Lov om ændring af lov om boligforhold (Udlejning af midlertidige ustøttede private ungdomsboliger i stueetagen)

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af planlovens § 2, stk. 2, at ministeren for landdistrikter efter nyvalg til Folketinget afgiver en redegørelse om landsplanarbejdet til brug for kommuneplanlægningen – den såkaldte landsplanredegørelse – og at ministeren i øvrigt i fornødent omfang kan afgive en redegørelse for de landsplanmæssige interesser i særlige emner til brug for kommuneplanlægningen. Efter § 2, stk. 3, skal redegørelsen for landsplanarbejdet, jf. stk. 2, omfatte de særlige forhold af betydning for planlægningen i hovedstadsområdet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.3.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at § 2, stk. 2 og 3, ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ministeren for landdistrikter ikke længere vil være forpligtet til efter nyvalg til Folketinget at afgive en redegørelse for landsplanarbejdet til brug for kommuneplanlægningen (landsplanredegørelse), omfattende bl.a. de særlige forhold af betydning for planlægningen i hovedstadsområdet. Ministeren vil uændret – dvs. uanset ophævelsen af § 2, stk. 2, 2. pkt. – have mulighed for i fornødent omfang at afgive en redegørelse for de landsplanmæssige interesser i særlige emner til brug for kommuneplanlægningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af planlovens § 4 a, stk. 1, at ministeren for landdistrikter efter ansøgning fra kommunalbestyrelser kan meddele mellem 0 og 15 tilladelser til planlægning og meddelelse af landzonetilladelse til innovative og miljømæssigt bæredygtige turismeprojekter uanset planlovens kystbestemmelser og landzoneregler.

En tilladelse forudsætter bl.a., jf. § 4 a, stk. 1, nr. 2, at etableringen af de konkrete projekter sker i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter.

De gældende regler i planloven om forsøgsprojekter i kystnærhedszonen giver ikke mulighed for at meddele en forsøgstilladelse til, at eksisterende, overflødiggjorte bygninger inden for strandbeskyttelseslinjen kan omdannes til turismeformål, hvis bygningerne ikke opfylder kriteriet i planlovens § 4, a, stk. 1, nr. 2, om, at etableringen af de konkrete projekter sker i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter.

De almindelige dispensationsregler i naturbeskyttelsesloven giver ikke mulighed for at meddele dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til formålet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.2.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 4 a, stk. 1, nr. 2, indsættes: “eller ved omdannelse af eksisterende, overflødiggjorte bygninger inden for strandbeskyttelseslinjen”.

Det følger herefter af bestemmelsen, at ministeren for landdistrikter efter ansøgning fra kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse, hvis etableringen af de konkrete projekter sker i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter eller ved omdannelse af eksisterende, overflødiggjorte bygninger inden for strandbeskyttelseslinjen, og er i overensstemmelse med de sammenhængende turistpolitiske overvejelser i kommunalbestyrelsens planlægning for turisme samt kommunalbestyrelsens planstrategi.

Forslaget vil indebære, at eksisterende, overflødiggjorte bygninger, der på grund af deres lokalisering inden for strandbeskyttelseslinjen gør dem velegnede til omdannelse til turismeformål under særlig hensyntagen til den omkringliggende natur og landskabet vil kunne opnå en forsøgstilladelse, selv om bygningerne ikke ligger i tilknytning til øvrige turismemæssige aktiviteter. Forslaget vil endvidere indebære, at en omdannelse af sådanne overflødiggjorte bygninger ikke alene vil give mulighed for, at bygningerne efter en konkret vurdering bevares og f.eks. efter en ombygning tages i brug til turismeformål men også, at en omdannelse efter en konkret vurdering vil kunne indebære, at hele eller dele af bygninger nedrives og erstattes med nybyggeri i nogenlunde samme omfang som det hidtidige byggeri.

I nogle tilfælde vil ønskerne ikke kunne realiseres af hensyn til internationale forpligtelser til beskyttelse af arter af dyr og planter m.v.

De øvrige kriterier, jf. § 4 a, stk. 1, fastholdes uændret. Forslaget ændrer således ikke ved, at de øvrige kriterier for meddelelse af forsøgstilladelse, jf. § 4 a, stk. 1, skal være opfyldt. Projekterne må ikke være i strid med anden lovgivning eller med de nationale interesser vedrørende f.eks. produktionsvirksomheder og risikovirksomheder eller natur- og miljøbeskyttelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Af planlovens § 5 b, stk. 1, fremgår, hvad der gælder for planlægningen i kystnærhedszonen.

Med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås, at der i § 5 b indsættes et stk. 10, hvorefter ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren kan godkende, at kommunalbestyrelsen vedtager en ø-udviklingsplan, der fraviger § 5 b, stk. 1.

Som en konsekvens heraf foreslås, at der i § 5 b, stk. 1, efter ordet ”gælder”, indsættes ”jf. dog stk. 10”.

Med forslaget om en henvisning i § 5 b, stk. 1, til det foreslåede § 5 b, stk. 10, om en ø-udviklingsplan vil det herefter fremgå af § 5 b, stk. 1, at bestemmelsen kan fraviges i forbindelse med kommunalbestyrelsens udarbejdelse af en ø-udviklingsplan.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af planlovens § 5 b, stk. 4, at i forbindelse med ansøgning om udlæg af nye sommerhusgrunde i kystnærhedszonen skal den enkelte kommunalbestyrelse anvise hvilke ubebyggede sommerhusgrunde i kystnærhedszonen, der kan tilbageføres til landzone, så der byttes eksisterende ubebyggede sommerhusområder med nye i forholdet 1:1 i de kommuner, hvor det er muligt.

Tilbageførsel af udlagte, men uudnyttede sommerhusgrunde kan være hele sommerhusområder, som er ubebyggede, eller større, sammenhængende dele af sommerhusområder, der ikke er bebyggede. Enkelt beliggende, uudnyttede sommergrunde kan ikke omplaceres.

Kravene til de sommerhusgrunde, der kan søges tilbageført til landzone, er, at de ved lokalplan, bygningsvedtægt eller byplanvedtægt er udlagt til sommerhusgrunde, er ubebyggede og er beliggende i kystnærhedszonen.

Det er ikke muligt efter de gældende regler i planlovens § 5 b, stk. 4, at afvise en kommunalbestyrelses ansøgning om tilbageførsel til landzone af sommerhusgrunde, der i praksis ikke ville kunne bebygges med sommerhuse, f.eks. fordi grundene ved havets erosion af kysten er skyllet i havet. Sommerhusgrundene kan også i praksis være ubebyggelige, fordi de f.eks. er omfattet af naturbeskyttelseslovens strandbeskyttelseslinje, der forbyder tilstandsændringer og herunder byggeri, eller er omfattet af andre bindinger, der gør grundene ubebyggelige.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.5.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 5 b, stk. 4, nr. 2, i lov om planlægning tilføjes et 2. pkt., hvorefter en ubebygget sommerhusgrund, der ikke kan bebygges efter f.eks. naturbeskyttelseslovgivningen, ikke må søges tilbageført til landzone.

Det følger herefter af bestemmelsen, at den enkelte kommunalbestyrelse skal anvise, hvilke ubebyggede sommerhusgrunde i kystnærhedszonen der kan tilbageføres, så der byttes eksisterende ubebyggede sommerhusområder med nye i forholdet 1:1 i de kommuner, hvor det er muligt. En ubebygget sommerhusgrund, der ikke kan bebygges efter f.eks. naturbeskyttelseslovgivningen, må ikke søges tilbageført til landzone.

Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen ikke - i forbindelse med ansøgning om udlæg og omplacering af nye sommerhusområder

• ansøger om tilbageførsel og omplacering af tidligere lokalplanlagte sommerhusområder eller dele heraf, for så vidt angår sommerhusgrunde, der ikke længere eksisterer, eller som i henhold til anden lovgivning er ubebyggelige.

Det betyder, at sommerhusgrunde, der ikke kan bebygges på grund af f.eks. naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttede naturtyper, § 8 om klitfredning, § 15 om strandbeskyttelseslinjen, § 16 om sø- og åbeskyttelse, § 17 om skovbyggelinjen, § 18 om fortidsmindebeskyttelseslinjen, fredning eller international naturbeskyttelse, ikke vil kunne tilbageføres som led i en omplacering af sommerhusområder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 3, og pkt. 3.3.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af planlovens § 5 a, stk. 1, at kystnærhedszonen uden for udviklingsområder, jf. § 5 b, stk. 2, skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, som ikke er afhængige af kystnærhed. For planlægningen i kystnærhedszonen gælder, jf. § 5 b, stk. 1, at der kun må inddrages nye arealer i byzone og planlægges for anlæg i landzone, såfremt der er en særlig planlægningsmæssig eller funktionel begrundelse for kystnær lokalisering.

Af planlovens § 29, stk. 2, fremgår, at ministeren for landdistrikter skal fremsætte indsigelse mod forslag til lokalplaner for arealer i kystnærhedszonen uden for udviklingsområderne, hvis planforslaget er i strid med bestemmelserne i § 5 a, stk. 1, § 5 b, § 11 f eller § 16, stk. 4. Pligten gælder dog ikke, hvis forholdet er af underordnet betydning, jf. § 29, stk. 1.

Af § 35, stk. 1, fremgår, at i landzoner må der ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 5 b indsættes et stk. 10, hvorefter ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren kan godkende, at kommunalbestyrelsen vedtager en ø-udviklingsplan, der fraviger stk. 1. Kommunalbestyrelsen kan alene udarbejde et forslag til en ø-udviklingsplan på initiativ af øens beboere. En ø-udviklingsplan tilvejebringes som en lokalplan efter reglerne i kapitel 5 og 6.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at de små øer vil få øgede muligheder for - inden for ø-udviklingsplanens rammer - at opnå en lempeligere adgang til dels fravigelse af planlovens regler om planlægning i kystnærhedszonen, dels meddelelse af landzonetilladelser både i og uden for kystnærhedszonen.

Forslaget omfatter ikke arealer, der er omfattet af klitfredning, jf. naturbeskyttelseslovens §§ 8 og 9.

Forslaget omfatter de 27 småøer, der er omfattet af planlovens § 40 a, stk. 3, om lempede regler for at dispensere til udlejning til helårsbeboelse. Forslaget omfatter således: Agersø, Anholt, Askø inkl. Lilleø, Avernakø, Barsø, Birkholm, Bjørnø, Baagø, Drejø, Egholm, Endelave, Fejø, Femø, Fur, Hjarnø, Hjortø, Lyø, Mandø, Nekselø, Omø, Orø, Sejerø, Skarø, Strynø, Tunø, Venø og Aarø.

Forslaget medfører endvidere, at kommunalbestyrelsen alene kan udarbejde et forslag til en ø-udviklingsplan på initiativ af øens beboere og med udgangspunkt i beboernes lokale ønsker og behov og de konkrete forhold på øen. Øens beboere, der kan tage initiativ til en ø-udviklingsplan, omfatter også sommerhus- og flexboligejere. Det er kommunalbestyrelsen, der beslutter, om der skal udarbejdes en ø-udviklingsplan, og i givet fald udarbejder den i samarbejde med øens beboere.

Endelig følger det af forslaget, at en ø-udviklingsplan vil skulle tilvejebringes som en lokalplan efter reglerne i planlovens kapitel 5 og 6. Dermed vil også reglerne i lovens § 29 om varetagelse af nationale interesser finde anvendelse. Dette vil dog udtrykkeligt ikke gælde de nationale interesser i relation til planlovens § 5 b, stk. 1, om planlægning i kystnærhedszonen.

Planen vil skulle omfatte hele øen og vil skulle fastlægge sammenhængen mellem lokal udvikling og andre interesser. Planen vil derfor samlet skulle afveje og varetage hensynet til såvel de lokale ønsker om udvikling som hensynet til nabointeresser, øens særlige natur- og landskabsværdier, landbrugsinteresser, behovet for kystbeskyttelse mv.

En ø-udviklingsplan for hele øen forudsætter ikke, at der skal ske lokalplanlægning for alle øens arealer. En ø-udviklingsplan for hele øen vil alene skulle angive placering af de påtænkte boliger, erhverv, faciliteter m.v. såvel inden for kystnærhedszonen, og herunder faciliteter inden for strandbeskyttelseszonen, som uden for disse zoner, som den pågældende ø-udviklingsplan konkret omhandler. Dermed vil ø-udviklingsplanen kun for disse arealer skulle have et tilstrækkeligt detaljeringsniveau til, at ministeren for landdistrikter kan påse, at planen er i overensstemmelse med hensigten med forslaget om ø-udviklingsplaner.

Forslaget vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne anmode ministeren for landdistrikter om godkendelse til, at kommunalbestyrelsen endeligt vedtager lokalplanforslaget om en ø-udviklingsplan. Hvis ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren – og eventuelt på baggrund af dialog med kommunalbestyrelsen – finder, at planforslaget er i overensstemmelse med hensigten med forslaget om ø-udviklingsplaner, vil ministeren for landdistrikter meddele den pågældende kommunalbestyrelse godkendelse til at vedtage forslaget endeligt.

Med forslaget om en ø-udviklingsplan for de små øer bliver der – i den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen – mulighed for at omdanne overflødiggjorte bygninger inden for kystnærhedszonen til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, liberale erhverv, forenings- og fritidsformål samt lager- og kontorformål m.v. i videre omfang end efter nugældende, administrativ praksis, etablere nye boliger i umiddelbar tilknytning til én eller flere eksisterende landsbybebyggelse(r), udvide eksisterende landsbyer i byzone med nye arealer til boliger og erhverv og udvide eksisterende erhvervsvirksomheder. Det bliver endvidere muligt på en lille ø – i den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen – at etablere enkelte pladser til mobilehomes ved en havn eller på en eksisterende campingplads. Endelig bliver der mulighed for - i den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen - at opstille husstandsvindmøller og små solcelleanlæg til brug for øens egen energiforsyning.

Muligheden for at etablere nye boliger i umiddelbar tilknytning til én eller flere eksisterende landsbybebyggelse(r) på øen indebærer, at det vil være op til kommunalbestyrelsen med inddragelse af lokalbefolkningen – i forbindelse med udarbejdelse af den konkrete ø-udviklingsplan – at tage stilling til, i hvilket omfang der kan etableres nye boliger i umiddelbar tilknytning til eksisterende landsbybebyggelse(r). Kommunalbestyrelsen vil i den forbindelse skulle foretage en samlet afvejning af hensynet til såvel de lokale ønsker om udvikling som hensynet til nabointeresser, øens særlige natur- og landskabsværdier, landbrugsinteresser, behovet for kystbeskyttelse mv.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 2 foreslåede indsættelse af en dispensationsmulighed i naturbeskyttelseslovens § 65 b. Det bemærkes, at reglerne i naturbeskyttelsesloven om strandbeskyttelseslinjen og den tilhørende administrative praksis i øvrigt videreføres uændret.

Ministeren for landdistrikters godkendelse af en kommunal ø-udviklingsplan vil ikke kunne påklages til Planklagenævnet eller Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det ændrer ikke ved, at kommunalbestyrelsens vedtagelse af en ø-udviklingsplan, der har retsvirkning som en lokalplan, kan påklages for så vidt angår retlige spørgsmål til Planklagenævnet, jf. § 58, stk. 1. Tilsvarende kan kommunalbestyrelsens eventuelle efterfølgende afgørelse om landzonetilladelse, jf. § 35, stk. 1, påklages til Planklagenævnet, jf. § 58, stk. 1. Miljøministeriets efterfølgende dispensationer fra naturbeskyttelseslovens regler om strandbeskyttelse kan tilsvarende påklages som hidtil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 og 7

Det fremgår af planlovens § 11, stk. 2, at kommuneplanen på grundlag af en samlet vurdering af udviklingen i kommunen skal fastlægge en hovedstruktur, retningslinjer for arealanvendelsen og rammer for lokalplaners indhold.

Efter planlovens § 11 e, stk. 1, skal kommuneplanen ledsages af en redegørelse for kommuneplanens forudsætninger. Af § 11 e, stk. 3-6, fremgår de særlige krav til redegørelse for så vidt angår strategisk planlægning for landsbyer, planlægning til butiksformål, herunder aflastningsområder og bestemmelser om en ændret afgrænsning af bymidten eller bydelscentre.

Planloven indeholder ikke regler om strategisk planlægning for bymidter.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det fremgår af overskriften til planlovens kapitel 2 b, at kapitlet handler om strategisk planlægning for landsbyer.

Det foreslås, at det i overskriften til kapitel 2 b tilføjes, at kapitlet også handler om strategisk planlægning for bymidter.

Det vil herefter følge af overskriften til kapitel 2 b, at kapitlet handler om strategisk planlægning for landsbyer og bymidter.

Med den foreslåede tilføjelse vil overskriften til kapitel 2 b blive sigende i forhold til de foreslåede ændringer, der fremgår af lovforslagets § 1, nr. 7.

Det foreslås med § 5 e, stk. 1, at kommuneplanlægningen under hensyn til lokale forhold skal indeholde en helhedsorienteret strategisk planlægning for bymidter i mindre og mellemstore byer, jf. § 5 f.

Med ”helhedsorienteret strategisk planlægning for bymidter” menes en overordnet, sammenhængende og helhedsorienteret stillingtagen til mulighederne for udvikling af bymidterne, der vil kunne danne grundlag for, og herved medvirke til at fokusere, den kommunale planlægning for de centrale byområder.

”Mindre og mellemstore byer” vil i denne sammenhæng betyde de ca. 120 byer med mellem 4.000 og 20.000 indbyggere samt bymidten i den største by i hver af de fire ø-kommuner (Læsø, Samsø, Ærø og Fanø), også selvom den største by har færre end 4.000 indbyggere. Denne afgrænsning af anvendelsesområdet for den foreslåede ordning vil aktuelt omfatte 124 byer. Med de foreslåede regler vil kommunerne blive forpligtet til i en strategisk planlægning at forholde sig til udviklingen af bymidterne i de til enhver tid omfattede byer.

Med ”bymidten” menes det centrale område i byen, hvor der er en tæthed og variation af en række bymidtefunktioner, som f.eks. butikker, kulturtilbud, privat og offentlig service. Bymidten har typisk udgangspunkt i den historiske del af den oprindelige by. Den er oftest karakteriseret ved, at der foruden butikker er eksempelvis caféer, restauranter, biografer, spillesteder, hoteller, stationer og busterminaler, lægekonsultationer, banker, forretningsservice, rådhus, bibliotek, skole, sundhedsvæsen og offentlig administration mv. inden for ret korte, indbyrdes afstande. I de større byer er butikkerne ofte placeret omkring en hovedgade og et eller flere butiksstrøg. Sidegaderne udgør ofte sekundære butiksstrøg. Bymidtens geografiske udstrækning vil ofte svare til kommuneplanens afgrænsning af bymidten jf. planlovens § 5 m.

Den strategiske planlægning vil ikke (nødvendigvis) skulle begrænses til samme område som den detailhandelsmæssige afgrænsning af bymidten, men bør omfatte den funktionelle bymidte, hvor der er en tæthed og variation af bymidtefunktioner inden for korte indbyrdes afstande.

Det vil være op til kommunalbestyrelsen at beslutte, på hvilket nærmere grundlag den strategiske planlægning skal udføres. Det vil endvidere være op til kommunalbestyrelsen under hensyn til de lokale forhold at beslutte, i hvilket omfang den strategiske planlægning skal udføres på grundlag af konkrete vurderinger eller mere generelle analyser. Herved vil kommunerne få frihed i valg af både grundlag og metode i forhold til, hvordan kommunen mest hensigtsmæssigt kan arbejde med den strategiske planlægning for de omfattede bymidter. Kommunerne vil dermed også få mulighed for i højere grad at tilpasse metoden til de lokale forhold og de metoder, der anvendes af kommunen i forbindelse med kommuneplanlægningen i øvrigt. Kommunerne vil i arbejdet med den strategiske planlægning kunne bygge videre på den planlægning m.v., som kommunerne hidtil måtte have foretaget i relation at sikre levende bymidter.

Det foreslås med § 5 e, stk. 2, at kommunalbestyrelsen skal koordinere den strategiske planlægning for bymidter med nabokommuner, hvis udviklingen af bymidter også er afhængig af udviklingen af bymidter i disse kommuner.

Hensigten med koordineringsforpligtelsen er at sikre, at den strategiske planlægning for bymidterne vil kunne få sammenhæng på tværs af kommunegrænser, hvor dette måtte være relevant. Dermed vil det også blive muligt på baggrund af de løbende, tværgående erfaringer med kommunernes strategiske planlægning at udbrede metoder og procedurer, som generelt viser sig at være hensigtsmæssige.

Det foreslås med § 5 e, stk. 3, at ministeren for landdistrikter kan fastsætte regler om grundlaget for kommunalbestyrelsens strategiske planlægning for bymidter.

Bemyndigelsen vil kunne benyttes til at sikre kvaliteten af den strategiske planlægning for bymidter, herunder ved tilpasning af grundlaget for den strategiske planlægning på baggrund af de løbende erfaringer med planlægningen. Bemyndigelsen vil tillige kunne benyttes til at fastlægge hensigtsmæssige procedurer for inddragelse af berørte lokalsamfund og nabokommuner m.v. Det er ikke hensigten, at bemyndigelsen skal udnyttes ved lovens ikrafttræden, men at den skal kunne tages i anvendelse, hvis der senere viser sig et behov for at fastsætte regler om grundlaget for den strategiske planlægning.

I tilknytning til den foreslåede § 5 e foreslås det med § 5 f, at den strategiske planlægning for bymidter skal 1) understøtte en udvikling af levende bymidter i kommunens mindre og mellemstore byer, 2) udarbejdes i dialog med byens private og civile aktører, 3) angive overordnede målsætninger og virkemidler for udviklingen af bymidterne og 4) tage stilling til placering af offentlige funktioner og bevaring af kulturmiljøer og bygninger i bymidterne.

Den strategiske planlægning vil efter den foreslåede § 5 f, nr. 2, skulle udarbejdes i dialog med private og civile aktører i byen, der f.eks. vil kunne være erhvervsliv, idræts-, kultur- og foreningsliv, uddannelsesinstitutioner samt ejendomsejere og borgere. Kommunalbestyrelsen vil have frihed til at vælge metoden for dialogen med byens borgere, foreninger og andre aktører, så dialogmetoden passer til de konkrete forhold og specifikke grupper i byerne, idet de konkrete forhold i de enkelte byer kan være meget forskellige.

Offentlige funktioner i bymidterne, jf. den foreslåede § 5 f, nr. 4, vil f.eks. kunne være bylivsskabende funktioner som bibliotek, sundhedshus eller velfærdsfunktioner, rådhus, uddannelsesinstitutioner, ungdomsskole og offentlig transport.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 10 og 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 14, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for varetagelse af naturbeskyttelsesinteresserne, som udgøres af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, herunder eksisterende Natura 2000-områder på land og andre beskyttede naturområder samt økologiske forbindelser, potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser, og for prioritering af kommunalbestyrelsens naturindsats inden for Grønt Danmarkskort.

