Til nr. 1

Den foreslåede bestemmelse i § 80 a indeholder en bemyndigelse for erhvervs- og vækstministeren til at fastsætte nærmere regler vedrørende lofter for indenlandske debetkorttransaktioner.

Der findes i dag ikke nationale regler, der fastsætter specifikke lofter over betalingstjenesteudbyderes interbankgebyrer. Størrelsen på interbankgebyrer er dog generelt reguleret i § 79 i betalingstjenesteloven. Bestemmelsen er udformet generelt og omfatter således prisfastsættelsen hos enhver betalingstjenesteudbyder, der anvender urimelige priser og avancer i forbindelse med gennemførelsen af en betalingstransaktion med et betalingsinstrument. I medfør af Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner fastsættes det, at betalingstjenesteudbydere pr. 9. december 2015 ikke må tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion for forbrugerrelaterede debetkorttransaktioner, som udgør mere end 0,2 % af transaktionens værdi, jf. forordningens artikel 3, stk. 1, jf. artikel 18, stk. 2.

Interbankgebyrer er de gebyrer, der betales for hver enkelt transaktion direkte eller indirekte (dvs. gennem tredjemand) mellem indløser og udsteder, som deltager i en kortbaseret betalingstransaktion. Betalingen går typisk fra indløser til udsteder. En indløser er en betalingstjenesteudbyder, som indgår en aftale med en betalingsmodtager om at modtage og behandle kortbaserede betalingstransaktioner, der resulterer i en overførsel af midler til betalingsmodtageren, jf. forordningens artikel 2, nr. 1. En udsteder er en betalingstjenesteudbyder, der indgår en aftale om at stille et betalingsinstrument til rådighed for betaleren med henblik på at initiere og behandle betalerens kortbaserede betalingstransaktioner, jf. forordningens artikel 2, nr. 2.

Forordningens artikel 3, stk. 2 og 3, giver medlemsstaterne flere valgmuligheder i forhold til at fastsætte loft over interbankgebyrer for indenlandske debetkorttransaktioner. Medlemsstaterne har herved mulighed for at fravige udgangspunktet, som angivet i artikel 3, stk. 1.

Medlemstaterne kan fastsætte regler om, at der skal gælde et procentloft for interbankgebyrer pr. transaktion, der er lavere end det, der allerede følger af forordningen (0,2 pct.), jf. artikel 3, stk. 2, litra a.

Som alternativ hertil kan der indføres et fast loft i danske kroner for interbankgebyrer svarende til højst 0,05 euro, eventuelt i kombination med en maksimal procentsats på højst 0,2 pct., forudsat at summen af interbankgebyrer ikke overstiger 0,2 pct. af den samlede årlige transaktionsværdi af de indenlandske debetkorttransaktioner inden for den enkelte betalingskortordning, jf. artikel 3, stk. 2, litra b.

Som sidste mulighed kan der i en periode på 5 år og 6 måneder fra forordningens ikrafttrædelsestidspunkt, dvs. indtil 9. december 2020, anvendes et vægtet gennemsnitligt interbankgebyr, på højst 0,2 pct. af den gennemsnitlige årlige transaktionsværdi af de indenlandske debetkorttransaktioner inden for hver betalingskortordning, jf. artikel 3, stk. 3.

I overensstemmelse med forordningens artikel 3, stk. 2 og 3, tillægges erhvervs- og vækstministeren med den foreslåede § 80 a i betalingstjenesteloven en bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler vedrørende lofter for indenlandske debetkorttransaktioner.

Det er hensigten, at erhvervs- og vækstministeren ved udstedelse af en bekendtgørelse vil benytte sig af muligheden for at give udbydere mulighed for at anvende et gennemsnitligt interbankgebyr på højst 0,2 pct. af den gennemsnitlige årlige transaktionsværdi af debetkorttransaktioner inden for hver betalingskortordning indtil 9. december 2020. Baggrunden for denne forventning er, at denne løsning umiddelbart vil skabe størst mulig fleksibilitet i forhold til gebyrstrukturen på det danske betalingskortmarked. Efter den 9. december 2020 vil forordningens artikel 3, stk. 1, der regulerer interbankgebyrernes størrelse, som udgangspunkt finde anvendelse.

