Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af psykiatrilovens § 4 a, at bestemmelserne i § 9, stk. 2, § 10, stk. 1, § 10 a, stk. 1, 1. pkt., § 11, § 12, stk. 4, § 13, stk. 2, 1. pkt., § 15, stk. 1 og 2, § 18 g, § 19 a, stk. 1 og 4, og § 21, stk. 2, ikke er til hinder for, at en beslutning i overlægens fravær kan træffes af en anden læge, hvorefter overlægen snarest efterfølgende skal tage stilling til beslutningen.

Det foreslås med en ændring af § 4 a, at bestemmelsen udvides til også at omfatte overlægens beslutning om at anvende kropsscannere ved undersøgelse af patienter eller andre, der søger adgang til psykiatriske afdelinger, samt overlægens beslutning om at anvende narkohunde til at undersøge den psykiatriske afdelings udearealer, i henhold til den foreslåede bestemmelse i § 19 a, stk. 2 og 6.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at gøre det klart, at det er overlægen, der efter forslagets § 19 a, stk. 1, 2, 6 og 7, har beslutningskompetence.

Til nr. 2

Det fremgår af psykiatrilovens § 13 a, stk. 1, at overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som efter udskrivning må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Det fremgår endvidere af psykiatrilovens § 13 a, stk. 2, at sundheds- og ældreministeren fastsætter regler om registrering og indberetning af udskrivningsaftaler til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Sundheds- og ældreministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholde oplysninger om patientens identitet.

Det foreslås, at § 13 a, stk. 1, ændres sådan, at overlægen har ansvaret for, at der for patienter, som overlægen er bekendt med modtager støtte i henhold til afsnit V i lov om social service som følge af nedsat psykisk funktionsevne, inden udskrivning indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten. .

Derudover foreslås, at § 13 a, stk. 2, ændres sådan, at hvis det må antages, at en patient, der ikke er omfattet af stk. 1, ikke selv vil søge den behandling eller de sociale tilbud, der er nødvendige for patientens helbred, har overlægen ansvaret for, at der inden udskrivning indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud.

Endelig foreslås det, at § 13 a, stk. 2 herefter bliver til § 13 a, stk. 3, således at sundhedsministeren kan fastsætte regler om registrering og indberetning af udskrivningsaftaler til sygehusmyndigheden og Sundhedsstyrelsen. Sundhedsministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om, at indberetninger skal indeholder oplysninger om patientens identitet.

Formålet med den foreslåede ændring i § 13 a, stk. 1, er at gøre det obligatorisk for overlægen at indgå udskrivningsaftaler for patienter i voksenpsykiatrien, hvis overlægen bliver bekendt med, at patienter som følge af nedsat psykisk funktionsevne, modtager støtte i henhold til lov om social service afsnit V. Det betyder, at overlægen i forbindelse med indlæggelsessamtalen, som i henhold til psykiatrilovens § 3 skal afholdes med patienten i forbindelse med en indlæggelse, skal spørge patienten, om patienten modtager støtte fra kommunen i henhold til servicelovens afsnit V. Det vil f.eks. være tilfældet, hvis patienten modtager stofmisbrugsbehandling, er i beskyttet beskæftigelse, aktivitets- og samværstilbud eller er i midlertidigt eller længerevarende ophold i boformer.

Såfremt den ansvarlige overlæge bliver bekendt med, at patienten modtager støtte i henhold til lov om social service afsnit V, skal den ansvarlige overlæge ikke foretage en vurdering af, om patienten må forventes at søge støtte eller behandling efter udskrivning, men uden videre sørge for, at der inden udskrivning indgås en udskrivningsaftale mellem patienten og den psykiatriske afdeling samt de relevante myndigheder, herunder den relevante kommune, privatpraktiserende sundhedspersoner m.fl. om de behandlingsmæssige og sociale tilbud til patienten.

Formålet med den foreslåede ændring i § 13 a, stk. 2, er at overlægen forpligtes til at indgå en udskrivningsaftale for patienter, der ikke er omfattet af § 13 a, stk. 1, men som i henhold til en konkret lægefaglig vurdering må antages ikke selv at ville søge den behandling eller de sociale tilbud efter udskrivning, der er nødvendige for patientens helbred. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis patienten enten ikke modtager støtte efter servicelovens afsnit V som følge af nedsat psykisk funktionsevne, eller hvis patienten i forbindelse med indlæggelsessamtalen enten ikke er i stand til eller ønsker at oplyse, om patienten modtager støtte i henhold til servicelovens afsnit V.

Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke et alderskriterium, hvorfor den foreslåede ændring også er gældende for patienter under 18 år. Patienter under 18 år vil dog oftest være omfattet af andre former for indsatser, hvorfor der ofte ikke vil være behov for at indgå en udskrivningsaftale eller en koordinationsplan. Det kan dog ikke udelukkes, at der kan være konkrete tilfælde, hvor der vil være behov herfor.

Der tilsigtes ikke en ændring af det nærmere indhold af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner. Der tilsigtes heller ikke en ændring af, at ansvaret for udarbejdelse af udskrivningsaftaler og koordinationsplaner er placeret hos overlægen med det behandlingsmæssige ansvar på den afdeling, hvor patienten er indlagt.

