Til nr. 1

Teleloven indeholder i §§ 13 a-13 f i kapitel 3 a reglerne om etablering af Bredbåndsgarantiordningen. Reglerne indeholder en hjemmel til, at de nærmere regler for Bredbåndsgarantiordningen kan fastsættes i en bekendtgørelse. Der henvises til bekendtgørelse nr. 1131 af 25. september 2013 om etablering af nøddrift af elektroniske kommunikationstjenester i tilfælde af konkurs og rekonstruktion (bekendtgørelse om Bredbåndsgarantiordningen).

I medfør af § 13 a i teleloven er der hjemmel til, at der kan fastsættes regler om, at slutbrugere sikres en midlertidig leverance af elektroniske kommunikationstjenester (nøddrift) i op til 30 dage i tilfælde af, at en udbyder af elektroniske kommunikationstjenester tages under rekonstruktions- eller konkursbehandling. Endvidere kan der fastsættes regler om, hvilke udbydere af elektroniske kommunikationstjenester og hvilke tjenester der skal omfattes af reglerne. De nærmere kriterier for, hvilke selskaber der er omfattet af reglerne, er fastsat i § 3 i bekendtgørelse om Bredbåndsgarantiordningen. Medlemmerne er udbydere af elektroniske kommunikationstjenester, som udbyder bredbåndstjenester på minimum 2 Mbit/s, og som leverer bredbåndstjenester til 5.000 slutbrugere eller derover. Endelig kan der fastsættes regler om godkendelse af udgifter til nødrift og administration af reglerne.

I medfør af § 13 b er der hjemmel til, at der kan fastsættes regler om brancheaftaler om finansiering af nøddrift. Bestemmelsen giver mulighed for, at branchen selv kan etablere en ordning vedrørende nøddrift hos udbydere af elektroniske kommunikationstjenester. Branchen har valgt ikke at indgå en aftale vedrørende nøddrift, hvorfor Bredbåndsgarantiordningen blev etableret af Erhvervsstyrelsen (nu Energistyrelsen).

I medfør af § 13 c er der hjemmel til, at der kan fastsættes regler om Bredbåndsgarantiordningen. Med hjemmel i denne bestemmelse blev Bredbåndsgarantiordningen etableret i december 2013. Bredbåndsgarantiordningen skal finansiere nøddrift, og udbydere omfattet af reglerne skal være medlemmer af Bredbåndsgarantiordningen. Energistyrelsen yder sekretariatsbistand til Bredbåndsgarantiordningen. Der er udpeget en bestyrelse for Bredbåndsgarantiordningen. Endelig opkræves et individuelt bidrag til finansiering af nøddrift af det enkelte medlem af Bredbåndsgarantiordningen i tilfælde af etablering af nøddrift.

I medfør af § 13 d regnes en nødriftsperiode fra det tidspunkt, hvor Energistyrelsen træffer afgørelse om finansiering af nøddrift. Bredbåndsgarantiordningen dækker omkostninger forbundet med opretholdelsen af driften med henblik på nøddrift fra det tidspunkt, hvor rekonstruktør eller kurator giver meddelelse til Energistyrelsen om, at det er besluttet, at udbyderens virksomhed ikke søges videreført eller solgt med henblik på videre drift.

I medfør af § 13 e kan erhvervs- og vækstministeren (nu energi-, forsynings- og klimaministeren) stille en garanti for op til 30 mio. kr. for lån eller kassekredit ydet af et pengeinstitut til Bredbåndsgarantiordningen, som foreningen optager i tilfælde af, at Bredbåndsgarantiordningen har behov for at finansiere en nøddrift. Endvidere fremgår det af bestemmelsen, at bidrag til Bredbåndsgarantiordningen kan fastsættes af erhvervs- og vækstministeren (nu energi-, forsynings- og klimaministeren).

I medfør af § 13 f skal der i forhandling med justitsministeren fastsættes regler om rekonstruktørs og kurators forpligtelser til at etablere nøddrift i forbindelse med, at en udbyder af elektroniske kommunikationstjenester omfattet af reglerne tages under rekonstruktions- eller konkursbehandling. Dette begrundes med, at regler om konkurs, herunder krav til kurator, hører under Justitsministeriets ressort. Reglerne om Bredbåndsgarantiordningen og kravene til kurator i bekendtgørelsen om Bredbåndsgarantiordningen blev på denne baggrund aftalt med Justitsministeriet.

Med hjemmel i reglerne om Bredbåndsgarantiordningen, herunder bekendtgørelse om Bredbåndsgarantiordningen, blev Bredbåndsgarantiordningen stiftet i form af en forening den 20. december 2013.

Der har ikke været konkurser eller rekonstruktioner omfattet af reglerne siden stiftelsen af foreningen. Bredbåndsgarantiordningen har dermed ikke været anvendt til at finansiere nøddrift i perioden siden oprettelsen.