Det foreslås, at § 11 a, stk. 1, nr. 14, ændres derved, at der efter ”udgøres af” indsættes ”dels”, og at ”samt” ændres til ”, dels”.

De foreslåede ændringer har alene karakter af grammatiske korrektioner, der vil lette forståelsen af bestemmelsen.

Det vil herefter følge af § 11 a, stk. 1, nr. 14, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for varetagelse af naturbeskyttelsesinteresserne, som udgøres af dels naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser, herunder eksisterende Natura 2000-områder på land og andre beskyttede naturområder, dels økologiske forbindelser, potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser, og for prioritering af kommunalbestyrelsens naturindsats inden for Grønt Danmarkskort.

Til nr. 9

Det fremgår af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 24, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af omdannelseslandsbyer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 11 a, stk. 1, nr. 24, efter ordet ”omdannelseslandsbyer” indsættes ”i områder med eller uden befolkningstilbagegang”.

Det vil herefter følge af § 11 a, stk. 1, nr. 24, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for beliggenheden af omdannelseslandsbyer i områder med eller uden befolkningstilbagegang.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsen inden for rammerne af den strategiske planlægning for landsbyer, jf. planlovens §§ 5 c og 5 d, vil få mulighed for, i tæt dialog med lokalsamfundet, at udpege og afgrænse omdannelseslandsbyer, uanset om der er tale om områder med eller uden befolkningstilbagegang. I den forbindelse vil kriteriet vedrørende befolkningstilbagegang i det pågældende område blive modificeret, således at den nuværende begrænsning for kommunalbestyrelsen til at udpege og afgrænse op til to omdannelseslandsbyer hvert fjerde år fremover alene vil gælde for kommuner med befolkningstilvækst.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Af planlovens § 11 a, stk. 1, (også kaldet kommuneplankataloget) fremgår, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for en lang række emner.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede ændring af planlovens § 11 a, stk. 1, at der som nr. 25 indsættes ”udviklingen af bymidter”.

Det følger herefter af bestemmelsen, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for udviklingen af bymidter.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, 7 og 15.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Efter planlovens § 11 a, stk. 2, skal kommunalbestyrelsen ved fastsættelse af retningslinjer efter stk. 1, nr. 14, udpege beliggenheden af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser på kort, herunder eksisterende Natura 2000-områder på land og andre beskyttede naturområder samt økologiske forbindelser, potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser. Ved udpegningen skal Digitale Naturkort anvendes. Den samlede udpegning udgør herefter Grønt Danmarkskort.

Der foreslås en ændring af § 11 a, stk. 2, 1. pkt., hvorefter ordene ”beliggenheden af naturområder med særlige naturbeskyttelsesinteresser på kort, herunder eksisterende Natura 2000-områder på land og andre beskyttede naturområder samt økologiske forbindelser, potentielle naturområder og potentielle økologiske forbindelser” ændres til ”arealerne med naturbeskyttelsesinteresser på kort”.

Den foreslåede ændring – der skal ses i sammenhæng med de med lovforslagets § 1, nr. 8, foreslåede ændringer af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 14 – har alene karakter af sproglig forenkling, der vil lette forståelsen af bestemmelsen.

Det vil herefter følge af § 11 a, stk. 2, at kommunalbestyrelsen ved fastsættelse af retningslinjer efter stk. 1, nr. 14, skal udpege arealerne med naturbeskyttelsesinteresser på kort. Ved udpegningen skal Digitale Naturkort anvendes. Den samlede udpegning udgør herefter Grønt Danmarkskort.

Til nr. 12

Det fremgår af planlovens § 11 b, stk. 1, at der for de enkelte dele af kommunen fastsættes rammer (i kommuneplanen) for indholdet af lokalplaner med hensyn til en række forskellige emner, herunder fordelingen af bebyggelsen efter art og anvendelsesformål, områder for blandede byfunktioner, bebyggelsesforhold, byfornyelsen i eksisterende samfund og byomdannelsesområder. Opremsningen i § 11 b, stk. 1, af emner til konkretisering i kommuneplanens rammedel omfatter ikke specifikt grønne arealer, herunder naturarealer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 11 b, stk. 1, indsættes et nr. 4, hvorefter der for de enkelte dele af kommunen fastsættes rammer for indholdet af lokalplaner med hensyn til procentdel med grønne arealer.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 1, nr. 4, vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil få mulighed for i kommuneplanen at fastsætte en minimumsprocent for andelen med grønne arealer, herunder naturarealer, i et rammeområde – ”begrønning” af området – til brug for efterfølgende lokalplanlægning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

Det fremgår af planlovens § 11 b, stk. 1, at der for de enkelte dele af kommunen fastsættes rammer (i kommuneplanen) for indholdet af lokalplaner med hensyn til en række forskellige emner, herunder anvendelsen af vandområder og udformning af anlæg på vandområder i et byomdannelsesområde inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker (stk. 1, nr. 13).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der foreslås en ændring af § 11 b, stk. 1, nr. 13, der bliver nr. 14, hvorefter ordene ”i et byomdannelsesområde inden for eller” ændres til ”inden for en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde dog også”.

Det vil herefter følge af § 11 b, stk. 1, nr. 13, der bliver nr. 14, at der for de enkelte dele af kommunen fastsættes rammer i kommuneplanen med hensyn til anvendelsen af vandområder og udformning af anlæg på vandområder inden for en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde dog også i tilknytning til en havns dækkende værker.

Den foreslåede ændring vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil kunne fastsætte kommuneplanrammer om anvendelsen af, og udformningen af anlæg på, vandområder inden for en havns dækkende værker, uanset om vandområderne ligger i et byomdannelsesområde eller ej. Kommunalbestyrelsens mulighed for at kommuneplanlægge for vandområder i tilknytning til en havns dækkende værker vil uændret kun gælde i byomdannelsesområder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt til de med lovforslagets § 1, nr. 23 og 24, foreslåede ændringer af planlovens § 15, stk. 2, nr. 27 og 28, der bliver nr. 30 og 31, samt bemærkningerne hertil.

Til nr. 14

Det fremgår af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 1, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for udlæg af arealer til byzoner, jf. § 11 a, stk. 6-11 og 13. Ved fastsættelse af retningslinjer efter § 11 a, stk. 1, nr. 1, kan kommunalbestyrelsen omfordele allerede udlagte arealer til byvækst, jf. § 11 a, stk. 6. Efter § 11 a, stk. 7, kan kommunalbestyrelsen udlægge nye arealer til byzone for at dække det forventede behov for byvækst i en periode på 12 år. Et nyt areal til byzone, der udlægges efter § 11 a, stk. 6 eller 7, skal efter § 11 a, stk. 8, placeres i direkte tilknytning til eksisterende bymæssig bebyggelse i byzone.

Efter planlovens § 11 b, stk. 1, fastsættes der for de enkelte dele af kommunen rammer (i kommuneplanen) for indholdet af lokalplaner med hensyn til en række forskellige emner, herunder overførsel af arealer til byzone eller sommerhusområder (stk. 1, nr. 11).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 11 b indsættes et stk. 6, hvorefter kommunalbestyrelsen uanset § 11 a, stk. 6-8, kan fastsætte rammer for overførsel af landsbyer fra landzone til byzone med udgangspunkt i kommuneplanens hovedstruktur og på baggrund af den strategiske planlægning for landsbyer, jf. §§ 5 c og 5 d.

Den foreslåede bestemmelse i § 11 b, stk. 6, vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil få mulighed for at overføre hele landsbyer til byzone med udgangspunkt i kommuneplanens hovedstruktur, herunder især de overordnede mål for kommunens bymønster (by- og centerstruktur), og på baggrund af kommunens strategiske planlægning for landsbyer og inden for rammerne af de hensyn, der er angivet i loven, herunder natur- og landskabsinteresser. I sådanne tilfælde vil bestemmelserne om byvækst i henholdsvis § 11 a, stk. 6-8, og bekendtgørelse nr. 940 af 26. juni 2017 om planlægning af byvækst, jf. herved § 11 a, stk. 7 og 13, således ikke finde anvendelse.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Det fremgår af planlovens § 11 e, stk. 1, at kommuneplanen skal ledsages af en redegørelse for planens forudsætninger. Af § 11 e, stk. 3-6, fremgår de særlige krav til redegørelse for så vidt angår strategisk planlægning for landsbyer, planlægning til butiksformål, herunder aflastningsområder, og bestemmelser om en ændret afgrænsning af bymidten eller bydelscentre.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der foreslås en ændring af § 11 e, hvorefter der indsættes et nyt stk. 7, hvorefter redegørelsen for den del af kommuneplanen, som indeholder strategisk planlægning for bymidter, jf. § 5 e, stk. 1, skal indeholde oplysninger om grundlaget for den strategiske planlægning for bymidter, herunder sammenhæng med andre relevante strategier og planer, samt en redegørelse for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter den ønskede udvikling af bymidter.

Kommunalbestyrelsen vil bl.a. skulle oplyse om grundlaget for den strategiske planlægning for bymidterne, herunder sammenhængen med andre relevante strategier og planer. Redegørelsen skal bl.a. indeholde oplysninger om metodevalg og væsentlige forhold, som kommunen inddrager i den strategiske planlægning for bymidter. Andre relevante planer og strategier kan f.eks. være planer og strategier for detailhandlen, turisme eller placering af fritids- eller kulturaktiviteter. Kommunalbestyrelsen skal derudover redegøre for, hvordan kommuneplanlægningen understøtter den ønskede udvikling af bymidterne, dvs. hvordan den strategiske planlægning udmøntes i kommuneplanlægningen i øvrigt.

De foreslåede redegørelseskrav vil således samlet set skulle medvirke til at sikre sammenhæng mellem planstrategien og den øvrige del af kommuneplanlægningen. Det vil f.eks. kunne være særligt relevant at sikre sammenhæng med kommuneplanlægningen for detailhandel, placering af offentlige funktioner og planlægning for bevaringsværdige bymiljøer og bygninger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 6, 7 og 10.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.1.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Det fremgår af planlovens § 12, stk. 3, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen inden for byzoner og sommerhusområder kan modsætte sig – dvs. nedlægge forbud mod – opførelse af bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, når bebyggelsen eller anvendelsen er i strid med bestemmelser i kommuneplanens rammedel. Efter § 12, stk. 3, 2. pkt., kan forbud dog ikke nedlægges, når det pågældende område i kommuneplanen er udlagt til offentligt formål, eller når området er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt.

Det er bl.a. en forudsætning for kommunalbestyrelsens anvendelse af bestemmelsen i § 12, stk. 3, 1. pkt., at forbuddet bliver nedlagt, før bebyggelsen eller den ændrede anvendelse er tilladt eller i øvrigt er lovligt etableret. Efter den foreliggende praksis fra Planklagenævnet angår spørgsmålet om forholdets lovlighed alene planloven og ikke anden lovgivning, herunder byggelovgivningen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i planlovens § 12, stk. 3, indsættes et 3. pkt., hvorefter forbud endvidere ikke kan nedlægges, hvis bebyggelsen eller anvendelsen allerede er tilladt eller i øvrigt er lovligt etableret, herunder efter anden lovgivning.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil kunne forbyde bebyggelse eller ændret anvendelse af bebyggelse eller ubebyggede arealer, der er etableret ulovligt efter anden lovgivning, herunder byggelovgivningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Planlovens § 15, stk. 2, indeholder en udtømmende opregning af de emner, som kan reguleres i en lokalplan. Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2, nr. 8, at kommunerne i en lokalplan kan fastsætte bestemmelser om anvendelse af de enkelte bygninger.

Det er et generelt princip i planloven, at der ikke kan planlægges for en bestemt ejer- eller brugerkreds. Der kan således heller ikke efter bestemmelsen i § 15, stk. 2, nr. 8, stilles nærmere krav til beboernes alder og beskæftigelse, herunder at boliger skal forbeholdes personer under uddannelse. Derimod kan det fremgå af en lokalplan, at boliger eller bygninger forudsættes anvendt af en mere ubestemt brugergruppe, f.eks. som ældre- eller ungdomsboliger.

Kommunernes adgang til at fastsætte bestemmelser om, at der i et område skal være almene boliger, herunder almene ungdomsboliger, er særskilt reguleret i § 15, stk. 2, nr. 9, og følger således ikke af stk. 2, nr. 8.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.2.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 15, stk. 2, nr. 8, efter ”enkelte bygninger,” indsættes ”herunder at boliger kun må anvendes som ungdomsboliger til studerende omfattet af lov om boligforhold kapitel 1 a eller lov om støttede private ungdomsboliger,”.

Det følger herefter af planlovens § 15, stk. 2, nr. 8, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om anvendelse af de enkelte bygninger, herunder at boliger kun må anvendes som private ungdomsboliger til studerende omfattet af lov om boligforhold kapitel 1 a eller lov om støttede private ungdomsboliger.

Den foreslåede ændring vil indebære, at der vil kunne optages bestemmelser i lokalplaner om, at boligerne kun må anvendes som private ungdomsboliger til studerende omfattet af lov om boligforhold kapitel 1 a eller lov om støttede private ungdomsboliger, med den konsekvens, at boligerne herefter vil skulle udlejes som ustøttede private ungdomsboliger efter reglerne herom i lov om boligforhold og lejeloven, jf. forslaget til disse regler i §§ 3 og 4 i dette lovforslag, eller som støttede private ungdomsboliger efter reglerne i lov om støttede private ungdomsboliger. Der henvises til pkt. 3.2.2.2 i de almindelige bemærkninger og bemærkningerne til §§ 3 og 4 for en nærmere beskrivelse af de foreslåede regler om ustøttede private ungdomsboliger i lov om boligforhold og lejeloven og til pkt. 3.2.2.1 i de almindelige bemærkninger for en nærmere beskrivelse af reglerne om støttede private ungdomsboliger i lov om støttede private.

De pågældende lokalplanbestemmelser vil – som lokalplaner generelt, jf. planlovens § 18 – ikke være til hinder for, at en hidtidig lovlig anvendelse af en bebyggelse kan fortsætte.

Til nr. 18

Ad § 15, stk. 2, nr. 9

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2 – det såkaldte lokalplankatalog – at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om en række emner, bl.a. områdets anvendelse, herunder om at nærmere angivne arealer forbeholdes til offentlige formål (stk. 2, nr. 2), og anvendelse af de enkelte bygninger (stk. 2, nr. 8). Opremsningen i § 15, stk. 2, af emner, der kan lokalplanlægges for, er udtømmende.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af den foreslåede § 15, stk. 2, nr. 9, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om beliggenhed af bygninger til religiøse formål, herunder forbud mod anvendelse af bygninger til religiøse formål.

Med den foreslåede ændring vil det blive tydeliggjort i lokalplankataloget, at kommunalbestyrelsen vil kunne bestemme, om der i et lokalplanområde kan opføres bygninger til religiøse formål, og om eksisterende bygninger i området kan tages i brug til religiøse formål. F.eks. vil kommunalbestyrelsen kunne bestemme, at bygninger i et bestemt område forbeholdes til religiøse formål, eller at bygninger i området omvendt forbeholdes til andre funktioner end religiøse formål.

Uanset indholdet af eventuelle lokalplanbestemmelser, som kommunalbestyrelsen måtte vælge at fastsætte efter den foreslåede ordning, vil eksisterende lovlig anvendelse af bygninger inden for lokalplanområdet til religiøse formål kunne fortsætte, jf. planlovens § 18.

Det vil ikke have nogen betydning for den foreslåede bestemmelses rækkevidde, hvordan den enkelte bygning og anvendelsen af denne omtales eller betegnes i praksis – men derimod hvordan bygningen reelt anvendes. I tilknytning hertil bemærkes det, at udtrykket (anvendelse af) bygninger til religiøse formål også vil omfatte bygninger, der reelt anvendes til både religiøse formål og andre formål.

Kommunalbestyrelsens anvendelse af den foreslåede bestemmelse om bygninger til religiøse formål vil som i dag forudsætte, at kommunalbestyrelsen kan begrunde de pågældende lokalplanbestemmelser med hensyn, der lovligt kan varetages efter planloven, f.eks. støj- eller trafikforhold. Dette vil gælde uanset den geografiske udstrækning af den påtænkte lokalplanlægning.

Den foreslåede bestemmelse vil omfatte alle religiøse bygninger uanset trossamfund og trosretninger, herunder folkekirken. Bestemmelsen vil alene kunne finde anvendelse, hvis reguleringen af religiøse bygninger sker med henblik på varetagelse af planlægningsmæssigt relevante og lovlige hensyn. Kommunalbestyrelsen vil dermed ikke uden tilstedeværelsen af sådanne hensyn kunne planlægge for trosretninger, hverken til fordel eller skade for sådanne. Det bemærkes endvidere, at bestemmelsen alene vil kunne anvendes til regulering af aktiviteter omfattende en bredere, ubestemt personkreds og ikke f.eks. aktiviteter i private hjem.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Ad § 15, stk. 2, nr. 10

Planlovens § 15, stk. 2, indeholder en udtømmende opregning af de emner, der kan reguleres i en lokalplan.

Parkeringsforhold er ikke udtrykkeligt nævnt i den gældende § 15, stk. 2. Det fremgår imidlertid af bestemmelsen, at der i en lokalplan bl.a. kan optages bestemmelse om vej- og stiforhold og andre forhold af færdselsmæssige betydning (stk. 2, nr. 4), om anvendelse af de enkelte bygninger (stk. 2, nr. 8) og om udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer (stk. 2, nr. 10). Det følger endvidere af § 15, stk. 2, nr. 12, at der i en lokalplan kan optages bestemmelse om tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse.

I lokalplaner kan der således bl.a. fastsættes bestemmelser om antal parkeringspladser til forskellige anvendelser, beliggenhed og udformning af parkeringsareal på den enkelte ejendom, parkeringslommer ved vejside, og om at parkering skal samles på parkeringspladser, der er fælles for området. Der kan imidlertid rejses tvivl om rækkevidden af kommunernes beføjelser på området, ikke mindst i forhold til muligheden for at kræve fravær af parkeringspladser i et område og muligheden for at stille krav om etablering af infrastruktur i tilknytning til parkeringspladser, f.eks. ladestandere til elektriske køretøjer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den foreslåede § 15, stk. 2, nr. 10 , at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om parkeringsforhold, herunder om antal, beliggenhed og udformning af parkeringspladser til forskellige anvendelser og om etablering af infrastruktur for alternative drivmidler til transport i tilknytning til parkeringspladser.

Bestemmelser om parkeringspladser til forskellige anvendelser vil bl.a. kunne omfatte parkeringspladser til bæredygtige mobilitetsformer som elektriske køretøjer og delebiler omfattet af Transportministeriets bekendtgørelse om parkering på offentlige veje, jf. pkt. 3.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og andre delebilsordninger, som måtte vise sig relevante i fremtiden. Bestemmelser om infrastruktur for alternative drivmidler til transport vil f.eks. kunne omfatte ladestandere til elektriske køretøjer eller forberedelse hertil i form af trækning af tomrør eller kabelbakker til senere fremføring af kabler til ladestandere. Alternative drivmidler er imidlertid et bredt begreb, som ud over elektricitet også omfatter andre brændstoffer eller energikilder, som i det mindste delvist erstatter fossile brændstoffer i energiforsyningen til transport, bidrager til dekarbonisering, og som bidrager til forbedring af miljøpræstationerne i transportsektoren. Hvis det i fremtiden bliver relevant, vil den foreslåede bestemmelse således også kunne anvendes til at planlægge for parkeringspladser med infrastruktur for andre drivmidler end elektricitet til de parkerede køretøjer.

For så vidt angår bygninger omfattet af ladestanderbekendtgørelsen – der implementerer EU-direktiv om bygningers energimæssige ydeevne (bygningsdirektivet) – vil kommunalbestyrelsen ikke kunne fastlægge i en lokalplan, at der skal være færre ladestandere og forberedelser hertil på de til bygningerne knyttede parkeringspladser end påkrævet efter bekendtgørelsen, jf. pkt. 3.1.3.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Der vil imidlertid – med fornøden planlægningsmæssig begrundelse – i en lokalplan kunne optages bestemmelser om flere ladestandere og forberedelser hertil end bekendtgørelsens mindstekrav.

Hvis kravene i bygningsdirektivet og dermed ladestanderbekendtgørelsen skærpes, vil disse gælde, selvom der er lempeligere regler i en allerede vedtaget lokalplan. I lyset af den forventede ændring af ladestanderbekendtgørelsen vil bestemmelser i kommende lokalplaner om antal ladestandere og forberedelser hertil indtil videre med fordel kunne suppleres med bemærkning om, at en eventuel skærpelse af mindstekravene i ladestanderbekendtgørelsen under alle omstændigheder skal overholdes. Alternativt bør kommunen ved en skærpelse af kravene i ladestanderbekendtgørelsen ændre eventuelle lokalplaner med lempeligere krav.

Der vil i henhold til den foreslåede § 15, stk. 2, nr. 10, kunne træffes bestemmelse om beliggenhed og udformning af parkeringsareal på den enkelte ejendom, både på ubebyggede arealer og i bebyggelse som f.eks. parkeringskælder, om parkeringslommer ved vejside og om at parkering skal samles på parkeringspladser, der er fælles for området.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte antallet af parkeringspladser i et nyt byområde til nul – såkaldt nulparkering. Det vil sige, at der i området som udgangspunkt ikke må etableres parkeringspladser eller udlægges arealer til parkering, hverken på ubebyggede arealer eller i bebyggelse som f.eks. parkeringskælder. Det forudsættes dog, at kommunen sikrer, at der er tilstrækkelig mulighed for handicapparkering i området.

Bestemmelser om nulparkering vil kunne anvendes som led i kommunernes planlægning for bilfri byområder med grøn mobilitet og mindre luftforurening.

Det forudsættes i den forbindelse, at kommunerne vil sikre en hensigtsmæssig udvikling i de enkelte bydele og lokalområder, herunder at der er tilstrækkelige parkeringspladser til boliger, butikker, arbejdspladser m.v. Det forudsættes, at muligheden for at planlægge for nulparkering ikke vil blive anvendt generelt i større, nye byudviklingsområder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19, 20 og 21

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om en række emner, bl.a. udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt, herunder beplantningens tilladte højde, samt belysning af veje og andre færdselsarealer (stk. 2, nr. 10), og tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse (stk. 2, nr. 12).

Opremsningen i planlovens § 15, stk. 2, af emner, der kan lokalplanlægges for, er udtømmende og omfatter i øvrigt ikke specifikt grønne arealer, herunder naturarealer, eller parkeringsforhold.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.2.1 og 3.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i planlovens § 15, stk. 2, nr. 10, der bliver nr. 12, efter ”hegnsforhold” indsættes ”naturforhold”.