Til nr. 3

Det fremgår af psykiatrilovens § 13 d, stk. 1, at overlægen inden patientens udskrivning kan træffe beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning, hvis der på baggrund af den aktuelle indlæggelse findes at være en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten efter udskrivning vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, og patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse er blevet tvangsindlagt mindst tre gange, patienten i de seneste 3 år forud for den aktuelle indlæggelse i mindst ét tilfælde har undladt at følge den behandling, der er anført i en udskrivningsaftale eller koordinationsplan, patienten i forbindelse med den aktuelle indlæggelse blev tvangsindlagt eller tvangstilbageholdt, og patienten inden for det sidste halve år forud for den aktuelle indlæggelse har været ordineret opsøgende behandling ved et udgående psykiatriteam, men har undladt at følge den ordinerede medicinske behandling.

Det fremgår endvidere af psykiatrilovens § 13 d, stk. 2, at overlægens beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning alene kan indeholde et pålæg til patienten om at møde op til medicinering i det psykiatriske sygehusvæsen. I henhold til § 13 d, stk. 3, kan overlægen beslutte, at patienten skal afhentes af politiet og bringes til tvangsmedicinering på en psykiatrisk afdeling, hvis patienten ikke møder op til medicinering. Der skal ved afhentningen være en sundhedsperson til stede. Medicineringen af patienten kan i disse tilfælde alene foregå på en psykiatrisk afdeling.

Det fremgår herudover af § 13 d, stk. 4, at der ved medicinering i forbindelse med den tvungne opfølgning efter udskrivning skal anvendes lægemidler, for hvilke overlægen kender patientens reaktion, herunder eventuelt i depotform, at en beslutning om tvungen opfølgning efter udskrivning kan være gældende i indtil 3 måneder efter udskrivning af patienten, jf. § 13 d, stk. 5, samt at hvis der er en begrundet formodning om og nærliggende risiko for, at patienten ved 3-månedersperiodens udløb, jf. stk. 5, vil ophøre med at følge den behandling, der er nødvendig for patientens helbred, kan overlægen træffe beslutning om, at den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges i indtil 3 måneder ad gangen, dog således at patienten maksimalt kan være undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning i 12 måneder, jf. § 13 d, stk. 6.

Endeligt fremgår det af psykiatrilovens § 13 e, at sundhedsministeren fastsætter regler om tvungen opfølgning efter udskrivning, herunder efter forhandling med justitsministeren om politiets afhentning af patienten, hvis denne ikke frivilligt møder op til medicinering, og om sundhedspersonens medvirken hertil.

Formålet med forslaget er at ophæve §§ 13 d og 13 e, da ordningen er en fravigelse af det grundlæggende sundhedsretlige princip om, at behandling ikke kan indledes eller fortsættes uden patientens informerede samtykke. En evaluering af tvungen opfølgning udarbejdet af Sundhedsstyrelsen har påvist, at kun et lavt antal patienter har været omfattet af bestemmelsen, og at effekten af tvungen opfølgning har været beskeden. En fravigelse af det grundlæggende princip om, at behandling ikke kan indledes eller fortsættes uden patientens samtykke bør bero på tungtvejende sundhedsfaglige og juridiske argumenter, hvilket i henhold til Sundhedsstyrelsens evaluering ikke vurderes at være til stede.

Til nr. 4

Overskriften til psykiatrilovens kapitel 5 a er Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele samt kropsvisitation m.v.

Det foreslås at ændre overskriften til Åbning og kontrol af post, undersøgelse af patientstuer og ejendele, kropsvisitation, samt anvendelse af kropsscannere samt narkohunde m.v.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er at tilpasse kapitlets overskrift til den foreslåede bestemmelse i psykiatrilovens § 19 a om anvendelse af narkohunde og kropsscannere på psykiatriske afdelinger.

Til nr. 5

Det fremgår af psykiatrilovens § 19 a, stk. 1, at ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdeling, kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes og kontrolleres, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at der skal foretage kropsvisitation af en patient.

Det følger af § 19 a, stk. 2, at kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, ikke omfatter undersøgelse af kroppens hulrum, herunder eksempelvis endetarmsundersøgelse.

Derudover følger det af § 19 a, stk. 3, at åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse af patientens stue og ejendele så vidt muligt skal foretages i patientens nærvær.

Det følger endvidere af § 19 a, stk. 4, at overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, tages i forvaring, Overlægen kan overlade til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v.

Endelig følger det af § 19 a, stk. 5, at sundheds- og ældreministeren kan fastsætte nærmere regler om åbning og kontrol af patientens post, undersøgelse af patientstuer og patientens ejendele samt kropsvisitation af patienten m.v.

Det foreslås med lovforslaget, at § 19 a nyaffattes, dog således de gældende bestemmelser i § 19 a, stk. 1 videreføres uændret, jf. nedenfor.

Det foreslås, at psykiatrilovens § 19 a, stk. 1 affattes sådan, at ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande i afdelingen, kan overlægen med henblik på at sikre, at disse ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen, uden retskendelse beslutte, at en patients post skal åbnes og kontrolleres, at en patients stue og ejendele skal undersøges, eller at der skal foretages kropsvisitation af en patient.

Der er tale om en videreførelse af bestemmelsen, som den gælder i dag, og der er således med lovforslaget ikke tiltænkt en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen. Der henvises til de almindelige bemærkninger til lov nr. 534 af 8. juni 2006 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, L 140, spalte 4249.

Formålet med § 19 a, stk. 1, er hensynet til patienternes behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter som personale, ved at søge at forhindre, at patienter begår personfarlig kriminalitet under indlæggelsen. Kravet om mistanke betyder, at overlægen blot skal have en rimelig grund til at formode, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på afdelingen.

Åbning og kontrol af post kan efter bestemmelsen foretages med henblik på at kontrollere, om posten indeholder farlige genstande, medikamenter eller rusmidler.

For så vidt angår rusmidler, kan der f.eks. være tale rusmidler og medikamenter, som kan have en negativ indflydelse på patientens behandling.

For så vidt angår farlige genstande kan der f.eks. være tale om knive eller andre våben, men det kan også være genstande, som man normalt ikke ville betragte som farlige, f.eks. værktøj, nåle eller glasflasker.

Det foreslås, at § 19 a, stk. 2 affattes sådan, at ved mistanke som nævnt i stk. 1, kan overlægen med henblik på at sikre, at medikamenter, rusmidler eller farlige genstande ikke er blevet indført eller vil blive forsøgt indført til en eller flere patienter i afdelingen beslutte, at der skal anvendes kropsscannere ved undersøgelse af en patient eller andre, der søger adgang til den psykiatriske afdeling.

Formålet med § 19 a, stk. 2, er som i § 19 a, stk. 1, at sikre patienternes behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter som personale.

Undersøgelsen med kropsscannere vil efter bestemmelsen normalvis finde sted i forbindelse med adgangskontrol. Undersøgelserne vil i forhold til besøgende ikke kunne gennemtvinges, men de besøgende vil kunne nægtes adgang til afdelingen, hvis de ikke vil lade sig undersøge.

Ved kropsscannere forstås apparater, der kan undersøge personer visuelt ved gennemstråling af tøj for at afsløre eventuelle skjulte genstande uden for kroppen. Dette kan eksempelvis være scannere, der benytter mikrobølgeteknik. Der gives ikke hjemmel til at anvende scannere med brug af ioniserende stråling (røntgenteknologi), der kan gennemlyse kroppen og afsløre genstande skjult i den undersøgtes krop.

Det bemærkes, at det ikke er hensigten med lovforslaget, at der kan foretages rutinemæssige undersøgelser på afdelingen, hvorfor der fortsat gælder et krav om mistanke for at bestemmelsen kan finde anvendelse, som beskrevet ovenfor i forbindelse med beskrivelse af formålet med § 19 a, stk. 1.

Det foreslås, at § 19 a, stk. 3, affattes sådan, at kravet om mistanke efter stk. 1 ikke gælder for Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, i forbindelse med anvendelse af kropsscannere, jf. stk. 2.

Det betyder, at Sikringsafdelingen efter lovforslaget uden en konkret mistanke kan foretage en grundig og rutinemæssig kontrol af alle personer, som søger adgang til afdelingen, herunder patienter, som f.eks. vender tilbage efter behandling på et somatisk sygehus.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der kan opretholdes et højt sikkerhedsmæssigt på Sikringsafdelingen. Sikringsafdelingen er underlagt særlige forhold og sikkerhedsmæssige krav, da Sikringsafdelingen behandler ekstraordinært farlige patienter. Sikringsafdelingen yder derfor både en fængselsmæssig sikkerhed som ikke findes på de øvrige psykiatriske og retspsykiatriske afdelinger, samtidig med, at der ydes behandling og pleje af patienterne. Det er derfor afgørende for Sikringsafdelingens sikkerhedsniveau, at der er en grundig og rutinemæssig kontrol af alle personer, som søger adgang til afdelingen.

Det bemærkes, at der ikke gives hjemmel til at anvende scannere med brug af ioniserende stråling (røntgenteknologi), der kan gennemlyse kroppen og afsløre genstande skjult i den undersøgtes krop.

Det foreslås, at psykiatrilovens § 19 a, stk. 4, affattes sådan, at åbning og kontrol af patientens post og undersøgelse af patientens stue og ejendele så vidt muligt skal foretages i patientens nærvær.

Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i psykiatrilovens § 19 a, stk. 3, og der er således med lovforslaget ikke tiltænkt en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen. Der henvises til Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, L 140, spalte 4249-4250, hvoraf det fremgår, at disse undersøgelser kun foretages, uden patientens tilstedeværelse i situationer, hvor patientens tilstand er af en sådan karakter, at vedkommende ikke kan overvære kontrollen. Andre rent praktiske forhold som f.eks. det forhold, at patienten ikke er tilstede på afdelingen på det tidspunkt, hvor kontrollen skal finde sted, må forsøges løst, så kontrollen f.eks. afventer patientens tilbagevenden til afdelingen.

Formålet med bestemmelsen er at sikre patientens retssikkerhed samt ud fra et hensyn om mindstemiddelprincippet at udføre indgrebene så skånsomt som muligt, idet det vil anses som mere indgribende, hvis patientens post, stue eller ejendele undersøges, uden at patienten er til stede.

Der foreslås, at psykiatrilovens § 19 a, stk. 5 affattes sådan, at kropsvisitation efter stk. 1, nr. 3, ikke omfatter undersøgelse af kroppens hulrum.

Der er tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i psykiatrilovens § 19 a, stk. 2, og der er således med lovforslaget ikke tiltænkt en indholdsmæssig ændring af bestemmelsen. Der henvises til lov nr. 534 af 8. juni 2006 om ændring af lov om frihedsberøvelse og anden tvang i psykiatrien og retsplejeloven, jf. Folketingstidende 2005-2006, tillæg A, L 140, spalte 4250.

Formålet med bestemmelsen er at sikre, at der ikke kan foretages undersøgelser af kroppens hulrum, da dette er en foranstaltning af så indgribende karakter, at dette ikke skal være muligt inden for psykiatrilovens rammer. Bestemmelsen omfatter mundhulen og endetarmen, mens undersøgelse af armhulerne er ikke omfattet.