Det foreslås at ophæve kapitel 3 a i teleloven, som indeholder reglerne §§ 13 a - 13 f om Bredbåndsgarantiordningen, fordi Bredbåndsdækningen ikke længere vurderes at være nødvendig. Bredbåndsdækningen er siden 2013 forbedret. Det betyder, at i dag kan 100 pct. af befolkningen få en bredbåndstjeneste på 2 Mbit/s via mobilt bredbånd, og 99 pct. af befolkningen kan få en bredbåndstjeneste på 2 Mbit/s via fastnet.

Der er således i dag flere alternative løsninger for slutbrugerne, hvis deres bredbåndsudbyder går konkurs eller tages under rekonstruktion. Det vurderes derfor ikke længere at være nødvendigt, at der iværksættes nøddrift for slutbrugerne i en periode på op til 30 dage efter reglerne om Bredbåndsgarantiordningen.

Samtidig vurderes det ikke længere hensigtsmæssigt at belaste Bredbåndsgarantiordningens medlemmer med at opretholde den økonomiske risiko på op til 40 mio. kr., som ordningen indebærer i tilfælde af, at Bredbåndsgarantiordningen skal finansiere nøddrift, da slutbrugerne som nævnt i dag har flere alternative muligheder for at finde en ny udbyder af elektroniske kommunikationstjenester.

Den generelle bredbåndsdækning i Danmark bliver løbende forbedret gennem blandt andet selskabernes investeringer i infrastruktur samt regeringens initiativer i forbindelse med dækningskrav i kommende auktioner over frekvenser.

På denne baggrund vurderes der ikke at være behov for at opretholde reglerne om etablering af nøddrift i tilfælde af en bredbåndsudbyders konkurs eller rekonstruktion (Bredbåndsgarantiordningen), og reglerne herom foreslås på denne baggrund ophævet.

Med ophævelse af Bredbåndsgarantiordningen vil slutbrugere fremover ikke have krav på nøddrift i op til 30 dage. Slutbrugerne vurderes dog som nævnt at have flere muligheder for at indgå aftale om en bredbåndstjeneste med en ny udbyder af elektroniske kommunikationstjenester.

Ophævelsen af ordningen betyder endvidere, at foreningen Bredbåndsgarantiordningen ophæves ved lovens ikrafttrædelse. Som en konsekvens af ophævelsen går Bredbåndsgarantiordningens bestyrelse af. Herefter er udbydere af elektroniske kommunikationstjenester omfattet af reglerne ikke længere medlemmer af Bredbåndsgarantiordningen. Bredbåndsgarantiordningens medlemmer skal dermed ikke længere finansiere nøddrift og kan ikke blive pålagt en udgift på op til 40 mio. kr.

I medfør af bestemmelserne om Bredbåndsgarantiordningen (§§ 13 a - 13 f) er fastsat bekendtgørelse nr. 1131 af 28. september 2013. Bekendtgørelsen er ikke gældende efter denne lovændring.

Til nr. 2

Ifølge gældende ret er det ikke muligt at tildele koder til andre end erhvervsmæssige udbydere.

Med den foreslåede § 24, stk. 2, vil Energistyrelsen kunne fastsætte nærmere regler om tildeling af koder til offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet som led i deres opgaveløsning. Forslaget har til formål at give offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender M2M-kommunikation, frit udbydervalg og dermed at styrke konkurrencen og fjerne barrierer for øget brug af M2M.

Energistyrelsen vælger ved fastsættelsen af regler i medfør af den foreslåede § 24, stk. 2, hvilken konkret løsning der bedst vil opfylde formålet om at give offentlige myndigheder og virksomheder mulighed for frit udbydervalg i forbindelse med M2M-kommunikation. Det kan f.eks. være ved at give offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet som led i deres opgaveløsning, mulighed for at blive tildelt dele af en Mobile Network Code (MNC-kode) allokeret til brug for M2M-kommunikation.

Begrebet ”M2M-kommunikation” skal forstås i overensstemmelse med definitionen heraf i § 3, stk. 9, i nummerbekendtgørelsen. Ved M2M-kommunikation forstås således en fuldt ud eller overvejende automatisk initieret kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet mellem to eller flere forudbestemte anordninger. Ved M2M-kommunikation forstås endvidere kommunikation via mobilt bredbånd.