Erhvervs- og vækstministeren er dog ikke afskåret fra at fastsætte lofterne anderledes, forudsat at de er i overensstemmelse med forordningens artikel 3 som beskrevet ovenfor.

Til nr. 2

Det følger af den gældende § 97, stk. 1, 1. pkt., i betalingstjenesteloven, at Forbrugerombudsmanden fører tilsyn med, at udbydere af betalingstjenester, der gennemføres ved hjælp af betalingsinstrumenter, jf. § 6, nr. 9, og udbydere af betalingstjenester, der er omfattet af bilag 1, nr. 7, ikke overtræder lovens kapitel 5 og 6, §§ 82 og 83, § 84, stk. 1, § 85 og regler udstedt i medfør af § 84, stk. 2.

Forbrugerombudsmanden fører endvidere tilsyn med, at der ikke sker overtrædelse af den gældende lovs kapitel 10 om såkaldte betalingssurrogater, jf. § 97, stk. 1, 2. pkt.

Forbrugerombudsmanden kan som led i sit tilsyn kræve alle oplysninger, som findes nødvendige for Forbrugerombudsmandens virksomhed, jf. § 97, stk. 2. Forbrugerombudsmanden kan endvidere udstede de fornødne påbud for at sikre, at de pågældende bestemmelser overholdes og kræve alle nødvendige oplysninger til brug for sit tilsyn, jf. § 97, stk. 3. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om anke af Forbrugerombudsmandens afgørelser.

Det foreslås, at Forbrugerombudsmanden også skal føre tilsyn med artikel 12 i forordningen om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner. Artikel 12 vedrører hvilke oplysninger betalingstjenesteudbyderen skal give betalingsmodtageren om den kortbaserede betalingstransaktion, når den er gennemført. Betalingsmodtageren har ifølge forordningens artikel 12, stk. 1, litra a, b og c, krav på at få den reference, som sætter betalingsmodtageren i stand til at identificere den kortbaserede betalingstransaktion, betalingstransaktionsbeløbet i den valuta, som betalingsmodtagerens betalingskonto krediteres i, samt størrelsen af eventuelle gebyrer for den kortbaserede betalingstransaktion med særskilt angivelse af detailhandelsgebyret og interbankgebyrets størrelse.

Forbrugerombudsmanden fører i dag tilsyn med lovens § 54, der ligeledes fastsætter regler for, hvilke oplysninger udbyderen skal meddele eller stille til rådighed for betalingsmodtageren umiddelbart efter gennemførsel af betalingstransaktionen. Den foreslåede kompetence svarer derfor til den gældende nationale kompetence.

Til nr. 3

Det følger af den gældende § 98, stk. 1, i betalingstjenesteloven, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med §§ 77-81, som vedrører en række gebyrspørgsmål. Endvidere fører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen tilsyn med artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 samt artikel 8 Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og om ændring af forordning nr. 924/2009/EF om grænseoverskridende betalinger i euro (SEPA-forordningen).

Efter § 98, stk. 1, nr. 1-3, i betalingstjenesteloven kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen i forbindelse med sit tilsyn udstede de fornødne påbud for at sikre, at disse bestemmelser overholdes. Derudover kan Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kræve alle nødvendige oplysninger, som skønnes nødvendige for styrelsens virksomhed, jf. § 98, stk. 2. Bestemmelsen indeholder endvidere regler om anke af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser samt offentlighed.

Det foreslås, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også skal føre tilsyn med artikel 3-11 i forordningen om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner.

Artikel 3 i forordningen fastslår, hvilke regler medlemsstaterne kan fastsætte for indenlandske debetkorttransaktioner. Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til forslagets § 1, nr. 4.

