Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 395 af 02/05/2016

Forsvarsministeriet

Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Overførsel af Arbejdsskadestyrelsens opgaver til den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt nedlæggelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring) § 3

I lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl., jf. lovbekendtgørelse nr. 284 af 14. marts 2013, foretages følgende ændringer:

1. Overalt i loven bortset fra § 8, stk. 8, ændres »Arbejdsskadestyrelsen« til: »Arbejdsmarkedets Erhvervssikring«.

2. I § 8, stk. 8, ændres »direktøren for Arbejdsskadestyrelsen« til: »beskæftigelsesministeren«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om arbejdsskadesikring, lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om arbejdsmiljø og forskellige andre love (Overførsel af Arbejdsskadestyrelsens opgaver til den selvejende institution Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering samt nedlæggelse af Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring) § 3

Til nr. 1

Efter den gældende bestemmelse i § 2, stk. 2, behandler Arbejdsskadestyrelsen skadesager vedrørende den berettigede personkreds. Det drejer sig udover værnepligtige også om personer, der aftjener værnepligt ved udførelse af bistandsarbejde i udviklingslande, udfører tjeneste som frivillig i hjemmeværnet, eller udfører tjeneste som frivillig i redningsberedskabet og som kontraktansat menig i det statslige regionale redningsberedskab.

Lovens ulykkesbegreb svarer til arbejdsskadesikringsloven, hvorimod lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige har et selvstændigt sygdomsbegreb, der ikke er identisk med erhvervssygdomsbegrebet efter arbejdsskadesikringsloven.

Erstatning og godtgørelse efter loven svarer i det væsentligste til arbejdsskadesikringsloven, idet der dog gælder særlige regler for fastsættelse af den årsløn, der lægges til grund ved beregningen af erstatningen.

Ved lovforslagets § 3, nr. 1, foreslås det, at "Arbejdsskadestyrelsen" ændres til "Arbejdsmarkedets Erhvervssikring" overalt i loven, bortset fra § 8, stk. 8.

Forslaget er en konsekvens af, at Arbejdsskadestyrelsens opgaver med sagsbehandling af personskader overføres til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring.

Forslagene indebærer, at Arbejdsmarkedets Erhvervssikring efter lovens ikrafttræden kan behandle sager efter lov om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. på samme måde som Arbejdsskadestyrelsen i dag.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.

Til nr. 2

Modtagerne af rente kan efter den gældende bestemmelse i § 8, stk. 7, forlange, at renten, efter at denne er nedsat ved det fyldte 67. år, omsættes til et kapitalbeløb. Efter § 21, stk. 4, og § 22, stk. 6, nedsættes renten til modtagere af rente efter tidligere lovgivning om erstatning til tilskadekomne værnepligtige m.fl. (før 1. april 1978), når de pågældende fylder 67 år.

Fristen, inden for hvilken omsætningen af rente til kapital kan ske, fastsættes efter den gældende bestemmelse i § 8, stk. 8, af direktøren for Arbejdsskadestyrelsen, der ligeledes fastsætter regler for omsætning af rente til efterladte.

Ved lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås det, at "direktøren for Arbejdsskadestyrelsen" ændres til "beskæftigelsesministeren".

Forslaget indebærer, at reglerne fremover fastsættes af beskæftigelsesministeren.

Forslaget er en konsekvens af, at Arbejdsskadestyrelsens hidtidige kompetence til at fastsætte regler overføres til beskæftigelsesministeren.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.3.2.