Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1185 af 08/06/2021

Indenrigs- og Sundhedsministeriet

Lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love (Ændring af journalføringsreglerne, reaktionsmulighed ved manglende betaling af registreringsgebyr på tatoveringsområdet og supplerende bestemmelser i tilknytning til markedsovervågningsforordningen samt lovtekniske ændringer i psykiatriloven og strålebeskyttelsesloven) § 2

I tatoveringsloven, lov nr. 695 af 8. juni 2018, som ændret ved lov nr. 815 af 9. juni 2020, foretages følgende ændring:

1. I § 4 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:

»Stk. 3. Registreringen af et tatoveringssted bortfalder, hvis ejeren af tatoveringsstedet undlader at opretholde registreringen og ikke betaler gebyr, jf. § 16.«

Stk. 3 og 4 bliver herefter stk. 4 og 5.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om autorisation af sundhedspersoner og om sundhedsfaglig virksomhed, lov om tobaksvarer m.v., lov om elektroniske cigaretter m.v. og forskellige andre love (Ændring af journalføringsreglerne, reaktionsmulighed ved manglende betaling af registreringsgebyr på tatoveringsområdet og supplerende bestemmelser i tilknytning til markedsovervågningsforordningen samt lovtekniske ændringer i psykiatriloven og strålebeskyttelsesloven) § 2

Til nr. 1

I medfør af tatoveringslovens § 4, stk. 1, skal ejeren af et tatoveringssted registreres hos Sikkerhedsstyrelsen. Ved registreringen skal der oplyses om navn, adresse, telefonnummer, eventuel hjemmesideadresse, antallet af medarbejdere og eventuelt cvr-nummer på tatoveringsstedet og på ejeren af tatoveringsstedet. Det fremgår endvidere, at hvis der sker ændringer i forhold til de registrerede oplysninger, har ejeren af tatoveringsstedet pligt til at opdatere de registrerede oplysninger inden for rimelig tid.

Det fremgår endvidere af § 4, stk. 2, at det ikke er tilladt at udføre erhvervsmæssig tatovering på et tatoveringssted, der ikke er registreret hos Sikkerhedsstyrelsen.

Af § 4, stk. 3 fremgår det, at Sikkerhedsstyrelsen opretter et tatoveringsstedsregister.

Endelig fremgår det af § 4, stk. 4, at Sikkerhedsstyrelsen offentliggør oplysninger fra tatoveringsstedsregistret om, hvilke tatoveringssteder der er registrerede efter stk. 1.

Af § 5 fremgår det, at erhvervsministeren kan fastsætte nærmere regler om registrering efter § 4, stk. 1. Denne bestemmelse er udmøntet i bekendtgørelse nr. 847 af 25. juni 2018 om digital registrering af tatoveringssteder, tatovører og gebyrer for registrering og opfølgende tilsynsbesøg.

Det foreslås, at der i § 4 efter stk. 2 indsættes en bestemmelse som nyt stk. 3 , hvorefter registreringen af et tatoveringssted bortfalder, hvis ejeren af tatoveringsstedet undlader at opretholde registreringen og ikke betaler gebyr, jf. § 16. Herefter bliver stk. 3 og 4 til stk. 4 og 5.

Den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 3, skal medvirke til at sikre, at registreringsordningen for tatoveringssteder fungerer efter hensigten.

Opretholdelse af registreringen betyder, at tatoveringsstedets ejer bekræfter, at de oplysninger, der er registreret i tatoveringsstedsregistret, er korrekte og opdaterede, når det årlige gebyr betales.

Ændringen medfører, at såfremt ejeren af tatoveringsstedet ikke foretager den årlige opretholdelse af registreringen og ikke betaler gebyr, vil registreringen bortfalde, og tatoveringsstedet vil blive fjernet fra det offentlige register over tatoveringssteder med den konsekvens, at tatoveringsstedet ikke længere vil have mulighed for lovligt at udføre tatovering i erhvervsmæssigt øjemed. Det vil også betyde, at hvis tatoveringsstedet forsætter med at udføre tatoveringer, kan det politianmeldes for overtrædelse af § 4, stk. 2, jf. § 17, stk. 1, nr. 2.

Der henvises i øvrigt til afsnit 3.5. i lovforslagets almindelige bemærkninger.