I lov om betalinger, jf. lovbekendtgørelse nr. 53 af 18. januar 2023, som ændret ved § 9 i lov nr. 409 af 25. april 2023 og § 2 i lov nr. 481 af 22. maj 2024, foretages følgende ændring:
1. I § 81, stk. 1, indsættes som 2. pkt.:
»1. pkt. finder ikke anvendelse på kontantbetalinger, der overstiger købesummen med mere end 750 kr.«
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland, men kan ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for henholdsvis Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og de grønlandske forhold tilsiger.
Det følger af § 81, stk. 1, i lov om betalinger, at danske betalingsmodtagere er forpligtet til at modtage betaling med kontanter
i tidsrummet fra kl. 06.00 til kl. 22.00, hvis betalingsmodtageren modtager betalingsinstrumenter omfattet af lov om betalinger,
jf. dog § 5 i hvidvaskloven, som indeholder en kontantforbudsgrænse på 15.000 kr., og bestemmelsens stk. 2-6.
I medfør af stk. 2 gælder kontantreglen ikke i forbindelse med fjernsalg, herunder internethandel, og salg i
selvbetjeningsautomater, herunder parkeringsautomater.
Bestemmelsens stk. 3-6 indeholder en række yderligere undtagelser til kontantreglen.
For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til pkt. 2.1. i de almindelige bemærkninger.
Det foreslås at indsætte § 81, stk. 1, 2. pkt.,
hvorefter 1. pkt. ikke finder anvendelse på kontantbetalinger, der overstiger købesummen med mere end 500 kr.
Forslaget vil medføre, at betalingsmodtagere, herunder detailbutikker, får mulighed for at afvise at tage imod kontanter, såfremt
betalingsmodtageren skal betale mere end 500 kr. i byttepenge. Med forslaget vil det således fortsat være muligt at betale for
varer med 1.000-kronesedler, hvis betalingsmodtageren skal give præcis 500 kr. eller mindre tilbage i byttepenge. Det vil sige, at
betalingsmodtager kun er forpligtet til at modtage betaling med en 1.000-kroneseddel, hvis købesummen overstiger 500 kr. Dermed
vil betalingsmodtagere f.eks. kunne afvise at modtage en 1.000-kroneseddel som betaling for en pakke tyggegummi til 10 kr.
Ligeledes vil betalingsmodtagere f.eks. kunne afvise at modtage en 1.000-kroneseddel som betaling for en vare, der har en værdi af
490 kr.
Det vil være op til den enkelte betalingsmodtager, om denne ønsker at udnytte den foreslåede lempelse af kontantreglen i § 81,
stk. 1.
Den foreslåede bestemmelse vil alene gælde indtil den 1. juli 2025, jf. lovforslagets § 2, stk. 2.
Det foreslås i stk. 1,
at loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Det foreslåede vil være en fravigelse af udgangspunktet om, at erhvervsrettet regulering skal træde i kraft enten den 1. januar
eller den 1. juli. Fravigelsen er begrundet i, at lovforslaget ønskes af erhvervslivet hurtigst muligt, og at loven ikke vil have
samme virkning, hvis den først træder i kraft den 1. juli 2024.
Det foreslås i stk. 2,
at § 81, stk. 1, 2. pkt., i lov om betalinger, som affattet ved denne lovs § 1, nr. 1, ophæves den 1. juni 2025.
Det foreslåede vil medføre, at det alene vil være muligt for betalingsmodtagere at gøre brug af den foreslåede lempelse i § 81,
stk. 1, 1. pkt., til og med den 31. maj 2025.
Dette vil indebære, at den foreslåede bestemmelse om undtagelse til kontantreglen automatisk ophæves den 1. juli 2025, medmindre
reglernes gyldighedsperiode forinden forlænges ved lov.
Det fremgår af § 161 i lov om betalinger, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men at §§ 1-158 og 160 ved kongelig
anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold
tilsiger.
Det foreslås i § 3,
at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og
Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.
Lov nr. 652 af 8. juni 2017 om betalinger er sat i kraft på Færøerne ved kongelig anordning nr. 1223 af 11. juni 2021.