LOV nr 1526 af 18/12/2018
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.) § 4
I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 1342 af 21. november 2016, som ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 674 af 8. juni 2017 og senest ved § 1 i lov nr. 707 af 8. juni 2018, foretages følgende ændringer:
1. I § 70 f, stk. 7, ændres »§ 70 l« til: »§§ 70 l eller 70 m«.
2. I § 70 g, stk. 6, ændres »§ 70 l« til: »§§ 70 l eller 70 m«.
3. Efter § 70 l indsættes:
»§ 70 m. Tilskud efter §§ 70 f og 70 g kan i en periode på 3 år højst udbetales på et niveau, der svarer til integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Stk. 2. Perioden i stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, jf. stk. 1.
Stk. 3. Kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt tilskud efter §§ 70 f og 70 g, der overstiger integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik i perioden i stk. 1.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik og forskellige andre love (Karantæneordning i ydelsessystemet for bandekriminelle m.v.) § 4
Til nr. 1
Efter gældende regler i § 70 f, stk. 1-3, udgør fleksløntilskud 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb svarende til 18.027 kr. i 2018. Fleksløntilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af lønindtægten i fleksjobbet, dels af anden lønindtægt, indtil den samlede lønindtægt pr. måned udgør 14.116 kr. (2018-niveau), og herefter med 55 pct. af den løn, som overstiger 14.116 kr. Fleksløntilskud og løn udbetalt af arbejdsgiver kan tilsammen højst udgøre et beløb, der svarer til den løn, der udbetales for ansættelse på fuld tid i den pågældende stilling.
Det følger af bestemmelsens stk. 4, at personer, der under ferie modtager løn eller feriegodtgørelse, er berettiget til fleksløntilskud under ferien. Bestemmelsens stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Fleksløntilskuddet kan udbetales under ferieophold i udlandet.
Efter bestemmelsen stk. 5 er personer, der modtager løn under sygdom eller barsel, berettiget til fleksløntilskud i sygdoms- eller barselsperioden. Bestemmelsens stk. 2 finder tilsvarende anvendelse. Personer, der ikke er berettiget til løn under sygdom eller barsel, modtager syge- eller barselsdagpenge efter de regler, der fastsættes i medfør af § 49 i lov om sygedagpenge og § 34 i lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel eller ressourceforløbsydelse efter § 69 j i lov om aktiv socialpolitik. Syge- eller barselsdagpengene eller ressourceforløbsydelsen suppleres med fleksløntilskud, således at syge- eller barselsdagpenge eller ressourceforløbsydelse og fleksløntilskud tilsammen svarer til 98 pct. af arbejdsløshedsdagpengenes højeste beløb, jf. § 47 i lov om arbejdsløshedsforsikring m.v. Reglerne om mulighed for ophold uden for Danmark i lov om sygedagpenge og lov om ret til orlov og dagpenge ved barsel finder tilsvarende anvendelse for fleksløntilskuddet, når en ansat i fleksjob modtager syge- eller barselsdagpenge.
Hvis en person, der er ansat i et fleksjob, og som ikke modtager løn under sygdom, mister retten til sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse efter kapitel 6 b i lov om aktiv socialpolitik, kan den pågældende modtage fleksløntilskud fratrukket det beløb, som personen ville have kunnet modtage i sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse efter kapitel 6 b i lov om aktiv socialpolitik. Det samme gør sig gældende, hvis der er anmodet om sygedagpenge for sent. Kommunen skal ved udbetaling af det beregnede fleksløntilskud mindst hver tredje måned følge op på, om den pågældende fortsat er ansat i fleksjob. Opfølgningen skal ske, indtil kommunen konstaterer, at personen igen får udbetalt løn, sygedagpenge eller ressourceforløbsydelse. Dette følger af bestemmelsens stk. 6.
Det foreslås, at der i § 70 f, stk. 7, efter ”§ 70 l” indsættes ”eller § 70 m”. Det medfører, at det udbetalte fleksløntilskud ikke kan overstige niveauet for integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når en person ansat i fleksjob, er omfattet af den foreslåede § 70 m. Bestemmelsen har således sammenhæng med den foreslåede § 70 m.
Det medfører, at det beregnede fleksløntilskud i 2018 højst kan udbetales med følgende beløb:
– 11.993 kr. pr. måned før skat for enlige forsørgere.
– 8.393 kr. pr. måned før skat for samlevende eller gifte forsørgere.
– 5.997 kr. pr. måned før skat for ikkeforsørgere.
