Lov om ændring af lov for Færøerne om rettens pleje, lov om ændring af færdselsloven og pasloven og lov om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love (Videoafhøring af børn og unge i straffesager, bestemmelser om territorial gyldighed for Færøerne og Grønland m.v.)

Kilde

Til nr. 1 (§ 100, stk. 3)

Politimesteren på Færøernes afgørelser vedrørende strafforfølgning kan efter gældende ret påklages til Rigsadvokaten, hvis afgørelse herefter kan påklages til Justitsministeriet.

Det foreslåede § 100, stk. 3, 1. pkt., vil indebære, at Rigsadvokatens afgørelse i en klagesag vedrørende strafforfølgning ikke kan påklages til Justitsministeriet.

Med bestemmelsen indføres der et to-instansprincip for rekursadgangen inden for anklagemyndigheden, således at afgørelser vedrørende strafforfølgning kun kan påklages til den nærmeste overordnede myndighed.

Afgørelser truffet af Politimesteren på Færøerne i forbindelse med behandlingen af straffesager vil herefter kunne påklages til Rigsadvokaten, hvis afgørelser med det foreslåede § 100, stk. 3, 1. pkt., må betragtes som endelige. Adgangen for Justitsministeriet til i medfør af § 712 at gribe ind i konkrete sager kan dog medføre, at en afgørelse truffet af Rigsadvokaten tages op til fornyet behandling af ministeriet.

Den foreslåede bestemmelse afskærer ikke adgangen til at klage over afgørelser, der fremtræder som truffet af Politimesteren på Færøerne, men som reelt er truffet af Rigsadvokaten, f.eks. i forbindelse med, at sagen har været forelagt Rigsadvokaten.

Det foreslåede § 100, stk. 3, 2. pkt., indebærer, at klager over anklagemyndighedens afgørelser om aktindsigt efter forvaltningsloven (som sat i kraft for rigsmyndighederne på Færøerne, jf. anordning nr. 1144 af 22. december 1993 med senere ændring) og offentlighedsloven (som sat i kraft for rigsmyndighederne på Færøerne, jf. anordning nr. 1145 af 22. december 1993 med senere ændring) – i lighed med klager over afgørelser vedrørende strafforfølgning – bliver omfattet af to-instansprincippet.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2 (§ 102 a)

Den færøske retsplejelov indeholder ikke frister for adgangen til ved almindelig administrativ rekurs at påklage afgørelser vedrørende strafforfølgning til den overordnede anklagemyndighed. Den overordnede myndighed skal derfor i dag realitetsbehandle klager, uanset hvor sent de er indgivet.

Med det foreslåede § 102 a, stk. 1, 1. pkt ., indføres der en frist på som udgangspunkt fire uger for klager over landfogdens (Politimesteren på Færøernes) eller Rigsadvokatens afgørelser vedrørende strafforfølgning.

Fristen vil gælde for klage til Rigsadvokaten over afgørelser truffet af Politimesteren på Færøerne og klage til Justitsministeriet over afgørelser truffet af Rigsadvokaten som 1. instans. Rigsadvokatens afgørelser i klagesager vedrørende strafforfølgning vil med det foreslåede § 100, stk. 3, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, fremover ikke kunne påklages til ministeriet.

Det foreslås, at fristen skal regnes fra det tidspunkt, hvor klageren har fået meddelelse om afgørelsen. Klagen skal være kommet frem til myndigheden inden fristens udløb.

Klagefristen vil ikke være absolut, idet klager, der fremkommer efter udløbet af fristen på fire uger, efter det foreslåede stk. 1, 2. pkt., skal behandles, hvis den overordnede myndighed skønner, at fristoverskridelsen må anses for undskyldelig. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis afgørelsen vel er meddelt klageren, men denne på grund af bortrejse, sygdom eller lignende har været forhindret i at indgive klagen rettidigt.

Det bemærkes, at den foreslåede klagefrist skal ses i sammenhæng med den færøske retsplejelovs § 749, stk. 3, 2. pkt., hvorefter forfølgning mod den, der har været sigtet, kun kan fortsættes efter den overordnede myndigheds bestemmelse, hvis meddelelse herom er forkyndt for den pågældende inden 2 måneder fra den dag, hvor afgørelsen er truffet, medmindre sigtedes forhold har medført, at rettidig forkyndelse ikke har kunnet ske, eller betingelserne for genoptagelse, jf. § 975, er til stede. Hvis fristen på to måneder udløber på et tidligere tidspunkt end den foreslåede klagefrist på fire uger, bør klagevejledningen indeholde udtrykkelig oplysning herom.

Endvidere bemærkes det, at en overskridelse af klagefristen ikke berører den overordnede myndigheds adgang til at omgøre den underordnede myndigheds afgørelse i medfør af den færøske retsplejelovs §§ 712 eller 714.

