Lov om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomstskat, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Opkrævning og inddrivelse af grundskyld og dækningsafgift m.v., statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne, foreløbige vurderinger som midlertidigt beskatningsgrundlag i 2024 og 2025, forenkling af ejendomsvurderingerne for 2024 og 2025, udvidelse af antallet af dommere i Landsskatteretten m.v.) § 14

Til nr. 1

I dag foretages ansættelse og opkrævning af grundskyld og dækningsafgift af kommunerne i medfør af reglerne i lov om kommunal ejendomsskat, og det er de almindelige forvaltningsretlige regler og principper, som generelt finder anvendelse i forhold til kommunernes sagsbehandling i forbindelse hermed. Derudover finder reglerne i forældelsesloven anvendelse i forhold fordringer, der udspringer af kommunale afgørelser om grundskyld eller dækningsafgift.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke bestemmelser om klageadgang, og de kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift kan således ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, gælder der en 3-årig forældelsesfrist for alle fordringer, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Efter § 3, stk. 3, nr. 4, suppleres forældelsesfristen af en absolut forældelsesfrist på 10 år regnet fra fordringens begyndelsestidspunkt efter § 2. Der gælder desuden efter § 5, stk. 1, en forældelsesfrist på 10 år, når der er tilvejebragt et særligt retsgrundlag for fordringen.

Afgørelser om ansættelse af ejendomsværdiskat træffes af Skatteforvaltningen og er omfattet af skatteforvaltningslovens regler om bl.a. klage, agterskrivelse, genoptagelse og forældelse.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 18, at ægtefæller og forhenværende ægtefæller efter henvendelse til Skatteforvaltningen hver især har ret til at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles oplysningsskema og ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvor de var ægtefæller og samlevende. Vurderingen af, om de pågældende ægtefæller eller forhenværende ægtefæller kan anses for samlevende i skattemæssig forstand, skal ske efter kildeskattelovens § 4.

Skatteforvaltningslovens § 20 indeholder et lovmæssigt krav om, at den skattepligtige og eventuelt andre parter skal underrettes, hvis Skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er oplyst til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2. Det følger af skattekontrollovens § 2, stk. 1, at enhver, der er skattepligtig her til landet, årligt som udgangspunkt skal oplyse Skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejerbolig. Oplysninger om ejerbolig fremgår normalt af årsopgørelsen eller oplysningsskemaet, men skal oplyses, hvis det ikke er tilfældet, af hensyn til beregningen af ejendomsværdiskatten.

Efter skatteforvaltningslovens § 22, stk. 1, 1. pkt., og stk. 1, nr. 3, om bindende svar, kan der i de nærmere beskrevne tilfælde, som fremgår af skatteforvaltningslovens § 22, kun gives bindende svar om ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, i det omfang flere anmoder om svaret.

Skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 indeholder fristreglerne for ordinær og ekstraordinær genoptagelse af en ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat. Efter § 26 er det en betingelse for ordinær genoptagelse af en ansættelse af ejendomsværdiskat, at Skatteforvaltningen senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skriftligt varsler den skattepligtige om kravet og grundlaget herfor. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den tidligere skatteansættelse. Det antages, at den skattepligtige har et egentligt (betinget) retskrav på genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville få et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen.

Efter skatteforvaltningslovens § 27 kan en ansættelse af ejendomsværdiskat genoptages ekstraordinært uden for fristerne i § 26, når en af situationerne i § 27, stk. 1, nr. 1-8, foreligger. De opregnede tilfælde er udtømmende.

Skatteforvaltningslovens § 28, stk. 1, regulerer de tilfælde, hvor en privatretlig disposition er betinget af, at dispositionen tillægges nærmere angivne virkninger for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat (skatteforbehold). En privatretlig disposition kan være betinget af, at skattemyndighederne tillægger dispositionen en bestemt skattemæssig virkning (skatteforbehold).

Skatteforvaltningslovens § 29 regulerer de tilfælde, hvor en skattepligtig kan få skatteforvaltningens tilladelse til, at en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat (omgørelse). Betingelserne for omgørelse fremgår af skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1-5.

