationstjenester, der gør brug af telefonnumre, men som ikke (kun) benytter sig af tale, som f.eks. SMS, beskedtjenester, video eller andre former for kommunikation, f.eks. tekst i realtid samt totale konversationstjenester og relætjenester. Det er derfor naturligt at sikre ikke kun brugere af traditionel taletelefoni adgang til alarmkommunikation, men også brugere at andre nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester i det omfang det er teknisk muligt.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 3, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at udstede regler, der implementerer teledirektivets artikel 109, stk. 1-2 og stk. 5, om alarmkommunikationer og det fælleseuropæiske alarmnummer. Teledirektivets artikel 109, stk. 1-2 og stk. 5, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 26, stk. 1-2 og stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 3 vil afhængigt af udmøntningen af bestemmelsen kunne medføre økonomiske konsekvenser for ejere af elektroniske kommunikationsnet og udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, idet slutbrugerne skal kunne foretage gratis alarmkommunikation gennem alle enheder, som muliggør nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester. Ejere af elektroniske kommunikationsnet og udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester vil derfor skulle omstille deres systemer, således at disse muliggør alarmkommunikation, som ligger ud over almindelige alarmopkald.

Omstillingen af systemerne vil kunne medføre, at der ud over udvikling på systemerne også vil skulle indkøbes teknisk materiel, som skal installeres hos ejerne af elektroniske kommunikationsnet og udbyderne af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Det konkrete omfang af de økonomiske konsekvenser vil skulle fastlægges nærmere, blandt andet på baggrund af dialog med branchen, herunder udbydere af nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester. Klima-, Energi og Forsyningsministeriet vil derfor forud for udmøntningen af hjemmelsbestemmelsen ved bekendtgørelse foretage en nærmere vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser for ovenstående udbydere, som er forbundet med kravet om gratis alarmkommunikation i den foreslåede bestemmelse.

Idet alarmkommunikationen alene skal være gratis til den offentlige alarmtjeneste og andre evt. alarmnumre, antages mængden af alarmkommunikation ikke at stige, eftersom anvendelsen af eksempelvis SMS til den offentlige alarmtjeneste må antages at erstatte ét alarmopkald. Selve fremførelsen og dirigeringen af trafik forbundet med alarmkommunikation forventes derfor ikke i væsentlig grad at medføre yderligere omkostninger.

Til nr. 10

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, at klima- energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at forpligte udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at sikre en række grundlæggende slutbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere.

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 2, at regler fastsat i henhold til stk. 1 bl.a. kan omfatte bestemmelser om slutbrugerens ret til en kontrakt, indholdet af kontrakten, terminaludstyr, tekniske grænseflader og klagebehandling. Bestemmelsen gennemfører forsyningspligtsdirektivets artikel 20, artikel 21, stk. 4, artikel 26, stk. 6, artikel 30, stk. 4, og artikel 33, stk. 3, om slutbrugeres ret til en kontrakt, om teleselskabernes pligt til at videreformidle almennyttige oplysninger, om oplysning om mulighed for alarmopkald (112), om portering af numre og om fremme af lovligt indhold.

De gældende bestemmelserne i § 4, stk. 1 og 2, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 715 af 23. juni 2011 om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (udbudsbekendtgørelsen).

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler med henblik på at forpligte udbydere af elektroniske kommunkationsnet eller –tjenester og udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunkationstjenester til at sikre en række grundlæggende slutbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af elektroniske kommunikationsnet eller –tjenester, herunder om de forhold der er angivet i nr. 1-8.

Formålet med bestemmelsen er at gøre bestemmelsen lettere at læse i forhold til gældende § 4, stk. 1 og 2. De foreslåede ændringer skyldes desuden teledirektivets artikel 102, stk. 2, hvorefter oplysningskravene også gælder over for mikrovirksomheder, små virksomheder eller nonprofitorganisationer, medmindre de udtrykkeligt har indvilliget i at give afkald på alle eller dele af disse bestemmelser.

Den foreslåede § 4, stk. 1, implementerer teledirektivets artikel 99, 103, stk. 4, 105, 107, 111 og 115, samt Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/882 af 17. april 2019 om tilgængelighedskrav for produkter og tjenester (tilgængelighedsdirektivet) artikel 4, stk. 3, jf. bilag 1, afdeling III, IV og VII, artikel 13, 14 og 23, 29 og 30.

Ifølge teledirektivets artikel 99 må udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ikke anvende forskellige krav eller generelle betingelser for slutbrugernes adgang til eller brug af net eller tjenester af grunde, der vedrører slutbrugernes nationalitet, bopælssted eller hovedforretningssted medmindre en sådan forskellig behandling er objektivt begrundet. Om implementeringen af de øvrige direktivbestemmelser, se nærmere nedenfor under de enkelte numre til den foreslåede § 4, stk. 1.

Ifølge udbudsbekendtgørelsens § 9 skal erhvervsmæssige udbydere sikre, at der foreligger en kontrakt som grundlag for ethvert kundeforhold med en slutbruger, og at kontrakten som minimum indeholder de oplysninger, der er angivet i bekendtgørelsens bilag 1. Ifølge udbudsbekendtgørelsens § 10, stk. 1, skal erhvervsmæssige udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere på forespørgsel over for enhver oplyse om de forhold, som er nævnt i § 9, stk. 1, jf. bilag 1.

Med den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, nr. 1 , bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om oplysningskrav.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at klima, energi- og forsyningsministeren fortsat vil være bemyndiget til at udstede regler, der forpligter udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester til at opfylde oplysningskrav m.v. vedrørende aftaler.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gennemføre teledirektivets artikel 102, stk. 1-4, som definerer oplysningskrav vedrørende aftaler. Hvilke oplysninger, der skal angvies i aftalen, er nærmere angivet i teledirektivets bilag VIII. Det drejer sig blandt andet om eventuelle minimumsniveauer for tjenestens kvalitet, relevante prisoplysninger, oplysninger om aftalens varighed og betingelser for fornyelse og opsigelse, oplysninger om eventuelle gebyrer i forbindelse med opsigelse og skift samt oplysninger om retten til tilbagebetaling ved forudbetalte aftaler mv. Teledirektivets artikel 102, stk. 1-4, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 20 om krav til indholdet af kontrakter med slutbrugere.

Klima-, energi- og forsyningsministeren forventes at fastsætte regler i overensstemmelse med de oplysningskrav til udbyderne, der er fastsat i artikel 102, stk. 1-4, idet de danske regler herom ikke må være lempeligere eller strengere end dem, der er nævnt i artikel 102, jf. artikel 101, stk. 1.

Oplysningskravene vil gælde i forbindelse med aftaler om levering af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til slutbrugere, der er forbrugere. Kravene til aftaler vil endvidere skulle gælde, hvor slutbrugerne er mikrovirksomheder, små virksomheder eller nonprofitorganisationer, medmindre de udtrykkeligt giver afkald på dette.

I medfør af den foreslåede bestemmelse forventes det endvidere, at der i udmøntningen vil blive stillet krav om, at oplysningerne skal stilles til rådighed på et varigt medium, som defineret i artikel 2, nr. 10, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2011/83/EU af 25. oktober 2011 om forbrugerrettigheder, om ændring af Rådets direktiv 93/13/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 1999/44/EF samt om ophævelse af Rådets direktiv 85/577/EØF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 97/7/EF (forbrugerrettighedsdirektivet), eller i et dokument, der let kan downloades. Ved at mediet er varigt forstås, at oplysningerne kan lagres med mulighed for fremtidig anvendelse i en periode, der passer til formålet, og som giver mulighed for uændret gengivelse af de lagrede oplysninger. Udbyderen vil skulle gøre opmærksom på, at dokumentet er tilgængeligt og på vigtigheden af at gemme det til senere eventuel senere brug. Det fremgår af betragtning 23 i forbrugerrettighedsdirektivet, at ”varige medier bør sætte forbrugeren i stand til at lagre oplysninger så længe, som det er nødvendigt for forbrugeren at beskytte sine interesser som følge af vedkommendes forhold til den erhvervsdrivende. Sådanne varige medier bør navnlig omfatte papir, USB-nøgler, cd-rom’er, dvd’er, memory cards eller harddiske på computere samt e-mail. ” Det fremgår af bemærkningerne til forbrugeraftaleloven, jf. Folketingstidende 2013-14, A, L 39 som fremsat, side 35, hvori artikel 2, nr. 10, i forbrugerrettighedsdirektivet er implementeret, at det beror på en konkret vurdering, om betingelserne er opfyldt, og at det i den forbindelse antages, at de fleste mobiltelefoner, der i dag sælges i Danmark, har så høj en lagringskapacitet, at en SMS/MMS-besked på en sådan telefon kan betragtes som modtaget på et varigt medium. I takt med den teknologiske udvikling må de af definitionen omfattede medier kunne blive suppleret af nye tekniske indretninger.

I medfør af den foreslåede bestemmelse forventes klima-, energi- og forsyningsministeren desuden at fastsætte krav om, at forbrugerne forsynes med et kortfattet og letlæseligt aftaleresumé, som skal opsummere de vigtigste elementer af oplysningskravene. Disse elementer skal som minimum omfatte, hvem udbyderen er og dennes kontaktoplysninger, de vigtigste egenskaber ved tjenesten, relevante prisoplysninger, aftalens varighed, vilkår for fornyelse og opsigelse, i hvilken grad produkter og tjenester er udformet til slutbrugere med handicap, samt, for så vidt angår internetadgangstjenester, et resumé af de oplysninger, der kræves i henhold til artikel 4, stk. 1, litra d og e, i Europa-Parlamentets og Rådets Forordning (EU) 2015/2120 af 25. november 2015 om foranstaltninger vedrørende adgang til det åbne internet og detailtakster for reguleret EU-intern kommunikation (TSM-forordningen). Dette aftaleresumé vil skulle udarbejdes på baggrund af en skabelon, som vedtaget af Europa-Kommissionen. Den udfyldte skabelon skal leveres gratis til forbrugere forud for aftalens indgåelse. Såfremt det af objektive tekniske grunde ikke er muligt på dette tidspunkt, skal aftaleresumeet leveres til forbrugeren hurtigst muligt derefter og aftalen træder i kraft, når forbrugeren har bekræftet sit samtykke efter modtagelse af resuméet. En sådan situation kunne eksempelvis være, hvor aftalen indgås telefonisk.

Med den foreslåede § 4, stk. 1, nr. 1, forventes klima-, energi- og forsyningsministeren at indføre regler, der i overensstemmelse med teledirektivet medfører ensartede oplysningskrav til aftaler på tværs af EU, således at aftaler om levering af elektroniske kommunikationstjenester og -net til slutbrugere både skal leve op til generelle krav og sektorspecifikke krav. Endvidere vil indførslen af et krav om aftaleresumé gøre det nemmere for slutbrugeren at sammenligne og foretage et veloplyst valg på baggrund af en letforståelig gennemgang af aftalens væsentligste oplysninger.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 2, medfører endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler om pligt til at oplyse slutbrugerne om mulighederne for at beskytte personoplysninger og om pligt til at videreformidle almennyttige oplysninger om lovlig og ulovlig anvendelse af elektroniske kommunikationstjenester m.v. Hjemlen er ikke udnyttet.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 2 , bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om almennyttige oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 2, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat skal være bemyndiget til at udstede regler vedrørende formidling af almennyttige oplysninger om de mest gængse former for misbrug af internetadgangstjenester og offentligt tilgængelige nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester.

Fomidling af almennytte oplysninger vil kunne være relevant, hvor elektroniske kommunikationstjenester anvendes til at foretage ulovlige handlinger eller formidle skadeligt indhold, navnlig hvor dette kan skade respekten for andres rettigheder og frihedsrettigheder, herunder overtrædelse af databeskyttelsesrettigheder, ophavsret og beslægtede rettigheder, samt konsekvensen heraf. Desuden giver hjemlen fortsat ministeren mulighed for at udstede regler om formidlingen af midlerne til beskyttelse af den personlige sikkerhed, privatlivets fred og personoplysninger i forbindelse med brug af internetadgangstjenester og offentligt tilgængelige nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester.

Formålet med de foreslåede regler vedrørende formidling af almennyttige oplysninger er, at det fortsat skal være muligt at fasætte regler om at tilskynde til beskyttelsen af andres rettigheder og frihedsrettigheder ved, at udbydere af elektroniske kommunikationstjenester kan pålægges gratis at udarbejde og formidle oplysninger om eksempelvis de hyppigst forekommende overtrædelser og deres retlige konsekvenser. Dette kunne eksempelvis være oplysninger om overtrædelse af reglerne om ophavsret, anden ulovlig anvendelse og formidling af skadeligt indhold, samt vejledning om og metoder til beskyttelse mod de risici, der kan true den personlige sikkerhed, f.eks. i forbindelse med videregivelse af personoplysninger. Desuden vil oplysningerne kunne dreje sig om tilgængeligheden af let anvendelig og konfigurabel software eller softwareoptioner, som gør det muligt at beskytte børn eller sårbare personer.

Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, nr. 2, vil alene medføre, at klima- energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at implementere teledirektivets 103, stk. 4, som erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 21, stk. 4, om videreformidling af almennyttige oplysninger.

Bestemmelsen betyder, at det kan pålægges udbyderne at formidle de nævnte oplysninger gratis, men det er ikke hensigten, at dette skal udgøre en væsentlig byrde for udbyderne. En sådan videreformidling vil således som udgangspunkt kunne ske under anvendelse af de midler, som udbyderne sædvanligvis benytter i deres kommunikation med slutbrugerne.

Der er med den foreslåede formulering ikke tilsigtet nogen indholdsmæssig ændring i forhold til den gældende § 4, stk. 2.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 2, medfører endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte bestemmelser om indholdet af slutbrugerens kontrakt. Denne bemyndigelse er udmøntet i bekendtgørelse om udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, nr. 715 af 23. juni 2011 (udbudsbekendtgørelsen).

Udbudsbekendtgørelsens § 11 sikrer, at slutbrugeren bliver varslet om ændringer i kontraktforholdet, og at slutbrugeren får mulighed for at opsige aftalen med udbyderen i de situationer. Ændringer af rent begunstigende karakter, herunder f.eks. generelle nedsættelser af priser, kan gennemføres uden forudgående varsel.

Danmark har en kort maksimal bindingsperiode set i forhold til andre EU-lande, idet udbudsbekendtgørelsens § 12, stk. 1, fastsætter en maksimal bindingsperiode på seks måneder for forbrugeraftaler. Bestemmelsen blev indført i 1996 af hensyn til konkurrencen og mobilitet på markedet. Bestemmelsen svarer i dag til den binding, der findes i forbrugeraftalelovens § 28, stk. 1, om bindingsperioder for løbende aftaleforhold på det generelle forbrugerområde.

Spørgsmålet om slutbrugerens rettigheder og udbyderens forpligtelser i forbindelse med opsigelse er desuden behandlet i Forbrugerombudsmandens teleretningslinjer, hvortil der henvises.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 3 , bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om aftalers varighed og opsigelse.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat vil kunne udstede regler vedrørende aftalers varighed og opsigelse.

Som noget nyt vil slutbrugere, som er mikrovirksomheder, små virksomheder eller almennyttige organisationer, blive omfattet af de forbrugerbeskyttende bestemmelser, medmindre de udtrykkeligt giver afkald på dette.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gennemføre teledirektivets artikel 105 om aftalers varighed og opsigelse, hvorefter slutbrugere, der er mikrovirksomheder, små virksomheder eller almennyttige organisationer, bør opfattes som forbrugere, og skal beskyttes på linje med disse, medmindre de giver afkald på denne beskyttelse. Herudover kan den teknologiske udvikling medføre behov for at differentiere mellem, hvilke bestemmelser de forskellige typer af elektroniske kommunikationstjenester skal være omfattet af. Således gælder visse dele af artikel 105 f.eks. ikke for nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Teledirektivets artikel 105, stk. 1, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 30, stk. 5, om maksimale bindringsperioder, mens artikel 105, stk. 4, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 20, stk. 2, om slutbugerens opsigelse af abonnementet ved varsling om ændringer.

Klima-, energi- og forsyningsministeren forventes at sikre, at kravene i teledirektivets artikel 105 om aftalers varighed og opsigelse udmøntes i dansk ret, idet de danske regler herom ikke må være lempeligere eller strengere end dem, der er nævnt i artikel 105, jf. artikel 101, stk. 1.

Ifølge artikel 105, stk. 1, kan udbyderne maksimalt fastsætte bindingsperioden til 24 måneder. Af samme bestemmelse fremgår det dog, at medlemsstaterne kan opretholde bestemmelser, der kræver en kortere maksimal bindingsperiode. Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil fastholde den maksimale bindingsperiode på seks måneder i Danmark.

Implementeringen af artikel 105 ses ikke i øvrigt at give anledning til væsentlige ændringer i de danske regler for aftalers varighed og opsigelse på teleområdet.

Den foreslåede bestemmelse bidrager til en ensretning af regler vedrørende aftalers opsigelse og varighed på tværs af EU, således at slutbrugernes tryghed øges, uanset hvilken medlemsstat de indgår aftale om levering af forskellige typer elektroniske kommunikationstjenester i. Dette bidrager til at skabe et velfungerende marked med høj forbrugertryghed og god konkurrence, hvor forbrugeren har mulighed for at vælge det produkt, der bedst opfylder forbrugerens behov.

I første omgang forventes det, at ministeren vil fastsætte regler svarende til de nuværende med de tilpasninger, der følger af teledirektivet.

Der er i den nuværende telelov med tilhørende bekendtgørelser ikke specifikke bestemmelser vedrørende pakketilbud (bundles).

Der følger dog af udbudsbekendtgørelsens § 12 et forbud mod direkte og indirekte binding i mere end seks måneder, hvoraf kan udledes, at vilkår omkring afdrag, udskiftning af mobiltelefon og lignende kan udgøre en indirekte binding i strid med § 12, stk.

Det afgørende er, om aftalen og markedsføringen heraf er egnet til at give forbrugeren indtryk af, at det kan være en fordel at blive hos udbyderen efter udløbet af bindingsperioden, fordi kunden ellers går glip af en aftalt ydelse.

Ligeledes findes der regulering i forsyningspligtbekendtgørelsens § 23, stk. 1, hvoraf det følger, at et forsyningspligtabonnement, der indgår i et kombinationsabonnement, ikke må forringes ved udskillelse af dele heraf i særskilte tillægsydelser. Endvidere fremgår det af forsyningspligtbekendtgørelsens § 23, stk. 2, at priser og vilkår for adgang til og brug af forsyningspligtudbyderens forsyningspligtydelser ikke må fastsættes på en sådan måde, at slutbrugeren tvinges til at aftage eller betale for tjenester, faciliteter eller andre ydelser, som ikke er nødvendige for den forsyningspligtydelse, der er anmodet om.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 4, bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om pakketilbud.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte regler vedrørende tjenester og terminaludstyr, der indgår i en pakke, hvor mindst én af ydelserne er en elektronisk kommunikationstjeneste, jf. teledirektivets artikel 107. Der er tale om en ny bestemmelse.

Begrebet ”pakketilbud” er ikke defineret i teledirektivet, men det følger af betragtning 283 til teledirektivet, at ”en pakke anses for at foreligge i tilfælde, hvor elementerne i pakken ydes eller sælges af samme udbyder i henhold til samme aftale eller i henhold til aftaler, som er tæt forbundet med eller knyttet til hinanden. ”

Det følger af artikel 107, stk. 1, at hvis blot én af de omfattede tjenester i en pakke er en internetadgangstjeneste eller en offentligt tilgængelig nummerbaseret interpersonel kommunikationstjeneste, finder artikel 102, stk. 3 (aftaleresumé), artikel 103, stk. 1 (gennemsigtighed og offentliggørelse af oplysninger), artikel 105 (varighed og opsigelse) og artikel 106, stk. 1 (skift af udbyder af internetadgangstjeneste), anvendelse på alle elementerne i pakken, herunder tilsvarende anvendelse på de elementer, der ellers ikke er omfattet af disse bestemmelser. Bestemmelsen om pakketilbud vil også finde også anvendelse på slutbrugere, der er mikrovirksomheder, små virksomheder eller nonprofitorganisationer, medmindre de udtrykkeligt har indvilliget i at give afkald på alle eller dele af disse bestemmelser. Således udvides altså de forbrugerbeskyttende bestemmelser, som angår ét element i et pakketilbud til at omfatte alle elementer i pakketilbuddet.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges ministeren endvidere til at implementere teledirektivets artikel 107, stk. 2, hvorefter forbrugeren har ret til at opsige alle elementer i pakken inden udløbet af aftaleperioden, såfremt forbrugeren på grund af manglende levering eller manglende overensstemmelse med aftalen har ret til at opsige et element i pakken.

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges ministeren ydermere til at implementere artikel 107, stk. 3, om, at eventuelle abonnementer på supplerende tjenester eller terminaludstyr, der sælges eller distribueres af samme udbyder af elektroniske kommunikationstjenester, ikke påvirker den oprindelige aftales varighed, medmindre forbrugeren udtrykkeligt accepterer dette.

Medlemsstaterne har, jf. artikel 107, stk. 5, frihed til at beslutte, at også andre rettigheder end de rettigheder, der er nævnt i stk. 1, skal gælde for alle elementer i pakken. De rettigheder, som opregnes artikel 107, stk. 1, omfatter de bestemmelser, som har størst betydning for slutbrugeres fri mulighed for at skifte udbyder, og som er vigtigst for beskyttelsen af forbrugere som den svage aftalepart. Der ses derfor ikke umiddelbart behov for at lade pakketilbud omfatte af andre rettigheder end de oplistede og de, der følger af den generelle forbrugerbeskyttelse.

Den foreslåede bestemmelse skyldes, at pakketilbud, selvom det ofte medfører fordele for slutbrugerne, kan gøre et udbyderskift mere besværligt og dyrt, eller øge risikoen for at slutbrugeren fastlåses til en aftale. Ved at indføre kravene i artikel 107 for pakketilbud vil det blive nemmere for en slutbruger at gennemskue de vilkår, der gælder, idet vilkårene vil være ens for alle elementer i pakken.

Den foreslåede bemyndigelse til at implementere artikel 107 betyder, at der kan indføres en ensartet regulering af pakketilbud på tværs af EU, samt at det kan gøres enklere for slutbrugere at gennemskue, hvilke vilkår der gælder, når de indgår aftale om et pakketilbud, idet de forbrugerbeskyttende vilkår vil udbredes til at gælde for alle elementer af aftalen.

I forhold til at kunne opsige alle elementer i pakken, såfremt blot ét af elementerne kan opsiges pga. manglende overensstemmelse med aftalen, ses det i praksis, at de forskellige elementer i et pakketilbud er så nært forbundne, at dette allerede er tilfældet i dansk ret i dag.

Vedrørende forbuddet mod at køb af en supplerende tjeneste eller terminaludstyr medfører en forlængelse af bindingen, forventes dette ikke at være en udfordring på det danske marked, hvor et tilkøb af en tillægstjeneste ikke i sig selv medfører en forlængelse af en forbrugers abonnement. Derimod vil et skifte til en anden type abonnement med en anden sammensætning af tjenester hos samme udbyder kunne medføre en fornyet bindingsperiode, ligesom eksempelvis et skift af mobiltelefon på en aftale, der tilbyder dette, kan medføre en tegning af ny abonnementsaftale og dermed en fornyet bindingsperiode. Afgørende vil være, om der er tale om supplerende tjenester eller terminaludstyr, eller om der er tale om en udskiftning af den primære tjeneste eller det primære terminal udstyr. Det vil være op til Teleankenævnet i praksis at tage stilling til, hvorvidt et konkret forhold er i strid med bestemmelsen.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 2, medfører endvidere, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om pligt til at stille særlige funktioner og faciliteter eventuelt gratis til rådighed for slutbrugerne.

Ifølge udbudsbekendtgørelsens §§ 16-19 skal slutbrugerne tilbydes standsning af viderestilling fra tredjemand, spærring for udgående opkald, saldooplysning mindst ti timer dagligt, saldokontrol hvor den udbudte tjeneste spærres for yderligere forbrug efter et af slutbrugeren angivet beløb er overskredet samt valget mellem takstopdelt og specificeret regning.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 5 , bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om særlige funktioner og faciliteter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeret fortsat vil kunne pålægge udbyderne at tilbyde standsning af viderestilling, spærring for udgående opkald, saldooplysning, saldokontrol og takstopdelt og specificeret regning.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at implementere teledirektivets artikel 115 om udbud af yderligere faciliteter. Teledirektivets artikel 115 erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 29 om udbud af supplerende faciliteter.

Det forventes, at ministeren vil opretholde flere eller alle de nævnte eksisterende slutbrugerrettigheder med henblik på at sikre slutbrugerne gratis kontrol af deres forbrug. Disse basale rettigheder bidrager til, at slutbrugerne trygt kan indgå abonnementer hos teleselskaberne, hvilket er med til at sikre et velfungerende marked for teleydelser.

Der kan også blive tale om krav om yderligere faciliteter som f.eks. videresendelse af, eller adgang til, e-mails efter opsigelse af en aftale med en udbyder af internet tjenester, jf. teledirektivets bilag VI, del B, litra b. Endvidere fremgår det af artikel 115, stk. 2, at medlemsstaterne kan gå ud over listen over yderligere faciliteter i bilag VI, del A og B, for at sikre en højere forbrugerbeskyttelsesniveau.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 6, medfører, at Energistyrelsen har hjemmel til at stille særlige krav til erhvervsmæssige udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om udformningen af de slutbrugerprodukter, som disse udbyder, med henblik på at opfylde særlige brugergruppers behov. Særlige brugergrupper kan blandt andre være handicappede, ældre og brugere med særlige sociale behov.

Endvidere indeholder telelovens § 14, stk. 2, nr. 3 en pligt til at sikre særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap.

Ifølge teledirektivets artikel 111, præciserer de kompetente myndigheder de krav, som skal opfyldes af udbydere af offentligt tilgængelige elektroniske kommunikationstjenester, for at sikre, at slutbrugere med handicap har en adgang til elektroniske kommunikationstjenester, og at de i lighed med størsteparten af slutbrugerne kan vælge virksomheder og tjenester.

Det fremgår af betragtning 29 til tilgængelighedsdirektivet, at tilgængelighedsdirektivet supplerer teledirektivet (2018/1972/EU). Tilgængelighedsdirektivet skal være implementeret i dansk ret senest den 28. juni 2022, og finder anvendelse på teletjenester, der leveres til forbrugerne seks år efter direktivets ikrafttræden, hvilket vil sige den 28. juni 2025. Det nærmere omfang af forpligtelserne vil blive fastsat ved bekendtgørelse.

Det fremgår af direktivets bilag IV, at imødekommelse af behovene hos personer med handicap ved levering af elektronisk kommunikation, herunder de alarmkommunikationer, der er nævnt i artikel 109, stk. 2, i teledirektivet, sker ved blandt andet at levere tekst i realtid foruden talekommunikation og totalkommunikation, hvis der leveres video foruden talekommunikation.

Tekst i realtid er defineret som en slags tekstkonversation, hvor den tekst, der indtastes, sendes på en sådan måde, at brugeren opfatter kommunikationen som værende kontinuerlig tegn for tegn. Ved totalkonversation forstås multimediekonversationstjenester i realtid, som leverer symmetrisk tovejsoverførsel i realtid af video, tekst i realtid og tale mellem brugere.

Desuden opstiller direktivet tilgængelighedskrav i forbindelse med oplysninger om de udbudte teletjenester. I artikel 4, stk. 3, som henviser til bilag 1, afdeling III, og artikel 13, som henviser til bilag V, er der således krav til blandt andet teksttype og tekststørrelse samt til indholdet af oplysningerne.

Tilgængelighedskravene finder kun anvendelse i det omfang, at overholdelse ikke medfører en grundlæggende ændring af tjenesten, og hvis kravene ikke medfører en uforholdsmæssig stor byrde for udbyderen. Dette fremgår af artikel 14. Vurderingen foretages af udbyderen. Udbyderen skal sende oplysningerne herom til den relevante tilsynsmyndighed.

Udbyderne skal herudover i de almindelige betingelser eller lignende oplyse om, hvordan tjenesterne opfylder tilgængelighedskravene. Oplysningerne skal omfatte en beskrivelse af de relevante krav og i relevant omfang af tjenestens udformning og brug. Udbyderne skal sikre, at der findes procedurer, således at leveringen af tjenester forbliver i overensstemmelse med de gældende tilgængelighedskrav.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 6 , bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om tilgængelighedskrav og kompenserende tjenester for personer med handicap samt oplysningskrav i forbindelse med disse tjenester.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 6, medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat vil kunne indføre tilgængelighedskrav og krav om kompenserende tjenester for personer med handicap i forbindelse med udbud af elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse bidrager til en ensretning af regler vedrørende bestemte brugergruppers adgang til teleydelser på tværs af EU, således at deres tryghed og lige muligheder øges, uanset i hvilken medlemsstat de indgår aftale om levering af forskellige typer elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede § 4, stk. 1, nr. 6, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at implementere teledirektivets 111 samt tilgængelighedsdirektivets artikel 4, stk. 3, jf. bilag 1, afdeling III, IV og VII, artikel 13, 14 og 23, 29 og 30.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 3 medfører, at ministeren kan fastsætte regler med henblik på at forpligte ejere af elektroniske kommunikationsnet og udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at sikre slutbrugere adgang til af foretage gratis opkald til den offentlige alarmtjeneste (112) og eventuelle andre samfundsvigtige elektroniske kommunikationstjenester.

Der kan endvidere fastsættes særlige krav til adgangen til alarmtjenester for personer med handicap i medfør af telelovens § 3 og i medfør af bestemmelserne om forsyningspligt, jf. telelovens § 14. Det fremgår således af bemærkningerne til telelovens § 3, jf. Folketingstidende 2010/2011, A, lovforslag nr. 59 som fremsat, side 52, at bestemmelsen blandt andet indeholder hjemmel til at implementere forsyningspligtdirektivets artikel 26, stk. 4, om handicappede slutbrugeres adgang til alarmtjenester, idet medlemsstaterne sikrer, at handicappede slutbrugeres adgang til alarmtjenesterne svarer til, hvad der gælder for andre slutbrugere.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 6, medfører, at Energistyrelsen kan stille særlige krav til erhvervsmæssige udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om udformningen af de slutbrugerprodukter, som disse udbyder, med henblik på at opfylde særlige brugergruppers behov. Særlige brugergrupper kan blandt andre være handicappede, ældre og brugere med særlige sociale behov. Bestemmelserne er en implementering af forsyningspligtdirektivets artikel 23 a og rammedirektivets artikel 8, stk. 2, litra a, og stk. 4, litra e.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 7 , bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om tilgængelighedskrav i forbindelse med alarmkommunikation for personer med handicap.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne stille krav til udbyderne om personer med handicaps adgang til af foretage alarmopkald (112).

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil derved blive bemyndiget til at implementere dele af tilgængelighedsdirektivet, se nærmere nedenfor. Det fremgår af betragtning 29 til tilgængelighedsdirektivet, at tilgængelighedsdirektivet supplerer teledirektivet (2018/1972/EU).

I bilag 1, afdeling IV, a, punkt iii, i tilgængelighedsdirektivet er det beskrevet, at for at imødekomme behovene hos personer med handicap, skal en række krav til alarmkommunikation sikres. Hvis der anvendes tale og tekst (herunder tekst i realtid), skal disse synkroniseres. Video skal også synkroniseres som totalkommunikation og sendes af udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester til den mest passende alarmcentral.

Det fremgår af betragtning 45 til tilgængelighedsdirektivet, at medlemsstaterne i overensstemmelse med teledirektivet skal sikre, at slutbrugere med handicap har adgang til beredskabstjenester via alarmkommunikation svarende til, hvad der gælder for andre slutbrugere i overensstemmelse med EU-retten, der harmoniserer tilgængelighedskrav for produkter og tjenester.

Tilgængelighedsdirektivet skal være implementeret i dansk ret senest den 28. juni 2022 og finder anvendelse på teletjenester, der leveres til forbrugerne seks år efter direktivets ikrafttræden, hvilket vil sige den 28. juni 2025.

Direktivet opstiller i bilag 1, afdeling V, jf. artikel 4, stk. 8, endvidere tilgængelighedskrav i forbindelse med alarmcentralernes besvarelse af 112-opkald.

Alarmkommunikation til det fælleseuropæiske alarmnummer 112 skal besvares hensigtsmæssigt og håndteres bedst muligt i forhold til den måde, som de nationale alarmsystemer er tilrettelagt på, ved den mest passende alarmcentral. Opkaldet skal besvares ved brug af de samme kommunikationsmidler som modtaget, f.eks. ved brug af synkroniseret tale og tekst (herunder tekst i realtid) eller, hvis der leveres video, tale, tekst (herunder tekst i realtid) og video, synkroniseret som totalkommunikation.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 7, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at implementere tilgængelighedsdirektivets artikel 4, stk. 3, 2. led, jf. bilag 1, afdeling IV, a, punkt iii, som vedrører alarmkommunikation, der er nævnt i teledirektivets artikel 109, stk. 2.

Tilgængelighedsdirektivets stiller konkrete krav til, hvad udbyderne skal stille til rådighed af tjenester for personer med handicap. For eksempel at udbydere skal sikre, at tale og tekst ved alarmkommunikation og videotelefoni i forbindelse med alarmkommunikation synkroniseres. Hjemlen til at stille krav herom indsættes i § 4, stk. 1, nr. 7, da der netop er tale om meget specifikke krav til de tjenester, som skal stilles til rådighed for personer med handicap. Dette vurderes ikke at være indeholdt i den generelle bestemmelse i telelovens § 3.

Bestemmelsen bidrager til en ensretning af regler vedrørende bestemte brugergruppers adgang til alarmkommunikation på tværs af EU, således at deres tryghed og lige muligheder øges, uanset i hvilken medlemsstat alarmkommunikationen foretages i.

Det følger endvidere af den gældende telelovs § 4, stk. 2, at klima-, energi- og forsyningsministeren er bemyndiget til at fastsætte krav til udbydernes procedurer for behandling af klager fra slutbrugerne. Herunder vil der kunne fastsættes regler om dispensationsadgang for opfyldelse af et eller flere krav, herunder kravet om en særlig, intern undersøgelsesenhed.

Udbudsbekendtgørelsens § 14 indeholder krav til erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester vedrørende behandling af klager fra slutbrugere. Herunder at der senest tre måneder efter klagens første indgivelse træffes skriftlig afgørelse, og at udbyderne under klagebehandlingen over registreret forbrug og betaling skal stille opkrævningen af det omtvistede regningsbeløb i bero og undlade at afbryde slutbrugerens forbindelse.

Det følger af udbudsbekendtgørelsens § 15, at hvis udbydere efter behandling af en klage træffer afgørelse om ikke at give slutbrugeren medhold, skal udbyderen i yderligere fire uger efter det tidspunkt, hvor dette er meddelt slutbrugeren, stille opkrævningen af det omtvistede regningsbeløb i bero og undlade at gennemføre en eventuel afbrydelse af slutbrugerens forbindelse i denne periode.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 1, nr. 8 , bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om udbyderne klagebehandling.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima- energi- og forsyningsministeren fortsat vil have mulighed for at fastsætte regler om udbyderes klagebehandling. Det vil blandt andet sige regler om frist for udbydernes klagebehandling, klagens opsættende virkning m.v.

Den foreslåede bestemmelse bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at implementere dele af teledirektivets artikel 25.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren i det væsentlige vil videreføre udbudsbekendtgørelsens regler om udbydernes klagebehandling. Slutbrugerne vil derved få sikret deres ret til at påklage en faktura og få den behandlet inden for en rimeligt frist uden at manglende betaling af det omtvistede beløb får konsekvens for slutbrugerens adgang til den omhandlede teletjeneste.

Den gældende bestemmelse i § 4, stk. 3, i teleloven medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at bestemme, at regler til sikring af slutbrugerrettigheder, jf. stk. 1, kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikke-erhvervsdrivende slutbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om Energistyrelsens adgang til at dispensere fra kravene.

Bestemmelsen er udmøntet i udbudsbekendtgørelsens § 1, stk. 4, hvorefter bekendtgørelsens bestemmelser om sikring af kontraktgrundlag, varsling af ændringer, klagebehandling, spærring for udgående opkald, saldokontrol, specificeret regning og A-nummervisning kan fraviges i aftaler, hvor der er tale om kundeforhold, der ikke er omfattet af aftalelovens § 38 a om forbrugeraftaler.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 2 , bemyndiges klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om, at regler fastsat i medfør af stk. 1 kun skal gælde for visse typer af aftaleforhold, herunder for aftaler med ikkeerhvervsdrivende slutbrugere, og at reglerne ikke skal kunne fraviges ved aftale. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan desuden fastsætte nærmere regler om Energistyrelsens adgang til at dispensere fra kravene.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at ministeren vil kunne afgrænse kredsen af slutbrugere, der vil være omfattet af slutbrugerrettighederne i en kommende bekendtgørelse. Desuden vil ministeren kunne bemyndige Energistyrelsen til at dispensere fra krav heri.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 2, er en uændret videreførelse af gældende lovs § 4, stk. 3.

Visse bestemmelser i teledirektivets afsnit III og slutbrugernes rettigheder gælder alene for forbrugere. Det gælder f.eks. artikel 102, stk. 1, hvorefter teleudbyderne skal stille nærmere bestemte oplysninger til rådighed, inden en forbruger bindes af en aftale. Dette er i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i udbudsbekendtgørelsens § 9 om tilrådighedsstillelse af oplysninger, idet denne kan fraviges ved aftale, når der ikke er tale om en forbrugeraftale, jf. bekendtgørelsens § 1, stk. 4.

Det forventes, at klima-, energi- og forsyningsministeren ved fastsættelsen af slutbrugerrettigheder i henhold til den foreslåede § 4, stk. 1, vil sikre, at disse kun skal gælde for forbrugeraftaler i overensstemmelse med teledirektivets bestemmelser om slutbrugernes rettigheder. Dette forventes ikke at medføre væsentlige ændringer i forhold til gældende bestemmelser i udbudsbekendtgørelsen.

Udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester er ikke omfattet af den gældende lov.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4, stk. 3 , foreslås det, at regler fastsat i medfør af stk. 1, ikke finder anvendelse på mikrovirksomheder, der udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, medmindre de også udbyder elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at mikrovirksomheder, der udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, undtages fra at skulle opfylde de krav, der ellers gælder for udbud til slutbrugere.

Mikrovirksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationstjenester, vil ikke være undtaget.

Den foreslåede bestemmelse skyldes, at det vil være uforholdsmæssigt byrdefuldt og vanskeligt at pålægge mikrovirksomheder, som kun udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester at skulle leve op til de krav, der stilles til udbydere, medmindre den pågældende mikrovirksomhed også udbyder elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse implementerer teledirektivets artikel 98, som undtager visse mikrovirksomheder fra at blive pålagt forpligtelser som udbydere.

Ved at stille færre krav til mikrovirksomheder, der kun udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, forventes mikrovirksomheder lettere at kunne etablere sig på markedet, hvilket kan bidrage til innovation af kommunikationstjenester.

Til nr. 11

Den foreslåede § 4 a indeholder hjemler til Energistyrelsen til at fastsætte nærmere regler på en række områder af mere teknisk karakter set i forhold til de hjemler, der foreslås fastsat i telelovens § 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Den foreslåede bestemmelse indeholder således hjemmel for Energistyrelsen til at fastsætte nærmere regler om gennemsigtighed, sammenligning af tilbud og offentliggørelse af oplysninger, tjenestekvalitet, skift af bredbåndsudbyder, spærring ved bedrageri og misbrug samt forbud mod ensidigt at begrænse slutbrugere i at tilgå radiobaserede lokalnet mv.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 5, medfører, at Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler, som forpligter udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere til at offentliggøre oplysninger om priser, standardbetingelser og -vilkår, kvalitet, gebyrer m.v. for de tjenester, som de tilbyder, og regler om udbydernes oplysningspligt over for slutbrugeren. Med denne bemyndigelse kan Energistyrelsen pålægge erhvervsmæssige udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester at offentliggøre sammenlignelige og ajourførte oplysninger om priser, kvalitet, eventuelle gebyrer, standardbetingelser og -vilkår m.v.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1 , bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler om gennemsigtighed, sammenligning af tilbud og offentliggørelse af oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Energistyrelsen vil kunne udstede regler om gennemsigtighed, sammenligning af tilbud og offentliggørelse af oplysninger i overensstemmelse med teledirektivets artikel 103, stk. 1-3.

I henhold til artikel 103, stk. 1, skal det sikres, at når udbydere af internetadgangstjenester eller offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester underlægger leveringen af disse tjenester betingelser og vilkår, offentliggøres de oplysninger, der er omhandlet i bilag IX. Bilag IX svarer i det væsentligste til bilag II til forsyningspligtbekendtgørelsen.

Oplysningerne skal offentliggøres på en klar, forståelig og maskinlæsbar måde og i et format, der er tilgængeligt for slutbrugere med handicap, i overensstemmelse med EU-rettens krav.

I overensstemmelse med artikel 103, stk. 2, foreslås det endvidere, at Energistyrelsen bliver bemyndiget til at udstede regler, der sikrer slutbrugere gratis adgang til mindst ét uafhængigt sammenligningsværktøj, som gør dem i stand til at sammenligne og evaluere forskellige internetadgangstjenester og offentligt tilgængelige nummerbaserede elektroniske kommunikationstjenester og, hvor det er relevant, offentligt tilgængelige nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester. Det drejer sig om sammenligning af priser og takster for tjenester leveret mod tilbagevendende eller forbrugsbaserede direkte pengebetalinger, og kvaliteten af de ydede tjenester, hvor der tilbydes et minimum af tjenestekvalitet, eller virksomheden skal offentliggøre sådanne oplysninger i henhold til artikel 104.

Baggrunden for de foreslåede ændringer er, at myndighederne ikke længere blot skal have mulighed for at pålægge udbydere at offentliggøre transparente, sammenlignelige, fyldestgørende og ajourførte oplysninger, men efter ordlyden af artikel 103, stk. 1, skal sikre, at oplysningerne omhandlet i bilag IX til teledirektivet offentliggøres.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 a, stk. 1, nr. 1, bemyndiger Energistyrelsen til at implementere teledirektivets artikel 103, stk. 1-3, som erstatter forsyningspligtdirektivet artikel 21, stk. 1-3, om de nationale tilsynsmyndigheders mulighed for at pålægge udbyderne at offentliggøre oplysninger om priser, takster, eventuelle gebyrer mv.

Det forventes, at Energistyrelsen vil udstede regler vedrørende artikel 103, stk. 1. Det vil sige oplysning om, hvilke tjenester der udbydes m.v. for at sikre, at slutbrugerne har mulighed for at træffe et informeret valg.

Det forventes ikke, at Energistyrelsen selv vil udbyde et uafhængigt sammenligningsværktøj i henhold til artikel 103, stk. 2, idet der på det danske marked allerede findes en række uafhængige sammenligningsværktøjer, der dækker dette behov. Såfremt markedet ikke længere leverer disse værktøjer, vil bemyndigelsen kunne udmøntes.

Det følger af artikel 103, stk. 3, at myndighederne skal certificere sammenligningsværktøjet på anmodning af udbyderen af værktøjet. Af betragtning 268 til teledirektivet fremgår det, at ”Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, hvor ofte sammenligningsværktøjerne skal gennemgå og ajourføre de oplysninger, som de formidler til slutbrugerne, under hensyntagen til hvor ofte udbydere af internetadgangstjenester og af offentligt tilgængelige interpersonelle kommunikationstjenester almindeligvis ajourfører deres oplysninger om takster og kvalitet. ” Der er således ikke tale om en certificering i ordets traditionelle forstand, men nærmere en art kvalitetskontrol.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 4, stk. 4, medfører, at Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler som forpligter udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere til at offentliggøre oplysninger om priser, standardbetingelser og -vilkår, kvalitet, gebyrer m.v. for de tjenester, de tilbyder, og regler om udbydernes oplysningspligt over for slutbrugeren. Bestemmelsen er ikke udmøntet.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 1, nr. 2 , bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler om tjenestekvalitet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Energistyrelsen vil kunne udstede regler, der i overensstemmelse med teledirektivets artikel 104 pålægger udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og nummeruafhængige interpersonelle i kommunikationstjenester at offentliggøre omfattende, sammenlignelige, pålidelige, brugervenlige og ajourførte oplysninger for slutbrugerne om deres tjenesters kvalitet og om foranstaltninger til sikring af samme adgangsmuligheder for slutbrugere med handicap.

I den forbindelse vil Energistyrelsen i koordination med andre kompetente myndigheder kunne kræve, at udbyderne skal meddele forbrugeren, hvis kvaliteten af de tjenester, som de udbyder, er afhængig af eventuelle eksterne faktorer såsom kontrol af signaltransmission eller netforbindelse, jf. teledirektivets artikel 104, stk. 1, 2. pkt.

Endvidere vil Energistyrelsen i koordination med andre kompetente myndigheder under hensyn til BEREC’s retningslinjer kunne specificere, hvilke parametre for tjenesters kvalitet der skal måles, hvilke målemetoder der kan anvendes, hvilke oplysninger der skal offentliggøres, samt i hvilken form og på hvilken måde det skal ske, herunder om der skal være kvalitetscertificeringsordninger, jf. artikel 104, stk. 2, og bilag X. For udbydere af adgang til et offentligt elektronisk kommunikationsnet er parametrene nævnt i bilag X leveringstid for tilslutning, fejlhyppighed pr. abonnentledning og ventetid for fejlretning.

For udbydere af internetadgangstjenester er parametrene latenstid, jitter og pakketab.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 a, stk. 1, nr. 2, om tjenestekvalitet vil kunne fremme sammenligneligheden i hele EU.

Det forventes ikke, at Energistyrelsen vil udmønte hjemlen, medmindre markedet undergår markante ændringer. Det danske marked er præget af god og velfungerende konkurrence, og udbydere er derfor motiverede for at levere tjenester af høj kvalitet for at holde på eksisterende kunder samt at få flere. Der ses derfor ikke nationalt på nuværende tidspunkt at være behov for at kræve offentliggørelse af oplysninger om tjenestekvalitet.

Der er ikke gældende regulering, der pålægger udbydere af internetadgangstjenester at overflytte slutbrugere fra én udbyder til en anden, uanset om der er tale om skift mellem samme eller to forskellige teknologier.

Ønsker en slutbruger på nuværende tidspunkt at skifte fra én udbyder til en anden, skal slutbrugeren først opsige sin aftale hos den nuværende udbyder og dernæst tegne aftale med en anden udbyder. Benytter udbyderne forskellige teknologier – eksempelvis coax og fiber – er skiftet mellem udbydere oftest uproblematisk, bortset fra at slutbrugeren selv skal sørge for at planlægge, således at ophøret af den ene aftale og opstarten af den ny aftale overlapper, og der derfor ikke opleves nedetid.

Skiftes der derimod mellem udbydere, der skal benytte samme accesslinje i et net, er der større behov for indbyrdes koordinering imellem udbyderne. Hidtil har dette for kobbernettet været løst med ”Brancheaftale om håndtering af xDSL-kunder som skifter operatør”, mens skift på tværs af teknologier ikke har været omfattet af en aftale.

I teleudspillet af 2018 indgår et initiativ om, at det skal være lettere for forbrugerne at skifte bredbåndsselskab. Formålet er, at slutbrugere, der ønsker at skifte bredbåndsleverandør, skal kunne give den nye leverandør eller evt. en skifteagent fuldmagt til at håndtere de praktiske detaljer i forbindelse med skiftet. Siden teleudspillet har aktørerne i telebranchen arbejdet på en brancheaftale.

Med sigte på at opfylde dette har branchen arbejdet frem imod en aftale om enkle, administrative processer for at muliggøre, at slutbrugere ved ethvert form for skift af internetadgangsudbyder på faste net (xDSL, fiber, coax), herunder på tværs af teknologier, let skal kunne give den modtagende udbyder fuldmagt til at opsige kundens eksisterende aftale om levering af bredbånd og koordinere overflytningen af aftaleforholdet med så lidt nedetid eller overlap som muligt. Arbejdet er på nuværende tidspunkt ikke tilendebragt.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 1, nr. 3 , bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler om skift af udbyder af internetadgangstjenester.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Energistyrelsen bemyndiges til at udstede regler vedrørende skift af udbyder af internetadgangstjenester i overensstemmelse med teledirektivets artikel 106, stk. 1.

Reglerne vil kunne omfatte krav om at forsyne slutbrugeren med tilstrækkelige oplysninger før og under skiftet, samt sikre, at tjenesten fortsat er tilgængelig, medmindre dette ikke teknisk er muligt. De tilstrækkelig oplysninger før og under skiftet kan f.eks. være oplysning om, at slutbrugerens eventuelle abonnementer på andre produkter (f.eks. tv, telefoni eller tillægsydelser), som forudsætter et internetadgangsabonnement hos den afgivende udbyder, vil ophøre i forbindelse med skiftet, eller oplysning om risikoen for en periode med dobbeltbetaling, hvis slutkunden ønsker, at skiftet gennemføres på en dato, som ligger før udløbet af opsigelses- eller bindingsperioden hos den afgivende udbyder.

Den modtagende udbyder vil skulle sikre, at aktiveringen af dennes internetadgangstjeneste finder sted inden for det kortest mulige tidsrum på en dato, der udtrykkeligt er aftalt med slutbrugeren, mens den afgivende udbyder fortsat vil skulle stille sin internetadgangstjeneste til rådighed på samme vilkår, indtil den modtagende udbyder aktiverer sin tjeneste. Den nedetid, der måtte være forbundet med skift på samme accesslinje, må ikke udgøre mere end én arbejdsdag.

Reglerne vil endvidere kunne omfatte winback i forbindelse med skifte af udbyder af internetadgangstjenester. Ved winback forstås, at den afgivende udbyder kontakter kunden efter, at kunden har opsagt abonnementet for at undgå, at kunden skifter udbyder. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil blive inddraget i forhold til vejledning og vurderinger i forbindelse med en eventuel udmøntning af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse skyldes teledirektivets artikel 106, stk. 1, og at slutbrugerne bør kunne træffe velinformerede valg og skifte udbyder, når det er i deres interesse, således at de kan få fuldt udbytte af konkurrencen på markedet. Det er afgørende at sikre, at de kan gøre dette med så få hindringer af juridisk, teknisk eller praktisk art som muligt, og på en så simpel måde som muligt.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 1, nr. 3, bemyndiger således Energistyrelsen til at implementere teledirektivets artikel 106, stk. 1, om skift af bredbåndsudbyder.

Med bestemmelsen bliver det muligt for Energistyrelsen at fastsætte regler om, at udbyder af internetadgangstjenester skal være lige så enkelt for slutbrugeren, som det i dag er at skifte udbyder af nummerbaseret kommunikationstjeneste grundet reglerne om nummerportering. Hvis udbyderne indgår en brancheaftale om skifte af udbyder af internetadgangstjenester, forventer Energistyrelsen ikke, at der vil være behov for at udmønte bemyndigelsen.

Den foreslåede bestemmelse forventes at bidrage til at øge slutbrugernes tryghed i forbindelse med skift af udbyder og gøre dem mere villige til at deltage aktivt i konkurrenceprocessen, hvis der er gennemsigtige, præcise og rettidige oplysninger om udbyderskift til rådighed. Udbyderne bør sikre tjenestens kontinuitet, så slutbrugerne har mulighed for at skifte udbyder uden at blive hæmmet af risikoen for, at tjenesten er utilgængelig, og, hvis det er teknisk muligt, give mulighed for at skifte på den dato, som slutbrugerne ønsker.

Den gældende bestemmelse i § telelovens § 4, stk. 8, medfører, at Energistyrelsen bemyndiges til at fastsætte regler om spærring i tilfælde af svig eller bedrageri.

Ved spærring forstås, at adgangen til at foretage opkald til eller modtage opkald fra et aktuelt nummer eller tilgå en specifik tjeneste afskæres rent teknisk. Det er alene adgangen til at foretage opkald til eller modtage opkald fra det specifikke nummer eller adgangen til den specifikke tjeneste, der vil kunne spærres. Spærringen kan således ikke påvirke slutbrugerens eller udbyderens øvrige adgang til opkald eller tjenester.

Der kan eksempelvis foreligge svig eller misbrug i tilfælde, hvor danske slutbrugere forledes til at ringe til dyre, udenlandske numre eller tilgå tjenester, hvortil der knytter sig uforholdsmæssige og uigennemsigtige, dyre takster. Et eksempel herpå er de såkaldte Wangiri-opkald (Wangiri betyder ”ét ring”), hvor der ringes op og dernæst lægges på, inden slutbrugeren når at tage telefonen. Formålet er at få slutbrugeren til at ringe tilbage til nummeret, som er et udenlandsk nummer med høj opkaldstakst, hvorved bedragerne beriger sig.

En anden type svindel er den såkaldte ”spoofing”, hvor der vises et andet A-nummer end det, der egentlig ringes op fra. Dette sker eksempelvis for at give et opkald mere troværdighed, idet man er mere tilbøjelig til at besvare et opkald fra et nationalt nummer, man ikke kender, end fra et internationalt. Herefter vil bedrageren i den anden ende af opkaldet forsøge at franarre oplysninger fra den kaldende slutbruger. Spoofing er til stor gene for både den slutbruger, der forsøges bedraget, og den slutbruger, der er indehaver af det pågældende nummer, som bedrageren ”forklæder” sig som.

Energistyrelsen kan endvidere fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal tilbageholde relevante indtægter fra samtrafik eller andre tjenester fra udbyderen af det aktuelle nummer eller den aktuelle tjeneste.

Branchen håndterer generelt svig og bedrageri ved at spærre for opkald til eller fra bestemte numre, hvis der rettes henvendelse til udbyderen om misbrug og svig, eller hvis der er usædvanlig stor aktivitet fra eller til et nummer. Der er en fortsat dialog mellem udbyderne om, hvordan svig og misbrug bedst kan håndteres, ligesom der i internationalt regi arbejdes frem imod tekniske løsninger, der kan fungere på et mere overordnet niveau end det nuværende, hvor hver sag om misbrug af numre eller tjenester håndteres konkret.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4 , bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler om spærring og tilbagehold af indtægter ved bedrageri og misbrug.

Den foreslåede bestemmelsen medfører, at Energistyrelsen fortsat vil være bemyndiget til at udstede regler vedrørende teleselskabers håndtering af svig og misbrug af numre og tjenester, således at der kan stilles krav om brug af tekniske løsninger, når disse findes. Videre vil Energistyrelsen også fortsat kunne stille krav om, at indtægter fra samtrafik tilbageholdes, ligesom styrelsen vil kunne beskrive, hvordan, og under hvilke forudsætninger, udbyderne skal træffe og håndtere kvalificerede afgørelser om spærring.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er et ønske om at muliggøre bekæmpelsen af bedrageri og misbrug, hvor numre og/eller tjenester benyttes. Endvidere har bestemmelsen baggrund i redaktionelle ændringer som følge af en regelsanering med formålet at gøre bestemmelsen lettere læselig.

Den foreslåede bestemmelse i § 4 a, stk. 1, nr. 4, om spærring ved bedrageri og misbrug bemyndiger Energistyrelsen til at implementere teledirektivets artikel 97, stk. 2, som erstatter forsyningspligtdirektivet artikel 28, stk. 2, om muligheden for at pålægge udbyderne i enkelttilfælde at spærre adgang til numre eller tjenester, når svig eller misbrug gør det berettiget, og kræve, at udbydere i sådanne tilfælde tilbageholder relevante indtægter fra samtrafik eller andre tjenester.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 1, nr. 4, vil medføre, at risikoen for uberettiget fakturering af trafik dannet på baggrund af tredjemands svigagtige handling minimeres, idet ministeren får mulighed for at indføre regler om spærring for trafik og tilbageholdelse af relevante indtægter, hvis det vurderes, at udbyderne ikke behandler problemer med misbrug og bedrageri tilfredsstillende.

Slutbrugerens ret til at tilgå radiobaserede lokalnet udbudt af andre end den udbyder, slutbrugeren har abonnement hos, er ikke reguleret i dansk ret. Det samme gælder slutbrugerens ret til at tillade andre slutbrugere adgang til udbyderens net via radiobaserede lokalnet.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 1, nr. 5 , bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte regler om forbud mod ensidigt at begrænse slutbrugere i at tilgå radiobaserede lokalnet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Energistyrelsen vil blive bemyndiget til at sikre slutbrugere, inden for rammerne af deres eget internetabonnement, ikke forhindres i at benytte andres radiobaserede lokalnet.

Med hjemmel i bestemmelse vil Energistyrelsen endvidere kunne fastsætte, at en slutbruger ikke må forhindres i at give andre slutbrugere adgang til slutbrugerens udbyders elektroniske kommunikationsnet via radiobaserede lokalnet. Denne adgang til slutbrugerens udbyders net kan også ske ved, at en tredjepart har samlet flere slutbrugeres radiobaserede lokalnet og gjort disse offentligt tilgængelige.

Indførelsen af den nye bestemmelse skyldes stigningen i efterspørgslen efter radiofrekvenser og i slutbrugernes efterspørgsel efter trådløs bredbåndskapacitet. Der er derfor behov for at finde alternative frekvensmæssigt effektive adgangsløsninger, herunder trådløse adgangssystemer med lav effekt og lille rækkevidde såsom radiobaserede lokalnet. Radiobaserede lokalnet benytter harmoniserede radiofrekvenser uden krav om individuel tilladelse til brugen heraf og ses at kunne forbedre adgangen til internettet for slutbrugere og mobiltrafikfordelingen for mobiloperatørerne.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 1, nr. 5, bemyndiger Energistyrelsen til at implementere teledirektivets artikel 56, stk. 4, om, at udbydere ikke ensidigt må begrænse eller hindre slutbrugere i at tilgå radiobaserede lokalnet udbudt at tredjepart eller i at tillade andre slutbrugere adgang til tredjeparts net gennem radiobaserede lokalnet.

De fleste radiobaserede lokalnet benyttes til dato af private brugere som lokale trådløse forlængelser af deres faste bredbåndsforbindelse. Ved at slutbrugerne, inden for rammerne af deres eget internetabonnement, sikres mulighed for at dele adgangen til deres radiobaserede lokalnet med andre, øges antallet af tilgængelige adgangspunkter. Desuden medfører denne genanvendelse af radiofrekvenser, at den trådløse datakapacitet maksimeres, og der skabes en omkostningseffektiv trådløs bredbåndsinfrastruktur, der er tilgængelig for andre brugere.

Udbyderne af offentlige elektroniske kommunikationsnet og –tjenester ses i dag ikke i væsentlig grad at gøre brug af begrænsninger i slutbrugerens adgang til at tilgå eller at dele radiobaserede lokalnet. Den foreslåede bestemmelse ses derfor ikke at få væsentlig betydning for udbuddet af bredbåndstjenester i Danmark. Hvis udbuddet af radiobaserede lokalnet øges væsentligt i fremtiden, kan det dog tænkes, at bredbåndsudbyderne i højere grad vil gøre brug af fair use grænser på deres abonnementer med frit dataforbrug for at indgå misbrug af det enkelte bredbåndsabonnement.

Slutbrugeren bliver ikke ved delingen af netadgangen ansvarlig for det transmitterede indhold. Dette fremgår af artikel 56, stk. 2, jf. artikel 12 i direktiv 2000/31/EF.

Mikrovirksomheder, der udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, er ikke i den gældende telelov undtaget fra at skulle opfylde de krav, der ellers gælder for udbud til slutbrugere, idet udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester ikke er omfattet af den gældende lov.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 4 a, stk. 2, foreslås det, at regler fastsat i medfør af stk. 1 ikke finder anvendelse på mikrovirksomheder, der udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommuniationstjenetser, medmindre de også udbyder elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at mikrovirksomheder, der udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester ikke vil skulle opfylde de krav, der ellers gælder for udbud til slutbrugere.

Mikrovirksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationstjenester vil ikke være undtaget.

Den foreslåede bestemmelse skyldes, at det vil være uforholdsmæssigt byrdefuldt og vanskeligt at pålægge mikrovirksomheder, som kun udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, at skulle leve op til de krav, der stilles til udbydere, medmindre den pågældende mikrovirksomhed også udbyder elektroniske kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse implementerer teledirektivets artikel 98, som undtager visse mikrovirksomheder fra at blive pålagt forpligtelser som udbydere.

Ved at stille færre krav til mikrovirksomheder, der kun udbyder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, forventes mindre mikrovirksomheder lettere at kunne etablere sig på markedet, hvilket kan bidrage til innovation af kommunikationstjenester.

Til nr. 12

Det følger af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenesters (teleloven) § 7, stk. 1, at ejere af elektroniske kommunikationsnet og udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og deres ansatte og tidligere ansatte ikke uberettiget må videregive eller udnytte oplysninger om andres brug af nettet eller tjenesten eller indholdet heraf, som de får kendskab til i forbindelse med det pågældende udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. De nævnte ejere og udbydere skal træffe de foranstaltninger, der er nødvendige for at sikre, at oplysninger om andres brug af nettet eller tjenesten eller indholdet heraf ikke er tilgængelige for uvedkommende.

Den nuværende bestemmelse i telelovens § 7, stk. 1, fastslår således en pligt til hemmeligholdelse af elektronisk kommunikation.

Bestemmelsen er en implementering af artikel 5 i direktiv 2002/58 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (e-databeskyttelsesdirektivet). Efter den nuværende bestemmelse påhviler det kun de såkaldte traditionelle teleudbyder, f.eks. udbyder af telefoni– og internettjenester, at iagttage pligten om hemmeligholdelse af elektronisk kommunikation. I den gældende bestemmelse er udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester ikke forpligtet til at iagttage samme pligt.

I teledirektivet er definitionen af ”elektroniske kommunikationstjenester” ændret. For nærmere beskrivelse henvises der til de almindelige bemærkninger i afsnit 10. Denne ændring består således af en tilføjelse af ”nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester” i definitionen af ”elektroniske kommunikationstjenester”, jf. teledirektivets artikel 2, nr. 4, litra b.

Teleloven har ikke en samlet definition af ”elektroniske kommunikationstjenester” og ”nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester”. Dette nødvendiggør en indsættelse af ”nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester” i telelovens § 7 for at skabe klarhed over anvendelsesområdet for bestemmelsen.

For en nærmere forståelse af definitionen af ”nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester” henvises til de specielle bemærkninger i forslagets § 1, nr. 8.

Det følger af § 7, stk. 2, i teleloven, at bestemmelserne i straffelovens §§ 152, 152 a og 152 d-152 f finder tilsvarende anvendelse for den, der virker eller har virket hos en ejer af elektroniske kommunikationsnet eller en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, eller som i øvrigt er eller har været beskæftiget med opgaver, der udføres efter aftale med disse.

Det foreslås, at der to steder i § 7, stk. 1, 1. pkt., og i stk. 2, efter »-tjenester« indsættes: »samt nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester«.

Den foreslåede bestemmelse indebærer udelukkende en tilføjelse af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

De sektorspecifikke regler om persondatasikkerhed på teleområdet skal fortolkes i lyset af forordning 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (databeskyttelsesforordningen) og lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven). Særligt i de tilfælde, hvor e-databeskyttelsesreglerne ikke har reguleret bestemt forhold, vil dette indebære, at de almindelige persondataregler finder anvendelse.

Ændringen medfører, at nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester ligeledes vil skulle sikre hemmeligholdelse af elektronisk kommunikation, og der vil dermed ske en udvidelse af anvendelsesområdet for bestemmelsen. Derudover vil ændringen ligeledes indebære, at bestemmelserne i straffeloven §§ 152, 152 a og 152 d-152 f vil komme til at gælde for ansatte eller tidligere ansatte hos udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Til nr. 13

Det følger af § 8, stk. 1, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (teleloven), at erhvervs- og vækstministeren (nuværende erhvervsminister) fastsætter regler for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om minimumskrav til behandling af persondata i elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Det følger videre af § 8, stk. 2, nr. 1, i teleloven, at regler fastsat i medfør af stk. 1 bl.a. skal omfatte krav om passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med henblik på at styre risici for persondatasikkerheden i elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og sikre et sikkerhedsniveau, der står i forhold til risici.

Bestemmelsen implementerer artikel 4, artikel 6, artikel 7, stk. 1 og artikel 8-11 i direktiv 2002/58 om behandling af personoplysninger og beskyttelse af privatlivets fred i den elektroniske kommunikationssektor (e-databeskyttelsesdirektivet). Det følger af den nuværende bestemmelse, at erhvervsministeren kun har bemyndigelse til at fastsætte regler om behandling af persondata for udbydere af offentlige elektroniske kommunikationstjenester. Sådanne tjenester omfatter, efter den gældende bestemmelse, ikke nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester. Efter ordlyden af den nuværende bestemmelse er erhvervsministeren dermed kun bemyndiget til at fastsætte regler omkring de såkaldte traditionelle teleudbydere, f.eks. udbydere af telefoni- og internettjenester, og ikke i forhold til udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

For nærmere beskrivelse henvises der til de almindelige bemærkninger i afsnit 10.

Teleloven har ikke en samlet definition af ”elektroniske kommunikationstjenester” og ”nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester”. Dette nødvendiggør en indsættelse af ”nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester” i telelovens § 8 for at skabe klarhed over anvendelsesområdet for bestemmelsen.

For en nærmere forståelse af definitionen af ”nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester” henvises til de specielle bemærkninger i forslagets § 1, nr. 8.

Det foreslås, at der i telelovens § 8, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, efter »-tjenester« indsættes; »samt nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester «.

Den forslåede bestemmelse indebærer udelukkende en tilføjelse af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Tilføjelsen af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester vil indebære, at erhvervsministerens kompetence til at fastsætte regler til behandling af persondata i elektronisk kommunikationsnet og -tjenester udstrækkes til ligeledes at omfatte nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

De fleste udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester er grænseoverskridende. Med den forslåede bestemmelse bemyndiges erhvervsministeren til at fastsætte regler omkring det territoriale anvendelsesområde af reglerne om persondatasikkerhed for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester samt nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

De sektorspecifikke regler om persondatasikkerhed på teleområdet, skal fortolkes i lyset af forordning 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (persondataforordningen) og lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske personer med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (databeskyttelsesloven). Særligt i de tilfælde, hvor e-databeskyttelsesreglerne ikke har reguleret bestemt forhold, vil dette indebære, at de almindelige persondataregler finder anvendelse.

Tilføjelsen af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester i § 8, stk. 1, og stk. 2, nr. 1, vil indebære, at der som noget nyt kan stilles krav til, at nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester skal etablere passende tekniske og organisatoriske foranstaltninger med henblik på at styre de risici, der er i forhold til persondatasikkerheden.

Eftersom § 8, stk. 2, nr. 2, skal læses i sammenhæng med § 8, stk. 1, vil tilføjelsen ligeledes indebære, at udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester vil være underlagt en underretningspligt for så vidt, angår alle tilfælde af brud på persondatasikkerheden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen kan føre tilsyn med overholdelsen af regler, der fastsættes i medfør af bestemmelsens stk. 1.

Til nr. 14

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 13, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere på begæring af politiet skal udlevere oplysninger, der identificerer en slutbrugers adgang til elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Den gældende § 13 giver politiet adgang, uden kendelse, til oplysninger om en slutbrugers adgang til kommunikationsnet og –tjenester. Bestemmelsen omfatter oplysninger om adresser eller numre, som udbyderen af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester har tildelt slutbrugeren som led i en konkret tjeneste, og som således kan benyttes til at identificere den pågældende slutbruger, herunder IP-adresser og mail-adresser.

Med den foreslåede bestemmelse i § 13 vil udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til slutbrugere på begæring af politiet som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, skulle udlevere oplysninger, der identificerer en slutbrugers adgang til elektroniske kommunikationsnet eller –tjenester, herunder oplysninger om, hvilke mobiltelefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater, der har været anvendt til et mobilabonnement, og omvendt.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at udbyderne efter anmodning fra politiet vil skulle udlevere blandt andet oplysninger om IMEI-, IMSI- og telefonnummer.

Bestemmelsen er dog teknologineutral, således at hvis der som følge af den almindelige teknologiske udvikling opstår nye oplysningstyper, der identificerer en mobiltelefon mv., eller et mobilabonnement, vil disse også kunne omfattes af bestemmelsen.

Bestemmelsen giver ikke politiet hjemmel til at pålægge udbyderne at udlevere lokaliseringsdata for de pågældende IMEI- eller telefonnumre, eller oplysninger om, hvilke numre, den pågældende enhed eller slutbruger har etableret forbindelse til, idet sådanne oplysninger fortsat skal indhentes i medfør af retsplejelovens regler om henholdsvis indgreb i meddelelseshemmeligheden og edition.

Bestemmelsen giver heller ikke hjemmel til, at udbyderne kan pålægges at oplyse, hvor mange gange og hvornår et IMEI- eller telefonnummer har foretaget aktiviteter på udbydernes net.

Bestemmelsen giver dog hjemmel til, at udbyderne kan pålægges at oplyse, hvornår et givent IMEI- eller telefonnummer første og sidste gang har været aktivt på udbydernes net. Hvis politiet anmoder udbyderen om – inden for en afgrænset periode på eks. ét måned – at oplyse, hvilke telefonnumre et givent IMEI-nr. er blevet anvendt med, skal udbyderen således oplyse den første og sidste gang, inden for den nævnte periode, IMEI-nummeret er blevet registreret som aktivt på udbydernes net, men altså ikke enkeltvise aktiviteter i den mellemliggende periode.

Denne oplysning om den første og sidste aktivitet omfatter ikke nærmere oplysninger om hvilken aktivitet, der har været tale om (eks. opkald, herunder varigheden, eller SMS). Det er således kun oplysning om første og sidste gang inden for den angivne periode, nummeret har været aktivt på udbyderens net.

For så vidt angår telefonnummer, omfatter bestemmelsen også oplysninger om det IMSI-nr., som telefonnummeret er tilknyttet. IMSI-nummeret (International Mobile Subscriber Identification) identificerer telefonens SIM-kort, og ”ligger bag” telefonnummeret.

IMEI-oplysning vil i almindelighed ikke omfatte nummeroplysningsdata i form af navn og adresse på den slutbruger, der er tilknyttet et givent telefonnummer, idet politiet allerede har en direkte adgang til sådanne oplysninger (”118-databasen”) i medfør af reglen i telelovens § 31, stk. 6.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 13 vil være at forpligte udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til slutbrugere til – på begæring af politiet som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale – at udlevere oplysninger, der identificerer en slutbrugers adgang til elektroniske kommunikationsnet eller –tjenester, herunder oplysninger om, hvilke mobiltelefoner eller andre tilsvarende kommunikationsapparater, der har været anvendt til et mobilabonnement, og omvendt.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at de oplysninger, der vil være omfattet af forpligtelsen til udlevering af den fulde oplysning, vil omfatte f.eks. det komplette IMEI-, IMSI- og telefonnummer, uden maskering af et eller flere cifre i det angivne nummer.

I overensstemmelse med det almindelige proportionalitetsprincip forudsættes det i den forbindelse, at politiet kun indhenter IMEI-oplysning for en afgrænset periode og at denne periode er så kort som muligt, vurderet ud fra den enkelte sags omstændigheder.

Politiets begæring vil i almindelighed være skriftlig, og forudsættes besvaret af teleudbyderne hurtigst muligt, hvilket i praksis vil sige helt umiddelbart efter at politiets pålæg er modtaget.

Til nr. 15

Den gældende bestemmelse i telelovens § 14 udgør bemyndigelsen til at fastsætte de overordnede principper for forsyningspligt på teleydelser i Danmark, herunder hvilke ydelser der kan pålægges forsyningspligt på.

Den gældende bestemmelse medfører, at forsyningspligten skal sikre alle slutbrugere adgang til en række grundlæggende elektroniske kommunikationstjenester på rimelige vilkår og til rimelige priser. De forsyningspligtige tjenester fremgår af forsyningspligtsdirektivet.

Det foreslås, at telelovens § 14 nyaffattes. De konkrete foreslåede ændringer som følge af nyaffattelsen gennemgås enkeltvis nedenfor.

Overordnet vil den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14 medføre, at klima-, energi- og forsyningsministen bemyndiges til at fastsætte, hvilke ydelser der skal omfattes af forsyningspligt, og hvem der skal have krav på at aftage forsyningspligtydelserne. Baggrunden for nyaffattelsen af bestemmelsen i telelovens § 14 er at bringe bestemmelsen i overensstemmelse med teledirektivet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14 giver klima-, energi- og forsyningsministen bemyndigelse til at implementere teledirektivets artikel 84-87. Artiklerne i teledirektivet erstatter forsyningspligtdirektivets art. 4-7 og 32.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 1, medfører, at forsyningspligten på teleområdet har til formål at sikre alle slutbrugere adgang til en række grundlæggende elektroniske kommunikationstjenester på rimelige vilkår og til rimelige priser.

Forsyningspligten omfatter i dag adgang til et offentlig kommunikationsnet på et fast sted, en offentligt tilgængelig taletelefonitjeneste, en udtømmende nummerfortegnelse, der indeholder samtlige numre i den samlede danske nummerplan, som er tildelt slutbrugere, samt både en opkaldsbaseret og en webbaseret nummeroplysningstjeneste. Endelig kan klima-, energi- og forsyningsministeren specificere, hvilke hastigheder der er nødvendige for at give adgang til basale internettjenester, herunder at der indføres forsyningspligt på internetforbindelser med bredbåndshastigheder. Muligheden for at indføre forsyningspligt på internettjenester med bredbåndshastighed er dog ikke blevet anvendt.

Forsyningspligtens omfang fastsættes ud fra en hensyntagen til markedets udvikling, idet forsyningspligten i videst muligt omfang ikke må virke konkurrenceforvridende. Aktuelt er der udpeget en forsyningspligtudbyder, som leverer forsyningspligtydelser frem til udgangen af 2022. Forsyningspligten forventes således sendt i udbud igen i 2022.

Der foreslås en nyaffattelse af telelovens § 14, stk. 1, således at forsyningspligten har til formål at sikre adgang til grundlæggende elektroniske kommunikationstjenester på rimlige vilkår og til overkommelige priser.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 1, vil medføre, at ”alle slutbrugere” udgår i forhold til den gældende bestemmelse, da det er foreslået, at der i § 14, stk. 6, nr. 3, indsættes en bemyndigelse for klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte, hvem forsyningspligten skal gælde for. Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 14, stk. 6, nr. 3, for yderligere herom. Endvidere foreslås det, at ”en række” udgår i forhold til den gældende bestemmelse, da forsyningspligten vil omfatte de tjenester, som teledirektivet forpligter til. Endelig foreslås det, at ”rimelige” ændres til ”overkommelige” i forhold til den gældende bestemmelse, for sprogligt at tilpasse bestemmelsen til teledirektivet. Ændringerne i forhold til den gældende bestemmelse vil være nødvendige for sprogligt at tilpasse teleloven til teledirektivet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 84, stk. 1, om forsyningspligtydelser til en overkommelig pris. Teledirektivets artikel 84, stk. 1, erstatter forsyningspligtsdirektivets artikel 3 og 4.

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 2, at forsyningspligten sikres, ved at alle slutbrugere har mulighed for at få adgang til et offentligt elektronisk kommunikationsnet på et fast sted, adgang til en offentligt tilgængelig taletelefonitjeneste over det nævnte net, særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap samt en udtømmende nummerfortegnelse, der indeholder samtlige numre i den samlede danske nummerplan.

Der foreslås en nyaffattelse af § 14, stk. 2, således at klima-, energi- og forsyningsministeren får mulighed for at kunne fastsætte regler om adgang til forsyningspligtydelser i form af en talekommunikationstjeneste på et fast sted, en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste, særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap og en udtømmende nummerfortegnelse. Ved en talekommunkationstjeneste på et fast sted forstås taletelefoni på en konkret, fast adresse. Den foreslåede ordlyd betyder, at der ikke længere vil være hjemlet forsyningspligt direkte i teleloven.

Den foreslåede affattelse af bestemmelsen vil også indebære, at der ikke længere vil være krav i lovens ordlyd om en opkaldsbaseret nummeroplysningstjeneste, idet forsyningspligt herpå ikke længere er et krav efter teledirektivet. Forsyningspligten omfatter i dag en udtømmende nummerfortegnelse og en opkaldsbaseret nummeroplysningstjeneste (118). Nummerfortegnelsen indeholder alle numre i den danske nummerplan og er gratis tilgængelig via www.118.dk.

Den opkaldsbaserede nummeroplysningstjeneste er personligt betjent og tilgængelig mod betaling via opkald til 118. Herudover findes også en række internetbaserede oplysningstjenester på markedet. Det fremgår også af betragtning 299 til teledirektivet, at der er opnået effektiv konkurrence med hensyn til nummeroplysningstjenester og telefonbøger bl.a. i medfør af artikel 5 i Europa-Kommissionens direktiv 2002/77/EF af 16. september 2002 om konkurrence på markederne for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Der er således en række alternativer til forsyningspligtige nummeroplysningstjenester, og det vil derfor skulle overvejes, om der er behov for at opretholde nummeroplysningstjenester som en del af forsyningspligten, hvilket er en mulighed, idet tjenesten vil kunne forlænges med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 3, jf. artikel 87 i teledirektivet.

Det skal i den forbindelse bemærkes, at politiet m.fl. anvender adgangen til nummeroplysningsdata i deres arbejde. Adgangen til nummeroplysningsdata anvendes hyppigt af politiet, f.eks. ved efterforskningen af sager om alvorlig kriminalitet. Nummeroplysningsdata anvendes således i forbindelse med blandt andet iværksættelse af aflytning eller indhentning af historiske teleoplysninger. Nummeroplysningerne anvendes også som grundlag for geografisk stedfæstelse af opkaldende part i politiets vagt- og alarmcentraler (114- og 112-opkald) med henblik på udkald. Der er derfor behov for, at der fortsat vil være en udtømmende nummerfortegnelse svarende til den, der vedligeholdes i dag under forsyningspligten. Se nærmere herom under gennemgangen af den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 4.

De gældende bestemmelser i telelovens § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, medfører, at taletelefonitjenester af en nærmere bestemt kvalitet er offentligt tilgængelige, samt at der tages højde for de tilfælde, hvor slutbrugernes behov ikke opfyldes tilfredsstillende af markedet. Forsyningspligten er efter de gældende regler teknologineutral. Forsyningspligten på basal taletelefoni omfatter som udgangspunkt traditionel taletelefoni leveret via faste net. Forsyningspligtudbyderen kan dog også opfylde forsyningspligten med andre løsninger. Forsyningspligtudbyderen af taletelefoni skal inden for sit område varetage visse særlige pligter i relation til koordinering af alarmopkald.

