Lov om ændring af lov om dansk indfødsret (Implementering af bestemmelse i statsborgerretskonventionen)

Kilde

Til nr. 1

Efter udlændingelovens § 2 a, stk. 2, forstås ved et Schengenland i denne lov et land, der er tilsluttet Schengenkonventionen. Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien anses dog ikke for Schengenlande i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1. Cypern og Kroatien anses endvidere ikke for Schengenlande i forhold til § 10, stk. 2, nr. 4, § 19, stk. 4, § 58 g og § 58 h.

Det foreslås, at i § 2 a, stk. 2, 2. pkt., ændres »Bulgarien, Cypern, Kroatien og Rumænien« til: »Bulgarien, Cypern og Rumænien« og i 3. pkt., ændres »Cypern og Kroatien« til: »Cypern«.

Baggrunden for ændringen er, at Kroatien og EU-medlemsstaterne i 2011 indgik en traktat om Kroatiens tiltrædelse i Den Europæiske Union, hvoraf det fremgår, at de bestemmelser i Schengenreglerne, der hænger direkte sammen med afskaffelsen af personkontrol ved de indre grænser, ikke finder anvendelse ved tiltrædelsen, men først når Rådet har truffet afgørelse herom, efter at det er blevet sikret, at de nødvendige betingelser for gennemførelse af alle de pågældende regler er opfyldt. Der er siden 2011 løbende sket opfølgning på disse betingelser.

På EU-ministerrådsmøde den 8. december 2022 blev det i Rådets afgørelse (EU) 2022/2451 (EU-Tidende 2022, nr. L 320 af 14. december 2022, s. 41-46) vedtaget, at Kroatien kunne påbegynde fuld anvendelse af Schengenreglerne.

Med vedtagelsen af rådsafgørelsen ophævedes den indre grænsekontrol på grænser fra Kroatien og til de lande, der anvender Schengenreglerne fuldt ud fra den 1. januar 2023 for sø- og landegrænser og fra den 26. marts 2023 for luftgrænser. Vedtagelsen betyder endvidere, at resterende bestemmelser i Schengenreglerne vedrørende Schengeninformationssystemet (SIS) bringes i anvendelse for Kroatien fra den 1. januar 2023.

Kroatien vil derudover kunne udstede visum med gyldighed for hele Schengenområdet i overensstemmelse med reglerne i visumkodeks, ligesom anmeldte opholdstilladelser vil være dokumenter, der giver tredjelandsstatsborgere ret til indrejse uden visum.

Kroatien bliver med andre ord for så vidt angår grænser, visum og Schengeninformationssystemet (SIS) et Schengenland i udlændingelovens forstand.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det alene vil være Bulgarien, Cypern og Rumænien, som i forhold til § 2 b, stk. 1-3, §§ 3, 4 og 4 b, § 19, stk. 5, kapitel 4 a, § 28, stk. 1, nr. 6, § 38, stk. 1-3, § 39, stk. 3, 2. pkt., § 58 f og § 59, stk. 1, nr. 1, ikke anses som Schengenlande. Ændringen vil endvidere medføre, at det alene vil være Cypern, som i forhold til bestemmelser i udlændingeloven, der vedrører SIS-samarbejdet, ikke anses som Schengenland.

De foreslåede ændringer udspringer således af rådsafgørelsen.

Til nr. 2

Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med omhu.

Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

EU-Domstolen har ved dom af 22. juni 2021, Ordre des barreaux francophones et germanophone m.fl., fastslået, at EU-retten er til hinder for national lovgivning, hvorefter det maksimale tidsrum unionsborgere og deres familiemedlemmer kan frihedsberøves, er af tilsvarende varighed som frihedsberøvelse af udlændinge fra tredjelande, der ikke har efterkommet en afgørelse om tilbagesendelse efter udsendelsesdirektivet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 37, stk. 8, 1. pkt., ændres fra 6 måneder til 3 måneder for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og 6 måneder for andre udlændinge således, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der for unionsborgere og deres familiemedlemmer overstiger 3 måneder.

Den foreslåede ændring indebærer, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter udlændingelovens § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i en periode, der for unionsborgere og deres familiemedlemmer overstiger 3 måneder. Muligheden for frihedsberøvelse af unionsborgere og deres familiemedlemmer halveres fra 6 måneder til 3 måneder. Lovforslaget påvirker således ikke grænsen for, hvor lang tid frihedsberøvelse af andre udlændinge med henblik på udsendelse kan vare. Lovforslaget medfører, at der tydeligt sondres mellem unionsborgere, herunder familiemedlemmer til unionsborgere, og andre udlændinge med henblik på varigheden af en frihedsberøvelse i udsendelsesøjemed. Bestemmelsen vil som følge af ændringen blive bragt i overensstemmelse med EU-retten. For andre udlændinge videreføres den oprindelige retsstilling.

På baggrund af EU-Domstolens dom af 30. november 2009 i den præjudicielle sag, nr. C-357/09, Kadzoev, skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, indgå en eventuel frihedsberøvelsesperiode, der er påbegyndt inden bestemmelsens ikrafttræden, når frihedsberøvelsen er sket med henblik på udsendelse.

Endvidere skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning ikke tages hensyn til perioder, hvor andre udlændinge end unionsborgere og deres familiemedlemmer har været frihedsberøvet på et andet grundlag end udsendelse.

Hvis andre udlændinge end unionsborgere og deres familiemedlemmer, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, søger om asyl, og det vurderes, at pågældende bør frihedsberøves under asylsagens behandling, bør frihedsberøvelsesgrundlaget derfor ændres i overensstemmelse hermed. Hvis dette ikke sker, vil frihedsberøvelsesperioden under asylsagsbehandlingen indgå ved beregningen af den maximale udstrækning af frihedsberøvelsen efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, og herved forkorte den tid, som den pågældende kan være frihedsberøvet med henblik på udsendelse.

Til nr. 3

Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 8, at frihedsberøvelse med henblik på udsendelse efter § 36 og hjemrejselovens § 16 ikke må finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 måneder. Retten kan dog forlænge dette tidsrum i op til yderligere 12 måneder, hvis der foreligger særlige omstændigheder, såfremt udsendelsesproceduren uanset alle rimelige bestræbelser kan forventes at tage længere tid som følge af udlændingens manglende medvirken til udsendelsen eller forsinkelser i forbindelse med fremskaffelse af nødvendig rejselegitimation og indrejsetilladelse. Frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og må kun opretholdes, så længe udsendelsen er under forberedelse og gennemføres med omhu.

Bestemmelsen implementerer artikel 15, stk. 5 og 6, i direktiv 2008/115/EF om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold.

EU-Domstolen har ved dom af 22. juni 2021, Ordre des barreaux francophones et germanophone m.fl., fastslået, at EU-retten er til hinder for national lovgivning, hvorefter det maksimale tidsrum unionsborgere og deres familiemedlemmer kan frihedsberøves, er af tilsvarende varighed som frihedsberøvelse af udlændinge fra tredjelande, der ikke har efterkommet en afgørelse om tilbagesendelse efter udsendelsesdirektivet.

Det foreslås, at udlændingelovens § 37, stk. 8, 2. pkt., ændres fra 12 måneder til 6 måneder for udlændinge, der er omfattet af EU-reglerne, og 12 måneder for andre udlændinge.

Den foreslåede ændring indebærer, at retten, med henblik på udsendelse, kan forlænge det tidsrum en unionsborger, eller en unionsborgers familiemedlem, kan frihedsberøves i op til yderligere 6 måneder. Rettens mulighed for forlængelse af en frihedsberøvelse er således halveret fra 12 måneder til 6 måneder med hensyn til unionsborgere og deres familiemedlemmer. Muligheden for forlængelse af en frihedsberøvelse af andre udlændinge i forbindelse med udsendelse påvirkes således ikke. Lovforslaget medfører, at der tydeligt sondres mellem unionsborgere, herunder familiemedlemmer til unionsborgere, og andre udlændinge med henblik på varigheden af en frihedsberøvelse i udsendelsesøjemed. Bestemmelsen vil som følge af ændringen bringes i overensstemmelse med EU-retten.

