Lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed og forskellige andre love og om ophævelse af lov om psykologer m.v. (Sundhedsfaglig autorisation af psykologer)

Kilde

Til nr. 1

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter efter § 4 i autorisationsloven regler om Styrelsen for Patientsikkerheds opkrævning af gebyrer for behandling af ansøgninger om autorisation efter denne lov samt gebyrer for behandling af ansøgninger om tilladelse til selvstændigt virke som henholdsvis læge, tandlæge eller kiropraktor og tilladelse til at betegne sig som speciallæge, specialtandlæge eller ambulancebehandler med særlig kompetence (paramediciner) baseret på uddannelse gennemført i Danmark eller i udlandet.

Det følger af § 4 a, stk. 1, 1. pkt., i autorisationsloven, at ansøgning om autorisation og om tilladelse til selvstændigt virke som henholdsvis læge, tandlæge eller kiropraktor og tilladelse til at betegne sig som speciallæge, specialtandlæge eller ambulancebehandler med særlig kompetence (paramediciner) efter denne lov skal indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed (digital selvbetjening). Undtagelser fra pligten til at indgive ansøgninger gennem digital selvbetjening fremgår af stk. 2 og 3.

Det foreslås at ændre »specialtandlæge eller ambulancebehandler med særlig kompetence (paramediciner)« i autorisationslovens § 4 og § 4 a, stk. 1, 1. pkt. , til »specialtandlæge, ambulancebehandler med særlig kompetence (paramediciner) eller psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog)«.

Den foreslåede ændring af autorisationslovens § 4 vil indebære, at indenrigs- og sundhedsministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om opkrævning af gebyrer for behandling af ansøgninger om bl.a. tilladelse til at anvende specialisttitler, udvides til også at kunne fastsætte regler om opkrævning af gebyr for behandling af sager om tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Den foreslåede ændring af autorisationslovens § 4 a, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at ansøgning om tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) som hovedregel vil skulle indgives til Styrelsen for Patientsikkerhed ved anvendelse af den digitale løsning, som Styrelsen for Patientsikkerhed stiller til rådighed (digital selvbetjening).

De foreslåede ændringer skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 70 g i autorisationsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, hvorefter psykologer har mulighed for at opnå tilladelse til at betegne sig psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) ved at gennemføre en psykologisk praksisuddannelse.

Til nr. 2

Det fremgår af § 5, stk. 1, i autorisationsloven, at Styrelsen for Patientsikkerhed fører tilsyn med faglig virksomhed, der udøves af autoriserede sundhedspersoner og sundhedspersoner, der handler på disses ansvar. Det følger af § 5, stk. 2, at Styrelsen for Patientsikkerhed endvidere fører tilsyn med andre personer end sundhedspersoner, jf. stk. 1, der udøver sundhedsfaglig virksomhed inden for sundhedsvæsenet.

Efter § 5, stk. 3, i autorisationsloven, gælder stk. 1 og 2 ikke for virksomhed, der udøves af autoriserede psykologer.

Det foreslås at ophæve autorisationslovens § 5, stk. 3 .

Den foreslåede ændring vil sammen med lovforslagets § 1, nr. 7, indebære, at psykologer bliver omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn med individuelle sundhedspersoner (individtilsynet).

Forslaget skal ses i sammenhæng med den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning for psykologer i lovforslagets § 1, nr. 7.

Til nr. 3

Det fremgår af § 5, stk. 5, i autorisationsloven, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan bemyndige personer til at udøve tilsyn efter stk. 1, 2 og 4.

Autorisationslovens § 5, stk. 1, 2 og 4, afgrænser den persongruppe, som Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn omfatter.

Det foreslås at ændre »stk. 1, 2 og 4« i autorisationslovens § 5, stk. 5, til »stk. 1-3«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved det gældende stk. 4 bliver til stk. 3. Den foreslåede ændring vil sikre, at der fortsat henvises korrekt til den persongruppe, som Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn omfatter.

Til nr. 4

Efter § 6, stk. 1, i autorisationsloven, er personer omfattet af § 5, stk. 1, 2 og 4, forpligtet til på begæring af Styrelsen for Patientsikkerhed at afgive oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af tilsynet, og at medvirke ved tilsyn efter Styrelsen for Patientsikkerheds nærmere anvisninger.

Det følger tillige af § 6, stk. 2, i autorisationsloven, at arbejdsgivere for personer omfattet af § 5, stk. 1, 2 og 4, er forpligtet til på begæring af Styrelsen for Patientsikkerhed at afgive alle oplysninger, der er nødvendige for gennemførelse af tilsynet.

Det fremgår endelig af § 10 b, stk. 1, at Styrelsen for Patientsikkerhed for en nærmere angiven periode kan iværksætte skærpet tilsyn med en person omfattet af den i § 5, stk. 1, 2 og 4, nævnte personkreds, hvis styrelsen har begrundet mistanke om, at den pågældende vil kunne udgøre en forringet sikkerhed for patienter på grund af kritisabel faglig virksomhed.

Autorisationslovens § 5, stk. 1, 2 og 4, afgrænser den persongruppe, som Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn omfatter.

Det foreslås at ændre »§ 5, stk. 1, 2 og 4« i autorisationslovens § 6, stk. 1 og 2, og § 10 b, stk. 1, til »§ 5, stk. 1-3«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved det gældende stk. 4 bliver til stk. 3. Den foreslåede ændring vil sikre, at der fortsat henvises korrekt til den persongruppe, som Styrelsen for Patientsikkerheds individtilsyn omfatter.

Til nr. 5

Det følger af § 6, stk. 3, i autorisationsloven, at Styrelsen for Patientsikkerhed eller personer, der af styrelsen er bemyndiget til at udøve tilsynet, jf. § 5, stk. 5, til enhver tid mod behørig legitimation uden retskendelse har adgang til sygehuse, plejehjem og lign.

Autorisationslovens § 5, stk. 5, bestemmer, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan bemyndige personer til at udøve tilsyn efter stk. 1, 2 og 4.

Det foreslås at ændre »§ 5, stk. 5« i autorisationslovens § 6, stk. 3, til »§ 5, stk. 4«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med den foreslåede ophævelse af § 5, stk. 3, i lovforslagets § 1, nr. 2, hvorved det gældende stk. 5 bliver til stk. 4. Den foreslåede ændring vil sikre, at der fortsat henvises korrekt til bestemmelsen, der hjemler at Styrelsen for Patientsikkerhed kan bemyndige personer til at udøve tilsyn efter § 5, stk. 1, 2 og 4, der med forslaget bliver stk. 1, 2 og 3.

Til nr. 6

Efter § 21, stk. 1, 1. pkt. i autorisationsloven skal læger, tandlæger, kiropraktorer, sygeplejersker, jordemødre, kliniske diætister, kliniske tandteknikere, tandplejere, kontaktlinseoptikere, optometrister og behandlerfarmaceuter føre patientjournaler over deres virksomhed.

Ifølge § 21, stk. 2, i autorisationsloven, kan Styrelsen for Patientsikkerhed fastsætte regler om, at andre end de i stk. 1 nævnte grupper af autoriserede sundhedspersoner skal føre patientjournaler, herunder om omfanget af journalføringspligten m.v.

Journalføringspligten er i bekendtgørelse nr. 713 af 12. juni 2024 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler (journalføring, opbevaring, videregivelse, overdragelse m.v.), der er udstedt i medfør af § 21, stk. 2, udvidet til at også at gælde andre autoriserede sundhedspersoner og personer, der handler på disses ansvar.

Det foreslås, at »optometrister og behandlerfarmaceuter« i autorisationslovens § 21, stk. 1, 1. pkt. , ændres til »optometrister, behandlerfarmaceuter og psykologer«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at psykologer forpligtes til at føre patientjournaler over deres virksomhed efter autorisationslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., i samme omfang som andre autoriserede sundhedspersoner nævnt i bestemmelsen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7, hvor det foreslås, at der oprettes en sundhedsfaglig autorisationsordning for psykologer. Forslaget skal tillige ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 8, hvorefter psykologers pligt til at føre patientjournaler over deres virksomhed i henhold til autorisationslovens § 21, stk. 1, 1. pkt., alene omfatter journalføring af virksomhed fra 1. januar 2026 og frem, samt lovforslagets § 10, stk. 9 og 10, om håndteringen af autoriserede psykologers eksisterende ordnede optegnelser.

Til nr. 7

Psykologers virksomhed, herunder autorisation, reguleres i dag efter reglerne i psykologloven og ikke autorisationsloven som andre sundhedspersoner. Det fremgår af § 1, stk. 1, i psykologloven, at ret til at betegne sig som psykolog har kun den, der ved et universitet eller anden højere uddannelsesinstitution har bestået kandidateksamen i psykologi eller dermed ligestillet eksamen.

Det følger af § 1, stk. 2, i psykologloven, at ret til at betegne sig som autoriseret psykolog har kun den, der har fået autorisation som psykolog efter § 2.

Det fremgår af § 2, stk. 1, i psykologloven, at ret til at få autorisation som psykolog har enhver, der her i landet har bestået kandidateksamen i psykologi, psykologisk-pædagogisk kandidateksamen eller dermed ligestillet eksamen, og som har gennemgået en af Psykolognævnet, jf. § 17, nærmere bestemt supplerende praktisk uddannelse af 2 års varighed. Efter § 2, stk. 2, i psykologloven, omfatter retten til at få autorisation som psykolog endvidere enhver, der i udlandet har gennemgået en uddannelse, som kan ligestilles med de i stk. 1 nævnte uddannelser. Ifølge bemærkningerne til § 2, stk. 1, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 682, omfatter »dermed ligestillet eksamen«, ud over de i bestemmelsen nævnte eksamener, magisterkonferens i psykologi.

Indenrigs- og sundhedsministeren kan i henhold til § 16, stk. 1, i autorisationsloven efter forhandling med børne- og undervisningsministeren eller uddannelses- og forskningsministeren fastsætte regler om videreuddannelse for personalegrupper inden for sundhedsvæsenet, hvor sådanne regler ikke allerede er fastsat ved lov. Herunder kan aftales, at videreuddannelse kan varetages i samarbejde med de nævnte ministerier. Sundhedsstyrelsen har i medfør heraf og efter bemyndigelse udstedt bekendtgørelse nr. 1303 af 25. november 2010 om specialuddannelse af psykologer i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri. Bekendtgørelsen regulerer den såkaldte specialpsykologuddannelse for autoriserede psykologer, der vil specialisere sig i børne- og ungdomspsykiatri eller psykiatri.

Det foreslås, at psykologer omfattes af autorisationsloven. Det foreslås derfor, at der i autorisationslovens afsnit II indsættes et nyt kapitel 24 e indeholdende bestemmelserne § 70 f og § 70 g .

(Til § 70 f)

Efter det foreslåede § 70 f, stk. 1 , meddeles autorisation som psykolog den, der har bestået dansk psykologeksamen eller en udenlandsk eksamen, der kan sidestilles hermed, jf. §§ 2 og 3. Med »dansk psykologeksamen« forstås de samme danske uddannelser der i dag giver adgang til at anvende psykologtitlen og opnå autorisation som psykolog, dvs. kandidateksamen i psykologi (cand.psych.) og de historiske uddannelser magisterkonferens i psykologi (mag.art. i psykologi) og psykologisk-pædagogisk kandidateksamen (cand.pæd. i psykologi).

