Lov om ændring af lov om betalingskonti, lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om Danmarks Nationalbank og forskellige andre love (Adgang til en basal erhvervskonto for erhvervsdrivende og foreninger, tilsyn efter forordning om europæiske grønne obligationer og åremålsansættelse for direktionen i Danmarks Nationalbank m.v.) § 5

Forarbejder til Lov om ændring af lov om betalingskonti, lov om finansiel virksomhed, lov om kapitalmarkeder, lov om Danmarks Nationalbank og forskellige andre love (Adgang til en basal erhvervskonto for erhvervsdrivende og foreninger, tilsyn efter forordning om europæiske grønne obligationer og åremålsansættelse for direktionen i Danmarks Nationalbank m.v.) § 5

Til nr. 1 (§ 21, stk. 5, nr. 2, i lov om betalinger)

Det fremgår af det gældende § 21, stk. 1, i lov om betalinger, at en fysisk eller juridisk person eller fysiske og juridiske personer, som handler i forståelse med hinanden, og som påtænker direkte eller indirekte at erhverve en kvalificeret andel, jf. § 7, nr. 40, i et e-pengeinstitut eller et betalingsinstitut, på forhånd skal ansøge Finanstilsynet om godkendelse af den påtænkte erhvervelse.

Af § 21, stk. 4, fremgår det, at Finanstilsynet indtil den 50. arbejdsdag i vurderingsperioden kan anmode om yderligere oplysninger, der er nødvendige for vurderingen. Anmodningen skal ske skriftligt. Første gang en sådan anmodning fremsættes, afbrydes vurderingsperioden i perioden mellem tidspunktet for anmodningen og modtagelsen af svar herpå. Afbrydelsen kan dog ikke overstige 20 arbejdsdage, jf. dog stk. 5.

Af § 21, stk. 5, fremgår det, at Finanstilsynet kan forlænge afbrydelsen af vurderingsperioden som nævnt i stk. 4 med op til 10 arbejdsdage, såfremt 1) den påtænkte erhverver er hjemmehørende eller omfattet af lovgivningen i et land uden for Den Europæiske Union, som Unionen ikke har indgået aftale med på det finansielle område, eller 2) den påtænkte erhverver er en fysisk eller juridisk person, som ikke er meddelt tilladelse til at udøve den i §§ 8 og 9 nævnte virksomhed eller den i § 16 i lov om værdipapirhandel m.v. nævnte virksomhed i Danmark, i et andet land inden for den Europæiske Union eller i et land, som Unionen har indgået aftale med på det finansielle område.

Lov om værdipapirhandel m.v. blev ophævet den 3. januar 2018 ved ikrafttrædelse af lov om kapitalmarkeder, jf. lov nr. 650 af 8. juni 2017.

Ifølge bemærkningerne til § 61 i lov om kapitalmarkeder, jf. Folketingstidende 2016-17 (1. samling), tillæg A, L 155 som fremsat, side 263-272, blev dagældende § 16, stk. 2 og 3, i lov om værdipapirhandel m.v. videreført med indholdsmæssige ændringer i § 61 i lov om kapitalmarkeder.

Der er dermed uoverensstemmelse mellem § 21, stk. 5, nr. 2, og henvisningen til lov om værdipapirhandel m.v. Der skal således ikke henvises til § 16 i lov om værdipapirhandel m.v., da loven er ophævet, hvorimod der skal henvises til § 61 i lov om kapitalmarkeder, som har erstattet lov om værdipapirhandel m.v.

Det foreslås i § 21, stk. 5, nr. 2, at ændre »§ 16 i lov om værdipapirhandel m.v.« til »§ 61 i lov om kapitalmarkeder«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at lov om værdipapirhandel m.v. blev ophævet ved § 258, stk. 2, i lov nr. 650 af 8. juni 2017 om kapitalmarkeder.

Ændringen medfører, at § 21, stk. 5, nr. 2, rettelig henviser til lov om kapitalmarkeder i stedet for lov om værdipapirhandel m.v., som betyder, at der henvises til en virksomhed som er omfattet af § 61 i lov om kapitalmarkeder.

Formålet med ændringen er således at rette henvisningen i § 21, stk. 5, nr. 2, i lov om betalinger, fra § 16 i lov om værdipapirhandel m.v. til § 61 i lov om kapitalmarkeder. Ændringen vil ikke medføre materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 2 (§ 35 i lov om betalinger)

Den gældende § 35 i lov om betalinger fastsætter, at betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter skal sikre de midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller modtaget gennem en anden udbyder af betalingstjenester som led i gennemførelsen af en betalingstransaktion. Det fastsættes derudover, hvordan sikring af midler skal ske. Bestemmelsen fastsætter, at midler, der ved afslutningen af den arbejdsdag, som følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget, endnu ikke er udbetalt til betalingsmodtageren eller overført til en anden udbyder af betalingstjenester, senest på dette tidspunkt skal indsættes på en særskilt konto, som betegnes sikringskonto, eller investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko placeret i et særskilt værdipapirdepot, som betegnes sikkerhedsdepot. I stedet for denne fremgangsmåde kan institutterne vælge at stille en garanti fra et forsikringsselskab eller et kreditinstitut.

Bekendtgørelse nr. 1360 af 30. november 2017 om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler er fastsat i medfør af § 35, stk. 6, i lov om betalinger og indeholder nærmere regler om, hvordan betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter skal sikre brugernes midler.

Artikel 10, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (PSD2) handler om de krav, som medlemsstaterne skal stille til betalingsinstitutter, der udbyder de tjenester, som er oplistet i bilag 1, nr. 1-6. Tilsvarende følger det af artikel 7 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/110/EF af 16. september 2009 om adgang til at optage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn med en sådan virksomhed (2. e-pengedirektiv), at medlemsstaterne skal fastsætte krav om, at e-pengeinstitutter skal beskytte de midler, der er modtaget som vederlag for de elektroniske penge, der er blevet udstedt.

Det foreslås i stk. 1, at e-pengeinstitutter skal sikre midler, der er modtaget som vederlag for de elektroniske penge, der er blevet udstedt, i overensstemmelse med stk. 6. Sikring af midlerne skal ske senest fem arbejdsdage efter udstedelsen af de elektroniske penge, hvis de er modtaget ved brug af et betalingsinstrument.

Stk. 1, 1. pkt., er en delvis videreførelse af det gældende § 35, stk. 1. Det foreslås at nyaffatte bestemmelsen, hvilket vil medføre en præcisering af pligten til at sikre brugernes midler i lov om betalinger. Desuden vil forslaget medføre, at ordlyden gøres enslydende med kravet i artikel 7, stk. 1, i 2. e-pengedirektiv. Formålet med nyaffattelsen er ikke at ændre gældende ret men alene at sikre, at samme forhold ikke reguleres både i lov om betalinger og bekendtgørelse nr. 1360 af 30. november 2017 om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler. Nyaffattelsen vil desuden præcisere den situation, hvor et e-pengeinstitut ikke har modtaget midlerne på tidspunktet for udstedelsen af elektroniske penge. Stk. 1, 2. pkt. er nyt og implementerer artikel 7, stk. 1, 3. pkt., i 2. e-pengedirektiv.

Bestemmelsen fastsætter kravene til sikring af brugermidler for e-pengeinstitutter, når de udsteder elektroniske penge.

I medfør af præambelbetragtning nr. 37 i PSD2 bør det fastsættes, at brugernes midler holdes adskilt fra instituttets egne midler. Præambelbetragtning nr. 37 understreger ligeledes, at beskyttelseskrav er nødvendige, når et institut er i besiddelse af brugernes midler. Beskyttelse af midler, der er modtaget som vederlag for de elektroniske penge, der er blevet udstedt, skal ifølge artikel 7, stk. 3, i 2. e-pengedirektiv ske i overensstemmelse med de regler, der er fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2007/64/EF af 13. november 2007 om betalingstjenester i det indre marked og om ændring af direktiv 97/7/EF, 2002/65/EF, 2005/60/EF og 2006/48/EF og om ophævelse af direktiv 97/5/EF (1. betalingstjenestedirektiv).

Nogle e-pengeinstitutter udsteder e-penge og tillader sine kunder at bruge e-pengene til betalingstransaktioner, inden e-pengeinstituttet har modtaget midlerne eller på anden måde har fået stillet midlerne til rådighed.

Hvis e-pengeinstituttet udsteder e-penge inden midlerne er modtaget, så er det først ved modtagelsen af midlerne, at midlerne skal sikres. Dette skal dog senest ske fem arbejdsdage efter, at udstedelsen er sket. For at sikre midler i overensstemmelse med bestemmelsen skal e-pengeinstituttet derfor sikre sig, at e-pengeinstituttet modtager midlerne for de udstedte e-penge senest fem arbejdsdage efter udstedelsen. Hvis e-pengeinstituttet ikke modtager midlerne af årsager uden for e-pengeinstituttets kontrol, skal e-pengeinstituttet overføre egne midler til sikringskontoen, som modsvarer det manglende beløb, jf. også forslaget til § 35, stk. 4.

I henhold til de foreslåede ændringer til § 152, stk. 1, jf. lovforslagets § 5, nr. 18, vil overtrædelse af den foreslåede § 35, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Overtrædelse af det foreslåede § 35, stk. 1, vil omfatte den situation, hvor et e-pengeinstitut ikke sikrer de midler, som e-pengeinstituttet har modtaget som vederlag for de elektroniske penge, instituttet har udstedt eller undlader at gøre dette senest fem arbejdsdage efter udstedelsen af e-pengene. Ansvarssubjektet for overtrædelsen er det e-pengeinstitut, som undlader at sikre midlerne i strid med stk. 1.

Det foreslås i stk. 2, at e-pengeinstitutter, der udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-6, jf. § 18, stk. 1, nr. 2, skal sikre de midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller modtaget gennem en anden udbyder af betalingstjenester som led i gennemførelsen af en betalingstransaktion i overensstemmelse med stk. 6.

Stk. 2 er en delvis videreførelse af det gældende § 2, stk. 1, i bekendtgørelse om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler. Bestemmelsen gennemfører artikel 7 i 2. e-pengedirektiv.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at pligten til at sikre brugernes midler i lov om betalinger præciseres. Desuden vil forslaget medføre, at ordlyden gøres enslydende med kravet i artikel 7, stk. 1, i 2. e-pengedirektiv. Formålet med bestemmelsen er ikke at ændre gældende ret men alene at sikre, at samme forhold ikke reguleres både i lov om betalinger og bekendtgørelse nr. 1360 af 30. november 2017 om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler.

I medfør af præambelbetragtning nr. 37 i PSD2 bør det fastsættes, at brugernes midler holdes adskilt fra instituttets egne midler. Præambelbetragtning nr. 37 understreger ligeledes, at beskyttelseskrav er nødvendige, når et institut er i besiddelse af brugernes midler.

