I lov om afgift af elektricitet, jf. lovbekendtgørelse nr. 308 af 24. marts 2017, som ændret senest ved § 4 i lov nr. 687 af 8. juni 2017, foretages følgende ændringer:
1. I § 2, stk. 3, 2. pkt., udgår »og lejerens«.
2. I § 2, stk. 3, indsættes efter 2. pkt.:
»1. og 2. pkt. finder anvendelse for elproduktionsanlæg med en installeret effekt på højst 6 kW pr. husholdning. Anlægget skal være tilsluttet en forbrugsinstallation med et aftagenummer, som vedrører husholdningens boligenhed. Boligenheden skal være opført som boligenhed i Bygnings- og Boligregistret.«
3. I § 2 indsættes som stk. 5-7:
»Stk. 5. Det er en forudsætning for anvendelsen af stk. 3 for elproducentens (egenproducentens) elproduktionsanlæg, at
Energinet.dk senest den 22. maj 2017 har givet egenproducenten tilsagn om, at der kan anvendes nettoafregning, eller truffet afgørelse om, at egenproducenten helt eller delvis fritages for at betale beløb til dækning af offentlige forpligtelser i forhold til egetforbruget af elektricitet,
Energinet.dk senest i 2017 efter § 23 i bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet har truffet eller træffer afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning, eller
Energinet.dk senest i 2017 har truffet afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning for anlæg tilsluttet før den 20. november 2012.
Stk. 6. Energinet.dk fører et register med oplysninger om ejer af elproduktionsanlægget, installeret effekt, aftagenummer og aftagenummerets adresse og om, at der i Bygnings- og Boligregistret er opført en boligenhed for denne adresse, vedrørende hvert enkelt elproduktionsanlæg, som stk. 3 finder anvendelse for. Registrerede virksomheder, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, skal have adgang til registeret fra og med den 1. april 2018.
Stk. 7. Stk. 3-6 finder ikke anvendelse efter den 19. november 2032.«
4. I § 9, stk. 1, 2. pkt., ændres »§ 2, stk. 3 og 4« til: »§ 2, stk. 3-7«.
5. I § 9, stk. 8, 1. pkt., ændres »§ 2, stk. 3 og 4« til: »§ 2, stk. 3-7«.
Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2018.
Stk. 2. § 2, stk. 6, i lov om afgift af elektricitet som indsat ved denne lovs § 1, nr. 3, har virkning fra og med den 1. april 2018.
Stk. 3. Registrerede virksomheder, der er nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1, og stk. 2, i lov om afgift af elektricitet, anvender de hidtil gældende regler om afgiftsfritagelse i § 2, stk. 3 og 4, i lov om afgift af elektricitet til og med den 31. marts 2018.
Stk. 4. Lovens § 1, nr. 4 og 5, har virkning fra og med den 1. april 2018.
Givet på Amalienborg, den 12. september 2017
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/ Lars Christian Lilleholt
Officielle noter
Til nr. 1
Efter gældende ret er elektricitet, der fremstilles ved vedvarende energi, og som forbruges direkte af producenten selv, fritaget for afgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. Fritagelsen omfatter desuden el, som forbruges direkte af en lejer i en udlejningsejendom, når det elproducerende anlæg er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten. Det er en forudsætning for fritagelsen, at elektriciteten er fremstillet på et vedvarende energianlæg (VE-anlæg). Ved et VE-anlæg forstås et elproduktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi eller geotermisk varme. I og med at elektriciteten fra VE-anlægget forbruges direkte fra VE-anlægget, leveres den ikke fra det kollektive elnet til forbrug.
Elektricitet, der leveres fra det kollektive elnet, er som udgangspunkt pålagt elafgift.
Afgiftsfritagelsen for elektricitet, der fremstilles ved vedvarende energi, finder ikke alene anvendelse for elektricitet, der forbruges direkte, men også for et nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet. Dette forbrug svarer til den produktion af elektricitet fra VE-anlægget, der leveres til det kollektive net, og som opgjort inden for hver time ikke overstiger elproducentens og lejerens forbrug (nettoopgørelse), jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3.
Efter gældende ret har udlejere under visse betingelser mulighed for at benytte afgiftsfritagelsen med nettoopgørelse i elafgiftslovens § 2, stk. 3, for forbrug af el hos lejerne i en udlejningsejendom.
