I lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 144 af 14. februar 2024, foretages følgende ændringer:
1. I § 16, stk. 1, indsættes som 8. og 9. pkt.:
»Såvel ansøgninger, der indgives ved samlede udbudsrunder, som mellemkommende ansøgninger indgives digitalt til børne- og undervisningsministeren. Børne- og undervisningsministeren fastsætter, hvilket format eller program indgivelsen skal ske i, og hvilke oplysninger der skal indgives.«
2. § 16, stk. 4, affattes således:
»Stk. 4. Den godkendte udbyder, jf. stk. 1-3, forestår selv undervisningen eller aktiviteten. Den godkendte udbyder kan dog indgå aftale med andre, jf. stk. 6, om, at de helt eller delvis varetager undervisningen eller aktiviteten på udbyderens vegne som udlagt undervisning eller aktivitet (udlægning) for en periode på op til 6 måneder. Aftalen kan dog indgås for op til hele perioden for udbudsgodkendelsen, hvis udlægningsaftalen er omfattet af en udbudsgodkendelse, der er givet på baggrund af en ansøgning efter § 16 a, stk. 2. Den udlæggende udbyder skal registrere udlægningsaftalen digitalt. Børne- og undervisningsministeren bestemmer, hvilket format eller program registreringen skal ske i, og hvilke oplysninger der skal indgives.«
3. I § 16 indsættes efter stk. 4 som nye stykker:
»Stk. 5. En aftale om udlægning kan indgås, hvis et eller flere af følgende forhold foreligger:
Den godkendte udbyder kan på grund af kapacitetsmangel ikke kan leve op til sin udbudsforpligtelse.
Der foreligger særlige geografiske forhold.
Der foreligger et konkret eller presserende behov for lokal uddannelsesdækning på tværs af fælles kompetencebeskrivelser.
Der er er tale om et samlet uddannelsesforløb på tværs af fælles kompetencebeskrivelser, og en del af uddannelsesforløbet udgøres af arbejdsmarkedsuddannelser, som ikke er omfattet af den eller de fælles kompetencebeskrivelser, som den afholdende udbyder er godkendt til at udbyde.
Der er tale om udlægning i henhold til en udbudsgodkendelse, som børne- og undervisningsministeren har givet på baggrund af en ansøgning, der er omfattet af § 16 a, stk. 2.
Stk. 6. Den godkendte udbyder kan indgå aftale efter stk. 4 med en udbyder, der er godkendt efter stk. 1 til udbud af en anden fælles kompetencebeskrivelse end den, udlægningsaftalen vedrører, eller med en institution for erhvervsrettet uddannelse, som ikke er godkendt efter stk. 1. Den udlæggende udbyder skal inden aftalens indgåelse sikre sig, at ingen anden udbyder, der er godkendt til udbud af den fælles kompetencebeskrivelse, aftalen vedrører, kan afholde undervisningen eller aktiviteten inden for 1 måned eller inden for et efterspurgt tidspunkt eller geografisk område, medmindre der er tale om en udlægning omfattet af en udbudsgodkendelse, der er givet på baggrund af en ansøgning, der er omfattet af § 16 a, stk. 2.«
Stk. 5-7 bliver herefter stk. 7-9.
4. Efter § 16 indsættes:
»§ 16 a. Ved vurderingen af, om en offentlig eller privat uddannelsesinstitution kan godkendes som udbyder af arbejdsmarkedsuddannelser, disses eventuelle delmål og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, jf. § 16, stk. 1, 1. pkt., tager børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene i betragtning, om uddannelsesinstitutionen
har et tilstrækkeligt fagligt miljø til at varetage undervisning og aktiviteter inden for den fælles kompetencebeskrivelse,
kan sikre forsyningssikkerhed, har tilstrækkelig kapacitet og kan bidrage til geografisk spredning inden for den fælles kompetencebeskrivelse,
udviser fleksibilitet og tilpasningsevne og
samarbejder med kommuner, herunder jobcentre, virksomheder og andre relevante aktører og med andre udbydere af voksen- og efteruddannelse.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren tager endvidere i betragtning, om uddannelsesinstitutionen i sin ansøgning har angivet, at undervisning og aktivitet inden for én arbejdsmarkedsuddannelse i den ansøgte fælles kompetencebeskrivelse via udlægning vil blive afholdt af en anden angiven udbyder, der ikke er eller samtidig bliver godkendt til udbud af den samme fælles kompetencebeskrivelse. Den anden udbyder skal være indforstået med at være omfattet af ansøgningen.
§ 16 b. Børne- og undervisningsministeren fastsætter forud for hver samlede udbudsrunde, jf. § 16, stk. 1, 5. pkt., for hver fælles kompetencebeskrivelse det forventede antal udbudsgodkendelser og krav om minimumsaktivitet, jf. dog stk. 3. Fastsættelsen sker på baggrund af afholdt årselevsaktivitet de seneste 12 kvartaler og efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene.
Stk. 2. Børne- og undervisningsministeren tager ved fastsættelsen efter stk. 1 og efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalget den faglige og økonomiske bæredygtighed i betragtning for hver fælles kompetencebeskrivelse. Børne- og undervisningsministeren tager herudover følgende forhold i betragtning inden for den fælles kompetencebeskrivelse:
Branchespecifikke forhold og faglige specialiseringer.
Behovet for ekstraordinært dyrt udstyr eller ekstraordinært dyre faciliteter.
Varierende aktivitetsvolumen.
Særlige behov for geografisk dækning og mobilitet.
Fleksibilitet for kursister, der deltager i uddannelsespakker, som omskoler ledige og ufaglærte mod faglært.
Antal uddannelsesinstitutioner, der er godkendt efter § 16, stk. 1, til udbud af beslægtede fælles kompetencebeskrivelser eller efter lov om erhvervsuddannelser til udbud af hovedforløb i en beslægtet erhvervsuddannelse.
Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene undlade at fastsætte krav om minimumsaktivitet for en fælles kompetencebeskrivelse, hvis
den fælles kompetencebeskrivelse har en høj specialiseringsgrad og højst to uddannelsesinstitutioner har et tilstrækkeligt fagligt miljø, jf. stk. 1, inden for den fælles kompetencebeskrivelse og den ene eller begge har en aktivitet på under 0,1 årselev eller
der er en aktivitet på under 0,1 årselev inden for den fælles kompetencebeskrivelse.
§ 16 c. Børne- og undervisningsministeren kan efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene tilbagekalde udbudsgodkendelsen til en fælles kompetencebeskrivelse, hvis udbyderen de seneste 2 år ikke har opfyldt det fastsatte krav om minimumsaktivitet for den fælles kompetencebeskrivelse, jf. dog stk. 2.
Stk. 2. Udbyderen kan bibeholde udbudsgodkendelsen trods manglende overholdelse af den fastsatte minimumsaktivitet, hvis børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene vurderer, at udbyderens godkendelse ikke bør tilbagekaldes, fordi et eller flere af følgende forhold foreligger:
Årselevsaktiviteten er inden for hele den fælles kompetencebeskrivelse faldet 25 pct. eller mere inden for de seneste 2 år.
Særlige geografiske forhold taler for at bevare udbuddet på den pågældende lokation.
Der er kun én godkendt udbyder.
Udbyderen er mindre end 0,1 årselev fra at opfylde det fastsatte krav om minimumsaktivitet, og den manglende opfyldelse skyldes uforudsete forhold, som ikke kan lægges udbyderen til last.
En ekstraordinær udefrakommende situation eller ekstraordinære interne forhold har medført, at udbyderen har måttet lukke ned for så store dele af sin aktivitet inden for den fælles kompetencebeskrivelse, at udbyderen ikke har kunnet opfylde det fastsatte krav om minimumsaktivitet.
Markante ændringer inden for den fælles kompetencebeskrivelse har medført, at udbyderen ikke har kunnet opfylde det fastsatte krav om minimumsaktivitet.
Udbyderen er godkendt efter § 16, stk. 1, til udbud af en beslægtet fælles kompetencebeskrivelse eller efter lov om erhvervsuddannelser til udbud af hovedforløb i en beslægtet erhvervsuddannelse, og udbyderen sandsynliggør, at uddannelsesinstitutionen trods den manglende opfyldelse af det fastsatte krav om minimumsaktivitet er fagligt og økonomisk bæredygtig inden for det pågældende uddannelsesområde.
Tilbagekaldelse vil få alvorlige konsekvenser for rekruttering eller fastholdelse af arbejdskraft til større byggeprojekter.