Ved tildeling af koder til M2M-kommunikation vil offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet, kunne skifte udbyder uden at skulle udskifte SIM-kort i samtlige enheder med SIM-kort fra den nye udbyder, som tilfældet er i dag. Skifte af udbyder vil endvidere kunne indebære, at det telefonnummer, der er knyttet til de enkelte SIM-kort, som sidder i hver enhed, skal porteres til den nye udbyder. En offentlig myndighed eller virksomhed vil som slutbruger i forhold til anvendelse af telefonnumre fra en erhvervsmæssig udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester være omfattet af reglerne om nummerportabilitet i teleloven. Alternativt vil den offentlige myndighed eller virksomheden kunne få et nyt telefonnummer fra den nye udbyder. Den offentlige myndighed eller virksomheden vil endvidere skulle have en aftale med en SIM-kort producent om at producere SIM-kort til den offentlige myndighed eller virksomheden til brug for den offentlige myndigheds eller virksomhedens M2M-kommunikation.

Tildeling af koder vil ske på baggrund af en anmodning herom fra den offentlige myndighed, f.eks. en kommune eller region, eller virksomheden. Det forudsættes, at tildelingen i øvrigt vil ske inden for rammerne af de af Energistyrelsen fastsatte regler, jf. § 21 i teleloven. Nærmere information om ansøgning af nummerressourcer kan findes i Energistyrelsens Vejledning til den samlede danske nummerplan.

Der gives ikke med lovforslaget offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet, og som ikke betragtes som erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, generel mulighed for at få tildelt nummerressourcer direkte fra Energistyrelsen. En myndighed eller virksomhed, der tildeles koder til M2M-kommunikation efter regler fastsat i medfør af lovforslaget, vil anvende disse til eget brug. Der vil således ikke være tale om udbud af tjenester til andre.

Hvis det f.eks. vælges at fastsætte regler om tildeling af dele af en MNC-kode, vil Energistyrelsen kunne tildele dele af en sådan MNC-kode direkte til offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet. Lovforslaget åbner således i begrænset omfang op for, at Energistyrelsen kan tildele koder til enhver offentlig myndighed eller virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation. Efter gældende ret kan nummerressourcer kun tildeles til erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller forsyningspligtydelser.

Med tildeling af koder til M2M-kommunikation vil en offentlig myndighed eller virksomhed uafhængig af den underliggende udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester kunne lade sine egne SIM-kort producere til brug for M2M-kommunikation, som kan indsættes i den offentlige myndigheds eller virksomhedens enheder. Den offentlige myndighed eller virksomheden vil fortsat skulle have en aftale med en eller flere udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester om brug af udbydernes telefonnumre og mobile netværk. En sådan aftale vil skulle implementeres i udbydernes netværk. Herefter vil udbydernes netværk kunne identificere det pågældende SIM-kort og underliggende IMSI-nummer og på den baggrund give SIM-kortet og det underliggende IMSI-nummer adgang til udbyderens netværk for at kunne sende og modtage trafik til og fra elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation.

Den Internationale Telekommunikations Union (ITU), som er et FN-organ, der blandt andet fastsætter nærmere rammer for globale aftaler om nummerressourcer, har i 2016 revideret deres anbefaling for anvendelse af MNC-koder (E. 212). Med revideringen af anbefalingen gives medlemslandene mere fleksibilitet i deres tildeling af MNC-koder. Der åbnes således op for, at medlemslandene kan tildele MNC-koder til andre end erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller forsyningspligtydelser. Energistyrelsen vil med den forslåede ordning imødekomme ITU’s anbefaling vedrørende tildeling af MNC-koder.

For at en offentlig myndighed eller virksomhed, som ikke betragtes som en erhvervsmæssig udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, vil kunne få tildelt koder til brug for M2M-kommunikation, skal den offentlige myndighed eller virksomheden anvende elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet som led i deres opgaveløsning f.eks. til fjernaflæsning af målere, lagerstyring, telemedicin, produktion, smart city-løsninger m.v. Ved anvendelse af en elektronisk kommunikationstjeneste til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet forstås, at den offentlige myndighed eller virksomheden benytter en elektronisk kommunikationstjeneste til brug for M2M-kommunikation til at sende og modtage trafik over et elektronisk kommunikationsnet. Det kan f.eks. være de ovenfor nævnte opgaveløsninger, hvor de aflæste data sendes til forsyningsselskabet eller sundhedsfaglige ydelser, der leveres digitalt over store afstande med henblik på f.eks. diagnosticering, behandling og rådgivning om sygdomme eller intelligent styring og ressourcehåndtering ved at udstyre byområder med sensorer, der indsamler data om trafikafviklingen, sne- og isglatte veje eller kabelbrud på vandforsyning eller spildevandsledninger.

En offentlig myndighed eller virksomhed, der anvender M2M-kommunikation, og som får tildelt koder fra Energistyrelsen vil ikke kunne videretildele den tildelte nummerressource til andre offentlige myndigheder eller virksomheder, der anvender M2M-kommunikation, til udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller til slutbrugere.

Til nr. 3

Det følger af den gældende telelovs § 25, at Energistyrelsen kun kan opkræve nummerafgifter hos erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller forsyningspligtsydelser, som styrelsen har tildelt nummerressourcer.

