Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, at personer, der er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet, er skattepligtige til Danmark (begrænset skattepligt) af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet. Der indtræder dog kun begrænset skattepligt af vederlag for personligt arbejde, hvis personen har opholdt sig her i landet i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 183 dage inden for en 12-månedersperiode, eller vederlaget udbetales af en arbejdsgiver m.v. med fast driftssted her i landet, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 14, nr. 2.

Medmindre andet er fastsat, omfatter danske skatteregler ikke aktiviteter udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone. Den begrænsede skattepligt for vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet gælder derfor kun, hvis det personlige arbejde er udført på land eller på dansk søterritorium inden for 12-sømilegrænsen.

Det foreslås, at der i kildeskattelovens 2, stk. 1, nr. 1, indsættes et nyt 2. pkt. , hvorefter der som personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet også betragtes personligt arbejde udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når det personlige arbejde vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at personer, der er hjemmehørende i udlandet, som udfører arbejde på den danske kontinentalsokkel uden for 12-sømilegrænsen, dvs. i Danmarks eksklusive økonomiske zone, som udgangspunkt vil blive skattepligtige til Danmark af indkomsten fra dette arbejde, når arbejdet vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg.

Etablering, drift og benyttelse skal forstås bredt, således at alle former for arbejde, der har direkte sammenhæng med kunstige øer, installationer og anlæg i Danmarks eksklusive økonomiske zone, vil være omfattet. Arbejde, der f.eks. består i vedligeholdelse eller nedtagning af anlæg, vil derfor også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås, at der i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, indsættes et nyt 3. pkt. , hvorefter det foreslåede nye 2. pkt. dog kun finder anvendelse på personligt arbejde i Danmarks eksklusive økonomiske zone vedrørende kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på dansk kontinentalsokkel.

Denne undtagelse vil indebære, at vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold kun vil være begrænset skattepligtigt til Danmark, hvis arbejdet vedrører kabler og rørledninger, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på dansk kontinentalsokkel.

Den foreslåede udvidelse af den begrænsede skattepligt vil f.eks. komme til at omfatte vederlag for aktiviteter knyttet til etablering, drift og benyttelse af den planlagte energiø i Nordsøen og havvindmølleparker i forbindelse hermed. Endvidere vil udvidelsen af den begrænsede skattepligt også skulle gælde for de aktiviteter, som måtte blive igangsat i forhold til lagring af CO2 i havområder omkring Danmark, f.eks. i undergrunden i den danske del af Nordsøen.

Betingelsen i kildeskattelovens § 2, stk. 14, nr. 2, om, at der kun indtræder begrænset skattepligt af vederlag for personligt arbejde udbetalt af en udenlandsk arbejdsgiver m.v., hvis personen har opholdt sig her i landet i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 183 dage inden for en 12-månedersperiode, eller vederlaget udbetales af en udenlandsk arbejdsgiver m.v. med fast driftssted her i landet, vil også skulle gælde for vederlag for personligt arbejde omfattet af den foreslåede geografiske udvidelse.

Begrænset skattepligt af vederlag for personligt arbejde vil således indtræde, hvor personen har en dansk arbejdsgiver, hvor personen har en udenlandsk arbejdsgiver og inden for en given 12-månedersperiode tilsammen har opholdt sig i mere end 183 dage i Danmark, dvs. inden for 12-sømilegrænsen, eller personen har en udenlandsk arbejdsgiver med fast driftssted i Danmark.

Det vil følge af den i lovforslagets § 1, nr. 4, og den i § 2 foreslåede ændring af det geografiske område for fast driftssted, at et fast driftssted i Danmark vil kunne være beliggende i Danmarks eksklusive økonomiske zone.

I tilfælde, hvor en fysisk person, der ikke er fuldt skattepligtig til Danmark, har en udenlandsk arbejdsgiver uden fast driftssted i Danmark, vil begrænset skattepligt for vederlag for personligt arbejde efter kildeskattelovens § 2, stk. 14, nr. 2, forudsætte, at den fysiske person har opholdt sig her i landet i over 183 dage inden for en 12-månedersperiode. Der vil fortsat ikke foreligge ophold her i landet i relation til bestemmelsen i § 2, stk. 14, nr. 2, når personen opholder sig på f.eks. kunstige øer eller installationer uden for 12-sømile grænsen.

Til nr. 2

Kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 5. pkt., fastsætter, at hvis den indkomst, som er nævnt i 4. pkt., vedrører arbejde udført såvel i som uden for Danmark, omfatter den begrænsede skattepligt kun den del, der forholdsmæssigt kan henføres til arbejde udført i Danmark. Indkomst som nævnt i 4. pkt. er fratrædelsesgodtgørelser, løn i en opsigelsesperiode og lignende ydelser, når sådan indkomst erhverves i forbindelse med ophør af et ansættelsesforhold, der har omfattet arbejde udført i Danmark, og lønindkomsten har været undergivet dansk beskatning.

Det foreslås at ændre kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 5. pkt., der bliver 7. pkt., derved, at henvisningen til 4. pkt. ændres, så der henvises til 6. pkt.

Den foreslåede ændring er en konsekvens af lovforslagets § 1, nr. 1, hvorved der foreslås indsat to nye punktummer som kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 2. og 3. pkt. Konsekvensændringen vil ikke indebære en materiel ændring af de gældende regler.

Til nr. 3

Efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, 1. pkt., er personer, der er hjemmehørende i udlandet, undergivet begrænset skattepligt til Danmark af vederlag for personligt arbejde i forbindelse med at være stillet til rådighed for at udføre arbejde for en virksomhed her i landet, når arbejdet udgør en integreret del af virksomheden. Bestemmelsen omfatter vederlag for personligt arbejde ved såkaldt arbejdsudleje.

Medmindre andet er fastsat, omfatter danske skatteregler ikke aktiviteter udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone. Den begrænsede skattepligt for vederlag for personligt arbejde i forbindelse med arbejdsudleje til en virksomhed her i landet gælder derfor kun, hvis virksomheden udføres på land eller på dansk søterritorium inden for 12-sømilegrænsen.

Det foreslås, at der i kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 3, efter 1. pkt. indsættes 2 nye punktummer, der bliver 2. og 3. pkt.

Det foreslås i det nye 2. pkt., at 1. pkt. også skal omfatte vederlag for personligt arbejde for en virksomhed udført i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når virksomheden vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at personer, der er hjemmehørende i udlandet, og som er arbejdsudlejet til en virksomhed, der udfører aktiviteter vedrørende etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg i Danmarks eksklusive økonomiske zone, som udgangspunkt vil blive skattepligtige til Danmark af indkomsten fra dette arbejde.

Etablering, drift og benyttelse skal forstås bredt, således at alle former for virksomhed, der har direkte sammenhæng med kunstige øer, installationer og anlæg i Danmarks eksklusive økonomiske zone, vil være omfattet. Virksomhed, der f.eks. består i vedligeholdelse eller nedtagning af anlæg, vil derfor også skulle være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Den foreslåede udvidelse af den begrænsede skattepligt vil f.eks. komme til at gælde for vederlag for personligt arbejde for personer, der er arbejdsudlejet til virksomheder, der har aktiviteter knyttet til etablering og drift af den planlagte energiø i Nordsøen og havvindmølleparker i forbindelse hermed. Endvidere vil udvidelsen af den begrænsede skattepligt også skulle gælde for eksempelvis vederlag for personligt arbejde for personer, der er arbejdsudlejet til virksomheder, der har aktiviteter vedrørende lagring af CO2 i Danmarks eksklusive økonomiske zone, f.eks. i undergrunden i den danske del af Nordsøen.

Det foreslås endvidere i det nye 3. pkt., at 2. pkt. dog kun skal finde anvendelse på virksomhed vedrørende kabler og rørledninger i Danmarks eksklusive økonomiske zone, som fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på dansk kontinentalsokkel.

Indkomst for personligt arbejde, som fysiske personer, der er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet, oppebærer i forbindelse med arbejdsudleje til en virksomhed, der udøver aktiviteter vedrørende etablering og drift af undersøiske kabler og rørledninger på den danske kontinentalsokkel uden for 12-sømilegrænsen, dvs. i Danmarks eksklusive økonomiske zone, vil således ikke blive undergivet dansk beskatning, når de pågældende kabler eller rørledninger udelukkende benyttes til transit gennem Danmarks eksklusive økonomiske zone.

Til nr. 4

Det fremgår af kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, at personer, der er hjemmehørende i udlandet, er undergivet begrænset skattepligt til Danmark af indkomst fra erhverv med fast driftssted her i landet.

Det følger af kildeskattelovens § 2, stk. 3, at der foreligger fast driftssted, når personen udøver erhverv gennem et fast forretningssted her i landet, og at bygge-, anlægs- og monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første dag.

Når der foreligger fast driftssted her i landet, skal der opgøres en indkomst for det faste driftssted svarende til den indkomst, som ville være blevet opgjort for et selvstændigt foretagende, der i øvrigt havde udøvet aktiviteterne under tilsvarende vilkår, jf. kildeskattelovens § 2, stk. 8.

Det foreslås, at der i kildeskattelovens § 2, stk. 3, indsættes et nyt 3. pkt., hvorefter der ved fast driftssted efter kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 4, også forstås aktiviteter, der udøves gennem et fast driftssted i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når de pågældende aktiviteter vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at personer, der er hjemmehørende i udlandet, og som udøver aktiviteter på den danske kontinentalsokkel uden for 12-sømilegrænsen, vil blive skattepligtige til Danmark af indkomsten fra disse aktiviteter, når aktiviteterne vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg, og betingelserne for, at der foreligger et fast driftssted, er opfyldt.

Den foreslåede udvidelse af den begrænsede skattepligt vil f.eks. komme til at omfatte aktiviteter knyttet til etablering og drift af den planlagte energiø i Nordsøen og havvindmølleparker i forbindelse hermed. Endvidere vil udvidelsen af den begrænsede skattepligt også skulle gælde for eksempelvis aktiviteter, som måtte blive igangsat i forhold til lagring af CO2 i Danmarks eksklusive økonomiske zone, f.eks. i undergrunden i den danske del af Nordsøen.

Etablering, drift og benyttelse skal forstås bredt, således at alle former for aktiviteter, der har direkte sammenhæng med kunstige øer, installationer og anlæg i Danmarks eksklusive økonomiske zone, vil være omfattet. Aktiviteter, der f.eks. består i vedligeholdelse eller nedtagning af anlæg, vil derfor også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås endvidere i kildeskattelovens § 2, stk. 3, 4. pkt., at den i 3. pkt. foreslåede bestemmelse ikke vil skulle anvendes på aktiviteter, der vedrører etablering, drift og benyttelse af kabler og rørledninger, som hverken fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på dansk kontinentalsokkel.

Indkomst, som fysiske personer, der er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet, oppebærer i forbindelse med etablering og drift af undersøiske kabler og rørledninger på den danske kontinentalsokkel uden for 12-sømilegrænsen, dvs. i Danmarks eksklusive økonomiske zone, vil således ikke blive undergivet dansk beskatning, når de pågældende kabler eller rørledninger udelukkende benyttes til transit gennem Danmarks eksklusive økonomiske zone. Dette vil gælde, selv om aktiviteterne udøves gennem et fast forretningssted i den eksklusive økonomiske zone.