Med forslaget, som beskrevet under bemærkningerne til nr. 2, afskæres erhvervsvirksomheder i form af f.eks udlejere af boliger fra at kunne benytte afgiftsfritagelsen med nettoopgørelse i elafgiftslovens § 2, stk. 3. Da udlejere, herunder boligforeninger, således afskæres fra at kunne benytte afgiftsfritagelsen, er der ikke længere grund til at nævne deres lejere i bestemmelsen.
Det foreslås derfor at tilpasse ordlyden i § 2, stk. 3, så det fremgår, at det alene er elproducenten, der fremover kan benytte afgiftsfritagelsen (nettoopgørelse) for sit eget elforbrug ifølge elafgiftslovens § 2, stk. 3. Forslaget vil ikke hindre en privat lejer med eget elproduktionsanlæg i at benytte afgiftsfritagelsen, hvis lejeren i øvrigt lever op til betingelserne i bestemmelsen.
Med forslaget, som er beskrevet nedenfor under bemærkningerne til nr. 2, begrænses den kreds af elproducenter, som kan benytte afgiftsfritagelsen. Med forslaget, som er beskrevet nedenfor under bemærkningerne til nr. 3, bortfalder afgiftsfritagelsen dog i 2032.
For de anlægsejere, som med lovforslaget vil overgå til øjebliksafregning af elafgiften, vil denne ændring ikke have en betydning for nettoafregning af PSO eller evt. pristillæg for den elektricitet, som anlægsejeren sender ud på det kollektive elnet. Lovforslaget sigter således ikke på at ændre grundlaget for måling af elektricitet, der afregnes som leveret til det kollektive elforsyningsnet efter lov om fremme af vedvarende energi, lov om elforsyning samt regler udstedt i medfør heraf.
Til nr. 2
Efter gældende ret er elektricitet, der fremstilles ved vedvarende energi, og som forbruges direkte af producenten selv, fritaget for afgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. Fritagelsen omfatter desuden den el, som forbruges direkte af en lejer i en udlejningsejendom, når det elproducerende anlæg er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten. Det er en forudsætning for fritagelsen, at elektriciteten er fremstillet på et vedvarende energianlæg (VE-anlæg). Ved et VE-anlæg forstås et elproduktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi eller geotermisk varme. I og med at elektriciteten fra VE-anlægget forbruges direkte fra VE-anlægget, leveres den ikke fra det kollektive elnet til forbrug.
Elektricitet, der leveres fra det kollektive elnet, er som udgangspunkt pålagt elafgift.
Afgiftsfritagelsen for elektricitet, der fremstilles ved vedvarende energi, finder ikke alene anvendelse for elektricitet fra VE-anlæg, der forbruges direkte, men også for et nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3, 1. pkt. Dette forbrug er fastsat til den produktion af elektricitet fra VE-anlægget, der leveres til det kollektive net, og som opgjort inden for hver time ikke overstiger elproducentens og lejerens forbrug (nettoopgørelse), jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3, 2. pkt. Denne opgørelse sker i praksis, når elproducenten afregner efter reglerne i bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet.
Ifølge bestemmelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 4, er det en forudsætning for afgiftsfritagelse efter § 2, stk. 3, 1. pkt., at elektriciteten, der indgår i ovennævnte nettoopgørelse, leveres til et aftagenummer, som kun vedrører forbrugere, der kan forbruge afgiftsfri elektricitet efter § 2, stk. 3, 1. pkt. Udtrykket aftagenummer er defineret i elafgiftslovens § 1 a, nr. 1. Det fremgår heraf, at et aftagenummer er et nummer, der entydigt identificerer et målepunkt, som er omfattet af netvirksomhedens pligt til at måle levering og aftag af elektricitet i nettet.
Det foreslås, at der som § 2, stk. 3, 3.-5. pkt., indsættes en begrænsning af anvendelsesområdet for afgiftsfritagelsen i § 2, stk. 3.
Det foreslås i 3. pkt. , at afgiftsfritagelsen finder anvendelse for elproduktionsanlæg med en installeret effekt på højst 6 kW pr. husholdning. Det vil sige, at elektriciteten for at være omfattet af afgiftsfritagelsen skal vedrøre husholdningers forbrug af elektricitet.
Grænsen på 6 kW effekt for VE-anlæg anvendes i anden sammenhæng i lovgivningen om elafgift. SKAT har nærmere forklaret, hvad der skal forstås ved udtrykket effekt f.eks. i styresignal SKM2012. 506. SKAT, ”Elafgiftsloven – fortolkning af begrebet ”installeret effekt” – styresignal”. Der er således tale om et velkendt udtryk.