Nyaffattelsen af § 25, stk. 1 , er en konsekvens af den foreslåede § 24, stk. 2. Det følger af den foreslåede § 25, stk. 1, at Energistyrelsen opkræver nummerafgifter hos de udbydere, som Energistyrelsen i medfør af § 24, stk. 1, har tildelt eller tildeler numre, nummerserier, koder eller adresser, samt hos de offentlige myndigheder og virksomheder, som Energistyrelsen har tildelt eller tildeler koder, jf. regler fastsat i medfør af § 24, stk. 2.

I forbindelse med at Energistyrelsen får mulighed for at tildele koder til offentlige myndigheder og virksomheder efter § 24, stk. 2, skal det sikres, at Energistyrelsen ligeledes kan opkræve nummerafgifter hos disse offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet. Derfor foreslås § 25, stk. 1, ændret således, at Energistyrelsen vil få hjemmel til at opkræve nummerafgifter hos de pågældende offentlige myndigheder og virksomheder.

Danmark har en begrænset nummerressource til rådighed. Derfor skal nummerafgiften afspejle en faktisk og effektiv anvendelse af denne nummerressource. Nummerafgiften fastsættes årligt på finansloven og offentliggøres af Energistyrelsen. Nummerafgiften opkræves løbende hos offentlige myndigheder og virksomheder, som Energistyrelsen tildeler koder. Herefter vil Energistyrelsen årligt opkræve nummerafgift hos offentlige myndigheder og virksomheder, som Energistyrelsen har tildelt koder.

Opkrævning af nummerafgift vil i øvrigt foregå efter den almindelige procedure herfor, som angivet i Energistyrelsens vejledning om den samlede danske nummerplan.

Til nr. 4

Det følger af den gældende telelovs § 25, stk. 3, at det til enhver tid påhviler den udbyder, der af Energistyrelsen er tildelt numre, nummerserier, koder eller adresser, at betale nummerafgiften, uanset om brugen af de pågældende numre, nummerserier, koder eller adresser enkeltvis eller i blokke er overladt til slutbrugere eller til andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester.

Nyaffattelsen af § 25, stk. 3 , hvorved der tilføjes et nyt 2. pkt., er en konsekvens af den foreslåede § 24, stk. 2. Med den foreslåede ændring kommer der en ny forpligtelse til, at offentlige myndigheder eller virksomheder, der af Energistyrelsen er tildelt koder til brug for M2M-Kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet efter den foreslåede § 24, stk. 2, skal betale nummerafgiften for de tildelte koder.

Til nr. 5

Den foreslåede ændring i § 32, stk. 2, er en konsekvens af den foreslåede § 24, stk. 2.

Med forslaget ændres formuleringen således, at der ikke henvises til § 24, men i stedet til § 24, stk. 1.

Det gælder således fortsat på baggrund af § 32, stk. 2, at forpligtelsen til at overholde regler fastsat i medfør af § 21 til enhver tid påhviler den udbyder af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester, der har fået tildelt den pågældende nummerressource af Energistyrelsen, uanset om brugen af nummeret er overladt til en slutbruger eller en anden udbyder, f.eks. i forbindelse med videretildeling eller aftaler om tjenesteudbyderadgang.

Energistyrelsen træffer således også fortsat afgørelser med sigte på at sikre opfyldelsen heraf over for den udbyder, som har fået de pågældende nummerressourcer tildelt af Energistyrelsen. Det påhviler den udbyder, der videretildeler de pågældende nummerressourcer, kontraktligt at sikre sig, at aftalen om videretildeling kan hæves, hvis forpligtelserne ikke overholdes.

Til nr. 6

Det påhviler erhvervsmæssige udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller forsyningspligtsydelser, der i medfør af lovens § 24 er tildelt numre, nummerserier, koder eller adresser (nummerressourcer), at sikre overholdelsen af regler fastsat i henhold til lovens § 21 og vilkår fastsat med hjemmel heri, uanset om brugen af de pågældende nummerressourcer enkeltvis eller i blokke er overladt til slutbrugere eller til andre udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester. Dette følger af den gældende telelovs § 32, stk. 2.

Nyaffattelsen af § 32, stk. 3, er en konsekvens af den foreslåede § 24, stk. 2.

For at sikre, at forpligtelsen til at overholde regler og vilkår fastsat med hjemmel i loven også vil påhvile de offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet, som Energistyrelsen i medfør af den foreslåede § 24, stk. 2, har tildelt eller tildeler koder til brug for M2M-kommunikation, er det nødvendigt at ændre lovens § 32.