Der skal være mulighed for taleoverførsel i en nærmere defineret minimumskvalitet.

Indholdet og omfanget af forsyningspligten er i de gældende regler nærmere fastsat i bekendtgørelse nr. 482 af 20. maj 2016 om forsyningspligtydelser (forsyningspligtbekendtgørelsen) og i de vilkår, som er fastsat af forsyningspligtudbyderes drift af tjenesterne. Forsyningspligtudbyderen skal overalt i Danmark opkræve samme listepriser for oprettelse af de nævnte ydelser.

Leveringen af taletelefoni er omfattet af kvalitetskrav, som er beskrevet i forsyningspligtdirektivet. Der er tale om krav om, hvor lang tid det må tage forsyningspligtudbyderen at levere en tilslutning, når forbrugeren har bestilt denne, hvor stor en fejlhyppighed, der maksimalt må være pr. abonnentledning, samt hvor lang tid der må gå, før en fejl bliver rettet. Energistyrelsen følger årligt op på, om forsyningspligtudbyderen har levet op til alle de fastsatte kvalitetskrav.

Der foreslås en nyaffatelse af § 14, stk. 2, nr. 1 , således, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om adgang til en talekommunikationstjeneste på et fast sted.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 2, nr. 1, vil medføre, at der ikke vil være fastsat krav om forsyningspligt på en talekommunikationstjeneste på et fast sted direkte i loven, men at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne indføre en sådan forsyningspligt.

De nærmere rammer for forpligtelsen vil skulle fastsættes ved bekendtgørelse. Fremadrettet vil der være behov for at afklare nødvendigheden af forsyningspligt på en talekommunikationstjeneste, ud fra en analyse af tilgængeligheden af de relevante tjenester. Det vil derefter være op til klima-, energi- og forsyningsministeren at gennemføre og fastsætte de nærmere vilkår for forsyningspligten, hvis en sådan vurderes nødvendig. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om hvilke tjenester, der skal omfattes af forsyningspligt, krav til kvaliteten af sådanne tjenester, minimumskrav til oppetid af tjenester, krav til fejlretning af tjenesterne, samt regler vedrørende hvilke grupper af slutbrugere, der kan påberåbe sig forsyningspligten.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 2, nr. 1, er at give klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at implementere dele af teledirektivets artikel 84, stk. 1, om sikring af forbrugeres adgang til talekommunikationstjenester. Teledirektivets artikel 84, stk. 1, erstatter forsyningspligtsdirektivets artikel 3 og 4.

Ud over taletelefoni, jf. ovenfor, indeholder de gældende bestemmelser i telelovens § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, desuden mulighed for at indføre forsyningspligt på bredbånd med bestemte bredbåndshastigheder, der er nødvendige for at give adgang til basale internettjenester. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan således, hvis det vurderes at være nødvendigt, indføre forsyningspligt på basalt bredbånd ved at specificere, hvilke hastigheder, der er nødvendige, fordi adgang til basale internettjenester ikke bliver sikret på kommercielle vilkår, jf. den gældende telelovs § 14, stk. 5, nr. 2. Udgangspunktet er, at markedet vil kunne imødekomme efterspørgsel efter bredbånd fra slutbrugere, og det har ikke været muligt at få leveret en bredbåndsforbindelse som en del af forsyningspligten. Muligheden for at indføre forsyningspligt på basalt bredbånd har således ikke været anvendt.

I dag er der en fastnet bredbåndsforbindelse i de fleste hjem og på de fleste arbejdspladser. Det danske bredbåndsmarked må derfor betegnes som et modent marked. I 2020 havde 97 pct. af alle danske boliger og virksomheder adgang til en bredbåndsforbindelse med en hastighed på min. 10/2 Mbit/s, og 94 pct. af alle danske boliger og virksomheder havde adgang til 100/30 Mbit/s. Denne udbredelse placerer Danmark blandt de europæiske lande med den højeste udbredelse af bredbånd.

Bredbånd via fastnet leveres i Danmark over forskellige teknologiske infrastrukturer, hvor de tre mest udbredte er kobbernet, kabel-tv-net og fibernet. Der er etableret flere bredbåndsnet via fastnet i Danmark. En række selskaber, herunder især private energiselskaber, ejer endvidere fibernet eller kabel-tv-net i forskellige områder af landet. Ud over de kablede forbindelser er det også muligt at få bredbånd via såkaldte faste trådløse forbindelser.

Der er taget en række politiske initiativer med henblik på at få markedet til også at etablere bredbånd til de dårligst dækkede adresser, f.eks. bredbåndspuljen 2016-2020 og en fradragsordning via BoligJobordningen. Disse initiativer har medvirket til at forbedre bredbåndsdækningen, men der er stadig adresser, som ikke har adgang til bredbånd.

Flere EU-lande har allerede indført forsyningspligt på bredbånd på baggrund af de gældende bestemmelser i forsyningspligtdirektivet. Det gælder bl.a. Belgien, Kroatien og Spanien, som alle har forsyningspligt på 1 Mbit/s download, mens Finland har opgraderet forsyningspligthastigheden til 2 Mbit/s. Malta og Slovenien har forsyningspligt på bredbånd på 4 Mbit/s, mens Sverige har det højeste hastighedskrav til download, idet de har indført forsyningspligt på 10 Mbit/s. Enkelte lande har også indført forsyningspligt på upload-hastigheden. Det gælder blandt andet Schweiz, som har et krav om upload-hastighed på 200 kbit/s og Slovenien på 512 kbit/s.

Der har ikke tidligere været forsyningspligt på tilstrækkeligt bredbånd.

Der foreslås en nyaffattelse af telelovens § 14, stk. 2, nr. 2 , således at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om adgang til til forsyningspligtydelser i form af en tilgængelig tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste til en overkommelig pris.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der ikke vil være fastsat krav om forsyningspligt på en tilstrækkelig bredbåndsforbindelse direkte i loven, men at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne indføre en sådan forsyningspligt.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 2, nr. 2, vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte regler om adgang til en tilstrækkelig bredbåndsadgangstjeneste til en overkommelig pris, og som bør have tilstrækkelig båndbredde til at støtte adgangen til og anvendelsen af mindst ét minimumssæt af basale tjenester, som afspejler de tjenester, der anvendes af størstedelen af slutbrugerne. Med henblik herpå fremgår det af betragtning 215 i teledirektivet, at Europa-Kommissionen vil overvåge udviklingen i brugen af internet til at udpege de onlinetjenester, som størstedelen af slutbrugerne i hele EU anvender, og som er nødvendige for social og økonomisk deltagelse i samfundet, og ajourføre listen i overensstemmelse hermed. Kravene i EU-retten til adgangen til åbent internet, navnlig i forordning 2015/2120/EU af 25. november 2015, vil finde anvendelse på alle tilstrækkelige bredbåndsinternetadgangstjenester.

Med adgang til en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste menes, at en nærmere afgrænset gruppe slutbrugere skal have mulighed for at få en internetadgangstjeneste, som denne er defineret i forordning 2015/2120/EU af 25. november 2015, leveret på nærmere bestemte vilkår. Hvad der udgør en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste vil kunne ændre sig over tid, og den forsyningspligt, der vil kunne pålægges, vil således også skulle kunne tilpasses over tid i overensstemmelse med den overvågning Europa-Kommissionen gennemfører, samt nationale analyser, set i forhold til de tjenester, der skal kunne anvendes på bredbåndsinternetadgangstjenesten.

Hvad der i Danmark skal forstås ved en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste, og hvorvidt der er behov for at indføre forsyningspligt på en sådan tjeneste for at opfylde pligten i teledirektivet, vil kræve en analyse af området. Det fremgår af teledirektivets artikel 86 sammenholdt med artikel 22, at medlemsstaterne inden den 21. december 2023 skal have foretaget en geografisk undersøgelse af rækkevidden af elektroniske kommunikationsnet med bredbåndskapacitet. En sådan undersøgelse skal herefter gennemføres mindst hvert tredje år.

Det fremgår af teledirektivets artikel 84, stk. 3 og betragtning 214, at den internetadgangshastighed, som en given bruger oplever, afhænger af en række faktorer som f.eks. internetudbyderens tilslutningsmuligheder, samt den applikation, som forbindelsen anvendes til. Det er op til medlemsstaterne under hensyntagen til BEREC’s rapport om bedste praksis at definere den tilstrækkelige bredbåndsinternetadgangstjeneste i lyset af de nationale forhold og den minimumsbåndbredde, som gælder for størstedelen af forbrugerne på en medlemsstats område, med henblik på at muliggøre et tilstrækkeligt niveau af social inklusion og deltagelse i den digitale økonomi og det digitale samfund på deres område. Den tilstrækkelige bredbåndsinternetadgangstjeneste skal kunne levere den båndbredde, der er nødvendig for mindst at understøtte det minimum af tjenester, som er fastsat i teledirektivets bilag V.

Det vil skulle undersøges, hvorvidt der er behov for at gennemføre et nyt udbud på forsyningspligtområdet, og hvilket omfang et sådant udbud i givet fald skal have. Der vil blandt andet skulle foretages en analyse af, hvad der skal forstås ved en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste. Herefter vil der forestå et afklaringsarbejde med henblik på udarbejdelse af en ny forsyningspligtsbekendtgørelse i 2021. Hvis der vurderes at være behov herfor, skal der inden udgangen af 2022 udpeges en eller flere forsyningspligtudbydere til at udbyde forskellige forsyningspligtydelser, når den nuværende forsyningspligtudpegning udløber.

Energistyrelsen vil skulle lave en vurdering af, om det er sandsynligt, at markedet eller offentlige interventionsmekanismer kan tilbyde slutbrugerne i visse områder en forbindelse, der kan yde en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste som defineret af medlemsstaten selv. Hvis hverken markedet eller offentlige interventioner kan sikre adgangen til en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste, vil det være muligt at udpege forskellige udbydere eller grupper af udbydere af disse tjenester i de forskellige relevante dele af landet.

Forsyningspligt på en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste vil kunne give alle boliger, virksomheder og sommerhuse mulighed for at få adgang til en bredbåndforbindelse, som vil kunne anvendes til en række nærmere specificerede tjenester i teledirektivets bilag V. Det forventes, at der vil være betydelige omkostninger ved at indføre forsyningspligt på bredbånd. Hvis omkostningerne vurderes at påføre forsyningspligtudbyderen en urimelig byrde, vil omkostningerne skulle finansieres af enten staten eller af branchen. En branchefinansiering vil sandsynligvis være byrdefuld for alle udbydere af internetadgangstjenester og i sidste instans også for slutbrugerne, hvis en sådan forsyningspligt indføres.

Muligheden for at pålægge forsyningspligt på adgang til en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste vil alene skulle anvendes, hvor markedet ikke kan levere, og kun hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes.

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 2, nr. 3, at der er forsyningspligt på særlige forsyningspligtydelser til en nærmere afgrænset gruppe af personer med handicap. Forsyningspligten omhandler visse ydelser, der har til formål at sikre, at handicappede slutbrugeres adgang til de tjenester, der er nævnt i stk. 2, nr. 1, svarer til det, der gælder for andre slutbrugere. Forsyningspligten kan blandt andet omfatte oprettelse, levering og drift af en teksttelefontjeneste, et døgnåbent formidlingscenter, nummeroplysning og automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap. Oplistningen er ikke udtømmende.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 5, nr. 1, som udgør hjemmelsgrundlaget for den nærmere afgrænsning af, hvilke forsyningspligtydelser, der skal stilles til rådighed for personer med handicap. Forsyningspligten omfatter aktuelt oprettelse, levering og drift af en teksttelefontjeneste, et døgnåbent formidlingscenter, nummeroplysning og automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af handicappede. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan også fastsætte forsyningspligt på andre tjenester til personer med handicap.

Der er på bekendtgørelsesniveau og i vilkår for varetagelse af forsyningspligten for hver af de tjenester, der er omfattet af den gældende telelovs § 14, stk. 2, nr. 3, sket en afgrænsning af de målgrupper, som kan benytte sig af forsyningspligtydelser til personer med handicap.

Med den foreslåede nyaffattelse i telelovens § 14, stk. 2, nr. 3, vil klima-, energi- og forsyningsministeren få mulighed for at kunne fastsætte regler om særlige forsyningspligtydelser til nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der ikke længere vil være fastsat krav om forsyningspligt på handicaptjenester direkte i loven, men at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne indføre en sådan forsyningspligt for særlige ydelser.

Den foreslåede 14, stk. 2, nr. 3, medfører blandt andet, at forsyningspligten som tidligere kan omfatte oprettelse, levering og drift af en teksttelefontjeneste, et døgnåbent formidlingscenter, nummeroplysning og automatisk gennemstilling til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af handicappede. Oplistningen er ikke udtømmende.

Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 4, stk. 1, nr. 6, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler med henblik på at forpligte udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at sikre en række grundlæggende slutbrugerrettigheder i forbindelse med aftaler om levering af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Før det fastsættes, hvilke tjenester der er behov for på handicapområdet, vil der i løbet af 2021 skulle foretages en analyse med inddragelse af relevante interessenter. Denne analyse skal udmunde i, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter de regler, der er nødvendige for at implementere forpligtelserne i teledirektivet og tilgængelighedsdirektivet.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil i den forbindelse kunne anvende den tilgængelige hjemmel i form af den almindelige lovhjemmel til at indføre handicaptjenester i samspil med muligheden for at indføre forsyningspligt, hvis dette vurderes at være påkrævet. Eventuelle nye handicaptjenester forventes fastsat samtidig med udstedelse af en ny forsyningspligtbekendtgørelse. Det betyder, at de eksisterende handicaptjenester forventes at fortsætte indtil udgangen af 2022.

Formålet med den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 3, er at give klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at implementere teledirektivets artikel 85, stk. 4, om forsyningspligt i forhold til handicapområdet (tilgængelighed). Teledirektivets artikel 85, stk. 4, erstatter forsyningspligtsdirektivets artikel 7.

Den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, nr. 3, betyder, at adgangen til at fastsætte handicaptjenester gøres mere smidig, og at hjemlerne hertil vil kunne bruges i samspil på den mest hensigtsmæssige måde. Ændringen er led i den samlede ændring af bestemmelsen om forsyningspligt, hvorefter hele bestemmelsen er ændret fra, at pligterne er hjemlet direkte i loven til, at der nu vil være tale om en bemyndigelsesbestemmelse, som giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at fastsætte forsyningspligt på en række tjenester, hvor andre alternative måder at understøtte en bestemt tjeneste er udtømt.

Det fremgår af den gældende telelovs § 14, stk. 2, nr. 4, at forsyningspligten blandt andet sikres, ved at alle slutbrugere har mulighed for at få adgang til en udtømmende nummerfortegnelse, der indeholder samtlige numre i den samlede danske nummerplan, som er tildelt slutbrugere.

Den foreslåede bestemmelse i § 14, stk. 2, nr. 4 , bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om adgang en udtømmende nummerfortegnelse, der indeholder samtlige numre i den samlede danske nummerplan, som er tildelt slutbrugere.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at ministeren vil kunne forlænge forsyningspligten på en udtømmende nummerfortegnelse, der indeholder samtlige numre i den samlede danske nummerplan, som er tildelt slutbrugere. Denne pligt fremgår af den gældende telelovs § 14, stk. 2, nr. 4, og forsyningspligtdirektivet artikel 5.

Som nævnt under gennemgangen af den foreslåede § 14, stk. 2, bemærkes, at politiet m.fl. anvender adgangen til nummeroplysningsdata i deres arbejde. Der er derfor behov for, at der fortsat vil være en udtømmende nummerfortegnelse svarende til den, der vedligeholdes i dag under forsyningspligten. Det er hensigten, at klima-, energi- og forsyningsministeren forlænger forsyningspligten på en udtømmende nummerfortegnelse, indtil Justitsministeriet måtte vurdere, at en udtømmende nummerfortegnelse bedre kan leveres på anden vis end under forsyningspligten.

Der er ikke i den gældende telelov bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan forlænge eksisterende forsyningspligtydelser.

Der foreslås en nyaffattelse af telelovens § 14, stk. 3, således at klima-, energi- og forsyningsministeren ved dokumenteret behov kan fastsætte regler om, at der fortsat skal være forsyningspligt på ydelser, der var forsyningspligt på den 20. december 2018. Der er tale om en direktivnær implementering, og skæringsdatoen den 20. december 2018 fremgår af teledirektivets art. 87.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 3, vil medføre, at allerede eksisterende forsyningspligt på tjenester kan forlænges, hvis det kan godtgøres, at der er behov for disse tjenester, f.eks. på baggrund af anvendelsen af den pågældende tjeneste. Forlængelse af forsyningspligtydelser efter denne bestemmelse vil forudsætte, at der var forsyningspligt på ydelsen den 20. december 2018.

Da de eksisterende tjenester udspringer af direktivkrav, betyder det, at de ved en eventuel forlængelse fortsat vil kunne branchefinansieres, i det omfang de udgør en urimelig byrde for forsyningspligtudbyderen, jf. telelovens § 18, hvoraf det fremgår, i hvilke tilfælde forsyningspligten kan branchefinansieres.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 3, er at give klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at implementere dele af teledirektivets artikel 87 om muligheden for at forlænge eksisterende forsyningspligtydelser.

Bestemmelsen betyder, at forsyningspligtydelser, som var i drift pr. den 20. december 2018, vil kunne forlænges, så længe der er et påviseligt behov for den pågældende forsyningspligtydelse. Derved sikres stabile forhold og fremme af en gradvis overgang i forhold til forsyningspligtydelser. Endvidere opnås den fornødne fleksibilitet til på behørig vis at tage hensyn til nationale forhold.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 3, medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastlægge, at forsyningspligten skal omfatte andre ydelser end dem, der er nævnt i stk. 2.

De ydelser, som forsyningspligten i henhold til den gældende bestemmelse kan udvides med, kan blandt andet omfatte de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester, der dækker farvandene omkring Danmark og Grønland via kystradiotjenesten og transmission af maritim nød- og sikkerhedskommunikation via Inmarsats maritime tjenester, der er godkendt for det globale maritime nød- og sikkerhedssystem (GMDSS). Hjemlen til at fastsætte forsyningspligt på radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester blev udnyttet indtil 2015, hvor TDC’s forsyningspligt på disse tjenester i Danmark og Grønland blev ophævet.

Ud over de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester er hensigten med bestemmelsen alene, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan udvide forsyningspligten i overensstemmelse med eventuelle fremtidige udvidelser af direktivforpligtelser. Hjemlen i den gældende bestemmelse er aktuelt uudnyttet.

Der foreslås en nyaffattelse af telelovens § 14, stk. 4, således at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at forsyningspligten skal omfatte andre ydelser end dem, der er nævnt i § 14, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 4, vil medføre en videreførelse af telelovens § 14, stk. 3, således at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat vil kunne fastsætte forsyningspligt på andre ydelser end dem nævnt i stk. 2.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at implementere teledirektivets artikel 92 om supplerende obligatoriske tjenester. Teledirektivets artikel 92 erstatter forsyningspligtsdirektivets artikel 32.

Bestemmelsen betyder, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne udvide forsyningspligten i overensstemmelse med eventuelle fremtidige udvidelser af direktivforpligtelser. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil dermed som hidtil kunne fastlægge, at forsyningspligten i Danmark kan omfatte flere ydelser end dem, der aktuelt er fastlagt i teledirektivet, hvis flere forpligtelser skulle komme til.

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeret kan fastsætte regler om, at en eller flere af de forsyningspligtydelser eller dele af disse ikke længere skal udbydes som led i forsyningspligten eller ikke eller kun i begrænset omfang skal udbydes til nye kunder som led i forsyningspligten.

Sigtet med den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 4, er at sikre grundlag for en fleksibel anvendelse af forsyningspligtreguleringen, således at det bliver muligt løbende at kunne begrænse kravene til forsyningspligtens omfang i takt med, at teknologien og markedet udvikler sig.

Der foreslås en nyaffatelse af telelovens § 14, stk. 5, således at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om, at hele eller dele af de forsyningspligtydelser nævnt i stk. 2-4, ikke længere skal udbydes som en del af forsyningspligten eller kun i et nærmere afgrænset omfang skal udbydes til nye kunder.

Hjemlen vil kunne anvendes, hvis forsyningspligtydelserne eller dele heraf er alment tilgængelige, og der således ikke er behov for forsyningspligt på disse ydelser. Bestemmelsen er enslydende med den gældende § 14, stk. 4, idet der dog dels er sket en opdatering af paragrafhenvisningen, og dels at bestemmelsen også omfatter eventuelt forlængede forsyningspligtydelser som følge af de foreslåede ændringer til § 14.

Der foreslås en nyaffatelse af telelovens § 14, stk. 5, nr. 1, således at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat vil have mulighed for ved bekendtgørelse at frigøre forsyningspligtudbydere fra at levere en bestemt ydelse eller dele heraf under forsyningspligten, hvis hele eller dele af en forsyningspligtydelse nævnt i stk. 2-4 er alment tilgængelige.

Der foreslås endvidere en nyaffattelse af telelovens § 14, stk. 5, nr. 2, således at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat har mulighed for ved bekendtgørelse at frigøre forsyningspligtudbydere fra at levere en bestemt ydelse under forsyningspligten, for så vidt angår nye kunder. Bestemmelsen vil, som det er tilfældet med den gældende bestemmelse, kunne benyttes, hvis en eller flere ydelser med en tilsvarende funktionalitet allerede er alment tilgængelige, og der derfor ikke er behov for forsyningspligt på ydelsen.

De foreslåede bestemmelser i telelovens § 14, stk. 5, nr. 1 og 2, skal ses i sammenhæng med teledirektivets artikel 86, stk. 1, og betragtning 229 og 230 i teledirektivet, hvoraf det fremgår, at forsyningspligt alene skal anvendes, hvor markedet ikke kan levere, og kun hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke kan anvendes.

Det, at der skal være tale om en tilsvarende ydelse, indebærer, at bestemmelsen kan anvendes, hvis der allerede udbydes en ydelse på markedet, der svarer til den pågældende forsyningspligtydelse, og som giver brugere mulighed for at få adgang til de samme grundlæggende funktioner og faciliteter til priser på et tilsvarende niveau som den pågældende forsyningspligtydelse. Det, at ydelsen skal være alment tilgængelig, indebærer, at den pågældende ydelse udbydes på markedet i et sådant omfang og på en sådan måde, at enhver er sikret samme adgang til ydelsen, som hvis ydelsen var en del af forsyningspligten.

Regler fastsat i medfør af bestemmelsen indebærer ikke, at selve udpegningen af forsyningspligtudbyder bortfalder. Den betyder blot, at der ikke stilles krav om udbud af ydelsen inden for forsyningspligten. Hvis markedet ændrer sig, og slutbrugerne risikerer at miste adgangen til den pågældende ydelse, vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne ophæve regler fastsat i medfør af stk. 2-4. Herefter vil ydelsen igen være en del af forsyningspligten. Hvis der allerede er udpeget en forsyningspligtudbyder, vil denne skulle genoptage udbuddet af ydelsen. Hvis der derimod ikke er udpeget en forsyningspligtudbyder af ydelsen, vil der skulle ske en udpegning i henhold til lovens regler herom.

De foreslåede bestemmelser i telelovens § 14, stk. 5, nr. 1 og nr. 2, vil indebære, at der fortsat vil være en adgang for klima-, energi- og forsyningsministeren til at ændre forsyningspligten, hvis en forsyningspligtigydelse er blevet alment tilgængelig.

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 5, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om hvilke ydelser, der er omfattet af forsyningspligten, omfanget af forsyningspligtydelser, herunder de faciliteter og funktioner, der skal stilles til rådighed, samt omfanget af leveringspligten.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 5, nr. 1, udgør hjemmelsgrundlaget for den nærmere afgrænsning af hvilke forsyningspligtydelser, der skal stilles til rådighed for personer med handicap.

Bestemmelsen udgår, da den ikke længere er nødvendig, da afgrænsning af forsyningpligten for personer med handicap er omfattet af § 14, stk. 2, nr. 3, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler for adgang til særlige forsyningspligtydelser til en nærmere afgrænsede grupper af personer med handicap.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 5, nr. 2, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om omfanget af forsyningspligtydelser, herunder de faciliteter og funktioner, der skal stilles til rådighed. Bestemmelsen udgør hjemmelsgrundlaget for den nærmere afgrænsning af omfanget af de forsyningspligtydelser, der skal stilles til rådighed for slutbrugere.

Bestemmelsen giver klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for blandt andet at specificere, hvilke hastigheder der er nødvendige for at give adgang til basale internettjenester, jf. § 14, stk. 2, nr. 1. Denne mulighed har dog ikke været anvendt, idet udgangspunktet er, at aktørerne på markedet skal dække markedets behov.

Bestemmelsen danner desuden grundlag for en afgrænsning af, hvilke faciliteter og funktioner der skal indgå i de enkelte forsyningspligtydelser. Denne afgrænsning er yderligere berørt under gennemgangen af de foreslåede bestemmelser i § 14, stk. 2-4.

Der foreslås en nyaffattelse af telelovens § 14, stk. 6, nr. 1 , således at bestemmelsen vil indeholde hjemmelsgrundlaget for den nærmere afgrænsning af omfanget af de forsyningspligtydelser, herunder de faciliteter og funktioner, der skal stilles til rådighed, jf. stk. 2-4. Bestemmelsen vil give klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at specificere, hvilke hastigheder der er nødvendige for at give adgang til en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste, jf. § 14, stk. 2, nr. 2.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 6, nr. 1, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat kan fastsætte regler om omfanget af forsyningspligten, herunder faciliteter og funktioner, og tilpasse forsyningspligten efter behov. Som udgangspunkt er formålet med denne bemyndigelse, at klima-, energi- og forsyningsministeren har mulighed for at indføre forsyningspligt på de forpligtelser, som fremgår af teledirektivet. Dette for at sikre adgang til taletelefoni, tilstrækkeligt bredbånd og særlige forsyningspligtydelser for personer med handicap.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 6, nr. 1, er at give klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at implementere dele af teledirektivets artikel 84, om forsyningspligtydelser til en overkommelig pris. Teledirektivets artikel 84, erstatter forsyningspligtsdirektivets artikel 3 og 4.

Bestemmelsen betyder, at ministeren vil kunne fastsætte regler om blandt andet krav om bredbåndshastighed, krav til hvortil tjenesten skal leveres, krav om mulighed for nummervisning mv. For så vidt angår tjenester for personer med handicap, er der i dag fastsat krav om levering af en teksttelefontjeneste og en særlig nummeroplysningstjenete. Tiltagene på handicapområdet og de øvrige krav vil kunne tilpasses over tid under hensyn til den teknologiske eller øvrige samfundsudvikling mv.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 14, stk. 5, nr. 3, udgør hjemmelsgrundlaget for den nærmere afgrænsning af leveringspligten, jf. telelovens § 16. Den gældende bestemmelse har udmøntet sig i forsyningspligtbekendtgørelsens § 10, hvorefter de gældende forsyningspligtydelser skal leveres til slutbrugerens bolig, fritidsbolig eller anden form for sædvanlig adresse eller til slutbrugerens erhvervsvirksomhed eller faste arbejdssted.

Der foreslås en nyaffatelse af telelovens § 14, stk. 6, nr. 2, således at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat kan fastsætte regler om omfanget af leveringspligten, jf. telelovens § 16, og tilpasse forsyningspligten efter behov.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren blandt andet vil kunne fastsætte nærmere, hvor tjenesten skal leveres til, f.eks. et nettermineringspunkt inden for boligen.

Leveringspligten betyder som udgangspunkt, at den eller de udpegede forsyningspligtudbydere vil have pligt til at levere eller udbyde de ydelser, der er omfattet af forsyningspligten, til enhver, der anmoder herom.

Den foreslåede § 14, stk. 6, nr. 2, i teleloven, vil give klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at implementere dele af teledirektivets artikel 84, stk. 1, om, at medlemsstaterne skal sikre, at alle forbrugere har adgang til en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste og til talekommunikationstjenester til en overkommelig pris og af den kvalitet, der er specificeret for deres områder, herunder den underliggende forbindelse, på et fast sted. Teledirektivets artikel 84, stk. 1, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 3 og 4.

Bestemmelsen betyder, at forsyningspligten vil kunne fortsætte i samme omfang som nu, men dette afhænger af en analyse af behovet, herunder hvorvidt den pligt som teledirektivet pålægger medlemsstaterne til at sikre adgang til en talekommuniskationstjeneste, tilstrækkeligt bredbånd og forsyningspligtydelser til personer med handicap, kan sikres på anden vis.

Aktuelt er der alene ganske få adresser, som ikke har adgang til en talekommunikationstjeneste, ligesom Danmark ligger i top, når det kommer til adgangen til bredbåndsforbindelser.

På handicapområdet vil udmøntningen af den foreslåede hjemmel i § 14, stk. 2, nr. 3, ske i sammenhæng med implementering af tilgængelighedsdirektivet. Der skal forud for dette foretages en analyse, som skal klarlægge, hvilke tiltag der er behov for på teleområdet for personer med handicap, så der kan skabes de bedst mulige rammer på teleområdet for personer med handicap. Leveringspligten vil kunne tilpasses over tid under hensyn til den teknologiske eller øvrige samfundsudvikling mv.

Den gældende telelov indeholder ikke hjemmel til, at klima-, energi- og forsyningsministereren kan fastsætte, hvorvidt forsyningspligten skal gælde for forbrugere, mikro-virksomheder, små og mellemstore virksomheder samt non-profitorganisationer eller alle slutbrugere.

Der foreslås en nyaffattelse af telelovens § 14, stk. 6, nr. 3, således at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, hvorvidt forsyningspligten skal gælde for forbrugere, mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder samt nonprofitorganisationer eller alle slutbrugere.

Den foreslåede bestemmelsen i teleloven vil medføre, at bestemmelsen sprogligt tilpasses teledirektivet. Hvor forsyningspligtdirektivet gjaldt alle slutbrugere, er kredsen af berettigede til at modtage forsyningspligtydelser i teledirektivet ændret til som udgangspunkt at gælde forbrugere, men med mulighed for at udvide kredsen af berettigede, jf. teledirektivets artikel 84, stk. 5.

Hvad der skal forstås ved forbruger er defineret i teledirektivets artikel 2, nr. 15, mens slutbruger er defineret i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 3.

Mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder samt nonprofitorganisationer er defineret i Kommissionens henstilling 2003/361/EF af 6. maj 2003 om definitionen af mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder.

Ved små og mellemstore virksomheder forstås virksomheder, som beskæftiger under 50 personer, og som har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 10 mio. EUR.

Ved mikrovirksomheder forstås virksomheder, som beskæftiger under 10 personer, og som har en årlig omsætning eller en samlet årlig balance på ikke over 2 mio. EUR.

Formålet med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 14, stk. 6, nr. 3, er at give klima-, energi- og forsyningsministeren mulighed for at implementere teledirektivets artikel art 84, stk. 5, om, at medlemsstaterne kan udvide anvendelsesområdet for, hvem der har ret til forsyningspligtydelser, til også at omfatte slutbrugere, der er mikrovirksomheder, små og mellemstore virksomheder samt nonprofitorganisationer.

Til nr. 16

De gældende bestemmelser i telelovens § 15, stk. 2, § 17, stk. 2, i § 18, stk. 1, og i § 18, stk. 4, henviser til de tjenester, der er oplistet i § 14, stk. 2 og 3. Årsagen til behovet for en opdatering af henvisningerne, skyldes at der i telelovens § 14, stk. 3, forslås indsat en bemyndigelse til, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan forlænge eksisterende forsyningspligtydelser, som var i drift den 20. december 2018. Det har ikke tidligere været muligt at forlænge eksisterende forsyningspligtydelser.

Der foreslås en ændring af telelovens § 15, stk. 2, § 17, stk. 2 , i § 18, stk. 1 , og i § 18, stk. 4, således at der indsættes en henvisning til § 14, stk. 3.

Som en konsekvens af den foreslåede ændring til telelovens § 14, stk. 3, foreslås det at opdatere henvisningerne til telelovens § 14 i § 15, stk. 2, § 17, stk. 2, i § 18, stk. 1, og i § 18, stk. 4, således at forsyningspligtydelser fastsat efter de foreslåede bestemmelser i telelovens § 14, stk. 2-4.

Tilføjelsen af henvisningen til den foreslåede § 14, stk. 3, i telelovens § 15, stk. 2, medfører, at Energistyrelsen kan udpege en eller flere forsyningspligtudbydere til at også at udbyde eventuelt forlængede forsyningspligtydelser.

Tilføjelsen af henvisningen til den foreslåede § 14, stk. 3, i telelovens § 17, stk. 2, vil medføre at klima-, energi- og forsyningsministeren kan bestemme, at Energistyrelsen skal fastsætte maksimalpriser for forsyningspligtydelser, som eventuelt er blevet forlænget efter den foreslåede § 14, stk. 3.

Tilføjelsen af henvisningen til den foreslåede § 14, stk. 3, i telelovens § 18, stk. 1, vil medføre, at de forsyningspligtudbydere, som måtte udpeges efter telelovens § 15, stk. 2 og som udbyder de eventuelt forlængede forsyningspligtydelser i telelovens § 14, stk. 3, også har ret til at få dækket deres dokumenterede nettoomkostninger, hvis disse vurderes at udgøre en urimelig byrde for den udpegede forsyningspligtudbyder.

Tilføjelsen af henvisningen til den foreslåede § 14, stk. 3, i telelovens § 18, stk. 4, vil medføre, at også eventuelt forlængede forsyningspligtydelser er omfattet af bestemmelsen. Den foreslåede § 18, stk. 4, i teleloven afgrænser, hvilke forsyningspligtydelser der kan udløse en forpligtelse for andre udbydere til at bidrage til dækning af forsyningspligtudbyderes underskud.

Ændringen vil være nødvendig for at ligestille forsyningspligtydelser fastsat efter den foreslåede § 14, stk. 2, og forlængede forsyningspligtydelser efter § 14, stk. 3, idet disse forsyningspligtydelser skal behandles ens.

Til nr. 17

Der foreslås en ændring af telelovens § 15, stk. 2, 17, stk. 2, i 18, stk. 1 , i § 18, stk. 4, § 18, stk. 5, og § 18, stk. 8 , således at paragrafhenvisningerne til den gældende telelovs § 14, stk. 3, opdateres til § 14, stk. 4.

Ændringen er en konsekvensrettelse af de ændringer, der er foretaget af § 14.

Til nr. 18

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 17, stk. 4, at bestemmelsen i stk. 3 om, at ministeren ikke kan fastsætte maksimalpriser, der indebærer, at forsyningspligtudbyderens omkostninger ikke dækkes, ikke gælder i det omfang forsyningspligtydelser skal tilbydes gratis i medfør af internationale forpligtelser.

Bestemmelsen havde bestydning for forsyningspligten på de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester i farvandene omkring Danmark og Grønland. Forsyningspligten på disse tjenester er nu ophævet. Da der således ikke længere er behov for bestemmelsen, forelås denne ophævet.

Der foreslås en nyaffattelse af telelovens § 17, stk. 4, således at hvis klima-, energi- og forsyningsministeren vurderer, at detailpriserne på de tjenester som er oplistet i lovforslagets § 14, stk. 2, nr. 1 og 2, ikke er overkommelige for forbrugerne med lav indskomst eller ikke er tilgængelige for for forbrugere med særlige sociale behov, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler, som sikrer, at sådanne forbrugere kan betale for en tilstrækkelig bredbåndsinternetadgangstjeneste og talekommunikationstjenester på et fast sted. Hjemlen forventes alene udnyttet, hvis udpegning af forsyningspligtudbydere, jf. telelovens § 15 eller andre relevante foranstaltninger ikke ses at kunne sikre denne gruppe af forbrugere adgang til tilstrækkeligt bredbånd og talekommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse i teleloven vil medføre, at ordlyden sprogligt tilpasses teledirektivet. Det fremgår af teledirektivets artikel 85, stk. 2, at hvis en medlemsstat fastsætter, at detailpriserne for de forsyningspligtige tjenester, der er anført i teledirektivet, ikke er overkommelige, fordi forbrugere med lav indkomst eller særlige sociale behov er blevet forhindret i at få adgang til disse tjenester, skal medlemsstaten træffe foranstaltninger for at sikre, at sådanne forbrugere kan betale for disse tjenester. Adgangen kan ifølge artikel 85, stk. 2, sikres ved at kræve, at samtlige udbydere, som udbyder de tjenester, der er forsyningspligtige efter teledirektivet, anvender fælles takster.

Dele af teledirektivets artikel 85 erstatter forsyningspligtsdirektivets artikel 9. Adgangen til at sikre forbrugere med lav indkomst eller særlige sociale behov adgang til tilstrækkeligt bredbånd og en talekommunikationstjeneste er imidlertid ny.

Til nr. 19

De gældende bestemmelser i telelovens § 18, stk. 4, og § 18, stk. 5, henviser til de tjenester, der er oplistet i § 14, stk. 2., nr. 1-2 og stk. 3.

Der foreslås en ændring af telelovens § 18, stk. 4, og § 18, stk. 5, således at der indsættes en henvisning til § 14, stk. 3.

Den foreslåede ændring er nødvendig, som en konsekvens af, at der i telelovens § 14, stk. 3, forslås indsat en bemyndigelse til at klima-, energi- og forsyningsministeren kan forlænge eksisterende forsyningspligtydelser, som var i drift den 20. december 2018. Det har ikke tidligere været muligt at forlænge eksisterende forsyningspligtydelser.

Tilføjelsen af henvisningen til den foreslåede § 14, stk. 3, i telelovens § 18, stk. 4, vil medføre, at også eventuelt forlængede forsyningspligtydelser er omfattet af bestemmelsen. Den gældende § 18, stk. 4 i teleloven afgrænser, hvilke forsyningspligtydelser der kan udløse en forpligtelse for andre udbydere til at bidrage til dækning af forsyningspligtudbyderes underskud.

Tilføjelsen af henvisningen til den foreslåede § 14, stk. 3, i telelovens § 18, stk. 5, vil medføre, at en forsyningspligtudbyder, som udbyder både forsyningspligtydelser forlænget efter den foreslåede § 14, stk. 3 og tjenester svarende til dem omfattet af den foreslåede § 14, stk. 2, nr. 1 og 2 eller stk. 4 også er pligtig til at bidrage til en eventuel branchefinansiering af forsyningspligten, jf. den foreslåede § 18, stk. 4.

Ændringen er nødvendig for at ligestille forsyningspligtydelser fastsat efter den foreslåede § 14, stk. 2 og forlængede forsyningspligtydelser efter § 14, stk. 3, idet disse forsyningspligtydelser skal behandles ens.

Til nr. 20

Det foreslås at opdatere henvisningen til forsyningspligtdirektivet i § 18, stk. 4 , og § 18, stk. 8 , så der i stedet vil blive henvist til teledirektivet. Ændringen vil være nødvendig, da teledirektivet træder i stedet for forsyningspligtdirektivet.

Til nr. 21

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 18, stk. 7, skal Energistyrelsen, hvis der træffes afgørelse om fastsættelse og dækning af nettoomkostninger, sende forsyningspligten i udbud.

Der foreslås en ændring af telelovens § 18, stk. 7, således at ”skal” ændres til ”kan”.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Energistyrelsen ikke vil være forpligtet til at iværksætte et offentligt udbud med henblik på at udpege en eller flere alternative forsyningspligtudbydere, når der træffes afgørelse efter stk. 3. Dette skyldes, at der kan være andre løsningsmuligheder, f.eks. at ophæve forsyningspligten. Det vil derfor med den forslåede bestemmelse komme an på en konkret vurdering, om der er behov for at iværksætte et offentlig udbud af forsyningspligten i forbindelse med, at der træffes afgørelse efter stk. 3.

Ændringen af bestemmelsen vil medføre, at Energistyrelsen kan sende forsyningspligten i udbud, men at det også er muligt at udelade dette, hvis det efter en konkret vurdering viser sig, at der er en mere relevant løsning.

Til nr. 22

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 19, at forsyningspligtudbydere har en forpligtelse til at underrette Energistyrelsen, hvis forsyningspligtudbyderen vil afhænde sit accessnet eller en væsentlig dele af det til en særskilt juridisk enhed. Energistyrelsen skal bedømme virkningerne af handelen for at sikre kontinuiteten i forsyningspligten. Forsyningspligtudbyderen bør derfor på forhånd og uden ugrundet ophold underrette Energistyrelsen om afhændelsen. Hvad der anses som uden ugrundet ophold, afhænger af den konkrete handel, dog skal underretning ske i så god tid, at Energistyrelsen kan vurdere handelens betydning for forsyningspligten. Energistyrelsens bedømmelse berører ikke en eventuel handels indgåelse, men kan medføre ændringer i vilkårene for forsyningspligten.

Der foreslås en ændring af telelovens § 19 , 1. punktum, således at bestemmelsen sprogligt tilpasses teledirektivet. Det foreslås således, at ”sit accessnet” ændres til ”sine adgangsnetaktiver”.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 19 implementerer teledirektivets artikel 86, stk. 5, om adgang til forsyningspligtydelser. Teledirektivets artikel 86, stk. 5, erstatter forsyningspligtsdirektivets artikel 8, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at bestemmelsens vil være en videreførelse af den gældende telelovs § 19.

Til nr. 23

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 19, at forsyningspligtudbydere har en forpligtelse til at underrette Energistyrelsen, hvis forsyningspligtudbyderen vil afhænde sit accessnet eller en væsentlig del af det til en særskilt juridisk enhed. Energistyrelsen skal bedømme virkningerne af handelen for at sikre kontinuiteten i forsyningspligten. Forsyningspligtudbyderen bør derfor på forhånd og uden ugrundet ophold underrette Energistyrelsen om afhændelsen. Hvad der anses som uden ugrundet ophold, afhænger af den konkrete handel, dog skal underretning ske i så god tid, at Energistyrelsen kan vurdere handelens betydning for forsyningspligten. Energistyrelsens bedømmelse berører ikke en eventuel handels indgåelse, men kan medføre ændringer i vilkårene for forsyningspligten.

Der foreslås en ændring af telelovens § 19, 2. pkt, således at bestemmelsen sprogligt tilpasses teledirektivet. Det foreslås således, at ”accessnet” ændres til ”adgangsnetaktiver”.

Der er ikke i øvrigt tilsigtet en ændring af retstilstanden.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at bestemmelsens vil være en videreførelse af den gældende telelovs § 19.

Til nr. 24

I henhold til den gældende bestemmelse i telelovens § 20 fører Energistyrelsens og Erhvervsstyrelsen tilsyn med overholdelse af reglerne i afsnit II i teleloven eller regler udstedt i medfør af afsnit II. I henhold til stk. 2 fører Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen dog ikke tilsyn med § 10, stk. 3-5 eller § 12 og 13.

Energistyrelsens og Erhvervsstyrelsens tilsyn med reglerne i afsnittet eller regler udstedt i medfør af afsnittet sker enten af egen drift eller på baggrund af klage.

Energistyrelsens og Erhvervsstyrelsens tilsyn kan munde ud i afgørelser om, hvorvidt regler, vilkår m.v. er blevet overholdt, og eventuelt påbyde udbyderen at foretage konkrete skridt eller ændringer for at bringe en manglende efterlevelse af reglerne i afsnit II eller regler udstedt i medfør heraf til ophør.

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af de generelle regler, herunder i forhold til generelle vilkår, men styrelserne kan ikke tage stilling til f.eks. erstatningsspørgsmål i forhold til den enkelte kontrakt.

Konkrete slutbrugerklager behandles af Teleankenævnet, der er et privat klagenævn, som er stiftet den 25. juli 2003 af Telekommunikationsindustrien i Danmark og Forbrugerrådet Tænk. Teleankenævnet er godkendt efter lov om Forbrugerklagenævnet til at behandle klager over teletjenester.

På baggrund af kgl. resolution af 28. juni 2015 blev bestemmelserne i afsnit II fordelt mellem Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen, således at Erhvervsstyrelsen har ansvaret for telelovens §§ 7-9, mens Energistyrelsen fik ansvaret for telelovens §§ 3-6, § 10, stk. 1 og 2, § 11, §§ 14-19. Telelovens § 10, stk. 3-5, § 12 og § 13 blev ikke berørt af den kgl. resolution.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 20 vil medføre, at der gennemføres en opdeling af tilsynsbestemmelsen i telelovens § 20, så det af selve tilsynsbestemmelsen klart vil fremgå, hvilke myndigheder der er ansvarlige for tilsynet med den enkelte bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 20, stk. 1, vil således angive, at Energistyrelsen fører tilsyn med §§ 3-6, § 10, stk. 1 og 2, § 11 og §§ 14-19. Telelovens §§ 3-6 indeholder bestemmelser om grundlæggende slutbrugerrettigheder. Telelovens § 10, stk. 1 og 2 indeholder krav til udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller –tjenester om indretningen af teknisk udstyr, samt bemyndigelse til fastsættelse af tekniske krav. Telelovens § 11 indeholder krav i forhold til indberetning til nummeroplysningsdatabaser. Telelovens §§ 14-19 indeholder regler om forsyningspligt.

Der er med den foreslåede ændring ikke tiltænkt nogen ændring af indholdet af Energistyrelsens tilsyn, og tilsynet vil fortsat kunne ske både af egen drift eller på baggrund af klage. Energistyrelsens tilsyn vil fortsat munde ud i afgørelser om, hvorvidt regler, vilkår m.v. er blevet overholdt, og eventuelt påbyde udbyderen at foretage konkrete skridt eller ændringer for at bringe en manglende efterlevelse af reglerne i afsnit II eller regler udstedt i medfør heraf til ophør.

Endelig foreslås ansvarsfordelingen mellem Energistyrelsen og Teleankenævnet opretholdt, således at Energistyrelsen skal varetage det generelle tilsyn, mens Teleankenævnet skal behandle konkrete slutbrugerklager.

Med den foreslåede bestemmelse i § 20, stk. 2, angives, at Erhvervsstyrelsen fører tilsyn med telelovens §§ 7-9 om beskyttelse af persondata. Der er med den foreslåede ændring ikke tiltænkt nogen ændring af indholdet af Erhvervsstyrelsens tilsyn, og tilsynet vil fortsat kunne ske både af egen drift eller på baggrund af klage. Erhvervsstyrelsens tilsyn vil fortsat kunne munde ud i afgørelser om regler, vilkår mv. er blevet overholdt, og eventuelt påbyde udbyderen at foretage konkrete skridt eller ændringer for at bringe en manglende efterlevelse af reglerne i afsnit II eller regler udstedt i medfør heraf til ophør.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i et ønske om at sikre klarhed om ansvarsfordelingen mellem Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 20, der indeholder tilsynsbestemmelser for telelovens afsnit II, implementerer dele af teledirektivets artikel 3 og 5.

Den foreslåede bestemmelse vil skabe øget gennemsigtighed om ansvarsfordelingen for bestemmelserne i telelovens afsnit II, men vil i øvrigt ikke have konsekvenser for slutbrugere, telebranchen eller myndighederne.

Til nr. 25

Anvendelse af de danske nummerressourcer, herunder hvad der kan allokeres nummerressourcer til, er reguleret i telelovens Afsnit III (§§ 21-32). Det er tilladt at anvende alle nummerressourcer til machine to machine-kommunikation (M2M-kommunikation). Anvendelsen af danske nummerressourcer uden for Danmark er ikke reguleret i de vilkår, der fastsættes i forbindelse med tildelingen af nummerressourcer. Dermed er der ingen geografiske begrænsninger for, hvor udbydere kan anvende nummerressourcerne, når de ansøger om danske nummerressourcer.

Det foreslås, at der i telelovens § 21, stk. 2, indsættes et nyt nr. 6 om, at der i bekendtgørelse om den samlede danske nummerplan (nummerbekendtgørelsen), jf. bekendtgørelse nr. 425 af 14. april 2011 med senere ændringer afsættes nummmerressourcer til udbud af numre, som kan bruges til andre elektroniske kommunikationstjenester end interpersonelle kommunikationstjenester uden for Danmark.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at anvendelse af nummerserier, som kan bruges til andre elektroniske kommunikationstjenester end interpersonelle kommunikationstjenester uden for Danmark, vil kunne reguleres i nummerbekendtgørelsen.

Ved andre elektroniske kommunikationstjenester end interpersonelle kommunikationstjenester forstås f.eks. M2M-kommunikationstjenester. M2M-kommunikation er en fuldt ud eller overvejende automatisk initieret kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet mellem to eller flere forudbestemte anordninger.

Ved M2M-kommunikation forstås endvidere kommunikation via mobilt bredbånd. Dermed vil det ikke længere være muligt at få tildelt andre nummerserier til anvendelse af M2M-kommunikationstjenester, der ikke er allokeret til M2M-kommunikation, såfremt nummerserien skal bruges uden for Danmark. Et eksempel på en sådan nummerserie kan være 37-serien, der i dag er allokeret til M2M-kommuniktion. Hvis der opstår behov for at stille yderligere nummerressourcer til ekstraterritoriale formål til rådighed, vil Energistyrelsen kunne allokere andre nummerserier til dette formål.

For effektivt at fremme den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer inden for Unionen bør det være muligt at anvende visse nationale nummerressourcer på en ekstraterritorial måde, dvs. uden for Danmark, til andre elektroniske kommunikationstjenester end interpersonelle kommunikationstjenester. Den foreslåede bestemmelse vil derfor imødekomme dette ved at sikre udbud af nummerserier, som kan anvendes til M2M-kommunikationstjenester uden for Danmark.

Den foreslåede bestemmelse vil tillade, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester kan anvende nummerressourcer uden for Danmark, så det bliver muligt at anvende nummerressourcer til andre formål end at tilbyde tjenester i Danmark.

Udbydere af M2M-kommunikationstjenester vil skulle benytte nummerserier allokeret til M2M-kommunikation, f.eks. 37-nummerserien, til ekstraterritoriale formål. Begrænsningen af anvendelsen af nummerserier til M2M-kommunikation til ekstraterritoriale formål vil være hensigtsmæssig, da nationale nummerressourcer er en begrænset ressource. Det vil derfor ikke være en effektiv anvendelse af de danske nummerserier, hvis alle danske nummerserier i praksis blev tilgængelige til M2M-kommunikationstjenester uden for Danmark. Ved at afsætte 37-nummerserien i den samlede danske nummerplan til formålet beskyttes øvrige danske nummerressourcer og samtidig imødekommes en evt. stor efterspørgsel på danske nummerserier til brug uden for Danmark i hele Unionens område.

Det foreslåede § 21, stk. 2, nr. 6, i teleloven er en ny bestemmelse og giver mulighed for at implementere teledirektivets artikel 93, stk. 4, om at udbyde nummerserier, som kan bruges til andre elektroniske kommunikationstjenester end interpersonelle kommunikationstjenester uden for Danmark i bekendtgørelse nr. 425 af 14. april 2011 om den samlede danske nummerplan (nummerbekendtgørelsen) med senere ændringer.

I praksis vil den foreslåede bestemmelse have den konsekvens, at udbydere af M2M-kommunikationstjenester, som i dag anvender danske 8-cifrede nummerserier, ikke længere vil kunne få tildelt 8-cifrede nummerserier til anvendelse af M2M-kommunikationstjenester uden for Danmark.

Til nr. 26

Det er en forudsætning for telelovens § 26, stk. 1, at der foreligger et aktivt abonnementsforhold, hvoraf det følger, at slutbrugeren har rådighed over de numre, der ønskes porteret, for at en slutbruger kan udnytte sin ret til nummerportering.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i telelovens § 26, om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal sikre, at en slutbruger, der opsiger en abonnentaftale, kan bevare retten til nummerportering af et nummer fra den nationale nummerplan til en anden udbyder i mindst én måned efter datoen for opsigelsen, medmindre slutbrugeren har givet afkald på denne ret.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at slutbrugere kan beholde retten til at portere abonnentnumre ved opsigelse af en abonnentaftale i mindst en måned efter, at aftalen er opsagt. Der vil derved være tale om en karensperiode på en måned, efter abonnentaftalen er opsagt, hvor slutbrugere vil have mulighed for at få gentildelt abonnentnummeret eller få abonnentnummeret porteret til en anden udbyder. Dette vil gælde, med mindre slutbrugeren har givet afkald på denne ret f.eks. ved skriftligt samtykke.

Med forslaget vil slutbrugeres ret til portering af abonnentnumre ved skift af udbyder mindst en måned efter datoen for opsigelse af den pågældende aftale sikres. Denne ret har slutbrugere ikke med de nuværende regler, hvilket kan føre til, at slutbrugere kan miste deres brugsret til abonnentnumre. Ved at indføre den foreslåede bestemmelse vil slutbrugere få større sikkerhed ved skift af udbyder.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i, at det ikke længere forudsættes, at slutbrugere har et aktivt abonnement, når der anmodes om nummerportering ved skift af udbyder.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 26, stk. 3 , er ny og implementerer teledirektivets artikel 106, stk. 3, om udbyderskift og nummerportabilitet.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller tjenester ikke frit kan disponere over abonnentnumre tilknyttet den pågældende aftale op til en måned efter opsigelse af en aftale. Dermed vil slutbrugere kunne beholde brugsretten til et abonnentnummer i en begrænset periode i de tilfælde, hvor en slutbruger opsiger sin abonnentaftale. Det vil give slutbrugere større sikkerhed for at beholde brugsretten til abonnentnumre og modvirke, at brugsretten bortfalder i en begrænset periode ved opsigelse af en aftale.

Til nr. 27

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 26, stk. 1, skal udbydere sikre, at slutbrugere kan medtage abonnentnumre ved skift af udbyder inden for henholdsvis fastnet og mobilnet. Denne forpligtelse gælder også for udbydere af elektroniske kommunikationstjenester til brug for machine to machine-kommunikation (M2M-kommunikation). Der er ikke krav til udbydere om, at de skal understøtte løsninger, hvor slutbrugere trådløst kan skifte mellem udbydere.

I teleforliget ”Aftale om Bredbånd og mobil i digital topklasse - Fremtidens telepolitik for hele Danmark” fra 2018 blev det besluttet at styrke muligheder for M2M-tjenester i Danmark. Målsætningen er at gøre det enklere og billigere at skifte udbyder for slutbrugere, der anvender M2M-kommunikationstjenester, med henblik på at styrke konkurrencen på markedet.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i form af telelovens § 26 a, hvorefter, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som udbyder machine to machine-kommunikationstjenester, skal understøtte, at slutbrugere trådløst kan foretage skifte mellem udbydere.

Begrebet M2M-kommunikation skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i § 3, stk. 9, i bekendtgørelse nr. 425 af 14. april 2011 om den samlede danske nummerplan (nummerbekendtgørelsen) med senere ændringer. M2M-kommunikation er således en fuldt ud eller overvejende automatisk initieret kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet mellem to eller flere forudbestemte anordninger. Ved M2M-kommunikation forstås endvidere kommunikation via mobilt bredbånd. Det bemærkes, at der ikke er begrænsninger for, hvilke abonnentnumre der kan anvendes til elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation. En fastsættelse af regler vil således ikke begrænses til de 12-cifrede numre, der i dag er afsat i den samlede danske nummerplan til M2M-kommunikation.

Klima, energi- og forsyningsministeren vil i medfør af den foreslåede bestemmelse kunne fastsætte regler om, hvilke konkrete løsninger der bedst vil opfylde formålet om at understøtte, at slutbrugere trådløst kan skifte mellem udbydere ved anvendelse af M2M-kommunikationstjenester. Reglerne vil f.eks. kunne omfatte at understøtte initiativer om at anvende en fælles teknisk standard, som medvirker til, at slutbrugere trådløst kan skifte mellem udbydere. En fælles teknisk standard vil medvirke til, at udbyderne tilbyder kompatible tekniske løsninger.

Reglernes udformning vil i høj grad bero på, hvordan udviklingen og reguleringen af det europæiske marked for M2M-kommunikationstjenester på baggrund af teledirektivet vil være, og reglerne vil skulle være i overensstemmelse med reglerne om tjenesteydelsernes fri bevægelighed.

Bestemmelsen vil i givet fald skulle finde anvendelse for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som udbyder M2M-kommunikationstjenester i Danmark, som er telelovens geografiske anvendelsesområde. Udbydere, der udbyder M2M-kommunikationstjenester uden for Danmark, vil ikke være omfattet af bestemmelsen på trods af, at disse M2M-kommunikationstjenester vil kunne anvendes i Danmark, f.eks. via permanent roaming. Ved permanent roaming forstås permanent anvendelse af et udenlandsk abonnement i Danmark, hvortil der er knyttet f.eks. en M2M-kommunikationstjeneste.

Trådløst skift af udbyder forstås som muligheden for at ændre og tilføje alle relevante data i brugerprofilen inklusive brugeridentitet uden at skifte SIM-kort fysisk. eSIM er et eksempel på en teknologi, som via software kan muliggøre trådløst skift af udbyder. Der findes allerede i dag tekniske løsninger på markedet, som muliggør, at slutbrugere trådløst kan skifte mellem udbydere, og som derfor vil kunne opfylde formålet om at understøtte, at slutbrugere trådløst kan skifte mellem udbydere.

Det er ikke hensigten, at reglerne skal hindre, at udbydere anvender andre trådløse standarder end eSIM. For at slutbrugere kan drage fordel af at skifte udbyder trådløst, vil dette kræve, at udbyderne anvender samme tekniske standard, som muliggør at foretage trådløst skifte uanset, hvilken radioteknologi der anvendes.

Slutbrugere i den foreslåede bestemmelse omfatter både private forbrugere, erhvervsvirksomheder og offentlige myndigheder. Slutbrugere anvender i stigende grad M2M-kommunikationstjenester til f.eks. fjernaflæsning af målere, lagerstyring, telemedicin, produktion, smart city-løsninger m.v. Flere og flere enheder i hjemmet bliver også koblet til internettet, som i visse tilfælde vil kunne karakteriseres som M2M-kommunikation. Dette kan eksempelvis dække over det intelligente hjem, hvor der er koblet enheder, f.eks. sensorer, på et sammenhængende net. På den måde kan faste installationer i en bolig som el, vand, varme, lys og udluftning kommunikere med hinanden og skabe en mere intelligent og energirigtig styring af hjemmet. Slutbrugerbegrebet i den foreslåede bestemmelse vil derfor skulle forstås i bred forstand.

Trådløst skift af udbyder er særligt relevant for M2M-kommunikation. Det skyldes, at der kan være tale om udskiftning af SIM-kort i potentielt hundreder, tusinder eller millioner af enheder, som kan være placeret på svært fremkommelige eller utilgængelige steder. Det betyder i praksis, at slutbrugere vil være låst til en bestemt udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, hvilket hæmmer konkurrencen på markedet.

Med den foreslåede bestemmelse vil klima, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte regler, som kan understøtte initiativer om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som udbyder M2M-kommunikationstjenester, skal gøre det nemmere for slutbrugere at skifte udbyder trådløst. Reglerne vil kunne fastsættes, såfremt telebranchen ikke indgår en brancheaftale, som fører til, at slutbrugere trådløst kan skifte på tværs af udbydere. Fastsættelse af regler om at understøtte trådløst skift af udbyder vil ikke skulle udelukke, at slutbrugere kan vælge teknologier, hvor trådløst skifte af udbyder ikke er muligt f.eks. ved anvendelse af fysiske SIM-kort.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 26 a er ny og implementerer teledirektivets artikel 93, stk. 6, om fremme af trådløst skift af udbyder.

En fastsættelse af regler om at understøtte trådløst skift af udbydere kan gøre det lettere for slutbrugere, der anvender M2M-kommunikationstjenester, at skifte udbyder, hvis slutbrugere anvender M2M-kommunikationstjenester, hvor det er muligt at skifte udbyder trådløst. Det skyldes, at det ikke vil være nødvendigt at skifte SIM-kort i samtlige enheder for at skifte til en ny udbyder ved anvendelse af de pågældende tjenester. Hvis der fastsættes regler i medfør af den foreslåede bestemmelse, kan det medvirke til at fremme, at slutbrugere, der anvender M2M-kommunikationstjenester, får friere udbydervalg, og dermed styrkes konkurrencen, og barrierer for øget brug af M2M-kommunikation fjernes.

Til nr. 28

Den gældende bestemmelse i telelovens 27, stk. 1 og stk. 2, sikrer, at slutbrugere ikke må undvære tjenester i længere tid på grund af langvarige nummerporteringsforløb, idet der er fastsat en frist for effektuering af nummerporteringer på én arbejdsdag. Afbrydelse af slutbrugerens tjeneste må således ikke overstige én arbejdsdag.

Det fremgår ikke, at den afgivende udbyder skal genaktivere slutbrugerens abonnentnummer og de forbundne tjenester i tilfælde af fejl i nummerporteringsprocessen, indtil nummerporteringen er gennemført, idet der alene gælder, at afbrydelse af slutbrugerens tjeneste ikke må overstige én arbejdsdag. Det fremgår desuden ikke, at den afgivende udbyder ved fejl i nummerporteringsprocessen skal fortsætte med at stille tjenesten til rådighed på samme vilkår og betingelser, indtil den modtagende udbyders tjeneste er blevet aktiveret. Det fremgår endelig ikke, hvor lang tid en tjeneste må være utilgængelig ved fejl i skifte- og porteringsprocessen.

På trods af at der i dag er regler om, at slutbrugere ikke må undvære tjenester i længere tid på grund af langvarige nummerporteringsforløb, og at en afbrydelse af slutbrugerens tjeneste ikke må overstige én arbejdsdag, jf. telelovens § 27, stk. 1 og stk. 2, kan der ske fejl i nummerporteringsprocessen. Disse fejl kan betyde, at nummerporteringen ikke bliver gennemført inden for én arbejdsdag.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i telelovens § 27, hvorefter den afgivende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester i tilfælde af fejl i nummerporteringsprocessen skal genaktivere slutbrugerens nummer og de forbundne tjenester, indtil nummerporteringen er gennemført. Det foreslås videre, at den afgivende udbyder skal fortsætte med at stille tjenesten til rådighed på samme vilkår og betingelser, indtil den modtagende udbyders tjeneste er blevet aktiveret. Det foreslås endeligt, at den tid, som tjenesten er utilgængelig under skifte- og nummerporteringsprocessen, ikke må udgøre mere end én arbejdsdag.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 27, stk. 3, 1. pkt., medfører, at i tilfælde af fejl i nummerporteringsprocessen vil den afgivende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skulle genaktivere slutbrugerens abonnentnummer og de forbundne tjenester på samme vilkår og betingelser, indtil nummerporteringen er gennemført, med mindre slutbrugeren frasiger sig denne mulighed.

På trods af, at der i dag er regler om, at slutbrugere ikke må undvære tjenester i længere tid på grund af langvarige nummerporteringsforløb, og at en afbrydelse af slutbrugerens tjeneste ikke må overstige én arbejdsdag, jf. telelovens § 27, stk. 1 og stk. 2, kan der ske fejl i nummerporteringsprocessen. Disse fejl kan betyde, at nummerporteringen ikke bliver gennemført inden for én arbejdsdag. I disse tilfælde vil den afgivende udbyder skulle genaktivere slutbrugerens abonnentnummer og de forbundne tjenester, således at slutbrugere ikke står uden tjeneste i mere end én arbejdsdag.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den afgivende udbyder har pligt til at sikre, at tjenesten fortsætter kontinuerligt, når udbyderen afgiver en slutbruger. Det fastsættes med den foreslåede bestemmelse, at den afgivende udbyder skal genaktivere slutbrugerens abonnentnummer og de forbundne tjenester i tilfælde af fejl i nummerporteringsprocessen, indtil nummerporteringen er gennemført.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 27, stk. 3, 2. pkt., medfører, at den afgivende udbyder skal fortsætte med at stille tjenesten til rådighed på samme vilkår og betingelser, indtil den modtagende udbyders tjeneste er blevet aktiveret. Slutbrugerens betalingsforpligtelse hos den afgivende udbyder vil således fortsætte, indtil porteringen af abonnentnummeret til den modtagende udbyder er gennemført.

Formålet med den foreslåede bestemmelse vil være at sikre, at slutbrugere kan skifte udbyder uden at skulle risikere, at tjenesten er utilgængelig i tilfælde af fejl i nummerporteringsprocessen. Den foreslåede bestemmelse skal sikre, at slutbrugeren har adgang til tjenester på samme vilkår og betingelser hos den afgivende udbyder i tilfælde af fejl i nummerporteringsprocessen, indtil porteringen til den modtagende udbyder er gennemført, og den modtagende udbyders tjeneste er blevet aktiveret.

Med den foreslåede bestemmelse vil slutbrugeres adgang til tjenester på samme vilkår og betingelser hos den afgivende udbyder i tilfælde af fejl i nummerporteringsprocessen sikres indtil, at porteringen til den modtagende udbyder er gennemført.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 27, stk. 3, 3. pkt., medfører, at den tid, som tjenesten vil være utilgængelig under skifte- og nummerporteringsprocessen, ikke må udgøre mere end én arbejdsdag.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 27, stk. 3, er ny og implementerer teledirektivets artikel 106, stk. 5, 3.-5. pkt., om genaktivering af nummer og tjeneste ved fejl i nummerporteringsprocessen.

Efter den foreslåede bestemmelse må slutbrugerens tjeneste ikke være utilgængelig i mere end én arbejdsdag. Derfor må den tid, som tjenesten er utilgængelig under skifte- og porteringsprocessen, ved fejl i processen ikke udgøre mere end én arbejdsdag. Den afgivende udbyder vil således have pligt til inden for ikke mere end én arbejdsdag at genaktivere slutbrugerens abonnentnummer og de forbundne tjeneste under skifte- og porteringsprocesen, indtil den modtagende udbyders tjeneste er aktiveret.

Til nr. 29

Den gældende bestemmelse i telelovens § 26, stk. 1, regulerer, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester skal sikre, at slutbrugere kan medtage abonnentnumre ved skift af udbydere. Der er ikke regler for, hvordan processen for skifte af udbyder og portering af abonnentnumre skal foregå.

Der er etableret et branchesamarbejde om en fælles database organiseret i et aktieselskab, Operators Clearing House A/S (OCH), som administrerer oplysningerne om porterede abonnentnumre. Teleindustrien har udarbejdet et regelsæt, der fastlægger selve processen for skifte af udbyder og portering af abonnentnumre.

Den gældende bestemmelse i § 27, stk. 1, foreskriver at portering skal ske inden for én arbejdsdag.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 27, stk. 3, regulerer, at udbydere skal yde slutbrugere kompensation i tilfælde af forsinket portering samt i tilfælde af misbrug af portering foretaget af udbyderen eller på dennes vegne. Men det er ikke nærmere reguleret, at udbydere ikke må forsinke skifte- og nummerporteringprocessen eller portere slutbrugeres abonnentnumre eller skifte udbyder uden slutbrugernes udtrykkelige samtykke.

Det fremgår ligeledes ikke af gældende ret, at slutbrugerens abonnentaftaler med den afgivende udbyder ophører automatisk efter afslutningen af et skifte.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i form af telelovens § 28 a , om at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som modtager numre som led i nummerportering, jf. § 26, stk. 1, skal forestå skifte- og nummerporteringsprocessen. Det foreslås videre, at udbydere ikke må forsinke skifte- og nummerporteringsprocessen, og udbydere ikke må portere numre eller skifte udbyder uden slutbrugernes udtrykkelige samtykke. Det foreslås endeligt, at slutbrugerens abonnentaftaler med den afgivende udbyder skal ophøre automatisk efter afslutningen af skiftet af udbyder.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 28 a, 1. pkt., medfører, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som modtager numre som led i nummerportering, jf. § 26, stk. 1, skal forestå skifte- og nummerporteringsprocessen.

Den foreslåede bestemmelse skal fremme et simpelt udbyderskifte for slutbrugerne ved at fastlægge, at skifte- og nummerporteringsprocessen styres af den modtagende udbyder. Dermed vil slutbrugeren i praksis kun skulle rette henvendelse til den modtagende udbyder af elektroniske kommunikationstjenester i forbindelse med skifte- og nummerporteringsprocessen

Med den foreslåede bestemmelse vil det sikres, at skifte- og nummerporteringsprocessen gøres så simpelt som muligt ved, at en slutbruger kun skal henvende sig ét sted for at foretage skifte- og nummerporteringsprocessen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at den modtagende udbyder skal forestå skifte- og nummerporteringsprocessen. Den foreslåede bestemmelser forventes ikke at ville medføre ændringer i den måde, udbyderskifte og nummerporteringsprocessen foregår på i dag, idet Teleindustriens regelsæt allerede foreskriver, at den modtagende udbyder skal forestå skifte- og nummerporteringsprocessen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 28 a, 2. pkt., medfører, at udbydere fremadrettet ikke må forsinke eller misbruge skifte- og nummerporteringsprocessen, og at udbydere fremadrettet ikke må portere numre eller skifte udbyder uden slutbrugernes udtrykkelige samtykke.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at udbydere fremadrettet ikke må forsinke skifte- og nummerporteringsprocessen eller portere slutbrugeres abonnentnumre eller skifte udbyder uden slutbrugernes udtrykkelige samtykke.

Ved at forsinke skifte- og nummerporteringsprocessen forstås, at den afgivende udbyder ikke har overholdt sin pligt til at portere en slutbrugeres abonnentnummer inden for én arbejdsdag, jf. telelovens § 27, stk. 1, og den foreslåede bestemmelse i telelovens § 27, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 29. Det fastlægges endvidere, at udbydere vil skulle sikre, at slutbrugere skal give udtrykkeligt samtykke ved portering af abonnentnumre og skifte af udbyder

Den foreslåede bestemmelse vil skulle sikre, at udbydere under alle omstændigheder ikke må forsinke skifte- og nummerporteringsprocessen.

Med den foreslåede bestemmelse vil risikoen minimeres for, at slutbrugere står uden tjeneste på grund af en langvarig skifte- og nummerporteringsprocessen. Den foreslåede bestemmelse vil endvidere være med til at sikre, at slutbrugere betrygges i, at deres abonnentnumre ikke porteres mod deres vilje, og at slutbrugere ligeledes ikke skiftes til en ny udbyder imod deres vilje.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 28 a, 3. pkt., medfører, at slutbrugerens abonnentaftaler med den afgivende udbyder automatisk vil ophøre efter afslutningen af skiftet af udbyder.

I Teleindustriens regelsæt beskrives det, at slutbrugeren skal kontakte den modtagende udbyder, der på slutbrugerens vegne opsiger slutbrugerens abonnentaftale med den afgivende udbyder med henblik på at portere abonnentnummeret. Den foreslåede bestemmelse vil derfor betyde at Teleindustriens regelsæt for udbyderskifte og nummerporteringsprocessen vil skulle sikre, at slutbrugerens abonnentaftaler med den afgivende udbyder ophører automatisk efter afslutningen af skiftet af udbyder. Telebranchens nuværende praksis for udbyderskift og portering af numre indebærer, at den modtagende udbyder indhenter en opsigelsesfuldmagt fra slutbrugeren, hvormed slutbrugeren bemyndiger den modtagende udbyder til på slutbrugerens vegne at opsige slutbrugerens abonnentaftale med den afgivende udbyder med henblik på udbyderskift og portering af abonnentnummer.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 28 a er ny og implementerer teledirektivets artikel 106, stk. 6, 1. afsnit, 1-3. pkt., om skifte af udbyder og nummerporteringsprocessen.

Den foreslåede bestemmelse vil gøre skifte- og nummerporteringsprocessen så simpel som mulig, så slutbrugere ikke afholder sig fra at skifte udbyder og gøre brug af deres ret til at portere abonnentnumre.

Til nr. 30

Den gældende bestemmelse i telelovens § 31, stk. 3, om udnyttelse af nummeroplysningsdata medfører, at Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om minimumskrav til indsamling og videregivelse af nummeroplysningsdata, de pågældende datas fremtrædelsesform, opdatering af oplysninger m.v. og omfanget af de forpligtelser, der kan pålægges udbydere af nummeroplysningsdatabaser og -registre over for slutbrugere.

Telelovens § 31, stk. 3, er udmøntet i bekendtgørelse nr. 435 af 9. maj 2011 om nummeroplysningsdatabaser. Af denne bekendtgørelse fremgår blandt andet, at datasælgeren (teleselskabet) skal indsamle og registrere nummeroplysningsdata i forbindelse med indgåelsen af kontrakt om adgang til elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester mellem udbyderen og slutbrugeren, at datasælgeren og datakøberen skal sikre, at slutbrugeren har mulighed for at kontrollere og få rettet sine nummeroplysningsdata snarest muligt efter slutbrugerens henvendelse herom, og at datakøberen er forpligtet til at opdatere egne databaser med slutbrugernes nummeroplysningsdata snarest muligt efter, at datasælgeren har leveret opdaterede nummeroplysningsdata.

Med den foreslåede ændring til telelovens § 31, stk. 3, bemyndiges Energistyrelsen til at fastsætte nærmere regler om afgrænsning af kredsen af berettigede til at modtage nummeroplysningsdata.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Energistyrelsen vil blive bemyndiget til at begrænse, hvem der i medfør af telelovens § 31, stk. 1, vil være berettiget til at modtage nummeroplysningsdata. Ved nummeroplysningsdata forstås blandt andet navn, adresse og telefonnummer på udbydere af elektroniske kommunikationstjenesters abonnenter.

Den omhandlede begrænsningkunne f.eks. være, at man ikke vil være berettiget til at tilegne sig teleselskabers nummeroplysningsdata, med mindre disse data alene skal benyttes til udbud af nummeroplysningstjenester.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen om Energistyrelsens beføjelser til at fastsætte nærmere regler om indsamling og videregivelse af nummeroplysningsdata har baggrund i, at teleselskaber ved at købe nummeroplysningsdata i medfør af telelovens § 31, stk. 1, potentielt kan opkøbe andre teleselskabers kundelister. Dette kan medføre en uhensigtsmæssig og konkurrencebegrænsende koordinering mellem teleselskaberne, som mindsker den strategiske usikkerhed på markedet. Et mere gennemsigtigt marked kan medføre, at teleselskaberne i højere grad direkte eller indirekte kan koordinere deres adfærd og derved skabe negative virkninger på markedet med hensyn til priser, produktion, produktkvalitet, produktsortiment, innovation eller øge adgangsbarrierer for, at der kommer nye virksomheder ind på markedet.

Konkurrenceloven har til formål at fremme en effektiv konkurrence som gavner både forbrugere, virksomheder og den samlede danske økonomi. En effektiv konkurrence er en vigtig forudsætning for et velfungerende marked med et varieret udbud af varer af en høj kvalitet og til en konkurrencedygtig pris.

Konkurrencelovens § 6 indeholder et forbud mod konkurrencebegrænsende aftaler mellem virksomheder. Der foreligger en aftale, når to eller flere virksomheder har et samarbejde, hvor de direkte eller indirekte koordinerer deres adfærd på markedet. Det er også forbudt hvis virksomheder på anden måde samordner deres praksis som medfører en koordinering, selvom virksomheden ikke har indgået en traditionel aftale.

Det vil som udgangspunkt være en alvorlig overtrædelse af konkurrenceloven, hvis konkurrerende virksomheder udveksler informationer om strategiske oplysninger. Udveksling af strategiske oplysninger mindsker den strategiske usikkerhed på markedet. Fælles anvendelse af strategiske oplysninger kan medføre konkurrencebegrænsninger, hvis det indskrænker parternes muligheder for at træffe selvstændige beslutninger ved at mindske deres incitament til at konkurrere. Strategiske oplysninger kan eksempelvis omfatte kundefortegnelser. Hvor strategisk nyttige oplysningerne er, afhænger også af deres sammensætning og aktualitet. Således vil udveksling af aktuelle kundefortegnelser mellem konkurrerende virksomheder kunne mindske den strategiske usikkerhed på markedet.

Konkurrencelovens § 2, stk. 2, fastsætter imidlertid, at loven ikke finder anvendelse, hvis adfærden er en direkte eller nødvendig følge af offentlig regulering. Teleselskabers opkøb af konkurrerende teleselskabers kundelister, jf. telelovens § 31, kan derfor være omfattet af undtagelsen i Konkurrencelovens § 2. Afgørelse af, hvorvidt en konkurrencebegrænsning er omfattet af stk. 2, træffes af den minister, under hvis ressortområde den pågældende regulering henhører, jf. konkurrencelovens § 2, stk. 4.

Konkurrenceloven kan på baggrund af telelovens nuværende formulering således ikke nødvendigvis finde anvendelse for så vidt angår selve udvekslingen af nummeroplysningsdata (kundelister). Konkurrenceloven vil dog kunne finde anvendelse efter en eventuel konkurrenceskadende koordinering, der ligger ud over bestemmelserne i telelovens § 31.

Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 31, stk. 3, vil, hvis Energistyrelsen udnytter bemyndigelsen, medføre, at nærmere bestemte virksomheder ikke vil kunne modtage nummeroplysningsdata fra teleselskaberne. Bestemmelsen vil ikke få betydning for udbydere af nummeroplysningstjenester, ligesom godgørende organisationer og andre, der med legitimt formål benytter nummeroplysningsdata til at indsamle støtte eller værge medlemmer og abonnenter, fortsat vil kunne erhverve nummeroplysningsdata med henblik herpå.

Den foreslåede tilføjelse til bestemmelsen implementerer dele af teledirektivets artikel 112, stk. 1, om udbydernes pligt til at stille oplysninger til rådighed til brug for udbud af nummeroplysningstjenester. Teledirektivets artikel 112, stk. 1, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 25, stk. 2.

Hensigten med den foreslåede tilføjelse til § 31, stk. 3, er alene fortsat at kunne sikre fri, markedsbaseret konkurrence mellem teleselskaber m.v.

Til nr. 31

I henhold til telelovens § 33, stk. 2, kan Erhvervsstyrelsen pålægge en udbyder forpligtelser i det omfang, det er nødvendigt for at sikre forbindelse mellem slutbrugere i de enkelte net eller for at skabe interoperabilitet over for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der kontrollerer adgangen til en eller flere slutbrugere, herunder forpligtelse til at sammenkoble deres net.

I dag er det alene traditionelle nummerbaserede tjenester og traditionelle udbydere, der kan pålægges forpligtelser om interoperabilitet i henhold til telelovens § 33, stk. 2.

Interoperabilitet mellem tjenester og net kan herudover sikres i forhold til udbydere, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, som led i udformningen af netadgangsforpligtelsen på de relevante (del)markeder.

Erhvervsstyrelsen har i de gældende markedsafgørelser fundet det nødvendigt at pålægge forpligtelser, der skal sikre interoperabilitet. For eksempel fremgår det af Erhvervsstyrelsens markedsafgørelse af 17. august 2017 på engrosmarkedet for lokal netadgang på et fast sted (marked 3a), at forpligtelsen om netadgang omfatter en pligt til at tilbyde fri adgang til tekniske grænseflader, protokoller eller andre nøgleteknologier, der er afgørende for tjenesternes – eller virtuelle nettjenesters – interoperabilitet, samt tilbyde tjenester, der er nødvendige for at sikre interoperabilitet mellem net og forbindelse mellem detailkunder, herunder faciliteter til intelligente nettjenester.