Det foreslåede stk. 2 indebærer, at den foreslåede frist på som udgangspunkt fire uger for at klage over afgørelser vedrørende strafforfølgning også kommer til at gælde for anklagemyndighedens afgørelser vedrørende aktindsigt efter forvaltningsloven (som sat i kraft for rigsmyndighederne på Færøerne, jf. anordning nr. 1144 af 22. december 1993 med senere ændring) og offentlighedsloven (som sat i kraft for rigsmyndighederne på Færøerne, jf. anordning nr. 1145 af 22. december 1993 med senere ændring).

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 (§ 172 a)

Den foreslåede § 172 a er ny og regulerer spørgsmålet om vidnefritagelse af personer, der er blevet videoafhørt med henblik på anvendelse af videooptagelsen som bevis under hovedforhandlingen.

Efter det foreslåede stk. 1 har en person, der er blevet videoafhørt efter den færøske retsplejelovs § 745 a eller § 183, stk. 3, ikke pligt til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.

Det foreslåede stk. 1 gælder, uanset om videoafhøringen er foretaget af politiet i medfør af § 745 a eller indenretligt i medfør af § 183, stk. 3.

Fritagelsen fra pligten til at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen vil kun gælde, hvis betingelserne for videoafhøring i det foreslåede § 745 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, var opfyldt på tidspunktet for den første videoafhøring. Det bemærkes i den forbindelse, at den mistænkte eller forsvareren, hvis den pågældende vil modsætte sig, at en videoafhøring efter § 745 a anvendes som bevis under hovedforhandlingen, f.eks. fordi den pågældende mener, at betingelserne for videoafhøring ikke er opfyldt, som udgangspunkt skal indbringe spørgsmålet for retten senest fire uger efter videoafhøringens foretagelse, jf. det foreslåede § 745 a, stk. 4 (lovforslagets § 1, nr. 9).

Efter det foreslåede stk. 2 kan retten helt undtagelsesvis pålægge en person, der er omfattet af stk. 1, at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen, hvis dette er af afgørende betydning for sagens afgørelse, og det ikke er tilstrækkeligt, at personen genafhøres til video.

Opstår der efter videoafhøringen af en person behov for at stille yderligere spørgsmål til den pågældende, vil parterne således skulle gå frem efter reglerne om genafhøring af personen til video, jf. den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 2, der med lovforslagets § 1, nr. 7, bliver stk. 3. Kun i tilfælde, hvor en sådan genafhøring ikke er tilstrækkelig, vil det kunne komme på tale at meddele den pågældende pålæg om at afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen.

Hvis en begæring fra den mistænkte eller forsvareren om genafhøring af personen til video afslås, vil der heller ikke være grundlag for et pålæg om afgivelse af forklaring under hovedforhandlingen.

Det bemærkes endvidere, at en tiltalt, der som følge af den foreslåede frist på fire uger i § 745 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, er afskåret fra at gøre indsigelse mod, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, ikke med denne begrundelse vil kunne anmode retten om at pålægge den videoafhørte person at afgive forklaring under hovedforhandlingen.

Om der foreligger sådanne omstændigheder, at der helt undtagelsesvis er grundlag for at meddele pålæg, vil bero på en konkret vurdering.

En eventuel anmodning om, at den videoafhørte person pålægges at afgive forklaring, bør hurtigst muligt indgives til retten, der ligeledes forudsættes hurtigst muligt og normalt forud for hovedforhandlingen at træffe afgørelse herom.

Afhøring under hovedforhandlingen vil endvidere efter omstændighederne kunne ske, hvis den videoafhørte person giver samtykke hertil. Dette forudsætter, at retten vurderer, at afhøring i retten er relevant for sagen, og at den pågældende har den fornødne modenhed til at give samtykke.

Hvis en videoafhørt person med samtykke eller efter pålæg afgiver forklaring under hovedforhandlingen, bør afhøringen i retten som udgangspunkt foretages på den måde, at videoafhøringen først afspilles, hvorefter der stilles supplerende spørgsmål til den pågældende, jf. det foreslåede § 183, stk. 3, 2. pkt., i den færøske retsplejelov (lovforslagets § 1, nr. 5).

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4 (§ 173)

Efter det gældende § 173, stk. 1, i den færøske retsplejelov vejleder retten, såfremt omstændighederne giver grund dertil, vidnet om indholdet af bestemmelserne i §§ 169-172 (vidneudelukkelse og vidnefritagelse). Med den foreslåede ændring af bestemmelsen kommer dette også til at gælde for så vidt angår vidnefritagelse efter den foreslåede § 172 a (lovforslagets § 1, nr. 3).

Som følge af henvisningen i den færøske retsplejelovs § 753 til § 173, stk. 1, vil politiet også ved afhøringer skulle vejlede om vidnefritagelsesreglen i den foreslåede § 172 a, såfremt omstændighederne giver grund dertil.

Det fremgår af det gældende § 173, stk. 2, i den færøske retsplejelov, at retten, hvis forklaring afgives i de i §§ 169-172 nævnte tilfælde, påser, at særligt hensyn tages til vidnet eller den, der har krav på hemmeligholdelse, og at retten i dette øjemed kan bestemme, at dørene skal lukkes, medens forklaringen afgives, eller forbyde offentlig gengivelse af forklaringen. Med den foreslåede ændring af bestemmelsen kommer dette også til at gælde for så vidt angår vidnefritagelse efter den foreslåede § 172 a.