Det foreslås derfor at indsætte et nyt stk. 3 i § 32 således, at det også vil påhvile de offentlige myndigheder og virksomheder, der anvender elektroniske kommunikationstjenester til brug for M2M-kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet, som Energistyrelsen i medfør af den foreslåede § 24, stk. 2, har tildelt eller tildeler koder til brug for M2M-kommunikation, at sikre overholdelsen af regler fastsat i henhold til lovens § 21 og vilkår fastsat med hjemmel heri.

En offentlig myndighed eller virksomhed, der anvender M2M-kommunikation, og som får tildelt koder fra Energistyrelsen, vil med forslaget eksempelvis ikke kunne videretildele den tildelte kode til andre offentlige myndigheder eller virksomheder, der anvender M2M-kommunikation, til udbydere af elektroniske kommunikationsnet eller -tjenester eller til slutbrugere. En offentlig myndighed eller virksomhed, der anvender M2M-kommunikation, og som får tildelt koder fra Energistyrelsen, vil dog kunne overdrage den tildelte kode til andre offentlige myndigheder eller virksomheder, der anvender M2M-kommunikation. En overdragelse vil indebære, at den offentlige myndighed eller virksomhed, der får overdraget den tildelte kode, vil få de samme rettigheder og blive forpligtet i samme omfang, som den offentlige myndighed eller virksomhed, der oprindeligt fik tildelt koden fra Energistyrelsen.

Til nr. 7

Teleloven indeholder ikke regler, der giver kommuner mulighed for at give økonomisk tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet. I dag reguleres området af erhvervsfremmeloven, som alene regulerer tiltag, der fremmer erhvervslivet. Erhvervsministeriet udgav i 2014 en vejledning om udrulning af bredbånd i medfør af lov om erhvervsfremme og regional udvikling. Vejledningen fortolker bemærkningerne til erhvervsfremmelovens § 13, stk. 1 således, at erhvervsfremmelovens § 13, stk. 1, siden er anvendt som hjemmel til kommunalt tilskud til udrulning af elektroniske kommunikationsnet med et erhvervsudviklingssigte.

Den foreslåede § 60 d, stk. 1 ,vil give kommunalbestyrelser mulighed for at give tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet efter regler fastsat i medfør af stk. 2. Den foreslåede bestemmelse er således en ny bestemmelse, som vil afskære kommunernes mulighed for at anvende hjemlen i erhvervsfremmeloven og erstatte denne med nye og mere klare rammer fastsat i medfør af den foreslåede § 60 d, stk. 2. Bestemmelserne om kommunal erhvervsservice og erhvervsudvikling i §§ 12-13 i lov om erhvervsfremme og regional udvikling kan således ikke fremover anvendes som hjemmel til kommunale tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet.

Det vil derfor fremover være den foreslåede § 60 d i teleloven, der skal anvendes, når en kommune vil give tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet.

Det er hensigten, at en eller flere tilskudsmodeller, som forventes udmøntet i bekendtgørelsesform, skal give kommunerne én samlet adgang for at give tilskud eksempelvis til udrulning af bredbånd.

Det foreslås med § 60 d, stk. 2, at give Energistyrelsen hjemmel til at fastsætte regler om gennemførelse og administration af tilskudsordninger som nævnt i stk. 1, herunder de tilskudsberettigede foranstaltninger og aktiviteter, tilskudsmodtagere og tilbagebetaling af tilskud, samt om vilkår og betingelser for tilskud, herunder åben engrosadgang. Det vil medføre, at regler for sådanne tilskud vil blive fastsat af Energistyrelsen. Forud for fastsættelsen af regler forventer Energistyrelsen at søge godkendelse fra Europa-Kommissionen af en eller flere tilskudsmodeller, eksempelvis en model for tilskud til etablering af passiv infrastruktur, herunder tomrør og master, og en model for etablering af bredbånd generelt, det vil sige inklusive det aktive udstyr og tilslutning af slutbrugere.

Med det foreslåede § 60 d, stk. 2, vil Energistyrelsen kunne fastsætte regler for tilskudsordningens gennemførelse og administration, herunder afgrænsning af de tilskudsberettigede foranstaltninger og aktiviteter, tilskudsmodtagere og tilbagebetaling af tilskud, samt om vilkår og betingelser for tilskud, herunder åben engrosadgang. Reglerne vil ligeledes afspejle det statsstøtteretlige krav, som følger af EU-reglerne, herunder de betingelser, som EU-kommissionen vil fastsætte for at kunne godkende statsstøtten. Sådanne betingelser kunne f.eks. være, at statsstøtten ikke må gives til kriseramte virksomheder, at støtten skal kræves tilbage af kommunerne ved overkompensation m.v. Opremsningen af emner, som Energistyrelsen kan fastsætte regler om, er ikke en udtømmende liste. Reglerne vil indeholde de nærmere detaljer i den eller de tilskudsmodeller, som de kommunale projekter skal følge.