I henhold til de foreslåede ændringer til § 152, stk. 1, jf. lovforslagets § 5, nr. 18, vil overtrædelse af den foreslåede § 35, stk. 2, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Overtrædelse af det foreslåede § 35, stk. 2, vil omfatte den situation, hvor et e-pengeinstitut, der udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-6, jf. § 18, stk. 1, nr. 2, ikke sikrer de midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller modtaget gennem en anden udbyder som led i gennemførelsen af en betalingstransaktion. Ansvarssubjektet for overtrædelsen er det e-pengeinstitut, som undlader at sikre midlerne i strid med stk. 2.

Det foreslås i stk. 3, at betalingsinstitutter, der udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-6, skal sikre midler modtaget fra brugerne af betalingstjenesterne eller modtaget gennem en anden udbyder af betalingstjenester som led i gennemførelsen af en betalingstransaktion i overensstemmelse med stk. 6.

Stk. 3 er en videreførelse af det gældende § 35, stk. 2, med sproglige tilpasninger og suppleret med en henvisning til det foreslåede stk. 6.

Krav til beskyttelse af brugermidler indtræder først, efter betalingsinstituttet kommer i besiddelse af midler som led i gennemførelsen af en betalingstransaktion. Betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet kan dog komme i en situation, hvor der modtages færre midler end det beløb, der skal videresendes. I denne situation vil det være det beløb, der skal videresendes, som skal sikres, jf. også det foreslåede stk. 4.

Betalingsinstitutter, der kun udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 7 og 8, skal ikke sikre brugernes midler, da disse typer af betalingstjenester ikke medfører, at instituttet kommer i besiddelse af brugermidler. Tjenester leveret af udbydere af tekniske tjenester, der understøtter udbuddet af betalingstjenester, uden at de på noget tidspunkt kommer i besiddelse af de midler, der skal overføres, er ikke omfattet af loven, jf. § 5, nr. 10, i lov om betalinger.

Et betalingsinstitut skal typisk sikre brugermidler i to tilfælde. Når betalingsinstituttet modtager midler ved brugerens egen indbetaling, f.eks. ved udbud af betalingskonti, og når betalingsinstituttet modtager midler fra en anden fysisk eller juridisk person med henblik på at stille dem til rådighed for instituttets brugere, f.eks. når betalingsinstituttet tilbyder såkaldt kortindløsning til betalingsmodtagere. I førstnævnte tilfælde vil betalingsinstituttets kunder som udgangspunkt være betalere, mens de i sidstnævnte tilfælde som udgangspunkt vil være betalingsmodtagere.

Bestemmelsen gennemfører artikel 10 i PSD2.

Overtrædelse af § 35, stk. 3, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. forslaget til § 152, stk. 1. Overtrædelse af stk. 3, vil omfatte den situation, hvor et betalingsinstitut, der udfører betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 1-6, ikke sikrer de midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller modtaget gennem en anden udbyder af betalingstjenester som led i gennemførelsen af betalingstransaktioner. Ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen er det betalingsinstitut, som undlader at sikre midlerne i strid med stk. 3.

Det foreslås i stk. 4, at modtager betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet færre midler fra brugerne af betalingstjenester eller gennem en anden udbyder af betalingstjenester end det beløb, der som led i gennemførelsen af betalingstransaktioner skal sendes videre til betalingsmodtager, jf. stk. 2 og 3, skal betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet sikre, at indeståendet på sikringskontoen eller i sikkerhedsdepotet fra tidspunktet for indsættelsen af midlerne på sikringskontoen eller placeringen af midlerne i sikkerhedsdepotet, jf. stk. 6, nr. 1 og 2, svarer til det beløb, der som led i gennemførelsen af betalingstransaktioner skal sendes videre til betalingsmodtager.

Bestemmelsen er ny og vil beskrive, hvordan betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter skal håndtere situationen, hvor der f.eks. grundet indsigelsessager, jf. § 100, stk. 1, i lov om betalinger og charge-back sager, jf. § 112 i lov om betalinger, eller andre refusioner ikke modtages tilstrækkeligt med midler til at dække brugernes krav. Bestemmelsen vil komme til at supplere udgangspunktet om, at de midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller gennem en anden udbyder af betalingstjenester, skal indsættes på en sikringskonto eller investeres i værdipapirer, der placeres i et sikkerhedsdepot efter det foreslåede stk. 2 og 3.

Forslaget vil indebære, at det er brugernes krav, der skal sikres. Det er afgørende for brugernes mulighed for at trække deres midler ud af konkursboet efter et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, at det er deres krav, der er sikret. Hvis indeståendet på sikringskontoen eller i sikkerhedsdepotet ikke er tilstrækkeligt til at dække brugernes krav, risikerer samtlige brugere at miste deres ret som separatister og indgå i boet som simple kreditorer. Det skyldes, at den individualisering, der kræves efter de tingsretlige principper, efter omstændighederne ikke vil anses for opretholdt af en kurator eller en domstol. Det er derfor nødvendigt at supplere kravet i det foreslåede stk. 2 og 3.

I praksis betyder det, at betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter skal tilføre midler til sikringskontoen, hvis der modtages færre midler end det beløb, som brugeren har krav på som følge af gennemførelsen af en betalingstransaktion.

Bestemmelsen omfatter både den situation, hvor et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut modtager midler, som skal videresendes til en betalingsmodtager og på et tidspunkt, der kendes og den situation, hvor et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut modtager midler med henblik på, at midlerne, eller en del af midlerne på et senere tidspunkt skal udbetales til en betalingsmodtager, som enten kan være specificeret på tidspunktet for modtagelsen, eller som endnu ikke er specificeret.

Bestemmelsen er særlig relevant for de betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, som har betalingsmodtagere som brugere, f.eks. kortindløsere. Det skyldes, at kortnetværkenes praksis vedrørende de forbrugerbeskyttende regler om charge-back og andre refusioner medfører, at særligt virksomheder med den forretningsmodel indimellem vil modtage færre midler, end der skal sendes videre til betalingsmodtager.

Det foreslås i stk. 5, at midlerne, der indestår på en sikringskonto eller er placeret i et sikkerhedsdepot, jf. stk. 6, nr. 1 og 2, til enhver tid skal svare til det beløb, der som led i gennemførelsen af betalingstransaktioner skal sendes videre til betalingsmodtager.

Med bestemmelsen vil det blive fastsat, at betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttets forpligtelse til at sikre, at indeståendet på sikringskontoen eller i sikkerhedsdepotet skal svare til det beløb, der skal sendes videre til betalingsmodtager, gælder til enhver tid. Forpligtelsen gælder således ikke blot ved indsættelsen af midlerne, jf. forslaget til stk. 4, men den eksisterer, indtil udbetaling af midlerne til betalingsmodtager.

Bestemmelsen omfatter både den situation, hvor et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut modtager midler, som skal videresendes til en betalingsmodtager og på et tidspunkt, der kendes og den situation, hvor et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut modtager midler med henblik på, at midlerne eller en del af midlerne skal udbetales til en betalingsmodtager, som enten kan være specificeret på tidspunktet for modtagelsen, eller som endnu ikke er specificeret.

Sidstnævnte tilfælde omfatter bl.a. de betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, som fører betalingskonti for deres brugere, eller som har tilladelse som pengeoverførselsvirksomhed, hvor instituttets brugere indbetaler et beløb, som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet på brugerens ordre skal overføre til en betalingsmodtager, som ikke er bruger hos betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet. Når sådanne institutter modtager midler, og det ikke er angivet, hvem der er betalingsmodtager og/eller, hvor mange af midlerne der skal overføres til betalingsmodtager, skal instituttet i overensstemmelse med stk. 5 sikre sig, at det samlede beløb, som bliver indbetalt, bliver sikret i overensstemmelse med stk. 6.

Det foreslås i stk. 6, at sikring af midler i henhold til stk. 1-5, skal ske på en af de tre oplistede måder. Stk. 6 er ny, men den præciserer og uddyber det gældende § 35, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4, der foreskriver de samme tre måder til sikring af midler. Bestemmelsen implementerer artikel 10, stk. 1, i PSD2 og artikel 7, stk. 1, i 2. e-pengedirektiv.

Det foreslås i nr. 1, at midlerne skal indsættes på en særskilt konto, der betegnes sikringskonto, i et kreditinstitut eller en centralbank, hvis centralbanken tillader dette, senest ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger den dag, hvor midlerne er modtaget.

Betalingsinstitutter eller e-pengeinstitutter, der anvender sikringskonto til at sikre brugermidler, skal sikre, at det alene er brugermidler, der indsættes på sikringskontoen. Midlerne må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler, der hidrører fra andre aktiviteter end at gennemføre betalingstransaktioner for de pågældende kunder.

Det er alene brugermidler, der er modtaget eller burde være modtaget, der skal sikres. Instituttet må således kun indskyde egne midler på sikringskontoen i de tilfælde, der er omhandlet i forslaget til stk. 4. Det skyldes, at disse midler ikke udgør midler, som er modtaget fra brugerne eller fra en anden udbyder af betalingstjenester, jf. forslaget til stk. 1-3. Det er afgørende for sikringens virkning, at det er brugernes midler, der indsættes på sikringskontoen, jf. dog forslaget til stk. 4.

Midlerne skal først sikres ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger den dag, hvor midlerne er modtaget. Det giver betalingsinstitutterne og e-pengeinstitutterne mulighed for f.eks. at modtage et beløb, som er højere end det beløb, der efter aftale med brugerne skal sendes videre, f.eks. fordi det også indeholder betaling af gebyrer til instituttet, jf. også det foreslåede stk. 7. Betalingsinstitutterne og e-pengeinstitutterne har dermed mulighed for at sikre, at det alene er brugernes midler, der indsættes på sikringskontoen.

Bestemmelsen gennemfører de ændringer af PSD2, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/886 af 13. marts 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 og direktiv 98/26/EF og (EU) 2015/2366 for så vidt angår strakskreditoverførsler (straksbetalingsforordningen).

Det foreslås i nr. 2, at midlerne skal investeres i sikre, likvide aktiver med lav risiko og placeres i et særskilt værdipapirdepot, som betegnes sikkerhedsdepot i et kreditinstitut, senest ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger efter den dag, hvor midlerne er modtaget.

Danske værdipapirer er almindeligvis udstedt i elektronisk form via den danske værdipapircentral Euronext Securities Copenhagen (VP Securities) A/S. Værdipapirerne opbevares på værdipapirdepoter oprettet af et kreditinstitut, der har en aftale med værdipapircentralen om at kunne fungere som et såkaldt kontoførende institut, jf. §§ 190-194 i lov om kapitalmarkeder. Som kontoførende institut kan kreditinstituttet oprette og føre depoter i værdipapircentralens system, herunder registrere rettigheder over de værdipapirer, der opbevares i depotet. Det er kun det kontoførende institut, der kan disponere over depotet efter anmodning fra værdipapirejer.