Stk. 3. Børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningen af 2-årsfristen, om procedurer for tilbagekaldelse eller bibeholdelse af udbudsgodkendelser og om indsendelse af dokumentation for påberåbte forhold. Børne- og undervisningsministeren kan herunder fastsætte regler om, at indsendelsen skal ske digitalt, og hvilket format eller program indgivelsen skal ske i, og hvilke oplysninger der skal indgives.«
Stk. 2. Regler fastsat i medfør af § 16, stk. 5, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 144 af 14. februar 2024, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler i medfør af § 16, stk. 7, jf. denne lovs § 1, nr. 3.
Stk. 3. Loven finder ikke anvendelse på udbudsgodkendelser meddelt i medfør af § 16, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 616 af 3. juni 2019, før lovens ikrafttræden. Sådanne udbudsgodkendelser opretholdes, indtil de udløber eller afløses af nye godkendelser i medfør af denne lov.
Det er ikke angivet i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., at ansøgninger om udbudsgodkendelser skal indgives digitalt, ligesom
loven ikke indeholder en hjemmel til at fastsætte krav herom i bekendtgørelsesform.
Det foreslås, at der i § 16, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. indsættes et 8. og 9. pkt. Efter 8. pkt.
vil såvel ansøgninger, der indgives i forbindelse med samlede udbudsrunder, som mellemkommende ansøgninger skulle indgives
digitalt til børne- og undervisningsministeren. Efter 9. pkt.
vil børne- og undervisningsministeren fastsætte, hvilket format eller program indgivelsen skal ske i, og hvilke oplysninger der
skal indgives.
Dermed vil der blive skabt hjemmel til pligtmæssig anvendelse af den selvbetjeningsløsning, som påtænkes anvendt til indgivelse af
ansøgninger om udbudsgodkendelse, jf. lovforslagets pkt. 2.2.2 og pkt. 3.
Loven indeholder i § 16, stk. 5, der fremover bliver stk. 7, hjemmel til, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om udbudsrunder og udbudsgodkendelse efter stk. 1, herunder om de godkendte institutioners forvaltning af
udbudsgodkendelsen. Der henvises om bemærkningerne til denne bemyndigelsesbestemmelse til lovforslagets pkt. 2.1.1.
Børne- og undervisningsministeren vil i medfør af denne bemyndigelse kunne fastsætte nærmere regler om det digitale format eller
program, som ansøgningerne om udbudsgodkendelserne skal indgives i, og om hvilke oplysninger uddannelsesinstitutionerne skal
angive i ansøgningerne. Med disse bemærkninger suppleres bemærkningerne til bemyndigelsen, således at bemyndigelsen giver hjemmel
til at fastsætte nærmere regler om format og program og krav om oplysninger i ansøgninger.
Til nr. 2
Det fremgår af § 16, stk. 4, 1. pkt., i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., at den godkendte udbyder, jf. stk. 1-3, selv
forestår undervisningen og aktiviteten. Af bestemmelsens 2. pkt. fremgår, at udbyderen dog kan indgå aftale med en anden godkendt
udbyder eller en institution for erhvervsrettet uddannelse, som ikke er godkendt efter stk. 1, om, at denne forestår
undervisningen eller aktiviteten for udbyderen som udlagt undervisning eller aktivitet.
Der er i medfør af bemyndigelsen i § 16, stk. 5, der fremover bliver stk. 7, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. fastsat
nærmere regler om udlægning i § 23 i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. Det er sket i form af formkrav om
skriftlighed m.v., begrænsning af en udlægningsperiode til maksimalt 1 år og angivelse af, at den uddannelsesinstitution, der er
godkendt til udbuddet, bevarer det overordnede ansvar for varetagelsen af godkendelsen og ansvaret for kursisternes opnåelse af
kompetencer.
Udlægning er herudover beskrevet nærmere i vejledning om udbud, tilrettelæggelse og gennemførelse af arbejdsmarkedsuddannelser
m.v. til uddannelsesinstitutioner.
Det foreslås, at § 16, stk. 4,
i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. nyaffattes.
Det foreslås i bestemmelsens 1. pkt.,
at den godkendte udbyder, jf. stk. 1-3, selv forestår undervisningen og aktiviteten.
Den foreslåede affattelse af 1. pkt. er en uændret videreførelse af den gældende affattelse af 1. pkt., hvormed den godkendte
udbyders pligt til selv at forestå undervisning og aktiviteter fastslås.
Med det foreslåede 2. pkt.
kan den godkendte udbyder dog indgå aftale om, at andre, jf. stk. 6, helt eller delvist varetager undervisningen eller aktiviteten
på udbyderens vegne som udlagt undervisning eller aktivitet (udlægning) for en periode på op til 6 måneder.
Med det foreslåede vil perioden for en udlægningsaftale blive ændret til op til 6 måneder mod hidtil op til 1 år, jf. § 23, stk.
1, 1. pkt., i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Der henvises til bemærkningerne til § 16, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 3, om, hvem den godkendte udbyder vil kunne udlægge
til, og på hvilke betingelser det vil kunne ske.
I 3. pkt.
foreslås det, at aftalen dog kan indgås for op til hele perioden for udbudsgodkendelsen, hvis udlægningsaftalen er omfattet af en
udbudsgodkendelse, der er givet på baggrund af en ansøgning efter § 16 a, stk. 2.
Det foreslåede indebærer en forlængelse af varigheden af udlægningsaftaler fra maksimalt 1 år, jf. § 23, stk. 1, 1. pkt., i
bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., til hele udlægningsperioden, hvis en udlægningsaftale er omfattet af den
foreslåede § 16 a, stk. 2, jf. herom bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
Den godkendte udbyder vil med det foreslåede kunne indgå sådanne udlægningsaftaler med de samme typer uddannelsesinstitutioner og
på de samme betingelser, som de udlægningsaftaler der indgås efter det foreslåede 2. pkt.
Efter 4. pkt.
skal den udlæggende udbyder registrere udlægningsaftalen digitalt.
Med det foreslåede skabes hjemmel til at kræve, at udlægningsaftaler vil skulle registreres, at det vil skulle ske digitalt. Med
den registrerede udlægningsaftale vil børne- og undervisningsministeren få et grundlag for at monitorere udlægningsaftalerne, jf.
herom lovforslagets pkt. 2.1.2.
Der henvises nærmere herom til lovforslagets pkt. 2.1.2.
Efter 5. pkt.
bestemmer børne- og undervisningsministeren, hvilket format eller program registreringen skal ske i, og hvilke oplysninger der
skal indgives.
Med det foreslåede skabes hjemmel til, og til at børne- og undervisningsministeren kan bestemme, hvilket format og program
registreringen skal ske i, og hvilke oplysninger der skal indgives. Der henvises nærmere til lovforslagets pkt. 2.1.2.
Børne- og undervisningsministeren forventes i medfør af bemyndigelsen i § 16, stk. 5, der med lovforslaget bliver stk. 7, at
fastsætte krav om, at den godkendte udbyder skal registre aftalen i et såkaldt udlægningsskema på uddannelsesadministration.dk.
Der forventes desuden fastsat krav om, hvilke oplysninger den godkendte udbyder skal give i skemaet. Det vil være navnet på den
godkendte udbyder og den udbyder, der udlægges til, den eller de uddannelser der omfattes af udlægningsaftalen, angivelse af det
geografiske afholdssted, den konkrete årsag til behovet for udlægning, varigheden af udlægningsaftalen med start- og slutdato for
aftalen (højst 6 måneder, medmindre der er tale om en udlægningsaftale, hvor udbudsgodkendelsen er givet på baggrund af en
ansøgning efter den foreslåede § 16 a, stk. 2).
Endvidere vil det være oplysninger om, hvordan den godkendte udlæggende udbyder vil understøtte høj faglig kvalitet,
lærerkvalifikationer mv. hos den ikke godkendte modtagende udbyder.
Det vil være også være en erklæring om, at den godkendte udbyder har koordineret med alle udbydere, der er godkendt til udbud af
den FKB, udlægningsaftalen vedrører, jf. det foreslåede krav herom i den foreslåede § 16, stk. 6, i lovforslagets § 1, nr. 3. Det
vil dog ikke blive et krav, hvor der er tale om en udlægningsaftale, hvor udbudsgodkendelsen er givet på baggrund af en ansøgning
efter den foreslåede § 16 a, stk. 2.
En godkendt udbyder vil herefter ikke kunne indgå en gyldig aftale om udlægning uden at have registreret udlægningsskemaet på
uddannelsesadministration.dk.
Om behandling af personoplysninger i forbindelse med registrering af udlægningsskemaet og oplysningerne heri henvises til
lovforslagets pkt. 3.
Til nr. 3
(Til § 16, stk. 5)
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. indeholder i dag hjemmel i § 16, stk. 5, der med lovforslaget bliver til stk. 7,
bemyndigelse til fastsættelse af kriterier for udbudsgodkendelser.
Børne- og undervisningsministeren fastsætter i medfør af bemyndigelsen kriterierne i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser
m.v.