»Dansk psykologeksamen« omfatter derimod ikke andre kandidatgrader i psykologi, såsom kandidatgraden i socialpsykologi og læring (cand.mag. i socialpsykologi og læring) eller kandidatgraden i pædagogisk psykologi (cand.pæd. i pædagogisk psykologi). »Dansk psykologeksamen« omfatter heller ikke andre danske uddannelser, hvor psykologiske fagelementer indgår, såsom Roskilde Universitets kombinationsuddannelser med psykologi som et af fagene eller kandidatuddannelsen i erhvervsøkonomi og psykologi ved Copenhagen Business School.

Forslaget vil medføre, at psykologers autorisationsforhold underlægges reglerne i autorisationsloven. Denne sundhedsfaglige autorisationsordning vil erstatte den nuværende autorisationsordning for psykologer i psykologloven. Der henvises til den foreslåede ophævelse af psykologloven, jf. lovforslagets § 8, og bemærkningerne hertil.

Psykologer udøver mangeartede former for faglig virksomhed, hvoraf nogle er sundhedsfaglig virksomhed og andre ikke er. Autorisationsordningerne i autorisationsloven er rettet mod autoriserede sundhedspersoners sundhedsfaglige virksomhed og visse forskrifter relateret hertil. Det er derfor afgørende for, om en psykologs virksomhed vil være omfattet heraf, hvorvidt pågældende i et givent tilfælde udøver sundhedsfaglig virksomhed.

Sundhedsfaglig virksomhed forstås i almindelighed i overensstemmelse med behandlingsbegrebet efter sundhedslovens § 5, hvorefter behandling omfatter undersøgelse, diagnosticering, sygdomsbehandling, fødselshjælp, genoptræning, sundhedsfaglig pleje, samt forebyggelse og sundhedsfremme i forhold til den enkelte patient.

Der vil således være tale om behandling, når en psykolog undersøger, diagnosticerer eller behandler en patient med psykisk lidelse. Der vil også være tale om behandling når en psykolog f.eks. ved samtaleterapi behandler eller rådgiver personer, der befinder sig i en krisesituation eller på anden måde har personlige vanskeligheder. Der vil tillige være tale om behandling, når en psykolog ved brug af sine psykologfaglige kompetencer vurderer en persons funktions- og kompetenceevne, psykiske trivsel m.v., sådan som det f.eks. er tilfældet, når en psykolog udfører psykologisk undersøgelse af børn og forældre som led i en forældrekompetenceundersøgelse eller børnesagkyndig undersøgelse, eller når psykologer udfører udredning og tests i PPR-regi. Det afgørende er, at der er tale om et konkret patient/behandler-forhold – uafhængigt af om der i praksis bruges betegnelser som klient, borger eller andet om den, der behandles eller ydes rådgivning til. Det er ikke afgørende, om behandlingen, kun omfatter en person ad gangen, eller sker på et hold. Formålet med behandling – og ikke behandlingsmetode – er afgørende.

Begreberne »patient«, »klient« og »borger« skal i denne sammenhæng ikke nødvendigvis forstås sådan, at patienten/klienten også er psykologens opdragsgiver.

Visse former for psykologfaglig virksomhed kan ikke betegnes som sundhedsfaglig virksomhed, navnlig skriftlig formidling, undervisning og opgaver af rent administrativ karakter, herunder hvor en psykolog på samme måde som en kommunal lægekonsulent alene tager stilling til en sag på skriftligt grundlag. Heller ikke varetagelse af en HR-funktion eller generel rådgivning om organisationspsykologiske forhold, hvori der ikke indgår et patient/behandler- eller klient/psykolog-forhold kan betegnes som sundhedsfaglig virksomhed. Lovforslaget vil ikke ændre på det faktum, at psykologer i dag også udfører vigtige opgaver på områder, der ikke kan karakteriseres som sundhedsfaglige. Der vil eksempelvis være psykologopgaver i regi af skolevæsenet, der er så abstraheret fra konkrete personforhold eller af så almen karakter, at de ikke kan anses som sundhedsfaglige.

Med forslaget vil psykologer blive underlagt de pligter der påhviler autoriserede sundhedspersoner i henhold til autorisationsloven.

Psykologer vil bl.a. blive omfattet af § 17 i autorisationsloven. Bestemmelsen fastslår, at en autoriseret sundhedsperson under udøvelsen af sin virksomhed er forpligtet til at udvise omhu og samvittighedsfuldhed. Det betyder, at alle autoriserede sundhedspersoner skal udføre deres faglige virksomhed i henhold til den almindeligt anerkendte faglige standard eller norm på området, der blandt andet fastlægges ved Styrelsen for Patientklagers praksis samt ved faglige vejledninger fra Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsstyrelsen.

Bestemmelsen har karakter af en retlig standard, og den konkrete vurdering af, om en sundhedsperson har udvist den nødvendige omhu og samvittighedsfuldhed ændres med tiden. Kravet om omhu og samvittighedsfuldhed gælder i alle faser af sundhedsfaglig virksomhed, det vil sige undersøgelse, diagnosticering, behandling m.v. Dog gælder det kun i behandler-/patient-forholdet, og ikke for virksomhed, som en autoriseret sundhedsperson udfører i anden form for ansættelse, f.eks. som ansat i en administrativ stilling i f.eks. en faglig styrelse, en kommune, et forsikringsselskab hvor arbejdet ikke tager sigte på at behandle patienter m.v.

Kravet om omhu og samvittighedsfuldhed gør sig også gældende, hvis en autoriseret sundhedsperson vurderer, at en opgave ikke kan udføres forsvarligt, f.eks. fordi den pågældende sundhedsperson ikke føler sig kompetent til opgaven. Det er vigtigt, at den pågældende frasiger sig opgaver, som vedkommende ikke ser sig i stand til at udføre forsvarligt, og det forventes, at en autoriseret sundhedsperson kender og erkender egne begrænsninger. Der er ikke i autorisationsloven opstillet positivlister med anvisninger til, hvilke undersøgelser og behandlinger m.m., der må udføres inden for f.eks. de forskellige lægefaglige specialer. Det forudsættes dog, at den autoriserede sundhedsperson i alle behandlingssituationer udviser omhu og samvittighedsfuldhed og alene påtager sig behandlingsopgaver, som den pågældende mestrer. F.eks. vil en læge med en erhvervet speciallægeanerkendelse ikke nødvendigvis med omhu og samvittighedsfuldhed kunne udføre alle de behandlinger, der sædvanligvis varetages inden for det pågældende speciale, hvis lægen ikke, f.eks. på grund af manglende erfaring med en eller flere bestemte typer opgaver, kan udføre opgaven forsvarligt. Omhu og samvittighedsfuldhed tilsiger endvidere, at sundhedspersonen, i takt med en øget specialiseringsgrad eller ved fravær fra specialet, ikke påtager sig samme opgaver, som man tidligere har kunne udføre medmindre, at sundhedspersonen vurderer at kunne udføre opgaven forsvarligt, herunder sikrer sig at være fagligt opdateret med ny viden og standarder inden for området.

Princippet om omhu og samvittighedsfuldhed gælder for alle autoriserede sundhedspersoner, som således ikke har krav på at kunne udføre en bestemt faglig virksomhed, uagtet at sundhedspersonen i udgangspunktet er uddannet heri. Det afgørende for, om sundhedspersoner kan påtage sig behandlingerne inden for autorisationslovens krav om omhu og samvittighedsfuldhed er, at de aktuelt er fagligt kompetente hertil.

En psykolog vil således med den foreslåede ordning skulle undlade at påtage sig opgaver og have pligt til at sige fra over for opgaver, hvis den pågældende ikke føler sig kompetent til at udføre den pågældende opgave. Det kan f.eks. være, hvis den pågældende (endnu) ikke har modtaget tilstrækkelig træning i udførelsen af bestemte opgaver. Den enkelte psykolog bør således alene påtage sig at udføre de behandlinger, som vedkommende fagligt er kvalificeret til, og som vedkommende ser sig i stand til at udføre fagligt forsvarligt.

Bestemmelsen i autorisationslovens § 17 svarer, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3215 og 3208, jf. Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 683, til psykologlovens § 12, men vil som følge af den foreslåede ordning komme til at gælde for alle psykologer.

Psykologer vil også blive omfattet af § 20 i autorisationsloven om de erklæringer, som en autoriseret sundhedsperson udfærdiger i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson. En autoriseret sundhedsperson er bl.a. efter § 20, stk. 1, forpligtet til at udvise omhu og uhildethed ved udfærdigelse af erklæringer, som vedkommende afgiver i sin egenskab af autoriseret sundhedsperson. Ved uhildethed forstås, at sundhedspersonen skal være objektiv, det vil sige, at hverken personlig vel- eller modvilje må få indflydelse på indholdet af erklæringen eller attesten, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3216.

Erklæringer er skriftlige udsagn om en persons sundhedstilstand eller årsag til en persons død, som efter sit indhold er bestemt til at finde anvendelse i retsforhold, jf. Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3216. Dette er afspejlet i § 2 i bekendtgørelse nr. 908 af 18. august 2011 om afgivelse af erklæringer m.v., hvor en erklæring defineres som en skriftlig udtalelse fra en sundhedsperson om enten en patients helbred eller årsagen til en patients død, og som er bestemt til at finde anvendelse i privat- eller offentligretlige retsforhold.

Psykologers afgivelse af erklæringer, der afgives i egenskab af psykolog som led i sundhedsfaglig psykologvirksomhed, vil være omfattet af autorisationslovens § 20. I overensstemmelse med bemærkningernes eksemplificering af sundhedsfaglig psykologvirksomhed, vil psykologers erklæringer i forbindelse med forældrekompetenceundersøgelser og børnesagkyndige undersøgelser således være omfattet. »Sundhedstilstand« og »helbred« skal således ikke forstås snævert.

Psykologer vil tillige blive omfattet af kapitel 6 om autorisationsloven om patientjournaler, herunder § 21 om journalføring og bekendtgørelse nr. 713 af 12. juni 2024 om autoriserede sundhedspersoners patientjournaler.

Psykologer vil desuden med forslaget blive omfattet af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn. Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne føre tilsyn med individuelle psykologers sundhedsfaglige virksomhed (individtilsynet) og om nødvendigt anvende tilsynsforanstaltningerne i autorisationslovens kapitel 3 over for psykologer. Psykologer vil være forpligtet til at medvirke til tilsynet i overensstemmelse med reglerne i autorisationsloven og anden relevant lovgivning. Tilsynet vil efter § 5 i autorisationsloven omfatte psykologers faglige virksomhed, forstået som sundhedsfaglig virksomhed. Det bemærkes, at Styrelsen for Patientsikkerhed vil kunne anvende relevante tilsynsreaktioner over for psykologer, der på grund af en fysisk tilstand eller en sygdom eller misbrug af rusmidler el.lign., er uegnet til at udøve erhvervet, uagtet at den pågældende psykolog ikke udfører sundhedsfaglig virksomhed.

En yderligere konsekvens af den foreslåede ordning vil være, at samtlige psykologer omfattes af reglerne om klage- og erstatningsadgang inden for sundhedsvæsenet. Dette står i modsætning til den gældende retstilstand, hvor kun en delmængde af psykologer er omfattet af Sundhedsvæsenets Disciplinærnævns personelle kompetence og patienterstatningsordningens dækningsområde. Klageadgangen vil efter § 1, stk. 1, og § 2, stk. 1, i klage- og erstatningsloven omfatte psykologers sundhedsfaglige virksomhed samt efterlevelse af visse dele af sundhedsloven. Der henvises til bemærkningerne om psykologers sundhedsfaglige virksomhed. Dækning af patientskader vil bl.a. efter § 19, stk. 1, være betinget af at skaden påføres i forbindelse med psykologens undersøgelse, behandling el.lign.

