Lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og forskellige andre love og om ophævelse af lov om psykologer m.v. (Sundhedsfaglig autorisation af psykologer) § 1

Til nr. 1

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter § 4 i autorisationsloven regler om Styrelsen for Patientsikkerheds opkrævning af gebyrer for behandling af ansøgninger om autorisation efter denne lov samt gebyrer for behandling af ansøgninger om tilladelse til selvstændigt virke som henholdsvis læge, tandlæge eller kiropraktor og tilladelse til at betegne sig som speciallæge, specialtandlæge eller ambulancebehandler med særlig kompetence (paramediciner) baseret på uddannelse gennemført i Danmark eller i udlandet.

Det følger af § 4 a, stk. 1, 1. pkt., i autorisationsloven, at ansøgning om autorisation og om tilladelse til selvstændigt virke som henholdsvis læge, tandlæge eller kiropraktor og tilladelse til at betegne sig som speciallæge, specialtandlæge eller ambulancebehandler med særlig kompetence (paramediciner) efter denne lov skal indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed (digital selvbetjening). Undtagelser fra pligten til at indgive ansøgninger gennem digital selvbetjening fremgår af stk. 2 og 3.

Det foreslås at ændre »specialtandlæge eller ambulancebehandler med særlig kompetence (paramediciner)« i autorisationslovens § 4 og § 4 a, stk. 1, 1. pkt. , til »specialtandlæge, ambulancebehandler med særlig kompetence (paramediciner) eller psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog)«.

Den foreslåede ændring af autorisationslovens § 4 vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om opkrævning af gebyrer for behandling af ansøgninger om bl.a. tilladelse til at anvende specialisttitler, udvides til også at kunne fastsætte regler om opkrævning af gebyr for behandling af sager om tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Den foreslåede ændring af autorisationslovens § 4 a, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at ansøgning om tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) som hovedregel vil skulle indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed (digital selvbetjening).

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 70 g i autorisationsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter psykologer har mulighed for at opnå tilladelse til at betegne sig psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) ved at gennemføre en psykologisk praksisuddannelse.

Til nr. 2

Det fremgår af § 5, stk. 1, i autorisationsloven, at Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med faglig virksomhed, der udøves af autoriserede sundhedspersoner og sundhedspersoner, der handler på disses ansvar. Det følger af § 5, stk. 2, at Styrelsen for Patientsikkerhed endvidere fører tilsyn med andre personer end sundhedspersoner, jf. stk. 1, der udøver sundhedsfaglig virksomhed inden for sundhedsvæsenet.

Efter § 5, stk. 3, i autorisationsloven, gælder stk. 1 og 2 ikke for virksomhed, der udøves af autoriserede psykologer.

Det foreslås at ophæve autorisationslovens § 5, stk. 3 .

Den foreslåede ændring vil sammen med lovforslagets § 1, nr. 7, indebære, at psykologer bliver omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med individuelle sundhedspersoner (individtilsynet).

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning for psykologer i lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 3

Det fremgår af § 5, stk. 5, i autorisationsloven, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan bemyndige personer til at udøve tilsyn efter stk. 1, 2 og 4.

Autorisationslovens § 5, stk. 1, 2 og 4, afgrænser den persongruppe, som Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn omfatter.

Det foreslås at ændre »stk. 1, 2 og 4« i autorisationslovens § 5, stk. 5, til »stk. 1-3«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved det gældende stk. 4 bliver til stk. 3. Den foreslåede ændring vil sikre, at der fortsat henvises korrekt til den persongruppe, som Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn omfatter.

Til nr. 4

Efter § 6, stk. 1, i autorisationsloven, er personer omfattet af § 5, stk. 1, 2 og 4, forpligtet til på begæring af Styrelsen for Patientsikkerhed at afgive oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af tilsynet, og at medvirke ved tilsyn efter Styrelsen for Patientsikkerheds nærmere anvisninger.

Det følger tillige af § 6, stk. 2, i autorisationsloven, at arbejdsgivere for personer omfattet af § 5, stk. 1, 2 og 4, er forpligtet til på begæring af Styrelsen for Patientsikkerhed at afgive alle oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af tilsynet.

Det fremgår endelig af § 10 b, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed for en nærmere angiven periode kan iværksætte skærpet tilsyn med en person omfattet af den i § 5, stk. 1, 2 og 4, nævnte personkreds, hvis styrelsen har begrundet mistanke om, at den pågældende vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for patienter på grund af kritisabel faglig virksomhed.

