Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 430 af 18/05/2016

Skatteministeriet

Lov om ændring af ligningsloven, aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og skattekontrolloven (Skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger) § 5

 Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. juli 2016.

 Stk. 2. Loven har virkning for aftaler om tildeling af aktier og købe- og tegningsretter til aktier, der indgås den 1. juli 2016 eller senere.

 Stk. 3. Ved opgørelsen af en kommunes slutskat og kirkeskat for indkomståret 2016 efter § 16 i lov om kommunal indkomstskat korrigeres den opgjorte slutskat for den beregnede virkning af de ændringer i udskrivningsgrundlaget for kommuneskat og kirkeskat for 2016, der følger af denne lovs § 1, nr. 1.

 Stk. 4. Den beregnede korrektion af kommunens slutskat og kirkeskat efter stk. 3 fastsættes af social- og indenrigsministeren på grundlag af de oplysninger vedrørende indkomståret 2016, der foreligger pr. 1. maj 2018.

Givet på Amalienborg, den 18. maj 2016

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

/ Karsten Lauritzen

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af ligningsloven, aktieavancebeskatningsloven, kursgevinstloven og skattekontrolloven (Skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger) § 5

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. juli 2016. Ikrafttrædelsestidspunktet er i overensstemmelse med regeringens målsætning om, at ny lovgivning, der har virkning for erhvervslivet, skal træde i kraft enten den 1. juli eller den 1. januar.

Det foreslås i stk. 2 , at lovforslagets § 1, nr. 1, om indførelsen af en skattefritagelsesbestemmelse i ligningsloven som § 7, nr. 30, får virkning fra og med indkomståret 2016. Virkningen af skattefriheden er således fastsat med tilbagevirkende kraft for at sikre, at også godtgørelse, der er retserhvervet inden dette lovforslags ikrafttræden, vil være skattefri for modtagerne. Den tilbagevirkende kraft er således begunstigende for de omfattede personer.

Det foreslås i stk. 3, at lovforslagets § 1, nr. 2-4, og §§ 2-4 om indførelsen af skattebegunstigelse af individuelle medarbejderaktieordninger skal have virkning for aftaler om tildeling aktier, køberetter til aktier og tegningsretter til aktier, der indgås den 1. juli 2016 eller senere.

Det foreslåede virkningstidspunkt indebærer, at arbejdsgiverselskabet og den ansatte skal have indgået en endelig og bindende aftale om tildeling af aktier, køberetter til aktier eller tegningsretter til aktier den 1. juli 2016 eller senere for, at de foreslåede regler i ligningslovens § 7 P kan finde anvendelse. Det vil være bestyrelsen eller i et anpartsselskab den daglige ledelse, der træffer beslutning om, at der skal tildeles aktier, køberetter eller tegningsretter. Er bestyrelsen henholdsvis den daglige ledelse ikke bemyndiget til at træffe sådanne beslutninger, vil det være generalforsamlingen, der træffer beslutning om en tildeling.

Det foreslåede virkningstidspunkt indebærer, at købe- og tegningsretter til aktier ikke vil være omfattet af den foreslåede ordning i ligningslovens § 7 P, hvis der i eksempelvis juni måned 2016 eller tidligere indgås en aftale mellem den ansatte og selskabet om tildeling af købe- og tegningsretterne, selv om den ansatte først kan udnytte disse købe- og tegningsretter i eksempelvis oktober måned i hvert af årene 2016-2018.

For aftaler indgået før den 1. juli 2016 lønbeskattes dermed de faktiske tildelinger af aktier, udnyttelse af købe- eller tegningsretter i henhold til disse aftaler, der sker den 1. juli 2016 eller senere, efter reglerne i ligningslovens § 16 eller § 28, hvis betingelserne herfor er opfyldt.

Reglen i ligningslovens § 7 P, stk. 3, om tilpasning af en aftale til at kunne opfylde betingelserne i den foreslåede ordning i ligningslovens § 7 P kan ikke anvendes på aftaler, der er indgået før den 1. juli 2016. Ændring af en aftale, der har til formål at bringe aftalen ind under ligningslovens § 7 P, gælder alene for aftaler, der er indgået den 1. juli 2016 eller senere, svarende til det der gælder for aftaler omfattet af ligningslovens § 7 P, der ændres med henblik på fortsat opfyldelse af betingelserne i ligningslovens § 7 P.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 4 indebærer, at de økonomiske virkninger for den personlige indkomstskat for kommunerne og folkekirken af lovforslaget for indkomståret 2016 neutraliseres, for så vidt angår de kommuner, der for 2016 har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget for den personlige indkomstskat. Det drejer sig om Furesø, Rudersdal, Roskilde, Ærø og Rebild kommuner.

Neutraliseringen sker med baggrund i aktstykke 147, 2. samling 2014/15, tiltrådt af Finansudvalget den 10. juli 2015, hvoraf det fremgår, at skønnet over udskrivningsgrundlaget i 2016 hviler på en forudsætning om i øvrigt uændret lovgivning. Det fremgår endvidere, at ved efterfølgende ændringer i udskrivningsgrundlaget for 2016 neutraliseres virkningerne for de selvbudgetterende kommuner.

Bestemmelsen i stk. 5 fastlægger, at efterreguleringen af indkomstskatten for de selvbudgetterende kommuner for 2016 efter stk. 4, herunder også kirkeskatten, opgøres i 2018. Efterreguleringen afregnes i 2019.