Det er forventningen, at følgende elementer vil indgå i tilskudsmodellerne på baggrund af EU’s statsstøtteretningslinjer for bredbånd: 1) Kortlægning af indsatsområdet, de områder med dårlig dækning, hvor kommunerne kan gennemføre initiativer for bedre dækning. Dette sikrer, at eksisterende og konkret planlagt udrulning tre år frem ikke fortrænges. 2) Sikring af en konkurrencepræget, transparent og ikke-diskriminerende proces for valg af tilskudsmodtager, f.eks. et udbud. 3) Varetagelse af konkurrencehensyn gennem regulering af andre selskabers adgang til den støttede infrastruktur, herunder f.eks. vilkår om pris for adgang og varighed af adgangsforpligtelsen.

Tilskudsmodellerne vil skulle forhandles inden for eksisterende rammer og retningslinjer for EU-støttereglerne, herunder Europa-Kommissionens retningslinjer for tilskud til bredbånd. Det vil sige, at der med tilskudsmodellerne vil blive tale om en tydeliggørelse og eksemplificering af den eksisterende retsstilling. Når en tilskudsmodel bliver godkendt af Europa-Kommissionen, vil Energistyrelsen skulle implementere reglerne ved en bekendtgørelse, hvorefter modellen vil kunne anvendes direkte til tildeling af tilskud til etablering af digitale kommunikationsnet i danske kommuner.

Som en del af tilskudsmodellen vil der være krav til, hvordan der skal gives åben adgang til det kommunalt støttede net (engrosadgang). Det vil sige, at der skal gives adgang for andre teleselskaber til at bruge den infrastruktur, der gives tilskud til at bygge. Det er allerede et EU-retligt krav, at der skal gives engrosadgang i en periode på mindst syv år, når der er givet tilskud til at rulle infrastruktur ud. Der indføres derfor ikke en ny forpligtelse med bestemmelsen. Vilkår for de andre selskabers engrosadgang vil kunne være, at der f.eks. fastsættes rimelige priser for, hvad det skal koste for andre selskaber at få adgang til den støttede infrastruktur, samt hvilke adgangsprodukter der vil skulle stilles til rådighed. Energistyrelsen vil inddrage Erhvervsstyrelsen i udvikling af vilkår om åben engrosadgang i tilskudsmodellerne således, at der i relevant omfang sikres ensretning med afgørelser i medfør af den sektorspecifikke konkurrenceregulering, hvor Erhvervsstyrelsen træffer markedsafgørelser.

De endeligt godkendte tilskudsmodeller vil afspejle en forhandling med Europa-Kommissionen. Interessenterne på området vil få mulighed for at bidrage med forslag til indholdet af tilskudsmodellerne, så disse afspejler de konkrete behov.

Med den foreslåede § 60 d, stk. 2, vil Energistyrelsen endvidere fastsætte regler om blandt andet afgrænsning af de tilskudsberettigede foranstaltninger. Energistyrelsen vil kortlægge dækningen i Danmark på adresseniveau og udpege de indsatsområder (områder med dårlig dækning), der vil kunne modtage kommunalt tilskud. Kortlægningen bevirker, at det er tydeligt for alle (projekter, borgere, virksomheder, teleudbydere), hvem der kan ydes tilskud til.

Kortlægningen skal ifølge de europæiske regler for statsstøtte til bredbånd tage højde for den eksisterende dækning og konkrete udrulningsplaner inden for tre år. Energistyrelsen vil ud fra faglige hensyn, herunder datakvalitet og erfaring med kortlægning, beslutte, hvilken metode der skal anvendes til kortlægningen under hensyntagen til eventuelle særlige krav, der måtte indgå i de endelige tilskudsmodeller. En lignende kortlægning anvendes allerede til bredbåndpuljen, og Energistyrelsen forestår generelt kortlægningen af mobil- og bredbåndsdækning og offentliggør informationen til brug for slutbrugere og andre myndigheder.

Som forudsat i de europæiske statsstøtteregler vil Energistyrelsen gennemføre en høring over kortlægningen over områder, hvor der vil kunne ydes kommunalt tilskud til efter den foreslåede § 60 d, stk. 1.

Tilskudsmodellerne vil kunne anvendes ved tilskud til udrulning af digitale kommunikationsnet i vid forstand. Modellerne vil eksempelvis kunne anvendes ved tilskud til kablet eller trådløst, herunder mobilt, bredbånd, men også til passiv infrastruktur i form af eksempelvis master, antennepositioner og tomrør.

Det vil være den tilskudsgivende kommunes ansvar, at tilskuddet gives på et lovligt grundlag, samt at kontrakter m.v. er i overensstemmelse med gældende ret, herunder statsstøttereglerne. Med lovligt grundlag forstås, at tilskuddet efter den foreslåede bestemmelse vil blive givet inden for de rammer, der gælder efter de europæiske statsstøtteregler, herunder vilkår i statsstøttegodkendelser (tilskudsmodeller) fra Europa-Kommissionen samt lovgivningen i øvrigt. Kommunerne vil skulle indsætte vilkår i de aftaler, som de indgår om tilskud, for at sikre overholdelsen af statsstøttereglerne.