Til nr. 5

Kildeskattelovens § 2, stk. 14, fastsætter, at en række indkomster ikke er begrænset skattepligtige, hvis de udbetales af bestemte fysiske eller juridiske personer. Blandt de indkomsttyper, som bestemmelsen vedrører, indgår blandt andet indkomst omfattet af kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 1.-5. pkt., dvs. bl.a. indkomst i form af vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet, jf. kildeskattelovens § 1, stk. 1, nr. 1, 1. pkt.

Efter kildeskattelovens § 2, stk. 14, nr. 2, er indkomst omfattet af opregningen i stk. 14, 1. pkt., ikke omfattet af den begrænsede skattepligt, når den udbetales af en fysisk eller juridisk person, der ikke har hjemting her i landet, medmindre indkomsten optjenes af en person, der opholder sig her i landet i en eller flere perioder, der tilsammen overstiger 183 dage inden for en 12-måneders-periode, eller udbetalingen foretages af en fysisk eller juridisk person, som har fast driftssted her i landet, jf. kildeskattelovens stk. 1, nr. 4, eller selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

Det foreslås at ændre kildeskattelovens § 2, stk. 14.

1. pkt., og nr. 2, således, at henvisningerne til stk. 1, nr. 1, 1.-5. pkt., ændres, så der henvises til stk. 1, nr. 1, 1.-7. pkt.

Der er tale om en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 1, hvorved der foreslås indsat to nye punktummer som kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 2. og 3. pkt.

Kilde

Selskaber og foreninger m.v., der har hjemsted i udlandet, er undergivet begrænset skattepligt til Danmark, hvis de udøver erhverv med fast driftssted her i landet, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 1, litra a.

Det følger af selskabsskattelovens § 2, stk. 2, at der foreligger fast driftssted, når der udøves erhverv gennem et fast forretningssted her i landet, og at bygge-, anlægs- og monteringsarbejde udgør et fast driftssted fra første dag.

Når der foreligger fast driftssted her i landet, skal der opgøres en indkomst for det faste driftssted svarende til den indkomstopgørelse, som et selvstændigt foretagende ville skulle opgøre, jf. selskabsskattelovens § 2, stk. 7.

Det foreslås, at der i selskabsskattelovens § 2, stk. 2, indsættes et nyt 3. pkt. , hvorefter der ved fast driftssted også forstås aktiviteter, der udøves gennem et fast forretningssted i Danmarks eksklusive økonomiske zone, når de pågældende aktiviteter vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg.

Den foreslåede bestemmelse vil betyde, at selskaber m.v., der er hjemmehørende i udlandet, som udøver aktiviteter på den danske kontinentalsokkel uden for 12-sømilegrænsen, vil blive skattepligtige til Danmark af indkomsten fra disse aktiviteter, når aktiviteterne vedrører etablering, drift og benyttelse af kunstige øer, installationer og anlæg, og betingelserne for, at der foreligger et fast driftssted, er opfyldt.

Etablering, drift og benyttelse skal forstås bredt, således at alle former for aktiviteter, der har direkte sammenhæng med kunstige øer, installationer og anlæg i Danmarks eksklusive økonomiske zone vil være omfattet. Aktiviteter, der f.eks. består i vedligeholdelse eller nedtagning af anlæg, vil derfor også være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås endvidere i selskabsskattelovens § 2, stk. 2, 4. pkt., at den i 3. pkt. foreslåede bestemmelse ikke vil skulle anvendes på aktiviteter, der vedrører etablering, drift og benyttelse af kabler og rørledninger, som hverken fortsætter ind på Danmarks land- eller søterritorium eller har forbindelse med efterforskning eller udnyttelse af den danske kontinentalsokkels ressourcer eller driften af kunstige øer, installationer og anlæg på dansk kontinentalsokkel.

Indkomst, som selskaber m.v., der er skattemæssigt hjemmehørende i udlandet, oppebærer i forbindelse med etablering, drift og benyttelse af undersøiske kabler og rørledninger på den danske kontinentalsokkel uden for 12-sømilegrænsen, dvs. i Danmarks eksklusive økonomiske zone, vil således ikke blive undergivet dansk beskatning, når de pågældende kabler eller rørledninger udelukkende benyttes til transit gennem Danmarks eksklusive økonomiske zone. Dette vil gælde, selv om aktiviteterne udøves gennem et fast forretningssted i den eksklusive økonomiske zone.

Kilde

Til nr. 1

Det fremgår af kulbrinteskattelovens § 7, stk. 3, at udgifter til anskaffelse af maskiner, inventar og lignende driftsmidler, skibe og bygninger, som anvendes i forbindelse med forundersøgelses- og efterforskningsvirksomhed, afskrives efter afskrivningslovens regler herom. Borerigge afskrives efter de regler i afskrivningslovens kapitel 2 og 4, der gælder for driftsmidler.

Af kulbrinteskattelovens § 7, stk. 4, 1. pkt., fremgår, at hvis de i stk. 3 nævnte aktiver anvendes delvis i forbindelse med anden virksomhed, beregnes afskrivning efter § 7, stk. 3, på grundlag af den del af saldoværdien, som svarer til den forholdsmæssige anvendelse af aktivet ved forundersøgelses- og efterforskningsvirksomhed.

Det foreslås, at der i kulbrinteskattelovens § 7, stk. 4, 1. pkt., efter »ved forundersøgelses- og efterforskningsvirksomhed« indsættes: », jf. dog § 10 B, stk. 1«.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 3, hvorved der foreslås indsat en ny bestemmelse § 10 B i kulbrinteskatteloven, der bl.a. vil skulle fastlægge, hvordan der vil kunne afskrives på aktiver, der anvendes både i forbindelse med forundersøgelses- og efterforskningsvirksomhed omfattet af kulbrinteskatteloven og i forbindelse med lagring af CO2.