Det foreslås i 4. pkt. , at det er en betingelse for afgiftsfritagelse, at elproduktionsanlægget er tilsluttet en forbrugsinstallation med et aftagenummer, der vedrører en husholdnings boligenhed.
Det foreslås i 5. pkt. , at boligenhed skal være defineret som en boligenhed i BBR-registeret.
Eventuelle erhvervslokaler, som er tilsluttet boligens forbrugsinstallation, skal anses for at høre med til boligenheden i BBR-registeret. Dette er begrundet ud fra den uforholdsmæssigt store administration, som det ville medføre, hvis der skulle opsættes elmålere til at opgøre det erhvervsmæssige forbrug. Det stemmer med det almindelige hensyn, hvorefter administrative omkostninger bør minimeres ved udformningen af afgiftslovgivningen. Dette er et almindeligt hensyn ved udformningen af afgiftsregler.
Med disse betingelser begrænses afgiftsfritagelsen, så den i alle tilfælde vedrører husholdningers forbrug af afgiftsfri elektricitet.
Begrundelsen for forslaget er et ønske om at begrænse meromkostninger på solcelleområdet og dermed bidrage til at overholde den aftalte ramme samt at begrænse en ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende energi. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger afsnit 1.1.
Med forslaget, som er beskrevet nedenfor under bemærkningerne til nr. 3, bortfalder afgiftsfritagelsen i 2032.
Til nr. 3
Efter gældende ret er elektricitet, der fremstilles ved vedvarende energi, og som forbruges direkte af producenten selv, fritaget for afgift, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c. Fritagelsen omfatter desuden den el, som forbruges direkte af en lejer i en udlejningsejendom, når det elproducerende anlæg er placeret i forbindelse med udlejningsejendommen, og den udlejede ejendom udlejes af elproducenten. Det er en forudsætning for fritagelsen, at elektriciteten er fremstillet på et vedvarende energianlæg (VE-anlæg). Ved et VE-anlæg forstås et elproduktionsanlæg, der anvender vedvarende energikilder i form af vindkraft, vandkraft, biogas, biomasse, solenergi, bølge- og tidevandsenergi eller geotermisk varme. I og med at elektriciteten fra VE-anlægget forbruges direkte fra et VE-anlæg, leveres den ikke fra det kollektive elnet til forbrug.
Elektricitet, der leveres fra det kollektive elnet, er som udgangspunkt pålagt elafgift.
Afgiftsfritagelsen for elektricitet, der fremstilles ved vedvarende energi, finder ikke alene anvendelse for ovennævnte for elektricitet fra VE-anlæg, der forbruges direkte, men også for et nærmere opgjort forbrug af elektricitet fra det kollektive elnet, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3, 1. pkt. Dette forbrug er fastsat til den produktion af elektricitet fra VE-anlægget, der leveres til det kollektive net, og som opgjort inden for hver time ikke overstiger elproducentens og lejerens forbrug (nettoopgørelse), jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3, 2. pkt. Denne opgørelse sker i praksis, når elproducenten afregner efter reglerne i bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet.
Ifølge bestemmelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 4, er det en forudsætning for afgiftsfritagelse efter § 2, stk. 3, 1. pkt., at elektriciteten, der indgår i ovennævnte nettoopgørelse, leveres til et aftagenummer, som kun vedrører forbrugere, der kan forbruge afgiftsfri elektricitet efter § 2, stk. 3, 1. pkt. Udtrykket aftagenummer er defineret i elafgiftslovens § 1 a, stk. 1, nr. 1. Det fremgår heraf, at et aftagenummer er et nummer, der entydigt identificerer et målepunkt, som er omfattet af netvirksomhedens pligt til at måle levering og aftag af elektricitet i nettet.