Med den foreslåede indsættelse i bestemmelsen i telelovens § 33, stk. 3, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester med et betydeligt dækningsniveau og en betydelig brugerudbredelse kan pålægges forpligtelser, der er nødvendige for at sikre forbindelser mellem slutbrugere.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der i nærmere begrundede tilfælde vil kunne tages hånd om en mangel på tilstrækkelig interoperabilitet mellem denne type kommunikationstjenester.

Dette vil indebære, at der vil kunne indføres regler til at håndtere de situationer, hvor utilstrækkelig interoperabilitet mellem nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester medfører, at slutbrugere, der anvender forskellige nummeruafhænige interpersonelle kommunikationstjenester, ikke vil kunne kommunikere med hinanden på tværs af forskellige nummeruafhænige interpersonelle kommunikationstjenester. Den foreslåede bestemmelse vil således kunne indebære, at kredsen af udbydere, der vil kunne blive pålagt forpligtelser om at sikre interoperabilitet, og dermed også omfanget af kommunikationstjenester, udvides.

Det vil dog være en betingelse, at den berørte udbyders geografiske dækning og antal slutbrugere repræsenterer en kritisk masse med henblik på at nå målet om at sikre forbindelse mellem slutbrugere. Udbydere med et begrænset antal slutbrugere eller en begrænset geografisk dækning, som kun marginalt vil kunne bidrage til at nå dette mål, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af sådanne forpligtelser om interoperabilitet.

Forpligtelserne vil alene kunne pålægges i det omfang, det er nødvendigt for at sikre interoperabilitet mellem nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, og såfremt Europa-Kommissionen har konstateret, at der er i hele EU eller i mindst tre medlemsstater eksisterer en mærkbar risiko for, at slutbrugerne ikke kan nå hinanden.

Endvidere vil det være en forudsætning for, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om indførslen af forpligtelser for relevante udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, at Europa-Kommissionen forinden har truffet afgørelse om, hvorvidt der er behov for, at de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder griber ind med regulering. Europa-Kommissionen vil som følge af en eventuel afgørelse skulle vedtage gennemførelsesforanstaltninger, som specificerer, hvilken form og hvilket omfang eventuel regulatorisk indgriben fra de nationale tilsynsmyndigheder eller andre kompetente myndigheder bør have. Dette vil navnlig omfatte myndighedernes og andre udbyderes forpligtelser til at offentliggøre og tillade brug, ændring og videreformidling af relevante oplysninger og foranstaltninger med henblik på at pålægge alle eller bestemte udbydere obligatorisk brug af standarder eller specifikationer.

Forpligtelser, der eventuelt pålægges efter regler fastsat i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 33, stk. 3, vil skulle være objektive, gennemsigtige, forholdsmæssige og ikke-diskriminerende, og indføres i henhold til procedurerne i teledirektivets artikel 23, 32 og 33. Erhvervsstyrelsen skal senest fem år efter pålæggelsen af forpligtelser revidere disse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 33, stk. 3, om at give Erhvervsstyrelsen mulighed for at fastsætte nærmere regler om indførslen af forpligtelser for relevante udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, som har betydeligt dækningsniveau og en betydelig brugerudbredelse, skyldes, at interoperabilitet er en fordel for slutbrugerne, og fordi fremme af interoperabilitet er et af målene for de nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder i henhold til teledirektivet.

Nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester anvendes i høj grad som alternativ til almindelige tekstbeskeder (sms’er) – og i et vist omfang som den primære kommunikationstjeneste mellem slutbrugere. I øjeblikket afhænger både forbindelsen og adgang til beredskabstjenester af, at slutbrugere benytter nummerbaserede interpersonelle kommunikationstjenester. Den teknologiske udvikling eller en øget brug af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester vil kunne medføre mangel på tilstrækkelig interoperabilitet mellem kommunikationstjenester. Dette vil kunne skabe betydelige hindringer for markedsadgangen og for den videre innovation, og kan dermed i betydeligt omfang true en effektiv forbindelse mellem slutbrugere.

Det er derfor nødvendigt, at der i lyset af de specifikke nationale omstændigheder gives mulighed for, at Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler, hvorefter det skal vurderes, om en indgriben er nødvendig og berettiget for at sikre forbindelse mellem slutbrugere, og i givet fald pålægge de udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, som har et betydeligt dækningsniveau og betydelig brugerudbredelse, forholdsmæssigt afpassede forpligtelser i overensstemmelse med Europa-Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger.

Såfremt det ikke ville være muligt at indføre regler om at kunne pålægge udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester at sikre interoperabiltet mellem disse kommunikationstjenester, vil der være risiko for, at slutbrugere hos en bestemt udbyder ikke vil kunne kommunikere med slutbrugere hos andre udbydere på tværs af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 33, stk. 3, er ny og giver Erhvervsstyrelsen mulighed for at implementere dele af teledirektivets artikel 61, stk. 2, om de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik. Teledirektivets artikel 61, stk. 2, erstatter adgangsdirektivets artikel 5, stk. 1, 2. afsnit.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 33, stk. 3, vil kunne medføre betydelige fordele for borgere, idet der vil kunne indføres regler, som vil kunne sikre interoperabilitet mellem de kommunikationstjenester, som en stor del af borgerne i dag anvender som supplement til eller erstatning for de traditionelle nummerbaserede kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil på den ene side kunne lette adgangen til markedet for mindre udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, og vil dermed kunne bidrage til at fremme det indre marked for elektronisk kommunikation. På den anden side vil den foreslåede bestemmelse kunne have væsentlige konsekvenser for udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, såfremt udbydernes adfærd på markedet indebærer en begrænsning af konkurrencen og interoperabiliteten mellem kommunikationstjenester til skade for slutbrugerne. En nærmere vurdering af konsekvenserne vil blive indeholdt i Europa-Kommissionens gennemførselsforanstaltning.

Til nr. 32

I henhold til den gældende bestemmelse i telelovens § 34, stk. 2, skal udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der er pålagt forpligtelser i henhold til § 33, stk. 2, § 41, eller regler udstedt i medfør af § 49, tilbyde andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester aftaler om netadgang og samtrafik på vilkår og betingelser, som er i overensstemmelse med de forpligtelser, som udbyderen er pålagt.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 34, stk. 2, foreslås det, at der i bestemmelsen tilføjes en henvisning til den foreslåede bestemmelse i § 35 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 34.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at også udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der er pålagt forpligtelser i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, vil skulle tilbyde andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester aftaler om netadgang og samtrafik på vilkår og betingelser, som er i overensstemmelse med de pålagte forpligtelser.

Således vil der være tale om en udvidelse af kredsen af pligtsubjekter.

Der er endvidere tale om konsekvensrettelser af den foreslåede bestemmelse på baggrund af de foreslåede ændringer i telelovens § 54, jf. lovforslagets § 1, nr. 57, om at tillægge Erhvervsstyrelsen kompetence til også at træffe afgørelse i tvister på baggrund af rimelige anmodninger i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a.

Den foreslåede bestemmelse om at udvide bestemmelsen til også at gælde udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der er pålagt forpligtelser i henhold den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, skyldes, at disse udbydere også, og på lige fod med øvrige udbydere, der er omfattet af den gældende bestemmelse, bør være omfattet af en pligt til at tilbyde andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester aftaler om netadgang og samtrafik på vilkår og betingelser, som er i overensstemmelse med de forpligtelser, som udbyderen er pålagt.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 34, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, om de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 34, stk. 2, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Til nr. 33

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 34, stk. 2, foreslås det, at der i bestemmelsen tilføjes en henvisning til bindende tilsagn efter de foreslåede bestemmelser i § 47 a, § 47 c eller § 47 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 51.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at også udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der har afgivet bindende tilsagn i henhold til de foreslåede bestemmelser i telelovens §§ 47 a, 47 c og 47 d, vil skulle tilbyde andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester aftaler om netadgang og samtrafik på vilkår og betingelser, som er i overensstemmelse med det bindende tilsagn, som udbyderen har afgivet.

Således vil der være tale om en udvidelse af kredsen af pligtsubjekter.

Der er endvidere tale om konsekvensrettelser af den foreslåede bestemmelse på baggrund af de foreslåede ændringer i telelovens § 54, jf. lovforslagets § 1, nr. 57, om at tillægge Erhvervsstyrelsen kompetence til også at træffe afgørelse i tvister på baggrund af bindende tilsagn efter de foreslåede bestemmelser i telelovens §§ 47 a, 47 c og 47 d.

Den foreslåede bestemmelse om at udvide bestemmelsen til også at gælde udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet, der har afgivet tilsagn i henhold til de foreslåede bestemmelser i telelovens §§ 47 a, 47 c og 47 d, skyldes, at disse udbydere også, og på lige fod med øvrige udbydere, der er omfattet af den gældende bestemmelse, bør være omfattet af en pligt til at tilbyde andre udbydere af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester aftaler om netadgang og samtrafik på vilkår og betingelser, som er i overensstemmelse med de tilsagn, som udbyderen har afgivet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 34, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 76 om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet, artikel 78 om frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede virksomheder, samt artikel 79 om tilsagnsprocedure.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 34, stk. 2, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Til nr. 34

I henhold til de gældende regler i telelovens § 59 og kapitel 4 i bekendtgørelse om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger har bygnings- eller fredningsmyndigheden mulighed for at udstede et påbud over for ejere af ledningsnet eller indehavere af råderetten til ledningsnettet om koordineret anvendelse af ledningsnet i bygninger ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller ud fra planmæssige hensyn.

Formålet med de gældende regler er at sikre, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester kan få adgang til at levere tjenester på et ledningsnet inde i en bygning, hvis der ikke kan etableres et parallelt ledningsnet, fordi en parallel etablering af et ledningsnet i bygningen er uforholdsmæssig dyr som følge af, at bygningen er fredet eller har status af bevaringsværdig.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a vil give Erhvervsstyrelsen et nyt redskab i forhold til den sektorspecifikke konkurrenceregulering. Udgangspunktet for den sektorspecifikke konkurrenceregulering vil fortsat være reguleringen af udbydere med en stærk markedsposition, men den foreslåede bestemmelse vil udgøre et supplement hertil, og vil kunne anvendes, hvis en udbyder eller ejer af elektroniske kommunikationsnet ikke har status af udbyder med en stærk markedsposition, for så vidt angår det net, der anmodes om adgang til.

Teledirektivets artikel 33 indeholder en procedure for ensartet anvendelse af afhjælpende foranstaltninger. Proceduren vil medføre, at den nationale tilsynsmyndighed vil skulle notificere udkast til afgørelser i medfør af den foreslåede bestemmelse til Europa-Kommissionen, før der træffes endelig afgørelse efter bestemmelsen.

Hvis Europa-Kommissionen finder, at udkastet til afgørelse er uforeneligt med EU-retten, vil Europa-Kommissionen kunne indlede en procedure efter teledirektivets artikel 33 og bede BEREC om en udtalelse. Hvis BEREC er enig med Europa-Kommissionen, vil Europa-Kommissionen kunne nedlægge veto mod afgørelser, der træffes i henhold til denne bestemmelses stk. 3 og forpligte den nationale tilsynsmyndighed til at trække udkastet til afgørelse tilbage.

Erhvervsstyrelsen skal i sin administration af den foreslåede bestemmelse i videst muligt omfang tage hensyn til BEREC’s retningslinjer og eventuelle henstillinger og udtalelser fra Europa-Kommissionen.

Med henblik på at sikre gennemsigtighed for andre udbydere end den anmodende skal Erhvervsstyrelsen, når den har truffet endelig afgørelse om at pålægge forpligtelser efter denne bestemmelse, offentliggøre afgørelsen i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 72.

Endvidere er den nye direktivbestemmelse i teledirektivet placeret i Afsnit II – Adgang. Dette afsnit indeholder den sektorspecifikke konkurrenceregulering af teleområdet. Ligeledes foreslås bestemmelsen flyttet i teleloven fra afsnit V om samhusning og fælles udnyttelse af faciliteter til afsnit IV om sektorspecifik konkurrenceregulering.

Den nye placering af direktivbestemmelsen i teledirektivet og den foreslåede placering i teleloven medfører et par væsentlige ændringer i forhold til tidligere.

Hvor det efter gældende ret er brede samfundshensyn, der er afgørende for bestemmelsens anvendelse, vil det med den nye placering være mere målrettede konkurrencehensyn, der vil være bærende for den foreslåede bestemmelse, herunder hensyn til effektiv konkurrence, fordele for slutbrugerne samt et hensyn til investeringerne i teleinfrastruktur.

Endvidere er det et krav i teledirektivet, at ansvaret for udmøntningen af bestemmelsen skal ligge hos en uafhængig myndighed, der i sin varetagelse af opgaven ikke kan underlægges instruks fra nogen anden myndighed, og som er kompetent i forhold til varetagelsen af konkurrencehensyn. Dette medfører, at den ansvarlige myndighed skal ændres fra bygnings- og fredningsmyndigheder til den uafhængige konkurrencemyndighed på teleområdet – Erhvervsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a vil kunne udgøre et indgreb i råderetten over privat ejendom i forhold til det net, der i givet fald pålægges forpligtelser på. Enhver afgørelse om pålæggelse af forpligtelser i medfør af den foreslåede bestemmelse vil derfor skulle nøje afveje hensynet til indehaveren af ejendoms- eller råderetten til det pågældende net over for hensynet til at skabe en holdbar konkurrence, fordele for slutbrugerne samt et hensyn til investeringerne i teleinfrastruktur.

Herudover vil proportionalitetsprincippet nøje skulle iagttages, så der ikke pålægges flere eller strengere forpligtelser end, hvad der er berettiget ud fra ovennævnte hensyn. Under alle omstændigheder vil enhver forpligtelse om fordeling af omkostninger skulle sikre dækning af effektivt afholdte omkostninger og en rimelig forrentning af den investerede kapital, indregnet et eventuelt tillæg for eventuelle risikofaktorer.

Pålæggelse af en forpligtelse om netadgang vil ikke medføre en overførsel af ejendomsretten til det pågældende net, men alene en forpligtelse til at udleje nettet til eventuelle tjenesteudbydere.

I det omfang en ejer, der forpligtes til at give netadgang til et nærmere bestemt net, ved en omkostningsdeling bliver økonomisk kompenseret af den, der opnår netadgang til nettet, vil den pågældende ejer ikke have lidt noget økonomisk tab og vil dermed heller ikke have krav på erstatning fra det offentlige.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af en ny § 35 a i teleloven implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, om de nationale myndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik. Teledirektivets artikel 61, stk. 3, erstatter rammedirektivets (2002/21/EF af 7. marts 2002) artikel 12, stk. 3.

I henhold til § 8 i bekendtgørelse om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger kan bygnings- eller fredningsmyndigheden udstede påbud til udbydere eller ejere af ledningsnet i bygninger om at give den, der ansøger herom, adgang til et eksisterende ledningsnet i en bygning.

Pligtsubjektet ”udbydere eller ejere af ledningsnet i bygninger” omfatter enhver, der kontrollerer adgangen til slutbrugeren, uanset om det er på baggrund af ejendomsretten til ledningsnettet eller som følge af en driftsaftale eller lignende.

Råderetsbegrebet i relation til den sektorspecifikke konkurrenceregulering blev behandlet i Teleklagenævnets afgørelse af 17. september 2010, j.nr. 10-077429, og senere af Østre Landsret i en dom fra den 23. marts 2012 i en sag mellem Teleklagenævnet og TDC.

Et ledningsnet defineres i gældende ret som enhver type ledningsnet, der er egnet til fremføring af elektronisk kommunikation.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 1, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen på baggrund af en rimelig og velbegrundet anmodning fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, og når betingelserne i stk. 2 er opfyldt, kan pålægge enhver udbyder eller ejer af elektroniske kommunikationsnet en forpligtelse til at give netadgang til ledningsnet, kabler og tilhørende faciliteter inde i bygninger eller frem til det første koncentrations- eller fordelingspunkt, når dette befinder sig uden for en bygning.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen gives hjemmel til at træffe afgørelse om at pålægge en udbyder eller ejer af et elektronisk kommunikationsnet at tilbyde adgang til den del af det elektroniske kommunikationsnet, der udgør ledningsnettet i en bygning. Hvis det første koncentrations- eller fordelingspunkt befinder sig uden for bygningen, vil netadgangen kunne angå det elektroniske kommunikationsnet frem til dette koncentrations- eller fordelingspunkt.

Erhvervsstyrelsen vil i vurderingen af, om en anmodning er velbegrundet og rimelig, skulle tage hensyn til de faktiske omstændigheder, og om nettet er etableret på en effektiv måde, der giver mulighed for en reel adgang og konkurrence på det pågældende net. Investeringer, der er foretaget med det formål at begrænse eller besværliggøre adgangen til nettet, vil ikke skulle betragtes som effektivt afholdte.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en sproglig ændring af pligtsubjektet fra ejere eller indehavere af råderetten til et ledningsnet i bygninger til enhver udbyder eller ejer af elektroniske kommunikationsnet.

Ændringen af pligtsubjektet vil alene være med henblik på at sikre overensstemmelse med sprogbrugen i resten af telelovens afsnit IV, da indehavere af råderetten vil være omfattet af formuleringen udbyder eller ejer af elektroniske kommunikationsnet. Pligtsubjektet vil medføre, at enhver, der kontrollerer adgangen til slutbrugeren, vil kunne pålægges forpligtelser i henhold til den foreslåede bestemmelse, hvad enten der er tale om traditionelle teleselskaber, antenneforeninger, ejerforeninger, andelsforeninger, udlejere eller teleselskaber, der driver nettet på andres vegne.

Det er med den foreslåede bestemmelse således ikke intentionen at ændre på kredsen af potentielle pligtsubjekter, men derimod at understrege, at der er tale om den videst mulige fortolkning af potentielle subjekter, der kan kontrollere adgangen til en slutbruger.

Den foreslåede bestemmelse vil tillægge hjemlen til at pålægge forpligtelser efter bestemmelsen til Erhvervsstyrelsen, der varetager myndighedsudøvelsen af den sektorspecifikke konkurrenceregulering.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at den strækning, der vil kunne pålægges at give adgang til, udvides i forhold til strækningen i gældende ret, der alene omfatter et ledningsnet i en bygning. Efter den foreslåede bestemmelse vil forpligtelsen kunne angå et elektronisk kommunikationsnet fra slutbrugerens nettermineringspunkt frem til det første koncentrations- eller fordelingspunkt, der efter omstændighederne ligger uden for en bygning.

I praksis vil det første koncentrations- eller fordelingspunkt, som udgangspunkt være det første sted, hvor flere slutbrugerforbindelser samles. Det vil f.eks. i et etagebyggeri være i et fordelerskab eller lignende i kælderen, mens det typisk i et villakvarter vil være i et gadeskab på villavejen. Udgangspunktet vil kunne fraviges, hvis der f.eks. er tekniske hindringer for adgang til punktet.

BEREC har i henhold til teledirektivets artikel 61, stk. 3, fået til opgave at fastsætte nærmere kriterier for fastlæggelsen af, hvad der udgør det første koncentrations- eller fordelingspunkt. Erhvervsstyrelsen vil nøje skulle inddrage disse retningslinjer i fastlæggelsen.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen om at tillægge Erhvervsstyrelsen beslutningskompetencen i bestemmelsen frem for bygnings- eller fredningsmyndigheden, skyldes, at de bærende hensyn for bestemmelsen vil ændres fra mere generelle hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller ud fra planmæssige hensyn til hensyn vedrørende konkurrence på telemarkedet.

Erhvervsstyrelsen er uafhængig telemyndighed med ansvaret for den sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet og vil derfor være den relevante faglige myndighed for de vurderinger, der skal foretages. Endvidere lever Erhvervsstyrelsen i kraft af sin varetagelse af den sektorspecifikke konkurrenceregulering op til de uafhængighedskrav, der følger af direktivet i forhold til artikel 61, stk. 3.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen om at udvide anvendelsesområdet til et punkt uden for bygninger har baggrund i et behov for at give Erhvervsstyrelsen mulighed for at pålægge udbydere eller ejere af elektroniske kommunikationsnet, der ikke er udpeget som udbydere med en stærk markedsposition, en relevant forpligtelse, der kan medvirke til at sikre konkurrencesituationen på telemarkedet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, 1. pkt., om de nationale myndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 1, vil medføre, at en bredere gruppe af pligtsubjekter kan pålægges forpligtelser ud fra konkurrencemæssige hensyn. Til gengæld vil den samme gruppe af pligtsubjekter ikke længere kunne pålægges forpligtelser om at dele ledningsnet i bygningerne ud fra hensyn om miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller ud fra planmæssige hensyn. Samlet set er der tale om en udvidelse af anvendelsesområdet.

Udvidelsen er dog begrænset af proportionalitetsprincippet, der blandt andet kræver, at den ulempe, som en eventuel forpligtelse vil medføre, skal stå mål med den fordel, som en eventuel forpligtelse medfører for konkurrencen og for slutbrugerne.

De gældende bestemmelser om ledningsnet i bygninger i telelovens § 59 og i kapitel 4 i bekendtgørelse om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger kan anvendes ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller ud fra planmæssige hensyn, når etablering af et parallelt ledningsnet ikke er rentabelt eller praktisk gennemførligt. I praksis medfører hensynene og betingelserne, at fællesudnyttelse af ledningsnettet kun kan pålægges, hvis en parallel etablering af et tilsvarende ledningsnet er gjort uforholdsmæssig dyr som følge af f.eks. en fredning af bygningen eller hvis bygningen har status som bevaringsværdig.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 2, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan pålægge netadgang i henhold til stk. 1, når det er berettiget, fordi en parallel etablering af sådanne netelementer ikke vil være økonomisk rentabel eller gennemførlig i praksis.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der indføres betingelser, der skal være opfyldt, når Erhvervsstyrelsen træffer afgørelse i henhold til stk. 1. Bestemmelsen i stk. 1 vil således alene kunne anvendes, når en parallel etablering af et elektronisk kommunikationsnet ikke vil være økonomisk rentabel eller gennemførlig i praksis.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 2, vil sammen med flytningen af bestemmelsen fra afsnit V til afsnit IV i teleloven og flytningen af afgørelseskompetencen til Erhvervsstyrelsen fra bygnings- og fredningsmyndigheden medføre en ændring af de hensyn, der skal varetages.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 2, vil således ikke længere indeholde en henvisning til, at pålæggelse af en forpligtelse efter stk. 1 skal ske ud fra hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller ud fra planmæssige hensyn. Erhvervsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse i stedet skulle forfølge hensyn til sikring af effektiv og holdbar konkurrence, fordele for slutbrugere, samt fremme effektive investeringer og innovation i ny og forbedret infrastruktur.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om at ændre de bærende hensyn skyldes, at de brede hensyn i det gældende direktiv har medført en meget forskelligartet implementering på tværs af EU, hvor nogle medlemsstater har anvendt konkurrencemæssige hensyn, mens andre har undladt dette. Den nyaffattede bestemmelse i teledirektivets artikel 61, stk. 3, er derfor udtryk for en harmoniseret tilgang til anvendelse af adgangsforpligtelser over for andre end udbydere med en stærk markedsposition.

Skiftet til konkurrencehensyn markerer således nye behov fra de nationale tilsynsmyndigheder, som efterspurgt nye værktøj i situationer, hvor der ikke entydigt kan afgrænses et særskilt marked eller udpeges en udbyder med en stærk markedsposition. I disse situationer har det hidtil ikke været muligt at pålægge forpligtelser ud fra hensyn til konkurrencen, uanset at der kunne forekomme enkelte net eller mindre områder, hvor slutbrugerne ikke har eller vil få de muligheder og den valgfrihed, der forbindes med et konkurrencepræget marked.

Denne type situationer forventes at blive mere udbredt fremadrettet, idet den hidtil dominerende teleinfrastruktur, baseret på kobberledninger, i stigende omfang mister evnen til at konkurrere med højhastighedsinfrastrukturer som fibernet, kabel-tv-net eller net med tilsvarende egenskaber.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 3, stk. 4, litra f, om de overordnede mål, og artikel 61, stk. 3, om de nationale myndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 2, vil medføre, at Erhvervsstyrelsen får et nyt redskab til at adressere disse problemstillinger fremadrettet.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 59 giver ikke mulighed for at udvide en forpligtelse pålagt efter regler udstedt i henhold til bestemmelsen ud over ledningsnet i en bygning.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 3, 1. pkt., foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan udvide forpligtelsen efter stk. 1 til et punkt i nettet, der ligger efter det første koncentrations- eller fordelingspunkt, når betingelserne i stk. 4 er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen gives mulighed for at udvide en forpligtelse pålagt i henhold til stk. 1 til en større del af et elektronisk kommunikationsnet end fra slutbrugeren til det første koncentrations- eller fordelingspunkt.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 3, 1. pkt., om at kunne udvide en forpligtelse efter stk. 1 har baggrund i, at en forpligtelse til at give adgang ved det første koncentrations- eller fordelingspunkt eller et tilsvarende punkt i nogle situationer ikke vil være tilstrækkelig til at løse de konkurrenceproblemer, der er identificeret i forbindelse med en rimelig anmodning.

Anvendelse af forpligtelser, der alene omfatter strækningen i telelovens § 35 a, stk. 1, vil kræve betydelige investeringer for en adgangssøgende udbyder, herunder navnlig i tyndt befolkede områder. Den adgangssøgende udbyder vil skulle trække eller leje kabler fra sit eget net frem til det relevante punkt. Hvis kundegrundlaget fra punktet er begrænset, vil investeringen ikke stå mål med den mulige indtjening, og en sådan forpligtelse vil blive irrelevant.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 3, 1. punktum, implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, 2. afsnit, om de nationale myndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 3, 2. pkt., foreslås det, at Erhvervsstyrelsen skal fastlægge det punkt, der ligger tættest på slutbrugerne, og som kan understøtte et tilstrækkeligt antal slutbrugerforbindelser til at være kommercielt rentabelt for effektive adgangssøgende udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsens mulighed for at udvide en forpligtelse efter stk. 1 begrænses således, at udvidelsen kun kan udstrækkes indtil det punkt tættest på slutbrugeren, som kan være vært for et tilstrækkeligt antal slutbrugerforbindelser til at være kommercielt rentabelt for adgangssøgende udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Det vil bero på Erhvervsstyrelsens konkrete vurdering, hvor det punkt, som forpligtelsen vil kunne udvides til, befinder sig, og hvor mange slutbrugerforbindelser, der vil skulle til for at gøre forpligtelsen kommercielt rentabel for en effektiv adgangssøgende udbyder. Erhvervsstyrelsens vurdering vil skulle foretages på baggrund af den konkrete anmodning om netadgang. Begrebet effektiv adgangssøgende udbyder vil f.eks. dække over en udbyder, der træffer effektive økonomiske beslutninger. Begrebet vil blive yderligere specificeret gennem praksis hos Europa-Kommissionen og tilsynsmyndigheder på tværs af EU.

Punktets fastlæggelse vil blandt andet bero på de geografiske forhold, befolkningstætheden og tilstedeværelsen af anden åben infrastruktur i området, der vil kunne anvendes til f.eks. transmission tilbage i nettet af den trafik, der opsamles fra de slutbrugere, som forpligtelsen omfatter.

BEREC har i henhold til teledirektivets artikel 61, stk. 3, fået til opgave at fastsætte nærmere kriterier for fastlæggelsen af, hvad der udgør det punkt efter det første koncentrations- eller fordelingspunkt, som kan være vært for tilstrækkeligt mange slutbrugerforbindelser til, at en effektiv udbyder kan overvinde de betydelige hindringer for etablering af parallelle net, der er konstateret. Erhvervsstyrelsen vil nøje skulle inddrage disse retningslinjer i fastlæggelsen.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 3, 2. pkt., om fastlæggelse af det punkt, som adgangen kan udvides til, har baggrund i, at muligheden for at udvide en forpligtelse efter stk. 1 i et vist omfang vil gå på kompromis med udgangspunktet i teledirektivet om at fremme den infrastrukturbaserede konkurrence med flere konkurrerende net.

Ved at give en restriktiv mulighed for at udvide forpligtelsen, og det kun vil kunne gøres i særlige situationer, sikres på den ene side muligheden for en relevant forpligtelse, der kan sikre den tjenestebaserede konkurrence, så slutbrugeren får valgmuligheder. På den anden side sikres det, at udgangspunktet om infrastrukturbaseret konkurrence fastholdes i de fleste tilfælde.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 3, 2. punktum, implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, 2. afsnit, om de nationale myndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik.

Den gældende bestemmelse i § 59 i teleloven giver ikke mulighed for at udvide en forpligtelse pålagt efter regler udstedt i henhold til bestemmelsen ud over ledningsnet i en bygning.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 4, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan pålægge forpligtelser efter stk. 3, når Erhvervsstyrelsen, under hensyntagen til forpligtelser, der følger af relevante markedsundersøgelser, jf. § 37, konkluderer, at forpligtelser i henhold til stk. 1 ikke i tilstrækkelig grad imødegår eller vil imødegå store og varige økonomiske eller fysiske hindringer for etablering af parallelle net, der opretholder eller vil medføre en konkurrencesituation, der i betydeligt omfang begrænser de konkurrencemæssige resultater for slutbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der indføres betingelser, der skal være opfyldt for, at Erhvervsstyrelsen i henhold til stk. 3 kan udvide en forpligtelse pålagt i henhold til stk. 1. Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at Erhvervsstyrelsen vil skulle konkludere, at hindringerne endvidere vil skulle opretholde eller medføre en konkurrencesituation, der i betydeligt omfang begrænser de konkurrencemæssige resultater for slutbrugerne.

En begrænsning i det konkurrencemæssige resultat for slutbrugeren kan f.eks. være, at slutbrugeren ikke kan vælge mellem flere tjenesteudbydere, eller at detailpriserne fastholdes på et højere niveau end på resten af markedet.

Ved vurderingen af, om en udvidelse af en forpligtelse efter telelovens § 35 a, stk. 1, er nødvendig, vil Erhvervsstyrelsen skulle tage nøje hensyn til de markedsundersøgelser, som styrelsen har gennemført på de relevante markeder, herunder navnlig hvilke forpligtelser, der er pålagt på det pågældende marked, og hvilke(n) udbyder(e), der er udpeget som havende en stærk markedsposition.

For at kunne udvide forpligtelsen vil erhvervsstyrelsen skulle konkludere, at de forpligtelser, der kan pålægges efter § 35 a, stk. 1, ikke i tilstrækkelig grad kan imødegå store og varige økonomiske eller fysiske hindringer for etablering af parallelle net. Ved store og varige økonomiske eller fysiske hindringer forstås, at der ikke nu eller inden for en overskuelig periode er udsigt til, at konkurrencesituationen ændrer sig i en sådan grad, at det vil være kommercielt rentabelt at etablere alternativ tilsvarende infrastruktur til den pågældende slutbruger.

BEREC har i henhold til teledirektivets artikel 61, stk. 3, fået til opgave at fastsætte nærmere kriterier for fastlæggelsen af, hvilke økonomiske eller fysiske hindringer, der er store og varige. Erhvervsstyrelsen vil nøje skulle inddrage disse retningslinjer i fastlæggelsen.

Hindringerne for etablering af parallelle net vil endvidere skulle opretholde eller medføre en konkurrencesituation, der i betydeligt omfang begrænser de konkurrencemæssige resultater for slutbrugeren.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om at fastsætte restriktive betingelser for anvendelsen af udvidelsesmuligheden i stk. 3 har baggrund i teledirektivets grundlæggende principper. Det er i teledirektivet et udtrykkeligt mål med reguleringen at sigte mod en infrastrukturbaseret konkurrence og dermed konkurrence mellem parallelle net. Anvendelse af en vidtgående forpligtelse om netadgang til at levere tjenester på ét enkelt net vil derfor være i uoverensstemmelse med dette princip. Erhvervsstyrelsens muligheder for at pålægge forpligtelser bør derfor indskrænkes til de situationer, hvor der hverken er reelle alternativer eller er udsigt til etableringen af sådanne alternative adgangsveje til slutbrugeren.

Ved at give en restriktiv mulighed for at udvide forpligtelsen, og at det kun vil kunne gøres i særlige situationer, sikres på den ene side muligheden for en relevant forpligtelse, der kan sikre den tjenestebaserede konkurrence, så slutbrugeren får valgmuligheder. På den anden side sikres det, at udgangspunktet om infrastrukturbaseret konkurrence fastholdes i de fleste tilfælde, hvor der er forretningsgrundlag for denne type konkurrence.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 4, implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, 2. afsnit, om de nationale myndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik.

De gældende bestemmelser om ledningsnet i bygninger giver mulighed for at påbyde fælles udnyttelse af et ledningsnet. Parterne er herefter forpligtet til at indgå aftale om den fælles udnyttelse af ledningsnettet. I tilfælde af uenighed om indholdet af en sådan fælles udnyttelse, herunder om betingelser eller pris, skal sådanne uenigheder afklares ved voldgift.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 5, foreslås det, at en forpligtelse efter stk. 1 eller 3 kan omfatte forpligtelser om netadgang til fysiske netelementer, tilhørende faciliteter og tilknyttede tjenester, forpligtelser om transparens, forpligtelser om ikke-diskrimination og forpligtelser om krav til fordelingen af adgangsomkostninger, som om nødvendigt tilpasses for at tage højde for risikofaktorer.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der i bestemmelsen indsættes en opregning af de forpligtelser, som Erhvervsstyrelsen vil kunne anvende ved imødekommelse af en rimelig anmodning efter stk. 1.

De forpligtelser, som Erhvervsstyrelsen vil kunne pålægge, vil i udgangspunktet svare til de forpligtelser, der følger af telelovens § 41, stk. 2, nr. 1-3 og nr. 5.

Forpligtelser, der eventuelt pålægges i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 35 a, vil skulle være objektive, gennemsigtige, forholdsmæssige og ikke-diskriminerende, og indføres i henhold til procedurerne i teledirektivets artikel 23, 32 og 33. Erhvervsstyrelsen vil senest fem år efter pålæggelsen af forpligtelser skulle revidere disse.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 5, nr. 1, foreslås det, at en forpligtelse efter stk. 1 eller 3 kan omfatte forpligtelser om netadgang til fysiske netelementer, tilhørende faciliteter og tilknyttede tjenester.

Den foreslåede bestemmelse henviser til den centrale forpligtelse om netadgang, der i udgangspunktet vil svare til § 42 i teleloven. Bestemmelsen vil give en meget bred mulighed for Erhvervsstyrelsen til at definere, hvilke produkter og støttefunktioner, der kan gives netadgang til.

En netadgangsforpligtelse vil kunne omfatte de tilhørende faciliteter, der måtte være nødvendige for at sikre en reel adgang til det relevante net, herunder adgang til relevante softwaresystemer, driftsstøttesystemer, informationssystemer eller databaser. I det omfang sådanne informationssystemer eller databaser omfatter persondataoplysninger, vil adgang hertil skulle gives under iagttagelse af persondatalovgivningen.

Forpligtelsen om netadgang vil dog i forhold til en forpligtelse efter stk. 1 være begrænset til at angå fysiske forbindelser i et elektronisk kommunikationsnet.

Erhvervsstyrelsen vil således efter stk. 1 ikke kunne pålægge en udbyder eller ejer af elektroniske kommunikationsnet en netadgangsforpligtelse, der omfatter en virtuel netadgang, herunder bitstrømsadgang eller virtuel ubundtet adgang.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 5, nr. 2, foreslås det, at en forpligtelse efter stk. 1 eller 3 kan omfatte forpligtelser forpligtelser om transparens.

Den foreslåede bestemmelse henviser til en forpligtelse om transparens, der vil svare til forpligtelsen om transparens efter telelovens § 44. Erhvervsstyrelsen vil med denne forpligtelse kunne pålægge den relevante udbyder eller ejer af elektronisk kommunikationsnet at offentliggøre bestemte oplysninger, herunder f.eks. et standardtilbud om de relevante netelementer.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 5, nr. 3, foreslås det, at en forpligtelse efter stk. 1 eller 3 kan omfatte forpligtelser om ikke-diskrimination.

Den foreslåede bestemmelse henviser til en forpligtelse om ikke-diskrimination, der vil svare til forpligtelsen om ikke-diskrimination i telelovens § 43. Erhvervsstyrelsen vil med denne forpligtelse kunne pålægge den relevante udbyder eller ejer af elektronisk kommunikationsnet, at denne f.eks. ikke må tilbyde egne koncernforbundne selskaber eller afdelinger bedre vilkår end eksterne udbydere.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 5, nr. 4, foreslås det, at en forpligtelse efter stk. 1 eller 3 kan omfatte forpligtelser om krav til fordelingen af adgangsomkostninger, som om nødvendigt tilpasses for at tage højde for risikofaktorer.

Den foreslåede bestemmelse henviser til muligheden for at regulere prisen for adgangen til nettet ved at kunne stille krav til fordelingen af adgangsomkostningerne, der vil skulle justeres for at tage hensyn til eventuelle risikofaktorer. Erhvervsstyrelsen vil med denne forpligtelse kunne pålægge maksimalpriser for de produkter og støttefunktioner, der er omfattet af netadgangsforpligtelsen efter nr. 1. Sådanne maksimalpriser vil skulle tage udgangspunkt i omkostningerne forbundet med at tilbyde netadgangen. Maksimalpriserne vil eventuelt kunne justeres for at tage hensyn til eventuelle risikofaktorer.

Den udbyder eller ejer af elektronisk kommunikationsnet, der pålægges en forpligtelse om fordeling af omkostningerne, vil under alle omstændigheder som minimum skulle have dækket sine omkostninger. Erhvervsstyrelsen vil i sin fastlæggelse af en forpligtelse om fordeling af omkostningerne skulle tage udgangspunkt i principperne, der gælder for en priskontrolforpligtelse efter telelovens § 46.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om at anvende tilsvarende forpligtelser, som anvendes ved regulering af udbydere med en stærk markedsposition, har baggrund i, at de allerede kendte forpligtelser baserer sig på en langvarig praksis fra Erhvervsstyrelsen i forhold til udformning og indhold. Ved at anvende de samme forpligtelser sikres forudsigelighed i forhold til indholdet af forpligtelserne til fordel for både den adgangsgivende og den adgangssøgende udbyder.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 5, implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, 1. og 2. afsnit, der indeholder de mulige forpligtelser, der kan pålægges en udbyder eller ejer af elektroniske kommunikationsnet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 6, foreslås det, at en forpligtelse efter stk. 3 kan ud over de i stk. 5 opregnede forpligtelser tillige omfatte netadgang til aktive eller virtuelle netelementer, hvis dette er berettiget af tekniske eller økonomiske grunde.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en specificering af de yderligere muligheder for forpligtelser, der vil kunne pålægges, hvis en forpligtelse efter stk. 1 udvides i henhold til stk. 3.

I tilfælde af en sådan udvidelse vil Erhvervsstyrelsen ud over de forpligtelser, der er opregnet i stk. 5, også kunne pålægge en netadgangsforpligtelse, der omfatter en virtuel netadgang, herunder bitstrømsadgang eller virtuel ubundtet adgang, hvis et sådant produkt er berettiget ud fra tekniske eller økonomiske grunde.

En relevant teknisk grund vil f.eks. kunne være, at det koncentrations- eller fordelingspunkt, der defineres i henhold til stk. 3, er placeret et sted i nettet, hvor det ikke vil være muligt at give ubundtet adgang til en fysisk ledning, f.eks. fordi der anvendes en GPON-topologi.

Herudover vil kundegrundlaget i et givent område kunne gøre, at en fysisk adgang ikke vil være relevant, da en fysisk adgang vil forudsætte investering i og opstilling af aktivt udstyr. Investeringen og vedligeholdelsen af udstyr vil i nogle tilfælde ikke være rentabel, og det vil i sådanne situationer kunne være nødvendigt at pålægge forpligtelser om virtuelle netadgangsprodukter.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 6, implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, 2. afsnit, 3. pkt., der indeholder muligheden for virtuelle netadgangsprodukter.

Den gældende bestemmelse i § 59 i teleloven giver ikke mulighed for at udvide forpligtelser ud over ledningsnet i en bygning. Gældende ret indeholder således heller ikke mulighed for at undtage fra en sådan udvidelse af forpligtelsen.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 7, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ikke kan pålægge forpligtelser efter stk. 3, når udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet stiller en rentabel og lignende alternativ mulighed for at nå slutbrugere til rådighed for enhver udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester ved at give adgang til et net med meget høj kapacitet på fair, ikke-diskriminerende og rimelige vilkår og betingelser, eller når pålæggelse af forpligtelser vil skade den økonomiske eller finansielle rentabilitet af udrulningen af et nyt net, navnlig ved små lokale projekter.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der indføres to undtagelsesmuligheder, så udbydere eller ejere af elektroniske kommunikationsnet, der kan pålægges en forpligtelse efter stk. 1, ikke kan underlægges en udvidelse af en sådan forpligtelse i henhold til stk. 3.

Den første undtagelsesmulighed vedrører udbydere eller ejere af elektroniske kommunikationsnet, der stiller et kommercielt og rimeligt alternativ til rådighed for markedet.

Det alternativ, der stilles til rådighed, vil på en kommerciel attraktiv måde skulle give adgangssøgende udbydere mulighed for at nå den enkelte slutbruger ved hjælp af et net med meget høj kapacitet. Det alternative tilbud vil skulle vedrøre en lignende netadgang, som den der potentielt vil kunne undtages fra. Det vil sige, at der vil skulle tilbydes netadgang i et punkt i nettet, der vil kunne understøtte et tilstrækkeligt antal slutbrugerforbindelser til at være kommercielt rentabelt for en effektiv adgangssøgende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Endvidere vil det tilbudte alternativ reelt skulle give effektive adgangssøgende udbydere mulighed for at konkurrere om slutkunderne på fair, ikke-diskriminerende og rimelige vilkår og betingelser. Erhvervsstyrelsen vil skulle inddrage forhold som f.eks. det kommercielle tilbuds detaljeringsgrad, tidsplan for og varighed af tilbuddet m.v. i vurderingen af, om undtagelsen finder anvendelse.

Den anden undtagelsesmulighed vedrører situationer, hvor en udvidelse efter stk. 3 vil skade den økonomiske eller finansielle rentabilitet af udrulningen af et nyt net. Undtagelsen vil navnlig være relevant i forhold til små lokale projekter.

BEREC har i henhold til teledirektivets artikel 61, stk. 3, fået til opgave at fastsætte nærmere kriterier for fastlæggelsen af, hvilke netudrulninger, der kan betragtes som nye, og hvilke projekter, der kan betragtes som små. Erhvervsstyrelsen vil nøje skulle inddrage disse retningslinjer i vurderingen af, om der kan undtages.

Undtagelserne vil skulle ses i sammenhæng med det generelle krav om proportionalitet i Erhvervsstyrelsens afgørelser om netadgang og samtrafik, hvorefter styrelsen skal sikre, at der ikke pålægges mere vidtgående forpligtelser end, hvad der er berettiget ud fra de hensyn til en effektiv konkurrence og fordele for slutbrugerne, som forpligtelserne skal vejes op imod.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om at opstille undtagelsesmuligheder for en ellers retfærdiggjort forpligtelse efter stk. 3 har baggrund i et behov for at understrege vigtigheden af den proportionalitetsvurdering, som Erhvervsstyrelsen skal foretage i forbindelse med anvendelse af forpligtelser om netadgang i medfør af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 7, implementerer dele af teledirektivets artikel 61, stk. 3, 3. afsnit, der indeholder bestemmelsens undtagelsesmuligheder, som kan medføre, at en konkret udbyder skal undtages fra en forpligtelse i medfør af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen og de involverede virksomheder vil have en rettesnor for, hvornår det vil være disproportionalt at pålægge forpligtelse, herunder navnlig over for virksomheder, der stiller et tilstrækkeligt alternativ til rådighed, eller hvis der er tale om et lille nyt projekt, der ikke vil kunne bære en regulatorisk åbning.

I den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 8, opstilles en række kriterier, som Erhvervsstyrelsen vil skulle vurdere, når styrelsen skal fastlægge omfanget af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, eller om undtagelsen fra forpligtelser efter stk. 7 skal finde anvendelse.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 8, nr. 1, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved pålæggelse af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, ved udformningen af forpligtelser efter stk. 5 og ved vurdering af muligheden for at undtage efter stk. 7, nr. 1, navnlig skal vurdere, om udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet har de egenskaber, der fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 47 b.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, stk. 8, nr. 1, vedrører rene engrosselskaber. Virksomheder omfattet af forslag til telelovens § 47 b vil helt naturligt have andre incitamenter end virksomheder, der både ejer eller råder over infrastruktur samtidigt med, at de udbyder detailtjenester. Erhvervsstyrelsen vil derfor skulle vurdere, om en eventuel forpligtelse vil kunne lempes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet.

Eksempelvis vil en udbyder med karakter af et rent engrosselskab, der vil kunne pålægges en forpligtelse efter den foreslåede bestemmelse i § 35 a, stk. 1, ikke kunne underlægges en udvidelse af en sådan forpligtelse i henhold til § 35 a, stk. 3, hvis udbyderen i overensstemmelse med § 35 a, stk. 7, nr. 1, stiller et kommercielt og rimeligt alternativ til rådighed for markedet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 8, nr. 2, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved pålæggelse af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, ved udformningen af forpligtelser efter stk. 5 og ved vurdering af muligheden for at undtage efter stk. 7, nr. 1, navnlig skal vurdere, om udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet har modtaget offentlig finansiering til udrulning eller drift af det relevante net.

Den foreslåede bestemmelse vedrører virksomheder, der har modtaget offentlige midler til etableringen af nettet. Virksomheder, der har modtaget offentlige midler til etableringen af nettet i form af f.eks. statsstøtte i henhold til en godkendt ordning eller i henhold til Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (gruppefritagelsesforordningen), vil som udgangspunkt være underlagt forpligtelser om åben engrosadgang i mindst de første syv år efter etableringen. Erhvervsstyrelsen vil derfor nøje skulle vurdere, om en forpligtelse efter nærværende bestemmelse vil være nødvendigt i lyset af de relevante forpligtelser pålagt i medfør af statsstøtteretten.

Hvis ovennævnte periode i henhold til statsstøtteretten er udløbet, vil det som udgangspunkt være mindre byrdefuldt at pålægge forpligtelser efter nærværende bestemmelse. Dette skyldes, at det må antages, at den relevante udbyder eller ejer af elektronisk kommunikationsnet allerede har forudsætningerne for at tilbyde åben adgang, da vedkommende tidligere har været forpligtet til at tilbyde det til det pågældende net.

Et vigtigt element i enhver vurdering af proportionalitet eller mulighed for undtagelse vil være, om den relevante udbyder eller ejer af elektronisk kommunikationsnet tilbyder netadgang til det pågældende net på kommercielle vilkår. Erhvervsstyrelsen vil nøje skulle vurdere, om det kommercielle tilbud indeholder fair og rimelige vilkår, herunder priser for netadgang til det relevante net. I vurderingen vil Erhvervsstyrelsen navnlig skulle tage hensyn til, om tilbuddet indeholder elementer, der medvirker til at sikre en holdbar konkurrence og valgfrihed for slutbrugerne. Stk. 8, nr. 3-7, indeholder elementer, der kan have væsentlig betydning for vurderingen af proportionalitet eller mulighed for undtagelse.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 8, nr. 3, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved pålæggelse af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, ved udformningen af forpligtelser efter stk. 5 og ved vurdering af muligheden for at undtage efter stk. 7, nr. 1, navnlig skal vurdere, om udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet har offentliggjort et standardtilbud for adgang til det relevante net.

Den foreslåede bestemmelse vedrører standardtilbud. Tilstedeværelsen af et standardtilbud vil kunne øge gennemsigtigheden for potentielle adgangssøgende udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og vil gøre det mere attraktivt for adgangssøgende at udbyde på nettet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 8, nr. 4, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved pålæggelse af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, ved udformningen af forpligtelser efter stk. 5 og ved vurdering af muligheden for at undtage efter stk. 7, nr. 1, navnlig skal vurdere, om udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet anvender standardiserede vilkår, betingelser og standardprocedurer, der er aftalt i et brancheforum eller anvendes som en de facto standard på markedet.

Den foreslåede bestemmelse vedrører standardiserede vilkår. Standardiserede vilkår, betingelser og standardprocedurer, der er aftalt i et brancheforum eller anvendes som en de facto standard på markedet, vil kunne have meget stor betydning for forretningsmodellen for eventuelle adgangssøgende udbydere af elektroniske kommunikationstjenester. Hvis en tjenesteudbyder skal tage højde for vidt forskellige vilkår, betingelser og procedurer fra forskellige netejere, vil det forringe forretningsmodellen for tjenesteudbyderen og komplicere adgangen til markedet. Navnlig unikke bestillingsgrænseflader og systemer vil kunne forringe adgangsmulighederne betragteligt, og det vil derfor have stor betydning for vurderingen af, om et tilbud giver en reel adgang, hvorvidt udbyderen, ejeren eller indehaveren af råderetten tilbyder standardiserede vilkår, betingelser eller standardprocedurer.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 8, nr. 5, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved pålæggelse af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, ved udformningen af forpligtelser efter stk. 5 og ved vurdering af muligheden for at undtage efter stk. 7, nr. 1, navnlig skal vurdere, om udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet tilbyder en langsigtet forpligtelse til at give netadgang.

Den foreslåede bestemmelse vedrører længden af de kommercielle aftaler, der tilbydes af den relevante udbyder eller ejer af elektroniske kommunikationsnet. Forudsigelighed og langsigtede adgangsforhold har stor betydning for de adgangssøgende udbyderes mulighed for at investere i nye adgangsprodukter og markedsføring. Erhvervsstyrelsen vil derfor nøje skulle vurdere længden af de tilbudte kommercielle aftaler, herunder om aftalerne giver de adgangssøgende mulighed for at foretage langsigtede investeringer.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 8, nr. 6, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved pålæggelse af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, ved udformningen af forpligtelser efter stk. 5 og ved vurdering af muligheden for at undtage efter stk. 7, nr. 1, navnlig skal vurdere, om udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet tilbyder adgang til alternative adgangsprodukter, herunder passiv eller aktiv netadgang, netadgang til anlægsinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vedrører udvalget af adgangsprodukter. Udvalget af forskellige adgangsprodukter vil ligeledes have stor betydning for vurderingen, da netadgang til flere forskellige netadgangsprodukter vil give større muligheder for en reelt differentieret forretningsmodel for den adgangssøgende udbyder. Hvis der således alene tilbydes netadgang til et rent gensalgsprodukt eller enkelte BSA-produkter målrettet forbrugermarkedet, vil tilbuddet i udgangspunktet ikke være relevant for adgangssøgende tjenesteudbydere med fokus på f.eks. erhvervsmarkedet. Med BSA-produkter eller bitsrømsadgang opnår den adgangssøgende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester adgang til en på forhånd fastlagt kapacitet og hastighed, som kan bruges til at levere kommunikationstjenester til den forbundne slutbruger.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 35 a, stk. 8, nr. 7, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved pålæggelse af forpligtelser efter stk. 1 eller 3, ved udformningen af forpligtelser efter stk. 5 og ved vurdering af muligheden for at undtage efter stk. 7, nr. 1, navnlig skal vurdere, om udbyderen eller ejeren af et elektronisk kommunikationsnet tilbyder fair og rimelige priser under behørig hensyntagen til investeringer og tilknyttede risici samt eventuelle omkostningsforskelle, der opstår som følge af skala eller forretningsmodel.

Den foreslåede bestemmelse vedrører prissætningen af de kommercielt tilbudte adgangsprodukter. Erhvervsstyrelsen vil med den foreslåede bestemmelse nøje skulle vurdere, om prissætningen af de tilbudte produkter medvirker til at sikre en reel konkurrence, herunder dels om prissætningen er rimelig set i forhold til markedet, og dels om der er rum for en reel prisdifferentiering.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om at fastsætte kriterier for Erhvervsstyrelsens vurderinger i henhold til stk. 1, stk. 3 og stk. 8 har baggrund i afrapporteringen fra den arbejdsgruppe, der blev nedsat i medfør af teleudspillet ”Bredbånd og mobil i digital topklasse – Fremtidens telepolitik for hele Danmark” fra marts 2018. Arbejdsgruppen vurderede blandt andet konsekvenserne af en bestemmelse om netadgang til net, der ikke er ejet eller kontrolleret af en udbyder med en stærk markedsposition.

Arbejdsgruppen identificerede blandt andet en række kriterier, der kan have stor betydning for, om en regulatorisk tilgang til åbning af de relevante net vil have positive eller negative konsekvenser.

Der er tale om kriterier, der i den konkrete situation kan trække i hver sin retning, og betydningen vil kunne ændre sig over tid på baggrund af telemarkedets udvikling. Det er derfor af afgørende betydning, at Erhvervsstyrelsen, ud over de øvrige analyser, der skal gennemføres, også tager nøje hensyn til disse kriterier, når der overvejes netadgangsforpligtelser efter nærværende bestemmelse.

Til nr. 35

I henhold til den gældende bestemmelse i telelovens § 37, stk. 1, gennemfører Erhvervsstyrelsen med regelmæssige mellemrum undersøgelser af konkurrencesituationen på telemarkedet (markedsundersøgelser) for nærmere at vurdere behovet for eventuelt at pålægge udbydere med en stærk markedsposition en eller flere forpligtelser.

En nærmere specificering af tidsfristerne (de regelmæssige mellemrum), som er ordensforskrifter, fremgår af lovbemærkningerne til telelovens § 37, jf. Folketingstidende 2010-2011, A L 59, s 98f. Heraf fremgår det, at Erhvervsstyrelsen inden for tre år efter vedtagelsen af en tidligere afgørelse om det pågældende marked skal gennemføre en ny undersøgelse af konkurrencesituationen på det pågældende (del)marked. Denne periode kan dog undtagelsesvis forlænges med op til yderligere tre år, når Erhvervsstyrelsen har notificeret en foreslået forlængelse til Europa-Kommissionen med en begrundelse, og Europa-Kommissionen ikke har gjort indsigelse mod den notificerede forlængelse inden en måned.

Derudover skal Erhvervsstyrelsen foretage en ny markedsundersøgelse inden for to år efter vedtagelsen af en revideret henstilling om relevante markeder, når der er tale om markeder, der ikke tidligere er notificeret til Europa-Kommissionen.

Hvis tidsfristerne ikke overholdes, medfører det ikke, at en markedsafgørelse bliver ugyldig.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, vil indebære en ændring af tidsfristerne for, hvornår Erhvervsstyrelsen skal have gennemført en markedsundersøgelse. I forhold til de gældende tidsfrister vil den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, medføre længere tidsfrister. I visse tilfælde vil tidsfristerne endvidere kunne forlænges.

De anførte tidsfrister vil være ordensskrifter, der vil skulle sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder træffer deres markedsafgørelser i tide. Hvis tidsfristerne ikke overholdes, vil det derfor ikke medføre, at en markedsafgørelse er ugyldig.

For at kunne fastslå, om Erhvervsstyrelsen har opfyldt sin forpligtelse til at analysere markeder, og om den har gennemført en markedsundersøgelse mindst hvert femte år, er det kun en notifikation indeholdende en ny vurdering af markedsafgrænsningen og af en stærk markedsposition, der vil blive betragtet som starten på en ny femårig periode.

Derimod vil den blotte notifikation af nye eller ændrede forpligtelser, der pålægges på grundlag af en tidligere og ikke-revideret markedsanalyse, ikke blive betragtet som opfyldelse af denne forpligtelse. En manglende overholdelse af forpligtelsen til med jævne mellemrum at gennemføre markedsanalyser vil ikke blive betragtet som grund til, at eksisterende forpligtelser, som Erhvervsstyrelsen har pålagt på det pågældende marked, er ugyldige eller ikke kan anvendes.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, vil ændre på den kadence, hvormed Erhvervsstyrelsen skal gennemføre en markedsundersøgelse. Erhvervsstyrelsen vil fremover have længere tid til at gennemføre en markedsundersøgelse end i dag, både hvad angår markeder, som Erhvervsstyrelsen tidligere har truffet markedsafgørelser på, og markeder, der ikke tidligere er blevet undersøgt.

Den foreslåede bestemmelse om tidsfrister for gennemførelsen af markedsundersøgelser har baggrund i at give aktørerne på markedet vished om retsgrundlaget, hvorfor det er nødvendigt at sætte en frist for markedsundersøgelserne. Det er vigtigt, at der gennemføres en markedsanalyse med jævne mellemrum og inden for en rimelig tidsramme. Hvis en national tilsynsmyndighed ikke får analyseret et marked inden for den fastsatte frist, er der risiko for, at det indre marked påvirkes negativt, og at den ønskede virkning ikke opnås i rette tid.

På grund af den høje grad af teknologisk innovation og de stærkt dynamiske markeder i sektoren for elektronisk kommunikation er det nødvendigt, at reguleringen kan tilpasses løbende.

Samtidig er der behov for at skabe større reguleringsmæssig stabilitet og forudsigelighed for markedsaktørerne, herunder de SMP-udbydere, der pålægges forpligtelser, og de adgangssøgende udbydere, der gør brug af reguleringen. Dette skal blandt andet være med til at fastholde selskabernes investeringsincitamenter i telenet.

En ændring af tidsfristerne for, hvornår Erhvervsstyrelsen skal have notificeret et afgørelsesudkast til Europa-Kommissionen er således en afvejning mellem behovet for at tilpasse reguleringen og behovet for at skabe stabilitet og forudsigelighed for markedsaktørerne.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 67, stk. 5, om markedsanalyse. Teledirektivets artikel 67 erstatter rammedirektivets artikel 16.

Den foreslåede bestemmelse vil give markedsaktørerne en vished om retsgrundlaget, der rækker længere end i dag, og vil samtidig indebære en større reguleringsmæssig stabilitet og forudsigelighed for markedsaktørerne.

Af lovbemærkningerne til den gældende bestemmelse i telelovens § 37, stk. 1, jf. Folketingstidende 2010-2011, A L 59, s. 98f, fremgår det, at Erhvervsstyrelsen inden for tre år efter vedtagelsen af en tidligere afgørelse om det pågældende marked skal gennemføre en ny undersøgelse af konkurrencesituationen på det pågældende (del)marked. Denne periode kan dog undtagelsesvis forlænges med op til yderligere tre år, når Erhvervsstyrelsen har notificeret en foreslået forlængelse til Europa-Kommissionen med en begrundelse, og Europa-Kommissionen ikke har gjort indsigelse mod den notificerede forlængelse inden en måned.

Hvis tidsfristen ikke overholdes, medfører det ikke, at en markedsafgørelse bliver ugyldig.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 37, stk. 2, nr. 1, foreslås det, at Erhvervsstyrelsens markedsundersøgelser skal gennemføres inden for fem år efter afgørelse om en tidligere undersøgelse på det pågældende marked, og at denne periode dog undtagelsesvis kan forlænges med op til yderligere et år efter godkendelse fra Europa-Kommissionen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en ændring af tidsfristen for, hvornår Erhvervsstyrelsen skal have gennemført en undersøgelse af de markeder, som Erhvervsstyrelsen tidligere har truffet markedsafgørelser på, herunder foretaget en markedsanalyse og udpeget (en) udbyder(e) med en stærk markedsposition. Erhvervsstyrelsen vil inden for en periode på fem år skulle gennemføre en ny markedsundersøgelse. Dette vil være to år mere end i dag.

Femårsperioden vil undtagelsesvis kunne forlænges med op til et år, hvis Erhvervsstyrelsen har meddelt en begrundet anmodning om forlængelse til Europa-Kommissionen senest fire måneder inden udløbet af femårsperioden, og Europa-Kommissionen ikke har gjort indsigelser mod den meddelte forlængelse inden en måned. Den samlede periode inklusive forlængelse vil således kunne blive seks år. Dette vil samlet set være det samme som i dag, hvor Erhvervsstyrelsen har mulighed for at anmode om en forlængelse med op til yderligere tre år.

De anførte tidsfrister er ordensskrifter, der vil skulle sikre, at de nationale tilsynsmyndigheder træffer deres markedsafgørelser i tide. Hvis tidsfristerne ikke overholdes, vil det derfor ikke medføre, at en markedsafgørelse er ugyldig.

Den foreslåede bestemmelse om at ændre af tidsfristerne for Erhvervsstyrelsens gennemførelse af en undersøgelse af de markeder, som Erhvervsstyrelsen tidligere har truffet markedsafgørelser på, herunder foretaget en markedsanalyse og udpeget (en) udbyder(e) med en stærk markedsposition, skyldes ønsket om at skabe større reguleringsmæssig stabilitet og forudsigelighed for markedsaktørerne, herunder de SMP-udbydere, der pålægges forpligtelser, og de adgangssøgende udbydere, der gør brug af reguleringen. Dette skal blandt andet være med til at fastholde selskabernes investeringsincitamenter i telenet.

Forlængelsen af den maksimale tilladte periode mellem markedsundersøgelser fra tre til fem år er dog under forudsætning af, at der i den mellemliggende periode ikke sker ændringer i markedsmæssige forhold, der nødvendiggør en ny markedsundersøgelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, nr. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 67, stk. 5, om markedsanalyse. Teledirektivets artikel 67 erstatter rammedirektivets artikel 16.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, nr. 1, vil indebære, at Erhvervsstyrelsen fremover vil have længere tid til at gennemføre en markedsundersøgelse end i dag, hvad angår markeder, som Erhvervsstyrelsen tidligere har truffet markedsafgørelser på.

Af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i telelovens § 37, stk. 1, jf. Folketingstidende 2010-2011, A L 59, s 98f, fremgår det, at Erhvervsstyrelsen skal gennemføre en ny undersøgelse af konkurrencesituationen på det pågældende (del)marked inden for to år efter vedtagelsen af en revideret henstilling om relevante markeder, når der er tale om markeder, der ikke tidligere er notificeret til Europa-Kommissionen.

Hvis tidsfristen ikke overholdes, medfører det ikke, at en markedsafgørelse bliver ugyldig.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 37, stk. 2, nr. 2, foreslås det, at Erhvervsstyrelsens markedsundersøgelser skal gennemføres inden for tre år efter Europa-Kommissionens vedtagelse af en revideret henstilling om relevante produkt- og tjenestemarkeder, når der er tale om markeder, der ikke tidligere er undersøgt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en ændring af tidsfristen for, hvornår Erhvervsstyrelsen skal have gennemført en markedsundersøgelse efter vedtagelsen af en revideret henstilling om relevante markeder, når der er tale om markeder, der ikke tidligere er blevet undersøgt og notificeret til Europa-Kommissionen.

Erhvervsstyrelsen vil inden for en periode på tre år skulle gennemføre en ny markedsundersøgelse. Dette vil være et år mere end i dag.

Hvis tidsfristen ikke overholdes, vil det ikke medføre, at en markedsafgørelse er ugyldig.

Den foreslåede bestemmelse om at ændre tidsfristerne for Erhvervsstyrelsens gennemførelse af en markedsundersøgelse efter vedtagelsen af en revideret henstilling om relevante markeder, når der er tale om markeder, der ikke tidligere er blevet undersøgt og notificeret til Europa-Kommissionen, skyldes ønsket om at skabe større reguleringsmæssig stabilitet og forudsigelighed for markedsaktørerne. Dette gælder både de SMP-udbydere, der pålægges forpligtelser, og de adgangssøgende udbydere, der gør brug af reguleringen. Dette skal blandt andet være med til at fastholde selskabernes investeringsincitamenter i telenet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, nr. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 67, stk. 5, om markedsanalyse. Teledirektivets artikel 67 erstatter rammedirektivets artikel 16.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, nr. 2, vil indebære, at Erhvervsstyrelsen fremover vil have længere tid til at gennemføre en markedsundersøgelse end i dag, hvad angår markeder, der ikke tidligere er blevet undersøgt.

Til nr. 36

Ifølge den gældende bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, der bliver til stk. 3, foretager Erhvervsstyrelsen opdateringer og revurderinger af allerede gennemførte markedsundersøgelser, når Erhvervsstyrelsen vurderer, at væsentlige ændringer i markedsforholdene eller den tekniske udvikling eller lignende, der har betydning for markedsafgørelsen, tilsiger, at der kan være behov for at opdatere en markedsundersøgelse.

Ændrede markedsmæssige eller faktiske forhold, der har betydning for markedsafgørelsen, kan f.eks. være, at udbyderen, der i henhold til markedsundersøgelsen er udpeget som udbyder med en stærk markedsposition, foretager større opkøb eller frasalg af netelementer eller datterselskaber eller foretager sådanne interne omstruktureringer, at det bliver sammenligneligt med en forpligtelse om funktionel adskillelse, jf. telelovens § 47. Ændrede markedsmæssige forhold vil også kunne være situationer, hvor andre større selskaber forlader det danske marked, eller træder ind på det danske marked. Erhvervsstyrelsen skal i disse situationer vurdere, om de pålagte forpligtelser er tilstrækkelige til at imødegå den nye situation, eller om forpligtelserne efter en fornyet proportionalitetsvurdering ikke længere er berettigede.

Hvis Erhvervsstyrelsen finder, at ændringen af de markedsmæssige forhold tilsiger en revurdering af de pålagte forpligtelser, bestemmer Erhvervsstyrelsen, om revurderingen kan gennemføres som en opdatering, eller om der skal gennemføres en ny markedsundersøgelse i sin helhed efter telelovens § 37, stk. 1.

Erhvervsstyrelsens mulighed for at tage hensyn til kommercielle aftaler, er bl.a. tidligere blevet behandlet i Teleklagenævnets afgørelse af 28. juni 2018 (sagsnr. 17/01529). Sagen drejede sig om Erhvervsstyrelsens afgørelse af 17. august 2017 om at deregulere adgangen til TDC’s kabel-tv-net (marked 3b).

Erhvervsstyrelsen vurderede i markedsafgørelsen, at det efter styrelsens vurdering ikke ville være proportionalt at pålægge TDC en forpligtelse om adgang til kabel-tv-nettet på grund af tilstedeværelsen af et kommercielt tilbud udarbejdet af TDC.

Teleklagenævnet fandt ikke grundlag for at tilsidesætte Erhvervsstyrelsens vurderinger og afvejninger i denne sammenhæng. Nævnet bemærkede, at udgangspunktet for markedsreguleringen på teleområdet er, at regulering alene skal opretholdes, når det vurderes nødvendigt for fortsat at sikre en holdbar konkurrencesituation. I lighed med Erhvervsstyrelsen fandt Teleklagenævnet endvidere, at fortsat regulering på kabel-tv-området parallelt med tilstedeværelsen af kommercielle tilbud kunne modarbejde markedsreguleringens overordnede formål om at lade markedet arbejde sig hen imod en situation, hvor regulering ikke længere er nødvendig.

Teleklagenævnet noterede sig endvidere, at Erhvervsstyrelsen nøje følger udviklingen på området, herunder om den konkurrencemæssige virkning af TDC’s kommercielle tilbud også i praksis lever op til styrelsens forventninger til markedets udvikling.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 37, stk. 2, foreslås det, at der i bestemmelsen tilføjes kommercielle aftaler, herunder aftaler om saminvestering, der påvirker dynamikken i konkurrencen, som eksempel på markedsmæsige forhold.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen som led i forpligtelsen om at opdatere og revurdere allerede gennemførte markedsundersøgelser vil skulle overveje indvirkningen af ny markedsudvikling, som eksempelvis udspringer af kommercieller aftaler, der påvirker dynamikken i konkurrencen.

Med bestemmelsen kodificeres princippet om, at der vil skulle tages hensyn til kommercielle aftaler.

Kommercielle aftaler, der påvirker konkurrencedynamikken, vil f.eks. kunne være indgåelse af saminvesteringsaftaler, jf. den foreslåede bestemmelse til ny § 47 a i teleloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 51, mellem en udbyder med en stærk markedsposition og andre udbydere.

Hvis Erhvervsstyrelsen vurderer, at markedsudviklingen ikke er tilstrækkelig væsentlig til at kræve en ny markedsundersøgelse, vil Erhvervsstyrelsen skulle vurdere, om det er nødvendigt at revidere de forpligtelser, som er pålagt udbydere med en stærk markedsposition, og i givet fald ændre enhver relevant tidligere afgørelse, herunder ved at ophæve forpligtelser eller pålægge nye forpligtelser. Formålet er at sikre, at disse forpligtelser fortsat tager udgangspunkt i det konkrete problem, som Erhvervsstyrelsen har påvist i sin markedsanalyse, samt at de er forholdsmæssige og berettigede.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om, at Erhvervsstyrelsen vil skulle vurdere indvirkningen af kommercielle aftaler som led i forpligtelsen om at opdatere og revurdere allerede gennemførte markedsundersøgelser, skyldes, at sideløbende med den gradvise overgang til deregulerede markeder vil kommercielle aftaler, f.eks. aftaler om saminvestering og adgang mellem operatører, blive stadig mere almindelige. Hvis de kommercielle aftaler samtidig er holdbare og forbedrer konkurrencen, vil de kunne bidrage til, at et bestemt engrosmarked ikke længere bør forhåndsreguleres (ex ante regulering).

Der er derfor behov for udtrykkeligt at anføre kommercielle aftaler, herunder saminvesteringsaftaler, som et eksempel på markedsmæssige forhold, der kan begrunde en opdatering af en markedsundersøgelse.

En revision af de forpligtelser, der er pålagt udbydere med en stærk markedsposition i den periode, som markedsanalysen omfatter, bør give Erhvervsstyrelsen mulighed for at tage højde for, hvordan ny udvikling indvirker på de konkurrencemæssige forhold, f.eks. nyligt indgåede frivillige aftaler mellem udbydere, såsom aftaler om adgang eller aftaler om saminvestering. Dette kan være med til at skabe den nødvendige fleksibilitet i forbindelse med længevarende reguleringscyklusser. Det samme bør gælde ved f.eks. ophævelse af kommercielle aftaler, eller hvis sådanne kommercielle aftaler har virkninger, der adskiller sig fra den virkning, der blev lagt til grund i forbindelse med markedsanalysen. Hvis ophævelse af en eksisterende aftale finder sted på et dereguleret marked, kan der eventuelt være behov for at foretage ny markedsanalyse.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 37, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 68, stk. 6, om at pålægge, ændre eller ophæve forpligtelser. Teledirektivets artikel 68, stk. 6, er en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 37, stk. 2, vil ikke have væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller udbydere med en stærk markedsposition, idet Erhvervsstyrelsen allerede i dag tager hensyn til og inddrager en vurdering af kommercielle aftaler i gennemførelsen af markedsundersøgelser.

Bestemmelsen vil dog skabe større gennemsigtighed og forudsigelighed i forhold til, hvilke markedsmæssige forhold, der kan berettige en opdatering af en markedsundersøgelse.

Til nr. 37

Den gældende bestemmelse i telelovens § 41, stk. 2, medfører, at Erhvervsstyrelsen i forbindelse med en markedsafgørelse i henhold til telelovens § 40 kan pålægge en udbyder med en stærk markedsposition (SMP-udbyder) en række forskellige forpligtelser, herunder en forpligtelse om netadgang, jf. telelovens § 42. Som led i en forpligtelse om netadgang i henhold til den gældende bestemmelse i telelovens § 42, kan Erhvervsstyrelsen pålægge en pligt til at give adgang til anlægsinfrastruktur, jf. telelovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Adgang til anlægsinfrastruktur samt adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter er således omfattet af én bestemmelse vedrørende netadgang, jf. telelovens § 42. Erhvervsstyrelsen skal dog i henhold til proportionalitetsprincippet pålægge den mindst indgribende forpligtelse. Dette indebærer i praksis, at Erhvervsstyrelsen har mulighed for at pålægge udbydere med en stærk markedsposition at give adgang til anlægsinfrastruktur alene.

I praksis har Erhvervsstyrelsen anvendt telelovens § 42, stk. 1, nr. 6, som led i en markedsundersøgelse. F.eks. har Erhvervsstyrelsen som en del af markedsafgørelsen på engrosmarkedet for lokal netadgang på et fast sted (marked 3a) pålagt SMP-udbyderen at sikre, at alternative teleselskaber har adgang til at opstille, anvende og vedligeholde egne centraler, det nødvendige transmissionsudstyr, koblingsudstyr, krydsfelter m.v. i SMP-udbyderens centralbygninger eller andre lokaliteter, som SMP-udbyderen ejer, lejer eller på anden måde har den fornødne rådighed over. Forpligtelsen indeholder dog ikke en pligt til at tilbyde netadgang til anlægsinfrastruktur som f.eks. kabelkanaler, der vil blive omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det fremgår af markedsafgørelsen på marked 3a, jf. fodnote 281, at SMP-udbyderen ikke længere er forpligtet til at tilbyde netadgang til kabelkanaler, idet adgang hertil er reguleret af infrastrukturreglerne i graveloven. Disse regler sikrer således selskaberne adgang til SMP-udbyderens kabelkanaler såvel som til andre selskabers kabelkanaler. Det er Erhvervsstyrelsens vurdering, at gravelovens regler – der i øvrigt baserer sig på et EU-direktiv – i tilstrækkelig grad sikrer selskabernes adgang til denne form for infrastruktur. Det har på den baggrund været Erhvervsstyrelsens vurdering, at det ikke vil være proportionalt at pålægge SMP-udbyderen en tilsvarende forpligtelse efter teleloven.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 41, stk. 2, foreslås det at lade adgang til anlægsinfrastruktur, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a, omfatte af listen over mulige forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der indsættes en særskilt mulighed for at pålægge en udbyder, som er udpeget som havende en stærk markedsposition på et marked, en forpligtelse til at imødekomme rimelige anmodninger om adgang til og brug af eksisterende infrastruktur til etablering af net.

For en mere detaljeret gennemgang af, hvad adgang til infrastruktur omfatter, henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a, hvor det nærmere indhold af adgang til anlægsinfrastruktur er beskrevet.

Af betragtning 27 i teledirektivet fremgår det, at infrastrukturbaseret konkurrence gennem etablering af parallelle net er den mest effektive måde at opnå konkurrence på lang sigt. I henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a vil Erhvervsstyrelsen ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang i henhold til § 41, stk. 2, nr. 1 eller 2, skulle undersøge, om andre former for adgang kan være tilstrækkelige til at afhjælpe konkurrenceproblemerne. En forpligtelse efter § 41 a vil derfor altid skulle overvejes i første omgang, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41, stk. 6.

Dette afspejler proportionalitetsprincippet om, at den for netejeren mindst indgribende adgang skal vælges.

Den foreslåede bestemmelse om adgang til anlægsinfrastruktur skyldes, at anlægsinfrastruktur, som kan være vært for et elektronisk kommunikationsnet, er vigtig for en vellykket udrulning af nye net. Dette skyldes de høje omkostninger ved at kopiere anlægsinfrastruktur og de betydelige besparelser, som kan opnås ved at genanvende disse. Hvis der findes genanvendelige anlægsinfrastrukturer, vil en adgang til dem have en høj positiv virkning på udrulningen af konkurrerende infrastruktur. Det er derfor nødvendigt at sikre en særskilt adgang til sådanne infrastrukturer.

Telelovgivningen er baseret på et princip om, at konkurrencen på teleområdet gradvist skal overgå fra at være tjenestebaseret til at være infrastrukturbaseret.

På kort sigt skal adgangen til flaskehalsressourcer sikres, og det skal – hvor det er muligt – sikres, at nye selskaber uden en stærk markedsposition har en reel mulighed for at konkurrere, ligesom der skal sikres en afbalanceret konkurrence mellem tjeneste- og infrastrukturudbydere, der ikke hæmmer det langsigtede mål om infrastrukturinvesteringer. I takt med at reelle alternative infrastrukturer bliver opbygget, kan den telespecifikke konkurrenceregulering gradvist afvikles.

De vilkår, der understøtter den tjenestebaserede konkurrence, må ikke forringes, før den infrastrukturbaserede konkurrence kan tage over.

Det såkaldte ”investeringsstige”-koncept er udgangspunkt for EU-reguleringen og en rettesnor for Erhvervsstyrelsens regulering af markedet, hvor det skal sikres, at det er attraktivt at investere i infrastrutur, også parallelt med andre infrastrukturer. Princippet om investeringsstigen illustrerer, hvordan infrastrukturkonkurrence regulatorisk kan fremmes gennem adgangsforpligtelser i forhold til den eksisterende infrastruktur. Ideen i konceptet er, at der i første trin etableres et forretningsgrundlag for nye selskaber til at etablere sig på markedet. Det sker ved at give disse selskaber adgang til i større eller mindre grad at gensælge tjenester produceret i det eksisterende net. Dermed kan nye selskaber opnå en vis kritisk masse og et kundegrundlag med forholdsvist beskedne investeringer. Derigennem gives nye selskaber mulighed for gradvist – samtidig med at de opbygger en tilstrækkelig kundebase – at indtjene tilstrækkeligt til, at de fremadrettet kan foretage investeringer.

De følgende trin for selskaberne er at etablere egen infrastruktur og dermed efterhånden reducere behovet for at anvende det eksisterende net. Dette sker ved gradvist at overgå fra gensolgte tjenester hos den eksisterende udbyder med en stærk markedsposition til i højere grad at udbyde egne tjenester baseret på adgangen til infrastrukturelementer. Efterhånden som nye markedsaktører i større grad etablerer egne net og begrænser brugen af det eksisterende net, vil disse opnå større kontrol med deres net og dermed deres produktudbud.

Det sidste trin for selskaberne er, at de går fra kun at anvende adgangen til mere rå, ubundtede infrastrukturelementer til at basere produktionen af tjenester udelukkende på egen infrastruktur.

Det kan således have stor betydning, at der gives adgang til infrastruktur så tidligt i værdikæden som muligt for at understøtte den infrastrukturbaserede konkurrence. Derudover er forpligtelser om adgang til anlægsinfrastruktur som udgangspunkt mindre indgribende. Dette er grunden til, at en forpligtelse om adgang til net og tilhørende faciliteter først bør overvejes, når adgang til anlægsinfrastruktur i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41, stk. 2, er blevet overvejet som effektivt reguleringsmiddel.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 41, stk. 2, implementerer teledirektivets artikel 68, stk. 1, om at pålægge, ændre eller ophæve forpligtelser. Teledirektivets artikel 68, stk. 1, erstatter adgangsdirektivets artikel 8, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41, stk. 2, vil ikke have væsentlige konsekvenser for udbydere med en stærk markedsposition, idet Erhvervsstyrelsen også i dag har mulighed for at pålægge en adgang om anlægsinfrastruktur som led i en forpligtelse om netadgang i henhold til den gældende bestemmelse i § 42, jf. § 41, stk. 2, nr. 1.