Den foreslåede tilføjelse til bestemmelsen i kulbrinteskattelovens § 7, stk. 4, 1. pkt., vil sikre, at den foreslåede nye bestemmelse § 10 B i kulbrinteskatteloven vil finde anvendelse i stedet for § 7, stk. 4, i relation til afskrivninger på sådanne aktiver.

Til nr. 2

Det fremgår af kulbrinteskattelovens § 8, stk. 1, at produktionsanlæg, platforme og andre anlæg, herunder rørledninger og hertil knyttede anlæg, samt andet udstyr, der anvendes i forbindelse med erhvervelse af indtægter ved indvinding af kulbrinter, afskrives efter de regler i afskrivningslovens kapitel 2 og 4, der gælder for driftsmidler. Skibe og bygninger, der ikke er omfattet af § 8, stk. 1, afskrives efter § 8, stk. 2, efter afskrivningslovens regler herom.

Det fremgår af kulbrinteskattelovens § 8, stk. 3, at hvis de i stk. 1 eller 2 nævnte aktiver anvendes delvis i forbindelse med anden virksomhed, beregnes afskrivning efter stk. 1 og 2 på grundlag af den del af saldoværdien, som svarer til den forholdsmæssige anvendelse af aktivet ved virksomhed med indvinding af kulbrinter.

Det foreslås, at der i kulbrinteskattelovens § 8, stk. 3, 1. pkt., efter »som nævnt i stk. 1« indsættes: », jf. dog § 10 B, stk. 1«.

Den foreslåede bestemmelse har sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 3, hvorved der foreslås indsat en ny bestemmelse som § 10 B i kulbrinteskatteloven, der bl.a. vil skulle fastlægge, hvordan der vil kunne afskrives på aktiver, der anvendes både i forbindelse med kulbrinteindvindingsvirksomhed og i forbindelse med lagring af CO2.

Den foreslåede tilføjelse til bestemmelsen i kulbrinteskattelovens § 8, stk. 3, 1. pkt., vil sikre, at den foreslåede nye bestemmelse i § 10 B i kulbrinteskatteloven vil finde anvendelse i stedet for § 8, stk. 3, i relation til afskrivninger på sådanne aktiver.

Til nr. 3

Beskatningen af selskaber, der har indkomst ved indvinding af olie og gas, sker dels via den almindelige selskabsskat og tillægsselskabsskat, dels via den særlige kulbrinteskat, jf. kulbrinteskattelovens § 2. Samtidig deltager staten gennem Nordsøfonden med (typisk) 20 pct. i de enkelte koncessioner.

Selskabsskatten udgør i alt 25 pct. (22 pct. selskabsskat og 3 pct. tillægsselskabsskat), og kulbrinteskatten udgør 52 pct. Selskabsskatten kan fradrages ved opgørelsen af den indkomst, hvoraf der skal svares kulbrinteskat, jf. kulbrinteskattelovens § 20 D.

Indkomsten fra indvinding opgøres særskilt til brug for beregningen af selskabsskat/tillægsselskabsskat og kulbrinteskat, og der foretages således to indkomstopgørelser:

• En til brug for beregningen af selskabsskat/tillægsselskabsskat.

• En til brug for beregningen af kulbrinteskat.

Ved begge opgørelser kan den skattepligtige alene fradrage udgifter, der vedrører indtægterne ved indvindingsvirksomheden, jf. kulbrinteskattelovens § 4, stk. 4, 3. pkt., eller som er afholdt til forundersøgelse og efterforskning i tilknytning til den skattepligtiges erhverv ved indvinding af kulbrinter, jf. kulbrinteskattelovens § 7, stk. 1.

Har en kulbrinteskattepligtig generelle omkostninger eller fællesudgifter, som f.eks. både vedrører indkomst, der beskattes efter kulbrinteskatteloven, og indkomst, der kun beskattes efter selskabsskatteloven, vil sådanne udgifter skulle fordeles mellem de to former for indkomst. Fordelingen vil skulle foretages efter almindelige skatteretlige principper.

Der er ved begge de ovennævnte indkomstopgørelser fradrag for afskrivninger. Efter kulbrinteskattelovens § 7, stk. 3, og § 8, stk. 1 og 2, afskrives udgifter til anskaffelse af afskrivningsberettigede aktiver, som anvendes i forbindelse med forundersøgelses-, efterforsknings- eller kulbrinteindvindingsvirksomhed, efter afskrivningslovens regler.

Anvendes det afskrivningsberettigede aktiv også til anden virksomhed, foretages afskrivning kun på den del af saldoværdien, som svarer til den forholdsmæssige anvendelse af aktivet ved kulbrintevirksomheden, og afskrivning sker i så fald særskilt for hvert aktiv, jf. kulbrinteskattelovens § 7, stk. 4, og § 8, stk. 3.

Indkomst fra aktiviteter ved lagring af CO2 beskattes efter skattelovgivningens almindelige regler.

Der henvises om gældende ret i øvrigt til pkt. 2.2.1 i de almindelige bemærkninger.

Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i kulbrinteskatteloven som § 10 B , der for skattepligtige, der både driver virksomhed med aktiviteter omfattet af kulbrinteskattelovens kapitel 2 og virksomhed med lagring af CO2, vil skulle regulere dels fordelingen af driftsomkostninger mellem de to former for virksomhed, dels adgangen til at foretage afskrivninger på aktiver, der anvendes i forbindelse med begge former for virksomhed.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 10 B, stk. 1, 1. pkt., at anvendes et afskrivningsberettiget aktiv delvis i forbindelse med lagring af CO2, kan der fortsat afskrives på aktivet ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som omfattes af § 4.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at når et aktiv, der anvendes til virksomhed i forbindelse med forundersøgelser, efterforskning efter eller indvinding af kulbrinter og derfor er afskrivningsberettiget efter kulbrinteskattelovens kapitel 2, samtidig anvendes til aktiviteter i forbindelse med lagring af CO2, vil dette ikke skulle påvirke adgangen til at afskrive på aktivet ved opgørelsen af den indkomst, der beskattes efter kulbrinteskattelovens kapitel 2.

Den foreslåede bestemmelse vil udgøre en undtagelse fra bestemmelserne i kulbrinteskattelovens § 7, stk. 4, og § 8, stk. 3, hvorefter der ved en samtidig anvendelse af aktiver til kulbrinteaktiviteter og andre aktiviteter, ved indkomstopgørelsen efter kulbrinteskattelovens kapitel 2 kun kan ske afskrivning på den del af saldoværdien, som svarer til den forholdsmæssige anvendelse af aktivet ved kulbrintevirksomheden.

Anvendes et aktiv omfattet af den foreslåede bestemmelse også i forbindelse med yderligere aktiviteter, der ikke beskattes efter kulbrinteskattelovens § 4, vil det fortsat skulle afgøres efter kulbrinteskattelovens § 7, stk. 4, eller § 8, stk. 3, i hvilket omfang der vil kunne fradrages afskrivninger på aktivet ved opgørelsen af den indkomst, som omfattes af kulbrinteskattelovens § 4. I så fald vil der kun kunne ske afskrivning på den del af saldoværdien, som svarer til den forholdsmæssige anvendelse af aktivet i forbindelse med kulbrintevirksomheden og CO2-lagringsvirksomheden.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 10 B, stk. 1, 2. pkt., at udgifter til forbedring, der afholdes med henblik på anvendelse til lagring af CO2, dog føres på en særskilt saldo, hvorpå der udelukkende kan afskrives ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som ikke omfattes af § 4.

Hvis et selskab m.v. afholder udgifter til forbedring af et afskrivningsberettiget aktiv, der anvendes eller skal anvendes i forbindelse med både kulbrinteaktiviteter og aktiviteter med lagring af CO2, og forbedringen foretages med henblik på anvendelsen til CO2-lagringsaktiviteter, vil udgifterne efter den foreslåede bestemmelse skulle indgå på en særskilt saldo, hvorpå der ikke kan afskrives ved opgørelsen af indkomsten efter § 4, men kun ved opgørelsen af den selskabsskattepligtige indkomst.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 10 B, stk. 1, 3. pkt., at udgifter til forbedring af et aktiv, der anvendes i forbindelse med lagring af CO2, anses for afholdt med henblik på denne anvendelse, medmindre den skattepligtige godtgør, at udgifterne vedrører forbedringer, der også ville være blevet foretaget, hvis aktivet ikke skulle anvendes i forbindelse med lagring af CO2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det vil være den skattepligtige, der vil have bevisbyrden for, at forbedring af et aktiv, der anvendes eller skal anvendes til CO2-lagringsaktiviteter, ikke udelukkende er foretaget med henblik på denne aktivitet.

Forslaget herom skal ses i lyset af, at den skattepligtige, der beslutter sig at lade forbedringen udføre, må formodes at være i besiddelse af de faktiske oplysninger i form af arbejdstegninger, tekniske data m.v., der vil kunne godtgøre, at forbedringen også ville være foretaget, hvis den skattepligtige udelukkende havde haft kulbrinteskattepligtige aktiviteter.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 10 B, stk. 2, at overgår et afskrivningsberettiget driftsmiddel til udelukkende at blive anvendt i forbindelse med lagring af CO2, overføres et beløb svarende til driftsmidlets skattemæssigt nedskrevne værdi fra den saldo, hvorpå afskrivninger foretages efter § 7, stk. 3, eller § 8, stk. 1, til en særskilt saldo, hvorpå der udelukkende kan ske afskrivning, der fratrækkes ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som ikke omfattes af kulbrinteskattelovens § 4.

Den foreslåede regel herom vil indebære, at der fra det tidspunkt, hvor driftsmidlet slet ikke anvendes til kulbrinteaktiviteter, ikke længere vil skulle være adgang til at foretage afskrivninger på driftsmidlets restværdi med virkning for opgørelsen af den kulbrinteskattepligtige indkomst.

Det vil svare til, hvad der allerede følger af bestemmelserne i kulbrinteskattelovens §§ 7 og 8. Da den foreslåede bestemmelse i kulbrinteskattelovens § 10 B vil være en særregel om samtidig anvendelse af driftsmidler til kulbrinteaktiviteter og aktiviteter med CO2-lagring, vurderes det imidlertid hensigtsmæssigt i bestemmelsen udtrykkeligt at fastslå, hvad der vil skulle være konsekvensen af, at kulbrinteanlæg fremadrettet udelukkende anvendes til aktiviteter med CO2-lagring.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse ikke vil skulle gælde for afskrivningsberettigede aktiver, der ikke er driftsmidler, f.eks. immaterielle aktiver. Heller ikke for sådanne aktivers vedkommende vil der være adgang til at foretage afskrivninger med virkning for opgørelsen af den kulbrinteskattepligtige indkomst, hvis aktivet ikke anvendes til kulbrinteaktiviteter. Da afskrivninger på sådanne aktiver ikke sker efter saldometoden, vurderes det imidlertid ikke nødvendigt at fastsætte særlige regler herom.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 10 B, stk. 3, at udgifter, der vedrører lagring af CO2, herunder udgifter til vedligeholdelse af afskrivningsberettigede aktiver, kun kan fradrages ved opgørelsen af den del af den skattepligtiges indkomst, som ikke omfattes af § 4, medmindre den skattepligtige godtgør, at udgifterne også ville være blevet afholdt, hvis den skattepligtige ikke havde haft aktiviteter vedrørende lagring af CO2.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at driftsomkostninger, der vedrører lagring af CO2, herunder udgifter til løbende vedligeholdelse af afskrivningsberettigede aktiver, som udgangspunkt ikke vil kunne fratrækkes ved opgørelsen af den indkomst, der beskattes efter kulbrinteskattelovens § 4.