Den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning for psykologer indebærer ikke i sig selv ændringer i de opgaver, som psykologer i dag udfører i sundhedsvæsenet og andetsteds. Det vil således stadigvæk være op til driftsherren – f.eks. den kommunale ledelse for en psykolog ansat i kommunen eller sygehusledelsen for en psykolog der arbejder i psykiatrien – at lede og fordele arbejdet. For selvstændige psykologer, vil de rammer, der sættes af en opdragsgiver, også kunne være normerende for psykologens opgaveløsning. Den foreslåede ordning indebærer således ikke, at psykologer opnår krav på at udføre bestemte opgaver, og det vil fortsat være op til driftsherren at fastsætte ansvars- og kompetencefordelingen personalet imellem inden for grænserne af det fagligt forsvarlige.

Efter det foreslåede § 70 f, stk. 2, har kun den, der har autorisation som psykolog, ret til at betegne sig som psykolog.

Forslaget vil indebære, at det fremover vil være et krav at en person oppebærer autorisation som psykolog i henhold til autorisationsloven for at kunne kalde sig psykolog.

Det betyder, at det, i modsætning til hvad der gælder i dag, ikke vil være tilladt at kalde sig psykolog alene på baggrund af en kandidatgrad i psykologi, idet det tillige vil være påkrævet, at man besidder en gyldig autorisation som psykolog. Kandidater i psykologi uden autorisation som psykolog vil fortsat kunne anvende betegnelserne »kandidat i psykologi«, »candidatus/candidata psychologiae«, »cand.psych.« og den engelske betegnelse »Master of Science (MSc) in Psychology«, forudsat at dette ikke i en given sammenhæng vil være egnet til at vække forestilling om at pågældende har en sådan autorisation. Det samme gælder anvendelsen af titlerne »mag.art. i psykologi«, »cand.pæd. i psykologi« og »cand.pæd.psych.« fra de historiske psykologiuddannelser.

Det er hensigten, at der i de relevante bekendtgørelser vil blive fastsat regler om EU/EØS-statsborgeres mulighed for at søge om autorisation som psykolog. For ansøgere, der er statsborgere i og/eller uddannet i lande uden for EU/EØS, er det hensigten, at de – på linje med hvad der gælder for andre grupper af ansøgere, der søger om dansk autorisation – skal have mulighed for at gennemføre en autorisationsproces, hvis deres udenlandske uddannelse kan sidestilles med den tilsvarende danske uddannelse.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 8, hvorefter overtrædelse af titelbeskyttelsen straffes med bøde.

Efter det foreslåede § 70 f, stk. 3, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om udøvelse af psykologvirksomhed og om afgrænsning heraf.

Med den foreslåede bestemmelse får indenrigs- og sundhedsministeren bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler om udøvelse af psykologvirksomhed og om afgrænsning heraf. Den forslåede bestemmelse svarer til de bemyndigelser, der gælder for flere andre autorisationsgrupper.

Bemyndigelsen vil f.eks. kunne bruges til nærmere at afgrænse den faglige virksomhed, som psykologer udøver, herunder f.eks. at afgrænse psykologers virksomhed i forhold til andre faggrupper. Tilsvarende eksisterende bemyndigelser i autorisationsloven er udmøntet for nogle faggrupper, men ikke for alle. Lovforslaget indfører ikke et forbeholdt virksomhedsområde for psykologer.

(Til § 70 g)

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 1, må en person ikke uden særlig tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Forslaget vil medføre, at det ikke vil være tilladt at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) uden at være meddelt tilladelse hertil af Styrelsen for Patientsikkerhed. Det vil heller ikke være tilladt at anvende betegnelserne »psykolog med praksisuddannelse« eller »klinisk psykolog« hver for sig, uden at være meddelt tilladelse hertil af Styrelsen for Patientsikkerhed. At psykologen kan vælge mellem to betegnelser skyldes, at psykologer udøver mangeartede former for faglig virksomhed, og at gennemførelse af praksisuddannelsen derfor bør medføre retten til at anvende betegnelser, der er relevante på tværs af disse kontekster.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det foreslåede § 70 g, stk. 2, hvorefter tilladelse meddeles den, der har gennemført en psykologisk praksisuddannelse.

Forslaget vil betyde, at betegnelserne »psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog)«, »psykolog med praksisuddannelse« og »klinisk psykolog« alene må anvendes af personer, der oppebærer autorisation som psykolog, og som har gennemført en psykologisk praksisuddannelse og herefter er blevet meddelt tilladelse af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Herved sikres det, at en psykolog, der på denne måde har ladet sig opkvalificere, vil besidde betegnelser, der signalerer over for omverdenen, at den pågældende har styrket sine psykologfaglige kompetencer efter færdiggørelse af kandidatuddannelsen i psykologi. Klienter, myndigheder og andre arbejdsgivere kan tage bestik heraf, når de søger psykologer med bestemte kompetencer.

Titlen tjener således samme funktion, som titlen autoriseret psykolog under den gældende ordning, der indikerer, at psykologen har gennemgået Psykolognævnets supplerende praktiske uddannelse.

Forslaget skal ligeledes ses i sammenhæng med lovforslagets §§ 4-6 hvorefter bestemmelser i sektorlovgivningen, der stiller krav om anvendelse af en autoriseret psykolog ændres, således at de stiller krav om anvendelse af en psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog). Den forventning om styrkede kliniske kompetencer, der følger med betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) medfører således, at visse opgaver i sektorlovgivningen alene betros personer med denne titel, på samme måde som det i dag er tilfældet for autoriserede psykologer.

Forslaget skal endvidere ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 2, hvorefter personer, der er autoriseret under den gældende ordning meddeles tilladelse til at anvende betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog). Herved sikres, at psykologer der allerede i dag har opkvalificeret sig ved at gennemføre Psykolognævnets supplerende praktiske uddannelse, anerkendes herfor, og kan varetage de samme funktioner i henhold til sektorlovgivningen som hidtil, jf. lovforslagets §§ 4-6.

Det foreslås, at overtrædelse af titelbeskyttelsen straffes med bøde, jf. lovforslagets § 1, nr. 10.

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 2, meddeles tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) til den, der har gennemført en psykologisk praksisuddannelse eller en udenlandsk uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Forslaget vil indebære, at meddelelsen af tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog), vil være betinget af, at ansøgeren har autorisation som psykolog og har gennemført en psykologisk praksisuddannelse, eller en udenlandsk uddannelse, der kan sidestilles hermed.

Det forventes, at der i de relevante bekendtgørelser vil blive fastsat regler om EU/EØS-statsborgere mulighed for at søge om tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Såfremt en person med tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) får frataget eller frasiger sig sin autorisation som psykolog, bortfalder pågældendes tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) også.

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 3, 1. pkt., fastsætter indenrigs- og sundhedsministeren regler om den psykologiske praksisuddannelse.

Forslaget vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte reglerne for den psykologiske praksisuddannelse. Ministeren, eller den, som ministeren bemyndiger hertil, vil blandt andet kunne fastsætte regler om merit, med henblik på at tage hensyn til psykologer, der ved den nye ordnings ikrafttræden er i gang med Psykolognævnets eksisterende supplerende praktiske uddannelse. Det forventes, at den psykologiske praksisuddannelse normale varighed vil være 2 år, ligesom det er tilfældet for Psykolognævnets eksisterende supplerende praktiske uddannelse.

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 3, 2. pkt. , kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om udøvelse af virksomhed som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Med den foreslåede bestemmelse bemyndiges indenrigs- og sundhedsministeren til at fastsætte regler om udøvelse af virksomhed som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Denne bestemmelse svarer til, hvad der gælder for flere andre autorisationsgrupper. Bemyndigelsen kan f.eks. bruges til nærmere at afgrænse den faglige virksomhed, som psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer) udøver, herunder f.eks. at afgrænse deres virksomhed i forhold til andre faggrupper. Tilsvarende eksisterende bemyndigelser i autorisationsloven er udmøntet for nogle faggrupper, men ikke for alle. Lovforslaget indfører ikke et forbeholdt virksomhedsområde for psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer).

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 4, kan indenrigs- og sundhedsministeren fastsætte regler om, at psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer) kan videreuddanne sig til specialpsykolog inden for nærmere bestemte funktionsområder og om anvendelse af særlige betegnelser for psykologer, der har gennemgået en sådan uddannelse.

Forslaget vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren bemyndiges til at fastsætte regler om, at psykologer med praksisuddannelse (kliniske psykologer) kan videreuddanne sig til specialpsykolog inden for nærmere bestemte funktionsområder og om anvendelse af særlige betegnelser for psykologer, der har gennemgået sådan uddannelse. Uberettiget anvendelse af specialpsykologbetegnelser fastsat i medfør af bestemmelsen ville kunne straffes i henhold til det foreslåede § 81, stk. 2, i autorisationsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 9.

Forslaget sikrer videreførelsen af de eksisterende specialpsykologuddannelser. Uddannelsen af psykologer i henhold til sundhedslovgivningen vil således fremover bestå af tre mulige trin: Gennemførelse af kandidatuddannelsen i psykologi, der danner grundlag for meddelelse af autorisation som psykolog, gennemførelse af den psykologiske praksisuddannelse, der danner grundlag for meddelelse af tilladelse til at betegne sig psykolog med praksisuddannelse og klinisk psykolog, og gennemførelse af en eller flere videreuddannelser som specialpsykolog.

Efter det foreslåede § 70 g, stk. 5, kan indenrigs- og sundhedsministeren endvidere fastsætte regler om virksomhed der udøves af specialpsykologer.

Denne bestemmelse svarer til, hvad der gælder for flere andre autorisationsgrupper.

Bemyndigelsen kan f.eks. bruges til nærmere at afgrænse den faglige virksomhed, som specialpsykologer udøver, herunder f.eks. at afgrænse deres virksomhed i forhold til andre faggrupper. Tilsvarende eksisterende bemyndigelser i autorisationsloven er udmøntet for nogle faggrupper, men ikke for alle. Lovforslaget indfører ikke et forbeholdt virksomhedsområde for specialpsykologer.

Adgangen til at fastsætte regler om specialpsykologers virksomhed omfatter både specialpsykologer uddannet i henhold til de hidtidige regler i bekendtgørelse nr. 1303 af 25. november 2010 om specialuddannelse af psykologer i børne- og ungdomspsykiatri og psykiatri, og specialpsykologer uddannet i henhold til regler udstedt med og efter ikrafttrædelsen af denne lov.

Til nr. 8

Det fremgår af § 23, stk. 1, i psykologloven, at overtrædelse af bl.a. titelbeskyttelsen i § 1 straffes med bøde.

Det følger af § 78 i autorisationsloven, at en person, der uden autorisation anvender en betegnelse, der er forbeholdt autoriserede personer, eller betegner sig eller handler på anden måde, der er egnet til at vække forestilling om at pågældende har en sådan autorisation, jf. § 27, stk. 2, § 47, stk. 2, § 52, stk. 2, § 54, stk. 2, § 55, stk. 2, § 58, stk. 2, § 59, stk. 2, § 60, stk. 2, § 61, stk. 2, § 62, stk. 2, § 63, stk. 3, § 64, stk. 2, § 65, stk. 2, § 67, stk. 2, § 68, stk. 3, § 70, stk. 2, § 70 a, stk. 2, § 70 b, stk. 2, § 70 c, stk. 3, og § 70 e, stk. 2, straffes med bøde.