For andre udlændinge videreføres den oprindelige retsstilling.

På baggrund af EU-Domstolens dom af 30. november 2009 i den præjudicielle sag, nr. C-357/09, Kadzoev, skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, indgå en eventuel frihedsberøvelsesperiode, der er påbegyndt inden bestemmelsens ikrafttræden, når frihedsberøvelsen er sket med henblik på udsendelse.

Endvidere skal der ved beregningen af frihedsberøvelsens udstrækning ikke tages hensyn til perioder, hvor andre udlændinge end unionsborgere og deres familiemedlemmer har været frihedsberøvet på et andet grundlag end udsendelse.

Hvis andre udlændinge end unionsborgere og deres familiemedlemmer, der er frihedsberøvet med henblik på udsendelse, søger om asyl, og det vurderes, at pågældende bør frihedsberøves under asylsagens behandling, bør frihedsberøvelsesgrundlaget derfor ændres i overensstemmelse hermed. Hvis dette ikke sker, vil frihedsberøvelsesperioden under asylsagsbehandlingen indgå ved beregningen af den maximale udstrækning af frihedsberøvelsen efter den foreslåede bestemmelse i udlændingelovens § 37, stk. 8, og herved forkorte den tid, som den pågældende kan være frihedsberøvet med henblik på udsendelse.

Til nr. 4

Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., at fra det tidspunkt, hvor en anden medlemsstat har accepteret overtagelse eller tilbagetagelse, eller hvor en klage ikke længere har opsættende virkning, må frihedsberøvelse ikke finde sted i et tidsrum, der overstiger 6 uger.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., indsættes en henvisning til hjemrejselovens § 16, stk. 5.

Baggrunden for ændringen er, at der i forbindelse med vedtagelsen af hjemrejseloven ved en fejl ikke er blevet indsat henvisning til hjemrejselovens § 16, stk. 5, i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt. Begrænsningen på 6 uger for frihedsberøvelse i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., gælder fra det tidspunkt, hvor en anden medlemsstat har accepteret overtagelse eller tilbagetagelse, eller hvor en klage ikke længere har opsættende virkning. Sådan frihedsberøvelse er alene omfattet af hjemrejseloven. Imidlertid finder bestemmelsen i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., efter en almindelig sproglig forståelse kun anvendelse for frihedsberøvelse, der foretages efter udlændingeloven, jf. henvisningen til dennes § 36, stk. 1, 1. pkt., i § 37, stk. 9, 1. pkt. Frihedsberøvelse efter udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., foretages dog kun, mens udlændingens sag fortsat er under behandling.

Det har ikke nogen materiel betydning i praksis, at der ikke er henvist til hjemrejselovens § 16, stk. 5, i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., herunder da det følger direkte af Dublinforordningens artikel 28, stk. 3, 3. og 4. afsnit, at frihedsberøvelse ikke må overstige en periode på 6 uger fra tidspunktet for accepten af en anden medlemsstats anmodning om at overtage eller tilbagetage den pågældende person, eller fra det tidspunkt, hvor klagen eller indbringelsen for en domstol ikke længere har opsættende virkning. Det bemærkes i den forbindelse, at Hjemrejsestyrelsen i praksis har administreret efter reglerne i Dublinforordningen.

Den foreslåede ændring indebærer, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt, at tidsbegrænsningen på 6 uger efter udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt., gælder for de frihedsberøvelser, der foretages efter hjemrejselovens § 16, stk. 5.

Til nr. 5

Det fremgår af udlændingelovens § 37, stk. 9, 4. pkt., at frihedsberøvelsen skal være af så kort varighed som muligt og kun må opretholdes, så længe afvisningen eller overførslen er under forberedelse og gennemføres med omhu.

Det foreslås, at der i udlændingelovens § 37, stk. 9, 4. pkt., indsættes en henvisning til udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., og hjemrejselovens § 16, stk. 5.

Den foreslåede ændring er en følge af den foreslåede § 1, nr. 4, som indsætter henvisning til bestemmelsen i hjemrejselovens § 16, stk. 5, i udlændingelovens § 37, stk. 9, 3. pkt.

Ændringen vil indebære, at det kommer til at fremgå udtrykkeligt af bestemmelsen i § 37, stk. 9, 4. pkt., at den finder anvendelse for frihedsberøvelse, der foretages efter både udlændingelovens § 36, stk. 1, 1. pkt., og hjemrejselovens § 16, stk. 5.

Til nr. 6

Det følger af udlændingelovens § 48, stk. 3, at afgørelser efter § 40, stk. 9 og 10, træffes af vedkommende politidirektør. Afgørelser om at dokumenter eller genstande og aktiver, der kan anvendes til dækning af de i § 42 a, stk. 4, 1. pkt., nævnte udgifter, tages i bevaring, jf. § 40, stk. 10, kan endvidere træffes af Udlændingestyrelsen. De afgørelser, der er nævnt i 1. og 2. pkt. kan påklages til udlændinge- og integrationsministeren.

Det foreslås at ændre henvisningen i udlændingelovens § 48, stk. 3, 2. pkt., således, at henvisningen til udlændingelovens § 40, stk. 10, ændres til stk. 9.

Ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 blev bestemmelsen i den dagældende udlændingelovs § 40, stk. 6, ophævet. Udlændingelovens § 40, stk. 7-12, blev som en konsekvens heraf til stk. 6-11.

Ved en fejl er der i § 48, stk. 3, 2. pkt., der blev nyaffattet ved lov nr. 982 af 26. maj 2021, henvist til § 40, stk. 10. Henvisningen burde rettelig være til § 40, stk. 9.

Det er vurderingen, at fejlen ikke har haft nogen materiel betydning i forhold til retsstillingen.

Forslaget indebærer, at der sker en korrekt henvisning til bestemmelsen i udlændingeloven.

Der er alene tale om en ændring af henvisningen. Der tilsigtes ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen.

Kilde

Til nr. 1

Udlændingelovens § 43 a, der blev ophævet ved lov nr. 982 af 26. maj 2021 (hjemrejseloven), indeholdt regler om, at der kunne ydes hjælp til en udlændings tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det fulgte af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 2, at der til en udlænding, der opholder sig her i landet, og som er registreret som asylansøger efter § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, kunne ydes hjælp til tilbagevenden til hjemlandet eller det tidligere opholdsland, hvis udlændingen medvirkede til at udrejse uden ugrundet ophold, jf. dog stk. 3 og 4.

Det fulgte af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 3, at hjælpen ikke kunne ydes til

1. udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,

2. udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande,

3. udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, og

4. udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde.

Det fulgte derudover af den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 4, at hjælpen endvidere ikke kunne ydes til

1. udlændinge, som er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter § 7 af Udlændingestyrelsen i medfør af § 53 b, stk. 1, og

2. udlændinge, der er omfattet af § 10.

Da den tidligere bestemmelse i udlændingelovens § 43 a som nævnt ovenfor blev ophævet ved lov nr. 982 af 26. maj 2021, indeholder lovgivningen i dag ikke regler om hjælp til hjemrejse ved tilbagevenden.

Det fremgår af udlændingelovens § 48 e, stk. 2, at når Udlændingestyrelsen har truffet afgørelse om, at en udlænding, der påberåber sig at være omfattet af § 7, kan opholde sig her i landet under asylsagens behandling, registrerer Udlændingestyrelsen udlændingen som asylansøger.

Det fremgår af hjemrejselovens § 3, stk. 1, at en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at medvirke til sin udrejse, herunder fastlægge sin identitet, tilvejebringe rejsedokumenter og give møde til samtaler med relevante myndigheder, og til at medvirke til sin udrejse i øvrigt.