Til nr. 5 (§ 183, stk. 3, 2. pkt.)

Efter den gældende bestemmelse i den færøske retsplejelovs § 183, stk. 3, 1. pkt., bestemmer retten, hvordan og ved hvem afhøring af børn under 15 år skal ske. Med det foreslåede § 183, stk. 3, 2. pkt., kommer dette også til at gælde for personer, der er blevet videoafhørt efter § 745 a (der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7-9), eller hvis retten bestemmer, at afhøringen af en person, som opfylder betingelserne i § 745 a, stk. 1, skal ske som videoafhøring.

Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at retten bestemmer, hvordan og ved hvem afhøring under hovedforhandlingen af personer, der er blevet videoafhørt, skal ske. Det vil gælde, uanset om videoafhøringen er foretaget af politiet i medfør af den færøske retsplejelovs § 745 a eller indenretligt i medfør af § 183, stk. 3. Bestemmelsen kan f.eks. være relevant i tilfælde, hvor en person, der er blevet videoafhørt, giver samtykke til at blive afhørt under hovedforhandlingen, selv om den pågældende efter det foreslåede § 172 a, stk. 1, ikke har pligt hertil, eller i tilfælde, hvor retten i medfør af det foreslåede § 172 a, stk. 2, helt undtagelsesvis meddeler den pågældende pålæg om at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 3.

Efter bestemmelsen vil retten f.eks. kunne bestemme, at afhøringen af den videoafhørte person under hovedforhandlingen skal foregå på den måde, at videoafhøringen først afspilles, hvorefter der stilles supplerende spørgsmål til den pågældende. Udgangspunktet bør være, at afhøringen gennemføres på denne måde.

Det vil efter omstændighederne f.eks. også kunne bestemmes, at afhøringen af personen ikke skal finde sted i retssalen, men et andet og mere børne- og ungevenligt sted, f.eks. på en dommers kontor.

Den foreslåede bestemmelse giver endvidere mulighed for, at retten – på samme måde som det i dag gælder for børn under 15 år – kan bestemme, at en indenretlig afhøring under efterforskningen i medfør af den færøske retsplejelovs § 747 af en person, der opfylder betingelserne i § 745 a, stk. 1, skal foretages som en videoafhøring. Der er ikke tilsigtet nogen ændring af den fremgangsmåde, der anvendes ved sådanne indenretlige videoafhøringer.

Der henvises i øvrigt for så vidt angår indenretlig videoafhøring i tilfælde, hvor forældrene formodes at ville modsætte sig politiets videoafhøring, til pkt. 2.2.5.1.2 og 2.2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6 (§ 731 a)

Efter den gældende bestemmelse i den færøske retsplejelovs § 731 a skal der, hvis politiets afhøring af et barn, når afhøringen optages på video (videoafhøring), kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlingen, inden afhøringen beskikkes en forsvarer for den, der er mistænkt eller sigtet eller senere måtte blive mistænkt eller sigtet i sagen, hvis den pågældende ikke selv har valgt en forsvarer, eller den valgte forsvarer udebliver.

Bestemmelsen indebærer, at forsvarerbeskikkelse er obligatorisk i alle sager, hvor der skal foretages videoafhøring af et barn, og afhøringen kan formodes at ville finde anvendelse som bevis under hovedforhandlingen, hvis den mistænkte eller sigtede ikke selv har valgt en forsvarer, eller hvis den valgte forsvarer udebliver. Dette gælder, selv om ingen endnu er sigtet i sagen.

Det foreslås, at bestemmelsen nyaffattes, og at den forenkles sprogligt. I den forbindelse foreslås det, at der indsættes en henvisning til den færøske retsplejelovs § 745 a om videoafhøring (der foreslås ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7-9). Det foreslås desuden, at ordene ”mistænkt eller sigtet” ændres til ”mistænkt”, idet en person, der er sigtet, i alle tilfælde samtidig vil være mistænkt. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af retstilstanden.

Herudover kommer det med den foreslåede affattelse af bestemmelsen til at fremgå, at pligten til forsvarerbeskikkelse også gælder ved indenretlige videoafhøringer efter § 183, stk. 3.

Til nr. 7 (§ 745 a, stk. 1 og 2)

Efter gældende ret kan videoafhøring af børn på 13 år og derover med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen kun ske, hvis der foreligger særlige omstændigheder. Med den foreslåede bestemmelse i den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 1, udvides området for anvendelse af videoafhøring, navnlig så videoafhøring tillige kan ske af 13-14-årige, der er forurettet ved eller vidne til visse lovovertrædelser.