Sikring af retten til værdipapirerne overfor tredjemand, herunder retsforfølgende kreditorer, er i henhold til § 184 i lov om kapitalmarkeder, knyttet til registreringen i værdipapircentralen.

Det er afgørende for sikringen, at der ved oprettelsen af sikkerhedsdepotet og iagttagelse af kravene til kreditinstituttets notering stiftes en sikkerhed for instituttets til enhver tid værende brugere i det til enhver tid værende indestående på sikkerhedsdepotet til sikkerhed for brugernes til enhver tid værende krav på tilbagebetaling. Denne sikkerhed har til formål at sikre brugerne retten til midlerne i tilfælde af et betalingsinstituts eller et e-pengeinstituts konkurs.

Det er ikke praktisk administrerbart at registrere hver enkelt bruger af et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut som havende et tilgodehavende i værdipapirdepotet. Det skyldes, at betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter håndterer betalinger, som typisk har et relativt højt transaktionsflow.

Vælger et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut at sikre brugermidler ved at midlerne investeres i værdipapirer, der placeres i et særskilt værdipapirdepot, skal værdipapirdepotet være til sikkerhed for de til enhver tid værende brugere. Det er til enhver tid betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttets ansvar at sikre, at depotet administreres på en sådan måde, at midlerne i depotet er dækkende for udeståendet og står til sikkerhed for brugerne.

Betalingsinstitutter eller e-pengeinstitutter er forpligtede til at sikre de midler, der er modtaget fra brugerne af betalingstjenester eller modtaget gennem en anden udbyder af betalingstjenester. Dette medfører, at indeståendet i sikkerhedsdepotet til enhver tid skal svare til brugernes tilgodehavender, jf. også forslaget til stk. 4. Det er ikke formålet, at der skal indgås skriftlige aftaler med hver enkelt bruger om sikkerhed i værdipapirer.

Dette bør kunne sidestilles med en aftale med brugerne om betalingsinstituttets mulighed for løbende at udtage og ombytte værdipapirer i sikkerhedsdepotet, så længe brugernes tilgodehavender ikke overstiger værdien af de tilbageværende værdipapirer i sikkerhedsdepotet, og dette løbende kontrolleres.

Brugernes krav påvirkes ikke af eventuelle kursudsving på de værdipapirer, der opbevares i sikkerhedsdepotet. En evt. værdistigning af aktiverne i sikkerhedsdepotet udover brugernes tilgodehavender vil tilfalde betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet, dvs. i en insolvenssituation indgå i konkursmassen.

Det er ligeledes afgørende for sikringen, at betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet til enhver tid kan fremlægge en oversigt over de værdipapirer, der er købt og solgt i sikkerhedsdepotet, der understøtter, at betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttets sikring er tilstrækkelig til, at brugernes ret er beskyttet. Kravet følger af § 2, stk. 5, og § 3, stk. 5, i bekendtgørelse nr. 1360 af 30. november 2017. Bestemmelserne fastsætter for hhv. e-pengeinstitutter og betalingsinstitutter en forpligtelse til at føre en oversigt over modtagne midler samt udarbejde og vedligeholde en forretningsgang, der sikrer korrekt registrering af midlerne.

Betalingsinstitutter eller e-pengeinstitutter, der anvender et sikkerhedsdepot til at sikre brugermidler, skal sikre, at det alene er midler, der skal sikres i henhold til stk. 1-4, der investeres. Midlerne må ikke på noget tidspunkt blandes sammen med midler fra andre aktiviteter end at gennemføre betalingstransaktioner for de pågældende kunder.

Det er alene brugermidler, der er modtaget, der skal sikres. Instituttet må således kun investere egne midler i værdipapirer, der lægges i sikkerhedsdepotet i tilfælde, der er omhandlet i det foreslåede stk. 4, eller hvis værdien af depotet falder til et niveau, der er mindre end det beløb, der skal gennemføres betalingstransaktioner for. Det skyldes, at disse midler ikke udgør midler, som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet har modtaget fra brugerne, jf. forslaget til § 35, stk. 1-3. Det er afgørende for sikringens virkning, at det er brugernes midler, der investeres, jf. dog forslaget til stk. 4.

Midlerne skal først sikres ved afslutningen af den arbejdsdag, der følger den dag, hvor midlerne er modtaget. Det giver betalingsinstitutterne og e-pengeinstitutterne mulighed for f.eks. at modtage et beløb, som er højere end det beløb, der efter aftale med brugerne skal sendes videre, f.eks. fordi det også indeholder betaling af gebyrer til instituttet, jf. også det foreslåede stk. 7. Betalingsinstitutterne og e-pengeinstitutterne har dermed mulighed for at sikre, at det alene er brugernes midler, der placeres i sikkerhedsdepotet.

Det foreslås i nr. 3, at midlerne dækkes af en garanti fra et forsikringsselskab eller et kreditinstitut, der ikke tilhører samme koncern som instituttet. Garantien skal til enhver tid mindst svare til det beløb, som ellers skulle være indsat på en sikringskonto eller placeret i et sikkerhedsdepot.

Formålet med bestemmelsen er at understøtte, at brugernes midler ikke vil kunne gøres til genstand for retsforfølgning fra instituttets øvrige kreditorer, f.eks. i forbindelse med en insolvenssituation.

Instituttet skal sikre, at dækningen på garantien eller forsikringen mindst svarer til brugernes samlede tilgodehavende for betalingstransaktioner, der skal gennemføres. I praksis vil det ofte medføre et behov for, at garantien eller forsikringen skal indeholde en vis overdækning i forhold til det forventede beløb, der skal sikres, således at instituttet også overholder forslaget til stk. 6, nr. 3, i tilfælde af, at der er modtaget ekstraordinært mange brugermidler.

Overtrædelse af § 35, stk. 6, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. forslaget til § 152, stk. 1. Overtrædelse af § 35, stk. 5, vil omfatte den situation, hvor et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut ikke følger en af de tre fremgangsmåder, der fastlægges i nr. 1-3 i forslaget til § 35, stk. 6. Ansvarssubjektet er det betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, som undlader at sikre midlerne ved en af disse fremgangsmåder.

Det foreslås i stk. 7, at midler, der indsættes på en sikringskonto eller investeres i værdipapirer, der placeres i et sikkerhedsdepot, ikke kan gøres til genstand for retsforfølgning fra instituttets øvrige kreditorer.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af det gældende § 35, stk. 3, 2. pkt., og gennemfører artikel 10, stk. 1, litra a, i PSD2.

Formålet med bestemmelsen er fortsat at sikre, at brugernes midler ikke må kunne gøres til genstand for retsforfølgning fra instituttets øvrige kreditorer, f.eks. i forbindelse med instituttets insolvens.

Efter § 82 i konkursloven udleveres, hvad der tilhører tredjemand, eller af andre grunde ikke kan inddrages i konkursmassen, til den berettigede. Tredjemand har således som udgangspunkt et separatistkrav til aktiver, der er deres, selvom disse ved konkursens indtræden er i boets besiddelse. Når der er tale om en genusvare eller et pengebeløb, afhænger tredjemands ret af, om der er sket tilstrækkelig og bindende individualisering af genusvaren eller pengebeløbet.

De midler, der måtte indestå på en sikringskonto eller som er investeret i et sikkerhedsdepot efter udbetaling af separatistkrav til brugerne i henhold til det foreslåede stk. 1, vil overgå til konkursmassen.

Det foreslås i stk. 8, at betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, der er forpligtede til at sikre midler, jf. stk. 1-3, hvor en del af midlerne skal anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, og hvor den resterende del skal anvendes til ikke-betalingsrelaterede tjenester, alene skal sikre den del af midlerne, som skal anvendes til fremtidige betalingstransaktioner.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af det gældende § 35, stk. 5 og gennemfører artikel 10, stk. 2, i PSD2 og artikel 7 i 2. e-pengedirektiv.

Bestemmelsen har til formål at præcisere, at der skal ske en opdeling af midlerne i den pågældende situation, så brugerne ikke stilles dårligere end situationen, hvor instituttet alene modtager transaktionsbeløbet og indsætter det på sikringskontoen. Bestemmelsen vil medføre, at hvis det kun er en del af midlerne, der skal anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, og den resterende del skal anvendes til ikke-betalingsrelaterede tjenester, så skal instituttet sikre den del, der skal bruges til fremtidige betalingstransaktioner. Virksomhedens forpligtelser efter stk. 1-6 bevares, selvom kun en del af de modtagne midler skal anvendes til fremtidige betalingstransaktioner.

Overtrædelse af § 35, stk. 8, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, jf. forslaget til § 152, stk. 1. Overtrædelse af § 35, stk. 8, vil omfatte den situation, hvor et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut sikrer mere end den del af midlerne, der skal anvendes til fremtidige betalingstransaktioner, hvilket kan have den konsekvens, at midlerne ikke er tilstrækkeligt beskyttet i tilfælde af konkurs. Ansvarssubjektet er det betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, som indsætter for mange midler på sikringskontoen eller placerer for mange aktiver i sikkerhedsdepotet.

Det foreslås i stk. 9, at Finanstilsynet kan fastsætte nærmere regler om sikring af midler i henhold til stk. 1-8.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af det gældende § 35, stk. 6, der er benyttet til at udstede bekendtgørelse om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler, jf. bekendtgørelse nr. 1360 af 30. november 2017.

Bemyndigelsen giver mulighed for at fastsætte nærmere regler om sikring af brugermidler, herunder om oprettelse af sikringskonto eller sikkerhedsdepot, en definition af ”sikre, likvide aktiver”, regler om garantiudstedelse, herunder fastsættelse af størrelsen af garantibeløb samt kvaliteten af garantier, jf. det foreslåede stk. 5, og regler for, hvordan andelen af ”ikke-betalingsrelaterede tjenester” beregnes, jf. det foreslåede stk. 8.

Til nr. 3 (§§ 41 a-41 g i lov om betalinger)

Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter har i dag ikke mulighed for at deltage i registrerede betalingssystemer, jf. kapitel 32 i lov om kapitalmarkeder.

Det foreslås efter § 41 før overskriften før § 42 i lov om betalinger at indsætte et nyt afsnit om betingelser for at anmode om at deltage i registrerede betalingssystemer. Forslaget til det nye afsnit indeholder §§ 41 a-41 g, som vil fastsætte kravene til betalingsinstitutter eller e-pengeinstitutter, der anmoder om at deltage i og deltager i registrerede betalingssystemer, jf. § 64 i lov om betalinger.

Forslaget skal således ses i forlængelse af forslag til ændring af lov om kapitalmarkedsloven, som vedrører ændringer af definitioner og krav til deltagere i et registreret betalingssystem, jf. lovforslagets § 6, nr. 2 og 5.

De foreslåede §§ 41 a-g implementerer artikel 35a, stk. 1 og 2, i PSD2, som følger af artikel 3 i straksbetalingsforordningen.