Det vil herefter følge af § 15, stk. 2, nr. 10, der bliver nr. 12, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om udformning, anvendelse og vedligeholdelse af ubebyggede arealer, herunder om terrænregulering, hegnsforhold, naturforhold, bevaring af beplantning og beplantningsforhold i øvrigt, herunder beplantningens tilladte højde, samt belysning af veje og andre færdselsarealer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 2, nr. 12, der bliver nr. 14, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om tilvejebringelse af fællesanlæg, herunder grønne arealer og parkeringspladser eventuelt med tilhørende infrastruktur for alternative drivmidler til transport, i det af planen omfattede område eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for området som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse.

De foreslåede ændringer af § 15, stk. 2, nr. 10 og 12, der bliver nr. 12 og 14, vil for så vidt angår naturforhold og grønne arealer medføre, at kommunalbestyrelsen bl.a. vil få mulighed for i kommende lokalplaner at stille krav til kvaliteten af ny bynatur, f.eks. bestemmelser om etablering af specifikke naturarealer, herunder beplantning, og bestemmelser om vækstbetingelser for naturarealerne og beplantningen både over og under jordoverfladen med det formål at fremme etablering af mere bynatur og fremme, at bynaturen er levedygtig også på lang sigt. Dette vil eksempelvis kunne være betingelser om gennemførelse af passende, relevante jordbundsforhold og afvandingsforhold, så de fysiske rammer for de planlagte naturarealer og beplantninger er tilstrækkelige til at sikre deres etablering og kvalitet over længere tid. I tilknytning hertil vil kommunalbestyrelsen kunne gøre ibrugtagningen af f.eks. bebyggelsen i et nyt boligområde betinget af, at der forinden er etableret sådanne fællesanlæg i form af grønne arealer, hvorpå potentialet til udvikling af de ønskede naturkvaliteter er til stede.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 2, nr. 12, som bliver nr. 14, vil i relation til ”parkeringspladser eventuelt med tilhørende infrastruktur for alternative drivmidler til transport” indebære, at der vil kunne fastsættes bestemmelser om bl.a. krav om etablering af parkeringspladser til bæredygtige mobilitetsformer som elektriske køretøjer og delebiler omfattet af Transportministeriets bekendtgørelse om parkering på offentlige veje, jf. pkt. 3.1.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, og andre delebilsordninger, som måtte vise sig relevante i fremtiden.

Der vil endvidere kunne stilles krav om etablering af infrastruktur for alternative drivmidler til transport i tilknytning til parkeringspladser, f.eks. ladestandere til elektriske køretøjer eller forberedelse hertil i form af trækning af tomrør eller kabelbakker til senere fremføring af kabler til ladestandere.

Begrebet fællesanlæg i den foreslåede nyaffattelse af § 15, stk. 2, nr. 12, der bliver nr. 14, vil – ud over grønne arealer og parkeringspladser eventuelt med tilhørende infrastruktur for alternative drivmidler til transport – f.eks. omfatte tilvejebringelse af fælles opholdsarealer, garageanlæg eller regnvandsbassiner i lokalplanområdet eller tilslutning til fjernvarmeanlæg uden for området. Tilslutningspligt vil omfatte pligt til at tåle den tekniske installation, betale tilslutningsbidraget og andelen af faste årlige udgifter, men ikke pligt til at aftage og betale for f.eks. varme fra fælles fjernvarmeanlæg. Det fremgår af planlovens § 15, stk. 12 og 13, at bestemmelser i lokalplaner om tilvejebringelses- og tilslutningspligt til fællesantenneanlæg til modtagelse af TV- og radiosignaler og om tilslutningspligt til kollektive varmeforsyningsanlæg til fremføring af naturgas er uden virkning.

Det følger af den foreslåede § 15, stk. 2, nr. 15, at der i en lokalplan kan fastsættes bestemmelser om tilvejebringelse af infrastruktur for alternative drivmidler til transport som betingelse for ændret anvendelse af eksisterende bebyggelse med tilhørende parkeringspladser.

Ændret anvendelse vil f.eks. kunne bestå i omdannelse fra erhverv til boliger. Om begrebet alternative drivmidler, og om forholdet mellem lokalplaner og ladestanderbekendtgørelsen, henvises der til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 18.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Det fremgår af § 15, stk. 2, nr. 19, i lov om planlægning, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om etablering af afværgeforanstaltninger til sikring mod oversvømmelse eller erosion i områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion, som betingelse for ibrugtagning af det, som skal sikres mod oversvømmelse.

Der er ikke mulighed for at optage bestemmelser i en lokalplan om afværgeforanstaltninger, der etableres uden for lokalplanområdet.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.5.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den foreslåede ændring af § 15, stk. 2, nr. 19, der bliver nr. 22, i lov om planlægning, at der efter ordet ”afværgeforanstaltninger” indsættes ”i eller uden for det af planen omfattede område”.

Det følger herefter af planlovens § 15, stk. 2, nr. 19, der bliver nr. 22, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om etablering af afværgeforanstaltninger i eller uden for det af planen omfattede område til sikring mod oversvømmelse eller erosion i områder, der kan blive udsat for oversvømmelse eller erosion, som betingelse for ibrugtagning af det, som skal sikres mod oversvømmelse.

Den foreslåede ændring vil medføre, at der i en lokalplan vil blive mulighed for at stille krav om at etablere afværgeforanstaltninger også uden for lokalplanområdet som en betingelse for ibrugtagning af byggeri m.v., som skal sikres mod oversvømmelse eller erosion inden for lokalplanområdet.

De konkrete afværgeforanstaltninger vil alt efter omstændigheder kunne have meget forskellig karakter afhængigt af, hvilket område der er tale om, og hvad området skal anvendes til.

I nogle tilfælde vil der f.eks. kunne være tale om at sikre et areal til kontrolleret oversvømmelse eller, at et vandløb bliver i stand til at aflede større mængder regnvand.

Ved planlægning for nye bydele langs kysterne vil det kunne blive aktuelt at forebygge oversvømmelse ved hjælp af eksempelvis diger, højvandsmur eller sluser. For at forebygge erosion vil der kunne blive tale om sandfodring eller evt. bølgebrydere.

Etablering af afværgeforanstaltningerne vil skulle ske i overensstemmelse med sektorlovgivningens regler herom, f.eks. i kystbeskyttelsesloven, oversvømmelsesloven og vandløbsloven. Kommunen vil ikke ved lokalplanbestemmelser kunne fravige regler i anden lovgivning om afværgeforanstaltninger, herunder regler om udformning og finansiering af foranstaltningerne. Realisering af planlagte afværgeforanstaltninger uden for lokalområdet vil kunne forudsætte, at der meddeles tilladelse efter anden lovgivning. Dette vil i givet fald skulle fremgå af redegørelsen til lokalplanen, jf. planlovens § 16, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 23 og 24

Det fremgår af planlovens § 15, stk. 2, nr. 27, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om anvendelsen af vandområder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker. Endvidere kan der efter lovens § 15, stk. 2, nr. 28, optages lokalplanbestemmelser om udformningen af anlæg på vandområder i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden for eller i tilknytning til en havns dækkende værker, herunder inddæmning og opfyldning, etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller forankrede indretninger eller genstande samt anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, uddybning eller gravning m.v.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der foreslås en ændring af § 15, stk. 2, nr. 27, der bliver nr. 30, hvorefter ordene ”i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden for eller” ændres til ”inden for en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, dog også”.

Det vil herefter følge af § 15, stk. 2, nr. 27, der bliver nr. 30, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om anvendelsen af vandområder inden for en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, dog også i tilknytning til en havns dækkende værker.

Der foreslås dernæst en ændring af § 15, stk. 2, nr. 28, der bliver nr. 31, hvorefter ordene ”i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, inden for eller” ændres til ”inden for en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, dog også”.

Det vil herefter følge af § 15, stk. 2, nr. 28, der bliver nr. 31, at der i en lokalplan kan optages bestemmelser om udformningen af anlæg på vandområder inden for en havns dækkende værker, i et byomdannelsesområde, jf. § 11 d, dog også i tilknytning til en havns dækkende værker, herunder inddæmning og opfyldning, etablering af faste anlæg og anbringelse af faste eller forankrede indretninger eller genstande samt anbringelse af fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, uddybning eller gravning m.v.

De foreslåede ændringer af § 15, stk. 2, nr. 27 og 28, der bliver nr. 30 og 31, vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil kunne fastsætte lokalplanbestemmelser om anvendelsen af, og udformningen af anlæg på, vandområder inden for en havns dækkende værker, uanset om vandområderne ligger i et byomdannelsesområde eller ej. Det kan f.eks. omfatte lokalplanlægning for etablering af kajanlæg og andre faste anlæg til anbringelse af bl.a. fartøjer, der agtes anvendt til andet end sejlads, herunder husbåde. Det vil også være muligt at fastlægge, at der kan eller ikke kan anbringes husbåde til boligformål inden for nærmere bestemte områder.

Kommunalbestyrelsens muligheder for at lokalplanlægge for vandområder i tilknytning til en havns dækkende værker vil uændret kun gælde i byomdannelsesområder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger samt til den med lovforslagets § 1, nr. 13, foreslåede ændring af planlovens § 11 b, stk. 1, nr. 13, der bliver nr. 14, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 25

I dag kan en vedtagen lokalplan først realiseres, hvis der efterfølgende kan opnås de nødvendige tilladelser eller dispensationer efter anden lovgivning som f.eks. dispensationer fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19. Det er kommunalbestyrelsen, der har både kompetencen til at vedtage lokalplaner, jf. planlovens kap. 5, og til at dispensere fra bygge- og beskyttelseslinjer, jf. §§ 16-19 i naturbeskyttelsesloven.

Kommunalbestyrelsens afgørelser om dispensation fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 træffes efter gældende ret oftest efter vedtagelsen af en lokalplan og – hvis flere dispensationer er nødvendige – ofte hver for sig og uden, at der er en tidsmæssig sammenhæng mellem vedtagelsen af lokalplanen og afgørelser om dispensation. Hvis en afgørelse om dispensation først træffes efter vedtagelsen af en lokalplan, vil klagefristen for afgørelsen om dispensation ligge senere end klagefristen for lokalplanen. Det forsinker afklaringen af, om og i givet fald hvornår, lokalplanen kan realiseres.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.1.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Planloven indeholder ikke hjemmel til, at en lokalplan kan indeholde bestemmelser om undtagelser (dispensationer) fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer (§§ 16-19), der er nødvendige for realiseringen af en lokalplan.

Det foreslås derfor, at der i § 15 i lov om planlægning indsættes et nyt stk. 5, hvorefter en lokalplan kan indeholde bestemmelser om undtagelser fra § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, og § 19 i lov om naturbeskyttelse, jf. § 65, stk. 1 og 2, i lov om naturbeskyttelse, der er nødvendige for realiseringen af en lokalplan.

Det vil herefter følge af planlovens § 15, stk. 5, at kommunalbestyrelsen i en lokalplan vil kunne fastsætte bestemmelser om, at lokalplanen indeholder undtagelser (dispensationer) fra § 16, stk. 1, § 17, stk. 1, § 18, stk. 1, og § 19 i lov om naturbeskyttelse, jf. § 65, stk. 1 og 2, i lov om naturbeskyttelse, som er nødvendige for lokalplanens virkeliggørelse.

Med forslaget muliggøres det, at en lokalplan vil kunne indeholde én eller flere dispensation(er) fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer, når lokalplanenes bestemmelser og redegørelsesdel er tilstrækkeligt detaljerede og udtrykkeligt angiver og begrunder, hvilke dispensationer efter naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 lokalplanen indeholder. Den foreslåede bestemmelse vil give kommunalbestyrelsen øgede muligheder for at behandle et forslag til lokalplan samtidig med en dispensation efter naturbeskyttelseslovens §§ 16-19. Der vil dermed blive mulighed for større samtidighed i sagsbehandlingen.

Forslaget vil ikke ændre på, at en bestemmelse om undtagelse fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer, jf. §§ 16-19, som hidtil vil være en afgørelse efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1 eller 2. Det vil også gælde fremover for sådanne undtagelser i en lokalplan. Forslaget vil desuden ikke ændre de gældende betingelser for, i hvilke tilfælde der kan meddeles dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 1 og 2. Det betyder, at der som hidtil vil kunne gøres undtagelse fra lovens § 16, stk. 1, § 17, stk. 1 og § 19, og kun i særlige tilfælde fra lovens § 18, stk. 1.

Kommunalbestyrelsen vil bl.a. skulle sikre, at lokalplanens bestemmelser og redegørelsesdel er tilstrækkeligt detaljerede til at opfylde de krav til indhold og begrundelse, der ville gælde for undtagelser fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 uden for en lokalplan.

Den foreslåede ordning vil ikke give kommunalbestyrelsen mulighed for at ophæve en bygge- eller beskyttelseslinje, idet kompetencen hertil fortsat vil tilkomme miljøministeren (Miljøstyrelsen), jf. naturbeskyttelseslovens § 69, stk. 1.

For lokalplaner uden den fornødne detaljeringsgrad vil virkeliggørelsen fortsat kræve enkeltvise dispensationer – eller en ansøgning til miljøministeren (Miljøstyrelsen) om hel eller delvis ophævelse af den pågældende bygge- eller beskyttelseslinje.

Det bemærkes i øvrigt, at underretningsreglerne i § 5 i bekendtgørelse nr. 1066 af 21. august 2018 om bygge- og beskyttelseslinjer (byggelinjebekendtgørelsen) også vil gælde for dispensationer fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19, der er indeholdt i en lokalplan.

Endvidere vil lokalplanens dispensationer efter naturbeskyttelsesloven som hidtil kunne påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet og vil som hidtil kunne prøves fuldt ud således, at både retlige og skønsmæssige spørgsmål fortsat vil kunne afprøves af Miljø- og Fødevareklagenævnet. Der ændres med lovforslaget ikke i de gældende regler for opsættende virkning eller klagefrister ved klager over afgørelser efter naturbeskyttelsesloven. Klager over afgørelser efter naturbeskyttelseslovvens §§ 16-19, vil derfor som hidtil have opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet, jf. naturbeskyttelseslovens § 87, stk. 7.

Der lægges med lovforslaget heller ikke op til indholdsmæssige ændringer af de gældende regler om opsættende virkning ved klager over afgørelser efter planloven, herunder kommunalbestyrelsens afgørelse om vedtagelse af en lokalplan. En klage over en bestemmelse i en lokalplan om undtagelse fra naturbeskyttelseslovens bygge- og beskyttelseslinjer i §§ 16-19 vil således ikke medføre opsættende virkning for lokalplanen, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet.

Endelig vil dispensationer efter naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 som hidtil bortfalde efter den almindelige frist for bortfald på 3 år efter naturbeskyttelseslovens § 66, stk. 2, uanset om dispensationen meddeles i en lokalplan eller særskilt.

Med forslaget vil kommunalbestyrelsen få hjemmel til at stille vilkår til en bestemmelse om undtagelse (dispensation) fra naturbeskyttelseslovens §§ 16-19 i lokalplanen. Kommunalbestyrelsen vil herunder kunne stille vilkår om, at dispensationen skal have en kortere gyldighed end, hvad der fremgår af naturbeskyttelsesloven.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.1.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 26

Af planlovens § 15, stk. 5, fremgår, at uden for landsbyer kan en lokalplan for landzonearealer, der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse, ikke indeholde bestemmelser efter stk. 2, nr. 3, 6, 8, 9 eller 10.

Efter planlovens § 15, stk. 2 – det såkaldte lokalplankatalog – kan der i en lokalplan optages bestemmelser om en række emner. Det fremgår af § 15, stk. 2, nr. 9, at kommunalbestyrelsen kan stille krav i en lokalplan om, at op til 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger, jf. lov om almene boliger m.v.

Det foreslås, at henvisningen til § 15, stk. 2, nr. 9, udgår af planlovens § 15, stk. 5, idet henvisningen er fejlagtig og ikke har relevans. Der vil således i praksis ikke kunne forekomme lokalplanlægning for landzonearealer, der både fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse og samtidig omfattes af krav efter § 15, stk. 2, nr. 9, om, at 25 pct. af boligmassen skal være almene boliger.

Det følger herefter af den foreslåede ændring af planlovens § 15, stk. 5, at en lokalplan for landzonearealer – uden for landsbyer – der fastlægges til jordbrugsmæssig anvendelse, ikke vil kunne indeholde bestemmelser efter stk. 2, nr. 3, 6, 8 eller 10.

Til nr. 27

Af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 1, fremgår, at kommuneplanen skal indeholde retningslinjer for udlægning af arealer til byzoner, jf. stk. 6-11 og 13.

Af § 15, stk. 1, i lov om planlægning fremgår, at en lokalplan skal indeholde oplysninger om planens formål og retsvirkninger. Af stk. 2 fremgår en udtømmende oplistning af hvilke forhold, der kan fastsættes bestemmelser om i en lokalplan – det såkaldte lokalplankatalog.

Det er efter den udtømmende oplistning i planlovens § 15, stk. 2, ikke muligt ved lokalplanlægning at fastsætte bestemmelser om midlertidig anvendelse af byzonearealer.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 17, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen i en lokalplan kan fastsætte bestemmelser om midlertidig anvendelse af arealer, der ligger i byzone.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbestyrelsen vil kunne lokalplanlægge for midlertidig anvendelse af byzonearealer, der ikke er lokalplanlagte, byzonearealer, hvor en ældre lokalplan eller byplanvedtægt endnu ikke er erstattet af en ny lokalplan, der angiver et nyt formål med områdets anvendelse, og byzonearealer, hvor kommunalbestyrelsen har vedtaget en ny lokalplan for områdets fremtidige anvendelse, men hvor det endnu ikke er muligt at realisere lokalplanens formål.

Lokalplanlægning for midlertidig anvendelse af et byzoneareal vil kunne ske til f.eks. studieboliger, boliger til socialt udsatte borgere, midlertidigt byggeri til skoler og daginstitutioner, byhaver, vedvarende energianlæg m.v. Lokalplanlægning for midlertidig anvendelse af byzonearealer til brug for midlertidige boliger til flygtninge er ikke omfattet af forslaget, da midlertidige opholdssteder til nyankomne flygtninge er særskilt reguleret i planlovens kapitel 2 e.

Endvidere vil kommunerne få mulighed for i en lokalplan at planlægge for midlertidig anvendelse af sådanne byzonearealer til byhaver.

Muligheden for midlertidig lokalplanlægning for sådanne områder vil omfatte aktuelt ubebyggede arealer, hvor der kan opføres midlertidig bebyggelse. Muligheden vil også omfatte arealer, der rummer eksisterende bygninger, der kan omdannes til det ønskede, midlertidige formål.

Uanset hvilken midlertidig anvendelse, der lokalplanlægges for, vil planlægningen skulle følge planlovens almindelige regler, herunder regler om planlægning for miljøfølsom anvendelse. Det vil indebære, at f.eks. midlertidige boliger, skoler, daginstitutioner eller byhaver kun lokaliseres i områder, hvor det ikke er i strid med anden lovgivning eller med de nationale interesser vedrørende f.eks. produktionsvirksomheder og risikovirksomheder eller natur- og miljøbeskyttelse. Det forudsættes herunder, at planlægning for miljøfølsom anvendelse kun vil blive placeret i områder, hvor planlovens krav til sikring mod støjgener, jf. § 15 a, og til sikring mod belastning fra lugt, støv eller anden luftforurening, jf. § 15 b, kan overholdes, uden at det vil indebære en begrænsning af den eksisterende eller påtænkte anvendelse af nærliggende områder til f.eks. erhverv.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 17, 2. pkt., at den midlertidige anvendelse i lokalplanen skal tidsbegrænses til højst ti år og ved kommunalbestyrelsens dispensation vil kunne forlænges med op til fem år ad gangen.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil være muligt at udarbejde lokalplaner, der indeholder såvel en midlertidig anvendelse i op til 10 år som en efterfølgende langsigtet anvendelse af et område. Overgangen fra den midlertidige til den langsigtede anvendelse kan enten fastsættes til et specifikt tidspunkt eller gøres fleksibel ved at bestemme, at overgangen skal finde sted inden for en vis periode, hvis udløb skal fastsættes til højst 10 år fra det af kommunalbestyrelsen fastsatte starttidspunkt for den planlagte midlertidige anvendelse. Såvel den midlertidige som den efterfølgende langsigtede anvendelse vil skulle være i overensstemmelse med kommuneplanrammerne for det pågældende område.

Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 17, 3. pkt., vil indebære, at de procedureregler, som efter § 20 gælder, når der efter § 19 dispenseres fra en lokalplan, også vil finde anvendelse ved dispensation til forlængelse af den midlertidig anvendelse i henhold til en lokalplan om midlertidig anvendelse af byzonearealer. Det vil bl.a. betyde, at dispensation vil forudsætte forudgående orientering om ansøgningen til ejerne og brugerne i det område, der er omfattet af planen, naboerne til ejendommen m.v.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 28

Efter planlovens § 15 a, stk. 2, kan lokalplaner, der tilvejebringes for arealer i et område, som i kommuneplanen er fastlagt som et byomdannelsesområde, uanset stk. 1 udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, når kommunalbestyrelsen har sikkerhed for, at støjbelastningen er bragt til ophør i løbet af en periode, der ikke væsentligt overstiger 8 år, efter at den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort.

Det foreslås, at der i § 15 a, stk. 2, indsættes en henvisning til §§ 11 b, stk. 1, nr. 6, og 11 d.

Det vil herefter følge af den foreslåede ændring af § 15 a, stk. 2, at lokalplaner, der tilvejebringes for arealer i et område, som i kommuneplanen er fastlagt som et byomdannelsesområde, jf. §§ 11 b, stk. 1, nr. 6, og 11 d, uanset stk. 1 vil kunne udlægge støjbelastede arealer til støjfølsom anvendelse, når kommunalbestyrelsen har sikkerhed for, at støjbelastningen er bragt til ophør i løbet af en periode, der ikke væsentligt overstiger 8 år, efter at den endeligt vedtagne lokalplan er offentliggjort.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 29, 30, 31 og 32

Efter planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 27, skal kommuneplanen indeholde retningslinjer for udpegning af op til to transformationsområder hvert fjerde år inden for konsekvensområder. Transformationsområder er arealer, der er belastet af støj fra eksisterende produktionsvirksomheder, og er centralt beliggende i byen, og hvor der er særlige byudviklingsinteresser.

Kommunalbestyrelsen fastsætter rammer for indholdet af lokalplaner for de enkelte dele af kommunen med hensyn til transformationsområder inden for konsekvensområder, jf. § 11 b, stk. 1, nr. 17.

Kommunalbestyrelsen kan i et transformationsområde tilvejebringe lokalplaner, der udlægger støjbelastede arealer til boliger, jf. planlovens § 15 a, stk. 3. Bestemmelsen i § 15 a, stk. 3, giver kommunalbestyrelsen mulighed for at lokalplanlægge for nye boliger på varigt støjbelastede arealer i første række mod eksisterende produktionsvirksomheder inden for udpegede transformationsområder, idet støjen i den første, lokalplanlagte række kan være op til 5 dB over Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj på den facade og de udendørs opholdsarealer, der vender ud mod produktionsvirksomheden.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.8.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 15 a, stk. 3, indsættes en henvisning til § 11 a, stk. 1, nr. 27, vedrørende transformationsområder for at lette forståelsen af bestemmelsen.