Det fremgår af hjemrejselovens § 8, stk. 3, at der ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til

1. udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet,

2. udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande,

3. udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet den Europæiske Union,

4. udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde,

5. udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, og

6. udlændinge, der er statsborgere i et land, hvorfra indrejse med biometriske pas kan ske.

Det fremgår derudover af hjemrejselovens § 8, stk. 4, at der endvidere ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til

1. udlændinge, der af Udlændingestyrelsen er meddelt afslag på en ansøgning om opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 i medfør af udlændingelovens § 53 b, stk. 1,

2. udlændinge, hvis ansøgning om opholdstilladelse er afvist efter udlændingelovens § 29 b, fordi udlændingen allerede har opnået beskyttelse i et andet land omfattet af udlændingelovens § 29 a, stk. 1,

3. udlændinge, der er udvist efter udlændingelovens § 25,

4. udlændinge, der er udelukket efter udlændingelovens § 10, stk. 1 eller 5,

5. udlændinge, der er dømt efter straffelovens kapitel 12 eller 13,

6. udlændinge, hvis opholdstilladelse eller opholdsret er bortfaldet efter udlændingelovens § 21 b, stk. 1, og

7. udlændinge, der er udelukket efter § 4, stk. 1, nr. 1 eller 2, i lov om midlertidig opholdstilladelse til personer, der i Afghanistan har bistået danske myndigheder m.v.

Det foreslås, at der som § 7 a, stk. 1, 1. pkt., indsættes en bestemmelse om, at der kan ydes hjælp til hjemrejsen til en udlænding, der er registreret som asylansøger efter udlændingelovens § 48 e, stk. 2, og er meddelt afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 af Udlændingestyrelsen eller Flygtningenævnet, og som uden ugrundet ophold medvirker til sin udrejse, jf. § 3, stk. 1.

Forslaget indebærer, at en udlænding, der uden ugrundet ophold medvirker til sin udrejse, vil kunne gives hjælp til hjemrejsen. En udlændings medvirken skal ses i sammenhæng med hjemrejselovens § 3, stk. 1, om medvirken.

Der vil skulle foretages en konkret vurdering af udlændingens handlinger og adfærd med henblik på at træffe en afgørelse om, hvorvidt udlændingen gennem hele sit hjemrejseforløb medvirker til sin udrejse. Der vil ved vurderingen af, om en udlændingen uden ugrundet ophold har medvirket til sin udrejse, f.eks. kunne tages højde for hospitalsindlæggelse eller andre lignende undskyldelige forhold.

En udlænding, der opfylder betingelserne for at kunne ydes hjælp til hjemrejse, vil ikke være udelukket fra at kunne ydes hjemrejsestøtte, hvis udlændingen opfylder betingelserne herfor. Hjælp til hjemrejse vil kunne bruges til f.eks. at leje et værelse ved ankomsten i hjemlandet eller til andre småanskaffelser, der er nødvendige for, at udlændingen vil kunne begynde tilværelsen i sit hjemland eller det tidligere opholdsland.

Det foreslås herudover, at der som § 7 a, stk. 1, 2. pkt., indsættes, at hjælp til hjemrejsen ikke skal ydes til en udlænding omfattet af 1. pkt., hvis udlændingen er omfattet af § 8, stk. 3 og 4.

Det betyder, at de udlændinge, der er omfattet af enten hjemrejselovens § 8, stk. 3 eller 4, der regulerer, hvilke udlændinge der ikke kan modtage hjemrejsestøtte, heller ikke vil kunne modtage hjælp til hjemrejse i medfør af den foreslåede bestemmelse.

Forslaget vil kun gælde for en udlænding, hvis asylsag behandles efter den såkaldte normalprocedure og får afslag på asyl herefter, hvilket også følger af hjemrejselovens § 8, stk. 4.

Det foreslås derudover, at der som § 7 a, stk. 2, indsættes, at udlændinge- og integrationsministeren kan fastsætte nærmere regler om hjælp til hjemrejsen, herunder om betingelser for opnåelse af hjælpen, hjælpens form, den beløbsmæssige størrelse mv.

Der vil med den foreslåede bestemmelse være mulighed for, at der med den fornødne hurtighed administrativt kan foretages ændringer i hjælpen, såfremt der viser sig et konkret behov herfor. Det er endvidere hensigten at fastsætte nærmere regler om hjælpens form og beløbsmæssige størrelse, for på den måde at kunne sikre fleksibilitet i den hjælp, der kan ydes.

De nærmere regler forventes at ville blive fastsat i hjemrejsestøttebekendtgørelsen.

Til nr. 2

Det følger af hjemrejselovens § 8, stk. 3, at der ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1 til 1) udlændinge, der har opholdstilladelse her i landet, 2) udlændinge, der er statsborgere i et af de nordiske lande, 3) udlændinge, der er statsborgere i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union, 4) udlændinge, der er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, 5) udlændinge, der er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, og 6) udlændinge, der er statsborgere i et land, hvorfra indrejse med biometrisk pas kan ske.

Det foreslås, at der i hjemrejselovens § 8, stk. 3, nr. 5, efter »der er« indsættes »omfattet af stk. 2, nr. 1, 5 eller 6, og er«.

Det betyder, at bestemmelsen ændres således, at det alene er udlændinge, der er omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 1, 5 eller 6, og som er visumfrie i kraft af deres statsborgerskab, der som følge heraf ikke kan gives hjemrejsestøtte efter stk. 1.

Det vil samtidig betyde, at udlændinge, der opholder sig her i landet, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens §§ 7, 8, 9 b eller 9 c, hvor denne var meddelt efter en ansøgning om opholdstilladelse efter §§ 7 eller 9 e, nægtet forlænget eller inddraget efter § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, selvom de i kraft af deres statsborgerskab er visumfrie, efter omstændighederne vil kunne modtage hjemrejsestøtte.

Det betyder endvidere, at udlændinge, hvis opholdstilladelse efter § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person omfattet af hjemrejselovens § 8, stk. 2, nr. 2, er nægtet forlænget eller inddraget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, selvom de i kraft af deres statsborgerskab er visumfrie, efter omstændighederne vil kunne modtage hjemrejsestøtte.

Det betyder derudover, at en udlænding, der har haft opholdstilladelse i mindst 5 år, og som har fået sin opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 eller § 9 c, stk. 1, som følge af en familiemæssig tilknytning til en person, der ikke er omfattet af nr. 2 eller udlændingelovens §§ 9 m eller 9 n, og hvis opholdstilladelse inddrages eller nægtes forlænget efter udlændingelovens § 11, stk. 2, eller § 19, stk. 1, selvom de i kraft af deres statsborgerskab er visumfrie, efter omstændighederne vil kunne modtage hjemrejsestøtte.

Til nr. 3

Det fremgår af hjemrejselovens § 16, stk. 5, at politiet med henblik på at sikre muligheden for afvisning eller overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a kan bestemme, at der skal ske frihedsberøvelse, hvis der er en væsentlig risiko for, at den pågældende forsvinder, og de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger for at sikre den pågældendes tilstedeværelse eller medvirken ikke er tilstrækkelige.

Det foreslås, at »eller medvirken« udgår af hjemrejselovens § 16, stk. 5.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der i overensstemmelse med den hidtidige retstilstand fra før hjemrejselovens vedtagelse alene kan ske frihedsberøvelse efter lovens § 16, stk. 5, hvis de mindre indgribende foranstaltninger, der fremgår af lovens §§ 11 og 12 ikke er tilstrækkelige til at sikre den pågældendes tilstedeværelse.