Udgifterne vil dog skulle kunne fradrages ved opgørelsen af den indkomst, der beskattes efter kulbrinteskattelovens § 4, hvis den skattepligtige godtgør, at udgifterne også ville være blevet afholdt, hvis den skattepligtige ikke havde haft aktiviteter vedrørende lagring af CO2.

Det vil således efter forslaget være den skattepligtige, der vil skulle have bevisbyrden for, at driftsomkostninger, der vedrører CO2-lagring, ikke foretages specifikt med henblik på disse aktiviteter. Ligesom den tilsvarende bevisbyrderegel om forbedringsudgifter, der er foreslået i § 10 B, stk. 1, 3. pkt., skal forslaget ses i lyset af, at den skattepligtige må formodes at være i besiddelse af de faktiske oplysninger, der vil kunne godtgøre, at udgifterne også ville være blevet afholdt, hvis den skattepligtige ikke havde haft aktiviteter vedrørende lagring af CO2.

Hvis den skattepligtige løfter sin bevisbyrde for, at udgifterne også ville være blevet afholdt, hvis den skattepligtige ikke havde haft aktiviteter vedrørende lagring af CO2, vil udgifterne efter forslaget fuldt ud kunne fradrages ved opgørelsen af den indkomst, der beskattes efter kulbrinteskattelovens § 4. Det vil skulle gælde, selv om udgifterne tillige er afholdt med henblik på at erhverve, sikre eller vedligeholde indkomsten fra den skattepligtiges CO2-lagringsaktiviteter.

Det bemærkes, at den foreslåede bestemmelse kun vil skulle finde anvendelse, hvis de afholdte udgifter må betragtes som en samlet udgiftspost, der ikke naturligt vil kunne opdeles. Om det er tilfældet, vil bero på en konkret vurdering.

Foretages der f.eks. et samlet indkøb af mad til både ansatte beskæftiget med kulbrinteaktiviteter og ansatte beskæftiget med CO2-lagringsaktiviteter, vil udgifterne naturligt kunne opdeles på grundlag af antallet af ansatte beskæftiget med de to aktiviteter, idet omfanget af indkøbet må formodes at have direkte sammenhæng hermed. En forholdsmæssig andel af udgifterne vil i et sådant tilfælde skulle kunne fradrages henholdsvis ved opgørelsen af den indkomst, der beskattes efter kulbrinteskattelovens § 4, og ved opgørelsen af den indkomst, der beskattes efter selskabsskattelovens regler.

Er der derimod f.eks. tale om udgifter til aflønning af en enkelt kok, der laver mad til samtlige ansatte, vil den samlede lønudgift i hvert fald i almindelighed ikke skulle eller kunne opdeles, da udgiftens størrelse som udgangspunkt vil være upåvirket af det præcise antal ansatte. I et sådant tilfælde vil hele udgiften således skulle være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det vil indebære, at udgiften vil kunne fratrækkes ved opgørelsen af den indkomst, der beskattes efter kulbrinteskattelovens § 4, hvis den skattepligtige kan godtgøre, at der også ville være blevet ansat en kok, hvis der udelukkende var blevet udøvet kulbrinteskattepligtige aktiviteter.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 10 B, stk. 4, at Skatteforvaltningen kan fastsætte regler om, at skattepligtige, der ved opgørelsen af den del af indkomsten, som omfattes af kulbrinteskattelovens § 4, foretager afskrivninger på udgifter til forbedring af aktiver, der delvis anvendes i forbindelse med lagring af CO2, eller fradrager udgifter, der også vedrører lagring af CO2, skal indsende oplysninger, der godtgør, at betingelserne herfor er opfyldt, jf. stk. 1 og 3.

Skatteforvaltningen vil i medfør af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse have mulighed for at fastsætte regler, hvorefter det vil være en betingelse for, at den skattepligtige kan løfte bevisbyrden efter de foreslåede bestemmelser i kulbrinteskattelovens § 10 B, stk. 1, 3. pkt., og § 10 B, stk. 3, at den skattepligtige indsender oplysninger, der godtgør, at betingelserne er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil give Skatteforvaltningen mulighed for at fastsætte regler om både dokumentationens indhold og form, herunder fristen for indsendelse af oplysningerne. Regler herom vil kunne bidrage til at sikre, at det for virksomhederne på forhånd klart fremgår, hvilke oplysninger der forventes indsendt, og at de indsendte oplysninger er ensartede. Dette vil kunne lette administrationen af regelsættet for både virksomhederne og Skatteforvaltningen.

Reglerne vil skulle udformes således, at virksomhederne kun vil skulle indsende de oplysninger, der er nødvendige for at godtgøre, at betingelserne for at fratrække afskrivningerne eller udgifterne ved opgørelsen af den indkomst, der er omfattet af kulbrinteskattelovens § 4, er opfyldt. Der vil eksempelvis kunne fastsættes regler om, at selskaberne skal indsende fakturaer, arbejdstegninger, arbejdsbeskrivelser eller lign. Det vil ved eventuel udnyttelse af bemyndigelsesbestemmelsen skulle tilstræbes, at dokumentationskravene udformes således, at den administrative byrde for virksomhederne begrænses.

