Til nr. 1
Det fremgår af § 79, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, at Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller andre må oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage.
Det foreslås, at der i § 79, stk. 2, efter »klage« indsættes »over arbejdsmiljøet, jf. dog stk. 3«.
Det foreslåede vil indebære en præcisering, hvorefter Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter bestemmelsen kun vedrører klager over arbejdsmiljøet og ikke andre klager, f.eks. klager over afgørelser fra Arbejdstilsynet. Præciseringen medfører ikke ændringer af gældende ret og praksis.
Det foreslåede skal ses i sammenhæng med § 1, nr. 2, hvori der i § 79, stk. 3, indsættes en undtagelse til Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter stk. 2.
Til nr. 2
Det fremgår af § 79, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø, at Arbejdstilsynet ikke over for arbejdsgiveren eller andre må oplyse, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage.
Det foreslås, at der i § 79 indsættes et stk. 3, hvorefter enhver, der klager over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet, kan give samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter stk. 2 ophæves, jf. dog stk. 4.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at enhver, der klager over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet, får mulighed for at give samtykke til, at klagens fortrolighed ophæves.
Et samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter § 79, stk. 2, ophæves, kan kun gives i forhold til den aktuelle arbejdsmiljøklage og vil således ikke gælde for klagerens eventuelle tidligere eller fremtidige klager over arbejdsmiljøet.
Den foreslåede bestemmelse i § 79, stk. 3, vil indebære, at alle, der klager over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet, får mulighed for at give samtykke. Klageren kan være en fysisk person, f.eks. en ansat eller en privat borger, men klageren kan også være en virksomhed, en forening eller anden juridisk person. Den foreslåede bestemmelse henleder dog opmærksomheden på, at der i forslagets § 79, stk. 4, er en indskrænkelse af personkredsen, der vil få mulighed for at give samtykke efter bestemmelsen.
En klager vil alene kunne give samtykke til ophævelse af tavshedspligten for så vidt angår klagerens egen klage over arbejdsmiljøet. Modtager Arbejdstilsynet en klage over arbejdsmiljøet fra flere klagere, der klager i forening, vil en ophævelse af Arbejdstilsynets tavshedspligt efter § 79, stk. 2, kræve, at alle disse klagere afgiver samtykke til ophævelse af klagens fortrolighed.
Klageren, der overvejer at give samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter § 79, stk. 2, ophæves, vil skulle informeres af Arbejdstilsynet om, hvad en ophævelse af tavshedspligten nærmere indebærer, herunder hvad Arbejdstilsynet kan anvende klagen til, og at Arbejdstilsynet kan videregive oplysninger om arbejdsmiljøklagen til arbejdsgiveren og andre. Klageren skal også informeres om, at samtykket ikke kan tilbagekaldes. Denne information skal gives forud for afgivelsen af samtykket, således at samtykket gives på et informeret grundlag. Informationen er en forudsætning for, at der kan gives samtykke.
Hvis der gives samtykke til ophævelse af Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter § 79, stk. 2, må Arbejdstilsynet videregive oplysninger om klagen til arbejdsgiveren og andre, herunder oplysninger om, at Arbejdstilsynet har modtaget en klage, hvem der har klaget, indholdet af klagen, og at Arbejdstilsynet kommer på tilsynsbesøg på baggrund af en klage, under forudsætning af, at videregivelsen af specifikke oplysninger ikke er i modstrid med lovgivning om myndigheders og offentlig ansattes videregivelse af oplysninger.
Ved et samtykke efter den foreslåede bestemmelse i forslagets § 79, stk. 3, gives der alene samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, ophæves. Der kan ikke efter bestemmelsen gives samtykke til, at den almindelige tavshedspligt efter straffelovens §§ 152-152 f og forvaltningslovens § 27 ophæves. Det betyder, at Arbejdstilsynet ikke uberettiget må videregive fortrolige oplysninger, som defineret i straffelovens § 152, stk. 3, heller ikke for så vidt angår oplysninger i arbejdsmiljøklager, hvor den særlige tavshedspligt efter arbejdsmiljølovens § 79, stk. 2, er ophævet.
Arbejdstilsynets videregivelse af oplysninger, som er omfattet af den almindelige tavshedspligt, kan efter en konkret vurdering være berettiget, hvis videregivelsen er nødvendig af hensyn til Arbejdstilsynets myndighedsudøvelse efter arbejdsmiljøloven. Det betyder f.eks., at Arbejdstilsynet berettiget kan videregive oplysninger om ansattes helbredsforhold eller mulige strafbare forhold til den virksomhed, arbejdsmiljøklagen vedrører, når det efter en konkret vurdering må anses nødvendigt for at oplyse sagen, gennemføre partshøring, jf. forvaltningslovens § 19, eller udfærdige en fyldestgørende begrundelse for en afgørelse til virksomheden, jf. forvaltningslovens § 24.
Et samtykke til ophævelse af den særlige tavshedspligt efter § 79, stk. 2, indebærer endvidere, at Arbejdstilsynet skal behandle anmodninger om aktindsigt i arbejdsmiljøklagen efter de almindelige regler om aktindsigt i offentlighedsloven og forvaltningsloven.
Det foreslås, at der i § 79 indsættes et stk. 4, hvoraf det følger, at et samtykke efter stk. 3 ikke kan gives af en person under 18 år.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at det er en betingelse for, at en person kan give samtykke efter § 79, stk. 3, at personen er fyldt 18 år på tidspunktet, hvor personen giver samtykket.
Baggrunden for bestemmelsen er, at klager bør have en vis alder og modenhed for, at det kan forventes, at vedkommende kan overskue mulige konsekvenser af et samtykke efter § 79, stk. 3. Dermed fastholdes den nuværende beskyttelse af klager, når der er tale om personer under 18 år.
Det foreslås, at der i § 79 indsættes et stk. 5, hvoraf det følger, at et samtykke efter stk. 3 som udgangspunkt skal gives digitalt. Samtykket kan ikke tilbagekaldes.
Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at et samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter § 79, stk. 2, ophæves, som udgangspunkt skal gives digitalt og således ikke mundtligt eller på anden skriftlig vis.
Ved »digitalt« i den foreslåede bestemmelse forstås, at klageren via en digital løsning, som Arbejdstilsynet vil stille til rådighed, vil få mulighed for at give samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter § 79, stk. 2, ophæves.
For borgere, der er undtaget fra obligatorisk digital selvbetjening, eller for borgere, der i øvrigt ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening på grund af særlige forhold, vil Arbejdstilsynet tilbyde et alternativ til digital selvbetjening i lighed med det koncept, der bl.a. er indført med de fire bølgelove om obligatorisk digital selvbetjening, jf. lov nr. 558 af 18. juni 2012, lov nr. 662 af 12. juni 2013, lov nr. 552 af 2. juni 2014 og lov nr. 742 af 1. juni 2015. Disse borgere vil ved henvendelse til Arbejdstilsynet, få mulighed for at give samtykke, enten mundtligt eller skriftligt, afhængigt af den enkelte borgers behov.
Den foreslåede bestemmelse vil endvidere indebære, at en klager, der har givet samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter stk. 2 ophæves, ikke kan tilbagekalde sit samtykke. Det betyder, at et afgivet samtykke, modtaget af Arbejdstilsynet, ikke kan tilbagekaldes.
Baggrunden for bestemmelsen skal ses i sammenhæng med Arbejdstilsynets mulighed for at kunne administrere samtykkeordningen i praksis.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2025.
Arbejdsmiljøloven gælder ikke for Færøerne og Grønland, jf. arbejdsmiljølovens § 90, og derfor gælder denne lov heller ikke for Færøerne og Grønland og kan heller ikke sættes i kraft for Færøerne og Grønland.
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, som ændret senest ved § 1 i lov nr. 502 af 20. maj 2025, foretages følgende ændringer:
1. I § 79, stk. 2, indsættes efter »klage«: »over arbejdsmiljøet, jf. dog stk. 3«.
2. I § 79 indsættes som stk. 3-5:
»Stk. 3. Enhver, der klager over arbejdsmiljøet til Arbejdstilsynet, kan give samtykke til, at Arbejdstilsynets særlige tavshedspligt efter stk. 2 ophæves, jf. dog stk. 4.
Stk. 4. Et samtykke efter stk. 3 kan ikke gives af en person under 18 år.
Stk. 5. Et samtykke efter stk. 3 skal som udgangspunkt gives digitalt. Samtykket kan ikke tilbagekaldes.«
Loven træder i kraft den 1. juli 2025.
/ Ane Halsboe-Jørgensen