Der ændres ikke i klagebestemmelser med denne lovændring, det vil sige at klageadgang følger det almindelige klage- og tilsynssystem. Ved tvivl om, hvorvidt en kommune yder tilskuddet inden for lovgivningens rammer, har enhver mulighed for at rette henvendelse herom til det kommunale tilsyn. Det kommunale tilsyn varetages af Ankestyrelsen med Økonomi- og Indenrigsministeriet som overordnet tilsynsmyndighed.

Det kommunale tilsyn fører efter § 48 i lov om kommunernes styrelse tilsyn med, at kommunerne overholder den lovgivning, der særligt gælder for offentlige myndigheder.

Tilsynet omfatter dog ikke tilfælde, hvor særlige klage- eller tilsynsmyndigheder kan tage eller har taget stilling til den pågældende sag. I forhold til den foreslåede § 60 d vil det være tilfældet på to områder:

For det første vil tilsynet ikke kunne behandle henvendelser om forhold vedrørende vilkår og betingelser for åben engrosadgang, da sådanne forhold kan behandles af Energistyrelsen, jf. hertil den foreslåede § 60 e. For det andet vil klager over Energistyrelsens afgørelser om kortlægning af tilskudsberettigede adresser alene kunne påklages til Teleklagenævnet efter de almindelige klageregler i telelovens § 76, stk. 1.

Efter § 48 a i lov om kommunernes styrelse beslutter Ankestyrelsen selv, om der er tilstrækkelig anledning til at rejse en tilsynssag. Økonomi- og Indenrigsministeriet er som led i det kommunale og regionale tilsyn ikke i almindelighed klageinstans over for Ankestyrelsen, men ministeriet kan af egen drift blandt andet efter § 53, stk. 1, i lov om kommunernes styrelse tage spørgsmål om lovligheden af kommunale og regionale dispositioner eller undladelser, som Ankestyrelsen har udtalt sig om som tilsynsmyndighed, op til behandling, når ministeriet skønner, at sagen er af principiel eller generel betydning eller har alvorlig karakter. Tilsvarende gælder, hvis Ankestyrelsen har besluttet ikke at tage spørgsmål om lovligheden af kommunale og regionale dispositioner eller undladelser op til behandling.

I det omfang de europæiske statsstøtteregler åbner mulighed for det, vil der være mulighed for at klage til Europa-Kommissionen.

Det vil sige, at afgørelser truffet af en kommune i forbindelse med administration af tilskud til udrulning af digital infrastruktur kan efterprøves af henholdsvis Ankestyrelsen og/eller Europa-Kommissionen.

Det følger endvidere af konkurrencelovens § 11 a, stk. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede påbud om, at støtte, der er ydet ved hjælp af offentlige midler til fordel for bestemte former for erhvervsvirksomhed, skal bringes til ophør eller skal tilbagebetales. Afgørelse af, om ydet støtte er lovlig i henhold til offentlig regulering, træffes af vedkommende minister, henholdsvis af den pågældende kommunale tilsynsmyndighed, medmindre andet følger af anden lovgivning.

Spørgsmålet om, hvorvidt en kommune overholder rammerne i den foreslåede § 60 d, vil således være omfattet af forskellige klage- og tilsynsmyndigheders kompetence.

Energistyrelsen skal vejlede om de godkendte tilskudsmodellers rammer, men Energistyrelsen fører ikke tilsyn med kommunernes administration af modellerne. Styrelsens vejledning vil være rettet mod potentielle og aktuelle deltagere i bredbåndsprojekter, herunder kommuner, selskaber, virksomheder eller andre interessenter, der skal bruge de i tilskudsmodellen fastsatte regler.

Energistyrelsen vil i den forbindelse kunne bistå interessenter med fortolkningsbidrag og specificering af tilskudsmodellens rammer. Styrelsen vil desuden fungere som bindeled mellem projekter og Europa-Kommissionen, såfremt der skulle være behov for yderligere uddybning eller underbyggende svar. Energistyrelsen vil oparbejde en specialviden på området til gavn for samtlige projekter i landet. Hvad der konkret vil skulle vejledes om, og hvordan dette gøres mest hensigtsmæssigt vil afhænge af, hvordan tilskudsmodellerne i sidste ende kommer til at se ud.

Energistyrelsen vil evaluere, om tilskudsmodellerne bør genforhandles. Til det formål vil styrelsen opsamle erfaringer fra anvendelse af modellerne, ligesom styrelsen vil stå for at ændre tilskudsmodellerne, når det vurderes hensigtsmæssigt.