Det foreslås, at »og 70 e, stk. 2« i autorisationslovens § 78 ændres til »§ 70 e, stk. 2, eller § 70 f, stk. 2«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at brug af titlen psykolog, uden at være autoriseret som psykolog, vil kunne straffes med bøde. Også anden betegnelse eller handlen, der er egnet til at vække forestilling om, at man har autorisation som psykolog, når man ikke har en sådan autorisation, vil kunne straffes med bøde. Anvendelsen af den uofficielle betegnelse »cand.psych. aut.« og andre lignende titler, der vil kunne bringe patienten, klienten og brugeren i en vildfarelse om, at vedkommende besidder en sådan tilladelse vil derfor heller ikke være tilladt at anvende uden at have autorisation som psykolog.

Bødeniveauet fastlagt i sager om uberettiget brug af autorisationslovens eksisterende beskyttede titler vil skulle være retningsgivende for bødeniveauet ved uberettiget brug af titlen psykolog.

Ændringen af »og« til »eller« er alene af redaktionel karakter, og der er ikke tilsigtet nogen ændring i bestemmelsens retsvirkning i forbindelse hermed.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til nyt § 70 f i autorisationsloven), og bemærkningerne hertil.

Til nr. 9

Ifølge § 81 i autorisationsloven straffes en person, der uden tilladelse til at betegne sig som speciallæge, jf. § 30, specialtandlæge, jf. § 47, stk. 4, eller specialsygeplejerske, jf. § 54 a, stk. 1, giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, med bøde.

Det foreslås, at der i autorisationslovens § 81 indsættes et nyt stk. 2, hvorefter en person, der betegner sig som specialpsykolog i strid med regler fastsat i medfør af § 70 g, stk. 4, straffes på samme måde.

Forslaget vil betyde, at brug af titlen specialpsykolog uden at opfylde kravene hertil i regler fastsat i medfør af § 70 g, stk. 4, vil kunne straffes med bøde. Hvis det eksempelvis fastsættes i regler udstedt i medfør af § 70 g, stk. 4, at man skal have gennemført specialpsykologuddannelsen for at kunne kalde sig specialpsykolog, vil det være strafbart for en person der ikke har gennemført uddannelsen at kalde sig specialpsykolog.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til nyt § 70 g i autorisationsloven), og bemærkningerne hertil.

Til nr. 10

Det følger af § 81 a i autorisationsloven, at en person, der uden tilladelse til at betegne sig som ambulancebehandler med særlig kompetence eller paramediciner, jf. § 70 d, stk. 1, giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, straffes med bøde.

Det foreslås, at der efter autorisationslovens § 81 a indsættes en ny § 81 b , hvorefter en person, der uden tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse eller klinisk psykolog, jf. § 70 g, stk. 1, giver udtryk for at besidde en sådan tilladelse, straffes med bøde.

Den foreslåede ændring vil medføre, at brug af betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) samt »psykolog med praksisuddannelse« og »klinisk psykolog« hver for sig, uden at have tilladelse hertil fra Styrelsen for Patientsikkerhed, vil kunne straffes med bøde. Også andre former for ageren, der kan give udtryk for, at man har en sådan tilladelse, når dette ikke er tilfældet, vil kunne straffes med bøde. Anvendelsen af uofficielle betegnelser, såsom »cand.psych. prac.«, »cand.psych. aut.prac.«, »psychologus practici«, »cand.psych. clin.«, »cand.psych. aut.clin.«, »psychologus clinici« og andre lignende titler, der vil kunne bringe patienten, klienten og brugeren i en vildfarelse om, at vedkommende besidder en sådan tilladelse vil derfor heller ikke være tilladt at anvende uden at have gennemført den psykologiske praksisuddannelse og være blevet meddelt tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Bødeniveauet fastlagt i sager om uberettiget brug af autorisationslovens eksisterende beskyttede titler – herunder specialisttitlerne i §§ 81 og 81 a – vil skulle være retningsgivende for bødeniveauet ved uberettiget brug af betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 7 (forslag til nyt § 70 g i autorisationsloven), og bemærkningerne hertil.

Kilde

Til nr. 1

Efter sundhedslovens § 41, stk. 1, kan sundhedspersoner med patientens samtykke videregive oplysninger til andre sundhedspersoner om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten eller behandling af andre patienter.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår en række tilfælde, hvorefter videregivelse af oplysninger kan ske uden patientens samtykke. Det gælder bl.a. stk. 2, nr. 6, hvorefter videregivelse af de i stk. 1 nævnte oplysninger kan ske uden patientens samtykke, når videregivelsen sker til en læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske om en patient, som modtageren tidligere har deltaget i behandlingen af, når a) videregivelsen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af modtagerens egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb og b) videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov.

Bestemmelsen sikrer, at sundhedspersoner uden patientens samtykke, kan videregive helbredsoplysninger m.v. til læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker som led i læring og kompetenceudvikling.

Det indebærer blandt andet, at uddannelseslæger og -tandlæger har mulighed for efter endt behandling af en patient at drøfte den konkrete behandling med en vejleder med henblik på at kunne dokumentere sine erfaringer og kvalifikationer som led i speciallægeuddannelsen, som det er forudsat i reglerne for speciallæge- eller specialtandlægeuddannelserne.

Bestemmelsen medfører også samme adgang til at helbredsoplysninger til brug for mere erfarne lægers, tandlæger, jordemødre og sygeplejerskers læring og kompetenceudvikling. Adgangen gælder også i situationer, hvor behandlingsforløbet ikke længere varetages af den pågældende læge, tandlæge, jordemoder, eller sygeplejerske, dvs. hvor der ikke er et aktuelt behandlingsforløb.

Der er efter bestemmelsen alene adgang til at videregive oplysninger til læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker, herunder læger og tandlæger under uddannelse som speciallæge eller -tandlæge, og afgrænses til oplysninger om behandling af en patient, som den pågældende læge, tandlæge eller jordemoder tidligere har haft et patientforhold til, og alene oplysninger i forlængelse af den behandling, som den pågældende læge, tandlæge eller jordemoder selv har forestået.

Oplysninger uden tilknytning til den behandling, som lægen, tandlægen, jordemoderen eller sygeplejersken har forestået, må ikke videregives efter bestemmelsen. Oplysninger om andre fortrolige forhold vil normalt ikke kunne videregives efter denne bestemmelse, idet sådanne oplysninger normalt ikke vil være nødvendige for at kunne evaluere egen indsats i forhold til den pågældende patient. Videregivelsen skal være nødvendig og relevant til brug for lægens, tandlægens, jordemoderens eller sygeplejerskens evaluering af egen indsats i behandlingen eller som dokumentation af, hvilke kvalifikationer en uddannelseslæge har erhvervet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.

Adgangen omfatter ikke helbredsoplysninger m.v. til brug for generel kvalitetssikring på en afdeling eller behandlingsenhed eller til brug for forskning.

Hensynet til patientens selvbestemmelsesret er sikret ved, at patienten kan frabede sig, at oplysninger videregives til brug for læring og kompetenceudvikling, jf. sundhedslovens § 41, stk. 3.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke indebærer en egentlig pligt for sundhedspersonen til at videregive helbredsoplysninger til læring og kompetenceudvikling.

Det foreslås at ændre »jordemoder eller sygeplejerske« i sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 6, til: »jordemoder, sygeplejerske eller psykolog«.

Den foreslåede ændring vil sikre, at der som led i læring og kompetenceudvikling uden samtykke kan videregives oplysninger til psykologer i samme omfang, som det efter gældende ret er muligt for læger, tandlæger og jordemødre.

Med den foreslåede ændring vil videregivelse af oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger i forbindelse med behandling af patienten eller behandling af andre patienter således også kunne ske uden patientens samtykke, når videregivelsen sker til en psykolog om en patient, som modtageren tidligere har deltaget i behandlingen af, når a) videregivelsen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af modtagerens egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb og b) videregivelsen sker under hensyntagen til patientens interesse og behov.

Videregivelsesadgangen vil – udover for læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker – gælde for psykologer og være afgrænset til oplysninger om behandling af en patient, som den pågældende tidligere har haft et patientforhold til, og alene oplysninger i forlængelse af den behandling, som den pågældende selv har forestået.

Er oplysninger uden tilknytning til den behandling, som den pågældende har forestået, må der ikke videregives efter bestemmelsen.

Videregivelsen skal desuden være nødvendig og relevant til brug for den pågældendes, evaluering af egen indsats i behandlingen.

Patientens selvbestemmelsesret vil være sikret som efter gældende ret ved, at patienten efter sundhedslovens § 41, stk. 3, kan frabede sig, at oplysninger videregives til brug for læring og kompetenceudvikling.

Videregivelse vil i øvrigt skulle ske under iagttagelse af reglerne om oplysningspligt i databeskyttelsesforordningen.

Den foreslåede ændring skal bl.a. ses i lyset af lovforslagets § 1, nr. 7 (ny § 70 g i autorisationsloven).

Til nr. 2

Efter sundhedslovens § 41, stk. 6, må videregivelse efter sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 6, kun ske i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den anmodende læges, tandlæges, jordemoders eller sygeplejerskes afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten, medmindre videregivelsen er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.

Bestemmelsen indebærer en tidsmæssig begrænset adgang til videregivelse af oplysninger til brug for læring og kompetenceudvikling efter sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 6, og betyder, at videregivelse kun må ske i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den anmodende læges, tandlæges, jordemoders eller sygeplejerskes afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten, medmindre videregivelsen er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.

Det foreslås at ændre »jordemoders eller sygeplejerskes« i sundhedslovens § 41, stk. 6, til »jordemoders, sygeplejerskes eller psykologs«.

Den foreslåede ændring vil betyde, at videregivelse af oplysninger til psykologer til brug for læring og kompetenceudvikling kun må ske i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den anmodende psykologs afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten.

Ændringen vil således sikre, at videregivelsesadgangen tidsmæssigt vil være begrænset på somme måde som til læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker.

Den foreslåede ændring skal bl.a. ses i lyset af lovforslagets § 1, nr. 7 (ny § 70 g i autorisationsloven) og § 2, nr. 1.

Til nr. 3

Efter sundhedslovens § 42 d, stk. 1, kan autoriserede sundhedspersoner med patientens samtykke i fornødent omfang indhente oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger ved opslag i elektroniske patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, til andre formål end behandling.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår en række tilfælde, hvorefter indhentning af oplysninger kan ske uden patientens samtykke. Det gælder bl.a. stk. 2, nr. 1, hvorefter indhentning af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, kan ske uden patientens samtykke, når indhentningen foretages af en læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske, som tidligere har deltaget i behandlingen af patienten, og a) indhentningen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af den indhentende læges, tandlæges, jordemoders eller sygeplejerskes egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb, b) indhentningen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov, og c) indhentningen sker i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den indhentende læges, tandlæges, jordemoders eller sygeplejerskes afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten, medmindre indhentningen er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.

Bestemmelsen har tæt tilknytning til reglerne om videregivelse i sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 6, og sikrer, at der til samme formål – læring og kompetenceudvikling – kan indhentes de relevante oplysninger, f.eks. i de elektroniske patientjournaler uden samtykke fra patienten.

Bestemmelsen sikrer, at læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker i et afgrænset tidsrum kan efterprøve sine egne faglige vurderinger ved opslag i elektroniske patientjournaler om den senere behandling af en af lægens, tandlægens, jordemoderens eller sygeplejerskens tidligere patienter.

Der kan efter bestemmelsen alene indhentes oplysninger om en patient, som den pågældende læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske tidligere har haft et patientforhold til, og det gælder alene oplysninger i forlængelse af den behandling, som den pågældende læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske har udført. Oplysninger uden tilknytning til den behandling, som den pågældende har forestået, må ikke indhentes efter bestemmelsen. Således må f.eks. en læge, der f.eks. har henvist en patient med mistanke om kræft, ikke indhente oplysninger om samme patients behandling for anden sygdom, f.eks. i psykiatrisk regi. Herunder vil oplysninger om andre fortrolige forhold normalt ikke kunne indhentes efter denne bestemmelse, idet sådanne oplysninger normalt ikke vil være nødvendige for at kunne evaluere egen indsats i forhold til den pågældende patient.

For at sikre, at adgangen til læring og kompetenceudvikling har en vis sammenhæng med det konkrete behandlingsforløb, som lægen, tandlægen, jordemoderen eller sygeplejersken har forestået, gælder der for indhentning af oplysninger, der ikke sker som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen, en tidmæssig begrænsning af adgangen til at indhente oplysninger. Det er et krav, at indhentningen sker i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den pågældende læges, tandlæges, jordemoders eller sygeplejerskes afslutning eller viderehenvisning af patienten.

Hensynet til patientens selvbestemmelsesret er sikret ved, at patienten efter sundhedslovens § 42 d, stk. 4, kan frabede sig, at helbredsoplysninger kan indhentes til brug for læring og kompetenceudvikling.

Det foreslås at ændre »jordemoder eller sygeplejerske« i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 1, til: »jordemoder, sygeplejerske eller psykolog«.

Den foreslåede ændring vil sammen med lovforslagets § 2, nr. 4, for det første betyde, at psykologer som led i læring og kompetenceudvikling kan indhente oplysninger i elektroniske patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen uden samtykke fra patienten i samme omfang, som det efter gældende ret er muligt for læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker.

Med den foreslåede ændring vil en psykolog således kunne indhente de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, uden patientens samtykke, når indhentningen foretages af en psykolog, som tidligere har deltaget i behandlingen af patienten, og a) indhentningen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af den indhentende læges, tandlæges, jordemoders sygeplejerskes eller psykologs egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb, b) indhentningen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov, og c) indhentningen sker i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den indhentende læges, tandlæges, jordemoders, eller psykologs afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten, medmindre indhentningen er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.

Patientens selvbestemmelsesret vil være sikret som efter gældende ret ved, at patienten efter sundhedslovens § 42 d, stk. 3, kan frabede sig, at der indhentes oplysninger.

Den foreslåede ændring skal bl.a. ses i lyset af lovforslagets § 1, nr. 7 (ny § 70 g i autorisationsloven).

Til nr. 4

Efter sundhedslovens § 42 d, stk. 1, kan autoriserede sundhedspersoner med patientens samtykke i fornødent omfang indhente oplysninger om patientens helbredsforhold og andre fortrolige oplysninger ved opslag i elektroniske patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen, til andre formål end behandling.

Af bestemmelsens stk. 2 fremgår en række tilfælde, hvorefter indhentning af oplysninger kan ske uden patientens samtykke. Det gælder bl.a. stk. 2, nr. 1, hvorefter indhentning af de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, kan ske uden patientens samtykke, når indhentningen foretages af en læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske, som tidligere har deltaget i behandlingen af patienten, og a) indhentningen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af den indhentende læges, tandlæges, jordemoders eller sygeplejerskes egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb, b) indhentningen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov, og c) indhentningen sker i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den indhentende læges, tandlæges, jordemoders eller sygeplejerskes afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten, medmindre indhentningen er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.

Bestemmelsen har tæt tilknytning til reglerne om videregivelse i sundhedslovens § 41, stk. 2, nr. 6, og sikrer, at der til samme formål – læring og kompetenceudvikling – kan indhentes de relevante oplysninger, f.eks. i de elektroniske patientjournaler uden samtykke fra patienten.

Bestemmelsen sikrer, at læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker i et afgrænset tidsrum kan efterprøve sine egne faglige vurderinger ved opslag i elektroniske patientjournaler om den senere behandling af en af lægens, tandlægens eller jordemoderens tidligere patienter.

Der kan efter bestemmelsen alene indhentes oplysninger om en patient, som den pågældende læge, tandlæge, jordemoder eller sygeplejerske tidligere har haft et patientforhold til, og det gælder alene oplysninger i forlængelse af den behandling, som den pågældende læge, tandlæge eller jordemoder har udført. Oplysninger uden tilknytning til den behandling, som den pågældende har forestået, må ikke indhentes efter bestemmelsen. Således må f.eks. en læge, der f.eks. har henvist en patient med mistanke om kræft, ikke indhente oplysninger om samme patients behandling for anden sygdom, f.eks. i psykiatrisk regi. Herunder vil oplysninger om andre fortrolige forhold normalt ikke kunne indhentes efter denne bestemmelse, idet sådanne oplysninger normalt ikke vil være nødvendige for at kunne evaluere egen indsats i forhold til den pågældende patient.

For at sikre, at adgangen til læring og kompetenceudvikling har en vis sammenhæng med det konkrete behandlingsforløb, som lægen, tandlægen, jordemoderen eller sygeplejersken har forestået, gælder der for indhentning af oplysninger, der ikke sker som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen, en tidmæssig begrænsning af adgangen til at indhente oplysninger. Det er et krav, at indhentningen sker i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den pågældende læges, tandlæges, jordemoders eller sygeplejerskes afslutning eller viderehenvisning af patienten.

Hensynet til patientens selvbestemmelsesret er sikret ved, at patienten efter sundhedslovens § 42 d, stk. 4, kan frabede sig, at helbredsoplysninger kan indhentes til brug for læring og kompetenceudvikling.

Det foreslås at ændre »jordemoders eller sygeplejerskes« i sundhedslovens § 42 d, stk. 2, nr. 1, litra a og c , til »jordemoders, sygeplejerskes eller psykologs«.

De foreslåede ændringer vil for det første betyde, at psykologer som led i læring og kompetenceudvikling kan indhente oplysninger elektroniske patientjournaler og andre systemer, som supplerer patientjournalen uden samtykke fra patienten i samme omfang, som det efter gældende ret er muligt for læger, tandlæger, jordemødre og sygeplejersker.

Med den foreslåede ændring vil en psykolog således kunne indhente de oplysninger, der er nævnt i stk. 1, uden patientens samtykke, når indhentningen foretages af en psykolog, som tidligere har deltaget i behandlingen af patienten, og a) indhentningen er nødvendig og relevant til brug for evaluering af den indhentende læges, tandlæges, jordemoders, sygeplejerskes, eller psykologs egen indsats i behandlingen eller som dokumentation for erhvervede kvalifikationer i et uddannelsesforløb, b) indhentningen sker under hensyntagen til patientens interesser og behov, og c) indhentningen sker i umiddelbar forlængelse af behandlingsforløbet og senest 6 måneder efter den indhentende læges, tandlæges, jordemoders, sygeplejerskes eller psykologs afslutning af behandlingen eller viderehenvisning af patienten, medmindre indhentningen er påkrævet som led i speciallæge- eller specialtandlægeuddannelsen.

Patientens selvbestemmelsesret vil være sikret som efter gældende ret ved, at patienten efter sundhedslovens § 42 d, stk. 3, kan frabede sig, at der indhentes oplysninger.

Den foreslåede ændring skal bl.a. ses i lyset af lovforslagets § 1, nr. 7 (ny § 70 g i autorisationsloven) og § 2, nr. 3.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 4, stk. 1, i lov om markedsføring af sundhedsydelser fører Styrelsen for Patientsikkerhed tilsyn med lovens overholdelse, jf. dog stk. 8.

Det foreslås, at »jf. dog stk. 8« i § 4, stk. 1, udgår.

Den foreslåede ændring vil sikre, at der i § 4, stk. 1, ikke henvises til en undtagelse, der foreslås ophævet med lovforslagets § 3, nr. 3.

Til nr. 2

Det fremgår af § 4, stk. 7, i lov om markedsføring af sundhedsydelser, at Styrelsen for Patientsikkerhed efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden kan fastsætte nærmere regler for markedsføring efter denne lov, jf. dog stk. 8 vedrørende nærmere regler for psykologer.

Det foreslås, at », jf. dog stk. 8 vedrørende nærmere regler for psykologer« i § 4, stk. 7, udgår.

Den foreslåede ændring vil sikre, at der i § 4, stk. 7, ikke henvises til en undtagelse, der foreslås ophævet med lovforslagets § 3, nr. 3.

Til nr. 3

Det følger af § 4, stk. 8, i lov om markedsføring af sundhedsydelser, at Psykolognævnet, jf. lov nr. 494 af 30. juni 1993 om psykologer m.v., fører tilsyn med psykologers markedsføring og som led i tilsynet kan give udtryk for sin opfattelse af sagen eller søge iværksat sanktioner efter lovens § 5, stk. 1 og 2. Psykolognævnet kan i denne forbindelse efter indhentet udtalelse fra Forbrugerombudsmanden fastsætte nærmere regler for psykologers markedsføring efter denne lov.

Psykolognævnet har ikke fastsat nærmere regler for psykologers markedsføring efter lov om markedsføring af sundhedsydelser. Psykolognævnet har i januar 2004 udgivet dokumentet »Fra Psykolognævnet om markedsføringsloven« hvor Psykolognævnet tilkendegiver, at det ikke har udformet supplerende retningslinjer til loven, og at »[d]en bekendtgørelse og den vejledning, som sundhedsstyrelsen [nu Styrelsen for Patientsikkerhed] har udformet på området i samarbejde med forbrugerombudsmanden, og som er gældende for alle øvrige grupper af sundhedspersoner, vil kunne være vejledende også for psykologer.«

Det foreslås, at § 4, stk. 8, i lov om markedsføring af sundhedsydelser ophæves.

Den foreslåede ændring vil indebære, at Psykolognævnet ikke længere vil føre tilsyn med psykologers markedsføring af sundhedsydelser, og at Psykolognævnet ikke vil kunne fastsætte nærmere regler for psykologers markedsføring efter lov om markedsføring af sundhedsydelser. Forslaget skal ses i lyset af, at Psykolognævnet vil blive nedlagt i kraft af den foreslåede ophævelse af psykologloven, jf. lovforslagets § 8.

Som konsekvens af den foreslåede ændring, vil psykologers markedsføring af sundhedsydelser i stedet blive ført af Styrelsen for Patientsikkerhed, sådan som det er tilfældet for markedsføringen af andre sundhedsydelser. Tilsynet med markedsføring af sundhedsydelser omfatter markedsføring af sundhedsydelser, uanset om ydelsen leveres af autoriserede sundhedspersoner eller ikke-autoriserede sundhedspersoner. Kandidater i psykologi m.v., der vælger ikke at lade sig autorisere som psykolog under den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning, vil således fortsat være omfattet af dette tilsyn, såfremt de markedsfører sundhedsydelser.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 109, stk. 9, 3. pkt., og stk. 10, 2. pkt., i lov om social service, skal den psykologbehandling som kommunalbestyrelsen skal tilbyde efter de nævnte stykker, udføres af en autoriseret psykolog.

Det foreslås at ændre »autoriseret psykolog« i § 109, stk. 9, 3. pkt., og stk. 10, 2. pkt., i lov om social service til »psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog)«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være påkrævet at anvende en psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) til den psykologbehandling, som kommunalbestyrelsen skal tilbyde efter de nævnte stykker.

Det vil betyde, at det fremover alene vil være psykologer med tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog), der vil kunne udføre den psykologbehandling, som kommunalbestyrelsen skal tilbyde. Opgaven vil derimod ikke kunne varetages af en person, der alene har autorisation som psykolog efter autorisationsloven, men ikke har tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Herved sikres det, at opgaveløsningen fortsat vil skulle varetages af en psykolog med de tilstrækkelige kvalifikationer, på samme måde som det er tilfældet for autoriserede psykologer under den gældende ordning.

Det bemærkes, at psykologer, der er autoriseret under den gældende ordning i psykologloven, vil blive meddelt autorisation som psykolog og tilladelse til at anvende betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) ved ikrafttrædelsen af de foreslåede ændringer. Der henvises herom til bemærkningerne til § 10, stk. 2.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 22, stk. 3, i barnets lov, at kommunalbestyrelsen om nødvendigt skal lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led i en børnefaglig undersøgelse. Det følger endvidere af § 22, stk. 5, at iværksætter kommunalbestyrelsen en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren, skal undersøgelsen foretages af en autoriseret psykolog. Efter § 27, stk. 3, skal kommunalbestyrelsen om nødvendigt lade de kommende forældre undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led i en undersøgelse af de kommende forældres forhold. Endelig fremgår det af § 67, stk. 4, nr. 3, at kommunalbestyrelsen til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1 skal udarbejde en indstilling der bl.a. indeholder en psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til anbringelsesstedet foretaget af en autoriseret psykolog.

Det foreslås at ændre »autoriseret psykolog« i § 22, stk. 3 og 5, § 27, stk. 3, og § 67, stk. 4, nr. 3, i barnets lov til »psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog)«.

Den foreslåede ændring vil indebære, at det vil være påkrævet at anvende en psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) ved en psykologisk undersøgelse af barnet eller forældremyndighedsindehaveren som led i en børnefaglig undersøgelse, ved en psykologisk undersøgelse af de kommende forældre som led i en undersøgelse af de kommende forældres forhold og ved udarbejdelse af en psykologisk helhedsvurdering af barnets eller den unges tilknytning til sit anbringelsessted til brug for børne- og ungeudvalgets afgørelse om en permanent anbringelse efter stk. 1.

Det vil betyde, at det fremover alene vil være psykologer med tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog), der vil kunne udføre psykologiske undersøgelser som led i børnefaglige undersøgelser, undersøgelser af kommende forældres forhold, og psykologiske helhedsvurderinger af børn i forbindelse med sager om permanent anbringelse. Opgaven vil derimod ikke kunne varetages af en person, der alene har autorisation som psykolog efter autorisationsloven, men ikke har tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Herved sikres det, at opgaveløsningen fortsat vil skulle varetages af en psykolog med de tilstrækkelige kvalifikationer, på samme måde som det er tilfældet for autoriserede psykologer under den gældende ordning.

Det bemærkes, at psykologer, der er autoriseret under den gældende ordning i psykologloven, vil blive meddelt autorisation som psykolog og tilladelse til at anvende betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) ved ikrafttrædelsen af de foreslåede ændringer. Der henvises herom til bemærkningerne til § 10, stk. 2.

Der henvises endvidere til pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger og til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil, for afgræsningen af psykologers sundhedsfaglige virksomhed for så vidt angår forældrekompetenceundersøgelser, børnesagkyndige undersøgelser m.v.

Kilde

Til nr. 1

Efter § 31, stk. 4, 2. pkt., i lov om bekæmpelse om ungdomskriminalitet skal kommunen om nødvendigt lade barnet eller den unge undersøge af en læge eller en autoriseret psykolog som led i en ungefaglig undersøgelse. Det følger tillige af § 31, stk. 4, 4. pkt., at en psykologisk undersøgelse af forældremyndighedsindehaveren efter 3. pkt. skal foretages af en autoriseret psykolog.

Det foreslås at ændre »autoriseret psykolog« i § 31, stk. 4, 2. og 4. pkt., i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet til »psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog)«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at det vil være påkrævet at anvende en psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) ved psykologiske undersøgelser af unge eller forældremyndighedsindehavere som led i en ungefaglig undersøgelse.

Det vil betyde, at det fremover alene vil være psykologer med tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog), der vil kunne udføre psykologiske undersøgelser af børn og unge som led i ungefaglige undersøgelser eller psykologiske undersøgelser af forældremyndighedsindehaveren efter loven. Opgaven vil derimod ikke kunne varetages af en person, der alene har autorisation som psykolog efter autorisationsloven, men ikke har tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Herved sikres det, at opgaveløsningen fortsat varetages af en psykolog med de tilstrækkelige kvalifikationer, på samme måde som det er tilfældet for autoriserede psykologer under den gældende ordning.

Det bemærkes, at psykologer, der er autoriseret under den gældende ordning i psykologloven, vil blive meddelt autorisation som psykolog og tilladelse til at anvende betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) ved ikrafttrædelsen af de foreslåede ændringer. Der henvises herom til bemærkningerne til § 10, stk. 2.

Der henvises endvidere til pkt. 2.2 i de almindelige bemærkninger og til lovforslagets § 1, nr. 7, og bemærkningerne hertil for afgræsningen af psykologers sundhedsfaglige virksomhed for så vidt angår forældrekompetenceundersøgelser, børnesagkyndige undersøgelser m.v.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af § 17, stk. 1, i psykologloven, at Psykolognævnet består af 1 formand og 12 øvrige medlemmer.

Ifølge § 17, stk. 6, 1. pkt., i psykologloven beskikkes formanden og de øvrige medlemmer for 4 år ad gangen. Det følger af § 17, stk. 6, 3. og 4. pkt., i psykologloven, at formanden kan genbeskikkes, og at formandens beskikkelse højst gælder indtil udløbet af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år. Det fremgår af § 17, stk. 6, 5. pkt., at genbeskikkelse af de øvrige medlemmer kun kan finde sted en gang for yderligere 4 år.

Det foreslås, at § 17, stk. 6, 3. pkt., affattes således, at formanden og de øvrige medlemmer kan genbeskikkes.

Det vil sammen med lovforslagets § 7, nr. 2, betyde, at både formanden og de øvrige medlemmer vil kunne genbeskikkes uden begrænsning.

Med den foreslåede ændring sammenholdt med lovforslagets § 7, nr. 2, vil de medlemmer af Psykolognævnet, hvis beskikkelsesperiode udløber medio 2025, kunne genbeskikkes, uanset om de tidligere har været genbeskikket. Herved vil det kunne sikres, at Psykolognævnet kan være funktionsdygtigt indtil udgangen af 2025 og overgangen til den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning.

Til nr. 2

Det fremgår af § 17, stk. 1, i psykologloven, at Psykolognævnet består af 1 formand og 12 øvrige medlemmer.

Ifølge § 17, stk. 6, 1. pkt., i psykologloven beskikkes formanden og de øvrige medlemmer for 4 år ad gangen. Det følger af § 17, stk. 6, 3. og 4. pkt., i psykologloven, at formanden kan genbeskikkes, og at formandens beskikkelse højst gælder indtil udløbet af den måned, hvori den pågældende fylder 70 år. Det fremgår af § 17, stk. 6, 5. pkt., at genbeskikkelse af de øvrige medlemmer kun kan finde sted en gang for yderligere 4 år.

Det foreslås, at 5. pkt. i psykologlovens § 17, stk. 6, ophæves.

Med den foreslåede ændring sammenholdt med lovforslagets § 7, nr. 1, vil de medlemmer af Psykolognævnet, hvis beskikkelsesperiode udløber medio 2025, kunne genbeskikkes, uanset om de tidligere har været genbeskikket. Herved vil det kunne sikres, at Psykolognævnet kan være funktionsdygtigt indtil udgangen af 2025 og overgangen til den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning.

Til nr. 3

Psykologlovens kapitel 3 (§§ 17-17 c) indeholder regler om Psykolognævnet, herunder regler om nævnets sagsbehandling (§§ 17 a-17 c).

Det foreslås, at der efter psykologlovens § 17 c indsættes en ny § 18, hvorefter Psykolognævnet og dets sekretariat videregiver en række oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager.

Med det foreslåede § 18, stk. 1, nr. 1, vil Psykolognævnet og dets sekretariat videregive oplysninger om verserende og afsluttede sager om autorisation som psykolog i henhold til denne lov.

Dette nummer omfatter sager hvor en part har søgt om autorisation som psykolog i henhold til psykologloven, uanset sagens udfald. Det vil sige at oplysninger om at en person har ansøgt om og fået meddelt autorisation, at en person har ansøgt om og fået afslag på autorisation, at en person har ansøgt om autorisation, hvorefter sagen er blevet henlagt, og fortsat åbne sager om autorisation som psykolog, er omfattet.

Med det foreslåede § 18, stk. 1, nr. 2, vil Psykolognævnet og dets sekretariat videregive oplysninger om verserende og afsluttede sager om tilsyn med autoriserede psykologer i henhold til denne lov.

Dette nummer omfatter samtlige sager der hører under Psykolognævnets tilsynsvirksomhed for så vidt angår autoriserede psykologer, herunder reaktion på henvendelser, sagsoplysning, anvendelse af sanktioner m.v. Tilsynssager angående psykologer, der tidligere har været autoriseret men har fået frataget eller fraskrevet sig autorisationen, er også omfattet såfremt tilsynssagen blev rejst da pågældende var en autoriseret psykolog.

Med det foreslåede § 18, stk. 1, nr. 3, vil Psykolognævnet og dets sekretariat videregive oplysninger om øvrige oplysninger om psykologer og autoriserede psykologer i henhold til denne lov, som Psykolognævnet er i besiddelse af.

Dette nummer er en opsamlingsbestemmelse der omfatter oplysninger om psykologer og autoriserede psykologer, der ikke allerede er omfattet af nr. 1 og 2. Det kunne eksempelvis være henvendelser om ikke-autoriserede psykologer, som Psykolognævnet har modtaget og journaliseret, men ikke har kunnet reagere på som tilsynsmyndighed, da den omhandlede psykolog ikke var autoriseret.

Med det foreslåede § 18, stk. 2, vil oplysninger fra før den 1. juli 2022, der ikke har givet anledning til nærmere undersøgelse, ikke blive videregivet.

Det betyder, at henvendelser til Psykolognævnet fra før den 1. juli 2022, der ikke har givet anledning til nærmere undersøgelse, ikke vil blive videregivet til Styrelsen for Patientsikkerhed eller Styrelsen for Patientklager. Denne afgrænsning skyldes, at sådanne henvendelser må antages ikke at have betydning for det fremtidige tilsyn med psykologer.

Den foreslåede § 18, vil sammen med lovforslagets § 9, stk. 1, tilvejebringe det nødvendige databehandlingsgrundlag for, at Psykolognævnet og nævnets sekretariat, Ankestyrelsen, allerede fra den 1. juli 2025 kan videregive oplysninger til Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager.

Bestemmelse vil sikre, at Psykolognævnet, Styrelsen for Patientsikkerhed og Styrelsen for Patientklager kan forberede overgangen fra den eksisterende autorisationsordning til den foreslåede autorisationsordning, før den nye ordning træder i kraft den 1. januar 2026.

Kilde

Med § 8 foreslås det, at psykologloven ophæves.

Bestemmelsen – der i medfør af § 9, stk. 2, træder i kraft den 1. januar 2026 – vil betyde at psykologloven ophæves den 1. januar på samme tidspunkt hvor den nye sundhedsfaglige autorisationsordning for psykologer i autorisationsloven træder i kraft.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets §§ 1-6, der alle træder i kraft 1. januar 2026.

Kilde

Det foreslås med § 9, stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2025, jf. dog stk. 2.

Bestemmelsen vil sammenholdt med det foreslåede § 9, stk. 2, betyde, at lovens § 7 om ændringer i psykologloven træder i kraft den

1. juli 2025, mens resten af loven træder i kraft et halvt år senere den 1. januar 2026, hvor psykologloven også ophæves, jf. lovforslagets § 8. Ikrafttrædelsen af ændringerne i psykologloven et halvt år før resten af loven sikrer, at Psykolognævnet og Social- og Boligministeriet allerede fra 1. juli 2025 vil kunne forberede overgangen til den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning, mens selve ordningen først træder i kraft den 1. januar 2026.

Med § 9, stk. 2, foreslås det, at lovens §§ 1-6 og 8 træder i kraft 1. januar 2026.

Bestemmelsen vil sammenholdt med det foreslåede § 9, stk. 1, betyde, at lovens §§ 1-6 og 8 – der implementerer den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning – træder i kraft den 1. januar 2026, mens § 7 om ændringer i psykologloven der skal forberede overgangen til den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning træder i kraft et halvt år før den 1. juli 2025.

Dette sikrer, at Psykolognævnet og Social- og Boligministeriet allerede fra 1. juli 2025 vil kunne forberede overgangen til den foreslåede sundhedsfaglige autorisationsordning, mens selve ordningen først træder i kraft den 1. januar 2026.

Kilde

Det foreslås med § 10, stk. 1, at personer, der ved udgangen af 2025 har ret til at betegne sig som psykolog i henhold til § 1, stk. 1, i lov om psykologer m.v., fortsat kan betegne sig som psykolog frem til og med den 31. december 2028 uden autorisation.

Forslaget vil betyde, at psykologer, der ved den foreslåede nye ordnings ikrafttræden udøver virksomhed i Danmark uden autorisation, fortsat kan benytte denne titel frem til udgangen af år 2028.

Med forslaget indføres således en overgangsperiode på 3 år (fra 1. januar 2026 til og med 31. december 2028), som vil gælde for personer, der har ret til at betegne sig som psykolog i henhold til § 1, stk. 1, i psykologloven, ved udgangen af 2025.

I overgangsperioden vil disse personer uden autorisation fortsat kunne benytte titlen psykolog.

Hermed sikres en smidig overgang med en løbende proces for ansøgninger om autorisationer.

Når overgangsperioden ophører den 1. januar 2029, vil personer uden autorisation som psykolog ikke længere kunne benytte titlen.

Det bemærkes, at overgangsreglen alene giver omfattede personer ret til at anvende betegnelsen psykolog uden at være autoriseret. Sådanne personer må i overgangsperioden ikke på anden måde agere på en måde, der kan vække forestilling om, at de er autoriseret under den nye autorisationsordning.

Det bemærkes endvidere, at personer, der i kraft af lovforslagets § 10, stk. 2, meddeles autorisation som psykolog i henhold til autorisationsloven ved lovens ikrafttræden, men herefter får frataget eller fraskriver sig denne autorisation før udløbet af overgangsperioden, ikke vil kunne anvende betegnelsen psykolog. Det samme gælder personer, der i overgangsperioden både opnår autorisation og mister den igen.

Det bemærkes endelig, at personer der i kraft af lovforslagets § 10, stk. 5, 1. pkt., har fraskrevet sig autorisation som psykolog, også må anvende betegnelsen »psykolog« i overgangsperioden. Hvis autorisationen generhverves og mistes igen i løbet af overgangsperioden, vil sådanne personer dog ikke længere kunne anvende betegnelsen psykolog.

Med § 10, stk. 2, foreslås det, at Styrelsen for Patientsikkerhed meddeler autorisation som psykolog og tilladelse til at anvende betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) i henhold til lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed til personer, der ved udgangen af 2025 har autorisation som psykolog i henhold til § 2 i lov om psykologer m.v.

Det vil betyde, at psykologer, der allerede er autoriseret under den gældende autorisationsordning, bliver overført til den nye ordning, uden at de behøver at ansøge herom, betale gebyr, eller i øvrigt foretage sig yderligere.

Det vil også betyde, at psykologer, der allerede er autoriseret under den gældende autorisationsordning og dermed har retten til at kalde sig autoriseret psykolog i egenskab af autorisation ved Psykolognævnet, efter lovforslagets ikrafttræden vil have retten til at kalde sig psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog).

Styrelsen for Patientsikkerheds meddelelse af autorisation som psykolog og tilladelse til at betegne sig som psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) vil ske på baggrund af oplysninger som Styrelsen for Patientsikkerhed modtager fra Psykolognævnet. Der henvises herom til lovforslagets § 7, nr. 3, og bemærkningerne hertil.

Forslaget vil sikre, at psykologer, der en gang har undergået en proces for at lade sig autorisere i tillid til den gældende ordning, bliver en del af den nye ordning uden at skulle ansøge herom, og uden at skulle betale det relaterede gebyr.

Forslaget vil endvidere sikre, at psykologer, der har styrket deres kompetencer ved at gennemføre Psykolognævnets supplerende praktiske uddannelse, også anerkendes herfor i den nye ordning, idet de meddeles retten til at anvende betegnelsen psykolog med praksisuddannelse (klinisk psykolog) uden at behøve at gennemføre den foreslåede psykologiske praksisuddannelse, jf. de foreslåede § 70 g, stk. 2 og 3, i autorisationsloven i lovforslagets § 1, nr. 7.

Det foreslås med § 10, stk. 3, at § 13 om bortfald af retten til at udøve selvstændig faglig virksomhed i lov autorisationsloven ikke finder anvendelse på psykologer, der inden den 1. januar 2026 er fyldt 75 år.

Det betyder, at psykologer, der er fyldt 75 år inden den 1. januar 2026 ikke omfattes af § 13 i autorisationsloven, der bestemmer at en autoriseret sundhedspersons ret til at udøve selvstændig faglig virksomhed bortfalder, når den autoriserede sundhedsperson fylder 75 år, medmindre Styrelsen for Patientsikkerhed giver tilladelse til at den autoriserede sundhedsperson fortsat kan udøve sin selvstændige faglige virksomhed helt eller delvis.

Den foreslåede bestemmelse omfatter psykologer der er autoriseret under den gældende ordning og fyldt 75 år inden den 1. januar 2026. Den omfatter også kandidater i psykologi, der er fyldt 75 år inden den 1. januar 2026, men først opnår autorisation under den nye ordning efterfølgende.

Forslaget vil sikre, at der ved overgangen til den nye autorisationsordning tages hensyn til, at der er psykologer over 75 år, som fortsat praktiserer.

Psykologer, der først fylder 75 år den 1. januar 2026 eller herefter, vil ikke være omfattet af overgangsreglen, og vil ligesom alle andre autoriserede sundhedspersoner skulle søge Styrelsen for Patientsikkerhed om tilladelse til fortsat at kunne udøve selvstændig faglig virksomhed.

Med § 10, stk. 4, foreslås det, at afgørelser om tilsynsforanstaltninger truffet i henhold til § 2 d, § 2 e, stk. 1, § 2 e, stk. 2, § 3, stk. 1, § 3, stk. 2, og § 5 i psykologloven vedbliver med at gælde efter ophævelsen af psykologloven som afgørelser efter § 10 b, § 10, § 10 a, § 7, § 7 a, nr. 5, hhv. § 9, stk. 1, i autorisationsloven, dog således at tilsynsforanstaltningernes varighed ikke overstiger den varighed, der ville have fulgt af lov om psykologer m.v.

Forslaget vil betyde, at afgørelser, der er truffet efter psykologloven, og som fortsat er i kraft, når psykologloven ophæves 1. januar 2026, konverteres til afgørelser efter autorisationsloven. Det vil medføre, at afgørelser om skærpet tilsyn efter psykologloven fremover udgør afgørelser om skærpet tilsyn efter autorisationsloven; at afgørelser om faglige påbud efter psykologloven fremover udgør afgørelser om faglige påbud efter autorisationsloven; at afgørelser om egnethedspåbud efter psykologloven fremover udgør afgørelser om egnethedspåbud efter autorisationsloven; at afgørelser om fratagelse af autorisation efter psykologloven fremover udgør afgørelser om fratagelse af autorisation efter autorisationsloven; at afgørelser om fratagelse af autorisation på grund af overtrædelse af påbud efter psykologloven fremover udgør afgørelser om fratagelse af autorisation på grund af overtrædelse af påbud efter autorisationsloven; og at afgørelser om midlertidig fratagelse af autorisation efter psykologloven fremover udgør afgørelser om midlertidig fratagelse af autorisation efter autorisationsloven. Hermed sikres det, at afgørelser om tilsynsreaktioner truffet over for psykologer efter de nævnte bestemmelser i psykologloven, videreføres som de tilsynsreaktioner i autorisationsloven, der tilnærmelsesvis ligner dem.

Med forslaget vil tilsynsforanstaltningernes varighed dog ikke kunne overstige den varighed, der ville have fulgt af psykologloven, uanset om der måtte gælde en længere varighedsperiode under autorisationsloven.

Forslaget vil sikre, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan behandle oplysninger om sådanne afgørelser – herunder i dens autorisationsregister – og tage dem i betragtning ved eventuelle senere tilsynssager.

Den offentlige del af Styrelsen for Patientsikkerheds autorisationsregister indeholder ud over stamdata om sundhedspersonen en række supplerende oplysninger. Det gælder oplysninger om ugyldig autorisation, herunder fratagelse af autorisation, rettighedsfrakendelse og frivillig fraskrivelse af autorisation, oplysninger om skærpet tilsyn, oplysninger om fagligt påbud, herunder påbuddets indhold, oplysninger om indskrænkning i virksomhedsområde og dens indhold, herunder frivillig indskrænkning, oplysninger om indskrænkning i ordinationsretten, herunder indskrænkningens indhold, oplysninger om suspension af autorisation, og oplysninger om arbejdsforbud.

Afgørelser om midlertidig fratagelse af autorisation i henhold til autorisationsloven kan påklages til Ankenævnet for Tilsynsafgørelser efter reglerne herom i § 10 a i klage- og erstatningsloven. Afgørelser om midlertidig fratagelse af autorisation efter psykologloven, der i kraft af lovforslagets § 10, stk. 4, konverteres til afgørelser om midlertidig fratagelse af autorisation efter autorisationsloven, vil kunne påklages til ankenævnet forudsat at de relevante klagefrister overholdes. Klagefristen vil i sådanne tilfælde skulle regnes fra tidspunktet for meddelelse af Psykolognævnets afgørelse.

Farekriteriet for midlertidig fratagelse af autorisation i henhold til autorisationsloven er efter sin ordlyd lempeligere end efter psykologloven, idet psykologlovens regel herom afspejler en ældre affattelse af autorisationsloven, jf. Folketingstidende 2015-16, tillæg A, L 184 som fremsat, side 112, sammenholdt Folketingstidende 1992-93, tillæg A, spalte 683, og Folketingstidende 2005-06, tillæg A, side 3214. Ved behandlingen af klager over eller genoptagelser af sager omfattet af forslagets § 10, stk. 4, vil autorisationslovens farekriterie skulle lægges til grund.

I de tilfælde, hvor der er anledning til genoptagelse af sager omfattet af forslagets § 10, stk. 4, vil det være Styrelsen for Patientsikkerhed der behandler sagen, idet Psykolognævnet nedlægges.

Det bemærkes, at psykologloven indeholder visse tilsynsreaktioner, der ikke tilsvarende eksisterer i autorisationsloven, idet de i sundhedslovgivningen anses som hørende under klagesystemet. Disse tilsynsreaktioner er § 2, stk. 1 og 2, i psykologloven om kritik og alvorlig kritik. Disse tilsynsreaktioner videreføres ikke i forslaget, da der ikke er tale om tilsynsreaktioner i sundhedslovgivningens forstand og da Styrelsen for Patientklager har vurderet at konvertering til afgørelser i regi af klagesystemet ikke kan udføres på en hensigtsmæssig måde. Oplysninger om de nævnte tilsynsreaktioner vil dog overgå til Styrelsen for Patientsikkerhed til brug for styrelsens fremadrettede tilsyn med psykologer, og såfremt en psykolog der har fået kritik eller alvorlig kritik tillige er pålagt en anden tilsynsreaktion, vil sidstnævnte blive videreført i kraft af den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås med § 10, stk. 5, 1. pkt., at fraskrivelser af autorisation som psykolog i henhold til § 10 i psykologloven vedbliver med at gælde efter ophævelsen af psykologloven som fraskrivelser af autorisation som psykolog i henhold til § 10 d, stk. 1, i autorisationsloven.

Det vil betyde, at en psykolog, der har fraskrevet sig autorisation som psykolog efter psykologloven, tilsvarende anses for at have fraskrevet sig autorisation som psykolog i henhold til autorisationsloven, hvad enten for en fastsat periode eller indtil videre.

Med § 10, stk. 5, 2. pkt., foreslås det, at såfremt en person har fraskrevet sig sin autorisation som psykolog inden 1. januar 2025, og denne fraskrivelse varer ved efter ophævelsen af psykologloven, kan pågældende ved meddelelse til Styrelsen for Patientsikkerhed inden udgangen af den 31. december 2028 generhverve autorisationen.

Forslaget vil betyde, at en psykolog, der har fraskrevet sig sin autorisation efter psykologloven, og hvis fraskrivelse fortsat gælder, når psykologloven ophæves den 1. januar 2026, kan bringe denne fraskrivelse til ophør ved meddelelse til Styrelsen for Patientsikkerhed inden udgangen af den 31. december 2028.

Der vil være tale om en undtagelse til autorisationslovens § 11 d, stk. 1, hvorefter ophør af en tidsubestemt fraskrivelse eller ophør af en tidsbestemt fraskrivelse før tid, forudsætter Styrelsen for Patientsikkerheds godkendelse. Formålet med undtagelsen er at tage hensyn til, at en fraskrivelse af autorisation efter psykologloven alene medfører bortfald af retten til at kalde sig »autoriseret psykolog«, mens fraskrivelse af autorisation efter den foreslåede ordning vil medføre bortfald af retten til at kalde sig »psykolog« overhovedet. Herved sikres det, at psykologer, der har fraskrevet sig deres autorisation i tillid til reglerne i den gældende ordning, har mulighed for at bringe fraskrivelsen til ophør.

I de tilfælde hvor fraskrivelsen skete under omstændigheder, der kan give anledning til mistanke om en risiko for patientsikkerheden, vil Styrelsen for Patientsikkerhed fortsat kunne varetage hensynet til patientsikkerheden ved at anvende sine almindelige tilsynsværktøjer.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 10, stk. 1, hvorefter personer, der ved udgangen af 2025 har ret til at betegne sig som psykolog i henhold til § 1, stk. 1, i psykologloven, uden autorisation fortsat kan betegne sig som psykolog frem til og med 31. december 2028.

Det foreslås med § 10, stk. 6, at Styrelsen for Patientsikkerhed ved psykologlovens ophævelse overtager Psykolognævnets sager om autorisation af psykologer og tilsyn med autoriserede psykologer.

Det vil betyde, at Psykolognævnets sager om autorisation af psykologer og tilsyn med autoriserede psykologer ved lovens ikrafttræden overtages af Styrelsen for Patientsikkerhed.

Forslaget vil sikre, at de autorisations- og tilsynssager som verserer ved Psykolognævnet ved lovens ikrafttræden, videreføres af Styrelsen for Patientsikkerhed. Forslaget vil også sikre, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan overtage afsluttede sager til brug for styrelsens fremtidige tilsynsarbejde. Konstaterer Styrelsen for Patientsikkerhed, at en overdraget sag rettelig bør behandles af Styrelsen for Patientklager, videresendes sagen hertil.

Der vil være psykologer, der før lovens ikrafttræden har ansøgt om autorisation som psykolog efter psykologloven på baggrund af gennemførelse af Psykolognævnets supplerende praktiske uddannelse, men som ikke er blevet meddelt autorisation før lovens ikrafttrædelse. Der vil efter det foreslåede § 70 g, stk. 3, 1. pkt., i autorisationsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, blive fastsat regler om, at Sundhedsstyrelsen kan meddele merit for de gennemførte uddannelseselementer med henblik på, at denne gruppe kan overgå til den nye psykologiske praksisuddannelse. Personer, der forud for ansøgningen har gennemført hele Psykolognævnets supplerende praktiske uddannelse, vil blive meddelt merit i videst muligt omfang.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 7, nr. 3, om videregivelse af oplysninger fra Psykolognævnet og dets sekretariat.

Med § 10, stk. 7, 1. pkt., foreslås det, at retssager om fratagelse af autorisation jf. § 6 i psykologloven, der verserer ved ophævelsen af psykologloven, færdigbehandles efter psykologloven. Det foreslås med § 9, stk. 7, 2. pkt., at stk. 4 finder tilsvarende anvendelse ved rettens eventuelle idømmelse af autorisationsfratagelse.

Det vil betyde, at domstolene færdigbehandler allerede rejste sager om fratagelse af autorisation efter psykologloven, uanset at psykologloven ophæves 1. januar 2026, og at sagerne færdigbehandles efter dette regelsæt. Det vil også betyde, at såfremt retten vælger at idømme en autorisationsfratagelse efter psykologloven, vil dette også tælle som en autorisationsfratagelse efter autorisationsloven i medfør af lovforslagets § 10, stk. 4.

Med § 10, stk. 8, foreslås det, at psykologers pligt til at føre patientjournaler over deres virksomhed i henhold til § 21, stk. 1, 1. pkt., i autorisationsloven og om sundhedsfaglig virksomhed, alene omfatter journalføring af virksomhed fra den 1. januar 2026.

Det vil betyde, at psykologers pligt til at føre patientjournaler over deres virksomhed efter autorisationsloven, alene omfatter journalføring af virksomhed fra lovens ikrafttræden og frem.

Forslaget vil tydeliggøre, at journalføringsforpligtelserne i autorisationsloven først finder anvendelse på psykologer fra lovens ikrafttræden og frem.

Det foreslås med § 10, stk. 9, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan fastsætte regler om håndteringen af autoriserede psykologers eksisterende ordnede optegnelser, jf. § 14, stk. 1 og 2, i psykologloven, fra den 1. januar 2026.

Med forslaget bemyndiges Styrelsen for Patientsikkerhed til at fastsætte overgangsregler om autoriserede psykologers eksisterende ordnede optegnelser.

Forslaget skal ses i lyset af, at der i medfør af § 14, stk. 6, i psykologloven bl.a. er fastsat nærmere regler om opbevaring og overdragelse af autoriserede psykologers ordnede optegnelser, jf. § 6 i bekendtgørelse nr. 567 af 19. maj 2017 om autoriserede psykologers pligt til at føre ordnede optegnelser, herunder hvor længe optegnelserne skal opbevares, overdragelse af optegnelserne hvis klienten er i behandling hos en anden psykolog, og hvad der skal ske med optegnelser i tilfælde af praksisophør eller den autoriserede psykologs død.

Styrelsen for Patientsikkerhed vil, alt efter hvad der vurderes at være hensigtsmæssigt, kunne fastsætte regler om at autoriserede psykologers eksisterende ordnede optegnelser helt eller delvist omfattes af reglerne om opbevaring og overdragelse i journalføringsbekendtgørelsen, og bestemme, at de tidligere regler om opbevaring og overdragelse af autoriserede psykologers ordnede optegnelser helt eller delvist fortsætter med at finde anvendelse på optegnelserne indtil ophøret af deres opbevaringsperiode.

I § 10, stk. 10, foreslås det, at begrænsningen i retten til aktindsigt i § 14, stk. 4, i lov om psykologer m.v., fortsat finder anvendelse for psykologers optegnelser udarbejdet og indført før den 1. januar 2026.

Det vil betyde, at en psykolog fortsat vil kunne begrænse adgangen til aktindsigt i optegnelser omfattet af psykologlovens § 14, i det omfang partens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser.

Forslaget skal ses i lyset af, at adgangen til at begrænse adgangen til aktindsigt i psykologlovens § 14, stk. 4, i tilfælde hvor partens interesse i aktindsigt findes at burde vige for afgørende hensyn til den pågældende selv eller til andre private interesser, er særegen for psykologloven, idet den tilsvarende begrænsning i sundhedslovens § 37, stk. 3, alene gælder journaloptegnelser journalført før den. 1. januar 2010. Forslaget sikrer, at optegnelser der er udarbejdet og indført af en psykolog i tillid til de gældende regler om aktindsigt i psykologloven, fortsat vil være omfattet af denne undtagelsesregel.

Kilde

Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed.

Det foreslås med § 11, stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at loven som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og Grønland.

Det skyldes, at autorisationsloven, psykologloven, sundhedslovens kapitel 9 om tavshedspligt, videregivelse og indhentning af helbredsoplysninger m.v. og lov om markedsføring af sundhedsydelser som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og ikke gælder for Grønland. Grønlands Selvstyre har overtaget reguleringen af psykologer, jf. inatsisartutlov nr. 27 af 18. november 2010 om sundhedsvæsenets styrelse, organisation samt sundhedsfaglige personer og psykologer som ændret ved inatsisartutlov nr. 2 af 29. maj 2012.

Det skyldes også, at lov om social service, barnets lov og lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet, ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Med § 11, stk. 2, 1. pkt., foreslås det, at lovens §§ 1-3 og 7-9 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger. Med § 11, stk. 2, 2. pkt., foreslås det, at lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.

Forslaget skal ses i lyset af, at psykologloven er sat i kraft for Færøerne, jf. anordningsbekendtgørelse nr. 807 af 20. juni 2018 om ikrafttræden for Færøerne af lov om psykologer m.v., at autorisationsloven også er sat i kraft for Færøerne, jf. anordning nr. 1472 af 16. december om ikrafttræden for Færøerne af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed som senest ændret ved anordning nr. 1444 af 29. juni 2021, og at sundhedslovens kapitel 9 tillige er sat i kraft for Færøerne, jf. anordning nr. 821 af 22. juni 2018 om ikrafttræden for Færøerne af sundhedsloven som ændret ved anordning nr. 1443 af 29. juni 2021. Psykologloven som sat i kraft for Færøerne foreskriver, at Psykolognævnet administrerer autorisationen af psykologer og fører tilsyn med autoriserede psykologer. Med nedlæggelsen af Psykolognævnet som følge af nærværende forslag og de særlige overgangsregler der gælder forud, vil det derfor være nødvendigt at sætte de foreslåede ændringer helt eller delvist i kraft for Færøerne ved ophævelse af psykologloven som sat i kraft for Færøerne og ændring af autorisationsloven som sat i kraft for Færøerne.

I øvrigt skal forslaget ses i lyset af, at lov om markedsføring af sundhedsydelser ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne. Denne hjemmel er på nuværende tidspunkt ikke udnyttet.