– 2.584 kr. pr. måned før skat for ikkeforsørgere under 30 år, der er hjemmeboende.
Nedenstående eksempel viser forskellen på fleksløntilskuddet i dag og det fremtidige fleksløntilskud for henholdsvis en enlig forsørger og en person under 30 år, der bor hjemme, som omfattet af forslaget til ændring af stk. 7 i § 70 f.
Eksempel:
Kommunen har beregnet en persons fleksløntilskud til 16.200 kr. efter § 70 f, stk. 2. Fleksløntilskuddet nedsættes herefter til integrationsydelsesniveau.
For en enlig forsørger vil fleksløntilskuddet udgøre 11.993 kr., hvilket betyder, at fleksløntilskuddet nedsættes med 3.836 kr.
Hos en person under 30 år, som er ikkeforsørger, og som er hjemmeboende, vil fleksløntilskuddet blive nedsat til 2.584 kr., hvilket betyder, at fleksløntilskuddet nedsættes med 13.616 kr.
Med henblik på at sikre, at kommunen kan træffe afgørelse om niveauet for tilskud efter § 70 f i 3-årsperioden, jf. forslaget til § 70 l, er det nødvendigt, at kommunerne gøres bekendt med, at personen er en del af den personkreds, der alene kan modtage ydelser på integrationsydelsesniveau pga. sanktion i 3-årsperioden. Udbetaling Danmark skal derfor samkøre eller sammenstille oplysninger herom, og videregive disse til kommunen. Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.1.3.4 og til bemærkningerne til lovforslagets § 10.
Til nr. 2
Efter gældende regler i § 70 g, stk. 5, er tilskuddet efter bestemmelsens stk. 1 fastsat til 138.437 kr. (2018-niveau) om året. Tilskuddet nedsættes med 30 pct. dels af en beregnet årsindtægt i virksomheden, dels af anden arbejdsindkomst. Kommunen udbetaler tilskuddet med 1/12 af det beregnede tilskud pr. måned. Nedsættelsen af tilskuddet beregnes én gang årligt på baggrund af de 2 bedste regnskabsår inden for de seneste 3 år. Har virksomheden været drevet i mindre end 2 år, beregnes årsindtægten med baggrund i seneste hele regnskabsår.
Efter den gældende § 70 g, stk. 6, kan det udbetalte tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende ikke overstige niveauet for integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når den selvstændige er omfattet af § 70 l. Bestemmelsen er således en konsekvens af § 70 l.
Det foreslås, at der i § 70 g, stk. 6, efter § 70 l indsættes § 70 m. Det medfører, at det udbetalte tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende ikke kan overstige niveauet for integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, når den selvstændige er omfattet af den foreslåede § 70 m. Bestemmelsen er således en konsekvens af den foreslåede § 70 m.
Det medfører, at det beregnede tilskud i 2018 højest kan udbetales med følgende beløb pr. måned:
– 11.993 kr. pr. måned før skat for enlige forsørgere.
– 8.393 kr. pr. måned før skat for samlevende eller gifte forsørgere.
– 5.997 kr. pr. måned før skat for ikke-forsørgere.
– 2.584 kr. pr. måned før skat for ikke-forsørgere under 30 år, der er hjemmeboende.
Med henblik på at sikre, at kommunen kan træffe afgørelse om niveauet for tilskud efter § 70 g i 3-årsperioden, jf. forslaget til § 70 m, er det nødvendigt, at kommunerne gøres bekendt med, at personen er en del af den personkreds, der alene kan modtage ydelser på integrationsydelsesniveau pga. sanktion i 3-årsperioden. Udbetaling Danmark skal derfor samkøre eller sammenstille oplysninger herom, og videregive disse til kommunen. Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.1.3.4 og til bemærkningerne til lovforslagets § 10.
Til nr. 3
Efter de gældende regler modtager en tidligere straffet person samme tilskud, som andre modtagere af fleksløntilskud eller tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende.
Efter de gældende regler for fremmedkrigere, vil en person, som ved endelig dom idømmes bøde eller fængsel for at have overtrådt straffelovens § 101 a, stk. 1, § 114 c, stk. 3, §§ 114 d, 114 e eller 114 g for forhold begået i udlandet, straffelovens § 114 j, stk. 1, eller et udrejseforbud fastsat i medfør af § 2 b, stk. 1, i lov om pas til danske statsborgere m.v., og som under opholdet i udlandet har oppebåret en offentlig forsørgelsesydelse, dog skulle pålægges en sanktion i ydelsessystemet som en direkte følge af dommen. Sanktionen består i, at personen tilskud i en 3-årig periode højst kan udbetales på et niveau, der svarer til integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik.