Det foreslås, at § 19 a, stk. 6, affattes således, at overlægen ved mistanke om, at der er medikamenter, rusmidler eller farlige genstande på den psykiatriske afdelings udearealer, kan beslutte, at der kan anvendes narkohunde ved undersøgelse af disse arealer.

Det betyder, at overlægen kan beslutte, at de psykiatriske afdelinger kan anvende narkohunde på afdelingens udearealer, hvis overlægen eksempelvis mistænker, at udefrakommende personer kaster medikamenter, rusmidler eller farlige genstande over eksempelvis murværk eller hegn, som afgrænser den psykiatriske afdeling.

Den foreslåede bestemmelse vil således give den psykiatriske afdeling mulighed for at indgå aftale med eksempelvis private vagtværn, som har narkohunde til rådighed, hvis den psykiatriske afdeling vurderer, at der er behov herfor.

Formålet med bestemmelsen er tilsvarende formålet i § 19 a, stk. 1 og stk. 2, at sikre patienternes behandlingsmuligheder og sikkerheden for såvel patienter som personale.

Det bemærkes, at bestemmelsen ikke giver hjemmel til, at der kan anvendes narkohunde i forbindelse med undersøgelse af patienter eller andre, der søger adgang til den psykiatriske afdeling.

Det forudsættes desuden, at mindstemiddelprincippet i psykiatrilovens § 4, stk. 2, generelt iagttages i forbindelse med undersøgelsen for medikamenter, rusmidler og farlige genstande både ved åbning af kontrol af post, undersøgelse af en patients ejendele og stue, kropsvisitation af en patient eller ved anvendelse af kropsscannere og narkohunde. I den forbindelse bemærkes det, at det ligeledes forudsættes, at der udvises et passende hensyn i forbindelse med undersøgelsen af udearealer med narkohunde, således at undersøgelsen ikke er til unødig gene eller skaber utryghed for patienter og besøgende på den psykiatriske afdeling.

Det foreslås i § 19 a, stk. 7, at overlægen kan beslutte, at medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som bliver fundet ved indgreb efter stk. 1, 2 og 6, tages i forvaring. Overlægen skal overlade til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v.

For så vidt angår bestemmelsens 1. pkt. er der tale om en videreførelse af den gældende bestemmelse i psykiatrilovens § 19 a, stk. 4, og der er således med lovforslaget ikke tiltænkt en indholdsmæssig ændring af § 19 a, stk. 7, 1. pkt.

Formålet med bestemmelsen er give overlægen mulighed for at opbevare medikamenter, rusmidler og farlige genstande, som ikke nødvendigvis er i strid med almindelig lovgivning, men som grundet tilstedeværelsen på psykiatrisk afdeling kan medføre fare eller uhensigtsmæssige situationer. Det kan eksempelvis være fund af alkohol, håndkøbsmedicin eller en lighter.

Efter bestemmelsens 2. pkt. skal overlægen overlade til politiet at afgøre, om medikamenter, rusmidler og farlige genstande besiddes i strid med den almindelige lovgivning, herunder lovgivningen om euforiserende stoffer og lovgivningen om våben m.v. Overlægen kan ikke, som det er tilfældet i dag vælge ikke at overlade fund af medikamenter, rusmidler eller farlige genstande, hvis overlægen bliver bekendt med, eller er i tvivl om disse genstande er i strid med almindelig lovgivning.

Det foreslås § 19 a, stk. 8, affattes sådan, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om åbning og kontrol af patientens post, undersøgelse af patientstuer og patientens ejendele, kropsvisitation af patienten, anvendelse af kropsscannere og anvendelse af narkohunde

Efter bestemmelsen bemyndiges sundhedsministeren til at fastsatte regler om f.eks. de nærmere omstændigheder og særlige hensyn der skal iagttages i forbindelse med åbning af post, undersøgelse af patientstuer, kropsvisitation, og anvendelse af kropsscannere og hunde.

Bemyndigelsen betyder endvidere, at sundhedsministeren har mulighed for at fastsætte regler om behandlingen af de indsamlede oplysninger, f.eks. i forhold til registrering og opbevaring. For så vidt angår kropsscannere gives sundhedsministeren endvidere mulighed for at fastsætte konkrete regler om kontrollens omfang og det benyttede udstyr, f.eks. hvad der er nødvendigt af sikkerhedsmæssige grunde, og hvad der er sundhedsmæssigt forsvarligt.

Det forudsættes, at behandlingen af de indsamlede oplysninger skal ske under iagttagelse af de til enhver tid gældende behandlingsregler i databeskyttelsesforordningen, databeskyttelsesloven eller særregler fastsat inden for rammerne af databeskyttelsesforordningen.

Til nr. 7-13

Det fremgår af psykiatrilovens § 20, stk.1, 1. pkt., at oplysning om enhver anvendelse af tvang, jf. §§ 5-10 a, 12, 13, 13 d, 14-17 a, 18 a, § 18 d, stk. 2, for så vidt angår personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, og § 18 f, skal tilføres afdelingens tvangsprotokol med angivelse af indgrebets nærmere indhold og begrundelse.

Det følger af psykiatrilovens § 24, stk. 1, at der skal beskikkes en patientrådgiver for enhver, der tvangsindlægges, tvangstilbageholdes eller undergives tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, indgivelse af et beroligende middel med magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen efter § 18 f, stk. 1, nr. 2, samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, jf. dog § 40, stk. 4.

Det fremgår af psykiatrilovens § 26, stk. 1, 4.-6. pkt., at for patienter, der er undergivet tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, finder patientrådgiverens besøg efter udskrivning sted på behandlingsstedet, besøg sker på patientens anmodning og kan, såfremt patienten ønsker det, erstattes med telefonsamtale samt at lægen på behandlingsstedet har ansvaret for at sikre, at der på patientens anmodning træffes aftale med patientrådgiveren om besøg eller telefonsamtale.