Bestemmelsen kodificerer det grundlæggende princip om proportionalitet, hvorefter Erhvervsstyrelsen skal vælge den mindst indgribende forpligtelse, der samtidig er egnet til at løse de konkurrenceproblemer, der efter en markedsanalyse efter telelovens § 39 er konstateret på markedet. Dette vil føre til mere gennemsigtighed og forudsigelighed for udbyderne på markedet.

Til nr. 38

I dag er bestemmelserne om adgang til anlægsinfrastruktur samt adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter omfattet af én bestemmelse vedrørende netadgang, jf. telelovens § 42. Erhvervsstyrelsen skal i henhold til den gældende bestemmelse pålægge den mindst indgribende forpligtelse. Dette indebærer i praksis, at Erhvervsstyrelsen har mulighed for at pålægge udbydere med en stærk markedsposition at give adgang til anlægsinfrastruktur alene.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 41, stk. 6, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen alene vil kunne pålægge forpligtelser i henhold til § 41, stk. 2, nr. 2, når konkurrencen og slutbrugernes interesser ikke kan fremmes enten ved at pålægge forpligtelser i henhold til § 41, stk. 2, nr. 1, eller gennem forpligtelser på beslægtede engrosmarkeder.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Erhvervsstyrelsen ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang i henhold til telelovens § 41, stk. 2, nr. 1 eller 2, vil skulle undersøge, om andre former for adgang kan være tilstrækkelige til at afhjælpe konkurrenceproblemerne. Derudover vil adgang på nærliggende markeder inden for rammerne af en given markedsundersøgelse skulle overvejes.

Dette indebærer, at Erhvervsstyrelsen vil skulle vurdere, om andre former for adgang til engrosinput enten på det samme eller et beslægtet engrosmarked vil være tilstrækkelige til at afhjælpe det konstaterede problem i slutbrugernes interesse.

Dette afspejler proportionalitetsprincippet om, at den for netejeren mindst indgribende adgang skal vælges, selv om dette vil medføre, at det er et andet marked, der inden for rammerne af en given markedsundersøgelse vil blive underlagt regulering. Derudover bør adgang til net og tilhørende faciliteter først overvejes, når adgang til anlægsinfrastruktur, er blevet overvejet som effektiv reguleringsmiddel. Dette vil således indebære, at såfremt Erhvervsstyrelsen vurderer, at der er basis for pålæggelse af forpligtelser i henhold til den foreslåede bestemmelse til telelovens § 41 a eller telelovens § 42, vil Erhvervsstyrelsen skulle undersøge om pålæggelsen af forpligtelser i henhold til telelovens § 41 a vil være tilstrækkeligt til at løse de konstaterede konkurrenceproblemer. I henhold til teledirektivet kan adgang til anlægsinfrastruktur forbedre konkurrencen og udrulningen af infrastruktur på ethvert underliggende marked.

Den foreslåede bestemmelse om, at Erhvervsstyrelsen ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang i henhold til telelovens § 41, stk. 2, nr. 1 eller 2, skal undersøge, om andre former for adgang kan være tilstrækkelige til at afhjælpe konkurrenceproblemerne, skyldes et behov for at sikre, at der kun indføres de afhjælpende foranstaltninger, der er nødvendige for effektivt at håndtere eventuelle problemer, der er konstateret i markedsanalysen.

Derudover er der behov for, at der ved vurderingen af, om regulering på engrosniveau kan løse problemer på detailniveau, tages højde for det forhold, at adskillige engrosmarkeder kan bidrage med input fra det foregående engrosled for et givent detailmarked, ligesom et enkelt engrosmarked omvendt kan bidrage med input fra det foregående engrosled for en række detailmarkeder.

Derudover kan konkurrencedynamikken på et givent marked blive påvirket af markeder, som hænger sammen, men ikke har et vertikalt forhold, f.eks. som det kan være tilfældet mellem visse fastnet- og mobilmarkeder.

Baggrunden for, at Erhvervsstyrelsen skal starte med at vurdere forpligtelser om adgang til anlægsinfrastruktur er, at sådanne forpligtelser sædvanligvis er befordrende for mere holdbar konkurrence, herunder infrastrukturbaseret konkurrence, samt at denne type forpligtelser som udgangspunkt er mindre indgribende.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af § 41, stk. 6, i teleloven, implementerer dele af teledirektivets artikel 73, stk. 2, om forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter. Teledirektivets artikel 73, stk. 2, svarer stort set til adgangsdirektivets artikel 12, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af nyt stk. 6 i telelovens § 41 vil alene medføre konsekvenser for Erhvervsstyrelsen, når styrelsen skal foretage en vurdering af pålæggelsen af adgangsforpligtelser.

Formålet med den nye bestemmelse i teledirektivets artikel 81 er at fremme migreringen fra kobbernet til NGA-net og dermed adressere den omstændighed, at de traditionelle kobberbaserede accessnet i visse situationer ikke kan levere den efterspurgte kapacitet og derfor gradvis byttes ud til f.eks. moderne fiberbaserede infrastruktur, eller helt afvikles af netejeren. Der findes dog stadig udbydere og slutbrugere, der er afhængige af adgangen til det kobberbaserede accessnet.

I Danmark er udrulningen af fiber-, kabel-tv- og mobilforbindelser kommet relativt langt, og efterspørgslen efter kobberbaserede tjenester falder derfor kraftigt. Således viser Energistyrelsens telestatistik for 2. halvår 2019, at antallet af faste bredbåndsabonnementer på det tidspunkt var knap 2,54 mio., hvoraf 30 procent var kobberbaserede xDSL-forbindelser. Det tilsvarende tal for første halvår af 2012 var på 55 procent. Samtidig er antallet af faste bredbåndsabonnementer siden første halvår 2012 steget med 16 procent.

Forpligtelser om nedlæggelse af dele af nettet har gennem en årrække været omfattet af Erhvervsstyrelsens markedsafgørelser. Det fremgår f.eks. af Erhvervsstyrelsens markedsafgørelse af 17. august 2017 på engrosmarkedet for lokal netadgang på et fast sted (marked 3a), at udbyderen, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, skal varsle fem år før en planlagt nedlukning af en kobberstrækning mellem et fremskudt indkoblingspunkt og den bagvedliggende central i de tilfælde, hvor strækningen udgør en del af en helstrækning, som passerer gennem et fremskudt indkoblingspunkt. Varslet kan forkortes til tre måneder, hvis strækningen ikke udgør en del af en sådan helstrækning. Hvis strækningen ikke anvendes af de alternative teleselskaber, kan SMP-udbyderen nedlukke strækningen uden varsel.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 41, stk. 7, foreslås det, at en udbyder, der i henhold til § 41 er pålagt en forpligtelse i henhold til § 41 a eller § 42, skal på forhånd og i god tid anmelde sine planer om at afvikle eller med ny infrastruktur erstatte dele af et net, der er omfattet af forpligtelsen, til Erhvervsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Erhvervsstyrelsen i sin markedsafgørelse på det eller de relevante markeder, hvor udbyderen er udpeget som havende en stærk markedsposition, nærmere vil skulle specificere, hvad der vil kunne anses for at opfylde kravet om, at planerne er anmeldt i god tid.

De dele af et net, der planlægges afviklet eller erstattet med ny infrastruktur, vil eksempelvis kunne være infrastruktur, som er nødvendig for at drive et kobbernet.

Den foreslåede bestemmelse om, at en udbyder på forhånd og i god tid vil skulle anmelde sine planer om at afvikle eller med ny infrastruktur erstatte dele af et net, der er omfattet af forpligtelsen, skyldes et behov for at fremme migreringen fra de gamle kobbernet til nye moderne net, hvilket er i slutbrugernes interesse.

Forpligtelsen om at informere på forhånd og i god tid har således til formål at give Erhvervsstyrelsen mulighed for at kontrollere, at adgangssøgende udbydere gives mulighed for at planlægge deres forretning og vurdere, om der skal fastsættes yderligere forpligtelser for at sikre konkurrencen samtidig med at udbyderen, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, disponerer over sine egne planer.

Den foreslåede indsættelse af § 41, stk. 7, implementerer teledirektivets artikel 81.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af nyt stk. 7 i telelovens § 41 vil medføre konsekvenser for udbydere med en stærk markedsposition, i tilfælde af, at de har planer om at afvikle dele af et net eller erstatte nettet med ny infrastruktur, hvor nettet er omfattet af en forpligtelse, idet de vil skulle overholde en anmeldelsespligt og de betingelser, der følger heraf.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 41, stk. 8, foreslås det, at hvis det er nødvendigt for at sikre konkurrencen og slutbrugernes rettigheder, skal Erhvervsstyrelsen pålægge udbyderen, jf. stk. 1, en forpligtelse om at udarbejde en detaljeret beskrivelse af planerne for overgangsperioder og vilkår samt hvilke sammenlignelige adgangsprodukter, der tilbydes i stedet for.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Erhvervsstyrelsen vil skulle sikre, at afviklings- eller erstatningsprocessen inkluderer en transparent tidsplan og transparente betingelser, herunder en passende anmeldelses- og overgangsperiode. Erhvervsstyrelsen vil samtidig skulle sikre, at der er adgang til alternative produkter af som minimum sammenlignelig kvalitet, som giver adgang til den opgraderede eller nyetablerede netinfrastruktur, der træder i stedet for de erstattede elementer.

Adgangssøgende udbydere, som migrerer fra et adgangsprodukt, der er baseret på en eksisterende infrastruktur, til et adgangsprodukt, der er baseret på en mere avanceret teknologi eller et mere avanceret medium, vil kunne opgradere deres adgang til ethvert reguleret produkt med højere kapacitet, men bør ikke være forpligtet til at gøre det.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at såfremt Erhvervsstyrelsen har konstateret, at udbyderen har overholdt de fastsatte betingelser for adgang, vil styrelsen kunne ophæve adgangsforpligtelserne for kobbernettet, der af udbyderen foreslås afviklet eller erstattet.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at anvendelsen af bestemmelsen ikke vil skulle påvirkes af tilgængeligheden af regulerede produkter i den opgraderede netinfrastruktur. Med andre ord vil det skulle være muligt for adgangssøgende udbydere at udnytte den ældre infrastruktur under hele overgangsperioden og dette vil skulle gælde, selvom det alternative produkt gøres tilgængeligt, inden perioden er forbi.

En ophævelse af forpligtelserne for aktiver, der foreslås afviklet eller erstattet, vil skulle gennemføres i henhold til procedurerne i teledirektivets artikel 32 og 33, og under iagttagelse af høringsregler fastsat i henhold til telelovens § 57.

Den foreslåede bestemmelse om, at Erhvervsstyrelsen, såfremt det er nødvendigt for konkurrencen og slutbrugernes rettigheder, kan pålægge udbyderen en forpligtelse om at udarbejde en detaljeret beskrivelse af planerne med hensyn til overgangsperioder og vilkår samt hvilke sammenlignelige adgangsprodukter, der tilbydes i stedet for, skyldes et behov for at fremme migreringen fra de gamle kobbernet til nye moderne net, hvilket er i slutbrugernes interesse.

Når det er nødvendigt for at fremme konkurrencen, vil det desuden være hensigtsmæssigt at gøre det muligt for Erhvervsstyrelsen at pålægge en forpligtelse om i detaljer at beskrive planerne, betingelserne, der skal gælde i en overgangsperiode, og hvilke sammenlignelige adgangsprodukter, der tilbydes i stedet.

Derfor bør Erhvervsstyrelsen være i stand til at overvåge udbydernes egne initiativer i den henseende og om nødvendigt fastsætte betingelserne for en hensigtsmæssig migreringsproces. Dette kunne f.eks. ske ved hjælp af forudgående varsel, gennemsigtighed og tilgængelighed af alternative adgangsprodukter af mindst tilsvarende kvalitet, når netejeren har påvist sin hensigt om og vilje til at skifte til opgraderede net.

Den foreslåede indsættelse af § 41, stk. 8, implementerer dele af teledirektivets artikel 81. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af nyt stk. 8 i telelovens § 41 vil endvidere kunne skabe gennemsigtighed vedrørende vilkårene for migreringen fra kobbernet til en anden infrastruktur, herunder de tilbudte adgangsprodukter.

Til nr. 39

Den gældende telelov indeholder ikke en selvstændig bestemmelse om adgang til anlægsinfrastruktur.

I henhold til den gældende bestemmelse om netadgang, jf. telelovens § 42, kan en forpligtelse om netadgang omfatte at give adgang til fælles brug af bygninger, adgangsveje til bygninger, kabler i bygninger, master, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, kabelbrønde og skabe, jf. telelovens § 42, stk. 1, nr. 6.

Erhvervsstyrelsen har således i henhold til den gældende bestemmelse i telelovens § 42 mulighed for at pålægge udbydere med en stærk markedsposition (SMP-udbydere) en forpligtelse om at give adgang til både anlægsinfrastruktur samt adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter. Erhvervsstyrelsen skal dog i henhold til proportionalitetsprincippet pålægge den mindst indgribende forpligtelse. Dette indebærer i praksis, at Erhvervsstyrelsen har mulighed for at pålægge SMP-udbydere kun at give adgang til anlægsinfrastruktur.

Når Erhvervsstyrelsen i dag pålægger forpligtelser, er det ikke et krav, at de pålagte forpligtelser alene angår SMP-udbyderens aktiviteter på det relevante marked. Dette fremgår af lovbemærkningerne til den gældende bestemmelse i telelovens § 41, stk. 1, jf. Folketingstidende 2010/2011, A, lovforslag nr. 59 som fremsat, side 103ff. Forpligtelserne kan således pålægges den eller de relevante udbyderes aktiviteter på andre markeder, så længe forpligtelsen er nødvendig og egnet til at løse det problem, der er identificeret på det relevante marked.

Erhvervsstyrelsen kan således pålægge en forpligtelse om adgang til anlægsinfrastruktur, der ikke er en del af det relevante marked, hvor ejeren har status som havende en stærk markedsposition. Det er således muligt at pålægge adgang til f.eks. ledninger, der bruges til at levere tjenester på et andet ellers ureguleret marked, hvis en analyse viser, at dette vil tjene til at skabe effektiv konkurrence på det regulerede marked.

Bestemmelser om adgang til eksisterende fysisk infrastruktur findes også i graveloven. Gravelovens formål er at sikre fælles udnyttelse af eksisterende passiv fysisk infrastruktur på tværs af forsyningssektorer, herunder el-, vand- og varmeforsyning og telekommunikation. Fælles udnyttelse af sådan infrastruktur skal medvirke til en mere omkostningseffektiv etablering af bredbånd og mindske omkostningerne for netoperatører, kommuner, samfundet og miljøet som følge af færre gravearbejder. Reglerne er dog udformet således, at graveloven ikke skal anvendes, når den, der udruller bredbånd, har ret til at anmode om adgang til infrastrukturen i henhold til en afgørelse efter teleloven. Dette indebærer, at adgang til en SMP-udbyders infrastruktur som hovedregel ikke kan pålægges i henhold til graveloven.

Forpligtelsen i telelovens § 42, stk. 1, nr. 6, om at tilbyde samhusning, virtuel samhusning eller andre former for fælles brug af associerede faciliteter, herunder fælles brug af bygninger, adgangsveje til bygninger, kabler i bygninger, master, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, kabelbrønde og skabe skal ses som et supplement til de eksisterende bestemmelser i graveloven om adgang til eksisterende fysisk infrastruktur, idet reglerne har forskellige formål. SMP-udbydere, som i henhold til gravelovens regler ville kunne afslå en anmodning på baggrund af f.eks. den tekniske egnethed af den eksisterende passive fysiske infrastruktur, tilgængelig plads i den eksisterende passive fysiske infrastruktur, den offentlig sikkerhed og folkesundheden, netsikkerhed og -integritet, vil fremover desuagtet kunne blive pålagt at give adgang til anlægsinfrastruktur i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a, hvis det er nødvendig for at skabe effektiv konkurrence.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 41 a, foreslås det at forklare, at ved forpligtelse om adgang til anlægsinfrastruktur forstås en forpligtelse til at imødekomme rimelige anmodninger om adgang til og anvendelse af anlægsinfrastruktur, herunder, men ikke begrænset til, bygninger, adgangsveje til bygninger, kabler i bygninger, herunder ledningsnet, antenner, pæle, master, kabelkanaler, ledningskanaler, nedgangsbrønde, mandehuller, skabe, tårne og andre støttekonstruktioner.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at en udbyder, som er udpeget som havende en stærk markedsposition på et marked, i henhold til § 41, stk. 2, nr. 1, vil kunne forpligtes til at imødekomme rimelige anmodninger om adgang til og brug af eksisterende infrastruktur til etablering af net. En sådan forpligtelse vil også kunne omfatte anlægsinfrastruktur, der ikke er en del af det relevante marked, som forpligtelsen vedrører, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a.

Den foreslåede bestemmelse indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke aktiver, der kan gives adgang til, såsom bygninger eller adgangsveje til bygninger, kabler i ledninger, herunder ledningsnet, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, pæle, master, kabelkanaler, ledningskanaler, nedgangsbrønde, mandehuller og skabe.

Af betragtning 27 i teledirektivet fremgår det, at infrastrukturbaseret konkurrence gennem etablering af parallelle net er den mest effektive måde at opnå konkurrence på lang sigt. Det følger heraf, at Erhvervsstyrelsen som udgangspunkt bør pålægge forpligtelser om at give adgang til produkter, der medfører mest muligt infrastrukturbaseret konkurrence, men som samtidigt løser de konstaterede konkurrenceproblemer. En forpligtelse efter telelovens § 41 a vil derfor altid skulle overvejes, før der vil kunne pålægges forpligtelser om netadgang til mere forædlede produkter, jf. den foreslåede bestemmelse til ny § 41, stk. 6, i teleloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 38.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil kunne pålægge en forpligtelse om adgang til anlægsaktiver, der ikke er en del af det relevante marked, hvor ejeren har status som havende en stærk markedsposition. Det vil således være muligt at pålægge adgang til f.eks. ledninger, der bruges til at levere tjenester på et andet ellers ureguleret marked, hvis en analyse viser, at dette vil kunne tjene til at skabe effektiv konkurrence på det regulerede marked.

En forpligtelse i henhold til telelovens § 41 a vil skulle kombineres med en forpligtelse til at offentliggøre et standardtilbud i henhold til telelovens § 44.

Med den foreslåede bestemmelse vil forpligtelser om at give adgang til anlægsinfrastruktur kunne pålægges, når det er begrundet i konkurrencemæssige hensyn eller i situationer, hvor nægtelse af adgang vil kunne hindre, at der skabes et bæredygtigt konkurrencebaseret marked. Da reglerne i teleloven og graveloven har forskellige formål – formålet med gravelovens regler er en bedre fælles udnyttelse af infrastrukturen og dermed en minimering af omkostninger, og formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe effektiv konkurrence – vil de fortsat kunne finde samtidig anvendelse på en sådan måde, at en afgørelse om adgang til anlægsinfrastruktur, der ejes af en SMP-udbyder, forudsætter, at adgang er nødvendig for at skabe effektiv konkurrence. Samtidig er der forskel på, hvorledes adgang til infrastruktur i henhold til de forskellige regelsæt prisfastsættes. I henhold til gravelovens regler skal adgang til en netoperatørs eksisterende passive fysiske infrastruktur gives til en rimelig pris, mens adgang til anlægsinfrastruktur vil skulle prisfastsættes efter telelovens § 46.

Den foreslåede bestemmelse om, at en udbyder, som er udpeget som havende en stærk markedsposition på et marked, kan forpligtes til at imødekomme rimelige anmodninger om adgang til og brug af eksisterende infrastruktur til etablering af net, skyldes, at adgang til anlægsaktiver har stor betydning for en vellykket udrulning af nye net. Dette beror på, at der er høje omkostninger forbundet med at kopiere anlægsaktiver, og der kan opnås betydelige besparelser ved at genanvende disse. Når sådanne aktiver ejes af en udbyder med en stærk markedsposition, er der derfor behov for særlige forpligtelser som supplement til reglerne for den fysiske infrastruktur, som er fastsat i infrastrukturdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation).

Adgang til anlægsinfrastruktur kan have store positive effekter på udrulningen af konkurrerende infrastruktur, når anlægsinfrastrukturerne kan genanvendes. Det bør derfor sikres, at adgangen til infrastrukturerne kan bruges som en selvstændig forpligtelse til at forbedre konkurrencen og udrulningen på ethvert underliggende marked. Denne mulighed skal analyseres, inden vurderingen af behovet for at pålægge andre eventuelle forpligtelser, og ikke blot anses som en accessorisk forpligtelse for andre engrosprodukter eller -tjenester eller som en forpligtelse, der er begrænset til virksomheder, som selv benytter sig af sådanne andre engrosprodukter eller -tjenester.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a implementerer teledirektivets artikel 72, stk. 1, om adgang til anlægsinfrastruktur. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a vil ikke have væsentlige konsekvenser for udbydere med en stærk markedsposition, idet Erhvervsstyrelsen også i dag har mulighed for at pålægge en adgang om anlægsinfrastruktur som led i en forpligtelse om netadgang i henhold til den gældende bestemmelse i § 42, jf. § 41, stk. 2, nr. 1.

Bestemmelsen kodificerer det grundlæggende princip om proportionalitet, hvorefter Erhvervsstyrelsen skal vælge den mindst indgribende forpligtelse, der samtidig er nødvendig og egnet til at løse de konkurrenceproblemer, der efter en markedsanalyse efter telelovens § 39 er konstateret på markedet. Dette vil føre til mere gennemsigtighed og forudsigelighed for udbyderne på markedet.

Til nr. 40

Den gældende bestemmelse i telelovens § 42, stk. 1, definerer og afgrænser, hvad der nærmere forstås ved netadgangsforpligtelsen. Opremsningen i stk. 1, nr. 1-10, er en ikke-udtømmende opregning af netelementer, tjenester og lignende, der kan indgå i en netadgangsforpligtelse. Erhvervsstyrelsen kan således efter en konkret vurdering inddrage andre netelementer, tjenester eller lignende, hvis dette i art og omfang er berettiget ud fra hensynet til at løse de konkurrenceproblemer, der er konstateret på markedet.

Bestemmelsens rækkevidde er bl.a. blevet behandlet i Teleklagenævnets afgørelse af 20. juni 2011, j.nr. 10-098918, og senere af Østre Landsret i en dom fra 30. september 2015. Sagen drejede sig om, hvorvidt Teleklagenævnet ved sin afgørelse af 20. juni 2011 gyldigt havde pålagt TDC A/S at skulle etablere bredbåndstilslutning via sit fibernet i form af etablering af stikledninger hos slutbrugerne efter anmodning fra et konkurrerende teleselskab uden ret til direkte dækning af etableringsomkostningen hos engroskunden ved opkrævning af et etableringsgebyr.

Østre Landsret fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte det skøn, som Teleklagenævnet havde udøvet og afgjorde dermed, at der kan pålægges ændringer i nettet, hvis det er nødvendigt og proportionalt for at sikre et velfungerende, konkurrencebaseret marked for udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Østre Landsret havde inden afgørelsen stillet EU-domstolen en række præjudicielle spørgsmål om fortolkningen af bl.a. artikel 12 i adgangsdirektivet. Det fremgår af EU-domstolens afgørelse af 19. juni 2014, at de nationale tilsynsmyndigheder i medfør af forpligtelsen til at efterkomme rimelige anmodninger om adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter kan pålægge en udbyder med en stærk markedsposition (SMP-udbyder) en forpligtelse til efter anmodning fra konkurrerende udbydere f.eks. at etablere stikledninger af en længde på op til 30 meter mellem fordelingspunktet i et accessnet og nettermineringspunktet hos slutbrugeren, såfremt denne forpligtelse tager udgangspunkt i det konkrete problem samt er forholdsmæssig og berettiget.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 42, stk. 1, nr. 1, foreslås det, at en forpligtelse om netadgang bl.a. kan omfatte at give adgang til og mulighed for at anvende specifikke fysiske netelementer og tilhørende faciliteter i nødvendigt omfang, herunder ubundtet adgang til abonnentledninger og afsnit heraf.

Den foreslåede bestemmelse indebærer en kodificering af gældende praksis. De ændringer, der er foretaget i direktivbestemmelsen sammenlignet med adgangsdirektivets artikel 12, stk. 1, indebærer ingen substansændringer. Med den foreslåede bestemmelse tydeliggøres det, at Erhvervsstyrelsen vil kunne pålægge adgang til specifikke fysiske netelementer og tilhørende faciliteter. Dette vil f.eks. kunne omfatte leje af ubestykkede infrastrukturstrækninger, herunder delt anvendelse, og andre netelementer mellem flere specifikke, geografisk placerede sammenkoblingspunkter. Både fysiske kabler uden transmissionsudstyr som eksempelvis rå kobber, rå lysledere, rå koaksialkabler med videre og ubestykkede radioforbindelser (selve radiofrekvensen) vil være omfattet heraf.

Med den foreslåede bestemmelse ændres tillige ”abonnentforbindelser” til ”abonnentledninger”. Der vil dog ikke være tale om en indholdsmæssig ændring, men alene en ændring af terminologi i overensstemmelse med direktivteksten.

Telelovens § 42 vil fortsat være udtryk for en bred hjemmel for, hvilke netelementer og tjenester eller lignende, som Erhvervsstyrelsen efter en konkret vurdering kan lade indgå i forpligtelse om netadgang. Der vil være tale om en ikke-udtømmende liste af eksempler. Nærværende lovforslag har ikke til hensigt at indskrænke Erhvervsstyrelsen beføjelser.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes et behov for at tilpasse bestemmelsen til udviklingen på telemarkedet, hvor det vurderes, at bl.a. tjenesterne ”fast operatørvalg” og ”operatørforvalg” ikke længere er relevante tjenester, og vil have en ubetydelig vægt på markedet. F.eks. udgjorde fast operatørvalg for private detailkunder i 2013 kun ca. 1 pct. af det samlede marked. Detailmarkedet for fastnettilslutninger (det tidligere marked 1) og engrosmarkedet for fastnetoriginering (det tidligere marked 2), som tjenesterne leveres på, er i dag dereguleret af Erhvervsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 42, stk. 1, nr. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 73, stk. 1, litra a, om forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter. Teledirektivets artikel 73, stk. 1, svarer stort set til adgangsdirektivets artikel 12, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 42, stk. 1, nr. 1, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen, udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller borgerne.

Til nr. 41

Bestemmelsens rækkevidde er bl.a. blevet behandlet i Teleklagenævnets afgørelse af 20. juni 2011, j.nr. 10-098918, og senere af Østre Landsret i en dom fra 30. september 2015.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 42, stk. 1, nr. 2, foreslås det, at en forpligtelse om netadgang bl.a. kan omfatte at give adgang til specifikke aktive eller virtuelle netelementer og tjenester.

Telelovens § 42, stk. 1, nr. 2, vil fortsat være udtryk for en bred hjemmel for, hvilke netelementer og tjenester eller lignende, som Erhvervsstyrelsen efter en konkret vurdering kan lade indgå i forpligtelse om netadgang. Der er tale om en ikke-udtømmende liste af eksempler. Nærværende lovforslag har ikke til hensigt at indskrænke Erhvervsstyrelsen beføjelser.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes et behov for nærmere at tydeliggøre, at Erhvervsstyrelsen vil kunne pålægge adgang til specifikke aktive eller virtuelle netelementer og tjenester. Dette vil svare til, hvordan den pågældende artikel hidtil er blevet fortolket.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af et nyt nummer som telelovens § 42, stk. 1, nr. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 73, stk. 1, om forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter. Teledirektivets artikel 73, stk. 1, svarer stort set til adgangsdirektivets artikel 12, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 42, stk. 1, nr. 2, forventes ikke at ville medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen, udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller borgerne.

Til nr. 42

Den gældende bestemmelse i telelovens § 42, stk. 2, skal sikre, at Erhvervsstyrelsen ikke pålægger forpligtelser, der hindrer udviklingen af den frie konkurrence på længere sigt og udbuddet af paneuropæiske tjenester. Dette indebærer blandt andet, at Erhvervsstyrelsen ved fastlæggelsen af forpligtelser skal afveje hensynet til en tjenestebaseret konkurrence over for hensynet til en konkurrence, der er baseret på konkurrenternes egen infrastruktur.

Erhvervsstyrelsen skal ved udformningen af den enkelte forpligtelse tage hensyn til, om forpligtelsen er egnet til at påvirke eventuelle intellektuelle rettigheder, herunder blandt andet varemærke-, ophavs- eller patentrettigheder, der tilhører udbyderen med en stærk markedsposition eller tredjemand.

Opregningen af hensyn, der skal tages, er ikke udtømmende, men de opregnede hensyn skal tillægges særlig vægt.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af nye numre i telelovens § 42, stk. 2, nr. 2 og 3, implementerer teledirektivets artikel 73, stk. 2, litra b og c, om forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 42, stk. 2, nr. 2, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang skal tage hensyn til den forventede teknologiske udvikling, som påvirker udformningen og forvaltningen af net.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Erhvervsstyrelsen vil skulle vurdere konsekvenserne af at pålægge specifikke forpligtelser, som, hvis de kun er gennemførlige i visse nettopologier, kan have en hæmmende effekt på udrulningen af nye net med meget høj kapacitet.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes et behov for at afspejle tilføjelserne til artikel 73, stk. 2, litra b, og at reguleringen skal skabe incitamenter til at udvikle fleksible og åbne netstrukturer, der på sigt kan føre til mindre indgribende og komplicerede forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 42, stk. 2, nr. 2, implementerer teledirektivets artikel 73, stk. 2, litra b. Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til teleloven og adgangsdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse til telelovens § 42, stk. 2, nr. 2, vil alene medføre konsekvenser for Erhvervsstyrelsen ved styrelsens vurdering af pålæggelsen af adgangsforpligtelser.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 42, stk. 2, nr. 3, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang skal tage hensyn til behovet for at sikre teknologineutralitet, som sætter parterne i stand til at udforme og forvalte deres egne net.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at behovet for, at pålagte adgangsforpligtelser muliggør konkurrence baseret på differentiering og teknologineutralitet, også vil skulle iagttages.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes et behov for at afspejle tilføjelserne til artikel 73, stk. 2, litra c, og at reguleringen skal bidrage til at understøtte den tjenestebaserede konkurrence.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 42, stk. 2, nr. 3, implementerer teledirektivets artikel 73, stk. 2, litra c. Den foreslåede bestemmelse er ny i forhold til teleloven og adgangsdirektivet.

Den foreslåede bestemmelse til telelovens § 42, stk. 2, nr. 3, vil alene medføre konsekvenser for Erhvervsstyrelsen ved styrelsens vurdering af pålæggelsen af adgangsforpligtelser.

Til nr. 43

Opregningen af hensyn, der skal tages, er ikke udtømmende, men de opregnede hensyn skal tillægges særlig vægt.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 42, stk. 2, nr. 3, indebærer, at Erhvervsstyrelsen skal tage hensyn til netejerens oprindelige investeringer, og de risici, der er forbundet hermed.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 42, stk. 2, nr. 3, der bliver nr. 5, foreslås det at tilføje, at Erhvervsstyrelsen især skal tage hensyn til investeringer i net med meget høj kapacitet og risikoniveauer forbundet hermed, når styrelsen ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang tager hensyn til, hvor store startinvesteringer ejeren af faciliteten skal foretage set i forhold til de offentlige investeringer og de risici, der er forbundet hermed.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at netejerens startinvesteringer som tidligere vil skulle respekteres. Samtidig understreges det, at især selskaber, der investerer i nye net med meget høj kapacitet, tager en økonomisk risiko.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes et behov for at afspejle tilføjelserne til artikel 73, stk. 2, litra e, og at især selskaber, der investerer i nye net med meget høj kapacitet, tager en økonomisk risiko. En adgangsforpligtelse bør derfor udformes så vidt muligt, så villigheden til at investere i nye net ikke påvirkes negativt.

Den foreslåede bestemmelse om en ændring af telelovens § 42, stk. 2, nr. 5, implementerer teledirektivets artikel 73, stk. 2, litra e, om forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter.

Den foreslåede bestemmelse til telelovens § 42, stk. 2, nr. 5, vil alene medføre processuelle konsekvenser for Erhvervsstyrelsen ved styrelsens vurdering af pålæggelsen af adgangsforpligtelser, idet styrelsen fremover også og især skal tage hensyn til investeringer i net med meget høj kapacitet og risikoniveauer forbundet hermed.

Til nr. 44

Opregningen af hensyn, der skal tages, er ikke udtømmende, men de opregnede hensyn skal tillægges særlig vægt.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 42, stk. 2, nr. 4, indebærer, at en adgangsforpligtelse skal beskytte konkurrencen på lang sigt.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 42, stk. 2, nr. 4, der bliver nr. 6, foreslås det at tilføje, at Erhvervsstyrelsen især skal tage hensyn til behovet for at sikre innovative forretningsmodeller som støtter bæredygtig konkurrence, herunder infrastrukturbaseret konkurrence, der er baseret på saminvestering, ved fastsættelse af forpligtelser til netadgang.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en adgangsforpligtelse fortsat vil skulle beskytte konkurrencen på lang sigt, men at der i denne sammenhæng fremover særligt bør stræbes efter effektiv infrastrukturbaseret konkurrence og innovative forretningsmodeller, såsom saminvesteringer i net.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes et behov for at afspejle tilføjelserne til artikel 73, stk. 2, litra f, og at reguleringen skal bidrage til at understøtte nye forretningsmodeller, som kan bidrage positivt til den infrastrukturbaserede konkurrence.

Den foreslåede bestemmelse om en ændring af telelovens § 42, stk. 2, nr. 6, implementerer teledirektivets artikel 73, stk. 2, litra f, om forpligtelser vedrørende adgang til og anvendelse af specifikke netelementer og tilhørende faciliteter.

Den foreslåede bestemmelse til telelovens § 42, stk. 2, nr. 6, vil alene medføre processuelle konsekvenser for Erhvervsstyrelsen ved styrelsens vurdering af pålæggelsen af adgangsforpligtelser, idet styrelsen fremover også skal tage hensyn til investeringer i net med meget høj kapacitet og risikoniveauer forbundet hermed.

Til nr. 45

Europa-Kommissionens henstilling af 11. september 2013 om ikke-diskriminering og metoder til beregning af omkostninger for at fremme konkurrencen og forbedre investeringsmiljøet for bredbånd (2013/466/EU) (henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder) introducerede det regulatoriske tiltag EoI (Equivalence of Inputs).

Henstillingens formål er fordet første at sikre ensartede konkurrencevilkår gennem indførelsen af strengere ikke-diskrimineringsregler, for det andet at etablere forudsigelige og stabile, regulerede engrospriser for adgang til kobber, samt for det tredje at øge incitamentet til investering i udrulning af fibernet ved at øge visheden om de omstændigheder, som vil kunne føre til, at der ikke pålægges regulerede engrospriser for adgang for NGA-tjenester.

I henhold til punkt 6, g) i Europa-Kommissionens henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder indebærer EoI, at tjenester og information til interne eller tredjeparts adgangssøgende leveres på samme betingelser og vilkår, herunder pris og kvalitet af serviceniveauer, inden for de samme tidsfrister og brug af de samme systemer og processer og med samme grad af pålidelighed og ydeevne. Derudover præciserer Europa-Kommissionen i henstillingen om ikke-diskrimination, at EoI kan pålægges for adgangsprodukter og accessoriske tjenester og tillægstjenester, som er nødvendige for at levere engrosinput til interne og tredjeparts adgangssøgende.

Erhvervsstyrelsens praksis tager i dag nøje hensyn til Europa-Kommissionens henstilling ved fastlæggelsen af en forpligtelse om ikke-diskrimination på engrosmarkederne for bredbånd (marked 3a og 3b).

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 43, stk. 3, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan, som led i en forpligtelse om ikke-diskrimination, jf. § 43, stk. 1, pålægge udbydere med en stærk markedsposition at levere adgangsprodukter og -tjenester til alle virksomheder, herunder sig selv, inden for samme frister, på samme vilkår og betingelser, herunder vedrørende pris og serviceniveau, og ved hjælp af samme systemer og processer, som gælder for udbyderens egne afdelinger.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen, som led i en forpligtelse om ikke-diskrimination, vil kunne pålægge udbydere med en stærk markedsposition (SMP-udbydere) at levere adgangsprodukter og -tjenester til alle virksomheder, herunder sig selv, inden for samme frister, på samme vilkår og betingelser, herunder vedrørende pris og serviceniveau, og ved hjælp af samme systemer og processer for at sikre lige adgang.

Ændringerne af bestemmelsen vil indebære, at en SMP-udbyder ikke vil kunne drage fordel af vertikale synergier, idet SMP-udbyderen kun kan benytte de samme engrosprodukter som selskabets konkurrenter.

Ændringerne af bestemmelsen vil samtidig indebære, at EoI fastlægges som et reelt regulatorisk tiltag i dansk ret frem for i en henstilling fra Europa-Kommissionen.

Som enhver anden forpligtelse vil en forpligtelse om EoI skulle baseres på, at Erhvervsstyrelsen har fundet en sådan forpligtelse passende, forholdsmæssigt afpasset og begrundet i medfør af ikke-diskriminationsforpligtelsen. I den forbindelse vil det skulle undersøges, om det står i et rimeligt forhold til målet at kræve relevante engrosprodukter leveret på et EoI-grundlag, herunder bl.a. i forhold til netadgangsprodukter, hvor SMP-udbyderen leverer internt til egen detailforretning.

Som et væsentligt led i vurderingen af, om der skal pålægges EoI, vil Erhvervsstyrelsen skulle overveje, om de udgifter, der er forbundet med at opfylde forpligtelsen, f.eks. i forbindelse med ændring af eksisterende it-systemer, står mål med de forventede konkurrencefordele.

Ovenstående svarer i al væsentlighed til proportionalitetsprincippet, som myndighederne skal iagttage.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes, at EoI i princippet er den sikreste måde at opnå effektiv beskyttelse mod ikke-prisrelateret diskrimination, idet adgangssøgende vil kunne konkurrere med den vertikalt integrerede SMP-udbyders aftagervirksomhed ved at bruge nøjagtig de samme regulerede adgangsprodukter til de samme priser og ved at bruge de samme transaktionsprocesser.

EoI vil derfor være et effektivt middel til at sikre ensartede vilkår mellem SMP-udbydere og alternative teleselskaber og understøtte gennemsigtighed i forhold til vilkår for netadgang.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 43, stk. 3, implementerer dele af teledirektivets artikel 70, stk. 2, 2. punktum, om forpligtelser vedrørende ikke-diskrimination. Teledirektivets artikel 70 erstatter adgangsdirektivets artikel 10. Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 43, stk. 3, vil ikke have væsentlig betydning for Erhvervsstyrelsen eller udbydere. Det skyldes, at der er tale om et regulatorisk tiltag, som Erhvervsstyrelsen allerede i dag i henhold til Europa-Kommissionens henstilling tager stilling til ved udarbejdelsen af en forpligtelse om ikke-diskrimination på bredbåndsmarkederne (marked 3a og 3b).

Til nr. 46

Den gældende bestemmelse i telelovens § 44, stk. 3, medfører, at når en udbyder med en stærk markedsposition (SMP-udbyder) er blevet pålagt at give netadgang efter telelovens § 42, stk. 2, nr. 1, skal udbyderen offentliggøre et standardtilbud herom.

Erhvervsstyrelsen fastsætter de minimumskrav, som et standardtilbud om netadgang skal indeholde. Fastsættelsen af minimumskravene skal til enhver tid overholde bestemmelser om de vilkår, der fremgår af gældende EU-lovgivning. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/19/EF af 7. marts 2002 om adgang til og samtrafik mellem elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter (adgangsdirektivet) indeholder i bilag II en fortegnelse over de minimumskrav, som skal indgå i standardtilbuddet.

Derudover behandler Europa-Kommissionens henstilling af 11. september 2013 om ikke-diskriminering og metoder til beregning af omkostninger for at fremme konkurrencen og forbedre investeringsmiljøet for bredbånd (2013/466/EU) (henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder) bl.a. Service Level Agreements (SLA) og Key Performance Indicators (KPI).

En SLA er en serviceniveauaftale, der knytter sig til et specifikt serviceforhold, og som angiver det kvalitetsmål, som en SMP-udbyder forpligter sig til at opfylde over for sine engroskunder i forbindelse med en aftale om netadgang – typisk i relation til et standardtilbud. SLA’en skal angive et redeligt og rimeligt kvalitetsmål. Heri ligger, at SMP-udbyderens kvalitetsmål skal ligge på et niveau, som gør, at SMP-udbyderen, hvis selskabet opfylder målene, understøtter reel netadgang på ikke-diskriminerende vilkår for alternative teleselskaber.

En KPI har til formål at måle de forskellige parametre, som en SLA på forhånd har fastlagt.

Offentliggørelse af KPI’er udgør ifølge punkt 23 i Europa-Kommissionens henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder et af de mest hensigtsmæssige værktøjer til at påvise mulig diskriminerende adfærd og til at øge gennemsigtigheden med hensyn til levering og kvalitet af SMP-udbyderens netadgangsprodukter. Europa-Kommissionen peger i den forbindelse på, at detaljerede KPI’er og regler for offentliggørelse vil kunne bidrage til at øge gennemsigtigheden og styrke markedstilliden mellem SMP-udbyderen og dennes eksterne engroskunder – de alternative teleselskaber.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 44, stk. 3 , foreslås det, at en udbyder med en stærk markedsposition, der er pålagt en forpligtelser om adgang til anlægsinfrastruktur, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a om ændring af telelovens § 41, stk. 2, nr. 1, eller netadgang efter telelovens § 41, stk. 2, nr. 2, skal offentliggøre et standardtilbud herom, der blandt andet angiver relevante centrale resultatindikatorer og tilsvarende serviceniveauer, og tager nøje hensyn til retningslinjer fra BEREC om minimumskriterier for et standardtilbud.

Den foreslåede bestemmelse medfører en konsekvensændring i forhold til §§ 41 a og 42, og vil således blive udvidet til også at omfatte forpligtelser om adgang til anlægsinfrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at Erhvervsstyrelsen vil skulle sikre, at der offentliggøres et standardtilbud, der tager nøje hensyn til retningslinjer fra BEREC om minimumskriterier for et standardtilbud i stedet for de mindstekrav, der i dag er fastsat i bilag II til adgangsdirektivet.

Erhvervsstyrelsen vil i den forbindelse skulle sikre, at den eller de udpegede SMP-udbyder(e) i standardtilbuddet angiver centrale resultatindikatorer (KPI’er), hvis det er relevant, samt tilsvarende serviceniveauer og nøje overvåge og sikre overholdelsen heraf. Dette vil indebære, at SMP-udbydere vil skulle udarbejde serviceniveauaftaler (SLA’er), der knytter sig til et specifikt serviceforhold, og som angiver det kvalitetsmål, som en SMP-udbyder forpligter sig til at opfylde over for sine engroskunder i forbindelse med en aftale om netadgang – typisk i relation til et standardtilbud. Derudover vil SMP-udbydere skulle offentliggøre KPI’er, som er indikatorer, der måler præstationsniveauet i leveringen af de relevante engrostjenester, og således hvilken kvalitet der faktisk er leveret. Det vil f.eks. kunne være, hvor mange procent af SMP-udbyderens leverancer eller fejlretninger, der er foretaget inden for de leverings- eller fejlretningstider, der er fastlagt i SLA’en (SLA-målet).

Erhvervsstyrelsen tager i dag nøje hensyn til Europa-Kommissionens henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder, men dele af henstillingen vil med dette lovforslag blive skrevet ind i teleloven. Ændringen vil derfor alene udgøre en kodificering af gældende praksis.

De foreslåede ændringer af telelovens § 44, stk. 3, skyldes, at SMP-udbydere fremover også skal offentliggøre et standardtilbud, hvis udbyderne pålægges en forpligtelse om adgang til anlægsinfrastruktur, jf. den foreslåede bestemmelse til telelovens § 41, stk. 2, nr. 1.

De foreslåede ændringer i lovbestemmelsen om transparens skyldes endvidere, at ansvaret for udarbejdelsen af (retningslinjer for) minimumskriterierne for standardtilbud fremover er tillagt BEREC, som vil kunne revidere dem efter behov. Her vil der således bedre og mere fleksibelt kunne tages hensyn til den teknologiske udvikling og markedsudviklingen, end hvis minimumskriterierne for standardtilbud var fastlagt i et bilag til teledirektivet.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 44, stk. 3, implementerer dele af teledirektivets artikel 69, stk. 4, 2. afsnit, om forpligtelser vedrørende gennemsigtighed. Teledirektivets artikel 69, stk. 4, erstatter adgangsdirektivets artikel 9, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 44, stk. 3, vil ikke have væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller de udbydere, som kan blive pålagt en forpligtelse om at udarbejde et standardtilbud. Dette skyldes, at der lige som i dag vil være en række minimumskriterier, som Erhvervsstyrelsen skal tage hensyn til ved fastsættelse af de minimumskrav, som et standardtilbud om adgang til anlægsinfrastruktur eller netadgang skal indeholde. Den væsentligste ændring er, at det er BEREC, der skal udarbejde retningslinjer om minimumskriterier for et standardtilbud, i stedet for, at retningslinjerne fremgår af et bilag til direktivet. Ved at ansvaret for udarbejdelsen af minimumskriterierne fremover ligger hos BEREC, vil Erhvervsstyrelsen gennem deres medlemskab af BEREC aktivt kunne bidrage til udarbejdelsen af retningslinjerne for minimumskriterierne for et standardtilbud.

Der vil være tale om en kodificering af de regler i Europa-Kommissionens henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder, der omhandler SLA’er og KPI’er.

Til nr. 47

Den gældende bestemmelse i telelovens § 46, stk. 2, medfører, at Erhvervsstyrelsen vil kunne pålægge en forpligtelse om priskontrol, hvis en markedsanalyse viser, at en udbyder med en stærk markedsposition som følge af utilstrækkelig konkurrence vil kunne opretholde sine priser på et unaturligt højt niveau eller opretholde en prisklemme til skade for slutbrugerne.

Opretholdelsen af en prisklemme indebærer almindeligvis, at forskellen mellem detailpriserne hos udbydere med en stærk markedsposition og de engrospriser, som konkurrenter, der udbyder lignende detailtjenester, skal betale, bliver for lille til at skabe bæredygtig konkurrence. Det vil sige for lille til at sikre konkurrenterne en konkurrencemargin.

Erhvervsstyrelsen skal i henhold til telelovens § 46, stk. 2, tage nøje hensyn til bl.a. Europa-Kommissionens henstillinger i forbindelse med styrelsens undersøgelser af, om der kan konstateres en prisklemme.

Det omfatter bl.a. Europa-Kommissionens henstilling af 11. september 2013 om ikke-diskriminering og metoder til beregning af omkostninger for at fremme konkurrencen og forbedre investeringsmiljøet for bredbånd (2013/466/EU) (henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder). Henstillingens formål er i) at sikre ensartede konkurrencevilkår gennem indførelsen af strengere ikke-diskrimineringsregler, ii) at etablere forudsigelige og stabile, regulerede engrospriser for adgang til kobber, samt iii) at øge incitamentet til investering i udrulning af fibernet ved at øge visheden om de omstændigheder, som vil kunne føre til, at der ikke pålægges regulerede engrospriser for adgang for NGA-tjenester.

I Europa-Kommissionens henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder er der fastsat en række betingelser som kumulativt skal være opfyldt for, at prisreguleringen af engrosprodukter baseret på NGA-infrastruktur ikke skal pålægges eller kan ophæves. Formålet med disse betingelser er at forhindre en sådan prisfleksibilitet i at føre til alt for høje engrospriser.

Med den foreslåede indsættelse i bestemmelsen i telelovens § 46, stk. 2, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen f.eks. vil kunne pålægge en forpligtelse om priskontrol, når en markedsanalyse viser, at der ikke eksisterer en begrænsning af detailprisen.

Med ”begræsning af detailprisen” vil skulle forstås, at detailprisen holdes nede som følge af tilstrækkelig effektiv konkurrence, eller som følge af andre pålagte forpligtelser, og at en udbyder med en stærk markedsposition som følge af utilstrækkelig konkurrence dermed ikke vil kunne opretholde sine priser på et unaturligt højt niveau eller opretholde en prisklemme til skade for slutbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse medfører ikke indholdsmæssige ændringer af gældende ret. Der vil alene være tale om en præcisering af den gældende bestemmelse, og en kodificering af principper, der i dag følger af Europa-Kommissionens henstilling om ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder. Erhvervsstyrelsen vil således f.eks. fortsat kunne pålægge en forpligtelse om priskontrol, hvis en markedsanalyse viser, at en udbyder med en stærk markedsposition som følge af utilstrækkelig konkurrence vil kunne opretholde sine priser på et unaturligt højt niveau eller opretholde en prisklemme til skade for slutbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Erhvervsstyrelsen som udgangspunkt ikke vil kunne pålægge eller fastholde en forpligtelse om priskontrol, såfremt styrelsen kan fastslå, at der er en påviselig begrænsning af detailprisen, og at eventuelle forpligtelser om adgang til anlægsinfrastruktur, netadgang, ikke-diskrimination, transparens eller regnskabsmæssig opsplitning, herunder navnlig økonomiske replikabilitetstest, der er pålagt i henhold til en forpligtelse om ikke-diskrimination, vil sikre reel og ikke-diskriminerende adgang.

Derfor vil den foreslåede bestemmelse ikke medføre en ændring af den gældende praksis, idet en forpligtelse allerede i dag vil være udelukket i sådanne tilfælde, hvor der er faktorer, der holder detailprisen nede. I øvrigt vil det følge af proportionalitetsprincippet, at priskontrol ikke bør indføres, medmindre det vil være berettiget.

Såfremt Erhvervsstyrelsen vurderer det passende at indføre priskontrolforpligtelser for adgang til eksisterende netelementer, vil Erhvervsstyrelsen også skulle tages hensyn til fordelene ved forudsigelige og stabile engrospriser, når det gælder at sikre en effektiv adgang til markedet og tilstrækkelige incitamenter for alle virksomheder til at etablere nye og opgraderede net.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om, at Erhvervsstyrelsen vil kunne pålægge en forpligtelse om priskontrol, hvis en markedsanalyse viser, at der ikke eksisterer en begrænsning af detailprisen, og at en udbyder med en stærk markedsposition som følge af utilstrækkelig konkurrence dermed vil kunne opretholde sine priser på et unaturligt højt niveau eller opretholde en prisklemme til skade for slutbrugerne, skyldes et behov for at præcisere betingelserne for, i hvilke tilfælde Erhvervsstyrelsen vil kunne undlade at pålægge eller fastholde en forpligtelse om priskontrol.

Det er usikkert, hvor hurtigt efterspørgslen efter næste generation af bredbåndstjenester øges. Derfor er det vigtigt at give de udbydere, som investerer i nye eller opgraderede net, en vis grad af fleksibilitet i forhold til prisfastsættelse med henblik på at fremme effektive investeringer og innovation. Dette indebærer, at Erhvervsstyrelsen vil kunne beslutte ikke at fastholde eller pålægge regulerede engrospriser for adgang til næstegenerationsnet, hvis der er tilstrækkelige konkurrencemæssige garantier.

For at imødegå urimeligt høje priser på markeder med udbydere, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, bør Erhvervsstyrelsens beslutning om ikke at fastholde eller pålægge regulerede engrospriser for adgangen til nettet ledsages af yderligere forpligtelser for at beskytte konkurrencen og slutbrugernes interesser. Det kan f.eks. være strenge forpligtelser vedrørende ikke-diskrimination, foranstaltninger til sikring af teknisk og økonomisk replikabilitet for produkter på underliggende markeder.

Disse konkurrencemæssige garantier er ikke til hinder for, at Erhvervsstyrelsen kan identificere andre omstændigheder, under hvilke det vil være passende ikke at indføre regulerede priser for adgang til visse engrosinput. Det kan f.eks. være tilfældet, når høj priselasticitet i slutbrugerefterspørgslen gør det urentabelt for udbyderen med en stærk markedsposition at opkræve priser, som ligger væsentligt over konkurrenceniveauet, eller hvor en lavere befolkningstæthed begrænser incitamenterne til udrulning af net med meget høj kapacitet, og Erhvervsstyrelsen fastslår, at effektiv og ikke-diskriminerende adgang er sikret gennem pålæggelse af andre forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 46, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 74, stk. 1, 3. og 4. afsnit, om forpligtelser vedrørende priskontrol og omkostningsregnskaber. Teledirektivets artikel 74, stk. 1, erstatter adgangsdirektivets artikel 13, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 46, stk. 2, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, da der er tale om en kodificering af allerede anvendte principper, og da den foreslåede bestemmelse ikke medfører indholdsmæssige ændringer.

Den foreslåede bestemmelse vil dog kunne bidrage til at fremme gennemsigtigheden for markedsaktørerne.

Til nr. 48

Den gældende bestemmelse i telelovens § 46, stk. 2, medfører, at Erhvervsstyrelsen alene vil kunne pålægge en forpligtelse om priskontrol, hvis en markedsanalyse viser, at en udbyder med en stærk markedsposition som følge af utilstrækkelig konkurrence vil kunne opretholde sine priser på et unaturligt højt niveau eller opretholde en prisklemme til skade for slutbrugerne.

Det omfatter i dag bl.a. Europa-Kommissionens henstilling af 11. september 2013 om ikke-diskriminering og metoder til beregning af omkostninger for at fremme konkurrencen og forbedre investeringsmiljøet for bredbånd (2013/466/EU) (henstilling ikke-diskrimination og omkostningsberegningsmetoder). Henstillingens formål er i) at sikre ensartede konkurrencevilkår gennem indførelsen af strengere ikke-diskrimineringsregler, ii) at etablere forudsigelige og stabile, regulerede engrospriser for adgang til kobber, samt iii) at øge incitamentet til investering i udrulning af fibernet ved at øge visheden om de omstændigheder, som vil kunne føre til, at der ikke pålægges regulerede engrospriser for adgang for NGA-tjenester.

I Europa-Kommissionens henstilling er der fastsat en række betingelser som kumulativt skal være opfyldt for, at prisreguleringen af engrosprodukter baseret på NGA-infrastruktur ikke skal pålægges eller kan ophæves. Formålet med disse betingelser er at forhindre en sådan prisfleksibilitet i at føre til alt for høje engrospriser.

Med den foreslåede indsættelse i bestemmelsen i telelovens § 46, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at Erhvervsstyrelsen i vurderingen af, om en udbyder med en stærk markedsposition skal pålægges en forpligtelse om priskontrol, skal tage hensyn til behovet for at fremme konkurrencen og slutbrugerne interesser på lang sigt vedrørende udrulning og ibrugtagning af næstegenerationsnet, og navnlig net med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse medfører primært en kodificering af allerede kendte og anvendte principper og hensyn, idet hensynet til behovet for at fremme konkurrencen, som tilføjes i den foreslåede bestemmelse, i betydeligt omfang vil være indeholdt i de hensyn, som Erhvervsstyrelsen allerede i dag forfølger.

Dette fremgår bl.a. af Erhvervsstyrelsens markedsafgørelse af 17. august 2017 på engrosmarkedet for lokal netadgang på et fast sted (marked 3a), hvori styrelsens valg af prisfastsættelsesmetode begrundes med en vurdering af, at den valgte prisfastsættelsesmetode er bedst til som helhed at fremme effektiviteten og etableringen af en holdbar konkurrence mellem teleselskaber.

Hensynet til slutbrugernes langsigtede interesser med hensyn til udrulning og ibrugtagning af næstegenerationsnet, og navnlig net med meget høj kapacitet, som tilføjes i den foreslåede bestemmelse, vil i betydeligt omfang være indeholdt i de hensyn, som Erhvervsstyrelsen i dag forfølger. Der vil derfor primært være tale om en kodificering af allerede kendte og anvendte principper og hensyn.

Den foreslåede bestemmelse vil dog fokusere mere end før på slutbrugernes interesse i etableringen af nye net med meget høj kapacitet.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om, at Erhvervsstyrelsen i vurderingen af, om en udbyder med en stærk markedsposition skal pålægges en forpligtelse om priskontrol, skal tage hensyn til behovet for at fremme konkurrencen og slutbrugernes langsigtede interesser vedrørende udrulning og ibrugtagning af næstegenerationsnet, og navnlig net med meget høj kapacitet, skyldes, at der i teledirektivet er et stort fokus på at fremme konkurrencen og slutbrugernes interesser samt på at skabe incitamenter til investering i højhastighedsbredbåndsnet.

For eksempel fremgår det af artikel 3, stk. 2, litra a, i teledirektivet, at de nationale tilsynsmyndigheder skal forfølge det overordnede mål om at fremme konkurrencen inden for udbud af elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, herunder reel infrastrukturbaseret konkurrence, og inden for udbud af elektroniske kommunikationstjenester og tilknyttede tjenester.

Derudover er det et mål i teledirektivet, jf. artikel 1, stk. 2, litra a, at skabe et indre marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester med henblik på at sikre udrulning og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet og skabe holdbar konkurrence, interoperabilitet mellem elektroniske kommunikationstjenester, tilgængelighed, sikkerhed i net og tjenester og fordele for slutbrugerne.

I den forbindelse er det derfor nødvendigt at sikre, at teledirektivets mål om at fremme konkurrencen og slutbrugernes langsigtede interesser vedrørende udrulning og ibrugtagning af næstegenerationsnet, og navnlig net med meget høj kapacitet forfølges af Erhvervsstyrelsen ved vurderingen af, om en udbyder med en stærk markedsposition skal pålægges en forpligtelse om priskontrol.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af et nyt punktum i telelovens § 46, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 74, stk. 1, 2. afsnit, om forpligtelser vedrørende priskontrol og omkostningsregnskaber. Teledirektivets artikel 74, stk. 1, erstatter adgangsdirektivets artikel 13, stk. 1.

Den foreslåede indsættelse i telelovens 46, stk. 2, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller udbydere med en stærk markedsposition, som kan blive pålagt en forpligtelse om priskontrol. Der er alene tale om yderligere hensyn, som Erhvervsstyrelsen skal forfølge ved vurderingen af, om en udbyder med en stærk markedsposition skal pålægges en forpligtelse om priskontrol.

Til nr. 49

Den gældende bestemmelse i telelovens § 46, stk. 4, medfører, at Erhvervsstyrelsen ved pålæggelse af en forpligtelse om priskontrol skal sikre, at alle mekanismer til omkostningsdækning eller metoder, der anvendes til at fastlægge priser, sigter mod at fremme effektiviteten og skabelse af holdbar konkurrence samt øgede fordele for forbrugerne på det givne marked.

Ved valg og udformning af prisfastsættelsesmetode, samt i forbindelse med eventuelle skøn i forbindelse med prisfastsættelsen efter de forskellige metoder, skal Erhvervsstyrelsen varetage de hensyn, der fremgår af bestemmelsen.

Der er således tale om at give udbyderne på markedet incitamenter til at udrulle og etablere egne net, og derved skabe en holdbar konkurrence.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i telelovens § 46, stk. 4, foreslås det, at det ved pålæggelse af en forpligtelse om priskontrol skal sikres, at alle mekanismer til omkostningsdækning eller metoder, der kan anvendes til at fastlægge priser, tjener til at fremme udrulning af nye og forbedrede net, effektivitet og holdbar konkurrence samt maksimere bæredygtige fordele for slutbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at de hensyn, som den valgte prisfastsættelsesmetode skal sikre, vil skulle justeres. Fremover vil Erhvervsstyrelsens valg og udformning af prisfastsættelsesmetode samt eventuelle skøn i forbindelse med prisfastsættelsen efter de forskellige metoder ud over de hensyn, som styrelsen skal varetage i dag, også skulle tjene til at fremme udrulning af nye og forbedrede net og maksimere bæredygtige fordele for slutbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen nøje vil skulle overveje, om valget af priskontrolmetode eller udformningen heraf udover at fremme effektiviteten og bæredygtig konkurrence også vil understøtte udrulningen af nye og forbedrede net og skabe bæredygtige fordele for slutbrugerne.

De nye hensyn vil i betydeligt omfang svare til de hensyn, som Erhvervsstyrelsen i dag forfølger, og der vil derfor primært være tale om en kodificering af allerede kendte og anvendte principper og hensyn.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen om, at Erhvervsstyrelsens valg af prisfastsættelsesmetode også skal tjene til at fremme udrulning af nye og forbedrede net og maksimere bæredygtige fordele for slutbrugerne, skyldes, at der i teledirektivet er fokus på at skabe incitamenter til investering i højhastighedsbredbåndsnet.

For eksempel er målene med teledirektivet bl.a. at skabe et indre marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester med henblik på at sikre udrulning og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet og skabe holdbar konkurrence, interoperabilitet mellem elektroniske kommunikationstjenester, tilgængelighed, sikkerhed i net og tjenester og fordele for slutbrugerne.

I teledirektivet lægges der således stor vægt på, at der bør tilskyndes til både reelle investeringer og konkurrence, som sammen skal være med til at øge den økonomiske vækst, innovation og forbrugernes valgmuligheder.

I den forbindelse er det derfor nødvendigt at sikre, at teledirektivets mål om at fremme investeringerne i nye net med meget høj kapacitet, som potentielt kan øge fordelene for forbrugerne og erhvervslivet, forfølges. Det foreslås derfor at indføre et udtrykkeligt krav om, at Erhvervsstyrelsen skal inddrage hensyn til udrulningen af nye og forbedrede net.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 46, stk. 4, implementerer dele af teledirektivets artikel 74, stk. 2, om forpligtelser vedrørende priskontrol og omkostningsregnskaber. Teledirektivets artikel 74, stk. 2, erstatter adgangsdirektivets artikel 13, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 46, stk. 4, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller udbydere med en stærk markedsposition, som kan blive pålagt en forpligtelse om priskontrol. Der er alene tale om yderligere hensyn, som Erhvervsstyrelsen skal sikre ved pålæggelsen af en forpligtelse om priskontrol.

Da investeringshensynet også hidtil har været en del af hensynet om bæredygtig konkurrence forventes tilføjelsen ikke at medføre en væsentlig ændring af Erhvervsstyrelsens praksis.

Til nr. 50

Teleloven indeholder ikke en bestemmelse om EU-dækkende termineringstakster for taleopkald i mobilnet eller fastnet.

Erhvervsstyrelsen kan i medfør af telelovens § 41, stk. 1, jf. § 41, stk. 2, nr. 5, pålægge en udbyder med en stærk markedsposition (SMP-udbyder) en forpligtelse om priskontrol på engrosmarkedet for terminering af taleopkald i fastnet (marked 1) og engrosmarkedet for terminering af taleopkald i individuelle mobilnet (marked 2). Indholdet af forpligtelsen er beskrevet i telelovens § 46.

Det følger af telelovens § 46, stk. 1, at en forpligtelse om priskontrol er en forpligtelse om, at SMP-udbydere skal opfylde krav til prissætningen, som fastsættes i en markedsafgørelse.

Erhvervsstyrelsen har siden 1. januar 2013 fastsat takster for terminering af taleopkald i fastnet henholdsvis mobilnet i Danmark i overensstemmelse med Europa-Kommissionens henstilling af 7. maj 2009 om regulering af fastnet- og mobiltermineringstakster i EU (2009/396/EF). Dette indebærer, at medlemsstaterne skal fastsætte lofter for termineringstaksterne i henhold til en omkostningsmodel, der sikrer operatørerne en effektiv dækning af omkostninger, fremmer en effektiv produktion og forbrug og minimerer potentielle konkurrenceforvridninger.

Erhvervsstyrelsen har til brug for fastsættelsen af maksimale priser for de regulerede engrosprodukter på termineringsmarkederne udarbejdet en LRAIC-fastnetmodel henholdsvis LRAIC-mobilmodel.

Ved LRAIC forstås de omkostninger, der på lang sigt opstår ved at levere en given (projekteret) mængde af de netadgangsprodukter, som priskontrollen vedrører. Priser baseret på LRAIC-metoden omfatter en række omkostningselementer, herunder de fremadrettede, langsigtede differensomkostninger, der er forbundet med effektivt at levere de enkelte netadgangsprodukter, et bidrag til dækning af fællesomkostninger, der dækker flere netadgangsprodukter og en rimelig forrentning af den investerede kapital.

På baggrund af Erhvervsstyrelsens LRAIC-model fastsættes de endelige LRAIC-priser for de regulerede engrosprodukter i Erhvervsstyrelsens årlige prisafgørelser, der således konkret udmønter Erhvervsstyrelsens markedsafgørelser.

Europa-Kommissionen skal i henhold til teledirektivets artikel 75, stk. 1, senest den 31. december 2020 under nøje hensyntagen til BEREC’s retningslinjer fastsætte en fælles maksimal EU-dækkende termineringstakst for taleopkald i mobilnet og en fælles maksimal EU-dækkende termineringstakst for taleopkald i fastnet (samlet benævnt ”EU-dækkende termineringstakst for taleopkald”), som pålægges enhver udbyder af henholdsvis terminering af taleopkald i mobilnet eller taleopkald i fastnet i enhver medlemsstat. Det er således ikke længere et krav, at der er tale om en udbyder, som gennem en markedsafgørelse truffet af Erhvervsstyrelsen er udpeget som udbyder med stærk markedsposition. Der er som nævnt tale om enhver udbyder af henholdsvis terminering af taleopkald i mobilnet eller taleopkald i fastnet i enhver medlemsstat.

Europa-Kommissionen skal i henhold til artikel 75, stk. 2, i teledirektivet hvert femte år vurdere om, de EU-dækkende termineringstakster for taleopkald fortsat er nødvendige.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 46 a foreslås det, at hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om at pålægge en maksimal termineringstakst for taleopkald i mobilnet, fastnet eller begge, vil Erhvervsstyrelsen ikke kunne fastsætte andre priser i henhold til en forpligtelse om priskontrol som nævnt i telelovens § 46.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at hvis Europa-Kommissionen træffer afgørelse om at pålægge en maksimal termineringstakst for taleopkald i mobilnet, fastnet eller begge, vil det ikke være muligt for Erhvervsstyrelsen at fastsætte andre priser i en markedsafgørelse, jf. telelovens § 41. Dermed vil Erhvervsstyrelsen heller ikke fortsat skulle udarbejde en LRAIC-fastnetmobil henholdsvis LRAIC-mobilmodel til brug for fastsættelsen af maksimale priser for de regulerede engrosprodukter på termineringsmarkederne.

Europa-Kommissionens afgørelse om at fastsætte EU-dækkende termineringstakster for taleopkald er ikke til hinder for, at Erhvervsstyrelsen kan foretage markedsundersøgelser på engrosmarkedet for terminering af taleopkald i fastnet (marked 1) og engrosmarkedet for terminering af taleopkald i individuelle mobilnet (marked 2) for at vurdere behovet for eventuelt at pålægge andre forpligtelser på markederne.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 46 a vil dermed samtidig indebære, at hvis Europa-Kommissionen efter sin revision træffer afgørelse om ikke at pålægge en maksimal termineringstakst for taleopkald i mobilnet, fastnet eller begge, vil Erhvervsstyrelsen som led i markedsundersøgelser af engrosmarkederne for terminering af taleopkald kunne pålægge udbydere med en stærk markedsposition forpligtelser om maksimale omkostningsbaserede termineringstakster, som til enhver tid vil skulle følge de principper, kriterier og parametre, som fremgår af bilag III i teledirektivet.

Den foreslåede bestemmelse om, at Erhvervsstyrelsen ikke vil kunne fastsætte andre priser end den af Europa-Kommissionen fastsatte maksimale termineringstakst for taleopkald i mobilnet, fastnet eller begge, skyldes, et behov for en ensartet måde at håndtere de konkurrencemæssige problemer, der er forbundet med engrosterminering af taleopkald i EU.

I EU anvendes princippet om, at det er det opkaldende net, der betaler for at få et opkald leveret til den kaldte slutbruger (”Calling-Party-Pays”).

På engrosmarkederne for terminering af taleopkald er det alene den terminerende udbyder, der kan aflevere opkald til udbyderens detailkunder. Der eksisterer således ikke nogen potentiel konkurrence fra andre udbydere på det individuelle termineringsmarked, der kan begrænse fastsættelsen af takster for terminering i et givent net.

For at sikre mod fastsættelsen af termineringspriser på et niveau, som overstiger de effektive omkostninger ved termineringen, har terminering af taleopkald i fastnet og mobilnet inden for EU igennem en længere tid været genstand for prisregulering. Størstedelen af medlemslandene, inklusive Danmark, har en omkostningsbaseret prisregulering på området. Endvidere har et flertal af medlemslandene, herunder Danmark, fastsat termineringstakster i overensstemmelse med Europa-Kommissionens henstilling af 7. maj 2009 om regulering af fastnet- og mobiltermineringstakster i EU. Som en konsekvens heraf kan der trods henstillingen konstateres en asymmetri i termineringstaksterne på tværs af EU.

Denne asymmetri fordrejer konkurrencen, idet teleselskaber i medlemsstater, der har valgt ikke at fastsætte termineringstakster i overensstemmelse med henstillingen, har kunnet opkræve betydeligt højere termineringstakster end teleselskaber i f.eks. Danmark. For at fjerne asymmetrien, der eksisterer mellem medlemsstaterne i dag, er der således behov for, at der fastsættes ensartede termineringstakster i EU. Dette er af stor betydning for teleselskaber i hele EU, herunder danske teleselskaber, idet Danmark er et af de lande med de laveste termineringstakster, og dermed er påvirket mest negativt af asymmetrien i termineringstaksterne.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 46 a implementerer teledirektivets artikel 75, stk. 2, om termineringstakster. Der er tale om en ny bestemmelse i teledirektivet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 46 a vil medføre, at udbydere af terminering af taleopkald i mobilnet og/eller fastnet, ikke vil kunne opkræve en termineringspris for opkald i eget net, der overstiger den af Europa-Kommissionen fastsatte maksimale termineringstakst for taleopkald. Den af Europa-Kommissionen fastsatte termineringspris for taleopkald vil således på samme vis som de gældende termineringstakster, der er fastsat af Erhvervsstyrelsen over for SMP-udbyderen, begrænse udbydernes muligheder for frit at fastsætte priser for terminering af taleopkald i eget net.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 46 a vil derudover reducere de administrative byrder og omkostninger for både teleselskaber og Erhvervsstyrelsen i forbindelse med udarbejdelsen af en prisfastsættelsesmodel for terminering af taleopkald i fastnet henholdsvis mobilnet.

Til nr. 51

Den foreslåede indsættelse af et nyt kapitel 14 a i teleloven indeholder en række nye bestemmelser, som giver mulighed for en lempelse af de forpligtelser, som udbydere med en stærk markedsposition kan pålægges i medfør af telelovens kapitel 14.

De foreslåede nye bestemmelser i kapitlet har baggrund i hensynet til at undgå at fastsætte forpligtelser i de tilfælde, hvor en udbyder med en stærk markedsposition eksempelvis indretter sig på en bestemt måde eller afgiver tilsagn, som indebærer, at der sikres en effektiv konkurrence på markedet og at slutbrugernes valgmuligheder forbedres.

Teledirektivet, som bestemmelserne udspringer af, anfører blandt andet, at det tilfælde, hvor adfærden fra en udbyder med en stærk markedsposition ikke begrænser konkurrencen, men rettere styrker den, bør den reguleringsmæssige respons følgelig være tilsvarende mindre indgribende.

Der eksisterer ikke specifik lovhjemmel til at undtage udbydere fra at blive pålagt visse forpligtelser under SMP-reguleringen, såfremt udbyderen afgiver tilsagn om saminvestering i forbindelse med udrulningen af et nyt net med meget høj kapacitet.

Muligheden for, at den nationale tilsynsmyndighed tager hensyn til tilsagn, kommercielle aftaler eller strukturelle forhold, er ikke en nyskabelse i den sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet, hvor det generelle proportionalitetsprincip og krav om nøje tilpasning af forpligtelser har været gældende siden SMP-regimets indførelse i 2002.

Allerede i dag kan udbydere med en stærk markedsposition som led i markedsanalysen give tilsagn på nogle markeder med det formål at håndtere konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret, og som styrelsen herefter skal tage hensyn til, når styrelsen træffer afgørelse om passende forpligtelser.

Gældende ret er således bygget på afvejninger baseret på det generelle proportionalitetsprincip og er således ikke baseret på en række lovfæstede minimumskriterier, som en udbyder med en stærk markedsposition skal opfylde, inden denne kan fritages for at blive pålagt forpligtelser.

Det fremgår af de almindelige bemærkninger til teleloven, jf. Folketingstidende 2010-11, A, L 59, som fremsat den 17. november 2010, afsnit 1.2.4., s. 32, at forholdet mellem den sektorspecifikke henholdsvis generelle konkurrenceregulering er således, at et forhold, der er omfattet af sektorspecifik regulering, skal bedømmes efter denne, mens det skal bedømmes efter den generelle konkurrenceregulering, hvis der ikke er sektorspecifik regulering. Der tilsigtes med den foreslåede bestemmelse ikke nogen ændring af forholdet mellem den sektorspecifikke regulering og de almindelige konkurrenceregler.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, vil medføre, at en udbyder med en stærk markedsposition i et vist omfang vil kunne fritages for eventuelle forpligtelser. Fritagelsen vil kunne indrømmes udbydere, såfremt disse afgiver tilsagn om saminvestering i forbindelse med udrulningen af et nyt net med meget høj kapacitet.

Saminvesteringer vil kunne antage forskellige former, f.eks. medejerskab af netaktiver eller langsigtet risikodeling gennem samfinansiering eller købsaftaler.

Købsaftaler, der udgør saminvesteringer, vil medføre erhvervelse af ejerskabsmæssige rettigheder til kapacitet i nettet. Dette vil give medinvestorer medbestemmelse over nettet og dermed mulighed for at konkurrere effektivt og bæredygtigt på lang sigt på underliggende markeder, hvor udbyderen med en stærk markedsposition er aktiv.

Kommercielle adgangsaftaler, der er begrænset til leje af kapacitet, vil derimod ikke give anledning til sådanne rettigheder og bør derfor ikke betragtes som saminvesteringer.

Grundlæggende vil den foreslåede bestemmelse bidrage til konkurrencen ved, at der etableres et net med flere ejere, som hver især kan udbyde tjenester til slutbrugerne eller på engrosniveau til andre tjenesteudbydere.

Den foreslåede bestemmelse vil alene kunne gælde saminvesteringstilbud vedrørende udrulningen af nye net med meget høj kapacitet, som består af optiske fiberelementer, der dækker strækningen op til slutbrugerens ejendom eller basisstation. Med net med meget høj kapacitet forstås almindeligvis fibernet eller tilsvarende højkapacitetsnet (VHC-net) som f.eks. kabel-tv-net eller 5G-net, hvor kapacitet og øvrige karakteristika lægger sig tæt op ad et rent fibernet.

Da saminvesteringsaftaler mellem virksomheder kan medføre konkurrencemæssige problemer på det eller de relevante markeder, skal de potentielle konkurrencemæssige konsekvenser af et saminvesteringstilbud undersøges i forbindelse med tilsagnsvurderingen. Derfor skal Erhvervsstyrelsen høre Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med passende varsel, inden Erhvervsstyrelsen afgør om tilsagnet overholder betingelserne i den foreslåede bestemmelses stk. 2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil herefter, efter nærmere drøftelser med Erhvervsstyrelsen, afgive høringssvar.

Forinden saminvesteringstilbuddet officielt indsendes til Erhvervsstyrelsen, vil parterne med fordel kunne tage kontakt til Erhvervsstyrelsen og Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen med henblik på en indledende dialog om potentielle konkurrencemæssige problemer ved saminvesteringstilbuddet.

Udbyderens tilsagn vil skulle vurderes af Erhvervsstyrelsen efter proceduren i telelovens § 47 d.

Når Erhvervsstyrelsen skal vurdere disse tilsagn, vil styrelsen skulle afgøre, om udbyderens saminvesteringstilbud overholder de betingelser, der er fastsat i den foreslåede bestemmelses stk. 2, nr. 1-5. Erhvervsstyrelsen foretager i den forbindelse en markedstest. Konkluderer Erhvervsstyrelsen på baggrund af markedstesten, at udbyderens saminvesteringstilsagn opfylder betingelserne, og mindst én potentiel medinvestor har indgået aftale med udbyderen om saminvestering, vil styrelsen skulle acceptere tilsagnet og gøre dette bindende for en periode på mindst syv år.

Erhvervsstyrelsen vil herefter skulle afstå fra at pålægge yderligere forpligtelser, som ligger ud over de saminvesteringstilsagn, som udbyderen med en stærk markedsposition har afgivet, og vil ikke kunne pålægge virksomheden yderligere forpligtelser, for så vidt angår det nye net med meget højkapacitet, som er omfattet af tilsagnene.

Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at det afgivne tilsagn om saminvestering ikke opfylder betingelserne i den foreslåede bestemmelse, vil Erhvervsstyrelsen efter omstændighederne kunne gøre tilsagnet bindende efter den almindelige tilsagnsprocedure i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 51. I modsætning til de tilfælde, hvor udbyderen opfylder betingelserne, vil Erhvervsstyrelsen dog ikke efter den almindelige tilsagnsprocedure i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d være forpligtet til at acceptere tilsagnet og gøre dette bindende. Erhvervsstyrelsens beføjelse til at pålægge forpligtelser vil i disse situationer ikke være begrænset i samme omfang.

I tilfælde af, at Erhvervsstyrelsen fastslår, at der på bestemte markeder er opstået væsentlige konkurrenceproblemer, vil Erhvervsstyrelsen i tilstrækkeligt begrundede tilfælde kunne gribe ind og pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser i henhold til telelovens §§ 41 a-46. Disse forpligtelser vil være betinget af, at Erhvervsstyrelsen forinden har fastslået, at de væsentlige konkurrenceproblemer ikke vil blive afhjulpet uden indgriben.

Erhvervsstyrelsen vil i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet skulle vælge den eller de forpligtelser, der er mindst indgribende.

Med den forslåede bestemmelse kodificeres det allerede kendte princip fra den sektorspecifikke konkurrencelovgivning på teleområdet om proportionalitet, således at der skabes en grad af forudsigelighed i forhold til investorer, der vil have en højere grad af sikkerhed for, at hvis de indretter aftaler og netadgang på en konkurrencefremmende måde, vil Erhvervsstyrelsen skulle afstå fra at pålægge yderligere forpligtelser.

I tæt samarbejde med Europa-Kommissionen vil BEREC skulle udarbejde og offentliggøre retningslinjer for at fremme de nationale tilsynsmyndigheders ensartede anvendelse af betingelserne i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, og teledirektivets bilag IV, som implementeres i forslag til bilag 1 i teleloven. Erhvervsstyrelsen vil i vurderingen skulle tage nøje hensyn til BEREC’s retningslinjer.