Der foreslås indsat et nyt stk. 5
i lovens § 16, hvorefter en aftale om udlægning kan indgås, såfremt et eller flere undtagelser foreligger.
Som den første undtagelse foreslås det i nr. 1,
at den godkendte udbyder på grund af kapacitetsmangel ikke kan leve op til sin udbudsforpligtelse.
Med det foreslåede vil en udlægningsaftale kunne indgås, hvis den godkendte udbyder på grund af manglende kapacitet ikke kan leve
op til sin pligt til at sikre et udbud, der er passende i forhold til behovet, jf. § 6, stk. 3, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser
m.v. og § 12, stk. 1, 3. pkt., i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., den såkaldte udbudsforpligtelse.
Med det foreslåede er det ikke enhver kapacitetsmangel, der vil kunne begrunde indgåelse af en udlægningsaftale. Det bemærkes
herved, at det som udgangspunkt forudsættes, jf. den foreslåede § 16 a, stk. 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil, at det skal være
en betingelse for at få en udbudsgodkendelse, at ansøgeren har faglig og økonomisk robusthed til at sikre forsyningssikkerhed og
har tilstrækkelig kapacitet, herunder geografisk spredning, inden for FKB’en.
Manglende kapacitet kan f.eks. skyldes, at udbyderen på grund af opsigelser eller langvarig sygdom ikke kan rekruttere undervisere
med de fornødne kvalifikationer, jf. § 13 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og § 14 i bekendtgørelse om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v. til undervisernes faglige og pædagogiske kvalifikationer. Det kan f.eks. også skyldes, at udbyderen
på grund af lang leveringstid på nye maskiner til erstatning for gamle ikke kan skaffe det nødvendige udstyr til at gennemføre
undervisningen, jf. kravene hertil i § 18, stk. 1, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., eller en midlertidigt
forhøjet efterspørgsel på arbejdsmarkedsuddannelser inden for FKB’en.
Som anden undtagelse foreslås i nr. 2
særlige geografiske forhold.
Særlige geografiske forhold kan f.eks. være, at der er tale om et kortvarigt kursus i arbejdsmarkedsuddannelse og lang
transporttid til nærmeste anden godkendte udbyder. Det vil kunne medføre, at kurset ikke er attraktivt for kommuner, herunder
jobcentre, virksomheder og kursister. Foreligger sådanne tilfælde, vil det kunne begrunde indgåelse af en udlægningsaftale.
Som tredje undtagelse foreslås i nr. 3
et konkret eller presserende behov for lokal uddannelsesdækning på tværs af fælles kompetencebeskrivelser.
Foreligger et sådant behov, vil det kunne begrunde, at der indgås en udlægningsaftale. Det vil være tilfældet, hvor behovet for
uddannelsesdækning skal løftes på tværs af flere FKB’er, og hvor det har betydning for en kommunes eller virksomheds mulighed for
at sende medarbejdere eller ledige på arbejdsmarkedsuddannelse, herunder for sikring af arbejdskraft til lokalområdet, at alle
kurserne kan afholdes i det givne geografiske område eller på et bestemt tidspunkt.
Med nr. 4
foreslås det, at en udlægningsaftale vil kunne indgås, hvis der er tale om et samlet uddannelsesforløb på tværs af fælles
kompetencebeskrivelser, og en del af uddannelsesforløbet udgøres af arbejdsmarkedsuddannelser, som ikke er omfattet af den eller
de fælles kompetencebeskrivelser, som den afholdende udbyder er godkendt til.
Dermed vil kommunerne og virksomhederne få én indgang ved samlede uddannelsesforløb, der går på tværs af FKB’er, og vil ikke
skulle kontakte flere udbydere for at aftale et samlet uddannelsesforløb.
Et samlet uddannelsesforløb kan for eksempel være et job-VEU-forløb eller et fra-ufaglært-til-faglært-forløb. Job-VEU-forløb vil
dog ikke altid være inden for flere FKB’er, men kan også være flere arbejdsmarkedsuddannelser inden for en enkelt FKB.
Job-VEU-forløb er opkvalificeringsforløb, hvor uddannelsesinstitutioner leverer undervisning, der i størst muligt omfang matcher
virksomhedernes kompetencebehov, og som bliver til i et samspil mellem med de regionale arbejdsmarkedsråd (RAR), Styrelsen for
Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR), jobcentre samt arbejdsmarkedets parter, brancheorganisationer og faglige organisationer.
Fra-ufaglært-til-faglært forløb er uddannelsesforløb, der har til formål via arbejdsmarkedsuddannelserne at afkorte vejen til en
erhvervsuddannelse.
Med nr. 5
foreslås det, at en udlægningsaftale vil kunne indgås, hvis den er omfattet af en udbudsgodkendelse, som børne- og
undervisningsministeren har givet på baggrund af en ansøgning, der er omfattet af § 16 a, stk. 2. Der henvises herved til
bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 4.
De foreslåede undtagelser indebærer en skærpelse af betingelserne for, at der kan ske udlægning, idet muligheden for udlægning
ikke tidligere har været begrænset til de beskrevne særlige undtagelsestilfælde.
Med det foreslåede ændres der ikke ved, at den godkendte udbyder har det overordnede ansvar for varetagelsen af godkendelsen og
ansvaret for kursisternes opnåelse af kompetencer, jf. herom bemærkningerne til § 1, nr. 2.
Det forventes, at der hen over tid i praksis vil tegne sig et mere præcist indhold af de undtagelsessituationer, der foreslås med
bestemmelsen i § 16, stk. 5.
Der forventes ikke fastsat nærmere regler om, hvad der ligger i de foreslåede kriterier for udlægning, jf. herom nærmere herom i
lovforslagets pkt. 2.2.2.
(Til § 16, stk. 6)
Efter det foreslåede stk. 6, 1. pkt.,
kan den godkendte udbyder indgå aftale efter stk. 4 med en anden udbyder, der er godkendt efter stk. 1, til udbud af en anden
fælles kompetencebeskrivelse, end den udlægningsaftalen vedrører, eller med en institution for erhvervsrettet uddannelse, der ikke
er godkendt efter stk. 1.
Det foreslåede indebærer en uændret videreførelse af muligheden for udlægning til en anden godkendt udbyder eller til en
institution for erhvervsrettet uddannelse, der ikke er godkendt til udbud af arbejdsmarkedsuddannelse, jf. lovforslagets pkt.
2.1.1. Det foreslås for god ordens skyld præciseret, at den anden udbyder vil skulle være godkendt til en anden FKB, end den
udlægningsaftalen vedrører.
I stk. 6, 2. pkt.,
foreslås det, at den udlæggende udbyder inden aftalens indgåelse skal have sikret sig, at ingen anden udbyder, der er godkendt til
udbud af den fælles kompetencebeskrivelse, aftalen vedrører, kan afholde undervisningen eller aktiviteten inden for 1 måned eller
inden for et efterspurgt tidspunkt eller geografisk område, medmindre udbudsgodkendelse er givet på baggrund af en ansøgning efter
§ 16 a, stk. 2.
Ved efterspurgt tidspunkt eller geografisk område forstås, at der inden for et nærmere afgrænset tidspunkt eller geografisk område
er et særligt behov for kurset, og at det er afgørende for den konkrete efterspørgsel på aktiviteten.
Fristen på 1 måned foreslås regnet fra det tidspunkt, hvor den godkendte udbyder har modtaget forespørgslen om afholdelse af
undervisning eller aktivitet. Forespørgslen til den godkendte udbyder kan komme fra en kommune, herunder et jobcenter, eller en
virksomhed. Forespørgslen kan også komme fra en anden udbyder, der ønsker at få en aftale med den godkendte udbyder om udlægning.
Med det foreslåede får den godkendte udbyder pligt til at koordinere med alle de godkendte udbydere af den pågældende FKB og give
dem muligheden for at afholde den efterspurgte undervisning eller aktivitet.
Det foreslåede er nyt og vil medføre skærpelse af betingelserne for at indgå aftaler om udlægning.
I de tilfælde, hvor der kun er én udbyder, vil kravet af naturlige årsager ikke være relevant.
Den udlæggende udbyder behøver efter det foreslåede 3. pkt.
ikke at have sikret sig, at ingen anden udbyder kan afholde undervisningen eller aktiviteten som anført i 2. pkt., hvis der er
tale om udlægning, som er omfattet af en udbudsgodkendelse, der er givet på baggrund af en ansøgning, der er omfattet af § 16 a,
stk. 2.
Der vil i medfør af bemyndigelsen i § 16, stk. 5, der fremover bliver stk. 7, kunne fastsættes nærmere regler om proceduren for,
hvordan udbyderen skal sikre sig, at ingen anden udbyder har mulighed for at afholde aktiviteten, og hvordan udbyderen skal kunne
dokumentere dette over for børne- og undervisningsministeren.
Der forventes derimod ikke fastsat nærmere regler om, hvad der ligger i de foreslåede kriterier for at tillade udlægning, jf.
herom nærmere herom i lovforslagets pkt. 2.1.2.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.1.
Til nr. 4
(Til § 16 a)
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. indeholder ikke i dag bestemmelser, der om, at udbudsgodkendelser gives til ansøgere, der
prioriterer et fagligt og økonomisk bæredygtigt aktivitetsniveau, og som understøtter et højt niveau af gennemførelse af udbudte
kurser inden for den eller de FKB’er, som ansøgerne søger godkendelse til. Loven indeholder heller ikke bestemmelser om, hvilke
hensyn børne- og undervisningsministeren skal tage i betragtning ved afgørelsen af, om en uddannelsesinstitutions ansøgning om
udbudsgodkendelse til en FKB skal imødekommes.
Loven indeholder i § 16, stk. 5, der fremover bliver stk. 7, hjemmel til, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte
nærmere regler om udbudsrunder og udbudsgodkendelse efter stk. 1, herunder om de godkendte institutioners forvaltning af
udbudsgodkendelsen.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i § 16 a
i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. Efter den foreslåede bestemmelse tager børne- og undervisningsministeren ved vurderingen
af, om en offentlig eller privat uddannelsesinstitution kan godkendes som udbyder af arbejdsmarkedsuddannelser, disses eventuelle
delmål og enkeltfag, der er optaget i en fælles kompetencebeskrivelse, jf. § 16, stk. 1, 1. pkt., efter indhentet udtalelse fra
efteruddannelsesudvalgene i betragtning, om uddannelsesinstitutionen opfylder betingelserne i nr. 1-4.
Børne- og undervisningsministeren vil med det foreslåede stk. 1, nr. 1,
tage i betragtning, om uddannelsesinstitutionen har et tilstrækkeligt fagligt miljø til at varetage undervisning og aktiviteter
inden for den fælles kompetencebeskrivelse.
Det foreslåede vil indebære, at børne- og undervisningsministeren ved vurderingen særligt vil lægge vægt på følgende hensyn:
– Undervisernes kvalifikationer, herunder deres faglige specialiseringer og det voksenpædagogiske miljø på
uddannelsesinstitutionen, jf. herved § 13 i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og § 14 i bekendtgørelse om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
– Om uddannelsesinstitutionen udbyder beslægtede FKB’er som den eller de FKB’er, der ansøges om udbudsgodkendelse til, eller
hovedforløb i beslægtede erhvervsuddannelser.
– Om uddannelsesinstitutionen i forbindelse med tidligere tilsynssager inden for den samme eller andre FKB’er f.eks. har fået
kritik, påbud eller er blevet pålagt et krav om økonomisk tilbagebetaling eller aktuelt er involveret i en tilsynssag.
Det forventes yderligere, at børne- og undervisningsministeren vil inddrage følgende hensyn i vurderingen af undervisningens
kvalitet:
– Om uddannelsesinstitutionen har en plan for opkvalificering af sine undervisere, herunder om uddannelsesinstitutionen er
opmærksom på de løbende kurser, konferencer, temadage og lignende, der er målrettet FKB’ernes forskellige jobområder, og som efter
§ 15, stk. 1, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. udbydes af efteruddannelsesudvalgene.
– Om uddannelsesinstitutionen vil kunne håndtere afholdelse af prøver og har erfaring med og en plan for afholdelse af de
obligatoriske prøver, jf. herved § 11, stk. 3, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. om det obligatoriske prøvekrav i
arbejdsmarkedsuddannelserne.
– Om uddannelsesinstitutionen har det nødvendige udstyr, jf. herved § 18, stk. 1, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser
m.v.
– Om uddannelsesinstitutionens økonomi er tilstrækkelig robust til, at institutionen vil kunne investere i nødvendigt udstyr.
– Hvordan uddannelsesinstitutionens resultater har været det seneste år i AMUkvalitet.
– Om uddannelsesinstitutionen inden for de jobområder, hvor der kræves særskilt godkendelse som certificeringsudbyder fra en anden
myndighed har en sådan godkendelse eller er opmærksom på, at dette er en forudsætning for at kunne udbyde de pågældende
certifikatuddannelser.
Ved certifikatuddannelser forstås uddannelser, der sætter kursisterne i stand til at opfylde fastsatte krav om færdigheder inden
for bestemte erhverv, f.eks. krav om kørekort til stor lastbil for at blive lastbilchauffør. Sådanne godkendelser udstedes af de
relevante myndigheder, i eksemplet transportministeren, og ikke af børne- og undervisningsministeren.
Børne- og undervisningsministeren vil med det foreslåede stk. 1, nr. 2,
tage i betragtning, om uddannelsesinstitutionen kan sikre forsyningssikkerhed, har tilstrækkelig kapacitet og kan bidrage til
geografisk spredning inden for den fælles kompetencebeskrivelse.
Med det foreslåede vil børne- og undervisningsministeren ved vurderingen af dette kriterium særligt lægge vægt på følgende hensyn:
– Antal årselever inden for arbejdsmarkedsuddannelse på uddannelsesinstitutionen, jf. herved også kravet om fastsættelse af
minimumsaktivitet i den foreslåede § 16 b i lovforslagets § 1, nr. 4.
– Om uddannelsesinstitutionen aktivt understøtter aktivitet på den eller de ansøgte FKB’er, dvs. udbyder og afholder udbudte
arbejdsmarkedsuddannelse og indsender dokumentation herfor til Børne- og Undervisningsministeriet. Der vil herved også kunne tages
hensyn til fremtidig, planlagt undervisning og aktivitet. Det forventes, at ministeriet i overensstemmelse med VEU-trepartsaftalen
af 12. september 2023 herved særligt vil lægge vægt på, om uddannelsesinstitutionen har tilbud om service til virksomheder (fx
servicekoncepter, opsøgende arbejde, partnerskaber m.v.).
Ved servicekoncepter forstås, at uddannelsesinstitutionerne f.eks. kan bistå virksomhederne med planlægning af medarbejdernes
kurser for at opnå lovpligtige certifikater og generelle efteruddannelse, med indkaldelse af virksomhedernes medarbejdere til de
arbejdsmarkedsuddannelser, de er tilmeldt, og med ansøgninger om godtgørelse for tab af indtægt.
Ved opsøgende arbejde forstås, at uddannelsesinstitutionerne opsøger virksomheder, jobcentre og a-kasser for at informere om
mulighederne for at sende beskæftigede og ledige på kurser i arbejdsmarkedsuddannelser for at kunne afholde flest mulige kurser.
Om uddannelsesinstitutionen har indgået partnerskaber med eksempelvis virksomheder.
– Om uddannelsesinstitutionen inden for det seneste år kun har aflyst få af sine kurser i arbejdsmarkedsuddannelse, hvor der har
været tilmeldt kursister.
– Om uddannelsesinstitutionen i sammenligning med andre ansøgere inden for den pågældende FKB vil kunne udvise afholdelsesbredde,
dvs. annoncere, udbyde og afholde arbejdsmarkedsuddannelser bredt inden for FKB’en, og på den måde overholde sin annoncerings-
og udbudsforpligtelse efter § 6, stk. 3, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. og § 12 i bekendtgørelse om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
– Om uddannelsesinstitutionen annoncerer og afholder garantikurser. Ved garantikurser forstås kurser, hvor institutionerne
garanterer, at kurserne gennemføres på de anførte datoer og det anførte sted, når bare der inden for tilmeldingsfristen er én
kursist tilmeldt.
– Om uddannelsesinstitutionen sandsynliggør, at den med sit udbud vil kunne bidrage til geografisk spredning.
Det forventes yderligere, at børne- og undervisningsministeren vil inddrage uddannelsesinstitutionens administrative kapacitet i
vurderingen af forsyningssikkerhed m.v. Ved administrativ kapacitet forstås, at uddannelsesinstitutionerne vil kunne løfte de
administrative opgaver, der er forbundet med at være godkendt til udbud, såsom nye udbyderes anskaffelse af de nødvendige
studieadministrative systemer til håndtering af f.eks. optagelse af kursister, håndtering af tilskud til kost og logi for
kursister, der benytter sig af et tilbud herom fra uddannelsesinstitutionen, og indgivelse af ansøgninger om godtgørelse for tabt
indtægt på kursisternes vegne.
Ved nye udbydere forstås uddannelsesinstitutioner, der har fået imødekommet en ansøgning om en udbudsgodkendelse inden for en FKB,
som de ikke lige op til udbudsrunden har haft en udbudsgodkendelse til, eller som ikke i forvejen har nogen udbudsgodkendelse.
Børne- og undervisningsministeren vil med det foreslåede stk. 1, nr. 3,
tage i betragtning, om uddannelsesinstitutionen udviser fleksibilitet og tilpasningsevne.
Med det foreslåede vil børne- og undervisningsministeren ved vurderingen af dette kriterium særligt lægge vægt på følgende hensyn:
– Om uddannelsesinstitutionen har foretaget eller vil foretage investeringer i digital læring.
– Om uddannelsesinstitutionen vil gøre brug af fleksible afholdelsesformer i sin undervisning, herunder fjernundervisning.
Arbejdsmarkedsuddannelser kan, jf. § 11, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., tilrettelægges på heltid eller deltid,
ligesom de kan tilrettelægges fleksibelt og tværgående i forhold til virksomheders og kursisters behov, eventuelt i kombination
med elementer fra anden uddannelse. Efter bestemmelsens stk. 2 kan arbejdsmarkedsuddannelser tilrettelægges som fjernundervisning
og afholdes som undervisning på en virksomhed.
Det forventes i forlængelse af kriteriet om fleksible afholdelsesformer desuden, at børne- og undervisningsministeren vil tage med
i betragtning, om uddannelsesinstitutionen vil kunne tilrettelægge undervisningen som virksomhedsforlagt og praksisnær
undervisning, og om institutionen vil tilbyde undervisning uden for sine almindelige åbningstider.
Det forventes yderligere, at børne- og undervisningsministeren ved vurderingen af institutionens fleksibilitet og tilpasningsevne
vil lægge vægt på, om uddannelsesinstitutionens udbud af arbejdsmarkedsuddannelse sker i kombination med udbud af almen voksen- og
efteruddannelse, dvs. almen voksenuddannelse (avu), forberedende voksenundervisning (fvu) og ordblindeundervisning for voksne
(obu), og voksen- og efteruddannelse på videregående niveau.
Børne- og undervisningsministeren vil med det foreslåede stk. 1, nr. 4,
tage i betragtning, om uddannelsesinstitutionen samarbejder med kommuner, herunder jobcentre, virksomheder og andre relevante
aktører samt med andre udbydere af voksen- og efteruddannelse.
Med det foreslåede vil børne- og undervisningsministeren ved vurderingen af dette kriterium særligt lægge vægt på, om en
uddannelsesinstitution samarbejder med kommuner, herunder jobcentre, virksomheder, og andre relevante aktører.
Ved samarbejde med andre relevante aktører forstås systematisk dialog med efteruddannelsesudvalgene, med de regionale
arbejdsmarkedsråd (RAR), som koordinerer beskæftigelsesindsats, virksomhedsindsats og indsatser rettet mod områder med mangel på
arbejdskraft og områder med høj ledighed, samt med øvrige aktører fra beskæftigelses- og erhvervsfremmesystemerne. Børne- og
undervisningsministeren forventes at bede uddannelsesinstitutionerne beskrive eventuelle samarbejder om imødekommelse af
efterspørgsel på arbejdskraft inden for et givent jobområde. Det kan være i form af f.eks. tæt dialog med beskæftigelses- og
erhvervsfremmeaktører om opkvalificering og omskoling af ledige.
Herudover forventes det, at børne- og undervisningsministeren vil inddrage hensynet til, at uddannelsesinstitutionen som en del af
sin udbudsforpligtelse i overensstemmelse med kravet i § 12, stk. 3, i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
samarbejder med andre udbydere af arbejdsmarkedsuddannelse. Det forventes også, børne- og undervisningsministeren vil se på, om
uddannelsesinstitutionen samarbejder med udbydere af almen voksen- og efteruddannelse (avu, fvu og obu) samt udbydere af
videregående voksen- og efteruddannelse om eksempelvis overholdelse af udbudsforpligtelsen, henvisning af virksomheder og
kursister m.v.
Børne- og undervisningsministeren vil med det foreslåede stk. 2,
endvidere skulle tage i betragtning, om en uddannelsesinstitutionen i sin ansøgning har angivet, at undervisning og aktivitet
inden for én arbejdsmarkedsuddannelse i den ansøgte fælles kompetencebeskrivelse via udlægning vil blive afholdt af en anden
angiven udbyder, der ikke er eller samtidig bliver godkendt til udbud af den samme fælles kompetencebeskrivelse. Den anden udbyder
skal være indforstået med at være omfattet af ansøgningen.
En angivelse af, at en anden udbyder vil varetage en arbejdsmarkedsuddannelse vil med det foreslåede sammen med de øvrige
kriterier og hensyn indgå i den samlede vurdering af, om den pågældende udbyder i konkurrence med de øvrige ansøgere kan få en
udbudsgodkendelse.
Der tilsigtes ikke med det foreslåede nogen ændring af § 23 i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., hvorefter den
uddannelsesinstitution, der er godkendt til udbuddet, bevarer det overordnede ansvar for varetagelsen af godkendelsen og ansvaret
for kursisternes opnåelse af kompetencer.
Det foreslåede indebærer, at den godkendte udbyder ikke vil skulle indgå konkrete udlægningsaftaler ved behov herfor. Den
godkendte udbyder vil i stedet kunne nøjes med at indgå én udlægningsaftale om udlægning. Udlægningsaftalen vil skulle omhandle
dén specifikke arbejdsmarkedsuddannelse, der er nævnt i ansøgningen, og kan kun indgås med den konkrete, anden udbyder, der er
nævnt i ansøgningen. Dermed vil en sådan udlægningsaftale ikke kun gælde for maksimalt 6 måneder ad gangen som efter den
foreslåede § 16, stk. 4, i lovforslagets § 1, nr. 2, men for hele perioden for udbudsgodkendelse eller den del af perioden, der
resterer ved udlægningsaftalens indgåelse.
Der vil med det foreslåede inden for perioden for udbudsgodkendelsen kunne indgås flere udlægningsaftaler, hvor udbudsgodkendelse
er godkendt efter en ansøgning, der er omfattet af det foreslåede § 16 a, stk. 2.
Den godkendte udbyder udelukkes ikke med det foreslåede fra at indgå andre udlægningsaftaler i medfør af den foreslåede § 16, stk.
5, i lovforslagets § 1, nr. 3.
Det forventes, at der hen over tid i praksis ved børne- og undervisningsministerens konkrete stillingtagen til ansøgninger om
godkendelser til udbud vil tegne sig et mere præcist indhold af de foreslåede hensyn.
Det vil ikke være givet, at alle ansøgere vil kunne få en udbudsgodkendelse, selv om de, i større eller mindre grad, lever op til
de kriterier for at blive godkendt som udbyder, der foreslås i § 16 a, eller de kriterier for hver samlede udbudsrunde, der
foreslås i § 16 b, stk. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og de foreslåede uddybende hensyn. I tilfælde hvor der er flere ansøgere,
end det antal udbudsgodkendelser der er mulighed for at give, vil børne- og undervisningsministeren skulle træffe afgørelse om,
hvilke ansøgere der får imødekommet deres ansøgning, og hvilke der ikke gør. Det vil inden for hver FKB ske ved en samlet
vurdering af ansøgningerne i forhold til hinanden ud fra de foreslåede kriterier i § 16 a som uddybet med de beskrevne hensyn. Det
vil herunder blive vurderet i hvilken grad de forskellige ansøgere opfylder kriterierne, herunder de særligt vægtede, og alle
relevante kriterier og hensyn vil skulle indgå i afvejningen.
I henhold til VEU-trepartsaftalen af 12. september 2023 skal også nye udbydere kunne søge om godkendelse, jf. pkt. 1 i
lovforslagets almindelige bemærkninger. Ved nye udbydere forstås ansøgere, der ønsker at få en udbudsgodkendelse inden for en FKB,
hvor de ikke lige op til indgivelsen af ansøgningen har en udbudsgodkendelse, eller som ikke i forvejen har nogen godkendelse til
udbud af en FKB.
For sådanne ansøgere vil det ikke være relevant at vurdere antal årselever, antal aflysninger af udbudt arbejdsmarkedsuddannelse,
eller hvordan en ansøger hidtil har sikret afholdelsesbredden eller hidtil aktivt har understøttet aktiviteten i forhold til den
FKB, der ansøges om godkendelse til. Derimod kan uddannelsesinstitutionen have været godkendt til udbud af andre FKB’er, hvor
disse forhold kan være relevante.
For nye ansøgere forventes det således, at børne- og undervisningsministeren inden for de 4 foreslåede kriterier i § 16 a vil
lægge vægt på, hvordan ansøgerne aktivt vil understøtte aktivitet på arbejdsmarkedsuddannelser inden for FKB’en, og på ansøgernes
erfaringer med lignende uddannelsestilbud, dvs. beslægtede FKB’er eller hovedforløb i beslægtede erhvervsuddannelser, eller give
ansøgerne mulighed for at opstille en businesscase som led i deres ansøgning. Det forventes yderligere, at børne- og
undervisningsministeren vil lægge vægt på, om ansøgerne vil sikre afholdelsesbredden inden for FKB’en, om ansøgerne vil kunne
bidrage til at sikre geografisk spredning i det forventede udbud og gøre brug af fleksible tilrettelæggelsesformer, herunder
fjernundervisning, om ansøgerne vil foretage investeringer i digital læring, samt på undervisernes kvalifikationer, faglige
specialiseringer og det voksenpædagogiske miljø på uddannelsesinstitutionen, ansøgernes forventede samarbejde med virksomheder,
jobcentre og andre relevante aktører og eventuelle, tidligere tilsynssager, hvis ansøgerne tidligere har været godkendt til udbud
af arbejdsmarkedsuddannelse.
Det forventes, at børne- og undervisningsministeren vil vejlede om, hvad der ligger i de foreslåede kriterier og hensyn, hvorimod
der ikke vil blive fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. herom lovforslagets pkt.
2.2.2.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.2.
(Til § 16 b)
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. indeholder ikke i dag bestemmelser om fastsættelse af et forventet antal udbudsgodkendelser
for hver fælleskompetencebeskrivelse forud for en samlet udbudsrunde efter lovens § 16, stk. 1, 5. pkt.
Loven indeholder heller ikke bestemmelser om fastsættelse af en obligatorisk minimumsaktivitet for hver fælles
kompetencebeskrivelse forud for en samlet udbudsrunde. Det angives alene i § 17, stk. 2, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.,
at børne- og undervisningsministeren kan tilbagekalde en udbudsgodkendelse efter § 16, stk. 1, hvis en eventuel fastsat
minimumsaktivitet ikke opretholdes.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse § 16 b
i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. Efter den foreslåede bestemmelses stk. 1
fastsætter børne- og undervisningsministeren forud for hver samlede udbudsrunde, jf. § 16, stk. 1, 5. pkt., for hver fælles
kompetencebeskrivelse det forventede antal udbudsgodkendelser og krav til minimumsaktivitet, jf. dog stk. 3. Fastsættelsen sker på
baggrund af afholdt årselevsaktivitet de seneste 12 kvartaler og efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene.
Med forslaget om, at fastsættelsen vil skulle ske efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene, vil udvalgene få
mulighed for at kvalificere børne- og undervisningsministerens forslag, før den endelige fastsættelse af det forventede antal
udbudsgodkendelser og krav til minimumsaktivitet fastsættes.
Efter det foreslåede stk. 2
tager børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene ved fastsættelse af det forventede
antal udbudsgodkendelser og krav til minimumsaktivitet for hver fælles kompetencebeskrivelse hensyn til den faglige og økonomiske
bæredygtighed i betragtning. Børne- og undervisningsministeren tager herudover en række forhold i betragtning inden for den fælles
kompetencebeskrivelse.
Vurderingen vil indgå i en helhedsvurdering, hvor også uddannelsesinstitutionernes mulighed for at sikre den geografiske spredning
inden for FKB’en, således at udbudsgodkendelserne vil kunne matche arbejdsmarkedets lokale, regionale og landsdækkende behov inden
for FKB’en, vil indgå.
For at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte det forventede antal udbudsgodkendelser og krav om minimumsaktivitet vil
det være nødvendigt nærmere at fastlægge, hvad der skal forstås ved de foreslåede kriterier i nr. 1-6.
Som første forhold foreslås i stk. 2, nr. 1,
branchespecifikke forhold og faglige specialiseringer.
Ved vurderingen af dette kriterium forventes det, at børne- og undervisningsministeren vil lægge vægt på følgende hensyn:
Der vil kunne være tale om brancheuddannelser, hvor kursisterne over et længere forløb specialiserer sig inden for et givent
arbejdsområde. Der vil endvidere kunne være tale om faglige specialiseringer inden for en FKB, særlige forhold vedrørende
afholdelsessted, f.eks. hvor arbejdsmarkedsuddannelse inden for transportsikkerhed i lufthavne skal afholdes i en lufthavn, fordi
kursisterne skal oplæres i de særlige sikkerhedsforhold dér, samt om særlige krav til lærerkvalifikationer og små jobområder.
Disse forskelligartede hensyn kan have betydning for, hvor mange udbudsgodkendelser en FKB kan bære, og hvilken minimumsaktivitet
der skal være inden for denne for at sikre et fagligt og økonomisk bæredygtigt aktivitetsniveau hos udbyderne.
Som andet forhold foreslås i stk. 2, nr. 2,
behovet for ekstraordinært dyrt udstyr eller ekstraordinært dyre faciliteter.
Ved vurderingen af dette kriterium vil børne- og undervisningsministeren lægge vægt på følgende hensyn:
Behov for anskaffelse af ekstraordinært dyrt udstyr som store kraner eller store lastbiler eller behov for ekstraordinære
faciliteter som eksempelvis en lufthavn eller køretekniske anlæg kan betyde, at der vil være forholdsvis få potentielle
uddannelsesinstitutioner, der ansøger om udbudsgodkendelse. Desuden vil efterspørgslen efter afholdelse af
arbejdsmarkedsuddannelse kunne være beskeden, fordi jobområderne kan være små. Det forventes at afspejle sig i fastsættelsen af
antal udbudsgodkendelser og krav til minimumsaktivitet på det pågældende område.
Som tredje forhold foreslås i stk. 2, nr. 3,
varierende aktivitetsvolumen.
Ved vurderingen af dette kriterium vil børne- og undervisningsministeren tage hensyn til, hvorfor der er varierende
aktivitetsvolumen, som f.eks. kan være begrundet i konjunkturudsving inden for visse brancher som f.eks. byggebranchen,
usædvanligt store anlægsarbejder som Femern-projektet eller høj eller lav ledighed inden for en branche.
Som fjerde forhold foreslås i stk. 2, nr. 4,
særlige behov til geografisk dækning og mobilitet.
Hensyntagen til særlige behov for geografisk dækning og mobilitet vil med det foreslåede afspejle sig i børne- og
undervisningsministerens fastsættelse af antal udbudsgodkendelser og krav til minimumsaktivitet, f.eks. i relation til den grønne
omstilling, udbydere i yderområder, udenlandsk arbejdskraft og certifikatuddannelser. Hvad angår yderområder, kan det eksempelvis
være, at der tages højde for, at udbudsgodkendelser skal kunne gives til uddannelsesinstitutioner på Bornholm, så det sikres, at
kursister ikke får uforholdsmæssig lang transporttid til arbejdsmarkedsuddannelse, hvilket vil kunne afholde nogle potentielle
kursister fra at søge kurserne.
Som femte forhold foreslås i stk. 2, nr. 5,
fleksibilitet for kursister, der deltager i uddannelsespakker, som omskoler ledige og ufaglærte mod faglært.
Ved uddannelsespakker forstås forskellige arbejdsmarkedsuddannelser, der udbydes som et samlet forløb med henblik på at give
kursisterne kompetencer til f.eks. et bestemt job eller inden for en bestemt branche, så kursisterne opnår kompetencer, der svarer
til alle eller nogle af de kompetencer, der opnås ved en given erhvervsuddannelse, dvs. afkorter vejen til at blive faglært.
Der forventes at blive taget højde behov for en smidig gennemførelse af udbud af uddannelsespakker, der giver ledige og ufaglærte
mulighed for at opnå kompetencer svarende til hele eller dele af erhvervsuddannelser.
Det forventes, at der hen over tid i praksis ved børne- og undervisningsministerens fastsættelse af det forventede antal
udbudsgodkendelser og krav om minimumsaktivitet vil tegne sig et mere præcist indhold af de foreslåede hensyn.
Som sjette forhold foreslås i stk. 2, nr. 6,
antal uddannelsesinstitutioner, der er godkendt efter § 16, stk. 1, til udbud af beslægtede fælles kompetencebeskrivelser eller
efter lov om erhvervsuddannelser til udbud af hovedforløb i en beslægtet erhvervsuddannelse.
Med det foreslåede vil der potentielt kunne opnås synergieffekter mellem udbud af arbejdsmarkedsuddannelser og udbud af
erhvervsuddannelser. Det ændrer ikke ved, at der med den foreslåede bestemmelse i § 16 a, nr. 2, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, vil
skulle tages hensyn til, at uddannelsesinstitutionen kan sikre forsyningssikkerheden inden for den omhandlede FKB.
Det forventes, at børne- og undervisningsministeren vil vejlede om, hvad der ligger i de foreslåede kriterier, hvorimod der ikke
vil blive fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. herom lovforslagets pkt. 2.3.2.
Med det foreslåede stk. 3
kan børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene undlade at fastsætte krav om
minimumsaktivitet for en fælles kompetencebeskrivelse, hvis den fælles kompetencebeskrivelse har en høj grad af specialisering, og
højst 2 uddannelsesinstitutioner har et tilstrækkeligt fagligt miljø, jf. nr. 1,
inden for den fælles kompetencebeskrivelse, og den ene eller begge har en aktivitet på under 0,1 årselev, eller der er en
aktivitet på under 0,1 årselev inden for den fælles kompetencebeskrivelse, jf. nr. 2
.
Med det foreslåede vil børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene kunne undlade at
fastsætte krav til minimumsaktivitet inden for en FKB i de to foreslåede tilfælde.
(Til § 16 c)
Lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. indeholder ikke i dag bestemmelser om fastsættelse af en obligatorisk minimumsaktivitet for
hver fælles kompetencebeskrivelse forud for en samlet udbudsrunde.
Loven indeholder i konsekvens heraf heller ikke bestemmelser om konsekvenser for en udbyder, der ikke lever op til det fastsatte
krav om en obligatorisk minimumsaktivitet.
Undervisning og aktivitet, der afholdes i henhold til en aftale om udlægning af hele eller dele af en FKB, tæller efter praksis
med som aktivitet hos den udbyder, der er sket udlægning til. Afholdt undervisning og aktivitet inden for FKB’en, der ikke er
udlagt til en anden udbyder, tæller med som aktivitet hos den godkendte udbyder. Ministeriets tilskudssystem er sat op i
overensstemmelse hermed.
Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse som § 16 c
i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Det foreslås i bestemmelsens stk. 1,
at børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene kan tilbagekalde udbudsgodkendelsen
til en fælles kompetencebeskrivelse, hvis udbyderen de seneste 2 år ikke har opfyldt det fastsatte krav til minimumsaktivitet for
den fælles kompetencebeskrivelse, jf. dog stk. 2.
I den foreslåede mulighed for at tilbagekalde en udbudsgodkendelse på grund af manglende opfyldelse af minimumsaktiviteten ligger
en videreførelse af praksis for, at aktiviteten registreres hos den udbyder, der har afholdt undervisningen og aktiviteten.
Det foreslås i stk. 2,
at udbyderen kan bibeholde udbudsgodkendelsen trods manglende overholdelse af den fastsatte minimumsaktivitet, hvis børne- og
undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene vurderer, at udbyderens godkendelse ikke bør
tilbagekaldes, fordi et eller flere af forholdene i nr. 1-8 foreligger.
Med det foreslåede vil manglende opfyldelse af et fastsat krav om minimumsaktivitet kunne få som konsekvens, at en udbyder får
tilbagekaldt sin godkendelse til udbud af en FKB, hvis udbyderen inden for de seneste 2 år ikke har levet op til det fastsatte
krav om minimumsaktivitet for FKB’en. Med det foreslåede vil der i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. være en direkte
regulering af børne- og undervisningsministerens adgang til at tilbagekalde en afgørelse om udbudsgodkendelse til en FKB på grund
af manglende opfyldelse af et fastsat krav om minimumsaktivitet. Heri ligger også, at tilbagekaldelse som udgangspunkt ikke vil
kunne ske af andre årsager end manglende opfyldelse af et fastsat krav om minimumsaktivitet. Tvivlsspørgsmål vil skulle afgøres
efter sædvanlige lovfortolkningsprincipper, der dog i denne sammenhæng kan forstås i lyset af de generelle uskrevne principper for
tilbagekaldelse.
For at børne- og undervisningsministeren kan foretage en konkret vurdering af, om et eller flere af de forhold, der er foreslået i
stk. 2, nr. 1-8, foreligger, vil det være nødvendigt nærmere at fastlægge, hvad der skal forstås ved disse forhold. Forholdene vil
efter børne- og undervisningsministerens konkrete vurdering hver for sig eller i kombination med hinanden kunne begrunde, at der
træffes afgørelse om ikke at tage godkendelsen fra en udbyder, selv om udbyderen ikke har opfyldt det fastsatte krav til
minimumsaktivitet for den pågældende FKB.
Som det første forhold foreslås i stk. 2, nr. 1,
at årselevsaktiviteten inden for hele den fælles kompetencebeskrivelse er faldet 25 procent eller mere inden for de seneste 2 år.
Hvis dette er tilfældet, vil børne- og undervisningsministeren med det foreslåede efter indhentet udtalelse fra
efteruddannelsesudvalgene kunne træffe afgørelse om, at en udbyder vil kunne bibeholde sin udbudsgodkendelse til den pågældende
FKB.
Som andet forhold foreslås i stk. 2, nr. 2,
at særlige geografiske forhold taler for at bevare udbuddet på den pågældende lokation.
Ved særlige geografiske forhold forstås f.eks., at transporten fra visse egne af landet, f.eks. Bornholm, til
arbejdsmarkedsuddannelse i andre egne af landet, er tidsmæssigt uforholdsmæssigt krævende i forhold til kursets varighed, uanset
om dette er f.eks. et enkeltstående kursus af én dags varighed eller et samlet forløb med kurser på flere tidspunkter. Der vil
desuden kunne tages hensyn til et ønske om balance i fordelingen af udbydere mellem den vestlige og den østlige del af landet.
Endvidere vil der kunne tages hensyn til, om tilbagekaldelse af en udbudsgodkendelse vil indebære, at der ikke vil være mulighed
for certifikatuddannelser uden uforholdsmæssig lang transporttid i forhold til kursernes varighed.
Det foreslåede indebærer, at en udbyder vil kunne bibeholde sin udbudsgodkendelse trods manglende opfyldelse af det fastsatte krav
til minimumsaktivitet for den pågældende FKB, hvis børne- og undervisningsministeren efter høring af efteruddannelsesudvalgene
finder, at sådanne særlige geografiske forhold foreligger.
Som tredje forhold foreslås i stk. 2, nr. 3,
at der kun er én udbyder.
Børne- og undervisningsministeren vil efter høring af efteruddannelsesudvalgene kunne træffe afgørelse om, at udbyderen trods
manglende overholdelse af kravet om den fastsatte minimumsaktivitet bibeholder sin udbudsgodkendelse, hvis der kun er én udbyder.
Det kan f.eks. være tilfældet, hvor det nødvendige udstyr til en arbejdsmarkedsuddannelse er meget dyrt, og der er ikke er et
tilsvarende stort antal kursister, men samtidig krav om vedligeholdelse af certifikater for at kunne udøve det pågældende erhverv.
Som fjerde forhold foreslås i stk. 2, nr. 4,
at udbyderen er er mindre end 0,1 årselev fra at opfylde det fastsatte krav om minimumsaktivitet, og den manglende opfyldelse
skyldes uforudsete forhold, som ikke kan lægges udbyderen til last.
Det foreslåede indebærer, at en udbyder, der er tæt på at opfylde det fastsatte krav om minimumsaktivitet ikke vil få tilbagekaldt
sin udbudsgodkendelse, hvis børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene vurderer, at
den manglende opfyldelse skyldes forhold, som ikke kan lægges udbyderen til last, og som udbyderen ikke burde have forudset. Det
kan f.eks. være en pludselig aflysning af en stor aktivitet fra en virksomhed på et sent tidspunkt i forhold til tidspunktet for
vurdering af opfyldelsen af kravet om minimumsaktivitet.
Som femte forhold foreslås i stk. 2, nr. 5,
at en ekstraordinær udefra kommende situation eller ekstraordinære interne forhold har medført, at udbyderen har måtte lukke ned
for så store dele af sin aktivitet inden for den fælles kompetencebeskrivelse, at udbyderen ikke har kunnet opfylde det fastsatte
krav til minimumsaktivitet.
Ved ekstraordinære eksterne situationer forstås en epidemi eller lignende alvorlig situation.
Ved ekstraordinære interne forhold forstås f.eks. ødelagt udstyr, som har gjort det svært at afholde aktivitet i en periode, fordi
der har været lang leveringstid på nyt udstyr. Det vil også kunne være manglende lærerkræfter, fordi en eller flere lærere med
specialiserede kompetencer er blevet langtidssygemeldt eller har sagt op, og det trods forsøg herpå ikke har været muligt at
skaffe den eller de nødvendige lærere.
Finder børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene, at in- eller eksterne
ekstraordinære forhold foreligger og har medført, at udbyderen på grund af disse ikke har kunnet leve op til det fastsatte krav om
minimumsaktivitet for den pågældende FKB, vil børne- og undervisningsministeren med det foreslåede kunne træffe afgørelse om, at
udbyderen kan bibeholde udbudsgodkendelsen til FKB’en.
Som sjette forhold foreslås i stk. 2, nr. 6
, at markante ændringer inden for den fælles kompetencebeskrivelse har medført, at udbyderen ikke har kunnet opfylde det fastsatte
krav til minimumsaktivitet.
Markante ændringer vil f.eks. kunne forekomme, hvor et efteruddannelsesudvalg har ændret en FKB ved at oprette mange nye mål inden
for FKB’en, jf. § 2, stk. 1 og 2, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., og aktiviteten i de nye mål endnu er beskeden.
Vurderer børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene, at dette er tilfældet, vil en
udbyder med det foreslåede trods manglende opfyldelse af det fastsatte krav til minimumsaktivitet for den pågældende FKB kunne
bibeholde sin udbudsgodkendelse.
Som syvende forhold foreslås i stk. 2, nr. 7,
at udbyderen er godkendt efter § 16, stk. 1, til udbud af en beslægtet fælles kompetencebeskrivelse eller efter lov om
erhvervsuddannelser til udbud af hovedforløb i en beslægtet erhvervsuddannelse, og at udbyderen sandsynliggør, at
uddannelsesinstitutionen trods den manglende opfyldelse af det fastsatte krav til minimumsaktivitet er fagligt og økonomisk
bæredygtig inden for det pågældende uddannelsesområde.
Vurderer børne- og undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene, at der vil være faglig synergi
mellem den omhandlede FKB og en beslægtet FKB eller mellem den omhandlede FKB og et hovedforløb inden for en beslægtet
erhvervsuddannelse, og at en årselevsaktivitet på enten den beslægtede FKB eller det beslægtede hovedforløb vil kunne sikre
uddannelsesinstitutionen økonomisk bæredygtighed, indebærer det foreslåede, at udbyderen trods manglende opfyldelse af det
fastsatte krav til minimumsaktivitet for den omhandlede FKB vil kunne bibeholde sin udbudsgodkendelse til FKB.
Som ottende forhold foreslås i stk. 2, nr. 8,
tilbagekaldelse, der vil få alvorlige konsekvenser for rekruttering eller fastholdelse af arbejdskraft til større byggeprojekter.
Herved forstås, at tilbagekaldelse af en udbyders godkendelse til udbud af en eller flere FKB’er vil kunne betyde, at den fornødne
efteruddannelse og opkvalificering af medarbejdere til f.eks. Femern-projektet vil blive udskudt med væsentlig forsinkelse for
byggeprojektet til følge, hvilket vil kunne få økonomiske konsekvenser for bygherren og projektet. I så tilfælde vil børne- og
undervisningsministeren efter indhentet udtalelse fra efteruddannelsesudvalgene kunne træffe afgørelse om, at udbyderen trods
manglende opfyldelse af fastsatte krav til minimumsaktiviteten vil kunne bibeholde sin udbudsgodkendelse, medmindre andre udbydere
kan påtage sig den fornødne efteruddannelse og opkvalificering inden for det relevante tidsrum.
Det forventes, at der hen over tid i praksis vil tegne sig et mere præcist indhold af de foreslåede hensyn ved børne- og
undervisningsministerens konkrete afgørelser om, hvorvidt udbydere skal kunne beholde en udbudsgodkendelse trods manglende
opfyldelse af kravet om minimumsaktivitet.
I stk. 3
foreslås det, at børne- og undervisningsministeren kan fastsætte nærmere regler om beregningen af 2-års fristen, om procedurer for
tilbagekaldelse eller bibeholdelse af udbudsgodkendelser og om indsendelse af dokumentation for påberåbte forhold. Børne- og
undervisningsministeren kan herunder fastsætte krav om, at indsendelsen skal kunne ske digitalt, og hvilket format eller program,
indgivelsen skal ske i, og hvilke oplysninger, der skal indgives.
Hermed skabes der hjemmel til at fastsætte regler i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. om beregningen af 2-års
fristen. Opgørelsen forventes at følge kalenderårene. Nye godkendelser forventes at træde i kraft pr. 1. oktober i det år, der
afholdes en samlet udbudsrunde, mens bortfald af eksisterende udbudsgodkendelser forventes at få virkning fra 1. januar året
efter. Overlappet skyldes, at nye udbydere skal kunne komme i gang, mens udbydere, der skal ophøre med den pågældende godkendelse,
skal kunne lukke ned.
Der vil ikke herudover blive fastsat nærmere regler i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. om tilbagekaldelse på grund
af manglende overholdelse af krav til minimumsaktivitet, bortset fra processuelle krav som ligger ud over de krav om partshøring
og begrundelse m.v., der allerede følger af forvaltningslovens bestemmelser, i medfør af den foreslåede bemyndigelse i § 16 c,
stk. 3.
Børne- og undervisningsministeren vil med det foreslåede desuden kunne fastsætte regler i bekendtgørelsen om orientering af de
udbydere, der ligger under den fastsatte minimumsaktivitet, orientering af efteruddannelsesudvalgene herom og om frister for disse
orienteringer.
Børne- og undervisningsministeren vil endvidere i bekendtgørelsen kunne fastsætte nærmere regler om processen for afgørelser om
tilbagekaldelse eller bibeholdelse af en udbudsgodkendelse, herunder om frister, f.eks. for meddelelse af en afgørelse om, at der
ikke vil ske tilbagekaldelse, eller om hvor lang tid en udbyder skal have til at færdiggøre igangværende arbejdsmarkedsuddannelse
i tilfælde af tilbagekaldelse. Der vil også kunne fastsættes regler om indsendelse af dokumentation for påberåbte forhold. Der vil
med det foreslåede blive tale om regler, der ikke allerede følger af forvaltningslovens regler om f.eks. partshøring og
begrundelse.
Der vil endvidere i medfør af den foreslåede bemyndigelse kunne fastsættes nærmere regler om, at indsendelsen af oplysninger skal
ske digitalt, hvilke oplysninger det skal være, og i hvilket format eller program indsendelse skal ske.
Det forventes, at børne- og undervisningsministeren vil vejlede om, hvad der ligger i de foreslåede hensyn, hvorimod der ikke vil
blive fastsat nærmere regler herom i bekendtgørelse om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. herom lovforslagets pkt. 2.4.2.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets pkt. 2.4.
Til nr. 5
Bestemmelsen i § 17, stk. 2, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. giver børne- og undervisningsministeren mulighed for at
tilbagekalde en udbudsgodkendelse efter lovens § 16, stk. 1, hvis en eventuel fastsat minimumsaktivitet ikke opretholdes.
Bestemmelsen blev indsat ved lov nr. 473 af 13. maj 2013, men anvendes ikke i praksis.
Det foreslås, at § 17, stk. 2,
i lov om arbejdsmarkedsuddannelser ophæves.
Den foreslåede ophævelse af § 17, stk. 2, er dels begrundet i den manglende anvendelse i praksis og dels en konsekvens af de
foreslåede bestemmelser i §§ 16 b og 16 c, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, og bemærkningerne til dertil.
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2025.
Dermed vil den første samlede udbudsrunde efter loven kunne afholdes i 2025 eller 2026. Det bemærkes herved, at den førstkommende
samlede udbudsrunde ifølge VEU-trepartsaftalen af 12. september 2023 vil skulle finde sted senest i 2026.
Det foreslås i stk. 2,
at regler fastsat i medfør af § 16, stk. 5, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 144 af 14. februar
2024, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af nye regler i medfør af § 16, stk. 7, som affattet ved denne lovs § 16,
stk. 7.
Det foreslåede vil indebære, at sådanne ældre bekendtgørelsesregler finder anvendelse, indtil de ophæves eller ændres.
Efter den foreslåede stk. 3
finder loven ikke anvendelse på udbudsgodkendelser meddelt i medfør af § 16, stk. 1, i lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v., jf.
lovbekendtgørelse nr. 616 af 3. juni 2019, før lovens ikrafttræden. Sådanne udbudsgodkendelser opretholdes, indtil de udløber
eller afløses af nye godkendelser i medfør af denne lov. Dermed vil tidligere meddelte godkendelser til udbud gælde indtil det
tidspunkt, hvor godkendelser efter den førstkommende samlede udbudsrunde efter denne lovs ikrafttræden bliver gældende. Det
bemærkes herved, at tidligere meddelte godkendelser vil kunne være tilbagekaldt i medfør af § 17, stk. 1-3, i lov om
arbejdsmarkedsuddannelser m.v.
Det bemærkes, at lov om arbejdsmarkedsuddannelser m.v. ikke gælder for Færøerne og Grønland og ikke kan sættes i kraft for
Færøerne og Grønland, da loven ikke indeholder en anordningshjemmel.
Derfor vil loven heller ikke gælde for Færøerne og Grønland og vil heller ikke kunne sættes i kraft for Færøerne og Grønland.