Der foreslås en ændring af § 15 a, stk. 3, hvorefter ordene ”produktionsvirksomheder til boligformål” ændres til: ” produktionsvirksomheder, til enten boligformål eller hoteller, kontorerhverv el.lign. ”

Den foreslåede ændring af § 15 a, stk. 3, vil medføre, at kommunalbestyrelsen fremover vil få mulighed for at lokalplanlægge for arealer i et område, der i kommuneplanen er fastlagt som et transformationsområde, og som er belastet af støj fra eksisterende produktionsvirksomheder, til enten boligformål eller hoteller, kontorerhverv el.lign. Det vil dermed blive muligt for kommunalbestyrelsen inden for transformationsområder at lokalplanlægge for hoteller, kontorerhverv el.lign. i første række mod produktionsvirksomhederne.

Også ved lokalplanlægning til hoteller, kontorerhverv el.lign. vil det efter § 15 a, stk. 3, nr. 2, være en betingelse, at støjen på arealet ikke overskrider grænseværdier for støj med mere end 5 dB på den facade og udendørs opholdsarealer, der vender ud mod virksomheden. Endvidere vil det efter § 15 a, stk. 3, nr. 5, være en betingelse, at grænseværdier for støj kan overholdes for bagvedliggende boliger og udendørs opholdsarealer i tilknytning hertil.

Ved ”hoteller, kontorerhverv el.lign. ” forstås hoteller, kontorerhverv og anden anvendelse, som har en tilsvarende støjfølsomhed.

Den foreslåede, ændrede bestemmelse i § 15 a, stk. 3, vil således ikke kunne anvendes til at lokalplanlægge til både boligformål og hoteller, kontorerhverv el.lign. – dvs. områder for blandet bolig- og erhvervsbebyggelse, der har en højere støjgrænseværdi end rene boligområder. En mulighed for lokalplanlægning til blandet bolig- og erhvervsbebyggelse i første række mod de eksisterende produktionsvirksomheder ville dermed kunne medføre en øget støjpåvirkning af boligerne i det enkelte område.

Det er i dag en forudsætning for at anvende planlovens § 15 a, stk. 3, at lokalplanen fastsætter krav om isolering af boligerne mod støj, der sikrer, at grænseværdier for støj indendørs med åbne vinduer er overholdt, jf. § 15 a, stk. 3, nr. 3. Dette krav vil også være gældende ved lokalplanlægning for ny bebyggelse til hotelformål, kontorerhverv el.lign. Det bemærkes herved, at planlovens § 15, stk. 2, nr. 13, giver mulighed for i en lokalplan at fastsætte nærmere bestemmelser om udformning af mure og vinduer og støjisolering af facader m.v.

Der foreslås en ændring af § 15 a, stk. 3, nr. 4, hvorefter ordene ”bebyggelsen til hotelformål, kontorerhverv el.lign. ” indsættes efter ordet ”boligbebyggelsen”.

Den foreslåede ændring af § 15 a, stk. 3, nr. 4, vil indebære, at kravet om, at der i umiddelbar tilknytning til boligbebyggelse, skal være adgang til udendørs opholdsarealer, hvor grænseværdier for støj er overholdt, jf. § 15 a, stk. 3, nr. 4, også vil gælde ved lokalplanlægning for ny bebyggelse til hotelformål, kontorerhverv el.lign.

Som konsekvens af de foreslåede ændringer af § 15 a, stk. 3, og § 15 a, stk. 3, nr. 4, foreslås det, at § 15 a, stk. 4 , i lov om planlægning tilpasses, så kommunalbestyrelsen på ejendomme, der er omfattet af en lokalplans arealudlæg til boligformål eller hoteller, kontorerhverv el.lign., jf. § 15 a, stk. 3, skal lade tinglyse, at grænseværdier for støj kan være overskredet med op til 5 dB.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at kommunalbestyrelsen på ejendomme, der er omfattet af en lokalplans arealudlæg til boligformål eller hoteller, kontorerhverv el.lign., jf. § 15 a, stk. 3, skal lade tinglyse, at grænseværdier for støj kan være overskredet med op til 5 dB.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 33

Det følger af planlovens § 16, stk. 1, at en lokalplan skal ledsages af en redegørelse for, hvordan planen forholder sig til kommuneplanen og øvrig planlægning for området. Herudover indeholder § 16 en række specifikke krav til indholdet af redegørelsen til nærmere angivne typer af lokalplaner.

Det følger af den foreslåede § 16, stk. 12, at redegørelsen til lokalplanforslag for vindmøller og solcelleanlæg skal indeholde oplysning om de planlagte anlægs kapacitet angivet i MW pr. teknologi og den forventede el-produktion angivet som antal MWh per år.

Ved kapacitet forstås kapacitet i MW, som vil fremgå af stamdataregisteret for el-producerende anlæg mv., jf. bekendtgørelse nr. 2651 af 28. december 2021. Ved den forventede el-produktion forstås den teoretiske, forventede el-produktion, baseret på antagelser om fuldlasttimer på baggrund af vindforhold eller solindstråling på lokationen. En fuldlasttime er et udtryk for, at produktionen er på sit højeste niveau i en hel time.

Det forudsættes, at redegørelsen vil blive udarbejdet i dialog med projektejerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 34

Det fremgår af § 19, stk. 1, i lov om planlægning, at kommunalbestyrelsen har mulighed for midlertidigt at dispensere fra bestemmelser i en lokalplan, selvom dispensationen er i strid med lokalplanens principper. Det er en betingelse, at sådanne dispensationer tidsbegrænses til maksimalt 3 år - dog 10 år for studieboliger.

Det er efter planlovens § 19, stk. 1, ikke muligt at dispensere fra en vedtagen lokalplan til midlertidig anvendelse af et område til byhaver i mere end 3 år.

Det er dernæst efter planlovens § 19, stk. 1, ikke muligt at dispensere fra en lokalplan om midlertidig anvendelse af arealer, der ligger i byzone, jf. herved den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 17, der åbner mulighed for ved kommunalbestyrelsens dispensation at forlænge den midlertidige anvendelse med op til fem år ad gangen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 19, stk. 1, efter “studieboliger” indsættes: »og byhaver«, og efter “ 5 u,” indsættes: “§ 15, stk. 17,”.

Det følger herefter af bestemmelsen, at kommunalbestyrelsen kan dispensere fra bestemmelser i en lokalplan eller en plan m.v., der er opretholdt efter § 68, stk. 2, hvis dispensationen ikke er i strid med principperne i planen, eller tidsbegrænses til maksimalt 3 år, dog 10 år for studieboliger og byhaver, jf. dog stk. 3, § 5 u, § 15, stk. 17, § 36, stk. 1, nr. 18, og § 40.

Den foreslåede bestemmelse i § 19, stk. 1, vil medføre, at kommunalbestyrelsen får mulighed for at dispensere fra en lokalplan i op til 10 år til at anvende områder i byzone, der er midlertidigt ubenyttede, til byhaver. Der kan dispenseres til forskellige former for byhaver som fælles dyrkningskasser i parker eller til områder med dyrkningslodder eller nyttehaver, der dyrkes individuelt. Fælles for byhaver er, at arealerne skal bruges til dyrkning og rekreation.

Den foreslåede indsættelse af en henvisning i § 19, stk. 1, til den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 17, vil medføre, at kommunalbestyrelsens eventuelle dispensation til forlængelse af tidsbegrænsningen af en lokalplanlagt, midlertidig anvendelse af et byzoneareal, jf. § 15, stk. 17, i givet fald vil skulle meddeles efter § 15, stk. 17.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 35

Det fremgår af § 21 b, stk. 1, i lov om planlægning, at på opfordring fra en grundejer kan kommunalbestyrelsen indgå en udbygningsaftale med grundejeren for områder, der i kommuneplanen er udlagt til byzone eller sommerhusområde, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 1, samt for områder i landzone.

Det fremgår af § 21 b, stk. 2, at udbygningsaftaler kan indgås med henblik på 1) at opnå en højere kvalitet eller standard af den planlagte infrastruktur i et område, 2) fremrykke lokalplanlægningen for et område, der i kommuneplanens rammebestemmelser er forudsat lokalplanlagt for bebyggelse, herunder byomdannelse, men hvor lokalplanlægning vil være i strid med kommuneplanens rækkefølgebestemmelser, eller 3) ændre eller udvide de byggemuligheder, der fremgår af kommuneplanens rammebestemmelser eller lokalplanen for det pågældende område, på betingelse af, at grundejeren kun skal bidrage til at finansiere infrastrukturanlæg, som det ikke vil påhvile kommunen at etablere.

Af § 21 b, stk. 3, fremgår, at udbygningsaftalen kun kan indeholde bestemmelser om, at grundejeren helt eller delvis skal udføre eller afholde udgifterne til de fysiske infrastrukturanlæg, som skal etableres i eller uden for området for at virkeliggøre planlægningen.

Det kan imidlertid give anledning til tvivl, hvorvidt afværgeforanstaltninger til forebyggelse af oversvømmelse eller erosion efter bestemmelsens ordlyd er omfattet af betegnelsen fysiske infrastrukturanlæg.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.1.5.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 21 b, stk. 3, efter ”infrastrukturanlæg,” indsættes: ”herunder anlæg til sikring mod oversvømmelse eller erosion,”.

Det følger herefter af § 21 b, stk. 3, at udbygningsaftalen kun kan indeholde bestemmelser om, at grundejeren helt eller delvis skal udføre eller afholde udgifterne til de fysiske infrastrukturanlæg, herunder anlæg til sikring mod oversvømmelse og erosion, som skal etableres i eller uden for området for at virkeliggøre planlægningen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil blive muligt for en grundejer at foreslå kommunalbestyrelsen en udbygningsaftale, hvorefter grundejer helt eller delvist vil skulle udføre eller afholde udgifterne til at finansiere afværgeforanstaltninger, der kan forhindre oversvømmelse eller erosion i et lokalplanområde, når det kan sikre et højere kvalitetsniveau end det, kommunalbestyrelsen har økonomiske ressourcer til at gennemføre, eller vil kunne fremrykke lokalplanlægningen for det pågældende område, eller vil kunne ændre eller udvide de byggemuligheder, der fremgår af kommuneplanens rammebestemmelser eller lokalplanen for det pågældende område, og betingelserne i henhold til planlovens § 21 b, stk. 2, nr. 1, nr. 2 eller nr. 3, i øvrigt er opfyldt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 36

Det fremgår af planlovens § 22 a, stk. 1, 1. pkt., at der forud for erhvervsministerens afgivelse af en redegørelse om landsplanarbejdet eller en redegørelse for de landsplanmæssige interesser i særlige emner, jf. § 2, stk. 2, og forud for erhvervsministerens fastsættelse af bindende regler eller retningslinjer efter § 3, stk. 1, eller § 5 j, stk. 2 og 4, skal offentliggøres et forslag, der tillige skal sendes til de berørte regionsråd og kommunalbestyrelser.

Det følger af den foreslåede ændring af § 22 a, stk. 1, 1. pkt., at ordene ”erhvervsministerens afgivelse af en redegørelse om landsplanarbejdet eller en redegørelse for de landsplanmæssige interesser i særlige emner, jf. § 2, stk. 2, og forud for” udgår af bestemmelsen.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den med lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede ophævelse af bestemmelserne i planlovens § 2, stk. 2 og 3, om henholdsvis redegørelse om landsplanarbejdet (landsplanredegørelse) og redegørelse for de landsplanmæssige interesser i særlige emner.

Til nr. 37

Det fremgår af planlovens § 23 c, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan tilvejebringe forslag til ændringer af kommuneplanen, der ikke er truffet beslutning om i en strategi, der er vedtaget og offentliggjort efter reglerne i lovens § 23 a. Før udarbejdelsen af sådanne forslag skal kommunalbestyrelsen indkalde idéer og forslag m.v. med henblik på planlægningsarbejdet – såkaldt forudgående offentlighed. Ved mindre ændringer i en kommuneplans rammedel, der ikke strider mod planens hovedprincipper, samt ved uvæsentlige ændringer i planens hovedstruktur kan kommunalbestyrelsen dog undlade at indkalde idéer og forslag m.v.

Efter lovens § 23 c, stk. 2, skal indkaldelsen af idéer og forslag efter § 23 c, stk. 1, indeholde en kort beskrivelse af hovedspørgsmålene i den forestående planlægning. Offentliggørelse skal ske i det register, som erhvervsministeren har oprettet i medfør af § 54 b. Offentlig bekendtgørelse kan ske udelukkende digitalt. Kommunalbestyrelsen fastsætter en frist for afgivelse af idéer, forslag m.v.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.3.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at § 23 c, stk. 1, 2 og 3. pkt., og stk. 2, ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil blive frivilligt for kommunalbestyrelsen at gennemføre forudgående offentlighed i forbindelse med forslag til ændringer af kommuneplanen, der ikke fremgår af den vedtagne og offentliggjorte strategi for kommuneplanlægningen, jf. herved reglerne i lovens § 23 a. Det vil således blive overladt til kommunalbestyrelsen at vurdere, hvornår det er nødvendigt eller hensigtsmæssigt at gennemføre forudgående offentlighed i forbindelse med sådanne forslag til ændringer af kommuneplanen. Korrekt gennemført forudgående offentlighed vil dermed ikke længere være en gyldighedsbetingelse i forhold til kommunalbestyrelsens afgørelser i disse sager. Kommunalbestyrelsen vil have mulighed for mere generelt at bestemme, at der i relation til udvalgte emner – f.eks. planlægning for VE-anlæg – som udgangspunkt gennemføres forudgående offentlighed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 38

Det følger af planlovens § 29, stk. 3, 1. pkt., at en minister kan fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som ministeren varetager. Det følger af § 29, stk. 3, 2. pkt., at retten til at fremsætte indsigelse efter 1. pkt. også gælder for stiftsøvrigheden.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.7.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i § 29, stk. 3, efter 2. pkt. indsættes ”Stiftsøvrigheden kan dog ikke fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag, der muliggør opstilling af solceller længere væk fra en kirke end 1.000 m. Stiftsøvrigheden kan heller ikke fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag, der muliggør opstilling af vindmøller længere væk fra en kirke end 1.000 m, dog 2.000 m ved et lokalplanforslag, der muliggør opstilling af vindmøller med en totalhøjde på mindst 250 m. ”

Det vil herefter følge af planlovens § 29, stk. 3, 2.-3. pkt., at retten til at fremsætte indsigelse efter 1. pkt. også vil gælde for stiftsøvrigheden, men at stiftsøvrigheden alene for så vidt angår solceller vil kunne fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag, hvis det muliggør opstilling af solceller op til 1.000 m fra en kirke. Endvidere vil stiftsøvrigheden i medfør af § 29, stk. 3, 2. og 4. pkt., kunne fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag op til 1.000 m fra en kirke, hvis lokalplanforslaget muliggør opstilling af vindmøller, og op til 2.000 m fra en kirke, hvis lokalplanforslaget muliggør opstilling af vindmøller med en totalhøjde på mindst 250 m.

Med forslaget vil stiftsøvrighedens mulighed for selvstændigt at fremsætte indsigelse mod lokalplanlægning for vindmøller og solceller blive fokuseret til områder inden for en nærmere defineret radius af kirkerne. Stiftsøvrigheden vil inden for den pågældende afstand fra en kirkebygning have mulighed for at fremsætte indsigelse mod lokalplanlægning for vindmøller og solceller.

Afstandskravet vil skulle beregnes som afstanden fra det nærmeste hjørne af kirkebygningen til det nærmeste sted inden for lokalplanområdet, hvor det ifølge lokalplanen er muligt at opstille vindmøller eller solceller. Hvis lokalplangrænsen i lokalplanforslaget således går f.eks. helt ind til 700 m fra nærmeste hjørne af en kirkebygning, men det tætteste byggefelt, hvor der ifølge lokalplanen kan opstilles vindmøller på op til 249 m, ligger 1.050 m fra en kirke, vil stiftsøvrigheden ikke kunne fremsætte indsigelse.

Beregningen fra nærmeste hjørne af kirkebygningen vil svare til praksis for, hvordan kirkebyggelinjen efter naturbeskyttelsesloven beregnes.

Forslaget vil ikke ændre ved, at det fortsat er en national interesse at varetage indsynet til og udsynet fra kirkerne i landskabet i henhold til planlovens § 29, stk. 1, og vil heller ikke ændre ved, at en minister kan fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag ud fra de særlige hensyn, som ministeren varetager, jf. planlovens § 29, stk. 3, 1. pkt.

I situationer, hvor lokalplanlægning for vindmøller og solceller i en større afstand fra en kirke end den foreslåede kan påvirke indsynet til og udsynet fra kirken negativt, vil det være kirkeministeren, der varetager hensynet til kirkerne. I sådanne situationer vil stiftsøvrigheden have mulighed for at anmode kirkeministeren om at fremsætte indsigelse mod et lokalplanforslag, hvorefter kirkeministeren vurderer, om forholdet kan begrunde en indsigelse. Det forudsættes som hidtil, at de forhold, kirkeministeren gør indsigelse mod, er af væsentlig national interesse.

Reglerne om statslige myndigheders indsigelse efter § 29, stk. 3, foreslås ikke i øvrigt ændret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 39

Det fremgår af planlovens § 33 a, stk. 1, at regionsråd og kommunalbestyrelser inden udgangen af den første halvdel af den kommunale og regionale valgperiode skal offentliggøre en redegørelse for deres strategi for regionens henholdsvis kommunens bidrag til en bæredygtig udvikling i det 21. århundrede med oplysninger om, hvordan der skal arbejdes helhedsorienteret, tværfagligt og langsigtet, og hvordan befolkningen, virksomheder, organisationer og foreninger vil blive inddraget i arbejdet (lokal Agenda 21).

Nærmere regler om indholdet af regionsrådets og kommunalbestyrelsens strategi er fastsat i planlovens § 33 a, stk. 2 og 3. Regionsrådets henholdsvis kommunalbestyrelsens redegørelse efter § 33 a, stk. 1, skal samtidig med offentliggørelsen sendes til ministeren for landdistrikter, jf. § 33 a, stk. 4.

Efter planlovens § 33 b giver ministeren for landdistrikter hvert fjerde år en redegørelse for det lokale Agenda 21-arbejde i regioner og kommuner til et af Folketinget nedsat udvalg. Redegørelsen skal tilvejebringes i samarbejde med de kommunale organisationer.

Reglerne i planlovens § 33 a og § 33 b udgør tilsammen lovens kapitel 6 a.

Det foreslås, at kapitel 6 a ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at planloven ikke længere vil indeholde krav om redegørelse for lokal Agenda 21.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 40

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, 1. pkt., at der i landzoner ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog lovens §§ 5 u og 36-38. Ved kommunalbestyrelsens tilladelse efter 1. pkt. kan der efter § 35, stk. 1, 2. pkt., lægges særlig vægt på kommuneplanens retningslinjer for omdannelseslandsbyer. For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der i § 35, stk. 1, 2. pkt., efter ordet ”omdannelseslandsbyer” indsættes ”, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 24”.

Det vil herefter følge af § 35, stk. 1, 2. pkt., at der ved kommunalbestyrelsens tilladelse efter 1. pkt. kan lægges særlig vægt på kommuneplanens retningslinjer for omdannelseslandsbyer, jf. § 11 a, stk. 1, nr. 24.

Med den foreslåede ændring af § 35, stk. 1, 2. pkt., om kommunalbestyrelsens landzoneadministration i omdannelseslandsbyer vil det således blive tydeliggjort, at der med ”kommuneplanens retningslinjer for omdannelseslandsbyer” henvises til lovens § 11 a, stk. 1, nr. 24.

Den foreslåede ændring af planlovens § 11 a, stk. 1, nr. 24, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, om udvidet adgang for kommunalbestyrelsen til at udpege og afgrænse omdannelseslandsbyer i kommuneplanen vil samtidig indebære, at kommunalbestyrelsens mulighed for efter lovens § 35, stk. 1, 2. pkt., at praktisere en mere lempelig landzoneadministration i omdannelseslandsbyer vil kunne omfatte et større antal landsbyer end i dag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 41

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, at der i landzoner ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer, jf. dog §§ 5 u og 36-38. Ved kommunalbestyrelsens tilladelse efter 1. pkt. kan der lægges særlig vægt på kommuneplanens retningslinjer for omdannelseslandsbyer.

Med lovforslagets § 1, nr. 5, foreslås, at der i § 5 b indsættes et stk. 10, hvorefter ministeren for landdistrikter efter aftale med miljøministeren kan godkende, at kommunalbestyrelsen vedtager en ø-udviklingsplan, der fraviger § 5 b, stk. 1.

I tilknytning hertil foreslås det, at der i § 35, stk. 1, indsættes et 3. pkt., hvorefter der ved kommunalbestyrelsens tilladelse efter 1. pkt. endvidere kan lægges særlig vægt på en ø-udviklingsplan, jf. § 5 b, stk. 10.

Den foreslåede adgang for kommunalbestyrelsen til i konkrete sager om landzonetilladelser at lægge særlig vægt på en ø-udviklingsplan, jf. herved lovforslagets § 1, nr. 5, vil indebære, at der på de små øer – i den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen – vil blive mulighed for at omdanne overflødiggjorte bygninger inden for kystnærhedszonen til håndværks- og industrivirksomhed, mindre butikker, liberale erhverv, forenings- og fritidsformål samt lager- og kontorformål m.v. i videre omfang end efter nugældende, administrativ praksis, etablere nye boliger i umiddelbar tilknytning til én eller flere eksisterende landsbybebyggelse(r), udvide eksisterende landsbyer i byzone med nye arealer til boliger og erhverv og udvide eksisterende erhvervsvirksomheder. Det vil endvidere blive muligt på en lille ø – i den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen – at etablere enkelte pladser til mobilehomes ved en havn eller på en eksisterende campingplads. Endelig vil der blive mulighed for – i den del af kystnærhedszonen, der ligger uden for strandbeskyttelseszonen – at opstille husstandsvindmøller og små solcelleanlæg til brug for øens egen energiforsyning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 42

Efter planlovens § 35, stk. 1, må der i landzone som hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen (landzonetilladelse) foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer.

Opstilling af glampingenheder vil som udgangspunkt kræve landzonetilladelse. Opnåelse af tilladelse forudsætter, at det ansøgte er foreneligt med de hensyn, der skal varetages med landzonereglerne, og praksis er som følge heraf restriktiv.

Et projekt omfattende etablering af glampingenheder kan endvidere efter omstændighederne forudsætte ny lokalplanlægning, jf. planlovens § 13, stk. 2, og udlejning af glampingenheder til ferie- og fritidsformål kan efter omstændighederne være omfattet af krav om forudgående tilladelse efter lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v. (sommerhusloven), herunder eventuelt bekendtgørelse om tilladelse til udlejning af arealer til campering og om indretning og benyttelse af campingpladser (campingreglementet).

