Lov om ændring af lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser (biobrændstofloven), lov om fremme af vedvarende energi, lov om gasforsyning og lov om elforsyning (Gennemførelse af EU-regler om fremme af vedvarende energi og grønne brændstoffer m.v.) § 2

Til nr. 1

Innovativ teknologi for vedvarende energi er ikke i dag defineret i VE-loven.

Det følger af den foreslåede § 5, stk. 1, nr. 7 , at der med »innovativ teknologi for vedvarende energi« forstås teknologi til produktion af vedvarende energi, som på mindst én måde forbedrer en sammenlignelig avanceret teknologi for vedvarende energi eller gør det muligt at udnytte teknologi for vedvarende energi, der ikke kommercialiseres fuldt ud, eller som indebærer en klar risiko.

Den foreslåede ændring vil gennemføre VE III-direktivets artikel 2, stk. 2, nr. 14 b, om definition af innovativ teknologi for vedvarende energi.

Til nr. 2

Den eksisterende overskrift til § 56 b lyder ”Kapitel 6 b - Generelle bestemmelser om VE-støtteordninger”. Overskriften afspejler dermed, at generelle bestemmelser vedrørende VE-støtteordninger er fastsat i § 56 b i kapitel 6 b i VE-loven.

Med forslaget udvides overskriften med »og VE-mærkningsordninger«, således at overskriften til § 56 b i kapitel 6 b fremadrettet affattes således: »Generelle bestemmelser om VE-støtteordninger og VE-mærkningsordninger«.

Det foreslås således afspejlet i overskriften til § 56 b, at der af § 56 b fremgår regler om frivillige VE-mærkningsordninger. Den foreslåede nyaffattelse er en konsekvens som følge af gennemførelse af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, i nyt stk. 7 til § 56 b.

Nyaffattelsen af overskriften har ingen materielle konsekvenser.

Til nr. 3

Den eksisterende affattelse af § 56 b, stk. 1, lyder således »Denne bestemmelse omhandler generelle bestemmelser om finansielle støtteordninger til fremme af vedvarende energi«. Bestemmelsen indeholder således generelle bestemmelser om finansielle støtteordninger til fremme af vedvarende energi, og er en gennemførelse af VE II-direktivets artikel 3, stk. 3, 2. pkt., artikel 6, stk. 3-4 samt artikel 19, stk. 2, tredje og fjerde afsnit i kapitel 6 b i dansk ret.

Det foreslås, at der efter »vedvarende energi« indsættes »,samt bestemmelser om frivillige VE-mærkningsordninger.«.

Med den foreslåede nyaffattelse udvides bestemmelsens anvendelsesområde til også at omfatte frivillige VE-mærkningsordninger. Baggrunden for udvidelsen af anvendelsesområdet for § 56 b er, at VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, om frivillige VE-mærkningsordninger gennemføres i § 56 i et nyt stk. 7-9 til bestemmelsen.

Nyaffattelsen vil medføre, at det fremadrettet muliggøres, at der af bestemmelsen også kan fremgå regler om frivillige VE-mærkningsordninger, og nyaffattelsen er således en forudsætning for, at der i samme bestemmelses stk. 7-9 kan fastsættes nærmere regler om frivillige mærkningsordninger for industriprodukter, der hævdes at være produceret med vedvarende energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse.

Til nr. 4

Det følger af VE II-direktivets art. 6, stk. 1, at »Uden at dette berører tilpasninger, der er nødvendige for at overholde artikel 107 og 108 i TEUF, sikrer medlemsstaterne, at omfanget af og betingelserne for støtten til projekter for vedvarende energi ikke revideres på en måde, som har negative konsekvenser for de rettigheder, som er tildelt i forbindelse med støtten, og som undergraver den økonomiske levedygtighed af projekter, der allerede nyder godt af støtte.«

Formålet med bestemmelsen i direktivet er at sikre, at omfanget af og betingelserne for VE-støtteordninger ikke må revideres på en måde, som har negative konsekvenser for de rettigheder, som er tildelt i forbindelse med støtten.