Teledirektivets artikel 33 indeholder en procedure for ensartet anvendelse af afhjælpende foranstaltninger, som medfører, at Erhvervsstyrelsen skal notificere sit udkast til afgørelser i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 4, til Europa-Kommissionen, før der træffes endelig afgørelse efter bestemmelsen.

Hvis Europa-Kommissionen finder, at udkastet til afgørelse er uforeneligt med EU-retten, kan Europa-Kommissionen indlede en procedure efter teledirektivets artikel 33 og bede BEREC om en udtalelse. Hvis BEREC er enig med Europa-Kommissionen, kan Europa-Kommissionen nedlægge veto mod afgørelser, der træffes i henhold til denne bestemmelse, og Erhvervsstyrelsen er herefter forpligtet til at trække udkastet til afgørelse tilbage.

Den foreslåede bestemmelse om saminvesteringer har baggrund i hensynet til at fremme udrulningen og ibrugtagningen af nye net med meget høj kapacitet samt hensynet til de betydelige investeringer, der er forbundet hermed.

Den forslåede bestemmelse baserer sig på den antagelse, at aftaler om saminvestering kan give betydelige fordele, hvad angår deling af risici og omkostninger blandt flere aktører. Saminvesteringsaftaler kan derved give yderligere incitamenter til udrulning af nye højhastighedsnet og gøre det muligt for mindre udbydere at investere i disse net på økonomisk fornuftige vilkår, hvilket fremmer bæredygtig konkurrence, herunder i områder, hvor der ikke eksisterer en effektiv infrastrukturbaseret konkurrence.

Den forslåede bestemmelse i telelovens § 47 a implementerer dele af teledirektivets artikel 76 om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet, samt dele af artikel 79, stk. 3, 2. afsnit, om tilsagnsprocedure.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a vil medføre større forudsigelighed i forhold til investorer, der får en højere grad af sikkerhed for, at hvis de indretter aftaler og netadgang på en konkurrencefremmende måde, vil den nationale tilsynsmyndighed skulle tage behørigt hensyn hertil.

Den foreslåede bestemmelse vil ligeledes medføre stabile og ikke-diskriminerende markedsvilkår for adgangssøgende, som ikke deltager i udrulningen af nettet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 1, foreslås det, at en udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kan afgive tilsagn om saminvestering i forbindelse med udrulningen af et nyt net, som består af optiske fiberelementer, der dækker strækningen op til slutbrugerens ejendom eller basisstation.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at en udbyder med en stærk markedsposition vil kunne afgive tilsagn om saminvestering i forbindelse med udrulningen af nye højhastighedsnet.

Højhastighedsnettet vil skulle bestå af optiske fiberelementer, der dækker strækningen op til slutbrugerens ejendom eller basisstation. En saminvesteringsaftale vil derved kunne omfatte udrulningen af fast- såvel som mobilnet. Det er således ikke en betingelse, at alle dele af nettet består af optiske fiberelementer.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 1, har baggrund i hensynet til at fremme udrulningen og ibrugtagningen af nye net med meget høj kapacitet samt hensynet til de betydelige investeringer, der er forbundet hermed.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 1, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 1, vil ikke medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for borgere, virksomheder eller det offentlige.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 2, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen, ved vurderingen af tilsagn efter den foreslåede bestemmelses stk. 1, skal afgøre om udbyderens saminvesteringstilbud overholder en række betingelser.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil skulle vurdere udbyderes tilsagn om saminvestering og i den forbindelse afgøre, om udbyderes saminvesteringstilbud overholder alle betingelserne oplistet i den foreslåede bestemmelse.

Overholder saminvesteringstilbuddet ikke alle betingelser, vil Erhvervsstyrelsen stadig kunne gøre tilsagnet bindende efter den almindelige tilsagnsprocedure i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d. Erhvervsstyrelsen vil skulle vurdere tilsagnet efter det generelle proportionalitetsprincip, og i modsætning til den foreslåede bestemmelse vil Erhvervsstyrelsen efter den almindelige tilsagnsprocedure i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d ikke være forpligtet til at gøre tilsagnet bindende, ligesom styrelsen kan pålægge forpligtelser, som ligger ud over tilsagnet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, om vurderingen af tilsagn om saminvestering skyldes, at teledirektivet opstiller retningslinjer for, hvilke betingelser et saminvesteringstilbud skal overholde.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at øge gennemsigtigheden og forudsigeligheden for, under hvilke betingelser tilsagn om saminvestering kan godkendes af Erhvervsstyrelsen.

Herudover er formålet at sikre vilkår og betingelser, som gør det attraktivt for udbydere at investere i det nye net, hvilket vil fremme konkurrencen og i sidste ende give slutbrugerne flere valgmuligheder.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 1, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet og teledirektivets bilag IV om kriterier for vurdering af tilbud om saminvestering.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 1, foreslås en betingelse om, at saminvesteringstilbuddet er åbent for enhver udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester på et hvilket som helst tidspunkt i nettets levetid.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at enhver udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester vil skulle have adgang til saminvesteringstilbuddet under hele levetiden for det net, der opføres inden for rammerne af saminvesteringstilbuddet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 1, har baggrund i hensynet til at sprede omkostningerne og risikoen på flere udbydere ved at holde saminvesteringstilbuddet åbent i hele nettets levetid. Dette gør det eksempelvis muligt for virksomheder af forskellig størrelse og med forskellig finansiel formåen at investere i nye net på økonomisk fornuftige vilkår.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 1, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 2, foreslås en betingelse om, at saminvesteringstilbuddet giver medinvestorer mulighed for at konkurrere effektivt og bæredygtigt på lang sigt på underliggende markeder, hvor udbyderen er aktiv, på vilkår som er fair, rimelige og ikke-diskriminerende, og som giver adgang til nettets fulde kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at enhver medinvestor får mulighed for at konkurrere effektivt og bæredygtigt på lang sigt på de underliggende markeder, hvor udbyderen med en stærk markedsposition selv er aktiv.

Medinvestorerne vil skulle være udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de vilkår, som opstilles i saminvesteringstilbuddet, skal være fair, rimelige, ikke-diskriminerende og give medinvestorerne adgang til den fulde kapacitet i det omhandlede net.

En medinvestor vil således ikke kunne stilles bedre eller værre i forhold til andre medinvestorer eller udbyderen med en stærk markedsposition inklusive udbyderens tilknyttede selskaber. Vurderingen vil skulle foretages i overensstemmelse med gældende regler og praksis herom.

Teledirektivets artikel 76, stk. 1, litra b, ii-iv anfører, at de vilkår, som opstilles i saminvesteringstilbuddet, ligeledes skal give fleksibilitet med hensyn til værdien af og tidsplanen for de enkelte medinvestorers deltagelse, mulighed for at øge denne deltagelse på et senere tidspunkt, og tage hensyn til gensidige rettigheder, som tildeles af medinvestorerne efter udrulningen af det net, som saminvesteringstilbuddet omfatter. Disse betingelser fremgår ligeledes af teledirektivets bilag IV, litra c, 2. og 5. pind, som implementeres i forslag til telelovens bilag 1. Den foreslåede bestemmelse i § 47 a, stk. 2, nr. 5, vil henvise til bilag 1.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 2, har baggrund i hensynet til at sikre medinvestorer, som er udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, fair, rimelige og transparente vilkår for at konkurrere effektivt og bæredygtigt på underliggende markeder, hvor også udbyderen med en stærk markedsposition er aktiv.

Disse vilkår er med til sikre, at medinvestorerne gives forudsætningerne for at vurdere fordele og ulemper ved at saminvestere i det nye net og sikre, at de ikke stilles ringere i forhold til udbyderen med stærk en markedsposition, som konkurrerer på de samme markeder.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 1, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 3, foreslås en betingelse om, at saminvesteringstilbuddet er offentliggjort rettidigt af udbyderen, hvilket bortset fra rene engrosselskaber, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47 b, vil sige mindst seks måneder før begyndelsen af udrulningen af det nye net, medmindre Erhvervsstyrelsen vurderer, at nationale omstændigheder kan begrunde, at perioden forlænges.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at vertikalt integrerede udbydere som udgangspunkt vil skulle offentliggøre saminvesteringstilbuddet i god tid og mindst seks måneder før udrulningen af det nye net påbegyndes.

For udbydere med en stærk markedsposition, som har karakter af et rent engrosselskab, vil betingelsen om at offentliggøre saminvesteringstilbuddet mindst seks måneder før, ikke gælde. Rene engrosselskaber vil derfor alene skulle offentliggøre saminvesteringstilbuddet i god tid, før udrulningen påbegyndes.

Når Erhvervsstyrelsen vurderer om saminvesteringstilbuddet overholder betingelserne i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, vil styrelsen skulle vurdere, om den af udbyderen offentliggjorte periode er tilstrækkelig rettidig.

Den foreslåede bestemmelse vil også medføre, at Erhvervsstyrelsen kan beslutte, at perioden skal forlænges, hvis nationale omstændigheder kan begrunde det.

Eksempler på omstændigheder, som berettiger Erhvervsstyrelsen til at fastslå, at perioden kan forlænges, vil kunne være, hvis det vil være særligt svært at opnå tilslutning til det nye net, eller hvis saminvesteringstilbuddet har en sådan karakter eller et sådan omfang, at en almindelig effektiv potentiel medinvestor vil skulle bruge mere end seks måneder til at vurdere, om denne vil deltage i saminvesteringen.

Det er udbyderen, som i første omgang vil skulle fastsætte, om periodens længde skal være mere end seks måneder. Når Erhvervsstyrelsen vurderer udbyderens tilsagn, vil styrelsen skulle vurdere, om det i saminvesteringstilbuddet angivne varsel er tilstrækkeligt for at give andre medinvestorer mulighed for beslutte, om de vil deltage i saminvesteringen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 3, om rettidig offentliggørelse af saminvesteringstilbuddet har baggrund i hensynet til, at alle potentielle medinvestorer skal sikres tilstrækkelig med tid til at gennemgå saminvesteringstilbuddets vilkår og betingelser for at kunne vurdere, om det er attraktivt og rentabelt at deltage i saminvesteringen.

At vertikalt integrerede udbydere skal offentliggøre et tilbud mindst seks måneder før starten af udrulningen, har baggrund i hensynet til, at der ikke skal gives fortrinsstilling til vertikalt integrerede udbydere. Vertikalt integrerede udbydere kan have interesse i, at udbyderens egen detailforretning skal være først til at tilbyde produkter og tjenester på nettet. Fastsættelse af en minimumsperiode på seks måneder vil imødegå denne problematik ved, at udbyderen ikke derved opnår fortrinsstilling.

At rene engrosselskaber ikke skal offentliggøre saminvesteringstilbuddet mindst seks måneder før påbegyndelse af udrulningen, skyldes, at en sådan udbyder ikke har interesse i at være den første på nettet til at tilbyde produkter og tjenester eller at diskriminere mellem udbydere, der er aktive på det eller de underliggende detailmarkeder.

At perioden på seks måneder kan forlænges af Erhvervsstyrelsen, når nationale omstændigheder kan begrunde det, har baggrund i hensynet til, at det skal være muligt at sikre, at potentielle medinvestorer gives en tilstrækkelig vurderingsperiode, inden udrulningen af det nye net påbegyndes.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 3, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 1, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 4, 1. pkt. , foreslås en betingelse om, at andre udbydere, som ikke deltager i saminvesteringen, skal fra begyndelsen kunne drage fordel af netadgang med samme kvalitet, hastighed, betingelser og muligheder for at nå ud til slutbrugere som før udrulningen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at adgangssøgende, som ikke deltager i saminvesteringen, vil kunne drage fordel af netadgang med samme kvalitet, hastighed, betingelser og slutbrugeradgang på det udrullede net i forhold til den kvalitet, hastighed, betingelser og slutbrugeradgang, som er angivet i saminvesteringstilbuddet inden nettets udrulning. De adgangssøgende udbydere vil skulle kunne drage fordel af dette fra tidspunktet, hvor det nye net kan tages i brug. De adgangssøgende udbydere vil dermed skulle tilbydes minimum de samme vilkår og betingelser på det nye net, som inden nettets udrulning.

Det betyder, at adgangssøgende, som ikke deltog i saminvesteringen, ikke stilles ringere end før saminvesteringen, hvilket ville kunne skade konkurrencen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 4, 1. punktum, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 1, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 4, 2. pkt. , foreslås en betingelse om, at saminvesteringstilbuddet skal sikre, at netadgangen tilpasses over tid i lyset af udviklingen på de tilknyttede detailmarkeder, så incitamenterne til at deltage i saminvesteringen opretholdes.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at vilkårene for netadgangen vil skulle tage højde for og tilpasses i forhold til fremtidige konkurrencemæssige forandringer og udviklinger på de underliggende detailmarkeder. Herudover vil vilkårene skulle sikre, at adgangssøgende, på grundlag af transparente og ikke-diskriminerende vilkår, har adgang til nettet på et tidspunkt, som på passende vis afspejler den grad af risiko, som medinvestorerne påtager sig i de forskellige stadier af udrulningen.

Disse vilkår vil skulle godkendes af Erhvervsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., har baggrund i hensynet til, at bevare konkurrenceforholdene på detailmarkederne og incitamenterne for at saminvestere i udrulningen af det nye højhastighedsnet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 4, 2. pkt., implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 1, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 4, 3. pkt. , foreslås en betingelse om, at saminvesteringstilbuddet skal give Erhvervsstyrelsen mulighed for indsigt i og tilsyn med efterfølgende tilpasninger af netadgangen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at saminvesteringstilbuddet vil skulle indeholde en procedure for, hvordan Erhvervsstyrelsen sikres indsigt i efterfølgende tilpasninger af den netadgang, der skal tilbydes i henhold til nr. 4, 1. pkt., samt give Erhvervsstyrelsen mulighed for at føre tilsyn med, om de efterfølgende tilpasninger sker i overensstemmelse med konkurrencemæssige forandringer og udviklinger på de underliggende detailmarkeder.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 4, 3. punktum, har baggrund i hensynet til, at der er tale om et dynamisk marked i konstant udvikling, og Erhvervsstyrelsen skal sikres indsigt i og mulighed for indsigelse i forhold til senere tilpasninger af netadgangen, så en netadgang ikke udhules på baggrund af markedets udvikling.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 5, foreslås en betingelse om, at saminvesteringstilbuddet er fremsat i god tro og som minimum opfylder de kriterier, der er angivet i bilag 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udbyderen med en stærk markedspositions tilbud om saminvestering altid vil skulle fremsættes i god tro og overholde de kriterier, der er fastsat i det foreslåede bilag 1 til teleloven.

Erhvervsstyrelsen vil ikke være begrænset til kriterierne opstillet i det foreslåede bilag 1 til teleloven. Erhvervsstyrelsen vil således kunne overveje yderligere kriterier, som styrelsen finder nødvendige for at sikre potentielle investorers adgang til saminvesteringen, set i lyset af særlige lokale forhold og markedsstrukturen.

Herudover vil betingelsen om god tro medføre, at saminvesteringstilbud ikke tilbageholder forhold eller informationer, som kan være væsentlige for potentielle medinvestorers beslutning om at acceptere eller afslå saminvesteringstilbuddet.

Medinvestorerne vil skulle være udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

For en nærmere redegørelse for bilag 1 og kriterierne heri, henvises til de specielle bemærkninger til lovforslagets § 1, nr. 84.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 5, har baggrund i hensynet til bedst muligt at sikre rettigheder og vilkår for aktuelle og potentielle medinvestorer. Dette sikres dels ved at stille krav til, at saminvesteringstilbuddet fremsættes i god tro og dels ved at opstille en række generelle betingelser, som sikrer ikke-diskriminerende vilkår for fremtidige adgangssøgende, transparens i saminvesteringstilbuddet samt vilkår, som gør det muligt for potentielle medinvestorer at konkurrere bæredygtigt på lang sigt.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 5, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 1, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet og teledirektivets bilag IV om kriterier for vurdering af tilbud om saminvestering.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, vil medføre gennemsigtighed og forudsigelighed for potentielle medinvestorer, som sikres bedst mulige forudsætninger for på forhånd at gøre sig bekendt med vilkår og betingelser for at kunne deltage i saminvesteringen. For adgangssøgende, som ikke deltager i saminvesteringen, vil bestemmelsen medføre gennemsigtighed og ligebehandling, som sikrer, at de adgangssøgende udbydere på det nye net får samme forudsætninger for at konkurrere som før udrulningen.

Den foreslåede bestemmelse forventes ikke at medføre administrative eller økonomiske konsekvenser for borgerne, virksomhederne eller myndighederne.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 3, 1. pkt. , foreslås det, at hvor Erhverstyrelsen konkluderer, at det i medfør af stk. 1 afgivne saminvesteringstilsagn opfylder betingelserne i stk. 2, og konstaterer Erhvervsstyrelsen, at mindst én potentiel medinvestor har indgået en saminvesteringsaftale med udbyderen, skal styrelsen gøre saminvesteringstilsagnet bindende for en periode på mindst syv år.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil skulle afgøre, om det afgivne tilsagn om saminvestering opfylder betingelserne i telelovens § 47 a, stk. 2, og om mindst én potentiel medinvestor har indgået aftale med udbyderen om saminvestering.

Konkluderer Erhvervsstyrelsen efter en markedstest, der er gennemført i overensstemmelse med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 51, at betingelserne er opfyldt, vil styrelsen skulle gøre tilsagnet bindende for en periode på mindst syv år.

Er der ikke indgået en saminvesteringsaftale med mindst én potentiel medinvestor, vil Erhvervsstyrelsen dog kunne træffe beslutning om at gøre et tilsagn om saminvestering bindende og ikke pålægge yderligere forpligtelser, forudsat at en sådan aftale indgås, inden Erhvervsstyrelsens beslutning får virkning.

Konkluderer Erhvervsstyrelsen, at betingelserne ikke er opfyldt, og at tilsagnet om saminvestering dermed ikke kan accepteres efter den foreslåede bestemmelse, vil Erhvervsstyrelsen kunne gøre tilsagnet bindende efter den almindelige tilsagnsprocedure i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d. Erhvervsstyrelsen vil i dette tilfælde skulle vurdere tilsagnet efter det generelle proportionalitetsprincip, og i modsætning til den foreslåede bestemmelse vil Erhvervsstyrelsen ikke være forpligtet til at gøre tilsagnet bindende.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 3, 1. punktum, har baggrund i hensynet til at skabe forudsigelighed og gennemsigtighed for udbyderen, som har afgivet tilsagn om saminvestering.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 3, 1. punktum, implementerer teledirektivets artikel 76, stk. 2, 1. afsnit, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet, samt dele af artikel 79, stk. 3, 2. afsnit, om tilsagnsprocedure.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 3, 2. pkt. , foreslås det, at Erhvervelstyrelsen, i perioden fastlagt efter stk. 3, 1. punktum, ikke må pålægge yderligere forpligtelser i henhold til § 41 på den relevante del af nettet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhervsstyrelsen i perioden på mindst syv år ikke må pålægge udbyderen yderligere forpligtelser i henhold til telelovens § 41, for så vidt angår den del af nettet, som er omfattet af tilsagnet.

Den foreslåede bestemmelse om, at Erhvervsstyrelsen skal gøre tilsagn bindende i mindst syv år og ikke pålægge forpligtelser i denne periode skyldes, at saminvesteringsaftaler på lang sigt kan fremme bæredygtig konkurrence, herunder i områder, hvor der ikke eksisterer en effektiv infrastrukturbaseret konkurrence.

Saminvesteringsaftaler anses for positivt at kunne bidrage til konkurrencen ved blandt andet at fremme udrulningen og ibrugtagningen af nye net med meget høj kapacitet i overensstemmelse med formålene i telelovens § 1.

Idet tilsagnet om saminvestering anses for konkurrencefremmende, bør udbyderen med en stærk markedsposition ikke pålægges forpligtelser for det nye net med meget høj kapacitet, som er omfattet af udbyderens tilsagn.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 3, 2. pkt., har baggrund i hensynet til at skabe forudsigelighed og gennemsigtighed for udbyderen, som har afgivet tilsagn om saminvestering. Hvis tilsagnet overholder betingelserne opstillet i den foreslåede bestemmelse vil udbyderen som udgangspunkt kunne indrette sig efter ikke at blive pålagt yderligere forpligtelser i den periode, som Erhvervstyrelsen har gjort tilsagnet bindende i.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 3, 2. pkt., implementerer teledirektivets artikel 76, stk. 2, 1. afsnit, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 3, vil medføre gennemsigtighed og forudsigelighed for udbyderen med en stærk markedsposition. Ved at afgive tilsagn om saminvestering i forbindelse med udrulningen af et nyt net med meget høj kapacitet, som overholder de opstillede betingelser, vil udbyderen som udgangspunkt kunne indrette sig efter ikke at blive pålagt yderligere forpligtelser efter telelovens § 41 i en periode på mindst syv år.

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 37, stk. 2, at Erhvervsstyrelsen skal gennemføre opdateringer og revurderinger af markedsundersøgelser, når Erhvervsstyrelsen vurderer, at det er nødvendigt på baggrund af markedsmæssige eller faktiske forhold, som har betydning for markedsafgørelsen.

Erhvervsstyrelsen skal i disse situationer vurdere, om de pålagte forpligtelser er tilstrækkelige til at imødegå de ændrede markedsmæssige eller faktiske forhold, eller om forpligtelserne efter en fornyet proportionalitetsvurdering ikke længere er tilstrækkelige.

Finder Erhvervsstyrelsen, at ændringen af forholdene tilsiger en revurdering af de pålagte forpligtelser, bestemmer styrelsen, om revurderingen kan gennemføres som en opdatering, eller om der skal gennemføres en ny markedsundersøgelse i sin helhed. Erhvervsstyrelsen skal i henhold til gældende regler sikre, at markedsanalyser, hvor det er hensigtsmæssigt, foretages i samarbejde med konkurrencemyndighederne.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 4, foreslås det, at uanset stk. 3, kan Erhvervsstyrelsen i tilstrækkeligt begrundede tilfælde pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser efter §§ 41 a-46 for at afhjælpe væsentlige konkurrenceproblemer på bestemte markeder, som på grund af de særlige karakteristika ved disse markeder ellers ikke ville blive afhjulpet.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil have mulighed for efterfølgende af gribe ind over for udbyderen af det nye net, hvis styrelsen fastslår, at bestemte markeder i mangel af reguleringstiltag vil kunne stå over for betydelige konkurrenceproblemer.

Fastslår Erhvervsstyrelsen efterfølgende, at der på bestemte markeder er opstået væsentlige konkurrenceproblemer, vil Erhvervsstyrelsen – uanset at et tilsagn er gjort bindende i henhold til den foreslåede bestemmelses stk. 3 – i tilstrækkeligt begrundede tilfælde kunne pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser i henhold til telelovens §§ 41 a-46.

Erhvervsstyrelsen vil i lighed med udarbejdelsen af markedsanalyser efter telelovens § 39 også skulle sikre, at vurderinger af nødvendigheden af at pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser, foretages i samarbejde med konkurrencemyndighederne. Derfor vil Erhvervsstyrelsen med passende varsel skulle foretage en høring af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen inden Erhvervsstyrelsen beslutter at pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser for at afhjælpe væsentlige konkurrenceproblemer efter den foreslåede bestemmelses stk. 4.

Erhvervsstyrelsen vil i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet skulle vælge den eller de afhjælpende foranstaltninger, der er mindst indgribende.

I vurderingen vil Erhvervsstyrelsen, i overensstemmelse med almindelige forvaltningsretlige principper om ændring af afgørelser, skulle tage hensyn til, at udbyderen har indrettet sig i forventning til den oprindelige afgørelse og styrelsen vil skulle vurdere hensynet hertil over for behovet for yderligere konkurrencefremmende tiltag.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 4, om Erhvervsstyrelsens mulighed for efterfølgende indgreb har baggrund i hensynet til at imødegå eventuelle konstaterede konkurrenceproblemer.

Af hensyn til at kunne imødegå konstaterede konkurrenceproblemer er det derfor vigtigt, at Erhvervsstyrelsen har mulighed for efterfølgende at gribe ind og tilpasse reguleringen, såfremt den differentierede regulering af det nye net medfører væsentlige konkurrenceproblemer til ugunst for slutbrugerne på bestemte markeder.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 4, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 2, 3. afsnit, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 4, vil medføre, at der skabes en større grad af gennemsigtighed og forudsigelighed, da udbyderen og potentielle adgangssøgende har kendskab til under hvilke betingelser og forudsætninger Erhvervsstyrelsen kan pålægge, fastholde eller tilpasse forpligtelser.

Der eksisterer ikke en hjemmel i gældende ret, som giver Erhvervsstyrelsen beføjelse til at pålægge en udbyder at sende årlige overensstemmelseserklæringer til Erhvervsstyrelsen.

I medfør af telelovens § 52 er det Erhvervsstyrelsen, som fører tilsyn med, at udbydere med en stærk markedsposition overholder reglerne i telelovens afsnit IV om sektorspecifik konkurrencelovgivning og regler udstedt i medfør heraf.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 a, stk. 5 , foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan pålægge den udbyder, som har afgivet saminvesteringstilsagn efter stk. 1, at forelægge årlige overensstemmelseserklæringer om overholdelsen af betingelserne i stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil kunne kræve, at en udbyder med en stærk markedsposition vil skulle forelægge årlige erklæringer om, at udbyderen overholder betingelserne i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a. Udbydere med en stærk markedsposition gives derved et incitament til at føre eget tilsyn med at overholde betingelserne i den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 5, om, at udbyderen med en stærk markedsposition kan pålægges at forelægge årlige overensstemmelseserklæringer, har baggrund i, at den differentierede regulering i form af lempet regulering fra Erhvervsstyrelsens side kan medføre konkurrencemæssige problemer i form af en uretmæssig fortrinsstilling. Det er derfor vigtigt, at den lempede regulering for saminvesteringer kun indrømmes udbydere, som overholder betingelserne herfor, så de ikke opnår en konkurrencemæssig fortrinsstilling.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 5, implementerer dele af teledirektivets artikel 76, stk. 3, 1. afsnit, om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 5, vil medføre, at der skabes gennemsigtighed og forudsigelighed over udbyderens overholdelse af betingelserne.

Der er ikke i den gældende telelov en specifik lovhjemmel til at undtage rene engrosselskaber fra at blive pålagt visse forpligtelser under SMP-reguleringen. Muligheden for at undtage rene engrosselskaber fra visse forpligtelser er således baseret på det almindelige princip om proportionalitet.

Hvis en udbyder udelukkende er aktiv på et engrosmarked, og i øvrigt overholder almindelige principper om ikke-diskriminerende priser, kan udbyderen efter omstændighederne anses som mere fremmende for konkurrencen end vertikalt integrerede udbydere. Proportionalitetsprincippet tilsiger derved, at reguleringen af førstnævnte udbydere alt andet lige skal være mindre indgribende. Det vil sige, at muligheden for at pålægge forpligtelser begrænses.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b , vil medføre, at udbydere med en stærk markedsposition, der udelukkende er aktive på et eller flere engrosmarkeder, på baggrund af en markedsanalyse alene vil kunne blive pålagt forpligtelser om netadgang, ikke-diskrimination og/eller fair og rimelig prisfastsættelse.

Rene engrosselskaber er betegnelsen for selskaber, som ejer elektroniske kommunikationsnet, og som alene udbyder engrostjenester og dermed ikke er aktive på detailniveau. Rene engrosselskaber står i modsætning til vertikalt integrerede teleselskaber, der varetager flere led i forsyningskæden, f.eks. netejere, der også tilbyder tjenester til slutbrugerne på dette net.

Bestemmelsen vil dermed indebære, at Erhvervsstyrelsen vil skulle være tilbageholdende med brug af indgribende forpligtelser, hvis en udbyder med en stærk markedsposition er et rent engrosselskab. Det vil således ikke være muligt for Erhvervsstyrelsen at pålægge rene engrosselskaber samtlige af de mulige forpligtelser, der fremgår af telelovens § 41.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke som sådan medføre en ny retsstilling for rene engrosselskaber, end hvad der allerede følger af Erhvervsstyrelsens hidtidige praksis og proportionalitetsprincippet under SMP-reguleringen. Den foreslåede bestemmelse udgør således en kodificering af allerede gældende principper. Med den foreslåede bestemmelse vil betingelserne for at undtage forpligtelser for rene engrosselskaber nu klart blive specificeret i loven.

Den foreslåede bestemmelse om rene engrosselskaber skyldes, at teledirektivet opstiller klare retningslinjer for, hvornår rene engrosselskaber kan undtages fra visse forpligtelser under SMP-reguleringen. Med den foreslåede bestemmelse vil Erhvervsstyrelsens afgørelser nu skulle træffes efter en specifik hjemmel, som anvendes uniformt i EU, og ikke længere alene efter det almindelige princip om proportionalitet.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at øge gennemsigtigheden og forudsigeligheden for rene engrosselskaber og derved stimulere investeringsincitamenterne for udrulningen af nye net med meget høj kapacitet.

Rene engrosselskaber har et ønske om at tiltrække tjenesteudbydere på deres net og dermed et stærkt incitament til at indgå kommercielle aftaler med alle adgangssøgende udbydere. Rene engrosselskaber har ikke samme incitament som vertikalt integrerede selskaber til at forskelsbehandle mellem selskabets egen detailafdeling og andre selskaber, der konkurrerer med selskabet på detailmarkedet. Dette skyldes, at de ikke selv udbyder detailtjenester eller er bundet til en bestemt detailudbyder. For at kunne få dækket sine investeringer og tjene penge på brugen af nettet har selskaber, der alene udbyder tjenester på engrosniveau, interesse i at udleje sin infrastruktur til så mange selskaber som muligt for at få så mange kunder på nettet som muligt. Rene engrosselskaber kan på den vis bidrage til at sikre en effektiv konkurrence på markedet og stimulere investeringer i nye net med meget høj kapacitet.

De konkurrencemæssige risici, som hidrører fra adfærden blandt rene engrosselskaber, kan være mindre end, hvad der er tilfældet for vertikalt integrerede selskaber.

Hvis en udbyder med en stærk markedsposition således indretter sin virksomhed på en sådan måde, at udbyderens adfærd ikke blot mindsker risikoen for at skade konkurrencen, men ligefrem fremmer den, bør Erhvervsstyrelsen også være tilbageholdende med at pålægge forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b implementerer dele af teledirektivets artikel 80 om virksomheder, der udelukkende opererer på engrosniveau – såkaldte rene engrosselskaber.

Den foreslåede bestemmelse vurderes ikke at medføre økonomiske eller administrative konsekvenser for borgere, virksomheder eller det offentlige, ud over hvad der tidligere har været tilfældet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 b, stk. 1, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen skal vurdere, om en udbyder, der er udpeget til at have en stærk markedsposition på et eller flere engrosmarkeder, jf. § 40, og som ikke er aktiv på noget detailmarked for offentlige elektroniske kommunikationstjenester, opfylder en række betingelser.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil skulle vurdere, om udbydere med en stærk markedsposition, der ikke er aktiv på noget detailmarked, opfylder visse betingelser for at kunne blive undtaget for en række forpligtelser.

Betingelserne oplistet i bestemmelsens stk. 1, vil skulle sikre, at der ikke kan sås tvivl om, at udbyderens rene engrosmodel er reel.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 b, stk. 1, nr. 1, foreslås en betingelse om, at alle selskaber og forretningsenheder inden for udbyderen, alle selskaber, som kontrolleres, men ikke nødvendigvis ejes fuldstændigt, af den samme endelige ejer, og eventuelle aktionærer, der kan udøve kontrol over udbyderen, kun har nuværende og planlagte aktiviteter på engrosmarkeder for elektroniske kommunikationstjenester, og derfor ikke har nogen aktiviteter på noget detailmarked for elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere i EU.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil skulle påse, om udbyderens forretningsmodel udelukkende er engrosorienteret.

Det fremgår af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 1, nr. 1, at betingelsen om, at udbyderens forretningsmodel udelukkende skal være engrosorienteret, ikke kun skal vurderes i forhold til den enkelte juridiske enhed. Erhvervsstyrelsen vil således skulle vurdere, om alle udbyderens selskaber og juridiske enheder, juridiske enheder, som kontrolleres, men ikke nødvendigvis ejes fuldstændigt, af udbyderen, samt eventuelle aktionærer, der kan udøve kontrol over udbyderen, ikke har aktiviteter på noget detailmarked for elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere i EU.

Ved begrebet engrosorienteret vil skulle forstås, at en virksomhed alene udbyder tjenester til andre virksomheder og dermed ikke er aktiv på detailniveau.

Med begrebet kontrol menes, at der skal være mulighed for at få afgørende indflydelse på virksomhedens drift. Kontrol kan tage form af henholdsvis direkte eller indirekte kontrol og positiv eller negativ kontrol. Om begrebet kontrol henvises til almindelige selskabsretlige regler og praksis herom.

Med begrebet aktiviteter menes nuværende såvel som planlagte aktiviteter.

Teledirektivets betragtning 208 fastlår, at en virksomhed, der er aktiv på et engrosmarked, og som udelukkende udbyder detailtjenester til erhvervsbrugere, som er større end små og mellemstore virksomheder, alene bør betragtes som en engrosudbyder. Den foreslåede bestemmelse vil derfor indebære, at udbydere med en stærk markedsposition, som er aktive på både et detailmarked, hvor selskabet alene udbyder tjenester til erhvervsbrugere, som er større end små og mellemstore virksomheder, og på det underliggende engrosmarked, vil kunne blive betragtet som et rent engrosselskab og således være omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 1, nr. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 80, stk. 1.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 b, stk. 1, nr. 2 , foreslås en betingelse om, at udbyderen ikke er forpligtet til at handle med en enkelt, selvstændig udbyder senere i forsyningskæden, som er aktiv på et detailmarked for offentlige elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere, som følge af en eksklusivaftale eller en aftale, som i realiteten udgør en eksklusivaftale.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil skulle påse, at udbyderen ikke har indgået en eksklusivaftale eller en aftale, som i realiteten udgør en eksklusivaftale, med en selvstændig virksomhed i et senere forsyningsled, som er aktiv på detailmarkedet for elektroniske kommunikationstjenester til slutbrugere.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 1, nr. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 80, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 1, om rene engrosselskaber skyldes, at teledirektivet opstiller klare retningslinjer for, hvornår rene engrosselskaber kan undtages fra visse forpligtelser under SMP-reguleringen.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at øge gennemsigtigheden og forudsigeligheden for, under hvilke betingelser rene engrosselskaber kan undtages fra at blive pålagt visse forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der skabes gennemsigtighed om, under hvilke betingelser en udbyder, hvis forretningsmodel er rent engrosorienteret, kan fritages for visse forpligtelser i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b.

Hvis en udbyder, i medfør af gældende ret, udelukkende er aktiv på et engrosmarked, og i øvrigt overholder almindelige principper om ikke-diskriminerende priser, kan udbyderen efter omstændighederne anses som mere fremmende for konkurrencen end vertikalt integrerede udbydere. Proportionalitetsprincippet tilsiger, at den nationale tilsynsmyndighed ikke må pålægge udbyderen mere indgribende forpligtelser end formålet tilsiger.

Erhvervsstyrelsen kan som udgangspunkt pålægge de forpligtelser, som er oplistet i telelovens § 41, herunder forpligtelser om netadgang, jf. § 42, ikke-diskrimination, jf. § 43, og priskontrol, jf. § 46.

Med forpligtelse om netadgang i henhold til telelovens § 42 forstås, at udbyderen med en stærk markedsposition forpligtes til at tilbyde eller imødekomme rimelige anmodninger om faktisk eller virtuel netadgang til nærmere fastsatte dele af udbyderens netelementer, tjenester og associerede faciliteter.

Med forpligtelse om ikke-diskrimination i henhold til telelovens § 43 forstås, at udbyderen med en stærk markedsposition forpligtes til ikke at forskelsbehandle på priser og vilkår over for andre udbydere i situationer, hvor forholdene er ensartede. Samme forpligtelse over for andre udbydere gælder også i forhold til de priser og vilkår, som udbyderen tilbyder internt i koncernen.

Forpligtelser om priskontrol i henhold til telelovens § 46 tager sit udgangspunkt i omkostningsbestemte prisfastsættelser, det vil sige virksomhedens omkostninger, hvorefter prisen fastsættes ud fra hvad virksomhedens effektive omkostninger er eller beregnes til at burde være, med tillæg af en rimelig forrentning af den relevante investerede kapital, under hensyntagen til eventuelle specifikke risici i forbindelse med et bestemt nyt investeringsprojekt.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 b, stk. 2, foreslås det, at hvor Erhvervsstyrelsen konkluderer, at betingelserne i stk. 1 er opfyldt, kan Erhvervsstyrelsen i en afgørelse efter § 41 kun pålægge den pågældende udbyder forpligtelser som nævnt i § 42, § 43 eller forpligtelser om fair og rimelig prisfastsættelse, når det er berettiget på baggrund af en markedsanalyse efter § 39, herunder en fremadrettet vurdering af den sandsynlige adfærd for en udbyder med en stærk markedsposition.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen på baggrund af en markedsanalyse alene vil kunne pålægge udbyderen forpligtelser, som omfatter ikke-diskrimination, netadgang eller fair og rimelig prisfastsættelse. Det betyder, at Erhvervsstyrelsen ikke vil kunne pålægge forpligtelser om f.eks. gennemsigtighed, regnskabsmæssig opsplitning, priskontrol eller omkostningsregnskaber.

For at kunne pålægge forpligtelser efter den foreslåede bestemmelse skal markedsanalysen, jf. telelovens § 39, fastslå, at pålæg af disse forpligtelser er tilstrækkelige til at sikre en reel konkurrence på det pågældende marked. Markedsanalysen vil skulle omfatte en fremadrettet vurdering af udbyderens sandsynlige adfærd, såfremt denne pålægges forpligtelser i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Erhvervsstyrelsen vil kunne pålægge én eller flere af de nævnte forpligtelser. Dette vil f.eks. kunne indebære, at en forpligtelse om netadgang vil kunne pålægges sammen med en forpligtelse om fair og rimelig prisfastsættelse for at sikre en effektiv netadgang.

Fastlæggelsen af fair og rimelige priser i den foreslåede bestemmelse tager, i modsætning til omkostningsbestemte prisfastsættelser, udgangspunkt i markedsprisen. Prisfastsættelse efter fair og rimelige priser indeholder en vurdering af rimeligheden af en sådan pris. Et eksempel på en bestemmelse, der anvender rimelig pris, kan findes i § 9 f, stk. 4, i ændringslov nr. 741 af 1. juni 2015, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 157 som fremsat den 27. februar 2015. Ændringsloven implementerer artikel 3, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU af 15. maj 2014 om foranstaltninger for at reducere omkostningerne ved etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation. I bemærkningerne til bestemmelsen i ændringsloven fremgår det, at vurderingen er konkret og afhænger af en samlet vurdering.

Den foreslåede bestemmelse om anvendelse af fair og rimelige priser vil skulle tage udgangspunkt i den samme vurdering, som gælder i henhold til den nævnte ændringslov. I bemærkningerne til ovennævnte bestemmelse i ændringsloven, jf. Folketingstidende 2014-15, A, L 157, s. 33ff, fastlægges desuden, at den adgangsgivende udbyder vil skulle have rimelig mulighed for at få dækket sine omkostninger, herunder en rimelig forrentning af den investerede kapital. Herudover vil der endvidere kunne tages hensyn til, hvordan den adgang, der søges om, vil påvirke den adgangsgivende udbyders forretningsplan, herunder de investeringer, som udbyderen har foretaget eller vil foretage, navnlig investeringer i den passive fysiske infrastruktur, som der søges om adgang til.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 2, om at begrænse Erhvervsstyrelsens mulighed for at pålægge forpligtelser over for rene engrosselskaber, skyldes, at rene engrosselskaber kan bidrage til at sikre en effektiv konkurrence på markedet og stimulere investeringer i nye net med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 80, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 2, vil medføre, at udbydere med en stærk markedsposition gives et stærkt incitament til at indrette sin forretningsmodel som et rent engrosselskab, hvilket kan bidrage til at sikre en effektiv konkurrence på markedet og stimulere investeringer i nye net med meget høj kapacitet.

Erhvervsstyrelsen skal i medfør af telelovens § 37, stk. 2, foretage opdateringer og revurderinger af allerede gennemførte markedsundersøgelser, når Erhvervsstyrelsen vurderer, at væsentlige ændringer i markedsforholdene eller den tekniske udvikling eller lignende, der har betydning for markedsafgørelsen, tilsiger, at der kan være behov for at foretage sådanne opdaterede markedsundersøgelser.

Ændrede markedsmæssige eller faktiske forhold, der har betydning for markedsafgørelsen, kan f.eks. være, at udbyderen, der i henhold til markedsundersøgelsen er udpeget som udbyder med en stærk markedsposition, foretager større opkøb eller frasalg af netelementer eller datterselskaber eller foretager sådanne interne omstruktureringer, at det bliver sammenligneligt med en forpligtelse om funktionel adskillelse, jf. telelovens § 47. Erhvervsstyrelsen skal i disse situationer vurdere, om de pålagte forpligtelser er tilstrækkelige til at imødegå den nye situation, eller om forpligtelserne efter en fornyet proportionalitetsvurdering ikke længere er berettigede.

Erhvervsstyrelsen kan vurdere, om en opdateret markedsundersøgelse er påkrævet enten på eget initiativ eller som følge af en begrundet og dokumenteret anmodning fra en udbyder af offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der har interesser på det pågældende marked.

For at kunne opdatere en markedsundersøgelse som følge af ændringer i markedsmæssige eller faktiske forhold, skal de data, der ligger til grund for den foreliggende markedsanalyse, fortsat være aktuelle og retvisende.

Anvendelse af opdaterede markedsundersøgelser forudsætter således en afvejning af, om en opdateret markedsundersøgelse på betryggende vis kan adressere forholdene på markedet, over for de primært tids- og ressourcemæssige byrder for branchen og Erhvervsstyrelsen, der er forbundet med at gennemføre en fornyet markedsundersøgelse med indhentelse af nye data.

Telelovens § 37, stk. 3, indeholder en pligt for udbydere med en stærk markedsposition, der er pålagt forpligtelser i henhold til § 41, til at informere Erhvervsstyrelsen om dispositioner med væsentlig betydning for de forpligtelser, som selskabet er pålagt. Teleloven nævner ikke, hvornår Erhvervsstyrelsen senest skal informeres, men kun at udbyderne er pligtige til at informere styrelsen.

Det er formålet med nugældende bestemmelse at sikre, at Erhvervsstyrelsen løbende kan vurdere behovet for enten en ny eller en opdateret markedsundersøgelse med henblik på en skærpelse eller lempelse af de pålagte forpligtelser.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 b, stk. 3, 1. pkt. , foreslås det, at hvor Erhvervsstyrelsen konkluderer, at betingelserne i stk. 1 ikke længere er opfyldt, skal styrelsen revidere de pålagte forpligtelser, jf. stk. 2, og i relevant omfang pålægge forpligtelser som nævnt i §§ 41 a-46.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil skulle revidere de pålagte forpligtelser, hvis styrelsen konkluderer, at udbyderen ikke længere opfylder betingelserne for alene at kunne blive pålagt forpligtelser om netadgang, ikke-diskrimination eller fair og rimelige priser. Den foreslåede bestemmelse vil ikke ændre på Erhvervsstyrelsens generelle pligt til at revidere pålagte forpligtelser efter telelovens § 37, stk. 2.

Erhvervsstyrelsens revision af de pålagte forpligtelser vil skulle ske på eget initiativ eller på baggrund af informationer fra de pågældende udbydere, som er pålagt forpligtelser i medfør af den foreslåede bestemmelse. Hvis Erhvervsstyrelsen finder det relevant, vil Erhvervsstyrelsen kunne gennemføre en ny markedsanalyse og pålægge en eller flere af de forpligtelser, som følger af telelovens § 41.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen hurtigt vil kunne reagere på ændrede markedsforhold og tilpasse de relevante forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle eksistere ved siden af telelovens § 37, stk. 3, som omhandler den generelle forpligtelse om, at udbydere med en stærk markedsposition vil skulle underrette Erhvervsstyrelsen om beslutninger, der medfører organisatoriske eller strukturelle ændringer, som har væsentlig betydning for allerede pålagte forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 3, 1. pkt., om at pålægge Erhvervsstyrelsen at revidere de pålagte forpligtelser, hvis udbyderen ikke længere opfylder betingelserne for at blive pålagt forpligtelser i begrænset omfang, skyldes, at sådanne udbydere, ud fra et hensyn om at sikre en effektiv konkurrence og ligebehandlingsprincippet, bør kunne underlægges de samme forpligtelser som enhver anden udbyder med en stærk markedsposition i henhold til telelovens § 41, hvis forholdene tilsiger det.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 3, 1. pkt., implementerer teledirektivets artikel 80, stk. 3, 1. pkt.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 b, stk. 3, 2. pkt. , foreslåes det, at udbyderen straks skal underrette Erhvervsstyrelsen om eventuelle ændringer af de forhold, der er relevante for stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at udbyderne straks vil skulle underrette Erhvervsstyrelsen om ændringer i forhold, som medfører, at de ikke længere vil være omfattet af den forslåede bestemmelse. Det mest nærliggende eksempel er situationen, hvor et rent engrosselskab opkøber en detailudbyder, hvilket vil medvirke, at førstnævnte ikke længere vil kunne kategoriseres som et rent engrosselskab.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 3, 2. pkt., om, at udbyderne straks skal underrette Erhvervsstyrelsen, skyldes, at udbyderne i medfør af den foreslåede bestemmelse kan opnå visse konkurrencemæssige fordele idet bestemmelsen begrænser, hvor mange forpligtelser Erhvervsstyrelsen kan pålægge udbyderne. Det er derfor vigtigt, at oplysninger om forhold, som medfører, at forudsætningerne for at indrømme disse fordele ikke længere er til stede, straks meddeles, så Erhvervsstyrelsen om nødvendigt kan revidere forpligtelserne.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 3, 2. pkt., implementerer teledirektivets artikel 80, stk. 3, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 3, vil medføre, at de indrømmede lempelser over for udbyderen ikke opretholdes i længere tid end forholdene tilsiger det. Den foreslåede bestemmelse medfører dermed også fair og lige forhold på markedet, idet udbyderen ikke indrømmes urimelige konkurrencemæssige fordele.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 b, stk. 4 , foreslås det, at Erhvervsstyrelsen skal revidere de pålagte forpligtelser, jf. stk. 2, eller pålægge en eller flere af forpligtelserne nævnt i § 41 a eller §§ 44-46, såfremt Erhvervsstyrelsen på grundlag af dokumentation for betingelser og vilkår, som udbyderen tilbyder kunder senere i forsyningskæden, konkluderer, at der er opstået eller sandsynligvis vil opstå konkurrenceproblemer til ulempe for slutbrugerne, som kræver pålæggelse af yderligere forpligtelser eller ændring af eksisterende forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Erhvervsstyrelsen vil skulle revidere de pålagte forpligtelser, hvis Erhvervsstyrelsen på grundlag af dokumentation for betingelser og vilkår som udbyderen tilbyder dens kunder senere i forsyningskæden, konkluderer, at der er opstået eller sandsynligvis vil opstå konkurrenceproblemer til ulempe for slutbrugerne.

Konkurrenceproblemer til ulempe for slutbrugerne kan eksempelvis være tilfælde, hvor slutbrugernes valgmuligheder indskrænkes, eller at der opleves prisstigninger grundet de indskrænkede valgmuligheder.

Den foreslåede bestemmelse vil derfor give Erhvervsstyrelsen mulighed for efterfølgende at gribe ind, hvis det viser sig, at lempelsen ikke har medført de konkurrencemæssige fordele for slutbrugerne, som var tilsigtet med undladelsen af at pålægge visse forpligtelser efter telelovens § 47 b.

For at afhjælpe konkurrenceproblemerne vil Erhvervsstyrelsen enten kunne ændre de pålagte forpligtelser eller pålægge en eller flere af forpligtelserne om adgang til anlægsinfrastruktur, transparens, regnskabsmæssig opsplitning eller priskontrol. De reviderede forpligtelser skal være nødvendige og effektive til at afhjælpe konkurrenceproblemerne.

Den foreslåede bestemmelse vil således ikke ændre på Erhvervsstyrelsens generelle pligt til at revidere pålagte forpligtelser efter telelovens § 37, stk. 2.

Erhvervsstyrelsens vurdering af konkurrenceproblemerne vil ikke være anderledes end den vurdering styrelsen i øvrigt foretager i forbindelse med en markedsundersøgelse. Den centrale forskel er, at Erhvervsstyrelsen erkender, at de allerede pålagte forpligtelser ikke i tilstrækkelig grad sikrer slutbrugerne, og styrelsen vil herefter, i medfør af den foreslåede bestemmelse, skulle foretage en efterfølgende vurdering.

Den foreslåede bestemmelse om at pålægge Erhvervsstyrelsen at revidere de pålagte forpligtelser, skyldes, at konkurrencen skal søges sikret i de tilfælde, hvor udbyderens adfærd er til skade for konkurrencen. Det skal således sikres, at Erhvervsstyrelsen griber ind, hvis de vilkår og betingelser som udbyderen med en stærk markedsposition tilbyder dens kunder medfører eller sandsynligvis vil medføre en forringelse af konkurrencen til ulempe for slutbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 4, implementerer dele af teledirektivets artikel 80, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b, stk. 4, vil medføre, at de indrømmede lempelser over for udbyderen ikke opretholdes i længere tid end forholdene tilsiger det. Den foreslåede bestemmelse medfører dermed også fair og lige forhold på markedet, idet udbyderen ikke indrømmes urimelige konkurrencemæssige fordele.

I henhold til telelovens § 37, stk. 3, skal udbydere med en stærk markedsposition, der er pålagt forpligtelser, jf. § 41, underrette Erhvervsstyrelsen om beslutninger om organisatoriske eller strukturelle ændringer af væsentlig betydning for de pålagte forpligtelser.

Telelovens § 37, stk. 3, indeholder ikke en tidsfrist for, hvornår en underretning af Erhvervsstyrelsens senest skal være foretaget.

Bestemmelsen indeholder således en pligt for udbydere med en stærk markedsposition, der er pålagt forpligtelser i henhold til § 41, til at informere Erhvervsstyrelsen om dispositioner med væsentlig betydning for de forpligtelser, som udbyderen er pålagt.

Dispositioner, der kan have væsentlig betydning, kan være organisatoriske eller strukturelle ændringer, f.eks. i form af opkøb, frasalg eller funktionel udskillelse af net eller driftsafdelinger.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c implementerer dele af teledirektivets artikel 78 om frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede virksomheder. Teledirektivets artikel 78 erstatter adgangsdirektivets artikel 13b.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 c, stk. 1, foreslås det, at en udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition på et eller flere relevante markeder, skal underrette Erhvervsstyrelsen mindst tre måneder inden, udbyderen agter at overdrage sine adgangsnetaktiver eller væsentlige dele heraf til en særskilt juridisk enhed med en anden ejer eller oprette en særskilt forretningsenhed med henblik på at give alle detailudbydere, herunder udbyderens egne detailafdelinger, fuldt ud tilsvarende adgangsprodukter.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der til forskel fra i dag fremover vil være en frist for, hvornår udbydere, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, senest skal have underrettet Erhvervsstyrelsen om planerne om en frivillig funktionel adskillelse.

Udbyderens underretning af Erhvervsstyrelsen vil også skulle gælde enhver ændring af planen for den funktionelle adskillelse og om slutresultatet af adskillelsesprocessen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 1, om, at en udbyder, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, vil skulle underrette Erhvervsstyrelsen mindst tre måneder inden en funktionel adskillelse, skyldes, at Erhvervsstyrelsen skal kunne vurdere konsekvenserne af den planlagte adskillelse. Erhvervsstyrelsen skal have mulighed for at vurdere adskillelsen i forhold til alle eksisterende forpligtelser, der er pålagt den vertikalt integrerede udbyder, og have tilstrækkeligt med tid hertil, for at sikre, at den nye organisering lever op til kravene til funktionel adskillelse i teledirektivet.

F.eks. vil der skulle være tilstrækkeligt med tid til at give Erhvervsstyrelsen mulighed for at kunne indsamle flere oplysninger eller mere dokumentation, foretage en høring af berørte tredjeparter, analysere den planlagte adskillelse og håndtere eventuelle konstaterede konkurrenceproblemer, der måtte opstå som følge af den planlagte adskillelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 78, stk. 1, 1. og 2. afsnit, om frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede virksomheder. Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 1, vil medføre en grad af forudsigelighed i forhold til det tidsmæssige aspekt af processen for en planlagt funktionel adskillelse, og vil indebære klare spilleregler og procedurer i den henseende.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 c, stk. 2, foreslås det, at en udbyder kan afgive tilsagn om betingelser for adgang til udbyderens net i løbet af gennemførselsperioden og efter afslutningen af den adskillelse, der er nævnt i den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 1. Tilbuddet om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, herunder med hensyn til tidsplanen og rammerne for tilsagnenes gennemførelse og deres varighed.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at udbydere kan tilbyde tilsagn om betingelser for adgang i en gennemførselsperiode, og efter afslutningen af den foreslåede adskillelse med henblik på at sikre effektiv og ikke-diskriminerende adgang for tredjeparter.

Den foreslåede bestemmelse vil således kunne medføre, at en udbyder, der har en stærk markedsposition, vil kunne have en vis indflydelse på betingelser og vilkårene for sin forretning med det formål at håndtere eventuelle konkurrenceproblemer. Erhvervsstyrelsen kan derefter tage hensyn til tilsagnet, når styrelsen vil skulle vurdere konsekvenserne af den planlagte adskillelse.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at det afgivne tilbud om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, herunder i forhold til tidsplanen og rammerne for tilsagnenes gennemførelse og deres varighed. Tilsagnene kan forlænges ud over den maksimale frist for markedsundersøgelser, der er fastsat i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 37, stk. 3.

Det afgivne tilbud om tilsagn vil i tilstrækkelig grad skulle kunne give Erhvervsstyrelsen mulighed for at foretage en vurdering af konsekvenserne af den planlagte adskillelse sammen med afgivne tilsagn i forhold til de eksisterende forpligtelser, og et tilstrækkeligt grundlag for at kunne træffe afgørelse om at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 2, om, at udbydere endvidere kan tilbyde tilsagn om betingelser for adgang i en gennemførselsperiode, og efter afslutningen af den foreslåede adskillelse med henblik på at sikre effektiv og ikke-diskriminerende adgang for tredjepart, skyldes, at en udbyder derigennem selv vil kunne bidrage til at håndtere eventuelle konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen måtte konstatere i sin vurdering af den planlagte adskillelse. Tilstrækkelige tilsagn vil derved kunne medføre, at Erhvervsstyrelsen ikke finder det berettiget fortsat at pålægge forpligtelser over for udbyderen, og dermed ophæve de pålagte forpligtelser.

Dette vil kunne øge gennemsigtigheden og skabe en forudsigelighed i forbindelse med anvendelsen af tilsagn som middel til at imødegå konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret, og som styrelsen derefter tager hensyn til, når styrelsen vurderer den planlagte adskillelse og træffer afgørelse i henhold til den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse om, at det afgivne tilbud om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, skyldes, at Erhvervsstyrelsen skal have et tilstrækkeligt grundlag for at kunne vurdere virkningen af den påtænkte adskillelse. Virkningen skal vurderes sammen med de afgivne tilsagn i forhold til de gældende forpligtelser, der er pålagt den vertikalt integrerede udbyder, og dermed give Erhvervsstyrelsen et korrekt grundlag at træffe afgørelse på.

Udbyderen, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, og som afgiver tilbud om tilsagn, vil være interesseret i, at dokumentationen, som indgives til Erhvervsstyrelsen, er tilstrækkeligt fuldstændig. Hvis det ikke er tilfældet, vil Erhvervsstyrelsen kunne påpege, hvilke dele der er behov for yderligere dokumentation af.

Den pågældende udbyder vil tillige have interesse i, at de afgivne oplysninger er fyldestgørende, således at Erhvervsstyrelsen vil kunne foretage en tilstrækkelig vurdering af følgerne af den planlagte adskillelse sammen med tilsagn i forhold til de gældende forpligtelser, og derigennem vurdere om visse af de gældende forpligtelser ændres eller ophæves på baggrund af de tilbudte tilsagn.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 78, stk. 1, 3. afsnit, 1. punktum, om frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede virksomhed. Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 2, vil medføre en øget gennemsigtighed og skabe en forudsigelighed i forbindelse med anvendelsen af tilsagn som middel til at imødegå konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre konsekvenser for de udbydere, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, og tilbyder tilsagn, idet der fastsættes krav til udarbejdelsen af eventuelle tilbudte tilsagn og dermed sikres en højere grad af gennemsigtighed i forhold til indholdet i det afgivne tilsagn.

I henhold til telelovens § 37, stk. 2, foretager Erhvervsstyrelsen opdateringer og revurderinger af allerede gennemførte markedsundersøgelser, når styrelsen vurderer, at væsentlige ændringer i markedsforholdene, eller den tekniske udvikling eller lignende, der har betydning for markedsafgørelsen, tilsiger, at der kan være behov for at foretage sådanne opdaterede markedsundersøgelser.

Ændrede markedsmæssige eller faktiske forhold, der har betydning for markedsafgørelsen, kan f.eks. være, at udbyderen, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, foretager større opkøb eller frasalg af netelementer eller datterselskaber eller foretager sådanne interne omstruktureringer, at det bliver sammenlignet med en forpligtelse om funktioneladskillelse, jf. telelovens § 47. Erhvervsstyrelsen skal i disse situationer vurdere, om de pålagte forpligtelser er tilstrækkelige til at imødegå den nye situation, eller om forpligtelserne efter en fornyet proportionalitetsvurdering ikke længere er berettigede.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 c, stk. 3, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen som led i styrelsens vurdering af den planlagte adskillelse sammen med eventuelle afgivne tilsagn vil skulle gennemføre en analyse af de forskellige markeder med tilknytning til adgangsnettet, hvor den udskilte forretningsenhed driver virksomhed.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen skal analysere de forskellige markeder med tilknytning til adgangsnettet, hvor den udskilte forretningsenhed driver virksomhed, når styrelsen nærmere skal vurdere den planlagte adskillelse.

Erhvervsstyrelsen vil i den forbindelse skulle tage hensyn til eventuelle tilsagn fra udbyderen, navnlig vedrørende målene i den foreslåede bestemmelse til telelovens § 1, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 2. Erhvervsstyrelsen vil endvidere skulle konsultere tredjeparter i overensstemmelse med regler om høring fastsat i medfør af telelovens § 57, navnlig de tredjeparter, der er direkte berørt af den påtænkte adskillelse.

Når udbyderen underretter Erhvervsstyrelsen, varsles styrelsen om, at den vil skulle påbegynde arbejdet med at analysere de relevante markeder for at gennemgå eksisterende forpligtelser og overveje nye forpligtelser.

I henhold til telelovens § 37, stk. 2, vil Erhvervsstyrelsen skulle foretage opdateringer og revurderinger af allerede gennemførte markedsundersøgelser, når styrelsen vurderer, at væsentlige ændringer i de markedsmæssige eller faktiske forhold, der har betydning for markedsafgørelsen, tilsiger, at der vil kunne være behov for at foretage sådanne opdaterede markedsundersøgelser. Det vil f.eks. kunne omfatte, at udbyderen foretager dispositioner, der vil kunne sammenlignes med en forpligtelse om funktionel adskillelse, jf. telelovens § 47.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 3, om, at Erhvervsstyrelsen som led i styrelsens vurdering af den planlagte adskillelse sammen med de afgivne tilsagn skal gennemføre en analyse af de forskellige markeder med tilknytning til adgangsnettet, hvor den udskilte forretningsenhed driver virksomhed, skyldes, at Erhvervsstyrelsen bør kunne vurdere konsekvenserne af den planlagte adskillelse for at sikre, at den eventuelle nye organisering er i overensstemmelse med reglerne i teleloven.

Erhvervsstyrelsen bør i den forbindelse kunne vurdere den planlagte adskillelses virkning på enhver adgangsforpligtelse, som udbyderen tilbyder, i forhold til alle eksisterende forpligtelser, der er pålagt den vertikalt integrerede udbyder.

Den foretagne analyse skal danne grundlag for Erhvervsstyrelsens afgørelse om at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 3, implementerer dele af teledirektivets artikel 78, stk. 2, 1.-3. afsnit, om frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede udbyder. Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 3, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen, som allerede i dag skal foretage en analyse som led i en opdatering eller revurdering af allerede gennemførte markedsundersøgelser, når styrelsen vurderer, at væsentlige ændringer i de markedsmæssige eller faktiske forhold, der har betydning for markedsafgørelsen, tilsiger, at der vil kunne være behov for at foretage sådanne opdaterede markedsundersøgelser.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 c, stk. 4, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen på grundlag af analysen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 47, stk. 3, skal træffe afgørelse om at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser efter § 41, og kan i sin afgørelse gøre tilsagnene helt eller delvist bindende i hele den periode, som de afgives for.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der indføres en pligt for Erhvervsstyrelsen til at afgøre, hvorvidt der på baggrund af den gennemførte analyse af de forskellige markeder med tilknytning til adgangsnettet er behov for at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser efter § 41.

Endvidere vil en afgørelse om at gøre tilsagn bindende kunne indebære, at Erhvervsstyrelsen vil kunne undlade at pålægge passende forpligtelser på udbydere med en stærk markedsposition, hvis den pågældende udbyder selv tilbyder betingelser og vilkår, der i tilstrækkelig grad vil imødegå de konstaterede konkurrenceproblemer.

Perioden, for hvilket et givent tilsagn vil kunne være bindende, vil kunne være længere end den maksimale tidsperiode, som tillades mellem markedsundersøgelser. Den omstændighed, at et tilsagn godkendes for en periode, der vil strække sig ud over perioderne for Erhvervsstyrelsens markedsundersøgelser, vil ikke påvirke tidsfristerne for disse. Markedsundersøgelserne vil skulle gennemføres i tide og i nødvendigt omfang vil forpligtelser skulle pålægges.

Med forbehold for den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 b vil den juridisk eller driftsmæssigt særskilte forretningsenhed med en stærk markedsposition på ethvert specifikt marked i henhold til telelovens § 40 om nødvendigt kunne pålægges enhver af de forpligtelser, der er omhandlet i § 41, stk. 2, eller enhver anden forpligtelse, der er godkendt af Europa-Kommissionen i medfør af § 41, stk. 3, såfremt alle andre tilsagn, der er afgivet, er utilstrækkelige til at kunne opfylde målene i teleloven. Der henvises nærmere til bemærkningerne til forslaget til telelovens § 1, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 4, om, at Erhvervsstyrelsen på grundlag af en analyse vil skulle træffe afgørelse om at pålægge, opretholde, ændre eller ophæve forpligtelser, og i sin afgørelse kunne gøre tilsagnene helt eller delvist bindende i hele den periode, som de afgives for, skyldes, at Erhvervsstyrelsen dermed vil kunne imødegå eventuelle konkurrenceproblemer, der er konstateret i styrelsens vurdering af den planlagte adskillelses indvirkning på de undersøgte markeder.

Bindende forpligtelser vedrørende frivillig adskillelse hos vertikalt integrerede udbydere med en stærk markedsposition på et eller flere relevante markeder kan tilføre processen forudsigelighed og gennemsigtighed ved at fastsætte gennemførelsesprocessen for den planlagte adskillelse, f.eks. ved at fastsætte en køreplan for gennemførelsen med klare milepæle og forudsigelige konsekvenser, hvis visse milepæle ikke nås.

Erhvervsstyrelsens afgørelse, som vil fastsætte, hvilke betingelser og vilkår, der skal gælde som følge af den planlagte adskillelse, vil dermed kunne skabe forudsigelighed for de betingelser og vilkår, der f.eks. gælder netadgang i nærmere fastsat periode for den udbyder med en stærk markedsposition, som afgiver et tilbud om tilsagn, og de alternative teleselskaber, som vil blive berørt af den planlagte adskillelse. Der vil dermed være tale om, at den foreslåede bestemmelse vil kunne medføre stabile og forudsigelige markedsvilkår.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 4, implementerer dele af teledirektivets artikel 78, stk. 2, 4. afsnit, om frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede udbydere. Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c vil medføre, at der skabes forudsigelighed for de betingelser og vilkår, der vil gælde som følge af den planlagte adskillelse og de eventuelt afgivne tilsagn. Forudsigeligheden vil gælde for både udbyderen med en stærk markedsposition og de berørte parter af den planlagte adskillelse. Der vil dermed være tale om, at den foreslåede bestemmelse vil kunne medføre stabile og forudsigelige markedsvilkår.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 c, stk. 5, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan forlænge de bindende tilsagn i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 47 c, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der indføres en mulighed for Erhvervsstyrelsen til at forlænge de bindende tilsagn, når perioden, som de oprindeligt er afgivet for, er udløbet.

En eventuel forlængelse vil skulle tage udgangspunkt i Erhvervsstyrelsens tilsyn med gennemførelsen af de af udbyderen afgivne tilsagn, som Erhvervsstyrelsen har gjort bindende.

Konstaterer Erhvervsstyrelsen gennem dets tilsyn med gennemførelsen af tilsagnene, at der vil være behov for at forlænge de bindende tilsagn, vil Erhvervsstyrelsen skulle overveje at forlænge tilsagnene, når perioden, som de oprindeligt er afgivet for, er udløbet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 5, om, at Erhvervsstyrelsen vil kunne forlænge de bindende tilsagn, skyldes, at der kan være tilfælde, hvor Erhvervsstyrelsen på baggrund af dens tilsyn med gennemførelsen af de bindende tilsagn, jf. telelovens § 52, konstaterer, at en forlængelse af tilsagnsperioden er berettiget og nødvendig af hensyn til fortsat at kunne håndtere de konstaterede konkurrenceproblemer.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 5, implementerer dele af teledirektivets artikel 78, stk. 4, om frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede udbyder. Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, stk. 5, vil medføre, at der skabes forudsigelighed for de betingelser og vilkår, der vil gælde som følge af den planlagte adskillelse og de eventuelt afgivne tilsagn. Forudsigeligheden vil gælde for både udbyderen med en stærk markedsposition, og de berørte parter af den planlagte adskillelse. Der vil dermed være tale om, at den foreslåede bestemmelse vil kunne medføre stabile og forudsigelige markedsvilkår.

Der har ikke tidligere eksisteret specifik lovhjemmel for proceduren i forbindelse med tilsagn afgivet af udbydere med en stærk markedsposition, og Erhvervsstyrelsens vurdering heraf.

I dag kan udbydere med en stærk markedsposition, som led i Erhvervsstyrelsens markedsundersøgelser, afgive tilsagn med det formål at imødegå konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret, og styrelsen tager derefter hensyn til de afgivne tilsagn, når den træffer afgørelse om pålæg af passende forpligtelser.

Der er således ikke tale om en ny mulighed for Erhvervsstyrelsen til at tage hensyn til tilsagn inden for den sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet, hvor det generelle proportionalitetsprincip og krav om nøje tilpasning af forpligtelser har været gældende siden indførelsen af den sektorspecifikke konkurrenceregulering på teleområdet i 2002.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d vil medføre, at der vil blive fastsat en procedure for, hvordan udbydere med en stærk markedsposition afgiver tilsagn, og hvordan Erhvervsstyrelsen vurderer og i givet fald gør sådanne tilsagn bindende for den udbyder, der afgiver tilsagnet.

Tilsagn i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 47 d vil bl.a. kunne vedrøre samarbejdsordninger, som er relevante for vurderingen af hensigtsmæssige og forholdsmæssigt afpassede forpligtelser i henhold til § 41, saminvestering i net med meget høj kapacitet i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a eller effektiv og ikke-diskriminerende adgang for tredjeparter i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c. Tilsagnene kan både vedrøre en gennemførelsesperiode med frivillig adskillelse af en vertikalt integreret udbyder, og perioden efter at den foreslåede form for adskillelse er gennemført.

Erhvervsstyrelsen vil i forbindelse med vurderingen af tilsagn skulle tage hensyn til markedsaktørernes synspunkter.

Den foreslåede bestemmelse vil således medføre, at en udbyder med en stærk markedsposition vil kunne have indflydelse på betingelser og vilkår for sin forretning, og med inddragelse af de markedsaktører, der vil blive direkte berørte, vil Erhvervsstyrelsen kunne acceptere tilsagnet.

Den foreslåede bestemmelse om proceduren for afgivelse og vurdering af tilsagn skyldes, at en udbyder derigennem selv kan bidrage til at håndtere konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret, og derved undgå at blive pålagt passende forpligtelser.

Samtidig bør der tages hensyn til enhver ny markedsudvikling, når der træffes afgørelse om pålæggelse af de mest hensigtsmæssige forpligtelser. Dette vil øge gennemsigtigheden og skabe en forudsigelighed i forbindelse med anvendelsen af tilsagn som middel til at imødegå konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret, og som styrelsen derefter tager hensyn til, når den træffer afgørelse om pålæggelse af passende forpligtelser.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d implementerer dele af teledirektivets artikel 79 om tilsagnsprocedure. Den foreslåede bestemmelse er ny.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d vil medføre, at der fastsættes en ensartet procedure på tværs af EU for, hvordan virksomheder afgiver tilsagn og hvordan myndighederne vurderer dem. Sammen med Erhvervsstyrelsens mulighed for at kunne gøre tilsagnene helt eller delvist bindende i en bestemt periode, vil det medføre en øget gennemsigtighed i forbindelse med anvendelsen af tilsagn som middel til at imødegå konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret, og den foreslåede bestemmelse vil endvidere kunne medføre stabile og forudsigelige markedsvilkår.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 d, stk. 1, foreslås det, at udbydere, der er udpeget som havende en stærk markedsposition, kan afgive tilsagn til Erhvervsstyrelsen vedrørende betingelser for samarbejdsordninger, tredjepartsadgang, eller saminvestering, og at tilbuddet om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, herunder med hensyn til tidsplanen og rammerne for tilsagnenes gennemførelse og deres varighed.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at udbydere med en stærk markedsposition vil kunne afgive tilsagn til Erhvervsstyrelsen vedrørende betingelser for samarbejdsordninger, tredjepartsadgang, eller saminvestering, der finder anvendelse på deres net.

Dette vil f.eks. kunne omhandle samarbejdsordninger, som er relevante for vurderingen af hensigtsmæssige og forholdsmæssigt afpassede forpligtelser i henhold til telelovens § 41, saminvestering i net med meget høj kapacitet i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 51, og effektiv og ikke-diskriminerende adgang for tredjeparter i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 51, både i løbet af en gennemførelsesperiode med frivillig funktionel adskillelse af en vertikalt integreret udbyder og efter at den foreslåede form for adskillelse er gennemført.

Samarbejdsordninger vil f.eks. kunne være kommercielle aftaler om engrosadgang eller et tilbud om at åbne for engrosadgang, hvor engrosadgang ikke er realiseret.

Med tredjepartsadgang menes andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenesters adgang til det pågældende net – enten i form af adgang til anlægsinfrastruktur, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 41 a, eller netadgang, jf. telelovens § 42.

Saminvesteringer vil kunne antage forskellige former, f.eks. medejerskab af netaktiver eller langsigtet risikodeling gennem samfinansiering eller købsaftaler. Købsaftaler, der udgør saminvesteringer, vil medføre erhvervelse af ejerskabsmæssige rettigheder til kapacitet i nettet.

Den foreslåede bestemmelse medfører endvidere, at det afgivne tilbud om tilsagn vil i tilstrækkelig grad skulle give Erhvervsstyrelsen mulighed for at foretage en vurdering af tilsagnet. I manglende fald vil Erhvervsstyrelsen skulle afvise det afgivne tilsagn.

Det afgivne tilbud om tilsagn vil i tilstrækkelig grad skulle give Erhvervsstyrelsen mulighed for at foretage en vurdering af tilsagnet. I manglende fald vil Erhvervsstyrelsen skulle afvise det afgivne tilsagn.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 1, om, at udbydere med en stærk markedsposition, vil kunne afgive tilsagn til Erhvervsstyrelsen vedrørende betingelser for samarbejdsordninger, tredjepartsadgang, eller saminvestering, der finder anvendelse på deres net, skyldes, at det skal være muligt for udbydere med en stærk markedsposition at tilbyde betingelser for bl.a. adgang, der kan imødegå de konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret i en markedsundersøgelse.

Tilsagn, der er holdbare og muliggør bæredygtig konkurrence på underliggende markeder og fremmer samarbejde om udrulning og anvendelse af net med meget høj kapacitet til gavn for slutbrugerne, vil kunne indebære, at et bestemt engrosmarked ikke bør forhåndsreguleres.

Den foreslåede bestemmelse om, at det afgivne tilbud om tilsagn skal være tilstrækkelig detaljeret, herunder med hensyn til tidsplanen og rammerne for tilsagnenes gennemførelse og deres varighed, skyldes, at Erhvervsstyrelsen skal have mulighed for i tilstrækkelig grad at foretage en vurdering af de afgivne tilsagn, og deres indvirkning på konkurrencesituationen, herunder deres mulighed for at adressere de konstaterede konkurrenceproblemer.

Udbyderen med en stærk markedsposition, som afgiver tilbud om tilsagn, vil være interesseret i, at dokumentationen, som indgives til Erhvervsstyrelsen, er tilstrækkeligt fuldstændig. Hvis det ikke tilfældet, vil Erhvervsstyrelsen kunne påpege, for hvilke dele der er behov for yderligere dokumentation.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 79, stk. 1, om tilsagnsprocedure. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 1, vil medføre, at udbydere med en stærk markedsposition i højere grad vil kunne have indflydelse på betingelser og vilkår for deres forretning.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 1, vil endvidere medføre konsekvenser for de udbydere med en stærk markedsposition, der tilbyder tilsagn, idet der fastsættes krav til udarbejdelsen af eventuelle tilbudte tilsagn.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 d, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at Erhvervsstyrelsen som led i styrelsens vurdering af tilsagn afgivet i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 47 d, stk. 1, skal foretage en markedstest, navnlig vedrørende de tilbudte vilkår, herunder ved at gennemføre en offentlig høring, medmindre de afgivne tilsagn er klart utilstrækkelige.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at markedstesten navnlig vil skulle vedrøre de tilbudte vilkår og vil skulle foretages ved blandt andet at gennemføre en offentlig høring herunder navnlig af de tredjeparter, der vil være direkte berørt. I den forbindelse vil potentielle medinvestorer eller adgangssøgende kunne fremsætte synspunkter om overholdelsen af de afgivne tilsagn med de betingelser, der er fastsat i telelovens §§ 41, 47 a eller 47 c, alt efter hvad der er relevant, og kunne foreslå ændringer.

Dette vil indebære, at Erhvervsstyrelsen ikke vil skulle foretage en markedstest, såfremt de afgivne tilsagn ikke opfylder en eller flere af de pågældende betingelser om saminvestering eller et eller flere af de pågældende kriterier oplistet i stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 2, 1. pkt., om, at Erhvervsstyrelsen vil skulle foretage en markedstest, skyldes, at Erhvervsstyrelsen i den forbindelse vil kunne indsamle synspunkter fra de interessenter, der direkte bliver berørt af det afgivne tilsagn, og som styrelsen nøje skal tage hensyn til i sin endelige vurdering af de afgivne tilsagn.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 2, 1. pkt., implementerer dele af teledirektivets artikel 79, stk. 2, 1. afsnit, om tilsagnsprocedure. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 2, 1. pkt., vil medføre en højere grad af gennemsigtighed om de afgivne tilsagn, herunder vedrørende betingelser og vilkår i tilsagnene, samt processen for vurderingen heraf.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 d, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at Erhvervsstyrelsen i vurderingen af de afgivne tilsagn navnlig skal tage særligt hensyn til dokumentation for tilsagnene, tilsagnenes åbenhed for alle markedsdeltagere, rettidig tilvejebringelse af adgang på fair, rimelige og ikke-diskriminerende betingelser forud for lanceringen af tilknyttede detailtjenester, og tilsagnenes generelle tilstrækkelighed i forhold til at muliggøre bæredygtig konkurrence på underliggende markeder og at fremme samarbejde om udrulning og ibrugtagning af net med meget høj kapacitet til gavn for slutbrugerne.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen således i et fremadrettet perspektiv vil skulle vurdere, om tilsagnene, alene eller i forening med særskilte forpligtelser og ud fra omstændighederne i øvrigt, udgør gode forudsætninger for sund konkurrence på detailmarkedet. Samtidig vil Erhvervsstyrelsen skulle tage hensyn til behovet for udrulning. Ved modstridende interesser vil Erhvervsstyrelsen skulle efterstræbe en afvejet balance, hvor udfaldet af markedstesten og markedsaktørernes synspunkter som helhed tillægges stor betydning.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 2, 2. pkt., om, at Erhvervsstyrelsen skal tage særlig hensyn til en række forhold ved de afgivne tilsagn, skyldes hensynet til, at de eventuelle interessenters synspunkter i relation til et tilsagns effekt på markedet skal inddrages i Erhvervsstyrelsens vurdering af tilsagnet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 2, 2. pkt., implementerer teledirektivets artikel 79, stk. 2, 2. afsnit, om tilsagnsprocedure. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 2, 2. pkt., vil medføre en højere grad af gennemsigtighed om de afgivne tilsagn, herunder vedrørende betingelser og vilkår i tilsagnene, samt processen for vurderingen heraf.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 d, stk. 3, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen skal meddele udbyderen sine foreløbige konklusioner om, hvorvidt de afgivne tilsagn opfylder de mål og kriterier og overholder de procedurer, som er omhandlet i nærværende bestemmelse og i § 41, den foreslåede § 47 a eller den foreslåede § 47 c, og på hvilke betingelser styrelsen kan overveje at gøre tilsagnene bindende.

Erhvervsstyrelsens foreløbige konklusioner vil skulle tage hensyn til alle de synspunkter, der er kommet til udtryk under høringen, og til hvor repræsentative disse synspunkter er for de forskellige interessenter.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 3, om, at Erhvervsstyrelsen vil skulle meddele udbyderen sine foreløbige konklusioner skyldes, at udbyderen bør kunne få mulighed for at komme med bemærkninger til styrelsens konklusioner og gennemgå sit oprindelig tilsagn for derved at kunne tilpasse det til Erhvervsstyrelsens foreløbige konklusioner og derved opfylde de fastsatte kriterier.

Muligheden for at kunne fremkomme med bemærkninger, inden Erhvervsstyrelsen træffer afgørelse i sagen, er en nødvendig og vigtig del af Erhvervsstyrelsens sagsoplysning. En manglende partshøring vil kunne føre til, at der træffes en forkert afgørelse, fordi grundlaget for afgørelsen er forkert eller utilstrækkeligt.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 3, implementerer dele af teledirektivets artikel 79, stk. 2, 3. afsnit, 1. pkt., om tilsagnsprocedure. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 3, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller aktørerne på markedet, men vil medføre en højere grad af gennemsigtighed i forhold til Erhvervsstyrelsens sagsoplysning og foreløbige vurdering af de afgivne tilsagn.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 d, stk. 4, foreslås det, at udbyderen kan ændre sit tilbud om tilsagn for at tage hensyn til Erhvervsstyrelsens foreløbige konklusioner.