Det fremgår af psykiatrilovens § 32, stk. 3, 2. pkt., at klage over beslutning om tvungen opfølgning har opsættende virkning.

Der fremgår af psykiatrilovens § 35, at sygehusmyndigheden efter anmodning fra patienten eller patientrådgiveren skal indbringe klager over tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvangsbehandling, tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering, anvendelse af fysisk magt, beskyttelsesfiksering, anvendelse af personlige alarm- og pejlesystemer og særlige dørlåse, personlig skærmning, der uafbrudt varer mere end 24 timer, aflåsning af døre i afdelingen samt oppegående tvangsfiksering og aflåsning af patientstue på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland, for Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen. Det følger af psykiatrilovens § 36, stk. 3, at Det Psykiatriske Patientklagenævn skal træffe afgørelse i klagesager om tvangsbehandling, der er tillagt opsættende virkning, og om tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 32, stk. 3, inden 7 hverdage efter klagens modtagelse.

Det fremgår af psykiatrilovens § 37, stk. 1, at Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Nævnenes Hus efter anmodning fra patienten eller patientrådgivereb skal indbringe sine afgørelser vedrørende tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel tvungen opfølgning efter udskrivning i henhold til § 13 d, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering på Sikringsafdelingen under Retspsykiatrisk afdeling, Region Sjælland og aflåsning af døre i afdelingen for retten efter reglerne i retsplejelovens kapitel 43 a. Endeligt følger det af § 37, stk. 3, at godkender Det Psykiatriske Patientklagenævn ved Statsforvaltningen, at der etableres tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 1, kan spørgsmålet om den tvungne opfølgning efter udskrivning først på ny begæres prøvet i nævnet, hvis den tvungne opfølgning efter udskrivning forlænges, jf. § 13 d, stk. 6. Tvungen opfølgning efter udskrivning kan herefter begæres prøvet ved enhver forlængelse af tvungen opfølgning efter udskrivning, jf. § 13 d, stk. 6.

Det foreslås med en ændring psykiatrilovens § 20, stk. 1, § 24, stk. 1, § 26, stk. 1, 4.-6. pkt., § 32, stk. 3, 2. pkt., § 35, § 36, stk. 3, § 37, stk. 1, § 37, stk. 3 og § 40, stk. 3, at samtlige bestemmelser vedrørende ordningen fjernes fra loven. Ændringerne er en følge af lovforslagets § 1, nr. 3, om at ophæve ordningen om tvungen opfølgning efter udskrivning.

Til nr. 14

Det fremgår af psykiatrilovens § 40, stk. 3, at bestemmelserne i denne lov finder tilsvarende anvendelse på personer, der anbringes på sikringsafdelingen efter stk. 1, men det gælder dog ikke §§ 5-11, 13- 13 d og 13 e og § 21, stk. 2, og bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel og tvungen opfølgning efter udskrivning.

Det foreslås med en ændring af psykiatrilovens § 40, stk. 3, at §§ 13 d og 13 e om tvungen opfølgning efter udskrivning samt bestemmelserne i kapitel 10 om klageadgang og domstolsprøvelse med hensyn til afgørelser om tvungen opfølgning efter udskrivning ikke længere skal fremgå af bestemmelsen om de særlige regler om anbringelse af ekstraordinært farlige personer.

Som følge af lovforslagets § 1, nr. 3, hvor ordningen om tvungen opfølgning efter udskrivning foreslås ophævet, vil det ikke være nødvendigt at fastlægge, at bestemmelserne om tvungen opfølgning efter udskrivning ikke gælder for personer, der anbringes på Sikringsafdelingen.

Kilde

Til nr. 1 og nr. 2

Det følger af § 1 i lov om retspsykiatrisk behandling m.v., at regionsrådene har pligt til på deres psykiatriske sygehuse eller sygehusafdelinger at modtage personer, der efter retskendelse skal indlægges til mentalundersøgelse, personer, der i henhold til dom eller kendelse skal anbringes på psykiatrisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behandling, personer, der efter Justitsministeriet eller overøvrighedens bestemmelse skal anbringes på psykiatrisk sygehus, og personer, der som vilkår for prøveløsladelse eller tiltalefrafald skal undergives psykiatrisk behandling.

Regionsrådenes pligt til at modtage personer, der i henhold til dom og kendelse skal anbringes på et psykiatrisk sygehus eller på anden måde undergives psykiatrisk behandling betyder, at regionerne, i modsætning til det øvrige sundhedsområde, ikke kan benytte private institutioner som led i varetagelsen af de retspsykiatriske patienter.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 1, hvoraf det fremgår, at regionsrådet kan indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i varetagelsen af den ambulante behandling af patienter, som er omfattet af stk. 1, nr. 2, og på anden måde undergives psykiatrisk behandling i henhold til dom eller kendelse.

Den foreslåede ændring vil give regionerne adgang til at lade private institutioner, f.eks. psykiatriske privathospitaler, varetage behandlingen af retspsykiatriske patienter med dom til ambulant behandling eller dom til ambulant behandling med mulighed for indlæggelse.

Den foreslåede ændring vil svare til sundhedslovens § 75, stk. 2, hvoraf det fremgår, at regionsrådet kan indgå overenskomst med eller på anden måde benytte private institutioner som led i løsningen af sygehusvæsenets opgaver.

