Lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love (Ændring af journalføringsreglerne, reaktionsmulighed ved manglende betaling af registreringsgebyr på tatoveringsområdet og supplerende bestemmelser i tilknytning til markedsovervågningsforordningen samt lovtekniske ændringer i psykiatriloven og strålebeskyttelsesloven) § 3

Til nr. 1

Det følger af §§ 6 og 29 i lov om tobaksvarer m.v., at Sikkerhedsstyrelsen på sin hjemmeside offentliggør og løbende opdaterer oplysninger, der er indberettet for tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter, jf. § 3, stk. 1, og § 28, stk. 1. Der findes ikke en tilsvarende bestemmelse til offentliggørelse af oplysninger, der er indberettet for tobakssurrogater.

Det følger af § 3 a, stk. 1, i lov om tobaksvarer m.v., som indføres i loven ved lov nr. 2071 af 21. december 2020 om ændring af lov om forbud mod tobaksreklame m.v., lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love, (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning), at fabrikanter og importører af tobakssurrogater, der markedsføres her i landet, for hvert tobakssurrogat opdelt efter handelsnavn, skal indberette oplysninger om produktet, herunder om ingredienser.

Det foreslås, at der i § 6 i lov om tobaksvarer m.v. ved indsættelse af § 3 a, stk. 1, ændres, således at Sikkerhedsstyrelsen også får mulighed for at offentliggøre og løbende opdatere sin hjemmeside med de oplysninger, erklæringer og rapporter vedr. tobakssurrogater, der modtages efter § 3 a, stk. 1.

Forslaget betyder, at Sikkerhedsstyrelsen kan offentliggøre en liste over indberettede tobakssurrogater, så forbrugere får mulighed for at orientere sig om, hvilke tobakssurrogater der markedsføres lovligt her i landet. Forbrugeren vil hermed få hjælp til aktivt at fravælge produkter, der måtte være ulovlige. Hvis et indberettet produkt efterfølgende er blevet omfattet af et forbud fra Sikkerhedsstyrelsen, jf. lov om tobaksvarer m.v. § 36, stk. 2, vil oplysning om forbuddet ikke i sig selv fremgå af listen, men vil indgå i tilpasning af oplysningerne på listen, som sker løbende.

Efter den foreslåede bestemmelse gælder Sikkerhedsstyrelsens forpligtelse til at offentliggøre oplysninger om indberettede tobakssurrogater dog ikke oplysninger, der har karakter af drift- eller forretningshemmeligheder, for så vidt det er af væsentlig økonomisk betydning for den person eller virksomhed, oplysningerne angår. Det er ikke hensigten, at forpligtelsen til at offentliggøre oplysninger om især indhold og sammensætning af indberettede tobaksvarer bør være mere vidtgående end den forpligtelse, der gælder til at meddele aktindsigt i oplysninger, der efter offentlighedslovens § 30, nr. 2, kan have karakter af forretningshemmeligheder. Sådanne oplysninger er endvidere undergivet tavshedspligt efter forvaltningsloven § 27, stk. 1, nr. 2.

Det fremgår af indledningen til de almindelige bemærkninger til lov nr. 2071 af 21. december 2020 om ændring af lov om forbud mod tobaksreklame m.v., lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love, (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning), at hensigten med loven i vid udstrækning var at sidestille tobakssurrogaterne med tobaksvarer, jf. Folketingstidende 2020-21 A, L 61 som fremsat side 7-8.

Ved at indføre denne forpligtelse for Sikkerhedsstyrelsen sidestilles forpligtelsen med de øvrige forpligtelser, som Sikkerhedsstyrelsen allerede har vedrørende tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter.

Til nr. 2

Det følger af § 32 i lov om tobaksvarer m.v., at Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med, at kravene i denne lov og i regler fastsat i medfør heraf overholdes.

Det følger af § 32, stk. 5, i lov om tobaksvarer m.v., at Sikkerhedsstyrelsen af fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter kan kræve at få meddelt alle oplysninger, der er nødvendige for kontrollen efter stk. 1.

Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra c, at markedsovervågningsmyndigheden skal have beføjelser til at pålægge erhvervsdrivende at fremlægge de relevante oplysninger, der er nødvendige for at kunne fastslå ejerskabet til et websted, når de pågældende oplysninger har relationer til undersøgelsens genstand.

Det foreslås, at § 32, stk. 5, i lov om tobaksvarer m.v. ændres, således at Sikkerhedsstyrelsen af enhver – og ikke kun af fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter – kan kræve alle oplysninger, der er nødvendige for kontrollen efter stk. 1.

Forslaget betyder, at Sikkerhedsstyrelsen af enhver kan kræve alle oplysninger, som skønnes nødvendige for Sikkerhedsstyrelsens kontrol med produkter omfattet af lov om tobaksvarer m.v. Det betyder blandt andet, at Sikkerhedsstyrelsen kan kræve oplysninger, der er nødvendige for at fastslå ejerskabet til et websted, f.eks. hvis Sikkerhedsstyrelsen får behov for at indhente oplysninger fra en hostingudbyder af en hjemmeside.

