LOV nr 1558 af 27/12/2019
Beskæftigelsesministeriet
Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love (Enklere og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger m.v.) § 3
I lov om Udbetaling Danmark, jf. lovbekendtgørelse nr. 49 af 16. januar 2019, som ændret ved § 11 i lov nr. 337 af 2. april 2019 og § 12 i lov nr. 551 af 7. maj 2019, foretages følgende ændringer:
1. I § 12 a indsættes som stk. 6:
»Stk. 6. Beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at brugen af dataenhedens leverancer og resultaterne af kommunernes og Udbetaling Danmarks kontrolindsats, jf. stk. 1-5, løbende offentliggøres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på en offentligt tilgængelig hjemmeside på en sådan måde, at resultaterne skal kunne sammenlignes på tværs af kommunerne og Udbetaling Danmark og vise udviklingen over tid. Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan fastsætte regler om, at kommunerne og Udbetaling Danmark løbende har pligt til at indsende resultaterne af kontrolindsatsen til styrelsen til brug for offentliggørelsen, jf. 1. pkt.«
2. I § 12 i, stk. 3, ændres »integrationsydelse« til: »selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse«.
3. I § 12 j, stk. 2, nr. 3, ændres »og integrationsydelse« til: », integrationsydelse, selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse«.
4. I § 19 indsættes som stk. 5-7:
»Stk. 5. Beskæftigelsesministeren kan anmode Ankestyrelsen om at foretage generelle undersøgelser af praksis på de sagsområder, som Udbetaling Danmark varetager, og hvor der efter lovgivningen er klageadgang til Ankestyrelsen. De faglige og ressourcemæssige rammer for den enkelte undersøgelse fastlægges ved aftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Ankestyrelsen.
Stk. 6. Ankestyrelsen skal samtidig med fremsendelse af den årlige redegørelse om sagsbehandlingen i Udbetaling Danmark, jf. stk. 4, indsende 1-3 forslag til områder, der kan foretages en undersøgelse af, jf. stk. 5.
Stk. 7. Ankestyrelsen kan fra Udbetaling Danmark indhente sager og øvrige oplysninger, der er nødvendige for, at Ankestyrelsen kan foretage undersøgelser, som beskæftigelsesministeren rekvirerer i medfør af stk. 5. Oplysninger om afgørelser kan indhentes i såvel skriftlig som elektronisk form.«
Forarbejder til Lov om ændring af lov om aktiv socialpolitik, integrationsloven og forskellige andre love (Enklere og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger m.v.) § 3
Til nr. 1
Det fremgår af ”Aftale om mere enkle og skærpede sanktioner, styrket kontrol med snyd og færre fejludbetalinger”, at aftalepartierne er enige om at etablere en model til benchmarking og monitorering af kommunernes brug af dataenhedens leverancer og kontrolresultater, der løbende vil blive udstillet for kommunerne.
Initiativet skal optimere kommunernes kontrolindsats med sociale ydelser ved at understøtte øget kommunal videndeling, læring og ledelsesfokus på baggrund af Udbetaling Danmarks registerbaserede udsøgning af risikosager, hvor der er en formodning om snyd med overførselsindkomster. Initiativet bygger videre på økonomiaftalen for 2019 mellem regeringen og KL.
Det foreslås derfor i § 12 a, stk. 6, 1. pkt., i lov om Udbetaling Danmark, at beskæftigelsesministeren kan fastsætte nærmere regler om, at brugen af dataenhedens leverancer og resultaterne af kommunernes og Udbetaling Danmarks kontrolindsats, jf. stk. 1-5, løbende offentliggøres af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering på en offentlig tilgængelig hjemmeside på en sådan måde, at resultaterne skal kunne sammenlignes på tværs af kommunerne og Udbetaling Danmark og vise udviklingen over tid.
Bestemmelsen vil give mulighed for, at der vil kunne fastsættes nærmere regler om, at resultaterne af både kommunernes og Udbetaling Danmarks kontrolindsats, der har baggrund i brug af registersamkøringer i Den Fælles Dataenhed, skal udstilles og gøres offentligt tilgængelige. Der vil alene med forslaget kunne fastsættes regler om resultaterne på et aggregeret niveau, dvs. uden personhenførbare oplysninger om borgerne.
Det foreslås i § 12 a, stk. 6, 2. pkt., i lov om Udbetaling Danmark, at Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering kan fastsætte regler om, at kommunerne og Udbetaling Danmark løbende har pligt til at indsende resultaterne af kontrolindsatsen til styrelsen til brug for offentliggørelsen, jf. 1. pkt.
Bestemmelsen vil give mulighed for at forpligte kommunerne og Udbetaling Danmark til at videresende kontrolresultaterne til Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering til brug for monitoreringen og benchmarkingen, og der vil kunne fastsættes regler om kadence for indsendelse af oplysninger m.v. Oplysningerne, der videregives, må ikke være personhenførbare.
Der henvises til afsnit 2.20. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 2
Efter den gældende regel i § 12 i, stk. 3, i lov om Udbetaling Danmark, skal Udbetaling Danmark i en 13-årig periode samkøre eller sammenstille oplysninger om personer, der modtager integrationsydelse efter § 22, stk. 2 og 3, i lov om aktiv socialpolitik, og som har modtaget en afgørelse om tilbagebetaling efter § 91, stk. 1, nr. 5, i lov om aktiv socialpolitik eller ved endelig dom er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge af frihedsberøvende karakter for en overtrædelse, der er omfattet af straffelovens § 81 a, med oplysninger fra indkomstregisteret og med nødvendige indtægtsoplysninger fra andre registre, herunder fra andre myndigheder, med henblik på kontrol af, at personerne ikke modtager hjælp i form af uddannelseshjælp eller kontanthjælp uden at opfylde opholdskravet, jf. § 11, stk. 3-5, i lov om aktiv socialpolitik.
