Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af havmiljølovens § 4, stk. 1, at der ved udtømning forstås enhver udledning, udflydning eller bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer, der stammer fra den normale drift af skibe eller bevægelige eller fast anbragte platforme.

Det fremgår endvidere af havmiljølovens § 4, stk. 2, at der ved dumpning forstås enhver bortskaffelse i havet, på havbunden og under havbunden - som ikke er udtømning - af stoffer eller materialer fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver bortskaffelse i havet, på havbunden og under havbunden af skibe, fly eller bevægelige eller fastanbragte platforme.

Marin geoengineering er en aktivitet, som har et andet formål end udtømning eller dumpning, eftersom der ikke er tale om udledning i forbindelse med den normale drift af et skib eller platform eller bortskaffelse af et stof eller materiale til havet.

Derfor foreslås at indsætte et nyt § 4 a, stk. 1, efter havmiljølovens § 4, hvori marin geoengineering defineres som ethvert bevidst indgreb i havmiljøet med henblik på at manipulere naturlige processer, herunder for at modvirke menneskeskabte klimaforandringer og/eller deres virkninger, og som har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger, særligt hvor disse påvirkninger kan være udbredte, langvarige eller alvorlige.

Definitionen af marin geoengineering svarer til Londonprotokollens nye artikel 5 b og har til formål at definere de aktiviteter, som foreslås reguleret i medfør af den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 1, nr. 9.

Med udtrykket ”ethvert bevidst indgreb i havmiljøet” menes en aktivitet på eller i havet, der udføres af mennesker med det hovedformål at manipulere naturlige processer. Formålet med denne manipulation kan bl.a. være med henblik på at modvirke klimaforandringer.

Med udtrykket ”Skadelige påvirkninger” menes potentielle påvirkninger på marine økosystemers struktur og dynamik, herunder arter, populationer, samfund, habitater og processer.

Det foreslås i § 4 a, stk. 2 , at marin geoengineering ikke omfatter akvakultur, herunder havbrug, kunstige rev eller øvrige marine genopretningstiltag.

Begrebet marin geoengineering foreslås ikke at omfatte havbrug og marine genopretningstiltag og vil dermed ikke være omfattet af reguleringen i medfør af den foreslåede bemyndigelse i lovforslagets § 1, nr. 9. Marin geoengineering er således ikke aktiviteter såsom akvakultur, herunder havbrug eller øvrige marine genopretningstiltag, herunder f.eks. etablering af stenrev, beplantning af ålegræs osv.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det følger af havmiljølovens § 19 c, stk. 2, at den, der ansøger om typegodkendelse af anlæg til behandling af ballastvand, betaler det beløb på 50.000 USD, som FN’s søfartsorganisation (IMO) opkræver, når organisationen skal inddrages i behandlingen af en ansøgning om typegodkendelse.

Der er efter gældende ret ikke mulighed for at korrigere beløbet på 50.000 USD over for ansøgeren, hvis FN’s søfartsorganisation skulle justere beløbet.

Det foreslås, at der i havmiljølovens § 19 c, stk. 2 , 3. pkt., udgår »på 50.000 USD«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det bliver muligt at opkræve ansøgeren et beløb i en anden størrelse end 50.000 USD, hvis FN’s søfartsorganisation beslutter at opkræve et andet beløb. Miljøstyrelsen har bl.a. vurderet, at beløbets størrelse med tiden kan ændre sig og oplyser desuden, at FN’s søfartsorganisation kan beslutte at opkræve 100.000 USD, hvis der kun modtages en enkelt ansøgning.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt., at dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) fortrinsvis skal finde sted inden for søterritoriet. Efter havmiljølovens § 26, stk. 5, 2. pkt., skal den i medfør af konventionen til beskyttelse af havmiljøet i Østersøområdet nedsatte kommission (HELCOM-Kommissionen) høres, inden der gives tilladelse til at klappe uden for søterritoriet.

Bestemmelsen fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 435 af 10. juni 1997, hvor ordet ”fortrinsvist” blev indsat for at gøre det muligt at tillade klapning uden for dansk søterritorium, når dette udgør den miljømæssigt set bedste løsning. Det fremgår af bemærkningerne til havmiljølovens § 26, stk. 5, at hensigten med ændringen var, at den faste binding til klappladsens placering vurderedes uhensigtsmæssig, da den dagældende ordlyd udelukkede klapning uden for f.eks. det internationale naturbeskyttelsesområde ved Vadehavet, hvis afgrænsning er sammenfaldende med grænsen for søterritoriet, jf. Folketingstidende, 1996-1997, tillæg A, spalte 4827.

Det foreslås, at havmiljølovens § 26, stk. 5,

1. pkt., ophæves.

Med den foreslåede ophævelse af havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt., vil der ikke længere fortrinsvis skulle ske klapning inden for søterritoriet. Med ophævelsen ændres der ikke på, at det altid vil være en konkret vurdering om klapning kan tillades i det ansøgte område i henhold til de gældende regler i havmiljølovens kapitel 9 og klapbekendtgørelsen.

Den foreslåede ophævelse af § 26, stk. 5, 1. pkt., ændrer ikke på, at HELCOM-Kommission skal høres, inden der meddeles tilladelse til klapning i Danmarks eksklusive økonomiske zone i Østersøområdet. Miljøstyrelsen vil fortsat stå for høringen af kommissionen i sådanne tilfælde.

Der er en lang række af naturbeskyttelsesområder inden for søterritoriet i Danmark, som f.eks. Ramsar-områder, EF-fuglebeskyttelsesområder og Natura 2000-områder. Derudover er kystområderne særligt sårbare overfor de miljømæssige påvirkninger fra klapning, herunder i forhold til bevoksningen af arealer med ålegræs og dets potentiale for at etablere sig i nye områder, forekomst af algeopblomstring, bundfauna, iltsvind samt udledning og spredning af miljøfarlige stoffer.

Den foreslåede ophævelse af havmiljølovens § 26, stk. 5, 1. pkt., forventes at få særlig betydning i de tilfælde, hvor der vil være behov for at meddele klaptilladelser i den eksklusive økonomiske zone ved arbejder, der allerede pågår i den eksklusive økonomiske zone, f.eks. store kommende energiprojekter. I de tilfælde vil det være hensigtsmæssigt, at der kan meddeles tilladelse til klapning i den eksklusive økonomiske zone i stedet for, at havbundsmaterialet skal fragtes over længere afstande for at blive dumpet i søterritoriet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Efter havmiljølovens § 26, stk. 1, meddeler miljøministeren tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning). Kompetencen er delegeret til Miljøstyrelsen.

Det fremgår af havmiljølovens § 27, stk. 1, at Miljøstyrelsen kan stille en række vilkår i tilladelsen til klapning om bl.a. fremgangsmåden herunder optagning og udlægning, tilsyn og sikkerhedsforanstaltninger. Typiske vilkår i en klaptilladelse kan være, at materiale der klappes, skal fordeles jævnt på klappladsen. Miljøstyrelsen kan ligeledes stille krav om, at tilladelsesindehaver skal måle mindstedybden på klappladsen efter endt klapning og indrapportere det til Miljøstyrelsen. Vilkårene skal primært sikre, at mindstedybden på klappladsen ikke mindskes til gene for sejlads, og for at minimere risikoen for grundstødning.

Det foreslås, at indsætte et stk. 2, i havmiljølovens § 27 , hvorefter miljøministeren kan meddele et påbud om udjævning af toppe af klapmateriale på et område, hvor der er givet tilladelse til klapning, hvis vilkår om mindstedybde og fordeling af materiale på området i tilladelsen til klapning efter § 27, stk. 1, ikke er overholdt.

Det forventes, at ministerens kompetence til at udstede påbuddet efter den foreslåede § 27, stk. 2, vil blive delegeret til Miljøstyrelsen i henhold til havmiljølovens § 48, stk. 1.

Den foreslåede ændring indebærer, at Miljøstyrelsen bl.a. vil kunne udstede et påbud på baggrund af de data og oplysninger, som bliver indrapporteret til Miljøstyrelsen fra tilladelsesindehaver efter endt klapning eller fra andre myndigheder eller borgere.

Et påbud efter den foreslåede § 27, stk. 2, vil kunne påklages af afgørelsens adressat til Miljø- og Fødevareklagenævnet i henhold til de foreslåede indsættelser af § 51, stk. 1, nr. 5, og § 52, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 16 og nr. 18. Der henvises til de specielle bemærkninger til nr. 16 og 18.

Der vil kunne straffes med bøde for manglende overholdelse af et påbud om udbedring af forholdene på en klapplads efter den foreslåede § 27, stk. 2, i overensstemmelse med øvrige forbud og påbud efter havmiljøloven. Der henvises til de specielle bemærkninger til nr. 24.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Havmiljøloven indeholder et forbud mod dumpning i havet af stoffer og materialer, bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning), jf. § 25, stk. 1. Miljøministeren meddeler tilladelse til og fører tilsyn med klapning, jf. havmiljølovens § 26. Kompetencen er delegeret til Miljøstyrelsen.

Efter havmiljølovens § 28, kan miljøministeren fastsætte nærmere regler om tilladelsesordningen for klapning, som er udmøntet i bekendtgørelse nr. 516 af 23. april 2020 om bypass, nyttiggørelse og klapning af optaget havbundsmateriale (klapbekendtgørelsen). Det omfatter bl.a. regler om ansøgningens indhold, inddragelse af offentligheden, fastsættelse af vilkår om prøveudtagning og analyser af havbundsmateriale m.v. samt vurdering og behandling af sager om ansøgning om klapning efter havmiljølovens § 26. Miljøstyrelsen kan stille en række vilkår i tilladelsen til klapning, herunder fremgangsmåden, optagning, udlægning, tilsyn og sikkerhedsforanstaltninger m.v., jf. § 27, stk. 1, 2. pkt.

Miljøstyrelsen har en restriktiv praksis for meddelelse af tilladelse til klapning i havområder, hvor vanddybder er under 6 meter, men der er ikke tale om et forbud.

Det foreslås, at indsætte et § 28, stk. 2, i havmiljølovens § 28, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod dumpning af optaget havbundsmateriale i lavvandede områder under 6 meter.

Den foreslåede bemyndigelse vil medføre, at miljøministeren kan fastsætte et generelt forbud mod klapning i alle havområder, hvor vanddybden er under 6 meter.

Det foreslåede forbud vil blive udmøntet ved klapbekendtgørelsen og vil gælde for hele Danmarks havområde, således både i søterritoriet og i den eksklusive økonomiske zone. Generelt er søterritoriet mere lavvandet end havområder i den eksklusive økonomiske zone. Det foreslåede forbud vil gælde i de konkrete havområder, hvor en dybdemåling kan påvise, at dybden er under 6 meter. På klappladser, hvor vanddybder ligger både over og under 6 meter, vil det således kun være i den del af klappladsen, som ligger under 6 meter, hvor klapning ikke vil kunne tillades.

Bemyndigelsen efter den foreslåede § 28, stk. 2, vil kunne anvendes til at meddele afslag på en ansøgning om klapning, hvis der ved en dybdemåling kan konstateres, at det ansøgte område er under 6 meter.

De lavvandede områder er spredt ud over forskellige dele af Danmarks havområde, og områder som Vadehavet, Ringkøbing Fjord og Bælthavet kan nævnes som områder, hvor der flere steder er lavvandede områder under 6 meter. Aftalepartierne bag Danmarks Havplan er enige om, at de særlige forhold for Limfjorden gør, at det fortsat skal være muligt at klappe på lavere vanddybder end 6 meter i Limfjorden.

Bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 28, stk. 2, vil ligeledes kunne anvendes til at fastsætte regler om forbud mod klapning i Limfjorden, når der er truffet politisk beslutning om en model for klapning i Limfjorden i henhold til havplansaftalen.

Miljøstyrelsen fører tilsyn med reglerne i klapbekendtgørelsen, og vil derfor også være tilsynsmyndighed for regler om forbud mod klapning i lavvandede områder under 6 meter. Regler der vil blive fastsat i medfør af den foreslåede § 28, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, vil endvidere være strafbelagt i henhold til havmiljølovens § 61, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås, at der indsættes et stk. 3 i havmiljølovens § 28, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om forbud mod dumpning af optaget havbundsmateriale i nærmere afgrænsede havområder, herunder til brug for beskyttelsen af marine naturgenopretningstiltag.

Den foreslåede bemyndigelse vil blive udmøntet ved, at miljøministeren fastsætter regler i klapbekendtgørelsen om et forbud mod klapning i nærmere afgrænsede havområder. Bestemmelsen vil have til formål at sikre, at miljøministeren vil kunne fastsætte regler om forbud mod klapning i nærmede afgrænsede områder, hvis der politisk er et ønske herom. Det vil f.eks. kunne være tilfældet i forbindelse med undersøgelsen af mulighederne for og konsekvenserne ved et forbud mod klapning i udvalgte områder, hvor råstofområder minimeres, herunder i Køge Bugt.

Bestemmelsen vil endvidere have til formål, at understøtte gennemførelsen af eventuelle tiltag, som vil blive besluttet som led i Havnaturfonden, som aftalt af partierne bag Grøn Fond (Socialdemokratiet, Venstre, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten og Konservative), som skal bidrage til genopretning af havnatur og biodiversitet og til viden om miljø- og natureffekterne af udbygningen af vedvarende energi på havet. Det vil f.eks. kunne være marine naturgenopretningstiltag, såsom etablering af stenrev og ålegræs.

Et forbud mod klapning i medfør af den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 3, vil f.eks. kunne gælde for et område med en radius på 50-100 meter fra det område, hvor et stenrev etableres. Etableringen af et stenrev vil kunne blive beskyttet af det generelle forbud mod klapning i havområder under 6 meter i medfør af den foreslåede § 28, stk. 2. Med den foreslåede bestemmelse i § 28, stk. 3, vil det endvidere kunne suppleres med et områdeforbud for derved at sikre, at der ikke klappes på områder over 6 meter i nærheden af f.eks. et stenrev.

Den foreslåede bemyndigelse vil ikke være begrænset til at kunne anvendes i forbindelse med naturgenopretningstiltag og vil således også kunne anvendes til at forbyde klapning i nærmere afgrænsede områder som i f.eks. marine naturnationalparker.

Den foreslåede bemyndigelse vil også kunne anvendes i tilfælde, hvor der lokalt, i nærmere afgrænsede områder, er særlige naturmæssige hensyn, hvor et forbud mod klapning vil kunne understøtte det. Det kunne f.eks. være på grund af ålegræssets naturlige udbredelse til dybereliggende områder eller for at beskytte gyde- og opvækstområder for fisk og bunddyr.

Miljøstyrelsen vil skulle føre tilsyn med overholdelsen af de regler, der fastsættes efter den foreslåede bemyndigelse i den foreslåedes § 28, stk. 3. Manglende overholdelse af de regler, der fastsættes efter den foreslåede bemyndigelse, kan medføre straf i form af bøde i regler udstedt i medfør af havmiljølovens gældende § 61, stk. 1, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af havmiljølovens gældende § 33, stk. 1. at miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af internationale aftaler, fastsætte regler, jf. lovens formål, til forebyggelse og begrænsning af forurening fra aktiviteter på havet, som ikke er omfattet af reglerne i kapitel 2-10. Der er tale om en opsamlingsbestemmelse, der bl.a. kan bruges til at fastsætte regler om udledning til havet. Det må antages, at det vil være muligt at udstede en bekendtgørelse om forbud mod udledning af røggasrensevand med hjemmel i § 33, stk. 1.

Miljø- og Ligestillingsministeriet finder imidlertid, at der bør skabes et klart og udtrykkeligt grundlag for udstedelsen af dette forbud henset til de væsentlige erhvervsøkonomiske konsekvenser og den betydelige miljøeffekt forbundet med den nye regulering. Endvidere vil en selvstændig lovhjemmel skabe øget gennemsigtighed med reglerne.

Det foreslås, at der efter kapitel 9 indsættes et nyt kapitel 9 a om ”Udledning af røggasrensevand” og en ny § 29 b, hvorefter miljøministeren vil kunne fastsætte regler om udledning af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på skibe, herunder med henblik på at opfylde internationale aftaler.

Den foreslåede bemyndigelse forventes udmøntet ved, at miljøministeren fastsætter regler om et forbud mod udledning af røggasrensevand fra svovlrøggasrensesystemer på skibe i det danske søterritorium med henblik på at udmønte den politiske aftale om forbud mod udledning af scrubbervand fra svovlrøggasrensesystemer mellem regeringen (Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne) og Socialistisk Folkeparti, Liberal Alliance, Danmarksdemokraterne, Konservative, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet af den 11. april 2024. Det foreslåede forbud har til formål at forbedre tilstanden i havmiljøet og samtidig bidrage til forpligtelserne om god tilstand i både vandramme- og havstrategidirektiverne.

Det foreslåede forbud forventes for nuværende rettet mod skibe med udledning af røggasrensevand fra svovlrøggasrensesystemer. Det bemærkes, at ministeren vil kunne benytte bemyndigelsen til at fastsætte regler om udledning af røggasrensevand for andre røggasrensesystemer end svovlrøggasrensesystemer.

Røggasrensevand omfatter udledning til havet fra røggasrensesystemer, som følge af rensning af røggassen for at reducere SOx. Et røggasrensesystem er et anlæg, der består af en eller flere røggasrenseenheder, hvori røggas og vaskevand blandes, og som er baseret på teknologi, der anvender et vådt rensningsmedium til reduktion af SOX fra en røggasstrøm fra installerede brændselsolieforbrændingsenheder. Der findes røggasrensesystemer, der kan operere i enten åben eller lukket operation. Et hybridt røggasrensesystem kan fungere i både åben og lukket operation. Åben operation vil sige, at røggasrensesystemet operer i en tilstand, hvor røggasrensevand kun ledes én gang gennem røggasrenseenheden, før det udledes i havet, modsat lukket operation, hvor røggasrensesystemet opererer i en tilstand, hvor røggasrensevand ledes flere gange gennem røggasrenseenheden, og der kan udledes en mindre mængde såkaldt ”bleed-off”-vand, såfremt dette ikke opsamles. ”Bleed-off”-vand er en vandig opløsning, som er fjernet fra røggasrensevandet fra et røggasrensesystem, der opererer i lukket operation, med henblik på at bevare røggasrensesystemets krævede egenskaber og effektivitet. De nærmere definitioner af begreberne foreslås fastsat i forbindelse med udmøntningen af reglerne ved bekendtgørelse.

Det er hensigten, at det foreslåede forbud vil omfatte udledninger fra svovlrøggasrensesystemer, der opererer i både åben og lukket operation.

Det foreslåede forbud forventes at træde i kraft den 1. juli 2025 for udledninger fra skibe med svovlrøggasrensesystemer i åben operation. For udledninger fra skibe med svovlrøggasrensesystemer i lukket operation, vil forbuddet forventes at træde i kraft den

1. juli 2029. Reglerne forventes udmøntet ved bekendtgørelse.

Forslaget har i første række til formål at give miljøministeren hjemmel til at fastsætte et forbud mod udledning af røggasrensevand fra svovlrøggasrensesystemer i det danske søterritorium, men vil også kunne bruges, hvis der i øvrigt måtte opstå behov for yderligere at regulere udledning af røggasrensevand.

Det er, udover muligheden for at fastsætte nationale regler, desuden hensigten, at den foreslåede bemyndigelse potentielt kan anvendes til at fastsætte andre regler om udledning af røggasrensevand fra røggasrensesystemer på skibe med henblik på opfyldelsen af Danmarks eksisterende og fremtidige EU-retlige eller internationale forpligtelser i forhold til udledninger af røggasrensevand fra røggasrensesystem på skibe.

Den foreslåede bemyndigelse vil desuden give mulighed for, at miljøministeren i særlige tilfælde kan fastsætte nærmere regler om en dispensationsadgang fra forbuddet i en afgrænset tidsperiode. Dette kunne for eksempel være i forbindelse med et forskningsprojekt. Miljøministerens beføjelse forventes i så fald delegeret til Miljøstyrelsen med hjemmel i den gældende § 48, stk. 1.

Miljøministerens tilsyn efter lovens § 45 forventes delegeret til Miljøstyrelsen i henhold til § 48, stk. 1.

Det er ligeledes hensigten, at strafbelægge manglende efterlevelse af de regler, som vil blive udstedt i medfør af den foreslåede § 29 b, med hjemmel i den foreslåede ændring af havmiljølovens § 61, stk.1, 1. pkt. Der henvises i den forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 26.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 1, at miljøministeren kan fastsætte regler om udledning i havet af stoffer og anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter.

Med de politiske aftaler for fangst og geologisk lagring af CO2 (CCS) er det besluttet, at der skal være mulighed for CO2-lagring i Danmark under forudsætning af, at det foregår under forsvarlige sikkerheds- og miljømæssige forhold. Det gælder også for de aktiviteter der udføres fra offshore CO2-lagringsplatforme i forbindelse med lagringen. Havmiljølovens regler er udformet på et tidspunkt, hvor de eneste offshore-installationer var platforme til indvinding af olie og gas, og tager derfor ikke højde for andre aktiviteter på havet, såsom CO2-lagring.

Det foreslås at ændre havmiljølovens § 30, stk. 1 , således, at miljøministeren kan, herunder til opfyldelse af internationale aftaler, fastsætte regler om udledning i havet og anden bortskaffelse af stoffer og materialer, som er en følge af eller har tilknytning til aktiviteter fra offshore platforme, herunder olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme.

Den foreslåede ændring indebærer, at miljøministeren kan fastsætte regler om udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme og andre lignende platforme på havet og således ikke alene offshore olie- og gasplatforme. Det vil endvidere f.eks. kunne være fremtidige platforme eller anlæg på havet til brug for indvinding af geotermisk energi, hvor udledninger til havet eller anden bortskaffelse vil være en direkte følge af aktiviteten. Bestemmelsen vil fortsat være hjemmel for den gældende udledningsbekendtgørelse for olie- og gasplatforme.

Det forudsættes i den forbindelse, at bemyndigelsesbestemmelsen udmøntes således, at der fastsættes regler om udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagrinsplatforme. Bekendtgørelsen vil tage udgangspunkt i de allerede gældende regler for olie- og gasplatforme i udledningsbekendtgørelsen. Udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme vil derfor alene kunne ske efter tilladelse fra Miljøstyrelsen, ligesom det er tilfældet efter udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasplatforme. Der vil derudover blive fastsat regler om vilkår for tilladelser, herunder tilladte mængder, prøvetagninger, egenkontrol m.v.

Den forventede udmøntning vil således medføre, at der skal søges tilladelse til udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet, når der fra en offshore platform udføres offshoreaktiviteter, som medfører en udledning.

Ved offshoreaktivitet forstås bl.a. alle aktiviteter om undersøgelse og efterforskning forud for selve udnyttelsen eller indvindingen af mineralforekomster, eller i forbindelse med CO2-lagring. Offshoreaktivitet dækker også over selve udnyttelsen, indvindingen eller lagringen fra offshore platformen. Der skal dog være tale om, at udledningen eller anden bortskaffelse af stoffer er en følge af eller i tilknytning til offshoreaktiviteten. F.eks. vil udledninger fra evt. beboelse eller tekniske anlæg på platformen, som generatorer til strøm til beboelse m.v., når der ikke udføres offshoreaktiviteter, ikke være omfattet. Sådanne udledninger kan dog være omfattet af andre bestemmelser om udtømning af olie eller affald efter havmiljølovens kapitel 2 og 7.

Tilladelsesordningen vil også, ligesom efter udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasanlæg, indebære, at operatøren skal kunne dokumentere at have truffet de fornødne foranstaltninger til at forebygge og begrænse forureningen, og at udledninger kun vil kunne ske uden at påføre omgivelserne forurening, som er uforenelig med hensynet til omgivelsernes sårbarhed og kvalitet. Miljøstyrelsen vil også kunne stille en række vilkår til f.eks. mængder, der må udledes, koncentrationen af de stoffer og materialer, der udledes, prøvetagninger og analyser samt indberetning til myndighederne.

En følge af den foreslåede ændring af havmiljølovens § 30, stk. 1, vil være, at havmiljølovens § 30, stk. 2, vil finde anvendelse for tilladelsesordningen for udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme. Dermed vil Miljøstyrelsen også kunne træffe afgørelse om, at såfremt udledning og anden bortskaffelse af bestemte stoffer antages at indebære en væsentlig risiko for forurening af omgivelserne, vil det ikke kunne tillades. Tilladelsesordningen vil på den baggrund også indeholde et generelt forbud mod udledning af de såkaldte sorte kemikalier, ligesom det er tilfældet efter udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasanlæg.

Med den foreslåede ændring forudsættes det, at der udstedes regler, som vil afspejle OSPAR-Kommissionens anbefalinger og retningslinjer for udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg, som også vil gælde for udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra andre offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme.

Miljøstyrelsen vil være tilsynsmyndighed for regler udstedt i medfør af den foreslåede ændring af havmiljølovens § 30, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og dermed den bekendtgørelse, som forudsættes udstedt i medfør heraf om anden bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme. Miljøstyrelsen er i forvejen tilsynsmyndighed for udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasanlæg.

Manglende overholdelse af de regler, der fastsættes efter den foreslåede ændring af bemyndigelsen, kan medføre straf i form af bøde i regler udstedt i medfør af havmiljølovens gældende § 61, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8

Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 1, at miljøministeren kan fastsætte regler om udledning i havet af stoffer og anden bortskaffelse af stoffer og materialer, der stammer fra undersøgelse eller udnyttelse af undersøiske mineralforekomster, herunder kulbrinter. Det omfatter aktiviteter som indvinding af olie og gas.

Det fremgår af havmiljølovens § 30, stk. 3, at efter reglerne i stk. 1, kan det bestemmes, at ejere eller brugere af platforme for egen regning skal gennemføre og indsende resultater af undersøgelser af havmiljøets fysiske, kemiske og biologiske tilstand til afdækning af eventuelle miljømæssige påvirkninger af havmiljøet, som følge af efterforskning og produktion af kulbrinter. Havmiljølovens § 30, stk. 3, finder derfor ikke anvendelse for aktiviteter, som omhandler lagring af CO2.

Med de politiske aftaler for fangst og geologisk lagring af CO2 (CCS) er det besluttet, at der skal være mulighed for CO2-lagring i Danmark under forudsætning af, at det foregår under forsvarlige sikkerheds- og miljømæssige forhold. Det gælder også for de aktiviteter, der udføres fra offshore CO2-lagringsplatforme i forbindelse med lagringen. Havmiljølovens regler er udformet på et tidspunkt, hvor de eneste offshore installationer var platforme til indvinding af olie og gas, og tager derfor ikke højde for andre aktiviteter på havet, såsom CO2-lagring.

Det foreslås at ændre havmiljølovens § 30, stk. 3 , således, at det efter regler udstedt i medfør af havmiljølovens § 30, stk. 1, endvidere kan bestemmes, at ejere eller brugere af offshore platforme for egen regning skal gennemføre og indsende resultater af undersøgelser af havmiljøets fysiske, kemiske og biologiske tilstand til afdækning af eventuelle miljømæssige påvirkninger af havmiljøet som følge af efterforskning og produktion af kulbrinter.

Den foreslåede ændring indebærer, at operatøren vil kunne pålægges at udføre relevante moniteringer af f.eks. havbund og vandsøjle, efter Miljøstyrelsens anvisninger i forbindelse med en tilladelse udstedt efter regler efter den foreslåede ændring af havmiljølovens § 30, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, og i forbindelse med udledning af produceret vand vil skulle indsende vurderinger af den miljørisiko, som udledningen giver anledning til.

Med den foreslåede ændring forudsættes det, at der udstedes regler, som vil afspejle OSPAR-Kommissionens anbefalinger og retningslinjer for udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg, som også vil gælde for udledning og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra andre offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme.

Miljøstyrelsen vil være tilsynsmyndighed for regler udstedt i medfør af den foreslåede ændring af havmiljølovens § 30, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 8, og dermed den bekendtgørelse som forventes udstedt i medfør heraf om anden bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer til havet fra offshore CO2-lagringsplatforme efter den foreslåede ændring af havmiljølovens § 30, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7. Miljøstyrelsen er i forvejen tilsynsmyndighed for udledningsbekendtgørelsen for olie- og gasanlæg.

Manglende overholdelse af de regler, der fastsættes efter den foreslåede ændring af bemyndigelsen i § 30, stk. 1, kan medføre straf i form af bøde i regler udstedt i medfør af havmiljølovens gældende § 61, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 9

Havmiljøloven indeholder et generelt forbud mod dumpning af stoffer og materialer i havet, bortset fra dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning) jf. § havmiljølovens § 25, stk. 1.

Det fremgår af havmiljølovens § 4, stk. 2, at dumpning er enhver bortskaffelse i havet af stoffer eller materialer fra eller sammen med skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme og enhver bortskaffelse i havet af skibe, fly eller bevægelige eller fast anbragte platforme.

Efter havmiljølovens § 54, stk. 1, kan miljøministeren give tilladelse til udledning i havet af stoffer og materialer med henblik på videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe forurening. Der er navnlig tale om kemiske bekæmpelsesmidler (dispergeringsmidler).

Marin geoengineering er et nyt begreb, som ikke er omfattet af hverken havmiljølovens § 25 eller § 54.

Marin geoengineering har til formål at manipulere havets naturlige processer, bl.a. for at imødegå klimaforandringer eller deres virkninger, og som har potentiale til at resultere i skadelige påvirkninger, særligt hvor disse påvirkninger kan være udbredte, langvarige eller alvorlige. Marin geoengineering er også såkaldt ”ocean fertilization”, der betegnes som enhver aktivitet, der udføres af mennesker, der har det hovedformål at stimulere den primære produktivitet i havene.

I 2013 blev resolution LP. 4(8) om ændring af Londonprotokollen vedrørende regulering af anbringelse af stoffer og materialer til (”ocean fertilization”) og andre marin geoengineeringaktiviteter i havmiljøet vedtaget. Resolutionen regulerer marin geoengineering og indsætter et nyt artikel 5 b, 6 b og anneks 4 og 5 i Londonprotokollen.

Efter artikel 6 b, forpligtes de tiltrædende parter til Londonprotokollen til at forbyde anbringelsen af stoffer og materialer i havet fra skibe, fly, platforme og andre menneskeskabte konstruktioner på havet, når det sker i forbindelse med de marin geoengineeringsaktiviteter, som er oplistet i et nyt annex 4.

Den eneste aktivitet oplistet i det nye annex 4 er ”ocean fertilization”, som derfor også er den eneste aktivitet, som i medfør af resolutionen skal forbydes. ”Ocean fertilization” er defineret som enhver menneskelig aktivitet med det hovedformål at stimulere havets primærproduktivitet. Ved primærproduktivitet menes produktion af organiske stoffer i planter, alger og fotosyntetiske cyanobakterier, som er det første led i økosystemets fødenet, da de kan lave fotosyntese. Det omfatter dog ikke konventionel akvakultur, herunder havbrug eller kunstige rev. Efter annex 4 kan de tiltrædende parter til Londonprotokollen dog give tilladelse til ”ocean fertilization” aktiviteter, hvis der er tale om forskningsprojekter, og såfremt projektet konkret kan tillades i henhold til kriterierne i et nyt annex 5.

Vurderingsværktøjet i det nye annex 5 stiller krav til området, hvori det videnskabelige projekt ønskes udført, herunder krav til beskrivelserne af områdets fysiske, geologiske, kemiske og biologiske tilstand og vurderingen af påvirkningen af området. Der stilles derudover en række krav til planerne for udførelsen af det videnskabelige projekt, herunder miljøvurdering af effekter og påvirkninger, risikoanalyser og planer for at minimere påvirkninger og forebygge forurening ved brug af overvågningsprogrammer.

Med henblik på administrativ gennemførelse af ændringerne til Londonprotokollen om marin geoengineering i medfør af resolution LP. 4(8) foreslås det at indsætte en ny § 33 b, stk. 1, hvorefter miljøministeren kan fastsætte regler om marin geoengineering, herunder til opfyldelse af internationale aftaler herom.

I medfør af den foreslåede § 33 b, stk. 1, vil regeringen på Danmarks vegne være bemyndiget til at tiltræde resolution LP. 4(8) under Londonprotokollen samt senere ændringer hertil, som vedtages efter proceduren i Londonprotokollens artikel 21 og 22. Den foreslåede bemyndigelse i § 33 b, stk. 1, vil medføre, at senere ændringer til resolutionen vil kunne gennemføres administrativt i dansk ret med hjemmel i bestemmelsen.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om andre marin geoengineeringsteknikker end ”ocean fertilization”, herunder såkaldt ”Ocean Alkalinity Enhancement”, ”Ocean Sinking of Biomass for Carbon Storage” og Marine Surface Albedo Enhancement Involving Reflective Particles”, såfremt regulering af disse eller andre marin geoengineeringsteknikker vedtages i regi af Londonprotokollen.

Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om marin geoengineering, herunder som følge af andre internationale aftaler end Londonprotokollen.

I medfør af den foreslåede § 33 b, stk. 2 , vil miljøministeren i regler udstedt efter den foreslåede stk. 1 kunne fastsætte regler om, at marin geoengineeringsprojekter ikke må finde sted eller kun kan finde sted efter tilladelse, herunder anbringelse af stoffer og materialer i havet.

Den foreslåede bemyndigelse i § 33 b, stk. 2 vil medføre, at miljøministeren vil kunne fastsætte regler om bl.a. en tilladelsesordning hvor forskningsprojekter med anbringelse af stoffer og materialer i havet, som har til formål at stimulere havets primærproduktivitet, det såkaldte ”ocean fertilization”, kun kan udføres efter en tilladelse fra Miljøstyrelsen. Formålet er at gennemføre den nye artikel 6 b, 1 led., i medfør af resolution LP. 4(8). Bestemmelsen vil endvidere kunne anvendes til at fastsætte regler om andre teknikker end ”ocean fertilization”, herunder såkaldt ”Ocean Alkalinity Enhancement”, ”Ocean Sinking of Biomass for Carbon Storage” og Marine Surface Albedo Enhancement Involving Reflective Particles”, såfremt regulering af disse eller andre marin geoengineeringsteknikker vedtages i regi af Londonprotokollen.

Det foreslås i § 33 b, stk. 3, at miljøministeren i regler udstedt efter den foreslåede stk. 1, vil kunne fastsætte regler om tilladelsesordningen efter stk. 2, herunder om ansøgningens indhold, høringsprocedurer og inddragelse af offentligheden, risikovurderinger, prøveudtagning og analyser af påvirkningen af havmiljøet og havbunden og om vurdering og behandling af sager efter regler udstedt i medfør af denne bestemmelse.

Der vil blive fastsat regler i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i overensstemmelse med vurderingsværktøjet i medfør anneks 5 i resolution LP. 4(8).

Det foreslås i § 33 b, stk. 4, at miljøministeren i regler udstedt efter den foreslåede stk. 1, vil kunne fastsætte krav om, at ansøger for egen regning lader foretage analyser, risikovurderinger, overvågningsprogrammer og peer reviews af ansøgningen.

Det forudsættes, at der vil blive fastsat regler om, at de krav der stilles i forbindelse med en ansøgning og evt. tilladelse om bl.a. udarbejdelse af overvågningsprogrammer og prøvetagninger m.v., skal ske efter ansøgers egen regning.

Miljøministerens bemyndigelse efter den foreslåede § 33 b forventes delegeret til Miljøstyrelsen med hjemmel i den gældende havmiljølovs § 48, stk. 1.

Miljøministeren fører tilsyn med regler udstedt efter havmiljøloven, jf. havmiljølovens § 45. Tilsynet forventes delegeret til Miljøstyrelsen i henhold til havmiljølovens § 48, stk. 1. Det forventes, at tilsynet vil have karakter af et administrativt tilsyn, hvor Miljøstyrelsen gennem indberetninger fra gennemførelsen af eventuelle forskningsprojekter med anbringelse af stoffer og materialer i havet til brug for stimulering af havene primær vækst (ocean fertilization), vil kunne påse om vilkår i tilladelsen til forskningsprojektet er overholdt.

Overtrædelse af regler udstedt i medfør af den foreslåede § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, vil kunne straffes efter de foreslåede ændringer i § 61, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 26. Efter havmiljølovens § 61, stk. 1, kan overtrædelser straffes med bøde. Straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller hvis der er opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10

Beredskab på havet er reguleret af havmiljølovens kapitel 11. Ansvaret var tidligere delt således, at miljøministeren efter forhandling med forsvarsministeren og under inddragelse af den driftsansvarlige for en platform skulle udarbejde en ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet fra offshore platforme og evt. tilsluttede rørledningssystemer. Beredskabet hører ved kongelig resolution af 29. august 2024 under ministeren for samfundssikkerhed og beredskabs ressortansvar. Sker der olie- eller kemikalieforurening af havet fra platforme eller rørledninger, påhviler det ejeren, eller den der er ansvarlig for driften af platformen eller rørledningen, straks at iværksætte den interne beredskabsplan og påbegynde bekæmpelsen af forureningen. Det følger af havmiljølovens § 34 b, at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab er ansvarlig for udarbejdelse af den eksterne beredskabsplan under inddragelse af den driftsansvarlige for platformen.

Den eksterne beredskabsplan skal dog alene udarbejdes for olie- og gasplatforme og rørledninger beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde jf. havmiljølovens § 34 b.

Det foreslås at foretage en ændring af havmiljølovens § 34 b, stk. 1, således at ministeren for samfundssikkerhed og beredskab under inddragelse af den ansvarlige for driften og, hvis det er relevant, rettighedshaveren udarbejder en ekstern beredskabsplan for bekæmpelse af olie- og kemikalieforurening af havet fra olie- og gasplatforme samt rørledninger beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder bl.a. CO2-lagringsplatforme.

Med den foreslåede ændring vil den eksterne beredskabsplan efter havmiljølovens § 34 b omfatte alle typer af offshore platforme og havvindmøller og ikke kun olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledninger. Det vil bl.a. medføre, at platforme, som håndterer CO2-lagring, også omfattes af den eksterne beredskabsplan.

Der ændres med den foreslåede bestemmelse ikke på, at det eksterne beredskab fortsat vil gælde for platforme, anlæg og rørledninger, som er beliggende inden for søterritoriet og dansk kontinentalsokkelområde, som det er defineret i havmiljølovens § 5, stk. 1-3, og lov om søterritoriet og lov om den eksklusive økonomiske zone.

Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at bestemmelsen i havmiljølovens § 34 b, stk. 1, afspejler den kongelige resolution af 29. august 2024, hvorved ressortansvaret for havmiljøberedskabet blev overdraget til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11

Tilsyn med havmiljøloven og forskrifter udstedt efter loven foretages af henholdsvis miljøministeren og forsvarsministeren (nu ministeren for samfundssikkerhed og beredskab), jf. havmiljølovens § 45, stk. 1. Efter havmiljølovens § 45 b skal tilsynsmyndigheden foranledige et ulovligt forhold lovliggjort, medmindre forholdet har underordnet betydning.

I den situation, der er nævnt i havmiljølovens § 45 b, skal tilsynsmyndigheden meddele den ansvarlige, at det ulovlige forhold skal bringes til ophør, jf. havmiljølovens § 45 d, stk. 1. Er der tale om et ulovligt forhold på en olie- og gasplatform eller et tilsluttet rørledningssystem, f.eks. at operatøren ikke længere har kapacitet til at opfylde de relevante krav til beredskab efter reglerne i havmiljølovens kapitel 11, eller der er rimelig tvivl om sikkerheden, og det ulovlige forhold ikke bringes til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde fortsat drift af olie- og gasplatformen, jf. havmiljølovens § 45 d, stk. 2.

Bestemmelsen gennemfører offshoresikkerhedsdirektivets artikel 18, stk. 1, på havmiljølovens område.

Det foreslås at ændre havmiljølovens § 45 d, stk. 2, således, at hvis det ulovlige forhold efter havmiljølovens § 45 d, stk. 1, ikke bringes til ophør, kan tilsynsmyndigheden forbyde fortsat drift af en olie- og gasplatform samt tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.

Den foreslåede ændring indebærer, at bestemmelsen vil kunne anvendes for alle typer af platforme på havet og ikke være begrænset til olie- og gasplatforme. Det vil bl.a. medføre, at platforme, som håndterer CO2-lagring eller PtX-platforme, også kan blive mødt med et forbud mod fortsat drift, hvis tilsynsmyndighederne har konstateret et ulovligt forhold, og operatøren ikke har bragt det ulovlige forhold til ophør.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 12

En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på havet skal vurderes i henhold til reglerne i havmiljølovens kapitel 14 a. Efter havmiljølovens § 47 b, stk. 1, er det den ansvarlige for driften af et skib, en platform, et luftfartøj eller en rørledning, som er den ansvarlige i tilfælde af miljøskade eller overhængende fare herfor. Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte platforme og må derfor anses at finde anvendelse for alle platforme omfattet af havmiljølovens generelle anvendelsesområde, som omfatter såvel bevægelige som fast anbragte platforme, boreplatforme, men også andre anlæg på havet, for eksempel vindmølleanlæg, jf. bemærkningerne til havmiljølovens § 2, stk. 1, nr. 3, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.

I havmiljølovens § 47 b, stk. 4 og 5, reguleres ansvarsfordelingen mellem den driftsansvarlige og rettighedshaveren for olie- og gasplatforme.

Uheld og forureningshændelser af havet med olie og kemikalier vil imidlertid også kunne finde sted fra havvindmøller eller andre offshore platforme. Der er på den baggrund behov for bl.a. at udvide havmiljølovens § 47 b, stk. 5, til også at omfatte havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.

Det fremgår således af havmiljølovens § 47 b, stk. 4, at den ansvarlige for driften skal undersøge, forebygge og afhjælpe en miljøskade eller overhængende fare herfor.

Det foreslås at ændre havmiljølovens § 47 b, stk. 4, således, at der ved den ansvarlige for at undersøge forebygge og afhjælpe en miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade, forstås den ansvarlige for driften, når en skade eller en overhængende fare for en skade der hidrører fra olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer beliggende inden for sikkerhedszonen, havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.

Med den foreslåede ændring vil ansvaret for en miljøskade eller overhængende fare herfor være delt mellem den ansvarlige for driften og rettighedshaveren også i tilfælde, hvor en miljøskade eller overhængende fare herfor hidrører fra andre platforme end olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer, herunder havvindmøller, CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.

Dermed sikres en helhedsorienteret tilgang til bekæmpelsen af miljøforureningshændelser på havet, uanset om forureningen stammer fra olie- og gasplatforme, en havvindmølle eller andre offshore platforme.

Der henvises i øvrigt til den tilsvarende ændring i havmiljølovens § 47 b, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 13

En miljøskade eller en overhængende fare for en miljøskade på havet skal vurderes i henhold til reglerne i havmiljølovens kapitel 14 a. Efter havmiljølovens § 47 b, stk. 1, er det den ansvarlige for driften af et skib, en platform, et luftfartøj eller en rørledning, som er den ansvarlige i tilfælde af miljøskade eller overhængende fare herfor. Bestemmelsen er ikke begrænset til bestemte platforme og må derfor anses for at finde anvendelse for alle platforme omfattet af havmiljølovens generelle anvendelsesområde, som omfatter såvel bevægelige som fast anbragte platforme og boreplatforme, men også andre anlæg på havet, for eksempel vindmølleanlæg, jf. bemærkningerne til havmiljølovens § 2, stk. 1, nr. 3, jf. Folketingstidende 1992-1993, tillæg A, spalte 7314.

I den gældende havmiljølovs § 47 b, stk. 4 og 5, reguleres ansvarsfordelingen mellem den driftsansvarlige og rettighedshaveren for olie- og gasplatforme. Bestemmelserne om delingen af ansvaret for håndtering af miljøskader og overhængende fare for miljøskader mellem den driftsansvarlige og rettighedshaveren for olie- og gasplatforme gennemfører offshoresikkerhedsdirektivets artikel 7.

Uheld og forureningshændelser af havet med olie og kemikalier vil imidlertid også kunne finde sted fra havvindmøller eller andre offshore platforme. Der er på den baggrund behov for bl.a. at udvide havmiljølovens § 47 b, stk. 5, til også at omfatte havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.

Det foreslås at ændre havmiljølovens § 47 b, stk. 5, således, at der ved den ansvarlige for at afholde alle omkostninger ved undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade og overhængende fare for miljøskade, herunder stille sikkerhed og dække administrationsomkostninger efter miljøskadeloven og afholde udgifter efter §§ 47 e og 47 g, forstås rettighedshaveren, når en skade eller overhængende fare for en skade hidrører fra olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer, havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.

Med den foreslåede ændring af § 47 b, stk. 5, vil rettighedshaveren til havvindmøller og øvrige offshore platforme, herunder CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme blive forpligtet til at afholde alle omkostninger ved undersøgelse, forebyggelse og afhjælpning af miljøskade og overhængende fare for en miljøskade, herunder stille sikkerhed og dække administrative omkostninger efter miljøskadeloven og afholde udgifter efter havmiljølovens §§ 47 e og 47.

Med den foreslåede ændring vil ansvaret for en miljøskade eller overhængende fare herfor være delt mellem den ansvarlige for driften og rettighedshaveren også i tilfælde, hvor en miljøskade eller overhængende fare herfor hidrører fra andre platforme end olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer, herunder havvindmøller, CO2-lagringsplatforme og PtX-platforme.

Dermed sikres en helhedsorienteret tilgang til bekæmpelsen af miljøforureningshændelser på havet, uanset om forureningen stammer fra olie- og gasplatforme, en havvindmølle eller andre offshore platforme.

Der henvises i øvrigt til den tilsvarende ændring i havmiljølovens § 47 b, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 12.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 14

Efter havmiljølovens § 49, stk. 1, skal afgørelser efter loven meddeles skriftligt til adressaten. Derudover skal afgørelser efter loven og regler fastsat i medfør af loven meddeles til klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, og de foreninger og organisationer, der er nævnt i havmiljølovens § 52, stk. 2, nr. 3 og 4, når de har anmodet ministeren om underretning om afgørelserne.

En afgørelse, der kan påklages efter havmiljøloven, skal indeholde oplysninger om, at klagen skal indgives til miljøministeren, hvad klagefristen er, og at en klage skal være modtaget inden klagefristens udløb, jf. § 50.

Af havmiljølovens § 51, stk. 1, fremgår det hvilke afgørelser der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er, bl.a. afgørelser om klapning efter havmiljølovens § 26 og afgørelser om udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg, som er fastsat i medfør af havmiljølovens § 30, stk. 1.

Det foreslås, at der i havmiljølovens § 49, stk. 1, 2. pkt., § 50, nr. 2, og § 51, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »§ 33, stk. 2 og 4,«: »§ 33 b, stk. 1 og 2,«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at afgørelser meddelt efter regler udstedt efter den foreslåede § 33 b om marin geoengineering, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, tillige skal meddeles klageberettigede personer, organisationer og myndigheder, og de myndigheder, der i øvrigt har været inddraget i sagens behandling, jf. § 49, stk. 1.

Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at afgørelser meddelt efter regler udstedt efter den foreslåede § 33 b om marin geoengineering, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, skal indeholde oplysning om, at en klage skal indgives til miljøministeren, jf. § 50, nr. 2, og at afgørelser kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet, jf. § 51, stk. 1, nr. 3.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 15

Efter havmiljølovens § 49, stk. 3 og 4, kan lokale og landsdækkende foreninger og organisationer, som har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål, meddele miljøministeren, at de ønsker underretning om nærmere angivne afgørelser efter loven eller i medfør af regler, der er fastsat med hjemmel i loven. Det er f.eks. afgørelser om klapning efter havmiljølovens § 26, stk. 1, og afgørelser om udledning af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg i medfør af udledningsbekendtgørelsen fastsat med hjemmel i havmiljølovens § 30.

Det fremgår af havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 1, at afgørelser efter lovens § § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a eller regler fast i medfør af lovens § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, og § 34 a, stk. 3, kan påklages af

1. enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald.

Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål eller som varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser også klageberettigelse, jf. havmiljølovens § 52, stk. 2, samt de myndigheder og erhvervsorganisationer og foreninger, der er oplistet i havmiljølovens § 52, stk. 1 klageberettiget.

Klager over afgørelser efter loven og efter regler fastsat i medfør af loven, som oplistet i havmiljølovens § 53 a og b har ikke opsættende virkning, herunder afgørelser om dispensation for reglerne om udtømning af ballastvand efter § 19 b, afgørelser om udledninger fra offshore olie- og gasanlæg i medfør af § 30, stk. 1, og påbud om beredskab til bekæmpelse af olie og kemikalieforurening fra offshore olie og gasanlæg efter havmiljølovens § 34 a, stk. 2 og 3.

Det foreslås, at i havmiljølovens § 49, stk. 3, 1. pkt., og stk. 4 og § 53 a, stk. 1, nr. 2, indsættes efter »§ 33, stk. 2,«: »§ 33 b, stk. 1 og 2,«.

Den foreslåede ændring indebærer, at lokale og landsdækkende foreninger og organisationer vil kunne meddele miljøministeren, at de ønsker underretning om afgørelser om marin geoengineering, som er meddelt efter regler udstedt i medfør af den foreslåede § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Den foreslåede ændring indebærer endvidere, at klager over afgørelser, som er meddelt efter regler udstedt efter den foreslåede § 33 b om marin geonengineering, ikke har opsættende virkning, medmindre Miljø- og Fødevareklagenævnet bestemmer andet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 16

Det fremgår af havmiljølovens § 51, stk. 1, hvilke afgørelser der kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Det er bl.a. afgørelser om klapning efter havmiljølovens § 26, om anden bortskaffelse og udledning af stoffer og materialer fra offshore olie- og gasanlæg, efter regler fastsat i medfør af havmiljølovens § 30, afgørelser om dispensationer fra regler om ballastvand efter havmiljølovens § 19 b, stk. 3.

Det foreslås, at det i havmiljølovens § 51, stk. 1, indsættes som nr. 5: »5) Påbud efter § 27, stk. 2.«

Den foreslåede ændring indebærer, at et påbud efter den foreslåede bestemmelse i havmiljølovens § 27, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet. Den foreslåede § 27, stk. 2, omhandler påbud om udjævning af toppe af havbundsmateriale på et område, hvor der er givet tilladelse til klapning, når vilkår fastsat efter stk. 1, om mindstedybde og fordeling af materiale på området, ikke er overholdt.

I medfør af den foreslåede ændring af § 52, stk. 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 19, vil det alene være afgørelsens adressat, der kan påklage en afgørelse om påbud efter den foreslåede § 27, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 17

Af havmiljølovens § 52, stk. 1, fremgår det, at afgørelser om bl.a. klapning efter havmiljølovens § 26 og afgørelser om udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg, som er fastsat i medfør af havmiljølovens § 30, stk. 1, kan påklages af enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald.

Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål eller som varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser også klageberettigelse, jf. havmiljølovens § 52, stk. 2.

Efter havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12, er også en række offentlige myndigheder såsom Kommunalbestyrelsen og Sundhedsstyrelsen klageberettiget. Det samme er Forbrugerrådet, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Danmarks Rederiforening, Bilfærgernes Rederiforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danske Havne, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) og Olie Gas Danmark.

Det foreslås, at havmiljølovens § 52, stk. 1 , affattes således, at afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter regler, udstedt i medfør af § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b, og § 34 a, stk. 3, kan påklages af 1) afgørelsens adressat og 2) enhver, der må antages at have en individuel og væsentlig interesse i sagens udfald.

Formålet med bestemmelsen er at udtage de oplistede myndigheder og primært erhvervsorganisationer og foreninger i den nugældende § 52, stk. 1, nr. 2-12, således, at havmiljølovens § 52, stk. 1, kun giver klageberettigelse til enhver, der må antages at have en individuel og væsentlig interesse i sagens udfald. De oplistede foreninger, organisationer og myndigheder i havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12, gives klageberettigelse i henhold til regler, som fastsættes i medfør af den foreslåede § 52, stk. 8, jf. lovforslagets § 1, nr. 20.

Med ændringen af havmiljølovens § 52, stk. 1, udvides bestemmelsen til også at omfatte afgørelser om marin geoengineering, som meddeles med hjemmel i den foreslåede § 33 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 9. Der vil i medfør af bestemmelsen også blive givet klageberettigelse til enhver, der må antages at have en individuel og væsentlig interesse i afgørelser om anden bortskaffelse og udledning i havet af stoffer og materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme, eftersom de omfattes af den foreslåede ændring af § 30, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 18

Af havmiljølovens § 52, stk. 5, kan et forbud eller påbud efter havmiljølovens § 42 a, § 43 eller § 43 c, stk. 1 eller 2, påklages af afgørelsens adressat.

Det foreslås, at der i havmiljølovens § 52, stk. 5 , indsættes efter »Et forbud eller påbud efter«: »§ 27, stk. 2,«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at et påbud om at udjævne toppe af havbundsmateriale på et område, hvor der er meddelt tilladelse til klapning, når vilkår fastsat efter havmiljølovens § 27, stk. 1, om mindstedybde og fordeling af materiale på området ikke er overholdt, alene kan påklages af afgørelsens adressat.

Klageadgangen for afgørelser efter den foreslåede § 27, stk. 2, foreslås begrænset til adressaten for afgørelsen, idet det skønnes, at det alene er adressaten, der vil have en interesse i at påklage en afgørelse om påbud om udbedring af forholdene på en klapplads.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19

Efter havmiljølovens § 52, stk. 6, kan afgørelser truffet efter regler udstedt i medfør af havmiljølovens § 33, stk. 4, om pligt for ejeren af et vindmølleanlæg til for egen regning at gennemføre egenkontrol af støj fra vindmølleanlæg, påklages af afgørelsens adressat og de personer, der er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 1.

Det foreslås, at der i havmiljølovens § 52, stk. 6 , ændres »de personer, som er nævnt i § 52, stk. 1, nr. 1« til: »enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald«.

Den foreslåede ændring indebærer, at at henvisningen til havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 1, bliver erstattet med enhver, der må antages at have en individuel og væsentlig interesse i sagens udfald.

Ændringen er en følge af nyaffattelsen af havmiljølovens § 52, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 17.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20

Af havmiljølovens § 52, stk. 1, fremgår det, at afgørelser om bl.a. klapning efter havmiljølovens § 26 og afgørelser om udledninger og anden bortskaffelse af stoffer og materialer til havet fra offshore olie- og gasanlæg, som er fastsat i medfør af havmiljølovens § 30, stk. 1, kan påklages af enhver, der må antages at have en individuel væsentlig interesse i sagens udfald.

Derudover har lokale og landsdækkende foreninger og organisationer, der har beskyttelse af natur og miljø som hovedformål eller som varetager væsentlige rekreative interesser, når afgørelsen berører sådanne interesser også klageberettigelse, jf. havmiljølovens § 52, stk. 2.

Efter havmiljølovens § 52, stk. 1, nr. 2-12 er også en række offentlige myndigheder såsom Kommunalbestyrelsen og Sundhedsstyrelsen klageberettiget. Det samme er Forbrugerrådet, Danmarks Fiskeriforening, Foreningen af Danske Ral- og Sandsugere, Danmarks Rederiforening, Bilfærgernes Rederiforening, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, Danske Havne, Foreningen af Lystbådehavne I Danmark (FLID) og Olie Gas Danmark.

Det foreslås at indsætte et nyt stk. 8 i havmiljølovens § 52, hvorefter miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om klageberettigelse for afgørelser efter § 26, § 34 a, stk. 3, og kapitel 14 a samt afgørelser truffet efter regler, der er fastsat i medfør af § 19 b, stk. 3, § 30, stk. 1, § 33, stk. 2, § 33 b, og § 34 a, stk. 3, for lokale samt landsdækkende foreninger og organisationer, som ikke er omfattet af stk. 2.

En oplistning i loven af klageberettigede myndigheder, foreninger og organisationer gør listen svær at opdatere, hvis myndigheder, foreninger m.v. skifter navn, lægges sammen med andre foreninger, eller ændrer deres formål. Der vil derfor efter den foreslåede bestemmelse blive udstedt en bekendtgørelse, som fastsætter klageberettigelsen for de enkelte foreninger, organisationer og myndigheder. Bekendtgørelsen vil lettere kunne opdateres løbende, og skal derfor sikre, at der ikke gives ubegrundet klageberettigelse eller ulig adgang til klageberettigelse for de relevante foreninger, organisationer og myndigheder.

I forbindelse med udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen i den foreslåede § 52, stk. 8, vil ingen af de nuværende oplistede foreninger eller organisationer miste deres klageberettigelse for sager, som ligger inden for deres interesse eller formålsområde, medmindre de måtte ønske det. I forbindelse med udarbejdelsen af bekendtgørelsen vil der dog blive taget stilling til, hvilke afgørelser efter loven som de relevante foreninger, organisationer og myndigheder skal være klageberettiget for, således at de ikke har adgang til generelt at klage over alle afgørelser efter loven, men alene de afgørelser som ligger inden for foreningens, organisationens eller myndighedens interesse- eller formålsområde, jf. foreningens eller organisationens vedtægter. De samme interesse- og formålsbestemte overvejelser vil gøre sig gældende for så vidt angår offentlige myndigheder.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.7.1. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 21

Det fremgår af havmiljølovens § 54, stk. 1, 1. pkt., at udledning i havet af stoffer og materialer med henblik på videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller på at bekæmpe forurening af havet ikke må finde sted uden tilladelse fra ministeren for samfundssikkerhed og beredskab (tidligere miljøministeren). Det fremgår endvidere af havmiljølovens § 54, stk. 2, at tilladelse efter stk. 1, 1. pkt., kun kan gives i konkret foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en nærmere angivet periode. Tilladelsen skal angive, hvilke stoffer eller materialer, der omfattes af tilladelsen, den samlede mængde og vilkår om opbevaring, udtagning af periodiske kontrolprøver og indberetning jf. § 54, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås at ændre havmiljølovens § 54, stk. 2 , således, at tilladelse til at udlede stoffer og materialer til havet med henblik på videnskabelig forskning i forureningsbekæmpelse eller til brug for at bekæmpe forurening af havet, udover i konkrete foreliggende enkelttilfælde eller under særlige omstændigheder for en nærmere angivet periode, fremover også vil kunne gives som en forhåndstilladelse til flere mulige forureningshændelser for en nærmere angivet periode. Det foreslås endvidere at ændre bestemmelsen således, at tilladelsen skal angive, i hvilke tilfælde tilladelsen vil kunne finde anvendelse.

Udvidelsen af havmiljølovens § 54, stk. 2, skal sikre et mere effektivt beredskab i situationer, hvor almindelige bekæmpelsesmidler ikke er tilstrækkelige, og hvor akut forureningsbekæmpelse ikke kan afvente en godkendelse fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det vil f.eks. kunne være i særlige tilfælde, hvor mængderne af olie eller særlige forhold som hård vind og høje bølger gør almindelige bekæmpelsesmetoder utilstrækkelige, særligt af hensyn til beskyttelsen af f.eks. et fuglebeskyttelsesområde, Natura 2000-område eller lignende særligt havområde.

Det foreslås, at Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab efter den foreslåede bestemmelse vil kunne meddele forhåndstilladelse til anvendelsen af stoffer og materialer til at bekæmpe forurening af havet (navnlig dispergeringsmidler) til brug for flere mulige forureningshændelser. Med en forhåndstilladelse vil operatørerne af et offshore olie- og gasanlæg kunne anvende dispergeringsmidler i henhold til tilladelsen, hvis en forureningshændelse af et større omfang opstår, uden først at skulle søge om tilladelse fra Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Det foreslås endvidere, at forhåndstilladelsen skal angive i hvilke specifikke tilfælde, tilladelsen vil kunne anvendes.

Det vil f.eks. kunne være en ukontrolleret udblæsning af olie fra en olieproducerende brønd, som vurderes at ville fortsætte i en længere periode, og hvor udblæsningens omfang, varighed og mængden af olie vurderes at udgøre en alvorlig risiko for påvirkningen af havet, havfugle, marinearter og kyster, og hvor alternativer til brug af dispergeringsmidler miljømæssigt vil medføre større konsekvenser for miljøet end brugen af dispergeringsmidler. Dette skal sikre, at der ikke anvendes kemiske bekæmpelsesmidler i videre omfang end efter praksis i dag.

Det statslige havmiljøberedskab under Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab vil endvidere kunne søge om forhåndstilladelse til håndtering af forureningshændelser fra skibe og efter hændelser fra olie- og gasplatforme i tilfælde, hvor forureningsbekæmpelsen kræver det statslige beredskabs assistance, og hvor særlige omstændigheder som f.eks. hård vind og høje bølger betyder, at almindelige bekæmpelsesmidler ikke er tilstrækkelige.

Den foreslåede ændring af havmiljølovens § 54, stk. 2, ændrer ikke på, at håndteringen af forureningsbekæmpelse som hidtil skal foregå med de mest skånsomme metoder for havmiljøet, og altså som udgangspunkt ikke med anvendelsen af dispergeringsmidler. Det vil således skulle fremgå af eventuelle forhåndstilladelser, i hvilke tilfælde der vil kunne benyttes dispergeringsmidler, jf. ovenfor.

En forhåndstilladelse efter den foreslåede ændring af § 54, stk. 2, til anvendelse af dispergeringsmidler vil kunne indgå som et vilkår i godkendelsen af en olie- og gasplatforms interne beredskabsplan, jf. beredskabsbekendtgørelsens § 5, jf. § 3. En forhåndstilladelse vil skulle angive, for hvilken periode tilladelsen gælder, i hvilke tilfælde den vil kunne anvendes samt hvilke stoffer og mængder der vil være omfattet af tilladelsen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 22

Det fremgår af havmiljølovens § 55, stk. 3, at miljøministeren kan fastsætte regler om pligt for ejeren eller den ansvarlige for driften af en platform og et tilsluttet rørledningssystem, beliggende indenfor sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med efterforskning, produktion eller transport af kulbrinter på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde, til vederlagsfrit at stille transport til og fra et anlæg, herunder overførsel af udstyr, og kost og logi og andre fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget.

Havmiljølovens § 55, stk. 3, finder således alene anvendelse på offshore olie- og gasplatforme samt tilsluttede rørledningssystemer.

Det foreslås at ændre havmiljølovens § 55, stk. 3 , således, at miljøministeren fastsætter regler om pligt for ejeren eller den ansvarlige for driften af en offshore platform og et tilsluttet rørledningssystem beliggende inden for sikkerhedszonen, som anvendes i forbindelse med offshoreaktiviteter, herunder fra olie- og gasplatforme og CO2-lagringsplatforme, til vederlagsfrit at stille transport til og fra et anlæg, herunder overførsel af udstyr, og kost og logi og andre fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i forbindelse med tilsynsvirksomhed på anlægget efter loven eller regler udstedt i medfør af loven.

Den foreslåede ændring indebærer, at miljøministeren vil kunne fastsætte regler om, at ejeren eller operatøren af en offshore platform, herunder CO2-lagringsplatforme, for egen regning skal stille transport, kost og logi og andre fornødenheder til rådighed for tilsynsmyndigheden i forbindelse med tilsynsvirksomhed på platformen efter loven eller regler udstedt i medfør af loven. Med ordningen vil alle aktiviteter på platforme på dansk søterritorium og dansk kontinentalsokkelområde være omfattet af bestemmelsen, herunder olie og gasaktiviteter og CO2-lagring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.3. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 23

Det følger af havmiljølovens gældende § 55 a, at miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken form oplysninger, som kan kræves i medfør af denne lov, og de forskrifter, der udstedes i henhold til loven, skal indsendes. Derimod kan der ikke med den gældende bestemmelse fastsættes regler om, at digital kommunikation skal anvendes.

Det følger af forvaltningslovens § 32 a, at vedkommende minister kan fastsætte regler om ret til at anvende digital kommunikation ved henvendelser til den offentlige forvaltning og om de nærmere vilkår herfor, herunder fravige formkrav i lovgivningen, der hindrer anvendelsen af digital kommunikation. Forvaltningslovens § 32 a giver dog ikke mulighed for at fastsætte en pligt til digital kommunikation. Hjemmel til at kunne fastsætte regler om pligt til at kommunikere digitalt skal derfor fastsættes i de enkelte særlove.

Det foreslås at affatte havmiljølovens § 55 a, stk. 1, således, at miljøministeren kan fastsætte regler om, i hvilken form oplysninger og øvrige informationer til brug for administration af regler, som kan kræves i medfør af denne lov og de forskrifter, der udstedes i henhold til loven eller af EU-retsakter om forhold omfattet af denne lov, skal indsendes, herunder at det udelukkende skal foregå digitalt.

Den foreslåede § 55 a, stk. 1, indebærer, at der indføres hjemmel til obligatorisk digital kommunikation, således at der ved bekendtgørelse kan fastsættes nærmere regler for obligatorisk digital kommunikation i medfør af loven og de forskrifter, der udstedes i medfør af loven. Den foreslåede bestemmelse forventes anvendt til at fastsætte regler om obligatorisk digital kommunikation på havmiljølovens område efterhånden, som behovet opstår, og der udvikles tekniske løsninger.

Bestemmelsen er møntet på myndighedens kommunikation til og fra virksomheder, uanset om de er fysiske eller juridiske personer, og borgere. Bestemmelsen påtænkes desuden anvendt til at fastsætte regler om, at pligten til at kommunikere digitalt ikke kun gælder over for virksomheder og borgere, men også for kommunikation mellem myndigheder og en rådgiver f.eks. en konsulent, advokat eller lignende, som optræder på virksomhedens eller borgerens vegne over for myndigheden.

Bemyndigelsen vil kunne udnyttes til at fastsætte regler om pligt til at anvende digital kommunikation i forbindelse med skriftlig kommunikation om forhold, som er omfattet af loven samt regler, som udstedes i medfør af loven.

Der kan efter den foreslåede bestemmelse fastsættes regler med krav om, at virksomheden skal anvende bestemte it-systemer og særlige digitale formater for at sikre, at myndigheden kan håndtere de modtagne indberetninger, eller for at sikre at indsendt dokumentationsmateriale har den fornødne validitet. Det kan f.eks. dreje sig om indsendelse af ansøgning om tilladelse til klapning eller udledning af stoffer og materialer fra offshore CO2-lagringsplatforme, rapporteringer i medfør af tilladelser eller godkendelser udstedt i medfør af loven, indsendelse af oplysninger eller indsendelse af oplysninger til brug for ministerens tilsyn. Bemyndigelsen gælder også for oplysninger, som skal indgives i medfør af regler udstedt efter loven.

Retsvirkningen af at undlade at indsende oplysningerne via det digitale system vil være, at oplysningerne ikke kan anses for modtaget og dermed ikke kan behandles af myndigheden. Modtages oplysninger på anden måde end den forskrevne digitale måde, anses indsendelse af oplysningerne for mangelfuld, og den relevante myndighed har herefter en forpligtigelse til at vejlede om, hvorledes manglen kan afhjælpes, dvs. om pligten til at kommunikere digitalt, jf. forvaltningslovens § 7. Kun hvis indsender af oplysningerne, for eksempel inden for en fastsat frist, ikke har rettet op på de mangler, den pågældende ved vejledning er gjort opmærksom på, kan oplysningerne anses for ikke at være modtaget. Det er lagt til grund, at en afvisning af at tage en sag under realitetsbehandling på grund af manglende anvendelse af den obligatorisk digitale selvbetjeningsløsning er en afgørelse og indebærer en sagsbehandling, der følger de almindelige forvaltningsretlige regler og principper om eksempelvis partshøring og begrundelse. En sådan afgørelse om afvisning vil normalt ikke hindre, at sagen senere genoptages, når en fyldestgørende ansøgning er indsendt. Det er ikke hensigten med indførelse af krav om digital kommunikation at ændre på, hvordan den offentlige myndighed håndterer situationer, hvor en eventuel frist overskrides. Der vil således i samme omfang som hidtil kunne tages hensyn til årsagen til, at en frist ikke er overholdt, herunder hensynet til en smidig håndtering af sagen.

Det foreslås endvidere i havmiljølovens § 55 a, stk. 2 , at miljøministeren kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og eID eller lignende.

Den foreslåede § 55 a, stk. 2, indebærer, at miljøministeren kan fastsætte krav om anvendelse af bestemte it-systemer og digitale formater, samt om brug af eID eller lignende, som tjener som en sikring af, at anmeldelsen kommer fra rette afsender. Dette indebærer bl.a., at skriftlige henvendelser m.v. om forhold, som er omfattet af loven eller af regler, som er udstedt i medfør af loven, til den relevante myndighed ikke anses for behørigt modtaget, hvis de indsendes på anden vis end den foreskrevne digitale måde. Det er i den forbindelse uden betydning, at den pågældende oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sit eID eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse i stk. 2 kunne stilles krav om, at virksomheder og borgere oplyser en e-mailadresse, som myndighederne kan anvende til kontakt i forbindelse med behandlingen af en konkret sag eller henvendelse. I den forbindelse kan der også pålægges den pågældende virksomhed eller borger en pligt til at underrette om en eventuel ændring i e-mailadressen, inden den konkrete sag afsluttes eller henvendelsen besvares, medmindre e-mails automatisk bliver videresendt til den nye e-mailadresse. Dette forventes i praksis typisk at være vedkommende virksomheds eller borgers e-mailadresse i Offentlig Digital Post.