Desuden betyder forslaget, at man ved ikke at nævne to bestemte produktkategorier; nemlig tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter, i bestemmelsen undgår tvivl om, hvad Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med. Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med alle produkter, der er omfattet af lovens anvendelsesområde jf. § 32, stk.1 i lov om tobaksvarer m.v.

Til nr. 3

Det følger af § 34 i lov om tobaksvarer m.v., at for at tilvejebringe oplysninger til brug for gennemførelse af kontrollen efter § 32, stk. 1 og 2, har Sikkerhedsstyrelsens repræsentanter til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til offentlige og private ejendomme og lokaliteter hos fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter. Politiet yder om nødvendigt Sikkerhedsstyrelsen bistand hertil.

Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra d og e, at kontrolmyndigheden skal tillægges beføjelser til uden forudgående varsel at foretage inspektion på stedet og fysisk kontrol af produkter, samt at få adgang til alle lokaler, arealer eller transportmidler, som den erhvervsdrivende anvender som led i sit erhverv, sin forretning, sit håndværk eller sit fag, for at identificere manglende overensstemmelse og indhente dokumentation.

Det foreslås, at § 34 i lov om tobaksvarer m.v. ændres, således at Sikkerhedsstyrelsen får mulighed for også at få adgang til transportmidler i forbindelse med tilvejebringelsen af oplysninger til brug for deres kontrol.

Forslaget betyder, at Sikkerhedsstyrelsen, således som det er forudsat i markedsovervågningsforordningen artikel 14, stk. 4, litra d og e, får mulighed for at kontrollere i transportmidler, hvis det findes nødvendigt for kontrollen. Hertil bemærkes, at det kun er muligt for Sikkerhedsstyrelsen at anvende bestemmelsen til at tilvejebringe oplysninger til brug for kontrollen. Det betyder, at bestemmelsen kan anvendes med henblik på at konstatere, om produkter er i overensstemmelse med reglerne eller om fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af produkterne lever op til deres forpligtelser.

Desuden betyder forslaget, at man ved ikke at nævne to bestemte produktkategorier; nemlig tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter, i bestemmelsen undgår tvivl om, hvad Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med. Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med alle produkter, der er omfattet af lovens anvendelsesområde jf. § 32, stk.1 i lov om tobaksvarer m.v.

Til nr. 4

Det følger af § 35, stk. 1, i lov om tobaksvarer m.v., at Sikkerhedsstyrelsen uden betaling og mod kvittering kan udtage tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter hos fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter til brug for kontrollen efter § 32, stk. 1 og 2. Udtagelsen kan foretages af Sikkerhedsstyrelsen uden betaling og mod kvittering.

Det følger endvidere af § 35, stk. 2, i lov om tobaksvarer m.v., at Sikkerhedsstyrelsen kan foretage eller få foretaget en teknisk undersøgelse af tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter udtaget i medfør af stk. 1.

Det følger af markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra j, at kontrolmyndigheden kan gøre brug af skjult identitet. Sikkerhedsstyrelsen har ikke tidligere haft mulighed for at udtage produkter under skjult identitet. Det følger endvidere af markedsovervågningsforordningens artikel 15, at markedsovervågningsmyndigheder kan tillades at opkræve alle omkostninger ved deres aktiviteter fra den relevante erhvervsdrivende for så vidt angår tilfælde af manglende overensstemmelse. Bestemmelsen er gennemført i lov om produkter og markedsovervågning på Erhvervsministeriets område, hvor den skal bidrage til at sikre en højere regelefterlevelse på tværs af produktområder.

Det foreslås, at § 35, stk. 1, 1. pkt ., nyaffattes, således at det fremgår, at Sikkerhedsstyrelsen som led i kontrollen med overholdelse af reglerne i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov eller forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde kan udtage ethvert produkt, som er omfattet af denne lovs anvendelsesområde, herunder ved brug af skjult identitet, hos fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af produkter omfattet af denne lovs anvendelsesområde til brug for kontrollen efter § 32, stk. 1 og 2.

Forslaget betyder, at Sikkerhedsstyrelsen som noget nyt, således som det er forudsat i markedsovervågningsforordningen artikel 14. stk. 4, litra j, får mulighed for at udtage produkter under skjult identitet. Forsyningskæderne har ændret sig væsentligt og den stigende nethandel har ført til, at det er blevet sværere at udtage produkter. I dag bestemmer Sikkerhedsstyrelsen, hvilket produkt der udtages, når udtagningen foregår i en fysisk butik, hvorimod webbutikken bestemmer hvilket produkt, der udtages i webbutikken. Med henblik på at sikre lige konkurrence mellem fysiske butikker og webbutikker foreslås det, at kontrolmyndigheden kan gøre brug af skjult identitet. Dette sikrer samtidig, at kontrolmyndigheden ikke modtager særligt gode produkter, såkaldte golden samples eller får besked om, at produktet er udsolgt, selvom det måske ikke er tilfældet.

