LOV nr 1717 af 27/12/2016
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om arbejdsmiljø, lov om arbejdsskadesikring, lov om udstationering af lønmodtagere m.v. og lov om ændring af lov om udstationering af lønmodtagere m.v. (Ændring af organisering og finansiering af arbejdsmarkedets parters arbejdsmiljøindsats m.v.) § 5
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2017.
Stk. 2. I 2017 beregner og opkræver Arbejdstilsynet for hver af de bidragspligtige det endelige bidrag efter gældende regler i arbejdsmiljølovens § 68, stk. 1-3. Restbidrag forfalder til betaling den 30. juni 2017 og skal indbetales til Arbejdstilsynet senest den 31. juli 2017. Tilsvarende skal Arbejdstilsynet tilbagebetale overskydende bidrag til de bidragspligtige senest den 31. juli 2017.
Stk. 3. Branchearbejdsmiljørådene varetager efter lovens ikrafttræden opgaver med at indsende redegørelse om branchearbejdsmiljørådenes virksomhed og aflægge afsluttende årsregnskab for tilskudsåret 2016. Branchearbejdsmiljørådene afgiver i den forbindelse forslag til fordeling af samtlige aktiver og passiver med udestående forpligtelser ved udgangen af tilskudsåret 2016, herunder forslag til hvilke branchefællesskaber for arbejdsmiljø, der skal videreføre ikkegennemførte aktiviteter med tilhørende budget samt forslag til videreførelse af eventuelle uforbrugte midler.