(Til § 41 a)

Det foreslås i § 41 a, at et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut der deltager i eller anmoder om at deltage i registrerede betalingssystemer, jf. § 64, skal have de beskrivelser, planer og foranstaltninger, der følger af nr. 1-3.

Kravene i § 41 a vil skulle gælde både ved anmodning om at deltage, og når instituttet deltager i registrerede betalingssystemer. Det vil medføre, at instituttet til enhver tid skal have de krævede beskrivelser, planer og foranstaltninger på plads, og de skal være opdaterede og reflektere instituttets forhold på ethvert tidspunkt.

Det foreslås i § 41 a, nr. 1, at et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, der deltager i eller anmoder om at deltage i registrerede betalingssystemer, jf. § 64, skal have en beskrivelse af de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, der tilhører betalingstjenestebrugerne, jf. § 10, stk. 1, nr. 9, og §§ 41 b-41 d. Det er et krav for tilladelse som e-pengeinstitut eller betalingsinstitut, at virksomheden har truffet passende foranstaltninger for at beskytte de midler, der tilhører brugerne af betalingstjenester, jf. § 10, stk. 1, nr. 9, og §§ 41 b-41 d. Betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet har således i forbindelse med ansøgningen om tilladelse fastlagt foranstaltninger til at beskytte brugernes midler.

Det følger nærmere af forslaget til §§ 41 b og 41 c, hvad beskrivelsen vil skulle indeholde, hvis et institut sikrer brugernes midler ved at indsætte dem på en sikringskonto i et kreditinstitut eller ved at investere dem i sikre, likvide aktiver med lav risiko.

Hvis instituttet sikrer brugernes midler ved en garanti eller en forsikring, vil de nærmere krav til beskrivelsen følge af forslaget til § 41 d.

Det foreslås i § 41 a, nr. 2, at et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, der deltager i eller anmoder om at deltage i registrerede betalingssystemer, jf. § 64, skal have en beskrivelse af forretningsgange og interne kontrolmekanismer for de aktiviteter, som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet har til hensigt at levere, herunder administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, samt en beskrivelse af ordninger for brug af betalingsinstituttets og e-pengeinstituttets informations- og kommunikationsteknologitjenester, der relaterer sig til artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning om digital modstandsdygtighed i den finansielle sektor, jf. § 41 e.

Det følger af forslaget til § 41 e, at beskrivelsen efter § 41 a, nr. 2, skal dokumentere, at forretningsgangene, de interne kontrolmekanismer og ordningerne for brugen af informations- og kommunikationsteknologi, er proportionale, passende, forsvarlige og tilstrækkelige. Derudover følger det nærmere af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 1-9, hvad forretningsgangene og de interne kontrolforanstaltninger skal omfatte.

Ved ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut er det ifølge § 10, stk. 1, nr. 7, i lov om betalinger et krav, at virksomheden har forsvarlige og effektive organisatoriske strukturer, forretningsgange og procedurer. Krav om, at et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut skal have effektive former for virksomhedsstyring, følger af § 25 i lov om betalinger, som indeholder regler om ledelse og indretning af virksomheden. Det indebærer bl.a., at der sker en rapportering til højere ledelsesniveau af de risici, instituttet påtager sig, og at der sikres en løbende overvågning af virksomhedens forretningsområder.

Udover ledelse og indretning af virksomheden, vil det også være et krav efter forslaget til § 41 a, nr. 2, at virksomheden fastlægger en beskrivelse af ordninger for brug af betalingsinstituttets og e-pengeinstituttets informations- og kommunikationsteknologitjenester (IKT), der relaterer sig til artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2554 af 14. december 2022 om digital modstandsdygtighed i den finansielle sektor og om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009, (EU) nr. 648/2012, (EU) nr. 600/2014, (EU) nr. 909/2014 og (EU) 2016/1011 (DORA).

Artikel 6 i DORA fastlægger rammen for IKT-risikostyring for finansielle enheder. Artikel 7 i DORA fastlægger krav til IKT-systemer, -protokoller og -værktøjer.

Det følger nærmere af forslaget til § 41 e, hvad beskrivelsen vil skulle indeholde.

Det foreslås i § 41 a, nr. 3, at et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, der deltager i eller anmoder om at deltage i registrerede betalingssystemer, jf. § 64, skal have en afviklingsplan i tilfælde af konkurs, jf. § 41 f.

De nærmere krav til afviklingsplanen følger af forslaget til § 41 f.

Bestemmelsen gennemfører de ændringer af PSD2, som følger af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/886 af 13. marts 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 og direktiv 98/26/EF og (EU) 2015/2366 for så vidt angår strakskreditoverførsler (straksbetalingsforordningen). Med ændringen får betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter mulighed for at deltage i registrerede betalingssystemer i overensstemmelse med de foreslåede regler herom til lov om kapitalmarkeder.

(Til § 41 b)

Det foreslås i § 41 b, hvilke krav der stilles til beskrivelsen i forslaget til § 41 a, stk. 1, nr. 1, hvis betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet sikrer brugernes midler ved at indsætte dem på en sikringskonto i et kreditinstitut.

Forslaget til § 41 b, vil være en direktivnær implementering af de ændringer af PSD2, som følger af straksbetalingsforordningen. Ordlyden af direktivet er identisk med EBA’s retningslinjer om de oplysninger, der skal gives i forbindelse med ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut og i forbindelse med registrering af kontooplysningstjenesteudbydere i medfør af artikel 5, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betalingstjenester i det indre marked, jf. EBA/GL/2017/09. Retningslinjerne bliver anvendt af Finanstilsynet i forbindelse med vurdering af ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, jf. §§ 10 og 11 i lov om betalinger. Forslaget til § 41 b indeholder således ikke nye krav, som ikke allerede gælder i praksis for alle betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter.

Det fremgår af forslaget til § 41 b, nr. 1, at beskrivelsen efter § 41 a, nr. 1, skal indeholde oplysning om antallet af personer, der har adgang til en sikringskonto, og deres funktioner.

Betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet kan have afgrænset antallet af personer, der har adgang til en sikringskonto, så det alene er de personer, der varetager opgaver ved sikringskontoen, der har adgang eller for at sikre en hensigtsmæssig løbende kontrol. Betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet skal beskrive, hvor mange personer, der har adgang samt hvilken funktion, de varetager i virksomheden.

Efter forslaget til § 41 b, nr. 2, skal beskrivelsen efter § 41 a, nr. 1, endvidere indeholde en beskrivelse af administrations- og afstemningsprocessen til sikring af, at betalingstjenestebrugernes midler i betalingstjenestebrugernes interesse er beskyttet mod krav fra betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens.

Kravet indebærer, at instituttet skal beskrive hvordan det sikres, at indestående på sikringskontoen svarer til brugernes tilgodehavende. Derudover skal det beskrives, hvordan sikringskontoen administreres med henblik på at sikre, at midlerne er beskyttet mod krav fra betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens. Det kan f.eks. indebære en nærmere beskrivelse af, hvorledes kreditinstituttet, som fører sikringskontoen, håndterer en insolvens situation.

Reglerne svarer således til dels til, hvad der allerede gælder efter kravene i § 10, stk. 1, nr. 9, og § 11, stk. 1, nr. 10, i lov om betalinger.

Ifølge forslaget til § 41 b, nr. 3, skal der endvidere medsendes en kopi af udkast til kontrakt med kreditinstituttet. Det er et krav for tilladelsen som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, at der er etableret en sikringskonto, og kreditinstituttet skal i forbindelse med ansøgningen fremsende en notering om oprettelse af sikringskontoen i henhold til reglerne i bekendtgørelse nr. 1360 af 30. november 2017 om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler. Kontrakten vil derfor være indhentet ved ansøgningen om tilladelse i forbindelse med oprettelse af sikringskontoen.

Det følger af forslaget til § 41 b, nr. 4, at beskrivelsen efter § 41 a, nr. 1, også skal indeholde en udtrykkelig erklæring fra betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet om overholdelse af § 35.

(Til § 41 c)

Det foreslås i § 41 c, hvilke krav der stilles til beskrivelsen i forslaget til § 41 a, nr. 1, hvis betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet sikrer brugernes midler ved at placere dem i et sikkerhedsdepot.

Det følger af forslaget til § 41 c, nr. 1, at hvis betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet sikrer brugernes midler ved at investere dem i sikre, likvide aktiver med lav risiko, skal beskrivelsen efter § 41 a, nr. 1, indeholde en beskrivelse af investeringspolitikken for at sikre, at de aktiver, der vælges, er likvide, sikre og har lav risiko.

Det følger af bekendtgørelse nr. 1360 af 30. november 2017 om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler, at de værdipapirer, der placeres i sikkerhedsdepotet, skal være sikre, likvide værdipapirer, hvorved forstås obligationer eller gældsbreve udstedt af eller garanteret af regeringer eller regionale myndigheder i medlemslandene i EU, andre lande, der er fulde medlemmer af Organisationen for Økonomisk Samarbejde og Udvikling (OECD), samt andre lande, som har indgået særlige låneoverenskomster med Den Internationale Valutafond (IMF) og er tilknyttet Den Almindelige Låneoverenskomst.

Efter forslaget til § 41 c, nr. 2, skal beskrivelsen efter § 41 a, nr. 1, endvidere indeholde en beskrivelse af administrations- og afstemningsprocessen til sikring af, at betalingstjenestebrugernes midler i betalingstjenestebrugernes interesse er beskyttet mod krav fra betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens.

Kravet indebærer, at instituttet skal beskrive hvordan det sikres, at indestående i sikkerhedsdepotet svarer til brugernes tilgodehavende. Derudover skal det beskrives, hvordan sikkerhedsdepotet administreres med henblik på at sikre, at midlerne er beskyttet mod krav fra betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets øvrige kreditorer, navnlig i tilfælde af insolvens. Det kan f.eks. indebære en nærmere beskrivelse af, hvorledes kreditinstituttet, som fører sikkerhedsdepotet, håndterer en insolvens situation, eller hvordan sikkerhedsdepotet tilgås og administreres, hvis instituttet skulle gå konkurs.

Reglerne svarer således til dels til, hvad der allerede gælder efter kravene i § 10, stk. 1, nr. 9, og § 11, stk. 1, nr. 10, i lov om betalinger.

Det følger af forslaget til § 41 c, nr. 3, at beskrivelsen efter § 41 a, nr. 1, også skal indeholde en udtrykkelig erklæring fra betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet om overholdelsen af § 35.

Kravet skal ses i sammenhæng med § 8 i bekendtgørelse nr. 1360 af 30. november 2017 om e-pengeinstitutters og betalingsinstitutters sikring af brugermidler, hvorefter alle betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, der sikrer midler, uanset om de deltager i registrerede betalingssystemer, hvert halve år skal indsende en opgørelse til Finanstilsynet, der viser det samlede udestående og den etablerede sikkerhedsstillelse. Når man deltager i et registreret betalingssystem, skal man indsende denne erklæring sammen med opgørelsen, jf. § 8 i nævnte bekendtgørelse.