Det foreslås i § 12 i, stk. 3, at ændre personkredsen fra modtagere af integrationsydelse til modtagere af selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.
Der henvises til afsnit 2.20. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 3
I den gældende regel i § 12 j, stk. 2, i lov om Udbetaling Danmark er der opregnet en række indkomstafhængige ydelser. Efter bestemmelsen anvender Udbetaling Danmark cpr-numre til gennem registersamkøring at udsøge kunder, der selv modtager, eller hvis ægtefælle, samlever eller husstandsmedlem modtager en eller flere af de opregnede indkomstafhængige ydelser, hvor kundens indbetaling til aldersforsikring, aldersopsparing eller supplerende engangssum indgår i den personlige indkomst. Integrationsydelse efter lov om aktiv socialpolitik er, jf. § 12 j, stk. 2, nr. 3, nævnt som en af de indkomstafhængige ydelser, der indgår i registersamkøringen.
Det foreslås i § 12 j, stk. 2, nr. 3, at Udbetaling Danmark ud over modtagere af integrationsydelse efter lov om aktiv social politik, jf. § 12 j, stk. 2, nr. 3, også vil skulle udsøge kunder, der selv modtager, eller hvis ægtefælle, samlever eller husstandsmedlem modtager selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
Forslaget er en konsekvens af lov nr. 174 af 27. februar 2019 om ændring af udlændingeloven, integrationsloven, repatrieringsloven og forskellige andre love, hvorefter integrationsydelse fra 1. januar 2020 ændrer betegnelse til selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
Forslaget betyder, at Udbetaling Danmarks udsøgning for perioder til og med den 31. december 2019 omfatter integrationsydelse, og for perioder fra den 1. januar 2020 omfatter selvforsørgelses- og hjemrejseydelse eller overgangsydelse.
Der er med ændringen ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden.
Der henvises til afsnit 2.20. i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Til nr. 4
Med henblik på, at det også skal være muligt at følge Udbetaling Danmarks praksis generelt, dvs. også i de sager, der ikke indbringes for Ankestyrelsen, foreslås indsat en ny bestemmelse, hvorefter der kan foretages generelle undersøgelser af praksis i Udbetaling Danmark.
Det foreslås med § 19, stk. 5, 1. pkt., i Udbetaling Danmark, at beskæftigelsesministeren kan anmode Ankestyrelsen om at foretage generelle undersøgelser af praksis på de sagsområder, som Udbetaling Danmark varetager, og hvor der efter lovgivningen er klageadgang til Ankestyrelsen.
Det fremgår af de enkelte ydelseslove, hvilke afgørelser inden for Udbetaling Danmarks sagsområder, der vil kunne påklages til Ankestyrelsen.
Ankestyrelsen vil selv kunne foreslå metoden til at foretage undersøgelserne. Det betyder, at Ankestyrelsen både vil kunne foretage praksisundersøgelser, hvor der gennemgås klagesager fra Udbetaling Danmark, men også vil have mulighed for at foretage generelle undersøgelser ved at se på andet materiale, . Udbetaling Danmarks instrukser for sagsbehandlingen.
Det foreslås i § 19, stk. 5, 2. pkt., at de faglige og ressourcemæssige rammer for den enkelte undersøgelse fastlægges ved aftale mellem Beskæftigelsesministeriet og Ankestyrelsen.
Det foreslås med § 19, stk. 6, at Ankestyrelsen samtidigt med fremsendelse af den årlige redegørelse, jf. stk. 4, skal indsende 1-3 forslag til områder, der kan foretages en undersøgelse af, jf. stk. 5.
Redegørelsen vil skulle følge kalenderåret og vil skulle indsendes senest 6 måneder efter årets afslutning.
Ankestyrelsen vil efter forslaget alene skulle fremsende forslag til undersøgelser. Forslagene vil herefter blive drøftet mellem Ankestyrelsen, Udbetaling Danmark og Beskæftigelsesministeriet. Beskæftigelsesministen vil endeligt skulle beslutte, hvilke undersøgelser der eventuelt skal gennemføres efter forslaget til stk. 5.
Det foreslås med § 19, stk. 7, 1. pkt., at Ankestyrelsen fra Udbetaling Danmark kan indhente sager og øvrige oplysninger, der er nødvendige for at Ankestyrelsen kan foretage undersøgelser, som beskæftigelsesministeren rekvirerer i medfør af § 19, stk. 5.
Det foreslås med § 19, stk. 7, 2. pkt., at oplysninger om afgørelser kan indhentes i både skriftlig og elektronisk form.
Ankestyrelsen vil således få hjemmel til at indhente sager og andre oplysninger fra Udbetaling Danmark, som vil være nødvendige for, at Ankestyrelsen vil kunne foretage undersøgelserne.
Det betyder, at der . vil kunne indhentes oplysninger om konkrete sager eller Udbetaling Danmarks instrukser for sagsbehandlingen. Undersøgelserne vil alene indeholde oplysninger i anonymiseret eller aggregeret form.
Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 2.15.