Hvis Energistyrelsen vurderer, at der er tilstrækkeligt grundlag til at genforhandle en tilskudsmodel, vil Energistyrelsen gå i dialog med Europa-Kommissionen herom. Ved tilstrækkeligt grundlag forstås eksempelvis, hvis der viser sig at være væsentlige uhensigtsmæssigheder ved den godkendte ordning, eller hvis en ændring vil kunne lette arbejdet med etablering af digital infrastruktur væsentligt, uden at dette skader konkurrencen.

Med forslagets § 60 d, stk. 2, om, at Energistyrelsen fastsætter nærmere regler om kommunalt tilskud til etablering af elektroniske kommunikationsnet, vil en kommune ikke fremover på eget initiativ kunne anvende en anden ramme til økonomisk tilskud til etablering af digital infrastruktur, når § 60 d er trådt i kraft. Dermed vil det ikke længere være muligt for kommuner at benytte de eksisterende, mere generelle regler i erhvervsfremmeloven (§§12-13).

Der kan dog gælde andre regler, som giver mulighed for at give tilskud - f.eks. bredbåndspuljen, hvor energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om kommuners mulighed for at deltage i projekter, der modtager tilskud fra bredbåndspuljen, herunder at kommunerne kan bidrage økonomisk til projekterne.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 e indebærer, at Energistyrelsen fører tilsyn med overholdelse af vilkår og betingelser for tilskud, herunder åben engrosadgang, jf. regler fastsat i medfør af § 60 d, stk. 2. Som en del af tilskudsmodellerne vil der være krav til, hvordan der skal gives åben adgang til de støttede net. Når modellerne anvendes i praksis af kommunerne, vil der kunne opstå uenighed mellem den adgangsgivende teleudbyder og den adgangssøgende teleudbyder om vilkår, herunder priser, for adgang til det kommunalt støttede net.

Energistyrelsens tilsyn vil finde sted på baggrund af klager fra teleudbydere.

Det foreslås i bestemmelsens 2. led , at Energistyrelsen i forbindelse med sit tilsyn skal høre Erhvervsstyrelsen, der står for afgørelser i medfør af den sektorspecifikke regulering i forhold til konkurrencen på telemarkedet. Erhvervsstyrelsen har fagkundskab og erfaring i forhold til fastsættelse af vilkår for engrosadgang. Dermed sikres en koordinering af de vilkår, der stilles i de to sammenhænge, for at fremme konkurrencen.

Energistyrelsens afgørelse vil kunne påklages til Teleklagenævnet, jf. telelovens § 76, stk. 1.

Til nr. 8

I medfør af den gældende § 81, stk. 2, i teleloven kan der fastsættes bestemmelser om straf i form af bøde, hvis udbydere af elektroniske kommunikationstjenester omfattet af reglerne overtræder regler fastsat i medfør af §§ 13 b og13 c. Med hjemmel heri er det blandt andet fastsat i bekendtgørelse om Bredbåndsgarantiordningen, at medlemmer af Bredbåndsgarantiordningen kan straffes med bøde, hvis de ikke betaler medlemsbidrag i forbindelse med finansiering af en nøddrift.

Den foreslåede ændring af § 81, stk. 2 , er en konsekvens af den foreslåede ophævelse af kapitel 3 a om Bredbåndsgarantiordningen.

Det foreslås således at ændre § 81, stk. 2, så der fremover ikke vil være hjemmel til at fastsætte sanktioner i relation til reglerne om Bredbåndsgarantiordningen, da Bredbåndsgarantiordningen foreslås ophævet, se nr. 1 i lovforslaget.

Der vil således ikke fremover være sanktioner i teleloven i relation til Bredbåndsgarantiordningen.

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. januar 2019.

Det foreslås dog i stk. 2 , at energi-, forsynings- og klimaministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af bestemmelserne i lovens § 1, nr. 7.

Baggrunden for forslaget om, at ministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden af § 1, nr. 7, er, at ordningen skal godkendes af Europa-Kommissionen. En tilskudsmodel vil herefter først kunne anvendes, når Europa-Kommissionen har godkendt den.

Det er forventningen, at ministeren sætter de pågældende bestemmelser i kraft, når Europa-Kommissionen har godkendt tilskudsmodellen.

Dette betyder, at man fastholder retstilstanden for så vidt angår lovens § 1, nr. 7, som den er nu, indtil denne i praksis kan erstattes af en ny tilskudsmodel godkendt af Europa-Kommissionen.

I perioden fra, at bestemmelserne i lovens § 1, nr. 7, vedtages og frem til dens ikrafttrædelse, vil kommunerne fortsat kunne anvende hjemlen i erhvervsfremmeloven til at gennemføre initiativer.

Bestemmelsen fastsætter lovens territoriale anvendelsesområde og indebærer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dette svarer til, hvad der gælder efter § 83, stk. 1, i teleloven.