Det foreslåede stk. 1 fastlægger de persongrupper, som er omfattet af adgangen til at foretage videoafhøring. Med bestemmelsen kommer det endvidere til at fremgå, at videoafhøringen foretages med henblik på anvendelse af videooptagelsen som bevis under hovedforhandlingen.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke berører adgangen for politiet og anklagemyndigheden til at foretage lyd- eller billedoptagelse af afhøringer i tilfælde, hvor dette ikke sker med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 1 , kan der foretages videoafhøring, hvis personen er under 13 år. Det forudsættes, at den gældende praksis for videoafhøring af børn på 12 år eller derunder, jf. herved pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, i det hele videreføres i medfør af denne bestemmelse.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2 , indebærer, at øvrige børn under 15 år i en række nærmere opregnede tilfælde kan videoafhøres.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra a , kan der således foretages videoafhøring af børn under 15 år, hvis efterforskningen vedrører en overtrædelse af den for Færøerne gældende straffelovs § 210 om incest eller kapitel 24 om forbrydelser mod kønssædeligheden. Der vil således kunne foretages videoafhøring af børn i alderen 13-14 år i alle sager, hvor efterforskningen vedrører incest eller en sædelighedsforbrydelse. Det gælder, uanset om barnet selv er forurettet ved eller alene er vidne til den formodede forbrydelse.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b , kan der foretages videoafhøring af børn under 15 år, hvis efterforskningen vedrører en overtrædelse af den for Færøerne gældende straffelovs § 237 (drab) eller §§ 244-246 (vold), hvor barnet eller barnets nærmeste er forurettet, og den mistænkte er en af barnets nærmeste (familievold). Ved ”nærmeste” forstås sådanne personer, som er omfattet af den færøske retsplejelovs § 171 om vidnefritagelse, dvs. som udgangspunkt bl.a. slægtninge i lige linje, søskende og sted- og plejeforældre.

Dette vil også gælde, hvis efterforskningen vedrører forsøg på overtrædelse af en af de ovennævnte bestemmelser.

Det foreslåede stk. 1, nr. 2, litra b, indebærer, at der kan foretages videoafhøring i alle tilfælde, hvor der er mistanke om vold begået mod et barn i alderen 13-14 år af et medlem af barnets familie eller af f.eks. en af barnets forældre mod den anden forælder eller barnets søskende. Derimod vil sager om vold begået mod en 13-14-årig af en fremmed person ikke være omfattet af bestemmelsen. Heller ikke tilfælde, hvor en 13-14-årig formodes at være vidne til f.eks. vold begået af barnets forældre eller søskende mod en fremmed person, vil være omfattet.

Det bemærkes, at der i tilfælde, som ikke er omfattet af det foreslåede stk. 1, nr. 2, efter omstændighederne vil kunne foretages videoafhøring efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, der indeholder en opsamlingsbestemmelse for øvrige børn og unge under 18 år, jf. nærmere nedenfor.

Det bemærkes endvidere, at politiet og anklagemyndigheden ikke nødvendigvis vil skulle foretage videoafhøring, selv om en sag er omfattet af det foreslåede stk. 1, nr. 2. Videoafhøring vil således eksempelvis kunne undlades, hvis barnet vurderes ikke at have behov for, at denne fremgangsmåde anvendes. Endvidere bør der ikke foretages videoafhøring, hvis det står klart, at en vidneforklaring fra barnet ikke er nødvendig for at føre straffesagen, f.eks. fordi der er andre vidner i sagen, eller fordi der er tilstrækkelige tekniske beviser til, at anklagemyndigheden vurderer, at der kan ske domfældelse – f.eks. for en blufærdighedskrænkelse begået over internettet. Der kan også være tilfælde, hvor det efter en indledende afhøring af barnet står klart, at der ikke er grundlag for at fortsætte efterforskningen.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 3 , kan der foretages videoafhøring, hvis personen er under 18 år, og særlige omstændigheder taler herfor.

Der er tale om en opsamlingsbestemmelse. Udgangspunktet vil være, at børn og unge under 18 år, der ikke er omfattet af de foreslåede stk. 1, nr. 1 eller 2, skal afgive forklaring i retten.

Der vil ikke efter det foreslåede stk. 1, nr. 3, kunne foretages videoafhøring med det formål at sikre barnets eller den unges hukommelse eller undgå påvirkning fra familien eller andre. Formålet skal være at beskytte barnet eller den unge.

Om der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at et barn eller en ung under 18 år bør videoafhøres efter den foreslåede opsamlingsbestemmelse, vil bero på en konkret vurdering af overtrædelsens art, omstændighederne ved forbrydelsen og barnets eller den unges personlige forhold, herunder alder samt psykiske udvikling og tilstand. Videoafhøring bør anvendes, hvis det på baggrund af denne konkrete vurdering må antages, at barnet eller den unge har særlige beskyttelsesbehov, som vil kunne imødekommes ved, at der foretages videoafhøring, der kan anvendes som bevis i retten, frem for at barnet eller den unge skal afhøres under hovedforhandlingen.

Det bemærkes, at der under alle omstændigheder bør foretages videoafhøring, hvis barnet eller den unge har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, og der, hvis den pågældende havde været 18 år eller derover, ville have været mulighed for videoafhøring efter det foreslåede stk. 1, nr. 4, om voksne med en sådan lidelse eller funktionsnedsættelse, jf. nærmere nedenfor.