Med skjult identitet menes situationer, hvor myndigheden køber et produkt uden at give sig til kende eller identificere sig som kontrolmyndighed i forbindelse med købet. Sikkerhedsstyrelsen kan skjule sin identitet på forskellige måder. Det kan eksempelvis ske ved at foretage køb af produkter i en medarbejders navn, ved brug af et særligt kreditkort til formålet, ved opgivelse af en anden mailadresse end Sikkerhedsstyrelsens sædvanlige eller ved at få sendt produktet til en anden adresse end Sikkerhedsstyrelsens officielle postadresse. Der kan også være tale om en kombination af flere forskellige tiltag. Målet er, at Sikkerhedsstyrelsen i købssituationen ligestilles med enhver anden aftager af det pågældende produkt. Brugen af skjult identitet sker under ansvar af myndigheden og det forudsættes, at anvendelsen ikke ansporer til ulovlige handlinger i sig selv.

Ved anvendelse af skjult identitet i fysiske butikker vil den tilsynsførende kunne agere som en almindelig kunde i butikken og vil således ikke påkalde sig særlig opmærksomhed. Dette er især relevant i forhold til Sikkerhedsstyrelsens mulighed for at opdage, hvorvidt der eksempelvis sælges ulovlige produkter. Når en vare er udtaget til kontrol under skjult identitet, vil sagsbehandlingen fortsætte på samme måde som ved varer udtaget, hvor den tilsynsførende har givet sig til kende ved udtagelsen.

Desuden betyder forslaget, at man ved ikke at nævne to bestemte produktkategorier; nemlig tobaksvarer og urtebaserede rygeprodukter, i bestemmelsen undgår tvivl om, hvad Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med. Sikkerhedsstyrelsen fører kontrol med alle produkter, der er omfattet af lovens anvendelsesområde jf. § 32, stk.1, i lov om tobaksvarer m.v.

Det foreslås endvidere i stk. 1, 2. pkt. , at udtagelsen kan foretages af Sikkerhedsstyrelsen uden betaling og mod kvittering, eller Sikkerhedsstyrelsen kan kræve udgiften refunderet, hvis udtagelsen af produktet har nødvendiggjort en betaling.

Sikkerhedsstyrelsen har hele tiden kunnet udtage produkter omfattet af lov om tobaksvarer m.v. uden betaling og mod kvittering, men som noget nyt foreslås det, at Sikkerhedsstyrelsen kan kræve udgifterne refunderet, hvis udtagelsen af produktet har nødvendiggjort en betaling. Denne beføjelse svarer til de beføjelser, som Sikkerhedsstyrelsen allerede har på en række andre produktområder ift. deres kontrol, jf. lov om produkter og markedsovervågning.

Efter det foreslåede stk. 2 forpligtes fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af produkter omfattet af denne lov til at indsende eller udlevere produktet til kontrol på Sikkerhedsstyrelsens anmodning.

Forslaget betyder, at fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af produkter omfattet af denne lov skal indsende eller udlevere produkter på Sikkerhedsstyrelsens anmodning. Formålet med bestemmelsen er at tage højde for webbutikker og handelsplatforme, som udgør en voksende del af den samlede handel, og som samtidig ikke har et offentligt tilgængeligt salgslokale, hvor Sikkerhedsstyrelsen kan udtage et produkt. Bestemmelsen finder anvendelse over for både internetbaserede virksomheder og fysiske butikker, og gør det således muligt at anmode såvel webbutikker som fysiske butikker om at indsende produkter til kontrol.

Af det foreslåede stk. 3 fremgår, at Sikkerhedsstyrelsen kan foretage eller få foretaget en teknisk undersøgelse af produkter udtaget i medfør af stk. 1. Sikkerhedsstyrelsen kan kræve omkostninger forbundet med en ekstern teknisk undersøgelse refunderet af fabrikanter, importøren, distributøren eller detailforhandleren, hvis undersøgelsen medfører, at der i medfør af §§ 36, 37 eller 38 træffes afgørelse om forbud eller påbud.

Bestemmelsens 1. pkt. er enslydende med det tidligere stk. 2, 1. pkt.

Forslaget betyder, at Sikkerhedsstyrelsen som noget nyt kan kræve udgifter til eksterne tekniske undersøgelser refunderet af den, som der træffes afgørelse imod, som markedsovervågningsforordningens artikel 15 giver mulighed for. Det er Erhvervsministeriets vurdering, at det er hensigtsmæssigt, at det er kontrolmyndigheden, der som udgangspunkt afholder omkostningerne til eksterne tekniske undersøgelser, der skønnes nødvendige for vurderingen af, om der skal træffes foranstaltninger i relation til et produkt, der ikke er i overensstemmelse med de gældende regler. Samtidig finder Erhvervsministeriet det rimeligt, at omkostningerne kan kræves refunderet af den erhvervsdrivende i det tilfælde, hvor et produkt ikke er i overensstemmelse med de gældende regler. Kontrolmyndighedens omkostningsdækning kan således alene ske, når en erhvervsdrivende får meddelt et påbud eller et forbud efter §§ 36, 37 eller 38. Dette er eksempelvis relevant for så vidt angår tyggetobak, hvor der ligger et større testregime til grund for Sikkerhedsstyrelsens kontrol på området. På den baggrund har Sundhedsministeriet valgt at lægge sig op af Erhvervsministeriets implementering af markedsovervågningsforordningens artikel 15.