Skatteforvaltningslovens § 30 regulerer den skattepligtiges muligheder for omvalg af visse oplysninger afgivet til Skatteforvaltningen, jf. skattekontrollovens § 2. Det er en betingelse for tilladelse til ændring, at det tidligere trufne valg som følge af Skatteforvaltningens korrektion eller ændring af skatteansættelsen ikke har de skattemæssige virkninger, der var forudsat, da valget blev truffet, og at den skattepligtige kan godtgøre, at det vil have økonomiske konsekvenser, såfremt valget blev opretholdt.

Som udgangspunkt gælder forældelseslovens frister også for skatte- og afgiftskrav. Af forældelseslovens § 28 fremgår, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige regler om forældelse, finder forældelseslovens regler anvendelse, i det omfang at andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.

Skatteforvaltningslovens fristregler har status som særlige forældelsesregler, jf. dog koblingsreglen i skatteforvaltningslovens § 34 a, som indeholdeholder en særlig regulering af skatte- og afgiftskrav.

Efter skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, afbrydes forældelsesfristen for det krav, der er afledt af en skatteansættelse eller af vurdering af en fast ejendom, hvis varslingen er afsendt inden forældelsesfristens udløb. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen eller fastsættelsen, hvor denne kan foretages uden varsel, er foretaget inden forældelsesfristens udløb. Efter bestemmelsen indtræder formueretlig forældelse vedrørende et afledt krav af ordinære og ekstraordinære ansættelsesændringer tidligst 1 år efter, at Skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen, forudsat at Skatteforvaltningen rettidigt har varslet og/eller foretaget ansættelse efter fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forældelseslovens § 21, stk. 2, hvorefter den skattepligtiges anmodning om genoptagelse af en ansættelse vil medføre foreløbig afbrydelse af forældelsen.

I skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, er der fastsat en absolut forældelsesfrist på 10 år bl.a. for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, og for krav afledt af ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3-5 og 7-9. Bestemmelsen indebærer således, at der alene gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år regnet fra forfaldstidspunktet i alle tilfælde, hvor kravet er afledt af en ekstraordinær ansættelse.

Som efter forældelseslovens § 13 er det en betingelse for anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 34 b, at der er gennemført en straffesag, og at tiltalte er fundet skyldig. Forældelsen af kravet, når straffesagen er afsluttet, indtræder herefter først 10 år fra sagens afslutning, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås, at »indkomst- eller ejendomsværdiskat« overalt i loven ændres til »indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter det foreslås, at det er Skatteforvaltningen, der fra og med 2024 vil skulle ansætte og opkræve grundskyld og dækningsafgift.

Som konsekvens af, at opgaven med ansættelse og opkrævning af grundskyld og dækningsafgift foreslås at overgå til Skatteforvaltningen, vil Skatteforvaltningens afgørelser om grundskyld og dækningsafgift blive omfattet af skatteforvaltningslovens anvendelsesområde, der omfatter »told- og skatteforvaltningen«, jf. skatteforvaltningslovens § 1. Det vil f.eks. betyde, at de afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift, vil kunne påklages administrativt.

Det foreslås således, at Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift fremover skal være omfattet af de tilsvarende regler i skatteforvaltningsloven, der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat. Forslaget skal ses i lyset af den nære sammenhæng mellem de respektive ejendomsskatter og tilsigter således at harmonisere retsstillingen på tværs af de respektive ejendomsskattetyper.

Der foretages med forslaget ikke ændringer i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 7, som regulerer den afledte skattemæssige virkning af vurderinger, der er genoptaget ekstraordinært og vurderinger eller en del af en vurdering, som er foretaget efter § 33, stk. 3, og som kun omfatter vurderinger foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017. Bestemmelsen i § 33, stk. 7, vil derfor fortsat kun gælde for ansættelse af ejendomsværdiskat.

Opgaver, som relaterer sig til grundskyld og dækningsafgift, og som fortsat varetages af kommunerne fra og med 2024, vil, som det er tilfældet i dag, ikke blive omfattet af skatteforvaltningslovens anvendelsesområde, da kommunerne ikke er en del af »told- og skatteforvaltningen«, jf. skatteforvaltningslovens § 1. Det vedrører f.eks. afgørelse om fritagelse for grundskyld og afgørelse om påligning af dækningsafgift. Det vil således fortsat være den enkelte kommune, der har beslutningskompetencen til, om der skal opkræves dækningsafgift af visse erhvervsejendomme efter reglerne i § 12 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, som er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 23 A i lov om kommunal ejendomsskat. Skatteforvaltningen vil dog skulle foretage værdiansættelserne og fordelinger af grundværdien, som er nødvendige for gennemførelsen af beskatningen af de pågældende ejendomme.

Endelig lægges der op til, at oplysninger til brug for ansættelse af grundskyld og dækningsafgift også omfattes af oplysningspligten, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 1.

Med forslaget lægges der op til at ændre i følgende bestemmelser i skatteforvaltningsloven: § 18 om ægtefællers indsigtsret, § 20, stk. 1, 1. pkt., om agterskrivelser, § 22, stk. 1, 1. pkt., og stk. 1, nr. 3, om bindende svar, § 26, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt § 27, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, om frister vedrørende ordinær og ekstraordinær genoptagelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, § 28, stk. 1, om skatteforbehold, § 29, stk. 1,

1. pkt., om omgørelse af privatretlige dispositioner, § 30, stk. 1, om omvalg, § 34 a, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4, 1 pkt., og § 34 b, 2. pkt., om forældelse.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om ægtefællers indsigtsret for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 18 om ægtefællers indsigtsret, at ægtefæller og forhenværende ægtefæller også vil kunne få oplyst indholdet af den anden ægtefælles oplysningsskema og ansættelse af grundskyld for indkomstår, hvor de var ægtefæller og samlevende. Forslaget vil bl.a. medføre, at ægtefæller får indsigtsret i ansættelsen af grundskyld og dækningsafgift vedrørende erhvervsejendomme, som den anden ægtefælle personligt ejer eller er medejer af.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om agterskrivelser for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. En kommune kan dog være forpligtet til at foretage partshøring efter forvaltningslovens § 19. Den foreslåede ændring betyder for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., om agterskrivelser, at hvis Skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om ansættelse af grundskyld eller dækningsafgift på et andet grundlag end det, der er oplyst til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse, svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om bindende svar for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Som konsekvens af, at opgaven med at ansætte grundskyld og dækningsafgift foreslås overført til Skatteforvaltningen, vil det blive muligt at anmode om bindende svar vedrørende ansættelse af grundskyld og dækningsafgift i medfør af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 22, stk. 1, 1. pkt., og stk. 1, nr. 3, om bindende svar, at der i de nærmere beskrevne tilfælde, som fremgår af skatteforvaltningslovens § 22, tilsvarende kun vil kunne gives bindende svar om Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift, i det omfang flere anmoder om svaret svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om genoptagelse af kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt § 27, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, om frister vedrørende ordinær og ekstraordinær genoptagelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af adgangen til ordinær og ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om skatteforbehold for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 28, stk. 1, om skatteforbehold, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af bestemmelsen svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om omgørelse af privatretlige dispositioner for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1,

1. pkt., om omgørelse af privatretlige dispositioner, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af bestemmelsen svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om omvalg for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 30, stk. 1, om omvalg, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af bestemmelsen om omvalg af oplysninger afgivet til skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Som nævnt finder forældelsesloven anvendelse i forhold til kommunale afgørelser om grundskyld eller dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2 og 4, om forældelse, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift bliver omfattet af bestemmelserne svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 34 b, 2. pkt., om forældelse, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift bliver omfattet af bestemmelsen svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 5, afgøres klage over ejendomsværdiskatteansættelsen vedrørende fysiske personer af skatteankenævn, medmindre sagen visiteres til Landsskatteretten, jf. § 35 b, stk. 4, jf. § 5, stk. 2.

Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 8, regulerer den afledte skattemæssige virkning af ændring eller foretagelse af en vurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6, der ekstraordinært bliver genoptaget, og vurderinger eller en del af en vurdering, som er foretaget efter § 33, stk. 3.