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.6.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i planlovens § 35 indsættes et nyt stk. 11, om, at kommunalbestyrelsen kan meddele tilladelse efter § 35, stk. 1 (landzonetilladelse) til etablering af op til 8 glampingenheder i form af luksustelte el.lign. samt trætophytter, der placeres samlet i nærheden af eksisterende bebyggelse ved en veletableret, større turistattraktion eller en veletableret, større virksomhed med væsentlige besøgsaktiviteter, som ikke i forvejen omfatter udlejning af hus eller husrum til overnattende gæster. Tilladelsen tidsbegrænses til maksimalt 5 år.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at kommunalbestyrelsen ved vurderingen af en konkret ansøgning om landzonetilladelse til etablering af glampingenheder vil få mulighed for, men ikke pligt til, at tillægge hensynene til rekreative interesser og udvikling af turismefaciliteter særlig vægt. Øvrige relevante hensyn, herunder til natur, landskab, forsvar og beredskab, vil fortsat skulle indgå i kommunalbestyrelsens vurdering og afvejning i den enkelte sag.

Tilladelser i henhold til den foreslåede bestemmelse vil kunne omfatte glampingenheder i form af luksustelte el.lign., der eventuelt er placeret på platforme af træ, samt trætophytter. Campingvogne, autocampere, hytter med faste vægge, bortset fra trætophytter, og huse, herunder såkaldte tiny houses, er ikke er omfattet af bestemmelsen.

En landzonetilladelse til glampingenheder vil endvidere efter en konkret vurdering eventuelt kunne omfatte indretninger til fremføring af vand og el samt toilet- og badefaciliteter, hvis der er tale om indretninger af midlertidig karakter, som ikke er vanskelige at fjerne igen. Det vil f.eks. kunne være et muldtoilet i et primitivt skur eller en udendørs bruser med bruseafskærmning.

Glampingenhederne, herunder udlejning heraf, vil skulle være et accessorium til en veletableret, større turistattraktion eller virksomhed, som i væsentligt omfang, typisk dagligt, har besøg af borgere og turister. Der vil f.eks. kunne være tale om dyreparker, herregårde, legelande eller fødevarevirksomheder med faciliteter til besøgsturisme, som igennem en længere periode, typisk flere år, har vist sig at være en væsentlig attraktion for borgere og turister. Den foreslåede bestemmelse tager således ikke sigte på nyetablerede virksomheder eller nyopførte monumenter eller lignende, uanset en eventuel forventning om høje besøgstal.

Der vil endvidere skulle være tale om turistattraktioner eller virksomheder, som ikke i forvejen omfatter udlejning af hus eller husrum til overnattende gæster. Hus eller husrum omfatter, ligesom samme begreb i sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, alle former for hus eller husrum, herunder enkeltværelser, hytter mv. Udlejning til overnattende gæster omfatter ikke udlejning til helårsbeboelse.

Ifølge den foreslåede bestemmelse vil glampingenheder skulle etableres samlet og i nærheden af eksisterende bebyggelse ved den pågældende virksomhed eller turistattraktion. Herved forstås, at afstanden fra hver enkelt glampingenhed til eksisterende bebyggelse ikke vil kunne overstige ca. 100 m, og at den indbyrdes afstand mellem glampingenhederne ikke vil kunne overstige ca. 20 m.

Eksisterende bebyggelse ved den pågældende virksomhed eller turistattraktion omfatter ikke en naboejendom, som også er ejet af den pågældende virksomhed uden at indgå i driften af virksomheden.

Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen ved meddelelse af landzonetilladelse til etablering af glampingenheder vil sikre – med fastsættelse af passende vilkår herom – at disse ikke får karakter af sommerhuslignende bebyggelse, der kan udvikle sig til små, selvstændige sommerhusområder.

Det forudsættes således, at der som udgangspunkt ikke vil blive meddelt tilladelse til glampingenheder med støbt fundament eller andre konstruktioner, som vil være vanskelige at fjerne, og at den enkelte glampingenhed som udgangspunkt ikke har et areal over 30-40 m2 og at eventuelle tilknyttede udendørsarealer, f.eks. en træterrasse, er af begrænset størrelse. Det skal dog bemærkes, at etablering af trætophytter typisk forudsætter mere indgribende konstruktionsmæssige foranstaltninger end etablering af luksustelte el.lign. på platforme af træ.

Det forudsættes endvidere, at tilladelsen til opstilling af glampingenheder vil blive forsynet med vilkår om, at enhederne og eventuelle tilhørende anlæg skal fjernes, når tilladelsen udløber, eller når anvendelsen til det tilladte formål ophører, samt i relevant omfang vilkår om efterbehandling af arealet med henblik på at genoprette de oprindelige forhold. Der vil dog kunne ansøges om forlængelse af tilladelsen. Forlængelse vil forudsætte, at betingelserne i den foreslåede bestemmelse fortsat er opfyldt, og at en fornyet afvejning af de ovennævnte relevante hensyn på baggrund af de aktuelle faktiske forhold igen fører til den konklusion, at tilladelse bør meddeles.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 43

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, at der i landzoner som hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen (landzonetilladelse) må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer. Kravet om landzonetilladelse er en grundlæggende beskyttelse af det åbne land, der også kan omfatte opstilling af f.eks. master til radiokommunikationsformål.

Efter praksis er udgangspunktet, at landzonetilladelse til opstilling af en mast til radiokommunikationsformål forudsætter, at masten placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der i planlovens § 35 indsættes et stk. 12, hvorefter kommunalbestyrelsen under hensyn til den overordnede samfundsmæssige interesse i at sikre mobildækning i hele landet kan meddele tilladelse efter stk. 1 til opstilling af en mast til radiokommunikationsformål med tilhørende anlæg i neutrale farver, medmindre væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø eller naboer taler afgørende imod placeringen.

Det vil fortsat være udgangspunktet for kommunalbestyrelsens behandling af en ansøgning om landzonetilladelse til opstilling af en mast til radiokommunikationsformål, at masten bør placeres i tilknytning til eksisterende bebyggelse, men det kan ikke altid sikre en tilstrækkelig god mobildækning i hele landet. Der er en særlig samfundsmæssig interesse i at sikre god mobildækning i hele Danmark. Dette forudsætter, at den nødvendige tekniske infrastruktur kan etableres. Kommunalbestyrelsen vil i kraft af den foreslåede ændring kunne tillade en placering, der ikke er i tilknytning til eksisterende bebyggelse, hvis hensynet til mobildækningen ikke kan opfyldes ved placering på eksisterende anlæg eller i tilknytning til eksisterende bebyggelse. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor et teleselskab ikke har mulighed for at indgå en frivillig aftale med en lodsejer om en placering på eksisterende anlæg eller i tilknytning til eksisterende bebyggelse.

Den foreslåede ændring vil indebære, at kommunalbestyrelsen ved bedømmelsen af en konkret ansøgning om landzonetilladelse til opstilling af en mast til radiokommunikationsformål med tilhørende anlæg vil få mulighed for, men ikke pligt til, at tillægge hensynet til den overordnede samfundsmæssige interesse i at sikre god mobildækning i hele landet særlig vægt. Øvrige relevante hensyn vil fortsat skulle indgå i kommunalbestyrelsens vurdering og afvejning i den enkelte sag. En landzonetilladelse vil forudsætte, at væsentlige hensyn til landskab, natur, miljø, forsvarshensyn eller naboer ikke afgørende taler imod den ønskede placering af masten til radiokommunikationsformål.

Ved en mast til radiokommunikationsformål (med tilhørende anlæg) forstås en mast, der er omfattet af mastelovens § 1, stk. 2, nr. 1.

Ved tilhørende anlæg forstås teknikskabe eller teknikhuse og øvrige faciliteter, herunder adgangsveje, kabler, ledninger og støttekonstruktioner m.v. – det vil sige elementer, som er associerede med et elektronisk kommunikationsnet. Betegnelsen øvrige faciliteter svarer til betegnelsen associerede faciliteter i § 42, stk. 1, nr. 7, i lov om elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (teleloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 955 af 17. juni 2022.

Der vil tillige være krav om, at en mast til radiokommunikationsformål med tilhørende anlæg opføres i neutrale farver, hvorved forstås f.eks. grå, hvid, beige eller indfarvet i forhold til omgivelserne, således at de falder ind i omgivelserne, og landzonetilladelsen vil kunne indeholde vilkår om f.eks. passende dækbeplantning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 44 og 45

Det fremgår af planlovens § 35, stk. 1, at der i landzoner som hovedregel ikke uden tilladelse fra kommunalbestyrelsen (landzonetilladelse) må foretages udstykning, opføres ny bebyggelse eller ske ændring i anvendelsen af bestående bebyggelse og ubebyggede arealer. Kravet om landzonetilladelse er en grundlæggende beskyttelse af det åbne land, der også kan omfatte opstilling af f.eks. master, der anvendes til offentlig mobilkommunikation.

Der gælder en række undtagelser fra planlovens § 35, stk. 1, hvoraf en del findes i lovens § 36. Det fremgår bl.a. af planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, at der ikke kræves landzonetilladelse til panelantenner til mobilkommunikation med tilhørende radiomoduler og transmissionslinks i neutrale farver, som opsættes på eksisterende master, der anvendes til offentlig mobilkommunikation, siloer eller høje skorstene, når bebyggelsens højde ikke dermed forøges. Det fremgår i tilknytning hertil af planlovens § 36, stk. 1, nr. 19, at også teknikskabe i neutrale farver med en grundplan på maksimalt 2 m2 og en højde på maksimalt 2,5 m til brug for de antenner, der er nævnt i nr. 17, og som opsættes på eller umiddelbart ved masten, siloen eller skorstenen, er undtaget fra kravet om landzonetilladelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Der foreslås en nyaffattelse af § 36, stk. 1, nr. 17 , hvorefter tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, ikke kræves til antennesystemer til radiokommunikation i elektroniske kommunikationsnet med tilhørende frekvens- eller kabelbaseret teleinfrastruktur i neutrale farver, som opsættes på eksisterende master, siloer eller høje skorstene m.v. når bebyggelsens højde ikke dermed forøges.

Den foreslåede nyaffattelse af planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, hvorved alle antennesystemer til radiokommunikation, som vil kunne opsættes på eksisterende master, siloer eller skorstene m.v. vil kunne undtages fra landzonetilladelse er en opdatering af den gældende regel til et mere tidssvarende indhold, der afspejler den teknologiske udvikling og er i overensstemmelse med den øvrige lovgivning på området. Desuden vil den foreslåede nyaffattelse betyde, at bestemmelsen ikke længere vil have en udtømmende opregning af eksisterende master, der anvendes til offentlig mobilkommunikation, siloer eller skorstene, der kan opsættes antennesystemer på. Det vil derimod blive muligt at opsætte antennesystemer til radiokommunikation uden landzonetilladelse på eksisterende master uanset øvrig anvendelse, f.eks. lys- eller elmaster, siloer, skorstene og andre høje konstruktioner, når det er fysisk muligt og anden lovgivning er overholdt. For så vidt angår opsætning af antennesystemer på skorstene, vil undtagelsesreglen fortsat være begrænset til høje skorstene, dvs. skorstene på mindst 20 m. Det vil derfor ikke være muligt uden forudgående tilladelse at opsætte antennesystemer til radiokommunikation på almindelige husskorstene.

Det vil fortsat være en betingelse for anvendelse af § 36, stk. 1, nr. 17, at en antenne, der opsættes uden forudgående landzonetilladelse, ikke må forøge bebyggelsens (mast, silo, høj skorsten m.v.) højde. Dette indebærer – i overensstemmelse med forarbejderne til den gældende bestemmelse i § 36, stk. 1, nr. 17 (jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 147 som fremsat, side 20) – at antennen skal monteres under taghøjde eller under mastens, skorstenens m.v. top.

Der foreslås en nyaffattelse af § 36, stk. 1, nr. 19, hvorefter tilladelse efter planlovens § 35, stk. 1, ikke kræves til teknikskabe eller teknikhuse i neutrale farver med en grundplan på maksimalt 2 m2 og en højde på maksimalt 3 m til brug for de antenner, der er nævnt i nr. 17 og som opsættes på eller umiddelbart ved masten, siloen eller skorstenen m.v.

Denne foreslåede nyaffattelse vil have nær sammenhæng med den foreslåede nyaffattelse af planlovens § 36, stk. 1, nr. 17, således at bestemmelsen om undtagelse af teknikskabe fra landzonetilladelse vil blive udvidet til også at omfatte teknikhuse i neutrale farver. Der er ligeledes tale om en opdatering af bestemmelsen, der afspejler den teknologiske udvikling. Den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde vil blive udvidet til at omfatte de samme situationer, der vil blive omfattet af den foreslåede § 36, stk. 1, nr. 17.

Ved neutrale farver for henholdsvis antennesystem og teknikskab/-hus forstås f.eks. grå, hvid, beige eller indfarvet i forhold til omgivelserne, således at de vil falde ind i omgivelserne.

Fritagelse for landzonetilladelse til opsætning af antennesystemer til radiokommunikation og teknikskabe eller -huse vil betyde, at der ikke er krav om forudgående naboorientering efter planlovens § 35, stk. 4, og at der ikke er klageadgang efter planlovens § 58, stk. 1, nr. 1.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 46

Det følger af planlovens § 58, stk. 1, at afgørelser efter planloven og regler udstedt i medfør af loven som udgangspunkt kan påklages til Planklagenævnet.

Planlovens § 58, stk. 3, bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om klageadgangen, herunder om frister for indgivelse af klage, om frister og proces for parternes afgivelse af bemærkninger, om Planklagenævnets sagsoplysning og -behandling og om obligatorisk brug af digitale selvbetjeningsløsninger samt regler om, at klagerne skal betale et gebyr for at få behandlet en klage.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet. I stedet er der i henhold til bemyndigelsesbestemmelser i lov om Planklagenævnet udstedt bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love, fastsætter i henhold til den nævnte bemyndigelse nærmere regler om klage til Planklagenævnet over afgørelser efter planloven. Lov om Planklagenævnet indeholder i øvrigt regler om, at der skal betales gebyr for indgivelse af klage til nævnet.

Det henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 3.5.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Den foreslåede ophævelse af § 58, stk. 3, vil indebære, at bemyndigelsen for Erhvervsministeren til at fastsætte bestemmelser om klage over afgørelser efter planloven til Planklagenævnet alene vil følge af lov om Planklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 47

Det følger af planlovens § 58, stk. 1, at afgørelser efter loven som udgangspunkt kan påklages til Planklagenævnet. Planlovens § 58, stk. 3, bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om klageadgangen.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet. I stedet er der i henhold til bemyndigelsesbestemmelser i lov om Planklagenævnet fastsat nærmere regler om klager over planlovsafgørelser til Planklagenævnet i Erhvervsministerens bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 3.5.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med § 60, stk. 1, at klage over afgørelser, der er nævnt i planlovens § 58, stk. 1, og § 58 a skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at klage over afgørelser, der er nævnt i planlovens § 58, stk. 1, og § 58 a skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Afgørelsen vil være meddelt, når den er kommet frem til den klageberettigede.

Hvis sagens parter ikke har modtaget særskilt underretning om afgørelsen, vil klagefristen imidlertid som udgangspunkt blive suspenderet for de pågældende. Det samme vil gælde dem, der efter planloven i øvrigt har krav på særskilt underretning om en afgørelse. At en plan skal sendes til de berørte myndigheder, jf. planlovens § 30, vil dog ikke kunne betragtes som et krav om særskilt underretning, der medfører, at klagefristen først skal beregnes fra en sådan underretning.

Det foreslås med § 60, stk. 2, at hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog fra bekendtgørelsen. I tilfælde, hvor en afgørelse træffes indirekte og således ikke meddeles og offentliggøres, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse i § 60, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen fra offentliggørelsen. Dette vil også gælde, hvis afgørelsen er meddelt en klageberettiget før offentliggørelsestidspunktet.

Den foreslåede bestemmelse i § 60, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at hvis en afgørelse træffes indirekte og således ikke meddeles og offentliggøres, regnes fristen fra det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen.

Indirekte afgørelser kan f.eks. være afgørelser om, at et byggeri er i overensstemmelse med lokalplanen for området, eller at et byggeri ikke er lokalplanpligtigt eller ikke kræver landzonetilladelse. Det følger således af bygningsreglementet, at kommunalbestyrelsen, inden der kan gives byggetilladelse, skal undersøge, om det ansøgte byggearbejde er i strid med bl.a. planloven. En byggetilladelse kan dermed være en indirekte afgørelse efter planloven om, at forholdet er i overensstemmelse med lokalplanen for det pågældende område.

Ved det tidspunkt, hvor klageren har fået kendskab til afgørelsen, dvs. kundskabstidspunktet, forstås det tidspunkt, hvor afgørelsen er eller burde være kommet til kundskab hos den klageberettigede. Det vil f.eks. kunne være på det tidspunkt, hvor den klageberettigede opdager, at et byggeri eller anlægsarbejde er påbegyndt.

Den foreslåede bestemmelse i § 60, stk. 2, 3. pkt., vil medføre, at hvis klagefristen udløber på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Det foreslås med § 60 a, stk. 1, at en tilladelse efter § 35, stk. 1, ikke må udnyttes før klagefristens udløb. Påklages tilladelsen, underretter den myndighed, der har givet tilladelsen, straks den, som har modtaget tilladelsen, om klagen.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at en tilladelse efter § 35, stk. 1, ikke må udnyttes før klagefristens udløb. Det vil kun være egentlige tilladelser efter § 35, stk. 1, som ikke må udnyttes før klagefristens udløb. Således vil en indirekte eller stiltiende afgørelse om, at et forhold ikke kræver landzonetilladelse, ikke være omfattet af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at hvis en tilladelse efter § 35, stk. 1, påklages, skal den myndighed, der har givet tilladelsen, straks underrette den, som har modtaget tilladelsen, om klagen.

Det foreslås med § 60 a, stk. 2, at rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 1 og nr. 2, har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 2, vil medføre, at rettidig klage over landzonetilladelser og beslutninger om ekspropriation har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet. Der vil skulle foreligge tungtvejende grunde, før Planklagenævnet kan fravige lovens udgangspunkt om opsættende virkning.

Det foreslås med § 60 a, stk. 3, at Planklagenævnet ved rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 3, kan beslutte, at en meddelt tilladelse eller godkendelse ikke må udnyttes, og at et påbud ikke skal efterkommes. Er et bygge- eller anlægsarbejde iværksat, kan Planklagenævnet påbyde dette standset.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 3, 1. pkt., vil medføre, at Planklagenævnet ved rettidig klage efter § 58, stk. 1, nr. 3, kan beslutte, at en meddelt tilladelse eller godkendelse ikke må udnyttes, og at et påbud ikke skal efterkommes. Planklagenævnet vil således kunne tillægge en sådan rettidig klage opsættende virkning.

Om en klage skal tillægges opsættende virkning vil skulle afgøres ud fra en vurdering af sagens omstændigheder, herunder på den ene side de negative konsekvenser af opsættende virkning for en tilladelses adressat og på den anden side om (fortsat) udnyttelse af tilladelsen vil medføre skade på f.eks. naturværdier, som i givet fald vil være svære at genoprette.

Den foreslåede bestemmelse i § 60 a, stk. 3, 2. pkt., vil medføre, at Planklagenævnet vil kunne påbyde, at et bygge- eller anlægsarbejde, som er iværksat, skal standses, indtil klagesagen er afgjort.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i de almindelige bemærkninger.

Til nr. 48

Det fremgår af planlovens § 32, stk. 1, at et forslag til lokalplan bortfalder, hvis det ikke er (endeligt) vedtaget inden 3 år efter offentliggørelsen.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 3.5.7.4.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Den foreslåede nye bestemmelse i § 61 a vil indebære, at Planklagenævnet i forbindelse med afgørelse af en klagesag om et forslag til lokalplan, jf. § 58, stk. 1, nr. 3, i særlige tilfælde kan beslutte, at fristen efter § 32, stk. 1, forlænges med op til 6 måneder.

Fristforlængelse vil kunne være relevant, hvis Planklagenævnets behandling af en klagesag om en endeligt vedtaget lokalplan har været så langvarig, at kommunalbestyrelsen på tidspunktet for nævnets afgørelse – hvis afgørelsen går ud på, at kommunalbestyrelsens endelige vedtagelse af lokalplanen ophæves som værende ugyldig – ikke vil have tilstrækkelig tid til at genbehandle planforslaget og på ny vedtage dette endeligt inden udløbet af treårsfristen i planlovens § 32, stk. 1, der regnes fra den oprindelige offentliggørelse af planforslaget efter lovens § 24, stk. 1.

Det forudsættes, at Planklagenævnet ikke vil træffe beslutning om udsættelse af treårsfristen, hvis kommunens forhold åbenlyst er årsag til, at fristen vil blive overskredet i forbindelse med kommunalbestyrelsens genbehandling af planforslaget i forlængelse af afgørelsen af klagesagen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 15, stk. 1, i lov om naturbeskyttelse, at der ikke må foretages ændring i tilstanden af strandbredder eller af andre arealer, der ligger mellem strandbredden og strandbeskyttelseslinjen, jf. stk. 2. Der må f.eks. ikke placeres bebyggelse, ske beplantning eller terrænændringer, etableres hegn eller placeres campingvogne og lign., og der må ikke foretages udstykning, matrikulering eller arealoverførsel, hvorved der fastlægges skel.

Det fremgår af § 65 b, stk. 1, at der kun i særlige tilfælde kan meddeles dispensation fra strandbeskyttelseslinjen. Der kan derfor kun dispenseres, hvis særlige forhold taler for det, herunder hvis der er tale om et nødvendigt formål, som bør gå forud for den generelle beskyttelsesinteresse, og der ikke ved en dispensation skabes præcedensvirkning i strid med det generelle formål med reglerne. Bestemmelsen administreres i praksis meget restriktivt.

Det fremgår af § 65 b, stk. 3-5, at der kan dispenseres i en række nærmere bestemte tilfælde, selv om der ikke er tale om særlige tilfælde.

Forbuddet mod tilstandsændringer i § 15, stk. 1, gælder som udgangspunkt også for placering af faciliteter som en vejbod til salg af lokale produkter, en isbod, sportsfaciliteter som net og mål til boldspil el.lign. og mindre lege- eller motionsfaciliteter i øvrigt.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.3.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at der til § 65 b i lov om naturbeskyttelse, tilføjes et stk. 9, hvorefter miljøministeren i medfør af en vedtagen ø-udviklingsplan, jf. § 5 b, stk. 10, i lov om planlægning, inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje (100-300 meter) kan gøre undtagelse fra § 15, stk. 1, til placering af faciliteter i tilknytning til eksisterende anlæg eller bebyggelse, som f.eks. en mindre isbod i tilknytning til en café, restaurant eller lignende turismevirksomhed, enkelte, mindre sportsfaciliteter som net og mål til boldspil og lignende ved klubber, foreninger, skoler, institutioner og eksisterende turismevirksomheder, enkelte, mindre lege- eller motionsfaciliteter ved klubber, foreninger, skoler og institutioner og eksisterende turismevirksomheder og en mindre bod til salg af lokale produkter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det vil blive muligt at opnå dispensation på de små øer – hvis det sker inden for rammerne af en ø-udviklingsplan - til placering af mindre faciliteter inden for den udvidede strandbeskyttelseslinje i større omfang end efter de almindelige regler.