(Til § 41 d)

Det foreslås i § 41 d, at hvis betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet beskytter betalingstjenestebrugernes midler ved at stille en garanti fra et forsikringsselskab eller et kreditinstitut, jf. den foreslåede § 35, stk. 6, nr. 3, som viderefører det gældende § 35, stk. 4, skal beskrivelsen efter § 41 a, nr. 1, indeholde forholdene oplistet i nr. 1-3.

Det foreslås i § 41 d, nr. 1, at beskrivelsen skal indeholde en bekræftelse af, at forsikringen eller den tilsvarende garanti er fra en enhed, der ikke er en del af samme koncern som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet.

Det er et krav efter den foreslåede § 35, stk. 6, nr. 3, som viderefører det gældende § 35, stk. 4, at det forsikringsselskab eller kreditinstitut, der stiller garantien, ikke tilhører samme koncern, som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet. I forbindelse med ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut skal betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet sende oplysninger om, at virksomheden har truffet passende foranstaltninger for at beskytte de midler, der tilhører brugerne af betalingstjenester, jf. § 35. Forholdet vil derfor være afdækket ved etablering af garantien, idet det er et krav for tilladelse.

Det foreslås i § 41 d, nr. 2, at beskrivelsen skal indeholde nærmere oplysninger om den proces, der er indført for at sikre, at forsikringen eller den tilsvarende garanti til enhver tid er tilstrækkelig til at dække de krav på tilbagebetaling, som brugerne af betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet måtte have mod instituttet.

Betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet skal ifølge §§ 10 og 11 i lov om betalinger indsende oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, som tilhører brugerne. Det følger ligeledes af den foreslåede § 35, stk. 6, nr. 3, 2. pkt., som viderefører det gældende § 35, stk. 4, 2. pkt., at garantien skal omfatte ethvert beløb, som ellers skulle være indsat på en sikringskonto eller i et sikkerhedsdepot.

Det foreslås i § 41 d, nr. 3, at beskrivelsen skal indeholde oplysninger om dækningens varighed og vilkårene for fornyelse.

Det foreslås i § 41 d, nr. 4, at beskrivelsen skal indeholde en kopi af forsikringsaftalen eller den tilsvarende garanti eller udkast hertil.

Det bemærkes, at det allerede er et krav for tilladelsen som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut, jf. §§ 10 og 11 i lov om betalinger, at der gives oplysninger om de foranstaltninger, der er truffet for at beskytte de midler, som tilhører brugerne, jf. § 35 i lov om betalinger. Hvis betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet sikrer brugernes midler ved at tegne en forsikring eller en garanti, vil oplysningerne i § 41 d, nr. 3, fremgå af den aftale, der skal indsendes, jf. forslaget til § 41 d, nr. 4.

(Til § 41 e)

Det foreslås i § 41 e, at beskrivelsen efter § 41 a, nr. 2, skal dokumentere, at forretningsgangene, de interne kontrolmekanismer og ordningerne for brugen af informations- og kommunikationsteknologi, er proportionale, passende, forsvarlige og tilstrækkelige. Derudover skal forretningsgangene og de interne kontrolforanstaltninger omfatte forholdene i § 41 e, stk. 2, nr. 1-9.

Betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, der deltager i eller anmoder om at deltage i registrerede betalingssystemer, skal sikre, at beskrivelsen efter den foreslåede § 41 a, nr. 2, dokumenterer, at forretningsgangene, de interne kontrolmekanismer og ordningerne for brugen af informations- og kommunikationsteknologi er proportionale, passende, forsvarlige og tilstrækkelige. Det vil sige, at pligten til at overholde § 41 e påhviler betalingsinstitutter og e-pengeinstitutter, der deltager i eller anmoder om at deltage i registrerede betalingssystemer.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 1, at forretningsgangene og de interne kontrolmekanismer skal omfatte en kortlægning af de risici, som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet har identificeret, herunder typen af risici og de procedurer, som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet har indført eller vil indføre for at vurdere og forhindre sådanne risici.

Det er et krav efter § 11, stk. 1, nr. 17, i lov om betalinger, at virksomheden i forbindelse med ansøgning om tilladelse skal fremsende en detaljeret risikovurdering i tilknytning til de betalingstjenester, som virksomheden påtænker at udbyde, og en beskrivelse af de foranstaltninger, som virksomheden har foretaget for at imødegå de identificerede risici, herunder svig og misbrug af følsomme betalingsdata og personoplysninger. Derudover skal virksomheden sende en ajourført og samlet risikovurdering til Finanstilsynet årligt, jf. § 126 i lov om betalinger. Oplysningerne i det foreslåede § 41 e, stk. 2, nr. 1, vil således både følge af tilladelseskravene og af de oplysninger, som et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut skal indsende til Finanstilsynet kontinuerligt.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 2 , at forretningsgangene og kontrolmekanismerne skal omfatte de forskellige procedurer for gennemførelse af regelmæssig og permanent kontrol, herunder hyppigheden og de afsatte menneskelige ressourcer.

Det skal f.eks. beskrives, hvor hyppigt der udføres kontrol og hvor mange menneskelige ressourcer, der er allokeret til at føre kontrollen.

Det er et krav efter § 11, stk. 1, nr. 11, i lov om betalinger, at ansøgning fra betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet om tilladelse indeholder oplysninger om virksomhedens forretningsgange og interne kontrolmekanismer, herunder administrative, risikostyringsmæssige og regnskabsmæssige procedurer, jf. også § 25 i lov om betalinger om, at et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut skal have effektive former for virksomhedsstyring. Forretningsgangene og kontrolmekanismerne, som kræves efter § 41 e, stk. 2, nr. 2, vil således allerede være et krav for tilladelsen.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 3, at forretningsgangene og kontrolmekanismerne skal indeholde de regnskabsmæssige procedurer for, hvordan betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet registrerer og rapporterer sine regnskabsmæssige oplysninger.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 4, at forretningsgangene og kontrolmekanismerne skal indeholde identiteten af den eller de ansvarlige personer for de interne kontrolfunktioner, herunder for regelmæssig og permanent kontrol og kontrol af overholdelsen, samt et opdateret CV for den eller de pågældende personer.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 5, at forretningsgangene og kontrolmekanismerne skal indeholde identiteten af enhver revisor, der ikke er revisor som defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber.

Det følger af artikel 2, nr. 2, i direktivet om lovpligtig revision, at en revisor er en fysisk person, som i overensstemmelse med direktivet er bemyndiget af en medlemsstats kompetente myndigheder til at udøve lovpligtig revision.

I Danmark er det Erhvervsstyrelsen, der godkender revisorer i henhold til direktivet om lovpligtig revision, som er gennemført i revisorloven.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 6 , at forretningsgangene og kontrolmekanismerne skal omfatte sammensætningen af bestyrelsen og direktionen.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 7, at forretningsgangene og kontrolmekanismerne skal omfatte en beskrivelse af den måde, hvorpå outsourcede funktioner overvåges og kontrolleres for at undgå, at kvaliteten af betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets interne kontrol forringes.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 8, at forretningsgangene og kontrolmekanismerne skal omfatte en beskrivelse af, hvordan eventuelle agenter og filialer overvåges og kontrolleres inden for rammerne af betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets interne kontrol.

Det følger af § 11 i lov om betalinger, at en ansøgning om tilladelse skal indeholde de oplysninger, der er nødvendige for Finanstilsynets vurdering af, om kravene i § 10 i lov om betalinger er opfyldt. Det indebærer, at ansøgningen bl.a. skal indeholde oplysninger om virksomhedens organisationsstruktur, herunder den tilsigtede brug af agenter og filialer og kontrollen heraf og den planlagte brug af outsourcing og deltagelse i et nationalt eller internationalt betalingssystem. Forholdet i det foreslåede § 41 e, stk. 2, nr. 8, vil derfor være beskrevet i forbindelse med ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut.

Det følger af forslaget til § 41 e, stk. 2, nr. 9, at forretningsgangene og kontrolmekanismerne skal omfatte en beskrivelse af koncernforvaltningen, når betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet er dattervirksomhed af en reguleret enhed i en medlemsstat.

(Til § 41 f)

Det foreslås i § 41 f, at afviklingsplanen, jf. § 41 a, nr. 3, skal tilpasses betalingsinstituttets eller e-pengeinstituttets planlagte størrelse og forretningsmodel og skal indeholde en beskrivelse af de begrænsende foranstaltninger, som betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet skal træffe i tilfælde af opsigelse af dennes betalingstjenester, og som vil sikre gennemførelsen af uafsluttede betalingstransaktioner og afslutningen af eksisterende kontrakter.

Kravet vil indebære, at betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet skal beskrive, hvordan virksomheden vil blive afviklet i tilfælde af konkurs. Der vil skulle gives oplysninger om, hvordan udbuddet af betalingstjenester eller udstedelsen af e-penge standses, og hvordan det sikres, at uafsluttede transaktioner afsluttes inden for rammerne af konkursen. Derudover vil afviklingsplanen skulle indeholde nærmere oplysninger om, hvorledes betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet kan afslutte eksisterende kontrakter.

(Til § 41 g)

Det foreslås i § 41 g, stk. 1 , at anmoder et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut om at deltage i et registreret betalingssystem, skal betalingsinstituttet eller e-pengeinstituttet sende Finanstilsynet dokumentation for, hvordan kravene i §§ 41 a-41 f opfyldes.

Indholdet af dokumenterne, der skal indsendes efter §§ 41 a-41 f, fremgår af EBA’s retningslinjer om de oplysninger, der skal gives i forbindelse med ansøgning om tilladelse som betalingsinstitut eller e-pengeinstitut og i forbindelse med registrering af kontooplysningstjenesteudbydere i medfør af artikel 5, stk. 5, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om betalingstjenester i det indre marked, jf. EBA/GL/2017/09. Omfanget og karakteren af dokumenterne skal derfor svare til, hvad der fremgår af retningslinjerne, således at Finanstilsynet kan vurdere anmodningen. Dokumenterne skal indsendes i elektronisk format.

De indsendte dokumenter vil indeholde personoplysninger. Virksomhedernes erklæringer efter de foreslåede § 41 b, nr. 4, og § 41 c, nr. 3, og bekræftelser efter det foreslåede § 41 d, nr. 1, vil indeholde navne i form af underskrifter. Forretningsgange og interne kontrolmekanismer vil efter det forslåede § 41 e, stk. 2, nr. 4, omfatte identiteten af den eller de ansvarlige personer for de interne kontrolfunktioner, herunder for regelmæssig og permanent kontrol og kontrol af overholdelsen, samt et opdateret CV for den eller de pågældende personer. Forretningsgangene og de interne kontrolmekanismer vil efter det foreslåede § 41 e, stk. 2, nr. 5, omfatte identiteten af enhver revisor, der ikke er revisor som defineret i artikel 2, nr. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber. Endelig vil forretningsgangene og de interne kontrolmekanismer efter det foreslåede § 41 e, stk. 2, nr. 6, omfatte navne, kontaktoplysninger og evt. særlige personoplysninger som CPR-nr. på medlemmer af bestyrelsen og direktionen.