Det foreslås, at der som § 2, stk. 5, indsættes en ny forudsætning for afgiftsfritagelse efter § 2, stk. 3, hvorefter Energinet.dk’s tilsagn eller afgørelser til egenproducenter skal foreligge senest bestemte datoer, for at egenproducentens VE-anlæg kan omfattes af afgiftsfritagelse efter elafgiftslovens § 2, stk. 3. Det foreslås nærmere, at afgiftsfritagelse er betinget af, jf. det foreslåede § 2, stk. 5, nr. 1-3, i elafgiftsloven, at Energinet.dk:
senest den 22. maj 2017 har givet egenproducenten tilsagn om, at der kan anvendes nettoafregning, eller truffet afgørelse om, at egenproducenten helt eller delvist fritages for at betale beløb til dækning af offentlige forpligtelser i forhold til egetforbruget af elektricitet, eller
senest i 2017 efter § 23 i bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet har truffet eller træffer afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning, eller
senest i 2017 har truffet afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning for anlæg tilsluttet før den 20. november
Det er specifikt valgt at benytte tidspunktet for disse tilsagn og afgørelser fra Energinet.dk som skæringsdato, da reglerne for disse tilsagn og afgørelser forudsætter, at der ikke forud er investeret i VE-anlæg, jf. bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet. Herved undgås den situation, hvor en husholdning, som har investeret i tillid til de hidtil gældende regler om afgiftsfritagelse, afskæres fra at kunne benytte fritagelsen.
Efter den foreslåede nye bestemmelse i elafgiftslovens § 2, stk. 5, er det en forudsætning for kommende elproducenters benyttelse af den timebaserede afgiftsfritagelse for VE-anlæg, at Energinet.dk f.eks. senest den 22. maj 2017, har givet den kommende elproducent tilsagn om, at vedkommende kan anvende nettoafregning, mens en kommende elproducent ved tilsagn afgivet senere end denne dato ikke vil kunne benytte den timebaserede afgiftsfritagelse. Der er tale om en afskæring af elproducenters mulighed for at anvende timebaseret afgiftsfritagelse for kommende VE-anlæg fra og med et bestemt tidspunkt.
Forslaget indebærer, at der lukkes for tilgangen til den timebaserede afgiftsfritagelse.
Et tilsagn om nettoafregning fra Energinet.dk giver adgang til benyttelse af den fortsatte timebaserede afgiftsfritagelse for VE-anlæg i husholdninger. En senere skæringsdato ville på den baggrund medføre en risiko for hamstring af tilsagn om nettoafregning, da der ville opstå en periode, hvor der vil kunne søges om tilsagn om nettoafregning hos Energinet.dk. Et tilsagn kan opnås uden omkostninger og er gyldigt i en periode på 2 år fra tidspunktet for meddelelse af tilsagnet. Der er ikke noget krav om, at tilsagnet skal udnyttes, hvorfor der er en stor risiko for en stor mængde ansøgninger og derved en risiko for en fortsat høj udbygning af solcellekapacitet i en periode, hvilket søges undgået med forslaget. Ved forslaget tages der desuden hensyn til det overordnede formål med lovforslaget, som er at begrænse meromkostninger på solcelleområdet samt at overholde den aftalte ramme for udbygning med solceller m.v.
Forslaget skyldes et ønske om at begrænse meromkostninger på solcelleområdet og dermed bidrage til at overholde den aftalte ramme samt at begrænse en ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende energi.
Med andre ord sikres det, at husholdningernes eksisterende VE-anlæg, som er omfattet af afgiftsfritagelsen, og husholdningernes reelt påtænkte, men ikke etablerede VE-anlæg, fortsat omfattes af afgiftsfritagelsen, mens adgangen til afgiftsfritagelsen ellers ophører for alle anlæg, som etableres i fremtiden.
Det bemærkes vedrørende betingelsen beskrevet ovenfor – at Energinet.dk senest i 2017 efter § 23 i bekendtgørelse nr. 999 af 29. juni 2016 om nettoafregning for egenproducenter af elektricitet har truffet eller træffer afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning – at ansøgningsprocessen vedrørende nettoafregning blev ændret i september 2015. Der vil derfor forekomme tilfælde, hvor en anlægsejer allerede har købt et VE-anlæg forud for ændringen af ansøgningsprocessen. Der blev i den forbindelse udarbejdet en overgangsordning, som skulle sikre, at anlægsejere, som havde investeret i tillid til dagældende regler om nettoafregning relateret til PSO, fortsat kunne opnå ret til nettoafregning. Denne overgangsbestemmelse i nettoafregningsbekendtgørelsens § 23 bevirker, at Energinet.dk skal træffe afgørelse senest i 2017 på baggrund af ansøgninger modtaget senest den 31. oktober 2017.
Det bemærkes vedrørende betingelsen beskrevet ovenfor – at Energinet.dk senest i 2017 har truffet afgørelse om, at egenproducenten kan få nettoafregning for anlæg tilsluttet før den 20. november 2012 – at nogle personer, som har tilsluttet deres anlæg før den 20. november 2012 i visse tilfælde ikke har fået en afgørelse om årsbaseret nettoafregning fra Energinet.dk eller alene har benyttet sig af timebaseret nettoafregning.