Til nr. 5

Der findes ikke i lov om tobaksvarer m.v. hjemmel til, at kontrolmyndigheden kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indholdet på onlinegrænseflader.

Det foreslås i § 38 a, at Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde ejeren af en onlinegrænseflade at ændre eller fjerne indhold, der henviser til et produkt, der ikke er i overensstemmelse med regler i denne lov, regler fastsat i medfør af denne lov, eller forordninger omfattet af denne lovs anvendelsesområde.

Bestemmelsen indebærer, at artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, i markedsovervågningsforordningen gennemføres og svarer til § 17 i lov om produkter og markedsovervågning. Efter bestemmelsen tillægges Sikkerhedsstyrelsen beføjelse til, hvis der ikke findes andre effektive midler til at eliminere en alvorlig risiko, at påbyde fjernelse af indhold fra en onlinegrænseflade, der henviser til produkter, som udgør en alvorlig risiko, eller at påbyde, at en advarsel til brugerne udtrykkeligt vises, når de får adgang til en onlinegrænseflade.

Det fremgår blandt andet af betragtning 16 i markedsovervågningsforordningens præambel, at fjernelse af indhold vedrørende produkter, der ikke overholder de gældende regler, ikke bør berøre bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel. Ligeledes fremgår det blandt andet af betragtning 41 i markedsovervågningsforordningens præambel, at i de tilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig skade for brugerne på grund af manglende overensstemmelse, bør markedsovervågningsmyndighederne kunne træffe foranstaltninger, når det er behørigt begrundet og forholdsmæssigt, og såfremt der ikke er nogen anden mulighed for at forhindre eller begrænse en sådan skade, herunder om nødvendigt ved at kræve fjernelse af indhold fra onlinegrænsefladen eller visning af en advarsel. Derudover fremgår det, at foranstaltningen bør træffes i overensstemmelse med principperne i direktiv 2000/31/EF. På den baggrund følger det af artikel 2, stk. 4, at forordningen ikke berører anvendelsen af artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF. Den foreslåede bestemmelse berører således ikke anvendelsen af bestemmelserne i e-handelsloven, som implementerer direktiv 2001/31/EF, herunder bestemmelsen i § 16 om ansvarsfrihed for hostingtjenester.

Forslaget betyder, at Sikkerhedsstyrelsen vil kunne påbyde ejere af onlinegrænseflader at ændre den måde et produkt markedsføres eller helt at fjerne et produkt, der ikke lever op til reglerne, f.eks. fra en webbutik. Bestemmelsen tænkes også anvendt af Sikkerhedsstyrelsen til at få omtale af produktet fjernet fra f.eks. blogs eller i forbrugertests, ligesom det sikres, at Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde ejere at fjerne farlige produkter, selv om det ikke er sælger, der ejer onlinegrænsefladen. Samtidig sikres det, at Sikkerhedsstyrelsen kan påbyde, at en advarsel skal vises til brugerne, når de benytter sig af grænsefladen, eksempelvis hvis et ulovligt produkt har været solgt fra onlinegrænsefladen. I så fald vil kunderne modtage information om dette, når de besøger webbutikken eller handelsplatformen. Bestemmelsen går videre end markedsovervågningsforordningens artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, idet den kan anvendes i forbindelse med salg af produkter, der ikke er i overensstemmelse med reglerne, og således ikke alene produkter, der udgør en alvorlig risiko, som det fremgår af forordningen. Dermed tildeles Sikkerhedsstyrelsen en beføjelse, som skal gøre det lettere at håndhæve reglerne online på samme vis, som det er tilfældet over for fysiske butikker.

Det er ikke muligt at fastslå endeligt, hvad en onlinegrænseflade er, da der hele tiden sker udvikling inden for området. Umiddelbart er en onlinegrænseflade enhver form for software, herunder et websted, dele af et websted eller en applikation, der giver brugere adgang til produkter eller indhold. I øjeblikket er det særligt hjemmesider og applikationer til mobiltelefoner, tablets og computere, der bliver brugt i denne sammenhæng. Dette formodes dog at ændre sig i takt med, at der kommer nye løsninger på markedet.

Sundhedsministeriet implementerer dermed bestemmelsen, som Erhvervsministeriet har gjort det for en række af de produkter, som ligger under Erhvervsministeriets ressort, jf. lov om produkter og markedsovervågning.

Med den foreslåede § 38 b foreslås det, at der kan ske blokering af en onlinegrænseflade, hvis et påbud efter § 38 a ikke er efterkommet, eller onlinegrænsefladen gentagne gange har solgt eller formidlet salg af produkter, der udgør en alvorlig risiko.

Bestemmelsen gennemfører artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 2, i markedsovervågningsforordningen. Efter bestemmelsen skal myndigheden tillægges beføjelse til – hvis der ikke findes andre effektive midler til at eliminere en alvorlig risiko, og hvis en anmodning i henhold til artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 1, ikke overholdes – at udbydere af informationssamfundstjenester skal begrænse adgangen til onlinegrænsefladen, herunder ved at anmode en relevant tredjepart om at gennemføre sådanne foranstaltninger. Det fremgår bl.a. af betragtning 16 i markedsovervågningsforordningens præambel, at fjernelse af indhold vedrørende produkter, der ikke overholder de gældende regler, eller, hvis dette ikke er muligt, begrænsning af adgangen til sådanne produkter, der tilbydes gennem deres tjenester, ikke bør berøre bestemmelserne i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF om elektronisk handel. Ligeledes fremgår det bl.a. af betragtning 41 i markedsovervågningsforordningens præambel, at når en anmodning om fjernelse af indhold eller visning af advarsel ikke imødekommes, bør den relevante myndighed have beføjelse til at påbyde, at leverandører af informationssamfundstjenester begrænser adgangen til onlinegrænsefladen, og derudover at foranstaltningen bør træffes i overensstemmelse med principperne i direktiv 2000/31/EF. På den baggrund følger det af artikel 2, stk. 4, at forordningen ikke berører anvendelsen af artikel 12-15 i direktiv 2000/31/EF. Den foreslåede bestemmelse berører således ikke anvendelsen af bestemmelserne i e-handelsloven, som implementerer direktiv 2001/31/EF, herunder bestemmelsen i § 16 om ansvarsfrihed for hostingtjenester.

Forslaget betyder, at Sikkerhedsstyrelsen skal kunne bringe manglende overensstemmelse til ophør hurtigt og effektivt, når den erhvervsdrivende, der sælger et produkt, ikke samarbejder, skjuler sin identitet eller flytter inden for EU eller til et tredjeland for at undgå håndhævelse. I de tilfælde, hvor der er risiko for alvorlig og uoprettelig skade for brugerne på grund af manglende overensstemmelse, bør Sikkerhedsstyrelsen kunne træffe foranstaltninger, når det er behørigt begrundet og proportionalt, og såfremt der ikke er nogen anden mulighed for at forhindre eller begrænse faren for brugerne. Efter artikel 3, nr. 20, i markedsovervågningsforordningen defineres et produkt, der udgør en alvorlig risiko, som et produkt, der udgør en risiko, og for hvilket — på grundlag af en risikovurdering og under hensyntagen til produktets normale og forventede anvendelse — en kombination af sandsynligheden for, at en fare forårsager skade, og skadens sværhedsgrad anses for at kræve hurtig indgriben fra markedsovervågningsmyndighederne, herunder tilfælde, hvor virkningerne af risikoen ikke viser sig umiddelbart.

Når et påbud efter § 38 a ikke efterkommes, bør Sikkerhedsstyrelsen kunne foranledige, at adgangen til en onlinegrænseflade blokeres i situationer, hvor produktet udgør en alvorlig risiko. Ydermere kan bestemmelsen anvendes, hvor en onlinegrænseflade gentagne gange har solgt eller formidlet salg af produkter, der udgør en alvorlig risiko. Bestemmelsen kan anvendes over for webbutikker og handelsplatforme, der formidler et salg af produktet eller videreformidler kontakten mellem køber og sælger.

I relation til hjemmesider forstås der ved blokering en ordning, der er rettet mod danske internetudbydere med henblik på direkte DNS-blokering fra udbyderens side af en onlinegrænseflade med et produkt, der udgør en alvorlig risiko. DNS-blokering medfører, at forsøg på at opnå adgang til blokerede onlinegrænseflader automatisk afvises af internetudbyderen. Det forudsættes, at afvisningen vil være ledsaget af en tekst, hvoraf det fremgår, at Sikkerhedsstyrelsen har opnået rettens kendelse til at blokere den pågældende onlinegrænseflade, og at eventuelle indsigelser kan rettes til Sikkerhedsstyrelsen. For danske hjemmesider, der slutter på . dk, kan blokeringen foretages af webhostingudbyderen.

Kravet om, at onlinegrænsefladen sælger eller formidler salget af et produkt, der udgør en alvorlig risiko, indebærer, at der f.eks. sælges eller formidles et produkt, der udgør en alvorlig risiko på eksempelvis en hjemmeside. Det afgørende er således, at brugere kan få et fejlagtigt indtryk af, at et produkt ikke udgør en alvorlig risiko, hvis dette er tilfældet. Omtale af et farligt produkt på en onlinegrænseflade kan ikke som det eneste resultere i blokering af en onlinegrænseflade.

At onlinegrænsefladen gentagne gange har solgt eller formidlet salg vil sige tilfælde, hvor den erhvervsdrivende inden for de seneste 2 år har begået mindst to lignende forseelser – altså tre i alt. Der behøver ikke nødvendigvis være tale om identiske forseelser. Det afgørende er derimod, at de er ensartede og at der er tale om produkter, der udgør en alvorlig risiko. Det er ikke en forudsætning, at de tidligere forseelser har udløst en blokering af onlinegrænsefladen eller har været til pådømmelse i det strafferetlige system. Der er udelukkende tale om, at Sikkerhedsstyrelsen gentagne gange har truffet afgørelse om, at den pågældende erhvervsdrivendes produkter har vist sig at udgøre en alvorlig risiko. I den forbindelse går bestemmelsen videre end markedsovervågningsforordningen artikel 14, stk. 4, litra k, nr. 2.

De situationer, hvor virksomheden selv tager kontakt til Sikkerhedsstyrelsen, og således af egen drift retter op på fejl, bør ikke indgå i vurderingen af gentagelse.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt ., at afgørelse efter stk. 1 om blokering af en onlinegrænseflade træffes af retten ved kendelse efter Sikkerhedsstyrelsens begæring. Hvor sagsøgte ikke har hjemsted i Danmark, anlægges sag ved retten, hvor Sikkerhedsstyrelsen har hjemsted. Imødekommes Sikkerhedsstyrelsens anmodning om blokering, skal kendelsen indeholde oplysning om, hvilken konkret onlinegrænseflade der kan blokeres. Kendelse om blokering træffes over for den informationssamfundstjenesteudbyder, der er nærmest til at blokere for adgangen til onlinegrænsefladen. For hjemmesider vil det typisk være en webhostingudbyder, hvis det er en dansk hjemmeside med et ”. dk-domænenavn”. For en udenlandsk hjemmeside vil det typisk være internetudbyderne, hvilket i så fald vil ske i form af en såkaldt DNS-blokering. Retten kan træffe afgørelse om blokeringens varighed. Kendelser om blokering kan kæres efter de almindelige betingelser i retsplejelovens kapitel 37.

I stk. 2, 2. pkt. , foreslås det, at inden retten træffer afgørelse, skal den så vidt muligt give parten, som indgrebet retter sig mod, adgang til at udtale sig.

Den onlinegrænseflade, der rammes af indgrebet om blokering, har, som part, således mulighed for at komme med sine bemærkninger, inden kendelsen om blokering træffes over for onlinegrænsefladens udbyder.

Det foreslås i stk. 2, 3. pkt ., at i kendelsen anføres de konkrete omstændigheder i sagen, hvorpå det støttes, at betingelserne for indgrebet er opfyldt. Sikkerhedsstyrelsen forudsættes at foretage underretning af den, som indgrebet retter sig mod, dvs. af ejeren (registranten) af den onlinegrænseflade, som retten har givet tilladelse til at blokere. Indeholder onlinegrænsefladen ikke kontaktoplysninger, og kan Sikkerhedsstyrelsen ikke umiddelbart fremskaffe disse oplysninger på anden vis, kan underretning undlades. Underretning af personer i udlandet vil ske efter de almindelige retshjælpsregler om underretning til personer i andre lande.

Det foreslås i stk. 3, 1. pkt ., at det påhviler udbydere af informationssamfundstjenester at bistå Sikkerhedsstyrelsen ved gennemførelsen af kendelser efter stk. 2. Det indebærer blandt andet, at udbyderne skal iværksætte en blokering af adgangen til den onlinegrænseflade, som rettens kendelse vedrører. Sikkerhedsstyrelsen vil i praksis videreformidle rettens kendelse til udbydere af informationssamfundstjenester, som derefter forestår den tekniske gennemførelse af en blokering. Med udbydere af informationssamfundstjenester forstås enhver fysisk eller juridisk person, som leverer en informationssamfundstjeneste. Definitionen omfatter alle fysiske og juridiske personer, som leverer tjenester, der er nødvendige for, at en modtager kan få adgang til f.eks. internettet og kan søge efter og give oplysninger på åbne netværk. Begrebet omfatter endvidere fysiske og juridiske personer, der stiller tjenesteydelser og produkter til rådighed både gratis eller mod betaling på f.eks. internettet. Der vil f.eks. være tale om internetleverandører, serverejere, webhostingudbydere, applikationsudbydere og erhvervsdrivende, der udbyder tjenesteydelser online. Det er hensigten med bestemmelsen at omfatte internetudbydere, der udbyder internet til en bredere kreds af kunder. Det er dermed ikke hensigten at omfatte virksomheder, der udbyder internet til en begrænset eller lukket kreds af personer, herunder restaurationer, hoteller, uddannelsesinstitutioner, boligforeninger eller lignende.

Det foreslås i stk. 3, 2. pkt ., at Sikkerhedsstyrelsen kan pålægge udbydere af informationssamfundstjenester tvangsbøder med henblik på at gennemtvinge handlinger, som det påhviler udbydere at foretage.

Bestemmelsen vil kunne finde anvendelse over for udbydere af informationssamfundstjenester i tilfælde, hvor den pågældende udbyder – på trods af kontrolmyndighedens fremvisning af rettens kendelse om blokering – ikke iværksætter en blokering af den berørte hjemmeside.

Ved myndighedens kontrol af produkter kan der, i de tilfælde hvor en kendelse ikke efterkommes, være behov for, at kontrolmyndigheden anvender tvangsbøder med henblik på, at kendelsen efterleves. Det er en grundlæggende forudsætning for myndighedens kontrolvirksomhed, at rettens kendelser efterkommes, og muligheden for at pålægge tvangsbøder anses som et effektivt middel til at sikre, at dette sker.

Tvangsbøderne vil skulle fastsættes som daglige bøder, indtil den påtvungne handling efterkommes. Daglige tvangsbøder vil skulle gives for hver kalenderdag, det vil sige syv dage om ugen, og bøderne vil kunne forhøjes med skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resultat. Det almindelige proportionalitetsprincip medfører blandt andet, at tvangsbøden ikke må stå i misforhold til undladelsen, ligesom der ved fastsættelsen af tvangsbøden skal tages hensyn til den handlingspligtiges økonomiske formåen, således at pressionen har effekt, men bødestørrelsen vil i øvrigt bero på et konkret skøn.

De daglige tvangsbøder vil kunne pålægges fra en given dato. Forudsætningen for at pålægge daglige tvangsbøder vil være, at kontrolmyndigheden mindst 14 kalenderdage forinden underretter den handlingspligtige om, at bøden vil blive pålagt fra den anførte dato. Varslingen vil skulle indeholde oplysninger om tvangsbødens størrelse, og der vil skulle tages forbehold for en eventuel senere forhøjelse af tvangsbøden. De daglige tvangsbøder vil kunne forhøjes med en uges skriftligt varsel, hvis den fastsatte tvangsbøde ikke har givet resultat.

Det foreslås i stk. 4, 1. pkt., at Sikkerhedsstyrelsen skal påse, at et indgreb efter stk. 1 ikke opretholdes ud over det tidsrum, hvor grundlaget for blokeringen er til stede. Det forudsættes i stk. 4, at såfremt Sikkerhedsstyrelsen bliver bekendt med, at grundlaget for blokeringen ikke længere er til stede, skal Sikkerhedsstyrelsen hurtigst muligt foranledige, at blokeringen fjernes. Ophævelsen kan ske på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod eller af Sikkerhedsstyrelsen. Da blokering af en hjemmeside er et vidtgående indgreb, bør der være mulighed for hurtigt at ophæve blokeringen, når grundlaget for blokeringen ikke længere er til stede.

Det foreslås i stk. 4, 2. pkt., at Sikkerhedsstyrelsen af egen drift eller på foranledning af den, som indgrebet retter sig mod, skal træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen. For at processen med at ophæve blokeringen kan forløbe så hurtigt som muligt og uden unødige procestrin, foreslås det at gøre det muligt for Sikkerhedsstyrelsen at træffe afgørelse om, at blokeringen skal ophæves, det vil sige uden at domstolene skal træffe kendelse om ophævelsen. Sikkerhedsstyrelsen har en forpligtelse til at følge op og vurdere, om blokeringen skal opretholdes. Denne forpligtelse omfatter ikke en pligt til at følge op og vurdere den blokerede onlinegrænseflade oftere end hver sjette måned. Afgørelse om ophævelse træffes, når det er godtgjort, at påbuddet er efterkommet, eller den erhvervsdrivende har truffet de foranstaltninger, der er nødvendige for at undgå, at onlinegrænsefladen igen sælger eller formidler salg af produkter, der udgør en alvorlig risiko.

I stk. 5, 1. pkt. foreslås det, at fremsætter den, som indgrebet efter stk. 1 retter sig mod, anmodning om at blokeringen ophæves, og støttes denne anmodning på, at der er sket væsentlige ændringer i indholdet af onlinegrænsefladen, skal Sikkerhedsstyrelsen, hvis blokeringen ikke ophæves i medfør af stk. 4, snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten. I relation til hjemmesider vil det i praksis være en registrant, der vil kunne fremsætte den nævnte anmodning. Hjemlen forudsættes benyttet i de tilfælde, hvor indholdet på hjemmesiden er ændret væsentligt, men hvor Sikkerhedsstyrelsen ikke anser denne ændring for at være af en sådan art, at blokeringen skal ophæves som følge af bestemmelsen i stk. 4. I disse situationer kan onlinegrænsefladerne få spørgsmålet indbragt for retten.

Det foreslås i at retten afgør ved kendelse, om indgrebet skal opretholdes.

Der indsættes således en hjemmel til løbende domstolskontrol. Sagen skal indbringes for den ret, der har truffet afgørelse om blokering af den pågældende hjemmeside. Kendelsen vil kunne kæres efter de almindelige regler herom.

Det foreslås i stk. 5, 3. pkt. , at tages en anmodning ikke til følge, kan ny anmodning ikke fremsættes, før der er forløbet 3 måneder fra kendelsens afsigelse. Hvis retten træffer afgørelse om, at blokeringen ikke skal ophæves, kan onlinegrænsefladen ikke forlange spørgsmålet indbragt for retten på ny, før der er forløbet 3 måneder. Bestemmelsen i stk. 4 skal dog fortsat overholdes i disse måneder. Det vil derfor sige, at Sikkerhedsstyrelsen har pligt til at træffe afgørelse om ophævelse af blokeringen, hvis onlinegrænsefladen godtgør, at betingelserne for blokeringen ikke længere er til stede.

Sundhedsministeriet implementerer dermed bestemmelsen, som Erhvervsministeriet har gjort det for en række af de produkter, som ligger under Erhvervsministeriets ressort, jf. lov om produkter og markedsovervågning.

Til nr. 6

Det fremgår af § 45, stk. 1, nr. 5, i lov om tobaksvarer m.v., at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at efterkomme et påbud eller en oplysningspligt, der har hjemmel i § 3, stk. 1, § 5, stk. 2, § 7, § 28, stk. 1, § 32, stk. 3-5, eller § 38.

Det foreslås, at der i § 45, stk. 1, nr. 5 , i lov om tobaksvarer m.v., ved indsættelse af § 3 a, stk. 1, ændres, således det også kan straffes med bøde, hvis en fabrikant eller importør enten slet ikke eller mangelfuldt indberetter oplysninger om tobakssurrogater.

Forslaget betyder, at hvis en fabrikant eller importør enten slet ikke eller mangelfuldt indberetter oplysninger om tobakssurrogater jf. § 3 a, så sidestilles dette med forpligtelsen for tobaksvarer, der skal indberettes efter § 3, stk. 1. Ved at håndtere manglende eller ingen indberetning af tobaksvarer og tobakssurrogater strafmæssigt ens, så vil det være med til at sikre, at fabrikanter og importører efterlever kravene til indberetningen. Det vurderes hensigtsmæssigt, at manglende overholdelse kan straffes på lige fod ved overtrædelse i begge tilfælde.

Den, der overtræder § 3 a, stk. 1, vil derfor kunne straffes med bøde, medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning.

Af indledningen til de almindelige bemærkninger til lov nr. 2071 af 21. december 2020 om ændring af lov om forbud mod tobaksreklame m.v., lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love, (Udmøntning af national handleplan mod børn og unges rygning) fremgår, at hensigten med loven i vid udstrækning var at sidestille tobakssurrogaterne med tobaksvarer, jf. Folketingstidende 2020-21 A, L 61, som fremsat side 7-8.

Denne bestemmelse sikrer denne sidestilling for så vidt angår straf for manglende indberetninger af oplysninger.

Til nr. 7

Det fremgår af § 45, stk. 1, nr. 9, i lov om tobaksvarer m.v., at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den der overtræder bestemmelserne om den økonomiske aktørs bortset fra fabrikanters og importørers forpligtelser, jf. artikel 12, nr. 3, eller artikel 29, nr. 4, i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer.

Det foreslås, at § 45, stk. 1, nr. 9, i lov om tobaksvarer m.v., ændres således, at der slettes et ”eller”.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af nr. 11 og 12.

Til nr. 8

Det fremgår af § 45 i lov om tobaksvarer m.v., at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder bestemmelsen i artikel 36 i Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2018/574 af 15. december 2017 om tekniske standarder for oprettelse og drift af et sporbarhedssystem for tobaksvarer om anvendelsen af sikre kommunikationsmidler og interoperabilitet.

Det foreslås, at § 45, stk. 1, nr. 10, i lov om tobaksvarer m.v., ændres, således der tilføjes et komma efter interoperabilitet.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af indsættelsen af nr. 11 og 12.

Til nr. 9

Det fremgår af § 45, stk. 1, i lov om tobaksvarer m.v., at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder forskellige bestemmelser i loven eller undlader at efterkomme forskellige pligter i loven.

Det foreslås, at der i § 45 , stk. 1, i lov om tobaksvarer m.v., indsættes en bestemmelse om, at undladelse af at give Sikkerhedsstyrelsen adgang efter § 34 er strafbart.

Det foreslås endvidere, at der i § 45, stk. 1 , indsættes en bestemmelse om, at undladelse af at indsende eller udlevere et produkt til markedsovervågning efter § 35, stk. 2. er strafbart.

Forslaget betyder, at det præciseres, at det kan straffes med bøde, hvis man undlader at give Sikkerhedsstyrelsen adgang til offentlige og private ejendomme, lokaliteter og transportmidler, hvor der kan findes produkter, som er omfattet af lovens anvendelsesområde. Strafbestemmelsen finder anvendelse uanset, at kontrolmyndigheden efterfølgende rekvirerer politiets bistand, jf. § 34 og på den måde skaffer sig adgang. I situationer omfattet af § 10 i retssikkerhedsloven, kan denne straffebestemmelse dog ikke bringes i anvendelse.

Forslaget betyder desuden, at det præciseres, at det kan straffes med bøde, hvis fabrikanter, importører, distributører og detailforhandlere af produkter undlader at indsende eller udlevere produkter til kontrol på Sikkerhedsstyrelsens anmodning jf. § 35, stk. 2. På samme måde som oplysningspligten er selve produktet af betydning for, at myndigheden kan udøve sine kontrolaktiviteter. Det er ofte meget væsentligt for kontrolmyndighedens mulighed for hurtigt at kunne tage stilling til, om et produkt f.eks. er farligt eller på anden måde ikke er i overensstemmende med reglerne, at det ønskede produkt stilles til rådighed uden unødig forsinkelse. Modtager kontrolmyndigheden ikke de krævede produkter, kan det hindre myndigheden i at udøve effektiv kontrol. Det er derfor nødvendigt, at tilsidesættelse af denne pligt kan straffes med bøde af hensyn til den præventive effekt.