Baggrunden for den foreslåede ændring er, at anvendelsesområdet for § 16, stk. 5, med vedtagelsen af hjemrejseloven utilsigtet blev udvidet sammenlignet med, hvordan retstilstanden tidligere var i medfør af udlændingeloven inden hjemrejselovens vedtagelse. Således kunne frihedsberøvelse med henblik på at sikre muligheden for bl.a. overførsel efter reglerne i udlændingelovens kapitel 5 a kun foretages, hvis mindre indgribende foranstaltninger ikke var tilstrækkelige til at sikre den pågældendes tilstedeværelse, jf. den dagældende udlændingelovs § 36, stk. 1, 2. pkt., jf. § 34, stk. 1.

Det fremgår af bemærkningerne til hjemrejselovens § 16, stk. 5, at bestemmelsen svarer til den dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 36, stk. 1, 2. pkt., jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 203 som fremsat, s. 169 f. Det fremgår endvidere, at der vil være tale om videreførelse af gældende ret.

Det har således ikke været hensigten med vedtagelsen af hjemrejseloven at udvide anvendelsesområdet for bestemmelsen i § 16, stk. 5.

I vurderingen af om en udlænding skal frihedsberøves i medfør af hjemrejselovens § 16, stk. 5, skal det i overensstemmelse med Dublinforordningens artikel 28, stk. 2, jf. artikel 2, litra n, ud fra de objektive kriterier i hjemrejselovens § 16, stk. 6, vurderes, om udlændingen er i væsentlig risiko for at forsvinde. Det er dermed ikke relevant at vurdere, om de i §§ 11 og 12 nævnte foranstaltninger er tilstrækkelige til at sikre den pågældendes medvirken, men alene om de er tilstrækkelige til at sikre den pågældendes tilstedeværelse. Gennemførelse af bl.a. overførsel efter udlændingelovens kapitel 5 a skal ske inden for fristerne i Dublinforordningens artikel 29, stk. 2, da den ansvarlige medlemsstat ellers fritages for sine forpligtelser til at overtage eller tilbagetage den pågældende. Gennemførelsen er ikke betinget af udlændingens medvirken, men kan ske ledsaget med bistand fra politiet og om nødvendigt ved anvendelse af magt. Det bemærkes i øvrigt, at Hjemrejsestyrelsen ikke har anvendt bestemmelsen i § 16, stk. 5, til at frihedsberøve en udlænding med henblik på at sikre dennes medvirken til en overførsel efter udlændingelovens kapitel 5 a.

Til nr. 4

Det fremgår af hjemrejselovens § 3, stk. 1, at en udlænding, der ikke har ret til at opholde sig her i landet, har pligt til at medvirke til sin udrejse, herunder fastlægge sin identitet, tilvejebringe rejsedokumenter og give møde til samtaler med relevante myndigheder, og til at medvirke til sin udrejse i øvrigt.

Det fremgår endvidere af hjemrejselovens § 22, stk. 1, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter hjemrejseloven kan påklages til Udlændingenævnet, jf. dog stk. 3, stk. 4, 2. pkt., og stk. 8.

Det fremgår derudover af hjemrejselovens § 22, stk. 3, at Hjemrejsestyrelsens afgørelser efter §§ 3 og 4, § 5, stk. 3, § 7, § 8, stk. 2, nr. 1 og 6, § 9, stk. 2, 2. pkt., og § 13, stk. 1, 2 og 4, ikke kan påklages.

Det foreslås at ændre hjemrejselovens § 22, stk. 3, ved efter »§ 7« at indsætte »§ 7 a,«.

Forslaget betyder, at der ikke vil være adgang til at klage over en afgørelse om hjælp til hjemrejsen ved tilbagevenden.

Det svarer til, hvad der gjaldt efter den nu ophævede bestemmelse i udlændingelovens § 43 a, stk. 2, og skal ses i sammenhæng med, at en afgørelse om at medvirke til sin udrejse, som vil være udslagsgivende for, hvorvidt der kan ydes hjælp til hjemrejsen, vil være truffet på baggrund af objektive konstaterbare kriterier, jf. hjemrejselovens § 3, stk. 1.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af straffelovens § 124, stk. 1, 1. pkt., at den, der flygter som anholdt eller fængslet, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år. Det gælder efter 2. pkt., dog ikke den, der er varetægtsfængslet efter udlændingelovens § 35 eller er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36.

Det foreslås i straffelovens § 124, stk. 1, 2. pkt., at ændre »udlændingelovens § 35 eller er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36« til »hjemrejselovens § 14 eller er frihedsberøvet efter udlændingelovens § 36 eller hjemrejselovens § 16«.

Der er alene tale om en ændring som følge af, at den tidligere udlændingelovs bestemmelser om varetægtsfængsling og en del af bestemmelserne om frihedsberøvelse er blevet overført til hjemrejseloven. Der tilsigtes således ikke indholdsmæssige ændringer af bestemmelsen i straffeloven.

Kilde

Til nr. 1

Hovedreglen om erhvervelse af dansk statsborgerskab ved fødslen fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvorefter et barn erhverver dansk indfødsret ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk.

Det fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 2, at et barn født i et område omfattet af straffelovens § 114 j, stk. 3, ikke erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen efter en forælder, hvis denne forælder uden tilladelse, og uden at indrejsen eller opholdet er led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, er indrejst eller opholder sig i området, medmindre barnet derved bliver statsløst.

Efter indfødsretslovens § 1, stk. 3, anses et hittebarn, som bliver fundet her i riget, indtil andet oplyses, som havende dansk statsborgerskab.

Det foreslås i § 4, nr. 1, at der i indfødsretslovens § 1, stk. 1, efter »stk. 2« indsættes »og 4«, og i § 1, stk. 3, efter »dansk indfødsret« indsættes », jf. dog stk. 4«.

Med den foreslåede ændring vil der således blive tilføjet en henvisning til stk. 4 som undtagelser til § 1, stk. 1, og § 1, stk. 3, således at et barn vil anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, hvis det konstateres, at et forhold, som lå til grund for et barns erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger, medmindre barnet derved bliver statsløst, eller hvis konstateringen sker efter, at vedkommende er fyldt 18 år.

Lovforslagets § 4, nr. 1, er en følge af lovforslagets § 4, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til lovforslagets § 4, nr. 2.

Til nr. 2

Hovedreglen om erhvervelse af dansk statsborgerskab ved fødslen fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvorefter et barn erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen, hvis faderen, moderen eller medmoderen er dansk.

Det fremgår af indfødsretslovens § 1, stk. 2, at et barn født i et område omfattet af straffelovens § 114 j, stk. 3, ikke erhverver dansk statsborgerskab ved fødslen efter en forælder, hvis denne forælder uden tilladelse, og uden at indrejsen eller opholdet er led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, er indrejst eller opholder sig i området, medmindre barnet derved bliver statsløst.

Efter indfødsretslovens § 1, stk. 3, anses et hittebarn, som bliver fundet her i riget, indtil andet oplyses, som havende dansk statsborgerskab.

Et barn erhverver således dansk statsborgerskab ved fødslen, når det er barn af en dansk far, mor eller medmor, jf. indfødsretslovens § 1, stk. 1. Modsætningsvist erhverver et barn, der ikke har en dansk far, mor eller medmor, ikke dansk statsborgerskab ved fødslen. I overensstemmelse hermed er det den gældende praksis, at en person anses for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen i medfør af indfødsretslovens § 1, stk. 1, hvis det konstateres, at et forhold, der lå til grund for vedkommendes automatiske erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger.

Det kan f.eks. være tilfældet, hvor et barn har erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen efter sin retlige far, som er dansk statsborger, og som er blevet anset som barnets retlige far, f.eks. på baggrund af at vedkommende er gift med barnets udenlandske mor, men hvor en faderskabssag senere fastslår, at en anden mand, som ikke har dansk statsborgerskab, er barnets retlige far. Barnet har efter de gældende regler ikke erhvervet dansk statsborgerskab ved fødslen efter sine retlige forældre i henhold til indfødsretslovens § 1, stk. 1, og derfor anses barnet for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab på noget tidspunkt.