Ændringen indebærer ikke at private institutioner kan behandle retspsykiatriske patienter med dom til indlæggelse eller forvaring. Disse patienter vil fortsat alene kunne behandles på en psykiatrisk afdeling i offentligt regi. Såfremt en retspsykiatrisk patient med dom til ambulant behandling ikke ønsker at følge behandlingen, og der skal iværksættes tvangsforanstaltninger over for patienten, vil behandlingen overgå til de regionale retspsykiatriske afdelinger. Retspsykiatriske patienter med dom til ambulant behandling vil ikke med ændringen få ret til frit sygehusvalg i henhold til sundhedslovens §§ 86 og 87.

Endelig foreslås det i stk. 3, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om regionernes benyttelse af sådanne institutioner.

Sundhedsministeren vil med bemyndigelsen b.la. kunne fastsætte nærmere regler om overgangen fra behandling i regionalt regi til privat regi. Det forudsættes, at den nærmere fastsættelse af regler vil ske med inddragelse af justitsministeren.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 1, at bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter.

Det foreslås at ændre § 238, stk. 1, således, at bopælsregionen opkræver betalingskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter.

Dette betyder, at bopælsregionen opkræver betalingen fra betalingskommunen i stedet for som efter gældende ret, bopælskommunen. Betalingskommunen er den kommune, som i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., samt § 9 c, stk. 2 og stk. 4-6 samt stk. 12, i lov om retssikkerhed på det sociale område, har den generelle betalingsforpligtelse.

Formålet med ændringen er at sikre, at betalingen i højere grad tilkommer den kommune, der efter serviceloven har handleansvar for borgeren.

Til nr. 2

Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 2, at ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1, opkræver staten bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag for første og anden sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og med den tredje sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

Ydermere fremgår det af sundhedslovens § 238, stk. 3, at bopælsregionen kan af bopælskommunen opkræve betaling for patienter, der er indlagt på et hospice, der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2.

Det foreslås desuden at ændre § 238, stk. 2 og stk. 3, således at hhv. staten og bopælsregionen opkræver betalingskommunen betaling pr. sengedag for hhv. sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter og betaling for patienter, der er indlagt på et hospice, der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2.

Betalingskommunen er den kommune, som i henhold til § 9 a, stk. 4, 1.-3. pkt., samt § 9 c, stk. 2 og stk. 4-6 samt stk. 12, i lov om retssikkerhed på det sociale område, har den generelle betalingsforpligtelse.

Formålet med ændringen er at sikre, at betalingen i højere grad tilkommer den kommune, der efter serviceloven har handleansvar for borgeren hvad angår færdigbehandlingsdage, og at betaling opkræves af den hidtidige kommune i de tilfælde, hvor patienten skifter bopælskommune under indlæggelse på et hospice. Dermed vil det ikke nødvendigvis være den kommune, hvor hospice er placeret, der opkræves betaling for hospicedage.

Til nr. 3

Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 2, at ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1, opkræver staten bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen. Denne betaling kan maksimalt udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag for første og anden sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og med den tredje sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

Det foreslås at ændre § 238, stk. 2, således at det specificeres, at bestemmelsen alene handler om somatiske patienter. Der tilsigtes således ikke en ændring af det nærmere indhold af bestemmelsen, men blot en præcisering af, at bestemmelsen alene omhandler somatiske patienter.

Til nr. 4

Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 1, at bopælsregionen opkræver bopælskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter fra kommunen.

Det foreslås, at der indsættes et nyt stk. 3 i § 238, hvorefter staten, ud over den betaling, der opkræves efter stk. 1, opkræver betalingskommunen betaling pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til psykiatrisk færdigbehandlede patienter.

Det foreslås, at denne betaling maksimalt kan udgøre 1.976 kr. (2016-niveau) pr. sengedag fra og med syvende sengedag til og med trettende sengedag og 3.952 kr. (2016-niveau) for hver sengedag fra og med den fjortende sengedag. Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

Formålet med § 238, stk. 3 er at implementere en statslige takst for færdigbehandlingsdage for psykiatriske patienter. Taksten vil med forslaget blive udformet i lighed med den statslige takst for somatiske færdigbehandlingsdage, idet der dog tages hensyn til, at kommunerne har behov for mere tid til at finde ud af, hvilket tilbud der er rigtigt for den enkelte patient. Den foreslåede ordning indebærer, at den samlede kommunale betaling for psykiatriske færdigbehandlingsdage fordobles fra og med syvende færdigbehandlingsdag, og tredobles fra og med 14. færdigbehandlingsdag.

Derudover foreslås det, at der efter § 238, stk. 3 indsættes et nyt stykke 4, hvorefter det fastsættes at taksterne skal have 25 pct. virkning i tilskudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75 pct. i tilskudsåret 2022, og 100 pct. fra og med tilskudsåret 2023.

Det foreslås således, at loven får 25 pct. virkning i tilskudsåret 2020, 50 pct. i tilskudsåret 2021, 75 pct. i tilskudsåret 2022, og komplet virkning fra og med tilskudsåret 2023.

Formålet med § 238, stk. 4, er at indfase den statslige færdigbehandlingstakst over tre år er for at skabe tid til eventuelle strukturelle og organisatoriske ændringer i kommunerne og i snitfladen mellem regioner og kommuner. Den statslige takst vil efter forslaget være 25 pct. i tilskudsåret 2020, svarende til at taksten fra og med syvende dag er 494 kr. (pris- og lønniveau for 2016), og fra fjortende dag og frem er 988 kr. (pris- og lønniveau for 2016). I tilskudsåret 2021 vil den statslige takst være 50 pct. svarende til at taksten fra og med syvende dag er 988 kr. (pris- og lønniveau for 2016), og fra fjortende dag og frem er 1.976 kr. (pris- og lønniveau for 2016), og i tilskudsåret 2022 vil den statslige takst være 75 pct. svarende til at taksten fra og med syvende dag er 1.482 kr. (pris- og lønniveau for 2016), og fra fjortende dag og frem er 2.964 kr. (pris- og lønniveau for 2016). I tilskudsåret 2023 vil den statslige takst være fuldt implementeret.