Autorisationslovens § 5, stk. 1, 2 og 4, afgrænser den persongruppe, som Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn omfatter.

Det foreslås at ændre »§ 5, stk. 1, 2 og 4« i autorisationslovens § 6, stk. 1 og 2, og § 10 b, stk. 1, til »§ 5, stk. 1-3«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved det gældende stk. 4 bliver til stk. 3. Den foreslåede ændring vil sikre, at der fortsat henvises korrekt til den persongruppe, som Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn omfatter.

Til nr. 5

Det følger af § 6, stk. 3, i autorisationsloven, at Styrelsen for Patientsikkerhed eller personer, der af styrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, jf. § 5, stk. 5, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til sygehuse, plejehjem og lign.

Autorisationslovens § 5, stk. 5, bestemmer, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan bemyndige personer til at udøve tilsyn efter stk. 1, 2 og 4.

Det foreslås at ændre »§ 5, stk. 5« i autorisationslovens § 6, stk. 3, til »§ 5, stk. 4«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved det gældende stk. 5 bliver til stk. 4. Den foreslåede ændring vil sikre, at der fortsat henvises korrekt til bestemmelsen, der hjemler at Styrelsen for Patientsikkerhed kan bemyndige personer til at udøve tilsyn efter § 5, stk. 1, 2 og 4, der med forslaget bliver stk. 1, 2 og 3.

Til nr. 6

Efter § 21, stk. 1, 1. pkt. i autorisationsloven skal læger, tandlæger, kiropraktorer, sygeplejersker, jordemødre, kliniske diætister, kliniske tandteknikere, tandplejere, kontaktlinseoptikere, optometrister og behandlerfarmaceuter føre patientjournaler over deres virksomhed.

Ifølge § 21, stk. 2, i autorisationsloven, kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte grupper af autoriserede sundhedspersoner skal føre patientjournaler, herunder om omfanget af journalføringspligten m.v.

Journalføringspligten er i bekendtgørelse nr. 713 af 12. juni 2024 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.), der er udstedt i medfør af § 21, stk. 2, udvidet til at også at gælde andre autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på disses ansvar.

Det foreslås, at »optometrister og behandlerfarmaceuter« i autorisationslovens § 21, stk. 1, 1. pkt. , ændres til »optometrister, behandlerfarmaceuter og psykologer«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at psykologer forpligtes til at føre patientjournaler over deres virksomhed efter autorisationslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., i samme omfang som andre autoriserede sundhedspersoner nævnt i bestemmelsen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvor det foreslås, at der oprettes en sundhedsfaglig autorisationsordning for psykologer. Forslaget skal tillige ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 8, hvorefter psykologers pligt til at føre patientjournaler over deres virksomhed i henhold til autorisationslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., alene omfatter journalføring af virksomhed fra 1. januar 2026 og frem, samt lovforslagets § 10, stk. 9 og 10, om håndteringen af autoriserede psykologers eksisterende ordnede optegnelser.

Til nr. 7

Psykologers virksomhed, herunder autorisation, reguleres i dag efter reglerne i psykologloven og ikke autorisationsloven som andre sundhedspersoner. Det fremgår af § 1, stk. 1, i psykologloven, at ret til at betegne sig som psykolog har kun den, der ved et universitet eller anden højere uddannelsesinstitution har bestået kandidateksamen i psykologi eller dermed ligestillet eksamen.

Det følger af § 1, stk. 2, i psykologloven, at ret til at betegne sig som autoriseret psykolog har kun den, der har fået autorisation som psykolog efter § 2.

Det fremgår af § 2, stk. 1, i psykologloven, at ret til at få autorisation som psykolog har enhver, der her i landet har bestået kandidateksamen i psykologi, psykologisk-pædagogisk kandidateksamen eller dermed ligestillet eksamen, og som har gennemgået en af Psykolognævnet, jf. § 17, nærmere bestemt supplerende praktisk uddannelse af 2 års varighed. Efter § 2, stk. 2, i psykologloven, omfatter retten til at få autorisation som psykolog endvidere enhver, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i stk. 1 nævnte uddannelser. Ifølge bemærkningerne til § 2, stk. 1, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 682, omfatter »dermed ligestillet eksamen«, ud over de i bestemmelsen nævnte eksamener, magisterkonferens i psykologi.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan i henhold til § 16, stk. 1, i autorisationsloven efter forhandling med børne- og undervisningsministeren eller uddannelses- og forskningsministeren fastsætte regler om videreuddannelse for personalegrupper inden for sundhedsvæsenet, hvor sådanne regler ikke allerede er fastsat ved lov. Herunder kan aftales, at videreuddannelse kan varetages i samarbejde med de nævnte ministerier. Sundhedsstyrelsen har i medfør heraf og efter bemyndigelse udstedt bekendtgørelse nr. 1303 af 25. november 2010 om specialuddannelse af psykologer i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri. Bekendtgørelsen regulerer den såkaldte specialpsykologuddannelse for autoriserede psykologer, der vil specialisere sig i børne- og ungdomspsykiatri eller psykiatri.

Det foreslås, at psykologer omfattes af autorisationsloven. Det foreslås derfor, at der i autorisationslovens afsnit II indsættes et nyt kapitel 24 e indeholdende bestemmelserne § 70 f og § 70 g .

(Til § 70 f)

Efter det foreslåede § 70 f, stk. 1 , meddeles autorisation som psykolog den, der har bestået dansk psykologeksamen eller en udenlandsk eksamen, der kan sidestilles hermed, jf. §§ 2 og 3. Med »dansk psykologeksamen« forstås de samme danske uddannelser der i dag giver adgang til at anvende psykologtitlen og opnå autorisation som psykolog, dvs. kandidateksamen i psykologi (cand.psych.) og de historiske uddannelser magisterkonferens i psykologi (mag.art. i psykologi) og psykologisk-pædagogisk kandidateksamen (cand.pæd. i psykologi).

»Dansk psykologeksamen« omfatter derimod ikke andre kandidatgrader i psykologi, såsom kandidatgraden i socialpsykologi og læring (cand.mag. i socialpsykologi og læring) eller kandidatgraden i pædagogisk psykologi (cand.pæd. i pædagogisk psykologi). »Dansk psykologeksamen« omfatter heller ikke andre danske uddannelser, hvor psykologiske fagelementer indgår, såsom Roskilde Universitets kombinationsuddannelser med psykologi som et af fagene eller kandidatuddannelsen i erhvervsøkonomi og psykologi ved Copenhagen Business School.

Forslaget vil medføre, at psykologers autorisationsforhold underlægges reglerne i autorisationsloven. Denne sundhedsfaglige autorisationsordning vil erstatte den nuværende autorisationsordning for psykologer i psykologloven. Der henvises til den foreslåede ophævelse af psykologloven, jf. lovforslagets § 8, og bemærkningerne hertil.

Psykologer udøver mangeartede former for faglig virksomhed, hvoraf nogle er sundhedsfaglig virksomhed og andre ikke er. Autorisationsordningerne i autorisationsloven er rettet mod autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og visse forskrifter relateret hertil. Det er derfor afgørende for, om en psykologs virksomhed vil være omfattet heraf, hvorvidt pågældende i et givent tilfælde udøver sundhedsfaglig virksomhed.

Sundhedsfaglig virksomhed forstås i almindelighed i overensstemmelse med behandlingsbegrebet efter sundhedslovens § 5, hvorefter behandling omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje, samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.

Der vil således være tale om behandling, når en psykolog undersøger, diagnosticerer eller behandler en patient med psykisk lidelse. Der vil også være tale om behandling når en psykolog f.eks. ved samtaleterapi behandler eller rådgiver personer, der befinder sig i en krisesituation eller på anden måde har personlige vanskeligheder. Der vil tillige være tale om behandling, når en psykolog ved brug af sine psykologfaglige kompetencer vurderer en persons funktions- og kompetenceevne, psykiske trivsel m.v., sådan som det f.eks. er tilfældet, når en psykolog udfører psykologisk undersøgelse af børn og forældre som led i en forældrekompetenceundersøgelse eller børnesagkyndig undersøgelse, eller når psykologer udfører udredning og tests i PPR-regi. Det afgørende er, at der er tale om et konkret patient/behandler-forhold – uafhængigt af om der i praksis bruges betegnelser som klient, borger eller andet om den, der behandles eller ydes rådgivning til. Det er ikke afgørende, om behandlingen, kun omfatter en person ad gangen, eller sker på et hold. Formålet med behandling – og ikke behandlingsmetode – er afgørende.

Begreberne »patient«, »klient« og »borger« skal i denne sammenhæng ikke nødvendigvis forstås sådan, at patienten/klienten også er psykologens opdragsgiver.

Visse former for psykologfaglig virksomhed kan ikke betegnes som sundhedsfaglig virksomhed, navnlig skriftlig formidling, undervisning og opgaver af rent administrativ karakter, herunder hvor en psykolog på samme måde som en kommunal lægekonsulent alene tager stilling til en sag på skriftligt grundlag. Heller ikke varetagelse af en HR-funktion eller generel rådgivning om organisationspsykologiske forhold, hvori der ikke indgår et patient/behandler- eller klient/psykolog-forhold kan betegnes som sundhedsfaglig virksomhed. Lovforslaget vil ikke ændre på det faktum, at psykologer i dag også udfører vigtige opgaver på områder, der ikke kan karakteriseres som sundhedsfaglige. Der vil eksempelvis være psykologopgaver i regi af skolevæsenet, der er så abstraheret fra konkrete personforhold eller af så almen karakter, at de ikke kan anses som sundhedsfaglige.

Med forslaget vil psykologer blive underlagt de pligter der påhviler autoriserede sundhedspersoner i henhold til autorisationsloven.

Psykologer vil bl.a. blive omfattet af § 17 i autorisationsloven. Bestemmelsen fastslår, at en autoriseret sundhedsperson under udøvelsen af sin virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det betyder, at alle autoriserede sundhedspersoner skal udføre deres faglige virksomhed i henhold til den almindeligt anerkendte faglige standard eller norm på området, der blandt andet fastlægges ved Styrelsen for Patientklagers praksis samt ved faglige vejledninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen.

Bestemmelsen har karakter af en retlig standard, og den konkrete vurdering af, om en sundhedsperson har udvist den nødvendige omhu og samvittighedsfuldhed ændres med tiden. Kravet om omhu og samvittighedsfuldhed gælder i alle faser af sundhedsfaglig virksomhed, det vil sige undersøgelse, diagnosticering, behandling m.v. Dog gælder det kun i behandler-/patient-forholdet, og ikke for virksomhed, som en autoriseret sundhedsperson udfører i anden form for ansættelse, f.eks. som ansat i en administrativ stilling i f.eks. en faglig styrelse, en kommune, et forsikringsselskab hvor arbejdet ikke tager sigte på at behandle patienter m.v.

Kravet om omhu og samvittighedsfuldhed gør sig også gældende, hvis en autoriseret sundhedsperson vurderer, at en opgave ikke kan udføres forsvarligt, f.eks. fordi den pågældende sundhedsperson ikke føler sig kompetent til opgaven. Det er vigtigt, at den pågældende frasiger sig opgaver, som vedkommende ikke ser sig i stand til at udføre forsvarligt, og det forventes, at en autoriseret sundhedsperson kender og erkender egne begrænsninger. Der er ikke i autorisationsloven opstillet positivlister med anvisninger til, hvilke undersøgelser og behandlinger m.m., der må udføres inden for f.eks. de forskellige lægefaglige specialer. Det forudsættes dog, at den autoriserede sundhedsperson i alle behandlingssituationer udviser omhu og samvittighedsfuldhed og alene påtager sig behandlingsopgaver, som den pågældende mestrer. F.eks. vil en læge med en erhvervet speciallægeanerkendelse ikke nødvendigvis med omhu og samvittighedsfuldhed kunne udføre alle de behandlinger, der sædvanligvis varetages inden for det pågældende speciale, hvis lægen ikke, f.eks. på grund af manglende erfaring med en eller flere bestemte typer opgaver, kan udføre opgaven forsvarligt. Omhu og samvittighedsfuldhed tilsiger endvidere, at sundhedspersonen, i takt med en øget specialiseringsgrad eller ved fravær fra specialet, ikke påtager sig samme opgaver, som man tidligere har kunne udføre medmindre, at sundhedspersonen vurderer at kunne udføre opgaven forsvarligt, herunder sikrer sig at være fagligt opdateret med ny viden og standarder inden for området.

Princippet om omhu og samvittighedsfuldhed gælder for alle autoriserede sundhedspersoner, som således ikke har krav på at kunne udføre en bestemt faglig virksomhed, uagtet at sundhedspersonen i udgangspunktet er uddannet heri. Det afgørende for, om sundhedspersoner kan påtage sig behandlingerne inden for autorisationslovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed er, at de aktuelt er fagligt kompetente hertil.

En psykolog vil således med den foreslåede ordning skulle undlade at påtage sig opgaver og have pligt til at sige fra over for opgaver, hvis den pågældende ikke føler sig kompetent til at udføre den pågældende opgave. Det kan f.eks. være, hvis den pågældende (endnu) ikke har modtaget tilstrækkelig træning i udførelsen af bestemte opgaver. Den enkelte psykolog bør således alene påtage sig at udføre de behandlinger, som vedkommende fagligt er kvalificeret til, og som vedkommende ser sig i stand til at udføre fagligt forsvarligt.

Bestemmelsen i autorisationslovens § 17 svarer, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3215 og 3208, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 683, til psykologlovens § 12, men vil som følge af den foreslåede ordning komme til at gælde for alle psykologer.

Psykologer vil også blive omfattet af § 20 i autorisationsloven om de erklæringer, som en autoriseret sundhedsperson udfærdiger i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson. En autoriseret sundhedsperson er bl.a. efter § 20, stk. 1, forpligtet til at udvise omhu og uhildethed ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson. Ved uhildethed forstås, at sundhedspersonen skal være objektiv, det vil sige, at hverken personlig vel- eller modvilje må få indflydelse på indholdet af erklæringen eller attesten, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3216.

Erklæringer er skriftlige udsagn om en persons sundhedstilstand eller årsag til en persons død, som efter sit indhold er bestemt til at finde anvendelse i retsforhold, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3216. Dette er afspejlet i § 2 i bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v., hvor en erklæring defineres som en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold.

Psykologers afgivelse af erklæringer, der afgives i egenskab af psykolog som led i sundhedsfaglig psykologvirksomhed, vil være omfattet af autorisationslovens § 20. I overensstemmelse med bemærkningernes eksemplificering af sundhedsfaglig psykologvirksomhed, vil psykologers erklæringer i forbindelse med forældrekompetenceundersøgelser og børnesagkyndige undersøgelser således være omfattet. »Sundhedstilstand« og »helbred« skal således ikke forstås snævert.

Psykologer vil tillige blive omfattet af kapitel 6 om autorisationsloven om patientjournaler, herunder § 21 om journalføring og bekendtgørelse nr. 713 af 12. juni 2024 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler.

Psykologer vil desuden med forslaget blive omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn. Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne føre tilsyn med individuelle psykologers sundhedsfaglige virksomhed (individtilsynet) og om nødvendigt anvende tilsynsforanstaltningerne i autorisationslovens kapitel 3 over for psykologer. Psykologer vil være forpligtet til at medvirke til tilsynet i overensstemmelse med reglerne i autorisationsloven og anden relevant lovgivning. Tilsynet vil efter § 5 i autorisationsloven omfatte psykologers faglige virksomhed, forstået som sundhedsfaglig virksomhed. Det bemærkes, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne anvende relevante tilsynsreaktioner over for psykologer, der på grund af en fysisk tilstand eller en sygdom eller misbrug af rusmidler el.lign., er uegnet til at udøve erhvervet, uagtet at den pågældende psykolog ikke udfører sundhedsfaglig virksomhed.

En yderligere konsekvens af den foreslåede ordning vil være, at samtlige psykologer omfattes af reglerne om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Dette står i modsætning til den gældende retstilstand, hvor kun en delmængde af psykologer er omfattet af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns personelle kompetence og patienterstatningsordningens dækningsområde. Klageadgangen vil efter § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, i klage- og erstatningsloven omfatte psykologers sundhedsfaglige virksomhed samt efterlevelse af visse dele af sundhedsloven. Der henvises til bemærkningerne om psykologers sundhedsfaglige virksomhed. Dækning af patientskader vil bl.a. efter § 19, stk. 1, være betinget af at skaden påføres i forbindelse med psykologens undersøgelse, behandling el.lign.

Den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning for psykologer indebærer ikke i sig selv ændringer i de opgaver, som psykologer i dag udfører i sundhedsvæsenet og andetsteds. Det vil således stadigvæk være op til driftsherren – f.eks. den kommunale ledelse for en psykolog ansat i kommunen eller sygehusledelsen for en psykolog der arbejder i psykiatrien – at lede og fordele arbejdet. For selvstændige psykologer, vil de rammer, der sættes af en opdragsgiver, også kunne være normerende for psykologens opgaveløsning. Den foreslåede ordning indebærer således ikke, at psykologer opnår krav på at udføre bestemte opgaver, og det vil fortsat være op til driftsherren at fastsætte ansvars- og kompetencefordelingen personalet imellem inden for grænserne af det fagligt forsvarlige.

Efter det foreslåede § 70 f, stk. 2, har kun den, der har autorisation som psykolog, ret til at betegne sig som psykolog.

Forslaget vil indebære, at det fremover vil være et krav at en person oppebærer autorisation som psykolog i henhold til autorisationsloven for at kunne kalde sig psykolog.

Det betyder, at det, i modsætning til hvad der gælder i dag, ikke vil være tilladt at kalde sig psykolog alene på baggrund af en kandidatgrad i psykologi, idet det tillige vil være påkrævet, at man besidder en gyldig autorisation som psykolog. Kandidater i psykologi uden autorisation som psykolog vil fortsat kunne anvende betegnelserne »kandidat i psykologi«, »candidatus/candidata psychologiae«, »cand.psych.« og den engelske betegnelse »Master of Science (MSc) in Psychology«, forudsat at dette ikke i en given sammenhæng vil være egnet til at vække forestilling om at pågældende har en sådan autorisation. Det samme gælder anvendelsen af titlerne »mag.art. i psykologi«, »cand.pæd. i psykologi« og »cand.pæd.psych.« fra de historiske psykologiuddannelser.

Det er hensigten, at der i de relevante bekendtgørelser vil blive fastsat regler om EU/EØS-statsborgeres mulighed for at søge om autorisation som psykolog. For ansøgere, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS, er det hensigten, at de – på linje med hvad der gælder for andre grupper af ansøgere, der søger om dansk autorisation – skal have mulighed for at gennemføre en autorisationsproces, hvis deres udenlandske uddannelse kan sidestilles med den tilsvarende danske uddannelse.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter overtrædelse af titelbeskyttelsen straffes med bøde.

Efter det foreslåede § 70 f, stk. 3, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om udøvelse af psykologvirksomhed og om afgrænsning heraf.

Med den foreslåede bestemmelse får indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om udøvelse af psykologvirksomhed og om afgrænsning heraf. Den forslåede bestemmelse svarer til de bemyndigelser, der gælder for flere andre autorisationsgrupper.

Bemyndigelsen vil f.eks. kunne bruges til nærmere at afgrænse den faglige virksomhed, som psykologer udøver, herunder f.eks. at afgrænse psykologers virksomhed i forhold til andre faggrupper. Tilsvarende eksisterende bemyndigelser i autorisationsloven er udmøntet for nogle faggrupper, men ikke for alle. Lovforslaget indfører ikke et forbeholdt virksomhedsområde for psykologer.

(Til § 70 g)

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 1, må en person ikke uden særlig tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Forslaget vil medføre, at det ikke vil være tilladt at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) uden at være meddelt tilladelse hertil af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det vil heller ikke være tilladt at anvende betegnelserne »psykolog med praksisuddannelse« eller »klinisk psykolog« hver for sig, uden at være meddelt tilladelse hertil af Styrelsen for Patientsikkerhed. At psykologen kan vælge mellem to betegnelser skyldes, at psykologer udøver mangeartede former for faglig virksomhed, og at gennemførelse af praksisuddannelsen derfor bør medføre retten til at anvende betegnelser, der er relevante på tværs af disse kontekster.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 70 g, stk. 2, hvorefter tilladelse meddeles den, der har gennemført en psykologisk praksisuddannelse.

Forslaget vil betyde, at betegnelserne »psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog)«, »psykolog med praksisuddannelse« og »klinisk psykolog« alene må anvendes af personer, der oppebærer autorisation som psykolog, og som har gennemført en psykologisk praksisuddannelse og herefter er blevet meddelt tilladelse af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Herved sikres det, at en psykolog, der på denne måde har ladet sig opkvalificere, vil besidde betegnelser, der signalerer over for omverdenen, at den pågældende har styrket sine psykologfaglige kompetencer efter færdiggørelse af kandidatuddannelsen i psykologi. Klienter, myndigheder og andre arbejdsgivere kan tage bestik heraf, når de søger psykologer med bestemte kompetencer.

Titlen tjener således samme funktion, som titlen autoriseret psykolog under den gældende ordning, der indikerer, at psykologen har gennemgået Psykolognævnets supplerende praktiske uddannelse.

Forslaget skal ligeledes ses i sammenhæng med lovforslagets §§ 4-6 hvorefter bestemmelser i sektorlovgivningen, der stiller krav om anvendelse af en autoriseret psykolog ændres, således at de stiller krav om anvendelse af en psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog). Den forventning om styrkede kliniske kompetencer, der følger med betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) medfører således, at visse opgaver i sektorlovgivningen alene betros personer med denne titel, på samme måde som det i dag er tilfældet for autoriserede psykologer.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 2, hvorefter personer, der er autoriseret under den gældende ordning meddeles tilladelse til at anvende betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog). Herved sikres, at psykologer der allerede i dag har opkvalificeret sig ved at gennemføre Psykolognævnets supplerende praktiske uddannelse, anerkendes herfor, og kan varetage de samme funktioner i henhold til sektorlovgivningen som hidtil, jf. lovforslagets §§ 4-6.

Det foreslås, at overtrædelse af titelbeskyttelsen straffes med bøde, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 2, meddeles tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) til den, der har gennemført en psykologisk praksisuddannelse eller en udenlandsk uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Forslaget vil indebære, at meddelelsen af tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog), vil være betinget af, at ansøgeren har autorisation som psykolog og har gennemført en psykologisk praksisuddannelse, eller en udenlandsk uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Det forventes, at der i de relevante bekendtgørelser vil blive fastsat regler om EU/EØS-statsborgere mulighed for at søge om tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Såfremt en person med tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) får frataget eller frasiger sig sin autorisation som psykolog, bortfalder pågældendes tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) også.

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 3, 1. pkt., fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler om den psykologiske praksisuddannelse.

Forslaget vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte reglerne for den psykologiske praksisuddannelse. Ministeren, eller den, som ministeren bemyndiger hertil, vil blandt andet kunne fastsætte regler om merit, med henblik på at tage hensyn til psykologer, der ved den nye ordnings ikrafttræden er i gang med Psykolognævnets eksisterende supplerende praktiske uddannelse. Det forventes, at den psykologiske praksisuddannelse normale varighed vil være 2 år, ligesom det er tilfældet for Psykolognævnets eksisterende supplerende praktiske uddannelse.

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 3, 2. pkt. , kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om udøvelse af virksomhed som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler om udøvelse af virksomhed som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Denne bestemmelse svarer til, hvad der gælder for flere andre autorisationsgrupper. Bemyndigelsen kan f.eks. bruges til nærmere at afgrænse den faglige virksomhed, som psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer) udøver, herunder f.eks. at afgrænse deres virksomhed i forhold til andre faggrupper. Tilsvarende eksisterende bemyndigelser i autorisationsloven er udmøntet for nogle faggrupper, men ikke for alle. Lovforslaget indfører ikke et forbeholdt virksomhedsområde for psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer).

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 4, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om, at psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer) kan videreuddanne sig til specialpsykolog inden for nærmere bestemte funktionsområder og om anvendelse af særlige betegnelser for psykologer, der har gennemgået en sådan uddannelse.

Forslaget vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer) kan videreuddanne sig til specialpsykolog inden for nærmere bestemte funktionsområder og om anvendelse af særlige betegnelser for psykologer, der har gennemgået sådan uddannelse. Uberettiget anvendelse af specialpsykologbetegnelser fastsat i medfør af bestemmelsen ville kunne straffes i henhold til det foreslåede § 81, stk. 2, i autorisationsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Forslaget sikrer videreførelsen af de eksisterende specialpsykologuddannelser. Uddannelsen af psykologer i henhold til sundhedslovgivningen vil således fremover bestå af tre mulige trin: Gennemførelse af kandidatuddannelsen i psykologi, der danner grundlag for meddelelse af autorisation som psykolog, gennemførelse af den psykologiske praksisuddannelse, der danner grundlag for meddelelse af tilladelse til at betegne sig psykolog med praksisuddannelse og klinisk psykolog, og gennemførelse af en eller flere videreuddannelser som specialpsykolog.

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 5, kan indenrigs- og sundhedsministeren endvidere fastsætte regler om virksomhed der udøves af specialpsykologer.

Denne bestemmelse svarer til, hvad der gælder for flere andre autorisationsgrupper.

Bemyndigelsen kan f.eks. bruges til nærmere at afgrænse den faglige virksomhed, som specialpsykologer udøver, herunder f.eks. at afgrænse deres virksomhed i forhold til andre faggrupper. Tilsvarende eksisterende bemyndigelser i autorisationsloven er udmøntet for nogle faggrupper, men ikke for alle. Lovforslaget indfører ikke et forbeholdt virksomhedsområde for specialpsykologer.

Adgangen til at fastsætte regler om specialpsykologers virksomhed omfatter både specialpsykologer uddannet i henhold til de hidtidige regler i bekendtgørelse nr. 1303 af 25. november 2010 om specialuddannelse af psykologer i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri, og specialpsykologer uddannet i henhold til regler udstedt med og efter ikrafttrædelsen af denne lov.

Til nr. 8

Det fremgår af § 23, stk. 1, i psykologloven, at overtrædelse af bl.a. titelbeskyttelsen i § 1 straffes med bøde.

Det følger af § 78 i autorisationsloven, at en person, der uden autorisation anvender en betegnelse, der er forbeholdt autoriserede personer, eller betegner sig eller handler på anden måde, der er egnet til at vække forestilling om at pågældende har en sådan autorisation, jf. § 27, stk. 2, § 47, stk. 2, § 52, stk. 2, § 54, stk. 2, § 55, stk. 2, § 58, stk. 2, § 59, stk. 2, § 60, stk. 2, § 61, stk. 2, § 62, stk. 2, § 63, stk. 3, § 64, stk. 2, § 65, stk. 2, § 67, stk. 2, § 68, stk. 3, § 70, stk. 2, § 70 a, stk. 2, § 70 b, stk. 2, § 70 c, stk. 3, og § 70 e, stk. 2, straffes med bøde.

Det foreslås, at »og 70 e, stk. 2« i autorisationslovens § 78 ændres til »§ 70 e, stk. 2, eller § 70 f, stk. 2«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at brug af titlen psykolog, uden at være autoriseret som psykolog, vil kunne straffes med bøde. Også anden betegnelse eller handlen, der er egnet til at vække forestilling om, at man har autorisation som psykolog, når man ikke har en sådan autorisation, vil kunne straffes med bøde. Anvendelsen af den uofficielle betegnelse »cand.psych. aut.« og andre lignende titler, der vil kunne bringe patienten, klienten og brugeren i en vildfarelse om, at vedkommende besidder en sådan tilladelse vil derfor heller ikke være tilladt at anvende uden at have autorisation som psykolog.

Bødeniveauet fastlagt i sager om uberettiget brug af autorisationslovens eksisterende beskyttede titler vil skulle være retningsgivende for bødeniveauet ved uberettiget brug af titlen psykolog.

Ændringen af »og« til »eller« er alene af redaktionel karakter, og der er ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens retsvirkning i forbindelse hermed.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til nyt § 70 f i autorisationsloven), og bemærkningerne hertil.

Til nr. 9

Ifølge § 81 i autorisationsloven straffes en person, der uden tilladelse til at betegne sig som speciallæge, jf. § 30, specialtandlæge, jf. § 47, stk. 4, eller specialsygeplejerske, jf. § 54 a, stk. 1, giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, med bøde.

Det foreslås, at der i autorisationslovens § 81 indsættes et nyt stk. 2, hvorefter en person, der betegner sig som specialpsykolog i strid med regler fastsat i medfør af § 70 g, stk. 4, straffes på samme måde.

Forslaget vil betyde, at brug af titlen specialpsykolog uden at opfylde kravene hertil i regler fastsat i medfør af § 70 g, stk. 4, vil kunne straffes med bøde. Hvis det eksempelvis fastsættes i regler udstedt i medfør af § 70 g, stk. 4, at man skal have gennemført specialpsykologuddannelsen for at kunne kalde sig specialpsykolog, vil det være strafbart for en person der ikke har gennemført uddannelsen at kalde sig specialpsykolog.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til nyt § 70 g i autorisationsloven), og bemærkningerne hertil.

Til nr. 10

Det følger af § 81 a i autorisationsloven, at en person, der uden tilladelse til at betegne sig som ambulancebehandler med særlig kompetence eller paramediciner, jf. § 70 d, stk. 1, giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, straffes med bøde.

Det foreslås, at der efter autorisationslovens § 81 a indsættes en ny § 81 b , hvorefter en person, der uden tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse eller klinisk psykolog, jf. § 70 g, stk. 1, giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, straffes med bøde.

Den foreslåede ændring vil medføre, at brug af betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) samt »psykolog med praksisuddannelse« og »klinisk psykolog« hver for sig, uden at have tilladelse hertil fra Styrelsen for Patientsikkerhed, vil kunne straffes med bøde. Også andre former for ageren, der kan give udtryk for, at man har en sådan tilladelse, når dette ikke er tilfældet, vil kunne straffes med bøde. Anvendelsen af uofficielle betegnelser, såsom »cand.psych. prac.«, »cand.psych. aut.prac.«, »psychologus practici«, »cand.psych. clin.«, »cand.psych. aut.clin.«, »psychologus clinici« og andre lignende titler, der vil kunne bringe patienten, klienten og brugeren i en vildfarelse om, at vedkommende besidder en sådan tilladelse vil derfor heller ikke være tilladt at anvende uden at have gennemført den psykologiske praksisuddannelse og være blevet meddelt tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bødeniveauet fastlagt i sager om uberettiget brug af autorisationslovens eksisterende beskyttede titler – herunder specialisttitlerne i §§ 81 og 81 a – vil skulle være retningsgivende for bødeniveauet ved uberettiget brug af betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til nyt § 70 g i autorisationsloven), og bemærkningerne hertil.