Det foreslås i § 70 m, stk. 1, at tilskud efter §§ 70 f og 70 g i en periode på 3 år højst kan udbetales på et niveau, der svarer til integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a.
Det er ikke et krav for nedsættelse af tilskud i 3 år, at personen har været i ydelsessystemet på noget tidspunkt forud for domsfældelse for at blive omfattet af den foreslåede § 70 m, stk. 1. Karantæneperioden får således betydning for alle personer, som ved endelig dom bliver idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, uanset om de pågældende på noget tidspunkt var i ydelsessystemet.
En person, der får nedsat tilskud efter §§ 70 f eller 70 g til integrationsydelsesniveau, modtager fortsat det pågældende tilskud og er omfattet af de almindelige regler, der gælder for tilskud efter hhv. §§ 70 f og 70 g. Det er alene tilskuddets størrelse, der bliver sat ned.
Integrationsydelsesniveauet efter § 22, stk. 2 og 3, udgør pr. måned i 2018:
– 11.993 kr. pr. måned før skat for enlige forsørgere.
– 8.393 kr. pr. måned før skat for samlevende eller gifte forsørgere.
– 5.997 kr. pr. måned før skat for ikkeforsørgere.
– 2.584 kr. pr. måned før skat for ikkeforsørgere under 30 år, der er hjemmeboende.
Det foreslås, at det beregnede tilskud efter fradrag for lønindtægter m.v. ikke kan overstige niveauet for integrationsydelse. Der henvises til bemærkninger til lovforslagets § 4, nr. 1 og 2.
Med henblik på at sikre, at kommunen kan træffe afgørelse om niveauet for tilskud efter §§ 70 f og 70 g i 3-årsperioden, er det nødvendigt, at kommunerne gøres bekendt med, at personen er en del af den personkreds, der alene kan modtage ydelser på integrationsydelsesniveau på grund af sanktion i 3-årsperioden. Udbetaling Danmark skal derfor samkøre eller sammenstille oplysninger herom, og videregive disse til kommunen. Der henvises til de almindelige bemærkninger under pkt. 2.1.3.4 og til bemærkningerne til § 10.
Det foreslås i § 70 m, stk. 2, at 3-årsperioden efter forslaget til stk. 1 regnes fra det tidspunkt, hvor personen har udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Det medfører, at hvis personen får ansættelse i et fleksjob med fleksløntilskud dagen efter, at fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter er udstået, vil personen alene være berettiget til fleksløntilskud på et niveau, som svarer til integrationsydelse i en periode på 3 år. Hvis personen ansøger om hjælp 1½ år efter udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter, vil personen i 1½ år modtage ydelse på niveau med integrationsydelse. Personen vil således først kunne modtage den fulde ydelse, når der er gået 3 år fra udstået fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter.
Det foreslås i § 70 m, stk. 3, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af udbetalt tilskud efter §§ 70 f og 70 g, der overstiger integrationsydelsen efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, i perioden i stk. 1.
Med forslaget til stk. 3, fastsættes, at kommunen skal træffe afgørelse om tilbagebetaling af forskellen mellem fleksløntilskud efter § 70 f, stk. 1-6, og tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende efter § 70 g, stk. 5, og niveauet for integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, hvis personen har modtaget fleksløntilskud efter § 70 f, stk. 1-6, eller tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende efter § 70 g, stk. 5, i 3-årsperioden.
Hvis kommunen udbetaler fuldt fleksløntilskud eller tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende, og hvis personen er omfattet af forslaget til stk. 1-3, skal kommunen kræve tilbagebetaling af forskellen mellem det udbetalte fleksløntilskud/tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og det tilskud, som personen skulle have haft.
Hvis personen fik udbetalt 15.967 kr. i fleksløntilskud (beregnet fleksløntilskud), og personen burde have haft udbetalt 11.993 kr., skal kommunen kræve 3.974 kr. tilbagebetalt.
Hvis personen fik udbetalt 120.000 kr. svarende til 10.000 kr. pr. måned i tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende (beregnet tilskud), og personen burde have haft udbetalt 100.716 kr. svarende til 8.393 kr. pr. måned, skal kommunen kræve 19.284 kr. svarende til 1.607 kr. pr. måned tilbagebetalt.