Nedenfor er spørgsmålet om, hvornår der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der bør foretages videoafhøring efter opsamlingsbestemmelsen, nærmere beskrevet for henholdsvis børn i alderen 13-14 år, der ikke er omfattet af det foreslåede stk. 1, nr. 2 (om sager om sædelighedsforbrydelser, incest eller familievold), og unge i alderen 15-17 år. Det må imidlertid understreges, at der ikke er tale om en udtømmende beskrivelse, idet spørgsmålet om, hvorvidt der bør foretages videoafhøring, i alle tilfælde vil bero på en konkret vurdering af omstændighederne i sagen.

Børn i alderen 13-14 år vil kunne videoafhøres efter opsamlingsbestemmelsen, hvis der efter en konkret vurdering er et lige så tungtvejende behov for at beskytte barnet som i de sager, der er nævnt i det foreslåede stk. 1, nr. 2 (om sager om sædelighedsforbrydelser, incest eller familievold).

Videoafhøring af et barn i alderen 13-14 år som forurettet eller vidne i medfør af opsamlingsbestemmelsen vil bl.a. kunne være relevant i sager om alvorlig personfarlig kriminalitet, ulovlig tvang (den for Færøerne gældende straffelovs § 260), frihedsberøvelse (§ 261) eller menneskehandel (§ 262 a), hvis sagen konkret vurderes at være stærkt belastende for barnet. Det samme gælder i andre sager, der konkret vurderes at være stærkt belastende for barnet.

Som eksempel kan nævnes tilfælde, hvor barnet formodes at have været udsat for et grovere voldsforhold begået af en person, som barnet (selv om den pågældende ikke er en af dets nærmeste) er i et afhængighedsforhold til, eller hvor barnet er i en loyalitetskonflikt. Der kan f.eks. være tale om en medarbejder på en institution, hvor barnet opholder sig, eller en anden omsorgsperson for barnet.

Som eksempel kan endvidere nævnes tilfælde, hvor barnet formodes at have været vidne til, at en af dets forældre eller nærmeste i øvrigt er blevet dræbt (af en person, som ikke er en af barnets nærmeste). Der kan også være tale om, at barnet har været vidne til en trafikulykke, hvor en af dets nærmeste er afgået ved døden, og der rejses sigtelse for uagtsomt manddrab. Videoafhøring vil også kunne være relevant, hvor barnet har været vidne til en sådan forbrydelse begået mod en fremmed, hvis sagen konkret vurderes at være stærkt belastende for barnet.

Videoafhøring vil som udgangspunkt ikke være relevant i sager om berigelseskriminalitet. Formodes et barn i alderen 13-14 år f.eks. at have været udsat for eller vidne til et tyveri, vil barnet således skulle afgive forklaring i retten, hvis barnets forklaring har betydning for sagen. Formodes et barn i alderen 13-14 år at have været udsat for et røveri, vil det bero på en konkret vurdering af, om det formodede røveri har været stærkt belastende for barnet, om der skal foretages videoafhøring. Ved denne vurdering må der bl.a. lægges vægt på, om røveriet formodes begået af flere i forening, de mistænkte gerningsmænds alder og eventuelle tilknytning til barnet, om der formodes anvendt f.eks. vold eller trusler med våben, og om røveriet formodes begået i barnets hjem.

Barnets personlige forhold, herunder dets psykiske udvikling og tilstand og den situation, som den formodede lovovertrædelse har bragt den pågældende i, vil også kunne føre til, at der bør foretages videoafhøring.

Der vil desuden efter omstændighederne kunne være grund til at foretage videoafhøring, hvis et barn i alderen 13-14 år skal afgive forklaring i en sag, hvor det som følge af de forventede rammer for afviklingen af hovedforhandlingen konkret vurderes at ville være stærkt belastende for barnet at afgive forklaring i retten. Det vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis der må forventes stor mediebevågenhed eller politibevogtning af retsbygningen.

Unge i alderen 15-17 år bør som det helt klare udgangspunkt afgive vidneforklaring i retten og således ikke videoafhøres.

Videoafhøring af en ung i alderen 15-17 år efter opsamlingsbestemmelsen vil som udgangspunkt kunne komme på tale i de samme sagstyper, som er nævnt ovenfor vedrørende børn i alderen 13-14 år, samt i sager om sædelighedsforbrydelser, incest eller familievold. Der vil imidlertid skulle væsentligt mere til for at videoafhøre en ung i alderen 15-17 år end et barn i alderen 13-14 år. Der vil herudover generelt skulle mere til, desto ældre den unge er.

Videoafhøring af unge i alderen 15-17 år bør kun komme på tale, hvis både oplysningerne om den pågældendes personlige forhold og oplysningerne om den formodede lovovertrædelse og omstændighederne ved forbrydelsen taler herfor.

Som hovedregel bør der endvidere kun foretages videoafhøring, hvis den unge er den forurettede i sagen. Der kan dog være tilfælde, hvor den unge kun er vidne til en formodet overtrædelse, men hvor der er et tilsvarende hensyn til at beskytte den unge, som hvis den pågældende havde været forurettet.