Miljøministeren kan endvidere efter det foreslåede stk. 2 fastsætte regler, hvorefter der kan ske fritagelse af fysiske og juridiske personer for digital kommunikation. En fysisk person kan f.eks. fritages, hvis der foreligger særlige omstændigheder, som kan bevirke at personen er hindret i at modtage sin post digitalt. Sådanne særlige omstændigheder foreligger, hvis en person ikke har adgang til computer i eget hjem, har kognitiv eller fysisk funktionsnedsættelse, hvor funktionsnedsættelsen hindrer digital postmodtagelse. Sprogbarrierer kan ligeledes være en særlig omstændighed, der hindrer en person i digital postmodtagelse. Endvidere kan der være praktiske vanskeligheder ved at skaffe sig et eID. Der kan ligeledes ske fritagelse for fysiske personer, for så vidt angår kommunikation om personers erhvervsaktiviteter samt juridiske personer. Kommunikation om personers erhvervsaktiviteter bør som altovervejende hovedregel foregå digitalt, ligesom det er tilfældet for erhvervsvirksomheder. Kriterierne for fritagelse, når det drejer sig om kommunikation om personers private forhold beskrevet ovenfor, finder derfor ikke anvendelse på kommunikation om personers erhvervsaktiviteter. Fritagelse for digital kommunikation for fysiske personers erhvervsaktiviteter og juridiske personer kan kun komme på tale, hvis der foreligger ganske særlige omstændigheder, ligesom fritagelsen kan gøres tidsbegrænset. Udenlandske virksomheder vil som udgangspunkt også være omfattet af pligten til obligatorisk digital kommunikation, i det omfang pligten ikke strider mod EU-retten. I den forbindelse er det bl.a. afgørende, om det er teknisk muligt for virksomhederne at kommunikere digitalt med myndigheden. Hvis der f.eks. stilles krav om et eID, og har den udenlandske virksomhed ikke mulighed for at opnå et eID, er det ikke teknisk muligt for virksomheden at kommunikere med myndigheden, og der må tilbydes alternative løsninger.

Det forhold, at en virksomhed eller borger oplever, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, at den pågældende har mistet koden til sin eID-løsning eller oplever lignende hindringer, som det er op til den pågældende selv at overvinde, kan som udgangspunkt ikke føre til fritagelse for pligten til digital kommunikation. I så fald må den pågældende eksempelvis anmode en rådgiver om at varetage kommunikationen på den pågældendes vegne.

Endelig foreslås det i § 55 a, stk. 3 , at en digital meddelelse efter denne lov anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Den foreslåede § 55 a, stk. 3, indebærer, at en meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Dermed bliver kommunikation i postløsningen offentligretligt reguleret og sker med samme retsvirkninger som ved fremsendelse af postbesørgede breve, der anses for at være kommet frem, når de er lagt i adressatens fysiske postkasse. Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter får de tilsigtede retsvirkninger. Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med tilsynsmyndighedens it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke komme virksomheden til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud.

Bestemmelsen finder anvendelse både på meddelelser, som frivilligt sendes digitalt – hvis en borger eksempelvis er undtaget fra digital fremsendelse – og på meddelelser, som det er obligatorisk at sende digitalt.

Til nr. 24

Det fremgår af havmiljølovens § 59, stk. 1, hvilke regler efter loven, som ved overtrædelse kan straffes med bøde. Det gælder bl.a. ved undladelse af at efterkomme et forbud eller påbud efter havmiljølovens § 42 a eller § 43, stk. 1 og 2, om indgreb over for skibe.

Det foreslås, at der i § 59, stk. 1, nr. 3, indsættes efter »eller § 45 d, stk. 2, eller påbud efter«: »§ 27, stk. 2,«.

Den foreslåede bestemmelse i § 27, stk. 2, omhandler påbud som kan meddeles ved overtrædelse af vilkår i en klaptilladelse om bl.a. mindstedybde og fordeling af klapmaterialet på klappladsen.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at manglende efterlevelse af et påbud efter den foreslåede § 27, stk. 2, vil kunne straffes ligesom øvrige regler om påbud og forbud efter loven.

Til nr. 25

Det følger af den havmiljølovens gældende § 60, at forældelsesfristen for strafansvaret er 5 år for overtrædelser m.v. som omhandlet i § 59, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, samt for overtrædelser af regler udstedt i medfør af § 11, stk. 3, §§ 14, 18 og 19, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3, § 23, stk. 2, § 24, stk. 3, § 30, stk. 1, § 31, stk. 4, § 32, stk. 1 og 2, § 33, stk. 1, § 39, stk. 1, §§ 40 og 41 og § 58 a, stk. 1.

Det foreslås, at der i § 60, indsættes efter »§ 24, stk. 3,«: »§ 29 b,«, og efter »§ 33, stk. 1,« indsættes: »§ 33 b,«.

Den foreslåede ændring af § 60 indebærer, at der vil blive fastsat en forældelsesfrist på 5 år for overtrædelser af regler udstedt i medfør af § 29 b om udledning af røggasrensevand og § 33 b om marin geoengineering.

Baggrunden for ændringen er, at der vil kunne være tale om ”skjulte” overtrædelser, der først opdages på et langt senere tidspunkt. Det er derfor fundet nødvendigt at fastlægge en længere forældelsesfrist for disse overtrædelser.

Det bemærkes, at de almindelige regler om strafferetlig forældelse i øvrigt finder anvendelse ved overtrædelse af havmiljøloven, jf. bl.a. straffelovens §§ 92-94.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. og 2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 26

Det følger af havmiljølovens gældende § 61, stk. 1, pkt. 1, at der i regler, der fastsættes i henhold til § 11, stk. 3, §§ 14 og 17-19, § 19 b, stk. 2-5, § 20, stk. 2 og 3, § 22, stk. 2 og 3, § 23, stk. 2, § 24, §§ 28 og 30, § 31, stk. 4, §§ 32 og 33, § 34 a, stk. 3, §§ 39-41 og 47, § 47 g, stk. 2, § 55, stk. 2 og 3, § 55 a og § 58 a, kan fastsættes straf af bøde. Det følger endvidere af bestemmelsens 2. pkt., at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 3. I bestemmelsens pkt. 3 fremgår det, at for overtrædelser begået fra udenlandske skibe kan det dog alene fastsættes, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 4.

Bestemmelsen i § 59, stk. 3, fastsætter, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser.

Bestemmelsen i § 59, stk. 4, fastsætter, at § 59, stk. 3, ikke finder anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen er begået i indre territorialt farvand. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet eller af luften.

Selskaber m.v. (juridiske personer) kan efter lovens § 62 pålægges strafansvar efter reglerne i straffelovens 5. kapitel.

Det foreslås, at i § 61, stk. 1, 1. pkt., indsættes efter »28«: », 29 b«, og at »§§ 32, og 33« ændres til: »§§ 32, 33 og 33 b«.

Den foreslåede ændring af § 61, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at der vil kunne fastsættes regler, hvorefter overtrædelse af regler udstedt i medfør af de foreslåede § 29 b og § 33 b vil kunne straffes med bøde. En virkning af den foreslåede ændring af § 61, stk. 1, 1. pkt., er endvidere, at overtrædelse af regler udstedt i medfør af de foreslåede § 29 b og § 33 a vil kunne medføre, at straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år under tilsvarende omstændigheder som anført i § 59, stk. 3, hvorefter straffen kan stige til fængsel i indtil 2 år, hvis overtrædelsen er begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed, og hvis der ved overtrædelsen er voldt skade på miljøet eller fremkaldt fare herfor eller opnået eller tilsigtet en økonomisk fordel for den pågældende selv eller andre, herunder ved besparelser, og i § 59, stk. 4, for udenlandske skibe, hvorefter § 59, stk. 3, ikke finder anvendelse på overtrædelser begået fra udenlandske skibe, medmindre overtrædelsen er begået i indre territorialt farvand. For overtrædelser begået fra udenlandske skibe i ydre territorialt farvand kan straffen stige til fængsel i indtil 2 år, hvis der er tale om forsætlig og alvorlig forurening af havmiljøet eller af luften.

Det bemærkes, at det ved lovovertrædelser begået af juridiske personer er udgangspunktet ved valg af ansvarssubjekt, at tiltalen rejses mod den juridiske person. Der kan i en række tilfælde imidlertid være anledning til, ud over tiltalen mod den juridiske person, tillige at rejse tiltale mod en eller flere fysiske personer, såfremt den eller de pågældende har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed. Har ledelsen af den juridiske person eller en overordnet ansat, herunder direktøren, eksempelvis handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed, skal tiltalen foruden imod den juridiske person som udgangspunkt rejses mod den eller de personligt ansvarlige. Tiltale mod underordnede ansatte skal i almindelighed ikke rejses, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Dette kan f.eks. være tilfældet, såfremt der er tale om en grov overtrædelse, som den underordnede ansatte har begået forsætligt og eventuelt tillige på eget initiativ. Der rejses tillige tiltale mod den juridiske person. Der henvises i det hele til Rigsadvokatmeddelelsen, afsnittet om strafansvar for juridiske personer.

Strafferetligt ansvar ved overtrædelse af bestemmelserne vil derfor primært blive gjort gældende over for rederiet. Strafferetligt ansvar over for andre end den juridiske person, eksempelvis føreren af et skib (udover for rederen), vil dog fortsat bl.a. kunne komme på tale, hvis føreren har handlet forsætligt eller udvist grov uagtsomhed.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1. og 2.4. i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 27

Efter havmiljølovens § 26, stk. 1, meddeler miljøministeren tilladelse til og fører tilsyn med dumpning af optaget havbundsmateriale. I vurderingen af en ansøgning om tilladelse til dumpning af optaget havbundsmateriale skal indgå de forhold og hensyn, der er anført i bilag 1, jf. havmiljølovens § 26, stk. 2.

I overskriften til bilag 1 fremgår det, at det omhandler forhold, der skal vurderes i forbindelse med behandling af en ansøgning om tilladelse til klapning.

Det foreslås i overskriften til bilag 1 at ændre »til klapning« til: »dumpning af optaget havbundsmateriale (klapning)«.

Der er tale om en præcisering af overskriften til bilag 1 med henblik på at strømline terminologien i havmiljølovens § 26, stk. 1 og 2 med bilag 1. Der foretages ikke andre ændringer i bilaget.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.

Lovforslaget gælder ikke for Færøerne og Grønland, da havmiljøloven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. lovens § 68, og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.