Ved turismevirksomheder forstås eksisterende campingpladser, feriecentre, golfbaner, hoteller, dyreparker, restauranter, strandcaféer, konferencecentre og kursusejendomme, bed-and-breakfast og andre overnatningsfaciliteter, pizzeriaer, grillbarer, isbarer og lignende. En virksomhed inden for strandbeskyttelseslinjen, der ikke forud for miljøministerens og ministeren for landdistrikters tilladelse til en ø-udviklingsplan var en eksisterende turismevirksomhed, vil således ikke ved dispensation efter den foreslåede § 65 b, stk. 10, kunne ændres helt eller delvist til turismevirksomhed.

Med forslaget er det hensigten, at der alene vil kunne tillades enkelte faciliteter på det pågældende sted således, at der fortsat vil skulle tages hensyn til naturen og de kystlandskabelige forhold, og at det sikres, at faciliteterne indpasses arkitektonisk, herunder i forhold til placering, størrelse og antal i landskabet, sådan at kystlandskabet påvirkes mindst muligt. Kravet om tilknytning til eksisterende anlæg og byggeri skal sikre, at faciliteter holdes samlet og ikke spredes ud over en kyststrækning. Tilknytningskravet skal derudover varetage hensynet til at sikre beskyttelse af naturen og hensynet til, at offentlighedens adgang til strandene og kysten, jf. lovens § 22, stk. 1, og stk. 3, ikke vanskeliggøres eller forhindres.

Der vil fortsat i overensstemmelse med naturbeskyttelseslovens formål skulle varetages størst muligt hensyn til kystlandskabet. Det betyder for eksempel, at jo mere fremtrædende placering en facilitet vil få i kystlandskabet, jo sværere vil det være at opnå en dispensation, hvorimod der vil være større mulighed for at opnå dispensation til en tilsvarende facilitet, hvis den placeres mindre synligt i kystlandskabet.

Gældende regler i naturbeskyttelseslovgivningen i øvrigt, herunder § 29 a om beskyttelse af plante- og dyrearter m.v., og i anden lovgivning, som f.eks. lov om miljøvurdering, videreføres uændret.

Der vil ved meddelelse af dispensation kunne stilles vilkår, der har til formål at sikre beskyttelsen af natur og landskab, herunder vilkår om, at faciliteterne skal fjernes, hvis de ikke er i brug mere, eller at faciliteterne kun opsættes i et begrænset tidsrum som f.eks. i sommermånederne og f.eks. kun i dagtimerne.

Ændringen skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 5, om ændring af planlovens § 5 b.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.1.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det foreslås i § 8, stk. 4, at er ejendommen omfattet af reglerne i kapitel 1 a, kan ejeren først anmode kommunalbestyrelsen om at anvise en lejer til boligen efter stk. 3, når lejemålet er undtaget reglerne i kapitel 1 a for en periode eller permanent, jf. § 12 b, stk. 4.

Det foreslåede vil indebære, at udlejeren ikke kan udnytte manglende uddannelsessøgende og studieaktive til samtidigt at få ophævet bopælspligten.

Først når et lejemål er undtaget reglerne i kapitel 1 a for en periode eller permanent, vil udlejeren have mulighed for at anmode kommunalbestyrelsen i henhold til § 8, stk. 3.

En parallel anvendelse af §§ 8, stk. 3, og 12 e, stk. 1, vil således ikke være mulig.

Til nr. 2

Der findes ikke en definition af ustøttede private ungdomsboliger eller særlige regler for ustøttede private ungdomsboliger, som kan sikre, at boligerne bebos af en bestemt målgruppe.

Det foreslås derfor at indsætte i lov om boligforhold et nyt kapitel 1 a om ustøttede private ungdomsboliger efter kapitel 1 samt at indføre §§ 12 a-12 f.

Det foreslås i § 12 a, stk. 1, at ved ustøttede private ungdomsboliger forstås boliger, der skal udlejes til studerende, som ikke er omfattet af lov nr. 1089 af 17. december 2002 om støttede private ungdomsboliger eller af lov nr. 1877 af 27. september 2021 om almene boliger, og som opfylder betingelsen i stk. 2.

Det foreslåede vil indebære en definition af ustøttede private ungdomsboliger. Bestemmelsen vil medføre, at ved ustøttede private ungdomsboliger vil forstås boliger, som udlejes til studerende, herunder boliger, der opføres efter særlige lempelser for ungdomsboligbyggeri.

Boliger vil omfatte både beboelseslejligheder og enkeltværelser, når værelserne ikke er en del af udlejerens beboelseslejlighed eller er en del af et en- eller tofamilieshus, som udlejeren bebor.

Boliger omfattet af lov nr. 1089 af 17. december 2002 om støttede private ungdomsboliger eller af lov nr. 1877 af 27. september 2021 om almene boliger vil ikke være omfattet af definitionen.

Det foreslås i § 12 a, stk. 2, at bygherren inden ansøgning om byggetilladelse skal lade tinglyse deklaration på ejendommen om, at boligerne er omfattet af kapitel 1 a i lov om boligforhold. Det er kommunalbestyrelsen, i den kommune hvor ejendommen ligger, der er påtaleberettiget.

Det foreslåede vil indebære, at bygherren i forbindelse i forbindelse med opførelsen af ustøttede private ungdomsboliger vil blive pålagt at lade tinglyse deklaration på ejendommen om, at boligerne er omfattet af lov om boligforhold kapitel 1 a. Tinglysningen vil senest skulle ske inden ansøgning om byggetilladelse.

Derved vil det blive sikret, at den til enhver tid gældende ejer af ejendommen er bevidst om, at boligerne er omfattet af reglerne om ustøttede private ungdomsboliger, herunder at udlejning sker til den rette personkreds efter § 12 b, stk. 1. Kommunalbestyrelsen, i den kommune hvor ejendommen ligger, vil være påtaleberettiget. Lejen i ustøttede private ungdomsboliger vil skulle fastsættes efter reglerne om lejefastsættelse i lejelovgivningen.

Det foreslås i § 12 b, stk. 1, at ustøttede private ungdomsboliger skal bebos af studieaktive eller uddannelsessøgende.

Det foreslåede vil indebære, at den berettigede personkreds for udlejning af ustøttede private ungdomsboliger fastsættes. Med studieaktive eller uddannelsessøgende forstås personer optaget på en offentligt anerkendt ungdomsuddannelse eller en videregående uddannelse. Omfattet vil således både være personer, som er aktivt studerende samt personer, som endnu ikke er aktivt studerende, men som er optaget på en endnu ikke påbegyndt uddannelse.

Der er med begreberne studieaktive eller uddannelsessøgende ikke tilsigtet materielle ændringer fra ungdomsboligloven. Begreberne studieaktive eller uddannelsessøgende er anvendt i nærværende lov for at tydeliggøre, hvem der vil være omfattet af den berettigede personkreds.

Det forudsættes, at boligerne vil blive beboet af studieaktive eller uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser eller videregående uddannelser, herunder elever på erhvervsuddannelser med løn. Det er således hensigten, at personer, der følger en uddannelse, som efter reglerne for statens uddannelsesstøtte berettiger til uddannelsesstøtte, vil blive anset som uddannelsessøgende. Herudover vil personer, der følger en erhvervsuddannelse eller Forberedende Grunduddannelse (FGU), ligeledes blive anset som uddannelsessøgende.

Det vil udelukkende være den lejer, som udlejeren indgår en lejekontrakt med, der vil skulle opfylde kravet om studieaktivitet. Andre personer, der også bor i boligen, f.eks. et barn, vil ikke skulle opfylde kravet om studieaktivitet.

I bestemmelsen ligger ikke, at udlejeren skal tjekke, om boligen står tom. Hvis boligen er udlejet men ubeboet, er det stadig kommunalbestyrelsen, der kan ophæve lejeaftalen, jf. lov om boligforhold § 6, stk. 1.

Der foreslås ikke fastsat en aldersgrænse, da det vil være afgørende, hvorvidt der er tale om en studieaktiv eller uddannelsessøgende som beskrevet ovenfor.

Det foreslås i § 12 b, stk. 2, at udlejeren skal sikre, at boligerne til stadighed bebos af personer, der tilhører den berettigede personkreds, jf. stk. 1. Udlejeren skal én gang årligt til brug herfor anmode lejeren om at fremsende nødvendige oplysninger om studieaktivitet med en frist på 6 uger. Ved beregning af fristen ses bort fra juli og august måned.

Det foreslåede vil indebære, at udlejeren én gang årligt vil skulle anmode lejeren om at dokumentere sin studieaktivitet.

Udlejeren vil skulle anmode lejeren om de nødvendige oplysninger om studieaktivitet med en frist på mindst 6 uger efter, at lejeren har modtaget skriftlig anmodning herom. Ved beregning af fristen ses der bort fra juli og august måned.

Udlejeren vil være berettiget til og vil have krav på de nødvendige oplysninger fra lejeren, og lejeren vil have pligt til at oplyse udlejeren om lejerens studieaktivitet.

Modtager udlejeren ikke tilstrækkelig dokumentation fra lejeren, hvorefter udlejeren ikke vil kunne konstatere, at lejeren opfylder betingelsen i § 12 b, stk. 1, vil udlejeren skulle sørge for at opsige lejeforholdet efter den foreslåede bestemmelse i lejelovens § 171, stk. 3.

Det foreslås i § 12 b, stk. 3, at kan en bolig ikke udlejes til personer, der tilhører den berettigede personkreds, jf. stk. 1, kan kommunalbestyrelsen efter udlejerens anmodning beslutte, at boligen lejes ud til andre boligsøgende.

Det i stk. 3 foreslåede vil indebære, at boligen vil kunne udlejes til andre boligsøgende efter kommunalbestyrelsens beslutning, hvis det ikke vil være muligt at finde boligsøgende omfattet af § 12 b, stk. 1.

Det forudsættes, at boligen har været ledig i en periode på mindst en måned, og at udlejeren på en efter kommunalbestyrelsens skøn tilfredsstillende måde har godtgjort, at udlejeren uanset forsøg herpå ikke har kunne udleje til personer omfattet af den berettigede personkreds.

Kommunalbestyrelsen vil på baggrund af sit kendskab til lokale forhold kunne vurdere, hvornår udlejeren vil kunne leje ud til andre end den berettigede personkreds. Ved genudlejning vil boligen igen skulle søges udlejet til personkredsen.

Det foreslås i § 12 b, stk. 4, at ved længerevarende eller permanente udlejningsvanskeligheder kan kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde beslutte, at hele eller dele af ejendommen for en periode eller permanent ikke længere er omfattet af dette kapitel.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde f.eks. på grund af væsentlige ændringer i efterspørgselsmønstret, store ændringer i antallet af uddannelsespladser i området, væsentlige ændringer i befolkningssammensætningen i området, længerevarende eller permanente udlejningsvanskeligheder m.v. vil kunne beslutte, at hele eller dele af ejendommen for en periode eller permanent ikke længere vil være omfattet af denne lov.

Ved længerevarende udlejningsvanskeligheder vil det blive forudsat, at udlejeren har oplevet udlejningsvanskeligheder, hvor udlejeren været nødsaget til at anvende den i § 12 b, stk. 3, foreslåede mulighed for at udleje til andre boligsøgende efter kommunalbestyrelsens beslutning og vil kunne sandsynliggøre, at denne udlejningsvanskelighed ikke vil ophøre inden for den nærmeste fremtid.

Perioden, hvorefter ejendommen ikke vil være omfattet af dette kapitel, vil skulle modsvare længden af en forventet udlejningsvanskelighed. Ejendommen vil således alene kunne undtages permanent, såfremt udlejningsvanskelighederne vurderes at være permanente. Dette vil bero på kommunalbestyrelsens konkrete vurdering.

Undtages ejendommen permanent, vil tinglyst deklaration på ejendommen efter den foreslåede § 12 a, stk. 2, kunne aflyses.

Det foreslås i § 12 c, at kommunalbestyrelsen kan påse, at ustøttede private ungdomsboliger udlejes til og til stadighed bebos af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når boligerne ikke er undtaget, jf. § 12 b, stk. 3 og 4. Kommunalbestyrelsen kan indhente de nødvendige oplysninger hos udlejeren.

Det foreslåede vil indebære, at boligerne faktisk bebos af den berettigede personkreds. Bestemmelsen vil være med til at forhindre, at boliger, der kan være opført på lempeligere og mindre omkostningstunge vilkår, ikke udlejes til den berettigede personkreds.

Kommunalbestyrelsen vil kunne påse, at boligerne bebos af studieaktive eller uddannelsessøgende. Kommunalbestyrelsen vil én gang årligt kunne anmode udlejeren om at modtage dokumentation for, at boligerne bebos af den rette personkreds.

Endvidere vil kommunalbestyrelsen være berettiget til at modtage andre oplysninger fra udlejeren, som kommunalbestyrelsen vil have behov for ved udøvelse af sit tilsyn. Overtræder udlejeren reglen ved at udleje ungdomsboligen til en person, som ikke er studieaktiv uddannelsessøgende, vil kommunalbestyrelsen kunne indgive politianmeldelse efter den foreslåede § 12 f.

Endvidere er det i bestemmelsen præciseret, at kommunalbestyrelsen vil kunne indhente de nødvendige oplysninger hos udlejeren.

Det foreslås i § 12 d, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan ophæve en uopsagt lejeaftale vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, hvis boligen er udlejet til en lejer, som ikke er omfattet af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når boligen ikke er undtaget, jf. § 12 b, stk. 3 og 4. Kommunalbestyrelsen kan inden afgivelsen af en ophævelse kontakte lejeren direkte med henblik på, at lejeren selv kan dokumentere sin studieaktivitet.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen uden om udlejeren vil få mulighed for at sikre, at en lejeren af en ustøttet privat ungdomsbolig, som ikke er studieaktiv eller uddannelsessøgende, vil få ophævet sin lejeaftale. Det vil være op til kommunalbestyrelsen konkret at vurdere, om den finder lejerens manglende opfyldelse af betingelserne som tilstrækkelig godt- eller sandsynliggjort i et omfang, der tilsiger, at lejeaftalen vil skulle søges ophævet.

Kommunalbestyrelsen vil have mulighed for at kontakte lejeren direkte inden afgivelsen af en ophævelse med henblik på, at lejeren selv kan dokumentere sin studieaktivitet. Muligheden vil sikre, at en lejer ikke bliver ophævet uberettiget, fordi udlejeren ikke har opfyldt sin pligt til at undersøge lejerens studieaktivitet m.v.

Kommunalbestyrelsens mulighed for at ophæve lejekontrakten vil være med til at sikre, at boligerne bebos af uddannelsessøgende og studieaktive.

Det foreslås i § 12 d, stk. 2, at ophævelse efter stk. 1 sker ved skriftlig meddelelse til lejeren og udlejeren. Meddelelsen skal indeholde oplysning om begrundelsen for ophævelsen og om lejerens adgang til at gøre indsigelse, jf. stk. 3. Hvis ikke ophævelsen indeholder disse oplysninger, er den ugyldig.

Det foreslåede vil indebære, at meddelelsen om ophævelse for at være gyldig vil skulle være på skrift og herudover indeholde oplysning om adgangen til at gøre indsigelse på skrift inden for en frist på 6 uger.

Kravene til meddelelsen vil således følge det almindelige lejeretlige princip om, at elektronisk kommunikation, f.eks. e-mail eller sms, som udgangspunkt ikke anerkendes som gyldig meddelelsesform ved ophævelse.

Det foreslås i § 12 d, stk. 3, at vil lejeren ikke godkende ophævelsen, skal lejeren senest 6 uger efter, at ophævelsen er kommet frem til lejeren, fremsætte skriftlig indsigelse over for kommunalbestyrelsen. Kommunalbestyrelsen må da anlægge sag ved boligretten senest 6 uger efter lejerfristens udløb, hvis kommunalbestyrelsen ønsker at opretholde ophævelsen.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen, i hvert tilfælde den finder, at lejeren ikke opfylder betingelserne for at leje ungdomsboligen, vil skulle anlægge sag ved boligretten, når lejeren gør rettidig indsigelse. I de tilfælde hvor kommunalbestyrelsen når frem til, at ophævelsen bør fremmes, vil den skulle sikre, at sagen anlægges ved boligretten inden for fristen på 6 uger efter udløbet af lejerens frist for indsigelse, hvilket vil være 12 uger efter, at ophævelsen vil være kommet frem til lejeren. Indbringes sagen ikke for boligretten, bortfalder ophævelsen.

Sagen behandles af boligretten efter reglerne i lov om boligforhold, kapitel 10. Boligretten tager stilling til, om lejeren opfylder betingelserne for at leje ungdomsboligen. Opretholdes kommunalbestyrelsens ophævelse, fordi lejeren ikke opfylder betingelserne for at leje ungdomsboligen, skal lejeren fraflytte det lejede.

Det foreslås i § 12 e, stk. 1, at kommunalbestyrelsen kan anvise en studieaktiv eller uddannelsessøgende, til hvem udlejeren straks er pligtig at udleje boligen, hvis udlejeren ikke har sørget for, at boligen på ny er udlejet til en studieaktiv eller uddannelsessøgende en måned efter, at udlejeren fra kommunalbestyrelsen har modtaget meddelelse om, at ophævelsen af lejeaftalen er gennemført. Anvisning skal ske senest 6 uger efter udlejerens meddelelse til kommunalbestyrelsen om, at boligen er ledig.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen indledningsvis vil skulle sørge for at give meddelelse til ejendommens ejer, når ophævelsen af lejeaftalen er gennemført. Fra dette tidspunkt vil udlejeren have en måned til at genudleje boligen til en person, der er omfattet af den berettigede personkreds i § 12 b, stk. 1. Hvis dette ikke er sket efter en måned, vil kommunalbestyrelsen have ret til at anvise en studieaktiv eller uddannelsessøgende til boligen, som udlejeren vil være forpligtet til at udleje boligen til.

Det er i bestemmelsen præciseret, at anvisningen vil skulle ske senest 6 uger efter udlejerens meddelelse til kommunalbestyrelsen om, at boligen er ledig.

Det foreslås i § 12 e, stk. 2, at kommunalbestyrelsen er berettiget til ved fogeden at lade en boligsøgende omfattet af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, som kommunalbestyrelsen har anvist, indsætte i boligen.

Det foreslåede vil indebære, at kommunalbestyrelsen vil kunne gennemtvinge udlejning til og fysisk adgang til boligen for en studieaktiv eller uddannelsessøgende anvist af kommunen i medfør af det foreslåede stk. 4, i tilfælde hvor udlejeren ikke lever op til sin pligt til at udleje til den person, som kommunalbestyrelsen anviser.

Det foreslås i § 12 f, at med bøde straffes den udlejer, som udlejer en ustøttet privat ungdomsbolig til en person, som ikke er omfattet af den berettigede personkreds, jf. § 12 b, stk. 1, når der ikke foreligger godkendelse efter § 12 b, stk. 3 eller 4. Der kan pålægges selskaber mv. (juridiske personer) strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det foreslåede vil indebære, at en tilsidesættelse af kravet, om at boligerne til stadighed udlejes til den berettigede personkreds, vil blive sanktioneret. Såfremt udlejeren undlader at udleje boligerne til personkredsen, undlader at opsige studieinaktive lejere efter lejelovens regler herom eller ikke kan dokumentere, at boligen udlejes til den rette personkreds, ved ikke at indhente de nødvendige oplysninger om studieaktivitet én gang årligt vil kommunalbestyrelsen kunne anmelde forholdet til politiet, der herefter vil skulle stå for efterforskningen. Forholdet skal således ikke afklares ved et civilt søgsmål.

Det forudsættes, at bødeniveauet for overtrædelse af bestemmelsen skal ligge i størrelsesordenen 10.000 kr. og i gentagelsestilfælde 20.000 kr.

Det foreslåede bødeniveau er fastsat ud fra en betragtning om, at bøden reelt skal have en adfærdsregulerende effekt, så boligerne fortsat udlejeres til uddannelsessøgende og studieaktive.

Det foreslås i § 12 g, stk. 1, at midlertidige ustøttede private ungdomsboliger med niveaufri adgang i stueetagen, som er undtaget fra krav i bygningsreglementet om etablering af elevator, og som er taget i anvendelse i medfør af reglerne i § 15, stk. 2, nr. 8, § 15, stk. 17, i lov om planlægning, eller som har fået dispensation fra en lokalplan i medfør af samme lovs § 19, stk. 1, skal udlejes til studieaktive eller uddannelsessøgende, jf. § 12 b, stk. 1, i følgende rækkefølge: 1) studerende med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion, 2) studerende, som har nære pårørende varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion og 3) øvrige.

Med henvisningen til den foreslåede bestemmelse i boligforholdslovens § 12 b, stk. 1, vil det blive sikret, at den personkreds, der kan få adgang til at leje en midlertidig ustøttet privat ungdomsbolig, i udgangspunktet vil være den samme, som er omfattet af reglerne i de foreslåede bestemmelser i §§ 12 a-f. Det forudsættes således, at boligerne vil blive beboet af studieaktive eller uddannelsessøgende på ungdomsuddannelser eller videregående uddannelser, herunder elever på erhvervsuddannelser med løn. Det er således hensigten, at personer, der følger en uddannelse, som efter regler for statens uddannelsesstøtte berettiger til uddannelsesstøtte, vil blive anset som uddannelsessøgende. Herudover vil personer, der følger en erhvervsuddannelse eller Forberedende Grunduddannelse (FGU), ligeledes blive anset som uddannelsessøgende. For nærmere herom henvises herudover til bemærkningerne til den foreslåede § 12 b, stk. 1, i boligforholdsloven.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at midlertidige studieboliger, som opføres i henhold til byggetilladelse, hvor der er gjort en undtagelse fra krav om etablering af elevator, vil skulle udlejes under iagttagelse af den i bestemmelsen foreslåede rækkefølge.

For at sikre adgang til disse boliger for personer med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion foreslås således i loven indsat en rækkefølge for udlejning af midlertidige ustøttede private ungdomsboliger, således at udlejningen af boliger beliggende i stueetagen først og fremmest vil skulle ske til personer med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion. Sekundært, at der vil skulle ske udlejning til studieaktive med nære pårørende, som er personer med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion. Hvis der hverken er personer med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion eller studieaktive med pårørende, der har varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion, vil udlejeren kunne tilbyde boligen til andre studerende.

Bestemmelsen vil indebære, at når udlejeren har en ledig bolig, vil den skulle udlejes efter de opstillede kriterier. Der foreslås ikke indført krav om ventelister. Det er hensigten, at udlejeren melder ud om ledige boliger på samme vis, som udlejeren gør i dag, f.eks. ved opslag på udlejerens hjemmeside.

Der kan ikke gives en generel definition for, hvornår en person har varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion. Udlejeren vil skulle foretage en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde af, om betingelserne for at få tilbudt boligen forud for andre er opfyldt. En lægeerklæring vil kunne indgå i udlejerens vurdering, hvis en ansøger om en ledig bolig selv tager initiativ til at indsende en sådan.

Hvis udlejeren vurderer, at flere boligsøgende som følge af varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion opfylder betingelserne for at komme i betragtning til den ledige bolig, bør der lægges vægt på graden af nedsat gangfunktion hos ansøgerne. Den af ansøgerne, som vurderes mest bevægelseshæmmet, bør tildeles den ledige bolig. Hvis det for udlejeren ikke vil være muligt at afgøre dette spørgsmål, bør boligen udlejes til den af de boligsøgende, der først søgte herom.

Hvis der ikke er studerende med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion, som har ansøgt om den ledige bolig, vil den skulle tilbydes en studerende, som har en nær pårørende med varigt nedsat fysisk funktionsevne som følge af manglende eller nedsat gangfunktion.

Spørgsmålet om, hvorvidt der i det enkelte tilfælde er tale om en nær pårørende, som grundlag for, at ansøgeren skal have tildelt boligen, må i sidste ende bero på en konkret og individuel vurdering fra udlejerens side.

En nær pårørende kan f.eks. være en ægtefælle, samlever, registreret partner, børn, forældre eller søskende.

I stk. 2 foreslås, at udlejeren kan undlade at udleje til en person, der indgår i den berettigede personkreds efter stk. 1, hvis saglige hensyn taler for dette.

Som følge af det foreslåede, vil udlejeren kunne fravælge potentielle lejere inden for de to førstnævnte grupper, hvis saglige hensyn taler for dette, såsom f.eks. hvis en potentiel lejer tidligere har misligholdt sine forpligtelser som lejer i et lejeforhold med udlejeren.

Kilde

Til nr. 1

Lejeloven indeholder ikke særlige regler om krav til lejeaftaler vedrørende ustøttede private ungdomsboliger.

Det foreslås i § 11, stk. 6, at for lejeaftaler om ustøttede private ungdomsboliger, som er omfattet af kapitel 1 a i lov om boligforhold, skal udlejeren sørge for, at det i lejeaftalen fremgår, at der er tale om en ustøttet privat ungdomsbolig, at udlejeren løbende skal indhente oplysninger om studieaktivitet, jf. § 12 b, stk. 2, i lov om boligforhold, samt at lejeforholdet skal ophøre ved manglende studieaktivitet, jf. lejelovens § 171, stk. 3, hvis ikke der for lejeforholdet er opnået godkendelse efter § 12 b, stk. 3, i lov om boligforhold.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at lejeren vil blive bekendt med de særlige forhold, som er gældende for ustøttede private ungdomsboliger. Lejeren vil således blive bekendt med kravet om studieaktivitet og sin pligt til at dokumentere dette, samt om udlejeres pligt til at opsige lejeren, såfremt lejeren ikke længere er omfattet af den berettigede personkreds i § 12, b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Hvis lejeaftalen ikke indeholder disse oplysninger, vil udlejeren efter omstændighederne kunne ifalde erstatningsansvar, hvis denne opsiger lejeren efter den foreslåede bestemmelse i lejelovens § 171, stk. 2, eller kommunalbestyrelsen ophæver lejeren efter den foreslåede bestemmelse i lov om boligforhold § 12 d, stk. 1. Dette vil bero på en konkret vurdering ud fra de almindelige erstatningsretlige regler.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Lejeforholdet mellem udlejeren og lejeren af en ustøttet privat ungdomsbolig er underlagt lejelovens regler, hvorefter lejeren har en lovbestemt ret til at foretage fuld fremleje af hele boligen i indtil 2 år, hvis lejerens fravær er midlertidigt og skyldes sygdom, forretningsrejse, studieophold, midlertidig forflyttelse el.lign., jf. lejelovens § 158, stk. 1.

Udlejeren kan herefter alene modsætte sig fremlejeforholdet, hvis ejendommen omfatter færre end 13 beboelseslejligheder, hvis det samlede antal personer i lejligheden vil overstige antallet af beboelsesrum, eller hvis udlejeren i øvrigt har rimelig grund til at modsætte sig fremlejeforholdet, jf. lejelovens § 158, stk. 2.

Det foreslås i § 158, stk. 5, at ved fremleje af en ustøttet privat ungdomsbolig, jf. § 12 a i lov om boligforhold, skal den pågældende bolig efter fremlejeforholdets etablering bebos af personer, som opfylder betingelserne for at komme i betragtning til en bolig af den pågældende karakter, medmindre der er givet godkendelse efter § 12 b, stk. 4, i lov om boligforhold.

Det foreslåede vil indebære, at lejerens sædvanlige adgang til i udgangspunktet frit at kunne vælge, hvem lejeren ønsker at fremleje boligen til, ikke gælder ved fremleje af ustøttede private ungdomsboliger. Der vil alene kunne ske fremleje til den berettigede personkreds omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Udlejeren vil stadig én gang årligt skulle sikre, at boligen bebos af den rette personkreds. Det er fremlejegiverens ansvar at dokumentere, at fremlejetageren er studieaktiv eller uddannelsessøgende, da der ikke består et retsforhold mellem udlejeren og fremlejetageren. I fremlejeperioden vil fremlejegiveren derfor ikke skulle dokumentere sin egen studieaktivitet.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter lejelovens § 161, stk. 1, har lejeren af en lejlighed, der udelukkende er udlejet til beboelse, ret til at bytte med en lejer af en anden beboelseslejlighed, således at denne overtager lejligheden.

Udlejeren kan modsætte sig bytte, hvis udlejeren har sin bopæl i ejendommen, og denne omfatter færre end 7 lejligheder, hvis det samlede antal personer i lejligheden ved byttet vil overstige antallet af beboelsesrum, eller hvis udlejeren i øvrigt har rimelig grund til at modsætte sig det pågældende bytte, jf. lejelovens § 161, stk. 2.

Det foreslås i § 161, stk. 7, at ved bytning af en ustøttet privat ungdomsbolig, jf. § 12 a i lov om boligforhold, skal den pågældende bolig efter bytningen bebos af personer, som opfylder betingelserne for at komme i betragtning til en bolig af den pågældende karakter, medmindre der er givet godkendelse efter § 12 b, stk. 4, i lov om boligforhold.

Det foreslåede vil indebære, at lejerens sædvanlige adgang til i udgangspunktet frit at kunne vælge, hvem lejeren ønsker at bytte med, ikke vil gælde ved bytning af ustøttede private ungdomsboliger. Der vil alene kunne ske fremleje til den berettigede personkreds omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter gældende ret har udlejeren ikke ret til at opsige lejere af ustøttede private ungdomsboliger ved endt studie lig almenlejelovens § 85, stk. 2.

Det foreslås i § 171, stk. 3, at udlejeren skal opsige en lejeaftale vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, såfremt lejeren ikke længere opfylder betingelserne i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold. Opsigelsesvarslet kan under særlige omstændigheder forlænges i op til et år. Opsigelse kan undlades, hvis boligen ikke kan genudlejes til studieaktive eller uddannelsessøgende, jf. § 12 b, stk. 3 og 4, i lov om boligforhold. Udlejeren skal herudover opsige en lejeaftale vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, hvis lejeren ikke inden for fristen har fremsendt nødvendige oplysninger om studieaktivitet, jf. § 12 b, stk. 2, i lov om boligforhold.

Det foreslåede vedrører udlejerens pligt til at opsige lejere af ustøttede private ungdomsboliger. Bestemmelsen vil medføre, at udlejeren ikke alene har en ret, men også en pligt til at opsige lejere af disse boliger, når lejeren ikke længere opfylder betingelserne i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Opsigelsesvarslet vil følge lejelovens regler herom. Opsigelsesvarslet vil under særlige omstændigheder kunne forlænges til op til et år. Det forudsættes, at særlige omstændigheder vil omfattet tilfælde, hvor lejeren f.eks. ikke har mulighed for at finde en ny bolig. Dette vil bero på en konkret vurdering, og efterspørgslen på ungdomsboliger i området bør indgå heri.

Det foreslås, at opsigelse vil kunne undlades, hvis boligen ikke vil kunne genudlejes til studieaktive eller uddannelsessøgende, jf. § 12 b, stk. 3 og 4, i lov om boligforhold. Dette vil medføre, at boligen ikke vil stå ledig, idet lejeren vil kunne fortsætte lejeforholdet, hvis udlejeren ikke kan finde boligsøgende omfattet af den berettigede personkreds i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Det foreslås, at udlejeren herudover vil skulle opsige en lejeaftale vedrørende en ustøttet privat ungdomsbolig, hvis lejeren ikke inden for fristen har fremsendt nødvendige oplysninger om studieaktivitet, jf. § 12 b, stk. 2, i lov om boligforhold. Bestemmelsen vil medføre, at ustøttede private ungdomsboliger alene bebos af studieaktive eller uddannelsessøgende omfattet af den berettigede personkreds i § 12 b, stk. 1, i lov om boligforhold.

Opsigelsesreglen vil ikke gælde for personer uden for den berettigede personkreds, som udlejeren har lejet ud til efter reglen i § 12 b, stk. 3 eller 4, i lov om boligforhold.

Der henvises til pkt. 3.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Adgangen til at behandle, herunder indsamle og samkøre, data som led i tilsynet med sommerhuslovens regler fremgik indtil den 21. januar 2021, hvor ressortansvaret ved kongelig resolution blev overført fra Erhvervsministeriet med delegation til Erhvervsstyrelsen til Indenrigs- og Boligministeriet med delegation til Bolig- og Planstyrelsen, af lov om erhvervsstyrelsens behandling af data, samt forudsætningsvist af L 188. Den 15. december 2022 er ressortansvaret ved kongelig resolution overført til Kirkeministeriet med delegation til Plan- og Landdistriktsstyrelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.8.1 i de almindelige bemærkninger.

Af den foreslåede § 10 a, stk. 3, nr. 1, fremgår, at ministeren for landdistrikter kan, når det er nødvendigt for at påse overholdelsen af reglerne, jf. lovens § 10 a, stk. 1, behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder, og behandle, herunder samkøre, oplysninger, som Kirkeministeriet, ud over de tilfælde, som er nævnt i nr. 1, er i besiddelse af.

Med forslagets § 10 a, stk. 3, tilvejebringes hjemmel til, at ministeren kan behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger herfra og fra offentlige myndigheder og offentligt tilgængelige kilder samt egne oplysninger, som led i tilsynet med sommerhuslovens overholdelse, jf. lovens § 10 a, stk. 1.

De oplysninger, som ministeren for landdistrikter vil kunne behandle, herunder indsamle og samkøre, er f.eks. oplysninger fra Skatteforvaltningen om eventuelle udlejningsindtægter opnået ved udlejning af den konkrete ejendom. Ministeren for landdistrikter kan herudover rette henvendelse til relevante udlejningsbureauer, som på forespørgsel vil kunne bidrage, uden dog at være forpligtet til det, med oplysninger om omfanget af den mulige udlejning og antallet af dage, som ejendommen har været ejerspærret (det vil sige, at ejeren af fritidsboligen har spærret for udlejning i den givne periode), ligesom ministen for landdistrikter vil kunne indhente og indsamle oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder, herunder f.eks. udlejningsformidlernes hjemmesider, udlejningsannoncer og øvrige internetsider samt aviser m.v.

Ministeren for landdistrikter vil desuden kunne indhente oplysninger fra forskellige offentligt tilgængelige registre eksempelvis Det Centrale Personregister (CPR), Det Digitale Tinglysningssystem, Matriklen, Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), Bygnings- og Boligregistret (BBR), Den Offentlige Informationsserver (OIS), Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR), Statens Salgs- og Vurderingsregister (SVUR), og udlejningsindtægter og øvrige oplysninger vedrørende udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. fra Skatteforvaltningen.

De oplysninger som ministeren for landdistrikter vil kunne behandle, herunder indsamle og samkøre, forudsættes i langt overvejende grad at være almindelige personoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel 6. Visse af de oplysninger, som ministeren for landdistrikter forventeligt vil behandle, herunder indsamle og samkøre, vil være fortrolige oplysninger om privatpersoners økonomiske forhold, der også vil være omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke indebære en udvidet adgang til at indsamle oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder, men vil alene sikre et klart hjemmelsgrundlag for ministeren for landdistrikters behandling, herunder indsamling og samkøring, af oplysninger til brug for tilsynsopgaven efter sommerhuslovens regler.

Det forudsættes, at ministeren for landdistrikter i forbindelse med behandling, herunder indsamling og samkøring, af oplysninger efter den foreslåede bestemmelse, vil foretage en vurdering af, om det er sagligt og proportionalt at indsamle og behandle oplysningerne med henblik på at sikre, at oplysningerne kun indsamles, hvis det er nødvendigt og ikke vil gå videre, end hvad formålet tilsiger.

Det forudsættes i øvrigt generelt, at ministeren for landdistrikters behandling af oplysninger vil ske inden for rammerne af bl.a. databeskyttelsesforordningen.

”Offentligt tilgængelige kilder” skal forstås bredt og omfatter således både personoplysninger og andre oplysninger fra enhver offentligt tilgængelig kilde, herunder enhver informationskilde af både elektronisk og ikke-elektronisk karakter, som inden for rammerne af gældende ret vil kunne tilgås i det offentlige rum. Oplysninger og kilder, der er tilgængelige på almindelige kommercielle vilkår, f.eks. gennem betaling af abonnement eller andre former for betalingstjenester, anses tillige som offentligt tilgængelige.

Ministeren for landdistrikters behandling, herunder indsamling og samkøring, fra andre offentlige myndigheder og offentligt tilgængelig kilder, vil omfatte oplysninger, som er offentliggjort, eller som andre myndigheder er i besiddelse af, forud for ikrafttræden. Oplysningerne vil således kunne vedrøre forhold forud for denne lovs ikrafttræden.

Den foreslåede bestemmelse vil desuden medføre, at alle øvrige oplysninger, som ministeriet er i besiddelse af, vil kunne behandles, herunder samkøres, til brug for tilsynsopgaven efter sommerhuslovens regler.

Det forudsættes, at ministeren for landdistrikter vil kunne anvende oplysninger, som ministeriet allerede er i besiddelse af, og eksempelvis samkøre disse oplysninger med oplysninger tilvejebragt i medfør af den foreslåede § 10 a, stk. 3, nr. 1, når det er nødvendigt for førelse af tilsynet med overholdelse af sommerhuslovens regler.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.8.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af § 10 e, stk. 1, i lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v. (sommerhusloven), at afgørelser efter loven og forskrifter fastsat i medfør af loven kan påklages til Planklagenævnet. § 10 e, stk. 2, fastsætter kredsen af klageberettigede.

Sommerhuslovens § 10 e, stk. 3, bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om en række formelle forhold i forbindelse med klagesagsbehandlingen, herunder om frister for indgivelse af klage, frister og proces for parternes afgivelse af bemærkninger, om nævnets sagsoplysning og –behandling, obligatorisk brug af digitale selvbetjeningsløsninger samt regler om, at klagerne skal betale et gebyr for at få behandlet en klage.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet. I stedet er der i henhold til bemyndigelsesbestemmelser i lov om Planklagenævnet udstedt bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love, som fastsætter nærmere regler om klager i medfør af sommerhusloven til Planklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 3.5.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med § 10 e, stk. 3, at klage over afgørelser efter § 10 e, stk. 1, skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog fra bekendtgørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 3, 1. pkt., vil medføre, at klage over afgørelser efter § 10 e, stk. 1, skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Afgørelsen vil være meddelt, når den er kommet frem til den klageberettigede.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 3, 2. pkt., vil medføre, at klagefristen regnes fra bekendtgørelsen, hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 3, 3. pkt., vil medføre, at klagefristen forlænges til den følgende hverdag, hvis fristen udløber på en lørdag eller en helligdag.

Det foreslås med § 10 e, stk. 4, at en tilladelse, der er meddelt efter §§ 2 og 8, afgørelser truffet efter forskrifter fastsat i medfør af § 3 eller afgørelser truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 2, ikke må udnyttes før klagefristens udløb. Påklages tilladelsen, underretter den myndighed, der har givet tilladelsen, straks den, som har modtaget tilladelsen, om klagen. Rettidig klage efter 10 e, stk. 1, har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 4, 1. pkt., vil medføre, at en tilladelse, der er meddelt efter §§ 2 og 8, afgørelser truffet efter forskrifter fastsat i medfør af § 3 eller afgørelser truffet efter bemyndigelse i medfør af § 2, stk. 2, ikke må udnyttes før klagefristens udløb.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 4, 2. pkt., vil medføre, at den myndighed, der har givet tilladelsen, straks skal underrette den, som har modtaget tilladelsen, om klagen, hvis tilladelsen påklages. Det er ministeren for landdistrikter, som træffer afgørelse efter §§ 2 og 8, mens kommunalbestyrelsen træffer afgørelse efter § 2, stk. 2, og forskrifter fastsat i medfør af § 3.

Den foreslåede bestemmelse i § 10 e, stk. 4, 3. pkt., vil medføre, at rettidig klage efter 10 e, stk. 1, har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet. Der vil skulle foreligge tungtvejende grunde, før Planklagenævnet fraviger lovens udgangspunkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 9 i lov om kolonihaver (kolonihaveloven), at afgørelser efter loven kan påklages til Planklagenævnet.

Kolonihavelovens § 11 bemyndiger erhvervsministeren til at fastsætte nærmere regler om en række formelle forhold i forbindelse med klagesagsbehandlingen, herunder om frister for indgivelse af klage, frister og proces for parternes afgivelse af bemærkninger, om nævnets sagsoplysning og -behandling, obligatorisk brug af digitale selvbetjeningsløsninger samt regler om, at klagerne skal betale et gebyr for at få behandlet en klage.

Bemyndigelsen er ikke udnyttet. I stedet er der i henhold til bemyndigelsesbestemmelser i lov om Planklagenævnet udstedt bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love, som fastsætter nærmere regler om klager i medfør af kolonihaveloven til Planklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 3.5.6.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås med § 11, stk. 1, at klage over afgørelser efter kolonihavelovens § 9 skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Er afgørelsen offentligt bekendtgjort, regnes klagefristen dog fra bekendtgørelsen. Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at klage over afgørelser efter kolonihavelovens § 9 skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Afgørelsen vil være meddelt, når den er kommet frem til den klageberettigede.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at klagefristen regnes fra bekendtgørelsen, hvis afgørelsen er offentligt bekendtgjort.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 1, 3. pkt., vil medføre, at klagefristen forlænges til den følgende hverdag, hvis fristen udløber på en lørdag eller en helligdag.

Det foreslås med § 11, stk. 2, at en tilladelse, der er meddelt efter § 4 i kolonihaveloven, ikke må udnyttes før klagefristens udløb. Påklages tilladelsen, underretter den myndighed, der har givet tilladelsen, straks den, som har modtaget tilladelsen, om klagen. Rettidig klage efter § 9 har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at en tilladelse, der er meddelt efter § 4 i kolonihaveloven, ikke må udnyttes før klagefristens udløb.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at den myndighed, der har givet tilladelsen, straks skal underrette den, som har modtaget tilladelsen, om klagen, hvis en tilladelse efter § 4 i kolonihaveloven påklages. Det er kommunalbestyrelsen, som træffer afgørelse efter § 4 i kolonihaveloven.

Den foreslåede bestemmelse i § 11, stk. 2, 3. pkt., vil medføre, at rettidig klage efter § 9 har opsættende virkning, medmindre Planklagenævnet bestemmer andet. Der vil skulle foreligge tungtvejende grunde, før Planklagenævnet fraviger lovens udgangspunkt om opsættende virkning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 7 i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe (samlingsstedsforbudsloven), at kommunalbestyrelsens afgørelse om at nedlægge forbud i medfør af lovens § 1, stk. 1, kan, for så vidt angår retlige spørgsmål, påklages til Planklagenævnet. Tilsvarende gælder for kommunalbestyrelsens afgørelse om afslag på at tilbagekalde et forbud. Bestemmelsen indeholder ikke yderligere regler om klager.

Klager til Planklagenævnet behandles efter reglerne i lov om Planklagenævnet og regler fastsat i medfør heraf. Bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017, som ændret ved bekendtgørelse nr. 821 af 20. juni 2017, indeholder regler om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love, og fastsætter nærmere regler om klager i medfør af samlingsstedsforbudsloven til Planklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 3.5.6.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås med § 7, stk. 2, at klage over en afgørelse om at nedlægge forbud i medfør af § 1, stk. 1, skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at forbuddet i medfør af § 2, stk. 1, er afleveret og tinglyst på ejendommen. Klage over en afgørelse om afslag på at tilbagekalde et forbud skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Udløber klagefristen på en lørdag eller en helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at klage over kommunalbestyrelsens afgørelse om at nedlægge forbud i medfør af lovens § 1, stk. 1, skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at forbuddet i medfør af § 2, stk. 1, er afleveret og tinglyst på ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, 2. pkt., vil medføre, at klage over en afgørelse om afslag på at tilbagekalde et forbud skal være indgivet skriftligt inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt. Afgørelsen vil være meddelt, når den er kommet frem til klager.

Den foreslåede bestemmelse i § 7, stk. 2, 3. pkt., vil medføre, at klagefristen forlænges til den følgende hverdag, hvis fristen udløber på en lørdag eller en helligdag.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.6.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 9 i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet, at erhvervsministeren fastsætter nærmere regler for Planklagenævnets administration og virksomhed, herunder regler om frister for indgivelse af klage, frister og proces for parternes afgivelse af bemærkninger, om sagsoplysning og -behandling og om obligatorisk brug af digitale selvbetjeningsløsninger.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 9 affattes således, at erhvervsministeren fastsætter Planklagenævnets forretningsorden.

Den foreslåede ændring vil medføre, at erhvervsministeren fortsat vil kunne fastsætte en række detailregler for nævnets virksomhed og opgavevaretagelse, og at dette skal ske i en bekendtgørelse om forretningsorden for nævnet. Forretningsordenen vil herefter bl.a. kunne indeholde generelle regler om nævnets virkemåde, frister og proces for parternes afgivelse af bemærkninger og indbringelse af klage, om sagsoplysning, samt sagernes forberedelse og behandling, herunder regler for fordeling af sager til henholdsvis formandsafgørelse eller nævnsafgørelse, forholdet til Nævnenes Hus, digital kommunikation, mv.