Som eksempel på, hvor videoafhøring af en ung i alderen 15-17 år bør overvejes, kan nævnes tilfælde, hvor den unge formodes at have været udsat for voldtægt, et meget groft voldsforhold eller lignende begået af den pågældendes forældre eller nærmeste i øvrigt, og den unge samtidig befinder sig i en særligt udsat situation, f.eks. fordi den pågældende har sociale problemer og ikke kan forventes at få støtte af personer fra sin familie eller sit netværk under sagen. Det gælder efter omstændighederne også, hvor forbrydelsen formodes begået af en anden person, som den unge har et afhængighedsforhold til, eller hvor den unge i øvrigt må antages at være i en loyalitetskonflikt.

I vurderingen af, om der bør foretages videoafhøring, bør også andre muligheder for at beskytte den unge indgå, herunder muligheden for at lukke dørene under afhøringen af den pågældende i retten (den færøske retsplejelovs § 29) eller gennemføre afhøringen uden tiltaltes tilstedeværelse (§ 848). Der bør ikke foretages videoafhøring, hvis disse muligheder er tilstrækkelige til at beskytte den unge.

Efter det foreslåede stk. 1, nr. 4 , kan der foretages videoafhøring af personer, der er 18 år eller derover og har en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, hvis særlige omstændigheder taler herfor.

Det forudsættes, at den gældende praksis, hvorefter der ved analog anvendelse af den færøske retsplejelovs regler om videoafhøring af børn i et vist omfang kan foretages videoafhøring af voksne personer med en alvorlig psykisk lidelse eller væsentlig funktionsnedsættelse, jf. herved pkt. 2.1.2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger, videreføres i medfør af denne bestemmelse.

Det bemærkes, at vurderingen af, om betingelserne i de foreslåede stk. 1, nr. 1-4, er opfyldt, vil skulle foretages ud fra forholdene på tidspunktet for den første videoafhøring.

Hvis den videoafhørte person ønskes genafhørt til video, vil det afgørende således være, om betingelserne for videoafhøring var opfyldt på tidspunktet for den første videoafhøring af personen. Det samme gælder i tilfælde, hvor videoafhøringen foretages over flere omgange, jf. herom pkt. 2.2.5.1.3 og 2.2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Når videoafhøringen er gennemført, vil den pågældende i medfør af den foreslåede § 172 a i den færøske retsplejelov (lovforslagets § 1, nr. 3) som udgangspunkt være fritaget fra at afgive vidneforklaring under hovedforhandlingen, uanset hvornår denne finder sted.

Efter det foreslåede stk. 2 skal forsvareren være til stede under videoafhøringen. Bestemmelsen svarer – med konsekvensændringer som følge af det foreslåede stk. 1 – til den gældende § 745 a, stk. 1, og der er ikke tilsigtet nogen ændring af den gældende retstilstand.

Bestemmelsen indebærer, at forsvareren ikke blot har adgang til at overvære videoafhøringen af personen, men pålægges en pligt til at overvære afhøringen. Det sikres herved, at den mistænktes eller ukendte gerningsmands interesser kan varetages under afhøringen, selv om den pågældende ikke selv har adgang til at overvære afhøringen, jf. den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 2, der med lovforslagets § 1, nr. 7, bliver stk. 3. Forsvareren vil skulle overvære videoafhøringen fra et andet lokale via en monitor (monitorrummet) og stille sine spørgsmål til personen gennem den afhørende polititjenestemand.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 8 (§ 745 a, stk. 3)

Efter den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 2, der med lovforslagets § 1, nr. 7, bliver stk. 3, har den, der er mistænkt eller sigtet, ikke adgang til at overvære videoafhøringen. Den pågældende skal snarest muligt have adgang til sammen med sin forsvarer at gennemse videooptagelsen hos politiet. En begæring fra den, der er mistænkt eller sigtet, eller dennes forsvarer om, at der foretages genafhøring af barnet, skal fremsættes snarest muligt herefter.

Det foreslås, at bestemmelsen forenkles sprogligt ved, at ordene ”mistænkt eller sigtet” ændres til ”mistænkt”, idet en person, der er sigtet, i alle tilfælde samtidig vil være mistænkt. Der er ikke herved tilsigtet nogen ændring af den gældende retstilstand.

Endvidere foreslås ordet ”barnet” ændret til ”personen” som en konsekvens af, at det med det foreslåede § 745 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, kommer til at fremgå, at der også kan foretages videoafhøring af personer, der ikke kan betegnes som børn.

Til nr. 9 (§ 745 a, stk. 4)

Beslutningen om, hvorvidt der i medfør af den foreslåede bestemmelse i den færøske retsplejelovs § 745 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, skal foretages videoafhøring af en person med henblik på anvendelse af optagelsen som bevis under hovedforhandlingen, vil i første række skulle træffes af politiet og anklagemyndigheden i forbindelse med efterforskningen. Den mistænkte eller forsvareren kan imidlertid være af den opfattelse, at betingelserne for at foretage videoafhøring efter bestemmelsen ikke er opfyldt, eller at videoafhøringen af andre grunde ikke kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen i medfør af § 877 a.