Det er udtømmende fastsat i artikel 7 i statsborgerretskonventionen, i hvilke situationer den nationale lovgivning må indeholde regler om automatisk fortabelse af statsborgerskab eller fortabelse på foranledning af en kontraherende stat. Det følger af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, at et barn kan fortabe sit statsborgerskab automatisk, når det fastslås i løbet af et barns mindreårighed, at betingelserne for barnets automatiske erhvervelse af det pågældende statsborgerskab ikke længere er opfyldt. Det følger endvidere af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 3, at statsborgerskabet ikke kan fortabes, hvis den pågældende person derved ville blive statsløs.

Europarådets forklarende rapport til statsborgerretskonventionen indeholder bidrag til den nærmere forståelse af statsborgerretskonventionens artikel 7. Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport, at statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, omfatter situationer, hvor en ændring af et barns civile status medfører, at et forhold, som lå til grund for den pågældendes besiddelse af statsborgerskab, ikke foreligger, herunder i den situation, hvor det konstateres, at den pågældende far eller mor ikke er barnets retlige far eller mor. Det følger videre af pkt. 73, at den pågældende person ikke må fortabe statsborgerskabet, hvis den pågældende person derved ville blive statsløs. Det følger desuden, at det er overlagt til den nationale lovgivning at fastslå, om fortabelsen sker med virkning fra det tidspunkt, hvor det pågældende forhold konstateres, eller om barnet skal stilles som, at erhvervelsen ikke på noget tidspunkt har fundet sted.

Efter statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, er det alene i de tilfælde, hvor det konstateres i løbet af et barns mindreårighed, at et forhold, der lå til grund for barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke foreligger, at barnet kan fortabe dansk statsborgerskab. Hvis konstateringen først sker, når den pågældende ikke længere er mindreårig, eller hvis barnet derved ville blive statsløst, må den pågældende i henhold til konventionen anses som havende dansk statsborgerskab.

Den ovenfor beskrevne gældende praksis medfører, at enkelte personer, der er myndige, når det konstateres, at et forhold, der lå til grund for vedkommendes erhvervelse, ikke foreligger, anses for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab på noget tidspunkt, og at enkelte personer herved bliver statsløse i strid med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og artikel 7, stk. 3.

Det foreslås i § 4, nr. 2, at det indsættes i indfødsretslovens § 1, stk. 4, at konstateres det, at forholdet, som lå til grund for et barns erhvervelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 1, stk. 1 eller 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3, ikke længere foreligger, skal barnet anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk indfødsret, medmindre barnet derved bliver statsløst, eller hvis konstateringen sker efter, at vedkommende er fyldt 18 år.

Udgangspunktet i den foreslåede § 1, stk. 4, i lovforslagets § 4, nr. 2, vil medføre en kodificering af det hidtil gældende udgangspunkt, således at et barn anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, hvis det konstateres, at det forhold, der lå til grund for barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab efter indfødsretslovens § 1, stk. 1 eller 3, § 2 eller § 2 A, stk. 1 og 3, ikke foreligger. Efter den foreslåede undtagelse i indfødsretslovens § 1, stk. 4, er det nævnte udgangspunkt dog indskrænket, således at det ikke vil gælde, hvis den nævnte konstatering først sker, når den pågældende ikke længere er mindreårig, eller hvis barnet derved ville blive statsløst, og den pågældende må i denne situation blive anset som havende dansk statsborgerskab i overensstemmelse med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og konventionens artikel 7, stk. 3.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at det vil udgøre en tildeling af statsborgerskab, at de pågældende personer, der enten vil blive statsløse eller er myndige på tidspunktet for førnævnte konstatering, skal anses som værende danske statsborgere, idet de pågældende ikke på andet grundlag har erhvervet dansk statsborgerskab. Tildeling af statsborgerskab kan kun ske ved lov i henhold til grundlovens § 44, stk. 1, hvorfor implementeringen af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og konventionens artikel 7, stk. 3, alene kan udmøntes ved lov og ikke administrativ praksis. Lovforslagets § 4, nr. 1 og 2, har derfor til formål at gennemføre de nødvendige lovgivningsmæssige ændringer i indfødsretsloven som følge af implementeringen af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, og konventionens artikel 7, stk. 3.

Det forventes, at ordningens væsentligste anvendelsesområde vil være, når det eksempelvis konstateres, at en mand, som er dansk statsborger, og som f.eks. er gift med et barns udenlandske mor, registreres som barnets retlige far på baggrund af børnelovens regler herom, og hvor barnet derved erhverver dansk statsborgerskab, men hvor det efterfølgende konstateres i en faderskabssag, at en anden mand, som ikke er dansk statsborger, er retlig far til barnet. I den situation vil det med lovforslaget være udgangspunktet, at barnet anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab. Hvis barnet imidlertid ville blive statsløs, eller hvis der er tale om en myndig person, vil den pågældende person dog skulle anses som havende dansk statsborgerskab.

Såfremt en person efter den foreslåede ordning vil skulle anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, skal konstateringen af, at grundlaget for personens erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke foreligger, finde sted forud for personens fyldte 18. år i overensstemmelse med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f. Det er således tidspunktet for selve konstateringen, og ikke eksempelvis en senere ajourføring af registre, der vil være afgørende for, om en person kan anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at de personer, der efter den foreslåede ordning vil skulle anses som værende danske statsborgere, vil skulle anses for at have erhvervet dansk statsborgerskab fra det tidspunkt, hvor de omfattede personer oprindeligt blev anset for at have erhvervet dansk statsborgerskab. De omfattede personer vil derfor skulle blive anset for at have erhvervet dansk statsborgerskab fra det tidspunkt, hvor den oprindelige erhvervelse fandt sted, dvs. ved fødslen, ved forældrenes indgåelse af ægteskab eller ved adoptionen.

Det følger af pkt. 73 i den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen, at statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, vedrører ændring af børns civilstatus, som medfører, at forudsætningerne for besiddelse af statsborgerskab ikke foreligger. For at være omfattet af ordningen – og dermed efter omstændighederne kunne anses som havende dansk statsborgerskab – er det derfor væsentligt, om man er i besiddelse af statsborgerskab, hvorfor begrebet om besiddelse af statsborgerskab uddybes nedenfor.

Det fremgår af pkt. 58 i den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen bl.a., at statsborgerretskonventionens artikel 7 ikke omfatter tilfælde, hvor en administrativ fejl i det pågældende land ikke udgør fortabelse af statsborgerskab. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at registreringer af eksempelvis faderskab, som efterfølgende viser sig at være fejlagtige, ikke blot kan anses som administrative fejl, når pkt. 73 i den forklarende rapport samtidig fastslår, at ændringer af civilstatus, som medfører, at forudsætningerne for besiddelse af statsborgerskab ikke foreligger, såsom faderskabssager, er omfattet af anvendelsesområdet for statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f.

På baggrund af pkt. 58 i den forklarende rapport er det dog Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at rene administrative fejl, såsom fejlagtig udstedelse af dansk pas, hvor der ikke er fastslået forældreskab, ikke i sig selv er omfattet af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f. Andre administrative fejl, såsom manglende ajourføring af eksempelvis statsborgerskab i CPR-registret i forbindelse med en faderskabssag, vurderes heller ikke i sig selv at være omfattet af konventionens artikel 7, stk. 1, litra f, da det er tidspunktet for selve konstateringen, der er afgørende for, om en person kan anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, som anført ovenfor.

Det er børnelovens regler, der er grundlaget for, hvornår en person er retlig forælder til et barn. Endvidere kan forældreskab, der er fastslået i udlandet, anerkendes i Danmark efter børnelovens regler herom, jf. nedenfor. På baggrund heraf er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at en person efter omstændighederne kan være i besiddelse af dansk statsborgerskab, når der eksempelvis er udstedt en dansk fødselsattest, som dermed fastslår, at personen er barn af en dansk forælder, og som dermed er i besiddelse af dansk statsborgerskab i henhold til indfødsretslovens § 1, stk. 1. Ligeledes er det ministeriets vurdering, at en person kan være i besiddelse af dansk statsborgerskab, når personen er registreret som dansk statsborger i CPR, og de nødvendige forudsætninger for erhvervelse af dansk statsborgerskab samtidig er registreret i CPR, såsom at en dansk statsborger i CPR er registreret som personens retlige forælder.