Det foreslås i § 41 g, stk. 2, at Finanstilsynet kan, efter høring af Danmarks Nationalbank, på baggrund af oplysningerne afgivet, jf. stk. 1, afvise at lade et betalingsinstitut eller e-pengeinstitut deltage eller anmode om at deltage i et registreret betalingssystem, hvis Finanstilsynet vurderer, at deltagelsen vil medføre væsentlige risici for stabiliteten eller integriteten af systemet.

Stabiliteten og effektiviteten af registrerede betalingssystemer er afgørende for den finansielle stabilitet, da de er fundamentet for alle elektroniske betalinger. Danmarks Nationalbank sikrer bl.a. den finansielle stabilitet ved at overvåge og/eller drive disse betalingssystemer.

Der er fastlagt betingelser for at deltage i systemerne af systemejeren, f.eks. Danmarks Nationalbank, som skal sikre stabiliteten og integriteten af systemerne. Danmarks Nationalbank overvåger, at betingelserne for deltagelse bidrager til, at systemerne er sikre og stabile.

Finanstilsynet kan afvise deltagelse i et registreret betalingssystem, hvis de indsendte dokumenter efter stk. 1 viser, at anmoder ikke kan leve op til betingelserne og derved vil medføre en risiko for stabiliteten eller integriteten af systemet, efter høring af Danmarks Nationalbank. Finanstilsynets afvisning kan i henhold til § 138 i lov om betalinger indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Til nr. 4 og 5 (§ 63, stk. 1 og 2, og § 145, stk. 2, nr. 1, i lov om betalinger)

Det følger af det gældende § 63, stk. 1, i lov om betalinger, at pengeinstitutter skal give betalingsinstitutter adgang til deres betalingskontotjenester på objektive, ikkediskriminerende og proportionale vilkår. Adgangen skal have et sådant omfang, at betalingsinstituttet kan udbyde betalingstjenester uhindret og effektivt.

Det følger af det gældende § 63, stk. 2, at giver et pengeinstitut et betalingsinstitut afslag på adgang til sine betalingskontotjenester, jf. stk. 1, skal pengeinstituttet underrette Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen og behørigt begrunde årsagerne til afslaget.

Bestemmelsen implementerer artikel 36 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (PSD2). Artikel 36 i PSD2 skaber pligter og rettigheder for pengeinstitutter og betalingsinstitutter i alle medlemsstater og er en totalharmoniserende bestemmelse.

Det følger af artikel 32, stk. 1 og 3 og artikel 33, stk. 1 og 2, jf. definitionen i artikel 4, nr. 11, i PSD2, at udbydere af en eller flere betalingstjenester opført i nr. 1-6 og 8 i direktivets bilag 1 behandles som betalingsinstitutter i direktivets forstand i relation til en række af direktivets bestemmelser, herunder artikel 35 og 36.

Det betyder efter en samlet direktivkonform læsning, at de virksomheder, som har tilladelse til at udbyde en eller flere af de betalingstjenester, som fremgår af bilag 1, nr. 1-6 og 8 i PSD2, som implementeret i bilag 1 i lov om betalinger, jf. § 7, nr. 2, og §§ 9, 51 og 52 i lov om betalinger, er udbydere af betalingstjenester. Disse udbydere af betalingstjenester skal behandles som betalingsinstitutter i relation til bl.a. § 63 i lov om betalinger, og har dermed ret til adgang til pengeinstitutters betalingskontotjenester på objektive, ikkediskriminerende og proportionale vilkår.

Den gældende bestemmelse i § 63 i lov om betalinger implementerer en totalharmoniserende EU-retsakt, og derfor skal § 63 i lov om betalinger fortolkes direktivkonformt.

Virksomheder med tilladelse til at udbyde en eller flere betalingstjenester er imidlertid ikke nævnt direkte i den gældende § 63 i lov om betalinger.

Det betyder, at retsstillingen for virksomheder med tilladelse til at udbyde en eller flere betalingstjenester skal udledes af en samlet læsning af de relevante bestemmelser om definitioner i kapitel 1 i lov om betalinger sammenholdt med artikel 32 i PSD2. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har over for en virksomhed indskærpet, at underretningspligten i § 63, stk. 2, i lov om betalinger, også påhviler pengeinstituttet i det tilfælde, at afslag om adgang til pengeinstituttets betalingskontotjenester bliver givet til virksomheder med begrænset tilladelse efter § 51 i lov om betalinger.

Det følger af § 145, stk. 2, nr. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen kan udstede de fornødne påbud, herunder bl.a. påbud om, at et pengeinstitut skal give et betalingsinstitut adgang til sine betalingskontotjenester på en sådan måde, at betalingsinstituttet kan udbyde sine betalingstjenester uhindret og effektivt.

Det foreslås i § 63, stk. 1, 1. pkt., at ændre »betalingsinstitutter« til »udbydere af betalingstjenester« og i 2. pkt. at ændre »betalingsinstituttet« til »udbydere af betalingstjenester«.

Med den foreslåede tilføjelse vil det blive præciseret, at en virksomhed med tilladelse til at udbyde en eller flere betalingstjenester har ret til adgang til et pengeinstituts betalingskontotjenester ved at det direkte vil fremgå af bestemmelsen. Retstilstanden vil dermed kunne læses direkte ud af bestemmelsen frem for at skulle udledes af bl.a. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens praksis.

Det foreslås endvidere i § 63, stk. 2, og § 145, stk. 2, nr. 1, at ændre »et betalingsinstitut« til: »en udbyder af betalingstjenester«.

Ændringen er en konsekvens af ændringen i § 63, stk. 1, så disse også vedrører udbydere af betalingstjenester.

Til nr. 6 (§ 64, stk. 2, i lov om betalinger)

§ 64, stk. 1, i lov om betalinger fastsætter rammerne for, hvilke vilkår et betalingssystem må opstille for adgangen til betalingssystemet.

Det gældende § 64, stk. 2, i lov om betalinger indeholder undtagelser til § 64, stk. 1, om, hvilke vilkår der gælder for adgang til betalingssystemer for udbydere af betalingstjenester. Blandt andet finder § 64, stk. 1, ikke anvendelse på betalingssystemer, der er omfattet af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/26/EF af 19. maj 1998 om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer (finalitydirektivet) efter § 64, stk. 2, nr. 1. Endvidere fremgår det af § 64, stk. 2, nr. 2, i lov om betalinger, at § 64, stk. 1, ikke finder anvendelse på betalingssystemer, der udelukkende består af udbydere af betalingstjenester, som tilhører samme koncern.

Det foreslås at affatte § 64, stk. 2, således, at stk. 1 ikke finder anvendelse på betalingssystemer, der udelukkende består af udbydere af betalingstjenester, der tilhører samme koncern. Den foreslåede bestemmelse svarer altså til det gældende § 64, stk. 2, nr. 2.

Forslaget vil i praksis medføre, at det gældende § 64, stk. 2, nr. 1, ophæves.

Med de foreslåede ændringer til § 64, stk. 2, gennemføres ændringerne i artikel 3, stk. 2, litra a og b, straksbetalingsforordningen, som ændrer i artikel 35 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/2366 af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked (PSD2), således at betalingssystemer, der er registreret i henhold til finalitydirektivet, som vedrører endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer, ikke længere er undtaget forpligtelserne i § 64, stk. 1, i lov om betalinger.

Det betyder, at eksempelvis Danmarks Nationalbank i modsætning til tidligere bliver omfattet af § 64, stk. 1, i lov om betalinger, herunder kravet om at opstille objektive, ikkediskriminerende og proportionale betingelser for adgang til Danmarks Nationalbanks betalingssystemer.

Til nr. 7 (§ 64, stk. 3 og 4, i lov om betalinger)

Det gældende § 64, stk. 3, i lov om betalinger fastslår, at en deltager i et registreret betalingssystem, jf. stk. 2, nr. 1, som giver en udbyder af betalingstjenester, der ikke deltager i det registrerede system, mulighed for at sende en betalingsordre gennem systemet, efter anmodning skal give en anden udbyder af betalingstjenester samme mulighed på objektive, ikkediskriminerende og proportionale vilkår.

Det gældende § 64, stk. 4, i lov om betalinger fastslår, at en deltager i et registreret betalingssystem, jf. stk. 2, nr. 1, som afviser at give en udbyder af betalingstjenester mulighed for at sende betalingsordre gennem systemet, jf. stk. 3, skal give denne udbyder en fyldestgørende begrundelse for afslaget.

Det foreslås i § 64, stk. 3 og 4, at ændre »En deltager i et registreret betalingssystem, jf. stk. 2, nr. 1,« til: »En deltager i et betalingssystem, der er registreret i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om endelig afregning i betalingssystemer og værdipapirafviklingssystemer,«

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af § 64, stk. 2, hvor det gældende § 64, stk. 2, nr. 1, udgår af bestemmelsen. De foreslåede ændringer af § 64, stk. 3 og 4, i lov om betalinger, er alene konsekvensændringer og viderefører gældende ret.

Til nr. 8 (§ 72, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af det gældende § 72, stk. 2, i lov om betalinger, at en udbyder ved indgåelse af en rammeaftale om en betalingskonto skal udlevere et gebyroplysningsdokument, jf. § 3 i lov om betalingskonti.

Det foreslås, at i § 72, stk. 2, ændres »lov om betalingskonti« til: »lov om betalingskonti og basale erhvervskonti«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1, hvorefter titlen på den gældende lov om betalingskonti affattes således: »lov om betalingskonti og basale erhvervskonti«.

Forslaget vil ikke medføre materielle ændringer og udgør alene en konsekvensrettelse.

Til nr. 9 (§ 75, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af det gældende § 75, stk. 2, i lov om betalinger, at i forbindelse med indgåelse af en rammeaftale kan det aftales mellem parterne, at udbyderen kan opsige rammeaftalen med mindst 2 måneders varsel på den i § 72, stk. 3, fastsatte måde, medmindre andet følger af hvidvaskloven. Opsigelse af en rammeaftale om en basal betalingskonto kan kun ske i overensstemmelse med § 13 i lov om betalingskonti.

Det foreslås i § 75, stk. 2, 2. pkt., efter »basal betalingskonto« at indsætte »eller en basal erhvervskonto«, og at »§ 13 i lov om betalingskonti« ændres til »§§ 13 eller 13 e i lov om betalingskonti og basale erhvervskonti«.

Forslaget har alene til formål at gøre opmærksom på, at opsigelse med 2 måneders varsel af en rammeaftale om en basal erhvervskonto kun kan ske under iagttagelse af de nye bestemmelser i forslaget til § 13 e i lov om betalingskonti og basale erhvervskonti, hvorefter et institut kun kan opsige en rammeaftale om en basal erhvervskonto, såfremt en af de betingelser, der er opregnet i § 13 e er opfyldt, jf. lovforslagets § 1, nr. 11.