Det følger af den foreslåede § 56 b, stk. 6, 1. pkt., at omfang af og betingelser for finansiel støtte til projekter for vedvarende energi ikke må revideres på en måde, som har negative konsekvenser for de rettigheder, som er tildelt i forbindelse med støtten, og som undergraver den økonomiske levedygtighed af projekter, der allerede nyder godt af støtte. Med henblik på at sikre en korrekt gennemførelse, har Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet tilstræbt en ordlyd, der ligger tæt op ad ordlyden i artikel 6, stk. 1.

Det følger af den foreslåede § 56 b, stk. 6, 2.pkt., at bestemmelsen ikke forhindrer de tilpasninger af støtteordninger, som er nødvendige for overholdelse af EU’s statsstøtteregler. Den foreslåede § 56 b, stk. 6, 2. pkt. har til hensigt, at håndtere artikel 6, stk. 1’s element om, at beskyttelsen ikke berører de tilpasninger, der er nødvendige for at overholde artikel 107 og 108 i TEUF.

Gennemførelsen af artikel 6, stk. 1 i VE-lovens § 56 b, stk. 6, vil ikke ændre på retstillingen, da danske myndigheder siden VE II-direktivets implementeringsfrist den 30. juni 2021, har været forpligtet til at efterleve bestemmelsen. Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet vurderer dog, at gennemførelsen af artikel 6, stk. 1 i VE-lovens § 56 b, stk. 6, vil bidrage til transparens for private virksomheder og borgere.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1-2.7.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det følger af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, at »Medlemsstaterne fremmer frivillige mærkningsordninger for industriprodukter, der hævdes at være produceret med vedvarende energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse. Ved sådanne frivillige mærkningsordninger angives den procentdel af vedvarende energi, der er anvendt, eller vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og som er anvendt ved anskaffelse og forbehandling, fremstilling og distribution, beregnet på grundlag af de metoder, der er fastlagt enten i Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 eller i ISO 14067:2018«. Bestemmelsen skal være gennemført i dansk ret senest den 21. maj 2025.

Der er ikke i dansk lovgivning fastsat regler om hverken frivillige eller obligatoriske mærkningsordninger for industriprodukter, der hævdes at være produceret med vedvarende energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, ligesom der ikke er fastsat regler om krav til efterlevelse af beregningsmetoder, der skal danne grundlag for anvendelse af mærkninger. Der er således i det store hele valgfrihed for virksomhederne m.fl. ved fastsættelse af mærkningsordninger, når blot de generelle krav i f.eks. markedsføringsloven er iagttaget.

Det foreslås med § 56 b, stk. 7 , at klima-, energi- og forsyningsministeren informerer om rammerne for frivillige mærkningsordninger for industriprodukter, der angives at være produceret med vedvarende energi og vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse.

Forslaget vil indebære, at der vil blive informeret om rammerne for de frivillige mærkningsordninger ved, at relevant information, herunder krav til beregningsmetode m.v., f.eks. lægges på Klima-, Energi- og Forsyningsministeriets hjemmeside eller der tages kontakt til branche- og/eller forbrugerorganisationer med information herom.

At en ordning er »frivillig« indebærer i denne sammenhæng, at f.eks. forbrugerorganisationer, industrisammenslutninger eller andre kan oprette mærkningsordninger, som virksomheder kan deltage i, men at deltagelse alene kan ske frivilligt. Forskellige organisationer eller sammenslutninger har også mulighed for at oprette hver deres frivillige mærkningsordning, jf. dog nedenfor om beregningsmetode.

Forslaget til § 56 b, stk. 7, vil medvirke til at gennemføre VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, i dansk ret.

Det foreslås med § 56 b, stk. 8, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at ved sådanne frivillige mærkningsordninger, der henvises til i stk. 7, skal den angivne procentdel af vedvarende energi, der er anvendt, eller vedvarende brændstoffer, der ikke er af biologisk oprindelse, og som er anvendt ved anskaffelse og forbehandling, fremstilling og distribution, beregnes på grundlag af nærmere angivne metoder.

Forslaget vil indebære, at klima-, energi- og forsyningsministeren i bekendtgørelse fastsætter regler om, at der skal anvendes den samme beregningsmetode ved alle mærkningsordninger.

Af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, fremgår det, at der skal anvendes enten Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 eller i ISO 14067:2018.

Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 af 15. december 2021 om anvendelsen af miljøaftryksmetoderne til at måle og formidle produkters og organisationers miljøpræstationer over hele deres livscyklus, anvendes inden for en række sektorer, når der skal træffes beslutninger om miljøspørgsmål, og hvor det er afgørende, at der kan indhentes pålidelige og korrekte målinger.

ISO 14067:2018 er en international standard, hvoraf der fremgår principper, krav og retningslinjer for kvantificering og rapportering af et produkts CO2 aftryk på en måde, som er i overensstemmelse med internationale standarder for livscyklusvurdering (LCA), dvs. ISO 14040 og ISO 14044. Der er også angivet krav og retningslinjer for kvantificering af et delvist CO2 aftryk.

Både Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 og i ISO 14067:2018 standarden er således egnede til at anvende som beregningsmetode for at sikre gennemsigtighed og sammenlignelighed på tværs af frivillige mærkningsordninger. Det vil derfor i bekendtgørelse vil blive fastsat, at der enten skal anvendes beregningsmetoden i Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 af 15. december 2021 eller ISO 14067:2018 standarden.

Ved løbende opdateringer af Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 eller i ISO 14067:2018, får disse opdateringer retskraft, uden at den bekendtgørelse som udstedes efter § 56 b, stk. 8 opdateres.

Indholdet i både Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 og i ISO 14067:2018 kan blive forældet, f.eks. såfremt der foretages nye videnskabelige eller teknologiske fremskridt, eller hvis politiske eller samfundsmæssige forhold ændrer sig. I disse tilfælde kan der derfor blive behov for, at ændre beregningsmetoderne. Forslaget til § 56 b, stk. 8, vil give mulighed for, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil kunne ændre i bekendtgørelsen i overensstemmelse hermed.

Forslaget til § 56 b, stk. 8, vil medvirke til at gennemføre VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, i dansk ret.

Det foreslås med § 56 b, stk. 9, at klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætter regler om, at de nærmere angivne metoder, der henvises til i stk. 8, ikke indføres i Lovtidende. Ministeren fastsætter i den forbindelse regler om, hvordan oplysning om indholdet kan fås.

Det følger af grundlovens § 22, 2. pkt., at love skal kundgøres, og det antages, at kundgørelseskravet ligeledes gælder for bekendtgørelser. Det følger endvidere af lovtidendeloven, at bl.a. love og bekendtgørelser skal indføres i Lovtidende, samt at Lovtidende er den bindende kundgørelsesform for de retsforskrifter, der er omfattet af lovtidendelovens kundgørelsesordning. Kravet om optagelse i Lovtidende kan fraviges ved lov, når der fastsættes en alternativ kundgørelsesmetode.

Det fremgår af VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, at enten Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 eller i ISO 14067:2018 skal anvendes som beregningsmetode, såfremt man ønsker at fastsætte en sådan mærkningsordning.

Kommissionens henstilling (EU) 2021/2279 er offentlig tilgængelig på https://eur-lex.europa.eu/. ISO 14067:2018 nyder imidlertid ophavsretlig beskyttelse og er en detaljeret og teknisk standard, som henvender sig til en relativ snæver kreds af professionelle erhvervsdrivende. Den kan rekvireres hos Dansk Standard og andre standardiseringsorganer, der har ophavsretten. Dette medfører imidlertid, at sædvanlig kundgørelse i Lovtidende ikke er hensigtsmæssig.

De ophavsretlige regler er imidlertid ikke til hinder for, at der på anden måde end ved offentliggørelse i Lovtidende gives offentligheden adgang til oplysning om indholdet af forskrifterne, når blot der ikke sker kopiering m.v.

Med forslaget til § 56 b, stk. 9, vil der blive fastsat regler om, at der ikke vil ske kundgørelse af ISO 14067:2018 standarden. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4.3 ovenfor. Det forventes, at der i stedet vil blive fastsat regler om, at indholdet af forskriften kan fås ved gennemsyn i Energistyrelsen.

Forslaget til § 56 b, stk. 9, vil medvirke til at gennemføre VE III-direktivets art. 22 a, stk. 2, i dansk ret.