Forældreskab (faderskab, medmoderskab og moderskab) til børn født i udlandet fastslås ofte direkte efter loven i det land, hvor barnet blev født, det vil sige uden at der er truffet afgørelse om faderskabet, medmoderskabet eller moderskabet. Det drejer sig typisk om, at den kvinde, der har født et barn, anses for mor til barnet, og at morens ægtemand anses for far til barnet. Forældreskab, der er etableret på denne måde, anerkendes som udgangspunkt i Danmark.

Efter lov nr. 158 af 6. maj 1980 om anerkendelse af nordiske afgørelser om faderskab og medmoderskab, som ændret ved § 8 i lov nr. 962 af 26. juni 2020, anerkendes afgørelser om faderskab og medmoderskab fra Finland, Island, Norge eller Sverige i Danmark. Sådanne afgørelser anerkendes dog bl.a. ikke, hvis anerkendelsen vil være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public).

Efter dansk international privatret antages det, at tilsvarende gælder i forhold til afgørelser om faderskab og medmoderskab, der er truffet uden for de nordiske lande, således at et forældreskab, herunder medmoderskab, som er fastslået i udlandet, anerkendes i Danmark, medmindre anerkendelse af forældreskabet vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre public).

Således vil et barn være i besiddelse af dansk statsborgerskab, når et udenlandsk forældreskab er anerkendt i Danmark og fastslår, at et barn har en dansk far, mor eller medmor. Såfremt det senere skulle blive konstateret, at den forælder, som personen havde erhvervet dansk statsborgerskab i medfør af, ikke er barnets retlige forælder, vil situationen være omfattet af den foreslåede ordning, således at personen efter omstændighederne vil anses for ikke at have erhvervet dansk statsborgerskab på noget tidspunkt, medmindre der er tale om et barn, der vil blive statsløst, eller hvis personen er myndig.

Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at situationer, hvor det konstateres, at grundlaget for besiddelse af statsborgerskab ikke på noget tidspunkt har været til stede, uden at der er sket en ændring af civilstatus, ikke er omfattet af den foreslåede ordning. Dette vurderes at være i overensstemmelse med pkt. 73 i den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen, som forudsætter, at der er sket en ændring af civilstatus, såfremt en person skal være omfattet af ordningen og dermed kunne anses som værende dansk statsborger. Der må således skelnes mellem situationer, hvor der er sket en ændring af civilstatus, og der dermed er forhold, der ikke længere foreligger, og situationer, hvor forholdet aldrig har foreligget.

Et udenlandsk forældreskab, der er blevet etableret i udlandet på grundlag af en surrogataftale, anerkendes ikke i Danmark. Det skyldes, at efter § 30 i børneloven anses den kvinde, der føder et barn, efter dansk ret altid for mor til barnet, også selvom barnet er født i udlandet. Den mand, der er genetisk forælder til barnet, anses dog efter dansk ret for far til barnet. Den tiltænkte forælders forældreskab vil kunne søges etableret ved stedbarnsadoption.

Et udenlandsk forældreskab, der ikke kan anerkendes i Danmark, således at forældreskabet ikke er fastslået i Danmark, vil – i modsætning til de udenlandske forældreskaber, der er anerkendt i Danmark, jf. ovenfor – ikke være omfattet af den foreslåede ordning og barnet vil således ikke have erhvervet dansk statsborgerskab på noget tidspunkt, idet forældreskabet ikke på noget tidspunkt har været fastslået i Danmark. Der vil i den situation ikke være sket en ændring i barnets civilstatus, og der er dermed ikke tale om forhold, der ikke længere foreligger.

Det er ligeledes Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at eksempelvis udstedelse af dansk nationalitetspas – som anført ovenfor – ikke i sig selv medfører besiddelse af statsborgerskab i statsborgerretskonventionens forstand, da et nationalitetspas ikke i sig selv indeholder oplysninger om forældre eller lignende og ikke udgør registrering af civilstatus i form af forudsætninger for erhvervelse af dansk statsborgerskab.

Et andet eksempel på en situation, der ikke er omfattet af den foreslåede ordning, da grundlaget for besiddelse af statsborgerskab ikke på noget tidspunkt har været til stede, kan være, hvor en person er født på et tidspunkt, hvor forældrenes ægteskab var en forudsætning for personens erhvervelse af dansk statsborgerskab, men hvor personens forældre aldrig har været gift, og hvor der således på intet tidspunkt har foreligget forudsætninger for personens besiddelse af dansk statsborgerskab.

Det bemærkes, at indtil lov nr. 729 af 25. juni 2014 om ændring af lov om dansk indfødsret trådte i kraft den 1. juli 2014 var det en forudsætning for, at et barn født uden for Danmark med en dansk far og en udenlandsk mor kunne erhverve dansk statsborgerskab ved fødslen, at barnet blev født i ægteskab, jf. hertil bl.a. § 1, stk. 1, i lovbekendtgørelse nr. 422 af 7. juni 2004 om dansk indfødsret.

Det bemærkes endvidere, at det fremgår af ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, at et ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke anerkendes, 1) hvis parterne ikke var samtidig til stede ved vielsen, 2) hvis der er bestemte grunde til at antage, at der er tale om et proformaægteskab, der blev indgået med det afgørende formål at opnå ret til ophold i Danmark, i et land, der er tilsluttet Den Europæiske Union eller er omfattet af aftalen om Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde, eller i Schweiz, 3) hvis en part ved vielsen ikke var fyldt 18 år, eller 4) hvis anerkendelse af ægteskabet strider mod grundlæggende danske retsprincipper. Når et ægteskab indgået i udlandet ikke anerkendes i Danmark, har ægteskabet ikke retsvirkninger i Danmark, f.eks. i forhold til faderskab.

Hvis forældrenes ægteskab, der er indgået i udlandet, ikke anerkendes i Danmark i henhold til ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, eller hvis ægteskabet ikke har retsvirkninger efter indfødsretsloven, som følge af at ægteskabet er indgået af en person, som i forvejen var gift, jf. indfødsretslovens § 2 B, og ægteskabet var en forudsætning for barnets erhvervelse af dansk statsborgerskab, vil barnet således ikke have erhvervet dansk statsborgerskab.

Det er i den anledning Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der vil være tale om et ægteskab, der ikke på noget tidspunkt har været anerkendt i Danmark, uden at der er sket en ændring af civilstatus, hvorfor den pågældende situation ikke vil være omfattet af den foreslåede ordning. Dette indebærer, at det pågældende barn – også efter den foreslåede ordning – alene må anses for at være et barn født uden for ægteskab, der ikke har erhvervet dansk statsborgerskab på samme måde som alle andre børn født uden for ægteskab på et tidspunkt, hvor ægteskabet var en forudsætning for, at barnet erhvervede dansk statsborgerskab.

Det er hertil Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at registrering af et ægteskab indgået i udlandet i CPR i strid med ægteskabslovens § 22 b, stk. 2, må anses som en administrativ fejl i tråd med pkt. 58 i den forklarende rapport til statsborgerretskonventionen, således at den pågældende registrering ikke i sig selv indebærer retlig anerkendelse af et ægteskab. Registrering i CPR af et ægteskab indgået i udlandet indebærer således ikke i sig selv en anerkendelse af det pågældende ægteskab.

Det bemærkes i den anledning, at et barn født uden for ægteskab af en udenlandsk mor og dansk far har mulighed for at ansøge om dansk statsborgerskab på lempelige vilkår efter § 16 i cirkulæreskrivelsen om naturalisation, jf. cirkulæreskrivelse nr. 9461 af 17. juni 2021.

Det bemærkes dog, at har et barn erhvervet dansk statsborgerskab, på baggrund af at forældrene er gift eller ved forældrenes indgåelse af ægteskab, vil forældrenes efterfølgende skilsmisse ikke have den retsvirkning, at barnet dermed ikke på noget tidspunkt har erhvervet dansk statsborgerskab efter den foreslåede bestemmelse. Barnet vil således fortsat have erhvervet dansk statsborgerskab.

Et tredje eksempel på en situation, der ikke er omfattet af den foreslåede ordning, da grundlaget for besiddelse af statsborgerskab ikke på noget tidspunkt har været til stede, kan være, hvor et barn erhverver dansk statsborgerskab ved sin fødsel efter sin danske forælder, men hvor det senere i barnets liv konstateres, at barnet er født i et område omfattet af straffelovens § 114 j, stk. 3, hvor den danske forælder uden tilladelse, og uden at indrejsen eller opholdet er led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, var indrejst eller opholdt sig i området. Hvis barnet fejlagtigt har været anset som født uden for konfliktområdet, må den fejlagtige antagelse af fødselsstedet anses som en administrativ fejl, som ikke kan medføre, at barnet må anses som værende dansk statsborger som følge af den foreslåede § 4, nr. 2. I en sådan situation er det Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der ikke foreligger en ændring af barnets civile status, der er omfattet af statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f.

Et eksempel på en situation, hvor automatisk erhvervelse af dansk statsborgerskab ved adoption efter indfødsretslovens § 2 A vil være omfattet af den foreslåede ordning, kan være, hvor et barn er adopteret, men hvor adoptionen ophæves efter de gældende regler herom. Såfremt barnet er mindreårigt, og de oprindelige forældre genindtræder ved ophævelse af adoptionen, vil statsborgerskabet følge med denne ophævelse, således at barnet efter den foreslåede bestemmelse ikke på noget tidspunkt vil have erhvervet dansk statsborgerskab, medmindre barnet derved bliver statsløst. Hvis ophævelsen sker efter, at den adopterede er fyldt 18 år, vil den adopterede dog anses som værende dansk statsborger efter den foreslåede undtagelse til bestemmelsen. Om ophævelse af adoption henvises til adoptionslovens kapitel 3.

Det bemærkes, at statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, alene omfatter fortabelse af statsborgerskab i situationer, hvor statsborgerskabet er erhvervet automatisk. Udlændinge- og Integrationsministeriet foreslår derfor, at forslaget til indfødsretslovens § 1, stk. 4, alene omfatter de bestemmelser i indfødsretsloven, der vedrører automatisk erhvervelse, dvs. § 1, stk. 1 og 3, § 2 og § 2 A, stk. 1 eller 3. Bestemmelsen vil således ikke omfatte situationer, hvor statsborgerskabet er erhvervet ved ansøgning eller erklæring. Forslaget kan derfor ikke medføre, at personer, der har erhvervet dansk statsborgerskab ved ansøgning eller erklæring, og hvor det efterfølgende konstateres, at betingelserne for erhvervelsen ikke var opfyldt, kan anses som havende dansk statsborgerskab eller kan anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dette. Disse situationer skal i stedet behandles efter de i øvrigt gældende regler og praksis herom, herunder bl.a. efter indfødsretslovens § 8 A om frakendelse af dansk statsborgerskab, som er erhvervet ved svig. Dette indebærer desuden, at den foreslåede ordning ikke indskrænker muligheden for frakendelse af statsborgerskab efter indfødsretslovens § 8 A.

Det bemærkes, at såfremt de oplysninger, der ligger til grund for registrering af eksempelvis faderskab, er afgivet på baggrund af svigagtige forhold, kan statsborgerskab efter omstændighederne frakendes efter indfødsretslovens § 8 A.

Kilde

Bestemmelsen udgør en opfølgning på § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021 om ændring af udlændingeloven og hjemrejseloven (Indførelse af mulighed for overførsel af asylansøgere til asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i tredjelande).

Det fremgår af § 3, stk. 2, at udlændinge- og integrationsministeren fremsætter forslag om revision af loven, hvis loven ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 indeholder det overordnede lovgivningsmæssige grundlag for, at Danmark vil kunne overføre asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, til et tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i et tredjeland under overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har på den baggrund, og i overensstemmelse med bemærkningerne til lovens § 3, stk. 2, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg B, Betænkning, side 5 (til nr. 23), taget lov nr. 1191 af 8. juni 2021 op til fornyet overvejelse.

Det fremgår af bemærkningerne til § 3, stk. 1, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, at det forventes, at lov nr. 1191 af 8. juni 2021 sættes i kraft, når Danmark eventuelt har indgået en overenskomst eller et hertil svarende arrangement med et tredjeland, jf. Folketingstidende 2020-21, tillæg A, L 226 som fremsat, side 37 (til § 2).

Danmark har ikke på nuværende tidspunkt indgået en overenskomst eller et hertil svarende arrangement med et tredjeland.

Lov nr. 1191 af 8. juni 2021 er derfor endnu ikke sat i kraft.

Det er derfor ikke muligt at foretage en revision af virkningen af de enkelte bestemmelser i loven. Derfor foretages i stedet i det følgende en revision af det fortsatte behov for loven som et overordnet lovgivningsmæssigt grundlag for, at Danmark vil kunne overføre asylansøgere, der søger om asyl i Danmark, til et tredjeland med henblik på asylsagsbehandling og eventuel efterfølgende beskyttelse i et tredjeland under overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser.

Regeringen ønsker at engagere sig i alle løsninger, der er mulige, og som overholder internationale konventioner og Danmarks EU-retlige forpligtigelser, herunder om der f.eks. kan indgås samarbejder med andre lande inspireret af EU-Tyrkiet-erklæringen af 18. marts 2016, oprettes et modtagecenter uden for Europa eller andet, der tilsvarende bidrager til at løse udfordringerne.

Det er regeringens mål, at et modtagecenter uden for Europa etableres af EU eller i samarbejde med en række andre lande, og at det etableres et sikkert sted, der lever op til Danmarks internationale forpligtelser.

Det er således Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at der fortsat er behov for et overordnet lovgivningsmæssigt grundlag for, at Danmark har mulighed for efter indgåelse af en overenskomst eller et hertil svarende arrangement med et tredjeland at overføre udlændinge, der søger om asyl i Danmark, til det pågældende tredjeland med henblik på realitetsbehandling af asylansøgningerne og eventuel efterfølgende beskyttelse under overholdelse af Danmarks internationale forpligtelser. Der lægges derfor op til, at loven bevares med henblik på fortsat at udgøre det over-ordnede lovgivningsmæssige grundlag.

Det foreslås, at § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, om at fremsætte forslag om revision, ophæves. Forslaget om ophævelse af denne bestemmelse skyldes, at der med dette lovforslag foretages en revision, og at forpligtelsen i § 3, stk. 2, hermed opfyldes. Ophævelsen betyder, at der fremadrettet ikke længere er et krav om at foretage en revision af loven, samt at loven i øvrigt videreføres i uændret form og vil kunne sættes i kraft på et af udlændinge- og integrationsministeren fastsat tidspunkt.

Kilde

Det fremgår af § 16, stk. 8, i lov nr. 452 af 20. april 2022 om ændring af udlændingeloven, straffeloven, lov om aktiv socialpolitik, repatrieringsloven og forskellige andre love (Initiativer til beskyttelse af børn imod vold og negativ social kontrol, indførelse af regler om fleksibel udbetaling af hjælp til repatriering og hjemrejsestøtte m.v.), at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter forslag om revision af lovens § 1, nr. 21, 23, 24 og 38, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.

Bestemmelserne er endnu ikke sat i kraft.

Som følge af senere lovændringer, der har ændret i rækkefølgen af bestemmelser i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, er der indsat en revisionsbestemmelse i § 16, stk. 8, i lov nr. 452 af 20. april 2022, der er enslydende med § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021.

