LOV nr 1540 af 12/12/2023
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om arbejdsmiljø, lov om arbejdsskadesikring og udlændingeloven (Udmøntning af dele af aftale om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping, aftale om initiativer på asbestområdet og anbefalinger fra det midlertidige AMO-udvalg m.v.) § 1
I lov om arbejdsmiljø, jf. lovbekendtgørelse nr. 2062 af 16. november 2021, som ændret ved § 2 i lov nr. 2588 af 28. december 2021, lov nr. 566 af 10. maj 2022, § 9 i lov nr. 893 af 21. juni 2022 og § 2 i lov nr. 324 af 28. marts 2023, foretages følgende ændringer:
1. I § 6, 2. pkt., indsættes efter »kan«: »dog«.
2. § 6 d, stk. 3, affattes således:
»Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsmiljøudvalget hvert år drøfter den supplerende arbejdsmiljøuddannelse af medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen, og om der er den nødvendige sagkundskab om arbejdsmiljø til stede i virksomheden.«
3. I § 9, stk. 1, 1. pkt., ændres »inden 3 måneder efter valget eller udpegningen af den pågældende« til: »senest 3 måneder efter tiltrædelsen som medlem af arbejdsmiljøorganisationen«.
4. I § 10, stk. 2, ændres »tillidsmænd« til: »tillidsrepræsentanter«.
5. I § 10 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold efter stk. 2, skal den pågældende have et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
6. I § 10, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.
7. I § 13 c udgår », herunder om pligt til at anvende den nødvendige sagkundskab, når Arbejdstilsynet påbyder det, jf. § 77 a, stk. 1«.
8. § 15 a, stk. 1-3, ophæves, og i stedet indsættes:
»Arbejdsgiveren skal sørge for, at der gennemføres en arbejdspladsvurdering af arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.
Stk. 2. Arbejdsgiveren vælger, hvilken metode en arbejdspladsvurdering skal gennemføres efter. Der skal dog være en skriftlig behandlingsmåde, og ved den valgte metode skal det sikres, at følgende elementer indgår:
-
En risikovurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer. Risikovurderingen skal foretages på baggrund af en afdækning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold.
-
En skriftlig handlingsplan til løsning af arbejdsmiljøproblemer, som ikke kan løses umiddelbart. Handlingsplanen skal indeholde en beskrivelse af problemernes art, alvor, omfang og årsager og oplysninger om, hvornår og hvordan problemerne skal løses, herunder hvem der har ansvaret for at gennemføre løsningerne.
-
En gennemførelse af handlingsplanen og opfølgning på de iværksatte foranstaltninger, herunder opfølgning på, om igangsatte løsninger er fyldestgørende og effektive.
Stk. 3. Arbejdsgiveren skal sørge for at gennemføre en arbejdspladsvurdering, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoderne, arbejdsprocesserne m.v., som kan have betydning for virksomhedens arbejdsmiljø. Arbejdsgiveren skal derudover sørge for, at virksomhedens arbejdsmiljøforhold, herunder om der er arbejdsmiljøproblemer, afdækkes mindst hvert tredje år.
Stk. 4. En arbejdspladsvurdering skal gennemføres under iagttagelse af de forebyggelsesprincipper, der er angivet i arbejdsmiljølovgivningen, og under hensyntagen til arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, og virksomhedens størrelse og organisering.
Stk. 5. Handlingsplanen, jf. stk. 2, nr. 2, skal forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere og øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.
Stk. 6. Arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte deltager i hele processen vedrørende planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse, opfølgning og ajourføring af arbejdspladsvurderingen, jf. stk. 1-4.«
Stk. 4-6 bliver herefter stk. 7-9.
9. I § 15 a, stk. 4, der bliver stk. 7, ændres »stk. 1-3« til: »stk. 1-6«.
10. I § 21, stk. 2, ændres »ske ved anvendelse af den nødvendige sagkundskab« til: »foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver«.
11. I § 21, stk. 2, indsættes som 2. pkt.:
»I forbindelse hermed kan beskæftigelsesministeren fastsætte nærmere regler om brugen af autoriserede arbejdsmiljørådgivere.«.
12. I § 26, stk. 2, 1. pkt., ændres »bekendt med« til: »opmærksom på«, »medføre fare for ulykker eller sygdom« ændres til: »forringe sikkerheden eller sundheden«, og »faren« ændres til: »en eventuel fare og løse problemerne«.
13. I § 26, stk. 2, 2. pkt., ændres »Kan faren ikke afværges ved arbejdslederens indgriben på stedet« til: »Er dette ikke muligt«, og »denne« ændres til: »arbejdslederen«.
14. Efter § 29 indsættes før overskriften før § 30:
§ 29 a. Uddannelsessteder skal sørge for, at arbejdsforholdene ved elevers, lærlinges og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige i henhold til de bestemmelser, der er nævnt i § 2, stk. 3.«
15. Efter § 49 c indsættes før overskriften før § 50:
»§ 49 d. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligt til at udlevere de oplysninger, som registreres om den ansatte i en asbestprotokol, til den pågældende senest ved ansættelsesforholdets ophør, herunder om formen m.v. for udlevering af oplysninger.«
16. I § 72, stk. 2, ændres »kan få« til: »har«, og efter »jf. § 75« indsættes: », og til analyse- og statistiske formål på arbejdsmiljøområdet«.
17. § 74, stk. 4, ophæves.
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 4-6.
18. I § 74, stk. 6, der bliver stk. 5, ophæves nr. 2.
Nr. 3 og 4 bliver herefter nr. 2 og 3.
19. I § 74, stk. 6, nr. 3, der bliver stk. 5, nr. 2, ændres »§ 74, stk. 5« til: »stk. 4«.
20. I § 74, stk. 7, der bliver stk. 6, ændres »stk. 6« til: »stk. 5«.
21. § 74, stk. 8, ophæves.
Stk. 9 bliver herefter stk. 7.
22. I § 74, stk. 9, der bliver stk. 7, ændres »§ 74, stk. 5« til: »stk. 4«.
23. § 74 b ophæves.
24. I § 77, stk. 1, indsættes efter »straks«: », f.eks. ved standsning af arbejde,«.
25. § 77, stk. 2, affattes således:
»Stk. 2. Skønner Arbejdstilsynet det i øvrigt nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan Arbejdstilsynet påbyde, at faren straks imødegås ved effektive foranstaltninger, f.eks. ved standsning af arbejde.«
26. § 77 a ophæves.
27. I § 77 b, stk. 4, indsættes efter »forholdene«: », og om aftalen er opfyldt«.
28. I § 78 a, stk. 1, indsættes efter »herunder«: »oplysninger om den enkelte virksomhed og om Arbejdstilsynets tilsyn og afgørelser efter § 77, stk. 1 og 2, og de arbejdsmiljøproblemer, der ligger til grund for Arbejdstilsynets afgørelser.«, og nr. 1 og 2 ophæves.
29. Efter § 80 a indsættes i kapitel 13 a:
»§ 80 b. Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har terminaladgang til nødvendige oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, til analyse- og statistiske formål på arbejdsmiljøområdet.«
30. I § 81, stk. 7, ændres »i medfør af § 72 a, stk. 4« til: »i medfør af § 72 a, stk. 3«.
31. I § 81 a, stk. 4, 4. pkt., ændres »møde med en eller flere bisiddere uden stemmeret« til: »anmode om, at sagkyndige med særlig viden deltager uden stemmeret i et møde i forbindelse med behandlingen af en sag«.
32. I § 81 b ændres »§ 74, stk. 5« til: »§ 74, stk. 4«.
33. I § 82, stk. 1, nr. 3, udgår », § 77 a, stk. 1«.
34. I § 82, stk. 6, 2. pkt., udgår »eller § 77 a, stk. 1«.
Forarbejder til Lov om ændring af lov om arbejdsmiljø, lov om arbejdsskadesikring og udlændingeloven (Udmøntning af dele af aftale om en fremtidssikret arbejdsmiljøindsats og indsats mod social dumping, aftale om initiativer på asbestområdet og anbefalinger fra det midlertidige AMO-udvalg m.v.) § 1
RetsinformationTil nr. 1
Det fremgår af den gældende bestemmelse i § 6, 1. pkt., at samarbejdet om sikkerhed og sundhed i virksomheder med 1-9 ansatte skal ske ved løbende direkte kontakt og dialog mellem arbejdsgiveren, de ansatte og eventuelle arbejdsledere. Videre fremgår det af den gældende bestemmelse i § 6, 2. pkt., at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om opbygning af en arbejdsmiljøorganisation i visse brancher eller typer af virksomheder. Det fremgår af lovbemærkninger til den gældende § 6, jf. Folketingstidende 2009/2010, tillæg A, side 6, at bestemmelsen fortsat vil blive anvendt til at fastsætte særregler for midlertidige eller skiftende arbejdssteder uden for virksomhedens faste arbejdssted, herunder bygge- og anlægsarbejde, hvor grænsen for oprettelse af arbejdsmiljøorganisation på 5 ansatte videreføres.
Det foreslås, at der i § 6, 2. pkt., efter »kan« indsættes: »dog«.
Den foreslåede ændring vil indebære en sproglig ændring af bestemmelsen, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at skrive, at det ikke længere er hensigten, at der skal laves særregler om opbygning af en arbejdsmiljøorganisation ved 5 ansatte for samtlige midlertidige eller skiftende arbejdssteder uden for virksomhedens faste arbejdssted. Det er hensigten, at bemyndigelsen fortsat vil blive anvendt til at fastsætte særregler for midlertidige eller skiftende arbejdssteder uden for virksomhedens faste arbejdssted, når der er tale om bygge- og anlægsarbejde.
Til nr. 2
Efter den gældende § 6 d, stk. 3, skal arbejdsgiveren sørge for, at der udarbejdes en kompetenceudviklingsplan for medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen vedrørende den supplerende arbejdsmiljøuddannelse.
Det foreslås, at § 6 d, stk. 3, nyaffattes, således at arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsmiljøudvalget hvert år drøfter den supplerende arbejdsmiljøuddannelse af medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen, og om der er den nødvendige sagkundskab om arbejdsmiljø til stede i virksomheden.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at arbejdsmiljøudvalget på den årlige arbejdsmiljødrøftelse skal drøfte hvilke arbejdsmiljøkompetencer, der er relevante for virksomheden, at medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen tilegner sig på den supplerende arbejdsmiljøuddannelse det pågældende år, ligesom udvalget skal drøfte, om der er den nødvendige sagkundskab om arbejdsmiljø til stede i virksomheden. På virksomheder med arbejdsmiljøorganisation i ét niveau vil arbejdsgiveren skulle sørge for, at arbejdsmiljøorganisationen hvert år drøfter den supplerende arbejdsmiljøuddannelse af medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen, og om der er den nødvendige sagkundskab om arbejdsmiljø til stede i virksomheden.
Til nr. 3
Det følger af den gældende § 9, stk. 1, 1. pkt., at arbejdsgiveren skal sørge for, at medlemmerne af arbejdsmiljøorganisationen har gennemført en obligatorisk arbejdsmiljøuddannelse af en varighed på 3 dage inden 3 måneder efter valget eller udpegningen af den pågældende.
Det foreslås i § 9, stk. 1 , 1. pkt., at ændre »inden 3 måneder efter valget eller udpegningen af den pågældende« til: »senest 3 måneder efter tiltrædelse som medlem af arbejdsmiljøorganisationen«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at der maksimalt vil kunne gå 3 måneder fra medlemmet af arbejdsmiljøorganisationen er påbegyndt sit arbejde i arbejdsmiljøorganisationen til medlemmet har gennemført uddannelsen. Med den foreslåede ændring vil det således ikke være afgørende for det seneste tidspunkt for gennemførelsen af den obligatoriske arbejdsmiljøuddannelse for medlemmer af arbejdsmiljøorganisationen, hvornår medlemmet er valgt eller udpeget, men i stedet hvornår tiltrædelsen i arbejdsmiljøorganisationen finder sted. Ændringen vil stille virksomhederne ens, uanset hvornår valget eller udpegningen af medlemmet har fundet sted.
Til nr. 4
Det fremgår af § 10, stk. 2, at arbejdsmiljørepræsentanten er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsmænd inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område.
Det foreslås i § 10, stk. 2, at ændre »tillidsmænd« til »tillidsrepræsentanter«.
Forslaget vil medføre, at lovens sprogbrug vil blive ensrettet, og at loven vil benytte en kønsneutral betegnelse for tillidsrepræsentanter.
Til nr. 5
Det foreslås at indsætte et nyt § 10, stk. 3, som fastslår, at hvis arbejdsmiljørepræsentanten ikke er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af sine forhold efter stk. 2, skal arbejdsmiljørepræsentanten have et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger.
Den foreslåede nye bestemmelse vil medføre, at en arbejdsmiljørepræsentant, som ikke er beskyttet mod afskedigelse og anden forringelse af forholdene på samme måde som tillidsrepræsentanter efter bestemmelsen i § 10, stk. 2, fordi arbejdet ikke er dækket af en overenskomst inden for vedkommende eller tilsvarende faglige område, vil få et forlænget opsigelsesvarsel på 6 uger.
Der henvises til pkt. 2.10.2. om baggrunden herfor.
Til nr. 6
Det fremgår af § 10, stk. 3, at uoverensstemmelser om beskyttelsen efter stk. 1 og 2, herunder spørgsmål om hvilke regler, der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 33 i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.
Det foreslås i § 10, stk. 3, som bliver § 10, stk. 4, at ændre »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at også uoverensstemmelser om beskyttelsen efter det nye foreslåede § 10, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, herunder spørgsmål om, hvilke regler der finder anvendelse, og om brud på eller fortolkning af reglerne vil skulle afgøres ved fagretlig behandling, jf. § 33 i lov om Arbejdsretten og faglige voldgiftsretter.
Til nr. 7
Det fremgår af § 13 c, at beskæftigelsesministeren fastsætter regler om autorisation af arbejdsmiljørådgivere, herunder om pligt til at anvende den nødvendige sagkundskab, når Arbejdstilsynet påbyder det, jf. § 77 a, stk. 1.
Det foreslås, at ændre § 13 c, så », herunder om pligt til at anvende den nødvendige sagkundskab, når Arbejdstilsynet påbyder det, jf. § 77 a, stk. 1« udgår.
Den foreslåede ændring er en konsekvens af, at det i medfør af lovforslagets § 1, nr. 25 foreslås at ophæve § 77 a, stk. 1, om kompetencepåbud.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 7, vil medføre, at beskæftigelsesministeren fortsat vil kunne fastsætte regler om autorisation af arbejdsmiljørådgivere.
Det betyder, at der vil kunne blive opretholdt en ordning, hvor rådgivere efter ansøgning kan opnå autorisation på arbejdsmiljøområdet, men at ordningen ikke længere vil være forbundet til kompetencepåbud, da denne type påbud foreslås afskaffet.
Ved at opretholde en autorisationsordning vil arbejdsgivere, der ønsker arbejdsmiljøfaglig sparring eller som har behov for at indhente ekstern bistand for at sikre et forsvarligt arbejdsmiljø, fortsat få mulighed for at søge rådgivning hos en arbejdsmiljørådgiver, der er autoriseret, og som derfor har den rette arbejdsmiljøfaglige indsigt og erfaring. Det kan eksempelvis være i tilfælde, hvor arbejdsgiveren ikke selv råder over den nødvendige sagkundskab til at varetage sikkerheds- og sundhedsarbejdet og derfor er forpligtet til at indhente ekstern sagkyndig bistand efter § 12.
Endvidere vil opretholdelsen af en autorisationsordning bidrage til den fortsatte opfyldelse af den forpligtelse til at definere færdigheder og kvalifikationer hos eksterne personer eller serviceorganer, som en arbejdsgiver kan rådføre sig hos, som påhviler medlemsstaterne efter artikel 7 i Rådets direktiv 89/391/EØF af 12. juni 1989 om iværksættelse af foranstaltninger til forbedring af arbejdstagernes sikkerhed og sundhed under arbejdet (Rammedirektivet).
Med den foreslåede ændring vil det fortsat være Arbejdstilsynet, der efter ansøgning vil autorisere arbejdsmiljørådgivere inden for et, flere eller alle arbejdsmiljøfaglige områder. Arbejdstilsynet vil i den forbindelse skulle påse, at nærmere fastsatte krav til uddannelsesniveau og krav til viden om og erfaring med arbejdsmiljørådgivning er opfyldt. Hvis betingelserne for at opnå autorisation på et senere tidspunkt ikke længere er opfyldt, vil autorisationen kunne inddrages.
Der henvises til de almindelige bemærkninger i afsnit 2.3 ovenfor.
Til nr. 8
(Til § 15 a, stk. 1)
Det fremgår af § 15 a, stk. 1, at arbejdsgiveren skal sørge for, at der udarbejdes en skriftlig arbejdspladsvurdering (APV) af sikkerheds- og sundhedsforholdene på arbejdspladsen under hensyntagen til arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, samt virksomhedens størrelse og organisering. Det fremgår også, at en APV skal revideres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v. og disse ændringer har betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, dog senest hvert tredje år.
Det foreslås at indsætte et nyt § 15 a, stk. 1, hvorefter arbejdsgiveren skal sørge for, at der gennemføres en arbejdspladsvurdering af arbejdsmiljøet på arbejdspladsen.
Med den foreslåede nye bestemmelse vil arbejdsgiverens almindelige pligt til at sørge for, at der gennemføres en APV af arbejdsmiljøet på arbejdspladsen blive videreført. Dog foreslås ordlyden i bestemmelsen ændret fra, at en APV skal udarbejdes, til at en APV vil skulle gennemføres for at tydeliggøre, at APV er en proces, der gennemføres og ikke et stykke papir, der udarbejdes. Arbejdsgiverens pligt til at gennemføre APV første gang vil som hidtil være, når virksomheden har mindst én ansat.
(Til § 15 a, stk. 2)
Det fremgår af § 15 a, stk. 2, at en APV skal omfatte en stillingtagen til virksomhedens arbejdsmiljøproblemer, og hvordan de løses, under iagttagelse af de forebyggelsesprincipper, der er angivet i arbejdsmiljølovgivningen. Det fremgår videre, at vurderingen skal indeholde følgende elementer: 1) Identifikation og kortlægning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold. 2) Beskrivelse og vurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer. 3) Prioritering og opstilling af en handlingsplan til løsning af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer. 4) Retningslinjer for opfølgning på handlingsplanen.
Det forslås at indsætte et nyt § 15 a, stk. 2, hvorefter arbejdsgiveren vælger, efter hvilken metode en arbejdspladsvurdering skal gennemføres. Der skal dog være en skriftlig behandlingsmåde, og ved den valgte metode skal det sikres, at følgende elementer indgår: 1) En risikovurdering af virksomhedens arbejdsmiljøproblemer. Risikovurderingen skal foretages på baggrund af en afdækning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold. 2) Skriftlig handlingsplan til løsning af arbejdsmiljøproblemer, som ikke kan løses umiddelbart. Handlingsplanen skal indeholde en beskrivelse af problemernes art, alvor, omfang og årsager, samt oplysninger om, hvornår og hvordan de konstaterede problemer skal løses, herunder hvem der har ansvaret for at gennemføre løsningerne. 3) En gennemførelse af handlingsplanen og opfølgning på de iværksatte foranstaltninger, herunder opfølgning på om igangsatte løsninger er fyldestgørende og effektive.
Metodefriheden vil betyde, at arbejdsgiveren fortsat i samarbejde med arbejdsmiljøorganisationen eller – hvor der ikke er krav om arbejdsmiljøorganisation - de ansatte kan beslutte, efter hvilken metode APV’en gennemføres. For eksempel vil en afdækning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold kunne gennemføres på mange forskellige måder, og den mest hensigtsmæssige måde kan afhænge af hvilke arbejdsmiljøforhold, der ønskes afdækket, herunder om det er fysiske eller psykiske forhold. En afdækning vil eksempelvis kunne ske ved interviews med de ansatte, trivselsundersøgelser, spørgeskemaer eller brug af materiale fra Arbejdstilsynet eller branchefællesskaberne for arbejdsmiljø.
Den foreslåede nye bestemmelse vil betyde, at der forsat skal være en skriftlig behandlingsmåde i forbindelse med den nærmere planlægning, tilrettelæggelse og gennemførelse af APV, herunder en skriftlig handlingsplan. Det er ikke hensigten at ændre gældende retstilstand.
Videre vil den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 2, nr. 1, betyde, at risikovurdering fortsat vil være et element i APV’en, og at risikovurderingen vil skulle foretages på baggrund af en afdækning af virksomhedens arbejdsmiljøforhold. Virksomheden vil således skulle risikovurdere de arbejdsmiljøproblemer, der er fundet under afdækningen. Risikovurderingen vil f.eks. kunne foretages mundtligt. Det vil være nyt, at den foreslåede bestemmelse eksplicit bruger ordet risikovurdering i stedet for vurdering, ligesom det vil være nyt at bruge ordet afdækning i stedet for identifikation og kortlægning. I praksis vil fasen med at afdække arbejdsmiljøforhold og risikovurdere arbejdsmiljøproblemer være den samme som hidtil.
Med den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 2, nr. 2, vil det blive tydeligt, at en skriftlig handlingsplan er et element i APV’en. Den skriftlige handlingsplan vil skulle bruges til løsning af arbejdsmiljøproblemer, der udgør en risiko for sikkerhed og sundhed, som ikke kan løses umiddelbart, og som ikke er effektivt forebygget. Handlingsplanen vil skulle indeholde en beskrivelse af problemernes art, alvor, omfang og årsager samt oplysninger om, hvornår og hvordan de konstaterede problemer skal løses, herunder hvem der har ansvaret for at gennemføre løsningerne. Hvis et konstateret arbejdsmiljøproblem kan løses umiddelbart, vil det ikke skulle fremgå af handlingsplanen, men i stedet løses umiddelbart, f.eks. i tilfælde hvor det, i forbindelse med en APV-proces for en ny arbejdsmetode, afdækkes, at ledninger ligger og flyder på gulvet og udgør en ulykkesrisiko, men hurtigt kan fjernes. Hensigten med at problemet ikke behøver at indgå i handlingsplanen, hvis det kan løses umiddelbart, er, at virksomheden kan bruge tiden på at handle for at løse og forebygge problemet.
Det vil således være forebyggelse og handling, der er målet for APV-arbejdet. Handlingsplanen er et redskab til at opnå dette.
Med den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 2, nr. 3, vil det blive fastslået, at handlingsplanen skal gennemføres, og at der skal ske opfølgning på de iværksatte foranstaltninger, herunder om igangsatte løsninger er fyldestgørende og effektive.
Virkningen af forslaget vil således være, at det bliver mere tydeligt i reglerne, at APV-arbejdet ikke kan stoppe, når der er lavet en skriftlig handlingsplan, men at virksomhederne skal sørge for at følge op på, om løsningerne er fyldestgørende og effektive, og handle på det, hvis det ikke er tilfældet. I handlingsplanen vil alvorlige arbejdsmiljøproblemer naturligvis skulle prioriteres løst før mindre alvorlige arbejdsmiljøproblemer. Arbejdsgiveren vil dog ikke kunne prioritere ikke at løse et arbejdsmiljøproblem.
(Til § 15 a, stk. 3)
Det fremgår af § 15 a, stk. 1, 3. pkt., at APV’en skal revideres, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoder og arbejdsprocesser m.v., og disse ændringer har betydning for sikkerhed og sundhed under arbejdet, dog senest hvert tredje år.
Det forslås at indsætte et nyt § 15 a, stk. 3, hvorefter arbejdsgiveren skal sørge for at gennemføre en arbejdspladsvurdering, når der sker ændringer i arbejdet, arbejdsmetoderne, arbejdsprocesserne m.v., som kan have betydning for virksomhedens arbejdsmiljø. Arbejdsgiveren skal derudover sørge for, at virksomhedens arbejdsmiljøforhold, herunder om der er arbejdsmiljøproblemer, afdækkes mindst hvert tredje år.
Efter den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 3, 1. pkt., vil arbejdsgiveren skulle sørge for at APV gennemføres på foranledning af ændringer i arbejdet, arbejdsmetoderne, arbejdsprocesserne m.v., som kan have betydning for virksomhedens arbejdsmiljø. Det kan f.eks. være, at de ansatte skal til at arbejde med borgere med andre behov end hidtil, at der indkøbes en ny type maskine, eller at der sker en omstrukturering i virksomheden. Efter den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 3, 2. pkt., vil arbejdsgiveren derudover skulle sørge for at afdække virksomhedens arbejdsmiljøforhold mindst hvert tredje år. Hvis virksomheden under afdækningen bliver opmærksom på arbejdsmiljøproblemer, vil APV-processen skulle fortsættes med risikovurdering, handlingsplan til løsning af arbejdsmiljøproblemer, som ikke kan løses umiddelbart, gennemførelse af handlingsplan og opfølgning.
En APV-proces vil ikke nødvendigvis skulle gennemføres for hele virksomheden samlet. Den kan f.eks. deles op i arbejdsmiljøemner, f.eks. kemi, ergonomi og psykisk arbejdsmiljø, eller gennemføres for hver enkelt afdeling eller område af virksomheden.
(Til § 15 a, stk. 4)
Det fremgår af § 15 a, stk. 1, 1. pkt., at APV’en skal udarbejdes under hensyntagen til arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, samt virksomhedens størrelse og organisering. Videre fremgår det af § 15 a, stk. 2, 1. pkt., at en APV skal omfatte en stillingtagen til virksomhedens arbejdsmiljøproblemer, og hvordan de løses, under iagttagelse af de forebyggelsesprincipper, der er angivet i arbejdsmiljølovgivningen.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 15 a, stk. 4, som fastslår, at en arbejdspladsvurdering skal gennemføres under iagttagelse af de forebyggelsesprincipper, der er angivet i arbejdsmiljølovgivningen, samt under hensyntagen til arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, samt virksomhedens størrelse og organisering. Den forslåede bestemmelse er en sammenskrivning af de nuværende bestemmelser i § 15 a, stk. 1, 1. pkt. og stk. 2, 1. pkt.
Den foreslåede bestemmelse vil videreføre reglerne om, at en APV skal gennemføres under iagttagelse af de forebyggelsesprincipper, der er angivet i arbejdsmiljølovgivningen samt under hensyntagen til arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, samt virksomhedens størrelse og organisering. Det er en integreret del af APV-arbejdet og arbejdsmiljøarbejdet i øvrigt, at forebyggelsesprincipperne, som angivet i Rammedirektivet og implementeret i dansk arbejdsmiljølovgivning, skal iagttages. Derudover vil bestemmelsen underbygge, at APV’en er et af den enkelte virksomheds værktøjer til at arbejde systematisk med arbejdsmiljøet. Gennemførelsen af en APV vil være forskellig fra virksomhed til virksomhed, fordi virksomheden skal tage højde for arbejdets art, de arbejdsmetoder og arbejdsprocesser, der anvendes, samt virksomhedens størrelse og organisering.
(Til § 15 a, stk. 5)
Det fremgår af § 15 a, stk. 1, 2. pkt., at APV’en skal forefindes i virksomheden og være tilgængelig for virksomhedens ledelse, de ansatte og Arbejdstilsynet, som fører tilsyn med arbejdspladsvurderingen.
Det foreslås at indsættes en ny bestemmelse i § 15 a, stk. 5 . Efter den foreslåede bestemmelse skal handlingsplanen, jf. den foreslåede bestemmelse i § 15 a, stk. 2, nr. 2, forefindes i virksomheden og være til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.
Den foreslåede bestemmelse vil medføre tydelighed omkring, at det er handlingsplanen, der skal forefindes og være til rådighed. Den foreslåede bestemmelse vil fastsætte, at det er handlingsplanen og ikke APV’en, der vil skulle forefindes i virksomheden og være til rådighed, idet APV er en proces og ikke et stykke papir. Handlingsplanen vil kunne forefindes i papirform, elektronisk eller begge dele. Det vil dog være afgørende, at handlingsplanen er til rådighed for virksomhedsledere, arbejdsledere, øvrige ansatte og Arbejdstilsynet.
Det vurderes, at det er overflødigt at skrive i bestemmelsen, at Arbejdstilsynet fører tilsyn med APV’en, da det følger af § 72, stk. 1, nr. 7, at Arbejdstilsynet påser, at loven og de forskrifter, der gives med hjemmel i loven, overholdes.
(Til § 15 a, stk. 6)
I § 15 a, stk. 3, er det fastslået, at arbejdsgiveren skal inddrage arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte i planlægningen, tilrettelæggelsen og gennemførelsen af samt opfølgningen på arbejdspladsvurderingen. Bestemmelsen konkretiserer således samarbejdspligten, jf. lov om arbejdsmiljø § 5, i forhold til APV’en.
Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i § 15 a, stk. 6, hvorefter arbejdsgiveren skal sørge for, at arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte deltager i hele processen vedrørende planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse, opfølgning og ajourføring af arbejdspladsvurderingen, jf. de foreslåede bestemmelser i § 15 a, stk. 1-4.
Den foreslåede bestemmelse vil videreføre den nugældende bestemmelse i § 15 a, stk. 3, dog med mindre sproglige ændringer.
Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at arbejdsgiveren fortsat vil skulle sørge for, at arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte deltager i hele processen vedrørende planlægning, tilrettelæggelse, gennemførelse, opfølgning og ajourføring af APV’en. Hvis der er krav om arbejdsmiljøorganisation på virksomheden, vil arbejdsgiveren skulle sørge for, at det er arbejdsmiljøorganisationen, der deltager. Hvis der ikke er krav om at etablere arbejdsmiljøorganisation på virksomheden, vil arbejdsgiveren skulle sørge for, at de ansatte deltager i hele processen.
Endelig vil den foreslåede bestemmelse sikre, at arbejdsgiveren også vil skulle sørge for, at arbejdsmiljøorganisationen eller de ansatte deltager i ajourføringen af APV’en. Med ajourføring menes ajourføring af APV’ens handlingsplan.
Til nr. 9
Det fremgår af § 15 a, stk. 4, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1-3. Bestemmelserne i stk. 1-3 fastsætter kravene til indhold og omfang af APV samt arbejdsgiverens pligt til at inddrage arbejdsmiljøorganisationen eller – hvor der ikke er krav om arbejdsmiljøorganisation - de ansatte.
Det foreslås i § 15 a, stk. 4, som bliver § 15 a, stk. 7, at ændre »stk. 1-3« til: »stk. 1-6«.
Den foreslåede ændring vil medføre, at gældende ret vil blive videreført, således at beskæftigelsesministeren fortsat er bemyndiget til at fastsætte nærmere regler om arbejdsgiverens pligter efter stk. 1-3, der bliver stk. 1-6, og som fastsætter kravene til indhold og omfang af APV samt arbejdsgiverens pligt til at inddrage arbejdsmiljøorganisationen eller - hvor der ikke er krav om arbejdsmiljøorganisation - de ansatte.
Til nr. 10
Det fremgår af § 21, stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at undersøgelser m.v., der er forlangt af Arbejdstilsynet efter stk. 1, skal ske ved anvendelse af den nødvendige sagkundskab.
Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelse om kompetencepåbud, hvorefter Arbejdstilsynet bl.a. giver kompetencepåbud, når der gives undersøgelsespåbud i henhold til lovens § 21 og undersøgelsespåbuddet samtidig vedrører forhold i det psykiske arbejdsmiljø eller substitution af stoffer og materialer.
Det foreslås i § 21, stk. 2, at »anvendelse af den nødvendige sagkundskab« ændres til »foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver«.
Det betyder, at beskæftigelsesministeren vil kunne fastsætte regler om, at undersøgelser m.v. skal foretages af en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, herunder at undersøgelser m.v. skal foretages af en ekstern autoriseret arbejdsmiljørådgiver.
Forslaget om at ændre bestemmelsen skal ses i sammenhæng med den i lovforslagets § 1, nr. 25, foreslåede ophævelse af § 77 a.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 11
Det fremgår af § 21, stk. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at undersøgelser m.v., der er forlangt af Arbejdstilsynet efter stk. 1, skal ske ved anvendelse af den nødvendige sagkundskab.
Det fremgår af lovbemærkningerne til bestemmelsen i § 21, stk. 2, jf. Folketingstidende 2006-07, tillæg A, side 3018, at de almindelige regler om brug af autoriserede arbejdsmiljørådgivere, jf. § 77 a, finder anvendelse i forbindelse med undersøgelsespåbud efter § 21.
Bestemmelsen i § 77 a, stk. 1, fastslår, at Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af et påbud eller andre afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen skal anvende den nødvendige sagkundskab ved enten at opbygge og anvende egne kompetencer eller ved at indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Af bestemmelsens stk. 2 fremgår det endvidere, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om påbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor, herunder eventuelle frister for opbygning og anvendelse af egne kompetencer. Bemyndigelsen er anvendt til at fastsætte regler i bekendtgørelsen om kompetencepåbud.
Det foreslås i § 21, stk. 2, at indsætte et nyt pkt. 2, hvorefter beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om brugen af autoriserede arbejdsmiljørådgivere. Forslaget vil betyde, at der kan fastsættes regler om de nærmere krav til virksomheden og den autoriserede arbejdsmiljørådgiver i forbindelse med påbud om undersøgelser m.v. af om arbejdsforholdene er sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarlige, og de nærmere vilkår herfor.
Der vil eksempelvis kunne fastsættes nærmere regler om valg af rådgivningsvirksomhed, aftaleindgåelse, det nærmere indhold af undersøgelsen m.v., virksomhedens sikring af, at undersøgelsen foretages af den autoriserede arbejdsmiljørådgiver, og virksomhedens øvrige pligter. Der vil dertil kunne fastsættes nærmere regler om bl.a. tilbagemeldinger og dokumentation til Arbejdstilsynet.
Det nye pkt. 2 i § 21, stk. 2, foreslås indsat som en konsekvens af den i lovforslagets § 1, nr. 25, foreslåede ophævelse af § 77 a. Der er med forslaget således tale om en videreførelse af en bemyndigelse, som beskæftigelsesministeren allerede i dag har efter § 77 a, men som pga. den foreslåede afskaffelse af bestemmelsen om kompetencepåbud fremadrettet alene skal finde anvendelse i forhold til påbud om undersøgelser efter § 21.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 12
Det fremgår af § 26, stk. 2, 1. pkt., at bliver arbejdslederen bekendt med problemer i det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø, som kan medføre fare for ulykker eller sygdom, skal arbejdslederen sørge for at afværge faren.
Det foreslås i § 26, stk. 2,
- pkt. , at ordene »bekendt med« ændres til: »opmærksom på«, at ordene »medføre fare for ulykker eller sygdom« ændres til: » forringe sikkerheden eller sundheden« og at ordet »faren« ændres til: »en eventuel fare og løse problemerne«.
Formålet med de foreslåede ændringer er at modernisere og tilpasse ordvalget i bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 12, vil medføre, at arbejdslederen, hvis denne bliver opmærksom på problemer i det fysiske eller psykiske arbejdsmiljø, som kan forringe sikkerheden eller sundheden, skal sørge for at afværge en eventuel fare og løse problemerne.
Det betyder, at ordvalget i bestemmelsen moderniseres, så det passer bedre til det psykiske arbejdsmiljø, og så området for arbejdslederens pligter sprogligt tilpasses området for de ansattes pligter.
Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand, hverken i arbejdslederens pligter og strafansvar eller i Arbejdstilsynets tilsynspraksis på området, idet der alene er tale om en sproglig opdatering.
Til nr. 13
Det fremgår af § 26, stk. 2, 2. pkt., at kan faren ikke afværges ved arbejdslederens indgriben på stedet, skal denne straks gøre arbejdsgiveren bekendt med forholdet.
Det foreslås i § 26, stk. 2, 2. pkt. , at ordene »Kan faren ikke afværges ved arbejdslederens indgriben på stedet« ændres til: »Er dette ikke muligt«, og at ordet »denne« ændres til: »arbejdslederen«.
Formålet med ændringerne er at modernisere ordvalget i bestemmelsen.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, nr. 13, vil medføre, at arbejdslederen, hvis det ikke er muligt for denne at afværge en eventuel fare og løse problemerne, straks skal gøre arbejdsgiveren bekendt med forholdet.
Det betyder, at ordvalget i bestemmelsen moderniseres, så det passer bedre til det psykiske arbejdsmiljø.
Der er ikke med forslaget tilsigtet ændringer i den gældende retstilstand, hverken i arbejdslederens pligter og strafansvar eller i Arbejdstilsynets tilsynspraksis på området, idet der alene er tale om en sproglig opdatering.
Til nr. 14
Lov om arbejdsmiljø indeholder i dag ikke en bestemmelse om uddannelsessteders pligter i forhold til elever, lærlinge og studerende. Uddannelsesstederne anses i dag for omfattet af lovens udvidede område i § 2, stk. 3, når elever, lærlinge eller studerende udfører praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter i forbindelse med undervisning, fordi øvelserne anses for at være arbejde.
Det betyder, at uddannelsesstederne i dag har pligt til at sørge for, at elevernes, lærlingenes og de studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter gennemføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt i forhold til de bestemmelser, der er nævnt i § 2, stk. 3.
Elever, lærlinge og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter skal planlægges, tilrettelægges og udføres sikkerhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Maskiner og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes sikkerheds-og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Stoffer og materialer med egenskaber, der kan være farlige eller i øvrigt forringe elevernes, lærlingenes eller de studerendes sikkerhed og sundhed må kun fremstilles og anvendes ved arbejdsprocesser og – metoder, der effektivt sikrer mod ulykker og sygdomme.
En del af en forsvarlig planlægning og tilrettelæggelse af arbejdet i henhold til § 38 i lov om arbejdsmiljø indebærer, at uddannelsesstederne skal sikre, at eleverne, lærlingene og de studerende har de rette kompetencer til at kunne gennemføre øvelserne forsvarligt. Dette følger af, at øvelserne er planlagt og tilrettelagt af uddannelsesstederne, ligesom det er uddannelsesstederne, der stiller værktøj og materialer til rådighed og bestemmer, hvad eleverne, lærlingene og de studerende skal gøre og hvordan.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse om gældende ret for uddannelsessteders pligter i forhold til elever, lærlinge og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter i § 29 a i lovens kapitel 4 om almindelige pligter. Herefter skal uddannelsessteder sørge for, at arbejdsforholdene ved elever, lærlinge og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter er sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarlige, i forhold til de bestemmelser, der er nævnt i § 2, stk. 3.
Formålet med forslaget om at indsætte en ny bestemmelse om uddannelsessteders pligter er at fastsætte uddannelsesstedernes pligter og ansvar, når elever, lærlinge og studerende udfører praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter, idet det i nogle tilfælde har givet anledning til tvivl.
Den foreslåede nye bestemmelse i lovens § 29 a vil medføre, at det bliver fastsat, at uddannelsessteder har pligter i forhold til elever, lærlinge og studerende, når de udfører praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter.
Praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter kan f.eks. være elevers, lærlinges og studerendes øvelser ved save og boremaskiner på erhvervsskoler med tekniske erhvervsuddannelser, brug af græsslåmaskiner m.v. på erhvervsuddannelsen til anlægsgartner eller øvelser vedrørende kemiske stoffer i fysik- og kemiundervisning på grundskoler og i gymnasier.
Forslaget vil ikke berøre traditionelle undervisningssituationer, f.eks. undervisning i dansk og sprogfag og heller ikke elevers, lærlinge eller studerendes anvendelse af bøger og computere m.v. i undervisningssituationer.
I forhold til elever, lærlinge og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter vil det udvidede område i lov om arbejdsmiljø gælde for de personer og de uddannelsessteder, der er omfattet af Børne- og Undervisningsministeriets lov om elever og studerendes undervisningsmiljø.
Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om elevers og studerendes undervisningsmiljø, at elever, studerende og andre deltagere i offentlig og privat undervisning har ret til et godt undervisningsmiljø, således at undervisningen kan foregå sikkerheds- og sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt. Undervisningsmiljøet på skoler og uddannelsesinstitutioner (uddannelsessteder) skal fremme deltagernes muligheder for udvikling og læring og omfatter derfor også uddannelsesstedets psykiske og æstetiske miljø.
Videre fremgår det af § 1, stk. 4, at loven ikke omfatter undervisning, der udføres som led i uddannelse af forsvarets militære personel i forbindelse med egentlig militærtjeneste, samt undervisning, der foregår ombord på krigsskibe og troppetransportskibe. Undtaget er tillige undervisning inden for søfart og fiskeri bortset fra undervisning i forbindelse med lastning og losning af skibe, værftsarbejde om bord i skibe, og hvad der må sidestilles hermed.
Det er således praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter udført af elever, studerende og andre deltagere i offentlig og privat undervisning på ovennævnte uddannelsessteder og med ovennævnte begrænsninger, der vil blive omfattet af det udvidede område i lov om arbejdsmiljø.
Den foreslåede ændring vil betyde, at uddannelsesstedernes pligter ved elever, lærlinge og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter bliver direkte nævnt i strafbestemmelsen i lovens § 82, fordi det fremgår af bestemmelsen i § 82, stk. 1, nr. 1, at den, der bl.a. overtræder §§ 25-34 straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år med mindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning. Det skyldes, at den foreslåede nye bestemmelse i § 29 a vil være indeholdt i henvisningen til §§ 25-34.
Uddannelsesstedet vil, i modsætning til en arbejdsgiver, ikke i falde et ansvar alene gennem elevens, lærlingens eller den studerendes handlinger eller overtrædelser. Uddannelsesstedernes ansvar forudsætter således, at uddannelsesstedet som sådan har begået en overtrædelse af reglerne, f.eks. ved at uddannelsesstedet ikke har sikret sig, at et teknisk hjælpemiddel var forsvarligt eller at eleverne, lærlingene eller de studerende havde de kompetencer, der skulle til for at udføre øvelsen forsvarligt.
Derved er uddannelsesstedernes ansvar ikke det samme som arbejdsgiverens.
I dag udsteder Arbejdstilsynet administrative bødeforelæg eller indstiller over for politiet, at der rejses tiltale mod uddannelsessteder, hvis der i forbindelse med elevers, lærlinges eller studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter sker en overtrædelse af reglerne inden for det udvidede område i lov om arbejdsmiljø, f.eks. §§ 38, stk. 1, 45, stk. 1, og kapitel 8 om stoffer og materialer, som uddannelsesstederne kan gøres ansvarlige for.
Overtrædelsen skal falde inden for Arbejdstilsynets almindelige praksis for at rejse straffesager, og de almindelige betingelser for straf skal i øvrigt være opfyldt. I straffesagerne henvises til lovens strafbestemmelse i § 82, stk. 1, nr. 1, som gælder for den, der overtræder de pligter, der er nævnt i bestemmelsen, herunder bl.a. §§ 38, stk. 1, 45, stk. 1, og § 48, stk. 1.
Med forslaget vil der fremover kunne henvises til strafbestemmelsen i § 82, stk. 1, nr. 1, i lov om arbejdsmiljø, som gælder for den, der overtræder de pligter, der er nævnt i bestemmelsen, herunder §§ 25 – 34, og dermed også den foreslåede nye bestemmelse i § 29 a.
Der er alene tale om en konsekvens som følge af den foreslåede nye bestemmelse i § 29 a om pligter for uddannelsessteder efter arbejdsmiljølovens udvidede område, hvorefter pligten for uddannelsessteder fremover vil blive nævnt i lovens § 82, stk. 1, nr. 1, i lighed med andre pligter efter lovens kapitel 4.
Hvis uddannelsesstedet drives som et selskab eller anden juridisk person, finder reglerne i straffelovens kapitel 5 om juridiske personer tilsvarende anvendelse.
Hvis der sker en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningens regler på det udvidede område, jf. § 2, stk. 3, i forbindelse med praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter, vil der blive afgivet afgørelse, f.eks. i form af et påbud til uddannelsesstedet, hvis uddannelsesstedet ikke har opfyldt sine forpligtelser i forhold til planlægning, tilrettelæggelse og udførelse af øvelserne. Uddannelsesstedet kan også få en bøde, hvis overtrædelsen falder inden for området, hvor Arbejdstilsynet har praksis for at udstede administrative bødeforelæg eller indstille over for politiet, at der rejses tiltale, og de almindelige betingelser for straf i øvrigt er opfyldt.
Der er ikke med forslaget tilsigtet nogen ændringer i retstilstanden for uddannelsessteder i forbindelse med elever, lærlinge og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter, ligesom der heller ikke er tilsigtet ændringer i Arbejdstilsynets praksis i forhold til tilsyn, reaktioner eller straffesager vedrørende uddannelsessteder i forhold til elever, lærlinge og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter. Det betyder, at uddannelsessteders overtrædelse af reglerne f.eks. i forbindelse med arbejdets udførelse, jf. lovens § 38, anvendelse af tekniske hjælpemidler, jf. loven § 45, eller anvendelse af stoffer og materialer, fortsat vil kunne føre til, at Arbejdstilsynet afgiver reaktioner til uddannelsesstederne, som også fortsat vil kunne straffes for overtrædelserne, hvis de falder indenfor området, hvor Arbejdstilsynet har praksis for at udstede administrative bødeforelæg eller indstille over for politiet, at der rejses tiltale, og de almindelige betingelser for straf i øvrigt er opfyldt.
Endelig er der ikke med forslaget tilsigtet ændringer i forhold til bødeniveauet for uddannelsessteders overtrædelser af lov om arbejdsmiljø. Bøden fastsættes efter lov om arbejdsmiljø § 82. Det betyder, at der for materielle overtrædelser først fastsættes en grundbøde efter § 82, stk. 1. Grundbødens størrelse er afhængig af, hvor grov overtrædelsen er. Endvidere kan grundbøden forhøjes, hvis overtrædelsen har medført en ulykke med alvorlig personskade eller døden til følge, jf. § 82, stk. 2. Endelig kan bøden forhøjes yderligere, hvis der er skærpende eller særligt skærpende omstændigheder ved overtrædelsen, jf. § 82, stk. 4-5.
Det bemærkes, at § 82, stk. 6, om, at der ved udmåling af bøden også lægges vægt på virksomhedens størrelse, alene gælder for arbejdsgivere, og at bestemmelsen derfor ikke vil finde anvendelse ved udmåling af bøder til uddannelsessteder for overtrædelser begået i forbindelse med elever, lærlinge og studerendes praktiske øvelser af arbejdsmæssig karakter.
Til nr. 15
Efter de gældende regler har Arbejdstilsynet ikke mulighed for at stille krav om, at arbejdsgiveren skal udlevere oplysninger fra asbestprotokollen til den pågældende ansatte.
Det foreslås, at der indsættes en ny bemyndigelsesbestemmelse i § 49 d , hvorefter beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om arbejdsgiverens pligt til at udlevere de oplysninger, som registreres om den ansatte i en asbestprotokol, til den pågældende ansatte, senest ved ansættelsesforholdets ophør, herunder om formen for udlevering af oplysninger m.v.
På baggrund af bemyndigelsesbestemmelsen forventes der fastsat regler om, at den ansatte selv får oplysningerne i asbestprotokollen i sin besiddelse. Forslaget vil ikke ændre på arbejdsgiverens pligt til at opbevare oplysningerne i protokollen i mindst 40 år efter udsættelsen for asbest er ophørt, eller pligten til at sende protokollen til Arbejdstilsynet ved virksomhedsophør.
Oplysningerne, som vil skulle udleveres, skal være fyldestgørende og omfatte samtlige oplysninger, der er registreret om den pågældende ansatte og dennes arbejde i asbestprotokollen.
Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 49 d tænkes desuden udmøntet til at fastsætte nærmere regler om formen for udleveringen og regler om, hvornår oplysningerne er udleveret, herunder at arbejdsgiveren vil kunne opfylde kravet ved f.eks. at udlevere en kopi af asbestprotokollen indeholdende de konkrete oplysninger om den pågældende ansatte og dennes arbejde.
Det er ikke hensigten at fastsætte regler, der pålægger arbejdsgiveren en pligt til at foretage udleveringen af oplysningerne ved anvendelse af digital kommunikation. Men hvis arbejdsgiveren anvender en digital løsning til at udlevere oplysningerne fra protokollen, f.eks. systemer til modtagelse af digital post som e-boks, mit.dk eller en e-mail anvist af den ansatte, vil oplysningerne blive anset for at være udleveret, når de er tilgængelige for den ansatte.
En meddelelse anses generelt for at være kommet frem til adressaten (den ansatte) på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for den pågældende. En meddelelse anses for at være tilgængelig for adressaten fra det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det er dermed tilsvarende retsvirkninger som fysisk post, der anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse m.v. er lagt i modtagerens fysiske postkasse. En meddelelse vil blive anset for at være tilgængelig, selvom den pågældende ikke kan skaffe sig adgang til meddelelsen, hvis dette skyldes hindringer, som det er op til den pågældende at overvinde. Som eksempler herpå kan nævnes, at den pågældendes egen computer ikke fungerer, eller den pågældende har mistet koden til sin digitale signatur.
Til nr. 16
Det følger af § 72, stk. 2 , at Arbejdstilsynet kan få terminaladgang til nødvendige oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister, og i told- og skatteforvaltningens registreringssystem for virksomheder med henblik på identifikation af virksomheder på baggrund af anmeldte erhvervssygdomme, jf. § 75.
Det foreslås, at der efter »jf. § 75« indsættes »samt til analyse og statistiskformål på arbejdsmiljøområdet«. Det betyder, at Arbejdstilsynets adgang til oplysninger i indkomstregistret udvides til også at omfatte oplysninger til brug for analyse og statistikformål, herunder særligt til opfølgning på branche-, virksomheds og arbejdsstedsniveau.
Det foreslås hertil, at »kan få« ændres til: »har«. Der er alene tale om en sproglig præcisering af bestemmelsens ordlyd.
Adgangen til oplysninger vil fortsat blive begrænset til oplysninger, der er nødvendige for Arbejdstilsynets planlægning og tilrettelæggelse af tilsynsarbejdet og den forebyggende indsats i forhold til virksomheder og brancher.
Arbejdstilsynets terminaladgang vil ske i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen. Der vil alene ske behandling af personoplysninger, der er saglige og proportionale, og adgangen vil blive begrænset til autoriserede medarbejdere, der er beskæftiget med de opgaver, hvortil oplysningerne er indhentet.
Forslaget forudsætter, at Arbejdstilsynet indgår en særskilt dataudvekslingsaftale med Skatteministeriet om behandling af oplysninger i indkomstregistret, før Arbejdstilsynet kan få adgang til at bruge oplysningerne i indkomstregisteret.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.12.
Til nr. 17
Det følger af § 74, stk. 4, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at Arbejdstilsynet efter anmodning kan meddele bindende forhåndsbesked til arbejdsgivere samt projekterende og rådgivere vedrørende udførelsen af et planlagt, konkret arbejde, inden dette påbegyndes.
Arbejdstilsynets bindende forhåndsbesked er en afgørelse om, hvorvidt det konkrete oplyste arbejde opfylder arbejdsmiljølovgivningens krav. Arbejdstilsynet kan ikke efterfølgende stille yderligere krav til udførelsen af arbejdet, hvis forholdene er uændrede.
Det foreslås, at § 74, stk. 4, ophæves.
Med den foreslåede ophævelse af § 74, stk. 4, vil beskæftigelsesministeren ikke længere kunne fastsætte regler om, at Arbejdstilsynet kan meddele bindende forhåndsbesked.
Det betyder, at virksomhedernes mulighed for mod et gebyr at anmode Arbejdstilsynet om bindende forhåndsbesked forud for arbejdsmiljøinvesteringer på udvalgte områder bortfalder.
Ansøgninger modtaget af Arbejdstilsynet inden ordningens bortfald vil fortsat blive behandlet efter de hidtil gældende regler, jf. lovforslagets § 3, stk. 3. Således vil Arbejdstilsynet fortsat kunne træffe afgørelse i sager om bindende forhåndsbesked, hvis ansøgningen er modtaget af Arbejdstilsynet inden den 1. februar 2024.
Virksomhederne vil fortsat efter lovens § 12 være forpligtet til at indhente sagkyndig bistand, hvis virksomheden ikke selv råder over den nødvendige sagkundskab til at varetage arbejdsmiljøarbejdet, og virksomhederne vil også forsat kunne efterspørge vejledning hos Arbejdstilsynet.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 18
Det fremgår af § 74, stk. 6, nr. 2, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om gebyrer, herunder om opkrævning og indbetaling, til dækning af Arbejdstilsynets omkostninger ved behandling af anmodninger om bindende forhåndsbesked, jf. § 74, stk. 4.
Det foreslås, at bemyndigelsesbestemmelsen i § 74, stk. 6, nr. 2, ophæves.
Det betyder, at beskæftigelsesministeren ikke længere vil kunne fastsætte regler om gebyrer til dækning af Arbejdstilsynets omkostninger ved behandling af anmodninger om bindende forhåndsbesked.
Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, hvorefter beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastætte regler om bindende forhåndsbesked ophæves.
Der henvises til bemærkningerne til nr. 17, samt de almindelige bemærkninger i afsnit 2.17.
Til nr. 19
Det følger af § 74, stk. 6, nr. 3, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om gebyrer, herunder om opkrævning og indbetaling, til dækning af Arbejdstilsynets omkostninger ved behandling af ansøgninger om bemyndigelse til autorisation af arbejdsmiljørådgivere, til godkendelses- og kontrolopgaver samt om ændringer deraf, jf. § 74, stk. 5.
Det foreslås, at henvisningen til 74, stk. 5, i § 74, stk. 6, nr. 3, som bliver til stk. 5, nr. 2, ændres til § 74, stk. 4.
Forslaget er en konsekvensændring af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, om ophævelse af bemyndigelsesbestemmelsen vedrørende fastsættelse af regler om bindende forhåndsbesked.
Til nr. 20
Det fremgår af § 74, stk. 8, at gebyrer til Arbejdstilsynet efter § 74, stk. 6, reguleres automatisk med det generelle pris- og lønindeks.
Det foreslås, at § 74, stk. 8, ophæves.
Den foreslåede ophævelse vil betyde, at gebyrer til Arbejdstilsynet ikke længere vil blive reguleret automatisk med det generelle pris- og lønindeks.
Fremover vil der alene være hjemmel til at fastsætte gebyrer til Arbejdstilsynet efter den foreslåede § 74, stk. 5, hvilket stemmer overens med den måde, hvorpå gebyrer til Arbejdstilsynet efter de nævnte ordninger i den foreslåede § 74, stk. 5, nr. 1-3, fastsættes i dag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.17 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 21
Det fremgår af § 74, stk. 9, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om betaling til den, som Arbejdstilsynet har uddelegeret eller henlagt opgaver til, jf. § 9, stk. 2, og § 74, stk. 5.
Det foreslås, at henvisningen til § 74, stk. 5, i § 74, stk. 9, som bliver til stk. 7, ændres til § 74, stk. 4.
Forslaget er en konsekvensændring af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, om ophævelse af bemyndigelsesbestemmelsen vedrørende fastsættelse af regler om bindende forhåndsbesked.
Til nr. 22
Det følger af § 74 b, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at Arbejdstilsynet som led i tilsynsopgaven efter § 72, stk.1, nr. 7, skal gennemføre skærpet tilsyn, når Arbejdstilsynet over for samme virksomhed forinden har truffet afgørelse om forhold, der skal imødegås straks for at afværge en overhængende betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, jf. § 77, stk. 2, i lov om arbejdsmiljø. Det fremgår desuden af bestemmelsen, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om opkrævning og betaling af et gebyr fra virksomhederne til dækning af Arbejdstilsynets omkostninger ved det skærpede tilsyn.
Det foreslås, at § 74 b ophæves.
Med den foreslåede ophævelse af § 74 b vil beskæftigelsesministeren ikke længere kunne fastsætte nærmere regler om skærpet tilsyn og opkrævning gebyr, som beskrevet i den gældende § 74 b.
Med den foreslåede ophævelse af § 74 b, vil bekendtgørelsen om skærpet tilsyn og opkrævning af gebyr, som er udstedt med hjemmel i § 74 b, endvidere bortfalde. Det vil betyde, at Arbejdstilsynet ikke pr. automatik vil gennemføre et skærpet tilsyn, når Arbejdstilsynet over for samme virksomhed forinden har truffet afgørelse om forhold, der skal imødegås straks for at afværge en overhængende betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed.
Arbejdstilsynet vil fortsat have hjemmel til at foretage kontroltilsyn efter § 72, stk. 1, nr. 7, f.eks. for at følge op på afgørelser om overtrædelser af arbejdsmiljølovgivningen, da bestemmelsen er af generel karakter og åbner mulighed for, at tilsynet kan antage forskellige former.
Reglerne om skærpet tilsyn og opkrævning gebyr, som er udstedt med hjemmel i § 74 b, vil fortsat finde anvendelse for afgørelser truffet indtil det tidspunkt, hvor lovforslagets § 1, nr. 22, træder i kraft.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 23
Det fremgår af § 77, stk. 1, at Arbejdstilsynet kan træffe afgørelse om forhold, der strider mod loven eller mod regler eller afgørelser i medfør af loven, og herunder kan påbyde, at forholdene bringes i orden straks eller inden en frist.
Det foreslås, at der i § 77, stk. 1, efter »straks«: indsættes », f.eks. ved standsning af arbejde,«.
Med den foreslåede ændring af § 77, stk. 1, vil afgørelser om f.eks. standsning af arbejdet, som i dag har hjemmel i den gældende § 77, stk. 2, fremover have hjemmel i § 77, stk. 1, hvis Arbejdstilsynet samtidig har konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Arbejdstilsynet vil som hidtil kunne træffe afgørelse om forhold, hvor Arbejdstilsynet har konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, men hvor der ikke er grundlag for at pålægge virksomheden en handlepligt. Denne afgørelse betegnes i dag ”afgørelse uden handlepligt”, men vil fremover blive betegnet ”påtale”.
Herudover vil anvendelsesområdet for § 77, stk. 1, som hidtil være de tilfælde, hvor Arbejdstilsynet på baggrund af en konstateret overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen ved afgørelse påbyder modtageren af afgørelsen at bringe forholdet i orden straks eller inden en frist.
”Strakspåbud”, dvs. afgørelser i medfør af § 77, stk. 1, som påbyder modtageren at bringe forholdet i orden straks, vil f.eks. kunne bringes i anvendelse, hvis der foreligger en betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed og sundhed i en konkret situation.
Det gælder også, hvis der foreligger en overhængende, betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed og sundhed som nødvendiggør, at faren straks imødegås ved effektive foranstaltninger. Det kan f.eks. være, at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, at standse brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale, eller at arbejde i øvrigt standses.
Derudover vil påbud i medfør af § 77, stk. 1, om at bringe forholdet i orden straks f.eks. kunne bringes i anvendelse, hvis Arbejdstilsynet har konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, og formålet med afgørelsen forspildes, hvis der ikke træffes foranstaltninger straks, eller hvis et påbud faktisk kan efterkommes med det samme eller inden for en kortere periode.
”Påbud med frist”, dvs. afgørelser i medfør af § 77, stk. 1, som påbyder modtageren at bringe forholdet i orden inden en frist, vil kunne meddeles i de tilfælde, hvor Arbejdstilsynet ud fra en samlet vurdering af f.eks. overtrædelsens karakter og løsningsmuligheder finder det tilstrækkeligt og rimeligt at tillade en frist for at bringe forholdet i orden, selvom der er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen.
Til nr. 24
Det fremgår af § 77, stk. 2, at når Arbejdstilsynet skønner det nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan Arbejdstilsynet påbyde, at faren straks imødegås, herunder 1) at de tilstedeværende øjeblikkelig fjerner sig fra farezonen, 2) at brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale standses, eller 3) at arbejde i øvrigt standses.
Det foreslås, at § 77, stk. 2, affattes således: »Skønner Arbejdstilsynet det i øvrigt nødvendigt for at afværge en overhængende, betydelig fare for de ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed, kan Arbejdstilsynet påbyde, at faren straks imødegås ved effektive foranstaltninger, f.eks. ved standsning af arbejde.«
Med den foreslåede nyaffattelse vil bestemmelsen fremover udelukkende udgøre hjemlen for de af Arbejdstilsynets afgørelser, som kan bringes i anvendelse i tilfælde, hvor der ikke er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, men hvor det skønnes nødvendigt at påbyde, at en overhængende betydelig fare for de ansattes og/eller andres sikkerhed eller sundhed straks imødegås ved effektive foranstaltninger.
Arbejdstilsynet vil således fortsat kunne påbyde, at en fare straks imødegås ved effektive foranstaltninger, uanset at der ikke er konstateret en overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen, hvis der foreligger en overhængende, betydelig fare for ansattes eller andres sikkerhed eller sundhed.
Effektive foranstaltninger kan i disse tilfælde f.eks. være, at de tilstedeværende øjeblikkeligt fjerner sig fra farezonen, at standse brugen af en maskine, en maskindel, en beholder, en præfabrikeret konstruktion, et apparat, et redskab, et andet teknisk hjælpemiddel eller et stof eller et materiale, eller at arbejde i øvrigt standses.
Til nr. 25
Det fremgår af § 77 a, at Arbejdstilsynet kan påbyde, at modtageren af et påbud eller andre afgørelser om overtrædelse af arbejdsmiljølovgivningen skal anvende den nødvendige sagkundskab ved enten at opbygge og anvende egne kompetencer eller ved at indhente bistand fra en autoriseret arbejdsmiljørådgiver, bl.a. med henblik på, at det forebyggende arbejdsmiljøarbejde i virksomheden styrkes. Det fremgår af bestemmelsens stk. 2, at beskæftigelsesministeren fastsætter nærmere regler om påbuddets indhold, omfang og varighed og de nærmere vilkår herfor, herunder eventuelle frister for opbygning og anvendelse af egne kompetencer.
Det foreslås, at § 77 a ophæves.
Med den foreslåede ophævelse af § 77 a vil beskæftigelsesministeren ikke længere kunne fastsætte nærmere regler om kompetencepåbud, som beskrevet i den gældende bemyndigelsesbestemmelse.
En virksomhed vil efter § 12 i lov om arbejdsmiljø fortsat være forpligtet til at indhente ekstern sagkyndig bistand med henblik på at sikre, at de ansattes arbejdsmiljø til stadighed er fuldt forsvarligt, såfremt virksomheden ikke selv råder over den nødvendige sagkundskab til at varetage sikkerheds- og sundhedsarbejdet i virksomheden.
Med den foreslåede ændring af § 21, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 11, vil beskæftigelsesministeren endvidere kunne fastsætte nærmere regler om, at virksomhederne skal anvende autoriserede arbejdsmiljørådgivere i forbindelse med afgivelse af undersøgelsespåbud efter § 21. Der henvises til pkt. 2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Den foreslåede ophævelse af § 77 a vil medføre, at bekendtgørelsen om kompetencepåbud, som blandt andet er udstedt med hjemmel i § 77 a, vil bortfalde.
Reglerne om kompetencepåbud udstedt med hjemmel i § 77 a vil fortsat finde anvendelse for afgørelser truffet indtil det tidspunkt, hvor lovforslagets § 1, nr. 25, træder i kraft.
Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 26
Det fremgår af § 77 b, stk. 4, at en skriftlig aftale med arbejdsgiveren om forbedring af arbejdsmiljøet og om løsning af et eller flere konkrete arbejdsmiljøproblemer inden for en aftalt frist vil blive fulgt op af et tilsyn for at kontrollere forholdene.
Det foreslås i § 77 b, stk. 4, at der efter ”forholdene” tilføjes, ”og om aftalen er opfyldt”. Forslaget indebærer en sproglig ændring af bestemmelsen, som har til formål at give mulighed for i bemærkningerne at beskrive, hvem der bliver udelukket fra at kunne indgå nye aftaler, hvis en aftale ikke opfyldes inden for den aftalte frist.
Med ændringen er det forudsat, at udelukkelsen fra at kunne indgå nye aftaler inden for en vis periode, hvis en aftale ikke opfyldes inden for den aftalte frist, som udgangspunkt skal gælde for den produktionsenhed, som aftalen vedrører.
Den foreslåede bestemmelse i lovforslagets § 1, pkt. 26, vil medføre, at det fremover som udgangspunkt alene vil være den produktionsenhed, som aftalen vedrører, der bliver udelukket fra at kunne indgå ny aftale inden for en vis periode, hvis en indgået aftale ikke er blevet opfyldt inden for fristen. Dermed vil hele den juridiske enhed ikke blive udelukket fra at kunne indgå nye aftaler i en vis periode efter den forrige aftales udløb, når det alene er den enkelte produktionsenhed, der ikke har opfyldt en indgået aftale inden for fristen.
Hvis en produktionsenhed, f.eks. en børnehave, ikke opfylder en aftale inden for den aftalte frist, vil det fremover som udgangspunkt alene være produktionsenheden, dvs. børnehaven, og ikke hele den juridiske enhed, f.eks. kommunen, der vil være udelukket fra at kunne indgå en ny aftale inden for en vis periode efter den forrige aftales udløb.
Hvis flere forskellige produktionsenheder, f.eks. forskellige skoler eller et vist antal vuggestuer og plejecentre, inden for samme juridiske enhed, f.eks. samme kommune, ikke opfylder indgåede aftaler inden for de aftalte frister, vil hele den juridiske enhed kunne blive udelukket fra at indgå nye aftaler inden for en vis periode efter de forrige aftalers udløb. Det vil dog være en betingelse for at kunne udelukke den juridiske enhed fra at indgå nye aftaler inden for en vis periode, at der f.eks. er en vis tidsmæssig sammenhæng mellem de enkelte produktionsenheders manglende opfyldelse af de indgåede aftaler.
Til nr. 27
Det fremgår af § 78 a, stk. 1, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte regler om offentliggørelse af oplysninger om den enkelte virksomheds arbejdsmiljø på baggrund af Arbejdstilsynets tilsyn og resultaterne heraf, herunder 1) oplysninger om den enkelte virksomhed og om Arbejdstilsynets tilsyn, afgørelser efter § 77, stk. 1 og 2, og § 77 a og de arbejdsmiljøproblemer, der ligger til grund for Arbejdstilsynets afgørelser, og 2) oplysninger om, hvorvidt den enkelte virksomhed er under skærpet tilsyn efter § 74 b.
Det foreslås, at der i § 78 a, stk. 1, efter »herunder« indsættes »oplysninger om den enkelte virksomhed og om Arbejdstilsynets tilsyn, afgørelser efter § 77, stk. 1 og 2, og de arbejdsmiljøproblemer, der ligger til grund for Arbejdstilsynets afgørelser.«, og at nr. 1 og 2 ophæves.
Med forslaget vil beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte regler om offentliggørelse af oplysninger om afgørelser efter lovens 77 a, dvs. kompetencepåbud, og oplysninger om, hvorvidt den enkelte virksomhed er under skærpet tilsyn efter § 74 b, udgå af bestemmelsen. Der er således tale om konsekvensændringer som følge af de under § 1, nr. 22 og nr. 25 foreslåede ophævelser af lovens § 74 a og § 77 a.
Til nr. 28
Det foreslås, at der efter § 80 a og før overskriften før § 81 indsættes en ny bestemmelse som § 80 b , hvorefter Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø har adgang til nødvendige oplysninger i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om indkomstregister til analyse og statistisk formål på arbejdsmiljøområdet.
Det vil betyde, at Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø vil få direkte adgang til nødvendige oplysninger til brug for analyse og statistiskformål på arbejdsmiljøområdet, herunder til opfølgning på branche-, virksomheds- og arbejdsstedsniveau. Forskningscenteret vil behandle oplysningerne i forbindelse med forskning til gavn for Arbejdstilsynets forebyggende arbejde på arbejdsmiljøområdet.
Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljøs terminaladgang vil ske i overensstemmelse med databeskyttelseslovgivningen. Der vil alene ske behandling af personoplysninger, der er saglige og proportionale, og adgangen vil blive begrænset til autoriserede medarbejdere, der er beskæftiget med de opgaver, hvortil oplysningerne er indhentet.
Forslaget vil forudsætte, at Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø skal indgå en særskilt dataudvekslingsaftale med Skatteministeriet om behandling af oplysninger i indkomstregistret, før forskningscenteret kan få adgang til at bruge oplysningerne i indkomstregisteret til analyse og statistik.
Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, pkt. 2.12.
Til nr. 29
Det fremgår af § 81, stk. 7, at Arbejdstilsynets offentliggørelse af virksomheder med et anerkendt arbejdsmiljøcertifikat, jf. § 78 a, stk. 2, og Arbejdstilsynets beslutning om advisering af certificeringsorganet efter regler udstedt i medfør af § 72 a, stk. 4, ikke kan påklages til anden administrativ myndighed.
Det foreslås, at der i § 81, stk. 7, henvises til § 72 a, stk. 3, i stedet for til § 72 a, stk. 4.
Med forslaget rettes op på en manglende konsekvensændring, som ved en fejl ikke blev forslået i forbindelse med forslag til lov om ændring af lov om arbejdsmiljø og lov om arbejdsskadesikring (Gennemførelse af aftale om en ny og forbedret arbejdsmiljøindsats og ordnede forhold på arbejdsmarkedet m.v.) (L 65), som blev fremsat den 19. november 2019 og vedtaget som lov nr. 1554 af 27. december 2019.
Til nr. 30
Det fremgår af § 81 a, stk. 4, 3. pkt., at de enkelte beskikkede medlemmer af Arbejdsmiljøklagenævnet kan møde med en eller flere bisiddere uden stemmeret.
Det følger af den foreslåede ændring af § 81 a, stk. 4, 3. pkt., at de beskikkede medlemmers mulighed for at møde med en eller flere bisiddere uden stemmeret ændres, således at medlemmerne i stedet får mulighed for at anmode om, at sagkyndige med særlig viden deltager uden stemmeret i et møde i forbindelse med behandlingen af en sag.
Bestemmelsen om bisiddere har så vidt vides ikke været anvendt. Brugen af bisiddere er typisk tiltænkt situationer, hvor en part har behov for at lade sig bistå af andre i forbindelse med sager, som behandles af den offentlige forvaltning, hvilket ikke er den situation, nævnets medlemmer befinder sig i ved møderne i klagenævnet.
Samtidig sikrer klagenævnets sekretariat, at de enkelte sager er tilstrækkeligt oplyst, således at formanden og de beskikkede medlemmer kan træffe afgørelse i sagerne på et oplyst grundlag. I nævnets møder deltager to medlemmer med henholdsvis særlig teknisk sagkundskab og særlig arbejdsmedicinsk kundskab. Disse to medlemmer har ikke stemmeret. Nævnets øvrige medlemmer har mulighed for at stille spørgsmål af teknisk og sundhedsfaglig karakter til disse to særligt sagkyndige medlemmer.
Det kan dog ikke udelukkes, at de beskikkede medlemmer af nævnet kan få behov for at indhente oplysninger eller stille spørgsmål af teknisk, juridisk eller arbejdsmedicinsk karakter til eksterne sagkyndige, som har særlig viden inden for et af disse områder.
Med den foreslåede ændring, vil de beskikkede medlemmer af nævnet få mulighed for at anmode om, at en sagkyndig med sådan specialiseret viden deltager i et af møderne i forbindelse med behandling af en konkret sag. Den sagkyndige med særlig viden vil ikke have stemmeret ved mødet, og det forudsættes, at den sagkyndige med særlig viden ikke deltager under nævnets votering om sagens udfald.
Til nr. 31
Det følger af § 81 b, at klage over en afgørelse truffet af en privat virksomhed bemyndiget i medfør af § 74, stk. 5, kan indbringes for Arbejdstilsynet inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende.
Det foreslås, at henvisningen til § 74, stk. 5, i § 81 b, ændres til § 74, stk. 4.
Forslaget er en konsekvensændring af den foreslåede ændring i lovforslagets § 1, nr. 17, om ophævelse af bemyndigelsesbestemmelsen vedrørende fastsættelse af regler om bindende forhåndsbesked.
Til nr. 32
Det fremgår af § 82, stk. 1, nr. 3, at medmindre højere straf er forskyldt efter den øvrige lovgivning, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år den, som ikke efterkommer påbud efter § 77 eller § 77 a, stk. 1.
Med den foreslåede ophævelse af § 77 a er der ikke længere grundlag for straf på grund af manglende efterkommelse af kompetencepåbud.
Det foreslås derfor, at henvisningen til § 77 a, stk. 1, udgår af bestemmelsen i § 82, stk. 1, nr. 3.
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ophævelse af § 77 a.
Til nr. 33
Det fremgår af § 82, stk. 6, 2. pkt., at der ved arbejdsgiverens manglende efterkommelse af påbud efter § 77 eller § 77 a, stk. 1, der omhandler de i 1. pkt. oplistede bestemmelser, skal lægges vægt på virksomhedens størrelse ved straffens udmåling.
Med den foreslåede ophævelse af § 77 a er der ikke længere grundlag for straf på grund af manglende efterkommelse af kompetencepåbud.
Det foreslås derfor, at henvisningen til § 77 a, stk. 1, udgår af bestemmelsen i § 82, stk. 6, 2. pkt .
Der er tale om en konsekvensændring som følge af den foreslåede ophævelse af § 77 a.