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til § 33, stk. 8, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 71 som fremsat, side 88, indebærer § 33, stk. 8, at en ændring af en vurdering kun kan medføre efteropkrævning af ejendomsværdiskat i op til 10 år, hvis en række nærmere betingelser er opfyldt. Det fremgår desuden, at bestemmelsens tidsmæssige afgrænsning af det afledte krav på ejendomsværdiskat ikke omfatter grundskyld og dækningsafgift. Det skyldes, at grundskyld og dækningsafgift ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens fristregler for genoptagelse af ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, og at krav på grundskyld og dækningsafgift forældes efter forældelseslovens almindelige regler, det vil sige som udgangspunkt efter 3 år.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 5, og § 33, stk. 8, 3. og 4. pkt., efter »ejendomsværdiskat« indsættes », grundskyld eller dækningsafgift«.

Forslaget har til formål at sikre, at § 5, stk. 1, nr. 5, og § 33, stk. 8, 4. pkt., afspejler lovforslagets § 1, nr. 1, om, at Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift fremover skal være omfattet af de tilsvarende regler i skatteforvaltningsloven, der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat. Forslaget skal ses i lyset af den nære sammenhæng mellem de respektive ejendomsskatter og tilsigter således at harmonisere retsstillingen på tværs af de respektive ejendomsskattetyper.

Som konsekvens af, at opgaven med ansættelse og opkrævning af grundskyld og dækningsafgift foreslås at overgå til Skatteforvaltningen, vil Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift blive omfattet af skatteforvaltningslovens anvendelsesområde, som omfatter »told- og skatteforvaltningen«, jf. skatteforvaltningslovens § 1. Det vil f.eks. betyde, at de afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift, vil kunne påklages administrativt.

Som nævnt ovenfor kan kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift ikke påklages til anden administrativ myndighed. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 5, om klageadgang, at klager over afgørelser relateret til Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift fremover vil være omfattet af skatteankenævnenes saglige kompetence, såfremt den påklagede afgørelse vedrører en fysisk person eller et dødsbo. Dette gælder dog ikke, hvis sagen visiteres til Landsskatteretten af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 4, jf. § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., jf. § 5, stk. 2.

Det er ikke hensigten, at forslaget skal ændre på skatteankenævnenes og Landsskatterettens saglige kompetence. Klager over afgørelser, der i sit indhold er omfattet af skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, men som ikke vedrører fysiske personer eller dødsboer, afgøres efter gældende regler af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og § 5, stk. 2.

Øvrige almindelige regler om klage og klagebehandling i skatteforvaltningsloven vil herefter også finde anvendelse i forhold til klager over afgørelser over Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift, herunder f.eks. regler om klagefrist, klagegebyr m.v.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om frister for behandling af sager om ekstraordinær genoptagelse eller foretagelse af en vurdering for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 33, stk. 8, 3. og 4. pkt., om frister for behandling af sager om ekstraordinær genoptagelse eller foretagelse af en vurdering, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af den tidsmæssige afgrænsning i bestemmelsen for krav afledt af foretagelse eller ændring af ejendomsvurderinger, svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 12, stk. 1, at Landsskatteretten består af en ledende retsformand, et antal øvrige retsformænd, 30 andre medlemmer og 4 særligt motorsagkyndige medlemmer.

Det følger af den foreslåede ændring af § 12, stk. 1, at »30 andre« ændres til »34 ordinære«.

Det vil betyde, at antallet af medlemmer udvides fra de nuværende 30 til 34. Formålet med forslaget er således at udvide antallet af ordinære medlemmer for at imødekomme Landsskatterettens behov for tilførsel af yderligere kapacitet.

Formålet med forslaget er desuden at sikre ensartethed og øge forståelsen af bestemmelsen ved at anvende udtrykket »ordinære« i både § 12, stk. 1 og stk. 3. Der er ikke tiltænkt nogen indholdsmæssige ændringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 12, stk. 3, 1. pkt., at af de øvrige 30 retsmedlemmer vælger Folketinget 11, og skatteministeren udnævner 19. Blandt de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal der være mindst én repræsentant for henholdsvis erhvervslivet og lønmodtagerne.

Det følger af den foreslåede ændring af § 12, stk. 3, 1. pkt., at »øvrige 30« ændres til »34 ordinære«, og at »19« ændres til »23«.

Det vil betyde, at antallet af medlemmer udvides fra de nuværende 30 til 34, og at skatteministeren udnævner yderligere 4 ordinære medlemmer, således at skatteministeren udnævner i alt 23 ordinære medlemmer.