Forslaget er endvidere en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1, hvorefter titlen på den gældende lov om betalingskonti foreslås ændret til lov om betalingskonti og basale erhvervskonti.

Til nr. 10 (§ 130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 7. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og § 143, stk. 1, i lov om betalinger)

Det følger af § 130, stk. 1, 2. pkt., at Finanstilsynet påser endvidere overholdelsen af artikel 3 og 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro og forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked.

§ 138, stk. 1, 7. pkt., i lov om betalinger fastsætter, at reaktioner givet i henhold til denne lovs § 130, stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, og Finanstilsynets beslutninger om at overgive sager efter denne lov eller regler udstedt i medfør af loven eller efter forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro til politimæssig efterforskning skal offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 3.

§ 139, stk. 1, 1. pkt. fastsætter, at Finanstilsynet skal orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af bestemmelserne i denne lov bortset fra kapitel 2-4. Det fremgår af stk. 1, 2. pkt., at 1. pkt. også gælder for sager vedrørende artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og sager vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro.

§ 143, stk. 1, fastsætter, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til denne lov, regler udstedt i medfør heraf, forordninger udstedt i medfør af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 25. november 2015 om betalingstjenester i det indre marked, artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og sager vedrørende Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 260/2012/EU af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro kan af den, som afgørelsen retter sig mod, indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro er ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen indeholder bestemmelser om grænseoverskridende betalinger og om gennemsigtigheden af vekselgebyrer inden for Unionen. Forordningen gælder for grænseoverskridende betalinger foretaget i euro eller i en af de nationale valutaer i de medlemsstater, der har meddelt deres beslutning om at udvide forordningens anvendelsesområde til deres nationale valuta. Denne mulighed er ikke anvendt for danske kroner.

Som følge af ophævelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet, fører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke længere tilsyn med artikel 6 og 7, jf. lovforslagets § 5, nr. 12 og 14.

Det foreslås i § 130, stk. 1, 2. pkt., § 138, stk. 1, 7. pkt., § 139, stk. 1, 2. pkt., og § 143, stk. 1, at ændre »artikel 3-4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 260/2012 af 14. marts 2012 om tekniske og forretningsmæssige krav til kreditoverførsler og direkte debiteringer i euro« til: »Europa-Parlamentets og Rådets forordning om grænseoverskridende betalinger i Unionen og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2024/886 af 13. marts 2024 om ændring af forordning (EU) nr. 260/2012 og (EU) 2021/1230 og direktiv 98/26/EF og (EU) 2015/2366 for så vidt angår strakskreditoverførsler i euro«.

Forslaget er en konsekvens af ophævelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet.

Ændringen af § 130, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at det fremgår, at Finanstilsynet påser overholdelsen af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og straksbetalingsforordningen.

Ændringen af § 138, stk. 1, 7. pkt., vil medføre, at det fremgår, at reaktioner givet i henhold til lovens § 130, stk. 2, jf. § 345, stk. 12, nr. 6, i lov om finansiel virksomhed, og Finanstilsynets beslutninger om at overgive sager efter loven eller regler udstedt i medfør af loven eller efter forordninger udstedt i medfør af straksbetalingsforordningen til politimæssig efterforskning skal offentliggøres på Finanstilsynets hjemmeside med angivelse af virksomhedens navn.

Ændringen af § 139, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at Finanstilsynets forpligtelse til at orientere offentligheden om sager, som er behandlet af Finanstilsynet, anklagemyndigheden eller domstolene, og som er af almen interesse eller af betydning for forståelsen af bestemmelserne i loven bortset fra kapitel 2-4, også gælder for sager vedrørende straksbetalingsforordningen.

Ændringen af § 143, stk. 1, vil medføre, at afgørelser truffet af Finanstilsynet i henhold til straksbetalingsforordningen, kan indbringes for Erhvervsankenævnet, senest 4 uger efter afgørelsen er meddelt den pågældende.

Straksbetalingsforordningen har til formål at udbrede muligheden for straksbetalinger i euro mellem EU-landene, herunder også for EU-lande med en anden national valuta end euro, bl.a. Danmark. Udbredelsen af straksbetalinger skal særligt medvirke til at frigøre midler hurtigt til betalingsmodtager.

Straksbetalingsforordningen gør det bl.a. obligatorisk for pengeinstitutter i alle EU-lande at udbyde straksbetalinger i euro, hvis de tilbyder almindelige kreditoverførsler i euro, uanset om landene har euroen som valuta eller ej. Derudover begrænses gebyrer for straksbetalinger i euro.

Til nr. 11 (§ 138, stk. 1 og 3, i lov om betalinger)

Det fremgår af det gældende § 138, stk. 1, 1. pkt., i lov om betalinger, at reaktioner givet efter en række bestemmelser i loven eller af Finanstilsynet efter delegation fra Finanstilsynets bestyrelse, skal offentliggøres af Finanstilsynet på Finanstilsynets hjemmeside.

Af § 138, stk. 1, 2. pkt., fremgår det, at virksomheden skal offentliggøre de samme oplysninger som omfattet af stk. 1 på sin eventuelle hjemmeside på et sted, hvor de naturligt hører hjemme. Offentliggørelsen skal ske hurtigst muligt, og senest 3 hverdage efter at virksomheden har modtaget underretning om reaktionen, eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v.

Af § 138, stk. 3, 1. pkt. fremgår det, at hvis Finanstilsynet har overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og der er afsagt fældende dom eller vedtaget bøde, skal Finanstilsynet offentliggøre dommen, bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 4. Hvis dommen ikke er endelig, eller er den anket eller genoptaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen, jf. § 138, stk. 3, 2. pkt.

Af § 138, stk. 3, 3. pkt. fremgår det, at virksomhedens offentliggørelse skal ske på virksomhedens hjemmeside på et sted, hvor det naturligt hører hjemme, hurtigst muligt, og senest 10 hverdage efter at der er faldet dom eller vedtaget bøde, eller senest på tidspunktet for offentliggørelse påkrævet efter lov om værdipapirhandel m.v.

Lov om værdipapirhandel m.v. blev ophævet den 3. januar 2018 ved ikrafttrædelse af lov om kapitalmarkeder, jf. lov nr. 650 af 8. juni 2017.

Der er dermed uoverensstemmelse mellem § 138, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, 3. pkt., og henvisningen til lov om værdipapirhandel m.v. Der skal således ikke henvises til lov om værdipapirhandel m.v., da loven er ophævet, hvorimod der skal henvises til lov om kapitalmarkeder, som har erstattet lov om værdipapirhandel m.v.

Det foreslås i § 138, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, 3. pkt., at ændre »lov om værdipapirhandel m.v.« til »lov om kapitalmarkeder.«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at lov om værdipapirhandel m.v. blev ophævet ved § 258, stk. 2, i lov nr. 650 af 8. juni 2017 om kapitalmarkeder.

Ændringen medfører, at § 138, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, 3. pkt., rettelig henviser til lov om kapitalmarkeder i stedet for lov om værdipapirhandel m.v., som betyder, at ved offentliggørelsen skal lov om kapitalmarkeder iagttages, hvilket kan have betydning for, hvor hurtigt der skal ske offentliggørelse.

Formålet med ændringen er således at rette henvisningen i § 138, stk. 1, 2. pkt., og stk. 3, 3. pkt., i lov om betalinger, fra lov om værdipapirhandel m.v. til lov om kapitalmarkeder. Ændringen vil ikke medføre materielle ændringer af bestemmelsen.

Til nr. 12 (§ 145, stk. 1, i lov om betalinger)

Det følger af det gældende § 145, stk. 1, i lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af kapitel 4 og §§ 120-123 og artikler i en række oplistede forordninger.

Kapitel 4 i lov om betalinger regulerer adgangen til betalingssystemer og konti, der føres i kreditinstitutter, og omfatter §§ 63 og 64 i lov om betalinger.

Det fremgår af det gældende § 64, stk. 2, nr. 1, at § 64, stk. 1, ikke finder anvendelse på betalingssystemer, der er registreret i henhold til finalitydirektivet. Idet disse registrerede betalingssystemer således ikke er omfattet af den gældende bestemmelse i § 64, stk. 1, i lov om betalinger, fører Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen af den grund ikke tilsyn med disse betalingssystemer efter § 64 i lov om betalinger.

Det foreslås i lovforslagets § 5, nr. 6, af nyaffatte § 64, stk. 2, i lov om betalinger, således at § 64, stk. 2, nr. 1, ophæves. Ændringen medfører, at de betalingssystemer, der er registreret i henhold til finalitydirektivet, fremover skal være omfattet af § 64, stk. 1, i lov om betalinger. Det er dog ikke tilsigtet, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen skal have ændret sin tilsynskompetence.

Det foreslås derfor, at der i § 145, stk. 1, indsættes efter »kapitel 4« », dog ikke med registrerede betalingssystemer, jf. kapitel 32 i lov om kapitalmarkeder,«.

Hensigten med ændringen er at fastholde omfanget af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens nuværende tilsyn efter § 64 i lov om betalinger. Der er derfor tale om en ændring, som er nødvendig, fordi § 64, stk. 2, i lov om betalinger, foreslås ændret.

Den foreslåede ændring vil medføre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger fortsat ikke omfatter tilsyn med § 64, stk. 1, i lov om betalinger, i relation til betalingssystemer, der er registreret i henhold til finalitydirektivet.

Med ændringen af § 145, stk. 1, i lov om betalinger, vil rækkevidden af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn fastholdes. Dermed vil den nuværende retstilstand blive bibeholdt, således at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ikke fører tilsyn med betalingssystemer, der er registreret i henhold til finalitydirektivet.

Kapitel 32 i lov om kapitalmarkeder vedrører registrerede betalingssystemer. Heri findes bl.a. regler om, hvilke aktører der kan være deltagere i et registreret betalingssystem, hvad retsvirkningen er af registrering af betalingssystemer, og hvad kravene er til registrerede betalingssystemer.

Til nr. 13 og 14 (§ 145, stk. 1, nr. 1, og § 145, stk. 3, i lov om betalinger)

Det følger af § 145, stk. 1, nr. 1, i lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Artikel 6 i denne forordning vedrører interbankgebyrer for grænseoverskridende direkte debiteringstransaktioner. Artikel 7 i forordningen vedrører interbankgebyrer for indenlandske direkte debiteringstransaktioner.

Det følger af § 145, stk. 1, nr. 1, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen som en del af deres tilsyn kan kræve alle oplysninger, herunder bl.a. regnskaber, regnskabsmateriale, udskrift af bøger, andre forretningspapirer og elektronisk lagrede data, som skønnes nødvendige for Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens virksomhed, herunder bl.a. til afgørelse af, om et forhold er omfattet af artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen.

Artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 er ikke videreført med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen.