Hvis bemyndigelsesbestemmelsen ikke er blevet udnyttet, vil den skattepligtige kunne løfte sin bevisbyrde ved i overensstemmelse med de foreslåede bestemmelser i stk. 1 og 3 at godtgøre, at udgifterne også ville være blevet afholdt, hvis den skattepligtige ikke havde haft aktiviteter vedrørende lagring af CO2. I givet fald vil det være tilstrækkeligt at indsende de nødvendige oplysninger m.v. på det tidspunkt, hvor Skatteforvaltningen måtte anmode herom.

Til nr. 4

Efter kulbrinteskattelovens § 10 A kan der ved opgørelsen af den indkomst, der beskattes efter kulbrinteskatteloven, fradrages beløb, som den skattepligtige afholder til fjernelse af anlæg også efter, at virksomhed med indvinding af kulbrinter er ophørt. Fjernelsesomkostninger kan kun fradrages efter kulbrinteskattelovens § 10 A, hvis de vedrører fjernelse af anlæg, der er anvendt til de kulbrinteskattepligtige aktiviteter.

Udgifter til fjernelse af anlæg, der er opført med henblik på og faktisk anvendt til aktiviteter, der er kulbrinteskattepligtige, er fradragsberettigede efter kulbrinteskattelovens § 10 A, selv om anlæggene også er blevet anvendt til aktiviteter, der ikke beskattes efter kulbrinteskatteloven. Udgifter til fjernelse af anlæg eller installationer, der udelukkende er anvendt til aktiviteter, der ikke er skattepligtige efter kulbrinteskatteloven, er derimod ikke fradragsberettigede efter kulbrinteskattelovens § 10 A.

Hvis der resterer et uudnyttet underskud ved endeligt ophør af virksomhed med indvinding af kulbrinter, kan den skattepligtige efter kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 3, få udbetalt skatteværdien af den del af underskuddet, som vedrører fradrag for fjernelsesomkostninger efter § 10 A. Skatteværdien beregnes med skattesatsen for de senest pålignede kulbrinteskatter, og udbetalingen kan højst udgøre den kulbrinteskat, som den skattepligtige har betalt.

Carry back-reglen gælder kun i relation til kulbrinteskatten, og der er således ikke adgang til at få udbetalt skatteværdien af et eventuelt underskud i den selskabsskattepligtige kulbrinteindkomst.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises i øvrigt til pkt. 2.3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 4, 1. pkt., at anvender den skattepligtige anlæg i forbindelse med lagring af CO2, kan skatteværdien af den del af et endeligt underskud, som vedrører fradrag efter § 10 A, udbetales efter stk. 3, når den skattepligtige har fjernet alle anlæg, der ikke opretholdes af hensyn til aktiviteterne med lagring af CO2.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at selskaber, der efter endeligt ophør med kulbrinteindvindingsvirksomhed opretholder anlæg, som har været anvendt til kulbrinteindvindingsaktiviteterne, men som fremadrettet skal anvendes i forbindelse med CO2-lagringsaktiviteter, vil kunne anvende carry back-reglen i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 3, når alle øvrige anlæg anvendt til kulbrinteaktiviteterne er fjernet. Selskaberne skal således på dette tidspunkt kunne kræve udbetaling af skatteværdien af den del af et eventuelt underskud ved det endelige ophør med indvindingsvirksomheden, der vedrører fradrag for de faktisk afholdte fjernelsesudgifter.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 4, 2. pkt., at skatteværdien af fradrag efter § 10 A for udgifter til fjernelse af de anlæg, der er opretholdt af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2, kan kræves udbetalt efter stk. 3, når den skattepligtige har fjernet alle anlæg anvendt i forbindelse med disse aktiviteter.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at skattepligtige, der efter endeligt ophør med kulbrinteindvindingsvirksomhed har opretholdt visse anlæg med henblik på CO2-lagringsaktiviteter, vil kunne anvende carry back-ordningen på ny, når alle de pågældende anlæg er blevet fjernet. På dette tidspunkt vil den skattepligtige således kunne kræve udbetalt skatteværdien af den del af et eventuelt resterende underskud ved det endelige ophør med indvindingsvirksomheden, der vedrører fradrag for de udskudte fjernelsesudgifter.

Den foreslåede bestemmelse vil ikke skulle ændre på, i hvilket omfang der er tale om fjernelsesomkostninger, der er fradragsberettigede ved opgørelsen af den kulbrinteskattepligtige indkomst. Udgifter til fjernelse af anlæg eller dele heraf, der ikke har været anvendt til kulbrinteaktiviteter, vil således fortsat ikke skulle anses for fradragsberettigede udgifter, der skal medregnes ved beregningen af det beløb, der vil kunne kræves udbetalt.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 4, 3. pkt., at det beløb, der kan kræves udbetalt efter 2. pkt., reduceres med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor betingelserne i 1. pkt. er opfyldt, til og med det indkomstår, hvor betingelserne i 2. pkt. er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at det beløb, der vil kunne kræves udbetalt efter carry back-ordningen efter fjernelse af anlæg, der er blevet opretholdt af hensyn til CO2-lagringsaktiviteter, først vil skulle opgøres efter reglerne i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 3. Det således opgjorte beløb vil herefter skulle reduceres med 5 pct. for hvert år, der er er forløbet siden udløbet af det indkomstår, hvor carry-back ordningen kunne anvendes første gang efter den foreslåede bestemmelse i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 4, 1. pkt.

Hvis et selskab efter endeligt ophør med kulbrinteindvindingsvirksomheden f.eks. i indkomståret 2030 har fjernet alle anlæg, der ikke opretholdes af hensyn til CO2-lagringsaktiviteter, vil beløbet skulle reduceres med 5 pct., hvis alle de opretholdte anlæg er fjernet inden udgangen af indkomståret 2032. Er alle de opretholdte anlæg i eksemplet fjernet inden udgangen af indkomståret 2050, vil der være mulighed for at opnå udbetaling af 5 pct. af det beløb, der er opgjort efter reglerne i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 3. Ved senere fjernelse af de opretholdte anlæg vil der ikke længere kunne opnås udbetaling af et beløb efter carry-back ordningen.

Det foreslås i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 4, 4. pkt., at er alle anlæg efter det endelige ophør af virksomhed efter dette kapitel blevet opretholdt af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2, foretages reduktionen efter 3. pkt. med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor den skattepligtige endeligt er ophørt med virksomhed omfattet af dette kapitel.

Den foreslåede bestemmelse vedrører anvendelsen af carry-back ordningen, såfremt et selskab efter endeligt ophør af kulbrinteindvindingsvirksomheden af hensyn til aktiviteter med lagring af CO2 opretholder alle de anlæg, der er benyttet i forbindelse med kulbrinteaktiviteterne. I så fald vil reduktionen af det beløb, der kan kræves udbetalt efter carry-back ordningen, skulle foretages med 5 pct. for hvert år, der er forløbet fra udløbet af det indkomstår, hvor den skattepligtige endeligt ophørte med kulbrinteindvindingsvirksomheden. Der kan om beregningen af denne reduktion i øvrigt henvises til eksemplet i bemærkningerne ovenfor til den foreslåede bestemmelse i kulbrinteskattelovens § 20 E, stk. 4, 3. pkt.

Kilde

Til nr. 1-4

Ved lov nr. 788 af 4. maj 2021 blev der med virkning fra den 1. juli 2021 indført såkaldte defensive foranstaltninger (skattesanktioner) imod lande, der er opført på EU´s sortliste over skattely.

De defensive foranstaltninger består i, at der ikke er fradrag for betalinger til interesseforbundne modtagere hjemmehørende i de berørte lande. Der er heller ikke fradragsret i det tilfælde, hvor modtageren ikke er skattemæssigt hjemmehørende i de berørte lande, hvis modtageren ikke er betalingens retmæssige modtager, og betalingen videreføres til en modtager i de berørte lande. Dette gælder dog ikke, hvis den skattepligtige godtgør, at betalingens retmæssige modtager er skattemæssigt hjemmehørende i en stat, der er medlem af EU eller EØS, eller som har indgået en dobbeltbeskatningsoverenskomst med Danmark. Reglerne herom fremgår af ligningslovens § 5 H, stk. 1 og 3.

Endvidere skal der indeholdes og betales en særlig høj udbytteskat (44 pct.) på udbytter af hovedaktionæraktier, datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier, når den retmæssige modtager af udbyttet er hjemmehørende eller registreret i et af de oplistede lande. Denne særlig høje udbytteskat gælder også, hvor udbyttet udloddes til en modtager, der ikke er skattemæssigt hjemmehørende i de berørte lande, men hvor den pågældende ikke er udbyttets retmæssige ejer, og udbyttet videreføres til en modtager i de berørte lande. Reglerne herom fremgår af selskabsskattelovens § 2, stk. 8, 3. pkt., og kildeskattelovens § 2, stk. 11, 2. pkt., og § 65, stk. 12 og 13.

Det fremgår af ligningslovens § 5 H, stk. 2, at følgende lande er omfattet af de defensive foranstaltninger: Amerikansk Samoa, De Amerikanske Jomfruøer, Fiji, Guam, Palau, Panama, Samoa, Trinidad og Tobago og Vanuatu.

Det foreslås at ændre ligningslovens § 5 H, stk. 2, således at Anguilla, Bahamas, Costa Rica, De Britiske Jomfruøer, Marshalløerne og Turks- og Caicosøerne medtages på listen.

Den foreslåede ændring vil medføre, at de pågældende lande vil være omfattet af de defensive foranstaltninger. Dermed vil skattepligtige selskaber, personer m.v., jf. ligningslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., ikke kunne foretage fradrag for betalinger efter skattelovgivningens almindelige regler, hvis de endelige modtagere er skattesubjekter, der er hjemmehørende i Anguilla, Bahamas, Costa Rica, De Britiske Jomfruøer, Marshalløerne eller Turks- og Caicosøerne.

Endvidere vil udbytter af hovedaktionæraktier, datterselskabsaktier og koncernselskabsaktier være omfattet af de ovenfor beskrevne regler om en forhøjet indeholdelses- og skattesats på 44 pct., når modtageren eller den retmæssige ejer af udbyttet er hjemmehørende eller registreret i Anguilla, Bahamas, Costa Rica, De Britiske Jomfruøer, Marshalløerne eller Turks- og Caicosøerne.

Kilde

Det foreslås i stk. 1 , at loven træder i kraft den 1. juli 2023.

Det foreslås i stk. 2 , at lovens § 3 skal have virkning fra og med den 1. januar 2024.

Lovens § 3 vedrører de foreslåede bestemmelser i kulbrinteskatteloven om de skattemæssige konsekvenser af, at kulbrinteanlæg anvendes til aktiviteter med lagring af CO2.

Det følger af § 11, stk. 1, i lov om ansættelse og opkrævning m.v. af skat ved kulbrinteindvinding, at skattepligtige efter kulbrinteskatteloven ved indkomstopgørelsen skal anvende kalenderåret som indkomstår. Forslaget om, at de foreslåede ændringer af kulbrinteskatteloven skal have virkning fra og med den 1. januar 2024, vil sikre, at ændringerne ikke får virkning for indkomstår, der er påbegyndt før lovens ikrafttræden.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne og Grønland.