Artikel 4 vedrører interbankgebyrer for kreditkorttransaktioner og fastslår, at betalingstjenesteudbydere ikke må tilbyde eller kræve et interbankgebyr pr. transaktion, som udgør mere end 0,3 pct. af transaktionens værdi for kreditkorttransaktioner. Medlemsstaterne kan dog i medfør af artikel 4 fastsætte et lavere loft for interbankgebyrer pr. betalingstransaktion.

Artikel 5 fastslår, at det er forbudt at forsøge at omgå forbuddene i artikel 3 og 4.

Artikel 6 vedrører licensaftaler og fastslår, at det er forbudt at benytte sig af geografiske restriktioner i sine licensaftaler. Endvidere forbydes anvendelsen af landespecifikke licenser ved udstedelse og indløsning.

Artikel 7 vedrører krav om adskillelse af kortejerskab og processing og fastslår blandt andet, at disse skal være organisatorisk adskilt, og i øvrigt ikke må foretage krydsubsidiering mellem forskellige ydelser. Endvidere indføres der et forbud mod, at kortselskaber (udbydere) diskriminerer processorer på basis af geografisk oprindelse.

Artikel 8 vedrører såkaldt co-branding og fastslår, at et kortselskab ikke må forhindre en kortudsteder i at co-brande flere kortordninger på samme kort.

Artikel 9 vedrører såkaldt blending og fastslår, at hver indløser skal opkræve betalingsmodtagerne individuelt specificerede gebyrer for hver enkelt betalingskorttype.

Artikel 10 vedrører den såkaldte honour-all cards-regler eller handle all-cards-klausuler og fastslår, at det er forbudt for kortselskaber og betalingskortudbydere at forpligte betalingsmodtagerne til at acceptere andre betalingskort, som et selskab måtte udbyde.

Artikel 11 vedrører bestemmelser om styring og fastslår, at det er forbudt for kortselskaber og indløsere at hindre betalingsmodtagere i at styre forbrugerne i retning af at anvende de betalingsinstrumenter, som betalingsmodtageren måtte foretrække.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører i dag tilsyn med de regler i lov om betalingstjenester og elektroniske penge, der regulerer virksomheders fastsættelse af gebyrer over for deres aftaleparter. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører samtidig tilsyn med de almindelige konkurrenceregler, herunder konkurrencelovens forbud mod at en eller flere virksomheder misbruger en dominerende stilling i form af eksempelvis påtvingelse af urimelige købs- og salgspriser eller anvendelse af andre urimelige forretningsbetingelser til skade for konkurrencen.

Den foreslåede kompetence svarer derfor i det væsentlige til den nationale kompetence.

Til nr. 4

Der findes i dag ikke regler om sanktioner i forbindelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner.

Med den foreslåede bestemmelse fastsættes det, at forordningens artikel 3-12 kan strafsanktioneres med strafferetlige bøder. Det vurderes, at den foreslåede strafsanktion både vil være effektiv, forholdsmæssig og have en tilstrækkelig afskrækkende virkning. Dertil kommer, at forordningens artikel 3-12 i det væsentlige har samme karakter, som de bestemmelser der allerede er underlagt et bødeansvar efter den nugældende lov. Omkring de enkelte artikler henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 2 og 3.

Det foreslås, at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Baggrunden herfor er, at Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2015/751/EU om interbankgebyrer for kortbaserede betalingstransaktioner, der ligger til grund for dele af lovforslaget, trådte i kraft den 8. juni 2015, jf. forordningens artikel 18, stk. 1. Enkelte af forordningens artikler har imidlertid et senere anvendelsestidspunkt. Således anvendes artikel 3, 4, 6 og 12 først fra den 9. december 2015, og artikel 7, 8, 9 og 10 anvendes først fra den 9. juni 2016, jf. forordningens artikel 18, stk. 2.

Det er derfor nødvendigt, at de foreslåede ændringer træder i kraft så tæt på det tidspunkt, hvor forordningens artikel 3, 4, 6 og 12 finder anvendelse, for at sikre, at Danmark lever op til forpligtelserne efter forordningen.

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale anvendelsesområde og indebærer, at loven som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning helt eller delvist kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.