Det følger således bl.a. af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen, at ”Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag II”. I den nævnte sammenligningstabel i bilag II fremgår det, at artikel 6 og 7 ikke er videreført med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen.

Det foreslås, at § 145, stk. 1, nr. 1, ophæves.

Det foreslås, at i § 145, stk. 3, udgår »samt artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001«.

Med forslaget om at ophæve § 145, stk. 1, nr. 1, og med forslaget til § 145, stk. 3, vil det ikke længere fremgå af lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen fører tilsyn med overholdelsen af artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001.

Forslaget vil medføre, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsyn efter lov om betalinger ikke omfatter tilsyn med ophævede bestemmelser.

Forslaget er en konsekvens af, at artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 925/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 ikke længere er gældende.

Til nr. 15 (§ 145, stk. 8, i lov om betalinger)

Det følger af det gældende § 145, stk. 8, i lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan offentliggøres, jf. dog stk. 9.

Det foreslås at affatte § 145, stk. 8 , i lov om betalinger, således, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør afgørelser efter stk. 1, samt kendelser fra Konkurrenceankenævnet, jf. dog stk. 10.

Den foreslåede nyaffattelse indebærer, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen forpligtes til at offentliggøre styrelsens og Konkurrencerådets afgørelser efter § 145, stk. 1, i lov om betalinger, samt kendelser fra Konkurrenceankenævnet.

Forslaget vil medføre, at der ikke er forskel på reglerne om offentliggørelse af afgørelser i henholdsvis konkurrenceloven og lov om betalinger.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør i udgangspunktet alle afgørelser truffet af Konkurrencerådet og styrelsen efter § 145, stk. 1, i lov om betalinger. Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør endvidere i udgangspunktet alle kendelser fra Konkurrenceankenævnet efter sin myndighedspraksis. Lovændringen vil dermed i realiteten udgøre en kodificering af en allerede eksisterende myndighedspraksis, men som med den foreslåede ændring vil kunne læses direkte af loven.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står for offentliggørelsen. Offentliggørelsen vil ske på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

Er der tale om enkeltmandsvirksomheder, vil der som udgangspunkt ske offentliggørelse af det navn, hvorunder virksomheden er drevet og således er kendt i offentligheden. Dette uanset om virksomhedsnavnet indeholder et personnavn.

Ved offentliggørelse, videregivelse eller indhentelse af personoplysninger vil de gældende regler vedrørende databeskyttelse også finde anvendelse, hvorfor behandlingen af personoplysninger altid skal ske under iagttagelse af gældende lovgivning, herunder databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Til nr. 16 (§ 145, stk. 9, i lov om betalinger)

Det følger af det gældende § 145, stk. 9, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved offentliggørelse efter stk. 8, ikke kan offentliggøre oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter og drifts- og forretningshemmeligheder, for så vidt offentliggørelsen er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.

Det foreslås at indsætte § 145, stk. 9¸ hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør beslutninger om at overgive sager, hvor styrelsen har truffet afgørelse efter denne lov, til politimæssig efterforskning med angivelse af virksomhedens navn, jf. dog stk. 10. Har Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen overgivet en sag til politimæssig efterforskning, og er der faldet dom eller vedtaget bøde, skal der ske offentliggørelse af dommen eller bødevedtagelsen eller et resumé heraf, jf. dog stk. 10. Er dommen ikke endelig, eller er den anket eller genoptaget, skal dette fremgå af offentliggørelsen efter 2. pkt.

Virkningen af den foreslåede bestemmelse vil være, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen offentliggør, at sager, hvor styrelsen har truffet afgørelse efter lov om betalinger, er overgivet til politimæssig efterforskning. Er der faldet dom eller vedtaget bøde, vil Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen også offentliggøre dommen eller bødevedtagelsen eller et resumé heraf.

Praksis vedrørende offentliggørelse efter konkurrenceloven skal være vejledende for fortolkningen af § 145, stk. 9, i lov om betalinger.

Med forslaget vil det derfor blive slået fast, at der i de sager, hvor der med henvisning til § 145 i lov om betalinger idømmes eller vedtages en bøde, vil skulle ske offentliggørelse af dommen eller bødevedtagelsen eller et resumé heraf. Navnene på de involverede virksomheder i sagerne vil blive offentliggjort. Er der tale om enkeltmandsvirksomheder, vil der som udgangspunkt ske offentliggørelse af det navn, hvorunder virksomheden er drevet - og således er kendt i offentligheden. Dette er uanset, om virksomhedsnavnet indeholder et personnavn.

Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen står for offentliggørelsen. Offentliggørelsen vil ske på Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens hjemmeside.

For så vidt angår offentliggørelse af domme og bødevedtagelser, der angår enkeltmandsvirksomheder, tilsigtes der med forslaget en fravigelse af databeskyttelsesloven §§ 8 og 9 samt de standardvilkår, som Datatilsynet har fastsat efter § 9, stk. 3. Efter databeskyttelseslovens § 9, stk. 1, kan følsomme personoplysninger behandles, hvis det sker med henblik på at føre retsinformationssystemer af væsentlig samfundsmæssig betydning. Det kan bl.a. være en myndigheds offentliggørelse af afgørelser på myndighedens hjemmeside. Datatilsynet kan efter § 9, stk. 3, stille nærmere vilkår for offentliggørelsen. Ifølge Datatilsynets standardvilkår for offentliggørelse af afgørelser forudsættes det, at der sker anonymisering af bl.a. personnavne.

Formålet med offentliggørelsen er at sikre, at forbrugere og virksomheder vil få en reel mulighed for at rejse et eventuelt erstatningskrav eller vælge at undlade at handle med en virksomhed, herunder også enkeltmandsvirksomheder, der har deltaget i ulovlige aktiviteter. Denne mulighed afskæres, hvis det ikke er muligt ud fra offentliggørelsen at identificere den enkeltmandsvirksomhed, der idømmes eller vedtager en bøde efter § 145, og en anonymisering ville derfor være ensbetydende med, at selve formålet med offentliggørelsen forspildes.

Til nr. 17 (§ 145, stk. 10, i lov om betalinger)

Det følger af det gældende § 145, stk. 8, i lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens afgørelser efter stk. 1 kan offentliggøres, jf. dog stk. 9.

Det følger af § 145, stk. 9, i lov om betalinger, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved offentliggørelse efter § 145, stk. 8, i lov om betalinger, ikke kan offentliggøre oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter og drifts- og forretningshemmeligheder, for så vidt offentliggørelsen er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår. Endvidere kan oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke offentliggøres.

I nærværende lovforslag foreslås det at indsætte en ny bestemmelse i § 145, stk. 9, i lov om betalinger, jf. lovforslagets § 5, nr. 16, hvorefter Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen bl.a. vil få direkte hjemmel til at offentliggøre kendelser fra Konkurrenceankenævnet og eventuelle bødevedtagelser m.v. i de sager, hvor Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen har oversendt en sag til politimæssig efterforskning, jf. dog stk. 10.

Det foreslås i § 145, stk. 9, der bliver stk. 10, efter »stk. 8« at indsætte »og 9«.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af den foreslåede bestemmelse i § 145, stk. 9, i lov om betalinger.

Den forslåede henvisning til stk. 9 vil indebære, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen ved offentliggørelse både i henhold til § 145, stk. 8 og 9, i lov om betalinger, ikke kan offentliggøre oplysninger om tekniske forhold, herunder forskning, produktionsmåder, produkter og drifts- og forretningshemmeligheder, for så vidt offentliggørelsen er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller den virksomhed, oplysningen angår. Endvidere vil oplysninger om enkelte kunders forhold i virksomheder, der er under tilsyn af Finanstilsynet, ikke kunne offentliggøres.

Til nr. 18 (§ 152, stk. 1, i lov om betalinger)

Det gældende § 152, stk. 1, i lov om betalinger fastlægger, hvilke regler i loven, som er strafbelagt. Det følger bl.a. af bestemmelsen, at overtrædelse af § 35 straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning.

Det foreslås i § 152, stk. 1, at ændre »jf. stk. 1, nr. 3 og 4, §§ 35,« til »jf. stk. 1, nr. 3 og 4, § 35, stk. 1-6 og 8, §§«.

Det foreslåede vil medføre, at overtrædelse af § 35, stk. 1-6 og 8, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning. Det betyder samtidig, at § 35, stk. 7, der er en videreførelse af det gældende § 35, stk. 3, 2. pkt., fremover ikke vil være strafbelagt, som den ellers er i dag.

For beskrivelse af ansvarssubjekter og den strafbare handling vedrørende de strafbelagte bestemmelser henvises der til bemærkningerne til de strafbelagte bestemmelser, jf. lovforslagets § 5, nr. 2.

Ved udmålingen af bøder bør der, ud over de almindelige strafudmålingsprincipper i straffelovens kapitel 10, indgå betragtninger om sammenhæng mellem virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af overtrædelsen og bødestørrelsen. Målet er at sikre, at sanktionsniveauet for overtrædelser er mærkbart for alle aktører, så bøder vil have en pønal og præventiv effekt. Vurderingen af overtrædelsens grovhed bør ikke tage højde for overtræderens økonomiske forhold.

Anvendelse af fængselsstraf vil især være relevant men ikke begrænset til tilfælde af særligt grove, gentagne, systematiske eller forsætlige overtrædelser af lovens krav. Der henvises i øvrigt til straffelovens § 80.

Det er en forudsætning for anvendelsen af bestemmelsen, at den pågældende ikke kan straffes for handlingen eller undladelsen efter bestemmelser i anden lovgivning, der medfører en højere straf.

Til nr. 19 (§ 152, stk. 2, i lov om betalinger)

Det følger af § 152, stk. 2, at overtrædelse af artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 924/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 kan straffes med bøde.

Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 blev ophævet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen.

Artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 er ikke videreført med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen.

Det følger således bl.a. af artikel 15 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen, at ”Henvisninger til den ophævede forordning gælder som henvisninger til nærværende forordning og læses efter sammenligningstabellen i bilag II”. I den nævnte sammenligningstabel i bilag II fremgår det, at artikel 6 og 7 ikke er videreført med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2021/1230 af 14. juli 2021 om grænseoverskridende betalinger i Unionen.

Det foreslås, at i § 152, stk. 2, at ændre »artikel 4, stk. 1, 3 og 4, og artikel 6 og 7« til »og artikel 4, stk. 1,3 og 4,«.

Med forslaget til § 152, stk. 2, vil det ikke længere fremgå, at overtrædelse af artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 924/2009 om grænseoverskridende betalinger i Unionen og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 kan straffes med bøde.

Forslaget er en konsekvens af, at artikel 6 og 7 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 925/2009/EF af 16. september 2009 om grænseoverskridende betalinger i Fællesskabet og om ophævelse af forordning (EF) nr. 2560/2001 ikke længere er gældende, samt af forslaget om, at lade Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens tilsynsforpligtelser efter disse artikler udgå af lov om betalinger, jf. lovforslagets § 5, nr. 13 og 14.