Til nr. 5

Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 4, at den betaling, som bopælsregionen opkræver kommunen pr. sengedag for sygehusbehandling efter afsnit VI til færdigbehandlede patienter og for patienter, der er indlagt på et hospice, der er nævnt i § 75, stk. 4, og § 79, stk. 2, maksimalt kan udgøre 1.976 kr. (2016-niveau). Taksten pris- og lønreguleres på samme måde som bloktilskuddet til regionerne.

Med lovforslagets § 3, nr. 6, foreslås det at ændre sundhedslovens § 238, stk. 4, der bliver stk. 6, så det gælder for stk. 3, der bliver stk. 5, som en konsekvens af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 3 og stk. 4 i sundhedslovens § 238. Der tilsigtes således ikke en ændring af det nærmere indhold af bestemmelsen.

Til nr. 6

Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 5, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om bopælskommunens betaling efter stk. 1-4, herunder om regionernes indberetning og dokumentation af aktivitet, og om foreløbig og endelig opgørelse af afregning.

Det foreslås at ændre sundhedslovens § 238, stk. 5, der bliver stk. 7, som en konsekvens af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 3 og stk. 4 i sundhedslovens § 238, jf. lovforslagets § 3, nr. 4, således at det nye stk. 3 også omfattes af bemyndigelsesbestemmelsen.

Med ændringen vil sundhedsministeren kunne fastsætte nærmere regler for betalingen af taksterne i sundhedslovens § 238, stk. 1-6, såvel for de nuværende færdigbehandlingstakster som for den statslige færdigbehandlingstakst for psykiatriske patienter Dette betyder bl.a., at den statslige færdigbehandlingstakst i psykiatrien vil være omfattet af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse på lige vilkår som den statslige færdigbehandlingstakst i somatikken.

Til nr. 7

Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 5, at sundhedsministeren kan fastsætte nærmere regler om bopælskommunens betaling efter stk. 1-4, herunder om regionernes indberetning og dokumentation af aktivitet, og om foreløbig og endelig opgørelse af afregning.

Det foreslås at ændre sundhedslovens § 238, stk. 5, der bliver stk. 7, som en konsekvens af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 3 og stk. 4 i sundhedslovens § 238, jf. lovforslagets § 3, nr. 4, således, at bopælskommune ændres til betalingskommune, som en konsekvens af den foreslåede ændring i sundhedslovens § 238 stk. 1-3. Der tilsigtes således ikke en ændring af det nærmere indhold af bestemmelsen.

Til nr. 8

Det fremgår af sundhedslovens § 238, stk. 6, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om tilbageførsel af provenuet efter stk. 2 til kommunerne.

Det foreslås at ændre sundhedslovens § 238, stk.6, der bliver stk. 8, som en konsekvens af den foreslåede indsættelse af et nyt stk. 3 og stk. 4 i sundhedslovens § 238, således at det nye stk. 3 også omfattes.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 2, hvor stk. 2 foreslås kun at gælde for somatisk færdigbehandlede patienter. Den fastsatte hjemmel til, at sundhedsministeren kan fastsætte regler om tilbageførsel af provenuet til kommunerne foreslås også at gælde for psykiatrisk færdigbehandlede patienter efter det nye stk. 3. Dette betyder, at den statslige færdigbehandlingstakst i psykiatrien vil være omfattet af den eksisterende bemyndigelsesbestemmelse på lige vilkår som den statslige færdigbehandlingstakst i somatikken.

I udgangspunktet tilbageføres den statslige færdigbehandlingstakst til kommunerne i den enkelte region, som merbetalingen vedrører, og fordeles på kommunerne i den enkelte region i forhold til indbyggertallet. Det vil sige, at betalinger i en region ikke omfordeles til øvrige regioner, men kun mellem kommunerne inden for den enkelte region. Nærmere regler herom er fastsat i bekendtgørelse nr. 1780 af 27. december 2016 om betalinger for færdigbehandlede patienter, indlagte på hospice og genoptræning på specialiseret niveau.

Hvis den statslige færdigbehandlingstakst ikke ændrer kommunernes adfærd væsentligt, sådan at antallet af færdigbehandlingsdage nedbringes, kan sundhedsministeren fastsætte regler om, at tilbageførelsen til kommunerne i stedet bliver ændret til en ansøgningspulje. Ansøgningspuljen vil i givet fald blive administreret af Sundheds- og Ældreministeriet og vil blive udmøntet til kommunale initiativer, der har til formål at nedbringe antallet af færdigbehandlingsdage. De nærmere betingelser for indførelse af ansøgningspulje samt udformning er fastsat i bekendtgørelse nr. 1780 af 27. december 2016 om betalinger for færdigbehandlede patienter, indlagte på hospice og genoptræning på specialiseret niveau.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., at ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i behandling af personer for stofmisbrug alene kan foretages af læger ansat i lægestillinger ved de kommunale, regionale eller private institutioner, der er nævnt i sundhedslovens § 142, stk. 4. Derudover fremgår det af autorisationslovens § 41, stk. 1, 2. pkt., at andre læger kan foretage enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed.

Det foreslås at ændre autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., således at der tilvejebringes et udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for at også læger ansat i sygehusvæsenet under en persons sygehusindlæggelse kan foretage ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehandling.

Regionens ansvar efter sundhedsloven for lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, som under sygehusindlæggelse har behov for en sådan behandling, forudsætter, at sygehusansatte læger må foretage ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i lægelig stofmisbrugsbehandling af personer, der er indlagt på sygehus. At denne forudsætning er til stede, fremgår imidlertid ikke udtrykkeligt af autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt.

Formålet med ændringen er at skabe udtrykkeligt hjemmelsgrundlag for, at sygehuslæger kan foretage lægelig stofmisbrugsbehandling af personer indlagt på sygehus.

Til nr. 2

Det fremgår af autorisationslovens § 41, stk. 1, 1. pkt., at ordination af afhængighedsskabende lægemidler som led i behandling af personer for stofmisbrug alene kan foretages af læger ansat i lægestillinger ved de kommunale, regionale eller private institutioner, der er nævnt i sundhedslovens § 142, stk. 4. Dog kan andre læger efter autorisationslovens § 41, stk. 1, 2. pkt., foretage enkeltstående ordinationer som led i abstinensbehandling af kort varighed.

Det foreslås at indsætte et 3. punktum, hvori det tydeliggøres, at lægelige ordinationer som led i abstinensbehandling skal foretages straks i tilfælde af behandlingskrævende akutte abstinenser. En læges undladelse af straks at iværksætte abstinensbehandling vil kunne være i strid med lægens forpligtelse til under udøvelsen af sin virksomhed at udvise omhu og samvittighedsfuldhed, jf. autorisationslovens § 17.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af retsplejelovens § 469, stk. 1, at hvis den, der administrativt er berøvet sin frihed, eller den, som handler på hans vegne begærer, at frihedsberøvelsens lovlighed skal prøves af retten, skal den myndighed, som har besluttet frihedsberøvelsen eller nægtet at ophæve den, forelægge sagen for byretten på det sted, hvor den, om hvis frihedsberøvelse, der er spørgsmål, har bopæl (hjemting), jf. § 235. Sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. samt sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile forelægges dog, så længe patienten ikke er udskrevet, for byretten på det sted, hvor vedkommende sygehus eller afdeling er beliggende.

Det fremgår endvidere af retsplejelovens § 469, stk. 4, at begæring om sagens indbringelse for retten efter reglerne i dette kapitel skal fremsættes inden 4 uger efter frihedsberøvelsens ophør. Senere fremsættelse af begæringen kan indtil 6 måneder efter frihedsberøvelsens ophør undtagelsesvis tillades af retten, når der foreligger særlig grund til at afvige fra fristen. I sager om tvangsindlæggelse, tvangstilbageholdelse, tilbageførsel, tvungen opfølgning efter udskrivning, tvangsfiksering, beskyttelsesfiksering, oppegående tvangsfiksering og aflåsning af døre i afdelingen i henhold til lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. samt sager om tvangsindlæggelse, tilbageholdelse og tilbageførsel efter §§ 10 og 12 i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile regnes fristerne dog fra Det Psykiatriske Patientklagenævns eller Tvangsbehandlingsnævnets afgørelse i sagen.

Det foreslås at ændre retsplejelovens § 469, stk. 1 og 4, således, at det ikke længere er muligt at få prøvet lovligheden af tvungen opfølgning efter udskrivning af domstolene.

Kilde

Bestemmelsen vedrører lovens ikrafttrædelsestidspunkt.

Det foreslås med stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. juli 2019.

Det foreslås i stk. 2 , at den foreslåede ændring i sundhedslovens § 238, stk. 3, træder i kraft den 1. januar 2020.

Det foreslås i stk. 3, at regler fastsat i medfør af § 13 a, stk. 2, jf. lov nr. 1160 af 29. september 2015, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af § 13 a, stk. 3, i lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v., som affattet ved denne lovs § 1, nr. 2.

Det foreslås i stk. 4, at regler fastsat i medfør af § 238, stk. 5 og 6, jf. lov nr. 1286 af. 2. november 2018, forbliver i kraft, indtil de ophæves eller afløses af forskrifter udstedt i medfør af sundhedslovens § 238, stk. 7 og 8 som affattet ved denne lovs § 3, nr. 7 og 9.

Kilde

Det følger af § 6 i lov om retspsykiatrisk behandling m.v., at loven ikke gælder for og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

Det følger af sundhedslovens § 278, stk. 1 og 2, at sundhedslovens § 238 ikke gælder for og heller ikke kan sættes i kraft for Færøerne og Grønland.

For så vidt angår Grønland, overtog det grønlandske hjemmestyre ved lov nr. 369 af 6. juni 1991 sundhedsvæsenet pr. 1. januar 1992 i henhold til hjemmestyrelovens § 5. Ved lov nr. 1406 af 27. december 2008 om ændring af sundhedsvæsenet i Grønland overtog hjemmestyret desuden sagsområdet tvang i psykiatrien pr. 1. januar 2009 i henhold til hjemmestyrelovens § 7, jf. § 5.

Det betyder, at lov om anvendelse af tvang i psykiatrien m.v. og lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed ikke gælder for og heller ikke kan sættes i kraft for Grønland,

For så vidt angår Færøerne, følger det af lov om anvendelse af tvang i psykiatrien og lov om autorisation af sundhedspersoner og sundhedsfaglig virksomhed, at loven ikke gælder for Færøerne, men at loven ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Det foreslås derfor, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men kan sættes helt eller delvist i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.