Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 300 af 22/03/2016

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love (Udvidelse af personkredsen for modtagelse af integrationsydelse m.v.) § 4

I lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. lovbekendtgørelse nr. 807 af 1. juli 2015, som ændret ved § 35 i lov nr. 994 af 30. august 2015, § 2 i lov nr. 1000 af 30. august 2015, § 2 i lov nr. 1868 af 29. december 2015 og § 1 i lov nr. 1875 af 29. december 2015, foretages følgende ændringer:

1. I § 2, nr. 2 og 3, udgår »kontanthjælps- og«.

2. § 31, stk. 1, 2. pkt., ophæves, og i 3. og 5. pkt., der bliver 2. og 4. pkt., udgår »efter forhandling med ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold«.


Krydsreferencer

1 love refererer til denne paragraf

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love (Udvidelse af personkredsen for modtagelse af integrationsydelse m.v.) § 4

Til nr. 1

Efter gældende regler i § 2, nr. 2 og 3, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats defineres to målgrupper i loven som henholdsvis jobparate eller aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere eller integrationsydelsesmodtagere, bortset fra kontanthjælps- og integrationsydelsesmodtagere, som er omfattet af integrationsprogrammet efter integrationslovens kapitel 4, eller som er omfattet af nr. 12 eller 13 i § 2 (uddannelseshjælpsmodtagere).

Det foreslås, at kontanthjælpsmodtagere, som er omfattet af integrationsprogrammet efter integrationslovens kapitel 4, udgår af definitionerne af de to målgrupper.

De foreslåede ændringer er konsekvensændringer som følge af lovforslagets § 1, nr. 1-3, hvorefter personer, som allerede modtager uddannelses- eller kontanthjælp, herunder de flygtninge og familiesammenførte, som har opnået opholdstilladelse og er overgået til kommunernes integrationsindsats efter integrationsloven, fremover vil modtage integrationsydelse efter § 22 i lov om aktiv socialpolitik i stedet for kontanthjælp, medmindre de opfylder et opholdskrav om lovligt at have opholdt sig her i riget i sammenlagt mindst 7 år ud af de seneste 8 år. Der vil således efter den 1. juli 2016 ikke længere være personer, der modtager kontanthjælp, og som er omfattet af integrationsprogrammet efter integrationslovens kapitel 4.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger pkt. 3.1.2.

Til nr. 2

Efter § 31, stk. 1, i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats fastsætter beskæftigelsesministeren regler om rehabiliteringsplanen i sager om ressourceforløb, fleksjob, tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende og førtidspension efter forhandling med ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Ligeledes fremgår det, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold kan fastsætte nærmere regler om mulighed for at fravige kravene til indhold i rehabiliteringsplanens forberedende del i sager, hvor det er åbenbart formålsløst at udvikle arbejdsevnen, og i sager, hvor borgeren søger om førtidspension.

Det fremgår desuden af bestemmelsen, at beskæftigelsesministeren efter forhandling med ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold fastsætter nærmere regler om, hvordan beskrivelse af personens arbejdsevne og dokumentation for den forudgående indsats i rehabiliteringsplanens forberedende del samt rehabiliteringsteamets indstilling skal indgå i kommunens beslutningsgrundlag i sager om ressourceforløb og i kommunens vurdering af

  1. personens arbejdsevne i forbindelse med bevilling af fleksjob eller tilskud til selvstændigt erhvervsdrivende efter kapitel 13,

  2. retten til revalidering efter kapitel 6 i lov om aktiv socialpolitik og

  3. personens arbejdsevne i sager om førtidspension efter lov om social pension.

Bemyndigelsen er udmøntet ved bekendtgørelse nr. 1557 af 23. december 2014 om rehabiliteringsplan og rehabiliteringsteamets indstilling om ressourceforløb, fleksjob, førtidspension m.v.

Det foreslås, at det udgår af bestemmelsen, at beskæftigelsesministeren skal forhandle med ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

De foreslåede ændringer er en konsekvens af ressortomlægningen i forbindelse med regeringsskiftet i juni 2015, hvor førtidspensionsområdet er flyttet fra det tidligere Ministerium for Børn, Ligestilling, Integration og Socialpolitik til Beskæftigelsesministeriet.

Beskæftigelsesministerens bemyndigelse til at fastsætte nærmere regler for de angivne områder er uændret.