Den foreslåede bestemmelser indebærer, at udbyderen kan ændre sit oprindelige tilbud om tilsagn for at tage hensyn til Erhvervsstyrelsens foreløbige konklusioner og med henblik på at opfylde de kriterier, der er fastsat i nærværende bestemmelse og i § 41, den foreslåede bestemmelse i § 47 a eller den foreslåede bestemmelse i § 47 c, alt efter hvad der er relevant.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 4, om, at udbyderen vil kunne ændre sit oprindelige tilbud om tilsagn for at tage hensyn til Erhvervsstyrelsens foreløbige konklusioner og med henblik på at opfylde de fastsatte kriterier, skyldes, at tilsagn, der opfylder de fastsatte kriterier, kan muliggøre bæredygtig konkurrence på underliggende markeder og fremme samarbejde om udrulning og anvendelse af net med meget høj kapacitet til gavn for slutbrugerne.

Derfor bør udbyderen gives mulighed for at tilpasse sit oprindelige tilbud om tilsagn, såfremt Erhvervsstyrelsen vurderer, at det i sin oprindelige form og med det oprindelige indhold ikke i tilstrækkeligt grad adresserer de konstaterede konkurrenceproblemer.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 4, implementerer dele af teledirektivets artikel 79, stk. 2, 3. afsnit, 2. pkt., om tilsagnsprocedure. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 4, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller markedets aktører, men kan føre til bæredygtig konkurrence på de underliggende markeder og fremme samarbejde om udrulning og anvendelse af net med meget høj kapacitet til gavn for slutbrugerne, såfremt det tilrettede tilsagn opfylder de fastsatte kriterier.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 d, stk. 5, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen uanset den foreslåede bestemmelse i § 47 a, stk. 3, kan træffe afgørelse om at gøre tilsagnene helt eller delvist bindende, og at styrelsen uanset § 37, stk. 3, kan gøre nogle af eller alle tilsagnene bindende for en bestemt periode.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen vil kunne gøre et tilsagn bindende for hele den periode, for hvilken de tilbydes.

Perioden, for hvilken et givent tilsagn vil kunne være bindende, vil også kunne være længere end den maksimale tidsperiode, som tillades mellem markedsundersøgelser. Den omstændighed, at et tilsagn godkendes for en periode, der vil strække sig ud over perioderne for Erhvervsstyrelsens markedsundersøgelser, påvirker ikke tidsfristerne for disse. Markedsundersøgelserne vil skulle gennemføres rettidigt og i nødvendigt omfang vil forpligtelser skulle pålægges.

Hvis Erhvervsstyrelsen gør tilsagn bindende i henhold til denne bestemmelse, vil styrelsen i henhold til telelovens § 41 skulle vurdere konsekvenserne af denne afgørelse for markedsudviklingen og hensigtsmæssigheden af eventuelle forpligtelser, som styrelsen har pålagt eller i mangel af disse tilsagn ville have overvejet at pålægge i henhold til telelovens § 41 eller §§ 41 a-47. Når Erhvervsstyrelsen notificerer det pågældende udkast til forpligtelser i henhold til telelovens § 41 til Europa-Kommissionen, BEREC og de nationale tilsynsmyndigheder i andre medlemsstater, vil det skulle ledsages af tilsagnsafgørelsen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 5, om, at Erhvervsstyrelsen vil kunne træffe afgørelse om at gøre tilsagnene helt eller delvist bindende, og for en bestemt periode, skyldes, at Erhvervsstyrelsen skal betragte de afgivne tilsagn i et fremadrettet perspektiv for at imødegå de konstaterede problemer. Såfremt tilsagnene ikke kunne gøres bindende, og for en bestemt periode, ville det kunne indebære et manglende retsgrundlag og en usikkerhed om retsstillingen for markedets aktører.

Muligheden for at kunne gøre tilsagnene bindende eller delvist bindende vil således sikre forudsigelighed for de betingelser og vilkår, der f.eks. gælder netadgang i en nærmere fastsat periode for den udbyder med en stærk markedsposition, som afgiver et tilbud om tilsagn, og de alternative teleselskaber, som vil blive berørt af det afgivne tilsagn. Den foreslåede bestemmelse vil dermed kunne medføre stabile og forudsigelige markedsvilkår.

Endvidere vil en afgørelse kunne indebære, at Erhvervsstyrelsen vil kunne undlade at pålægge passende forpligtelser på udbydere med en stærk markedsposition, hvis den pågældende udbyder selv tilbyder betingelser og vilkår, der i tilstrækkelig grad imødegår de konstaterede konkurrenceproblemer.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 5, implementerer dele af teledirektivets artikel 79, stk. 3, 1. og 2. afsnit, om tilsagnsprocedure. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 5, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller markedets aktører, men vil kunne medføre, at der skabes forudsigelighed for de betingelser og vilkår, der vil gælde som følge af de eventuelt afgivne tilsagn.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 47 d, stk. 6, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen kan forlænge tilsagnene i henhold til stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen vil kunne forlænge de afgivne tilsagn, som styrelsen har gjort helt eller delvist bindende, når den oprindelige periode er udløbet, og at en eventuel forlængelse vil skulle tage udgangspunkt i Erhvervsstyrelsens tilsyn med gennemførelsen af de af udbyderen afgivne tilsagn, som Erhvervsstyrelsen har gjort bindende.

Såfremt Erhvervsstyrelsen gennem dets tilsyn med gennemførelsen af tilsagnene konstaterer, at der vil være behov for at forlænge de bindende tilsagn, vil Erhvervsstyrelsen skulle overveje at forlænge tilsagnene, når den oprindelige periode, som de er afgivet for, er udløbet. En sådan vurdering bør ske i dialog med den pågældende udbyder, og i tilpas lang tid inden den oprindelige periode udløber.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 6, om, at Erhvervsstyrelsen vil kunne forlænge de bindende tilsagn, skyldes, at Erhvervsstyrelsen efter periodens udløb kan konstatere, at der fortsat er behov for tilsagnene i forhold til at kunne håndtere de konstaterede konkurrenceproblemer.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 6, implementerer dele af teledirektivets artikel 79, stk. 4, om tilsagnsprocedure. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d, stk. 6, vil ikke medføre væsentlige konsekvenser for Erhvervsstyrelsen eller markedets aktører, men vil kunne medføre, at der skabes forudsigelighed for de betingelser og vilkår, der også efter udløbet af den oprindelige periode vil gælde som følge af de eventuelt afgivne tilsagn.

Der vil således være tale om en højere grad af gennemsigtighed og forudsigelighed ved processen for afgivelse af tilsagn og den fremadrettede retsstilling for markedets aktører.

Til nr. 52

I henhold til de gældende bestemmelser i telelovens §§ 52-55 fører Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen tilsyn med overholdelse af reglerne i afsnit IV i teleloven eller regler udstedt i medfør af afsnit IV.

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsens tilsyn med reglerne i afsnit IV eller regler udstedt i medfør af afsnittet sker enten af egen drift eller på baggrund af klage.

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsens tilsyn kan munde ud i afgørelser, om hvorvidt regler, vilkår m.v. er blevet overholdt, og eventuelt påbyde udbyderen at foretage konkrete skridt eller ændringer, for at bringe en manglende efterlevelse af reglerne i afsnit II eller regler udstedt i medfør heraf til ophør.

På baggrund af kongelig resolution af 28. juni 2015 og kongelig resolution af 25. januar 2016 blev bestemmelserne i telelovens afsnit IV fordelt mellem Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen, således at Erhvervsstyrelsen har ansvaret for myndighedsudøvelsen i medfør af §§ 33-47, § 51 og §§ 56-57, mens Energistyrelsen er ansvarlig myndighed for §§ 48-50.

Kapitel 17 i teleloven om tilsyn med bestemmelserne i telelovens afsnit IV og regler udstedt i medfør heraf indeholder således tilsynsbestemmelser, der kan anvendes af både Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen i forhold til de bestemmelser, de respektive styrelser har ansvaret for.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 50 a foreslås det at bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om Energistyrelsens tilsyn med overholdelse af reglerne i §§ 48-50, regler og vilkår udstedt i medfør heraf og regler om tvistbilæggelse i forbindelse med digitale radio- og tv-tjenester.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der etableres en hjemmel for klima-, energi-, og forsyningsministeren til at fastsætte regler om Energistyrelsens tilsyn med kapitel 15, herunder både regler om generelt tilsyn med overholdelse af bestemmelserne i kapitel 15 eller regler udstedt i medfør heraf, og om tvistløsning.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 50 a skal ses i sammenhæng med de foreslåede ændringer til §§ 52-55 i teleloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 53 og 54, hvor det foreslås at ændre bestemmelserne til kun at omfatte Erhvervsstyrelsens tilsyn med kapitel 11-14, 16 og 18.

Telelovens kapitel 15, dvs. §§ 48-50, er ikke hidtil blevet bragt i anvendelse, og der har ikke hidtil været behov for gennemførelse af markedsundersøgelser eller tilsyn i forhold til digitale radio- og tv-tjenester i henhold til kapitel 15.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at den nuværende formulering af tilsynsbestemmelserne kan give usikkerhed i forhold til hvilken myndighed, der konkret er bemyndiget til at gennemføre et tilsyn.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af en ny § 50 a i teleloven om tilsyn med reglerne i kapitel 15 i teleloven implementerer dele af teledirektivets artikel 3 og 5.

Med den foreslåede bestemmelse, sammenholdt med de foreslåede ændringer til telelovens §§ 52-55, skabes klarhed om opgavefordelingen mellem Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse vil skabe øget gennemsigtighed om ansvarsfordelingen for bestemmelserne i telelovens afsnit IV, men vil i øvrigt ikke have konsekvenser for slutbrugere, telebranchen eller myndighederne.

Til nr. 53

I henhold til de gældende bestemmelser i telelovens §§ 52-55 fører Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen således tilsyn med overholdelse af reglerne i afsnit IV i teleloven eller regler udstedt i medfør af afsnit IV.

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsens tilsyn med reglerne i afsnittet eller regler udstedt i medfør af afsnittet sker enten af egen drift eller på baggrund af klage.

Med den foreslåede ændring af bestemmelserne i telelovens §§ 52-55, foreslås det at fjerne henvisningen til Energistyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Energistyrelsen skrives ud af bestemmelserne, og at §§ 52-55 fremadrettet kun kan anvendes af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med tilsyn i forhold til §§ 33-47, § 51 og §§ 56-57.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af tilsynsbestemmelserne i §§ 52-55 i teleloven implementerer dele af teledirektivets artikel 3 og 5.

Med den foreslåede bestemmelse skabes klarhed om opgavefordelingen mellem Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelsen vil skabe øget gennemsigtighed om ansvarsfordelingen for bestemmelserne i telelovens afsnit IV, men vil i øvrigt ikke have konsekvenser for slutbrugere, telebranchen eller myndighederne.

Til nr. 54

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsens tilsyn med reglerne i afsnit IV i teleloven eller regler udstedt i medfør af afsnittet sker enten af egen drift eller på baggrund af klage.

Med den foreslåede ændring af bestemmelserne i telelovens §§ 52 og 55, stk. 1, foreslås det at fjerne henvisningen til afsnit IV og erstatte den med en henvisning til kapitel 11-14 og 16-18.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at der indsættes en undtagelse i telelovens §§ 52 og 55 i forhold til reglerne i kapitel 15 eller regler udstedt i medfør heraf. Den foreslåede bestemmelse vil, sammenholdt med de foreslåede ændringer til telelovens §§ 52-55, medføre, at det ikke længere er både Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen, der vil skulle føre tilsyn med reglerne i kapitel 15, dvs. §§ 48-50, men alene Energistyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af tilsynsbestemmelserne i §§ 52 og 55 i teleloven implementerer dele af teledirektivets artikel 3 og 5.

Med den foreslåede bestemmelse skabes klarhed om opgavefordelingen mellem Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen.

Til nr. 55

Erhvervsstyrelsen fører i henhold til telelovens § 52 tilsyn med udbydernes overholdelse af reglerne i lovens afsnit IV om sektorspecifik konkurrenceregulering og regler udstedt i medfør heraf.

Bestemmelsen omfatter dog ikke tilsyn med udbyderes overholdelse af de EU-dækkende termineringstakster for taleopkald i mobilnet eller fastnet, idet der i dag ikke eksisterer en bestemmelse vedrørende EU-dækkende termineringstakster for taleopkald i fastnet eller mobilnet.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 52, stk. 2, foreslås det at give Erhvervsstyrelsen mulighed for at føre tilsyn med overholdelse af de af Europa-Kommissionen fastsatte termineringstakster for taleopkald i fastnet og mobilnet.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen vil kunne føre tilsyn med udbydere af termineringstjenesters overholdelse af de af Europa-Kommissionen fastsatte EU-dækkende termineringstakster for taleopkald i fastnet og mobilnet og sikre, at de overholdes. De EU-dækkende termineringstakster pålægges af Europa-Kommissionen i en særskilt gennemførelsesforordning, der har umiddelbar virkning for de omfattede udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Hvis et tilsyn viser, at en udbyder af termineringstjenester for taleopkald i fastnet og mobilnet ikke overholder de EU-dækkende termineringstakster for taleopkald i fastnet og mobilnet, der er fastsat af Europa-Kommissionen, vil Erhvervsstyrelsen til enhver tid kunne kræve, at udbyderen ændrer den takst, som den anvender over for andre udbydere.

Den foreslåede bestemmelse om at give Erhvervsstyrelsen mulighed for at føre tilsyn med udbydere af termineringstjenesters overholdelse af de af Europa-Kommissionen fastsatte maksimale termineringstakster for taleopkald i fastnet og mobilnet skyldes, at Europa-Kommissionen som udgangspunkt fastsætter maksimale takster, som er gældende for alle udbydere af termineringstjenester inden for EU. De maksimale termineringstakster vil være gældende for en periode på fem år, hvorefter Europa-Kommissionen skal vurdere nødvendigheden af fælles maksimale termineringstakster på tværs af EU.

I disse femårige perioder skal det være muligt for Erhvervsstyrelsen at føre tilsyn med de anvendte termineringstakster hos udbydere af termineringstjenester og sikre den ønskede symmetri med hensyn til termineringstakster i EU. Manglende overholdelse af de termineringstakster for taleopkald i mobilnet og fastnet, der er fastsat af Europa-Kommissionen, vil medføre højere omkostninger hos de øvrige selskaber, som ønsker at terminere opkald i et givent net. Høje omkostninger vil alt andet lige være til skade for konkurrencen. Desuden fører høje termineringspriser normalt også til høje detailpriser for opkald og til et tilsvarende mindre forbrug, hvilket vil nedsætte forbrugervelfærden.

Den foreslåede bestemmelse, om indsættelse af et nyt stk. 2 i telelovens § 52, implementerer dele af teledirektivets artikel 75 om termineringstakster. Der er tale om en ny bestemmelse.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 52, stk. 2, vil have konsekvenser for Erhvervsstyrelsen, som skal føre tilsyn med, at de EU-gældende maksimale termineringstakster følges af de danske udbydere af termineringstjenester. Frem for tidligere, hvor Erhvervsstyrelsen i henhold til telelovens § 52 skulle føre tilsyn med de pålagte forpligtelser på engrosmarkederne for terminering af taleopkald i fastnet henholdsvis mobilnet, indebærer det fremadrettede tilsyn på disse markeder i de tilfælde, hvor Europa-Kommissionen har fastsat maksimale termineringstakster, alene overholdelsen af disse.

Til nr. 56

Det foreslås at ændre bestemmelsen i telelovens § 53 således, at den gældende bestemmelse i telelovens § 53, stk. 1-3, ændres og § 53, stk. 4, udgår. Ændringerne til bestemmelsen indebærer ingen hindring for nogen af parterne i fortsat at indbringe sagen for en domstol.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 53, stk. 1, medfører, at hvis en sag, der vedrører forhold i Danmark og et andet EU- eller EØS-land, indbringes for Erhvervsstyrelsen, skal Erhvervsstyrelsen koordinere sin indsats med den nationale tilsynsmyndighed i det andet EU- eller EØS-land for at sikre overensstemmelse mellem de afgørelser, som Erhvervsstyrelsen og den nationale tilsynsmyndighed i det pågældende EU- eller EØS-land hver især træffer.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i telelovens § 53, stk. 1, foreslås det, at hvis der indbringes klager for Erhvervsstyrelsen i forbindelse med en aftale omfattet af kapitel 11-14, kapitel 16-18 eller regler udstedt i medfør heraf mellem en udbyder af offentlige elektroniske kommunikations-net eller -tjenester, der er hjemmehørende i Danmark, og en tilsvarende udbyder, der er hjemmehørende i et andet EU- eller EØS-land, skal Erhvervsstyrelsen underrette Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) om klagen for at få en udtalelse om tvisten.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at hvis en sag, der vedrører forhold i Danmark og et andet EU- eller EØS-land, indbringes for Erhvervsstyrelsen, vil Erhvervsstyrelsen skulle underrette BEREC for at få en udtalelse om tvisten. I henhold til den gældende § 53, stk. 2, har Erhvervsstyrelsen mulighed for at høre BEREC i sådanne sager. Med den foreslåede nyaffattelse af § 53, stk. 1, vil Erhvervsstyrelsens mulighed for at høre BEREC i sådanne sager således ændres til en pligt.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 53, stk. 1, om, at Erhvervsstyrelsen skal underrette BEREC om tvister, der vedrører forhold i Danmark og et andet EU- eller EØS-land, for at få en udtalelse om tvisten, skyldes, at der ud over den klageadgang, der følger af EU-retten eller national ret, er behov for en enkel procedure, der efter anmodning fra en af tvistens parter sættes i gang for at bilægge grænseoverskridende tvister mellem virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester i forskellige medlemsstater.

Der har i EU været et ønske om at tillægge BEREC en større rolle i forbindelse med tvistbilæggelse af sager med transnational karakter. Koordinationen med tilsynsmyndigheden i det pågældende medlemsland, som det kendes i dag, bevares dog indirekte ved, at BEREC fortsat involveres i de tilfælde, hvor flere medlemslandes tilsynsmyndigheder er repræsenteret.

Muligheden for at anmode BEREC om en udtalelse er således blevet erstattet af en pligt til at underrette BEREC i alle tilfælde, hvor en tvist påvirker samhandlen, med henblik på at finde en løsning på tvisten. Dette afspejles i den nye bestemmelse.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 53, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 27, stk. 2, om tvistbilæggelse mellem parter i forskellige medlemsstater. Teledirektivets artikel 27 erstatter rammedirektivets artikel 21.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 53, stk. 1, vil kun have formel betydning for Erhvervsstyrelsen, idet BEREC skal underrettes i alle tilfælde, hvor tvisten har grænseoverskridende karakter. Det er fortsat Erhvervsstyrelsen, som skal træffe afgørelse for at bilægge tvister med transnational karakter.

I Danmark har der ikke tidligere været eksempler på tvister, der påvirkede samhandlen mellem medlemsstaterne.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 53, stk. 2, indebærer, at Erhvervsstyrelsen har mulighed for at høre BEREC for at finde en løsning på tvisten.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i telelovens § 53, stk. 2, foreslås det, at Erhvervsstyrelsen skal afvente en udtalelse fra BEREC, inden Erhvervsstyrelsen tager skridt til at bilægge tvisten. Erhvervsstyrelsen kan dog for at sikre konkurrencen og slutbrugernes interesser under ekstraordinære omstændigheder, enten på parternes anmodning eller på eget initiativ, træffe midlertidige afgørelser efter § 55.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre en videreførelse af den gældende § 53, stk. 4, uden indholdsmæssige ændringer, dog med sproglige tilpasninger. Erhvervsstyrelsen vil således på samme vis som i dag skulle afvente en udtalelse fra BEREC, inden den tager skridt til at bilægge tvisten.

I udtalelsen vil den eller de berørte tilsynsmyndigheder opfordres til at træffe konkrete foranstaltninger for at bilægge tvisten eller undlade handling.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke udelukke, at Erhvervsstyrelsen for at imødegå presserende konkurrenceproblemer vil kunne træffe midlertidige afgørelser efter § 55.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 53, stk. 2, om, at Erhvervsstyrelsen skal afvente en udtalelse fra BEREC, inden Erhvervsstyrelsen tager skridt til at bilægge tvisten, skyldes, at der ud over den klageadgang, der følger af EU-retten eller national ret, er behov for en enkel procedure, der efter anmodning fra en af tvistens parter sættes i gang for at bilægge grænseoverskridende tvister mellem virksomheder, der udbyder eller har tilladelse til at udbyde elektroniske kommunikationstjenester i forskellige medlemsstater.

Der har derudover i EU været et ønske om at tillægge BEREC en større rolle i forbindelse med tvistbilæggelse af sager med transnational karakter.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 53, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 27, stk. 4, om tvistbilæggelse mellem parter i forskellige medlemsstater. Teledirektivets artikel 27 erstatter rammedirektivets artikel 21.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 53, stk. 2, vil kun have formel betydning for Erhvervsstyrelsen, idet Erhvervsstyrelsen på samme vis som i dag vil skulle afvente en udtalelse fra BEREC, inden den tager skridt til at bilægge tvisten.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 53, stk. 3, indebærer, at Erhvervsstyrelsen kan anmode BEREC om en udtalelse om, hvilken foranstaltning der skal træffes for at bilægge tvisten.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i telelovens § 53, stk. 3, foreslås det, at enhver forpligtelse, som Erhvervsstyrelsen pålægger en udbyder som led i tvistbilæggelsen, skal pålægges senest en måned efter udtalelsen.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen fremover vil være underlagt en tidsbegrænsning for, hvornår Erhvervsstyrelsen senest skal have pålagt eventuelle forpligtelser som led i tvistbilæggelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere sproglige og indholdsmæssige ændringer, som dog ikke vil ændre på, hvorledes bestemmelsen er blevet fortolket hidtil. Enhver forpligtelse, som Erhvervsstyrelsen pålægger en virksomhed som led i bilæggelse af en tvist, vil fortsat skulle være i overensstemmelse med bestemmelserne i teleloven og tage nøje hensyn til udtalelsen fra BEREC.

Den anførte tidsfrist vil være en ordensforskrift, der vil indebære, at en manglende overholdelse ikke vil medføre, at en afgørelse vil kunne blive ugyldig. Erhvervsstyrelsen vil således så vidt muligt skulle have pålagt eventuelle forpligtelser senest en måned efter, at BEREC har vedtaget udtalelsen.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes et behov for at afspejle ændringerne og tilføjelserne til artikel 27.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 53, stk. 3, implementerer dele af teledirektivets artikel 27, stk. 5, om tvistbilæggelse mellem parter i forskellige medlemsstater. Teledirektivets artikel 27 erstatter rammedirektivets artikel 21.

Den foreslåede bestemmelse vil give markedsaktørerne en vished om, hvornår en løsning på tvisten vil kunne forventes, og vil samtidig medføre forudsigelighed for de berørte parter.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 53, stk. 4, indebærer, at Erhvervsstyrelsen skal afvente en udtalelse fra BEREC, inden Erhvervsstyrelsen tager skridt til at bilægge tvisten. Dette udelukker ikke, at Erhvervsstyrelsen for at imødegå presserende konkurrenceproblemer kan træffe midlertidige afgørelser efter § 55.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 53, stk. 4, foreslås slettet, og i stedet vil den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, med sproglige tilpasninger være en videreførelse af den gældende § 53, stk. 4, uden indholdsmæssige ændringer. Erhvervsstyrelsen vil på samme vis som i dag skulle afvente en udtalelse fra BEREC, inden den tager skridt til at bilægge tvisten.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen skyldes et behov for at afspejle ændringerne til artikel 27, og at den foreslåede bestemmelse i telelovens § 53, stk. 2, med sproglige tilpasninger vil være en videreførelse af den gældende § 53, stk. 4, uden indholdsmæssige ændringer.

Den foreslåede bestemmelse om at slette den gældende § 53, stk. 4, vil ikke medføre konsekvenser, idet den foreslåede bestemmelse i § 53, stk. 2, med sproglige tilpasninger være en videreførelse af den gældende § 53, stk. 4, uden indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 57

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsens tilsyn med reglerne i afsnit IV eller regler udstedt i medfør af afsnittet sker enten af egen drift eller på baggrund af klage.

I henhold til den gældende bestemmelse i telelovens § 54 kan en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester anmode Erhvervsstyrelsen om at afgøre en tvist, hvori det ikke har været muligt at nå til enighed med modparten ved forhandling om netadgang eller samtrafik, for så vidt angår spørgsmål om netadgang og samtrafik og vilkårene og priserne herfor. En betingelse for, at bestemmelsen finder anvendelse, er, at mindst en af de implicerede udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er pålagt en forpligtelse om at imødekomme rimelige anmodninger om netadgang eller samtrafik efter § 33, stk. 2, § 41 eller regler udstedt i medfør af § 49.

Erhvervsstyrelsen kan træffe afgørelse om, hvorvidt der i konkrete tilfælde foreligger en rimelig anmodning om indgåelse af eller ændring af en aftale om netadgang eller samtrafik. Herunder kan Erhvervsstyrelsen nærmere fastlægge vilkårene for priserne i den aftale eller ændring af en eksisterende aftale, som afgørelsen måtte give anledning til.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i § 54, stk. 1, foreslås det at fjerne en henvisning til telelovens § 49 og i stedet tilføje en henvisning til § 35 a, og bindende tilsagn efter § 47 a, § 47 c eller § 47 d.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at Erhvervsstyrelsen vil blive tillagt kompetence til også at træffe afgørelse i tvister på baggrund af rimelige anmodninger i henhold til telelovens § 35 a, og bindende tilsagn i henhold til de foreslåede bestemmelser i telelovens §§ 47 a, 47 c og 47 d.

Det vil således ikke længere være en betingelse for bestemmelsens anvendelse, at mindst en af de implicerede udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester er pålagt en forpligtelse om at imødekomme rimelige anmodninger om netadgang eller samtrafik.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at Erhvervsstyrelsen vil skulle sikre overholdelse af tilsagnene, som styrelsen har gjort bindende i henhold til de foreslåede bestemmelser i telelovens §§ 47 a, 47 c og 47 d om henholdsvis saminvestering, frivillig funktionel adskillelse og tilsagn, jf. lovforslagets § 1, nr. 51, på samme måde som styrelsen sikrer opfyldelse af de pålagte forpligtelser i henhold til § 41. I den forbindelse vil Erhvervsstyrelsen skulle tage stilling til en forlængelse af tilsagnene for den periode, for hvilken de er blevet gjort bindende, når den oprindelige periode udløber.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at Energistyrelsen skrives ud af bestemmelserne i §§ 52-55, og § 54 vil således fremadrettet kun kunne anvendes af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med tilsyn i forhold til kapitel 11-14, 16 og 18.

Den foreslåede bestemmelse om at tillægge Erhvervsstyrelsen kompetence til at træffe afgørelse i tvister på baggrund af rimelige anmodninger i henhold til telelovens § 35 a skyldes, at Erhvervsstyrelsen bør have mulighed for at afgøre tvister i tilfælde, hvor en af udbyderne er pålagt en forpligtelse om at imødekomme rimelige anmodninger om netadgang eller samtrafik i henhold til telelovens § 35 a.

Den foreslåede bestemmelse om at tillægge Erhvervsstyrelsen kompetence til træffe afgørelse i tvister på baggrund af bindende tilsagn skyldes, at det bør være muligt for Erhvervsstyrelsen at gribe ind i tilfælde, hvor det viser sig, at de bindende tilsagn ikke overholdes af udbydere med en stærk markedsposition. Hvis Erhvervsstyrelsen ikke bliver tillagt kompetence til at gribe ind, vil Erhvervsstyrelsens afgørelse om at gøre tilsagnene helt eller delvist bindende, ikke have nogen reel effekt i forhold til at imødegå de konstaterede konkurrenceproblemer på markedet.

Såfremt Erhvervsstyrelsen ikke får mulighed for at afgøre tvister af denne art, vil det ydermere kunne medføre en manglende understøttelse af den ønskede forudsigelighed vedrørende de betingelser og vilkår, der f.eks. gælder netadgang i en nærmere fastsat periode for den udbyder med en stærk markedsposition, og som afgiver et tilbud om tilsagn, og de alternative teleselskaber, som vil blive berørt af det afgivne tilsagn. Dette kan indebære, at der ikke kan sikres stabile og forudsigelige markedsvilkår.

Den foreslåede bestemmelse om, at telelovens § 54 fremadrettet kun vil kunne anvendes af Erhvervsstyrelsen i forbindelse med tilsyn i forhold til kapitel 11-14, 16 og 18, skyldes, at den nuværende formulering af tilsynsbestemmelserne kan give usikkerhed i forhold til, hvilken myndighed der konkret er bemyndiget til at gennemføre et tilsyn.

Med den foreslåede bestemmelse, sammenholdt med de foreslåede ændringer i §§ 52-55, jf. lovforslagets § 1, nr. 53 og 54, skabes der klarhed om opgavefordelingen mellem Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse om ændring af telelovens § 54, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 3 om overordnede mål, artikel 5 om nationale tilsynsmyndigheder og andre kompetente myndigheder, artikel 61, stk. 3, om de nationale tilsynsmyndigheders og andre kompetente myndigheders beføjelser og ansvar i forbindelse med adgang og samtrafik, artikel 76 om regulering af nye netelementer med meget høj kapacitet, artikel 78 om frivillig funktionel adskillelse hos vertikalt integrerede virksomheder, samt artikel 79 om tilsagnsprocedure.

Den foreslåede bestemmelse vil skabe øget gennemsigtighed om ansvarsfordelingen for bestemmelserne i telelovens afsnit IV, men vil i øvrigt ikke medføre konsekvenser for slutbrugere, telebranchen eller myndigheder.

Til nr. 58

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 58, stk. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet skal give andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet adgang til samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter. Regler, der fastsættes om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, skal være forholdsmæssige og berettigede under hensyn til formålet i § 1, som er at fremme et velfungerende og innovationspræget marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til gavn for slutbrugerne, og hensynene i stk. 2, det vil sige hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn.

Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 384 af 21. april 2011 om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger.

Det følger heraf, at en vej-, landzone-, bygnings- eller fredningsmyndighed i forbindelse med et afslag på en ansøgning om bygge- eller gravetilladelse i forbindelse med nyetablering eller ændring af elektroniske kommunikationsnet eller tilhørende faciliteter ud fra de hensyn, der er nævnt i § 1, stk. 1, kan påbyde udbydere, der ejer elektroniske kommunikationsnet, at give ansøgeren adgang til koordineret anvendelse af eksisterende netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter.

Med netelementer menes ethvert aktivt eller passivt element, der udgør en del af et elektronisk kommunikationsnet, herunder ledningsnet, kabler, skabe, rum til udstyr, strømforsyning og lignende, udstyr, der kan sende eller modtage radiosignaler eller begge dele, og tilhørende faciliteter.

Med tilhørende faciliteter menes bygninger, brønde, gadeskabe og andre faciliteter, som er associerede med et elektronisk kommunikationsnet, jf. telelovens § 42, stk. 1, nr. 6. Omfattet er også adgangsveje til bygninger, kabler i bygninger, master, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, kabelbrønde og skabe.

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., ændres bestemmelsen således, at der efter ordene skal være indsættes ordene objektive, transparente og ikke-diskriminerende.

Den foreslåede ændring i telelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at regler om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, som klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter, ud over at være forholdsmæssige og berettigede under hensyn til formålene i telelovens § 1 og hensynene i telelovens § 58, stk. 2, det vil sige når det er nødvendigt af hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn, endvidere skal være objektive, transparente og ikke-diskriminerende. Der er tale om en uændret videreførelse af gældende ret i forhold til de hensyn, der kan begrunde foranstaltninger vedrørende samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter.

Tilhørende faciliteter er i teledirektivets artikel 2, stk. 10, defineret som tilknyttede tjenester, fysiske infrastrukturer og andre faciliteter eller elementer i tilknytning til et elektronisk kommunikationsnet eller en elektronisk kommunikationstjeneste, som muliggør udbud af tjenester via dette net eller denne tjeneste eller støtter denne eller har mulighed for at gøre dette og omfatter bygninger eller adgangsveje til bygninger, ledningsnet i bygninger, antenner, tårne og andre støttekonstruktioner, kabelkanaler, ledningskanaler, master, mandehuller og skabe.

At foranstaltninger skal være forholdsmæssige er en indholdsmæssig videreførelse af den gældende formulering. Formuleringen indebærer, at foranstaltninger vedrørende samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter skal være nødvendige og ikke må gå videre eller være mere indgribende, end hvad formålet med at pålægge sådanne foranstaltninger tilsiger. Det kan f.eks. være af hensyn til at reducere de miljømæssige påvirkninger ved etablering af elektronisk kommunikationsinfrastruktur og for at tjene folkesundheden, den offentlige sikkerhed samt målene for by- og landsplanlægningen.

At foranstaltninger skal være objektive indebærer, at foranstaltningerne vil kunne pålægges efter et konkret skøn og skal være sagligt begrundede af hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn. At foranstaltninger skal være transparente indebærer, at det skal være gennemsigtigt, i hvilke tilfælde foranstaltninger om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter kan pålægges. At foranstaltninger skal være ikke-diskriminerende indebærer, at foranstaltningerne skal være uafhængige af den pågældende udbyder af elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede ændring har til hensigt at præcisere, at foranstaltninger vedrørende samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter kun kan træffes på baggrund af objektive, transparente, ikke-diskriminerende og forholdsmæssige kriterier og kun i et omfang, hvor det er nødvendigt af hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn.

Den foreslåede ændring skal endvidere skabe en større grad af gennemsigtighed i forhold til de kompetente myndigheders mulighed for at stille krav om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter.

Den foreslåede ændring af telelovens § 58, stk. 1, 2. pkt., implementerer dele af teledirektivets artikel 44 om samhusning og delt brug af netelementer og tilhørende faciliteter for udbydere af elektroniske kommunikationsnet. Teledirektivets artikel 44 erstatter rammedirektivets artikel 12.

Den foreslåede ændring forventes at skabe større klarhed om reglerne for krav om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter og har til hensigt at fremme en hensigtsmæssig delt udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter m.v., som kan bidrage til at nedsætte de miljømæssige påvirkninger ved etablering af digital infrastruktur, tjene folkesundheden, den offentlige sikkerhed samt by- og landsplanlægningen.

Til nr. 59

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 58, stk. 2, skal samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter pålagt efter regler fastsat i henhold til telelovens § 58, stk. 1, være berettiget ud fra hensyn til formålene i telelovens § 1, som er at fremme et velfungerende og innovationspræget marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til gavn for slutbrugerne, og hensynet til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn og skal ske med henblik på etablering af elektroniske kommunikationsnet.

Det fremgår ikke eksplicit af den gældende bestemmelse, at der skal holdes en offentlig høring i forbindelse med, at en myndighed påbyder en udbyder af elektroniske kommunikationsnet at give adgang til fælles udnyttelse af eksisterende netelementer og tilhørende faciliteter. Når en myndighed giver en udbyder af elektroniske kommunikationsnet et påbud om at give adgang, er der tale om en afgørelse i forvaltningslovens forstand. Da et påbud er en afgørelse, følger bl.a. krav om partshøring af forvaltningsloven. Forpligtelsen til partshøring vil i disse tilfælde være møntet på den pågældende udbyder af elektroniske kommunikationsnet, der forpligtes til at give adgang til fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter og den, der vil have adgang.

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 58, stk. 2, ændres bestemmelsen således, at der efter første punktum som noget nyt indsættes et andet punktum, som fastslår, at samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter kun kan pålægges efter afholdelse af en offentlig høring.

Den foreslåede ændring i telelovens § 58, stk. 2, vil medføre en eksplicit angivelse af, at der i forbindelse med, at en myndighed overvejer at påbyde samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter, skal gennemføres en offentlig høring.

Med den foreslåede ændring vil det ikke kun være de direkte involverede parter, der skal partshøres i forbindelse med, at en myndighed overvejer at påbyde samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter. Myndigheden skal foretage en offentlig høring, hvor alle, som har en interesse i, at der sker fælles udnyttelse af eksisterende netelementer og tilhørende faciliteter, kan udtrykke deres holdninger. Kredsen af aktører, der skal have mulighed for at udtrykke deres holdning, bliver udvidet således, at det ikke kun er parter, der skal partshøres i medfør af forvaltningslovens regler herom, men at der også gennemføres en offentlig høring.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen følger af, at teledirektivets artikel 44 udvider den kreds af aktører, der skal have mulighed for at udtrykke deres holdninger i forbindelse med en myndigheds overvejelser om at give et påbud om samhusning og fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter. Aktørkredsen udvides fra alle parter til alle interesserede. Den foreslåede ændring om, at der skal foretages en offentlig høring, har baggrund i, at der kan være tilfælde, hvor den almene interesse hos befolkningen generelt ud fra hensynet til eksempelvis miljøbeskyttelse, folkesundhed m.v. nødvendiggør deling. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor der i undergrunden allerede er stor pladsmangel, eller hvor en naturlig barriere, f.eks. søer og vandløb, skal krydses.

Kravet om offentlig høring vil kunne opfyldes ved, at en kommune f.eks. offentliggør høringsmateriale på sin hjemmeside eller anden egnet portal eller platform eller ved andre metoder, som er egnet til at ramme en bred kreds af interesserede.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen har baggrund i hensynet til den almene interesse i at dele eksisterende netelementer og faciliteter med henblik på at etablere og udbygge nye net på en effektiv og miljømæssigt forsvarlig måde. En bedre delt udnyttelse af faciliteter kan nedsætte de miljømæssige påvirkninger ved etablering af elektronisk kommunikationsinfrastruktur og tjene folkesundheden, den offentlige sikkerhed samt målene for by- og landsplanlægningen.

Den foreslåede ændring af telelovens § 58, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 44. Teledirektivets artikel 44 erstatter rammedirektivets artikel 12.

Til nr. 60

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 58, stk. 4, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om fordeling af omkostningerne forbundet med samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter, regler om fastsættelse af vilkår ved samhusning og fælles udnyttelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt regler om indsigt i aftaler, tilsyn, alternativ tvistbilæggelse, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang i forbindelse med regler fastsat i medfør af telelovens § 58, stk. 1.

Bemyndigelsen er delvist udmøntet i bekendtgørelse om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger.

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 58, stk. 4, 2. pkt., ændres bestemmelsen således, at der efter ordene fastsætte regler om indsættes ordene den offentlige høring og varigheden heraf, jf. stk. 2.

Den foreslåede ændring i telelovens § 58, stk. 4, 2. pkt., vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ud over det, som ministeren efter den gældende bemyndigelsesbestemmelse kan fastsætte regler om, endvidere vil kunne fastsætte regler om den offentlige høring og varigheden heraf, som foreslås indført i teleloven § 58, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 59. Med den foreslåede ændring vil ministeren f.eks. også kunne fastsætte nærmere regler om metoder til gennemførelse af den offentlige høring, herunder anvendelse af bestemte platforme eller portaler. Ministeren vil endvidere kunne fastsætte regler om høringsperiodens varighed således, at alle har mulighed for og tilstrækkelig tid til at give sin holdning til kende.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen har baggrund i, at det af teledirektivets artikel 44 fremgår, at krav om samhusning eller fælles udnyttelse af netelementer og tilhørende faciliteter kun kan pålægges efter en offentlig høring af en passende varighed, hvor alle interesserede skal have mulighed for at udtrykke deres holdning.

Den foreslåede ændring af telelovens § 58, stk. 4, 2. pkt., implementerer dele af teledirektivets artikel 44. Teledirektivets artikel 44 erstatter rammedirektivets artikel 12.

Til nr. 61

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 59, stk. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om, at ejere eller indehavere af råderetten til ledningsnet i bygninger skal give udbydere af elektroniske kommunikationsnet adgang til fælles udnyttelse af ledningsnettet med henblik på etablering af elektroniske kommunikationsnet. Regler, som ministeren fastsætter, skal være forholdsmæssige og berettigede under hensyn til formålene i telelovens § 1, som er at fremme et velfungerende og innovationspræget marked for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester til gavn for slutbrugerne, og hensynene i telelovens § 59, stk. 2, dvs. hensyn til miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn. Fælles udnyttelse efter disse regler kan pålægges, når det ikke vil være rentabelt eller praktisk gennemførligt at anlægge et nyt funktionelt tilsvarende ledningsnet.

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 59, stk. 3, kan klima-, energi- og forsyningsministeren endvidere fastsætte regler om fordeling af omkostningerne forbundet med fælles udnyttelse af ledningsnet i bygninger i henhold til stk. 1 og om fastsættelse af vilkår ved fælles udnyttelse af ledningsnet i bygninger i henhold til stk. 1. Klima-, energi- og forsyningsministeren kan endvidere fastsætte regler om indsigt i aftaler, tilsyn, alternativ tvistbilæggelse, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang i forbindelse med regler fastsat i medfør af stk. 1.

Bemyndigelserne er delvist udmøntet i bekendtgørelse om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger.

Med den foreslåede ændring i telelovens kapitel 20 ophæves kapitel 20.

Den foreslåede ophævelse af telelovens kapitel 20, der alene indeholder § 59, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ikke længere vil kunne fastsætte regler om, at ejere eller indehavere af råderetten til ledningsnet i bygninger skal give udbydere af elektroniske kommunikationsnet adgang til fælles udnyttelse af ledningsnettet med henblik på etablering af elektroniske kommunikationsnet. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil endvidere ikke længere kunne fastsætte regler om fordeling af omkostningerne forbundet med fælles udnyttelse af ledningsnet i bygninger eller fastsætte vilkår ved fælles udnyttelse af ledningsnet i bygninger. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil endvidere ikke kunne fastsætte regler om indsigt i aftaler, tilsyn, alternativ tvistbilæggelse, pålæggelse af tvangsbøder og klageadgang. Den foreslåede ophævelse af telelovens kapitel 20 skyldes, at der er foretaget væsentlige ændringer i systematikken og strukturen i det nye teledirektiv i forhold til de gældende direktiver på teleområdet.

Bestemmelserne om ledningsnet fremgår ikke af teledirektivets artikel 44, men er delvist videreført i teledirektivets artikel 61, stk. 3, om symmetrisk adgangsregulering, der er placeret i teledirektivets afsnit II - Adgang.

Bestemmelserne om adgang til ledningsnet i bygninger vil blive delvist videreført i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 34, som implementerer teledirektivets artikel 61, stk. 3, om symmetrisk adgangsregulering. Teledirektivets artikel 61, stk. 3, er placeret i Afsnit II - Adgang, som indeholder den sektorspecifikke konkurrenceregulering af teleområdet. Som følge heraf foreslås bestemmelsen flyttet fra telelovens afsnit V om samhusning og fælles udnyttelse af faciliteter til afsnit IV om sektorspecifik konkurrenceregulering. Hvor det efter gældende ret er brede samfundshensyn som miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller planmæssige hensyn, der er afgørende for bestemmelsens anvendelse, vil det med placeringen af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a være mere målrettede konkurrencehensyn, der vil være bærende, herunder hensyn til effektiv konkurrence, fordele for slutbrugerne samt hensyn til investeringerne i teleinfrastruktur. Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a vil medføre, at en bredere gruppe af pligtsubjekter kan blive underlagt forpligtelser om adgang til ledningsnet ud fra konkurrencemæssige hensyn. Til gengæld vil den samme gruppe af pligtsubjekter ikke længere kunne pålægges forpligtelser om at dele ledningsnet i bygningerne ud fra hensyn om miljø, folkesundhed, den offentlige sikkerhed eller ud fra planmæssige hensyn. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a.

Den foreslåede ophævelse af telelovens kapitel 20 implementerer dele af teledirektivets artikel 44. Teledirektivets artikel 44 erstatter rammedirektivets artikel 12.

Bekendtgørelse om koordineret anvendelse af netelementer i elektroniske kommunikationsnet og tilhørende faciliteter samt ledningsnet i bygninger er udstedt med hjemmel i bl.a. telelovens § 59, stk. 1 og 3, som foreslås ophævet med lovforslaget. Med lovforslaget vil der blive indført en overgangsbestemmelse, der lader administrative forskrifter, der er udstedt i medfør af de hidtidige bestemmelser, vedblive med at være i kraft, indtil de ændres eller ophæves, jf. lovforslagets § 7, stk. 3.

Til nr. 62

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 60, stk. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om oplysningspligt for ejere eller indehavere af råderetten til netelementer, ledningsnet og tilhørende faciliteter omfattet af telelovens §§ 58 og 59. Pligten kan omfatte oplysninger om arten, tilgængeligheden og den geografiske placering af netelementer, ledningsnet og tilhørende faciliteter.

Bestemmelsen er ikke udmøntet i en bekendtgørelse.

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 60, stk. 1, ændres bestemmelsen således, at ordet ledningsnet udgår.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 60, stk. 1, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ikke længere vil være bemyndiget til efter den gældende bestemmelse at fastsætte regler om oplysningspligt for ejere eller indehavere af råderetten til ledningsnet i bygninger omfattet af telelovens § 59.

Den forslåede ændring af telelovens § 60, stk. 1, er en konsekvens af, at telelovens § 59 foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 61. Det skyldes, at bestemmelserne om fælles udnyttelse af ledningsnet i bygninger er taget ud af teledirektivets artikel 44 og delvist videreført i artikel 61, stk. 3, som er placeret i adgangsafsnittet, der indeholder den sektorspecifikke konkurrenceregulering.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ejere eller indehavere af råderetten til ledningsnet i bygninger ikke længere kan forpligtes til at give oplysninger om arten, tilgængeligheden og den geografiske placering af deres ledningsnet i medfør af reglerne i afsnit 5 i teleloven til f.eks. bygningsmyndigheder eller lignende. Den foreslåede ændring har forbindelse til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, som er ny. Efter den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 34, vil Erhvervsstyrelsen være ansvarlig myndighed. Erhvervsstyrelsen vil fortsat kunne forpligte ejere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet til at afgive tilsvarende oplysninger i medfør af telelovens § 73.

Den foreslåede ændring af telelovens § 60, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 44. Teledirektivets artikel 44 erstatter rammedirektivets artikel 12.

Til nr. 63

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 60, stk. 1, ændres bestemmelsen således, at henvisningen til § 59 udgår.

Den foreslåede ændring i telelovens § 60, stk. 1, vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren ikke længere vil være bemyndiget til at fastsætte regler om oplysningspligt for ejere eller indehavere af råderetten til ledningsnet i bygninger.

Den foreslåede ændring i telelovens § 60, stk. 1, er en konsekvens af, at telelovens § 59 foreslås ophævet, jf. lovforslagets § 1, nr. 61. Det skyldes, at bestemmelserne om fælles udnyttelse af ledningsnet i bygninger er taget ud af teledirektivets artikel 44 og delvist videreført i artikel 61, stk. 3, som er placeret i adgangsafsnittet, der indeholder den sektorspecifikke konkurrenceregulering.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ejere eller indehavere af råderetten til ledningsnet i bygninger ikke længere kan forpligtes til at give oplysninger om arten, tilgængeligheden og den geografiske placering af deres ledningsnet i medfør af afsnit 5 i teleloven til f.eks. bygningsmyndigheder eller lignende. Den foreslåede ændring har forbindelse til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 34, som er ny. Efter den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a vil Erhvervsstyrelsen være ansvarlig myndighed. Erhvervsstyrelsen vil fortsat kunne forpligte ejere eller udbydere af elektroniske kommunikationsnet til at afgive tilsvarende oplysninger i medfør af telelovens § 73.

Den foreslåede ændring af telelovens § 60, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 44. Teledirektivets artikel 44 erstatter rammedirektivets artikel 12.

Til nr. 64

Den gældende overskrift til telelovens § 60 a er kommunal udlejning af arealer m.v. Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 60 a, som er den eneste bestemmelse i kapitel 21 a, kan kommuner og regioner indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet. Statslige myndigheders udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. er ikke omfattet af den gældende bestemmelse i telelovens § 60 a.

Med den foreslåede ændring af overskiften til telelovens kapitel 21 a ændres ordet kommunal til offentlige myndigheders.

Den foreslåede ændring af overskriften til telelovens kapitel 21 a vil medføre, at overskriften vil være offentlige myndigheders udlejning af arealer m.v.

Den foreslåede ændring af overskriften til telelovens kapitel 21 a er en følge af, at anvendelsesområdet for bestemmelsen i telelovens § 60 a med lovforslagets § 1, nr. 65, vil blive udvidet til at omfatte statslige myndigheder. Med lovforslaget foreslås det, at bestemmelsen i telelovens § 60 a udvides til at omfatte alle offentlige myndigheder. Med offentlige myndigheder menes de almindelige offentlige myndigheder, herunder kommuner, regioner og statslige myndigheder, herunder styrelser og direktorater m.v., i overensstemmelse med definitionen i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1. Herefter vil offentlige myndigheder kunne indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet.

Den foreslåede ændring af overskriften til telelovens kapitel 21 a er ikke udtryk for direktivimplementering.

De gældende regler for offentlige myndigheders lejefastsættelse i forbindelse med udlejning af arealer til digital infrastruktur kan skabe uigennemsigtige rammer for udbyderne, når de skal leje arealer til master og antenner hos forskellige typer offentlige myndigheder. Derfor foreslås det med lovforslaget at gøre det klart, at alle offentlige myndigheder kan udleje arealer til brug for digital infrastruktur på markedsvilkår. Med den foreslåede ændring i overskriften til telelovens kapitel 21 a vil det klart fremgå, at alle offentlige myndigheder vil være omfattet af reglerne om udlejning af arealer til brug for master og antenner på markedsvilkår.

Til nr. 65

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 60 a kan kommuner og regioner indgå aftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet. Statslige myndigheders udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. er ikke omfattet af telelovens § 60 a.

Herudover skal kommuner og regioners adgang til at udleje arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. vurderes efter de såkaldte kommunalfuldmagtsregler og for så vidt angår regioner de såkaldte myndighedsfuldmagtsregler. Disse regler giver kommuner henholdsvis regioner mulighed for i et vist omfang at udleje overkapacitet til markedspris. Kommuner og regioner er imidlertid ikke forpligtet til at sælge en eventuel overkapacitet.

Statslige myndigheders udlejning af arealer er reguleret af Finansministeriets budgetvejledning, hvoraf det fregår, at statslige myndigheders lejeindtægter skal fastsættes således, at det for staten bedst mulige økonomiske resultat opnås.

For så vidt angår master m.v., som placeres på offentlige vejarealer med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet, gælder der særlige regler i lov nr. 1520 af 27. december 2014 om offentlige veje m.v. (vejloven), navnlig § 80, der udtømmende regulerer retsforholdet mellem vejmyndigheden og en udbyder af elektroniske kommunikationsnet for så vidt angår denne råden over vejarealet.

Alle offentlige myndigheder er underlagt statsstøttereglerne, som indebærer, at offentlige myndigheders udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. på bedre vilkår, f.eks. lavere lejepris, end markedsvilkår, kan udgøre ulovlig statsstøtte. Statsstøtte er som udgangspunkt i strid med EU’s regler for det indre marked, medmindre støtten kan tilrettelægges inden for rammerne af Kommissionens forordning (EU) nr. 651/2014 af 17. juni 2014 om visse kategorier af støttes forenelighed med det indre marked i henhold til traktatens artikel 107 og 108 (gruppefritagelsesforordningen), Kommissionens forordning (EU) nr. 1407/2013 af 18. december 2013 om anvendelse af artikel 107 og 108 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde på de minimis-støtte (de minimis-forordningen) eller i form af en støtteordning, der er anmeldt til og godkendt særskilt af Europa-Kommissionen, inden den gennemføres. Såfremt der er tale om udlejning på markedsvilkår, vil lejeforholdet omvendt falde uden for statsstøttereglerne.

Offentlige myndigheder er også underlagt konkurrencereglerne, når de udøver økonomisk aktivitet, som har betydning for konkurrencen. Det indebærer, at en offentlig myndigheds udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. til en urimelig høj lejepris i tilfælde, hvor den offentlige myndigheds areal er eneste reelle valgmulighed for en udbyder af elektroniske kommunikationsnet at placere en mast eller en antenne, er i strid med konkurrencelovens forbud mod misbrug af dominerende stilling. Der henvises i den forbindelse til reglerne i konkurrencelovens § 11.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i telelovens § 60 a, stk. 1, nyaffattes bestemmelsen således, at offentlige myndigheder kan indgå lejeaftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1, vil medføre, at alle offentlige myndigheder kan indgå lejeaftaler på markedsvilkår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet. Udbyderne har behov for at kunne opsætte deres antennesystemer på bygninger, høje konstruktioner eller master med henblik på etablering og udbygning af radiokommunikationsnettet. Endvidere kan der være tale om, at offentlige myndigheder udlejer et jordareal, hvor en udbyder kan etablere en mast til brug for opsætning af antennesystemer.

Bestemmelsen vil være en indholdsmæssig videreførelse af gældende ret i forhold til kommuner og regioner. Som noget nyt vil statslige myndigheder blive omfattet af bestemmelsen. Bestemmelsen vil således omfatte alle offentlige myndigheder. Med offentlige myndigheder menes de almindelige offentlige myndigheder, herunder både kommuner, regioner og statslige myndigheder, herunder styrelser og direktorater m.v., i overensstemmelse med definitionen i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1.

I det omfang en offentlig myndighed lejer arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. ud, vil det være den enkelte offentlige myndigheds ansvar at sikre, at det sker på markedsvilkår. Vurderingen af, om et areal, en bygning, en høj konstruktion, en mast m.v. udlejes på markedsvilkår, skal foretages konkret på baggrund af de konkrete forhold og hensyn, der gør sig gældende.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1, vil ikke regulere, hvilke økonomiske, regnskabsmæssige eller juridiske principper der skal lægges til grund ved vurderingen af, hvad der er markedsvilkår, idet dette i høj grad vil afhænge af de forhold og hensyn, der gør sig gældende i den konkrete situation. Offentlige myndigheder vil undtagelsesvist og efter en konkret vurdering kunne fastsætte en meget lav eller ingen leje i tilfælde, hvor den offentlige myndighed vurderer, at en meget lav eller ingen leje i det konkrete tilfælde reelt afspejler markedsvilkårene for udlejning af det pågældende areal, bygning, høje konstruktion, mast m.v. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvor antallet af potentielle lejere af det pågældende areal, bygning, høje konstruktion, mast m.v. er meget lavt. Den offentlige myndighed skal i disse tilfælde være særligt opmærksom på statsstøttereglerne. Lejevilkårene, herunder lejeprisen, vil også være underlagt de almindelige krav om saglighed, ikkediskrimination og konkurrencefordrejning m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke regulere, hvorvidt og i hvilket omfang eksisterende kontrakter om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. til brug for udbygningen af radiokommunikationsnet vil kunne kræves genforhandlet i anledning af lovændringen. Dette vil bero på den konkrete kontrakt og kontraktretlige regler i øvrigt. I tilfælde af genforhandling af en eksisterende aftale som følge af lovændringen eller som følge af en aftaleperiodes udløb m.v. vil den nye lejeaftale dog skulle indgås på de markedsvilkår, der følger af den foreslåede bestemmelse.

Med de gældende regler på området kan kommuner, regioner og statslige myndigheder udleje arealer til brug for opsætning af master og antenner til udbydere af elektroniske kommunikationsnet på forskellige vilkår. Det kan skabe uigennemsigtige rammer for udbyderne, når de skal leje arealer til master og antenner hos forskellige typer offentlige myndigheder. Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1, skal sikre, at når offentlige myndigheder udlejer arealer til master og antenner, så sker det på markedsvilkår. Det vil være med til at skabe ensartede og gennemsigtige rammer for offentlige myndigheders udlejning af arealer til brug for opsætning af master og antenner.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Tilsynet med statslige myndigheder varetages af departementet i et ministerium, som altid kan føre tilsyn med en underliggende styrelse m.v. Det følger af den hierarkiske organisering af sådanne myndigheder og det over-/underordnelsesforhold, der i kraft heraf er mellem et ministerium og dets styrelser m.v. Herudover er statslige myndigheder underlagt Rigsrevisionens undersøgelseskompetence.

Det kommunale og regionale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Social- og Indenrigsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed. Ankestyrelsen fører efter § 48 i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2019 (kommunestyrelsesloven), tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder. Efter § 48 a i kommunestyrelsesloven beslutter Ankestyrelsen selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. Ankestyrelsens tilsyn med regionerne følger af § 30 i lov om regioner og om nedlæggelse af amtskommunerne, Hovedstadens Udviklingsråd og Hovedstadens Sygehusfællesskab, jf. lovbekendtgørelse nr. 1032 af 6. juli 2018 (regionsloven). Af regionslovens § 31 følger, at kommunestyrelseslovens kapitel VI og VII om tilsynet med kommunerne finder tilsvarende anvendelse for Ankestyrelsens tilsyn med regionerne. Social- og Indenrigsministeriet er som led i det kommunale og regionale tilsyn ikke i almindelighed klageinstans over for Ankestyrelsen, men ministeriet kan af egen drift blandt andet efter kommunestyrelseslovens § 53, stk. 1, tage spørgsmål om lovligheden af kommunale og regionale dispositioner eller undladelser, som Ankestyrelsen har udtalt sig om som tilsynsmyndighed, op til behandling, når ministeriet skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter. Tilsvarende gælder, hvis Ankestyrelsen har besluttet ikke at tage spørgsmål om lovligheden af kommunale og regionale dispositioner eller undladelser op til behandling. Det kommunale tilsyn viger i det omfang, der er en anden klage- eller tilsynsmyndighed, der kan tage stilling til sagen, jf. kommunestyrelseslovens § 48, stk. 3.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2, som er ny, fastsættes, at Energistyrelsen fører tilsyn med, at offentlige myndigheders aftaler, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 1, er indgået på markedsvilkår, og at offentlige myndigheder overholder regler fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2, vil indebære, at Energistyrelsen fører tilsyn med, at de aftaler, som offentlige myndigheder indgår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. med henblik på udbygning af radiokommunikationsnettet, bliver indgået på markedsvilkår i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1. Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2, vil endvidere indebære, at Energistyrelsen fører tilsyn med, at offentlige myndigheder overholder de regler om metoder til fastsættelse af markedsvilkår, som klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5.

Ankestyrelsen fører efter de gældende regler tilsyn med, at kommunerne og regionerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder, herunder i forhold til kommuners og regioners udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. på markedsvilkår til brug for master og antennesystemer. Med lovforslaget ændres dette således, at det fremover er Energistyrelsen, der fører tilsyn med, at kommuner og regioner overholder de foreslåede bestemmelser i telelovens § 60 a, stk. 1 og 5. Baggrunden for forslaget er, at det er uhensigtsmæssigt, hvis der eksisterer to parallelle tilsynssystemer, som skal føre tilsyn med de samme sektorspecifikke regler. Det vil medføre en risiko for forskelligartet praksis og uigennemsigtige rammer for udbydere af elektroniske kommunikationsnet, når de skal leje arealer til master og antenner hos forskellige typer offentlige myndigheder. Ved at samle tilsynet med alle offentlige myndigheders udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. på markedsvilkår til brug for master og antennesystemer i medfør af de foreslåede bestemmelser i telelovens § 60 a, stk. 1 og stk. 5, hos Energistyrelsen, skabes der ensartede og gennemsigtige rammer for offentlige myndigheders udlejning af arealer m.v. til master og antenner.

Energistyrelsens tilsyn i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2, vil f.eks. kunne udøves på baggrund af en klage fra en udbyder af elektroniske kommunikationsnet om, at en aftale, jf. den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 1, ikke er indgået på markedsvilkår, eller at en offentlig myndighed ikke overholder de regler om metoder til fastsættelse af markedsvilkår, som klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5.

Energistyrelsen vil også selv kunne rejse en sag om manglende overholdelse af de foreslåede bestemmelser i telelovens § 60 a, stk. 1 og stk. 5, hvis styrelsen i øvrigt bliver opmærksom på, at aftaler mellem offentlige myndigheder og udbydere af elektroniske kommunikationsnet ikke er indgået på markedsvilkår, eller at en offentlig myndighed, i det omfang bemyndigelsen i den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5, bliver udmøntet, ikke overholder de regler om metoder til fastsættelse af markedsvilkår, som klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte. Energistyrelsen vil selv kunne beslutte, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag.

Som led i Energistyrelsens tilsyn med at aftaler, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1, er indgået på markedsvilkår, vil styrelsen tage udgangspunkt i styrelsens vejledning om markedsleje ved udlejning af arealer til brug for digital infrastruktur. Vejledningen beskriver mulige metoder til, hvordan offentlige myndigheder kan fastsætte en lejepris på markedsvilkår, når myndigheden lejer arealer ud til udbydere af elektroniske kommunikationsnet bl.a. med henblik på etablering af master eller opsætning af antennesystemer.

Energistyrelsen vil som led i sin behandling af en sag skulle foretage en konkret vurdering af, om en aftale mellem en offentlig myndighed og en udbyder af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af et areal er indgået på markedsvilkår. Vurderingen skal foretages under hensyntagen til de specifikke hensyn, forhold og omstændigheder, der gør sig gældende for det konkrete areal.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 73, stk. 1, kan Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen kræve alle oplysninger og alt materiale, som Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsyn med overholdelse af lovens regler eller regler fastsat i medfør heraf og i forbindelse med administration, undersøgelser og konkrete afgørelser, der gennemføres og træffes efter lovens bestemmelser herom. Den kreds af aktører, som er omfattet af denne oplysningspligt er udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, ejere af elektroniske kommunikationsnet, udbydere af informations- eller indholdstjenester, udbydere af nummeroplysningsdatabaser og -registre, fysiske og juridiske personer som nævnt i telelovens § 9 og i regler fastsat i medfør heraf, tredjemænd som nævnt i telelovens § 30, stk. 4, udbydere af betalingstelefoner, udbydere af teleterminaludstyr, der anvendes til mobilkommunikationstjenester, udbydere af adgangsstyringstjenester, indehavere af ejendomsretten til adgangsstyringsprodukter og -systemer, slutbrugere og virksomheder, der meddeler en fusion, jf. § 51 a, stk. 1.

Der findes ikke i den gældende telelov bestemmelser om oplysningspligt for offentlige myndigheder i relation til sager vedrørende telelovens § 60 a.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 3, som er ny, fastsættes, at Energistyrelsen af offentlige myndigheder kan kræve alle oplysninger og alt materiale, som Energistyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsynet, jf. stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 3, vil indebære, at Energistyrelsen af offentlige myndigheder kan kræve alle oplysninger og alt materiale, som Energistyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsynet, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2.

Oplysningspligten, som foreslås indført, knytter sig udelukkende til sagsbehandling i relation til konkrete sager, der bliver indbragt for Energistyrelsen af en udbyder af elektroniske kommunikationsnet, eller som styrelsen selv rejser i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2.

Hensigten med at indføre en oplysningspligt for offentlige myndigheder er, at Energistyrelsen skal kunne træffe afgørelse i konkrete sager, som bliver indbragt for styrelsen, eller som styrelsen selv rejser, på et tilstrækkeligt oplyst grundlag.

Det er kun offentlige myndigheder, der med den foreslåede bestemmelse bliver pålagt en oplysningspligt. Med offentlige myndigheder menes de almindelige offentlige myndigheder, herunder både kommuner, regioner og statslige myndigheder, herunder styrelser og direktorater m.v., i overensstemmelse med definitionen i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1.

En oplysningspligt over for udbydere af elektroniske kommunikationsnet er sikret med telelovens § 73, stk. 1, som ikke omfatter offentlige myndigheder. Baggrunden for at indføre en ny oplysningspligt kun for offentlige myndigheder i stedet for at ændre den gældende bestemmelse i telelovens § 73, stk. 1, er, at bestemmelsen primært omfatter private juridiske og fysiske personer, som Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen i medfør af den gældende bestemmelse i telelovens § 79, stk. 1, i vidt omfang kan pålægge tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge efterkommelse af oplysningspligten.

Oplysninger, som Energistyrelsen modtager i medfør af bestemmelsen, vil skulle behandles i overensstemmelse med gældende regler om beskyttelse af persondata.

Anvendelsen af oplysningspligten kan i lighed med almindelige forvaltningsretlige principper kun ske i nødvendigt omfang, idet det ikke er hensigten at pålægge offentlige myndigheder unødige administrative byrder.

Manglende efterkommelse af den foreslåede oplysningspligt er ikke strafbelagt. Det kan dog ikke udelukkes, at der i forbindelse med indhentelse af oplysninger til brug for Energistyrelsens behandling af klager efter den foreslåede bestemmelse i telelovens 60 a, stk. 2, kan fremkomme oplysninger om andre strafbare forhold. I den forbindelse skal bestemmelser om oplysningspligt håndhæves i overensstemmelse med forbuddet mod selvinkriminering i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 (retssikkerhedsloven). Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og oplysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 3, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 4, som er ny, fastsættes, at Energistyrelsen kan fastsætte regler om tilsynet, jf. stk. 2, herunder hvordan tilsynet gennemføres, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager som led i tilsynet, om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for tilsynet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 4, vil indebære, at Energistyrelsen bliver bemyndiget til at kunne fastsætte regler om tilsynet efter den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2, herunder regler om hvordan tilsynet gennemføres, hvilke afgørelser Energistyrelsen kan træffe, om frister for styrelsens behandling af sager som led i tilsynet, om oplysningspligt og pligt til indsendelse af materiale til brug for tilsynet.

Energistyrelsen vil eksempelvis kunne fastsætte regler om, hvordan styrelsen gennemfører sit tilsyn.

Energistyrelsen vil eksempelvis også kunne fastsætte regler om, hvilke afgørelser styrelsen vil kunne træffe og hvilke reaktionsmuligheder, der vil blive tillagt Energistyrelsen i forbindelse med styrelsens tilsyn på baggrund af en klage om manglende overholdelse af reglerne i de foreslåede bestemmelser i mastelovens § 60 a, stk. 1 og stk. 5, og i sager, som styrelsen af egen drift rejser. Energistyrelsen vil eksempelvis kunne fastsætte, at styrelsen kan træffe afgørelse om, at en aftale mellem en offentlig myndighed og en udbyder af elektroniske kommunikationsnet om udlejning af et areal er eller ikke er indgået på markedsvilkår, herunder påbyde, at aftalen bliver indgået på markedsvilkår. Energistyrelsen vil eksempelvis også kunne fastsætte, at styrelsen kan påbyde en offentlig myndighed at benytte de metoder til fastsættelse af markedsvilkår, som klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5. Energistyrelsen vil eksempelvis også kunne fastsætte, at styrelsen kan udstede påbud for manglende overholdelse af reglerne i de foreslåede bestemmelser i telelovens § 60 a, stk. 1 og stk. 5, og udstede påbud for manglende overholdelse af regler om oplysningspligt og regler om pligt til at indsende materiale til styrelsen som led i styrelsens tilsyn, som styrelsen kan fastsætte i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 2.

Energistyrelsen vil eksempelvis også kunne fastsætte, hvilke frister der skal gælde for styrelsens behandling af en klage indgivet til styrelsen eller for styrelsens behandling af sager, som styrelsen af egen drift rejser som led i sit tilsyn.

Herudover vil Energistyrelsens eksempelvis også kunne fastsætte en pligt for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og for offentlige myndigheder til at give Energistyrelsen de oplysninger og det materiale, som styrelsen skønner relevant for behandlingen af en sag som led i tilsynet, herunder fastsætte hvilke oplysninger og hvilket materiale, styrelsen kan anmode om. Energistyrelsen vil i den forbindelse eksempelvis også kunne fastsætte regler om udstedelse af påbud for manglende efterkommelse af styrelsens anmodninger om oplysninger og materiale.

Såfremt bemyndigelsen for Energistyrelsen til at fastsætte regler for tilsynet bliver udmøntet, vil det blive tydeligt, hvordan Energistyrelsen vil kunne gennemføre sit tilsyn, hvilke tidsfrister der gælder for styrelsens behandling af klager, hvordan styrelsen kan reagere i forhold til manglende overholdelse af reglerne, og hvilke oplysningspligter og pligter til indsendelse af materiale til brug for styrelsens gennemførelse af tilsynet og behandling af klager, herunder hvilke sanktioner, der kan iværksættes ved manglende overholdelse af sådanne pligter m.v.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 4, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5, som er ny, fastsættes det, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om metoder til fastsættelse af de markedsvilkår, på hvilke offentlige myndigheder kan indgå aftaler i henhold til stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5, vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om metoder til fastsættelse af de markedsvilkår, hvorpå offentlige myndigheder kan indgå aftaler om udlejning af arealer, bygninger, høje konstruktioner, master m.v. i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 1.

Med bestemmelsen vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte en eller flere specifikke metoder, som offentlige myndigheder, der lejer arealer ud til udbydere af elektroniske kommunikationsnet til brug for opsætning af master eller antenner, skal benytte til at beregne en lejepris på markedsvilkår for et konkret areal.

Med offentlige myndigheder menes de almindelige offentlige myndigheder, herunder både kommuner, regioner og statslige myndigheder, herunder styrelser og direktorater m.v., i overensstemmelse med definitionen i forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1.

Energistyrelsen har udarbejdet en vejledning om markedsleje ved udlejning af arealer til brug for digital infrastruktur. Vejledningen beskriver mulige metoder til, hvordan offentlige myndigheder kan fastsætte en lejepris på markedsvilkår, når myndigheden lejer arealer ud til udbydere af elektroniske kommunikationsnet bl.a. med henblik på etablering af master eller opsætning af antennesystemer. Metoderne i vejledningen er eksempler på beregningsmetoder, som en eventuel regulering i henhold til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5, vil kunne indeholde. Da der er tale om en vejledning, som myndighederne ikke er forpligtede til at følge, er der risiko for, at vejledningen ikke anvendes og dermed ikke sikrer en ensartet praksis for prisfastsættelse for leje af offentlige arealer. Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5, skal, hvis hjemlen udmøntes, være med til at sikre fuldstændig klarhed, ensartethed og gennemsigtighed i forhold til de beregningsmetoder til fastsættelse af markedsvilkår, som offentlige myndigheder benytter i deres lejefastsættelse. Det vil være til gavn for både den pågældende offentlige myndighed og udbydere af elektroniske kommunikationsnet i forbindelse med en aftaleindgåelse om udlejning af arealer til master og antenner. Udmøntningen af bestemmelsen vil blive aktuel, hvis vejledningen ikke i tilstrækkelig grad kan skabe en mere klar, ensartet og gennemsigtig praksis for offentlige myndigheders fastsættelse af lejepriser.

Såfremt hjemlen bliver udnyttet, vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne regulere, hvilke metoder offentlige myndigheder skal benytte til fastsættelse af markedsvilkår for de aftaler, som offentlige myndigheder indgår med udbydere af elektroniske kommunikationsnet om leje af arealer til f.eks. master og antenner. Klima-, energi- og forsyningsministeren vil således kunne regulere, hvilke økonomiske og juridiske principper, der skal lægges til grund ved en vurdering af, hvad der er markedsvilkår. En af metoderne i vejledningen omhandler lejeprisfastsættelse på grundlag af den offentlige vurdering. I den forbindelse bemærkes det, at såfremt hjemlen skal udmøntes, så forventes dette tidligst at kunne ske, når et nyt ejendomsvurderingssystem er fuldt ud implementeret og i brug.

Klima-, energi- og forsyningsministeren vil f.eks. kunne fastsætte en eller flere beregningsmetoder, der hver især finder anvendelse på alle typer af arealer til brug for opsætning af master og antenner, eller fastsætte en eller flere metoder, der hver især kan anvendes på bestemte afgrænsede typer af arealer. Det kunne f.eks. være en metode til brug for arealer til opsætning af en mast og en metode til brug for arealer til opsætning af antenner. Såfremt der fastsættes flere beregningsmetoder, der hver især finder anvendelse på alle typer af arealer, kan metoderne enten bygges op således, at den offentlige myndighed har frit valg af metode under hensyn til, at den offentlige myndighed skal benytte den metode, der bedst afspejler markedsvilkårene for det pågældende areal, eller således at metoderne er indbyrdes prioriteret.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 a, stk. 5, er ikke udtryk for direktivimplementering.

Til nr. 66

Det gældende kapitel 21 b i teleloven har overskriften ”Offentlige myndigheders og institutioners adgang til etablering af wi-fi-hotspots”. Kapitlet indeholder bestemmelserne § 60 b og § 60 c, som fastsætter reglerne for offentlige myndigheders og institutioners, herunder kommuners, etablering af wi-fi-hotspots.

I medfør af den foreslåede bestemmelse foreslås det, at kapitel 21 b vil have overskriften ”Offentlige myndigheders mulighed for at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden”.

Kapitlet foreslås fremover at indeholde bestemmelserne § 60 b og § 60 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 67. Det foreslås, at der ikke i disse bestemmelser fremover fastsættes regler for etablering af wi-fi-hotspots, men at der i stedet fastsættes regler for en trådløs adgang til internettet gennem bl.a. et radiobaseret lokalnet, som stilles til rådighed for offentligheden.

For at afspejle indholdet i bestemmelserne i det foreslåede nr. 67, foreslås det at ændre overskriften på kapitel 21 b. Det er ikke hensigten med den nye overskrift at indikere en udvidelse af offentlige myndigheders muligheder for at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden ud over den foreslåede bestemmelse i § 60 b, men alene at sikre en mere dækkende og teknologineutral overskrift.

Til nr. 67

Kommuner har efter telelovens § 60 b mulighed for at tilbyde gratis wi-fi i områder, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme.

Herudover har staten, regioner og kommuner efter telelovens § 60 c mulighed for at give offentligheden gratis adgang til wi-fi-hotspots på egne adresser eller på offentligt tilgængelige steder. Det er en forudsætning, at staten, regionen eller kommunen har opnået hel eller delvis støtte til etableringen af wi-fi-hotspottet fra Europa-Kommissionen.

Kommuner har endvidere efter telelovens § 60 c mulighed for at etablere wi-fi-hotspots og stille dem til rådighed for offentligheden, hvis kommunen har ansøgt Europa-Kommissionen om støtte til etableringen, men har fået afslag herpå. Kommunen skal i så fald give klima-, energi- og forsyningsministeren besked om den planlagte etablering af wi-fi-hotspottet inden for 45 dage efter afslaget på støtte.

Der findes endvidere anden lovgivning, som giver adgang til indendørs at etablere en trådløs adgang til internettet. Det gælder efter lov om biblioteksvirksomhed, jf. lovbekendtgørelse nr. 100 af 30. januar 2013, hvorefter biblioteker for at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet skal stille internet til rådighed for brugerne.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 b, stk. 1 , foreslås det fastsat, at offentlige myndigheder som et supplement til en tjeneste, som myndigheden udbyder, gennem et radiobaseret lokalnet vil kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på myndighedens lokaliteter og i offentlige områder tæt på myndighedens lokaliteter.

Med offentlige myndigheder menes almindelige offentlige myndigheder, herunder kommuner, regioner og statslige myndigheder inklusive styrelser og direktorater m.v. i overensstemmelse med forvaltningslovens § 1, stk. 1, og offentlighedslovens § 2, stk. 1.

Den trådløse adgang til internettet vil skulle gives gennem et radiobaseret lokalnet, som myndigheden benytter på lokaliteten til brug for ansatte, gæster eller besøgende. Det vil f.eks. kunne være til brug for borgere, som på stedet kan tilgå forskellige lokale digitale tjenester, som den offentlige myndighed tilbyder.

Ved et radiobaseret lokalnet forstås et trådløst adgangssystem med lav effekt og lille rækkevidde, der har en lav risiko for at forstyrre andre sådanne systemer etableret i nærheden af andre brugere, og som anvender harmoniserede radiofrekvenser på et ikke-eksklusivt grundlag, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 7, jf. lovforslagets § 1, nr. 4.

Offentlige myndigheder vil alene kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden gennem et radiobaseret lokalnet, hvis den offentlige myndighed også benytter det radiobaserede lokalnet på lokaliteten til anden brug f.eks. for at kunne tilbyde lokale digitale tjenester. Der vil således være tale om, at den offentlige myndighed som udgangspunkt vil kunne give adgangen til internettet gennem et eksisterende lokalnet.

Offentlige myndigheder vil for det første kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på myndighedens lokaliteter. Ved lokaliteter forstås hovedsageligt en adresse med en eller flere bygninger, som myndigheden råder over f.eks. et rådhus.

For det andet vil offentlige myndigheder kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden i et offentligt tilgængeligt område, som ligger tæt på myndighedens lokalitet. Med dette forstås, at der alene gennem den offentlige myndigheds lokalnet kan gives adgang til internettet i umiddelbar nærhed af den bygning, hvor den offentlige myndigheds lokalnet befinder sig. Med umiddelbar nærhed forstås inden for ca. 50 meter fra bygningen. Det kan f.eks. være et rådhus med en plads foran.

Det en forudsætning for, at en offentlig myndighed kan stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden, at det sker som et supplement til en tjeneste, som myndigheden udbyder på lokaliteten. Med tjeneste forstås en myndighedsopgave, hvor en service eller lignende stilles til rådighed for f.eks. borgere eller virksomheder. Det vil sige, at den offentlige myndighed alene må stille en trådløs adgang til internettet til rådighed, hvis myndigheden udbyder en anden tjeneste på den pågældende lokalitet.

Den foreslåede bestemmelse vil være den primære bestemmelse, hvis offentlige myndigheder ønsker at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden. Det vil sige, at den offentlige myndighed i første omgang vil skulle se på, om betingelserne i den foreslåede bestemmelse er opfyldt, inden den overvejer behovet for at anvende bestemmelserne i den foreslåede § 60 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 67. Hvis betingelserne i den foreslåede bestemmelse ikke er opfyldt, men hvis betingelserne i den foreslåede § 60 c er opfyldt, f.eks. fordi der er tale om et område, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme, eller hvor der er modtaget tilskud fra Europa-Kommissionen, vil den forslåede bestemmelse i telelovens § 60 c i stedet kunne anvendes.

Bestemmelsen implementerer artikel 56, stk. 6, litra a, i teledirektivet.

Ifølge direktivets artikel 56, stk. 6, må de kompetente myndigheder ikke uberettiget begrænse udbuddet af adgangen til radiobaserede lokalnet til offentligheden i de situationer, som er beskrevet i litra a og b. Bestemmelsen i § 60 b foreslås indsat for at sikre, at denne adgang ikke vil blive begrænset uberettiget.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre mere trådløs bredbåndskapacitet, da der forudses en stigning i efterspørgslen herpå. Den foreslåede bestemmelse vil skabe alternative løsninger til, at man trådløst kan få adgang til internettet, hvilket bl.a. også kan medvirke til at lette presset på behovet for mobildata.

Bestemmelsen vil udvide offentlige myndigheders adgang til at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden i forhold til gældende ret.

Der findes ikke i teleloven en mulighed for offentlige myndigheder for at lade et radiobaseret lokalnet indgå i et fælles net med andre slutbrugeres lokalnet.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 b, stk. 2 , foreslås det fastsat, at offentlige myndigheder vil kunne lade deres radiobaserede lokalnet indgå i et fælles net bestående af forskellige slutbrugeres radiobaserede lokalnet med henblik på herigennem at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for hinanden eller for offentligheden.

Der vil både kunne være tale om et fælles net bestående af forskellige slutbrugeres radiobaserede lokalnet, som en offentlig myndighed har taget initiativ til at samle, eller som en ikkestatslig organisation, f.eks. en NGO, har taget initiativ til at samle.

Slutbrugere er i § 2, nr. 3, i teleloven defineret som: ”Bruger af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som ikke på kommercielt grundlag stiller de pågældende elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til rådighed for andre."

Et fælles net af forskellige radiobaserede lokalnet vil bestå af en række slutbrugere eller forskellige offentlige myndigheder, som stiller deres radiobaserede lokalnet til rådighed for hinanden eller for offentligheden. Det vil også kunne være en kombination af slutbrugere og offentlige myndigheder. Bestemmelsen fastsætter ikke et loft over, hvor mange radiobaserede lokalnet der vil kunne indgå i et fælles net.

Ved et fælles net af radiobaserede lokalnet forstås, at en bruger af de pågældende radiobaserede lokalnet vil kunne bevæge sig fra dækningsområdet for det ene net til dækningsområdet for et andet net uden f.eks. at skulle logge ind på ny.

En offentlig myndighed vil ikke kunne lade et eventuelt radiobaseret lokalnet, som ikke er tilknyttet myndighedens lokalitet eller et område tæt herpå, indgå i et fælles net. Det vil ikke være en forudsætning, at det radiobaserede lokalnet er stillet rådighed for offentligheden for at kunne indgå i et fælles net, idet formålet med det fælles net alene vil kunne være at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for de deltagende slutbrugere, men ikke nødvendigvis for offentligheden.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at give offentlige myndigheder mulighed for at medvirke til at sikre mere trådløs bredbåndskapacitet, da der forudses en stigning i efterspørgslen herpå. Den foreslåede bestemmelse vil kunne medvirke til at skabe alternative løsninger til, at man trådløst kan få adgang til internettet, hvilket bl.a. også kan medvirke til at lette presset på behovet for mobildata.

Bestemmelsen implementerer artikel 56, stk. 6, litra b, i teledirektivet.

Den foreslåede bestemmelse vil udvide offentlige myndigheders muligheder for at medvirke til at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden i forhold til gældende ret.

Der findes ikke i teleloven en hjemmel, som giver klima-, energi- og forsyningsministeren hjemmel til at fastsætte regler om krav til eller begrænsninger i forbindelse med offentlige myndigheders muligheder for gennem deres radiobaserede lokalnet at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden.

Efter telelovens § 60 c, stk. 4, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte begrænsninger i wi-fi-adgangen for de kommuner, som ønsker at etablere wi-fi-hotspots efter at have fået afslag på EU-støtte, og efter stk. 5 kan ministeren fastsætte regler om begrænsninger i wi-fi-adgangen for de offentlige institutioner, som etablerer wi-fi-hotspots med EU-støtte.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 b, stk. 3, foreslås det fastsat, at klima-, energi- og forsyningsministeren i særlige tilfælde vil kunne fastsætte regler om begrænsninger i den trådløse adgang til internettet efter den foreslåede § 60 b, stk. 1.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil ministeren kunne fastsætte begrænsninger i den trådløse adgang til internettet i særlige tilfælde, hvor ministeren vurderer, at der vil kunne være en risiko for, at den trådløse adgang til internettet vil kunne blive misbrugt af brugerne. Det vil f.eks. kunne være naboer til internetadgangen, som bruger dette som erstatning for sin egen internetadgang, eller hvor der vil være risiko for, at nogle brugere benytter internetadgangen på en sådan måde f.eks. ved brug af store datamængder, at de væsentligt vil påvirke kvaliteten for andre brugere.

Når offentlige myndigheder får adgang til at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed, vil der være en risiko for, at denne adgang vil kunne blive misbrugt af brugerne. Hvor den bagvedliggende aftale mellem den offentlige myndighed og internetudbyderen ikke indeholder begrænsninger i forhold til den offentlige myndigheds anvendelse af internetadgangen, herunder myndighedens tilrådighedsstillelse af internetadgangen efter det foreslåede stk. 1, vil der kunne være behov for, at ministeren fastsætter regler for denne tilrådighedsstillelse.

I særlige tilfælde vil der således kunne blive fastsat begrænsninger i den internetadgang, som en offentlig myndighed kan stille til rådighed efter det foreslåede stk. 1.

Det følger af telelovens § 60 b, stk. 1, at kommuner har mulighed for at tilbyde gratis wi-fi i områder, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 1 , foreslås det fastsat, at kommunalbestyrelser uden for de tilfælde, der er nævnt i den foreslåede § 60 b, vil kunne stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på udendørs steder, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme.

Den foreslåede bestemmelse vil med enkelte ændringer videreføre bestemmelsen i telelovens § 60 b, stk. 1.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelser kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på udendørs steder, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme. Den trådløse adgang vil f.eks. kunne gives gennem et wi-fi-hotspot.

Den trådløse adgang til internettet vil skulle være gratis. Det vil sige, at der ikke må opkræves nogen form for betaling f.eks. penge, persondata eller via reklamer. Den vil endvidere skulle stilles til rådighed for offentligheden, hvorfor alle skal have mulighed for at benytte adgangen.

Ved aktiviteter rettet mod international turisme forstås f.eks. turistattraktioner og centrale pladser i byrummet og andre områder, hvor der forventes at være udenlandske turister. Det vil dog ikke udelukke, at andre end turister, der opholder sig i området, vil kunne benytte sig af den tilbudte gratis adgang.

Hvis den offentlige myndighed råder over en eksisterende trådløs adgang til internettet f.eks. gennem wi-fi, som myndigheden benytter til andre formål, vil myndigheden efterfølgende eller sideløbende kunne vælge at stille denne adgang til rådighed for offentligheden, forudsat at det er på et udendørs sted med aktiviteter rettet mod international turisme, og at de øvrige krav og begrænsninger i de foreslåede stk. 3-5 vil være opfyldte.

Der er i bestemmelsen ændret i formuleringen således, at kommunalbestyrelser vil få adgang til at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden i stedet for at give adgang til et wi-fi-hotspot, som det er tilfældet i den gældende telelovs § 60 b, stk. 1.

I forhold til den foreslåede bestemmelse i § 60 b, stk. 1, vil den her foreslåede bestemmelse alene finde anvendelse, hvis betingelserne for at anvende § 60 b, stk. 1, ikke er opfyldt. Det vil f.eks. kunne være, at der ikke er tale om en offentlig myndigheds lokalitet eller et område tæt herpå, men at der tale om en havn med aktiviteter rettet mod international turisme.

Bestemmelsen vil ikke udelukke, at en kommunalbestyrelse som offentlig myndighed vil kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden efter det foreslåede stk. 2 på f.eks. et offentligt tilgængeligt sted, hvor der måtte være aktiviteter rettet mod international turisme, hvis kommunalbestyrelsen opnår støtte hertil fra EU.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at der er overensstemmelse mellem denne bestemmelse og de foreslåede bestemmelser i telelovens § 60 b, stk. 1 og 2, som skal implementere artikel 56, stk. 6, i teledirektivet således, at den foreslåede § 60 c, stk. 1, ikke vil begrænse offentlige myndigheders mulighed for at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden efter de foreslåede § 60 b, stk. 1 og 2. Den foreslåede bestemmelse i § 60 c, stk. 1, vil alene skulle supplere de foreslåede § 60 b, stk. 1 og 2.

Ændringen i ordlyden, hvorefter adgang til at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden i stedet for at give adgang til et wi-fi-hotspot, som det er tilfældet i den gældende § 60 b, stk. 1, vil sikre, at bestemmelsen er teknologineutral. Samtidig vil det blive sikret, at den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med de foreslåede § 60 b, stk. 1 og 2, hvorefter der også vil kunne stilles en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden, dog forudsat at dette vil ske gennem et radiobaseret lokalnet.

Det følger af telelovens § 60 c, stk. 1, at offentlige institutioner har mulighed for at give offentligheden gratis adgang til wi-fi-hotspots, hvis den offentlige institution har opnået hel eller delvis støtte til etableringen af wi-fi-hotspottet fra Europa-Kommissionen.

Med en foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 2 , nr. 1, foreslås det fastsat, at offentlige myndigheder uden for de tilfælde, der er nævnt i den foreslåede § 60 b, vil kunne stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på den offentlige myndigheds lokaliteter eller på udendørs offentligt tilgængelige steder, hvor den offentlige myndighed har opnået hel eller delvis støtte til etableringen af adgangen til internettet fra Europa-Kommissionen.

Den foreslåede bestemmelse vil med enkelte ændringer videreføre bestemmelsen i telelovens § 60 c, stk. 1.

Ved lokaliteter forstås hovedsageligt en adresse med en eller flere bygninger, som myndigheden råder over f.eks. et rådhus. En lokalitet vil dog også kunne være en matrikel uden en bygning, som den offentlige myndighed råder over. Ved et udendørs offentligt tilgængeligt sted forstås f.eks. et torv eller en park.

Det er en forudsætning for muligheden for at stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden efter det foreslåede stk. 1, at den offentlige myndighed opnår støtte fra Europa-Kommissionen til etableringen. Etablering vil f.eks. kunne omfatte indkøb af udstyr, opsætning af udstyr, oprettelse af adgang til internettet m.v. Støtte fra Europa-Kommissionen vil f.eks. kunne komme fra støtteordninger, som udspringer af Europa-Kommissionens Connecting Europe Facility 2 (CEF 2).

Det vil ikke være afgørende, om den relevante støtteordning også måtte tilbyde f.eks. økonomisk finansiering til andet end etableringen f.eks. til driften. Imidlertid vil det være afgørende, at der i så fald til hver enkelt trådløse adgang til internettet f.eks. et wi-fi-hotspot ydes finansiering fra Europa-Kommissionen til at dække alle eller dele af omkostningerne til etablering afhængig af den enkelte støtteordning.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at der er overensstemmelse mellem denne bestemmelse og de foreslåede bestemmelser i § 60 b, stk. 1 og 2, som skal implementere artikel 56, stk. 6, i teledirektivet, således, at den foreslåede § 60 c, stk. 2, nr. 1, ikke vil begrænse offentlige myndigheders mulighed for at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden efter de foreslåede § 60 b, stk. 1 og 2. Den foreslåede bestemmelse i § 60 c, stk. 2, nr. 1, vil alene skulle supplere de foreslåede § 60 b, stk. 1 og 2.

Ændringen i ordlyden, hvorefter der gives adgang til at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden i stedet for at give adgang til et wi-fi-hotspot, som det er tilfældet i den gældende § 60 c, stk. 1, vil sikre, at bestemmelsen er teknologineutral. Samtidig vil det blive sikret, at den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i § 60 b, stk. 1 og 2, hvorefter der også vil kunne stilles en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden, dog forudsat at dette sker gennem et radiobaseret lokalnet.

Kommuner har efter telelovens § 60 c, stk. 2, mulighed for at etablere wi-fi-hotspots og stille dem til rådighed for offentligheden, hvis kommunen har ansøgt Europa-Kommissionen om støtte til etableringen, men har fået afslag herpå. Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen i telelovens § 60 c, stk. 2, at kommunen vil skulle have opfyldt kriterierne for opnå støtte fra Europa-Kommissionen, jf. Folketingstidende 2017-18, tillæg B, L 41, tilføjelse til betænkning, side 2.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 2 , nr. 2, foreslås det fastsat, at offentlige myndigheder uden for de tilfælde, der er nævnt i den foreslåede § 60 b, vil kunne stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på den offentlige myndigheds lokaliteter eller på udendørs offentligt tilgængelige steder, hvor den offentlige myndighed har søgt om støtte til etableringen af adgangen til internettet fra Europa-Kommissionen og opfyldt kriterierne herfor, men ikke opnået støtte til etableringen af adgangen til internettet fra Europa-Kommissionen.

Den foreslåede bestemmelse vil med enkelte ændringer videreføre bestemmelsen i telelovens § 60 c, stk. 2.

Det vil være en forudsætning for muligheden for at stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden efter det foreslåede stk. 2, at den offentlige myndighed har ansøgt om støtte til etableringen af den trådløse adgang til internettet f.eks. et wi-fi-hotspot hos Europa-Kommissionen, men ikke har opnået støtte. Etableringen af en trådløs adgang til internettet vil kunne ske i det område, som har været omfattet af den offentlige myndigheds ansøgning om støtte fra Europa-Kommissionen f.eks. en park eller et torv.

Det vil endvidere være en forudsætning for, at offentlige myndigheder vil kunne stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, at myndigheden har opfyldt kriterierne for at ansøge om støtte hos Europa-Kommissionen, men at årsagen til, at myndigheden ikke har opnået støtte, skyldes andre forhold f.eks. at der ikke har været tilstrækkelige støttemidler til, at alle ansøgere kunne få del i støtten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet med en ordning, hvor støtten søges efter et først til mølle-princip, og hvor den offentlige myndighed ikke kom blandt de første i forbindelse med tildelingen af støtte.

Hvis den offentlige myndighed råder over en eksisterende trådløs adgang til internettet f.eks. gennem wi-fi, som myndigheden benytter til andre formål, vil myndigheden efterfølgende eller sideløbende kunne vælge at stille denne adgang til rådighed for offentligheden, forudsat at det er et sted, hvor myndigheden har fået støtte eller har søgt Europa-Kommissionen om støtte til etableringen, og at de øvrige krav og begrænsninger i de foreslåede stk. 3, 4 og 6 er opfyldt.

Det er i bestemmelsen foreslået at give offentlige myndigheder, herunder kommunalbestyrelser, adgang til at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden i stedet for at give adgang til et wi-fi-hotspot, som det er tilfældet i den gældende § 60 c, stk. 1, i teleloven. Herudover foreslås det at lade alle offentlige myndigheder og ikke alene kommunalbestyrelser være omfattet af stk. 2, nr. 2.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at sikre, at der er overensstemmelse mellem denne bestemmelse og de foreslåede bestemmelser i § 60 b, stk. 1 og 2, som skal implementere artikel 56, stk. 6, i teledirektivet, således, at den foreslåede § 60 c, stk. 2, nr. 2, ikke vil begrænse offentlige myndigheders mulighed for at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden efter de foreslåede § 60 b, stk. 1 og 2. Den foreslåede bestemmelse i § 60 c, stk. 2, nr. 2, vil alene skulle supplere de foreslåede § 60 b, stk. 1 og 2.

Ændringen i ordlyden, hvorefter der gives adgang til at stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden i stedet for at give adgang til et wi-fi-hotspot, som det er tilfældet i den gældende § 60 c, stk. 1 og 2, vil sikre, at bestemmelsen er teknologineutral. Samtidig vil det blive sikret, at den foreslåede bestemmelse er i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i § 60 b, stk. 1 og 2, hvorefter der også vil kunne stilles en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden, dog forudsat at dette sker gennem et radiobaseret lokalnet.

De foreslåede bestemmelser i stk. 2, nr. 1 og 2, har en indholdsmæssig sammenhæng, da begge numre omfatter internetadgang i tilknytning til EU-støtte, men der skelnes i bestemmelsen mellem, om det er kommunalbestyrelser eller alle offentlige myndigheder, som vil kunne anvende de muligheder, som bestemmelserne giver. Med ændringen i bestemmelsen vil der ikke blive skelnet mellem de tilfælde, hvor det alene vil være en kommunalbestyrelse, som har adgang til at stille en internetadgang til rådighed, og de tilfælde, hvor alle offentlige myndigheder vil have denne mulighed, idet det foreslås, at alle offentlige myndigheder vil blive omfattede af stk. 2, nr. 1 og 2.

Kravet om, at en offentlig myndighed vil skulle have opfyldt kriterierne, vil være ny i forhold til den gældende bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 2. Kravet om, at kriterierne vil skulle være opfyldt, følger dog af bemærkningerne til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 2, men det foreslås, at dette i stedet vil fremgå af den foreslåede lovbestemmelse. Hermed vil det blive gjort klart, at der vil være tale om en betingelse for at kunne stille en trådløs adgang til rådighed for offentligheden.

Det følger af telelovens § 60 b, stk. 1, litra c, og § 60 c, stk. 1, nr. 3, at der ikke med tilrådighedsstillelsen af offentlige wi-fi-hotspots må være tale om et sammenhængende net i større områder.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 3 , foreslås det fastsat, at der ikke med den trådløse adgang til internettet efter de foreslåede stk. 1 og 2 må skabes et sammenhængende net i et større område.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre bestemmelserne i telelovens § 60 b, stk. 1, litra c, og § 60 c, stk. 1, nr. 3.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil det være en forudsætning for muligheden for at stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden efter de foreslåede stk. 1 og 2, at der ikke vil være tale om, at den offentlige myndighed etablerer et sammenhængende net i et større område. Et større sammenhængende område vil f.eks. være hele centrum eller hele kvarterer i en by. Den offentlige myndighed må dog gerne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed i et mindre sammenhængende område f.eks. i en park, på en havn, på en plads eller i en gade.

Det vil ikke være afgørende, om adgangen gives gennem et eller flere adgangspunkter. Det afgørende vil alene være, hvilken dækning der skabes med de pågældende adgangspunkter. Den samme offentlige myndighed må således ikke etablere flere forskellige trådløse adgange til internettet f.eks. gennem wi-fi-hotspots på en sådan måde, at dækningen heraf vil overlappe hinanden, og der dermed vil blive skabt en sammenhængende trådløs adgang til internettet i et større område.

Formålet er at sikre, at der ikke med offentlige myndigheders tilrådighedsstillelse af en trådløs adgang til internettet skabes en negativ effekt på det eksisterende marked. Ved at fastsætte, at der ikke må skabes et sammenhængende net, sikres det, at den offentlige tilrådighedsstillelse af en trådløs adgang til internettet i mindre grad vil fungere som en erstatning for trådløse tjenester på det private marked.

Det følger af telelovens § 60 b, stk. 2, og § 60 c, stk. 1, nr. 4, er det et krav for, at henholdsvis en kommune eller en offentlig institution kan etablere wi-fi-hotspots og stille adgangen hertil til rådighed for offentligheden, at henholdsvis kommunen eller den offentlige institution køber etablering og drift af wi-fi-hotspottet af en privat udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 4 , foreslås det fastsat, at den offentlige myndighed vil skulle købe etablering og drift af den trådløse adgang til internettet, jf. de foreslåede stk. 1 og 2, af en privat udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre bestemmelserne i telelovens § 60 b, stk. 2, og § 60 c, stk. 1, nr. 4, i teleloven.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil der således blive fastsat et krav om, at den offentlige myndighed vil skulle købe etablering og drift af den trådløse adgang til internettet efter de foreslåede stk. 1 og 2, af en privat udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og at dette vil ske på almindelige markedsvilkår. Det vil f.eks. betyde, at de offentlige myndigheder ikke må betale overpris for etablering og drift af den trådløse adgang til internettet.

Køb af en trådløs adgang til internettet vil omfatte etablering, herunder opsætning af adgangspunkter, den tilknyttede internetadgang og den efterfølgende drift af nettet, herunder vedligeholdelse. Det vil sige, at myndigheden ikke selv må eje eller drive infrastrukturen, men at denne vil blive ejet og drevet af en privat udbyder af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Formålet er at sikre, at der ikke med offentlige myndigheders tilrådighedsstillelse af en trådløs adgang til internettet skabes en negativ effekt på det eksisterende marked. Ved at fastsætte, at den trådløse adgang til internettet vil skulle købes af en privat udbyder, sikres det, at det ikke vil være den offentlige myndighed, som driver den trådløse adgang til internettet, men at det fortsat vil være en privat udbyder, som vil stå for denne tjeneste.

Det følger af telelovens § 60 b, stk. 1, litra a, at det vil være et krav for, at en kommune vil kunne etablere wi-fi-hotspots på udendørs steder, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme, og stille adgangen hertil gratis til rådighed for offentligheden, at adgangen maksimalt gives i en time pr. døgn pr. apparat.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 5 , foreslås det fastsat, at adgang til internettet efter det foreslåede stk. 1 maksimalt må gives i 1 time pr. døgn pr. stykke udstyr.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre bestemmelsen i telelovens § 60 b, stk. 1, litra a.

Med den foreslåede bestemmelse må en kommunalbestyrelse maksimalt stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden på udendørs steder, hvor der er aktiviteter rettet mod international turisme, i 1 time pr. døgn pr. stykke udstyr. Ved udstyr forstås slutbrugerudstyr, der kan benytte en trådløs internetadgang, bl.a. mobiltelefoner, tablets og bærbare computere. Adgangsbegrænsningen vil f.eks. kunne ske ved brug af cookies, som er en lille tekstfil, der giver mulighed for at lagre oplysninger eller tilgå allerede lagrede oplysninger på brugerens computer, mobiltelefon eller tablet. Tidbegrænsningen vil gælde samlet for den enkelte kommune, hvilket vil sige, at der ikke må gives adgang i mere end 1 time pr. døgn pr. stykke udstyr, selvom kommunalbestyrelsen måtte stille en trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden flere forskellige steder.

Der foreslås en ændring i ordlyden i stk. 5 i forhold til den gældende bestemmelse fra apparat til udstyr.

Ændringen i ordlyden fra apparat til udstyr skyldes, at betegnelsen apparat i lov nr. 260 af 16. marts 2016 om radioudstyr og elektromagnetiske forhold dækker over udstyr, som ikke anvender radiofrekvenser, hvilket ikke vil stemme overens med den type udstyr, som foreslås omfattet af stk. 5, og som netop vil skulle kunne anvende radiofrekvenser for at kunne gøre brug af en trådløs adgang til internettet. Den foreslåede ændring vil således alene være af ordensmæssig karakter.

Det følger af telelovens § 60 c, stk. 3, at det er et krav for, at en offentlig institution kan etablere wi-fi-hotspots, hvor denne har fået afslag på støtte fra Europa-Kommissionen til etableringen, at institutionen giver klima-, energi- og forsyningsministeren herom inden for 45 dage efter afslaget.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 6 , foreslås det fastsat, at den offentlige myndighed for at kunne stille en trådløs adgang til internettet til rådighed efter det foreslåede stk. 2, nr. 2, vil skulle give klima-, energi- og forsyningsministeren meddelelse herom inden for 45 dage efter, at det er konstateret, at myndigheden ikke har opnået hel eller delvis støtte fra Europa-Kommissionen.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil ministeren således skulle have modtaget denne besked senest 45 dage, efter Europa-Kommissionen har meddelt, at den pågældende offentlige myndighed ikke har opnået hel eller delvis støtte til etableringen af internetadgangen. Hvis ministeren ikke modtager meddelelse fra den offentlige myndighed inden for de 45 dage, vil myndigheden ikke kunne stille en gratis trådløs adgang til internettet til rådighed for offentligheden.

Det følger af telelovens § 60 c, stk. 4, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte begrænsninger i wi-fi-adgangen for de kommuner, som ønsker at etablere wi-fi-hotspots efter at have fået afslag på EU-støtte, og efter stk. 5 kan ministeren fastsætte regler om begrænsninger i wi-fi-adgangen for de offentlige institutioner, som etablerer wi-fi-hotspots med EU-støtte.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 c, stk. 7 , foreslås det fastsat, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om begrænsninger i den trådløse adgang til internettet efter stk. 2, herunder tidsmæssige begrænsninger eller begrænsninger i datamængde.

Den foreslåede bestemmelse vil videreføre bestemmelserne i telelovens § 60 c, stk. 4 og 5.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil klima-, energi- og forsyningsministeren kunne fastsætte regler om krav til eller begrænsninger i den trådløse adgang til internettet efter det foreslåede stk. 2. Det vil f.eks. kunne være en tidsmæssig begrænsning i adgangen svarende til det foreslåede stk. 5, eller det vil kunne være en maksimal datamængde, som vil kunne anvendes af hvert stykke udstyr, f.eks. en mobiltelefon i et bestemt tidsrum. Krav og begrænsninger vil eventuelt kunne fastsættes midlertidigt.

Ministeren vil kunne fastsætte begrænsninger i den trådløse adgang til internettet i tilfælde, hvor ministeren vurderer, at der vil kunne være en risiko for, at konkurrencen på markedet vil kunne skades væsentligt, eller hvor der vil være risiko for, at den trådløse adgang til internettet vil kunne blive misbrugt af brugerne. Det vil f.eks. kunne være naboer til internetadgangen, som bruger dette som erstatning for deres egen internetadgang, eller hvor der vil være risiko for, at nogle brugere benytter internetadgangen på en sådan måde f.eks. ved brug af store datamængder, at de væsentligt vil påvirke kvaliteten for andre brugere.

Ministeren vil dog ikke kunne fastsætte krav eller begrænsninger, som medvirker til, at offentlige myndigheder ikke vil kunne opfylde kravene til at modtage støtte fra Europa-Kommissionen til etablering af en trådløs adgang til internettet f.eks. et wi-fi-hotspot efter en aktuel støtteordning, eller som vil medvirke til, at offentlige myndigheder ikke vil kunne overholde de forpligtelser, som de måtte være blevet pålagt i forbindelse med at have modtaget en sådan EU-støtte.

Da den foreslåede bestemmelse i § 60 c, stk. 2, vil omfatte alle offentlige myndigheder og ikke indeholde en opdeling af kommunalbestyrelser og offentlige myndigheder, foreslås bestemmelserne i de gældende § 60 c, stk. 4 og 5, af ordensmæssige hensyn slået sammen.

Til nr. 68

Ifølge telelovens § 60 d, stk. 1, kan kommunalbestyrelser give tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet. Bestemmelsen har ikke været sat i kraft, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 1531 af 18. december 2018 om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Området for kommuners støtte til udrulning af bredbånd reguleres af lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme (erhvervsfremmeloven), som alene regulerer tiltag, der fremmer erhvervslivet. Erhvervsministeriet udgav i 2014 en vejledning om udrulning af bredbånd i medfør af lov om erhvervsfremme og regional udvikling. I vejledningen fortolkes bemærkningerne til erhvervsfremmeloven således, at erhvervsfremmeloven siden er anvendt som hjemmel til kommunalt tilskud til udrulning af elektroniske kommunikationsnet med et erhvervsudviklingssigte.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 d, stk. 1 , foreslås det fastsat, at kommunalbestyrelser kan give tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse vil uden ændringer videreføre bestemmelsen i § 60 d, stk. 1, i teleloven.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil kommunalbestyrelser have mulighed for at give tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet efter regler fastsat i medfør af stk. 2. Den foreslåede bestemmelse vil afskære kommunalbestyrelsernes mulighed for at anvende hjemlen i erhvervsfremmeloven og erstatte denne med nye og mere klare rammer fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2. Erhvervsfremmeloven vil således ikke fremover kunne anvendes som hjemmel til kommunale tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet. Der vil ikke være behov for at ændre i erhvervsfremmeloven som følge heraf, idet det gældende anvendelse af erhvervsfremmeloven alene er baseret på Erhvervsministeriets vejledning fra 2014, som efter ikrafttrædelsen af den foreslåede § 60 d, stk. 1, ikke længere vil have relevans.

Det vil derfor fremover være den foreslåede § 60 d i teleloven, der vil skulle anvendes, når en kommunalbestyrelse vil give tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet.

Formålet er at skabe klare rammer afgrænset af den eller de EU-godkendte tilskudsmodeller, som kommunalbestyrelserne vil kunne anvende til at give økonomisk tilskud til udrulning af digital infrastruktur og samtidig give udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (teleudbydere) forudsigelighed og sikkerhed i forhold til investeringer.

En sikkerhed om, hvad der vil udgøre en lovlig tilskudsordning, samt gennemsigtighed og forudsigelighed i forhold til, hvor tilskud vil kunne gives og hvordan, vil være til gavn for alle interessenter på området, herunder teleselskaber, kommunalbestyrelser og de virksomheder og borgere, som ønsker god dækning.

Det er hensigten, at en eller flere tilskudsmodeller, som forventes udmøntet i bekendtgørelsesform, vil skulle give kommunalbestyrelserne én samlet adgang for at give tilskud eksempelvis til udrulning af bredbånd.

Ifølge telelovens § 60 d, stk. 2, at har Energistyrelsen hjemmel til at fastsætte regler om gennemførelse og administration af tilskudsordninger som nævnt i § 60 d, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 d, stk. 2 , foreslås det fastsat, at Energistyrelsen vil kunne fastsætte regler om gennemførelse og administration af tilskudsordninger som nævnt i den foreslåede § 60 d, stk. 1, herunder de tilskudsberettigede foranstaltninger og aktiviteter, tilskudsmodtagere og tilbagebetaling af tilskud samt om vilkår og betingelser for tilskud, herunder åben engrosadgang, for at sikre, at Europa-Kommissionens statsstøtteregler overholdes.

Bestemmelsen i den foreslåede bestemmelse vil uden ændringer videreføre bestemmelsen i telelovens § 60 d, stk. 2.

Det vil medføre, at regler for tilskud vil blive fastsat af Energistyrelsen. Forud for fastsættelsen af regler forventer Energistyrelsen at søge godkendelse fra Europa-Kommissionen af en eller flere tilskudsmodeller, eksempelvis en model for tilskud til etablering af passiv infrastruktur, herunder tomrør og master, og en model for etablering af bredbånd generelt, det vil sige inklusive det aktive udstyr og tilslutning af slutbrugere.

Reglerne vil afspejle de statsstøtteretlige krav, som følger af EU-reglerne, herunder de betingelser, som Europa-Kommissionen vil fastsætte for at kunne godkende statsstøtten. Sådanne betingelser kunne f.eks. være, at statsstøtten ikke må gives til kriseramte virksomheder, at støtten skal kræves tilbage af kommunalbestyrelserne ved overkompensation, at kommunernes udbudsmateriale skal indeholde bestemte vilkår m.v. Opremsningen af emner, som Energistyrelsen vil kunne fastsætte regler om, er ikke en udtømmende liste. Reglerne vil indeholde de nærmere detaljer i den eller de tilskudsmodeller, som de kommunale projekter skal følge.

Det er forventningen, at følgende elementer vil indgå i tilskudsmodellerne på baggrund af EU’s statsstøtteretningslinjer for bredbånd: 1) Kortlægning af adresser med dårlig dækning, hvor kommunalbestyrelserne vil kunne gennemføre initiativer for bedre dækning. Dette vil sikre, at eksisterende og konkret planlagt udrulning tre år frem ikke fortrænges. 2) Sikring af en konkurrencepræget, transparent og ikke-diskriminerende proces for valg af tilskudsmodtager, f.eks. et udbud. 3) Varetagelse af konkurrencehensyn gennem regulering af andre selskabers adgang til den støttede infrastruktur, herunder f.eks. vilkår om pris for adgang og varighed af adgangsforpligtelsen.

Tilskudsmodellerne vil skulle forhandles inden for eksisterende rammer og retningslinjer for EU-støttereglerne, herunder Europa-Kommissionens retningslinjer for tilskud til bredbånd. Det vil sige, at der med tilskudsmodellerne vil blive tale om en tydeliggørelse og eksemplificering af den eksisterende retsstilling. Når en tilskudsmodel bliver godkendt af Europa-Kommissionen, vil Energistyrelsen skulle implementere reglerne ved en bekendtgørelse, hvorefter modellen vil kunne anvendes direkte til tildeling af tilskud til etablering af digitale kommunikationsnet i danske kommuner.

Som en del af tilskudsmodellen vil der være krav til, hvordan der vil skulle gives åben adgang til det kommunalt støttede net (engrosadgang). Det vil sige, at der vil skulle gives adgang for andre teleselskaber til at bruge den infrastruktur, der gives tilskud til at bygge. Det er allerede et EU-retligt krav, at der skal gives engrosadgang i en periode på mindst syv år, når der er givet tilskud til at rulle infrastruktur ud. Der vil derfor ikke blive indført en ny forpligtelse med bestemmelsen. Vilkår for de andre selskabers engrosadgang vil kunne være, at der f.eks. fastsættes rimelige priser for, hvad det vil skulle koste for andre selskaber at få adgang til den støttede infrastruktur, samt hvilke adgangsprodukter der vil skulle stilles til rådighed. Energistyrelsen vil inddrage Erhvervsstyrelsen i udvikling af vilkår om åben engrosadgang i tilskudsmodellerne således, at der i relevant omfang vil blive sikret ensretning med afgørelser i medfør af den sektorspecifikke konkurrenceregulering, hvor Erhvervsstyrelsen træffer markedsafgørelser.

De endeligt godkendte tilskudsmodeller vil afspejle en forhandling med Europa-Kommissionen. Interessenterne på området vil få mulighed for at bidrage med forslag til indholdet af tilskudsmodellerne, så disse vil afspejle de konkrete behov.

Med den foreslåede § 60 d, stk. 2, vil Energistyrelsen endvidere fastsætte regler om blandt andet afgrænsning af de tilskudsberettigede foranstaltninger. Energistyrelsen vil kortlægge dækningen i Danmark på adresseniveau og udpege de adresser med dårlig dækning, der vil kunne modtage kommunalt tilskud. Kortlægningen vil bevirke, at det vil være tydeligt for alle (kommunalbestyrelser, borgere, virksomheder, teleudbydere), hvem der vil kunne ydes tilskud til.

Kortlægningen vil ifølge de europæiske regler for statsstøtte til bredbånd skulle tage højde for den eksisterende dækning og konkrete udrulningsplaner inden for tre år. Energistyrelsen vil ud fra faglige hensyn, herunder datakvalitet og erfaring med kortlægning, beslutte, hvilken metode der skal anvendes til kortlægningen under hensyntagen til eventuelle særlige krav, der måtte indgå i de endelige tilskudsmodeller. En lignende kortlægning anvendes allerede til bredbåndpuljen, og Energistyrelsen forestår generelt kortlægningen af mobil- og bredbåndsdækning og offentliggør informationen til brug for slutbrugere og andre myndigheder.

Som forudsat i de europæiske statsstøtteregler vil Energistyrelsen gennemføre en høring over kortlægningen over områder, hvor der vil kunne ydes kommunalt tilskud til efter den foreslåede § 60 d, stk. 1, i teleloven.

Tilskudsmodellerne vil kunne anvendes ved tilskud til udrulning af digitale kommunikationsnet i vid forstand. Modellerne vil være neutrale i forhold til, hvilken teknologi der vil kunne gives tilskud til.

Det vil være den tilskudsgivende kommunalbestyrelses ansvar, at tilskuddet gives på et lovligt grundlag, samt at kontrakter m.v. er i overensstemmelse med gældende ret, herunder statsstøttereglerne. Med lovligt grundlag forstås, at tilskuddet efter den foreslåede bestemmelse vil blive givet inden for de rammer, der gælder efter de europæiske statsstøtteregler, herunder vilkår i statsstøttegodkendelser (tilskudsmodeller) fra Europa-Kommissionen samt lovgivningen i øvrigt. Kommunalbestyrelserne vil skulle indsætte vilkår i de aftaler, som de indgår om tilskud, for at sikre overholdelsen af statsstøttereglerne.

Energistyrelsen vil skulle vejlede om de godkendte tilskudsmodellers rammer. Styrelsens vejledning vil være rettet mod potentielle og aktuelle deltagere i bredbåndsprojekter, herunder kommunalbestyrelser, selskaber, virksomheder eller andre interessenter, der vil skulle bruge de i tilskudsmodellen fastsatte regler.

Energistyrelsen vil i den forbindelse kunne bistå interessenter med fortolkningsbidrag og specificering af tilskudsmodellens rammer. Styrelsen vil desuden fungere som bindeled mellem kommunalbestyrelser og Europa-Kommissionen, såfremt der skulle være behov for yderligere uddybning eller underbyggende svar. Energistyrelsen vil oparbejde en specialviden på området til gavn for samtlige kommunale projekter i landet. Hvad der konkret vil skulle vejledes om, og hvordan dette gøres mest hensigtsmæssigt, vil afhænge af, hvordan tilskudsmodellerne i sidste ende kommer til at se ud.

Herudover vil Energistyrelsen efter det foreslåede § 60 e i teleloven føre tilsyn med overholdelsen af de regler, som vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2.

Energistyrelsen vil evaluere, om tilskudsmodellerne bør genforhandles. Til det formål vil styrelsen opsamle erfaringer fra anvendelse af modellerne, ligesom styrelsen vil stå for at ændre tilskudsmodellerne, når det vurderes hensigtsmæssigt.

Hvis Energistyrelsen vurderer, at der vil være tilstrækkeligt grundlag til at genforhandle en tilskudsmodel, vil Energistyrelsen gå i dialog med Europa-Kommissionen herom. Ved tilstrækkeligt grundlag forstås eksempelvis, hvis der viser sig at være væsentlige uhensigtsmæssigheder ved den godkendte ordning, eller hvis en ændring vil kunne lette arbejdet med etablering af digital infrastruktur væsentligt, uden at dette skader konkurrencen.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at skabe klare rammer afgrænset af den eller de EU-godkendte tilskudsmodeller, som kommunalbestyrelserne vil kunne anvende til at give økonomisk tilskud til udrulning af digital infrastruktur, og som samtidig vil give udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester forudsigelighed og sikkerhed i forhold til investeringer.

En sikkerhed om, hvad der vil udgøre en lovlig tilskudsordning samt gennemsigtighed og forudsigelighed i forhold til, hvor tilskud vil kunne gives og hvordan, vil være til gavn for alle interessenter på området, herunder teleselskaber, kommunalbestyrelser og de virksomheder og borgere, som ønsker god dækning.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 d, stk. 2, om, at Energistyrelsen vil fastsætte nærmere regler om kommunalt tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet, vil en kommunalbestyrelse ikke fremover på eget initiativ kunne anvende en anden ramme til økonomisk tilskud til etablering af digital infrastruktur, når § 60 d er trådt i kraft. Dermed vil det ikke længere være muligt for en kommunalbestyrelse at benytte de eksisterende, mere generelle regler i erhvervsfremmeloven.

Det følger af telelovens § 60 e, at Energistyrelsen, når klima-, energi- og forsyningsministeren sætter bestemmelsen i kraft, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 1531 af 18. december 2018 om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, vil føre tilsyn med overholdelse af vilkår og betingelser for tilskud, herunder åben engrosadgang, som er fastsat i medfør af den gældende bestemmelse i telelovens § 60 d, stk. 2.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 e, stk. 1 , foreslås det fastsat, at Energistyrelsen vil føre tilsyn med overholdelse af regler fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2.

Bestemmelsen i telelovens § 60 e vil blive erstattet af den foreslåede bestemmelse, som med enkelte ændringer vil videreføre bestemmelsen i telelovens § 60 e.

I medfør af den foreslåede bestemmelse vil Energistyrelsen, når klima-, energi- og forsyningsministeren sætter reglen i kraft, jf. den foreslåede § 8, stk. 2, føre tilsyn med kommunalbestyrelsernes overholdelse af regler, som vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2. En kommunalbestyrelse vil skulle overholde disse regler i forbindelse med et tilskudsprojekt for at sikre, at kommunalbestyrelserne overholder de vilkår og betingelser, som vil blive fastsat af Europa-Kommissionen i forbindelse med godkendelse af en tilskudsordning. En godkendt tilskudsordning vil have til formål at sikre, at der ikke gives ulovlig statsstøtte.

Energistyrelsen vil f.eks. føre tilsyn med, at kommunalbestyrelserne alene vil inkludere støtteberettigede adresser i et projekt, at de vil sikre, at der vil blive givet engrosadgang til et støttet net, at der ikke vil blive givet støtte til en adresse, hvor en udbyder allerede har planer om udrulning af infrastruktur, eller at kommunalbestyrelsen vil overholde processuelle og formelle krav til f.eks. udbudsmaterialet og høringsprocesser.

Energistyrelsen vil kunne føre et reaktivt tilsyn, dvs. der vil kunne klages over en kommunalbestyrelses manglende overholdelse af de regler, som vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2, eller Energistyrelsen vil af egen drift kunne gennemføre stikprøvekontrol m.v. I medfør af den foreslåede § 60 e, stk. 2, vil der kunne fastsættes nærmere regler for dette.

Klager over Energistyrelsens afgørelser, som styrelsen måtte træffe i forbindelse med sit tilsyn, vil kunne påklages til Teleklagenævnet efter de almindelige klageregler i telelovens § 76, stk. 1. For så vidt angår den kortlægning, som Energistyrelsen vil skulle gennemføre i forbindelse med udarbejdelsen af rammerne og regelsættet efter den foreslåede § 60 d, stk. 2, vil der ikke være tale om, at Energistyrelsen træffer en afgørelse, som vil kunne påklages til Teleklagenævnet. Kortlægningen vil alene være en visualisering af de regler, som fastsættes efter § 60 d, stk. 2, og som vil indeholde begrænsningerne i forhold til, hvilke adresser der vil kunne støttes af kommunalbestyrelser.

Energistyrelsen vil i medfør af de regler, som vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2, kunne stille som betingelse for, at en kommunalbestyrelse vil kunne gennemføre et projekt, at kommunalbestyrelsen forud vil give Energistyrelsen relevante oplysninger og materiale om projektet med henblik på, at der vil kunne rettes op på eventuelle uoverensstemmelser, allerede inden der vil blive udbetalt et tilskud. Hermed vil det kunne undgås, at det bliver nødvendigt at kræve støtte tilbagebetalt til skade for støttemodtageren.

De dele af en kommunalbestyrelses projekt om tildeling af tilskud, som ikke vedrører regler fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2, og som vil være omfattet af Energistyrelsens tilsyn, vil fortsat være underlagt det almindelige kommunale tilsyn, som er placeret hos Ankestyrelsen. Således vil spørgsmål om eksempelvis en kommunalbestyrelses overholdelse af rent styrelsesretlige regler i forbindelse med en sag om tilskud til elektroniske kommunikationsnet f.eks. spørgsmål om, hvorvidt en borgmester har overskredet sin kompetence efter styrelsesretten i forbindelse med kommunens dispositioner i sagen, høre under det almindelige kommunale tilsyn.

Efter § 48 a i lov om kommunernes styrelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 47 af 15. januar 2019, beslutter Ankestyrelsen selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. Social- og Indenrigsministeriet er som led i det kommunale og regionale tilsyn ikke i almindelighed klageinstans over for Ankestyrelsen, men ministeriet kan af egen drift, blandt andet efter § 53, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse, tage spørgsmål om lovligheden af kommunale og regionale dispositioner eller undladelser, som Ankestyrelsen har udtalt sig om som tilsynsmyndighed, op til behandling, når ministeriet skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter. Tilsvarende gælder, hvis Ankestyrelsen har besluttet ikke at tage spørgsmål om lovligheden af kommunale og regionale dispositioner eller undladelser op til behandling. Det kommunale tilsyn viger i det omfang, der er en anden klage- eller tilsynsmyndighed, der kan tage stilling til sagen, jf. § 48, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

For så vidt angår overtrædelser i forbindelse med kommuners gennemførelse af EU-udbud af offentlige bygge- og anlægsarbejder m.v. vil klager skulle indgives til Klagenævnet for Udbud efter de almindelige betingelser herfor.

Det følger endvidere af konkurrencelovens § 11 a, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud om, at tilskud, der er ydet ved hjælp af offentlige midler til fordel for bestemte former for erhvervsvirksomhed, skal bringes til ophør eller skal tilbagebetales.

Det fremgår som nævnt af den gældende § 60 e, at Energistyrelsen fører tilsyn med kommunernes overholdelse af vilkår og betingelser fastsat i medfør af § 60 d, stk. 2, herunder åben engrosadgang. Samtidig er det anført i bemærkningerne til den gældende § 60 d, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 23, som fremsat, at der ikke ændres i klagebestemmelser med denne lovændring, det vil sige, at klageadgang følger det almindelige klage- og tilsynssystem. Det er videre anført, at det kommunale tilsyn kan tage stilling i det omfang, at der ikke er særlige klage- eller tilsynsmyndigheder, som har eller kan tage stilling til den pågældende sag. I forhold til § 60 d betyder det ifølge bemærkningerne, at det kommunale tilsyn ikke vil kunne behandle henvendelser om vilkår og betingelser for den åbne engrosadgang, da sådanne forhold behandles af Energistyrelsen.

I den gældende bestemmelse i telelovens § 60 e står der ”herunder åben engrosadgang”, hvilket må forstås således, at Energistyrelsen også vil kunne føre tilsyn med kommunalbestyrelsernes overholdelse af andre typer af vilkår og betingelser end åben engrosadgang. Bemærkningerne til den gældende bestemmelse i telelovens § 60 d vil dog kunne føre til den forståelse, at tilsynet med de øvrige typer af vilkår og betingelser vil henhøre under det almindelige kommunale tilsyn, dvs. Ankestyrelsen.

Da det fagligt set vil være mest hensigtsmæssigt, at tilsynet med overholdelsen af regler, som fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 d, stk. 2, gennemføres af Energistyrelsen, som vil udarbejde regelsættet, foreslås dette tydeliggjort i den nye bestemmelse i telelovens § 60 e, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 e, stk. 1, vil det blive gjort tydeligt, at det vil være Energistyrelsen, som fører tilsyn med overholdelsen af regler, som vil blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 d, stk. 2.

Der findes ikke i teleloven regler om, at klima-, energi- og forsyningsministeren har mulighed for at fastsætte regler for det tilsyn, som Energistyrelsen vil føre i medfør af den foreslåede § 60 e, stk. 1.

Med den foreslåede bestemmelse i § 60 e, stk. 2 , foreslås det fastsat, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler om tilsynet efter det foreslåede stk. 1, herunder hvordan tilsynet vil blive gennemført, hvilke afgørelser Energistyrelsen vil kunne træffe, hvem der vil være klageberettigede og høring af Erhvervsstyrelsen ved afgørelser om åben engrosadgang.

Reglerne vil fastsætte, hvordan Energistyrelsen vil kunne føre tilsynet, herunder at styrelsen vil kunne føre et reaktivt tilsyn, dvs. der vil kunne klages over en kommunalbestyrelses manglende overholdelse af de regler, som bliver fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2. Det vil kunne fremgå af reglerne, hvem der i den forbindelse vil være klageberettigede. Energistyrelsen vil også af egen drift kunne gennemføre stikprøvekontrol m.v.

Reglerne vil herudover fastsætte, hvilke oplysninger og materiale Energistyrelsen vil kunne anmode kommunalbestyrelserne om, og processen for dette.

Det vil endvidere i reglerne blive fastsat, hvilke reaktionsmuligheder der vil blive tillagt Energistyrelsen i forbindelse med en konstatering af, at en kommunalbestyrelse ikke har overholdt vilkår og betingelser for tildeling af tilskud, jf. bl.a. regler fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2. Der vil f.eks. kunne fastsættes regler om, at Energistyrelsen i tilfælde af manglende overholdelse af reglerne inden gennemførelsen af et projekt vil kunne give en kommunalbestyrelse et påbud om at tilpasse sit tilskudsprojekt, så det overholder de fastsatte vilkår og betingelser. Det vil f.eks. kunne være et påbud om, at en kommunalbestyrelse vil skulle fjerne bestemte adresser fra projektet, da adresserne ikke er tilskudsberettigede.

Herudover vil der blive fastsat regler om, at Energistyrelsen vil høre Erhvervsstyrelsen, inden Energistyrelsen vil træffe afgørelse om eventuelle overtrædelser af kravene i forbindelse med åben engrosadgang.

Endelig vil der blive fastsat regler om, at Energistyrelsen i tilfælde, hvor en kommunalbestyrelse allerede har gennemført et tilskudsprojekt, vil kunne træffe afgørelse om, at der er givet ulovligt tilskud. En sådan afgørelse vil herefter kunne overdrages til Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen, som efter konkurrencelovens § 11 a, stk. 1, vil kunne udstede påbud om, at tilskud, der er ydet ved hjælp af offentlige midler til fordel for bestemte former for erhvervsvirksomhed, vil skulle bringes til ophør eller vil skulle tilbagebetales.

Reglerne om tilsynet vil bl.a. blive fastsat på baggrund af, hvilke krav Europa-Kommissionen vil stille til tilsynet i forbindelse med sin godkendelse af en tilskudsordning, som Energistyrelsen vil udarbejde i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2, i teleloven, for at sikre, at statsstøttereglerne vil blive overholdt.

Det foreslås at lade klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om tilsynet med regler, som vil blive fastsat i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 d, stk. 2, for at gøre det klart, hvordan tilsynet vil blive gennemført, hvilke reaktionsmuligheder Energistyrelsen vil have ved manglende overholdelse samt sikre, at Europa-Kommissionens krav til tilsynet vil kunne imødekommes.

Teleloven indeholder ikke regler, der giver kommunalbestyrelser mulighed for at etablere passiv infrastruktur til brug for elektroniske kommunikationsnet. Hjemlen til dette findes i dag i lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme (erhvervsfremmeloven), som regulerer tiltag, der fremmer erhvervslivet. Dette er anført i en vejledning om udrulning af bredbånd i medfør af den tidligere lov om erhvervsfremme og regional udvikling, som Erhvervsministeriet udgav i 2014. I vejledningen fortolkes bemærkningerne til loven således, at erhvervsfremmeloven kan anvendes som hjemmel til etablering af passiv infrastruktur til brug for elektroniske kommunikationsnet.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 f, nr. 1 , foreslås det fastsat, at kommunalbestyrelser vil kunne stille passiv infrastruktur til brug for elektroniske kommunikationsnet til rådighed for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester og fastsætter, hvilke forudsætninger der vil gælde herfor.

I henhold til erhvervsfremmelovens § 14 (tidligere lovens § 13) er det en betingelse for kommunalbestyrelsers etablering af passiv infrastruktur, som de stiller til rådighed for udbydere af elektroniske kommunikationsnet, at der er tale om erhvervsfremmeaktiviteter, at adgangen til den passive infrastruktur er bredt tilgængelig for virksomhederne, og at tilrådighedsstillelsen ikke virker konkurrenceforvridende i forhold til det private erhvervsliv.

For at sikre overholdelse af statsstøttereglerne vil tilrådighedsstillelsen skulle ske i overensstemmelse med det markedsøkonomiske operatørprincip, dvs. på markedsvilkår. Det fremgår af Erhvervsministeriets vejledning om udrulning af bredbånd i medfør af lov om erhvervsfremme og regional udvikling, at udbydere skal betale markedspris for adgangen til at benytte infrastrukturen. Det er således i dag forudsat, at tilrådighedsstillelse af passiv infrastruktur sker på markedsvilkår og ikke på bedre vilkår end markedsvilkår. Hvis en kommunalbestyrelse tilbyder at stille passiv infrastruktur til rådighed på bedre vilkår end markedsvilkår, risikeres det, at en eller flere udbydere af den grund vil opnå en fordel i forhold til andre udbydere, og at der således vil kunne være tale om statsstøtte. Dette vil indebære, at kommunalbestyrelser, der benytter muligheden, vil skulle drive virksomhed på kommercielle vilkår og dermed med fortjeneste for øje af hensyn til overholdelse af statsstøttereglerne.

Ved passiv infrastruktur forstås i denne sammenhæng komponenter, der benyttes ved etablering og drift af elektroniske kommunikationsnet, og som ikke aktivt medvirker til enten at overføre, lagre eller behandle kommunikation i nettet, men som alene udgør passive, fysiske rammer for nettet. Eksempler på passiv infrastruktur vil være tomrør, kabelkanaler, rør, mandehuller, kabinetter, pæle og master. Der henvises endvidere til den foreslåede bestemmelse i mastelovens § 1, stk. 4, nr. 3 og 4, jf. lovforslagets § 3, nr. 7.

Kommunalbestyrelsen vil kunne vælge at etablere den passive infrastruktur, f.eks. nedlægge tomrør, med henblik på at stille denne til rådighed for udbyderne, men det vil også være muligt for kommunalbestyrelsen at stille passiv infrastruktur, som allerede er etableret til anden brug, til rådighed for udbyderne.

At en kommunalbestyrelse vil kunne stille passiv infrastruktur til rådighed forstås således, at kommunalbestyrelsen fortsat vil eje den passive infrastruktur. Hvis kommunalbestyrelsen på et tidspunkt ikke længere vil være interesseret i at eje infrastrukturen, vil kommunalbestyrelsen kunne frasælge denne på markedsvilkår.

I medfør af det foreslåede nr. 1, vil det være en forudsætning, at tilrådighedsstillelsen af den passive infrastruktur sker på markedsvilkår, dvs. bl.a. til en pris svarende til prisen for tilsvarende ydelser på det private marked. Dette vil i høj grad afhænge af den konkrete situation, men vil kunne tage udgangspunkt i en prissætning af tilsvarende infrastruktur anlagt i kommercielt øjemed, dog med forbehold for reglerne i konkurrencelovens § 6. Anden form for benchmarking vil eventuelt også kunne være relevant at inddrage i forhold til fastsættelsen af prisen. I de tilfælde, hvor tilsvarende infrastruktur vil være underlagt prisregulering, vil den regulerede pris kunne fungere som en indikator for markedsprisen. Lejevilkårene, herunder lejeprisen, vil dog være underlagt de almindelige krav om saglighed, ikke-diskrimination og konkurrencefordrejning m.v.

Det vil en være forudsætning for, at udlejning efter bestemmelsen er i overensstemmelse med reglerne for EU’s indre marked, at udlejningen vil overholde det såkaldte markedsøkonomiske operatørprincip, hvorefter økonomisk aktivitet fra en offentlig myndigheds side ikke vil blive betragtet som statsstøtte, når den offentlige myndigheds økonomiske aktivitet sker på en økonomisk rationel måde således, at en rationel privat markedsaktør med lignende forudsætninger for investeringen som den offentlige myndighed også ville have foretaget investeringen på samme vilkår. Energistyrelsen vil vejlede kommunalbestyrelser om, hvordan dette sikres i praksis.

For at sikre, at kommunalbestyrelser også fremover vil kunne stille passiv infrastruktur til rådighed på markedsvilkår for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og dermed vil have mulighed for på den måde at fremme dækningen af elektroniske kommunikationstjenester i et bestemt område i kommunen, foreslås der indsat en ny bestemmelse herom i § 60 f.

Overordnet vil der ikke med den foreslåede bestemmelse være tiltænkt nogen ændring i kommunalbestyrelsernes mulighed for at stille passiv infrastruktur til rådighed i forhold til den mulighed, som kommunalbestyrelserne har i dag i medfør af erhvervsfremmeloven, som denne er fortolket i Erhvervsministeriets vejledning fra 2014 om udrulning af bredbånd i medfør af den tidligere lov om erhvervsfremme og regional udvikling. Men det foreslås, at det gældende krav om, at tilrådighedsstillelsen af passiv infrastruktur skal have et erhvervsfremmende formål, ikke videreføres fra erhvervsfremmeloven, idet der ikke ses at være behov herfor, når bestemmelsen fremover bliver en del af teleloven. I teleloven vil der ikke være samme behov for at sikre erhvervsfremmende formål, som gør sig gældende i erhvervsfremmeloven.

Det kommunale tilsyn fører efter § 48 i lov om kommunernes styrelse tilsyn med, at kommunalbestyrelserne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.

Efter § 48 a i lov om kommunernes styrelse beslutter Ankestyrelsen selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. Social- og Indenrigsministeriet er som led i det kommunale og regionale tilsyn ikke i almindelighed klageinstans over for Ankestyrelsen, men ministeriet kan af egen drift blandt andet efter § 53, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse tage spørgsmål om lovligheden af kommunale og regionale dispositioner eller undladelser, som Ankestyrelsen har udtalt sig om som tilsynsmyndighed, op til behandling, når ministeriet skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter. Tilsvarende gælder, hvis Ankestyrelsen har besluttet ikke at tage spørgsmål om lovligheden af kommunale og regionale dispositioner eller undladelser op til behandling. Det kommunale tilsyn viger i det omfang, der er en anden klage- eller tilsynsmyndighed, der kan tage stilling til sagen, jf. § 48, stk. 3, i lov om kommunernes styrelse.

Efter den gældende bestemmelse i telelovens § 60 d, stk. 1, kan kommunalbestyrelser give tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet, og efter bestemmelsens stk. 2 fastsætter Energistyrelsen nærmere regler om en sådan tilskudsordning.

Erhvervsministeriet udgav i 2014 en vejledning om udrulning af bredbånd i medfør af lov om erhvervsfremme og regional udvikling. I vejledningen fortolkes bemærkningerne til erhvervsfremmeloven således, at denne siden er anvendt som hjemmel til kommunalt tilskud til udrulning af elektroniske kommunikationsnet med et erhvervsudviklingssigte.

Det følger af bemærkningerne til den gældende bestemmelse i telelovens § 60 d, jf. Folketingstidende 2018-19, tillæg A, L 23, som fremsat, side 10, at kommunalbestyrelser, når klima-, energi- og forsyningsministeren sætter bestemmelsen i kraft, jf. § 2 i lov nr. 1531 af 18. december 2018 om ændring af lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, vil være afskåret fra at bruge hjemlen i lov nr. 1518 af 18. december 2018 om erhvervsfremme (erhvervsfremmeloven).

De regler, som Energistyrelsen vil fastsætte i medfør af stk. 2, vil dog alene omhandle tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet, og der vil derfor ikke i medfør af denne bestemmelse blive fastsat regler om tilrådighedsstillelse af passiv infrastruktur på markedsvilkår. Ikke desto mindre vil kommunalbestyrelserne fremover være afskåret fra at anvende erhvervsfremmeloven som hjemmel, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at stille passiv infrastruktur til rådighed.

Tilrådighedsstillelse af passiv infrastruktur vil kunne reducere initialomkostningerne ved at udbygge f.eks. højhastighedsbredbåndsnet, hvilket vil kunne fremme bredbåndsselskabernes incitament til at udrulle i området, ligesom det vil kunne begrænse prisen for tilslutning til nettet i området.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 f, nr. 2 , foreslås det fastsat, at kommunalbestyrelser vil kunne stille passiv infrastruktur til brug for elektroniske kommunikationsnet til rådighed for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, når infrastrukturen er bredt tilgængelig for alle udbydere.

I medfør af det foreslåede nr. 2, vil det være en forudsætning, at den passive infrastruktur vil blive stillet til rådighed på en sådan måde, at den vil være bredt tilgængelig for alle interesserede udbydere. Det betyder, at kommunalbestyrelsen vil skulle tilbyde alle interesserede udbydere, der ønsker adgang til den passive infrastruktur, samme vilkår, og hvis det vil være teknisk muligt, vil den passive infrastruktur skulle give mulighed for, at flere udbydere vil kunne benytte infrastrukturen samtidig. Kommunalbestyrelsen vil evt. kunne gennemføre en interessehøring, inden etableringen af den passive infrastruktur med henblik på at fastlægge, hvor mange udbydere der måtte være interesserede i at benytte infrastrukturen, og kommunalbestyrelsen vil herefter kunne tilpasse infrastrukturen i forhold til, hvor mange interesserede udbydere der måtte være.

Det kommunale tilsyn fører efter § 48 i lov om kommunernes styrelse tilsyn med, at kommunalbestyrelserne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 60 f, nr. 3 , foreslås det fastsat, at kommunalbestyrelser vil kunne stille passiv infrastruktur til brug for elektroniske kommunikationsnet til rådighed for udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, når det ikke virker konkurrenceforvridende i forhold til andre udbydere af tilsvarende passiv infrastruktur.

I medfør af det foreslåede nr. 3, vil det være en forudsætning, at tilrådighedsstillelsen af den passive infrastruktur ikke vil virke konkurrenceforvridende i forhold til andre udbydere af tilsvarende passiv infrastruktur. Det betyder, at den ikke må fortrænge kommercielle investeringer. Det vil f.eks. blive gjort ved at sikre, at der ikke eksisterer eller planlægges etablering af tilsvarende infrastruktur i området eller infrastruktur med tilsvarende anvendelsesmuligheder, ligesom kommunen f.eks. i så høj grad som muligt bør sikre, at eventuelle undersøgelser af kommunens mulighed for selv at stille passiv infrastruktur til rådighed, ikke vil komme til at påvirke sagsbehandlingen i forbindelse med private udbyderes ønsker om at etablere infrastruktur.

En kommunalbestyrelse vil således forinden tilrådighedsstillelsen af den passive infrastruktur skulle undersøge, om der allerede findes tilsvarende infrastruktur i det pågældende område, eller om der planlægges etablering af tilsvarende infrastruktur i den nærmeste fremtid (tre år frem). Dette vil i visse tilfælde delvist kunne gøres gennem Ledningsejerregistret (LER), der er relevant for nedgravet passiv infrastruktur, eller gennem en høring.

Hvor kommunen måtte have etableret passiv infrastruktur i et område, som den vil stille til rådighed på markedsvilkår, og hvor en eller flere private udbydere efterfølgende måtte have et ønske om også at etablere passiv infrastruktur, bør kommunen af hensyn til, at kommunens infrastruktur ikke må virke konkurrenceforvridende, sikre, at dette så vidt muligt ikke vil påvirke sagsbehandlingen i forhold til private udbydere, f.eks. i forbindelse med gravetilladelser. Dette vil særligt kunne være tilfældet, hvis den infrastruktur, som de private udbydere planlægger at udrulle, må anses for at være teknisk bedre end den eksisterende kommunale infrastruktur.

Det kommunale tilsyn fører efter § 48 i lov om kommunernes styrelse tilsyn med, at kommunalbestyrelserne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.

Til nr. 69

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om minimumskrav med henblik på at sikre telekommunikation ved alarmering.

Reglerne gælder for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester (herefter udbydere) og ejere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, som er tilsluttet offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester (herefter ejere af net).

Ved EU-Domstolens dom af 5. juni 2019 i sag C-142/18, Skype Communications Sàrl, EU:C:2019:460, præmis 49, blev det fastslået, at også internetbaserede kommunikationstjenester, som benytter telefonnumre i en national nummerplan, er omfattet af begrebet elektronisk kommunikationstjeneste i de dagældende teledirektivers forstand. Derved er tjenester som f.eks. ”Skype Out” også omfattet af begrebet elektroniske kommunikationstjenester i teleloven, og klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne stille krav til udbydere af disse tjenester i medfør af telelovens § 61.

Klima-, energi og forsyningsministeren kan i medfør af telelovens § 61, stk. 1, nr. 1, fastsætte regler om indbyrdes dirigering og koordinering af alarmopkald, samt stedbestemmelsesoplysninger til den relevante alarmcentral, der blandt andet forpligter udbydere og ejere af net til at sikre, at der sker en koordinering, således at alarmcentralerne ikke skal modtage alarmopkald og stedbestemmelsesoplysninger fra mange forskellige udbydere. Dette indebærer blandt andet, at én eller flere udbydere kan pålægges at modtage alarmopkald og stedbestemmelsesoplysninger fra andre udbydere med henblik på at dirigere opkaldene og forestå en koordineret aflevering af disse til alarmcentralerne.

Ved aflevering af alarmopkald forstås den nødvendige dirigering og fremføring af opkaldet til nettermineringspunkt eller lignende i den relevante alarmcentral, samt tilrådighedsstillelse af den nødvendige infrastruktur herfor.

Bemyndigelsen til at fastsætte reglerne er udmøntet i udbudsbekendtgørelsen.

Telelovens § 61, stk. 1, nr. 1, er udmøntet i udbudsbekendtgørelsens § 4, som fastlægger regler vedrørende aflevering (terminering) og dirigering af alarmopkald til den offentlige alarmtjeneste (112). Bestemmelsen regulerer forholdet vedrørende forpligtelser for udbydere af såvel offentlige som ikke-offentlige taletelefonitjenester, som ikke udelukkende giver adgang til at foretage opkald til udlandet, til at yde bistand til håndtering af opkald til den offentlige alarmtjeneste (112) frem til alarmcentralen. Formålet med bestemmelsen er overordnet at sikre, at et alarmopkald dirigeres fra den kaldende part til alarmcentralen.

Med den foreslåede ændring i bestemmelsen i telelovens § 61, stk. 1, nr. 1 , foreslås det at ændre bestemmelsen to steder således, at alarmopkald (112) ændres til alarmkommunikation.

Den foreslåede ændring af bestemmelsen vil medføre, at der vil kunne fastsættes regler om, at udbydere og ejere af net vil kunne forpligtes til at dirigere og koordinere afleveringen af alarmkommunikation til den relevante alarmcentral. Herudover vil der kunne fastsættes regler, som forpligter én eller flere udbydere eller ejere af net at varetage koordineret aflevering af alarmkommunikation og stedbestemmelsesoplysninger fra andre udbydere og ejere af net.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen vil der fortsat kunne fastsættes krav til udbydere af internetbaserede kommunikationstjenester, som benytter telefonnumre i en national nummerplan. Se hertil EU-Domstolens dom C-142/18, hvor det blev det fastslået, at også internetbaserede kommunikationstjenester, som benytter telefonnumre i en national nummerplan, er omfattet af begrebet elektronisk kommunikationstjeneste.

Med alarmkommunikation menes kommunikation, der etableres via en elektronisk kommunikationstjeneste mellem en slutbruger og alarmcentralen med det formål at anmode om og modtage hjælp fra beredskabstjenester. Derved forstås kommunikation ikke kun ved opkald, men også ved andre tjenester som f.eks. SMS, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 23, jf lovforslagets § 1, nr. 8.

Med alarmcentral menes en fysisk lokalitet, hvor en alarmkommunikation modtages, under ansvar af en offentlig myndighed, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 21.

Med relevante alarmcentral menes den alarmcentral, som alarmmyndighederne har fastsat, skal dække alarmkommunikationer fra et bestemt område eller af en bestemt type, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 22.

Med beredskabstjeneste menes en tjeneste, der yder omgående og hurtig bistand i situationer, hvor der i særlig grad er direkte risiko for liv eller lemmer, for individuel eller kollektiv sundhed eller sikkerhed, for privat eller offentlig ejendom, eller for miljøet, jf. den foreslåede bestemmelse i telelovens § 2, nr. 24.

Bestemmelsen vil medføre en udvidelse af anvendelsesområdet, idet andre fremtidige teknologier end taleopkald vil kunne anvendes som telekommunikation ved alarmering. Således vil anvendelse af eksempelvis SMS også kunne omfattes af begrebet. Slutbrugeren sikres dermed adgang til alarmtjenester ved brug af flere former for kommunikation, og ikke kun ved taleopkald.

Den foreslåede bestemmelse vil således fortsat medføre, at der vil kunne fastsættes regler om, at udbydere og ejere af net vil skulle sikre indbyrdes dirigering og koordinering af alarmkommunikation (112) til den relevante alarmcentral.

Af teledirektivets artikel 109, stk. 2, fremgår det, at medlemsstaternes sikring af alarmkommunikationer til den mest passende alarmcentral skal ske efter høring af de nationale tilsynsmyndigheder, beredskabstjenesterne og udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester. Det vil sige, at fastsættelsen af bestemmelser om dirigering og koordinering af alarmkommunikation til den relevante alarmcentral vil skulle ske i samarbejde mellem Energistyrelsen, alarmmyndighederne og udbyderne af elektroniske kommunikationstjenester.

De foreslåede ændringer i bestemmelsen i telelovens § 61, stk. 1, nr. 1, har baggrund i, at den tekniske udvikling gør det muligt for slutbrugere at få adgang til beredskabstjenester ved hjælp af andre elektroniske kommunikationstjenester end taleopkald. Begrebet alarmkommunikation skal derfor omfatte alle de elektroniske kommunikationstjenester, der gør det muligt at få adgang til sådanne beredskabstjenester.

For en nærmere redegørelse af begrebet alarmkommunikation, herunder fastlæggelsen af, hvilke tjenester som skal kunne anvendes til alarmkommunikation, henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede ændring af telelovens § 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Andre former for alarmkommunikation vil også kunne tænkes anvendt i fremtiden, og det er derfor nødvendigt at sikre, at anvendelsesområdet for bestemmelsen rækker ud over kommunikation via taleopkald.

Eksempelvis anvendes SMS i stigende omfang som supplement til alarmopkald, hvor der sideløbende med opkaldet sendes SMS’er med stedbestemmelsesoplysninger om den kaldende. Denne funktion benævnes AML (Advanced Mobile Location), og gør det muligt nemmere og mere præcist at finde frem til personer, som ringer efter hjælp. SMS’er vil også kunne anvendes som særskilt alarmkommunikation, hvor slutbrugeren ikke behøver at foretage opkald, men kan nøjes med at sende en SMS til alarmmyndighederne. Det forventes, at stedbestemmelsesoplysninger fra udbyderne også vil skulle fremsendes i forbindelse med fremsendelsen af en sådan alarm-SMS. Den tekniske løsning for SMS til 112, herunder opsætning og finansiering, vil skulle ske i samarbejde mellem alarmmyndighederne, udbyderne og netejerne.

Anvendelsen af SMS som alarmkommunikation har baggrund i hensynet til, at der er situationer, hvor slutbrugeren kan have behov for at få adgang til alarmmyndighederne på anden vis end ved opkald. Det kan eksempelvis være relevant i situationer, hvor den kaldende ikke har mulighed for at tale eller på grund af et handicap ikke er i stand til at kommunikere gennem tale.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 1, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at implementere teledirektivets artikel 109, stk. 1-2 og stk. 5, om alarmkommunikationer og det fælleseuropæiske alarmnummer.

Teledirektivets artikel 109, stk. 1-2 og stk. 5, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 26, stk. 1-4.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 1, vil medføre, at det kan være nødvendigt for udbyderne og ejere af net at omstille nuværende it-systemer eller købe nye it-systemer, som vil kunne understøtte anvendelsen af fremtidige former for alarmkommunikation. Konsekvenserne vil dog blandt andet afhænge af, i hvilket omfang nye former for alarmkommunikation allerede kan anvendes ved de eksisterende systemer. Udbyderne eller ejerne af net vil dog antages at kunne udligne og indhente disse udgifter gennem prisfastsættelsen af deres produkter til slutbrugerne.

Det konkrete omfang af de økonomiske konsekvenser vil skulle fastlægges nærmere, blandt andet på baggrund af dialog med branchen og alarmmyndighederne. Klima-, Energi og Forsyningsministeriet vil derfor forud for en udmøntning af hjemmelsbestemmelsen foretage en nærmere vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser, som er forbundet med fastsættelsen af regler om indbyrdes dirigering og koordinering af alarmkommunikation til den relevante alarmcentral.

Til nr. 70

Reglerne gælder for udbydere og ejere af net.

Klima-, energi og forsyningsministeren kan i medfør af den gældende bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 2, fastsætte regler, der forpligter både udbydere og ejere af net til at sikre, at der foretages stedbestemmelse af alarmopkald, og at stedbestemmelsesoplysninger i forbindelse hermed stilles til rådighed for den relevante alarmcentral. Bestemmelsen indebærer, at der kan fastsættes regler, som forpligter udbydere og ejere af net til at sikre, at der leveres stedbestemmelsesoplysninger i form af brugerens fysiske position ved brugerens opkald til den offentlige alarmtjeneste. Stedbestemmelsesoplysningerne skal stilles til rådighed for alarmcentralerne senest samtidig med, at opkaldet når frem til den relevante alarmcentral, uanset hvilken teknologi der anvendes.

Bemyndigelsen til at fastsætte reglerne er udmøntet i udbudsbekendtgørelsen.

Telelovens § 61, stk. 1, nr. 2, er udmøntet i udbudsbekendtgørelsens § 5, som fastlægger regler, der sikrer, at alarmmyndighederne har tilstrækkelige oplysninger til rådighed til at kunne stedbestemme opkald til alarmtjenesten. Bestemmelsen forpligter udbydere af taletelefonitjenester og udbydere eller ejere af elektroniske kommunikationsnet til at stille stedbestemmelsesoplysninger til rådighed for den offentlige alarmtjeneste senest samtidig med alarmopkaldet foretages.

Udbudsbekendtgørelsens § 6 fastsætter rammerne for, hvad den udbyder, som er ansvarlig for den samlede koordinering, dirigering og aflevering af alarmopkald, samt stedbestemmelsesoplysninger til alarmcentralen (forsyningspligtudbyderen), må kræve i betaling hos de andre udbydere. Betalingen må højest udgøre dækning af de samlede omkostninger tillagt en rimelig fortjeneste.

Med den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen i telelovens § 61, stk. 1, nr. 2, nyaffattes bestemmelsen således, at klima-, energi og forsyningsministeren kan fastsætte regler, som kan indeholde en pligt til, at stille stedbestemmelsesoplysninger gratis til rådighed for slutbrugeren og den relevante alarmcentral.

Den foreslåede nyaffattelse vil medføre, at der kan udstedes regler, som forpligter udbydere og ejere af net at sikre, at der stilles stedbestemmelsesoplysninger til rådighed for alarmcentralerne straks efter alarmkommunikationen er etableret til den relevante alarmcentral.

Med stedbestemmelsesoplysninger forstås oplysninger, som angiver den geografiske placering af det terminaludstyr, som bruges til alarmkommunikationen. I mobilnet vil det både være oplysninger, som stammer fra udbydernes netinfrastruktur, og, hvis de er tilgængelige, oplysninger om den kaldende part, som stammer fra mobiltelefoner, jf. teledirektivets artikel 109, stk. 6. Sidstnævnte kan f.eks. være positionsoplysninger fra satellitter genereret via mobiltelefonens gps-funktion.

I fastnet er det stedbestemmelsesoplysninger om nettermineringspunktets fysiske adresse.

De stedbestemmelsesoplysninger, som vil skulle stilles til rådighed, omfatter både netbaserede stedbestemmelsesoplysninger og, hvis de er tilgængelige, stedbestemmelsesoplysninger, som stammer fra mobiltelefoner. I tilfælde af, at stedbestemmelsesoplysninger, som stammer fra en mobiltelefon først bliver tilgængelig efter alarmkommunikationen når frem til den relevante alarmcentral, skal disse straks efter alarmkommunikationen er etableret supplere de netbaserede stedbestemmelsesoplysninger.

Det kan på bekendtgørelsesniveau nærmere defineres, hvilke typer af elektroniske kommunikationstjenester der muliggør samtidig levering af stedbestemmelsesoplysninger ved alarmkommunikation.

For udbydere af visse elektroniske kommunikationstjenester kan det være teknisk umuligt at kontrollere dirigering samt at levere stedbestemmelsesoplysninger i samme grad som udbydere af net eller tjenester, der har en højere grad af kontrol med nettet eller tjenesterne. Det kan for eksempel være tilfældet for netuafhængige udbydere, som eksempelvis hverken selv står for dirigeringen af alarmopkald eller rent teknisk kan levere retvisende stedbestemmelsesplysninger.

I de tilfælde, hvor det ikke er teknisk muligt at bidrage med stedbestemmelsesoplysnigner om den kaldende part, kan der stilles krav om, at der bidrages med information om anvendelse eller type af elektronisk kommunikationstjeneste med henblik på at sikre alarmmyndighederne viden om usikkerheden forbundet med de stedbestemmelsesoplysninger, som måtte være til rådighed. Netuafhængige udbydere skal orientere slutbrugerne, når stedbestemmelsesoplysnigner om den kaldende part ikke er understøttet.

Modtagelsen og brugen af stedbestemmelsesoplysninger om den kaldende part, som omfatter både netbaserede stedbestemmelsesoplysninger og stedbestemmelsesoplysninger, der stammer fra mobiltelefoner, bør ske i overensstemmelse med den relevante EU-ret samt national ret om behandling af personoplysninger og sikkerhedsforanstaltninger.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der fra alle relevante udbydere og ejere af net vil kunne tilvejebringes stedbestemmelsesoplysninger med henblik på at stille disse til rådighed for alarmmyndighederne til brug ved alarmmyndighedernes håndtering af alarmkommunikation. Dette sikrer, at alarmtjenesterne får adgang til oplysninger, som kan være af vital betydning, eksempelvis i nødsituationer, hvor den kaldende kan befinde sig i en situation, hvor det er vanskeligt at finde og oplyse adressen til alarmtjenesten.

Den enkelte udbyder eller ejer af net vil ikke nødvendigvis være forpligtet til selv at levere stedbestemmelsesoplysninger til alarmmyndighederne, men vil være ansvarlig for, at stedbestemmelsesoplysninger leveres til alarmmyndighederne. Det kan eksempelvis ske gennem en anden udbyder eller leverandør af stedbestemmelsesoplysninger.

Den løsning, der anvendes, vil skulle gøre det muligt for alarmmyndighederne at stedbestemme alarmopkaldet eller kunne vurdere usikkerheden forbundet med de oplysninger, som stilles til rådighed. Sådanne bidrag til stedbestemmelse af alarmopkald vil f.eks. kunne omfatte områdemarkering, markeringer af forskellige anvendelser eller typer af talekommunikationsfonitjenester i forsyningspligtudbyders landsdækkende nummeroplysningsdatabase, eller aktiv stedbestemmelse eksempelvis for mobiltelefonitjenester via metoden Celle ID, AML eller lignende.

Den foreslåede bestemmelse vil endvidere medføre, at der kan fastsættes regler om, at udbydere og ejere af net vil skulle stille stedbestemmelsesoplysninger til rådighed uden omkostninger for slutbrugeren og alarmmyndighederne. Dette vil gælde ved samtlige alarmkommunikationer til det fælleseuropæiske nummer ”112”. Dette vil indebære, at udbydere og ejere af net ikke vil kunne opkræve betaling hos slutbrugeren eller den relevante alarmcentral for udgifter forbundet med fremskaffelsen eller fremsendelsen af stedbestemmelsesoplysningerne.

Kravet om stille stedbestemmelsesoplysninger til rådighed uden omkostninger for slutbrugeren og alarmmyndighederne vil ikke omfatte eventuelle udgifter, som ikke er forbundet fremskaffelsen eller fremsendelsen af stedbestemmelsesoplysningerne. Omfattet er eksempelvis ikke udgifter forbundet med etableringen, udvikling og finansieringen af den er eller de tekniske løsninger, som skal muliggøre, at stedbestemmelsesoplysningerne stilles til rådighed.

Ved fastsættelse af krav om stedbestemmelsesoplysninger vil tekniske krav til og finansiering af de valgte løsninger blive fastlagt med udgangspunkt i de løsninger, der gælder for taleopkald til alarmcentralen (112). Dog bør der ved modernisering og ændring af typen af alarmkommunikation tages særskilt stilling til finansieringen.

Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset til alarmkommunikation til det fælleseuropæiske alarmnummer ”112”. Således vil bestemmelsen også kunne anvendes på alarmkommunikation på fremtidige numre, som vil blive anvendt til alarmkommunikation. Desuden foreslås et nyt § 61, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 73, hvorefter bestemmelser som nævnt i den foreslåede § 61, stk. 1 og stk. 2, i teleloven kan udvides til at gælde for tilsvarende kommunikation med politiet, sundhedsmyndighederne m.v.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 2, skyldes, at teledirektivets artikel 109, stk. 6, stiller krav om, at udbydere og ejere af net skal stille stedbestemmelsesoplysninger til rådighed for alarmcentralen uden omkostninger for den relevante alarmcentral og slutbrugeren, for så vidt angår samtlige alarmkommunikationer til det fælleseuropæiske alarmnummer ”112”.

I medfør af gældende ret skal udbydere og ejere af net sikre, at alle brugere og slutbrugere kan foretage gratis opkald til den offentlige alarmtjeneste (112). Fremsendelsen af stedbestemmelsesoplysninger i form af AML sker automatisk samtidig med opkaldet og er således en accessorisk del af opkaldet. Henset til, at slutbrugerne i medfør af gældende ret har krav på at foretage gratis opkald til alarmtjenesten, bør slutbrugerne følgelig heller ikke betale for omkostningerne forbundet med fremskaffelse eller fremsendelse af stedbestemmelsesoplysninger i form af AML. På den vis sikres, at slutbrugerne får gratis adgang til alarmkommunikation.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i hensynet til, at stedbestemmelsesoplysninger, som finder anvendelse på alle alarmkommunikationer, øger beskyttelsesniveauet og sikkerheden for slutbrugerne, og hjælper alarmtjenesterne med at udføre deres opgaver. Dette forudsætter, at stedbestemmelsesoplysningerne stilles til rådighed og fremføres til alarmcentralerne, så de kan fremføre relevant data til de relevante alarmtjenester.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 2, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at implementere teledirektivets artikel 109, stk. 6, om alarmkommunikationer og det fælleseuropæiske alarmnummer.

Teledirektivets artikel 109, stk. 6, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 26, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse i § 61, stk. 1, nr. 2, vil kunne medføre økonomiske konsekvenser for udbydere og ejere af net som følge af, at de ikke må opkræve betaling fra slutbrugeren eller alarmcentralen for at fremskaffe eller fremsende stedbestemmelsesoplysninger.

Det konkrete omfang af de økonomiske konsekvenser vil skulle fastlægges nærmere, blandt andet på baggrund af dialog med branchen og alarmmyndighederne. Derfor vil Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forud for en udmøntning af hjemmelsbestemmelsen foretage en nærmere vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser, som er forbundet med fastsættelsen af regler om, at udbydere og ejere af net vil skulle stille stedbestemmelsesoplysninger til rådighed gratis for slutbrugeren og den relevante alarmcentral.

Til nr. 71

Det følger af den gældende bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 3, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om minimumskrav til udbydernes og netejernes pligt til at yde bistand ved alarmcentralernes alarmering af politi, redningsberedskab, ambulancetjeneste og andre beredskabstjenester.

Bemyndigelsen til at fastsætte reglerne er udmøntet i udbudsbekendtgørelsen.

Med den foreslåede ændring af bestemmelsen i telelovens § 61, stk. 1, nr. 3, foreslås det, at fjerne et punktum sidst i bestemmelsen og i stedet indsætte et komma.

Den foreslåede ændring er en uændret videreførelse af gældende ret, og er alene en konsekvensrettelse, idet bestemmelsen ikke længere vil være den sidste i nummerrækken.

Den foreslåede ændring i bestemmelsen medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren fortsat kan fastsætte regler om minimumskrav til udbyderne og netejerne pligt til at yde bistand ved alarmcentralernes alarmering af politi, redningsberedskab, ambulancetjeneste og andre beredskabstjenester.

Til nr. 72

Den gældende bestemmelse i telelovens § 61 indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at fastsætte regler, som forpligter udbydere og ejere af net til på anmodning fra alarmcentralerne eller politiet at spærre for alarmkommunikation til 112 eller lignende samfundskritiske tjenester.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 61, stk. 1, nr. 4, forslås det, at klima-, energi og forsyningsministeren kan fastsætte regler, som kan indeholde en pligt til, på anmodning fra alarmcentralerne eller politiet at spærre for alarmkommunikation til 112 eller lignende samfundskritiske tjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der vil kunne fastsættes regler om, at udbydere og ejere af net vil kunne forpligtes til at medvirke til at blokere for alarmkommunikation til 112 på anmodning fra alarmcentralerne eller politiet.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil i forbindelse med en eventuel udmøntning af forslaget til telelovens § 61, stk. 1, nr. 4, skulle foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt der er tale om overimplementering. Såfremt den foreslåede bestemmelse vurderes at være en overimplementering vil ministeriet følge proceduren for behandling af bestemmelser indeholdende overimplementering.

De foreslåede ændringer i telelovens § 61, stk. 1, nr. 4, skyldes, at det skal være muligt at blokere for chikanøs alarmkommunikation, herunder chikaneopkald til alarmcentralerne, så det sikres, at der altid vil være adgang til disse i nødsituationer.

Med chikaneopkald skal forstås gentagne opkald, som er orkestsreret af en person eller en gruppe af personer og som ikke har til formål at anmode om og modtage hjælp fra beredskabstjenester eller lignende samfundskritiske tjenester.

Ved udmøntning af bestemmelsen, vil det på bekendtgørelsesniveau nærmere blive præciseret og afgrænset, hvilke lignende samfundskritiske tjenester der vil skulle spærres for opkald til på anmodning fra alarmcentralerne eller politiet.

Gentagne og massekoordinerede chikaneopkald kan overbelaste nettet, og i værste fald medføre sammenbrud af nettet. Da alarmkommunikation er en samfundskritisk tjeneste, bør der fastsættes regler, som kan imødegå overbelastning af alarmsystemet ved chikanøse opkald.

Blokering for opkald til alarmcentralerne er særligt relevant fra enheder, som ikke klart identificerer den kaldende. Det drejer sig i særdeleshed om enheder, som ikke indeholder SIM-kort.

Opkald fra SIM-løse enheder viser ikke nummer som ved opkald fra enheder med SIM-kort. I sidstnævnte tilfælde vil opkaldet kunne identificeres med et nummer fra en national nummerplan og efterfølgende spærres. Opkald fra SIM-løse enheder viser enhedens IMEI-nummer, som er et 15-cifret nummer, der er unikt for den anvendte enhed.

For effektivt at kunne imødegå chikanøse opkald fra SIM-løse enheder skal det være muligt at forpligte udbydere og ejere af net at fremsende det fulde IMEI-nummer eller anden entydig identifikation af den kaldende enhed, og efterfølgende blokere for dette på anmodning fra alarmcentralerne eller politiet. Forpligtelsen til at fremsende ovenstående vil imidlertid kunne fastsættes i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 5.

Det konkrete omfang af de økonomiske konsekvenser vil skulle fastlægges nærmere, blandt andet på baggrund af dialog med branchen og alarmmyndighederne. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil derfor forud for en udmøntning af hjemmelsbestemmelsen foretage en nærmere vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser, som er forbundet med fastsættelsen af regler om, at udbydere og ejere af net på anmodning fra alarmcentralerne eller politiet vil skulle spærre for opkald til 112 eller lignende samfundskritiske tjenester.

Bestemmelsen medfører ikke i sig selv økonomiske eller administrative konsekvenser for borgerne eller det offentlige.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, medfører, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om minimumskrav til udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester (herefter udbydere) og ejere af elektroniske kommunikationsnet, som er tilsluttet offentlige elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester (herefter ejere af net), med henblik på at sikre telekommunikation ved alarmering.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 61, stk. 1, nr. 5, foreslåes det, at klima-, energi og forsyningsministeren kan fastsætte regler, som kan indeholde en pligt til, at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at sikre uafbrudt adgang til beredskabstjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at der vil kunne fastsættes regler om, at udbydere vil kunne forpligtes til at træffe nødvendige foranstaltninger, som vil sikre adgangen til og integriteten af beredskabstjenester.

Indførelsen af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 5, skyldes, at den dagældende § 62 i teleloven om sikring af samfundsvigtig kommunikation i beredskabssituationer blev ophævet ved lov nr. 1567 af 15. december 2015 om net- og informationssikkerhed. Der ses derfor behov for at præcisere, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at udbydere af talekommunikationstjenester skal træffe nødvendige foranstaltninger til at sikre uafbrudt adgang til beredskabstjenester.

For effektivt at sikre adgangen til og integriteten af beredskabstjenester skal det eksempelvis i forbindelse med chikanøse opkald fra SIM-løse enheder, være muligt at forpligte udbydere og ejere af net at fremsende det fulde IMEI-nummer eller anden entydig identifikation af den kaldende enhed, og efterfølgende blokere for dette på anmodning fra alarmcentralerne eller politiet, jf. den forslåedede § 61, stk. 1, nr. 4.

Den foreslåede bestemmelse i § 61, stk. 1, nr. 5, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at implementere teledirektivets artikel 108, 2. pkt., 1. led, om medlemsstaternes sikring af, at udbydere af talekommunikationstjenester træffer alle nødvendige foranstaltninger til at sikre uafbrudt adgang til beredskabstjenester. Teledirektivets artikel 108, 2. pkt., 1. led, erstatter forsyningspligtdirektivets artikel 23, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 5, vil kunne medføre økonomiske og administrative konsekvenser for udbydere og ejere af net eksempelvis i de tilfælde, hvor deres it-systemer ikke er indstillet til eksempelvis at kunne fremsende det fulde IMEI-nummer i forbindelse med opkald fra en SIM-løs enhed. I disse tilfælde vil udbyderen eller ejeren af net skulle udvikle på it-systemet, eller indkøbe et system, så den nødvendige funktionalitet sikres.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 1, nr. 5, vil medføre, at klima-, energi og forsyningsministeren kan fastsætte regler, der pålægger udbydere af talekommunikationstjenester at træffe yderligere foranstaltninger til at sikre uafbrudt adgang til beredskabstjenester. Dette vil i givet fald påføre udbyderne økonomiske byrder. Klima-, energi- og forsyningsministeriet vil forud for en udmøntning af hjemmelsbestemmelsen foretage en nærmere vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser, som er forbundet med fastsættelsen af regler for regler som nævnt i telelovens § 61, stk. 1, nr. 5.

Til nr. 73

Den gældende bestemmelse i telelovens § 61 indeholder ikke udtrykkelig hjemmel til at fastsætte regler om takseringen af koordinering, dirigering og aflevering af alarmopkald, herunder stedbestemmelsesoplysninger.

I medfør af telelovens § 61, stk. 1, nr. 1, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler om dirigering og koordinering af alarmopkald, der blandt andet forpligter udbydere og ejere af net til at sikre, at der sker en koordinering, således at alarmcentralerne ikke skal modtage alarmopkald fra mange forskellige udbydere. Dette indebærer blandt andet, at én eller flere udbydere pålægges at modtage alarmopkald fra andre udbydere med henblik på at dirigere opkaldene og forestå en koordineret aflevering af disse til alarmcentralerne. Det er en forudsætning, at der indgås aftaler mellem udbyderne herom, og der vil med henblik på at sikre rimelige vilkår for udbyderne eventuelt kunne blive tale om tillige at regulere spørgsmål om, hvilken pris den eller de udbydere, der pålægges den omhandlede koordinering, må tage for at varetage denne opgave.

Bemyndigelsen til at fastsætte reglerne er udmøntet i udbudsbekendtgørelsen.

Udbudsbekendtgørelsens § 6 fastsætter rammerne for, hvad den udbyder, som er ansvarlig for den samlede koordinering, dirigering og aflevering af alarmopkald, samt stedbestemmelsesoplysninger til alarmcentralen (forsyningspligtudbyderen), må opkræve hos de andre udbydere. Betalingen må højest udgøre dækning af de samlede omkostninger tillagt en rimelig fortjeneste.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 61, stk. 2, foreslås det at, klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte nærmere regler for takseringen af koordinering, dirigering og aflevering af alarmkommunikation, herunder af stedbestemmelsesoplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte regler for takseringen, som vedrører de samtrafiktakster, som udbydere og ejere af net fakturerer indbyrdes for at ekspedere alarmkommunikation, herunder opkald, SMS eller lignende.

Med alarmkommunikation menes kommunikation, der etableres via en elektronisk kommunikationstjeneste mellem en slutbruger og alarmcentralen med det formål at anmode om og modtage hjælp fra beredskabstjenester. Derved forstås kommunikation ikke kun ved opkald, men også ved andre tjenester som f.eks. SMS, jf. forslag til telelovens § 2, nr. 23, jf. lovforslagets § 1, nr. 8.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil i forbindelse med en eventuel udmøntning af forslaget til telelovens § 61, stk. 2, skulle foretage en nærmere vurdering af, hvorvidt der er tale om overimplementering. Dette vil blandt andet bero på forhandlinger med telebranchen og alarmmyndighederne.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 2, har baggrund i hensynet til de potentielle omkostninger som mængden af alarmkommunikation vil kunne påføre udbydere og ejere af net.

Eksempelvis vil der med indførelsen af AML (Advanced Mobile Location) ved opkald til det fælleseuropæiske alarmnummer ”112” i løbet af opkaldet blive afsendt flere SMS’er med stedbestemmelsesoplysninger til alarmcentralen. Omkostningerne til disse må ikke takseres over for slutbrugeren eller alarmcentralen i medfør af den foreslåede § 61, stk. 1, nr. 2, som implementerer teledirektivets artikel 109, stk. 6. Udbydere og ejere af net vil altså ikke kunne opkræve slutbrugeren eller alarmcentralen betaling for at sende AML-SMS’erne, men vil selv kunne have omkostninger ved fremsendelsen heraf.

I takt med, at funktionen AML i fremtiden kan tænkes anvendt ved alarmkommunikation til andre numre end det fælleseuropæiske alarmnummer ”112” og i forbindelse med andre tjenester end taletelefoni, vil dette medføre forøgede omkostninger for udbydere og ejere af net. For at sikre rimelige vilkår for udbydere og ejere af net vil det kunne være nødvendigt at regulere, hvilke priser der kan opkræves af udbyderne for eksempelvis at modtage SMS’er med stedbestemmelsesoplysninger.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 2, vil kunne bidrage til at sikre rimelige vilkår for de udbydere og ejere af net, som er forpligtede til at stille stedbestemmelsesoplysninger til rådighed ved alarmkommunikation, idet der kan fastsættes regler for, hvad der må opkræves for koordineringen, dirigeringen og afleveringen af alarmkommunikation, herunder stedbestemmelsesoplysninger i alle transmissionsled fra forsendelse til aflevering hos alarmcentralen, eller den part, som modtager på vegne af alarmcentralen.

Det konkrete omfang af de økonomiske konsekvenser vil skulle fastlægges nærmere, blandt andet på baggrund af dialog med branchen og alarmmyndighederne. Derfor vil Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet forud for en udmøntning af hjemmelsbestemmelsen foretage en nærmere vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser, som er forbundet med fastsættelsen af regler for takseringen af koordinering, dirigering og aflevering af alarmkommunikation, herunder af stedbestemmelsesoplysninger.

Den gældende bestemmelse i telelovens § 61 indeholder ikke hjemmel til at fastsætte regler for takseringen af koordinering, dirigering og aflevering af alarmkommunikation, herunder af stedbestemmelsesoplysninger, som ikke er alarmopkald til alarmmyndighederne.

Med den foreslåede indsættelse af bestemmelsen i telelovens § 61, stk. 3, foreslås det, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte bestemmelser som nævnt i den foreslåede bestemmelses stk. 1 og 2, for tilsvarende kommunikation med politiet, sundhedsmyndighederne m.v.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne fastsætte samme regler som nævnt i forslag til telelovens § 61, stk. 1 og stk. 2, for kommunikation med politiet, sundhedsmyndighederne m.v. som svarer til alarmkommunikation.

Den foreslåede hjemmelsbestemmelse er tilføjet af hensyn til fremtidssikring, f.eks. hvis det senere skulle blive nødvendigt (og muligt) at anvende AML (Advanced Mobile Location) til andre numre end 112.

I forbindelse med en udmøntning af hjemmelen til at fastsætte samme regler som nævnt i forslag til telelovens § 61, stk. 1 og stk. 2, for kommunikation med politiet, sundhedsmyndighederne m.v., vil Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet skulle foretage en særskilt vurdering af de persondataretlige aspekter forbundet med anvendelsen af stedbestemmelsesoplysninger til andre numre end 112.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 3, har baggrund i hensynet til at sikre, at politiet, sundhedsmyndighederne m.v. opnår samme grad af effektivitet som ved alarmkommunikation. Politi, sundhedsmyndigheder m.v., som modtager opkald, kan eksempelvis ligeledes have behov for, at opkald koordineres, så opkald dirigeres hen til rette myndighed, og at der afleveres stedbestemmelsesoplysninger, så de relevante myndigheder nemmere kan hjælpe den kaldende.

Muligheden for, at der også vil kunne fastsættes regler for takseringen af anden kommunikation end alarmkommunikation, skyldes også, at der kan være specifikke numre, som ikke nødvendigvis kan klassificeres som et alarmnummer, men som stadig har behov for at kunne få tilsendt stedbestemmelsesoplysninger. Et eksempel herpå er nummeret ”114”, som er det landsdækkende ikke-akutte nummer til politiet.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 61, stk. 3, kan medføre økonomiske konsekvenser for udbydere og ejere af net, såfremt AML vil blive benyttet ved kommunikation, som er tilsvarende alarmkommunikation. Det vil medføre en betydelig stigning af SMS’er, der indeholder stedbestemmelsesoplysninger, og disse SMS’er vil udbydere og ejere af net ikke kunne taksere over for slutbrugeren eller politiet, sundhedsmyndighederne m.v.

Det konkrete omfang af de økonomiske konsekvenser vil skulle fastlægges nærmere, blandt andet på baggrund af dialog med branchen og alarmmyndighederne. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vil derfor forud for en udmøntning af hjemmelsbestemmelsen foretage en nærmere vurdering af de økonomiske og administrative konsekvenser, som er forbundet med fastsættelsen af regler som nævnt i forslaget til telelovens § 61, stk. 1 og stk. 2, for kommunikation med politiet, sundhedsmyndighederne m.v., som svarer til alarmkommunikation.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre gennemsigtighed for borgerne, eksempelvis ved at der etableres et fællesnummer, som borgerne kan ringe til, uanset hvilken landsdel borgeren befinder sig i. Det kunne eksempelvis være et fællesnummer til akuthjælp ved sygdom, som i Region Hovedstaden er ”1813”, men forskellige ottecifrede numre for regionerne. Den relevante myndighed vil i den forbindelse mere effektivt kunne finde frem til den kaldende, da myndigheden i forbindelse med opkaldet også vil modtage stedbestemmelsesoplysninger.

Til nr. 74

Ansættelsesvilkår og regler for afskedigelse af chefer i staten reguleres ved overenskomst, herunder den til enhver tid gældende Rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten. Ansættelse og afskedigelse sker således i henhold til det til enhver tid gældende cirkulære om rammeaftale om kontraktansættelse af chefer i staten, cirkulære om åremålsansættelse, samt tjenestemandsloven.

Teledirektivet fastlægger i artikel 5, at der i direktivet opereres med to forskellige typer af myndigheder, der tillægges kompetencer i direktivet. For det første kan der være tale om nationale tilsynsmyndigheder, der skal nyde både en politisk og en økonomisk uafhængighed, og for det andet kan der være tale om andre kompetente myndigheder, der alene skal være økonomisk uafhængige.

Ved politisk uafhængig forstås, at den pågældende myndighed ikke er underlagt instruksbeføjelse vedrørende afgørelser eller ved udstedelsen af regulering i konkrete sager. Den politiske uafhængighed er i gældende ret sikret i telelovens § 67, stk. 1 og 2.

Ved økonomisk uafhængighed forstås, at den udøvende myndighed på en konkret opgave i henhold til loven er retligt adskilt fra en udøver af ejerskabsbeføjelser over for en udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, eller udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester. Kravet skal sikre den udøvende myndigheds habilitet i forhold til beslutninger om regulering.

Teleloven indeholder en række opgaver, der er tillagt myndigheder som nationale tilsynsmyndigheder. Disse opgaver omfatter navnlig bestemmelserne i telelovens afsnit IV om den sektorspecifikke konkurrenceregulering, hvor navnlig Erhvervsstyrelsen, men også Energistyrelsen, varetager opgaver. Herudover gælder kravene vedrørende nationale tilsynsmyndigheder i forhold til varetagelsen af opgaver efter visse forordninger, herunder netneutralitetsforordningen og roamingforordningen. Energistyrelsen er tilsynsmyndighed for disse forordninger.

Reglerne vil derfor med den nuværende ressortfordeling kunne fastsættes for ledelsen i Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 67, stk. 3, vil bemyndige klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte nærmere regler om udnævnelse og afskedigelse af ledelsen i de myndigheder, der er tillagt opgaver i henhold til teleloven, jf. dog den foreslåede bestemmelse i telelovens § 67, stk. 4.

De regler, der vil kunne fastsættes, vil alene være udtryk for minimumsbeskyttelsesregler, der skal sikre, at minimumsreglerne i teledirektivets artikel 7 overholdes, med henblik på sikring af en national tilsynsmyndigheds uafhængighed.

Kravene i teledirektivets artikel 7 indebærer, at der fastsættes en minimumsvarighed for åremålsansættelse på tre år for ledelsen i en national tilsynsmyndighed. Endvidere skal ledelsen have beskyttelse mod usaglig eller ubegrundet afskedigelse, ligesom en afskediget leder skal kunne kræve begrundelsen offentliggjort.

Regler fastsat i medfør af bemyndigelsen vil kunne omfatte ledelsen i de myndigheder, der varetager opgaver som national tilsynsmyndighed, som dette er defineret i teledirektivet, jf. artikel 5-11. Med den gældende ressortdeling vil der være tale om Energistyrelsen.

Baggrunden for kravene i teledirektivets artikel 5, og dermed den foreslåede bestemmelse i telelovens § 67, stk. 3, er at sikre et minimumsniveau af beskyttelse for ledelsen i myndigheder, der varetager opgaver som uafhængig myndighed.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 67, stk. 3, forventes ikke udmøntet, da beskyttelsesniveauet i den almindelige danske lovgivning og kollektive aftaler vurderes at ligge væsentligt over det foreskrevne niveau. Hjemmelen bør alene udnyttes, hvis beskyttelsesniveauet i dansk ret, herunder i kollektive aftaler, mindskes.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 67, stk. 4, vil bemyndige erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om udnævnelse og afskedigelse af ledelsen i de myndigheder, der er tillagt opgaver i henhold til telelovens kapitel 11-14 og kapitel 16-18.

Baggrunden for kravene i teledirektivets artikel 5, og dermed den foreslåede bestemmelse i telelovens § 67, stk. 4, er at sikre et minimumsniveau af beskyttelse for ledelsen i myndigheder, der varetager opgaver som uafhængig myndighed.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 67, stk. 4, forventes ikke udmøntet, da beskyttelsesniveauet i den almindelige danske lovgivning og kollektive aftaler vurderes at ligge væsentligt over det foreskrevne niveau. Hjemmelen bør alene udnyttes, hvis beskyttelsesniveauet i dansk ret, herunder i kollektive aftaler, mindskes.

Den foreslåede bestemmelse om tilføjelse af et nyt stykke 3 og 4 i telelovens § 67 giver klima-, energi- og forsyningsministeren og erhvervsministeren bemyndigelse til implementering af teledirektivets artikel 7.

Til nr. 75

Telelovens § 72, stk. 1, indeholder krav om, at afgørelser om pålæggelse af forpligtelser, der er truffet i henhold til telelovens afsnit IV, skal offentliggøres. Afgørelser om netadgangsforpligtelser kan pålægges i medfør af § 33, stk. 2, og §§ 38-41.

Hensynet bag den gældende bestemmelse om offentliggørelse af afgørelser er, at aktører på markedet skal kunne gøre sig bekendt med, hvilke netadgangsforpligtelser der er pålagt i medfør af den sektorspecifikke konkurrenceregulering.

Offentliggørelsen skal ske på en brugervenlig måde, og skal løbende sikre overblik over retstilstanden. Offentliggørelsen skal endvidere sætte markedsaktører i stand til at udøve retten til at påklage afgørelser.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 72, stk. 1, om tilføjelse af en henvisning til telelovens § 35 a og § 47 d, jf. lovforslagets § 1, nr. 34 og 51, foreslås det, at afgørelser efter de foreslåede bestemmelser i telelovens § 35 a og § 47 d vil skulle offentliggøres på lige fod med øvrige afgørelser om markedsregulering efter afsnit IV i teleloven.

Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tilsigtet nogen ændring i øvrigt af kravet om offentliggørelse efter § 72, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse om at konsekvensrette telelovens § 72, stk. 1, om offentliggørelse af afgørelser implementerer teledirektivets artikel 120, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre gennemsigtighed om forpligtelser pålagt i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 35 a og afgørelser om tilsagn i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 d.

Til nr. 76

Den gældende bestemmelse i telelovens § 73, stk. 1, forpligter en række virksomheder til at udlevere alle oplysninger og alt materiale, som Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsyn med overholdelse af lovens regler eller regler fastsat i medfør heraf samt i forbindelse med administration, undersøgelser og konkrete aftørelser, der gennemføres og træffes efter lovens bestemmelser herom.

Den gældende bestemmelse i § 73, stk. 1, nr. 3, omfatter blandt andet udbydere af informations- eller indholdstjenester. Nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, som f.eks. beskedtjenester eller lignende er omfattet af denne formulering, da beskedtjenesten vil udgøre udbud af en indholdstjeneste. Med de nye definitioner af kommunikationstjenester, herunder nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, kan der dog opstå tvivl om, hvorvidt denne type tjenester skal betragtes som omfattet af den ene eller den anden type udbydere.

Anvendelse af den gældende bestemmelse er i lighed med forvaltningsretlige principper begrænset af, at anvendelse af oplysningspligten kun kan ske i nødvendigt omfang, idet det ikke er hensigten at pålægge unødige administrative byrder.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73, stk. 1, nr. 2, vil Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen kunne kræve alle oplysninger og alt materiale, som Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen skønner relevant i forbindelse med tilsyn med overholdelse af telelovens regler eller regler fastsat i medfør heraf og i forbindelse med administration, undersøgelser og konkrete afgørelser, der gennemføres og træffes efter lovens bestemmelser herom, af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse medfører, at kredsen at virksomheder, der vil skulle udlevere oplysninger og materiale til Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen, udvides til udtrykkeligt også at omfatte udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Med den foreslåede tilføjelse sikres klarhed om, at udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester er omfattet af bestemmelsen.

Ethvert krav om oplysninger vil som efter den gældende bestemmelse være nødvendig i forhold til tilsyn med overholdelsen af lovens regler eller regler fastsat i medfør af loven samt i forbindelse med administration, undersøgelser og konkrete afgørelser, der gennemføres og træffes efter lovens bestemmelser. Endvidere vil enhver anmodning om oplysninger skulle stå i et rimeligt forhold til, hvad opgaven kræver.

Manglende efterkommelse af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 eller manglende efterkommelse af Energistyrelsens afgørelse i medfør af den foreslåede bestemmelse vil ikke være strafbelagt. Det kan dog ikke udelukkes, at der i forbindelse med indhentelse af oplysninger til brug for Energistyrelsens behandling af klager efter den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 kan fremkomme oplysninger om andre strafbare forhold. I den forbindelse vil bestemmelser om oplysningspligt skulle håndhæves i overensstemmelse med forbudet mod selvinkriminering i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 (i det følgende benævnt retssikkerhedsloven). Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning har pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og opysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

Den foreslåede ændring af telelovens § 73, stk. 1, skyldes, at teledirektivet er udvidet til også at omfatte nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester. Se nærmere under bemærkningerne til ny § 2, nr. 20, om definitionen af begrebet nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, jf. lovforslagets § 1, nr. 8. Udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester skal derfor også være omfattet af blandt andet forpligtelsen til at udlevere oplysninger og materiale i medfør at telelovens § 73.

Den foreslåede tilføjelse af udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester som pligtsubjekter i telelovens § 73, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 20, stk. 1, hvorefter virksomheder, der udbyder elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, tilhørende faciliteter eller tilknyttede tjenester, skal give blandt andre de nationale tilsynsmyndigheder alle de oplysninger, som er nødvendige for at disse myndigheder kan påse, at bestemmelserne i teledirektivet og afgørelser truffet, eller udtalelser afgivet, i henhold hertil overholdes. Det fremgår endvidere af artikel 20, stk. 1, at hvis de oplysninger, der er indsamlet i overensstemmelse med ovennævnte, er utilstrækkelige til, at de nationale tilsynsmyndigheder m.fl. kan udføre deres regulatoriske opgaver i henhold til EU- retten, kan sådanne oplysninger indhentes fra andre relevante virksomheder, der er aktive i den elektroniske kommunikationssektor eller tæt tilknyttede sektorer. Videre nævnes i artikel 20, stk. 1, at enhver anmodning om oplysninger skal stå i et rimeligt forhold til, hvad myndighedens opgave kræver og skal være begrundet.

Den foreslåede tilføjelse af § 73 stk. 1, nr. 2, i teleloven vil medføre, at Energistyrelsen og Erhvervstyrelsen i forbindelse med varetagelsen af deres opgaver får mulighed for at indhente oplysninger og materiale ikke kun fra traditionelle udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, jf. telelovens § 2, nr. 1 og 7, men også fra udbydere nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester. Dermed får myndighederne værktøjer til at påse, at også udbyderne af nummeruafhænige interpersonelle kommunikationstjenester overholder bestemmelser i teledirektivet og afgørelser truffet, eller udtalelser givet, i henhold til dette direktiv.

Til nr. 77

Det foreslås at opdatere henvisningerne i telelovens § 73, stk. 2, så de i stedet for at henvise til stk. 1, nr. 1-7 og 9-11, kommer til at henvise til stk. 1, nr. 1-8 og 10-12.

Ændringerne er konsekvensrettelser af den ændring, der er foretaget af § 73, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 76.

Til nr. 78

Energistyrelsen gennemfører med hjemmel i den gældende bestemmelse telelovens § 75 årlige kortlægninger af udbredelsen af elektroniske kommunikationsnet. Den gældende bestemmelse giver Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen hjemmel til at indhente de data, styrelserne skønner nødvendige for at gøre det muligt at overskue og sammenligne det samlede udbud af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, og skabe overblik over, hvordan konkurrencen fungerer på markedet. Telelovens § 75 implementerer blandt andet forsyningspligtdirektivets artikel 21, stk. 2, der foreskriver, at de nationale tilsynsmyndigheder skal offentliggøre guides og vejledninger til slutbrugere og forbrugere, der giver disse mulighed for at foretage informerede valg på markedet for elektroniske kommunikationsnet og -tjenester.

Herudover er det i bemærkningerne til den gældende bestemmelse i telelovens § 75, jf. Folketingstidende 2010/2011, A, lovforslag nr. 59 som fremsat, side 146, nævnt, at der kan udarbejdes og offentliggøres statistikker vedrørende priser, markedsudvikling og andet af interesse for forbrugere.

Den gældende hjemmel indeholder således ikke en specifik henvisning til kortlægning af infrastruktur eller offentliggørelse af disse kortlægninger.

De gældende direktiver i teledirektivpakken, herunder forsyningspligtsdirektivets artikel 21, har hidtil ikke indeholdt specifikke krav om kortlægninger af eksisterende teleinfrastruktur eller om kortlægning af udrulningsplaner fra teleselskaberne. Det har imidlertid på flere områder, herunder i forhold til dækning og markedsregulering, været forudsat, at der i et vist omfang blev gennemført kortlægninger af både eksisterende infrastruktur og udrulningsplaner.

Energistyrelsen gennemfører hvert år en kortlægning af danskernes adgang til fastnetbredbånd og mobilt bredbånd (bredbåndskortlægningen). Kortlægningen består af bredbåndsudbydernes indberetninger af de adresser, hvorpå de udbyder bredbåndsdækning, samt med hvilke teknologier og hastigheder.

Udbydernes indberetninger til bredbåndskortlægningen offentliggøres blandt andet på Tjekditnet.dk – det gælder både på adresseniveau, hvor den enkelte bruger kan søge på bredbåndsmulighederne på hjemmeadressen, ligesom der offentliggøres nøgletal, f.eks. hvor stor en andel af boliger og virksomheder, der har adgang til 100/30 Mbit/s. Derudover er det muligt for brugerne at udtrække hjemmesidens datagrundlag i forskellige formater, herunder som rene rådata eller som geotiff-filer. Data kan også tilgås via en API-funktion.

Ud over at opdatere Tjekditnet.dk i forbindelse med bredbåndskortlægningen, hvor alle bredbåndsudbydernes dækning opdateres, foretages der også dataopdateringer fra selskaber efter behov på øvrige tidspunkter i løbet af året. Disse dataopdateringer er frivillige for udbyderne.

Energistyrelsens kortlægning, og de data, der indhentes fra udbydere og ejere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, anvendes også af Energistyrelsen til at kortlægge adresser, der i henhold til statsstøtteretlige regler, og til brug for statsstøtteordninger, er støtteberettigede. Kortlægningen suppleres i forbindelse med statsstøtteordninger med en undersøgelse af eventuelle konkrete udrulningsplaner.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a foreslås det at indsætte en udtrykkelig hjemmel til gennemførelsen af geografiske kortlægninger af netudrulningen, herunder både i forhold til den eksisterende infrastruktur, eventuelle udrulningsplaner og ejerforhold. Kortlægningen vil bl.a. kunne omfatte teknologi, hastigheder og andre kvalitetsparametre, herunder både for fastnet- og mobilteknologier.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af en ny bestemmelse i telelovens § 73 a implementerer dele af teledirektivets artikel 22 om geografiske kortlægninger af netudrulning.

Teledirektivet indfører i artikel 22 et nyt udtrykkeligt krav om kortlægning af eksisterende infrastruktur, samt en mulighed for at gennemføre kortlægning af eventuelle udrulningsplaner.

Kortlægningsbestemmelsen i artikel 22 skal støtte op om en mere harmoniseret tilgang til de kortlægninger, som er forudsat i resten af direktivet, herunder i forhold til navnlig markedsreguleringen, der i dansk ret er implementeret i telelovens afsnit IV, men også i forhold til opgaver omkring kortlægning af støtteberettigede adresser i forhold til eventuel statsstøtte.

I artikel 22, stk. 7, bemyndiges BEREC til at udarbejde retningslinjer for gennemførelsen af geografiske kortlægninger og prognoser efter artikel 22 med henblik på at sikre en ensartet anvendelse af bestemmelsen. Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen skal i anvendelsen af den foreslåede bestemmelse i videst muligt omfang tage hensyn til BEREC’s retningslinjer i tilrettelæggelsen af geografiske kortlægninger og prognoser.

Den foreslåede bestemmelse indeholder gennemførelsen af kortlægningsbestemmelsen i artikel 22, herunder regler om indhentning af oplysninger til brug for kortlægningerne, om videregivelse af oplysninger til andre myndigheder, herunder til Europa-Kommissionen og institutioner i andre medlemsstater, tilgængeliggørelse af grunddata og endelig om anvendelse af oplysninger fra kortlægningerne til forbrugeroplysning.

Med den foreslåede bestemmelse tilsigtes ikke en grundlæggende ændring i den måde Energistyrelsen i dag gennemfører kortlægninger, eller hvordan Energistyrelsen tilgængeliggør oplysninger. Formålet er derimod alene at sikre klare rammer om kortlægningerne, og under hvilke betingelser data fra kortlægningerne kan videregives til andre myndigheder og gøres tilgængelige for interessenter.

Med den foreslåede bestemmelse tilsigtes ej heller en ændring af de øvrige aktiviteter, der i dag gennemføres med hjemmel i telelovens § 75, herunder gennemførelsen af Telestatistikken, de årlige udgivelser af Økonomiske Nøgletal for Telebranchen og indsamling af data om prisudviklingen.

Den foreslåede bestemmelse om geografiske kortlægninger af netudrulning skal således give klare rammer for både myndighederne på området for elektronisk kommunikation, og for de relevante udbydere og ejere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester i forhold til, hvilke myndigheder der kan gennemføre kortlægninger af netudrulningen, og hvilke virksomheder der vil skulle medvirke til kortlægningerne.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre yderligere byrder på udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, end hvad der følger af gældende ret. Der lægges med den foreslåede bestemmelse ikke op til indhentning af hverken færre eller flere oplysninger, end hvad der er tilfældet under gældende ret. Omfanget af dataindberetningerne kan fremadrettet blive justeret som følge af eventuelle nye eller ændrede behov, herunder også som følge af nye krav fra Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation (BEREC) eller Europa-Kommissionen.

Enhver udvidelse af omfanget af dataindberetningerne skal nøje vurderes af Energistyrelsen i forhold til at undgå yderligere byrder på selskaberne, og skal i videst muligt omfang ske i dialog med de berørte selskaber.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 1, vil foreskrive, at Energistyrelsen mindst hvert tredje år gennemfører en kortlægning af eksisterende elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse vil være udtryk for en præcisering af gældende ret i forhold til, hvilke pligter Energistyrelsen har i forhold til gennemførelse af geografiske kortlægninger om udbredelsen af elektroniske kommunikationsnet.

Energistyrelsen vil skulle gennemføre kortlægninger regelmæssigt og mindst hvert tredje år. Teledirektivet foreskriver, at kortlægning af eksisterende infrastruktur skal ske mindst hvert tredje år. Herudover foreskriver teledirektivet i artikel 22, stk. 7, at BEREC skal udfærdige retningslinjer med henblik på en ensartet anvendelse af geografiske kortlægninger, som de bemyndigede myndigheder i de enkelte medlemsstater i videst muligt omfang skal tage hensyn til. BEREC’s retningslinjer om geografiske kortlægninger af eksisterende infrastruktur anbefaler i pkt. 27, at kortlægninger bør gennemføres årligt.

Energistyrelsen (tidligere Erhvervsstyrelsen og IT- og Telestyrelsen) har igennem 20 år gennemført årlige kortlægninger. Efter etableringen af Tjekditnet.dk er de årlige kortlægninger efter ønske fra telebranchen blevet suppleret af halvårlige eller hyppigere frivillige opdateringer.

Det er med den foreslåede bestemmelse ikke intentionen at ændre Energistyrelsens mangeårige praksis for frekvensen af kortlægninger eller opdateringer.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 1 har baggrund i et behov for at skabe en højere grad af gennemsigtighed og forudsigelighed i rammerne for gennemførelse af geografiske kortlægninger, så det er klart for myndigheder og virksomheder, i hvilket omfang der gennemføres kortlægninger af elektroniske kommunikationsnets udbredelse.

Den foreslåede bestemmelse om geografiske kortlægninger i telelovens § 73 a, stk. 1, implementerer dele af teledirektivets artikel 22, stk. 1, 1. afsnit.

Der er gennem de senere år gennemført kortlægninger af dækning og udbredelse af elektroniske kommunikationsnet af flere forskellige myndigheder, herunder i forbindelse med forskellige tiltænkte statsstøtteordninger.

Den foreslåede bestemmelse medfører en højere grad af forudsigelighed og gennemsigtighed for både virksomheder og myndigheder.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 2, foreslås det at indsætte en opregning af de opgaver og formål, som en kortlægning af den geografiske udbredelse af elektroniske kommunikationsnet skal sikre gennemførelsen af, og som kortlægningen skal være tilstrækkelig detaljeret til at levere data til.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 vil medføre, at der vil blive indført en opregning af de opgaver, der skal understøttes af de geografiske kortlægninger, der skal gennemføres i henhold til stk. 1 og stk. 3. Indførelsen af en udtømmende liste medfører en højere grad af forudsigelighed i forhold til de byrder, der pålægges udbydere af elektroniske kommunikationsnet i forbindelse med geografiske kortlægninger.

Den foreslåede bestemmelse om geografiske kortlægninger i telelovens § 73 a, stk. 2, implementerer dele af teledirektivets artikel 22, stk. 1, 2. afsnit.

I den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 2, nr. 1 , anføres det at kortlægninger skal være tilstrækkeligt detaljerede til markedsundersøgelser og analyser efter telelovens afsnit IV.

I forbindelse med den sektorspecifikke konkurrenceregulering af telemarkedet i henhold til afsnit IV i teleloven er det af afgørende betydning, at analyserne gennemføres på et tilstrækkeligt oplyst grundlag. Dette gælder både i forhold til en markedsundersøgelse efter § 37 eller i forbindelse med en konkret anmodning i henhold til den foreslåede § 35 a, hvor oplysninger om udbredelse, ejerskab og lignende kan have stor betydning for Erhvervsstyrelsens vurderinger i forbindelse med markedsafgrænsninger, markedsanalyser, udformning af netadgangsforpligtelser, eller vurderinger af om der kan etableres parallelle net i et bestemt område.

I den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 2, nr. 2 , anføres det at kortlægninger skal være tilstrækkeligt detaljerede til identifikation af støtteberettigede adresser i henhold til EU-regler om statsstøtte.

Kortlægning af støtteberettigede adresser udgør en af grundforudsætningerne for anvendelse af statsstøtte til udrulning af bredbånd i henhold til EU-regler på området.

Kortlægningen skal ifølge de europæiske regler for statsstøtte til bredbånd tage højde for den eksisterende dækning og konkrete udrulningsplaner inden for tre år. Energistyrelsen vil ud fra faglige hensyn, herunder datakvalitet og erfaring med kortlægning, beslutte, hvilken metode der skal anvendes til kortlægningen under hensyntagen til eventuelle særlige krav, der måtte indgå i de endelige tilskudsmodeller. En lignende kortlægning anvendes allerede til bredbåndpuljen, og Energistyrelsen forestår generelt kortlægningen af mobil- og bredbåndsdækning og offentliggør informationen til brug for slutbrugere og andre myndigheder.

I den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 2, nr. 3 , anføres det at kortlægninger skal være tilstrækkeligt detaljerede til forbrugerinformation.

Energistyrelsen offentliggør i dag på Tjekditnet.dk data fra den årlige kortlægning af udbredelsen af bredbånd med henblik på at understøtte forbrugere og virksomheders valg af udbyder, hvor Tjekditnet.dk giver et overblik over tilgængelige hastigheder, teknologier og udbydere på adresseniveau i hele Danmark.

I den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 2, nr. 4 , anføres det at kortlægninger skal være tilstrækkeligt detaljerede til analyser i forhold til forsyningspligt efter kapitel 4.

Udformning og indførelse af forsyningspligt i henhold til telelovens kapitel 4, herunder forsyningspligt på talekommunikation eller forsyningspligt på bredbånd, forudsætter et godt overblik over udbredelsen af forskellige tjenester, hastigheder og netejere. Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Energistyrelsen kan gennemføre kortlægninger med henblik på udformning og indførelse af forsyningspligt.

I den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 2, nr. 5 , anføres det at kortlægninger skal være tilstrækkeligt detaljerede til frekvensadministration efter lov om radiofrekvenser.

Frekvensauktioner omfatter ofte dækningskrav. Fastsættelse af dækningskrav i frekvensauktioner kræver overblik over udbredelsen af mobile eller andre trådløse tjenester, så dækningskravene kan fastsættes så nøjagtigt som muligt.

I den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 2, nr. 6 , anføres det at kortlægninger skal være tilstrækkeligt detaljerede til politikunderstøttelse med henblik på sikring af dækning.

Politiske initiativer skal kunne målrettes til de steder i Danmark, der har behov for dækningsinitiativer, hvilket kræver detaljerede geografiske kortlægninger af udbredelsen af elektroniske kommunikationstjenester.

I henhold til de gældende bestemmelser om oplysningspligt og statistiske kortlægninger kan både Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen indhente oplysninger med henblik på gennemførelse af styrelsernes opgaver i henhold til teleloven.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 3 , foreslås det at bemyndige Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen til at foretage supplerende kortlægninger af eksisterende infrastruktur, ejerskabsforhold, udrulningsplaner eller lignende, såfremt det er nødvendigt for gennemførelsen af de opgaver, der er nævnt i stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse om supplerende kortlægninger ud over den kortlægning, der er nævnt i stk. 1 vil kunne angå yderligere kortlægninger af eksisterende infrastruktur, ejerskabsforhold, udrulningsplaner eller lignende. De supplerende kortlægninger skal ligesom kortlægninger efter stk. 1 ske med henblik på opfyldelsen af én eller flere af de opgaver, der er nævnt i stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle fungere som opsamlingsbestemmelse for Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen i forhold til kortlægninger, der ikke umiddelbart kan gennemføres i sammenhæng med kortlægningen efter stk. 1. Det er med den foreslåede bestemmelse ikke intentionen at ændre Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsens adgang til at indhente oplysninger til brug for de opgaver styrelserne gennemfører, men derimod at skabe mere gennemsigtighed og dermed forudsigelighed i forhold til, hvilke krav udbydere eller ejere af elektroniske kommunikationsnet kan blive mødt med.

Som eksempel på en supplerende kortlægning kan nævnes en kortlægning af udrulningsplaner med henblik på statsstøtte i henhold til de EU-retlige regler om statsstøtte til bredbånd, hvor kortlægning af udrulningsplaner er en forudsætning for anvendelse af statsstøtte. Det kan være nødvendigt at gennemføre sådanne kortlægninger af udrulningsplaner adskilt fra den grundlæggende kortlægning af udbredelsen af infrastruktur efter stk. 1, men kortlægningen kan, som det er tilfældet i forhold til bredbåndspuljen, også gennemføres i sammenhæng med den årlige kortlægning efter stk. 1.

Tilsvarende kunne kortlægning af mere generaliserede udrulningsplaner være relevant i forbindelse med Erhvervsstyrelsens markedskortlægninger og øvrige analyser i henhold til afsnit IV om sektorspecifik konkurrenceregulering.

Endelig kan nævnes Energistyrelsens opdateringer af data til Tjekditnet.dk, som indhentes oftere end den årlige kortlægning. Disse opdateringer sker som regel på frivillig basis i forhold til udbydernes indberetninger, og giver udbyderne mulighed for at have opdaterede informationer om dækning tilgængelige på Tjekditnet.dk ud fra markedsføringshensyn.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i behovet for en mere fleksibel adgang til at gennemføre kortlægninger af udbredelsen af infrastruktur eller udrulningsplaner.

Kortlægning af udrulningsplaner vil være forbundet med beydelig usikkerhed, og myndighedernes anvendelse af denne type data skal afspejle, at der er tale om et øjeblikbillede af forventningerne til udrulning, der kan ændre sig efterfølgende.

Efter den foreslåede bestemmelse vil det dog være et krav, at der er tale om en kortlægning, der er nødvendig for én eller flere af de opgaver, der er angivet i stk. 2, og kortlægningen vil skulle begrundes konkret. Erhvervsstyrelsen og Energistyrelsen skal i denne forbindelse afveje behovet for oplysningerne i forhold til den byrde indhentning af oplysningerne vil medføre, og vil i videst muligt omfang skulle inddrage de relevante udbydere i tilrettelæggelsen af arbejdet.

Den foreslåede bestemmelse om geografiske kortlægninger i telelovens § 73 a, stk. 3, implementerer dele af teledirektivets artikel 22, stk. 1, 1. og 3. afsnit.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke medføre yderligere byrder for udbydere eller ejere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, end hvad der opleves efter de gældende regler, men den foreslåede bestemmelse medfører en højere grad af gennemsigtighed i forhold til, hvilke byrder der kan forventes.

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen kan i henhold til den gældende § 73 og § 75 indhente enhver oplysning, der er nødvendig for enten styrelsen tilsyn, øvrige opgaver i henhold til loven eller til statistiske formål. Den gældende oplysningspligt omfatter pligt for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til at udlevere alt relevant materiale om eksisterende infrastruktur og lignende.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 4, vil give Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen hjemmel til at kræve alle oplysninger, som styrelserne skønner relevante i forbindelse med en kortlægning efter bestemmelsens stk. 1 eller stk. 3 af udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester og ejere af elektroniske kommunikationsnet.

Den foreslåede bestemmelse vil give klar hjemmel til at gennemføre dataindsamlinger til kortlægninger, der skal opfylde kravene i stk. 2, herunder også formål som frekvensadministration og gennemførelse af statsstøtteordninger, hvor hjemmel til kortlægning og dataindsamling skulle findes i de retsakter, der gav mulighed for den konkrete aktivitet.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 har baggrund i en konsolidering af de hjemler, der anvendes til dataindsamlinger med henblik på kortlægning. Den foreslåede bestemmelse vil øge gennemsigtigheden for både myndigheder og udbydere i forhold til, hvornår Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen kan kræve oplysninger til brug for kortlægninger.

Manglende efterkommelse af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 4 eller manglende efterkommelse af Energistyrelsen afgørelse i medfør af den foreslåede bestemmelse, er ikke strafbelagt. Det kan dog ikke udelukkes, at der i forbindelse med indhentelse af oplysninger til brug for Energistyrelsens behandling af klager efter den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 4, kan fremkomme oplysninger om andre strafbare forhold. I den forbindelse skal bestemmelser om oplysningspligt håndhæves i overensstemmelse med forbudet mod selvinkriminering i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 (i det følgende benævnt retssikkerhedsloven). Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og opysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

Den foreslåede bestemmelse i bestemmelsen i telelovens § 73 a, stk. 4, om oplysningspligt i forbindelse med kortlægninger implementerer dele af teledirektivets artikel 20, stk. 1, og artikel 22.

Den foreslåede bestemmelse medfører en højere grad af gennemsigtighed, men medfører ikke yderligere byrder for udbydere eller ejere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, da der med bestemmelsen ikke lægges op til indsamling af yderligere data, end hvad Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen indhenter efter gældende ret.

Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen er i henhold til den gældende telelovs § 73, stk. 2, berettiget til at indhente oplysninger med henblik på videregivelse til Europa-Kommissionen eller til tilsynsmyndigheder i andre EU-lande med henblik på opfyldelse af de pågældende myndigheders forpligtelser i henhold til teledirektiverne eller øvrige traktatmæssige forpligtelser. § 73, stk. 2, indeholder et krav om orientering af de relevante virksomheder i forbindelse med videregivelse.

Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen skal ikke indhente tilsagn eller accept fra berørte virksomheder, men alene orientere om videregivelsen. Der sker imidlertid ikke en konkret orientering af den enkelte virksomhed i forbindelse med downloads af offentligt tilgængelige datasæt.

Energistyrelsen skal efter de gældende regler holde oplysninger, der i henhold til offentlighedslovens § 30 kan betragtes som forretningshemmeligheder, fortrolige.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 5, vil give Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen mulighed for at videregive resultaterne af kortlægninger i henhold til stk. 1 eller 3 til andre myndigheder, Sammenslutningen af Europæiske Tilsynsmyndigheder inden for Elektronisk Kommunikation, myndigheder i andre medlemsstater eller til Europa-Kommissionen, såfremt den modtagende myndighed kan garantere samme grad af kommerciel fortrolighed som den afgivende myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at oplysninger, der er indsamlet i forbindelse med kortlægninger i henhold til stk. 1 eller stk. 3, kan videregives til andre myndigheder, herunder kommuner, regioner, andre statslige myndigheder, BEREC eller Europa-Kommissionen, hvis de pågældende myndigheder kan garantere samme kommercielle fortrolighed som den afgivende myndighed.

I det omfang, der videregives oplysninger i henhold til den foreslåede bestemmelse, vil den afgivende myndighed fortsat skulle orientere eventuelle berørte virksomheder, idet der fortsat ikke vil ske en konkret orientering i forbindelse med download af offentligt tilgængelige datasæt, eller når der leveres anonymiserede data til f.eks. Europa-Kommissionen.

Oplysninger om dækning og udbredelse af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester kan have stor betydning for en række myndigheder. Det kan f.eks. være relevant for en kommune i forbindelse med gennemførelse af en statsstøtteordning, hvor detaljerede oplysninger om dækning kan være afgørende for, om et givent projekt kan gennemføres, da der i henhold til gældende EU-regler kun kan gives støtte til underforsynede områder.

Endvidere kan dækningen med elektroniske kommunikationsnet i et givent område have betydning for beslutninger om anvendelse af nye teknologier, som f.eks. smart styring af forsyningsinfrastruktur eller trafik. Det kan i denne forbindelse være af stor betydning, at Energistyrelsen kan udlevere detaljerede oplysninger til andre myndigheder.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 5, om videregivelse af data fra geografiske kortlægninger implementerer dele af teledirektivets artikel 22, stk. 5.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen kan videregive relevante oplysninger til andre myndigheder med henblik på opfyldelsen af opgaver i teledirektivet eller andre opgaver omfattet af stk. 2. Endvidere sikrer den foreslåede bestemmelse, at oplysninger, der videregives, behandles med den samme fortrolighed, som blev sikret af den afgivende myndighed. Der tilsigtes ingen ændring af indholdet af fortroligheden, og hvorvidt en oplysning vil skulle holdes fortrolig, vil fortsat skulle afgøres i henhold til offentlighedsloven.

Der er i den gældende telelov ingen bestemmelser om tilgængeliggørelse af data fra kortlægninger af udbredelsen af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Udbydernes indberetninger til bredbåndskortlægningen offentliggøres blandt andet på Tjekditnet.dk – det gælder både på adresseniveau, hvor den enkelte bruger kan søge på bredbåndsmulighederne på hjemmeadressen, ligesom der offentliggøres nøgletal, f.eks. hvor stor en andel af boliger og virksomheder som har adgang til 100/30 Mbit/s. Derudover er det muligt for brugerne at udtrække hjemmesidens datagrundlag i forskellige formater, herunder som rene rådata eller som geotiff-filer. Af de rene rådata indgår der ikke navne på de selskaber, som har indberettet den enkelte bredbåndsforbindelse. Data kan også tilgås via en API-funktion til visualisering på eksterne hjemmesider.

Data anvendes også til at kortlægge de adresser, som er berettigede til at søge støtte fra bredbåndspuljen. Kortlægningen til bredbåndspuljen visualiseres på sin egen hjemmeside med en kortfunktion. Det er muligt at udtrække en Excel-fil med alle støtteberettigede adresser på hjemmesiden. På kortfunktionen indgår ikke information om, hvilke bredbåndsudbydere der har indberettet bredbåndsdækning på den enkelte adresse.

Med den foreslåede bestemmelse i telelovens § 73 a, stk. 6, vil det blive foreskrevet at Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen skal stille de data fra kortlægninger i henhold til stk. 1 eller 3 der ikke er underlagt kommerciel fortrolighed, til rådighed for markedet i en form, der gør det muligt at genanvende data.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre at Energistyrelsen og Erhvervsstyrelsen skal stille data fra kortlægninger af udbredelsen af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til rådighed for markedet, forudsat at de pågældende oplysninger ikke er underlagt kommerciel fortrolighed. Data skal stilles til rådighed i en form, der gør det muligt at genanvende data i andre sammenhænge i overensstemmelse med direktiv 2003/98/EF om videreanvendelse af den offentlige sektors informationer.

Det er med den foreslåede bestemmelse ikke intentionen at ændre Energistyrelsens eller Erhvervsstyrelsens praksis, men derimod at understrege, at arbejdet med tilgængeliggørelse af offentlige data skal fortsætte og prioriteres af begge styrelser.

Data fra kortlægninger af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester omfatter normalt ikke persondataoplysninger. I det tilfælde, at data omfatter persondataoplysninger, skal disse tilgængeliggøres og behandles i overensstemmelse med generelle regler om behandling af persondataoplysninger.

Som eksempel på oplysninger, der kan være omfattet af kommerciel fortrolighed, kan nævnes oplysninger om udrulningsplaner eller lignende oplysninger, der kan betragtes som forretningshemmeligheder i henhold til offentlighedsloven § 30.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er at understøtte den markedsbaserede bredbåndsudrulning, samt at tilgængeliggørelse af data indeholder betydeligt vækstpotentiale og kan udgøre grobund for nye og innovative tjenester.

Den foreslåede bestemmelse om tilgængeliggørelse af data fra geografiske kortlægninger i telelovens § 73 a, stk. 6, implementerer dele af teledirektivets artikel 22, stk. 6.

Med den foreslåede bestemmelse gives markedet sikkerhed for, at de relevante myndigheder i videst muligt omfang stiller data til rådighed for markedet.

Gældende ret indeholder ikke en udtrykkelig hjemmel til offentliggørelse af data fra geografiske kortlægninger med henblik på forbrugeroplysning. Ligeledes er der i de gældende direktiver ingen krav om offentliggørelse af oplysninger om den geografiske udbredelse af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester med henblik på forbrugeroplysning.

Energistyrelsen offentliggør på Tjekditnet.dk oplysninger fra geografiske kortlægninger med henvisning til Energistyrelsens generelle opgave om sektorspecifik forbrugeroplysning på teleområdet.

Tjekditnet.dk blev lanceret i 2015. På Tjekditnet.dk er det muligt at finde data om bredbåndsdækningen i Danmark – både via mobilnet og fastnet. Data er tilgængelige på adresseniveau. Data består af teleselskabernes indberetning af oplysninger af, hvor de udbyder bredbåndstjenester. Hver fastnetbredbåndsudbyder opdaterer sine dækningsoplysninger minimum en gang om året, mens mobiloperatørerne opdaterer oplysninger om mobildækning tre gange om året.

Data præsenteres direkte på Tjekditnet.dk, både via en forbrugerrettet søgefunktion samt via en kortfunktion. Det er dog også muligt at downloade og anvende data på anden vis, såsom f.eks. ved udtræk af rådata om bredbåndsdækning på adresseniveau, og dermed hvilke bredbåndsmuligheder, der er tilgængelige på den enkelte adresse, API-funktion med adgang til visning af data om dækning, databerigede billedfiler (geotiff-filer) med visning af bredbåndsdækning til anvendelse i et GIS-værktøj og Excel-filer med nøgletal om dækningen i kommuner, regioner, på landsplan m.v.

Med den foreslåede bestemmelse om forbrugeroplysning i telelovens § 73 a, stk. 7, vil blive indført et udtrykkeligt krav til Energistyrelsen om under hensyntagen til en eventuel kommerciel fortrolighed at offentliggøre kortlægninger i henhold til stk. 1 eller 3 ud fra hensyn til forbrugeroplysning.

Teledirektivets artikel 22, stk. 6, indeholder krav om, at den ansvarlige tilsynsmyndighed skal stille et it-værktøj til rådighed for offentligheden, således at slutbrugerne sættes i stand til at fastslå, hvilke net eller tjenester, der er til rådighed i forskellige områder, og med en detaljeringsgrad, som kan støtte dem i deres valg af tjenesteudbyder. Kravet er betinget af, at der fra markedets side ikke er et lignende værktøj, der giver slutbrugerne tilsvarende mulighed.

En privat udbyder af en sådan tjeneste vil kunne gøre brug af data, der er stillet til rådighed af Energistyrelsen i henhold til stk. 6.

Med den foreslåede bestemmelse er det ikke intentionen at ændre Energistyrelsens praksis i forhold til Tjekditnet.dk, men derimod at indføre et krav om at videreføre Energistyrelsens forbrugeroplysning i forhold til udbredelsen af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Energistyrelsen bør kun ophøre med offentliggørelsen af Tjekditnet.dk eller lignende tjeneste, såfremt markedet leverer en lignende uafhængig tjeneste, der kan støtte slutbrugernes valg af tjenesteudbyder.

Energistyrelsen skal i forbindelse med offentliggørelse af data fra kortlægninger af udbredelsen af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester afveje hensynet til forbrugeroplysning over for konkurrencehensyn, så der alene offentliggøres oplysninger, der kan påvirke konkurrencen negativt, hvis dette er strengt nødvendigt for at gøre slutbrugere i stand til at foretage informerede valg af tjenesteudbydere.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse om offentliggørelse af data med henblik på forbrugeroplysning er, at tilstedeværelsen af et sådant værktøj som Tjekditnet.dk kan være afgørende for slutbrugeres evne til at foretage informerede valg af tjenesteudbyder.

Den foreslåede bestemmelse om offentliggørelse af data fra geografiske kortlægninger i telelovens § 73 a, stk. 7, implementerer dele af teledirektivets artikel 22, stk. 6.

Med den foreslåede bestemmelse gives forbrugerne sikkerhed for, at der er en effektiv uafhængig tjeneste på markedet, der understøtter valget af tjenesteudbyder, hvad enten tjenesten offentliggøres af Energistyrelsen eller af en privat udbyder på baggrund af oplysninger fra Energistyrelsens kortlægning af udbredelsen af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Til nr. 79

I henhold til telelovens § 75 kan Energistyrelsen udarbejde og offentliggøre statistik og dokumentation om forskellige forhold på telemarkedet, som Energistyrelsen skønner relevante. Formålet er at gøre det muligt at overskue og sammenligne det samlede udbud af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester, og at skabe overblik over, hvordan konkurrencen fungerer på telemarkedet.

Energistyrelsen kan i denne forbindelse kræve, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester udleverer alt materiale og alle oplysninger, herunder også oplysninger om udbydernes konkurrencesituation, markedsandele m.v., som skønnes nødvendige for at udarbejde dokumentation og statistik.

Med den foreslåede bestemmelse om konsekvensændring af telelovens § 75 , foreslås det at indsætte nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre at kredsen af mulige pligtsubjekter udvides fra udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester til også at omfatte udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Den forslåede bestemmelse vil med tilføjelsen af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester endvidere udvide, hvad der i bestemmelsen forstås ved telemarkedet. Udvidelsen heraf vil medføre, at Energistyrelsens forpligtelse efter stk. 1 udvides, således at formålet med statistikkerne fremadrettet også vil være at belyse denne del af telemarkedet.

Tilføjelsen af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester vil medføre, at Energistyrelsen i relevant omfang vil kunne indhente data fra denne type udbydere til brug for styrelsens udarbejdelse af statistik efter bestemmelsens stk. 1.

Det materiale, som vil kunne indhentes, vil kunne stilles til rådighed for private, som ønsker at skabe overskuelighed og gennemsigtighed på telemarkedet. Det forudsættes, at der ikke herved vil blive videregivet oplysninger om enkeltpersoners eller juridiske personers private forhold, herunder økonomiske forhold, eller om tekniske indretninger, fremgangsmåder, drifts- eller forretningsforhold eller lignende, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, som oplysningen angår, at oplysningerne ikke videregives.

Oplysninger indsamlet i medfør af bestemmelsen vil skulle behandles i overensstemmelse med gældende regler om beskyttelse af persondata.

Manglende efterkommelse af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 75 eller manglende efterkommelse af Energistyrelsen afgørelse i medfør af den foreslåede bestemmelse, er ikke strafbelagt. Det kan dog ikke udelukkes, at der i forbindelse med indhentelse af oplysninger til brug for Energistyrelsens behandling af klager efter den foreslåede bestemmelse i telelovens § 75 kan fremkomme oplysninger om andre strafbare forhold. I den forbindelse skal bestemmelser om oplysningspligt håndhæves i overensstemmelse med forbudet mod selvinkriminering i lov om retssikkerhed ved forvaltningens anvendelse af tvangsindgreb og oplysningspligter, jf. lovbekendtgørelse nr. 1121 af 12. november 2019 (i det følgende benævnt retssikkerhedsloven). Det følger af § 10, stk. 1, i retssikkerhedsloven, at en person, som mistænkes for en lovovertrædelse, som kan medføre straf, ikke i medfør af den øvrige lovgivning vil have pligt til at give oplysninger til en forvaltningsmyndighed, medmindre det kan udelukkes, at de oplysninger, der søges tilvejebragt, har betydning for bedømmelsen af den formodede lovovertrædelse. Det vil sige, at oplysningspligten ikke kan håndhæves af den kompetente myndighed, hvis der er mistanke om, at den pågældende har begået et strafbart forhold, og opysningerne vil kunne være at betydning for den nærmere vurdering heraf.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at teledirektivet i en række bestemmelser udvider anvendelsesområdet til at omfatte nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Den foreslåede bestemmelse om konsekvensændring af telelovens § 75 implementerer dele af teledirektivets artikel 20 og 21.

Udvidelsen af anvendelsesområdet er i lovforslaget foreslået gennemført ved indsættelse af en ny definition i telelovens § 2, nr. 20, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, samt ved bemyndigelser til udstedelse af bekendtgørelser i de foreslåede bestemmelser i §§ 4, 4 a, 7, 8 og 33, jf. lovforslagets § 1, nr. 10-13 og 31.

Udvidelsen af anvendelsesområdet for disse bestemmelser, herunder navnlig den foreslåede ændring af telelovens § 33, kan, hvis den udmøntes, medføre behov for statistisk materiale i forhold til udbredelsen af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester på det danske telemarked.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at Energistyrelsen vil være bemyndiget til at indsamle data fra udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester, hvilket vil kunne medføre administrative byrder for denne type udbydere.

Indsamling af statistisk materiale om nummeruafhænige interpersonelle kommunikationstjenester, forventes imidlertid ikke iværksat, før der identificeres et konkret behov for statistik om de pågældende tjenester, herunder hvis Europa-Kommissionen i henhold til teledirektivets artikel 61, stk. 2, træffer afgørelse om, at medlemsstaterne skal sikre konnektivitet imellem disse tjenester. Dette forventes ikke inden for en overskuelig periode, idet Europa-Kommissionen forud herfor vil skulle gennemføre en analyse og konsekvensvurdering af et sådant krav.

Endvidere er de fleste udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester grænseoverskridende og dataindsamling vil således skulle koordineres gennem BEREC.

Det forventes derfor ikke, at den foreslåede bestemmelse de første år vil medføre nye byrder på erhvervslivet.

Til nr. 80

Efter gældende ret er der ikke oplysningspligt for nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester. Derfor omfatterde gældende regler om tvangsbøder heller ikke udbydere af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester.

Det foreslås at ændre henvisningerne i telelovens § 79, stk. 1, så de i stedet for at henvise til stk. 1, nr. 1-7, 9, 10 og 12, kommer til at henvise til stk. 1, nr. 1-8, 10, 11 og 13.

Ændringerne er konsekvensrettelser af den ændring, der er foretaget af § 73, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 76.

Den foreslåede ændring vil medføre, at hvis en oplysningspligtig udbyder af nummeruafhængige interpersonelle kommunikationstjenester i medfør af telelovens oplysningspligter i §§ 73-75, eller en oplysningspligt fastsat i medfør af teleloven ikke indsender oplysninger efter anmodning fra Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen, vil Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen kunne give den oplysningspligtige pålæg om, at oplysningerne skal indsendes inden en fastsat frist og pålægge daglige tvangsbøder fra fristens overskridelse, og indtil pålægget efterkommes.

Et pålæg efter telelovens § 79 vil skulle indeholde en henvisning til den relevante lovbestemmelse, og det vil skulle være specificeret, hvilke oplysninger der ønskes udleveret. Pålægget vil skulle gives skriftligt, og det vil skulle fremgå, at såfremt pålægget ikke vil blive efterlevet inden for den fastsatte frist, vil der kunne pålægges daglige tvangsbøder fra en given dato, indtil pålægget efterkommes.

Tvangsbøder efter bestemmelsen vil skulle fastsættes som daglige bøder, indtil pålægget om at udlevere oplysninger efterkommes. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører bl.a., at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden skal tages hensyn til den oplysningspligtiges økonomiske formåen, således at pressionen har effekt, men bødestørrelsen vil i øvrigt bero på et konkret skøn.

Tvangsbøden vil i overensstemmelse med gældende praksis for tvangsbøder efter teleloven skulle være på mindst 1.000 kr. dagligt, og der vil kun skulle beregnes én daglig tvangsbøde, f.eks. på 1.000 kr. pr. dag, uanset antallet af forhold.

De daglige tvangsbøder vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen. De daglige tvangsbøder vil kunne pålægges fra en given dato. Forudsætningen for at pålægge daglige tvangsbøder vil være, at Energistyrelsen eller Erhvervsstyrelsen mindst 14 kalenderdage forinden underretter den oplysningspligtige om, at bøden vil blive pålagt fra den anførte dato.

Varslingen vil skulle indeholde oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil skulle tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af tvangsbøden. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med en uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resultat. Varslet om daglige tvangsbøder vil kunne gives samtidig med pålægget om at efterkomme oplysningspligten, men vil også kunne gives efterfølgende, hvis pålægget ikke efterkommes.

Til nr. 81

Efter gældende ret er der ikke fastsat regler om bødestraf for overtrædelse i teleloven om nummerportering.

Energistyrelsen fastsætter ved tildeling af numre vilkår om, at udbydere skal overholde gældende regler om nummerportering, jf. telelovens §§ 26-28, ved tildeling af numre og nummerserier.

Ved alvorlige og gentagne overtrædelser af de fastsatte vilkår kan Energistyrelsen tilbagekalde tildelte numre og nummerserier, jf. § 27, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 425 af 14. april 2011 om den samlede danske nummerplan med senere ændringer. Energistyrelsen kan pålægge udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester tvangsbøder, jf. telelovens § 79, stk. 1, hvis en afgivende udbyder undlader at efterkomme afgørelser truffet på baggrund af manglende gennemførelse af en slutbrugers anmodning om nummerportering.

Endvidere har udbydere en pligt til at yde slutbrugere rimelig kompensation i tilfælde af forsinket portering af abonnentnumre samt i tilfælde af misbrug af nummerportering foretaget af udbyderen eller på dennes vegne, jf. telelovens § 27, stk. 3.

Nummerportabilitet og skifte af udbyder er en afgørende faktor, som letter forbrugernes valg og fremmer effektiv konkurrence på liberaliserede markeder for elektronisk kommunikation, og bør derfor gennemføres med mindst mulig risiko for misbrug af nummerportering og skifte af udbyder. I andre medlemsstater er der set eksempler på, at slutbrugere har troet, at de har deltaget i en konkurrence, men i virkeligheden har underskrevet en aftale om at skifte udbyder eller om at foretage portering af abonnentnumre.

Den foreslåede bestemmelse fastslår, at udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der, jf. § 28 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 29, foretager portering af numre eller skift af udbyder uden slutbrugerens udtrykkelige samtykke, vil kunne straffes med bøde. Der vil efter den foreslåede bestemmelse kunne pålægges selskaber m.v. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel, jf. telelovens § 81, stk. 4.

Ved udmåling af bøder i konkrete sager efter den foreslåede bestemmelse kan der tages udgangspunkt i den praksis, som har udviklet sig for udmåling af bøder for juridiske personers overtrædelser af lov om radiofrekvenser, jf. lovbekendtgørelse nr. 1100 af 10. august 2016, og lov nr. 260 af 16. marts 2016 om radioudstyr og elektromagnetiske forhold, der er sammenlignelige områder. Bøder for overtrædelser af de nævnte love vil kunne fastsættes efter praksis til 10.000 kr. Det normale bødeniveau ved overtrædelser af den foreslåede § 28 a skal derfor være på 10.000 kr.

Hvilken bøde der skal udmåles i konkrete sager, vil bero på domstolenes samlede vurdering af sagens omstændigheder. Bødeniveauet skal være passende for at forhindre, at udbydere foretager portering af abonnentnumre eller skifte af udbyder uden slutbrugerens udtrykkelige samtykke og skal stå mål med den mulige fortjeneste herved. Det betyder, at der kan være grundlag for at udmåle bøder, der er højere eller lavere end det nævnte bødeniveau. Dette afhænger af, om der er skærpende eller formildende omstændigheder i den konkrete sag. Denne vurdering følger straffelovens almindelige principper om bødeudmåling.

Den foreslåede bestemmelse i telelovens § 81 stk. 1, nr. 2, er ny og implementerer teledirektiviets artikel 106, stk. 7, om udbyderskift og nummerportibilitet.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at give hjemmel til at fastsætte passende sanktioner, der er nødvendige for at minimere risici for portering af abonnentnumre og skifte af udbyder uden slutbrugerens udtrykkelige samtykke.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at gøre det mindre attraktivt for udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester at foretage en nummerportering eller et skifte af udbyder uden slutbrugerens udtrykkelige samtykke. Den foreslåede bestemmelse vil således have til hensigt at øge slutbrugernes tryghed i forbindelse med skift af udbyder.

Til nr. 82

Den gældende bestemmelse i telelovens § 81, stk. 1, nr. 4, der bliver til nr. 5, medfører, at med bøde straffes den forsyningspligtudbyder, der under særlige omstændigheder ikke overholder regler som nævnt i blandt andet § 17, stk. 4, vedrørende de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester i farvandene omkring Danmark og Grønland. Forsyningspligten på disse tjenester blev ophævet ved bekendtgørelse nr. 482 af 20. maj 2016 om forsyningspligtydelser.

Med den foreslåede ændring i telelovens § 81, stk. 1, nr. 4, foreslås det, at telelovens § 17, stk. 4, ikke længere er strafbelagt.

Den foreslåede ændring skyldes, at den gældende § 17, stk. 4, udgår af teleloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 18, idet forsyningspligten på de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester er ophævet. Ændringen af § 81, stk. 1, nr. 4, således er en konsekvensrettelse heraf.

Til nr. 83

Den gældende bestemmelse i telelovens § 83, stk. 2 giver mulighed for at sætte kapitel 4-5 og afsnit IX i kraft for Grønland ved kongelig anordning.

Formålet med bestemmelse er at kunne sætte reglerne om forsyningspligt og de tilknyttede sanktionsmuligheder i kraft for Grønland, med henblik på at sikre, at forsyningspligten også omfatter offentlige radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester i Grønland.

Siden privatiseringen af det daværende Tele Danmark (senere TDC A/S) har selskabet været pålagt, under forsyningspligten på teleområdet, at drive de radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjenester i farvandene omkring Danmark og Grønland. På baggrund af en åbningsskrivelse fra Kommissionen vedtog Folketinget, at den danske stat fra april 2012 skulle afholde omkostningerne forbundet med maritim nød og sikkerhed. På den baggrund besluttede regeringen af konkurrenceudsætte Kystradionettet i Danmark og at Forsvaret skulle overtage radiorummet (lyttevagten) i Danmark.

Da der ved udløbet af udpegningen af TDC som forsyningspligtudbyder pr. 31. december 2016 ikke længere var forsyningspligt på den radiobaserede maritime nød- og sikkerhedstjeneste i Danmark, fandtes det ikke længere rationelt at drive den tilsvarende tjeneste i Grønland under forsyningspligten på teleområdet. Forsyningspligten på maritim nød og sikkerhed blev derfor ophævet pr. 31. december 2016.

Kystradionettet i Grønland har siden været drevet af det 100 pct. selvstyreejede Tele-Post på baggrund af en kontrakt med Energistyrelsen. Det danske Forsvar har ansvaret for radiorummet i Grønland.

Med den foreslåede bestemmelse ophæves telelovens § 83, stk. 2, således at forsyningspligtreglerne i forhold til maritim nød og sikkerhed, ikke længere kan sættes i kraft for Grønland.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at forsyningspligt ikke længere anvendes til at sikre radiobaseret maritim nød- og sikkerhed på Grønland Bestemmelsen derfor er overflødig.

Den foreslåede ophævelse af telelovens § 83, stk. 2 er ikke udtryk for direktivimplementering.

Den foreslåede bestemmelse om ophævelse af telelovens § 83, stk. 2 vil ikke have nogen betydning for radiobaseret maritim nød og sikkerhed i Grønland.

Til nr. 84

Den gældende telelov indeholder ikke en specifik hjemmel for udbydere med en stærk markedsposition til at afgive tilsagn om saminvestering. På markeder, hvor Erhvervsstyrelsen har vurderet, at der er behov for forhåndsregulering, kan udbydere med en stærk markedsposition dog give tilsagn med det formål at håndtere konkurrenceproblemer, som Erhvervsstyrelsen har konstateret, og som styrelsen herefter skal tage hensyn til, når styrelsen træffer afgørelse om passende forpligtelser.

På baggrund heraf indeholder teleloven ikke regler for, hvilke specifikke betingelser et tilbud om saminvestering skal overholde.

For en nærmere redegørelse af de foreslåede regler om saminvestering henvises til de specielle bemærkninger til den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 51.

Med den foreslåede bestemmelse foreslås det at indsætte et bilag 1 til teleloven, således at der opstilles en række minimumskriterier, som et saminvesteringstilbud efter den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, vil skulle opfylde.

Dette vil indebære, at Erhvervsstyrelsen vil skulle vurdere, om det saminvesteringstilbud, der er afgivet af udbyderen med en stærk markedsposition, overholder kriterierne.

Kriterierne i bilag 1 handler overordnet om at sikre potentielle investorers adgang til saminvesteringen gennem ikke-diskriminerende vilkår, at saminvesteringstilbuddet er transparent, og at saminvesteringstilbuddet dels omfatter vilkår for potentielle medinvestorer, som vil fremme bæredygtig konkurrence på lang sigt og dels sikrer en bæredygtig investering, som i væsentlig grad vil bidrage til udrulningen af net med meget høj kapacitet.

Erhvervsstyrelsen vil ikke være begrænset til kriterierne opstillet i bilag 1, og styrelsen vil således kunne overveje yderligere kriterier, som styrelsen finder nødvendige for at sikre potentielle investorers adgang til saminvesteringen, set i lyset af særlige lokale forhold og markedsstrukturen.

Medinvestorerne vil skulle være udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Kriterierne i bilag 1 vil skulle indgå i den samlede vurdering af udbyderen med en stærk markedspositions tilsagn, som Erhvervsstyrelsen skal foretage i medfør af den foreslåede bestemmelse i telelovens § 47 a, stk. 2, nr. 5.

Den foreslåede bestemmelse har baggrund i hensynet til bedst muligt at sikre rettigheder og vilkår for aktuelle og potentielle medinvestorers adgang til saminvesteringen ved at opstille en række minimumskriterier, som blandt andet sikrer ikke-diskriminerende vilkår for fremtidige adgangssøgende, transparens i saminvesteringstilbuddet, samt vilkår, som gør det muligt for potentielle medinvestorer at konkurrere bæredygtigt på lang sigt. Hensynet bag minimumskriterierne i bilag 1 er også at sikre en bæredygtig investering, der sandsynligvis vil kunne dække fremtidige behov, ved at udrulle nye netelementer, som i væsentlig grad bidrager til udrulningen af net med meget høj kapacitet.

Den foreslåede bestemmelse om tilføjelse af bilag 1 til teleloven implementerer teledirektivets bilag IV om kriterier for vurdering af tilbud om saminvestering.

Den foreslåede bestemmelse er ny. Der er ikke et bilag til den gældende telelov.

Den foreslåede bestemmelse om indsættelse af bilag 1 i teleloven vil medføre transparens og forudsigelighed for potentielle investorer, som sikres bedst mulige forudsætninger for adgang til at deltage i saminvesteringen. Bestemmelsen vil også medføre transparens og forudsigelighed for adgangssøgende udbydere, som ikke deltager i saminvesteringen, og sikre, at disse udbydere på det nye net får samme forudsætninger for at konkurrere som før udrulningen.