Beskrivelsen af indholdet i forretningsordenen er ikke udtømmende, idet forretningsordenen i almindelighed skal indeholde de regler, som er relevante for at understøtte en funktionsdygtig nævnsorganisation.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 10, stk. 1, i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet, at nævnet selv fastsætter sin forretningsorden.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 10, stk. 1, ophæves.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 9, hvorefter erhvervsministeren bemyndiges til at fastsætte Planklagenævnets forretningsorden.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 8, nr. 1, og pkt. 3.5.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Regler om indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation med Planklagenævnet om klagesager er reguleret i §§ 3 og 4 i bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017 om udnyttelse af tilladelser, frist for indgivelse af klage, indsendelse af klage til Planklagenævnet og opsættende virkning af klage for visse afgørelser truffet efter lov om planlægning og visse andre love udstedt i medfør af § 11, stk. 1 og 2, i lov nr. 1658 af 20. december 2016 om Planklagenævnet.

Efter gældende ret skal indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation med nævnet om klagesagen ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Nævnet afviser en klage, der ikke indgives ved digital selvbetjening, jf. dog § 4, stk. 2-4, i bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017. Det følger navnlig heraf, at nævnet kan undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke kan forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 11 a, stk. 1 , hvorefter indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening, medmindre klager er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i lov om Digital Post fra offentlige afsendere.

Den foreslåede § 11 a vil medføre, at reglerne om indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation via digital selvbetjening på Planklagenævnets område lovfæstes. Ordlyden af den foreslåede bestemmelse er identisk med § 21 i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet med de ændringer, som følger af lovforslagets § 8, nr. 1.

Forslaget vil indebære, at borgere og virksomheder m.v. som hovedregel vil være forpligtede til at anvende digital selvbetjening ved indgivelse af klage til nævnet.

Forslaget vil endvidere indebære, at i tilfælde, hvor der er behov for at kommunikere yderligere om klagesagen, skal dette ske via digital selvbetjening. Det kan f.eks. være i forbindelse med udveksling af supplerende oplysninger eller udtalelser.

Kravet om anvendelse af digital selvbetjening ved indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation med nævnet vil dog ikke finde anvendelse i forhold til klagere, som er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Behandlingen af sådanne klager vil herefter ikke skulle afvente, at nævnet træffer en konkret afgørelse om, hvorvidt der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at klagen ikke skal afvises, jf. nærmere bemærkningerne til den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om Planklagenævnet.

Hvis en myndighed modtager en klage over en afgørelse truffet af denne uden brug af digital selvbetjening fra en klager, som er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post, vil det herefter påhvile denne myndighed at oprette klagen i den digitale selvbetjeningsløsning, som anvendes i forbindelse med videresendelse af klagen til det relevante nævn. Den myndighed, som har truffet den påklagede afgørelse, vil i den forbindelse skulle tage stilling til, om den ønsker at fastholde sin afgørelse. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, hvis nævnet træffer afgørelse om, at klager fritages fra at anvende digital selvbetjening. Modtager nævnet en klage direkte fra en klager, som er fritaget fra Digital Post, vil forvaltningslovens almindelige regler om vejledning og videresendelse finde anvendelse, jf. § 7, stk. 1-2, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer.

Det vil i den forbindelse påhvile den myndighed, som modtager klagen, at undersøge, hvorvidt klager er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post.

Hvis en klage indgives af flere personer i fællesskab, f.eks. en forening, vil indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet skulle ske ved anvendelse af digital selvbetjening, medmindre samtlige deltagende personer er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post. Hvis en klage i et sådant tilfælde modtages uden anvendelse af digital selvbetjening vil nævnet som hovedregel afvise klagen, jf. den foreslåede § 11 a, stk. 2, i lov om Planklagenævnet, medmindre der foreligger særlige forhold, jf. den foreslåede § 11 a, stk. 3-5, i lov om Planklagenævnet.

Forslaget vil ikke medføre, at borgere, der alene er fritaget fra brug af andre offentlige selvbetjeningsløsninger, f.eks. minretssag.dk eller lignende, også automatisk vil være fritaget fra at indgive klage mv. ved digital selvbetjening.

Det foreslås, at det i § 11 a, stk. 2, fastættes, at nævnet afviser en klage, der ikke indgives i overensstemmelse med stk. 1, jf. dog stk. 3-5.

Forslaget vil indebære, at nævnet som hovedregel vil afvise klager, der bliver indgivet uden anvendelse af digital selvbetjening af klagere, som ikke er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post. Nævnet vil dog undtagelsesvist kunne dispensere fra denne hovedregel, jf. de foreslåede bestemmelser i § 11 a, stk. 3-5.

Nævnets beslutning om, hvorvidt en klage vil skulle afvises fra realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af digitale selvbetjening, er en afgørelse, som indebærer den sagsbehandling, der følger af almindelige forvaltningsretlige regler og principper om eksempelvis partshøring og begrundelse. Afgørelse om afvisning af en klage på grund af manglende anvendelse af digital selvbetjening vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed, jf. § 3, stk. 3, i lov om Planklagenævnet, jf. lov br. 1658 af 29. december 2016.

Det foreslås, at det i § 11 a, stk. 3, fastsættes, at nævnet vil kunne undlade at afvise en klage, som ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening.

Forslaget vil indebære, at nævnet uanset stk. 2, vil kunne behandle en klage, der indgives uden anvendelse af digital selvbetjening, hvis nævnet vurderer, at der foreligger særlige forhold, der gør, at klager ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. Bestemmelsen vil endvidere medføre, at efterfølgende kommunikation om klagesagen kan foregå uden anvendelse af digital selvbetjening.

Særlige forhold vil f.eks. kunne foreligge, hvor der er tale om borgere med særlige handicap, såvel kognitiv som fysisk funktionsnedsættelse samt demens. Ligeledes vil gælde for borgere, der mangler digitale kompetencer, visse socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, borgere med sprogvanskeligheder, hvor hjælp og vejledning fra 1. instansen eller nævnet ikke konkret vurderes at være en egnet løsning. Der vil således kunne foreligge særlige forhold for nogle borgere fra de nævnte grupper, der gør, at borgeren ikke vil kunne anvende digital selvbetjening. Tilsvarende vil der også være nogle borgere fra de nævnte grupper, der vil kunne anvende digital selvbetjening, og som derfor vil være forpligtet til at anvende denne. Det forudsættes i øvrigt, at klage fra flere personer i fællesskab, f.eks. en forening, vil skulle indgives digitalt, hvis blot en af de deltagende personer er i stand til at indgive klagen ved anvendelse af digital selvbetjening.

Det foreslås, at det i § 11 a, stk. 4, fastættes, at en klage ikke kan afvises, hvis en afvisning vil være i strid med internationale eller EU-retlige forpligtelser om ret til at klage over trufne afgørelser.

Forslaget vil indebære, at nævnet ikke vil kunne afvise en klage, hvis afvisningen vil stride mod de internationale og EU-retlige forpligtelser, der følger af f.eks. Århuskonventionen og miljøoplysningsdirektivet. Det følger bl.a. af disse regler, at klageberettigede skal have adgang til at få efterprøvet visse afgørelser, handlinger eller undladelser på miljøområdet enten ved domstolene eller ved et uafhængigt organ. Endvidere skal der stilles tilstrækkelige og effektive retsmidler til rådighed, der skal være rimelige, retfærdige, betimelige og ikke uoverkommeligt dyre.

Det foreslås, at det i § 11 a, stk. 5, fastættes, at nævnet kan undlade at afvise en klage, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare økonomiske fordele for nævnet og 1. instans ved at behandle klagen.

Forslaget vil indebære, at nævnet uanset stk. 1 vil kunne behandle en klage, der indgives uden anvendelse af digital selvbetjening, hvis nævnet vurderer, at der ud fra en samlet vurdering alligevel er klare økonomiske fordele ved at behandle klagen. Det kan f.eks. være, hvis en klage indeholder så mange data, at den digitale selvbetjening ikke er indrettet til at håndtere det, og hvor det vil medføre betydelige omkostninger for nævnet eller for 1. instansen, hvis den digitale selvbetjeningsløsning skulle anvendes.

De foreslåede bestemmelser i § 11 a, stk. 3-5, er en direkte videreførelse af § 4, stk. 2-4, i bekendtgørelse nr. 130 af 28. januar 2017, og der er ikke tilsigtet ændringer i bestemmelsernes anvendelsesområde. Bestemmelserne er i øvrigt identiske med den gældende § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det følger af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, at såfremt en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan endvidere fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 11 b, stk. 1, hvorefter forvaltningslovens § 19 ikke finder anvendelse i forhold til oplysninger, som er tilgængelige for en part via digital selvbetjening.

Forslaget vil indebære, at forvaltningslovens § 19 ikke vil finde anvendelse i forhold til oplysninger, som er tilgængelige for en part via digital selvbetjening.

Det forudsættes herved, at en part med adgang til digital selvbetjening selv vil orientere sig i nyt materiale, som gøres tilgængeligt, således at parten kan antages at være bekendt med oplysningerne, og at vedkommende er klar over, at oplysningerne kan eller vil blive brugt i forbindelse med afgørelsen af klagesagen. Det bemærkes, at en part med adgang til digital selvbetjening i dag modtager en advisering, når der er nyt materiale tilgængeligt, og det forudsættes med forslaget at dette også fremover vil være tilfældet. En part med adgang til digital selvbetjening vil herefter modtage en orientering, når der er nyt materiale tilgængeligt, således at vedkommende kan orientere sig heri.

Nævnet vil fortsat være forpligtet til at foretage partshøring efter forvaltningslovens § 19 i forhold til parter, som ikke har adgang til digital selvbetjening, eller som er fritaget for brug heraf. I overensstemmelse med officialmaksimen vil nævnet desuden fortsat være forpligtet til at indhente relevante oplysninger fra parter som led i sagernes oplysning, herunder i form af høringer med henblik på at belyse problemstillinger, som nævnet ikke i forvejen har oplysninger om.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny § 11 b, stk. 2, hvorefter nævnet kan fastsætte en frist for parten til at afgive en udtalelse, når nye oplysninger bliver gjort tilgængelige via digital selvbetjening.

Forslaget vil indebære, at nævnet vil kunne fastsætte en frist for parten til at afgive en udtalelse, når nye oplysninger bliver gjort tilgængelige via digital selvbetjening. Forslaget skal særligt i tilfælde, hvor en afgørelse i en klagesag er nærtforestående, sikre, at parten indrømmes rimelig tid til at fremkomme med en eventuel udtalelse, inden nævnet træffer afgørelse i den pågældende sag.

Efter den foreslåede bestemmelse bør nævnet navnlig fastsætte en frist for en part til at afgive en udtalelse, hvis oplysningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Ved fastsættelsen af en frist for at afgive en udtalelse bør den pågældende part gives rimelig tid til at sætte sig ind i de nye oplysninger, som er blevet gjort tilgængelige samt tid til at overveje en eventuel udtalelses form og indhold. Ved fastsættelsen af fristens længde vil der bl.a. lægges vægt på oplysningernes kompleksitet og omfang, samt om der er tale om oplysninger af en karakter, der gør, at parten typisk vil have en interesse i at lade en repræsentant eller sagkyndige vurdere sagen inden afgivelse af en udtalelse. Fastsættelse af en frist vil dog efter en konkret vurdering kunne undlades, hvis det efter oplysningernes karakter eller sagens beskaffenhed i øvrigt må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Tilsvarende vil gælde, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Nævnet vil med den foreslåede bestemmelse have mulighed for at fastsætte en fast frist i alle eller udvalgte sagstyper, som parten automatisk får besked om via digital selvbetjening, når nye oplysninger bliver tilgængelige. Det forudsætter dog, at fristen efter en konkret vurdering forlænges efter anmodning fra parten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 21, stk. 1, i lov nr. 1715 af 27. december 2016 om Miljø- og Fødevareklagenævnet, at indgivelse af klage til og efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening. Nævnet afviser en klage, der ikke indgives ved digital selvbetjening, jf. dog stk. 2-4.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 21, stk. 1, hvorefter indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet skal ske ved anvendelse af digital selvbetjening, medmindre klager er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i lov om Digital Post fra offentlige afsendere.

Forslaget vil indebære, at borgere og virksomheder m.v. som hovedregel vil være forpligtede til at anvende digital selvbetjening ved indgivelse af klage til nævnet.

Forslaget vil endvidere indebære, at i tilfælde, hvor der er behov for at kommunikere yderligere om klagesagen, vil dette skulle ske via digital selvbetjening. Det kan f.eks. være i forbindelse med udveksling af supplerende oplysninger eller udtalelser.

Kravet om anvendelse af digital selvbetjening ved indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation med nævnet vil dog ikke finde anvendelse i forhold til klagere, som er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post efter reglerne herom i lov om Digital Post fra offentlige afsendere. Behandlingen af sådanne klager vil herefter ikke skulle afvente, at nævnet træffer en konkret afgørelse om, hvorvidt der foreligger særlige forhold, der kan begrunde, at klagen ikke skal afvises, jf. nærmere bemærkningerne til den foreslåede § 21, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Hvis en myndighed modtager en klage over en afgørelse truffet af denne uden brug af digital selvbetjening fra en klager, som er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post, vil det herefter påhvile denne myndighed at oprette klagen i den digitale selvbetjeningsløsning, som anvendes i forbindelse med videresendelse af klagen til det relevante nævn. Den myndighed, som har truffet den påklagede afgørelse, vil i den forbindelse tage stilling til, om den ønsker at fastholde sin afgørelse. Dette svarer til, hvad der gælder i dag, hvis nævnet træffer afgørelse om, at klager fritages fra at anvende digital selvbetjening. Modtager nævnet en klage direkte fra en klager, som er fritaget fra Digital Post, vil forvaltningslovens almindelige regler om vejledning og videresendelse finde anvendelse, jf. § 7, stk. 1-2, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer.

Det vil i den forbindelse påhvile den myndighed, som modtager klagen, at undersøge, hvorvidt klager er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post.

Hvis en klage indgives af flere personer i fællesskab, f.eks. en forening, vil indgivelse af klage og efterfølgende kommunikation om klagesagen med nævnet skulle ske ved anvendelse af digital selvbetjening, medmindre samtlige deltagende personer er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post. Hvis en klage i et sådant tilfælde modtages uden anvendelse af digital selvbetjening vil nævnet som hovedregel afvise klagen, jf. den foreslåede § 21, stk. 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, medmindre der foreligger særlige forhold, jf. den foreslåede § 21, stk. 3-5, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Forslaget vil ikke medføre, at borgere, der alene er fritaget fra brug af andre offentlige selvbetjeningsløsninger, f.eks. minretssag.dk eller lignende, også automatisk vil være fritaget fra at indgive klage m.v. ved digital selvbetjening.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 21, stk. 2, hvorefter nævnet afviser en klage, der ikke indgives i overensstemmelse med stk. 1, jf. dog stk. 3-5. Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

Forslaget vil indebære, at nævnet som hovedregel vil afvise klager, der bliver indgivet uden anvendelse af digital selvbetjening af klagere, som ikke er fritaget fra obligatorisk tilslutning til Digital Post. Nævnet vil dog undtagelsesvis kunne dispensere fra denne hovedregel, jf. den gældende § 21, stk. 2-4, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, som med forslaget bliver § 21, stk. 3-5, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Nævnets beslutning om, hvorvidt en klage skal afvises fra realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af digital selvbetjening, vil være en afgørelse, som indebærer den sagsbehandling, der følger af almindelige forvaltningsretlige regler og principper om eksempelvis partshøring og begrundelse. Afgørelse om afvisning af en klage på grund af manglende anvendelse af digital selvbetjening vil ikke kunne indbringes for anden administrativ myndighed, medmindre det følger af den lovgivning, som den påklagede afgørelse er truffet i medfør af, jf. § 17, stk. 1, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet.

Ordlyden af den foreslåede § 21, stk. 1 og 2, i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet er identisk med den foreslåede § 11 a, stk. 1 og 2, i lov om Planklagenævnet, jf. lovforslagets § 8, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det fremgår af § 19, stk. 1, i forvaltningsloven, at såfremt en part ikke kan antages at være bekendt med, at myndigheden er i besiddelse af bestemte oplysninger om en sags faktiske grundlag eller eksterne faglige vurderinger, må der ikke træffes afgørelse, før myndigheden har gjort parten bekendt med oplysningerne eller vurderingerne og givet denne lejlighed til at fremkomme med en udtalelse. Det gælder dog kun, hvis oplysningerne eller vurderingerne er til ugunst for den pågældende part og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Myndigheden kan endvidere fastsætte en frist for afgivelsen af den nævnte udtalelse.

Det foreslås, at der indsættes en ny § 21 a, stk. 1, hvorefter forvaltningslovens § 19 om pligten til at foretage partshøring ikke vil finde anvendelse i forhold til oplysninger, som er tilgængelige for en part via digital selvbetjening.

Det forudsættes herved, at en part med adgang til digital selvbetjening selv vil orientere sig i nyt materiale, som gøres tilgængeligt, således at parten kan antages at være bekendt med oplysningerne, og at vedkommende er klar over, at oplysningerne kan eller vil blive brugt i forbindelse med afgørelsen af klagesagen. Det bemærkes, at en part med adgang til digital selvbetjening i dag modtager en advisering, når der er nyt materiale tilgængeligt, og det forudsættes med forslaget at dette også fremover vil være tilfældet. En part med adgang til digital selvbetjening vil herefter modtage en orientering, når der er nyt materiale tilgængeligt, således at vedkommende kan orientere sig heri.

Nævnet vil fortsat være forpligtet til at foretage partshøring efter forvaltningslovens § 19 i forhold til parter, som ikke har adgang til digital selvbetjening, eller som er fritaget for brug heraf. I overensstemmelse med officialmaksimen vil nævnet desuden fortsat være forpligtet til at indhente relevante oplysninger fra parter som led i sagernes oplysning, herunder i form af høringer med henblik på at belyse problemstillinger, som nævnet ikke i forvejen har oplysninger om.

Det foreslås endvidere, at der indsættes en ny § 21 a, stk. 2, hvorefter nævnet kunne fastsætte en frist for parten til at afgive en udtalelse, når nye oplysninger bliver gjort tilgængelige via digital selvbetjening.

Forslaget skal særligt i tilfælde, hvor en afgørelse i en klagesag er nærtforestående, sikre, at parten indrømmes rimelig tid til at fremkomme med en eventuel udtalelse, inden nævnet træffer afgørelse i den pågældende sag.

Efter den foreslåede bestemmelse bør nævnet navnlig fastsætte en frist for en part til at afgive en udtalelse, hvis oplysningerne er til ugunst for parten og er af væsentlig betydning for sagens afgørelse. Ved fastsættelsen af en frist for at afgive en udtalelse bør den pågældende part gives rimelig tid til at sætte sig ind i de nye oplysninger, som er blevet gjort tilgængelige samt tid til at overveje en eventuel udtalelses form og indhold. Ved fastsættelsen af fristens længde vil der bl.a. kunne lægges vægt på oplysningernes kompleksitet og omfang, samt om der er tale om oplysninger af en karakter, der gør, at parten typisk vil have en interesse i at lade en repræsentant eller sagkyndige vurdere sagen inden afgivelse af en udtalelse. Fastsættelse af en frist vil dog efter en konkret vurdering kunne undlades, hvis det efter oplysningernes karakter eller sagens beskaffenhed i øvrigt må anses for ubetænkeligt at træffe afgørelse i sagen på det foreliggende grundlag. Tilsvarende vil gælde, hvis udsættelse vil medføre overskridelse af en lovbestemt frist for sagens afgørelse, eller hvis partens interesse i, at sagens afgørelse udsættes, findes at burde vige for væsentlige hensyn til offentlige eller private interesser, der taler imod en sådan udsættelse.

Nævnet vil med den foreslåede bestemmelse have mulighed for at fastsætte en fast frist i alle eller udvalgte sagstyper, som parten automatisk får besked om via digital selvbetjening, når nye oplysninger bliver tilgængelige. Dette forudsætter dog, at fristen efter en konkret vurdering forlænges efter anmodning fra parten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.7.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 3, stk. 2, i lov nr. 221 af 3. marts 2015 om ændring af lov om planlægning og lov om almene boliger m.v. (Blandet boligsammensætning), som ændret ved § 4 i lov nr. 888 af 21. juni 2022 om ændring af lov om almene boliger m.v., lov om leje af almene boliger og lov om kommunernes styrelse, at ministeren for landdistrikter fremsætter forslag om revision af lovens § 1 (dvs. § 1 i lov nr. 221 af 3. marts 2015) i folketingsåret 2024-25.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 3.5.3.4.1 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Det foreslås, at § 3, stk. 2, i lov nr. 221 af 3. marts 2015 om ændring af lov om planlægning og lov om almene boliger m.v., som ændret ved § 4 i lov nr. 888 af 21. juni 2022, ophæves.

Den foreslåede ændring vil medføre, at ministeren for landdistrikter ikke i folketingsåret 2024-25 skal fremsætte forslag om revision af de med lov nr. 221 af 3. marts 2015 indførte regler i planloven om mulighed for planlægning for almene boliger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5.3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. januar 2024, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at §§ 3 og 4 skal træde i kraft den 1. juli 2024.

Lovforslaget indeholder ikke en bestemmelse om, hvorvidt loven vil gælde for Færøerne og Grønland, hvilket betyder, at de foreslåede ændringer vil have samme territorielle anvendelsesområde, som de love, der ændres.

Det følger af § 15 i lov om forbud mod anvendelse af bestemte ejendomme som samlingssted for en gruppe, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at §§ 1-9 ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Anordningshjemlen er ikke udnyttet og vil derfor også kunne anvendes til at sætte de foreslåede ændringer i § 7 i kraft for Færøerne og Grønland sammen med hovedloven.

Det følger af § 95 i lov om Miljø- og Fødevareklagenævnet, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at §§ 41, 44, 60, 61, 62, 71, 73, 81, 82 og 87 ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske eller grønlandske forhold tilsiger. Anordningshjemlen omfatter således ikke de bestemmelser, der foreslås ændret og indsat med lovforslaget, hvorfor ændringerne ikke vil gælde for Færøerne og Grønland eller kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

De øvrige foreslåede ændringer i lov om planlægning, lov om naturbeskyttelse, lov om boligforhold, lov om leje, sommerhusloven, kolonihaveloven, lov om Planklagenævnet og lov om almene boliger m.v. vil ikke gælde for Færøerne og Grønland eller kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland, da lovene ikke gælder for Færøerne og Grønland og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Det foreslås i stk. 3, at loven ikke finder anvendelse på planforslag, der offentliggøres før lovens ikrafttræden. For sådanne planforslag finder de hidtil gældende regler anvendelse.

Den foreslåede overgangsbestemmelse i stk. 3 vil bl.a. medføre, at det statslige tilsyn efter planlovens § 29 i forhold til et planforslag, der er offentliggjort før denne lovs ikrafttrædelse, vil ske efter de bestemmelser i planloven, som var gældende på tidspunktet for kommunalbestyrelsens beslutning om planforslaget.