Begrundelsen for forslaget er et ønske om at begrænse meromkostninger på solcelleområdet og dermed bidrage til at overholde den aftalte ramme samt at begrænse en ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende energi.
Det foreslås, at der som § 2, stk. 6, 1. pkt. indsættes en regel om, at Energinet.dk skal føre et register med oplysninger vedrørende hvert enkelt elproduktionsanlæg, som afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 3, fortsat finder anvendelse for. Der er ikke noget i vejen for, at registeret f.eks. er integreret i et større register, når de samme relevante oplysninger kan udsøges.
For så vidt angår hvert af de omfattede VE-anlæg skal registeret indeholde oplysning om, hvem der ejer VE-anlægget, anlæggets installerede effekt, aftagenummeret vedrørende anlægget, aftagenummerets adresse og endelig oplysning om, at aftagenummerets adresse er en adresse for hvilken, der i Bygnings- og Boligregisteret (BBR) er opført en boligenhed.
Grænsen på 6 kW effekt for VE-anlæg anvendes i anden sammenhæng i lovgivningen om elafgift. SKAT har nærmere forklaret, hvad der skal forstås ved udtrykket effekt f.eks. i styresignal SKM2012. 506. SKAT, ”Elafgiftsloven – fortolkning af begrebet ”installeret effekt” – styresignal”. Der er således tale om et velkendt udtryk.
Det er nødvendigt at pålægge Energinet.dk at oprette og føre et sådant register over afgiftsfritagne anlæg, da Energinet.dk må have et grundlag for at kunne verificere, at de pågældende anlæg lever op til betingelserne for afgiftsfritagelse. Endvidere vil registeret give SKAT en mulighed for at kontrollere rigtigheden af afgiftsfritagelserne for VE-anlæggene. Der er fastsat lignende administrative regler i elafgiftsloven for andre særlige elafgiftsforhold.
Endvidere foreslås det, at der som § 2, stk. 6, 2. pkt. indsættes en regel om, at registrerede virksomheder (netvirksomhederne) skal have adgang til registeret fra og med den 1. april 2018. Det er på det tidspunkt, at Energinet.dk skal have etableret et funktionsdygtigt register. Herved sikres det, at netvirksomhederne, der opkræver elafgiften, har adgang til de for opkrævningen nødvendige oplysninger om bl.a., hvem der ikke længere har denne ret, og som derfor som udgangspunkt skal betale afgift af den el, som de får leveret fra det kollektive elnet.
Det foreslås, at der som § 2, stk. 7, indsættes en regel om, at afgiftsfritagelsen for elektricitet, der leveres fra det kollektive net, jf. elafgiftslovens § 2, stk. 3, finder anvendelse til og med den 19. november 2032. Herefter vil undtagelsen fra afgift af elektricitet fremstillet på elproduktionsanlæg ved anvendelse af vedvarende energikilder kun gælde for elektricitet, som direkte forbruges af elproducenten. Det betyder, at fra og med den 20. november 2032 vil det kun være afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, som finder anvendelse for VE-anlæg.
Dette har f.eks. betydning for de VE-anlæg, som er omfattet af en midlertidig ordning med afgiftsfritagelse i relation til årsbaseret nettoafregning til og med den 19. november 2032, jf. § 6, stk. 6, i lov nr. 1390 af 23. december 2012, som ændret ved § 6 i lov nr. 641 af 12. juni 2013, § 2 i lov nr. 900 af 4. juli 2013 og § 2 i lov nr. 578 af 4. maj 2015. Disse VE-anlæg vil ikke kunne omfattes af afgiftsfritagelse, for så vidt angår forbrug af el fra det kollektive elnet efter den 19. november 2032.
Begrundelsen for forslaget er et ønske om at begrænse meromkostninger på solcelleområdet og dermed bidrage til at overholde den aftalte ramme samt at begrænse en ikke-omkostningseffektiv udbygning med vedvarende energi.
Til nr. 4
Efter gældende ret har skatteministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler for dokumentation vedrørende særlige afgiftsforhold, jf. elafgiftslovens § 9, stk. 11. Hvad der skal forstås ved særlige afgiftsforhold er defineret i elafgiftslovens § 9, stk. 1. Ved særlige afgiftsforhold forstås bl.a. den timebaserede afgiftsfritagelse vedrørende VE-anlæg omfattet af elafgiftslovens § 2, stk. 3 og 4.