Det foreslås, at den mistænkte eller forsvareren, hvis den pågældende vil modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, senest fire uger efter videoafhøringens foretagelse skal indbringe spørgsmålet for retten, jf. dog det foreslåede stk. 4, 2. pkt., om muligheden for at se bort fra en undskyldelig fristoverskridelse.

Hvis spørgsmålet således indbringes for retten, vil retten skulle tage stilling til, om videoafhøringen kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen efter den færøske retsplejelovs § 877 a (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 11).

Hvis retten når frem til, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis, og årsagen til dette er, at betingelserne for at foretage videoafhøring ikke er opfyldt, vil barnet eller den unge ikke i medfør af den foreslåede § 172 a (lovforslagets § 1, nr. 3) være fritaget fra at afgive forklaring som vidne under hovedforhandlingen.

Når retten frem til, at videoafhøringen ikke kan anvendes som bevis, fordi reglerne om fremgangsmåden for videoafhøring er tilsidesat, vil der efter omstændighederne kunne gennemføres en ny videoafhøring efter den færøske retsplejelovs § 745 a (som ændret ved lovforslagets § 1, nr. 7-9) med henblik på anvendelse af denne som bevis.

Det forudsættes, at retten, hvis spørgsmålet indbringes for retten, hurtigt tager stilling til, om videoafhøringen kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen.

Det bemærkes, at den foreslåede frist for at gøre indsigelse mod, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, ikke afskærer tiltalte fra under hovedforhandlingen at gøre indsigelse mod bevisværdien af videoafhøringen. Det vil således i overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse fortsat være overladt til den dømmende ret at afgøre, hvilken bevismæssig værdi den forklaring, der er fremkommet under videoafhøringen, bør tillægges.

Det bemærkes herudover, at der, hvis videoafhøringen foretages over flere omgange, jf. herom 2.2.5.1.3 og 2.2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger, vil gælde en særskilt frist på fire uger for hver af disse afhøringer. Tilsvarende vil der gælde en særskilt frist for indsigelser vedrørende en eventuel genafhøring. Det bemærkes imidlertid, at vurderingen af, om betingelserne for at foretage videoafhøring er opfyldt, vil skulle foretages ud fra forholdene på tidspunktet for den første videoafhøring, jf. bemærkningerne til det foreslåede § 745 a, stk. 1 (lovforslagets § 1, nr. 7).

Efter det foreslåede stk. 4, 2. pkt., kan retten se bort fra en fristoverskridelse, der må anses for undskyldelig.

Det vil f.eks. kunne komme på tale at se bort fra en fristoverskridelse, som skyldes, at der efter udløbet af fristen på fire uger er fremkommet nye oplysninger af betydning for adgangen til at anvende videoafhøringen som bevis, f.eks. en oplysning, som kan indebære, at videoafhøreren er inhabil i sagen.

Det forudsættes, at retten hurtigt tager stilling til, om der foreligger en undskyldelig fristoverskridelse, og i givet fald om videoafhøringen kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 10 (§ 748, stk. 1, 3. pkt.)

Efter den gældende bestemmelse i den færøske retsplejelovs § 748, stk. 1, 3. pkt., har den sigtede ikke ret til at overvære retsmøder, som afholdes med henblik på afhøring af et barn, når retten efter § 183, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal optages på video.

Det foreslås, at ordene ”afhøring af et barn, når retten efter § 183, stk. 3, har bestemt, at afhøringen skal optages på video” ændres til ”videoafhøring af en person efter § 183, stk. 3” som konsekvens af de foreslåede § 745 a, stk. 1, og § 183, stk. 3, 2. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 5 og 7. Der er ikke i øvrigt tilsigtet ændringer af retstilstanden, herunder vedrørende fremgangsmåden ved foretagelse af indenretlig videoafhøring.

Der henvises i øvrigt for så vidt angår indenretlig videoafhøring i tilfælde, hvor forældrene formodes at ville modsætte sig politiets videoafhøring, til pkt. 2.2.5.1.2 og 2.2.5.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 11 (§ 877 a)

Ifølge den færøske retsplejelovs § 877 a kan politiets afhøring af et barn, når afhøringen er optaget på video (videoafhøring), benyttes som bevis under hovedforhandlingen.