Formålet med forslaget er således at udvide antallet af ordinære medlemmer for at imødekomme Landsskatterettens behov for tilførsel af yderligere kapacitet.

Formålet med forslaget er desuden at sikre ensartethed og øge forståelsen af bestemmelsen ved at anvende udtrykket »ordinære« i både § 12, stk. 1 og stk. 3. Der er ikke tiltænkt nogen indholdsmæssige ændringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 12, stk. 3, 3. pkt., at mindst 11 af de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal være dommere.

Det følger af den foreslåede ændring af § 12, stk. 3, 3. pkt., at »11« ændres til »15«.

Det vil betyde, at 15 af de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal være dommere. Med forslaget fastsættes det, at Landsskatteretten udvides med fire yderligere ordinære medlemmer, som alle skal være dommere, der som hidtil udnævnes af skatteministeren.

Den øgede mængde komplicerede, juridisk komplekse og principielle sager i Landsskatteretten indebærer, at både sagsoplysningen og den juridiske vurdering er blevet mere omfattende, og at mængden af sager til de juridiske voteringsgrupper er øget. Ændringerne i Landsskatterettens sammensætning med flere dommere er således en målrettet løsning, som skal medvirke til, at kapaciteten øges netop inden for det felt, hvor der er størst behov.

Den øvrige sammensætning af Landsskatteretten forbliver uændret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, at en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, som kan godtgøre, at en vurdering er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold, kan anmode Skatteforvaltningen om genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget. Den klageberettigede skal samtidig over for Skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages. Det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt., efter »det fjerde år« indsættes », dog det sjette år for vurderinger omfattet af ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3, og § 88 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3,«.

Det betyder, at den ordinære genoptagelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt., vil blive forlænget med to år for de vurderinger, der vil danne grundlag for indekseringen efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 87 b og 88 a. Dette vil f.eks. indebære, at den ordinære genoptagelsesfrist for 2022-vurderinger, der vil danne grundlag for de forenklede 2024-vurderinger i medfør af forslaget til ejendomsvurderingslovens § 87 b, vil være den 1. maj 2028 (i stedet for den

1. maj 2026), mens den ordinære genoptagelsesfrist for 2023-vurderinger, der vil danne grundlag for de forenklede 2025-vurderinger i medfør af forslaget til ejendomsvurderingslovens § 88 a, vil være den 1. maj 2029 (i stedet for den 1. maj 2027).

Forslaget om at forlænge den ordinære genoptagelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt., vil både omfatte tidligere og nye ejere. Nye ejere, der f.eks. overtager en ejendom i 2025, hvor beskatningsgrundlaget er en 2024-vurdering, der i medfør af den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 87 a er udarbejdet ved at indeksere den almindelige 2022-vurdering, vil i den forbindelse også skulle anses for at være klageberettigede i forhold til 2022-vurderingen, jf. § 35 a, stk. 2.

Forslaget vil ligeledes indebære, at den ordinære genoptagelsesfrist for Skatteforvaltningen, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, der henviser til fristerne i stk. 1, tilsvarende forlænges med to år for de samme vurderinger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at de vurderinger, der vil blive indekseret på baggrund af, med forslaget vil kunne være relevante for ejerne i yderligere to år.

Til nr. 7

Overskriften til skatteforvaltningslovens kapitel 9 er »Frister m.v. vedrørende indkomst- og ejendomsværdiskat«.

Overskriften til skatteforvaltningslovens kapitel 10 er »Omgørelse og lign. vedrørende indkomst- og ejendomsværdiskat«.

Det foreslås, at i overskriften til kapitel 9 og 10 ændres »indkomst- og ejendomsværdiskat« til »indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift«.

Forslaget har til formål at sikre, at overskriften til kapitel 9 og 10 afspejler lovforslagets § 1, nr. 1, om, at Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift fremover skal være omfattet af de tilsvarende regler i skatteforvaltningsloven, der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat. Forslaget skal ses i lyset af den nære sammenhæng mellem de respektive ejendomsskatter og tilsigter således at harmonisere retsstillingen på tværs af de respektive ejendomsskattetyper.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.