Lov om ændring af lov om assisteret reproduktion i forbindelse med behandling, diagnostik og forskning m.v. (Lovliggørelse af partnerægdonation uden sundhedsfaglig begrundelse)

Kilde

Til nr. 1

Det følger af § 1 a, stk. 1, i lov om assisteret reproduktion, at regionsrådene på deres sygehuse kun må yde behandling med assisteret reproduktion til enlige kvinder, der ikke har børn, og par, der ikke har fælles børn, jf. dog stk. 2 og § 7, stk. 1 og 3.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås med nyaffattelsen af § 1 a, stk. 1, at regionsrådene på deres sygehuse må yde behandling med assisteret reproduktion til første og andet barn til enlige kvinder. For par må der ydes behandling til første og andet fælles barn, jf. dog stk. 2 og § 7, stk. 1 og 3.

Forslaget vil indebære, at enlige kvinder, som har ét barn, og par, som har ét fælles barn, får mulighed for offentlig finansieret assisteret reproduktion (fertilitetsbehandling) til andet barn.

Med den foreslåede ordning vil det således blive muligt for enlige kvinder og par at få fertilitetsbehandling til andet barn på de regionale sygehuse. Nuværende praksis for adgang til fertilitetsbehandling for enlige og par videreføres. Der ændres således blot på muligheden for at modtage fertilitetsbehandling til to børn, fremfor tidligere ét barn.

Med adgangen til fertilitetsbehandling til både første og andet barn for enlige kvinder forstås, at enlige kvinder, som enten ikke har børn, eller som har ét barn, herunder et adoptivbarn, med forslaget vil kunne tilbydes fertilitetsbehandling på de regionale sygehuse. For så vidt angår hvad der forstås ved en enlig kvinde, videreføres gældende ret.

Med adgangen til fertilitetsbehandling til både første og andet fælles barn for par videreføres gældende ret således, at ægtefæller, registrerede partnere eller partnere, som enten ikke har fælles børn, eller som har ét fælles barn, herunder hvor den ene part har adopteret den anden parts barn, vil kunne tilbydes fertilitetsbehandling på de regionale sygehuse. For så vidt angår hvad der forstås ved et par, videreføres gældende ret.

De begrænsninger i adgangen til fertilitetsbehandling, der gælder efter lovens kapitel 2, vil fortsat finde anvendelse.

Med den foreslåede ordning vil det fortsat gælde, at hvis den enlige kvinde eller parret efter endt behandling fortsat har nedfrosne æg, kan regionsrådene på deres sygehuse inden for den frist, der er nævnt i § 15, stk. 1, tilbyde at opsætte æg med henblik på, at den enlige kvinde eller parret kan få flere børn. Dette gælder uanset, hvor mange børn den enlige kvinde eller parret har i forvejen.

Med den foreslåede ordning vil det fortsat være muligt efter lovens § 7, stk. 1, at foretage en genetisk undersøgelse af et befrugtet æg, når der er en kendt og væsentlig øget risiko for, at barnet vil få en alvorlig sygdom. Dette gælder uanset hvor mange børn den enlige kvinde eller parret har i forvejen.

Det vil også fortsat gælde efter lovens § 7, stk. 3, at Styrelsen for Patientsikkerhed efter udredning og sundhedsfaglig vurdering i konkrete tilfælde kan meddele tilladelse til anvendelse af præimplantationsdiagnostik ved assisteret reproduktion, hvor tungtvejende hensyn til behandling af et barn med livstruende sygdom i denne familie taler herfor. Dette gælder uanset, hvor mange børn den enlige kvinde eller parret har i forvejen.

Det bemærkes, at tilbud om fertilitetsbehandling fortsat vil skulle baseres på en sundhedsfaglig vurdering under inddragelse af hensyn til potentielle helbredsmæssige risici for den gravide, samt den reelle chance for, at der kan etableres en graviditet ved fertilitetsbehandlingen. Dette indebærer, at der på baggrund af en individuel sundhedsfaglig vurdering fortsat vil være mulighed for at afslå at tilbyde fertilitetsbehandling, såfremt det vurderes for risikabelt eller udsigtsløst.

Til nr. 2

Det følger af § 5 i lov om assisteret reproduktion, at stammer ægcellen ikke fra den kvinde, der skal føde barnet, og stammer sæden ikke fra hendes partner, må der kun etableres assisteret reproduktion, hvor brug af både doneret sæd og doneret ægcelle er sundhedsfagligt begrundet, og enten sæden eller ægcellen er doneret i ikkeanonym form.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 2.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås med § 5, stk. 2 , at kravet om sundhedsfaglig begrundelse i stk. 1 ikke finder anvendelse, hvor ægcellen er doneret af partneren til den kvinde, der skal føde barnet.

Med forslaget gives der mulighed for, at i par bestående af to kvinder, vil den ene kvinde kunne donere ægceller til hendes partner, som herefter vil bære graviditeten og føde barnet (partnerægdonation), også i de tilfælde, hvor der ikke er sundhedsfaglig begrundelse for behandlingen.

Med den foreslåede ordning vil det gældende krav i § 5 om at dobbeltdonation, hvor både æg- og sædcelle stammer fra en donor, skal være sundhedsfagligt begrundet, fortsat finde anvendelse. Det følger heraf, at det fortsat ikke vil være muligt for en kvinde at få doneret både donoræg og donorsæd, hvis der ikke er en sundhedsfaglig begrundelse for behandlingen, medmindre ægcellen stammer fra kvindens egen partner.

Med den foreslåede ordning vil den kvinde, som donerer ægceller til sin kvindelige partner, fortsat blive betragtet som en ægdonor i overensstemmelse med gældende ret. Med en videreførelse af gældende ret i denne forbindelse, vil der fortsat være de samme krav til samtykke, opbevaring, udtagning og donation af menneskelige æg, som gælder efter kapitel 1 i bekendtgørelse om assisteret reproduktion, jf. bekendtgørelse nr. 672 af 8. maj 2015 og i kapitel 6 i vævsbekendtgørelsen, jf. bekendtgørelse nr. 58 af 18. januar 2019.

Behandling med partnerægdonation uden sundhedsfaglig begrundelse vil udelukkende kunne tilbydes på private fertilitetsklinikker mod egenbetaling, og vil derfor ikke indgå som en del af behandlingstilbuddet på de regionale sygehuse. Dette indebærer, at hvis et par bestående af to kvinder henvender sig på en fertilitetsklinik på et regionalt sygehus med henblik på, at få udført en partnerægdonation, kan klinikken afvise at behandle parret, såfremt behandlingen ikke vurderes sundhedsfagligt begrundet.

Forslaget vil ikke ændre på muligheden for at få fertilitetsbehandling med dobbeltdonation med sundhedsfaglig begrundelse på de regionale sygehuse.

Det vil fortsat være den behandlende sundhedsperson, som er ansvarlig for at vurdere, om behandlingen er sundhedsfagligt begrundet.

De begrænsninger i adgangen til fertilitetsbehandling, der gælder efter lovens kapitel 2, jf. §§ 2-4 og §§ 5 a-11, vil fortsat finde anvendelse.

Det bemærkes, at lovforslaget ikke ændrer på, at behandling med assisteret reproduktion ikke må finde sted, når der foreligger en aftale mellem den kvinde, hvor graviditet søges etableret, og en anden om, at kvinden skal føde et barn til denne (surrogatmoderskab), jf. § 13 i lov om assisteret reproduktion.

Der henvises i øvrigt til beskrivelsen af gældende ret i pkt. 2.2.1.

Kilde

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft den 1. december 2024, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 1, nr. 2, skal træde i kraft den 1. januar 2025.

Det bemærkes, at forslaget om ikrafttrædelse af lovens stk. 1 den 1. december 2024 skal ses i lyset af, at regeringen ønsker at tilbuddet om fertilitetsbehandling til andet barn træder i kraft hurtigst muligt.

Kilde

Det følger af § 32 i lov om assisteret reproduktion, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås derfor, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås, at lovens bestemmelser kan sættes i kraft på forskellige tidspunkter.