Der kræves derfor en ophævelse heraf, tilsvarende lovforslagets § 5.

Det foreslås på den baggrund at ophæve revisionsbestemmelsen i § 16, stk. 8, i lov nr. 452 af 20. april 2022 med den effekt, at der ikke længere vil være krav om revision af lovens § 1, nr. 21, 23, 24 og 38.

Forslaget er således en konsekvens af, at de nævnte ændringer af udlændingeloven, der er vedtaget med lov nr. 452 af 20. april 2022, er underlagt en revisionsbestemmelse, der er enslydende med revisionsbestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 5.

Kilde

Det fremgår af § 13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022 om ændring af lov om fuldbyrdelse af straf m.v., straffeloven, retsplejeloven og forskellige andre love (Opfølgning på flerårsaftalen om kriminalforsorgens økonomi 2022-2025, herunder leje af fængselspladser i udlandet, revision af disciplinærstraffesystemet, udstationering til eget hjem med fodlænke eller udslusningsfængsel m.v.), at udlændinge- og integrationsministeren fastsætter forslag om revision af lovens § 10, nr. 8 og 12, hvis bestemmelserne ikke inden udgangen af 2022 er trådt i kraft.

Bestemmelserne er endnu ikke sat i kraft.

Som følge af senere lovændringer, der har ændret i rækkefølgen af bestemmelser i lov nr. 1191 af 8. juni 2021, er der indsat en revisionsbestemmelse i § 13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022, der er enslydende med § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021.

Der kræves derfor en ophævelse heraf, tilsvarende lovforslagets § 5.

Det foreslås på den baggrund at ophæve revisionsbestemmelsen i § 13, stk. 4, i lov nr. 893 af 21. juni 2022 med den effekt, at der ikke længere vil være krav om revision af lovens § 10, nr. 8 og 12.

Forslaget er således en konsekvens af, at de nævnte ændringer af udlændingeloven, der er vedtaget med lov nr. 893 af 21. juni 2022, er underlagt en revisionsbestemmelse, der er enslydende med revisionsbestemmelsen i § 3, stk. 2, i lov nr. 1191 af 8. juni 2021. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 5.

Kilde

Lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale blev vedtaget med det formål at modvirke de alvorligste konsekvenser af en udtræden uden en aftale for statsborgere i Det Forenede Kongerige og deres familiemedlemmer, der havde opholdsret i Danmark ved udtrædelsen.

En udtræden uden en aftale mellem EU og Det Forenede Kongerige ville indebære, at de pågældende personer ville miste deres opholdsgrundlag i Danmark, når EU-reglerne om fri bevægelighed ophørte med at finde anvendelse på dem.

Med loven blev der indført en ordning, hvorefter visse rettigheder, herunder opholdsret, som statsborgere i Det Forenede Kongerige hidtil havde nydt efter EU-retten, ville kunne videreføres midlertidigt. Loven indeholder i § 32, stk. 1, en bemyndigelsesbestemmelse, hvorefter udlændinge- og integrationsministeren fastsætter tidspunktet for lovens ikrafttræden. Bemyndigelsesbestemmelsen er ikke udnyttet, og loven er således ikke trådt i kraft.

Forhandlinger mellem Det Forende Kongerige og EU om Det Forenede Kongeriges udtræden af EU resulterede i indgåelsen af udtrædelsesaftalen.

Udtrædelsesaftalen sikrer bl.a., at britiske statsborgere og disses familiemedlemmer, der i medfør af EU-reglerne om fri bevægelighed havde taget lovligt ophold eller arbejde i en medlemsstat inden den 31. december 2020, bevarer denne ret i den medlemsstat, hvori de har taget ophold eller arbejde. Britiske statsborgere, som ikke inden den 31. december 2020 har taget ophold eller arbejde i en medlemsstat i medfør af EU-reglerne, er derimod som det klare udgangspunkt ikke omfattet af udtrædelsesaftalen. Udtrædelsesaftalen sikrer således fortsatte rettigheder til de omfattede britiske statsborgeres ret til fri bevægelighed.

På den baggrund ses der ikke at være et behov for at kunne sætte lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden aftale i kraft, og det foreslås, at loven ophæves.

Forslaget om at ophæve lov nr. 264 af 25. marts 2019 om videreførelse af visse rettigheder i forbindelse med Det Forenede Kongeriges udtræden af Den Europæiske Union uden en aftale vil betyde, at loven ikke vil kunne sættes i kraft.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 15. maj 2023.

Det foreslås i § 9, stk. 2, at lovforslagets § 4, nr. 2, vil skulle gælde for forhold, der er konstateret efter Danmarks ratifikation den 24. juli 2002 af Europarådets konvention af 6. november 1997 om statsborgerret.

Statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, har haft virkning for Danmark siden ratifikationen den 24. juli 2002, hvorfor konstateringer efter denne dato af forhold, der lå til grund for erhvervelse af dansk statsborgerskab, ikke efter statsborgerretskonventionen kan medføre, at en myndig person ikke på noget tidspunkt har erhvervet dansk statsborgerskab, eller at et barn herved bliver statsløst.

Forhold, der er konstateret inden den 24. juli 2002, og som lå til grund for en persons erhvervelse af dansk statsborgerskab, vil dog i alle tilfælde føre til, at personen anses for ikke på noget tidspunkt har erhvervet dansk statsborgerskab.

Forslagets § 9, stk. 2, vil således indebære, at en person ikke skal anses som værende dansk statsborger, uanset om personen måtte være myndig eller derved bliver statsløs, hvis de forhold, der har ført til, at en person skulle anses for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab, er konstateret inden Danmarks ratifikation af statsborgerretskonventionen.

Forslagets § 9, stk. 2, vil endvidere indebære, at Udlændinge- og Integrationsministeriet vil genoptage de sager, hvor der forud for forslagets ikrafttræden i strid med statsborgerretskonventionens artikel 7, stk. 1, litra f, er truffet afgørelser om, at personer ikke på noget tidspunkt har erhvervet dansk statsborgerskab og dermed er blevet statsløse eller var myndige, da det blev konstateret, at grundlaget for deres erhvervelse af dansk statsborgerskab ikke forelå, således at de omfattede personer kan anses som havende dansk statsborgerskab. I sagerne vil det desuden blive vurderet, om der skal ske genrejsning i forhold til øvrige forhold, der er afledt af, at personer er blevet anset for ikke på noget tidspunkt at have erhvervet dansk statsborgerskab. Det er Udlændinge- og Integrationsministeriets vurdering, at et ganske begrænset antal sager vil være omfattet heraf.

Det bemærkes, at forslaget tildeler rettigheder og således er begunstigende til den persongruppe, der vil anses for at have dansk statsborgerskab, hvorfor forslaget ikke medfører problemstillinger i forhold til lovgivning med tilbagevirkende kraft.

Kilde

Forslagets § 10 vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det fremgår af udlændingelovens § 66, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske eller grønlandske forhold tilsiger.

Det foreslås, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at lovens § 1 og §§ 4-5 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Det foreslås også, at bestemmelserne kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Efter hjemrejselovens §§ 31, stk. 1, gælder loven ikke for Færøerne og Grønland. Det følger dog af bestemmelsens stk. 2, at lovens §§ 1-23 og 25 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og de grønlandske forhold tilsiger. Efter bestemmelsens stk. 3 kan lovens § 28 ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Hjemrejseloven er ikke endnu blevet sat i kraft for hverken Færøerne eller Grønland.

Færøerne har pr. 1. marts 2010 overtaget lovgivningskompetencen på det strafferetlige område. For Grønland gælder endvidere en særlig kriminallov. Lovens § 3 om ændring af straffeloven skal derfor ikke gælde for Færøerne og Grønland.

Det foreslås på den baggrund i § 10, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at § 1 og §§ 4-5 ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger.