LOV nr 624 af 08/06/2016
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og forskellige andre love og om ophævelse af lov om akutjob og jobpræmie til arbejdsgivere og lov om uddannelsesordning for ledige, som har opbrugt deres dagpengeret (Fleksibelt og indkomstbaseret dagpengesystem, månedsudbetaling af dagpenge m.v.) § 16
Stk. 1. For medlemmer, som den 1. juli 2017 har ret til midlertidig arbejdsmarkedsydelse, jf. kapitel 9 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., finder de hidtil gældende regler i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., dog undtaget § 52 h, stk. 2, og § 52 l og de med hjemmel heri fastsatte regler, fortsat anvendelse. For personer, der er omfattet af 1. pkt., finder de hidtil gældende regler i § 74 a, stk. 11-13, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fortsat anvendelse.
Stk. 2. For personer, der er omfattet af stk. 1, finder den hidtil gældende regel i § 74 l, stk. 1, 2. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. fortsat anvendelse.
Stk. 3. Et medlem, som forud for den 2. januar 2017 er indplaceret i en dagpengeperiode efter § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., og som var omfattet af de hidtil gældende regler om begrænset dagpengeret for medlemmer, som modtager pension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller tilsvarende udenlandsk lovgivning, omfattes fra og med den 2. januar 2017 af de almindelige regler om dagpengeperiodens længde, jf. § 55 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Et medlem skal selv søge om dagpenge efter lovens ikrafttræden, hvis medlemmets begrænsede dagpengeret er udløbet før den 2. januar 2017.
Stk. 4. Direktøren for Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering fastsætter nærmere regler om opgørelsen af den udbetalingsperiode, som starter mandag den 19. juni 2017 og slutter fredag den 30. juni 2017. I denne periode ydes der dagpenge og efterløn for op til 37 timer pr. uge for fuldtidsforsikrede. For deltidsforsikrede ydes der dagpenge og efterløn for op til 30 timer pr. uge. Beskæftigelse lørdag den 1. juli eller søndag den 2. juli 2017 medfører fradrag i udbetalingen af dagpenge for juli måned 2017.
Stk. 5. For medlemmer, som den 1. juli 2017 har ret til dagpenge, skal uforbrugte uger med ret til dagpenge omregnes til timer til brug for anvendelsen af § 55, stk. 4, 1. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som ændret ved denne lovs § 1, nr. 41. Omregningen sker, ved at uforbrugte uger pr. 3. juli 2017 ganges med 37 timer for fuldtidsforsikrede og 30 timer for deltidsforsikrede. Den periode, inden for hvilken dagpengeperioden skal være forbrugt, er ikke omfattet af omregningen i 1. og 2. pkt. For medlemmer, som den 1. juli 2017 er omfattet af § 52 a, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3 og 4, og § 52 e, 1. pkt., i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., omregnes uforbrugte uger af de angivne perioder efter 2. pkt.
Stk. 6. For medlemmer, der har påbegyndt en dagpengeperiode efter § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. før den 1. juli 2017, medregnes kun måneder og indberettede løntimer m.v. fra og med den 1. juli 2017 ved opgørelsen af, om der skal ske nedsættelse af medlemmets dagpenge, jf. § 56 a i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 49.
Stk. 7. Ved opgørelsen af, om den periode, hvor et medlem kan modtage dagpenge, skal afkortes, jf. § 56 b i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 49, medregnes perioder med dagpenge forud for den 1. juli 2017, jf. den hidtil gældende regel i § 55. Opgørelsen af dagpengeforbruget forud for den 1. juli 2017 sker på baggrund af indberettede oplysninger om udbetaling af dagpenge m.v. fra arbejdsløshedskassen i henhold til lov om et indkomstregister og oplysninger om ansættelse med løntilskud i det fælles it-baserede datagrundlag. Opgørelsen af dagpengeforbruget på baggrund af oplysninger i indkomstregisteret sker, ved at det indberettede dagpengebeløb deles med satsen for højeste dagpenge for 1 time i det pågældende år, og opgørelsen af dagpengeforbruget på baggrund af oplysninger om ansættelse med løntilskud i det fælles it-baserede datagrundlag sker, ved at antallet af uger ganges med 37 timer. Opgørelsen af et medlems dagpengeforbrug for den dagpengeperiode, medlemmet er indplaceret i den 1. juli 2017, jf. den hidtil gældende regel i § 55, stk. 1, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., sker dog på baggrund af arbejdsløshedskassens opgørelse af det faktiske dagpengeforbrug.
Stk. 8. Overskydende timer opgjort efter de hidtil gældende regler i § 59, stk. 2, stk. 4, 2. pkt., og stk. 5, og § 73, stk. 3, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v., som ikke er afviklet eller bortfaldet forud for den 1. juli 2017, bortfalder denne dato.
Stk. 9. For medlemmer, som ikke har opbrugt retten til supplerende dagpenge den 1. juli 2017, medregnes uger, hvor medlemmet har modtaget supplerende dagpenge efter de hidtil gældende regler, i opgørelsen af tidsbegrænsningen efter § 60, stk. 1, og § 73, stk. 2, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 55 og 67.
Stk. 10. For medlemmer, som skifter status som forsørger efter § 49, stk. 5 og 6, og § 52 a, stk. 4, i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. som ændret ved denne lovs § 1, nr. 11, 12 og 20, i perioden fra den 2. januar 2017 til og med den 30. juni 2017, sker skiftet af ydelsessats fra den efterfølgende uge.
Stk. 11. Til personer med første syge- eller barselsfraværsdag den 1. januar 2017 eller tidligere sker udbetalingen af sygedagpenge fra kommunen eller barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark indtil afslutningen af den igangværende fraværsperiode med den sats, der følger af de hidtil gældende regler i § 51, stk. 1 og 2, i lov om sygedagpenge eller de hidtil gældende regler i § 36, stk. 1 og 2, i barselsloven. Satsen kan ændres efter de regler, der fastsættes af beskæftigelsesministeren i medfør af § 51, stk. 4, i lov om sygedagpenge som affattet ved denne lovs § 5, nr. 4, eller § 36, stk. 4, i barselsloven som affattet ved denne lovs § 6, nr. 4.
Givet på Christiansborg Slot, den 8. juni 2016
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Jørn Neergaard Larsen