Det er en forudsætning herfor, at fremgangsmåden i den færøske retsplejelovs § 745 a er fulgt i forbindelse med videoafhøringen. Er der sket tilsidesættelse af de grundlæggende betingelser i § 745 a, bør videoafhøringen som altovervejende udgangspunkt ikke anvendes som bevismiddel under hovedforhandlingen. Hvis der ikke har været en forsvarer for den mistænkte eller sigtede til stede under videoafhøringen, eller den mistænkte eller sigtede ikke har haft adgang til at gennemse videoafhøringen, bør videoafhøringen således som altovervejende udgangspunkt ikke anvendes som bevis. Et eventuelt forsvarerskifte efter gennemførelsen af videoafhøringen har ikke betydning for videoafhøringens anvendelse som bevismiddel under hovedforhandlingen. I øvrigt afhænger det af karakteren og betydningen af den forskrift, der i givet fald er tilsidesat i forbindelse med videoafhøringen, om videoafhøringen kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen. Indsigelser om f.eks. ledende spørgsmål til barnet eller at en tryghedsskabende person har blandet sig i afhøringen, bør i almindelighed ikke kunne føre til, at videoafhøringen ikke kan forevises som bevis under sagen. Det må således i overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse overlades til den dømmende ret at afgøre, om – og i givet fald i hvilket omfang – fejl af denne karakter ved videoafhøringens gennemførelse bør have betydning for afhøringens bevismæssige værdi.

Det foreslås, at den færøske retsplejelovs § 877 a nyaffattes, således at det kommer til at fremgå af bestemmelsen, at en videoafhøring efter § 745 a eller § 183, stk. 3, kan anvendes som bevis under hovedforhandlingen.

En videoafhøring vil således som hidtil kunne anvendes som bevis under hovedforhandlingen. Dette forudsætter dog, at betingelserne i det foreslåede § 745 a, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 7, for at videoafhøre personen var opfyldt på tidspunktet for afhøringen. Endvidere forudsætter det – på samme måde som hidtil – at fremgangsmåden i § 745 a er fulgt i forbindelse med videoafhøringen.

Efter det foreslåede § 745 a, stk. 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 9, skal den mistænkte eller forsvareren, hvis den pågældende ønsker at modsætte sig, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, senest fire uger efter videoafhøringens foretagelse indbringe spørgsmålet for retten. Der vil dog kunne ses bort fra en undskyldelig fristoverskridelse.

En tiltalt, der mener, at en videoafhøring efter § 745 a ikke kan anvendes som bevis, men har undladt at indbringe spørgsmålet for retten inden for fristen, vil således kun kunne anfægte, at videoafhøringen anvendes som bevis under hovedforhandlingen, hvis det findes undskyldeligt, at indsigelsen ikke er gjort gældende tidligere.

Det vil dog fortsat i overensstemmelse med princippet om fri bevisbedømmelse være overladt til den dømmende ret at afgøre, hvilken bevismæssige værdi den forklaring, der er fremkommet under videoafhøringen, bør tillægges.

Der er ikke herudover tilsigtet nogen ændring af den retstilstand, der følger af den gældende § 877 a, herunder med hensyn til adgangen til at anvende videoafhøringer som bevis, hvis der er sket tilsidesættelse af regler om fremgangsmåden for gennemførelse af videoafhøring.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed af lov nr. 1565 af 20. december 2006 om ændring af færdselsloven og pasloven (Måling og vejning af børn, reservation af parkeringspladser til bestemte køretøjer og betaling af pasgebyr) og indebærer, at denne lov ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dog kan ændringerne af pasloven i § 2 i lov nr. 1565 af 20. december 2006 ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Bestemmelsen vedrører den territoriale gyldighed af § 8 i lov nr. 1587 af 20. december 2006 om ændring af lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension og forskellige andre love (Ændringer som følge af gradvis forhøjelse af efterløns- og folkepensionsalderen m.v.) og indebærer, at § 8 i denne lov ikke gælder for Færøerne og Grønland. Dog kan ændringerne af pasloven i § 8 i lov nr. 1587 af 20. december 2006 ved kongelig anordning helt eller delvis sættes i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

Efter det foreslåede stk. 1 træder loven i kraft den 1. februar 2016, jf. dog stk. 2.

Efter det foreslåede stk. 2 træder § 1, nr. 3-11, om videoafhøring af børn og unge i straffesager i kraft den 1. april 2016.

Den foreslåede udvidelse af adgangen til at anvende videoafhøringer af børn og unge som bevis under hovedforhandlingen (lovforslagets § 1, nr. 7 og 11) vil gælde for afhøringer, der finder sted den 1. april 2016 eller senere.

Videoafhøringer, der er foretaget før den 1. april 2016 i overensstemmelse med de hidtil gældende regler, vil som hidtil kunne anvendes som bevis under hovedforhandlingen i medfør af den færøske retsplejelovs § 877 a (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 11). Personer, der er blevet videoafhørt før den 1. april 2016, vil fra den 1. april 2016 være omfattet af vidnefritagelsesbestemmelsen i den foreslåede § 172 a (lovforslagets § 1, nr. 3).

Efter det foreslåede stk. 3 finder de foreslåede bestemmelser i den færøske retsplejelovs § 100, stk. 3, og § 102 a, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 2, anvendelse for afgørelser, der er truffet efter lovens ikrafttræden (1. februar 2016). Det indebærer, at den foreslåede klagefrist på som udgangspunkt fire uger og afskæringen af adgangen til at påklage Rigsadvokatens afgørelser i klagesager gælder for afgørelser, som træffes efter lovens ikrafttræden. Afgørelser truffet før lovens ikrafttræden behandles efter de hidtil gældende regler.