Skatteministeren har med hjemmel i elafgiftslovens § 9, stk. 11, udstedt regler om dokumentation for særlige afgiftsforhold i bekendtgørelse nr. 1083 af 7. september 2015 om dokumentation af elafgiftsforhold og om registrerede virksomheders overførsel af oplysninger om elafgiftsforhold til Energinet.dk. Bekendtgørelsen regulerer bl.a. Energinet.dk’s verificering af særlige afgiftsforhold, herunder den timebaserede afgiftsfritagelse vedrørende VE-anlæg i elafgiftslovens § 2, stk. 3 og 4.
Det foreslås, at afgrænsningen af særlige afgiftsforhold i elafgiftslovens § 9 i form af henvisningen til elafgiftslovens § 3, stk. 3 og 4, udvides til også at omfatte de foreslåede nye stykker i § 3, således at henvisningen ændres til en henvisning til § 3, stk. 3-7.
Baggrunden herfor er de foreslåede nye stykker, stk. 5-7. Der er således tale om en konsekvensændring som følge af andre dele af lovforslaget.
Det bemærkes, at der vil blive fastsat ændringer i nævnte bekendtgørelse nr. 1083 af 7. september 2015 om dokumentation af elafgiftsforhold og om registrerede virksomheders overførsel af oplysninger om elafgiftsforhold til Energinet.dk for at sikre, at der fortsat gælder de fornødne regler for Energinet.dk’s verifikation af særlige afgiftsforhold.
Til nr. 5
Efter gældende ret har skatteministeren hjemmel til at fastsætte nærmere regler for dokumentation vedrørende særlige afgiftsforhold, jf. elafgiftslovens § 9, stk. 11. Hvad der skal forstås ved særlige afgiftsforhold er defineret i elafgiftslovens § 9, stk. 1. Ved særlige afgiftsforhold forstås bl.a. den timebaserede afgiftsfritagelse vedrørende VE-anlæg i elafgiftslovens § 2, stk. 3 og 4.
Det fremgår af elafgiftslovens § 9, stk. 8, at Energinet.dk anvender oplysninger om særlige afgiftforhold, som er nævnt i lovens § 2, stk. 3 og 4, til verifikationsformål.
Det foreslås, at henvisningen til elafgiftslovens § 3, stk. 3 og 4, udvides til også at omfatte de foreslåede nye stykker i elafgiftslovens § 3, således at henvisningen ændres til en henvisning til § 3, stk. 3-7.
Baggrunden herfor er de foreslåede nye stykker, stk. 5-7. Der er således tale om en konsekvensændring som følge af andre dele af lovforslaget.
Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2018. Ikrafttrædelsestidspunktet er herved i overensstemmelse med de fælles ikrafttrædelsesdatoer for erhvervsrettet lovgivning.
Det foreslås i stk. 2, at den foreslåede bestemmelse i elafgiftslovens § 2, stk. 6, har virkning fra og med den 1. april 2018. Efter den foreslåede nye bestemmelse i elafgiftslovens § 2, stk. 6, skal Energinet.dk føre et register med oplysninger om VE-anlæg m.v., som den fortsatte timebaserede afgiftsfritagelse efter § 2, stk. 3, anvendes for.
Med forslaget sikres det, at Energinet.dk har den nødvendige tid til at få etableret dette register, der skal danne administrativt grundlag for afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 3.
Det foreslås i stk. 3, at virksomheder, der er registreret efter elafgiftsloven, skal anvende de hidtil gældende regler om afgiftsfritagelse i elafgiftslovens § 2, stk. 3 og 4, til og med den 31. marts 2018. Med forslaget sikres det, at de registrerede virksomheder, der håndterer afgiftsfritagelsen i elafgiftslovens § 2, stk. 3, ikke skal administrere de nye regler om afgiftsfritagelsen, før det foreslåede register over elproduktionsanlæg, der kan benytte fritagelsen efter de nye regler, er oprettet. Det vil sige, at VE-anlæg som hidtil vil kunne fortsætte med den timebaserede afgiftsfritagelse til og med den 31. marts 2018.
Det foreslås i stk. 4, at lovens § 1, nr. 4 og 5, har virkning fra og med den 1. april 2018. Lovens § 1, nr. 4 og 5, omfatter konsekvensændringer af de foreslåede nye afgiftsregler om den timebaserede afgiftsfritagelse. Konsekvensændringerne skal derfor tidsmæssigt følge virkningstidspunktet for disse nye afgiftsregler, som er den 1. april 2018.