Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 563 af 27/05/2025

Skatteministeriet

Lov om ændring af ligningsloven, boafgiftsloven og forskellige andre love (Udmøntning af skatteinitiativerne i regeringens landdistriktsudspil og regeringens udspil om familier i alle regnbuens farver m.v.) § 6

I lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 808 af 25. juni 2024, som ændret bl.a. ved § 1 i lov nr. 1655 af 31. december 2024 og senest ved § 43 i lov nr. 469 af 14. maj 2025, foretages følgende ændring:

1. I § 14, stk. 6, og § 33, stk. 1, nr. 4, indsættes efter »ligningslovens § 7, nr. 22«: »og 40«.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af ligningsloven, boafgiftsloven og forskellige andre love (Udmøntning af skatteinitiativerne i regeringens landdistriktsudspil og regeringens udspil om familier i alle regnbuens farver m.v.) § 6

Det foreslås i stk. 1, at loven skal træde i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende, jf. dog stk. 2.

Det skyldes, at de foreslåede ændringer til vægtafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven, jf. lovforslagets §§ 4 og 5, har til formål at rette op på en retstilstand, som ikke er i overensstemmelse med forudsætningerne bag lov nr. 1489 af 10. december 2024.

Der er dermed behov for hurtigst muligt at kunne administrere efter de tilsigtede regler, og at fejlene rettes så hurtigt som muligt.

Det foreslås i stk. 2, at § 1, nr. 2-5, og § 2 træder i kraft den 1. juni 2025.

Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 1, har virkning fra den 1. januar 2025.

Da lovforslaget først kan fremsættes i foråret 2025, har § 1, nr. 1, om skattefritagelse af Mangfoldighedsstipendier til højskoleophold og skattefritagelse af kulturpas således virkning før lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Ændringen indebærer en skattelempelse og er udelukkende af begunstigende karakter.

Det foreslås i stk. 4, at § 2, nr. 6, har virkning for renter, der i medfør af boafgiftslovens § 36, stk. 1, 2. pkt., er påløbet fra og med den 1. januar 2025.

Det vil indebære, at ændringen gives tilbagevirkende kraft, således at renteudgifter, der er påløbet henstandsordninger efter boafgiftslovens § 36, stk. 1, vil være fradragsberettigede, uanset om de er påløbet i medfør af boafgiftslovens § 36, stk. 1, 2. pkt., efter de regler, herunder rentesats, der gjaldt til og med den 31. december 2024, eller påløbet i medfør boafgiftslovens § 36, stk. 1, 2. pkt. efter de regler, herunder rentesats, der gælder fra og med den 1. januar 2025. Ændringen er alene begunstigende.

Det foreslås i stk. 5, at § 4, nr. 1 og 3, og § 5, nr. 1, har virkning for det enkelte køretøj fra og med den første afgiftsperiode, der påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Det betyder, at ændringerne, der vedrører rettelse af enkelte fejl i satserne i vægtafgiftsloven og brændstofforbrugsafgiftsloven for køretøjers periodiske afgifter, vil få virkning for de enkelte køretøjer fra og med den første afgiftsperiode, der påbegyndes efter lovens ikrafttræden.

Det foreslås i stk. 6, at § 2, nr. 1 og 2, har virkning for arv og erhvervelser, hvor afgiftspligten indtræder den 1. juni 2025 eller senere.

Det foreslåede vil indebære, at afdødes sociale børn, børnebørn og oldebørn m.fl., jf. boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra a, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 1, og afdødes sociale forældre, jf. boafgiftslovens § 1, stk. 2, litra b, som ændret ved denne lovs § 2, nr. 2, vil være undtaget fra tillægsboafgift af arv og erhvervelser, der er afgiftspligtige den 1. juni 2025 eller senere. Afgiftspligten indtræder som udgangspunkt, når afdøde dør, jf. boafgiftslovens § 8, stk. 1. Når en gift person dør, og længstlevende ægtefælle vælger at sidde i uskiftet bo, indtræder afgiftspligten af afdødes del af boet dog først, når det uskiftede bo skiftes.

Det foreslås i stk. 7, at § 2, nr. 3-5, har virkning for gaver, der ydes den 1. juni 2025 eller senere.

Det foreslåede vil indebære, at sociale børn, børnebørn og oldebørn m.fl., jf. boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra a, som affattet ved denne lovs § 2, nr. 3, sociale forældre, jf. boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra c, som ændret ved denne lovs § 2, nr. 4, og sociale bedsteforældre, jf. boafgiftslovens § 22, stk. 1, litra f, som ændret ved denne lovs § 2, nr. 5, vil være omfattet af reglerne om gaveafgift, herunder af reglen om, at nærtbeslægtede kan give hinanden afgiftsfrie gaver under en vis beløbsgrænse, jf. boafgiftslovens § 22, stk. 1, med virkning for gaver, der er ydet den 1. juni 2025 eller senere.

Det foreslås i stk. 8, at § 1, nr. 2-5, har virkning fra og med indkomståret 2026. Det vil betyde, at befordringsfradraget til modtagere af statens uddannelsesstøtte (SU) med bopæl i yderkommuner eller på småøer får virkning fra indkomståret 2026, jf. § 1. Skatteforvaltningen gives herved mulighed for at implementere det nye befordringsfradrag fra bestemmelsens ikraftrædelsestidpunkt den 1. juni 2025 og frem til virkningstidspunktet.

Loven gælder ikke for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland.