Lov om ændring af kildeskatteloven, lov om kommunal indkomst...

§ 1

Til nr. 1

Det fremgår af kildeskattelovens § 5 B, stk. 1, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst gives fradrag efter skattelovgivningens almindelige regler for skattepligtige efter § 1, stk. 1, for en række nærmere angivne udgifter, der vedrører den skattepligtiges familiemæssige og personlige forhold. Disse udgifter er oplistet i stk. 1, nr. 1-6.

Nr. 1 angår udgifter, herunder renteudgifter, vedrørende bolig i egen ejendom, i det omfang de overstiger indtægter af ejendommen, herunder lejeværdi af egen bolig, beregnet efter danske regler. Efter stk. 1, nr. 1, 2. pkt., anses betingelsen i ligningslovens § 8 V, stk. 2, nr. 2, for opfyldt, hvis den skattepligtige ville have været skattepligtig efter ejendomsværdiskatteloven af fritidsboligen på tidspunktet for arbejdets udførelse, hvis vedkommende havde været fuldt skattepligtig til Danmark.

Bestemmelsen i kildeskattelovens § 5 B, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., sikrer, at en grænsegænger, som er omfattet af kildeskattelovens §§ 5 A-5 D, kan opnå fradrag efter BoligJobordningen for en udenlandsk fritidsbolig, selv om vedkommende ikke er skattepligtig af den udenlandske fritidsbolig efter ejendomsværdiskatteloven.

Det følger af den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 5 B, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., at henvisningen til »ejendomsværdiskatteloven« skal ændres til »reglerne om ejendomsværdiskat i ejendomsskatteloven«.

Den foreslåede ændring af § 5 B, stk. 1, nr. 1, 2. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskatteloven vil blive ændret til en henvisning til reglerne om ejendomsværdiskat i den nye ejendomsskattelov. Den foreslåede præcisering af, at det er reglerne om ejendomsværdiskat i den nye ejendomsskattelov, der henvises til, skal ses i sammenhæng med, at den nye ejendomsskattelov – i modsætning til ejendomsværdiskatteloven – også vil indeholde regler om bl.a. grundskyld.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lovhenvisningen.

Til nr. 2

Efter kildeskattelovens § 40, 1. pkt., sker opkrævning af indkomstskat til staten, virksomhedsskat, konjunkturudligningsskat, kommunal indkomstskat, ejendomsværdiskat og kirkeskat for personer efter reglerne i kildeskattelovens afsnit V om opkrævning af indkomstskat m.v.

Efter kildeskattelovens § 41, stk. 1, 1. pkt., tilsvares indkomstskat til staten, virksomhedsskat, konjunkturudligningsskat, kommunal indkomstskat, ejendomsværdiskat og kirkeskat i løbet af indkomståret med foreløbige beløb. Dette sker ifølge 2. pkt. enten ved indeholdelse i skattepligtig indkomst efter reglerne i kildeskattelovens §§ 43-49, ved indeholdelse efter reglerne i §§ 49 A-49 D, ved indeholdelse i aktieudbytte m.v. efter reglerne i afsnit VI eller ved betaling i henhold til skattebillet.

Foreløbige beløb, der tilsvares ved indeholdelse efter reglerne i §§ 43-49, benævnes A-skat, jf. § 41, stk. 2, 1. pkt.

Foreløbige beløb, der tilsvares i henhold til skattebillet, benævnes B-skat, jf. § 41, stk. 2, 6. pkt.

Grundskylden er efter gældende ret en kommunal skatteindtægt. Det er kommunalbestyrelsen, der inden for de rammer, der ved lov er fastsat herfor, træffer beslutningen om at pålægge ejendomme grundskyld, hvilken sats grundskylden skal opkræves med, ligeledes inden for de rammer, der ved lov er fastsat herfor. Det er endvidere kommunerne, der opkræver grundskylden direkte hos borgerne, virksomhederne og institutionerne m.v. Det gælder også grundskyld af ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, ejet af fysiske personer. De gældende regler herom er fastsat i lov om kommunal ejendomsskat.

Efter § 29 i lov om kommunal ejendomsskat hæfter grundskylden med påløbne renter på den pågældende ejendom i dens helhed med den pante- og fortrinsret, der er hjemlet for kommunale skatter og afgifter. Grundskylden betales af den, der er ejer af ejendommen ifølge erhvervelsesdokument, tinglyst som adkomst, eller af brugeren, såfremt denne ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af ejendommen. Tilsvarende gælder for dækningsafgift omfattet af lov om kommunal ejendomsskat. Er der flere ejere af en ejendom, f.eks. ægtepar, sker opkrævningen i praksis hos hovedejeren.

Det er i boligskatteforliget og kompensationsaftalen aftalt, at grundskylden af visse ejerboliger m.v. ejet af fysiske personer – på samme måde som ejendomsværdiskatten – fra og med 2024 vil skulle opkræves via personskattesystemerne. Disse systemer er forankret i Skatteforvaltningen. Grundskyld af andre ejendomme og dækningsafgift vil fortsat skulle opkræves i to lige store rater uden for personskattesystemerne, jf. § 33 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Det følger af de foreslåede ændringer af kildeskattelovens § 40, 1. pkt., og § 41, stk. 1, 1. pkt., at der efter »ejendomsværdiskat« skal indsættes »og grundskyld som nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1,«.

Den foreslåede henvisning til § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil indebære, at kildeskattelovens § 40, 1. pkt., og § 41, stk. 1, 1. pkt., vil omfatte de typer af ejendomsværdiskat og grundskyld, der vil skulle opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen, dvs. følgende:

Ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der alene er ejet af fysiske personer.
Grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og ubebyggede grunde, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 7 og 8, der alene er ejet af fysiske personer.

For en nærmere beskrivelse af ovennævnte ejendomme, henvises der til det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 40, 1. pkt., vil medføre, at reglerne i kildeskatteloven tillige skal gælde for opkrævning af grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, som det i dag er tilfældet, for så vidt angår opkrævning af bl.a. ejendomsværdiskat. Opkrævningen af grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil således tillige skulle ske i overensstemmelse med reglerne i kildeskattelovens afsnit VI.

Med henblik på integrering af grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil grundskylden efter forslaget til ændringen af kildeskattelovens § 40, 1. pkt., skulle opkræves hos ejeren via personskattesystemerne som en del af dennes forskuds- og slutskat.

Uanset at grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil skulle opkræves via personskattesystemerne, vil grundskylden ikke være en indkomstskat, men en skat af værdien af fast ejendom.

Dette vil indebære, at skatteværdien af personfradrag og underskud i den skattepligtige indkomst ikke vil kunne modregnes i grundskylden. Det samme er efter gældende ret tilfældet for ejendomsværdiskatten, hvori skatteværdien af personfradrag og underskud i den skattepligtige indkomst heller ikke vil kunne modregnes.

Det fremgår af § 31, stk. 2, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, at reglerne om indkomstår, forfaldstidspunkt, forrentning, procenttillæg, opkrævning og hæftelse af indkomstskat som fastsat i kildeskatteloven skal finde anvendelse for ejendomsværdiskat og grundskyld af ejendomme og ubebyggede grunde omfattet af stk. 1. Reglerne i kildeskattelovens § 24 A, 1. og 2. pkt., om fordeling af indkomsten mellem ægtefæller finder tilsvarende anvendelse for ejendomsværdiskat af ejendomme omfattet af stk. 1.

Det er i kildeskattelovens § 24 A, 1. pkt., fastsat, at ved opgørelsen af en ægtefælles skattepligtige indkomst og kapitalindkomst medregnes kapitalindkomst, jf. personskattelovens § 4, hos den af ægtefællerne, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over kapitalgodet eller, for så vidt angår kapitaludgifter, hæfter for betalingen. Kan det ikke afgøres, hvem af ægtefællerne et kapitalindkomstskattepligtigt beløb vedrører, medregner hver ægtefælle halvdelen, jf. kildeskattelovens § 24 A, 2. pkt. Henvisningen indebærer, at for ægtepar skal ejendomsværdiskatten og grundskylden af de omfattede ejendomme ejet af fysiske personer omfattet af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov pålægges den ægtefælle, der efter ægteskabslovgivningen har rådighed over ejendommen.

Ophører en ejendom med at være en ejendom som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, vil ejendommen ikke længere skulle være omfattet af reglerne om anvendelse af indkomstår, forfaldstidspunkt, forrentning, procenttillæg, opkrævning og hæftelse af indkomstskat som fastsat i kildeskatteloven og kildeskattelovens § 24 A, 1. og 2. pkt. Det indebærer, at grundskylden på den pågældende ejendom eller en del heraf ikke længere vil skulle opkræves via personskattesystemerne, jf. reglerne herom i kildeskatteloven, men direkte hos hovedejeren uden om forskuds- og slutskattesystemet.

Efter den foreslåede ordning vil det som udgangspunkt ikke skulle være et krav, at ejeren af ejendommen bebor ejendommen.

Den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 41, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov tillige vil skulle tilsvares i løbet af indkomståret med foreløbige beløb.

Forslaget er en konsekvens af den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 40, 1. pkt., jf. ovenfor, og vil medføre, at de foreløbige beløb for grundskyld, der tilsvares efter kildeskattelovens § 41, stk. 1, 2. pkt., vil skulle indeholdes i skattepligtig indkomst (A-skat) efter reglerne i kildeskattelovens §§ 43-39, som indeholdt arbejdsmarkedsbidrag efter reglerne i §§ 49 A-49 D, ved indeholdelse i aktieudbytte m.v. efter reglerne i afsnit VI om indeholdelse i aktieudbytte m.m. eller ved betaling af skatter i henhold til skattebillet (B-skat) i rater. Det samme er efter gældende ret tilfældet for bl.a. ejendomsværdiskatten.

Efter kildeskattelovens § 42 skal foreløbige skattebeløb for den enkelte skattepligtige så vidt muligt svare til de beløb af skatter, der udskrives efter kalenderårets udløb. De udskrevne beløb benævnes »slutskat«.

Kildeskattelovens §§ 60-62 indeholder reglerne om opgørelse af slutskat og overskydende skat, hvis de foreløbigt betalte skatter overstiger slutskatten, og restskat, hvis de foreløbigt betalte skatter ikke dækker slutskatten, og om udbetaling af overskydende skat henholdsvis betaling af restskat.

Disse regler om slutskat, overskydende skat og restskat vil efter forslaget også skulle omfatte grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov på samme måde som ejendomsværdiskatten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 1, udarbejder Skatteforvaltningen til brug for indeholdelse af foreløbig skat i A-indkomst skattekort og bikort eller frikort, jf. kildeskattelovens § 48, stk. 7, vedrørende skattepligtige, som forventes at få A-indkomst i det pågældende år. Er den forventede indkomst under det beløb, hvor der skal betales skat, udarbejder Skatteforvaltningen et frikort for den skattepligtige, jf. stk. 7. Forventes indkomsten at komme over den grænse, hvor der skal betales skat, udarbejder Skatteforvaltningen et hovedkort og bikort. Frikort, hovedkort og bikort kaldes samlet skattekort. På hovedkortet er anført trækprocent og det fradragsbeløb, der ikke skal betales skat af. Bikortet anvendes, hvis den skattepligtige modtager indkomst m.v. fra flere udbetalere. Bikortet indeholder alene en trækprocent.

Efter kildeskattelovens § 48, stk. 5, 1. pkt., drager Skatteforvaltningen omsorg for, at det på skattekort og bikort anføres, med hvilken procent indeholdelse af foreløbige skattebeløb skal foretages (indeholdelsesprocent/trækprocent). Indeholdelsesprocenten fastsættes efter kildeskattelovens § 48, stk. 5, 2. pkt., under hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold og under hensyn til forventet skat efter ejendomsværdiskatteloven.

Det foreslås med ændringen af kildeskattelovens § 40, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2, at grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil skulle opkræves via personskattesystemerne. Når grundskylden ifølge den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 41, stk. 1, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2, vil skulle opkræves foreløbigt via forskudsskattesystemet, vil indeholdelsesprocenten skulle fastsættes under hensyntagen til også den forventede grundskyld af de ejendomme, som den skattepligtige ejer.

Det er i kildeskattelovens § 52, stk. 1, fastsat, at skal der ifølge foranstående bestemmelser i kildeskatteloven tages hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold og forventet skat efter ejendomsværdiskatteloven, fastsættes disse, for så vidt andet ikke følger af kildeskattelovens §§ 53 og 54, i overensstemmelse med de oplysninger om den skattepligtiges indkomstforhold, som følger af 1) årsopgørelsen for det andet indkomstår forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører, 2) ændringer af forskudsopgørelsen for indkomståret forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører, 3) løbende oplysninger fra indberetningspligtige efter skatteindberetningsloven for året forud for det indkomstår, forskudsopgørelsen vedrører, og 4) oplysninger fra indkomstregisteret og andre registre, som Skatteforvaltningen modtager oplysninger fra, for året forud for det indkomstår, som forskudsopgørelsen vedrører.

Det følger af den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 48, stk. 5, 2. pkt., og § 52, stk. 1, at henvisningen til »ejendomsværdiskatteloven« skal ændres til »ejendomsskattelovens kapitel 1-3«.

Den foreslåede ændring af § 48, stk. 5, 2. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskatteloven vil blive ændret til en henvisning til den nye ejendomsskattelovs kapitel 1-3, der vil indeholde reglerne om ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Forslaget vil medføre, at indeholdelsesprocenten (trækprocenten) vil skulle fastsættes under hensyn til den skattepligtiges forventede indkomstforhold og under hensyn til forventet skat efter lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Det foreslåede vil medføre, at skat efter den nye ejendomsskattelov, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, herefter vil komme til at omfatte ejendomsværdiskat og grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede ændring af § 52, stk. 1, vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskatteloven vil blive ændret til en henvisning til den nye ejendomsskattelovs kapitel 1-3, der vil indeholde reglerne om ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Forslaget vil betyde, at forventet skat efter det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov også vil skulle omfatte grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Forventet skat efter den nye ejendomsskattelov vil også skulle omfatte ejendomsværdiskat, idet forventet skat efter ejendomsværdiskatteloven efter gældende regler omfatter ejendomsværdiskatten.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af ligningslovens § 49 A, stk. 2, nr. 4, at den arbejdsmarkedsbidragspligtige indkomst, for hvilken der foretages indeholdelse af arbejdsmarkedsbidrag, ud over de indkomster, som er nævnt i stk. 1, bl.a. omfatter den skattepligtige værdi af fri helårsbolig omfattet af § 16, stk. 9, bortset fra de i § 16, stk. 9, 13. pkt., nævnte tilfælde, i det omfang vederlagene er gjort til A-indkomst efter § 43, stk. 2.

Det foreslås, at § 49 A, stk. 2, nr. 4, ændres, så »§ 16, stk. 9, 13. pkt.« ændres til »ligningslovens § 16, stk. 9, 14. pkt.«

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 8, nr. 15, hvorved det foreslås at ophæve ligningslovens § 16, stk. 9, 10. pkt., og i stedet at indsætte to nye punktummer.

Til nr. 5

Det er i kildeskattelovens § 52, stk. 3, fastsat, at antages det, at den skattepligtige skal betale skat efter ejendomsværdiskatteloven, fastsættes denne under hensyn til den forventede ejendomsværdiskat.

Det foreslås at affatte kildeskattelovens § 52, stk. 3, således, at antages det, at den skattepligtige skal betale ejendomsværdiskat og grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, fastsættes ejendomsværdiskatten og grundskylden under hensyn til den forventede ejendomsværdiskat og grundskyld.

Den foreslåede henvisning til § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil indebære, at kildeskattelovens § 52, stk. 3, vil omfatte de typer af ejendomsværdiskat og grundskyld, der vil skulle opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen, dvs. følgende:

Ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der alene er ejet af fysiske personer.
Grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og ubebyggede grunde, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 7 og 8, der alene er ejet af fysiske personer.

For en nærmere beskrivelse af ovennævnte ejendomme, henvises der til det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Forslaget vil betyde, at hvis det antages, at den skattepligtige vil skulle betale grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, vil grundskylden til brug for skattekortberegningen skulle fastsættes under hensyn til den forventede grundskyld.

Forslaget vil ikke ændre på den gældende regel om, at såfremt det antages, at den skattepligtige skal betale ejendomsværdiskat efter den nye ejendomsskattelov, fastsættes denne under hensyn til den forventede ejendomsværdiskat. Antages det, at den skattepligtige vil skulle betale både ejendomsværdiskat og grundskyld, vil såvel ejendomsværdiskatten som grundskylden efter forslaget skulle fastsættes under hensyn til den forventede ejendomsværdiskat og grundskyld til brug for skattekortberegningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Kildeskattelovens § 61, stk. 9, fastsætter en dækningsrækkefølge ved betaling af restskat. Det fremgår af bestemmelsen, at af de skattebeløb, der opkræves eller inddrives for et indkomstår, dækkes indkomstskat forud for ejendomsværdiskat, og arbejdsmarkedsbidrag dækkes forud for A-skat og B-skat.

Bestemmelsen har betydning i tilfælde, hvor det opkrævede eller inddrevne beløb ikke er stort nok til at dække alle de beregnede skatter.

Når Skatteforvaltningen, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, overtager opkrævningen af grundskylden som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, er det nødvendigt at fastsætte, hvor denne grundskyld skal indgå i dækningsrækkefølgen ved opkrævning af skattebeløb.

Skatteforvaltningen vil ligeledes overtage administrationen af den kommunale pensionistlåneordning til betaling af grundskyld. Til sikkerhed for lån og påløbne renter vil en pensionist skulle stille sikkerhed i sin ejendom i form af et skadesløsbrev eller ejerpantebrev og inden for den seneste ansatte offentlige ejendomsværdi. Er det ikke længere muligt at tinglyse sikkerhed for påløbne renter inden for seneste ansatte offentlige ejendomsværdi, vil renterne i medfør af § 56, stk. 3, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov forfalde til betaling, hvorfor disse renter også vil skulle indgå i dækningsrækkefølgen ved opkrævning af skattebeløb.

Det foreslås, at der i kildeskattelovens § 61, stk. 9, efter »ejendomsværdiskat« indsættes »og grundskyld som nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, og renter, der forfalder til betaling efter ejendomsskattelovens § 59, stk. 4«.

Den foreslåede henvisning til § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil indebære, at kildeskattelovens § 61, stk. 9, vil omfatte de typer af ejendomsværdiskat og grundskyld, der vil skulle opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen, dvs. følgende:

Ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der alene er ejet af fysiske personer.
Grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og ubebyggede grunde, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 7 og 8, der alene er ejet af fysiske personer.

For en nærmere beskrivelse af ovennævnte ejendomme, henvises der til det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 61, stk. 9, vil medføre, at af de skattebeløb, der opkræves for et indkomstår, vil indkomstskat skulle dækkes forud for både ejendomsværdiskat og grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og renter, der forfalder til betaling efter § 59, stk. 4, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. I disse tilfælde foreslås ejendomsværdiskat, grundskyld og renterne således at skulle dækkes efter indkomstskat på samme vis, som ejendomsværdiskat dækkes efter gældende ret.

Den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 61, stk. 9, er, jf. ovenfor, en konsekvens af, at opkrævning af grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov med den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 40, 1. pkt., vil skulle opkræves af Skatteforvaltningen, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, og at Skatteforvaltningen vil skulle overtage administrationen af den kommunale pensionistlåneordning til betaling af grundskyld, jf. § 53, stk. 1, i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 7

Det er i kildeskattelovens § 64, stk. 1, fastsat, at staten efter reglerne i lov om kommunal indkomstskat til den enkelte kommune afregner den del af skatterne, der udgør kommunal indkomstskat og kirkeskat.

Grundskylden er efter gældende regler i lov om kommunal ejendomsskat en kommunal skatteindtægt. Det fremgår af boligskatteforliget, at grundskylden fortsat vil være en kommunal skatteindtægt, selv om Skatteforvaltningen overtager opkrævningen heraf. Der foreslås således ingen ændring heraf.

Det foreslås i kildeskattelovens § 40, 1. pkt., jf. lovforslagets § 1, nr. 2, at grundskylden som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil skulle opkræves via personskattesystemerne.

Det foreslås, at der i kildeskattelovens § 64, stk. 1, efter »lov om kommunal indkomstskat« indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«, og at der efter »udgør kommunal indkomstskat« indsættes », grundskyld som nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1,«.

Den foreslåede henvisning til § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil indebære, at kildeskattelovens § 64, stk. 1, vil omfatte de typer af ejendomsværdiskat og grundskyld, der vil skulle opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen, dvs. følgende:

Ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der alene er ejet af fysiske personer.
Grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og ubebyggede grunde, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 7 og 8, der alene er ejet af fysiske personer.

For en nærmere beskrivelse af ovennævnte ejendomme, henvises der til det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Efter forslaget vil staten efter reglerne i lov om kommunal indkomstskat til den enkelte kommune skulle afregne den del af skatterne, der udgør kommunal indkomstskat, grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og kirkeskat.

Den foreslåede ændring af kildeskattelovens § 64, stk. 1, vil således medføre, at staten også vil skulle afregne grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov efter reglerne herom i lov om kommunal indkomstskat. Grundskylden vil som anført fortsat skulle være en kommunal skatteindtægt. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 3 og 4.

Grundskyld af andre ejendomme end ejendomme ejet af fysiske personer og dækningsafgift vil ligeledes fortsat skulle være en kommunal indtægt, og begge skatter vil ligesom grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov skulle opkræves af Skatteforvaltningen.

Opkrævningen af grundskyld af andre ejendomme end ejendomme ejet af fysiske personer og dækningsafgift vil skulle ske direkte hos ejerne uden for forskuds- og slutskattesystemet for indkomstskatterne. De foreslåede regler for afregning af grundskyld og dækningsafgift af andre ejendomme foreslås fastsat i § 15, stk. 2, i lov om kommunal indkomstskat, jf. lovforslagets § 2, nr. 3.

For så vidt angår forslaget om, at der efter »lov om kommunal indkomstskat« indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«, er der tale om en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 2

Til nr. 1

Lov om kommunal indkomstskat indeholder i §§ 15 og 16 regler om statens udbetaling og afregning af kommunal indkomstskat til kommunerne, som opkræves via indkomstskattesystemet.

Reglerne om opkrævning af grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov via personskattesystemerne foreslås fastsat i kildeskatteloven, jf. lovforslagets § 1.

Reglerne om statens opkrævning af grundskyld af andre ejendomme og af dækningsafgift foreslås fastsat i § 33 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Såvel grundskylden som dækningsafgiften vil fortsat skulle være kommunale indtægter. Det er alene opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift, der i henhold til boligskatteforliget og kompensationsaftalen overgår fra kommunerne til staten fra og med 2024. Der vil dermed være behov for at fastsætte regler om statens afregning til kommunerne af de beløb for grundskyld og dækningsafgift, som Skatteforvaltningen vil skulle opkræve på vegne af kommunerne.

Det foreslås, at de regler, der vil skulle gælde for Skatteforvaltningens udbetaling af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne, fastsættes i §§ 14-16 i lov om kommunal indkomstskat, jf. lovforslagets § 2, nr. 2-6.

Det foreslås på den baggrund at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Forslaget vil indebære, at titlen på loven vil afspejle, at loven efter forslaget også vil komme til at indeholde regler, der vil skulle gælde for statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne, jf. ovenfor.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det er i § 14 i lov om kommunal indkomstskat fastsat, at for opkrævning af kommunal indkomstskat af personer og kirkeskat gælder de regler, der er fastsat herom i kildeskatteloven. De regler, der henvises til, er navnlig reglerne i kildeskattelovens afsnit V om opkrævning af indkomstskat m.v. Reglerne om statens udbetaling af kommunal indkomstskat til kommunerne er fastsat i §§ 15-17 i lov om kommunal indkomstskat.

Med forslagene til ændringer i kildeskatteloven foreslås det, at grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil skulle opkræves via personskattesystemerne. Der henvises til bemærkningerne til ændringerne af kildeskattelovens §§ 40 og 41, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

Det foreslås endvidere, at reglerne om statens udbetaling og afregning af grundskyld indsættes i lov om kommunal indkomstskat, hvis titel foreslås ændret, jf. lovforslagets § 2, nr. 1.

Det foreslås, at det i § 14 i lov om kommunal indkomstskat indsættes som 2. pkt., at det samme gælder for opkrævning af grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede henvisning til § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil indebære, at § 14 i lov om kommunal indkomstskat vil omfatte de typer af ejendomsværdiskat og grundskyld, der vil skulle opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen, dvs. følgende:

Ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der alene er ejet af fysiske personer.
Grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og ubebyggede grunde, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 7 og 8, der alene er ejet af fysiske personer.

For en nærmere beskrivelse af ovennævnte ejendomme, henvises der til det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget vil medføre, at også for opkrævning af grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil de bestemmelser, der er fastsat i kildeskatteloven, skulle gælde. De bestemmelser, der henvises til, vil navnlig være reglerne i kildeskattelovens afsnit V om opkrævning af indkomstskat m.v.

Med forslaget videreføres gældende regler om, at for opkrævning af kommunal indkomstskat af personer og kirkeskat gælder de regler, der er fastsat herom i kildeskatteloven. Forslaget indebærer således ingen ændring af gældende regler om opkrævning af kommunal indkomstskat af personer og kirkeskat.

For opkrævning af grundskyld af andre ejendomme, der ikke er omfattet af § 14 i lov om kommunal indkomstskat, og for opkrævning af dækningsafgift, vil de bestemmelser, der er fastsat i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, skulle gælde. Der henvises til § 33 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 og 3.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det er i § 27, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat fastsat, at grundskyld og dækningsafgift opkræves i to eller flere lige store rater efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse med forfaldstid den 1. i de måneder, som kommunalbestyrelsen bestemmer. Det vil sige, at kommunen opkræver grundskylden og dækningsafgiften, og at den, som grundskylden og dækningsafgiften pålægges, skal indbetale grundskylden og dækningsafgiften til kommunen. I de fleste kommuner opkræves grundskylden og dækningsafgiften i to årlige rater med forfaldstid den 1. januar og den 1. juli.

Det foreslås i kildeskattelovens §§ 40 og 41, at grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil skulle opkræves via personskattesystemerne, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, og bemærkningerne hertil.

Det foreslås endvidere i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, at grundskyld af andre ejendomme end dem, der er nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og dækningsafgift vil skulle opkræves af Skatteforvaltningen efter § 33 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvortil der henvises.

Det er kun opkrævningen af grundskylden og dækningsafgiften, som staten vil skulle forestå. Det fremgår af boligskatteforliget, at grundskyld og dækningsafgift fortsat vil være kommunale skatteindtægter, selv om Skatteforvaltningen fra og med 2024 vil skulle overtage opkrævningen heraf. Der vil derfor skulle fastsættes regler, der regulerer statens udbetaling til kommunerne af den grundskyld og dækningsafgift, som staten, dvs. Skatteforvaltningen, på vegne af kommunerne har opkrævet.

Det foreslås, at der i § 15 i lov om kommunal indkomstskat indsættes et nyt stk. 2 .

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at staten til den enkelte kommune ved begyndelsen af hvert kvartal, for så vidt angår grundskyld som nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, henholdsvis hvert halvår, for så vidt angår grundskyld og dækningsafgift som nævnt i ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, et beløb til foreløbig dækning af grundskyld og dækningsafgift.

Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal indkomstskat vil medføre, at staten – ud over til kommunal indkomstskat og kirkeskat, jf. stk. 1 – vil skulle udbetale et beløb til foreløbig dækning af grundskyld og dækningsafgift, der fra og med den 1. januar 2024 vil være reguleret i den nye ejendomsskattelov.

Det foreslås i stk. 2, 2. pkt., at for så vidt angår grundskyld som nævnt i ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, vil udbetalingen skulle svare til en fjerdedel af det årlige beløb, der efter det for kommunen vedtagne årsbudget udgør dens indtægt ved den nævnte grundskyld. Det foreslås i 3. pkt., at for så vidt angår grundskyld og dækningsafgift som nævnt i ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, vil udbetalingen skulle svare til halvdelen af det årlige beløb, der efter det for kommunen vedtagne årsbudget udgør dens indtægt ved den nævnte grundskyld og dækningsafgift.

De foreslåede bestemmelser i § 15, stk. 2, 2. og 3. pkt. , i lov om kommunal indkomstskat vil medføre, at den udbetalingen efter den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. vil skulle svare til en fjerdedel, for så vidt angår grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov henholdsvis halvdelen, for så vidt angår grundskyld og dækningsafgift som nævnt i § 33, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov af det årlige beløb, der efter det for kommunen vedtagne årsbudget udgør dens indtægt ved grundskyld og dækningsafgift.

Det foreslås i stk. 2, 4. pkt., at udbetalingen vil skulle omfatte indkomstårets beløb uden nedsættelse for beløb, som staten har ydet som rabat eller lån efter kapitel 6-8 og 11 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, 3. pkt. , vil medføre, at beløbet, som staten efter forslaget i 1. pkt. vil skulle udbetale til kommunerne, således vil skulle omfatte grundskylden inklusive grundskyldsbeløb, som ejerne måtte være ydet som rabat efter kapitel 6 og 7 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov eller lån efter kapitel 8 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Efter det foreslåede kapitel 6 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov vil der under visse betingelser kunne ydes en samlet skatterabat, der skal sikre, at ingen boligejere, der har overtaget en ejerbolig inden 2024, skal betale højere samlede ejendomsskatter (med nye skattesatser på nye vurderinger med forsigtighedsprincippet) for indkomståret 2024, end hvis der var ejendomsværdiskattestop og grundskatteloft til og med indkomståret 2024.

Efter det foreslåede kapitel 7 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov vil der under visse betingelser kunne ydes rabat i form af begrænsning af stigninger i grundskyld for ejendomme, der ikke er omfattet af rabatordningen i det foreslåede kapitel 6 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Efter det foreslåede kapitel 8 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov vil der blive ydet lån til betaling af dels stigningen i grundskylden af visse ejendomme ejet af fysiske personer efter den permanente indefrysningsordning, dels den resterende grundskyld af visse ejendomme, som ejes af pensionister m.fl. efter pensionistlåneordningen til betaling af grundskyld. Der henvises til kapitel 8 og bemærkningerne hertil i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Kapitel 11 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov indeholder midlertidige bestemmelser i relation til bl.a. kapitel 6 og 8 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, 3. pkt., i lov om kommunal indkomstskat vil bl.a. indebære, at den enkelte kommune efter de foreslåede bestemmelser i 1. og 2. pkt. vil få udbetalt den fulde grundskyld inklusiv den del af grundskylden, som ejeren umiddelbart ikke betaler, men som ejeren af staten ydes lån til betaling af. Kommunerne vil således ikke skulle bære risikoen for, at de lån, der er ydet til betaling af grundskylden, ikke tilbagebetales ved lånets forfald og ikke kan inddrives.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det er i § 16, stk. 1, i lov om kommunal indkomstskat fastsat, at for kommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget, foretages en opgørelse af henholdsvis de kommunale indkomstskatter og kirkeskatten pr. 1. maj i året to år efter kalenderåret.

Staten vil efter det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og dette lovforslag skulle varetage opkrævningen af grundskylden og dækningsafgiften.

Det foreslås, at § 16, stk. 1, i lov om kommunal indkomstskat nyaffattes. Det foreslås i stk. 1, 1. pkt. , at der for alle kommuner årligt vil skulle foretages en opgørelse af grundskylden og dækningsafgiften pr. 1. maj i året 2 år efter kalenderåret. Det foreslås i 2. pkt., at for kommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget, vil opgørelsen endvidere omfatte de kommunale indkomstskatter og kirkeskatten.

Den foreslåede nyaffattelse af § 16, stk. 1, i lov om kommunal indkomstskat vil indebære, at der for alle kommuner vil skulle foretages en opgørelse af grundskylden og dækningsafgiften pr. 1. maj i året 2 år efter kalenderåret, og at denne opgørelse – for så vidt angår kommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget – også vil skulle omfatte kommunale indkomstskatter og kirkeskatten.

Opgørelsen i § 16, stk. 1, vil således efter forslaget tillige skulle omfatte grundskylden og dækningsafgiften og vil indebære, at den endelige opgørelse vedrørende grundskyld og dækningsafgift vil skulle ske pr. 1. maj to år efter kalenderåret.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle gælde for al grundskyld, og den vil dermed skulle gælde for såvel grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov som grundskyld af andre ejendomme. Grundlaget for opkrævning af både grundskylden som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og grundskylden af andre ejendomme og dækningsafgiften vil skulle være kommunernes budgetterede indtægter i årsbudgettet fra grundskylden og dækningsafgiften.

Forslaget vil betyde, at den endelige opgørelse vedrørende grundskyld og dækningsafgift vil skulle foretages på samme tidspunkt, som efter gældende regler er tilfældet for den endelige opgørelse af de kommunale indkomstskatter og kirkeskat.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det er i § 16, stk. 2, i lov om kommunal indkomstskat fastsat, hvordan opgørelsen af efterreguleringsbeløb og afregningen af efterreguleringsbeløb for indkomstskat og kirkeskat nærmere skal ske. Efterreguleringsbeløbet for henholdsvis kommunal indkomstskat og kirkeskat opgøres efter § 16, stk. 2, 1. pkt., som skatten, der opgøres ved beregningen af slutskat for et kalenderår, herunder beløb, der som følge af ændringer i skatteansættelser er ført i tilgang eller til afgang, fratrukket summen af de månedlige beløb, der efter § 15 i lov om kommunal indkomstskat er udbetalt til kommunen i det pågældende kalenderår.

Eventuel afregning af efterreguleringsbeløb sker efter § 16, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal indkomstskat med en tredjedel hver i månederne januar, februar og marts i året 3 år efter dette kalenderår.

Det foreslås, at opgørelsen af efterreguleringsbeløbet for grundskyld og dækningsafgift og afregning af eventuelle afregningsbeløb skal ske på samme måde som efter gældende regler er tilfældet for den endelige opgørelse af de kommunale indkomstskatter og kirkeskat.

Det foreslås af lovtekniske grunde at nyaffatte § 16, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal indkomstskat, således at efterreguleringsbeløbet for den kommunale indkomstskat, grundskylden, dækningsafgiften og kirkeskatten skal opgøres som det beløb, der opgøres ved den endelige beregning heraf for et kalenderår, herunder beløb, der som følge af ændringer af skatteansættelser og ændringer i grundlaget for grundskyld og dækningsafgift er ført i tilgang eller til afgang, fratrukket summen af de beløb, der efter § 15 er udbetalt til kommunen i det pågældende kalenderår.

Forslaget vil medføre, at efterreguleringsbeløbet vedrørende grundskyld og dækningsafgift vil blive opgjort som det beløb, der opgøres ved beregningen af »slutgrundskyld« og »slutdækningsafgift« for et kalenderår, herunder beløb, der som følge af ændringer af skatteansættelser og ændringer i grundlaget for pålæggelsen af grundskyld og dækningsafgift er ført i tilgang eller til afgang, fratrukket summen af de beløb, der med den foreslåede bestemmelse i § 15, stk. 2, i lov om kommunal indkomstskat, jf. lovforslagets § 2, nr. 3, er udbetalt til kommunen i det pågældende indkomstår.

Den foreslåede regel vil skulle gælde for al grundskyld, dvs. for såvel grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov som grundskyld af alle andre ejendomme, herunder erhvervsejendomme.

Forslaget vil dermed indebære, at positive og negative efterreguleringsbeløb vedrørende grundskylden og dækningsafgiften for de selvbudgetterende kommuner vil skulle opgøres på samme måde som efter gældende regler er tilfældet for den endelige opgørelse af de kommunale indkomstskatter og kirkeskat.

Forslaget tilsigter ingen ændring af gældende regler i § 16, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal indkomstskat for så vidt angår opgørelsen af efterreguleringsbeløbet for den kommunale indkomstskat og kirkeskat.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Der er i § 16, stk. 3, i lov om kommunal indkomstskat fastsat, at positive og negative efterreguleringsbeløb med tillæg af efterreguleringsbeløb i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, der overstiger 3 pct. af summen af de månedlige beløb, der efter § 15 er udbetalt til kommunen for det pågældende kalenderår, forhøjes med et tillæg, der beregnes af den overskydende del af efterreguleringsbeløbet inklusive efterreguleringsbeløb i henhold til lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner med en procent, der svarer til tre gange Nationalbankens diskonto den 1. juli året forud for kalenderåret.

Det foreslås, at § 16, stk. 3, ændres, så »månedlige« udgår.

Forslaget vil alene indebære en lovteknisk ændring, der skal ses i sammenhæng med ændringerne i lovforslagets § 2, nr. 1-5, om afregningen af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 3

Til nr. 1

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1, at der som udgangspunkt foretages almindelig vurdering af fast ejendom hvert andet år. Vurderingerne foretages pr. 1. januar i vurderingsåret, jf. dog overgangsreglerne i § 81, stk. 7, og §§ 87-88. Efter ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 2, vurderes ejerboliger som udgangspunkt i lige år, mens andre ejendomme vurderes i ulige år.

Det følger desuden af ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, at der foretages omvurdering pr. 1. januar i året efter en almindelig vurdering af ejendomme, som opstår eller ændres i de tilfælde, der er nævnt i bestemmelsens nr. 1-12, jf. dog § 6, stk. 2, og overgangsreglerne i §§ 87-88.

I lovforslagets § 3, nr. 22 og 23, foreslås det, at der indsættes yderligere overgangsregler, jf. de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 87 b og 88 a. Efter de foreslåede bestemmelser vil 2024-vurderingen for ejerboliger og 2025-vurderingen for andre ejendomme blive forenklet ved, at de som udgangspunkt udgøres af en indeksering af henholdsvis 2022- og 2023-vurderingen i prisniveauet henholdsvis pr. 1. januar 2024 og pr. 1. januar 2025.

Det foreslås derfor i ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1, 2. pkt., og § 6, stk. 1, at ændre »§§ 87-88« til »§§ 87-88 a«.

Derved sikres, at henvisningen til ejendomsvurderingslovens overgangsregler er fyldestgørende. Det foreslåede er således en konsekvens af lovforslagets § 3, nr. 22 og 23. Der henvises derfor nærmere til bemærkningerne til lovforslagets § 3, nr. 22 og 23.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.6 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Det er i ejendomsvurderingslovens § 13, stk. 2, 1. pkt., fastsat, at er en ejendom på vurderingstidspunktet helt eller delvis fritaget for grundskyld efter §§ 7 eller 8 i lov om kommunal ejendomsskat, kan Skatteforvaltningen som led i vurderingen beslutte at undlade at ansætte en vurdering af den del af grunden, der er fritaget, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 85.

Efter § 7 i lov om kommunal ejendomsskat er en række ejendomme fritaget for grundskyld, og efter § 8 i samme lov kan kommunalbestyrelsen meddele helt eller delvis fritagelse for grundskyld af en række ejendomme.

Det følger af den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 13, stk. 2, 1. pkt., at henvisningen til »§§ 7 eller 8 i lov om kommunal ejendomsskat« skal ændres til »ejendomsskattelovens §§ 5-9«.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til §§ 7 og 8 i lov om kommunal ejendomsskat vil blive ændret til en henvisning til §§ 5 og 7 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Reglerne om ejendomme, der er fritaget for grundskyld, foreslås videreført i § 5 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, og reglerne om, at kommunalbestyrelsen kan meddele helt eller delvis fritagelse for grundskyld af en række ejendomme, foreslås videreført i § 7 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er, for så vidt angår ændringen af henvisningen hertil, ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Herudover foreslås henvisningen udvidet til også at omfatte §§ 6, 8 og 9 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Den foreslåede udvidelse af henvisningen skal ses i sammenhæng med Skatteforvaltningens overtagelse af opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift.

Til nr. 3

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt., indgår der i vurderingen andre dele af vurderinger foretaget efter ejendomsvurderingsloven og ansættelser og fordelinger foretaget i medfør af anden lovgivning. Bestemmelsen giver Skatteforvaltningen mulighed for at foretage ansættelser og fordelinger til brug for opkrævning af grundskyld og dækningsafgift efter § 23 A, stk. 5, i lov om kommunal ejendomsskat. Denne fordeling foretages ikke i medfør af ejendomsvurderingsloven, men er hjemlet i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 2, 4. pkt., ændres, så der efter »i medfør af« indsættes »ejendomsskatteloven eller«.

Med forslaget præciseres det, at bl.a. fordelinger og ansættelser foretaget efter reglerne i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil kunne være en del af vurderingen.

Dermed præciseres det, at Skatteforvaltningen bl.a. vil have mulighed for at foretage fordelingerne ved fritagelse og påligning af grundskyld og dækningsafgift efter reglerne i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Ansættelserne og fordelingerne foretaget efter den nye ejendomsskattelov vil kunne påklages administrativt og genoptages efter reglerne på vurderingsområdet. Det vil fortsat være kommunalbestyrelsen, der vil skulle træffe afgørelse om, hvorvidt en ejendom skal fritages/pålignes grundskyld og dækningsafgift, mens det er Skatteforvaltningen, der vil skulle træffe afgørelse om, hvor stor en del af en ejendom der vil skulle fritages, og hvor stor en del af grundværdien der vil kunne henføres til den fritagne del henholdsvis den ikkefritagne del. Skatteforvaltningen vil dog kunne inddrage kommunen i vurderingen.

Til nr. 4

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 17, stk. 5, at ved ansættelsen af grundværdien for ejendomme, hvorfra der i medfør af planlovgivningen eller anden offentlig regulering kan foretages maksimalt to frastykninger til opførelse af ejendomme til helårsbeboelse eller sommerhuse og andre fritidshuse, jf. § 4, stk. 1, nr. 1 og 3, kan Skatteforvaltningen, medmindre andet dokumenteres af ejendomsejeren, foretage vurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6 og deklaration efter skatteforvaltningslovens § 20 a ud fra en forudsætning om, at omkostningerne til udmatrikulering og byggemodning af grunden vil udgøre 25.000 kr. pr. frastykning (2020-niveau). Dette grundbeløb reguleres årligt efter personskattelovens § 20.

Den gældende formulering er ikke entydig, idet der på den ene side altid reguleres i forhold til 2010-niveau, og på den anden side står grundbeløbet i lovteksten angivet i 2020-niveau.

Det foreslås derfor i § 17, stk. 5, 1. pkt., at ændre »25.000 kr. pr. frastykning (2020-niveau)« til »21.800 kr. pr. frastykning (2010-niveau)«.

Dermed præciseres det, at grundbeløbet skal reguleres på samme måde som andre grundbeløb, der reguleres efter personskattelovens § 20.

Det bemærkes desuden, at 21.800 kr. i 2010-niveau svarer til 25.000 kr. i 2020-niveau, og ændringen har således ingen materiel betydning.

Til nr. 5

Det er i ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., fastsat, at for lejligheder i ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, ansættes en ejendomsværdi, når betingelserne i de nævnte bestemmelser herfor er opfyldt.

Det følger af den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 1, 1. pkt., at henvisningen til »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6-8«.

Den foreslåede ændring af § 27, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 6-8, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 6

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 1, ansættes en ejendomsværdi for lejligheder i ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, hvis betingelserne deri er opfyldt. Ejendomsvurderingslovens § 27 sørger for et beregningsgrundlag for ejendomsværdibeskatningen af rådigheden over de nævnte lejligheder for ejeren eller ejerne, som om der havde været tale om selvstændige ejerlejligheder.

Efter § 27, stk. 2, betales et gebyr på 2.750 kr. (2010-niveau) samtidig med indgivelse af en anmodning om ansættelse efter stk.

Gebyret reguleres efter personskattelovens § 20. Gebyret tilbagebetales, hvis anmodningen afvises eller tilbagekaldes.

Ved § 2, nr. 7, i lov nr. 2614 af 28. december 2021 blev ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 2, om betaling af gebyr ændret, således at det bl.a. nu følger af bestemmelsen, at gebyret for ansættelsen skal betales samtidig med indgivelse af anmodningen. Formålet hermed er ifølge bemærkningerne til § 2, nr. 7, jf. Folketingstidende 2021-22, A, L 88 som fremsat, side 25, at mindske antallet af arbejdsgange for Skatteforvaltningen og at hindre inddrivelse af gebyret ved manglende betaling.

Før lovændringen i 2021 fulgte det af ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., at gebyret alene skulle betales, første gang en lejlighed vurderes efter § 27, stk. 1. Af bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 2, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 106, fremgår det, at det er tiltænkt, at der skal betales et gebyr, som udgør et grundbeløb på 2.750 kr. (2010-niveau) første gang, en lejlighed skal vurderes efter denne bestemmelse. Den fremgår videre af bemærkningerne, at gebyret vil skulle betales, første gang en sådan vurdering foretages for en lejlighed, og ikke ved efterfølgende vurderinger af lejligheden. Hvis en lejlighed har været vurderet efter den tilsvarende bestemmelse i § 33 A i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, og lejligheden fremover vurderes efter ejendomsvurderingslovens § 27, vil der ikke skulle betales gebyr. Hensigten er ifølge bemærkninger alene, at der betales gebyr for nytilkomne lejligheder.

Det var ikke tilsigtet med lov nr. 2614 af 28. december 2021 at ændre på, at gebyret alene skal betales, første gang en lejlighed vurderes efter § 27, stk. 1, eller tidligere efter § 33 a i den dagældende vurderingslov. Nærværende forslag har derfor til formål at vende tilbage til den retstilstand, som var tilsigtet med indførelsen af ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 2, ved lov nr. 654 af 8. juni 2017.

Det foreslås derfor, at der i ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 2, 1. pkt., efter »2.750 kr. (2010-niveau)« indsættes », første gang lejligheden vurderes«.

Det vil betyde, at der samtidig med indgivelse af en anmodning om ansættelse efter § 27, stk. 1, skal betales et gebyr på 2.750 kr. (2010-niveau), første gang lejligheden vurderes. Der er tale om en betingelse, som ved en fejl ikke blev bibeholdt i forbindelse med den seneste ændring af ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 2.

For anmodninger om ansættelse efter ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 1, som modtages i Skatteforvaltningen efter lovens ikrafttræden, vil forslaget betyde, at der samtidig med indgivelse af en anmodning kun vil skulle betales et gebyr, hvis det er første gang lejligheden vurderes efter denne bestemmelse eller den tilsvarende bestemmelse i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme.

Til nr. 7

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 27 a, 1. pkt., at for boliger, som ville være omfattet af ejendomsværdiskatteloven, hvis boligen var beboet af ejeren, ansættes på anmodning fra ejeren en særskilt ejendomsværdi, når betingelserne i ligningslovens § 12 A er opfyldt.

Det følger af den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 27 a, 1. pkt., at henvisningen til »ejendomsværdiskatteloven« skal ændres til »reglerne om ejendomsværdiskat i ejendomsskatteloven«.

Den foreslåede ændring af § 27 a, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskatteloven vil blive ændret til en henvisning til reglerne om ejendomsværdiskat i den nye ejendomsskattelov. Den foreslåede præcisering af, at det er reglerne om ejendomsværdiskat, der henvises til, skal ses i sammenhæng med, at den nye ejendomsskattelov – i modsætning til ejendomsværdiskatteloven – også vil indeholde regler om bl.a. grundskyld.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lovhenvisningen.

Til nr. 8

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 1, at anvendes en ejendom bortset fra en landbrugsejendom eller en skovejendom til såvel boligformål som erhvervsmæssige formål, ansættes en ejendomsværdi for boligdelen efter § 16.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 2, 1. pkt., at for ejerboliger, som indeholder to selvstændige boligenheder, fordeles ejendomsværdien på de to selvstændige enheder. Fordelingen foretages som en værdimæssig fordeling mellem de to dele af ejendommen, jf. 2. pkt.

Det foreslås, at der i § 35, stk. 1, efter »ejendom« indsættes », som indeholder en eller to selvstændige boligenheder,«, og at der som 2. pkt. indsættes »For erhvervsejendomme m.v., der er omfattet af 1. pkt., og som indeholder to selvstændige boligenheder, fordeles ejendomsværdien mellem de to selvstændige enheder efter stk. 2, 2. pkt.«

Forslaget skal sikre en hjemmel til at foretage en fordeling af ejendomsværdien på to selvstændige boligenheder i en erhvervsejendom, så der i de tilfælde, hvor en ejendomsejer alene råder over én af to boligenheder i en erhvervsejendom, kan dannes et korrekt beskatningsgrundlag for beskatningen efter reglerne om ejendomsværdiskat i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Til nr. 9

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1, 1. pkt., at for ejendomme, der anvendes til såvel boligformål som erhvervsmæssige formål, anvendes den senest ansatte ejendomsværdi efter § 88 som beregningsgrundlag for beskatning efter øvrig lovgivning og som grundlag for ydelse af lån efter kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., hvis en fordeling af ejendomsværdien er nødvendig for at afgrænse den del af ejendommen, som anvendes til erhvervsmæssige formål. Undtaget herfor er beskatning efter ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal ejendomsskat, jf. ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1, 2. pkt.

Med lovforslagets § 10, nr. 1 og 2, foreslås det at ændre overskriften til kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., så den i stedet bliver lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., og lovens § 1, stk. 1, foreslås nyaffattet.

Det følger af den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1, 1. pkt. , at henvisningen til »lov om lån til betaling af grundskyld m.v.« skal ændres til »lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.«.

Den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil blive ændret til en henvisning til kapitel 1 i lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 10, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om lån til betaling af grundskyld m.v. til lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., og skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 10

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1, 1. pkt., at for ejendomme, der anvendes til såvel boligformål som erhvervsmæssige formål, anvendes den senest ansatte ejendomsværdi efter § 88 som beregningsgrundlag for beskatning efter øvrig lovgivning og som grundlag for ydelse af lån efter kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., hvis en fordeling af ejendomsværdien er nødvendig for at afgrænse den del af ejendommen, som anvendes til erhvervsmæssige formål.

Undtaget herfor er beskatning efter ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal ejendomsskat, jf. ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1, 2. pkt.

Det følger af den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1, 2. pkt., at henvisningen til »ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal ejendomsskat« skal ændres til »ejendomsskattelovens kapitel 1-3«.

Den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 35 a, stk. 1, 2. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal indkomstskat vil blive ændret til en henvisning til den nye ejendomsskattelovs kapitel 1-3, der vil indeholde reglerne om ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lovhenvisningerne.

Til nr. 11

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, at der i følgende tilfælde ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 foretages en tilbageregning af ejendomsværdien til 2001-niveau og 2002-niveau:

Når en ejendom bliver omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10.
Når der for en ejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, indtræffer en sådan begivenhed, at betingelserne for omvurdering efter denne lovs § 6, stk. 1, nr. 4 eller 6-8, er opfyldt.
Når der på en ejendom, som er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, sker ændring af ejendommens grundareal.
Når en samlet vurdering, jf. § 2, stk. 3, etableres, ændres eller ophører.

Det foreslås, at § 38, stk. 1, nr. 1-3, ændres, så »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10« ændres til »§ 4, nr. 1-10, i den tidligere gældende ejendomsværdiskattelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1590 af 2. november 2020, som ændret ved § 3 i lov nr. 1580 af 27. december 2019, § 11 i lov nr. 2202 af 29. december 2020, § 2 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 2 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 3 i lov nr. 1597 af 28. december 2022«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorved det bl.a. foreslås at ophæve ejendomsværdiskatteloven, så reglerne om ejendomsværdiskat fra og med indkomståret 2024 i stedet vil blive reguleret i den nye ejendomsskattelov. Da ovennævnte bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, nr. 1-3, dog omhandler skattestopsregler, der ikke foreslås videreført med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, foreslås det, at der i stedet skal henvises til ejendomsværdiskatteloven, der som nævnt foreslås ophævet.

Til nr. 12

Det fremgår af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, at som beregningsgrundlag for ejendomsværdiskatten for ejendomme omfattet af § 4, nr. 1-10, anvendes den laveste af følgende værdier:

80 pct. af den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom i året før indkomståret, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 87 a.
Den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2001 med tillæg af 5 pct.
Den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2002.

Det fremgår af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 3, 1. pkt., at for ejendomme som nævnt i stk. 1, hvor der er foretaget om- eller tilbygning, nybygning m.v., og hvor Skatteforvaltningen har foretaget ansættelser efter ejendomsvurderingslovens § 38 eller § 33, stk. 12-15, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, anvendes disse ansættelser fra og med det år, hvor ansættelserne er foretaget, i stedet for ansættelserne som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 2 og 3. Det fremgår af stk. 3, 2. pkt., at beregningsgrundlaget for ansættelserne ansat efter ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, udgør 80 pct. af ejendomsværdien.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, at der i følgende tilfælde ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 foretages en tilbageregning af ejendomsværdien til 2001-niveau og 2002-niveau:

Når en ejendom bliver omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10.
Når der for en ejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, indtræffer en sådan begivenhed, at betingelserne for omvurdering efter denne lovs § 6, stk. 1, nr. 4 eller 6-8, er opfyldt.
Når der på en ejendom, som er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, sker ændring af ejendommens grundareal.
Når en samlet vurdering, jf. § 2, stk. 3, etableres, ændres eller ophører.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 4, 1. pkt., at de tilbageregnede ejendomsværdier efter stk. 1, nr. 4, ikke kan fastsættes til et beløb, der overstiger den tidligere værdi eller de tidligere værdier tilsammen. Det fremgår af stk. 4, 2. pkt., at ophører en samlet vurdering, vil forholdet mellem de tilbageregnede ejendomsværdier til 2001-niveau og 2002-niveau for de enkelte ejendomme efter stk. 1 skulle fastholdes ved begrænsningen efter 1. pkt. Det fremgår af stk. 4, 3. pkt., at begrænses de tilbageregnede værdier efter stk. 1 som nævnt i stk. 4, 1. og 2. pkt., betragtes de tilbageregnede værdier ikke som en ansættelse efter stk. 1 i relation til ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 3, 2. pkt.

Det foreslås, at i § 38, stk. 4, 3. pkt., ændres »ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 3, 2. pkt« til »§ 4 a, stk. 3, 2. pkt., i den tidligere gældende ejendomsværdiskattelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1590 af 2. november 2020, som ændret ved § 3 i lov nr. 1580 af 27. december 2019, § 11 i lov nr. 2202 af 29. december 2020, § 2 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 2 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 3 i lov nr. 1597 af 28. december 2022«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorved det bl.a. foreslås at ophæve ejendomsværdiskatteloven, så reglerne om ejendomsværdiskat fra og med indkomståret 2024 i stedet vil blive reguleret i den nye ejendomsskattelov. Da ovennævnte bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 4, 3. pkt., dog omhandler skattestopsregler, der ikke foreslås videreført med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, foreslås det, at der i stedet skal henvises til ejendomsværdiskatteloven, der som nævnt foreslås ophævet.

Til nr. 13

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, at der i følgende tilfælde ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 foretages en tilbageregning af grundværdien til basisåret, jf. § 42, stk. 2, ved at gange den fastsatte grundværdi efter § 15, stk. 2, med en kommunespecifik andel efter § 48 a, jf. dog § 40, stk. 2 og 4:

Når en ejendom bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld efter lov om kommunal ejendomsskat.
Når en samlet vurdering etableres, ændres eller ophører, jf. § 2, stk. 3.
Når der sker ændring af ejendommens grundværdi som følge af ændrede anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder.
Når væsentlig ikke hidtil kendt forurening dokumenteres.
Når afhjælpning af væsentlig forurening konstateres, forudsat at hidtidig afgiftspligtig grundværdi, jf. § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, er ansat på grundlag af grundens værdi i forurenet stand.
Når byggemodning er færdiggjort.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 5, 1. pkt., at der ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 foretages en forholdsmæssig regulering af grundværdien i basisåret, jf. § 42, stk. 1, når der på en ejendom, som er omfattet af pligten som nævnt i § 40, stk. 1, nr. 1, sker ændring af ejendommens grundareal eller af ejerlejligheders fordelingstal.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 5, 2. pkt., at er der foretaget en fordeling af grundværdien i basisåret på flere kommuner, foretages i stedet en forholdsmæssig regulering af værdien af jorden i de enkelte kommuner ud fra ændringen i det registrerede grundareal i den pågældende kommune.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 5, 3. pkt., en regulering efter 1. og 2. pkt. ikke betragtes som en ansættelse efter ejendomsvurderingsloven i relation til § 1, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås at ændre ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 1 og 5, og stk. 5, 3. pkt., så »lov om kommunal ejendomsskat« ændres til »den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af 28. december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorved det bl.a. foreslås at ophæve lov om kommunal ejendomsskat, så reglerne om grundskyld og dækningsafgift fra og med kalenderåret 2024 i stedet vil blive reguleret i den nye ejendomsskattelov. Da ovennævnte bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 1 og 5, og stk. 5, 3. pkt., dog omhandler skatteloftsregler, der ikke foreslås videreført med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, foreslås det, at der i stedet skal henvises til lov om kommunal ejendomsskat, der som nævnt foreslås ophævet.

Til nr. 14

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, at af de i en kommune beliggende faste ejendomme, for hvilke der i medfør af ejendomsvurderingsloven er foretaget ansættelse af grundværdien, svares til kommunen en afgift, der benævnes grundskyld.

Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, at grundskyld pålignes de afgiftspligtige ejendomme med en bestemt promille af den afgiftspligtige grundværdi. Er grundværdien ansat efter ejendomsvurderingsloven, pålignes de afgiftspligtige ejendomme grundskyld af 80 pct. af den afgiftspligtige grundværdi. For produktionsjord, jf. ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2 og 3, pålignes grundskyld af hele den afgiftspligtige grundværdi. Ved den afgiftspligtige grundværdi forstås den laveste af følgende værdier:

Ejendommens grundværdi efter fradrag for forbedringer, således som disse beløb er fastsat efter ejendomsvurderingsloven, og reduktion for fritagelser for grundskyld efter §§ 7 og 8 i lov om kommunal ejendomsskat.
Den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, der dannede grundlag for påligningen af grundskyld det foregående skatteår, forhøjet med en reguleringsprocent.

Det fremgår af § 1, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat, at reguleringsprocenten, jf. stk. 2, nr. 2, opgøres som den skønnede stigning i det samlede kommunale udskrivningsgrundlag for skatteåret tillagt 3 pct. Den skønnede stigning for udskrivningsgrundlaget fastsættes af finansministeren med tilslutning fra Folketingets Finansudvalg. Reguleringsprocenten kan højst udgøre 7 pct. For ejerboliger, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, udgør reguleringsprocenten 0 pct. i 2016. For alle afgiftspligtige ejendomme, udgør reguleringsprocenten 0 pct. i 2017. For ejerboliger, jf. § 4, udgør reguleringsprocenten 2,8 pct. i 2022. For alle afgiftspligtige ejendomme udgør reguleringsprocenten 2,8 pct. fra 2023.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, at der i følgende tilfælde ved den førstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter § 6 foretages en tilbageregning af grundværdien til basisåret, jf. § 42, stk. 2, ved at gange den fastsatte grundværdi efter § 15, stk. 2, med en kommunespecifik andel efter § 48 a, jf. dog § 40, stk. 2 og 4:

Når en ejendom bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld efter lov om kommunal ejendomsskat.
Når en samlet vurdering etableres, ændres eller ophører, jf. § 2, stk. 3.
Når der sker ændring af ejendommens grundværdi som følge af ændrede anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder.
Når væsentlig ikke hidtil kendt forurening dokumenteres.
Når afhjælpning af væsentlig forurening konstateres, forudsat at hidtidig afgiftspligtig grundværdi, jf. § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, er ansat på grundlag af grundens værdi i forurenet stand.
Når byggemodning er færdiggjort.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 4, at overstiger den tilbageregnede grundværdi efter stk. 1 reduceret med 20 pct. og reguleret frem til det aktuelle skatteår efter § 1, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat beregningsgrundlaget for grundskylden fra det foregående skatteår efter § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat reguleret frem til det aktuelle skatteår efter § 1, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat, og kan ejendomsejeren godtgøre, at ændringen efter stk. 1 med sikkerhed ikke har medført en stigning i ejendommens grundværdi, fastholdes det eksisterende beregningsgrundlag efter § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om kommunal ejendomsskat.

Det foreslås at nyaffatte ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 4, så bestemmelsen fastsætter, at overstiger den tilbageregnede grundværdi efter stk. 1 reduceret med 20 pct. og reguleret frem til det aktuelle skatteår efter § 1, stk. 3, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af 28. december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022, beregningsgrundlaget for grundskylden fra det foregående skatteår efter § 1, stk. 2, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af 28. december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022, reguleret frem til det aktuelle skatteår efter § 1, stk. 3, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af 28. december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022, og kan ejendomsejeren godtgøre, at ændringen efter ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, med sikkerhed ikke har medført en stigning i ejendommens grundværdi, fastholdes det eksisterende beregningsgrundlag efter § 1, stk. 2, nr. 2, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af 28. december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022.

Den foreslåede nyaffattelse af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 4, vil alene medføre, at henvisningerne til lov om kommunal ejendomsskat ændres, så der tages højde for, at loven foreslås ophævet med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, idet reglerne om grundskyld og dækningsafgift fra og med kalenderåret 2024 i stedet foreslås reguleret i den nye ejendomsskattelov. Da ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 4, omhandler reglerne om et grundskatteloft, der ikke foreslås videreført med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, foreslås det, at der i stedet skal henvises til lov om kommunal ejendomsskat, der som nævnt foreslås ophævet.

Forslaget vil således ikke ellers indebære indholdsmæssige ændringer i ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 4. Bestemmelsen vil således fortsat fastsætte, at der for ejendomsejere, der godtgør, at der med sikkerhed ikke er sket en grundværdiforøgende ændring, og hvor der efter den tidligere gældende vurderingslov er fastsat grundskatteloftsværdier, ikke kan ske en stigning i grundskylden. At ændringen med sikkerhed ikke er værdiforøgende, betyder, at ændringen i alle henseender ikke medfører en værdiforøgelse, hvilket f.eks. vil være tilfældet, hvis det konstateres, at grunden, hvorpå ejendommen er placeret, er væsentligt forurenet.

Til nr. 15

Det fremgår af ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, at som beregningsgrundlag for ejendomsværdiskatten for ejendomme omfattet af § 4, nr. 1-10, anvendes den laveste af følgende værdier:

80 pct. af den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom i året før indkomståret, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 87 a.
Den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2001 med tillæg af 5 pct.
Den ejendomsværdi, der er ansat for den pågældende ejendom pr. 1. januar 2002.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 43, stk. 1, at er den ene eller begge ejendomsværdier, der anvendes for beregningen af ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 2 og 3, som følge af særlige omstændigheder ansat væsentligt for lavt, foretages ved den næstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6 en tilbageregning efter § 38, stk. 1.

Det foreslås, at i ejendomsvurderingslovens § 43, stk. 1, ændres »ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 2 og 3,« til »§ 4 a, stk. 1, nr. 2 og 3, i den tidligere gældende ejendomsværdiskattelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1590 af 2. november 2020, som ændret ved § 3 i lov nr. 1580 af 27. december 2019, § 11 i lov nr. 2202 af 29. december 2020, § 2 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 2 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 3 i lov nr. 1597 af 28. december 2022,«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorved det bl.a. foreslås at ophæve ejendomsværdiskatteloven, så reglerne om ejendomsværdiskat fra og med indkomståret 2024 i stedet vil blive reguleret i den nye ejendomsskattelov. Da ovennævnte bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 43, stk. 1, dog omhandler ejendomsværdiskattestoppet, der ikke foreslås videreført med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, foreslås det, at der i stedet skal henvises til ejendomsværdiskatteloven, der som nævnt foreslås ophævet.

Til nr. 16

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om kommunal ejendomsskat, at af de i en kommune beliggende faste ejendomme, for hvilke der i medfør af ejendomsvurderingsloven er foretaget ansættelse af grundværdien, svares til kommunen en afgift, der benævnes grundskyld.

Det fremgår af § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, at grundskyld pålignes de afgiftspligtige ejendomme med en bestemt promille af den afgiftspligtige grundværdi. Er grundværdien ansat efter ejendomsvurderingsloven, pålignes de afgiftspligtige ejendomme grundskyld af 80 pct. af den afgiftspligtige grundværdi. For produktionsjord, jf. ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2 og 3, pålignes grundskyld af hele den afgiftspligtige grundværdi. Ved den afgiftspligtige grundværdi forstås den laveste af følgende værdier:

Ejendommens grundværdi efter fradrag for forbedringer, således som disse beløb er fastsat efter ejendomsvurderingsloven, og reduktion for fritagelser for grundskyld efter §§ 7 og 8 i lov om kommunal ejendomsskat.
Den afgiftspligtige grundværdi for ejendommen, der dannede grundlag for påligningen af grundskyld det foregående skatteår, forhøjet med en reguleringsprocent.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 43, stk. 2, at er grundværdien, der danner grundlag for beregningen efter § 1, stk. 2, nr. 2, i lov om kommunal ejendomsskat, som følge af særlige omstændigheder ansat væsentligt for lavt, foretages ved den næstkommende almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6 en tilbageregning efter § 40, stk. 1.

Det foreslås, at i ejendomsvurderingslovens § 43, stk. 2, ændres »lov om kommunal ejendomsskat,« til » den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af 28. december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022,«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorved det bl.a. foreslås at ophæve ejendomsværdiskatteloven, så reglerne om ejendomsværdiskat fra og med indkomståret 2024 i stedet vil blive reguleret i den nye ejendomsskattelov. Da ovennævnte bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 4, 3. pkt., dog omhandler grundskatteloftet, der ikke foreslås videreført med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, foreslås det, at der i stedet skal henvises til lov om kommunal ejendomsskat, der som nævnt foreslås ophævet.

Til nr. 17

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 44, stk. 1, 1. pkt., at tilbageregning af vurderinger efter § 38, stk. 1, foretages efter et prisindeks for ejendomssalg, jf. §§ 45-47.

Det foreslås, at ejendomsvurderingslovens § 44, stk. 1, 1. pkt., ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 3, nr. 19, hvorved ejendomsvurderingslovens § 44, stk. 1, 1. pkt., i stedet foreslås indsat som § 48 b, stk. 2.

Til nr. 18

Efter ejendomsvurderingslovens § 48, stk. 1, bekendtgør skatteministeren årligt de indeks, som beregnes efter §§ 44-47. Formålet med § 48 er ifølge forarbejderne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 121, at ejere af fast ejendom dermed vil blive bekendt med grundlaget for tilbageregninger til brug for skattestopberegninger, skatteloftberegninger og tilbagebetalingsordningen, ligesom ejere af landbrugsejendomme og skovejendomme vil blive bekendt med grundlaget for fremskrivningen af grundværdierne for produktionsjord.

Det foreslås i ejendomsvurderingslovens § 48, stk. 1, at ændre »Skatteministeren bekendtgør« til »Told- og skatteforvaltningen offentliggør«.

Således vil Skatteforvaltningen fremover kunne offentliggøre indeks beregnet efter ejendomsvurderingslovens §§ 44-47 uden, at det skal ske ved bekendtgørelse. I stedet vil offentliggørelse kunne ske via f.eks. Vurderingsstyrelsens hjemmeside eller Vurderingsportalen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 19

Ejendomsvurderingslovens §§ 38-43 indeholder regler om skattestopberegninger (for ejendomsværdi) og skatteloftsberegninger (for grundskyld). Det fremgår af § 48 a, at de kommunespecifikke andele til brug for ansættelse efter § 40, stk. 1, er fastsat i bilag 1.

Det foreslås, at det indsættes som § 48 b, stk. 1, at §§ 38-43 og 48 a kun finder anvendelse ved vurderinger efter denne lov, der foretages pr. 1. januar 2024 eller tidligere vurderingsterminer.

Det betyder, at reglerne i ejendomsvurderingslovens §§ 38-43 om skattestopberegninger og skatteloftsberegninger og § 48 a kun vil skulle anvendes til og med vurderingstermingen pr. 1. januar 2024, hvor reglerne vil skulle anvendes til beregning af rabatordningen i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Reglerne vil således ikke finde anvendelse ved efterfølgende vurderingsterminer.

Det foreslås herudover, at det indsættes som stk. 2, at tilbageregning efter § 38, stk. 1, ved vurderinger som nævnt i stk. 1 foretages efter et prisindeks for ejendomssalg, jf. §§ 45-47.

Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 svarer til den gældende bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 44, stk. 1, 1. pkt., der foreslås flyttet til § 48 b, stk. 2, da den som følge af forslaget i stk. 1 vil blive begrænset til også kun at finde anvendelse ved vurderinger, der foretages pr. 1. januar 2024 eller tidligere vurderingsterminer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.8 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 20

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 73, stk. 2, at ved genberegningen indgår ejendomsværdi og grundværdi ansat pr. 1. januar 2020 efter tilbageregning til det aktuelle år efter §§ 65-70. For grundværdien foretages genberegningen efter eventuelle fradrag for grundforbedringer og eventuelle fritagelser efter lov om kommunal ejendomsskat. Fradrag og fritagelser som nævnt i 2. pkt. beregnes på grundlag af den tilbageregnede grundværdi.

Det følger af den foreslåede ændring af ejendomsvurderingslovens § 73, stk. 2, 2. pkt., at henvisningen til »lov om kommunal ejendomsskat« skal ændres til »den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, som var gældende i det aktuelle år«.

Den foreslåede ændring vil medføre, at henvisningen til lov om kommunal ejendomsskat i ejendomsvurderingslovens § 73, stk. 2, 2. pkt., vil blive ændret til den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, som var gældende i det aktuelle år.

Med »gældende i det aktuelle år« forstås det år, som genberegning efter § 73, stk. 2, 1. pkt., vedrører.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lovhenvisningen.

Til nr. 21

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 87 a, stk. 1, at for ejendomme, der pr. 1. januar 2022 skal vurderes i lige år som ejerboliger, jf. § 5, stk. 2, tillægges den seneste af følgende vurderinger skattemæssig virkning for skatteåret 2023 med hensyn til beskatning efter lov om kommunal ejendomsskat og for indkomståret 2023 med hensyn til beskatning efter ejendomsværdiskatteloven, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 87 a, stk. 2 og 3:

Den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020, jf. § 5, stk. 2.
Omvurdering pr. 1. marts 2021, jf. § 6.
Vurdering som følge af genoptagelse, revision eller anden ændring af vurderinger som nævnt i nr. 1 og 2 foretaget af Skatteforvaltningen, skatteankeforvaltningen, et vurderingsankenævn, Landsskatteretten eller domstolene.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 87 a, stk. 2, 1. pkt., at for ejendomme, som pr. 1. januar 2022 eller pr. 1. januar 2023 opfylder betingelserne for omvurdering efter § 6, tillægges vurderingen pr. 1. januar 2022 eller ansættelsen af ejendomsværdien i omvurderingen pr. 1. januar 2023 tilbageregnet til 2020-prisniveau skattemæssig virkning for skatteåret 2023 med hensyn til beskatning efter lov om kommunal ejendomsskat og for indkomståret 2023 med hensyn til beskatning efter ejendomsværdiskatteloven.

Det foreslås, at i § 87 a, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., ændres »lov om kommunal ejendomsskat« til »den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af 28. december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022,«, og »ejendomsskatteloven« ændres til »den tidligere gældende ejendomsværdiskattelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1590 af 2. november 2020, som ændret ved § 3 i lov nr. 1580 af 27. december 2019, § 11 i lov nr. 2202 af 29. december 2020, § 2 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 2 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 3 i lov nr. 1597 af 28. december 2022«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorved det bl.a. foreslås at ophæve ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal ejendomsskat, så reglerne om ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift fra og med indkomståret henholdsvis kalenderåret 2024 i stedet vil blive reguleret i den nye ejendomsskattelov. Da ovennævnte bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 87 a, stk. 1, og stk. 2, 1. pkt., dog omhandler indkomståret henholdsvis skatteåret 2023, foreslås der henvist til reglerne for ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift i 2023, dvs. ejendomsværdiskatteloven og lov om kommunal ejendomsskat, der som nævnt foreslås ophævet.

Til nr. 22

Efter ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., og § 15, stk. 1, 1. pkt., foretages der almindelig vurdering af kontantværdien i fri handel for en ejendom af den pågældende kategori under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige karakteristika hvert andet år. Vurderingen kan afvige fra en faktisk konstateret handelspris for den pågældende ejendom, jf. § 15, stk. 1, 2. pkt. Efter § 5, stk. 2, vurderes ejerboliger som udgangspunkt i lige år og andre ejendomme i ulige år.

For ejendomme, der opstår eller ændres i perioden mellem to vurderingsterminer, foretages der omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6 i det efterfølgende ulige år.

Det foreslås med § 87 b, stk. 1, at vurderingen af ejendomme, der pr. 1. januar 2024 vurderes i lige år som ejerboliger efter § 5, stk. 2, i 2024 og 2025 i stedet foretages efter reglerne i stk. 2-6.

Det indebærer, at 2024-vurderingen metodisk forsimples, således at vurderingen af ejendomsværdien i fri handel som udgangspunkt foretages som en indeksering af for eksempel 2022-vurderingen af ejerboliger, jf. nærmere nedenfor, i stedet for et værdiskøn af den konkrete ejendom.

Det foreslås med § 87 b, stk. 2, 1. pkt., at der foretages almindelig vurdering pr. 1. januar 2024 af ejendomme omfattet af stk. 1. Det foreslås desuden med 2. pkt., at vurderinger efter 1. pkt. foretages ved at videreføre den seneste af følgende vurderinger, jf. dog stk. 3, og indeksere denne efter stk. 4 og 5:

Den almindelige vurdering pr. 1. januar 2022, jf. § 5, stk. 2.
Omvurdering pr. 1. januar 2023, jf. § 6.
Vurdering som følge af genoptagelse, revision eller anden ændring af vurderinger som nævnt i nr. 1 og 2 foretaget af Skatteforvaltningen, Skatteankestyrelsen, et vurderingsankenævn, Landsskatteretten eller domstolene.
Foreløbig vurdering pr. 1. januar 2022, jf. § 89 b, indtil der foreligger en vurdering som nævnt i nr. 1 eller 2. Er den foreløbige vurdering blevet ændret i medfør af § 89 d, stk. 4, videreføres den ændrede foreløbige vurdering dog uden at blive indekseret efter stk. 4 og 5.

Efter det foreslåede nr. 1 anvendes den almindelige vurdering pr. 1. januar 2022 for ejendomme, der ikke er opstået eller ændret fra og med den 2. januar 2022.

For at sikre en ensartet beskatning vil det være nødvendigt at tage højde for ejendomme, der opstår eller ændres i perioden fra og med den 2. januar 2022 til og med den 1. januar 2025. Disse ejendomme vil som følge af de efterfølgende ændringer ikke have en retvisende 2022-vurdering, der kan videreføres.

Det er derfor foreslået i nr. 2, at 2023-omvurderingen anvendes i de situationer, hvor ejendommen er omvurderet i 2023.

Skulle en efterfølgende klagesag, genoptagelsessag eller anden ændring af vurderinger føre til, at 2022-vurderingen eller 2023-omvurderingen ændres, vil det ifølge det foreslåede nr. 3 føre til en efterregulering af ejendomsskatten.

Det foreslåede nr. 3 omfatter også ændringer foretaget under henvisning til ejendomsvurderingslovens § 21 a. Det vil sige, at i tilfælde hvor for eksempel grundværdiansættelsen pr. 1. januar 2022 ændres, jf. f.eks. skatteforvaltningslovens § 33, med henvisning til ejendomsvurderingslovens § 21 a som følge af, at 2020-grundværdiansættelsen er ændret af en klagemyndighed, og 2022-grundværdiansættelsen i det konkrete tilfælde derfor skulle være foretaget, jf. § 21 a, ved en indeksering af 2020-grundværdiansættelsen, skal grundværdiansættelsen i 2024 foretages i form af en indeksering, jf. den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 87 b. Uden forslaget ville grundværdiansættelsen også have været foretaget ved indeksering, blot efter § 21 a, under betingelse af at forholdet, der havde begrundet ændringen af 2020-vurderingen, på det tidspunkt fortsat havde gjort sig gældende. Efter forslaget erstattes denne indeksering af indekseringen efter § 87 b med de ændringer, der følger heraf. Hvis omvurderingsbetingelserne i dette tilfælde imidlertid er opfyldt pr. 1. januar 2024, skal der i stedet foretages en vurdering efter de almindelige regler, jf. det foreslåede § 87 b, stk. 3. Tilsvarende gør sig gældende i de øvrige år, hvor samspillet mellem § 21 a og § 87 b gør sig gældende.

Fristen for, hvornår der kan ske ordinær genoptagelse, regnes fra udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt. Det får i forhold til den foreslåede bestemmelse den konsekvens, at fristen for genoptagelse af den bagvedliggende 2022-vurdering ikke bliver forlænget med yderligere to år som følge af at 2022-vurderingen anvendes som grundlag for 2024-vurderingen. Alle forhold, som kunne begrunde en genoptagelse af vurderingen, vil derfor skulle behandles som en selvstændig genoptagelse af 2022-vurderingen. Det forhold, at 2022-vurderingen anvendes som grundlag for 2024-vurderingen, ændrer ikke på dette. Dertil kommer, at den ordinære frist for genoptagelse af 2022-vurderingen først udløber den 1. maj 2026.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 3 omfatter ikke kun ejendomsværdien og grundværdien, men også fordelinger af ejendomsværdien og grundværdien, helt og delvis fritagelse for grundskyld og fradrag for forbedringer m.v. efter reglerne i ejendomsvurderingsloven og lov om kommunal ejendomsskat i øvrigt.

Det foreslås i nr. 4 , at også den foreløbig vurdering pr. 1. januar 2022 efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 b, jf. lovforslagets § 3, nr. 25, skal kunne anvendes.

For de fleste ejendomme, der vurderes i lige år, vil det i første omgang være den foreløbige vurdering pr. 1. januar 2022, der vil danne grundlag for vurderingen efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 87 b. Når den foreløbige vurdering afløses af f.eks. en almindelig vurdering pr. 1. januar 2022, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, vil der også ske en ændring af vurderingen efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 87 b, så denne i stedet beregnes på baggrund af den almindelige vurdering, da denne nu er den seneste vurdering.

Det foreslås i § 87 b, stk. 3, 1. pkt., at der uanset stk. 2 foretages vurdering efter § 5, stk. 3, 1. pkt., af ejendomme som nævnt i stk. 1, som pr. 1. januar 2024 eller pr. 1. januar 2025 opfylder betingelserne for omvurdering efter § 6. Det foreslås desuden med 2. pkt., at vurderinger pr. 1. januar 2024 efter 1. pkt. betragtes som almindelige vurderinger, jf. § 5, stk. 1. Med 3. pkt. foreslås det, at vurderingerne efter 1. pkt. foretages efter prisforholdene pr. 1. januar 2022 og indekseres efter stk. 4 og 5, jf. nedenfor.

De ejendomme, der opstår eller ændres i perioden fra og med den 2. januar 2023 til den 1. januar 2024, vil ikke have en retvisende 2022-vurdering, der kan indekseres. Det vil derfor være nødvendigt at foretage en vurdering af de ejendomme, der pr. 1. januar 2024 opfylder betingelserne for en omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6. Vurderingen foretages efter ejendomsvurderingslovens almindelige regler, det vil sige på grundlag af ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt på vurderingstidspunktet, jf. princippet i § 5, stk. 3, 1. pkt., men for at sikre et ensartet beskatningsniveau vil det være nødvendigt at foretage denne vurdering i 2022-prisniveau. Vurderingen pr. 1. januar 2024 anses som en almindelig vurdering.

Tilsvarende vil de ejendomme, der pr. 1. januar 2025 opfylder betingelserne for en omvurdering, heller ikke have en retvisende 2022-vurdering, der kan indekseres. Der vil derfor som normalt skulle foretages en omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1. Omvurderingen foretages efter ejendomsvurderingslovens almindelige regler, det vil sige på grundlag af ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt på pr. 1. januar i omvurderingsåret, jf. § 8, 1. pkt. Denne omvurdering vil efter § 8 skulle foretages i samme niveau som den almindelige vurdering. Det betyder i forhold til den foreslåede bestemmelse, at omvurderingen vil skulle foretages i 2022-prisniveau, fordi den senest foretagne reelle vurdering i aktuelt prisniveau principielt var 2023-vurderingen.

Som eksempel på årsager, der kan begrunde en omvurdering, kan bl.a. nævnes, at ejendommens grundareal ændres med mindst 25 kvadratmeter, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 2, at ejendommen har lidt væsentlig skade på grund af brand, storm, oversvømmelse eller anden pludselig opstået hændelse, jf. § 6, stk. 1, nr. 9, eller at der på ejendommen dokumenteres væsentlig, ikke hidtil kendt forurening, jf. § 6, stk. 1, nr. 8. For så vidt angår nr. 8 og 9, forudsætter det, at begivenheden medfører en ændring af ejendomsværdi eller grundværdi med mere end 20 pct.

Med de foreslåede stk. 2 og 3 vil nye, ændrede og uændrede ejendomme få en vurdering i 2022-prisniveau. Denne vurdering i 2022-prisniveau foreslås indekseret til 2024-prisniveau. Indekseringen foreslås som anført nedenfor foretaget efter et prisindeks, der udarbejdes og, jf. lovforslagets § 3, nr. 18, offentliggøres til formålet.

Der skal fortsat foretages tilbageregning eller regulering af vurderinger efter ejendomsvurderingslovens §§ 38 og 40 i forbindelse med vurdering pr. 1. januar 2024 eller omvurdering pr. 1. januar 2025, jf. det foreslåede § 87 b, stk. 3.

Det foreslås som § 87 b, stk. 4,

pkt., at ejendomsværdien i ejendomsvurderingen pr. 1. januar 2024 og pr. 1. januar 2025 ansættes til ejendomsværdien i vurderingen pr.
januar 2022 reguleret til 2024-prisniveau efter de indeks, der fastsættes efter 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke kun ejendomsværdien, men også fordelinger af ejendomsværdien.

Med 2. pkt. foreslås det, at indekseringen af vurderinger efter 1. pkt. foretages efter prisindeks for ejendomssalg, der udarbejdes efter reglerne i § 44, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, og §§ 45-48.

Indekseringen til 2024-prisniveau vil skulle ske på baggrund af et prisindeks, der fastsættes efter ejendomsvurderingslovens § 44, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, og §§ 45-48.

Det prisindeks, der anvendes til indekseringen, udarbejdes af Danmarks Statistik på baggrund af salgspriserne ud fra ejendommens type, jf. ejendomsvurderingslovens § 45, og på kommuneplan, hvis det er muligt, jf. §§ 46 og 47.

Ejendomsprisindeksene afspejler prisudviklingen fra og med den 1. januar 2022 til og med den 1. januar 2024. Anvendelsen af disse indeks indebærer derfor, at 2024-vurderingen i videst muligt omfang svarer til den vurdering, der ville være fremkommet, hvis vurderingen havde været gennemført efter sædvanlige metoder. Således ventes indekseringsmetoden at resultere i, at ejendommene får samme gennemsnitlige ejendomsværdi, som hvis vurderingen havde været gennemført i 2024-prisniveau. Dermed vil indekseringsmetoden også medføre, at de samlede ejendomsskatter ikke påvirkes af metodeskiftet.

For enkelte boligejere kan metodeskiftet dog være af betydning. Således indebærer anvendelsen af indeks på kommuneniveau, at ejendomsværdien for alle ejendomme i samme kommune fremskrives med samme værdi.

Hvis den faktiske prisudvikling i en del af kommunen adskiller sig fra prisudviklingen i den øvrige del af kommunen, kan indeksmetoden medføre en anden vurdering end den, som var fremkommet med anvendelse af sædvanlige metoder.

Det vurderes dog, at det vil være i meget få tilfælde, og at dette ikke vil få andet end marginal betydning.

Hertil kommer, at betydningen vil være midlertidig for ejendomsejerne og alene vedrøre de år, hvor 2024- eller 2025-vurderingen udgør beskatnings-grundlaget.

Det foreslås med § 87 b, stk. 5 , at grundværdien i ejendomsvurderingen pr. 1. januar 2024 og pr. 1. januar 2025 ansættes til grundværdien i vurderingen pr. 1. januar 2022 reguleret efter de indeks, som er nævnt i stk. 4, 2. pkt., tillagt 0,8 pct.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke kun grundværdien, men også fordelinger af grundværdien.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at grundværdierne som udgangspunkt fremskrives med prisindekset for ejendomsprisudviklingen på kommuneniveau tillagt 0,8 pct. Tillægget skyldes, at grundpriser og ejendomspriser ikke følger samme procentvise prisudvikling. Det er Skatteministeriets vurdering, at grundpriserne vil vokse med ca. 0,4 pct. mere pr. år end ejendomspriserne i de relevante indekserede år, hvilket også svarer til den forventede årlige forskel i udviklingen mellem grundpriser og ejendomspriser på langt sigt. Med lovforslaget foreslås, at indekseringen for ejerboliger skal afspejle prisudviklingen i den 2-årige periode fra den 1. januar 2022 til den 1. januar 2024. I denne 2-årige periode skønnes grundpriserne derfor under ét at vokse med ejendomspriserne tillagt 0,4 pct. pr. år, dvs. tillagt i alt 0,8 pct.

Har en klagemyndighed ændret en vurdering, anvendes denne ændrede ansættelse efter gældende ret ved de to efterfølgende almindelige vurderinger af den pågældende ejendom. Den ændrede vurdering indekseres efter §§ 44-47, jf. § 21 a.

Indekseringen i de foreslåede stk. 4 og 5 vil have forrang i forhold til den indeksering, der ellers skulle have været foretaget efter § 21 a.

Ændrer klagemyndigheden eksempelvis en 2020-vurdering, vil den efter de gældende regler skulle indekseres efter § 21 a ved 2022- og 2024-vuderingerne. De foreslåede bestemmelser vil føre til, at ved 2022-vurderingen indekseres den af klagemyndigheden ændrede 2020-vurdering efter § 21 a. Ved 2024-vurderingen foretages indekseringen derimod efter de foreslåede stk. 4 og 5.

Det foreslås i § 87 b, stk. 6, 1. pkt., at vurderinger efter stk. 2, 1. pkt., der er indekseret efter stk. 4 og 5, foretages uden partshøring og ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a vil ejendomsejere gennem den særlige deklarationsprocedure blive inddraget i forbindelse med ansættelsen af 2022-vurderingen, 2023-omvurderingen eller den senere vurdering, der anvendes til indekseringen. Det betyder, at der i forbindelse med udsendelsen af disse vurderinger vil være foretaget partshøring gennem deklarationsproceduren. Ved deklarationen vil Skatteforvaltningen således have underrettet ejendomsejer om de faktiske oplysninger om den pågældendes ejendom og andre faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom.

Med de foreslåede § 87 b, stk. 2, 4 og 5, om at foretage vurderingen ved at indeksere en for ejendomsejer allerede kendt ejendomsvurdering med en værdi fra et indeks udarbejdet af Danmarks Statistik anvendes allerede kendte faktiske oplysninger, som vurderingen, der indekseres, er foretaget på grundlag af.

Indeksering af en kendt vurdering beror således ikke på nye, væsentlige faktiske oplysninger. Ejendomsejer vil være blevet gjort bekendt med, hvilke oplysninger der danner grundlag for indekseringen, fordi vurderingen, der indekseres, allerede vil have fulgt den særlige deklarationsprocedure. Det er således vurderingen, at det ikke vil være forbundet med betænkeligheder at undlade at partshøre (igen) over den vurdering, der indekseres. Den enkelte ejendomsejer vil desuden ikke i en høring over de statistiske oplysninger, der anvendes i indekset, kunne bidrage med nye faktiske oplysninger i forbindelse med tilbageregningen, og det må heller ikke i øvrigt som følge af sagens karakter anses for påkrævet at gennemføre en partshøring. På baggrund heraf er det vurderingen, at der allerede efter gældende regler ikke vil være pligt til at partshøre om indekseringen af en kendt vurdering, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1. Med forslaget om at lovfæste, at der i disse tilfælde ikke vil være pligt til at partshøre, sikres der dog et klart retsgrundlag herfor, så det tydeligt fremgår af loven, at vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i § 87 b, stk. 2, der er indekseret efter de foreslåede stk. 4 og 5, foretages uden partshøring og dermed også uden brug af den særlige deklarationsprocedure.

Med forslaget vil det derudover ikke være muligt at påklage den indekserede vurdering efter den foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 2.

Forslaget om at afskære klageadgangen vil være i tråd med, hvad der gælder for tilbageregning efter ejendomsvurderingsloven, idet der i dag ikke kan klages over tilbageregninger, jf. ejendomsvurderingsloven § 48. Beregninger af indeks efter ejendomsvurderingslovens §§ 44-47 og fremskrivninger på grundlag heraf kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 48, stk. 2. Det fremgår af bemærkningerne til § 48, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 121f: »Hvis Danmarks Statistik konstaterer, at prisniveauet for en bestemt type af ejendomme beliggende i et bestemt område er steget eller faldet med X pct., vil dette blive anset for et objektivt faktum, som vil blive lagt til grund for beregningerne. Borgeren kan ikke klage over, at en bestemt prisudvikling har fundet sted. Resultatet af en sådan beregning vil efter lovforslaget derfor ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed.«

Forslaget om at afskære klageadgangen vil således være i tråd med, hvad der i øvrigt gælder for tilbageregning efter ejendomsvurderingsloven. Som nævnt ovenfor vil det fortsat være muligt at påklage de vurderinger og omvurderinger, der er nævnt i den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 2, nr. 1 og 2 (dvs. almindelige vurderinger pr. 1. januar 2022 og omvurderinger pr. 1. januar 2023). Disse vurderinger vil således fortsat kunne genoptages og påklages efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 35 a. Forslaget vil således alene indebære, at klageadgangen afskæres for de indekserede vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 2, dvs. den indekserede almindelige vurdering pr. 1. januar 2024.

Forslaget ændrer desuden ikke på, hvorvidt det er muligt at påklage selve skatteansættelsen. Der vil således være mulighed for dette i samme omfang som efter gældende regler i skatteforvaltningsloven. Det vil dog ikke i forbindelse med klage over skatteansættelsen være muligt at anfægte tilbageregningen, hvis en sådan er foretaget i det enkelte tilfælde. Klage vedrørende de faktiske omstændigheder vedrørende ejendommen skal desuden ske i forbindelse med klage over vurderingen, der indekseres, og ikke når ejerne modtager skatteansættelsen og opkrævningen.

Forslaget medfører ikke, at adgangen til at genoptage for eksempel 2022-vurderingen forlænges, fordi vurderingen anvendes som grundlag for den indekserede 2024-vurdering. Hvis 2022-vurderingen skal genoptages, skal dette gøres inden for de almindelige frister for, hvornår 2022-vurderingen kan genoptages.

Fristen for, hvornår der kan ske ordinær genoptagelse af en vurdering, regnes fra udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt. Dertil kommer, at den ordinære frist for genoptagelse af 2022-vurderingen først udløber den 1. maj 2026.

Det foreslås som 2. pkt., at indeksering efter stk. 4 og 5 foretaget i forbindelse med vurderinger efter stk. 3 ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil alene indebære, at indekseringen efter de foreslåede bestemmelser i stk. 4 og 5 ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. Selve vurderingen, som betragtes som en almindelig vurdering, jf. § 5, stk. 1, vil således kunne påklages efter de almindelige regler.

Dertil kommer, at hvis der mod forventning skulle være fejl i indekseringen, vil det kunne påpeges over for Skatteforvaltningen, som vil vurdere, om indekseringen skal ændres efter gældende regler om berigtigelse af fejl, revision og genoptagelse.

Det foreslås desuden med 3. pkt., at afslag på vurdering pr. 1. januar 2024 efter stk. 3 skal kunne påklages.

Det indebærer således, at der i overensstemmelse med gældende ret kan klages over den almindelige 2024-vurdering, hvis den foretages efter det foreslåede § 87 b, stk. 3, fordi ejendommen opfylder betingelserne for omvurdering, jf. § 6, pr. 1. januar 2024 eller pr. 1. januar 2025.

Det fremgår af bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 6, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 19, at en beslutning om, at omvurdering ikke skal foretages, først vil kunne bestrides, når der modtages en vurdering af ejendommen. Det betyder, at en påstand om, at en ejendom burde være omfattet af § 6, skal fremsættes i forbindelse med den næste almindelige vurdering.

I denne situation vil der kunne gå to år inden næste almindelig vurdering og det foreslåede har derfor til formål at sikre, at Skatteforvaltningens afslag på at foretage en almindelig vurdering pr. 1. januar 2024 efter det foreslåede stk. 3 er en afgørelse, som kan påklages uden at skulle vente til næste almindelige vurdering.

Sådanne afslag på at foretage vurderinger efter de nævnte regler vil udgøre afgørelser truffet efter ejendomsvurderingsloven. Klager over sådanne afgørelser afgøres således af vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Klager afgøres dog af Landsskatteretten, hvis sagen henvises dertil af vurderingsankenævnet, jf. skatteforvaltningslovens §§ 6 a og 6 b. Det vil også sige, at de almindelige regler i skatteforvaltningsloven om for eksempel klagegebyr for sager, der skal afgøres af vurderingsankenævn, finder anvendelse på sådanne afgørelser.

Til nr. 23

Efter ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1, 1. pkt., og § 15, stk. 1, 1. pkt., foretages der almindelig vurdering af kontantværdien i fri handel for en ejendom af den pågældende kategori under hensyn til alder, størrelse, beliggenhed og øvrige karakteristika hvert andet år. Vurderingen kan afvige fra en faktisk konstateret handelspris for den pågældende ejendom, jf. ejendomsvurderingslovens § 15, stk. 1, 2. pkt. Efter § 5, stk. 2, vurderes ejerboliger som udgangspunkt i lige år og andre ejendomme i ulige år.

For ejendomme, der opstår eller ændres i perioden mellem to vurderingsterminer, foretages der omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6 i det efterfølgende lige år.

Det foreslås med § 88 a , stk. 1, at vurderinger af ejendomme, der pr. 1. januar 2025 vurderes i ulige år som andre ejendomme efter § 5, stk. 2, i 2025 og 2026 skal foretages efter de foreslåede regler i stk. 2-6.

Det indebærer, at 2025-vurderingen metodisk forsimples, således at vurderingen af ejendomsværdien i fri handel som udgangspunkt vil være en indeksering af for eksempel 2023-vurderingen af andre ejendomme i stedet for et værdiskøn af den konkrete ejendom. Indekseringen fra den 1. januar 2023 til den 1. januar 2025 vil skulle ske på baggrund af et prisindeks, der fastsættes efter ejendomsvurderingslovens § 44, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, og §§ 45-48.

Det foreslås som § 88 a, stk. 2, 1. pkt., at der skal foretages almindelig vurdering pr. 1. januar 2025 af ejendomme omfattet af stk. 1. Det foreslås desuden som 2. pkt., at vurderinger efter 1. pkt. skal foretages ved at videreføre den seneste af følgende vurderinger, jf. dog stk. 3, og indeksere denne efter stk. 4 og 5:

Den almindelige vurdering pr. 1. januar 2023, jf. § 5, stk. 2.
Omvurdering pr. 1. januar 2024, jf. § 6.
Vurdering som følge af genoptagelse, revision eller anden ændring af vurderinger som nævnt i nr. 1 og 2 foretaget af Skatteforvaltningen, Skatteankestyrelsen, et vurderingsankenævn, Landsskatteretten eller domstolene.
Foreløbig vurdering pr. 1. januar 2023, jf. § 89 c, indtil der foreligger en vurdering som nævnt i nr. 1 eller 2. Er den foreløbige vurdering blevet ændret i medfør af § 89 d, stk. 4, videreføres den ændrede foreløbige vurdering dog uden at blive indekseret efter stk. 4 og 5.

Efter det foreslåede nr. 1 anvendes den almindelige vurdering pr. 1. januar 2023 for ejendomme, der ikke er opstået eller ændret fra og med den 2. januar 2023.

For at sikre en ensartet beskatning vil det være nødvendigt at tage højde for ejendomme, der opstår eller ændres i perioden fra og med den 2. januar 2023 til og med den 1. januar 2026. Disse ejendomme vil som følge af de efterfølgende ændringer ikke have en retvisende 2023-vurdering, der kan indekseres.

Det er derfor foreslået i nr. 2 , at 2024-omvurderingen kan anvendes i de situationer, hvor ejendommen er omvurderet i 2024.

Skulle en efterfølgende klagesag, genoptagelsessag eller anden ændring føre til, at 2023-vurderingen eller 2024-omvurderingen ændres, vil det ifølge det foreslåede nr. 3 føre til en efterregulering af ejendomsskatten. Det foreslåede nr. 3 omfatter også ændringer foretaget under henvisning til ejendomsvurderingslovens § 21 a. Det vil sige, at i tilfælde hvor for eksempel grundværdiansættelsen pr. 1. januar 2023 ændres, jf. for eksempel skatteforvaltningslovens § 33, med henvisning til ejendomsvurderingslovens § 21 a som følge af, at 2021-grundværdiansættelsen er ændret af en klagemyndighed, og 2023-grundværdiansættelsen i det konkrete tilfælde derfor skulle være foretaget, jf. § 21 a, ved en indeksering af 2021-grundværdiansættelsen, skal grundværdiansættelsen i 2025 foretages i form af en indeksering, jf. den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 88 a. Uden forslaget ville grundværdiansættelsen også have været foretaget ved indeksering, blot efter § 21 a, under betingelse af at forholdet, der havde begrundet ændringen af 2021-vurderingen på det tidspunkt, fortsat havde gjort sig gældende. Efter forslaget erstattes denne indeksering af indekseringen efter § 88 a med de ændringer, der følger heraf. Hvis omvurderingsbetingelserne i dette tilfælde imidlertid er opfyldt pr. 1. januar 2025, skal der i stedet foretages en vurdering efter de almindelige regler, jf. forslagets § 88 a, stk. 3. Tilsvarende gør sig gældende i de øvrige år, hvor samspillet mellem § 21 a og § 88 a gør sig gældende.

Fristen for, hvornår der kan ske ordinær genoptagelse, regnes fra udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt. Det får i forhold til den foreslåede bestemmelse den konsekvens, at fristen for genoptagelse af den bagvedliggende 2023-vurdering ikke bliver forlænget med yderligere to år som følge af, at 2023-vurderingen anvendes som grundlag for 2025-vurderingen. Alle forhold, som kunne begrunde en genoptagelse af vurderingen, vil derfor skulle behandles som en selvstændig genoptagelse af 2023-vurderingen. Det forhold, at 2023-vurderingen anvendes som grundlag for 2025-vurderingen, ændrer ikke på dette. Dertil kommer, at den ordinære frist for genoptagelse af 2023-vurderingen først udløber den 1. maj 2027.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 3 omfatter ikke kun ejendomsværdien og grundværdien, men også fordelinger af ejendomsværdien og grundværdien, helt og delvis fritagelse for grundskyld og fradrag for forbedringer m.v. efter ejendomsvurderingsloven og lov om kommunal ejendomsskats regler i øvrigt.

Det foreslås i nr. 4 , at også den foreløbig vurdering pr. 1. januar 2023 efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 c, jf. lovforslagets § 3, nr. 25, skal kunne anvendes.

For de fleste ejendomme, der vurderes i ulige år, vil det i første omgang være den foreløbige vurdering pr. 1. januar 2023, der vil danne grundlag for vurderingen efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 88 a. Når den foreløbige vurdering afløses af f.eks. en almindelig vurdering pr. 1. januar 2023, jf. den foreslåede bestemmelse i stk. 2, nr. 1, vil der også ske en ændring af vurderingen efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 88 a, så denne i stedet beregnes på baggrund af den almindelige vurdering, da denne nu er den seneste vurdering.

Det foreslås i § 88 a, stk. 3, 1. pkt. , at der uanset stk. 2 skal foretages vurdering efter § 5, stk. 3, 1. pkt., af ejendomme som nævnt i stk. 1, som pr. 1. januar 2025 eller pr. 1. januar 2026 opfylder betingelserne for omvurdering efter § 6. Det foreslås desuden med 2. pkt., at vurderinger pr. 1. januar 2025 efter 1. pkt. skal betragtes som almindelige vurderinger, jf. § 5, stk. 1. Med 3. pkt. foreslås det, at vurderingerne efter 1. pkt. skal foretages efter prisforholdene pr. 1. januar 2023 og indekseres efter stk. 4 og 5.

Baggrunden for det foreslåede § 88 a, stk. 3, er, at de ejendomme, der opstår eller ændres i perioden fra og med den 2. januar 2024 til og med den 1. januar 2025, ikke vil have en retvisende 2023-vurdering, der kan indekseres. Det vil derfor være nødvendigt at foretage en vurdering af de ejendomme, der pr. 1. januar 2025 opfylder betingelserne for en omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6. Vurderingen foretages efter de almindelige regler i ejendomsvurderingsloven, det vil sige på grundlag af ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt på vurderingstidspunktet, jf. princippet i § 5, stk. 3, 1. pkt., men for at sikre et ensartet beskatningsniveau vil det være nødvendigt at foretage denne vurdering i 2023-prisniveau. Vurderingen pr. 1. januar 2025 anses som en almindelig vurdering.

Tilsvarende vil de ejendomme, der pr. 1. januar 2026 opfylder betingelserne for en omvurdering, heller ikke have en retvisende 2023-vurdering, der kan indekseres. Der vil derfor som normalt skulle foretages en omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6. Omvurderingen foretages efter de almindelige regler i ejendomsvurderingsloven, det vil sige på grundlag af ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt på pr. 1. januar i omvurderingsåret, jf. § 8, 1. pkt. Denne omvurdering vil efter § 8 skulle foretages i samme prisniveau som den almindelige vurdering. I forhold til den foreslåede bestemmelse betyder det, at omvurderingen vil skulle foretages i 2023-prisniveau, fordi den senest foretagne reelle vurdering i aktuelt prisniveau principielt var 2023-vurderingen.

Som eksempel på årsager, der kan begrunde en omvurdering, kan bl.a. nævnes, at ejendommens grundareal ændres med mindst 25 kvadratmeter, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 2, at ejendommen har lidt væsentlig skade på grund af brand, storm, oversvømmelse eller anden pludselig opstået hændelse, jf. § 6, stk. 1, nr. 9, eller at der på ejendommen dokumenteres væsentlig, ikke hidtil kendt forurening, jf. § 6, stk. 1, nr. 8. For så vidt angår nr. 8 og 9, forudsætter det, at begivenheden medfører en ændring af ejendomsværdi eller grundværdi med mere end 20 pct.

Med de foreslåede stk. 2 og 3 vil både nye, ændrede og uændrede ejendomme få en vurdering i 2023-prisniveau. Denne vurdering i 2023-prisniveau foreslås indekseret til 2025-prisniveau. Indekseringen foretages efter et prisindeks, der udarbejdes og efter lovforslagets § 3, nr. 18, offentliggøres til formålet.

Tilsvarende skal der fortsat foretages tilbageregning eller regulering af vurderinger efter ejendomsvurderingslovens §§ 38 og 40.

Det foreslås som § 88 a, stk. 4, at ejendomsværdien i ejendomsvurderingen pr. 1. januar 2025 og pr. 1. januar 2026 ansættes til ejendomsværdien i vurderingen pr.

januar 2023 reguleret til 2025-prisniveau efter de indeks, der fastsættes efter det foreslåede § 87 b, stk. 4, 2. pkt.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke kun ejendomsværdien, men også fordelinger af ejendomsværdien.

Indekseringen af vurderinger vil med forslaget skulle foretages efter prisindeks for ejendomssalg, der udarbejdes efter reglerne i § 44, stk. 1, 2. pkt., og stk. 2, og §§ 45-48.

Ejendomsprisindeksene afspejler prisudviklingen fra og med den 1. januar 2023 til og med den 1. januar 2025. Anvendelsen af disse indeks indebærer derfor, at 2025-vurderingen i videst muligt omfang svarer til den vurdering, der ville være fremkommet, hvis vurderingen havde været gennemført efter sædvanlige metoder.

De prisindeks, der anvendes til indekseringen, udarbejdes af Danmarks Statistik på baggrund af salgspriserne ud fra ejendommens type, jf. ejendomsvurderingslovens § 45, og på kommuneplan, hvis det er muligt, jf. §§ 46 og 47.

Det foreslås i § 88 a, stk. 5 , 1. pkt., at grundværdien i ejendomsvurderingen pr. 1. januar 2025 og pr. 1. januar 2026 skal ansættes til grundværdien i vurderingen pr. 1. januar 2023 reguleret efter de indeks, der fastsættes efter § 87 b, stk. 4, 2. pkt., tillagt 0,8 pct.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke kun grundværdien, men også fordelinger af grundværdien.

Det indebærer, at grundværdierne som udgangspunkt fremskrives med prisindekset for ejendomsprisudviklingen på kommuneniveau tillagt 0,8 pct. Tillægget skyldes, at grundpriser og ejendomspriser ikke følger samme procentvise prisudvikling. Det er Skatteministeriets vurdering, at grundpriserne vil vokse med ca. 0,4 pct. mere pr. år end ejendomspriserne i de relevante indekserede år, hvilket også svarer til den forventede årlige forskel i udviklingen mellem grundpriser og ejendomspriser på langt sigt. Med lovforslaget foreslås, at indekseringen for ejerboliger skal afspejle prisudviklingen i den 2-årige periode fra den 1. januar 2022 til den 1. januar 2024. I denne 2-årige periode skønnes grundpriserne derfor under ét at vokse med ejendomspriserne tillagt 0,4 pct. pr. år, dvs. tillagt i alt 0,8 pct.

Grundværdien for produktionsjord ansættes allerede i dag ved fremskrivning til vurderingstidspunktet af den senest ansatte gennemsnitlige værdi pr. hektar for det pågældende areal efter bestemmelserne i ejendomsvurderingslovens §§ 44-48.

Det foreslås derfor i § 88 a, stk. 5, 2. pkt., at 1. pkt. ikke skal gælde for produktionsjord, jf. ejendomsvurderingslovens § 28.

Har en klagemyndighed ændret en vurdering, anvendes denne ændrede ansættelse efter gældende ret ved de to efterfølgende almindelige vurderinger af den pågældende ejendom. Den ændrede vurdering indekseres efter §§ 44-47, jf. § 21 a.

Indekseringen i de foreslåede stk. 4 og 5 vil have forrang i forhold til den indeksering, der ellers skulle have været foretaget efter § 21 a.

Ændrer klagemyndigheden eksempelvis en 2021-vurdering, vil den efter de gældende regler skulle indekseres efter § 21 a ved 2023- og 2025-vuderingerne. De foreslåede bestemmelser vil føre til, at ved 2023-vurderingen indekseres den af klagemyndigheden ændrede 2021-vurdering efter § 21 a. Ved 2025-vurderingen foretages indekseringen derimod efter de foreslåede stk. 4 og 5.

Det foreslås i § 88 a, stk. 6 , 1. pkt., at vurderinger efter stk. 2, 1. pkt., der er indekseret efter stk. 4 og 5, foretages uden partshøring og ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Efter reglerne i skatteforvaltningslovens kapitel 7 a vil ejendomsejere gennem den særlige deklarationsprocedure blive inddraget i forbindelse med ansættelsen af 2023-vurderingen, 2024-omvurderingen eller den senere vurdering, der anvendes til indekseringen. Det betyder, at der i forbindelse med udsendelsen af disse vurderinger vil være foretaget partshøring gennem deklarationsproceduren. Ved deklarationen vil Skatteforvaltningen således have underrettet ejendomsejer om de faktiske oplysninger om den pågældendes ejendom og andre faste ejendomme, der forventes tillagt væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom.

Med forslaget om at foretage vurderingen ved at indeksere en for ejendomsejer allerede kendt ejendomsvurdering med en værdi fra et indeks udarbejdet af Danmarks Statistik anvendes allerede kendte faktiske oplysninger, som vurderingen, der indekseres, er foretaget på grundlag af.

Indeksering af en kendt vurdering beror således ikke på nye, væsentlige faktiske oplysninger. Ejendomsejer vil være blevet gjort bekendt med, hvilke oplysninger der danner grundlag for indekseringen, fordi ejeren i forbindelse med den særlige deklarationsprocedure er blevet gjort bekendt med og har haft adgang til at berigtige grundlaget for den vurdering, som indekseres, da vurderingen oprindeligt blev foretaget. Det er således vurderingen, at det ikke vil være forbundet med betænkeligheder, at der ikke endnu engang partshøres over grundlaget for den vurdering, der indekseres. Den enkelte ejendomsejer vil desuden ikke i en høring over de statistiske oplysninger, der anvendes i indekset, kunne bidrage med nye faktiske oplysninger i forbindelse med indekseringen, og det må heller ikke i øvrigt som følge af sagens karakter anses for påkrævet at gennemføre en partshøring. På baggrund heraf er det vurderingen, at der allerede efter gældende regler ikke vil være pligt til at partshøre om indekseringen af en kendt vurdering, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 1. Med forslaget om at lovfæste, at der i disse tilfælde ikke vil være pligt til at partshøre, sikres der dog et klart retsgrundlag herfor, så det tydeligt fremgår af loven, at vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 88 a, stk. 2, der er reguleret efter de foreslåede bestemmelser i § 88 a, stk. 4 og 5, foretages uden partshøring og dermed også uden brug af den særlige deklarationsprocedure.

Med forslaget vil det derudover ikke være muligt at påklage de indekserede vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 88 a, stk. 2.

Forslaget om at afskære klageadgangen vil være i tråd med, hvad der gælder for tilbageregning efter ejendomsvurderingsloven, idet der i dag ikke kan klages over tilbageregninger, jf. ejendomsvurderingsloven § 48. Beregninger af indeks efter ejendomsvurderingslovens §§ 44-47 og fremskrivninger på grundlag heraf kan ikke påklages til anden administrativ myndighed, jf. § 48, stk. 2. Det fremgår af bemærkningerne til § 48, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 121f: »Hvis Danmarks Statistik konstaterer, at prisniveauet for en bestemt type af ejendomme beliggende i et bestemt område er steget eller faldet med X pct., vil dette blive anset for et objektivt faktum, som vil blive lagt til grund for beregningerne. Borgeren kan ikke klage over, at en bestemt prisudvikling har fundet sted. Resultatet af en sådan beregning vil efter lovforslaget derfor ikke kunne påklages til anden administrativ myndighed.«

Forslaget om at afskære klageadgangen vil således være i tråd med, hvad der i øvrigt gælder for tilbageregning efter ejendomsvurderingsloven. Som nævnt ovenfor vil det fortsat være muligt at påklage de vurderinger og omvurderinger, der er nævnt i de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 88 a, stk. 2, nr. 1 og 2, og som danner grundlag for indekseringen (dvs. almindelige vurderinger pr. 1. januar 2023 og omvurderinger pr. 1. januar 2024). Disse vurderinger vil således fortsat kunne genoptages og påklages efter reglerne i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 35 a. Forslaget vil således alene indebære, at klageadgangen afskæres for de regulerede vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 88 a, stk. 2, dvs. den indekserede almindelige vurdering pr. 1. januar 2025. Forslaget ændrer desuden ikke på, hvorvidt det er muligt at påklage selve skatteansættelsen. Der vil således være mulighed for dette i samme omfang som efter gældende regler i skatteforvaltningsloven. Det vil dog ikke i forbindelse med klage over skatteansættelsen være muligt at anfægte tilbageregningen, hvis en sådan er foretaget i det enkelte tilfælde. Klage vedrørende de faktiske omstændigheder vedrørende ejendommen skal desuden ske i forbindelse med klage over vurderingen, der indekseres, og ikke når ejerne modtager skatteansættelsen og opkrævningen.

Forslaget vil herudover ikke indebære, at klageadgangen afskæres, for så vidt angår afslag på vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 3, og § 88 a, stk. 3, dvs. ejendomme, der opfylder betingelserne for omvurdering pr. 1. januar 2024 eller pr. 1. januar 2025 henholdsvis pr. 1. januar 2025 eller pr. 1. januar 2026.

Forslaget medfører ikke, at adgangen til at genoptage for eksempel 2023-vurderingen forlænges, fordi vurderingen anvendes som grundlag for den indekserede 2025-vurdering. Hvis 2023-vurderingen skal genoptages, skal dette gøres inden for de almindelige frister for, hvornår 2023-vurderingen kan genoptages.

Fristen for, hvornår der kan ske ordinær genoptagelse af en vurdering, regnes fra udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt. Dertil kommer, at den ordinære frist for genoptagelse af 2023-vurderingen først udløber den 1. maj 2027.

Det foreslås som 2. pkt., at indeksering efter stk. 4 og 5 foretaget i forbindelse med vurderinger efter stk. 3 ikke skal kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil alene indebære, at indekseringen efter de foreslåede bestemmelser i stk. 4 og 5 ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed. Selve vurderingen, som betragtes som en almindelig vurdering, jf. § 5, stk. 1, vil således kunne påklages efter de almindelige regler.

Dertil kommer, at hvis der mod forventning skulle være fejl i indekseringen, vil det kunne påpeges over for Skatteforvaltningen, som vil vurdere, om indekseringen skal ændres efter gældende regler om berigtigelse af fejl, revision og genoptagelse.

Det foreslås desuden med 3. pkt., at afslag på vurdering pr. 1. januar 2025 efter stk. 3 skal kunne påklages.

Det indebærer således, at der i overensstemmelse med gældende ret kan klages over den almindelige 2025-vurdering, hvis den foretages efter det foreslåede § 88 a, stk. 3, fordi ejendommen opfylder betingelserne for omvurdering, jf. § 6, pr. 1. januar 2025 eller pr. 1. januar 2026.

Det følger af bemærkningerne til ejendomsvurderingslovens § 6, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 211 som fremsat, side 19, at en beslutning om, at omvurdering ikke skal foretages, først vil kunne bestrides, når der modtages en vurdering af ejendommen. Det betyder, at en påstand om, at en ejendom burde være omfattet af § 6, skal fremsættes i forbindelse med den næste almindelige vurdering.

I denne situation vil der kunne gå to år inden næste almindelig vurdering og det foreslåede har derfor til formål at sikre, at Skatteforvaltningen afslag på at foretage en almindelig vurdering pr. 1. januar 2025 efter det foreslåede stk. 3 er en afgørelse, som kan påklages uden at skulle vente til næste almindelige vurdering.

Sådanne afslag på at foretage vurderinger efter de nævnte regler vil udgøre afgørelser truffet efter ejendomsvurderingsloven. Klager over sådanne afgørelser afgøres således af vurderingsankenævn, jf. skatteforvaltningslovens § 6, stk. 1, nr. 3. Klager afgøres dog af Landsskatteretten, hvis sagen henvises dertil af vurderingsankenævnet, jf. skatteforvaltningslovens §§ 6 a og 6 b. Det vil også sige, at de almindelige regler i skatteforvaltningsloven om for eksempel klagegebyr for sager, der skal afgøres af vurderingsankenævn, finder anvendelse på sådanne afgørelser.

Til nr. 24

Med udsendelse af den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, modtager en nuværende eller tidligere ejendomsejer, der har betalt for meget i ejendomsskatter i perioden fra 2011 til 2020, efter de gældende regler et tilbud på kompensation som led i tilbagebetalingsordningen. Hvis en ejendom har haft flere ejere, vil alle ejere modtage et tilbud om kompensation udregnet på baggrund af deres ejerandel og ejertidspunkt. Hvis en ejendom f.eks. har haft tre forskellige ejere i perioden fra og med 2011 til og med 2020, kan alle ejere modtage et tilbud om kompensation. Hvis en ejer har ejet ejendommen i perioden fra og med 2011 til og med 2013, får vedkommende tilbudt kompensation for 2011, 2012 og 2013. På samme måde får de andre ejere kompensation for de år, hvor de har ejet ejendommen. Ejendomsejeren kan vælge at tage imod tilbuddet om kompensation eller at påklage en eller flere af de historiske vurderinger, der ligger til grund for tilbuddet om kompensation. Reglerne om tilbagebetalingsordningen fremgår af ejendomsvurderingslovens kapitel 13.

Tilbud om kompensation efter tilbagebetalingsordningen beregnes, jf. ejendomsvurderingslovens § 65, ved, at resultatet af den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020 tilbageregnes til alle tidligere vurderingsår til og med den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2011 eller pr. 1. oktober 2012 for ejendomme, der ikke har en almindelig vurdering pr. 1. oktober 2011.

Det følger herefter af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 1. pkt., at klage over den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020 eller pr. 1. marts 2021 for ejendomme, der ikke vurderes pr. 1. januar 2020, skal være modtaget i Skatteankestyrelsen senest 90 dage fra modtagelsen af meddelelsen som nævnt i stk. 8, dvs. en særskilt meddelelse om igangsættelse af klagefristerne (klagestartsbrev).

Det følger herefter af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 4. pkt., at den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020 eller pr.

marts 2021 for ejendomme, der ikke vurderes pr. 1. januar 2020, tidligst kan anmodes genoptaget eller varsles genoptaget eller revideret af egen drift efter udløbet af klagefristen i 1. pkt.

Formålet med ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, er at sikre, at den vurdering, som tilbud om kompensation beregnes på baggrund af, ikke ændrer sig i perioden, fra ejendomsvurderingen udsendes til ejendomsejeren, og indtil ejendomsejeren enten har accepteret tilbuddet eller påklaget vurderingen.

Bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 4. pkt., medfører, at en omfattet vurdering ikke kan anmodes genoptaget eller varsles genoptaget eller revideres af egen drift i perioden fra udsendelsen af klagestartsbrevet, jf. stk. 8, og indtil udløbet af klagefristen, dvs. 90 dage fra modtagelsen af klagestartsbrevet. Da selve meddelelsen om en vurdering kan modtages tidligere end klagestartsbrevet, jf. stk. 8, medfører stk. 7, 4. pkt., dog også, at en af de omhandlede vurderinger ikke kan varsles genoptaget eller revideres af egen drift i perioden fra ejerens modtagelse af en vurderingsmeddelelse til klagefristens udløb, dvs. 90 dage efter modtagelse af klagestartsbrev.

Det fremgår dog af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 5. pkt., at Skatteforvaltningen i perioden mellem udsendelsen af en vurdering som nævnt i 1. pkt. og udsendelsen af meddelelsen som nævnt i stk. 8 af egen drift kan revidere vurderingen, hvis vurderingen eller en del af vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, og der i forbindelse med foretagelsen af vurderingen er sket væsentlige fejl i forbindelse med deklarationsprocessen, jf. skatteforvaltningslovens § 20 a, eller lignende væsentlige fejl.

Det foreslås, at det i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, indsættes efter 5. pkt. som nyt punktum, at foretages der i medfør af 5. pkt. revision af en vurdering, der har haft betydning for et tilbud om kompensation efter § 74, stk. 1, vil tilbuddet kunne tilbagekaldes, og der vil samtidigt kunne meddeles et nyt tilbud om kompensation, jf. § 74, eller træffes afgørelse om, at tilbagebetalingsordningen ikke kan anvendes, jf. § 64, stk. 2 og 3.

Forslaget har til formål at fastslå, at når der efter ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 5. pkt., foretages revision af en vurdering, der har haft betydning for et tilbud om kompensation, vil der også kunne foretages følgeændringer af et allerede udsendt tilbud om kompensation. Hvis tilbagebetalingsordningen fortsat finder anvendelse efter revisionen, vil der kunne udsendes et nyt tilbud om kompensation, jf. 64, stk. 1. Hvis revisionen af vurderingen medfører, at tilbagebetalingsordningen ikke kan anvendes, jf. stk. 2 og 3, vil Skatteforvaltningen kunne træffe afgørelse herom.

Til nr. 25

Ejendomsvurderinger af ejendomme i form af almindelige vurderinger foretages hvert andet år, jf. ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1. Ejerboliger vurderes i lige år, og andre ejendomme vurderes i ulige år. Vurderingerne indgår herefter i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat og grundskyld i de to efterfølgende skatte- og indkomstår. Dog er den skattemæssige virkning af 2020-vurderingen for ejerboliger blevet forlænget, så den også udgør beregningsgrundlaget for ejendomsskatterne i skatte- og indkomståret 2023, jf. ejendomsvurderingslovens § 87 a. Det betyder samtidigt, at den almindelige 2022-vurdering for ejerboliger alene udgør beregningsgrundlaget for ejendomsskatterne i skatte- og indkomståret 2024.

For ejendomme, der opstår eller ændres i perioden mellem to vurderingsterminer, foretages der omvurdering efter ejendomsvurderingslovens § 6 i det efterfølgende ulige år.

Efter ejendomsvurderingsloven er udgangspunktet for vurderingen af ejerboliger modelberegninger. Dette skyldes, at der skal foretages en vurdering af alle landets ca. 1,7 mio. ejerboliger, hvilket kræver redskaberne til at gennemføre denne masseadministration. Samtidig er der den sammenhæng, at modelberegninger for langt hovedparten af ejerboligerne vurderes at være den mest effektive metode, der samtidig giver den højeste træfsikkerhed.

Modelberegningerne er forskellige afhængigt af typen af ejerbolig, men de overordnede principper er de samme for alle ejerboliger. Der beregnes som udgangspunkt en ejendomsværdi og en grundværdi for alle ejendomme.

Vurderingsmetoden for ejerboliger i form af modelberegninger er statistisk og teoretisk forankret og bygger på faktiske historiske handelsværdier (frie salg) for sammenlignelige ejendomme med en korrektion for den vurderede ejendoms karakteristika.

For en række ejendommes vedkommende mangler der data, eller data er utilstrækkelige. Sådanne ejendomme markeres i beregningsmodellen og undergives en manuel vurderingsprocedure. Den manuelle vurdering kan f.eks. være et tillæg eller nedslag i forhold til den modelberegnede vurdering. Det samme gælder for ejendomme, som er meget atypiske, eller som af andre årsager ikke kan modelberegnes. I det hele taget vil modelberegningerne i en række tilfælde skulle efterprøves manuelt.

Ejendomsvurderinger er forvaltningsretlige afgørelser. Det indebærer bl.a., at de almindelige forvaltningsretlige regler om partshøring i forvaltningslovens §§ 19-21 som udgangspunkt skal iagttages. I forbindelse med det nye ejendomsvurderingssystem er der dog indført regler, der giver Skatteforvaltningen mulighed for at orientere ejendomsejer om de faktiske oplysninger af væsentlig betydning for vurderingen af den pågældendes ejendom, der forventes at danne grundlag for vurderingen, ved en særlig lovhjemlet deklarationsprocedure, jf. skatteforvaltningslovens § 20 a. Deklarationsproceduren træder, når den anvendes, i stedet for forvaltningslovens regler om partsinddragelse. Det vil sige, at forvaltningslovens §§ 19-21 om partshøring ikke finder anvendelse i disse situationer, jf. forvaltningslovens § 19, stk. 2, nr. 6.

Når afgørelsen om ejendomsvurderingen er truffet, vil den efterfølgende kunne ændres som følge af f.eks. en klage eller efter reglerne om genoptagelse, jf. nedenfor.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 1, at klage over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen eller Skatterådet og over afgørelser, som er truffet af andre myndigheder, og som efter anden lovgivning er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller skatteankeforvaltningen efter regler udstedt i medfør af § 35 b, stk. 3, skal indgives til skatteankeforvaltningen, medmindre skatteministeren har bestemt andet efter § 14, stk. 2.

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2, at en klage kan indgives af enhver, der har en væsentlig, direkte og individuel retlig interesse i den afgørelse, der klages over. Klage omfattet af § 6, stk. 1, kan indgives af ejeren af den faste ejendom og af andre, der over for stat eller kommune hæfter for skatter, der opkræves på grundlag af den pågældende ejendomsvurdering.

Ifølge almindelige forvaltningsretlige principper kan en afgørelse først få virkning, når den er meddelt parten i den foreskrevne form af den dertil bemyndigede myndighed. Partens tilfældigt opnåede kendskab til afgørelsen er ikke tilstrækkeligt. Afgørelsen anses for meddelt, når den er kommet frem til parten. Derimod kræves ikke, at afgørelsen er kommet til partens kundskab, idet parten i modsat fald ville kunne undgå afgørelsens retsvirkninger ved at holde sig i forsætlig uvidenhed om afgørelsen. Manglende meddelelse af en afgørelse er en væsentlig retlig mangel. Ved lov kan det dog være bestemt, at en afgørelses retsvirkning ikke skal regnes fra afgørelsens individuelle meddelelse til parten, men fra et andet tidspunkt, f.eks. fra en offentlig bekendtgørelse af afgørelsen.

Det følger af forvaltningslovens § 22, at en afgørelse, når den meddeles skriftligt, skal være ledsaget af en begrundelse, medmindre afgørelsen fuldt ud giver den pågældende part medhold. Begrundelsen skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet, og, i det omfang afgørelsen efter disse regler beror på et administrativt skøn, en angivelse af de hovedhensyn, der har været bestemmende for skønsudøvelsen, jf. § 24, stk. 1. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som er tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, jf. § 24, stk. 2.

Adgangen til at genoptage og revidere ejendomsvurderinger er reguleret i skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, at en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, som kan godtgøre, at en vurdering er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold, kan anmode Skatteforvaltningen om genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget. Den klageberettigede skal samtidig over for Skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages. Det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, at Skatteforvaltningen af egen drift kan genoptage en vurdering på samme betingelser som nævnt i stk. 1, jf. dog stk. 3. Skatteforvaltningen kan endvidere inden for fristen i stk. 1, jf. dog stk. 3, foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis en sådan mangler eller ved en fejl ikke er foretaget.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3, at Skatteforvaltningen efter anmodning fra en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, eller af egen drift ekstraordinært kan genoptage en vurdering efter udløbet af den frist, der er nævnt i § 33, stk. 1, hvis det konstateres, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, jf. stk. 1, eller foretage en vurdering eller en del af en vurdering, hvis denne ved en fejl ikke er foretaget. Det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages.

I de tilfælde, hvor en ændring af en vurdering foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88 eller en vurdering foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme ikke kan foretages efter reglerne om ordinær eller ekstraordinær genoptagelse, fordi betingelserne herfor ikke er opfyldt, kan Skatteforvaltningen af egen drift tage vurderingen eller en del af denne op til revision efter skatteforvaltningslovens § 33 a inden for de frister, der er fastsat i denne bestemmelse. Der kan ske revision på baggrund af faktiske eller retlige forhold, og der gælder ikke et krav om, at revision skal medføre en ændring på mere end 20 pct.

Det foreslås at indsætte nye bestemmelser som ejendomsvurderingslovens §§ 89 b-89 d om foreløbige 2022-/2023-vurderinger som midlertidigt beskatningsgrundlag for 2024 og 2025.

Det foreslås i § 89 b, stk. 1, 1. pkt., at for ejendomme, der skal vurderes i lige år, jf. § 5, vil Skatteforvaltningen på baggrund af modelberegninger foretage en foreløbig vurdering pr. 1. januar 2022 til brug for en foreløbig beregning af ejendomsværdiskat og grundskyld.

Det foreslås i § 89 b, stk. 1, 2. pkt., at den foreløbige vurdering vil skulle anvendes, indtil der for ejendommen er foretaget en almindelig vurdering eller omvurdering efter § 6, der vil skulle indgå i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat og grundskyld.

Forslaget om, at de foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 b, stk. 1, vil skulle foretages på baggrund af modelberegninger, skal ses i sammenhæng med, at de foreløbige vurderinger udelukkende vil skulle foretages via automatiske processer. Det er derfor nødvendigt, at Skatteforvaltningen vil kunne lægge data og registre efter ejendomsvurderingslovens kapitel 11 til grund, uanset om disse oplysninger måtte vise sig at være åbenbart urigtige.

De foreslåede bestemmelser i § 89 b, stk. 1, 1. og 2. pkt., vil indebære, at der for ejendomme, der vurderes i lige år efter ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 2, vil skulle foretages en foreløbig vurdering, der vil skulle bruges som midlertidigt beregningsgrundlag for ejendomsskatter for 2024 og 2025. Herudover vil den foreløbige vurdering bl.a. skulle anvendes som midlertidigt beregningsgrundlag for rabatordningen efter reglerne i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, indtil den almindelige 2022-vurdering foreligger. De foreløbige vurderinger vil således være positivt afgrænset til kun at gælde for beregning af ejendomsskatter og skatteordninger, hvor beregnede ejendomsskatter indgår som et element. De foreløbige vurderinger vil i den henseende skulle bruges som en egentlig ejendomsvurdering, indtil den almindelige 2022-vurdering foreligger, hvorefter der vil ske en efterregulering af ejendomsskatter m.v. For en nærmere beskrivelse af efterregulering henvises der til det fremtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

De foreslåede bestemmelser i § 89 b, stk. 1, 1. og 2. pkt., vil som nævnt indebære, at de foreløbige vurderinger også bruges de steder i den øvrige skattelovgivning, hvor en beregnet ejendomsskat indgår. Det betyder, at de steder i skattelovgivningen, hvor der foretages beskatning med udgangspunkt i grundskyld og ejendomsværdiskat, vil de foreløbige vurderinger få en afledt betydning for skattereglerne. Dette gælder eksempelvis ligningslovens § 12 A, § 15 P, § 15 Q, § 16, stk. 9, og § 16 A, stk. 5. Er der sket beskatning efter disse bestemmelser på baggrund af de foreløbige vurderinger, vil der også skulle ske efterregulering, når de almindelige vurderinger foreligger.

Ifølge ligningslovens § 12 A, stk. 1, 1. pkt., skal ejeren i tilfælde, hvor en bolig, som ville være omfattet af ejendomsværdiskatteloven, såfremt ejeren selv benyttede boligen, stilles til rådighed for ejerens eller dennes ægtefælles forældre, stedforældre eller bedsteforældre, betale ejendomsværdiskat svarende til, hvad der skulle være betalt i ejendomsværdiskat, såfremt ejeren selv beboede boligen. Efter 2. pkt. medregnes der til den skattepligtige indkomst kun den del af en eventuel lejebetaling, der overstiger 250 pct. af ejendomsværdiskatten. Det vil ikke være muligt for ejeren at indgive en anmodning om ansættelse af værdi af boligen i forbindelse med de foreløbige vurderinger, da der i forbindelse med de foreløbige vurderinger ikke foretages manuel sagsbehandling. For de ejendomme, som har en videreført vurdering efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, og hvor ejeren betaler ejendomsværdiskat efter den seneste offentliggjorte vurdering, vil beskatningen fremover kunne tage udgangspunkt i ejendomsværdien ansat i de foreløbige vurderinger. For ejendomme, som har haft et foreløbigt beskatningsgrundlag i 2021-2023, og for ejendomme, hvor der er anmodet om anvendelse af ligningslovens § 12 A efter den 1. januar 2023, vil der ikke kunne anmodes om beskatning efter bestemmelsen, før den almindelige vurdering for 2022 foreligger. Disse ejendomme vil efterfølgende skulle opkræves ejendomsværdiskat for 2024 og frem, når den almindelige 2022-vurdering foreligger.

Ifølge ligningslovens § 15 P, stk. 1, kan ejere, der udlejer en del af værelserne i en lejlighed i egen ejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4 til beboelse, ved indkomstopgørelsen vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 1⅓ pct. af ejendomsværdien, jf. § 4 a, stk. 1, nr. 1, dog altid mindst 24.000 kr. De foreløbige vurderinger vil danne grundlag for beregningen af ejendomsværdien efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, fra 2024 og indtil de almindelige vurderinger foreligger. Derfor vil 1⅓ pct. af ejendomsværdien efter § 4 a, stk. 1, nr. 1, være beregnet på baggrund af en foreløbig vurdering, og hermed får den foreløbige vurdering betydning for reglerne i ligningslovens § 15 P.

Efter ligningslovens § 15 P, stk. 1, 7. pkt., og § 15 Q, stk. 2, skal ejendomsværdiskatten medregnes for hele året i tilfælde, hvor en helårsbolig udlejes efter ligningslovens § 15 P og § 15 Q, hvor den skematiske ordning i § 15 P, stk. 1 og 2, og § 15 Q, stk. 1, anvendes. Ejendomsværdiskatten vil ifølge den foreslåede ordning være beregnet med udgangspunkt i de foreløbige vurderinger. Hvor den regnskabsmæssige metode anvendes, vil ejendomsværdiskatten blive nedsat forholdsmæssigt efter det antal dage, hvor boligen er udlejet. Beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten vil være de foreløbige vurderinger, indtil de almindelige vurderinger foreligger. På den måde vil de foreløbige vurderinger indirekte få betydning for beskatningen efter ligningslovens §§ 15 P og 15 Q.

Ifølge ligningslovens § 16, stk. 9, foretages en særlig beskatning i tilfælde, hvor boliger stilles til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den ansatte er direktør eller en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform. Ligeledes foretages en særlig beskatning i tilfælde, hvor et selskab stiller en bolig til rådighed for hovedaktionæren, jf. § 16 A, stk. 5. Beskatningen tager udgangspunkt i ejendomsværdien pr. 1. januar året før indkomståret. Denne ejendomsværdi vil være ansat i forbindelse med de foreløbige vurderinger og vil fremgå af databasen på vurderingsportalen. Beskatningen kan derfor tage udgangspunkt i denne ejendomsværdi.

Foreløbige vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens § 89 b, stk. 1, 1. og 2. pkt., vil derimod ikke skulle finde anvendelse de steder i den øvrige skattelovgivning, der ikke omhandler beregning af grundskyld og ejendomsværdiskat.

Det betyder bl.a., at de foreløbige 2022-vurderinger ikke vil skulle være grundlag for værdiansættelse af fast ejendom i forbindelse med overdragelser mellem familiemedlemmer omfattet af pkt. 6 i cirkulære nr. 185 af 17. november 1982 om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning. Det betyder samtidigt, at overdragelserne ikke vil være omfattet af cirkulære nr. 9792 af 27. september 2021 om ændring af cirkulære om værdiansættelsen af aktiver og passiver i dødsboer m.m. og ved gaveafgiftsberegning, da det følger af ændringscirkulærets § 2, at det træder i kraft den 15. oktober 2021 og alene har virkning for overdragelser, hvor der på tidspunktet for overdragelsen af ejendommen er meddelt ejeren en vurdering af ejendommen efter ejendomsvurderingslovens §§ 5, 6 eller 11.

Det bemærkes desuden, at de foreløbige vurderinger ikke kan være et holdepunkt for, at værdiansættelsen efter 15 pct.-reglen ikke er udtryk for ejendommens handelsværdi. En foreløbig vurdering skal således ikke indgå i vurderingen af, om der foreligger særlige omstændigheder vedrørende den pågældende faste ejendom, som betyder, at 15 pct.-reglen ikke kan anvendes.

Det foreslås i § 89 b, stk. 1, 3. pkt., at den foreløbige vurdering vil skulle foretages på grundlag af tilgængelige data om ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt pr. 1. januar 2022 og efter prisforholdene pr. 1. januar 2022.

For ejendomme, der vurderes i lige år, vil det foreslåede medføre, at der foretages en foreløbig vurdering pr. 1. januar 2022. Såfremt der foretages ændringer af en eksisterende ejendom i perioden fra og med den 2. januar 2022 til og med den 1. januar 2023, foretages der ikke en ny foreløbig vurdering ud fra de ændrede oplysninger pr. 1. januar 2023. Ejerne af sådanne ejendomme vil i stedet have mulighed for frit at ændre beskatningsgrundlaget efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 4, nr. 6.

Det foreslås i ejendomsvurderingslovens § 89 b, stk. 1, 4. pkt., at for ejendomme, som pr. 1. januar 2023 er nyopståede, jf. § 6, stk. 1, nr. 1, eller hvorpå der pr. 1. januar 2023 er opført nybyggeri, jf. § 6, stk. 1, nr. 4, foretages den foreløbige vurdering pr. 1. januar 2023 på grundlag af tilgængelige data om ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt pr. 1. januar 2023 og efter prisforholdene pr. 1. januar 2022.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at ejendomme, som pr. 1. januar 2023 er nyopståede, jf. ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, nr. 1, eller hvorpå der pr. 1. januar 2023 er opført nybyggeri, jf. nr. 4, til brug for beregning af ejendomsskatter for 2023 vil få et foreløbigt beregningsgrundlag pr. 1. januar 2023 efter bestemmelserne i ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 7, og § 27, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat, der begge foreslås videreført i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Disse foreløbige beregningsgrundlag beregnes efter samme metode som de foreløbige vurderinger. I de foreløbige beregningsgrundlag udarbejdes endvidere tilbageregning af ejendoms- og grundværdier efter ejendomsvurderingslovens §§ 38 og 40.

Efter den foreslåede bestemmelse i § 89 b, stk. 1, 4. pkt., vil de foreløbige vurderinger for ejendomme, der pr. 1. januar 2023 er nyopstået, eller hvorpå der pr. 1. januar 2023 er opført nybyggeri, skulle foretages med samme datagrundlag og den samme vurderingsmodel som det foreløbige beregningsgrundlag. Det indebærer bl.a., at de tilbageregnede ejendoms- og grundværdier, som er foretaget i de foreløbige beregningsgrundlag, videreføres i de foreløbige vurderinger pr. 1. januar 2023. I de foreløbige vurderinger vil der således indgå de tilbageregnede ejendomsværdier til 2001-niveau og 2002-niveau, jf. § 38, og de tilbageregnede grundværdier i basisåret, jf. § 40.

Når der foreligger en almindelig vurdering eller omvurdering pr. 1. januar 2023 eller pr. 1. januar 2024 af betydning for ejendomsskatterne fra 2024 og frem, vil der ske en fuld efterregulering af de samlede ejendomsskatter.

For de ejendomme, der fra og med den 2. januar 2023 er nyopståede eller ændret således, at der skal fastsættes et nyt beskatningsgrundlag for ejendomsværdiskat og grundskyld, vil der skulle fastsættes et foreløbigt beskatningsgrundlag efter reglerne herom i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Det vil betyde, at der ved udsendelsen af de relevante almindelige vurderinger og omvurderinger vil skulle foretages en efterregulering af ejendomsværdiskatten og grundskylden, der er beregnet ud fra de foreløbige beskatningsgrundlag.

Det foreslås i § 89 b, stk. 2, at reglerne i ejendomsvurderingsloven vil finde anvendelse på foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, jf. dog de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4.

Forslaget vil indebære, at de foreløbige vurderinger vil skulle betragtes som ejendomsvurderinger efter ejendomsvurderingsloven, jf. dog nedenfor om de foreslåede bestemmelser i stk. 3 og 4. Det betyder samtidig, at de regler i anden lovgivning, som regulerer forhold relateret til ejendomsvurderinger, og som f.eks. henviser til »ejendomsvurderinger foretaget efter ejendomsvurderingsloven« eller lignende, ligeledes vil finde anvendelse i forhold til de foreløbige vurderinger.

Det foreslås i § 89 b, stk. 3, at foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 af ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 10 og 11, vil skulle foretages uden tillæg af nettoværdien af råstofmængden, jf. § 34 c, stk. 4 og 5.

Den foreslåede bestemmelse omhandler erhvervsejendomme m.v., der anvendes til råstofindvinding i byzone eller sommerhusområde, jf. ejendomsvurderingslovens § 34, stk. 1, nr. 10, eller råstofindvinding, der ikke er omfattet af nr. 10, jf. nr. 11. Ifølge § 34 c, stk. 4, ansættes en grundværdi for ejendomme, der er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 10, efter § 34 c stk. 2, dog tillagt nettoværdien af råstofmængden. Ifølge § 34 c, stk. 5, ansættes en grundværdi til handelsprisen for et naturareal med samme beliggenhed som ejendommen tillagt nettoværdien af råstofmængden for ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 11.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at vurdering af arealer med tilladelse til råstofindvinding efter gældende ret skal basere sig på konkret information, som kun er tilgængelig i råstofindvindingstilladelsen. Værdiansættelsen består af en værdi af jorden uden tilbageværende råstof (f.eks. som rekreativt areal) tillagt nettoværdien af den resterende råstofmængde. Data om råstofmængden registreres ikke systematisk og kan derfor ikke danne grundlag for automatiske beregninger. Vurderingen af disse arealer skal således foretages på baggrund af manuelt fremskaffet data fra råstofindvindingstilladelsen. Da der ikke foretages manuel behandling af de foreløbige vurderinger, vil det ikke være muligt at kunne tage højde for værdien af mulig råstofindvinding. Konsekvensen af den foreslåede bestemmelse vil derfor være, at grundværdier for arealer omfattet af råstofindvindingstilladelser vil få ansat en for lav grundværdi, såfremt råstofanvendelse er den bedste økonomiske anvendelse. Det bemærkes, at ejendomsskatten knyttet til arealer med råstofindvinding umiddelbart vurderes at være begrænset.

Det foreslås i § 89 b, stk. 4, at tillæg og nedslag i ejendomsværdien og grundværdien, som på tidspunktet for foretagelse af foreløbige vurderinger efter stk. 1 er ansat ved den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020, vil skulle videreføres uændret i den foreløbige vurdering, medmindre Skatteforvaltningen vurderer, at tillægget eller nedslaget ikke skal videreføres.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at der som led i ansættelsen af en almindelig ejendomsvurdering kan tages højde for forhold, som har betydning for værdien af en ejendom, og som ikke umiddelbart lader sig aflæse i offentlige registre. Sådanne forhold kan både være ejendomsspecifikke eller vedrøre et større antal ejendomme. Er der f.eks. på en konkret ejendom konstateret en alvorlig sætningsskade, som det vil være bekosteligt at udbedre, kan der være grundlag for et nedslag i vurderingen. Er der omvendt tale om en særdeles velholdt ejendom i forhold til de omkringliggende ejendomme, kan der være grundlag for en højere vurdering. Er en ejendom f.eks. stærkt belastet af trafikstøj, kan dette – afhængig af de lokale forhold – også berøre andre ejendomme. Det er muligt, at trafikstøj allerede indgår i vurderingen, hvis der i salgsprisen for andre ejendomme i området er taget højde for dette. Men det kan også tænkes ikke at være tilfældet. I så fald kan der blive tale om at give et nedslag til et større antal ejendomme. Skatteforvaltningen registrerer de tillæg og nedslag, der gives ved en aktuel vurdering, således at disse kan indgå i fremtidige vurderinger.

Disse tillæg og nedslag vil også være relevante for de foreløbige vurderinger. Det vil imidlertid ikke være muligt kun at inddrage relevante tillæg og nedslag ved de foreløbige vurderinger, da dette vil kræve manuel sagsbehandling. Det vil dog være muligt at videreføre tillæg og nedslag givet ved 2020-vurderingen for ejendomme, der vurderes i lige år. Der vil dog kun kunne ske sådan en videreførelse for de ejendomme, som på tidspunktet for foretagelsen af den foreløbige vurdering har fået en 2020-vurdering. Selv om en videreførelse af tillæg og nedslag givet ved 2020-vurderingerne i de fleste tilfælde vil kunne medføre mere præcise foreløbige vurderinger, vil der kunne være tilfælde, hvor tillæg og nedslag i 2020-vurderingerne vil kunne medføre upræcise foreløbige vurderinger. Dette vil bl.a. kunne være tilfældet, hvor der er givet tillæg eller nedslag for forhold, som efterfølgende har kunnet medtages i beregningen af den foreløbige vurdering, hvorfor en videreførelse ville betyde en overkorrektion. Hvis f.eks. der tidligere er givet tillæg eller nedslag for værdieffekten af en ejendoms afstand til jernbane, fordi denne afstand ikke var indlæst korrekt i data, vil tillægget eller nedslaget herfor ikke skulle videreføres, når denne datafejl er rettet. I disse tilfælde vil Skatteforvaltningen med forslaget have mulighed for at undtage disse tillæg og nedslag fra at blive videreført i de foreløbige vurderinger.

Det foreslås i § 89 c, stk. 1, 1. pkt., at for ejendomme, der skal vurderes i ulige år, jf. § 5, vil Skatteforvaltningen på baggrund af modelberegninger foretage en foreløbig vurdering pr. 1. januar 2023 til brug for en foreløbig beregning af ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift.

Det foreslås i § 89 c, stk. 1, 2. pkt., at den foreløbige vurdering vil skulle anvendes, indtil der for ejendommen er foretaget en almindelig vurdering eller omvurdering efter § 6, der vil skulle indgå i beregningsgrundlaget for ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift.

Forslaget om, at de foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 c, stk. 1, vil skulle foretages på baggrund af modelberegninger, skal ses i sammenhæng med, at de foreløbige vurderinger udelukkende vil skulle foretages via automatiske processer. Det er derfor nødvendigt, at Skatteforvaltningen vil kunne lægge data og registre efter ejendomsvurderingslovens kapitel 11 til grund, uanset om disse oplysninger måtte vise sig at være åbenbart urigtige.

De foreslåede bestemmelser i § 89 c, stk. 1, 1. og 2. pkt., vil indebære, at der for ejendomme, der vurderes i ulige år efter ejendomsvurderingslovens § 5, vil skulle foretages en foreløbig vurdering, der vil skulle bruges som midlertidigt beregningsgrundlag for ejendomsskatter for 2024. Herudover vil den foreløbige vurdering bl.a. skulle anvendes som midlertidigt beregningsgrundlag for skatterabatten, moderniseret stigningsbegrænsningsordning og den permanente indefrysningsordning efter reglerne i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, indtil den almindelige 2023-vurdering foreligger. De foreløbige vurderinger vil således være positivt afgrænset til kun at gælde for beregning af ejendomsskatter og skatteordninger, hvor beregnede ejendomsskatter indgår som et element. De foreløbige vurderinger vil i den henseende skulle bruges som en egentlig ejendomsvurdering, indtil den almindelige 2023-vurdering foreligger, hvorefter der vil ske en efterregulering af ejendomsskatter m.v. For en nærmere beskrivelse af efterregulering henvises der til det fremtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Anvendelsen af de foreløbige vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i § 89 c, stk. 1, 1. og 2. pkt., herunder i forhold til anden skattelovgivning, vil i øvrigt svare til de foreløbige vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i § 89 b, stk. 1, 1. og 2. pkt. Der henvises derfor til bemærkningerne hertil, jf. ovenfor.

Det foreslås i § 89 c, stk. 1, 3. pkt., at den foreløbige vurdering vil skulle foretages på grundlag af tilgængelige data om ejendommens størrelse og forholdene i øvrigt pr. 1. januar 2023 og efter prisforholdene pr. 1. januar 2023.

Det betyder, at ændringer på ejendomme fra og med den 2. januar 2023 ikke vil blive medtaget i de foreløbige vurderinger. Nyopståede ejendomme, der opstår fra og med den 2. januar 2023, vil ikke få en foreløbig vurdering. Når der foreligger en almindelig vurdering eller omvurdering af betydning for ejendomsskatterne fra 2024 og frem, vil der ske en efterregulering af de samlede skatter. Så længe der for perioden foreligger en foreløbig vurdering efter nærværende lovforslag, vil der således ikke skulle foretages foreløbige beregninger af ejendomsværdiskat og grundskyld efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 6, og § 27, stk. 2 og 3, i lov om kommunal ejendomsskat fra og med 2024, der foreslås videreført i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Det foreslås i § 89 c, stk. 1, 4. pkt., at i det tilfælde, at oplysninger om ejendommens forhold pr. 1. januar 2023 ikke er tilgængelige for Skatteforvaltningen på tidspunktet for udarbejdelse af den foreløbige vurdering, eller hvor der ikke kan opnås en tilstrækkelig kvalitet i de tilgængelige oplysninger, lægges de nyeste tilgængelige oplysninger af tilstrækkelig kvalitet til grund.

Den foreslåede bestemmelse skal bl.a. tage højde for, at Skatteforvaltningens modtagelse af data om ejendommens forhold pr. 1. januar 2023 fra enkelte datakilder ligger meget tæt på det tidspunkt, hvor de foreløbige vurderinger skal udarbejdes. Derudover skal den foreslåede bestemmelse tage højde for den situation, hvor Skatteforvaltningen vurderer, at de modtagne datakilder ikke samlet set kan opnå en tilstrækkelig kvalitet inden for den tid, som er til rådighed. Den foreslåede bestemmelse medfører således, at de nyeste tilgængelige oplysninger af tilstrækkelig kvalitet i stedet skal kunne lægges til grund ved udarbejdelsen af den foreløbige vurdering i disse situationer.

Det foreslås i § 89 c, stk. 2, at reglerne i ejendomsvurderingsloven skal finde anvendelse på foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1, jf. dog stk. 3-6.

Forslaget vil indebære, at de foreløbige vurderinger vil skulle betragtes som ejendomsvurderinger efter ejendomsvurderingsloven, jf. dog nedenfor om de foreslåede bestemmelser i stk. 3-6. Det betyder samtidig, at de regler i anden lovgivning, som regulerer forhold relateret til ejendomsvurderinger, og som f.eks. henviser til »ejendomsvurderinger foretaget efter ejendomsvurderingsloven« eller lignende, ligeledes vil finde anvendelse i forhold til de foreløbige vurderinger.

Det foreslås i § 89 c, stk. 3, at ved foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 af ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 6, skal værdien af den del af grunden, som solcelleanlæggene er beliggende på, ansættes til en gennemsnitlig kvadratmeterpris for området.

Den foreslåede bestemmelse omhandler grunde med solcelleanlæg. Disse grunde er defineret i § 34, stk. 1, nr. 6, og vurderes efter § 34 d, stk. 2. Grundværdien af grunde med solcelleanlæg afhænger bl.a. af solcelleanlæggets produktionskapacitet.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at det ikke vil være muligt automatisk at indhente data for energioutput fra solcelleanlæg og solfangere til brug for de foreløbige vurderinger. Såfremt de foreløbige vurderinger skal indhente data for energioutput for solcelleanlæg, vil det gå imod præmissen om, at de foreløbige vurderinger skal være automatiske, og det vil være omkostningstungt. Områder med erhvervsmæssige solcelle- og solfangeranlæg vil i langt de fleste tilfælde være omfattet af en lokalplan og anført med plankode 8133. Beregning af værdien af sådanne grunde, såfremt opstilling af solceller eller solfangere er den bedste økonomiske anvendelse, kan ske skematisk ved at tage udgangspunkt i data fra blandt andet Energistyrelsen og beregne et gennemsnitligt energioutput fra solceller og solfangere på landsplan. På baggrund heraf udledes en gennemsnitlig kvadratmeterpris for områder udlagt til solceller og solfangere.

Det foreslås i § 89 c, stk. 4, at ved foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 af ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 7, vil der kun skulle tages højde for vindmøller, der på vurderingstidspunktet faktisk er opført.

Den foreslåede bestemmelse omhandler grunde med vindmøller. Disse grunde er defineret i § 34, stk. 1, nr. 7, og vurderes efter § 34 d, stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at der ved vurdering af grunde med eksisterende vindmøller indhentes de nødvendige data automatisk fra Energistyrelsen. Det er imidlertid ikke muligt automatisk at indhente data for vindmøller, der er planlagt til opførelse, men som endnu ikke er opført. Såfremt de foreløbige vurderinger skal indhente data for planlagte vindmøller, vil det gå imod præmissen om, at de foreløbige vurderinger skal være automatiske, og det vil være omkostningstungt.

Det foreslås i § 89 c, stk. 5, at foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 af ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 10 og 11, vil skulle foretages uden tillæg af nettoværdien af råstofmængden, jf. § 34 c, stk. 4 og 5.

Den foreslåede bestemmelse omhandler erhvervsejendomme m.v., der anvendes til råstofindvinding i byzone eller sommerhusområde, jf. ejendomsvurderingslovens § 34, stk. 1, nr. 10, eller råstofindvinding, der ikke er omfattet af nr. 10, jf. nr. 11. Ifølge § 34 c, stk. 4, ansættes en grundværdi for ejendomme, der er omfattet af § 34, stk. 1, nr. 10, efter § 34 c stk. 2, dog tillagt nettoværdien af råstofmængden. Ifølge § 34 c, stk. 5, ansættes en grundværdi til handelsprisen for et naturareal med samme beliggenhed som ejendommen tillagt nettoværdien af råstofmængden for ejendomme omfattet af § 34, stk. 1, nr. 11.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at vurdering af arealer med tilladelse til råstofindvinding efter gældende ret skal basere sig på konkret information, som kun er tilgængelig i råstofindvindingstilladelsen. Værdiansættelsen består af en værdi af jorden uden tilbageværende råstof (f.eks. som rekreativt areal) tillagt nettoværdien af den resterende råstofmængde. Data om råstofmængden registreres ikke systematisk og kan derfor ikke danne grundlag for automatiske beregninger. Vurderingen af disse arealer skal således foretages på baggrund af manuelt fremskaffet data fra råstofindvindingstilladelsen. Da der ikke foretages manuel behandling af de foreløbige vurderinger, vil det ikke være muligt at kunne tage højde for værdien af mulig råstofindvinding. Konsekvensen af den foreslåede bestemmelse vil derfor være, at grundværdier for arealer omfattet af råstofindvindingstilladelser vil få ansat en for lav grundværdi, såfremt råstofanvendelse er den bedste økonomiske anvendelse. Det bemærkes, at ejendomsskatten knyttet til arealer med råstofindvinding umiddelbart vurderes at være begrænset.

Det foreslås i § 89 c, stk. 6, at ved foretagelse af foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i stk. 1 af landbrugsejendomme og skovejendomme, jf. § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, gælder de særlige regler fastsat i de foreslåede bestemmelser i nr. 1-11.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det i visse tilfælde ikke er muligt automatisk at foretage ansættelser ved de foreløbige vurderinger af grunden under den primære bolig (stuehuset) på landbrugs- og skovejendomme omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2 og 3. Forslaget har derfor til formål at tage højde herfor, så de foreløbige vurderinger af sådanne ejendomme i stedet kan foretage på baggrund de særlige regler fastsat i de foreslåede bestemmelser i nr. 1-11, så de foreløbige vurderinger kan foretages automatisk.

Det foreslås i nr. 1, at ved ansættelse af grundværdien for den del af grunden, som boligen er beliggende på, skal ejeren antages at bebo den største bolig på ejendommen.

Forslaget om, at ejeren skal antages at bebo den største bolig på ejendommen, skal ses i sammenhæng med, at ansættelse af grundværdien under boliger på landbrugs- og skovejendomme bl.a. afhænger af, om ejeren bebor ejendommene, hvilket det ikke er muligt automatisk at indhente data om. Omkring 75 pct. af de bebyggede landbrugs- og skovejendomme er beboet af ejeren.

Det foreslås i nr. 2, at ved foretagelse af foreløbige vurderinger efter stk. 1 af landbrugsejendomme og skovejendomme, jf. § 3, stk. 1, nr. 2 og 3, skal størrelsen af grunden under den største bolig på ejendommen antages at udgøre 2.000 kvadratmeter. Det foreslås videre i nr. 3, at der ses bort fra boligens placering på ejendommen, gennemsnitlige hektarpriser for den del af grunden, som boligen er beliggende på, og andre planlagte anvendelser af den del af grunden, som boligen er beliggende på. Det foreslås videre i nr. 4, at grundværdien for den del af grunden, som boligen er beliggende på, skal ansættes ved videreførelse af den senest ansatte grundværdi for stuehuset, som den er fastsat efter § 33, stk. 4, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.

Forslagene skal ses i sammenhæng med, at grundværdier for boliger beboet af ejere på landbrugsejendomme eller skovejendomme som udgangspunkt skal ansættes til samme beløb pr. arealenhed som den gennemsnitlige værdi pr. hektar for det jordstykke, som grundarealet tilhører, hvis grundarealet i fravær af boligen ville blive betragtet som produktionsjord, jf. § 30, stk. 3, 1. pkt. Denne vurdering forudsætter bl.a. oplysninger om placeringen af grunden under boliger beboet af ejeren, hvilket vil kræve en manuel behandling. Dette vil særligt være tilfældet i de situationer, hvor der er flere boligenheder på ejendommen. Ligeledes vil værdiansættelsen af grunden i visse tilfælde kræve en manuel beregning. Da der ikke vil blive foretaget manuel sagsbehandling i forbindelse med de foreløbige vurderinger, vil der derfor ikke kunne tages højde for værdien af eventuelt øvrige planlagte anvendelser af grunden under boliger, der er beboet af ejeren, eller særlige forhold i relation til grundstørrelse.

De foreslåede bestemmelser skal derfor tage højde for disse forhold ved at give mulighed for, at ejendommene i forbindelse med de foreløbige vurderinger i stedet vil kunne vurderes ud fra de bestemte antagelser, der er nævnt i den foreslåede bestemmelse.

Det foreslås i nr. 5, at for andre boliger end den primære bolig på ejendommen vil størrelsen af grunden under hver af disse boliger skulle antages at udgøre 1.000 kvadratmeter.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at grundstørrelsen af grunden under andre boliger end den primære bolig på landbrugs- og skovejendomme (inkl. fritidsboliger) skal beregnes ud fra bebyggelsesprocenten. Dette vil medføre uforholdsmæssigt store omkostninger ved foretagelse af de foreløbige vurderinger. Dette vil med forslaget løses ved, at grundarealet i sådanne tilfælde fastsættes til 1.000 kvm. Da dette grundareal skal vurderes højere end jorden under den primære ejerbolig, vil det være til ejerens fordel, at grundlaget efter forslaget fastsættes til 1.000 kvm.

Det foreslås i nr. 6, at hvis en del af ejendommen anvendes til andre formål end land- og skovbrug, vil de registrerede anvendelser i Bygnings- og Boligregistret skulle lægges til grund ved ansættelse af grundværdien for denne del af ejendommen, i det omfang Skatteforvaltningen kan identificere, at der ikke er tale om land- eller skovbrug.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at øvrige arealer, som er omfattet af de særlige bestemmelser i ejendomsvurderingslovens kapitel 6 om vurdering af landbrugs- og skovejendomme, og som ikke er omfattet af de foreslåede bestemmelser i § 89 c, stk. 3-5, om vedvarende energianlæg og råstofindvinding, kan opdeles efter henholdsvis faktiske eller planlagte anvendelser.

For så vidt angår faktiske anvendelser, vil det for en lang række bygningsanvendelser, tekniske anlæg eller arealanvendelser kræve manuel sagsbehandling entydigt at identificere, om der er tale om landbrugs- og/eller skovmæssig anvendelse, eller om der reelt er tale om anden erhvervsmæssig anvendelse. Da det ikke er hensigten, at der skal ske manuel sagsbehandling i forbindelse med de foreløbige vurderinger, har den foreslåede bestemmelse til formål at sikre, at der alene skal tages hensyn til de faktiske anvendelser, som fremgår af Bygnings- og Boligregistret, og som med sikkerhed ikke er land- eller skovbrug.

Det skal ses i lyset af, at der i Bygnings- og Boligregistret findes anvendelseskoder for landbrugs- og skovejendomme, som ikke entydigt er forenelige med landbrugs- og skovdrift. Med forslaget vil det alene være disse anvendelseskoder, der vil skulle indgå i de foreløbige vurderinger som anden faktisk anvendelse. Dette vil medføre en potentiel undervurdering af landbrugs- og skovejendomme, der anvendes til andet en landbrugs- og skovdrift. Hvis der findes faktiske anvendelser til f.eks. kantine, kontor eller lager på en ejendom, og disse ikke anvendes i forbindelse med landbrugs- eller skovdrift, vil den foreløbige vurdering være for lav, da det lægges til grund, at anvendelsen knytter sig til landbrugs- eller skovdrift.

Det foreslås i nr. 7, 1. pkt., at hvis en del af ejendommen ligger i et område, der i medfør af planlovgivningen er udlagt til anden anvendelse end land- og skovbrug, skal der tages hensyn til sådanne planlagte anvendelser ved ansættelse af grundværdien for denne del af ejendommen. Det foreslås i 2. pkt., at der dog ikke skal tages højde for landzonetilladelser.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det i forbindelse med de foreløbige vurderinger vil være muligt ud fra plandata at identificere grundarealet for ejendomme, der vurderes i ulige år, og at værdiansætte delgrunde planlagt til erhvervsanvendelser og øvrige planlagte anvendelser ved brug af modellen for vurdering af erhvervsgrunde og øvrige ejendomme. Derfor kan værdiansættelsen af de dele af grunden, som er planlagt til erhvervsanvendelser og øvrige planlagte anvendelser foretages ved brug af model for vurdering af erhvervsgrunde og ejendomme, der vurderes i ulige år. Dog vil der ikke kunne tages højde for landzonetilladelser, da dette også vil kræve manuel sagsbehandling, hvilket der tages højde for med forslaget.

Det foreslås i nr. 8, at ansættelse af værdien af produktionsjord på ejendommen skal foretages ved at videreføre niveauet fra den seneste vurdering foretaget efter §§ 14 og 15 i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017. Det foreslås i nr. 9, at for ejendomme, der er nyopstået efter den 1. marts 2021, skal værdien af produktionsjord ansættes med udgangspunkt i gennemsnitsprisen pr. hektar i den kommune, hvor ejendommen er beliggende. Det foreslås i nr. 10, at produktionsjordsværdien skal fremskrives med prisudviklingen, jf. §§ 44-48, fra og med den 2. marts 2021 til og med den 1. januar 2023.

Forslagene skal ses i sammenhæng med, at det resterende grundareal på landbrugs- og skovejendomme – dvs. arealer, som ikke er grunde under ejerboliger eller dele af grunden vurderet efter andre planlagte eller faktiske anvendelser – skal betragtes og vurderes som produktionsjord. For eksisterende ejendomme hentes de dele af grundværdiansættelsen fra den seneste vurdering foretaget i det gamle vurderingssystem, forudsat at ejendommen er vurderet efter henholdsvis »bondegårdsreglen«, jf. § 14, stk. 1-3, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets ejendomme, og som skovgrundværdi. Disse værdier omregnes til en gennemsnitlig hektar, som efterfølgende ganges med det areal, der udgør produktionsjorden. Grundværdien i det gamle vurderingssystem repræsenterer værdien pr. 1. marts 2021, og denne fremskrives til den 1. januar 2023 med indeks fra Danmarks Statistik, jf. ejendomsvurderingslovens § 44, stk. 2. For ejendomme, der er nyopstået efter den 1. marts 2021, ansættes værdien af produktionsjord med udgangspunkt i en sammenregnet gennemsnitsværdi for produktionsjord pr. hektar i den kommune, hvor ejendommen er beliggende.

Det foreslås i nr. 11, at har ejendommen mere end tre boligenheder, anvendes kun de tre boligenheder med de højeste fastsatte ejendomsværdier som beregningsgrundlag for ejendomsværdiskatten.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at hvis der findes mere end tre boligenheder på en landbrugs- eller skovejendom, kan der af systemtekniske grunde kun ske automatisk videresendelse af de tre højeste ejendomsværdier til beskatningssystemerne. Det afgøres først, når ejendommene skal beskattes, hvilke enheder der skal ejendomsværdibeskattes. Inden videresendelse af data fra vurdering til beskatning vil det kræve manuel sagsbehandling at afgøre, hvilke enheder der skal sendes med. Det vurderes, at der kun vil være et fåtal af landbrugs- og skovejendomme, der har mere end tre boligenheder, og hvor det ikke vil være en af de tre højest vurderede enheder, der skal betales ejendomsværdiskat af. Hvis der frem mod udarbejdelse af de foreløbige vurderinger kan identificeres data, der indikerer, at en ejer bebor en specifik boligenhed, sendes denne altid videre i systemet med henblik på ejendomsværdibeskatning, uagtet om den har den højeste vurdering. Hvis der er mere end tre boligenheder på ejendommen, videresendes endvidere de to blandt de øvrige, som har den højeste vurdering.

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 89 d, der skal fastsætte fælles regler for de foreløbige vurderinger efter §§ 89 b og 89 c.

Det foreslås i § 89 d, stk. 1, 1. pkt., at foreløbige vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i §§ 89 b og 89 c vil skulle foretages uden partshøring og ikke vil kunne påklages til anden administrativ myndighed.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at de foreløbige vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i §§ 89 b og 89 c vil blive foretaget uden partshøring – og dermed også uden brug af den særlige deklarationsprocedure, jf. skatteforvaltningslovens § 20 a – og ikke vil kunne påklages.

Den foreslåede bestemmelse vil kun gælde i forhold de foreløbige vurderinger og dermed ikke i forhold til de almindelige 2022-/2023-vurderinger, der vil afløse de foreløbige vurderinger med henblik på at udgøre det endelige beskatningsgrundlag, som der vil blive efterreguleret på baggrund af. Ejendomsejerne vil dermed fortsat i forbindelse med de almindelige 2022-/2023-vurderinger skulle partshøres eller inddrages via den særlige deklarationsprocedure, ligesom der vil være klageadgang efter de almindelige regler for disse ejendomme. For så vidt angår en beskrivelse af baggrunden for den foreslåede bestemmelse, henvises der til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 2, 1. pkt., at Skatteforvaltningen vil skulle offentliggøre resultatet af de foreløbige vurderinger efter §§ 89 b og 89 c.

Det forvaltningsretlige udgangspunkt er, at de foreløbige vurderinger – ligesom andre afgørelser i forvaltningslovens forstand – skal meddeles individuelt og direkte for at få virkning for modtageren. Med forslaget vil resultatet af de foreløbige vurderinger – i stedet for at blive meddelt individuelt og direkte – blive offentliggjort af Skatteforvaltningen. De foreløbige vurderinger vil derfor få virkning for ejeren fra og med offentliggørelsesdatoen.

I praksis vil offentliggørelsen ske på en offentligt tilgængelig database på Vurderingsportalen, hvor det vil være muligt for alle at tilgå data på en ejendom og se, hvilke værdier der indgår i beregningsgrundlaget for ejendommens ejendomsskatter. Oplysningerne herom forventes, for så vidt angår foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 b, at blive gjort tilgængelige omkring den 1. september 2023, mens oplysningerne om de foreløbige vurderinger efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 c vil blive gjort tilgængelige i løbet af efteråret 2023 (dog senest ved udsendelsen af forskudsopgørelsen 2023). Når oplysningerne gøres tilgængelige, vil ejerne modtage en meddelelse, der vil indeholde en orientering om offentliggørelsen af de foreløbige vurderinger og en generel vejledning samt en henvisning til Vurderingsportalen.

Foruden ovennævnte offentliggørelse af resultatet af den foreløbige vurdering vil beskatningsgrundlaget på baggrund af en foreløbig vurdering fremgå af forskudsopgørelsen for de ejere, der fra og med 2024 vil få opkrævet ejendomsskatter via personskattesystemerne. Ejere, der fra og med 2024 vil få opkrævet ejendomsskatter via skattekontoen, vil på skattekontoen modtage en meddelelse om resultatet af den foreløbige vurdering.

Forslaget vil endvidere indebære en fravigelse bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 6 om begrundelse. Med forslaget vil det det alene være resultatet af den foreløbige vurdering, der vil skulle offentliggøres, uden at være ledsaget af en begrundelse for resultatet. Det vil kun gælde i forhold de foreløbige vurderinger og dermed ikke i forhold til de almindelige vurderinger, der vil afløse den foreløbige vurdering med henblik på at udgøre det endelige beskatningsgrundlag, som der vil blive efterreguleret på baggrund af. Ejendomsejerne vil dermed fortsat modtage en begrundelse i forbindelse med den almindelige vurdering, ligesom der ved den almindelige vurdering vil ske partsinddragelse og være klageadgang efter de almindelige regler herom.

For så vidt angår ejere, der ikke er blevet tilsluttet eller er blevet fritaget fra Digital Post, jf. §§ 3 og 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, vil disse med fysisk post modtage ovennævnte brev med generel vejledning om ejendomsbeskatningsreglerne og en henvisning til den digitale database, ligesom de via forskudsopgørelsen, der vil blive sendt med fysisk post til dem, vil kunne gøre sig bekendt med beskatningsgrundlaget på baggrund af den foreløbige vurdering. Resultatet af den foreløbige vurdering vil dog kun kunne tilgås via den digitale database, ligesom det er tilfældet for andre ejere.

Det foreslås i 2. pkt., at eventuelle ændringer i de foreløbige vurderinger efter §§ 89 b og 89 c, jf. stk. 4, ikke vil skulle offentliggøres.

Forslaget vil betyde, at det vil være den foreløbige vurdering, som den i første omgang bliver udarbejdet, der vil blive offentliggjort. Hvis der sker en ændring af den foreløbige vurdering i medfør af forslaget til § 89 d, stk. 4, vil henholdsvis ejerens forskudsopgørelse og opkrævningsgrundlaget på skattekontoen dog blive opdateret i overensstemmelse med ændringerne af den foreløbige vurdering.

For så vidt angår en beskrivelse af baggrunden m.v. for den foreslåede bestemmelse i § 89 d, stk. 2, henvises der til pkt. 3.4.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Det foreslås i stk. 3, at Skatteforvaltningen, hvor det er muligt, skal kunne bestemme, at de foreslåede bestemmelser i § 89 b, stk. 3 og 4, eller § 89 c, stk. 3-6, ikke skal finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil således give Skatteforvaltningen mulighed for at bestemme, at de særlige regler for foreløbige vurderinger i de foreslåede bestemmelser i § 89 b, stk. 3 og 4, eller § 89 c, stk. 3-6, ikke skal finde anvendelse. I det omfang, at dette bestemmes, vil det således være de almindelige regler i ejendomsvurderingsloven, der i stedet vil skulle finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse vil bl.a. kunne anvendes af Skatteforvaltningen, når det er muligt at foretage dele af den foreløbige vurdering efter ejendomsvurderingslovens almindelige regler. Det vil f.eks. kunne være tilfælde, hvis det er muligt at tage højde for råstoffer på ejendommen, jf. de foreslåede bestemmelser i § 89 b, stk. 3, og § 89 c, stk. 5, eller hvis der foreligger oplysninger om, at de antagelser, der er nævnt i de foreslåede bestemmelser i § 89 c, stk. 6, nr. 1, 2 og 5, ikke er korrekte.

Det foreslås i stk. 4, at foreløbige vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i §§ 89 b og 89 c alene skal kunne ændres i følgende tilfælde:

Revision, jf. skatteforvaltningslovens § 33 a.
Viser det sig i forbindelse med en ejers bestræbelser på at sælge en ejendom, der er foreløbigt vurderet efter §§ 89 b eller 89 c, at den forventede overdragelsessum afviger fra den ansatte ejendomsværdi i den foreløbige vurdering, kan ejeren anmode om, at den ansatte ejendomsværdi i den foreløbige vurdering ændres til den forventede overdragelsessum. Hvis ejendommen overdrages til en overdragelsessum, der afviger fra den ansatte ejendomsværdi i den foreløbige vurdering, kan erhververen anmode om, at den ansatte ejendomsværdi i den foreløbige vurdering ændres til den aftalte overdragelsessum. Den forventede og aftalte overdragelsessum, jf.

og 2. pkt., skal efter de indeks, der fastsættes efter §§ 44-48, tilbageregnes til 2022-niveau for foreløbige vurderinger efter § 89 b og til 2023-niveau for foreløbige vurderinger efter § 89 c. Ændring af den foreløbige vurdering kan alene ske, hvis den tilbageregnede værdi afviger med mere end 20 pct. fra den foreløbige vurdering. Ved ændring af den ansatte ejendomsværdi i den foreløbige vurdering, jf. 1.-3. pkt., foretager Skatteforvaltningen skønsmæssigt en tilsvarende ændring af den ansatte grundværdi i den foreløbige vurdering.

Hvis et vurderingsankenævn, skatteankeforvaltningen, Landsskatteretten eller en domstol har ændret grundværdiansættelsen for ejendommen, så grundværdien i en vurdering pr. 1. januar 2022 eller pr. 1. januar 2023 skal fastsættes efter § 21 a, kan ejeren anmode Skatteforvaltningen om, at en foreløbig vurdering efter §§ 89 b eller 89 c ændres, så grundværdien fastsættes efter § 21 a.
Indgår det ikke korrekt i en foreløbig vurdering efter §§ 89 b eller 89 c, at en ejendom er helt eller delvis fritaget for grundskyld efter §§ 5 eller 7 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, kan ejeren frit ændre den ansatte grundværdi i den foreløbige vurdering.
Indgår det ikke korrekt i en foreløbig vurdering efter §§ 89 b eller 89 c, at en ejendom ved den seneste gældende vurdering er delvis undtaget fra vurdering efter § 9, kan ejeren frit ændre den ansatte ejendomsværdi og grundværdi i den foreløbige vurdering.
Fysiske personer, der ejer en ejendom, som er foreløbigt vurderet efter § 89 b, og som opfylder betingelserne i § 6 for omvurdering pr. 1. januar 2023, pr. 1. januar 2024 eller pr. 1. januar 2025, kan frit ændre den ansatte ejendomsværdi og grundværdi i den foreløbige vurdering.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at udgangspunktet vil være, at foreløbige vurderinger efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b og 89 c ikke vil kunne ændres. Det vil bl.a. betyde, at der ikke vil kunne ske genoptagelse efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1-4, af foreløbige vurderinger som nævnt i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b og 89 c. Udgangspunktet fraviges dog i de tilfælde, der er nævnt i de foreslåede bestemmelser i § 89 d, stk. 4, nr. 1-6, jf. nærmere nedenfor.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 1 vil indebære, at Skatteforvaltningen i medfør af skatteforvaltningslovens § 33 a vil have mulighed for af egen drift at tage de foreløbige 2022-/2023-vurderinger op til revision.

Den reviderede vurdering vil fortsat være en foreløbig vurdering, da der bl.a. ikke vil blive foretaget en fuld manuel sagsbehandling i forbindelse med den reviderede vurdering, ligesom der i forbindelse med revisionen ikke vil blive udsendt deklarationsmeddelelse m.v. Skatteforvaltningens adgang til revision vil både gælde i tilfælde, hvor en større mængde vurderinger viser sig at være fejlbehæftede (f.eks. på grund af datafejl eller fejl i særlige grupper af ejendomme), og hvor enkelte ejendomme har fejl i beregningen (f.eks. ved fejl eller problemer med data i forhold til den enkelte ejendom). I det første tilfælde vil Skatteforvaltningen skulle foretage en ny modelberegning for de berørte ejendomme, og i sidstnævnte tilfælde vil Skatteforvaltningen have mulighed for at fastsætte en ny foreløbig vurdering for den enkelte ejendom. Der vil alene i forbindelse med revisionen blive korrigeret i modelberegningen, og der vil således ikke blive foretaget f.eks. en manuel vurdering svarende til processen for almindelige vurderinger.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 skal ses i sammenhæng med, at i de tilfælde, hvor en ejer ønsker at sælge en ejendom, vil en for høj foreløbig vurdering af ejendommen midlertidigt kunne indebære for høje ejendomsskatter, hvilket muligvis vil kunne besværliggøre salg af ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil i den forbindelse sikre, at ejeren skal kunne kontakte Skatteforvaltningen og få rettet den foreløbige vurdering, så det i stedet er den forventede overdragelsessum som vurderet af pågældende ejendomsmægler, der anvendes som foreløbigt beskatningsgrundlag. Vurderingsprisen vil dog skulle dokumenteres af ejeren via f.eks. en salgsopstilling.

Hvis den endelige salgspris efterfølgende måtte afvige fra ejendomsmæglerens vurdering, vil den foreslåede bestemmelse i nr. 2 herudover give mulighed for, at køberen vil kunne kontakte Skatteforvaltningen og få rettet den foreløbige vurdering til at være salgsprisen. Salgsprisen vil dog skulle dokumenteres via f.eks. et skøde. Det vil således være muligt for køberen at justere den foreløbige vurdering i overensstemmelse med salgsprisen, selv om sælgeren også tidligere har justeret den foreløbige vurdering i overensstemmelse med ejendomsmæglerens vurdering.

Med den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil både vurderings- og salgsprisen dog skulle tilbageregnes efter de indeks, der fastsættes efter §§ 44-48, til 2022-niveau for foreløbige vurderinger efter § 89 b og til 2023-niveau for foreløbige vurderinger efter § 89 c, således at disse svarer til samme niveau som de foreløbige vurderinger, der ændres.

Det vil dog alene være muligt at få ændret den foreløbige vurdering, hvis den foreløbige ejendomsværdi afviger mere end 20 pct. fra den tilbageindekserede handelspris, da dette svarer til den almindelige skønsusikkerhed.

Det vil med den foreslåede bestemmelse i nr. 2 alene være ejendomsværdien, der vil skulle ændres, da det er ejendomsværdien, der har til formål at afspejle den forventede kontantværdi i fri handel, jf. ejendomsvurderingslovens § 15. Med den foreslåede bestemmelse vil Skatteforvaltningen dog skønsmæssigt foretage en tilsvarende ændring af den ansatte grundværdi i den foreløbige vurdering, så denne også nedsættes.

Beregningsmaskinen til brug for tilbageregning til 2022-/2023-niveau og til brug for beregning af den skønsmæssige og forholdsmæssige nedsættelse af grundværdien forventes at blive offentliggjort af Skatteforvaltningen.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 3 omhandler ejendomme, der er helt eller delvis undtaget fra vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 9 eller forbigået ved den seneste gældende vurdering (f.eks. visse bygninger på fremmed grund). For disse ejendomme foreslås det, at ejeren skal kunne kontakte Skatteforvaltningen og frit få ændret det foreløbige beskatningsgrundlag, hvis ejeren kan dokumentere, at undtagelsen ikke indgår korrekt i den foreløbige vurdering.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 4 omhandler ejendomme, der er delvis fritaget for grundskyld efter §§ 5 eller 7 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov (f.eks. fredede ejendomme). For disse ejendomme foreslås det ligeledes, at ejeren skal kunne kontakte Skatteforvaltningen og frit få ændret det foreløbige beskatningsgrundlag, hvis ejeren kan dokumentere, at fritagelsen ikke indgår korrekt i den foreløbige vurdering.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 5 omhandler tilfælde, hvor et vurderingsankenævn, skatteankeforvaltningen, Landsskatteretten eller en domstol har ændret grundværdiansættelsen for ejendommen, så grundværdien i en vurdering pr. 1. januar 2022 eller pr. 1. januar 2023 skal fastsættes efter § 21 a. For disse tilfælde foreslås det, at ejeren skal kunne anmode Skatteforvaltningen om, at en foreløbig vurdering efter §§ 89 b eller 89 c ændres, så grundværdien fastsættes efter § 21 a. Forslaget omfatter alle ejerboliger og enhver ejendom, som ikke er en ejerbolig på lejet grund, landbrugsejendom eller skovejendom. Forslaget vil bl.a. kunne være relevant, hvis 2020- eller 2021-vurderingen er påklaget, og grundværdien i den forbindelse er blevet ændret af klageinstansen.

Med den foreslåede bestemmelse i nr. 6 vil fysiske personer, der ejer en ejendom, som er foreløbigt vurderet efter forslaget i stk. 1, og som opfylder betingelserne i § 6 for omvurdering pr. 1. januar 2023, pr. 1. januar 2024 eller pr. 1. januar 2025, frit kunne ændre den ansatte ejendomsværdi og grundværdi i den foreløbige vurdering.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 6 skal ses i sammenhæng med, at de foreløbige vurderinger i sådanne tilfælde ikke vil kunne tage højde for ændringerne. Derfor foreslås det, at fysiske personer i disse tilfælde skal kunne kontakte Skatteforvaltningen og frit få ændret det foreløbige beskatningsgrundlag. Det vil svare til ordningerne efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 7, 3. pkt., og § 27, stk. 3, 4. pkt., og § 37 a, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat. Det vil således stå ejendomsejeren frit for at ændre den foreløbige vurdering og hermed selv bestemme størrelsen på den foreløbige opkrævning af ejendomsværdiskat og grundskyld.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 6 vil kun omfatte ejendomme, der er foreløbigt vurderet efter den foreslåede bestemmelse i § 89 b, stk. 1, og som er ejet af fysiske personer. For så vidt angår andre ejendomme, vil ejeren i forhold til grundskyld være beskyttet af stigningsbegrænsningsordningen, der indgår i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og i forhold til dækningsafgift være beskyttet af reglen i § 27, stk. 2, 2. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, hvorefter dækningsafgiften frem til udsendelse af den første almindelige vurdering maksimalt kan stige med 30 pct. i forhold til det beløb, som er opkrævet i dækningsafgift for skatteåret 2021. Sidstnævnte bestemmelse om dækningsafgift foreslås videreført i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, dog med den ændring, at det vil være valgfrit for ejendomsejeren, om vedkommende vil beskattes på baggrund af den foreløbige vurdering, eller om der indtil udsendelse af den første almindelige vurdering skal ske opkrævning af dækningsafgift med samme beløb som i 2023.

Det foreslås i § 89 d, stk. 5, at for ejendomme omfattet af § 89 b, stk. 1, hvor der pr. 1. januar 2022 vil skulle foretages en tilbageregning af ejendomsværdien efter § 38, stk. 1, eller regulering af ejendomsværdien efter § 38, stk. 5 og 6, og for ejendomme omfattet af § 89 c, stk. 1, hvor der pr. 1. januar 2023 vil skulle foretages en sådan tilbageregning eller regulering, videreføres ved den foreløbige vurdering efter §§ 89 b eller 89 c i stedet ejendomsværdien i 2001-niveau og 2002-niveau fastsat i den seneste af følgende:

En almindelig vurdering eller omvurdering efter § 6.
En almindelig vurdering eller omvurdering efter §§ 2 eller 3, jf. § 33, stk. 12-15, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.
Et foreløbigt beregningsgrundlag efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 7.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at det følger af ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 1, at der ved den næstkommende almindelige vurdering eller omvurdering skal foretages en tilbageregning af ejendomsværdien til 2001- og 2002-niveau, når en ejendom eksempelvis bliver omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, eller når der på en sådan ejendom sker en ændring af ejendommens grundareal. Det følger desuden af ejendomsvurderingslovens § 38, stk. 5 og 6, at der bl.a. i tilfælde af nedrivning af en ejendom eller ved om- og tilbygning skal foretages en regulering af ansættelsen eller fordelingen af ejendomsværdien i 2001- og 2002-niveau.

Der kan imidlertid ikke foretages tilbageregning eller regulering af ejendomsværdier til og i 2001- og 2002-niveau ved de foreløbige vurderinger for ejendomme som nævnt i § 89 b, stk. 1, der pr. 1. januar 2022 er omfattet af tilbageregningsårsager efter ejendomsvurderingslovens § 38. Det samme gælder for ejendomme som nævnt i § 89 c, stk. 1, der pr. 1. januar 2023 er omfattet af tilbageregningsårsager efter ejendomsvurderingslovens § 38.

Med den foreslåede bestemmelse i § 89 d, stk. 5, vil eksisterende ejendomsværdier i 2001- og 2002-niveau skulle videreføres i de foreløbige vurderinger. Disse ejendomsværdier i 2001- og 2002-niveau vil skulle baseres på et af de beregningsgrundlag, der er nævnt i nr. 1-3. Det er den seneste af de beregningsgrundlag, der er nævnt i nr. 1-3, der vil skulle videreføres i den foreløbige vurdering.

Det foreslås i § 89 d, stk. 6, at for ejendomme omfattet af § 89 b, stk. 1, hvor der pr. 1. januar 2022 vil skulle foretages en tilbageregning af grundværdien til basisåret efter § 40, stk. 1, eller foretages en regulering af grundværdien i basisåret, jf. § 40, stk. 5, og for ejendomme omfattet af § 89 c, stk. 1, hvor der pr. 1. januar 2023 vil skulle foretages en sådan tilbageregning eller regulering, videreføres ved den foreløbige vurdering efter §§ 89 b eller 89 c i stedet grundværdien fastsat i den seneste af følgende:

En almindelig vurdering eller omvurdering efter § 6.
En almindelig vurdering eller omvurdering efter §§ 2 eller 3, jf. § 33, stk. 16-18, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.
Et foreløbigt beregningsgrundlag efter § 27, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at det følger af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, at der ved den næstkommende vurdering eller omvurdering skal foretages en tilbageregning af grundværdien til basisåret, når en ejendom eksempelvis bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld, eller når der sker ændring af ejendommens grundværdi som følge af ændrede anvendelses- eller udnyttelsesmuligheder. Det følger desuden af ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 5, at der bl.a. i tilfælde af ændringer i grundarealet for afgiftspligtige ejendomme vil skulle foretages en regulering af grundværdien i basisåret.

Der kan imidlertid ikke foretages tilbageregning eller regulering af grundværdier til og i basisåret ved de foreløbige vurderinger for ejendomme som nævnt i § 89 b, stk. 1, der pr. 1. januar 2022 er omfattet af tilbageregningsårsager efter ejendomsvurderingslovens § 40. Det samme gælder for ejendomme som nævnt i § 89 c, stk. 1, der pr. 1. januar 2023 er omfattet af tilbageregningsårsager efter ejendomsvurderingslovens § 40.

Med den foreslåede bestemmelse i § 89 d, stk. 6, vil eksisterende grundværdier i basisåret skulle videreføres i de foreløbige vurderinger. De eksisterende grundværdier i basisåret skulle baseres på et af de beregningsgrundlag, der er nævnt i nr. 1-3. Det er den seneste af de beregningsgrundlag, der er nævnt i nr. 1-3, der vil skulle videreføres i den foreløbige vurdering.

Det foreslås i § 89 d, stk. 7 , at der i nr. 1-13 fastsættes regler, der på nogle særlige punkter fraviger de almindelige vurderingsregler, når de foreløbige vurderinger efter §§ 89 b og 89 c skal foretages. Disse regler foreslås af systemmæssige hensyn og skal gøre det muligt at automatisere udarbejdelsen af de foreløbige vurderinger.

Det foreslås i nr. 1, at for ejendomme, hvor der tidligere er givet fradrag i grundværdien for grundforbedringer, og hvor betingelserne for at give fradraget fortsat er opfyldt, jf. § 22, stk. 1, gives fradraget i den ansatte grundværdi, jf. § 22, stk. 2, i den foreløbige vurdering efter §§ 89 b eller 89 c.

Fradraget vil udgøre samme forholdsmæssige del af grundværdien på den foreløbige vurdering, som fradraget havde pr. 1. januar 2013 eller på ansættelsestidspunktet, hvis dette ligger senere. Fradraget kan ikke overstige størrelsen pr. 1. januar 2013 eller et senere ansættelsestidspunkt.

Det foreslås i nr. 2, at der ved beregning af fradrag for forbedringer efter § 23, stk. 1 og 2, ikke skal tages højde for udstykning, arealoverførelse, sammenlægning af ejendomme eller ændring eller ophør af en samlet vurdering, jf. § 2, stk. 3, hvis ændringen er sket den 1. oktober 2019 eller senere.

Det betyder, at grundlaget for at beregne fradraget for forbedringer i dette tilfælde vil svare til det fradrag, der er ansat i det tidligere vurderingssystem. Det beregnede fradrag for forbedringer ved den foreløbige vurdering vil således afvige fra det beregnede fradrag på den endelige vurdering, hvis ejendommen i perioden fra den 1. oktober 2019 (ejerboliger) eller den 1. oktober 2020 (øvrige ejendomme) til den 1. januar 2023 er ændret således, at den opfylder betingelserne for ændring af grundlaget for beregning af fradraget i § 23, stk. 1 eller 2. Dermed vil grundskylden opkrævet på baggrund af den foreløbige vurdering afvige fra den beregnede grundskyld efter den endelige vurdering. Grundskylden vil derfor blev efterreguleret, når den almindelige vurdering foreligger.

I forhold til uændrede ejendomme vil der isoleret set ikke være nogen forskel på den foreløbige vurdering og den endelige vurdering.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 2 skal ses i sammenhæng med, at muligheden for at få fradrag for forbedringer blev afskaffet pr.

januar 2013. Da fradraget gives for 30 år, er der dog stadig ejendomme, som har gældende fradrag i grundværdien for forbedringer. Ændres ejendommen, skal grundlaget for at beregne fradraget tilpasses. De foreløbige vurderinger kan dog ikke tage højde for denne tilpasning, som ikke blot er en nedsættelse i forhold til faldet i grundværdien.

Det foreslås i nr. 3, at ejendomme, der pr. 1. januar 2023 er registreret i Ejendomsstamregisteret til at være vurderet samlet, jf. § 2, stk. 3, vil skulle vurderes samlet i de foreløbige vurderinger efter §§ 89 b eller 89 c

Det betyder, at de foreløbige vurderinger for ejendomme, der er vurderet samlet, vil tage udgangspunkt i registreringen i Ejendomsstamregisteret. Hvis flere ejendomme er registreret i Ejendomsstamregisteret som vurderet samlet pr. 1. januar 2023, vil de også blive vurderet samlet ved de foreløbige vurderinger.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 3 skal ses i sammenhæng med, at Skatteforvaltningen i forbindelse med de foreløbige vurderinger som udgangspunkt ikke vil kunne kontrollere, om en samvurderet ejendom fortsat opfylder betingelserne for samvurdering, jf. § 2, stk. 3, da dette er en manuel opgave. Med den foreslåede bestemmelse vil de foreløbige vurderinger af samvurderede ejendomme derfor tage udgangspunkt i data fra Ejendomsstamregisteret. Det er vurderingen, at de foreløbige vurderinger – hverken med hensyn til værdiansættelsen eller beskatningen – ikke vil adskille sig væsentligt fra de almindelige vurderinger.

Det foreslås i nr. 4, at offentligt ejede ejendomme, der ved den seneste vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 88 eller det seneste foreløbige beregningsgrundlag efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat var fuldt fritaget for grundskyld efter § 7, stk. 1, litra b, eller stk. 3, og hvor der blev opkrævet dækningsafgift efter § 23, forudsættes fortsat at være dækningsafgiftspligtig efter § 11 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og grundlaget for dækningsafgiften ved den foreløbige vurdering efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c vil skulle fastsættes på baggrund af den samlede grundværdi, hvis ejendommen var fuldt fritaget for grundskyld. Det foreslås i nr. 5, at offentligt ejede ejendomme, der ved den seneste vurdering efter § 88 eller det seneste foreløbige beregningsgrundlag efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat var delvis fritaget for grundskyld efter § 7, stk. 1, litra b, eller stk. 3, og hvor der blev opkrævet dækningsafgift efter § 23, forudsættes fortsat at være delvis dækningsafgiftspligtige efter § 11 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og den dækningsafgiftspligtige grundværdi for disse ejendomme vil skulle fastsættes til samme andel af grundværdien ved den foreløbige vurdering efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c som den procentvise andel af ejendommen, der var delvis dækningsafgiftspligtig ved den seneste vurdering efter § 88 eller det seneste foreløbige beregningsgrundlag efter § 27 lov om kommunal ejendomsskat.

Ifølge § 23 i lov om kommunal ejendomsskat kan kommunerne opkræve dækningsafgift af offentligt ejede ejendomme, som er helt eller delvis fritaget for grundskyld, jf. § 7. Til brug for denne opkrævning fastsætter Skatteforvaltningen en dækningsafgiftspligtig grundværdi for de relevante ejendomme.

Skatteforvaltningen vil ikke have kendskab til, hvilke offentlige ejendomme der i 2024 er dækningsafgiftspligtige efter § 11 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der viderefører § 23 i lov om kommunal ejendomsskat. Derfor lægges oplysningerne i det gamle vurderingssystem til grund, da det nye vurderingssystem ikke automatisk kan håndtere oplysninger fra kommunerne om indtræden, ændring og ophør af dækningsafgiftspligt. Ved den seneste vurdering efter § 88 forstås den seneste vurdering foretaget i det gamle vurderingssystem.

Dækningsafgiften, der opkræves på baggrund af den foreløbige vurdering, vil derfor afvige fra dækningsafgiften efter den almindelige vurdering. Nogle offentlige myndigheder vil blive opkrævet dækningsafgift, selv om de ikke længere er dækningsafgiftspligtige i 2024, mens andre ikke vil blive opkrævet dækningsafgift, før de almindelige vurderinger foreligger. I sidstnævnte tilfælde vil der sandsynligvis være blevet betalt grundskyld af ejendommen i stedet for dækningsafgift, og reguleringen i forbindelse med udsendelsen af den endelige vurdering vil derfor sandsynligvis ikke være stor.

For offentlige ejendomme, der er fuldt fritaget for grundskyld – og derved omfattet af den foreslåede bestemmelse i nr. 4 – vil dækningsafgiften skulle opkræves på baggrund af den samlede grundværdi fastsat i den foreløbige vurdering.

For offentlige ejendomme, der er delvis fritaget for grundskyld – og derved omfattet af den foreslåede bestemmelse i nr. 5 – foreslås dækningsafgiften at skulle opkræves på baggrund af en procentvis andel af grundværdien baseret på den fritagne andel af ejendommen. Hvis en offentlig ejendom eksempelvis ved den seneste vurdering har en grundværdi på 10.000.000 kr., og der er ansat er fritagelse for grundskyld på 3.000.000 kr., fordi kun en del af ejendommen opfylder betingelserne i § 7, stk. 1, litra b, i lov om kommunal ejendomsskat, vil den dækningsafgiftspligtige del efter § 23 således udgøre 30 pct. af grundværdien. Den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 6, nr. 4, 2. pkt., vil i den forbindelse indebære, at 30 pct. af grundværdien ansat i den foreløbige vurdering vil skulle udgøre grundlaget for beregning af dækningsafgiften efter § 11 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Det foreslås i nr. 6, at erhvervsejendomme, jf. ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 4, der ved den seneste vurdering efter § 88 eller det seneste foreløbige beregningsgrundlag efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat var fuldt dækningsafgiftspligtige efter § 23 A, forudsættes fortsat at være fuldt dækningsafgiftspligtig efter § 12 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og den dækningsafgiftspligtige grundværdi vil skulle fastsættes til grundværdien ved den foreløbige vurdering efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c. Det foreslås i nr. 7, at erhvervsejendomme, jf. § 3, stk. 1, nr. 4, der ved den seneste vurdering efter § 88 eller det seneste foreløbige beregningsgrundlag efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat var delvis dækningsafgiftspligtige efter § 23 A, forudsættes fortsat at være delvis dækningsafgiftspligtige efter § 12 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og den dækningsafgiftspligtige grundværdi vil skulle fastsættes til samme andel af grundværdien ved den foreløbige vurdering efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c, som den procentvise andel af ejendommen, der var delvis dækningsafgiftspligtig ved den seneste vurdering efter § 88 eller det seneste foreløbige beregningsgrundlag efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat.

Ifølge § 23 A i lov om kommunal ejendomsskat kan kommunerne opkræve dækningsafgift af ejendomme, der anvendes til kontor, forretning, hotel, fabrik, værksted og lignende øjemed. Disse ejendomme vil typisk være erhvervsejendomme. Til brug for denne opkrævning fastsætter Skatteforvaltningen en dækningsafgiftspligtig grundværdi for de relevante ejendomme.

Skatteforvaltningen vil ikke have kendskab til, hvilke ejendomme der i 2024 er dækningsafgiftspligtige efter § 12 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der viderefører § 23 A i lov om kommunal ejendomsskat. Derfor lægges oplysningerne i det gamle vurderingssystem til grund, da det nye vurderingssystem ikke automatisk kan håndtere oplysninger fra kommunerne om indtræden, ændring og ophør af dækningsafgiftspligt. Det indebærer, at dækningsafgiften opkrævet på baggrund af den foreløbige vurdering vil kunne afvige fra dækningsafgiften efter den endelige vurdering.

Ved den seneste vurdering efter § 88 forstås den seneste vurdering foretaget i det gamle vurderingssystem.

For delvis dækningsafgiftspligtige erhvervsejendomme fastsættes den dækningsafgiftspligtige grundværdi til samme andel af grundværdien på den foreløbige vurdering, som den procentvise andel af ejendommen, der var delvis dækningsafgiftspligtig ved den senest gældende vurdering efter § 88 eller seneste foreløbige beregningsgrundlag efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat. Denne beregning foretages på samme vis som i den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 6, nr. 4, 2. pkt., jf. ovenfor.

Det foreslås i nr. 8 , at for erhvervsejendomme, der er nyopståede pr. 1. marts 2021 eller senere, anvendes ved den foreløbige vurdering efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c den dækningsafgiftspligtige grundværdi i det foreløbige beskatningsgrundlag fastsat efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat som grundlag for dækningsafgiften efter § 12 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Hvis ejendommen er nyopstået efter den 1. marts 2021, vil ejendommen ikke have en vurdering fra det gamle vurderingssystem. Ejendommen vil i stedet have fået et foreløbigt beregningsgrundlag efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat. Den foreslåede bestemmelse i nr. 8 vil f.eks. indebære, at der til brug for den foreløbige vurdering for ejendomme, som ved det foreløbige beskatningsgrundlag var delvis dækningsafgiftspligtige, vil skulle anvendes samme andel af den dækningsafgiftspligtige grundværdi som i det foreløbige beregningsgrundlag efter § 27 i lov om kommunal ejendomsskat. Oplysninger om, hvorvidt en nyopstået ejendom med et foreløbigt beregningsgrundlag er dækningsafgiftspligtig, indhentes af Skatteforvaltningen hos den pågældende kommune.

For ejendomme, der er delvis dækningsafgiftspligtige, vil den dækningsafgiftspligtige grundværdi potentielt kunne afvige væsentligt fra den almindelige vurdering, og der vil derfor kunne komme en større efterregulering i op- eller nedadgående retning.

For ejendomme, der er fuldt dækningsafgiftspligtige, vil de foreslåede regler få meget begrænsede konsekvenser. Disse erhvervsejendomme vil blive opkrævet dækningsafgift på samme måde, som de vil blive det efter de almindelige vurderinger, medmindre ejendommen eller anvendelsen heraf er ændret i perioden fra 1. oktober 2020 til 1. januar 2023, så hele ejendommen eller dele af ejendommen ikke længere er dækningsafgiftspligtig.

Det foreslås i nr. 9, 1. pkt., at der ikke vil skulle tages højde for tinglyste servitutter. Det foreslås i 2. pkt., at hvis der ved vurderingen pr. 1. januar 2020 er givet tillæg eller nedslag på baggrund af en servitut, vil tillægget eller nedslaget dog kunne videreføres, jf. § 89 b, stk. 4.

Ifølge § 15, stk. 4, skal Skatteforvaltningen ved vurderingen af en ejendom tage hensyn til tinglyste servitutter af privatretlig karakter.

For at få en korrekt stillingtagen til en eventuel værdipåvirkning fra en privatretlig servitut, vil der skulle foretages en fuld sagsbehandling af den pågældende ejendom. Det skyldes bl.a., at servituttens værdipåvirkning kan afhænge af, om den også påvirker referenceejendomme, eller om de forhold, som servitutten regulerer, faktisk er dækket af parametre, der er taget højde for i den foreløbige vurdering. Denne manuelle behandling vil ikke være mulig at foretage i forbindelse med de foreløbige vurderinger. Som følge heraf vil den almindelige vurdering afvige fra den foreløbige vurdering, hvis servitutten indeholder forhold, som er værdipåvirkende i væsentlig grad.

Det foreslås i nr. 10, 1. pkt., at der ikke vil skulle tages højde for offentligretlige servitutter og landzonetilladelser. Det foreslås i nr. 10, 2. pkt., at hvis der ved vurderingen pr. 1. januar 2020 er givet tillæg eller nedslag på baggrund af en sådan servitut eller landzonetilladelse, vil tillægget eller nedslaget dog kunne videreføres, jf. § 89 b, stk. 4.

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 17, stk. 3, skal Skatteforvaltningen ved vurderingen af en ejendom inddrage offentligretlige servitutter og landzonetilladelser. En stor del af de offentligretlige servitutter har baggrund i planlovgivningen eller oplysninger, som indgår i de foreløbige vurderinger via geodata. Der kan dog ikke ved de foreløbige vurderinger tages højde for offentligretlige servitutter, som er tinglyst på en ejendom, men som forudsætter manuel sagsbehandling for at kunne indgå i de data, som de foreløbige vurderinger udarbejdes på baggrund af. Det betyder, at de almindelige vurderinger vil afvige fra de foreløbige vurderinger, hvis servitutten eller landzonetilladelsen indeholder forhold, som er værdipåvirkende i væsentlig grad, og der ikke er taget højde for servitutten eller landzonetilladelsen via de geodata, som de foreløbige vurderinger udarbejdes på baggrund af.

Hvis der inden udarbejdelse af de foreløbige vurderinger er givet tillæg eller nedslag på baggrund af en offentligretlig servitut eller landzonetilladelse ved 2020-vurderingen, foreslås tillægget eller nedslaget dog at skulle videreføres.

Det foreslås i nr. 11 , at for ejerlejligheder i ejendomme med mere end to boligenheder, jf. §§ 27 eller 27 a, vil der alene skulle fastsættes en ejendomsværdi, hvis der er ansat en tilsvarende ejerboligværdi på den seneste vurdering efter §§ 87 og 88 af ejendommen.

Ifølge ejendomsvurderingslovens § 27 og § 27 a skal Skatteforvaltningen ansætte en ejendomsværdi for lejligheder i ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, og for ejendomme, hvor betingelserne i ligningslovens § 12 A er opfyldt. Dette er imidlertid ikke muligt uden manuel sagsbehandling, da de foreløbige vurderinger ikke automatisk vil kunne identificere lejligheder i disse ejendomme.

Derfor foreslås det, at ejendomsværdien for ejerlejligheden i stedet vil skulle fastsættes til samme værdi som i den seneste vurdering efter §§ 87 og 88 af ejendommen. Ved den seneste vurdering efter §§ 87 og 88 forstås den seneste vurdering foretaget i det gamle vurderingssystem.

Med forslaget vil der således blive fastsat en ejendomsværdi for lejlighederne, som har en ejerboligværdi på de videreførte vurderinger. Dermed vil ejerne ikke opleve en ændring i deres ejendomsværdibeskatning i forbindelse med de foreløbige vurderinger.

Ejendomme af denne type, der er opstået efter 1. oktober 2020 (den seneste vurdering i det gamle vurderingssystem), vil først få fastsat en ejendomsværdi for lejligheden i forbindelse med den endelige vurdering ved den vurderingstermin, hvor ejendommen er opstået. Der vil i den forbindelse komme til at være en efterregulering for de berørte ejendomme, men omfanget heraf forventes at være begrænset.

Det foreslås i nr. 12 , at for ejendomme, som i matriklen er samnoteret med en vindmølleparcel, fastsættes der en ejendomsværdi for hele ejendommen i stedet for en ejendomsværdi for boligdelen, jf. § 37, stk. 1.

En vindmølleparcel er et selvstændigt areal, hvor der er tilladelse til at opføre en vindmølle, og som er samnoteret med en bolig. Det betyder, at grundlaget for ejendomsværdibeskatning vil være lidt for højt, idet værdien af vindmølleparcellen også vil være indregnet. Der fastsættes dog ikke en værdi af selve vindmøllen i beskatningsgrundlaget, da vindmøllen vil være et teknisk anlæg. Når den endelige vurdering foreligger, vil der således skulle ske en efterregulering af de betalte ejendomsskatter.

Det foreslås i nr. 13 , at § 37, stk. 3, 2. pkt., og § 52 ikke vil finde anvendelse.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 13 betyder bl.a., at for ejendomme, der er delvis jordrentepligtige, vil der ikke i de foreløbige vurderinger skulle foretages en fordeling af grundværdien på den jordrentepligtige del og den øvrige del i medfør af ejendomsvurderingslovens § 37, stk. 3, 2. pkt.

Der er meget få jordrentepligtige ejendomme tilbage i Danmark. Ordningen med jordrente blev indført i 1919 i forbindelse med de tre jordlove, der tog sigte på at skaffe jord til udstykning for at oprette husmandsbrug. De nye jordbrugere skulle ikke betale en købesum, men en årlig afgift i form af en jordrente.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at modelberegningen i de foreløbige vurderinger ikke vil kunne fordele grundværdien uden manuel sagsbehandling. Derfor foreslås det, at de få ejendomme, der stadig er omfattet af jordrentepligten, ikke vil få fordelt grundværdien på den jordrentepligtige del af ejendommen og den øvrige del af ejendommen. Værdien af det jordrentepligtige areal anvendes ikke i forbindelse med ejendomsbeskatningen. Den manglende ansættelse af fordelingen får således ikke beskatningsmæssig betydning.

Den foreslåede bestemmelse i nr. 13 betyder herudover, at ejendomme under opførsel, hvor der er givet byggetilladelse, ikke automatisk efter ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 1, vil blive anset for færdigbygget og beboelige 1 år efter tidspunktet for byggetilladelsen. Tilsvarende vil om- eller tilbygninger ikke efter ejendomsvurderingslovens § 52, stk. 2, blive anset som afsluttet 1 år efter det tidspunkt, hvor byggetilladelsen er givet.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at modelberegningen i de foreløbige vurderinger ikke vil kunne inddrage oplysninger fra igangværende byggesager på grund af lav datakvalitet i byggesagsdata.

Når den almindelige vurdering foreligger, vil der ske efterregulering af ejendomsskatterne, såfremt byggeriet har betydning for værdien af ejendommen.

Det foreslås i § 89 d, stk. 8, at hvis en ejendom er helt eller delvis fritaget for grundskyld ved den seneste vurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, lægges den samme procentvise fritagelse til grund ved foretagelse af den foreløbige vurdering efter §§ 89 b og 89 c.

Med forslaget vil de fleste ejere opleve at få den samme fritagelse for grundskyld på den foreløbige vurdering efter §§ 89 a og 89 b som på den almindelige 2022-/2023-vurdering. Der vil dog være nogle få ejendomme, hvor en fritagelse ikke vil indgå i den foreløbige vurdering, selv om den burde, og nogle få ejendomme vil få lagt en fritagelse til grund i den foreløbige vurdering, selv om den ikke burde. Hvis ejendommene ikke fritages for grundskyld i den foreløbige vurdering, vil ejerne opleve at blive opkrævet grundskyld, selv om ejendommen opfylder betingelserne for at være fritaget for grundskyld efter de foreslåede bestemmelser herom i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Omvendt vil nogle få ejendomme blive fritaget for grundskyld på baggrund af registreringen i det gamle vurderingssystem, mens de i den almindelige vurdering ikke vil være fritaget for grundskyld. I den situation vil der komme en større efteropkrævning for mellemperioden, når den almindelige vurdering foreligger.

Såfremt en ejer mener, at det ikke indgår korrekt i en foreløbig vurdering efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c, at en ejendom er helt eller delvis fritaget for grundskyld efter §§ 5 eller 7 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, vil ejeren frit kunne ændre den ansatte grundværdi i den foreløbige vurdering efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 4, nr. 5.

Det foreslås i § 89 d, stk. 9, at følgende ejendomme vil være undtaget fra foreløbig vurdering efter §§ 89 b og 89 c:

Ejendomme, som er undtaget fra vurdering eller forbigået ved den seneste gældende vurdering foretaget i medfør af §§ 87 og 88.
Ejendomme, hvor grundværdien og ejendomsværdien er ansat til 0 kr. ved den seneste gældende vurdering foretaget i medfør af §§ 87 og 88.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med, at nogle ejendomme er undtaget fra vurdering i det gamle vurderingssystem, hvorfor disse ejendomme heller ikke vil skulle have en foreløbig vurdering. Det gælder både, hvor ejendommen ved den seneste vurdering var registreret som undtaget fra vurdering eller forbigået ved vurdering, og hvor grund- og ejendomsværdien ved den seneste vurdering var ansat til 0 kr.

Hvis sådanne ejendomme ikke fortsat undtages fra vurdering i forbindelse med de foreløbige vurderinger, vil ejerne opleve at blive beskattet på baggrund af de foreløbige vurderinger, selv om ejendommen opfylder betingelserne for ikke at skulle vurderes. Omvendt vil nogle få ejendomme blive undtaget fra den foreløbige vurdering på baggrund af registreringen i det gamle vurderingssystem, mens de ved den almindelige vurdering ikke vil være undtaget fra vurdering.

Herudover er der også ejendomme, som har været delvis undtaget fra vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 9. Disse ejendomme vil ikke blive delvis undtaget fra vurdering i forbindelse med de foreløbige vurderinger, selv om dele af ejendommen opfylder betingelserne herfor i § 9, stk. 2. Disse ejere vil opleve at blive beskattet af den fulde ejendomsværdi, indtil den almindelige 2022-/2023-vurdering foreligger, hvorefter ejendomsbeskatningen vil blive efterreguleret. Såfremt ejeren kan dokumentere, at ejendommen burde være delvis undtaget fra vurdering, vil ejeren dog kunne frit kunne ændre den ansatte grundværdi i den foreløbige vurdering, jf. den foreslåede bestemmelse i § 89 d, stk. 4, nr. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.4 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 4

Det fremgår af afskrivningslovens § 40, stk. 7, 15. pkt., at uanset eventuel henstand skal de kommunale andele af skatten af fortjenesten efter stk. 6, 1. og 2. pkt., afregnes i indkomståret efter reglerne i lov om kommunal indkomstskat.

Det foreslås at ændre § 40, stk. 7, 15. pkt., så der efter »lov om kommunal indkomstskat« indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Kilde

§ 5

Til nr. 1

Det fremgår af dødsboskattelovens § 40, stk. 4, 1. pkt., at i tilfælde omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 3, kan modtageren i den skattepligtige indkomst fradrage den del af en eventuel faktisk betalt leje, der ikke overstiger 250 pct. af ejendomsværdiskatten.

Det følger af den foreslåede ændring af dødsboskattelovens § 40, stk. 4,

pkt., at »ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 3« ændres til »ejendomsskattelovens § 2, stk. 3«.

Den foreslåede ændring af § 40, stk. 4, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 3, vil blive ændret til en henvisning til § 2, stk. 3, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 2

Det fremgår af dødsboskattelovens § 92, stk. 2, 1. pkt., at af afdødes foreløbigt betalte skatter efter § 12 i mellemperioden og efter § 77, som bliver endelige, tilfalder 1/3 den kommune, hvortil afdøde svarede kommuneskat på dødsfaldstidspunktet.

Det fremgår af dødsboskattelovens § 92, stk. 2, 2. pkt., at staten efter reglerne i lov om kommunal indkomstskat afregner skatten efter 1. pkt. til den enkelte kommune, som skatten skal tilfalde.

Det foreslås, at dødsboskattelovens § 92, stk. 2, 2. pkt., ændres, så der efter »lov om kommunal indkomstskat« indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Kilde

§ 6

Det fremgår af fondsbeskatningslovens § 13, at af den skat, der udredes i henhold til denne lov, tilfalder 14,24 pct. den eller de kommuner, hvori fonden m.v. eller foreningen har drevet virksomhed, jf. bestemmelserne i lov om kommunal indkomstskat.

Det følger af den foreslåede ændring af fondsbeskatningslovens § 13 , at der efter »lov om kommunal indkomstskat« skal indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Kilde

§ 7

Det fremgår af konkursskattelovens § 8, 1. pkt., at løn, understøttelse og andre ydelser, der udbetales til skyldneren fra boet, medregnes i skyldnerens indkomst. Har boet givet skyldneren adgang til at benytte en fast ejendom som bolig, beskattes skyldneren af lejeværdien, der opgøres på samme måde, som hvis konkurs ikke var indtrådt, jf. 2. pkt. Tilsvarende gælder, hvis skyldneren får adgang til at benytte en bolig i en ejendom omfattet af ejendomsværdiskatteloven, jf. 3. pkt.

Det foreslås at nyaffatte konkurskattelovens § 8.

Det foreslås i § 8, 1. pkt., fastsat, at løn, understøttelse og andre ydelser, der udbetales til skyldneren fra boet, skal medregnes i skyldnerens indkomst.

Det foreslås i § 8, 2. pkt., fastsat, at har boet givet skyldneren adgang til at benytte en fast ejendom som bolig, skal skyldneren beskattes af lejeværdien, der opgøres på samme måde, som hvis konkurs ikke var indtrådt.

Det foreslås i § 8, 3. pkt., fastsat, at tilsvarende gælder, hvis skyldneren får adgang til at benytte en bolig i en ejendom omfattet af reglerne om ejendomsværdiskat i ejendomsskatteloven.

Nyaffattelsen af konkurskattelovens § 8 vil ikke have betydning for de gældende bestemmelser i konkurskattelovens § 8, 1. og 2. pkt., der foreslås videreført uændret. Nyaffattelsen vil således alene betyde, at den gældende bestemmelse i 3. pkt. ændres, så der i stedet for til »ejendomsværdiskatteloven« henvises til »reglerne om ejendomsværdiskat i ejendomsskatteloven«. Den foreslåede præcisering af, at det er reglerne om ejendomsværdiskat, der henvises til, skal ses i sammenhæng med, at den nye ejendomsskattelov – i modsætning til ejendomsværdiskatteloven – også vil indeholde regler om bl.a. grundskyld.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lovhenvisningen i den nævnte bestemmelse.

Kilde

§ 8

Til nr. 1

Det fremgår af ligningslovens § 8 V, at der ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages udgifter, der er betalt og dokumenteret, til arbejdsløn for serviceydelser, grøn istandsættelse, tilslutning til bredbånd og installation af tyverialarm i hjemmet eller i en fritidsbolig, jf. § 8 V, stk. 2-9, og bilag 1. Fradraget er bl.a. betinget af, at arbejdet er udført vedrørende en helårsbolig, hvor den skattepligtige person har fast bopæl på tidspunktet for arbejdets udførelse, eller at arbejdet er udført vedrørende en fritidsbolig, hvor den skattepligtige person er ejer og skattepligtig efter ejendomsværdiskatteloven af fritidsboligen på tidspunktet for arbejdets udførelse, jf. § 8 V, stk. 2, nr. 2.

Af ligningslovens § 12 A, stk. 1, 1. pkt., fremgår det, at i tilfælde, hvor en bolig, som ville være omfattet af ejendomsværdiskatteloven, såfremt ejeren selv benyttede boligen, stilles til rådighed for ejerens eller dennes ægtefælles forældre, stedforældre eller bedsteforældre, betales der ejendomsværdiskat svarende til, hvad der skulle være betalt i ejendomsværdiskat, såfremt ejeren selv beboede boligen.

Det fremgår af ligningslovens § 15 A, stk. 1, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst medregnes lejeværdien af bolig i egen ejendom efter statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt., jf. dog ejendomsværdiskatteloven.

Det følger af de foreslåede ændringer af ligningslovens § 8 V, stk. 2, nr. 2, § 12 A, stk. 1, 1. pkt., og § 15 A, stk. 1, at henvisningen til »ejendomsværdiskatteloven« skal ændres til »reglerne om ejendomsværdiskat i ejendomsskatteloven«.

De foreslåede ændringer af § 8 V, stk. 2, nr. 2, § 12 A, stk. 1, 1. pkt., og § 15 A, stk. 1, vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskatteloven i de nævnte bestemmelser vil blive ændret til henvisning til reglerne om ejendomsværdiskat i den nye ejendomsskattelov. Den foreslåede præcisering af, at det er reglerne om ejendomsværdiskat, der henvises til, skal ses i sammenhæng med, at den nye ejendomsskattelov – i modsætning til ejendomsværdiskatteloven – også vil indeholde regler om bl.a. grundskyld.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om konsekvensændringer, idet der udelukkende ændres i lovhenvisningen i de nævnte bestemmelser.

Til nr. 2

Det fremgår af ligningslovens § 14, stk. 2, 1-4. pkt., at udgifter til ejendomsskatter på ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder, ikke kan fradrages, hvis ejendommen i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Fradrag indrømmes endvidere ikke for udgifter til ejendomsskatter, som vedrører et stuehus med tilhørende grund og have, hvis stuehuset i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Begrænsningen i 2. pkt. gælder, når stuehuset er beliggende på en ejendom, der efter ejendomsvurderingsloven anses for en landbrugsejendom. Fradrag indrømmes tilsvarende ikke for ejendomme omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4 og 6-10.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 14, stk. 2, 4. pkt., at »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4 og 6-10« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4 og 6-10«.

Den foreslåede ændring af § 14, stk. 2, 4. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4 og 6-10, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 4 og 6-10, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 3

Det fremgår af ligningslovens § 14, stk. 2, 1.-5. pkt., at udgifter til ejendomsskatter på ejendomme, der indeholder en eller to selvstændige lejligheder, ikke kan fradrages, hvis ejendommen i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Fradrag indrømmes endvidere ikke for udgifter til ejendomsskatter, som vedrører et stuehus med tilhørende grund og have, hvis stuehuset i indkomståret har tjent til bolig for ejeren. Begrænsningen i § 14, stk. 2, 2. pkt., gælder, når stuehuset er beliggende på en ejendom, der efter ejendomsvurderingsloven anses for en landbrugsejendom. Fradrag indrømmes tilsvarende ikke for ejendomme omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4 og 6-10. Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4, 9 og 10, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 14, stk. 2, 5. pkt., at »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4, 9 og 10« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 4, 9 og 10«.

Den foreslåede ændring af § 14, stk. 2, 5. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 4, 9 og 10, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 4, 9 og 10, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 4

Ligningslovens § 15 A omhandler lejeværdi af bolig i den skattepligtiges egen ejendom i de tilfælde, der ikke er omfattet af ejendomsværdiskatteloven. Efter ligningslovens § 15 A, stk. 1, medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst lejeværdien af bolig i egen ejendom efter statsskattelovens § 4, litra b, 2. pkt., jf. dog ejendomsværdiskatteloven. Det er i statsskattelovens § 4 litra b, 2. pkt., fastsat, at lejeværdien af bolig i den skattepligtiges egen ejendom beregnes som indtægt for den skattepligtige, hvad enten den skattepligtige har gjort brug af sin beboelsesret eller ej. Værdien ansættes til det beløb, som ved udleje kunne opnås i leje af vedkommende ejendom eller lejlighed, dog at den, når særlige forhold måtte gøre denne målestok mindre egnet, kan ansættes skønsmæssigt.

De tilfælde, der ikke omfattes af ejendomsværdiskatteloven, er navnlig tilfælde, hvor ejeren bebor en af lejlighederne i en større udlejningsejendom, eller tilfælde, hvor der er tale om en mindre udlejningsejendom, hvor der ikke er valgt beskatning efter ejendomsværdiskattelovens bestemmelser. For disse tilfælde gælder efter statsskatteloven, at ejeren skal medregne lejeværdi af bolig i den skattepligtiges egen ejendom ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, hvad enten ejeren har gjort brug af sin beboelsesret eller ej. Værdien ansættes til det beløb, som ved udleje kunne opnås i leje af vedkommendes ejendom eller lejlighed (objektiv udlejningsværdi). Når særlige forhold gør denne målestok mindre egnet, kan værdien ansættes skønsmæssigt.

Grundlaget for lejeværdibeskatning efter statsskattelovens regler er således ikke en værdiansættelse af ejendommen, men et skøn for den objektive udlejningsværdi. Beskatningen sker efter personskattelovens § 3, stk. 1. Efter denne bestemmelse omfatter personlig indkomst alle de indkomster, der indgår i den skattepligtige indkomst, og som ikke er kapitalindkomst.

Det nye ejendomsvurderingssystem har dermed ingen direkte betydning for grundlaget for lejeværdibeskatningen, ligesom de satser, der efter det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil skulle gælde for beskatning af ejendomsværdien og grundværdien fra og med 2024, vil være uafhængige af satserne for beskatningen af personlig indkomst. Satserne for beskatningen af personlig indkomst vil således ikke skulle nedsættes som følge af eller i forbindelse med nedsættelse af satserne for beskatning af ejendomsværdien og grundværdien fra og med 2024.

Ligesom ved beregning af ejendomsværdiskat efter reglerne i ejendomsværdiskatteloven gælder der også en begrænsning af stigningen i lejeværdi efter statsskattelovens regler. Begrænsningen gælder i forhold til lejeværdien for 2001. Det er i ligningslovens § 15 A, stk. 2, fastsat, at ejeren kan vælge mellem lejeværdien for 2001 og lejeværdien for det aktuelle år, hvis denne er lavere. Ved ombygninger, tilbygninger og nybygninger af et omfang, der kunne begrunde en huslejestigning for en lejer, der bebor lejligheden, skal stigningen lægges til lejeværdien. Hvis ejeren først har købt ejendommen senere, anvendes lejeværdien i købsåret i stedet for lejeværdien i 2001. Det er kun lejeværdien i 2001, der erstattes af lejeværdien i købsåret. Hvis lejeværdien i det løbende år er lavere end i købsåret, anvendes lejeværdien i det løbende år.

Det foreslås at ophæve ligningslovens § 15 A, stk. 2 .

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at det i boligskatteforliget og kompensationsaftalen er aftalt, at ejendomsværdiskattestoppet fra 2024 erstattes af en permanent skatterabat for fysiske ejere af ejendomme og med en moderniseret stigningsbegrænsning for øvrige ejendomme.

Forslaget vil medføre, at ejeren ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst ikke vil kunne vælge mellem lejeværdien for 2001 og lejeværdien i det aktuelle år, hvis denne er lavere. Ejeren vil i stedet skulle medregne lejeværdien i det aktuelle år ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Beskatningen vil skulle ske som personlig indkomst, hvilket ligeledes er tilfældet efter gældende regler.

Til nr. 5

Det fremgår af ligningslovens § 15 J, stk. 1, 1. pkt., at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan ejere af ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11, der tjener til bolig for ejeren, alene foretage fradrag for renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 15 J, stk. 1, 1. pkt., at »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, og stk. 2«.

Den foreslåede ændring af § 15 J, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, og stk. 2, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det fremgår af ligningslovens § 15 J, stk. 3, 1. pkt., at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan ejere af en udlejningsejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6 og 7, bortset fra renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter, ikke fradrage den efter 2. pkt. beregnede del af de til ejendommen knyttede udgifter, herunder afskrivninger på særlige installationer.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 15 J, stk. 3, 1. pkt., at »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6 og 7« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6 og 7«.

Den foreslåede ændring af § 15 J, stk. 3, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6 og 7, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 6 og 7, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 7

Det fremgår af ligningslovens § 15 J, stk. 4, 1. pkt., at deltagere i et fællesskab som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 8, bortset fra renter af indestående prioriteter samt reservefonds- og administrationsbidrag til realkreditinstitutter ikke kan fradrage ejendommens udgifter, herunder afskrivninger på særlige installationer, hvis denne udelukkende tjener til bolig for deltagerne.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 15 J, stk. 4, 1. pkt., at »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 8« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 8«.

Den foreslåede ændring af § 15 J, stk. 4, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 8, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 8, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 8

Det fremgår af ligningslovens § 15 K, stk. 1, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan ejere af bygninger, der er fredet efter lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer, fradrage de faktisk afholdte driftsudgifter vedrørende disse bygninger. 1. pkt. finder ikke anvendelse for fredede ejerlejligheder. For ejere af en udlejningsejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, gælder dog ligningslovens § 15 J, stk. 3 og 4.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 15 K, stk. 1, 3. pkt., at »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6-8«.

Den foreslåede ændring af § 15 K, stk. 1, 3. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 6-8, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 9

Det fremgår af ligningslovens § 15 K, stk. 6, at for ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5, som i væsentligt omfang benyttes erhvervsmæssigt, foretages fradrag for de faktiske driftsudgifter, der kan henføres til den del af ejendommen, der benyttes erhvervsmæssigt. Tilsvarende gælder ejendomme af den art, der er nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5, som er beliggende i udlandet, på Færøerne eller i Grønland

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 15 K, stk. 6, 1. og 2. pkt., at »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 5«.

Den foreslåede ændring af § 15 K, stk. 6, 1. og 2. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 5, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 5, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 10

Af ligningslovens § 15 O, stk. 1, 6. pkt., fremgår det, at vælger en ejer at foretage fradrag efter § 15 O, stk. 1, 1.-3. pkt., medregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven for hele indkomståret.

Det fremgår af ligningslovens § 15 P, stk. 1, 7. pkt., at for ejere beregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven for den udlejede del af boligen.

Det fremgår af ligningslovens § 15 P, stk. 2, 7. pkt., at for ejere beregnes ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven i udlejningsperioden.

Det fremgår af ligningslovens § 15 Q, stk. 2, at vælger en ejer at foretage fradrag efter stk. 1, skal ejendomsværdiskat efter ejendomsværdiskatteloven medregnes for hele indkomståret.

Det følger af de foreslåede ændringer af ligningslovens § 15 O, stk. 1, 6. pkt., § 15 P, stk. 1, 7. pkt., og stk. 2, 7. pkt., og § 15 Q, stk. 2, at henvisningen til »ejendomsværdiskatteloven« skal ændres til »ejendomsskatteloven«.

De foreslåede ændringer af § 15 O, stk. 1, 6. pkt., § 15 P, stk. 1, 7. pkt., og stk. 2, 7. pkt., og § 15 Q, stk. 2, vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskatteloven i de nævnte bestemmelser vil blive ændret til en henvisning til den nye ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om konsekvensændringer, idet der udelukkende ændres i lovhenvisningen i de nævnte bestemmelser.

Til nr. 11

Det fremgår af ligningslovens § 15 P, stk. 1, 3. pkt., at ejere, der udlejer en del af værelserne i en lejlighed i egen ejendom omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4 til beboelse, ved indkomstopgørelsen kan vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag på 1⅓ pct. af ejendomsværdien, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, nr. 1, dog altid mindst 24.000 kr., jf. dog ligningslovens § 15 P, stk. 1, 5. pkt.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 15 P, stk. 1, 3. pkt ., at henvisningen til »ejendomsværdiskattelovens § 4« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3«, og at henvisningen til »§ 4 a, stk. 1, nr. 1, i ejendomsværdiskatteloven« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 13, stk. 2«.

Den foreslåede ændring af § 15 P, stk. 1, 3. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4 vil blive ændret til en henvisning til § 3 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og at henvisningen til § 4 a, stk. 1, nr. 1, i ejendomsværdiskatteloven vil blive ændret til en henvisning til § 13, stk. 2, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningerne.

Til nr. 12

Det fremgår af ligningslovens § 15 P, stk. 1, 4. pkt., at for ejendomme beliggende i udlandet m.v. udgør bundfradraget 1 1/3 pct. af udenlandsk ejendomsvurdering, som kan sidestilles med en dansk, jf. ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 1, eller i mangel heraf handelsværdien beregnet efter ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, nr. 1, dog altid mindst 24.000 kr., jf. dog 5. pkt.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 15 P, stk. 1, 4. pkt., at henvisningen til »ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 1« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 14, stk. 1«, og at henvisningen til »ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, nr. 1« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 14, stk. 2«.

Den foreslåede ændring af § 15 P, stk. 1, 4. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 1, vil blive ændret til en henvisning til § 14, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, nr. 1, vil blive ændret til § 14, stk. 2, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningerne.

Til nr. 13

Det fremgår af ligningslovens § 15 P, stk. 2, 3. pkt., at ejere af en helårsbolig, som er omfattet af ejendomsværdiskattelovens § 4, der udlejer boligen en del af indkomståret til beboelse, ved indkomstopgørelsen kan vælge kun at medregne den del af bruttolejeindtægten, der overstiger et bundfradrag som nævnt i stk. 1, 3. pkt.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 15 P, stk. 2, 3. pkt., og § 15 Q, stk. 1, 9. pkt., at henvisningen til »ejendomsværdiskattelovens § 4« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3«.

Den foreslåede ændring af § 15 P, stk. 2, 3. pkt., og § 15 Q, stk. 1, 9. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4 vil blive ændret til en henvisning til § 3 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 14

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 5, 1. pkt., at den skattepligtige værdi af en sommerbolig, der er stillet til rådighed af en arbejdsgiver som nævnt i stk. 1, sættes til 1/2 pct. pr. uge af dansk ejendomsværdi eller hermed sammenlignelig udenlandsk ejendomsværdi pr. 1. januar året før rådighedsåret eller i tilfælde, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien reguleret som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, pr. 1. januar året før rådighedsåret for hver af ugerne 22-34 og 1/4 pct. for hver af årets øvrige uger.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 16, stk. 5, 1. pkt., at »reguleret som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2« ændres til »som nævnt i ejendomsskattelovens § 14, stk. 2«.

Den foreslåede ændring af § 16, stk. 5, 1. pkt., vil medføre dels en sproglig justering, og dels at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4 b, stk. 2, vil blive ændret til en henvisning til § 14, stk. 2, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om dels en sproglig justering og dels en konsekvensændring, der udelukkende ændrer i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 15

Ligningslovens § 16, stk. 9, indeholder regler om værdiansættelse af fri helårsbolig, der stilles til rådighed af et arbejdsgiverselskab for direktører eller andre medarbejdere med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform til brug for opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

For denne persongruppe sættes efter ligningslovens § 16, stk. 9, 2. pkt., den skattepligtige værdi af helårsbolig til 5 pct. af beregningsgrundlaget med tillæg efter ligningslovens § 16, stk. 9, 10. pkt.

Beregningsgrundlaget for den skattepligtige værdi udgør efter ligningslovens § 16, stk. 9, 3. pkt., det største beløb af enten ejendomsværdien pr. 1. januar året før indkomståret eller, hvor der ikke er ansat en ejendomsværdi, handelsværdien pr. 1. januar året før indkomståret eller ejendommens anskaffelsessum opgjort efter ejendomsavancebeskatningslovens § 4, stk. 2 eller 3, med tillæg for forbedringer foretaget efter anskaffelsen, dog kun forbedringer foretaget inden den 1. januar i indkomståret.

Efter ligningslovens § 16, stk. 9, 10. pkt., forhøjes den skattepligtige værdi med 1 pct. af den del af beregningsgrundlaget efter ejendomsværdiskattelovens § 4 a, der ikke overstiger 3.040.000 kr., og 3 pct. af resten, svarende til det beregningsgrundlag for ejendommen, der skulle være anvendt, hvis ejendommen havde været omfattet af ejendomsværdiskatteloven.

I det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov foreslås der en ændring af satserne for ejendomsværdiskatten og af beløbsgrænsen for, hvornår ejendomsværdien beskattes med den høje sats. Som følge heraf skal satserne og beløbsgrænsen i ligningslovens § 16, stk. 9, 10. pkt., ændres, så de kommer til at svare til dem, der er indeholdt i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Det foreslås på den baggrund at ophæve ligningslovens § 16, stk. 9, 10. pkt., og i stedet indsætte to nye punktummer i § 16, stk. 9.

Det foreslås i ligningslovenes § 16, stk. 9, som 10. pkt. fastsat, at den skattepligtige værdi forhøjes med 5,1 promille af den del af beskatningsgrundlaget efter §§ 13 og 14 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der ikke overstiger et grundbeløb på 9.200.000 kr. (2024-niveau), og 1,40 pct. af resten, svarende til det beskatningsgrundlag for ejendommen, der skulle have været anvendt, hvis ejendommen havde været omfattet af ejendomsskatteloven.

Det foreslåede § 16, stk. 9, 10. pkt., vil medføre, at den skattepligtige værdi af boliger, der er stillet til rådighed som led i et ansættelsesforhold, hvis den ansatte er direktør eller en anden medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform, forhøjes med (tillægget) 5,1 promille af beskatningsgrundlaget efter §§ 13 og 14 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der ikke overstiger et grundbeløb på 9.200.000 kr. (2024-niveau), og 1,40 pct. af resten, svarende til det beskatningsgrundlag for ejendommen, der skulle have været anvendt, hvis ejendommen havde været omfattet af den nye ejendomsskattelov.

Satserne og beløbsgrænsen vil således med forslaget komme til at svare til de satser og den beløbsgrænse, der foreslås fastsat i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, og forslaget er således en konsekvens af dette lovforslag.

Forslaget om at indsætte en henvisning til § 13 og 14 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil betyde, at grundlaget for tillægget som udgangspunkt vil være 80 pct. af den ansatte ejendomsværdi.

Det foreslås i ligningslovenes § 16, stk. 9, som 11. pkt. fastsat, at grundbeløbet reguleres efter § 22, stk. 3, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Det foreslåede § 16, stk. 9, 11. pkt., vil medføre, at grundbeløbet på 9.200.000 kr. (2024-niveau), jf. det foreslåede § 16, stk. 9, 10. pkt., vil skulle reguleres efter 22, stk. 3, i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Regulering af grundbeløbet vil således med forslaget komme til at svare til den regulering, der foreslås fastsat i den nye ejendomsskattelov, og forslaget er således en konsekvens af dette forslag. Der henvises til § 22, stk. 3, og bemærkningerne hertil i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Til nr. 16

Det fremgår af ligningslovens § 16, stk. 9, 12. og 13. pkt., at den skattepligtige værdi efter 2.-11. pkt. nedsættes med den skattepligtiges betaling i indkomståret til arbejdsgiveren m.v. for råderetten. Bestemmelserne i 2.-11. pkt. finder ikke anvendelse, såfremt en ansat direktør eller en medarbejder med væsentlig indflydelse på egen aflønningsform ifølge anden lovgivning opfylder eller har opfyldt en bopælspligt i relation til helårsboligen og er lovgivningsmæssigt forhindret i at overtage helårsboligen til sin personlige ejendom.

Med lovforslagets § 8, nr. 15, foreslås ligningslovens § 16, stk. 9, 10. pkt., ophævet, og i stedet foreslås der i ligningslovens § 16, stk. 9, indsat to nye punktummer som 10. og 11. pkt. § 16, stk. 9, 12. og 13. pkt., bliver med forslaget til 13. og 14. pkt. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 8, nr. 15.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 16, stk. 9, 12. og 13. pkt., der bliver 13. og 14. pkt., at henvisningerne til »2.-11. pkt.« skal ændres til henvisninger til »2.-12. pkt.«

Den foreslåede ændring af § 16, stk. 9, 12. og 13. pkt., der bliver 13. og 14. pkt., vil medføre, at henvisningerne til 2.-11. pkt. i de to punktummer vil blive ændret til henvisninger til 2.-12. pkt.

De foreslåede ændringer er konsekvensændringer som følge af, at det med lovforslagets § 8, nr. 15, foreslås at ophæve § 16, stk. 9, 10. pkt., og i stedet indsætte 2 nye punktummer som 10. og 11. pkt. i § 16, stk. 9.

Til nr. 17

Det fremgår af ligningslovens § 17 A, stk. 2, 1. pkt., at renter af lån, der er ydet i henhold til lov om lån til betaling af grundskyld m.v., ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 17 A, stk. 2, 1. pkt., at henvisningen til »lov om lån til betaling af grundskyld m.v.« skal ændres til »lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Den foreslåede ændring af § 17 A, stk. 2, 1. pkt., vil medføre, at henvisningen til lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil blive ændret til en henvisning til lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 10, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om lån til betaling af grundskyld m.v. til lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., og skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 18

Det er i ligningslovens § 17 A, stk. 2, 1. pkt., fastsat, at renter af lån, der er ydet i henhold til lov om lån til betaling af grundskyld m.v., ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det samme gælder efter ligningslovens § 17 A, stk. 2, 2. pkt., renter af lån ydet efter § 33 i lov om forurenet jord.

Det foreslås i § 61, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov fastsat, at lån ydet efter det foreslåede § 46, stk. 1, og 53, stk. 1, og som er stiftet efter det foreslåede § 55, skal forrentes per påbegyndt måned, og at renten skal tilskrives én gang månedligt den første dag i måneden, jf. dog det foreslåede § 59, stk. 4.

§ 46, stk. 1, i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov vedrører lån efter den permanente indefrysningsordning, og § 53, stk. 1, i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov vedrører lån efter pensionistlåneordningen.

I § 61, stk. 2, i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov foreslås det, at renten opgøres som et gennemsnit opgjort med to decimaler af den effektive rente på alle udestående realkreditobligationer de 12 forudgående måneder delt med 12 pr. 1. oktober i det forudgående år.

Der henvises til bemærkningerne til den foreslåede § 61 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Det er i boligskatteforliget aftalt, at renteudgifter på disse lån ikke skal kunne fratrækkes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, men at der ved salg af boligen ydes et nedslag i de påløbne renter. Det vil sige, at der i praksis betales en skematisk efter-skat-rente som ved indefrysningsordningen for pensionister.

Det foreslås i ligningslovens § 17 A, stk. 2, som 3. pkt. fastsat, at renter af lån, jf. § 61 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, ikke skal kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Skatteforvaltningen vil tilrettelægge den permanente låneordning på en måde, så det sikres, at låntageren ikke vil have fradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for de renter, der tilskrives på lånet.

Forslaget vil medføre, at de renter af lån, der foreslås fastsat i § 61, stk. 1 og 2, i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, på samme måde som det efter gældende ret gælder for renter af lån, der er ydet i henhold til lov om lån til betaling af grundskyld m.v., og renter af lån ydet efter § 33 i lov om forurenet jord, jf. ligningslovens § 17 A, stk. 2, ikke vil kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Til nr. 19

Efter ligningslovens § 17 B medregnes beløb, der udbetales efter § 29 A i lov om kommunal ejendomsskat, ikke ved opgørelsen af modtagerens skattepligtige indkomst og giver ikke anledning til ændring af modtagerens indkomstansættelser for tidligere indkomstår.

Det følger af den foreslåede ændring af ligningslovens § 17 B, at henvisningen til »lov om kommunal ejendomsskat § 29 A« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 30,«.

Den foreslåede ændring af ligningslovens § 17 B vil medføre, at henvisningen til § 29 A i lov om kommunal ejendomsskat vil blive ændret til en henvisning til § 30 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Kilde

§ 9

Til nr. 1

Enkelte kommunale fordringer er fortrinsberettigede. Herved forstås fordringer, der hviler på fast ejendom med lovbestemt panteret og med prioritet forud for alle tinglyste hæftelser, jf. tinglysningslovens § 4. Bestemmelsen fastslår en tinglysningsfritagelse for en sådan lovbestemt panteret. Endvidere fastslår § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen) for de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom, at disse skatter og afgifter er omfattet af en lovbestemt panteret, der er fortrinsstillet før anden pant på fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder den fortrinsstillede panteret i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det betyder, at panteretten skal være udnyttet inden udløbet af de 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Blandt de fortrinsberettigede kommunale fordringer kan nævnes kommunale ejendomsskatter, jf. § 29 i lov om kommunal ejendomsskat, rottebekæmpelsesgebyr, jf. § 18, stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse, kommunens krav på dækning af udgifter vedrørende brandsikring gennemført på ejerens bekostning, jf. § 15, stk. 2, i lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v., og kommunens krav på bidrag til kystbeskyttelse, jf. § 13, stk. 1, i lov om kystbeskyttelse.

Det fremgår af § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1 b.

Af § 1 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår, at loven ikke gælder for opkrævning og inddrivelse af kommunale fordringer, der ved deres stiftelse eller senere hæfter på fast ejendom med fortrinsstillet lovbestemt panteret, jf. dog stk. 2, 3. pkt., og §§ 13-15. Undtagelserne i §§ 13-15 omhandler en skyldners mulighed for at få eftergivet sin gæld til det offentlige.

I § 1 a, stk. 2, er det bestemt, at kommunerne forestår inddrivelsen af egne fordringer efter stk. 1. Der er udpantningsret for disse fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der vedrører opkrævningen og inddrivelsen af fordringerne. § 2, stk. 3, 2. pkt., § 7, § 8, stk. 1, og § 9 finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen i § 2, stk. 3, 2. pkt., omhandler fordringshavers adgang til i opkrævningsfasen at indgå en afdragsordning med skyldner eller give denne henstand med betalingen, mens bestemmelserne i § 7, § 8, stk. 1, og § 9 omhandler henholdsvis dækningsrækkefølgen ved modregning med gæld til det offentlige, indtrædelsesretten for bl.a. kommunale fordringer, når staten skal udbetale et beløb til skyldner, og adgang til modregning, selv om gælden til det offentlige er omfattet af en afdragsordning eller en henstand.

I § 1 a, stk. 3, er det bestemt, at to eller flere kommuner kan samordne inddrivelsen af deres i stk. 1 nævnte fordringer i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

I § 1 a, stk. 4, er det bestemt, at en kommune efter aftale kan bemyndige en anden kommune til at forestå inddrivelsen af den bemyndigende kommunes fordringer efter stk. 1.

Det foreslås, at der i § 1 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige indsættes et 2. pkt ., der bestemmer, at loven dog gælder for opkrævning og inddrivelse af følgende krav:

Grundskyld og dækningsafgift efter §§ 4 og 11 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.
Krav på efterbetaling af grundskyld og dækningsafgift i tilfælde, hvor kravet på efterbetaling opstår på baggrund af en efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af

december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022, foretaget foreløbig beregning af grundskyld og dækningsafgift vedrørende skatteårene 2021-2023, og den endelige beregning af grundskyld og dækningsafgift foretages den 1. januar 2024 eller senere.

Det foreslåede nr. 1 betyder, at restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle forestå inddrivelsen af grundskyld og dækningsafgift, der vedrører perioden fra og med den 1. januar 2024, hvor §§ 4 og 11 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov foreslås at få virkning fra.

Det foreslåede nr. 2 skal ses i sammenhæng med, at der efter reglerne i § 27, stk. 2 eller 3, i lov om kommunal ejendomsskat kan ske en foreløbig beregning af grundskyld eller dækningsafgift, når f.eks. betalingen forfalder på et tidspunkt, hvor en vurdering foretaget det forudgående år endnu ikke er offentliggjort. Når den endelige beregning foreligger, vil et eventuelt restbeløb skulle efterbetales, jf. stk. 4. Forslaget vil i den sammenhæng betyde, at inddrivelsen af en sådan efterbetaling vil skulle forestås af restanceinddrivelsesmyndigheden i de tilfælde, hvor efterbetalingen opstår på baggrund af en foreløbig beregning af grundskyld og dækningsafgift vedrørende skatteårene 2021-2023, og den endelige beregning heraf foretages den 1. januar 2024 eller senere. I andre tilfælde vil inddrivelsen af grundskyld og dækningsafgift, der vedrører skatteåret 2023 eller tidligere skatteår, derimod fortsat skulle forestås af kommunerne.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Enkelte kommunale fordringer er fortrinsberettigede. Herved forstås fordringer, der hviler på fast ejendom med lovbestemt panteret og med prioritet forud for alle tinglyste hæftelser, jf. tinglysningslovens § 4. Bestemmelsen fastslår en tinglysningsfritagelse for en sådan lovbestemt panteret. Endvidere fastslår § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen) for de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom, at disse skatter og afgifter er omfattet af en lovbestemt panteret, der er fortrinsstillet før anden pant på fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder den fortrinsstillede panteret i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det betyder, at panteretten skal være udnyttet inden udløbet af de 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Blandt de fortrinsberettigede kommunale fordringer kan nævnes kommunale ejendomsskatter, jf. § 29 i lov om kommunal ejendomsskat, rottebekæmpelsesgebyr, jf. § 18, stk. 3, i lov om miljøbeskyttelse, kommunens krav på dækning af udgifter vedrørende brandsikring gennemført på ejerens bekostning, jf. § 15, stk. 2, i lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v., og kommunens krav på bidrag til kystbeskyttelse, jf. § 13, stk. 1, i lov om kystbeskyttelse.

Det fremgår af § 1, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at loven gælder for opkrævning og inddrivelse af fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der opkræves eller inddrives af det offentlige, jf. dog §§ 1 a og 1 b.

Af § 1 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår, at loven ikke gælder for opkrævning og inddrivelse af kommunale fordringer, der ved deres stiftelse eller senere hæfter på fast ejendom med fortrinsstillet lovbestemt panteret, jf. dog stk. 2, 3. pkt., og §§ 13-15. Undtagelserne i §§ 13-15 omhandler en skyldners mulighed for at få eftergivet sin gæld til det offentlige.

I § 1 a, stk. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at kommunerne forestår inddrivelsen af egne fordringer efter stk. 1. Der er udpantningsret for disse fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der vedrører opkrævningen og inddrivelsen af fordringerne. § 2, stk. 3, 2. pkt., § 7, § 8, stk. 1, og § 9 finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen i § 2, stk. 3, 2. pkt., omhandler fordringshavers adgang til i opkrævningsfasen at indgå en afdragsordning med skyldner eller give denne henstand med betalingen, mens bestemmelserne i § 7, § 8, stk. 1, og § 9 omhandler henholdsvis dækningsrækkefølgen ved modregning med gæld til det offentlige, indtrædelsesretten for bl.a. kommunale fordringer, når staten skal udbetale et beløb til skyldner, og adgang til modregning, selv om gælden til det offentlige er omfattet af en afdragsordning eller en henstand.

I § 1 a, stk. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at to eller flere kommuner kan samordne inddrivelsen af deres i stk. 1 nævnte fordringer i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

I § 1 a, stk. 4, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige er det bestemt, at en kommune efter aftale kan bemyndige en anden kommune til at forestå inddrivelsen af den bemyndigende kommunes fordringer efter stk. 1.

Det foreslås, at § 1 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige nyaffattes.

Det foreslås i stk. 1, 1. pkt., at loven ikke skal gælde for opkrævning og inddrivelse af kommunale fordringer, der ved deres stiftelse eller senere hæfter på fast ejendom med fortrinsstillet lovbestemt panteret, jf. dog stk. 2, 3. pkt., og §§ 13-15 a. Det foreslås i 2. pkt., at loven dog skal gælde for opkrævning og inddrivelse af følgende krav:

Grundskyld og dækningsafgift efter §§ 4 og 11 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.
Krav på efterbetaling af grundskyld og dækningsafgift i tilfælde, hvor kravet på efterbetaling opstår på baggrund af en efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, som ændret ved § 5 i lov nr. 278 af 17. april 2018, § 3 i lov nr. 2227 af 29. december 2020, § 3 i lov nr. 291 af 27. februar 2021, § 1 i lov nr. 2614 af

december 2021 og § 2 i lov nr. 1597 af 28. december 2022, foretaget foreløbig beregning af grundskyld og dækningsafgift vedrørende skatteårene 2021-2023, og den endelige beregning af grundskyld og dækningsafgift foretages den 1. januar 2024 eller senere.

Ejendomsbidrag efter gebyrlovens § 4.

Bestemmelsen i § 1 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige omhandler inddrivelsesopgaven vedrørende de fortrinsberettigede kommunale fordringer til kommunerne, idet inddrivelsen heraf på nuværende tidspunkt er overført til kommunerne. Den foreslåede nyaffattelse af § 1 a, stk. 1, vil alene indebære, at den foreslåede undtagelse hertil for grundskyld og dækningsafgift, der foreslås indsat med en ny bestemmelse i stk. 1, 2. pkt., jf. lovforslagets § 9, nr. 1, vil blive udvidet til også at omfatte de fordringstyper, der er nævnt i gebyrlovens § 4, jf. lovforslagets § 28, nr. 3, dvs. ejendomsbidrag, herunder rottebekæmpelsesgebyr efter miljøbeskyttelseslovens § 18. Den foreslåede nyaffattelse vil dermed alene betyde, at ejendomsbidrag også vil skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Den foreslåede nyaffattelse vil således ikke ellers – udover en lovteknisk præcisering, så der også henvises til eftergivelsesbestemmelsen i § 15 a i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige – indebære ændringer i § 1 a, stk. 1.

Den foreslåede nyaffattelse – og dermed hjemtagelse af inddrivelsen af ejendomsbidrag – foreslås ikke at skulle træde i kraft den

januar 2024. Det foreslås derimod, at ikrafttrædelsestidspunktet i stedet vil skulle fastsættes af skatteministeren på et senere tidspunkt, jf. lovforslagets § 44, stk. 3. I forlængelse heraf foreslås det også, at hjemtagelsen af inddrivelsen af ejendomsbidrag vil skulle gælde for ejendomsbidrag, der vedrører perioden fra og med den 1. januar 2024, jf. lovforslagets § 44, stk. 4.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3 og 4

Af § 1 a, stk. 1, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige fremgår, at loven ikke gælder for opkrævning og inddrivelse af kommunale fordringer, der ved deres stiftelse eller senere hæfter på fast ejendom med fortrinsstillet lovbestemt panteret, jf. dog stk. 2, 3. pkt., og §§ 13-15. Undtagelserne i §§ 13-15 omhandler en skyldners mulighed for at få eftergivet sin gæld til det offentlige.

I § 1 a, stk. 2, er det bestemt, at kommunerne forestår inddrivelsen af egne fordringer efter stk. 1. Der er udpantningsret for disse fordringer med tillæg af renter, gebyrer og andre omkostninger, der vedrører opkrævningen og inddrivelsen af fordringerne. § 2, stk. 3, 2. pkt., § 7, § 8, stk. 1, og § 9 finder tilsvarende anvendelse. Bestemmelsen i § 2, stk. 3, 2. pkt., omhandler fordringshavers adgang til i opkrævningsfasen at indgå en afdragsordning med skyldner eller give denne henstand med betalingen, mens bestemmelserne i § 7, § 8, stk. 1, og § 9 omhandler henholdsvis dækningsrækkefølgen ved modregning med gæld til det offentlige, indtrædelsesretten for bl.a. kommunale fordringer, når staten skal udbetale et beløb til skyldner, og adgang til modregning, selv om gælden til det offentlige er omfattet af en afdragsordning eller en henstand.

I § 1 a, stk. 3, er det bestemt, at to eller flere kommuner kan samordne inddrivelsen af deres i stk. 1 nævnte fordringer i et kommunalt fællesskab, jf. § 60 i lov om kommunernes styrelse.

I § 1 a, stk. 4, er det bestemt, at en kommune efter aftale kan bemyndige en anden kommune til at forestå inddrivelsen af den bemyndigende kommunes fordringer efter stk. 1.

Det foreslås, at § 1 a, stk. 2, 1. pkt ., og stk. 4, ændres, så »stk. 1« ændres til »stk. 1, 1. pkt«.

Det foreslås herudover, at § 1 a, stk. 3 , ændres, så »stk. 1« ændres til »stk. 1, 1. pkt.,«.

Forslagene er en konsekvens af lovforslagets § 9, nr. 1, hvorved det foreslås at indsætte en ny bestemmelse som § 1 a, stk. 1, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, der vil begrænse anvendelsesområdet af 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 10

Til nr. 1

Lovens titel er lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at kommunerne efter anmodning fra ejere af de ejendomme, der er nævnt i stk. 4, såfremt betingelserne i stk. 4 er opfyldt, yder lån til følgende udgifter:

Udgifter til ejendomsskatter, der påhviler de pågældende ejendomme med tilhørende grund, gårdsplads og have.
Udgifter til tilslutning af de pågældende ejendomme til kollektive anlæg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt.

Af § 1, stk. 2, fremgår det, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at låneordningen ud over de udgifter, der er nævnt i stk. 1, også skal omfatte vej- og kloakudgifter og lignende, der påhviler ejendommene.

Det fremgår af boligskatteforliget og kompensationsaftalen, at den nuværende pensionistlåneordning, der administreres af kommunerne, vil skulle overgå til at skulle administreres af Skatteforvaltningen fra og med 2024. Pensionistlåneordningen vil ifølge boligskatteforliget m.v. skulle videreføres uændret. Pensionistlåneordningen foreslås derfor i det væsentligste videreført i det foreslåede kapitel 8 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Det foreslås på den baggrund, at der ikke længere skal ydes lån til betaling af grundskyld efter lov om lån til betaling af grundskyld m.v., idet disse lån i stedet foreslås ydet efter de nævnte bestemmelser i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Det foreslås på den baggrund at nyaffatte titlen på lov om lån til betaling af grundskyld m.v., så titlen bliver »lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsskattelov. Forslaget vil indebære, at titlen på loven vil afspejle, at loven efter forslaget ikke længere vil komme til at indeholde regler om lån til betaling af grundskyld, idet disse regler i stedet vil blive fast i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 for pensionister og § 46 for stigninger i grundskyld i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Loven vil derfor alene komme til at indeholde regler, der vil skulle gælde for lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.

Ved kommunale ejendomsbidrag m.v. vil skulle forstås udgifter til tilslutning af de pågældende ejendomme til kollektive anlæg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt, jf. den gældende § 1, stk. 1, nr. 2, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., der med lovforslaget vil blive til § 1, stk. 1, jf. lovforslagets § 10, nr. 2.

Til nr. 2

Overskriften til kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. er »Lån til betaling af grundskyld m.v. for pensionister m.fl.«

Det foreslås, at overskriften til kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ændres, så »grundskyld m.v.« ændres til »kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte forslag til ejendomsskattelov. Forslaget vil indebære, at overskriften til kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil afspejle, at loven efter forslaget ikke længere vil komme til at indeholde regler om lån til betaling af grundskyld, idet disse regler i stedet vil blive fast i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 for pensionister og § 46 for stigninger i grundskyld i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Kapitlet vil derfor alene komme til at indeholde regler, der vil skulle gælde for lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.

Til nr. 3

Det fremgår af § 1, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at kommunerne efter anmodning fra ejere af de ejendomme, der er nævnt i stk. 4, såfremt betingelserne i stk. 4 er opfyldt, yder lån til følgende udgifter:

Udgifter til ejendomsskatter, der påhviler de pågældende ejendomme med tilhørende grund, gårdsplads og have.
Udgifter til tilslutning af de pågældende ejendomme til kollektive anlæg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt.

Med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov foreslås pensionistlåneordningen reguleret i den foreslåede § 53. Det foreslås på den baggrund, at der ikke længere vil skulle ydes lån til betaling af grundskyld efter lov om lån til betaling af grundskyld m.v., idet disse lån i stedet vil skulle ydes efter de nævnte bestemmelser i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. De lån, der ikke overflyttes til staten, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og som fortsat vil være kommunale, vil skulle forblive i den gældende lov, hvis titel foreslås ændret med lovforslagets § 10, nr. 1.

Det foreslås på den baggrund at nyaffatte § 1, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., så den fastsætter, at kommunerne efter anmodning fra ejere af de ejendomme, der er nævnt i stk. 4, såfremt betingelserne i stk. 4 er opfyldt, yder lån til udgifter til tilslutning af de pågældende ejendomme til kollektive anlæg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Den foreslåede nyaffattelse af § 1, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil indebære, at kommunerne ikke vil skulle yde lån til betaling af grundskyld, men alene til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v. Pensionistlåneordningen foreslås i stedet at blive reguleret i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Der henvises til lovforslagets § 10, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Der er med forslaget ikke tilsigtet ændringer i forhold til lån til udgifter til tilslutning af de pågældende ejendomme til kollektive anlæg i tilfælde, hvor der er tilslutningspligt.

Til nr. 4

Det fremgår af § 1, stk. 4, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at lån i medfør af stk. 1 og 2 kan kun ydes, såfremt

ejeren eller dennes ægtefælle på det tidspunkt, til hvilket de pågældende beløb er forfaldne til betaling, har nået folkepensionsalderen, jf. § 1 a i lov om social pension, eller får udbetalt pension efter lov om social pension, lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. eller lov om delpension eller modtager efterløn,
ejendommen indeholder en beboelseslejlighed, der fortrinsvis anvendes af ejeren eller hans husstand til beboelse, herunder også til fritidsbeboelse. For så vidt angår to- eller flerfamilieshuse samt ejendomme, der anvendes både til bolig- og til erhvervsformål, kan lånet kun ydes til betaling af de ejendommen påhvilende skatter mv., der ifølge vurderingsmyndighedernes fordeling forholdsmæssigt falder på den af ejeren eller hans husstand beboede lejlighed,
lånet efter reglerne i § 4 sikres ved tinglyst skadesløsbrev eller ejerpantebrev.

Det fremgår af § 3, 1. pkt., i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at lånebeløbene forrentes med en årlig rente, der svarer til et gennemsnit opgjort med to decimaler af den effektive rente på alle udestående realkreditobligationer de 12 foregående måneder pr. 1. oktober det foregående år. Renten beregnes fra den sidste rettidige indbetalingsdag for de skatter mv., til hvis betaling lånebeløbene anvendes, jf. 2. pkt.

Det foreslås, at § 1, stk. 4, nr. 2, 2. pkt., og § 3, 2. pkt., ændres, så »skatter m.v.« ændres til »kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter regler om lån til betaling af grundskyld i stedet vil blive fastsat i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Til nr. 5

Det fremgår af § 1, stk. 6, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at personer, der ejer to eller flere af de i § 1, stk. 4, nævnte ejendomme, kun kan opnå lån til betaling af de ejendomsskatter m.v., der påhviler en af ejendommene.

Ejendomsskatter m.v. omfatter efter bestemmelsen både grundskyld og de kommunale ejendomsbidrag m.v.

Med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov foreslås pensionistlåneordningen reguleret i den foreslåede § 53. Det foreslås på den baggrund, at der ikke længere vil skulle ydes lån til betaling af grundskyld efter lov om lån til betaling af grundskyld m.v., idet disse lån i stedet vil skulle ydes efter de nævnte bestemmelser i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, jf. tillige bemærkningerne til lovforslagets § 10, nr. 1 og 2. De lån, der ikke overflyttes til staten, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og som fortsat vil være kommunale, vil skulle forblive i den gældende lov, hvis titel foreslås ændret med lovforslagets § 10, nr. 1.

Det følger af den foreslåede ændring af § 1, stk. 6, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at »ejendomsskatter mv.« skal ændres til »kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter regler om lån til betaling af grundskyld i stedet vil blive fastsat i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 6, vil medføre, at bestemmelsen alene vil skulle omfatte lån til betaling af de kommunale ejendomsbidrag m.v. Der er således ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden for lån til pensionister til betaling af de kommunale ejendomsbidrag m.v.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 10, nr. 1 og 2, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 6

Det fremgår af § 1, stk. 9, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at det beløb, der ydes lån til efter kapitel 2, kan der ikke ydes lån til efter kapitel 1.

Det foreslås, at § 1, stk. 9, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at indholdet af § 1, stk. 9, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. i hovedtræk foreslås videreført med en ændring fra den midlertidige indefrysningsordning, jf. kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., til den permanente indefrysningsordning, jf. § 46, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der vil dermed fortsat ikke kunne ydes pensionistlån til betaling af grundskyld for den del af grundskylden, der ydes indefrysningslån til.

Der er således ikke med den foreslåede ophævelse af § 1, stk. 9, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. tiltænkt væsentlige indholdsmæssige ændringer i retstilstanden.

Til nr. 7

Det fremgår af § 1 a, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at anmodning om lån til betaling af ejendomsskatter skal indgives til den kommune, hvor ejendommen er beliggende, ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening). Anmodninger, der ikke indgives ved digital selvbetjening, afvises af kommunalbestyrelsen, jf. dog stk. 2 og 3.

Ejendomsskatter m.v. omfatter efter bestemmelsen både grundskyld og de kommunale ejendomsbidrag m.v.

Med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov foreslås pensionistlåneordningen reguleret i den foreslåede § 53. Det foreslås på den baggrund, at der ikke længere vil skulle ydes lån til betaling af grundskyld efter lov om lån til betaling af grundskyld m.v., idet disse lån i stedet vil skulle ydes efter de nævnte bestemmelser i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, jf. tillige bemærkningerne til lovforslagets § 10, nr. 1-3. De lån, der ikke overflyttes til staten, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og som fortsat vil være kommunale, vil skulle forblive i den gældende lov, hvis titel foreslås ændret med lovforslagets § 10, nr. 1.

Det følger af den foreslåede ændring i § 1 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at »ejendomsskatter« skal ændres til »kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter regler om lån til betaling af grundskyld i stedet vil blive fastsat i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede ændring § 1 a, stk. 1, 1. pkt., vil medføre, at bestemmelsen alene vil skulle omfatte anmodning om lån til betaling af de kommunale ejendomsbidrag m.v. Der er således ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden for de kommunale ejendomsbidrag m.v.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 10, nr. 1-3, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 8

Det fremgår af § 1 a, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at anmodning om lån til betaling af ejendomsskatter, skal indgives ved anvendelse af den digitale løsning, som kommunen stiller til rådighed (digital selvbetjening).

Det fremgår af § 1 a, stk. 2, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at kommunalbestyrelsen kan undtage borgere fra at benytte den obligatoriske selvbetjening, hvis kommunalbestyrelsen finder at der foreligger særlige omstændigheder.

Med det allerede fremsatte lovforslag nr. L 98 om forslag til lov om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening foreslås det, at borgere, som er undtaget fra Digital Post efter § 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, vil have ret til at blive tilbudt det i den pågældende særlovgivning hjemlede alternativ til digital selvbetjening.

Det foreslås, at der i § 1 a i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. efter stk. 2 indsættes et nyt stykke, hvorefter kommunalbestyrelsen efter anmodning skal undtage borgere, som allerede er undtaget fra Digital Post, fra at benytte den digitale selvbetjening i stk. 1.

Forslaget er en konsekvens af det allerede fremsatte lovforslag nr. L 98 om forslag til lov om fravigelse fra obligatorisk digital selvbetjening, hvorefter det foreslås, at borgere, der er undtaget fra Digital Post efter § 5 i lov om Digital Post fra offentlige afsendere, efter anmodning vil have ret til blive undtaget fra den obligatoriske selvbetjening.

Den foreslåede indsættelse af § 1 a, stk. 3, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil medføre, at undtagelse fra Digital Post vil blive indført som en objektiv fritagelsesgrund fra den obligatoriske digitale selvbetjening i stk. 1, hvorfor pensionisten vil have krav på at kunne benytte de af kommunen angivne alternativer til digital selvbetjening, f.eks. ved fremmøde i kommunens borgerservicecenter eller ved almindelig post.

Til nr. 9

Det fremgår af § 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at lånebeløbene anvendes af kommunalbestyrelsen umiddelbart til betaling af de skatter og afgifter, hvortil lånet er ydet.

Det følger af den foreslåede ændring af § 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at »skatter og afgifter« ændres til »kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter regler om lån til betaling af grundskyld i stedet vil blive fastsat i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Til nr. 10

Det fremgår af § 4, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at til sikkerhed for betaling af lånebeløbet med påløbne renter tinglyses der et skadesløsbrev eller et ejerpantebrev med pant i ejendommen eller i en andel af ejendommen, jf. § 1, stk. 8.

Det foreslås, at i § 4, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ændres »renter tinglyses der« til »renter kan kommunen tinglyse«.

Den foreslåede ændring af § 4, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil indebære, at det fremover vil være op til kommunen at vurdere, om den ønsker at udtage pant som sikkerhed for deres udlån.

Til nr. 11

Det fremgår af § 4, stk. 6, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at når yderligere lån ikke kan ydes, afkræves ejeren senere påløbne renter i forbindelse med den fremtidige opkrævning af kommunale ejendomsskatter og efter de for disse gældende regler.

Ejendomsskatter m.v. omfatter efter bestemmelsen både grundskyld og de kommunale ejendomsbidrag m.v.

Med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov foreslås pensionistlåneordningen reguleret i den foreslåede § 53. Det foreslås på den baggrund, at der ikke længere vil skulle ydes lån til betaling af grundskyld efter lov om lån til betaling af grundskyld m.v., idet disse lån i stedet vil skulle ydes efter de nævnte bestemmelser i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov, jf. tillige bemærkningerne til lovforslagets § 10, nr. 1-3. De lån, der ikke overflyttes til staten, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og som fortsat vil være kommunale, vil skulle forblive i den gældende lov, hvis titel foreslås ændret med lovforslagets § 10, nr. 1.

Det følger af den foreslåede ændring § 4, stk. 6, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at »kommunale ejendomsskatter« skal ændres til »kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter regler om lån til betaling af grundskyld i stedet vil blive fastsat i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede ændring af § 4, stk. 6, vil medføre, at bestemmelsen alene vil skulle omfatte renter i forbindelse med den fremtidige opkrævning af kommunale ejendomsbidrag m.v. Der er således ikke tilsigtet en ændring af retstilstanden for de kommunale ejendomsbidrag m.v.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 10, nr. 1-4, og bemærkningerne hertil.

Til nr. 12

Det fremgår af § 8, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at de i henhold til § 1, stk. 4, nr. 2, fornødne fordelinger af de værdibeløb, der danner grundlag for skatte- og afgiftsberegning, foretages af vurderingsmyndighederne efter ejendomsvurderingsloven.

Det følger af den foreslåede ændring af § 8, stk. 1, at »skatte- og afgiftsberegning« ændres til »beregning af kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter regler om lån til betaling af grundskyld i stedet vil blive fastsat i den nye ejendomsskattelov, jf. § 53 i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov.

Til nr. 13

Kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. indeholder bestemmelser vedrørende lån til betaling af stigninger i grundskyld for skatteårene fra 2018 (den midlertidige indefrysningsordning). Kapitlet indeholder bestemmelserne §§ 9-9 d.

Kapitlet blev indsat i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ved § 1 i lov nr. 278 af 17. april 2018, og det fremgik, at perioden for lån til betaling af stigninger i grundskyld var skatteårene 2018-2020. Baggrunden for indsættelsen af kapitlet var boligskatteforliget, ifølge hvilket der skulle indføres en midlertidig indefrysningsordning til betaling af stigningerne i grundskyld for skatteårene 2018-2020.

Ved § 3 i lov nr. 1061 af 30. juni 2020 blev perioden for den midlertidige indefrysningsordning i kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ændret, således at denne skulle gælde for skatteårene fra 2018. Baggrunden for ændringen var udskydelsen af implementeringen af den nye boligbeskatning, der blev aftalt med boligskatteforliget, så den midlertidige indefrysningsordning for grundskyld ville kunne videreføres fra 2021 indtil indførelsen af de nye boligskatteregler.

Det fremgår af § 9, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at til ejere af ejendomme omfattet af § 9, stk. 2, yder kommunerne årligt et lån til betaling af stigningen i grundskylden for skatteårene fra 2018, hvis den årlige stigning overstiger 200 kr. pr. ejer. Det beløb, der ydes lån til, opgøres som stigningen i grundskylden for skatteåret i forhold til grundskylden for skatteåret 2017 omregnet til helårsniveau, jf. dog § 9, stk. 3, og § 9 b.

Efter § 9, stk. 2, ydes lån efter § 9, stk. 1, til fysiske personer, der ejer fast ejendom som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10.

Erhverves en ejendom i 2018 eller senere, vil lånet skulle opgøres som stigningen i grundskylden for skatteåret i forhold til grundskylden for det skatteår, hvori ejendommen erhverves, omregnet til helårsniveau. Ejeren ydes lån efter 1. pkt. fra og med skatteåret efter det skatteår, hvori ejendommen erhverves, jf. § 9, stk. 3.

Ophører en ejendom med at være fritaget for grundskyld efter §§ 7-9 i lov om kommunal ejendomsskat, opgøres lån herefter som stigningen i grundskylden for skatteåret i forhold til grundskylden for det skatteår, hvori der første gang betales grundskyld af den pågældende ejendom, omregnet til helårsniveau. Ejeren ydes lån efter 1. pkt. fra og med skatteåret efter det skatteår, hvori der første gang betales grundskyld af den pågældende ejendom. Der henvises til § 9, stk. 4.

Det fremgår af § 9, stk. 5, at ændrer en ejendom anvendelse efter § 3, nr. 10, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, eller efter § 3, nr. 10, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, hvorved ejendommen omfattes af stk. 2, vil lånet skulle opgøres som stigningen i grundskylden for skatteåret i forhold til grundskylden for skatteåret efter det skatteår, hvor ændringen indgår i grundlaget for beregning af ejendomsværdiskat. Ejeren ydes lån efter 1. pkt. fra og med skatteåret efter det skatteår, hvor ændringen indgår i grundlaget for beregning af ejendomsværdiskat.

Efter § 9 a, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ydes der lån til betaling af stigninger i grundskylden, der vedrører den del af ejendommen, der af ejeren kan anvendes til beboelse.

Af § 9 a, stk. 2, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. fremgår det, at for ejendomme, der både anvendes til beboelse og andre formål, anvendes ved fastsættelse af andelen til beboelse samme fordeling mellem den andel af ejendommen, der anvendes til beboelse, og den andel, der anvendes til andre formål, som ved den seneste fastsættelse af ejendomsværdien efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 eller 88. Findes der herefter ikke en fordeling af ejendomsværdien, fastsættes andelen til beboelse forholdsmæssigt efter areal.

For ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, fastsættes andelen til beboelse forholdsmæssigt efter areal, jf. § 9 a, stk. 3, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Det fremgår af § 9 a, stk. 4, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at for to- og flerfamilieshuse ydes lån til hver enkelt ejer efter tinglyste ejerandele. Er ejerforholdet ikke tinglyst, fastsættes andelen forholdsmæssigt efter areal.

Ejes en ejendom af to eller flere ejere, ydes lån til hver enkelt ejer efter tinglyste ejerandele. Er ejerforholdet ikke tinglyst, fastsættes ejerandelen med lige store andele til hver ejer. Der henvises til § 9 a, stk. 5, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

På landbrugsejendomme med to eller flere ejerboliger fordeles grundskylden for 2017 for ejerboligdelen til brug for opgørelsen af lån forholdsmæssigt i forhold til ejerboligernes ejendomsværdi, jf. § 9 a, stk. 6, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Det fremgår af § 9 b, stk. 1, 1. pkt., i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at sker der ændringer som nævnt i § 33, stk. 16-18, i lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, eller § 33, stk. 16-18, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, opgøres det beløb, ejeren herefter ydes lån til, som stigningen i grundskylden for skatteåret i forhold til grundskylden for det skatteår, hvor ændringen første gang indgår i grundlaget for beregning af grundskyld.

Det fremgår af § 9 b, stk. 1, 2. pkt., i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at der ikke ydes lån for det skatteår, hvor ændringen første gang indgår i grundlaget for beregning af grundskyld. Det betyder, at ejeren ikke ydes lån for det år, hvor ændringen første gang får betydning for beskatningen. Ejeren skal således betale den samlede grundskyld i det pågældende år, herunder også stigningen, uanset om stigningen skyldes en stigning i grundværdien, en højere grundskyldspromille eller en fysisk ændring af ejendommen med heraf følgende højere grundværdi eller en kombination af disse forhold.

Efter § 9 b, stk. 2, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. gælder stk. 1 også, hvis der sker ændringer i fordelinger eller ejerandele som nævnt i § 9 a, stk. 2-5.

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at skifter en ejendom ejer, forfalder lånet til betaling 10 dage efter datoen for tinglysning af endeligt skøde. Tinglyses der i forbindelse med et ejerskifte et betinget skøde, forfalder lånet i stedet til betaling 10 dage efter datoen for tinglysning af det betingede skøde. Skifter en del af en ejendom ejer, forfalder den del af lånet, der kan henføres til den del af ejendommen, der skifter ejer. Ændrer en ejendom anvendelse, så den i sin helhed ikke længere er en ejendomstype som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, forfalder lånet til betaling 10 dage efter datoen for offentliggørelse af vurderinger for det vurderingsår, hvor ændringen første gang indgår i vurderingen. Overtages en ejendom eller en del af en ejendom af ejerens ægtefælle, forfalder lånet uanset 1.-3. pkt. ikke, men overgår i stedet til den nye ejer.

Efter § 9 c, stk. 2, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. er den seneste rettidige betalingsdato for lån, der forfalder til betaling, 20 dage efter forfaldsdatoen, jf. § 9 c, stk. 1, 1., 2. eller 4. pkt. Falder seneste rettidige betalingsdato på en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Sker betaling ikke rettidigt, forrentes det forfaldne lånebeløb fra den seneste rettidige betalingsdato med en rente i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker.

Låntageren hæfter personligt for forfaldne lånebeløb og påløbne renter, der desuden hæfter på den pågældende ejendom i dens helhed og har gyldighed mod enhver uden tinglysning, jf. § 9 c, stk. 3, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Efter § 9 d, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. kan ejere af ejendomme fravælge lån efter § 9. Fravalg af lån efter § 9 d, stk. 1, sker med virkning fra den førstkommende opkrævning af grundskyld og medfører, at lån ydet efter § 9 forfalder til betaling, jf. § 9 d, stk. 2. Efter § 9 d, stk. 3, kan ejere af ejendomme, der har fravalgt lån efter § 9 d, stk. 1, tilvælge lån efter § 9. Tilvalg sker med virkning fra den førstkommende opkrævning af grundskyld.

Ifølge boligskatteforliget og kompensationsaftalen skal indefrysningerne ved overgangen til nye boligskatteregler i 2024 videreføres i en permanent indefrysningsordning, medmindre ejeren fravælger dette. Udmøntning af den del af forliget, der vedrører videreførelsen af indefrysning fra den midlertidige indefrysningsordning til en permanent indefrysningsordning, indgår i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, jf. det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Det foreslås, at §§ 9-9 b og 9 d i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ophæves.

Den foreslåede ophævelse af §§ 9-9 b og 9 d i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil medføre, at den midlertidige indefrysningsordning for grundskyld vil ophøre. Forslaget ses i sammenhæng med den del af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der omhandler lån ydet efter en permanent indefrysningsordning fra og med indkomståret 2024.

Til nr. 14

Det fremgår af § 9 c, stk. 1, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at skifter en ejendom ejer, forfalder lånet til betaling 10 dage efter datoen for tinglysning af endeligt skøde. Tinglyses der i forbindelse med et ejerskifte et betinget skøde, forfalder lånet i stedet til betaling 10 dage efter datoen for tinglysning af det betingede skøde. Skifter en del af en ejendom ejer, forfalder den del af lånet, der kan henføres til den del af ejendommen, der skifter ejer. Ændrer en ejendom anvendelse, så den i sin helhed ikke længere er en ejendomstype som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-10, forfalder lånet til betaling 10 dage efter datoen for offentliggørelse af vurderinger for det vurderingsår, hvor ændringen første gang indgår i vurderingen. Overtages en ejendom eller en del af en ejendom af ejerens ægtefælle, forfalder lånet uanset § 9 c, stk. 1, 1.-3. pkt., i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ikke, men overgår i stedet til den nye ejer.

Efter § 9 c, stk. 2, i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. er den seneste rettidige betalingsdato for lån, der forfalder til betaling, 20 dage efter forfaldsdatoen, jf. stk. 1, 1., 2. eller 4. pkt. Falder seneste rettidige betalingsdato på en lørdag, søndag eller helligdag, forlænges fristen til den følgende hverdag. Sker betaling ikke rettidigt, forrentes det forfaldne lånebeløb fra den seneste rettidige betalingsdato med en rente i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker.

Det foreslås, at i § 9 c, stk. 1, 4. pkt., i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ændres »ejendomsværdiskatteloves § 4, nr. 1-10« til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte forslag til en ny ejendomsskattelov, hvori det bl.a. foreslås, at skatteministeren vil kunne sætte kapitel 9 i den nye ejendomsskattelov i kraft på et senere tidspunkt end 1. januar 2024. Det foreslåede kapitel 9 i den nye ejendomsskattelov omhandler statens overtagelse af kommunalt ydede lån efter den midlertidige indefrysningsordning, jf. kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Det er en forudsætning for statens overtagelse af kommunale lån ydet før 2024, at kommunerne har afsluttet efterregulering af lån til betaling af grundskyld, dvs. lån ydet efter den kommunale pensionistlåneordning og efter den midlertidige indefrysningsordning vedrørende skatteårene 2021-2023. Efterreguleringen vil ske i takt med udsendelsen af 2020- og 2021-vurderingerne til boligejerne. Kommunernes efterregulering af lånene vil først kunne afsluttes efter udsendelsen af de sidste 2020- og 2021-vurderinger. Det betyder, at staten først vil kunne overtage lånene herefter. Det forventes derfor, at Skatteforvaltningen vil kunne færdiggøre overtagelsen af lån fra kommunerne fra første halvår af 2026.

For at sikre, at lån ydet efter den midlertidige indefrysningsordning, jf. kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., vil kunne forfalde til betaling i perioden fra og den 1. januar 2024 og indtil staten overtager lånene, foreslås det, at § 9 c i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. forbliver i kraft med den foreslåede ændring. Med forslaget vil lånene dermed forfalde til betaling, hvis en ejendom ikke længere er omfattet af § 3, stk. 1, i den nye ejendomsskattelov.

Kilde

§ 11

Det fremgår af opkrævningslovens § 16, stk. 1, at nedenstående ind- og udbetalinger fra og til virksomheder, selskaber, fonde og foreninger, offentlige myndigheder, institutioner m.v. indgår i en samlet saldoopgørelse (skattekontoen) efter reglerne i opkrævningslovens kapitel 5:

Skatter og afgifter omfattet af opkrævningslovens § 1, stk. 1 og 2.
Betalinger efter selskabsskatteloven, fondsbeskatningsloven, aktiesparekontoloven, kulbrinteskatteloven, toldloven, lov om fremskyndet tilbagebetaling af visse afgifter, lov om afgift af skadesforsikringer, tinglysningsafgiftsloven og lov om afgift af bidraget til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring og af arbejdsulykkeserstatninger m.v.
Gebyr og tilskud vedrørende dæk, jf. miljøbeskyttelseslovens §§ 53 og 53 a.
Betaling vedrørende batterier og akkumulatorer og udtjente batterier og akkumulatorer, jf. miljøbeskyttelseslovens § 9 u, stk.

Miljøbidrag, jf. § 3 i lov om miljøbidrag og godtgørelse i forbindelse med ophugning og skrotning af biler.
Bøder, gebyrer og renter vedrørende de ovennævnte love og betalinger.

Det foreslås, at der i opkrævningslovens § 16, stk. 1, indsættes en ny bestemmelse som nr. 7, hvorefter grundskyld og dækningsafgift af ejendomme, der ikke er nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, vil skulle opkræves efter reglerne i opkrævningslovens kapitel 5.

Den foreslåede henvisning til § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov vil indebære, at den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 16, stk. 1, nr. 7, vil omfatte andre typer af ejendomsværdiskat og grundskyld end dem, der vil skulle opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen. Den foreslåede bestemmelse i opkrævningslovens § 16, stk. 1, nr. 7, vil således omfatte anden ejendomsværdiskat og grundskyld end følgende:

Ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der alene er ejet af fysiske personer.
Grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 1-4, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov og ubebyggede grunde, jf. ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 7 og 8, der alene er ejet af fysiske personer.

For en nærmere beskrivelse af ovennævnte ejendomme, henvises der til det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med § 33, stk. 1, 1. pkt., i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter det foreslås, at grundskyld og dækningsafgift af andre ejendomme end ejendomme omfattet af samme lovforslags § 31, stk. 1, stiftes den 1. januar i kalenderåret og opkræves af Skatteforvaltningen via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, i to rater med forfald og sidste rettidige betalingsdag den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen for det pågældende kalenderår.

Den foreslåede bestemmelse skal derfor sikre, at det også nævnes i opkrævningslovens § 16, stk. 1, at disse fordringstyper fremover skal opkræves via skattekontoen, som det er tilfældet i dag, og ikke via personskattesystemerne, som det vil blive tilfældet for grundskyld som nævnt i § 31, stk. 1, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Kilde

§ 12

Til nr. 1

Det er i personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 1-17, fastsat, hvilke indtægter og udgifter der skal behandles som kapitalindkomst. Det fremgår af § 4, stk. 1, nr. 6, at kapitalindkomst omfatter det samlede nettobeløb bl.a. af overskud eller underskud af en- eller tofamilieshuse m.v., fritidshuse, ejerlejligheder og lignende, som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11.

Det følger af den foreslåede ændring af personskattelovens § 4, stk. 1, nr. 6, at henvisningen til »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11«, skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, og stk. 2«.

Den foreslåede ændring af § 4, stk. 1, nr. 6, vil medføre, at henvisningen til »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 1-5 og 9-11« vil blive ændret til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 1-5, 9 og 10, og stk. 2«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Til nr. 2

Det fremgår af personskattelovens § 6, stk. 1, at skatten efter § 5, nr. 1, beregnes med den procent, der anføres i stk. 2, af den personlige indkomst med tillæg af positiv nettokapitalindkomst.

Det fremgår af personskattelovens § 6, stk. 2, 1. pkt., at for indkomståret 2022 og efterfølgende indkomstår udgør procenten 12,09. Det fremgår af 2. pkt., at for personer, der ikke har pligt til at betale indkomstskat efter § 8 c eller kommunal indkomstskat efter lov om kommunal indkomstskat, udgør procenten for indkomståret 2022 og efterfølgende indkomstår 4,09.

Det fremgår af personskattelovens § 8, stk. 2, at pligt til at betale sundhedsbidrag efter stk. 1 påhviler enhver person, der har pligt til at betale indkomstskat efter § 8 c eller kommunal indkomstskat efter lov om kommunal indkomstskat.

Det følger af den foreslåede ændring af personskattelovens § 6, stk. 2, 2. pkt., og § 8, stk. 2, at der efter »lov om kommunal indkomstskat« indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Til nr. 3

Det fremgår af personskattelovens § 12, stk. 1, at skatteværdien af de i § 10 nævnte personfradrag opgøres som en procentdel af fradragene. Ved opgørelsen anvendes samme procent som ved beregningen af indkomstskat til kommunen samt kirkeskat. For skattepligtige, der svarer skat efter § 8 c, anvendes dog beskatningsprocenten for skatten efter § 5, nr. 7. Ved beregningen af indkomstskat til staten beregnes skatteværdien af personfradraget med beskatningsprocenterne for bundskat efter § 5, nr. 1, og for sundhedsbidrag efter § 5, nr. 4.

Det er i personskattelovens § 12, stk. 2, fastsat, at hvis skatteværdien af personfradraget ikke kan udnyttes ved beregningen af en eller flere af de skatter, der er nævnt i § 9, anvendes den ikke udnyttede del til nedsættelse af de øvrige skatter.

De skatter, der nævnes i personskattelovens § 9, er skatten efter § 6 (bundskat), § 7 (topskat), § 7 a (udligningsskat), § 8 (sundhedsbidrag) og § 8 a, stk. 2 (skat af aktieindkomst over progressionsgrænsen). CFC-skat i § 8 B er derimod ikke opregnet i § 9.

Det spørgsmål kan rejses, om ejendomsværdiskatten falder ind under »øvrige skatter« i personskattelovens § 12, stk. 2. Tilsvarende gælder for grundskylden af fast ejendom ejet af fysiske personer omfattet af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, der foreslås at skulle opkræves i personskattesystemerne på samme måde, som ejendomsværdiskatten efter gældende regler bliver det.

Ejendomsværdiskatten er ikke en indkomstskat, men en skat af værdien af fast ejendom. Tilsvarende gælder for grundskylden af fast ejendom ejet af fysiske personer omfattet af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Det fremgår af ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 2, at ejendomsværdiskatten ikke indgår i den skattepligtige indkomst. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1997-98 (2. samling), tillæg A, side 2287, at det bl.a. betyder, at ejendomsskatten heller ikke indgår i kapitalindkomsten, og at den ikke kan nedsættes af personfradraget eller af et underskud i skattepligtig indkomst.

Med afsæt i disse motiver er gældende administrativ praksis, at ejendomsværdiskatten ikke nedsættes med skatteværdien af uudnyttet personfradrag og skattemæssige underskud i personbeskatningen (negativ skattepligtig indkomst, negativ personlig indkomst, negativ aktieindkomst, underskud i virksomhedsordningen og negativt arbejdsmarkedsbidragsgrundlag).

Ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 2, foreslås ikke videreført med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov. Begrundelsen herfor er, at ifølge systematikken i personbeskatningen er det et grundlæggende forhold, at skatter ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Hensigten med ejendomsværdiskattelovens § 1, stk. 2, er at fastslå, at ejendomsværdiskatten i modsætning til den tidligere beregnede lejeværdi af egen bolig ikke er en indkomst, men en skat, jf. også ovennævnte bemærkninger til bestemmelsen. Det er endvidere hensigten med den pågældende bestemmelse, at ejendomsværdiskatten er en endelig skat på den faste ejendom, og at skatteværdien af uudnyttet personfradrag og underskud i den skattepligtige indkomst dermed ikke kan nedsætte ejendomsværdiskatten.

Det foreslås at ophæve personskattelovens § 12, stk. 2 .

Forslaget vil medføre, at skatteværdien af uudnyttet personfradrag alene vil kunne modregnes i de skatter, der er nævnt i personskattelovens § 9.

Med ophævelsen af personskattelovens § 12, stk. 2, vil reglerne om modregning af uudnyttet personfradrag blive parallelle med modregningen af underskud i skattepligtig indkomst i § 13 og rentefradragskompensationen i § 11.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at grundskylden efter gældende regler opkræves af kommunerne via ejendomsskattebilletten, og at et eventuelt uudnyttet personfradrag ikke kan modregnes i grundskyld (eller ejendomsværdiskat). Med forslaget om at ophæve personskattelovens § 12, stk. 2, vil det blive sikret, at der ikke utilsigtet vil blive indført en mulighed for at modregne et eventuelt uudnyttet personfradrag i ejendomsværdiskat eller grundskyld, som følge af at opkrævningen af boligejeres grundskyld fra og med 2024 vil skulle opkræves via personskattesystemerne.

Forslaget vil indebære, at skatteværdien af uudnyttet personfradrag heller ikke vil kunne modregnes i grundskyld af fast ejendom ejet af fysiske personer omfattet af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Kilde

§ 13

Det fremgår af selskabsskattelovens § 23, stk. 1, at af den efter reglerne i denne lov udredede indkomstskat tilfalder 14,24 pct. den eller de kommuner, hvori selskabet eller foreningen m.v. har drevet virksomhed, jf. bestemmelserne i lov om kommunal indkomstskat.

Det foreslås at ændre selskabsskattelovens § 23, stk. 1, så der efter »lov om kommunal indkomstskat« indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Kilde

§ 14

Til nr. 1

I dag foretages ansættelse og opkrævning af grundskyld og dækningsafgift af kommunerne i medfør af reglerne i lov om kommunal ejendomsskat, og det er de almindelige forvaltningsretlige regler og principper, som generelt finder anvendelse i forhold til kommunernes sagsbehandling i forbindelse hermed. Derudover finder reglerne i forældelsesloven anvendelse i forhold fordringer, der udspringer af kommunale afgørelser om grundskyld eller dækningsafgift.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke bestemmelser om klageadgang, og de kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift kan således ikke påklages til anden administrativ myndighed.

Efter forældelseslovens § 3, stk. 1, gælder der en 3-årig forældelsesfrist for alle fordringer, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Var fordringshaveren ubekendt med fordringen eller skyldneren, regnes forældelsesfristen først fra den dag, hvor fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. Efter § 3, stk. 3, nr. 4, suppleres forældelsesfristen af en absolut forældelsesfrist på 10 år regnet fra fordringens begyndelsestidspunkt efter § 2. Der gælder desuden efter § 5, stk. 1, en forældelsesfrist på 10 år, når der er tilvejebragt et særligt retsgrundlag for fordringen.

Afgørelser om ansættelse af ejendomsværdiskat træffes af Skatteforvaltningen og er omfattet af skatteforvaltningslovens regler om bl.a. klage, agterskrivelse, genoptagelse og forældelse.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 18, at ægtefæller og forhenværende ægtefæller efter henvendelse til Skatteforvaltningen hver især har ret til at få oplyst indholdet af den anden ægtefælles oplysningsskema og ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat for indkomstår, hvor de var ægtefæller og samlevende. Vurderingen af, om de pågældende ægtefæller eller forhenværende ægtefæller kan anses for samlevende i skattemæssig forstand, skal ske efter kildeskattelovens § 4.

Skatteforvaltningslovens § 20 indeholder et lovmæssigt krav om, at den skattepligtige og eventuelt andre parter skal underrettes, hvis Skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat på et andet grundlag end det, der er oplyst til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2. Det følger af skattekontrollovens § 2, stk. 1, at enhver, der er skattepligtig her til landet, årligt som udgangspunkt skal oplyse Skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejerbolig. Oplysninger om ejerbolig fremgår normalt af årsopgørelsen eller oplysningsskemaet, men skal oplyses, hvis det ikke er tilfældet, af hensyn til beregningen af ejendomsværdiskatten.

Efter skatteforvaltningslovens § 22, stk. 1, 1. pkt., og stk. 1, nr. 3, om bindende svar, kan der i de nærmere beskrevne tilfælde, som fremgår af skatteforvaltningslovens § 22, kun gives bindende svar om ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, i det omfang flere anmoder om svaret.

Skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 indeholder fristreglerne for ordinær og ekstraordinær genoptagelse af en ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat. Efter § 26 er det en betingelse for ordinær genoptagelse af en ansættelse af ejendomsværdiskat, at Skatteforvaltningen senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb skriftligt varsler den skattepligtige om kravet og grundlaget herfor. En skattepligtig, der ønsker at få ændret sin ansættelse af ejendomsværdiskat, skal senest den 1. maj i det fjerde år efter indkomstårets udløb fremlægge oplysninger af faktisk eller retlig karakter, der kan begrunde en ændring af den tidligere skatteansættelse. Det antages, at den skattepligtige har et egentligt (betinget) retskrav på genoptagelse, såfremt de nye oplysninger skaber en vis sandsynlighed for, at sagen ville få et andet udfald, hvis oplysningerne havde foreligget ved myndighedernes oprindelige stillingtagen til sagen.

Efter skatteforvaltningslovens § 27 kan en ansættelse af ejendomsværdiskat genoptages ekstraordinært uden for fristerne i § 26, når en af situationerne i § 27, stk. 1, nr. 1-8, foreligger. De opregnede tilfælde er udtømmende.

Skatteforvaltningslovens § 28, stk. 1, regulerer de tilfælde, hvor en privatretlig disposition er betinget af, at dispositionen tillægges nærmere angivne virkninger for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat (skatteforbehold). En privatretlig disposition kan være betinget af, at skattemyndighederne tillægger dispositionen en bestemt skattemæssig virkning (skatteforbehold).

Skatteforvaltningslovens § 29 regulerer de tilfælde, hvor en skattepligtig kan få skatteforvaltningens tilladelse til, at en efterfølgende ændring af en privatretlig disposition tillægges virkning for ansættelsen af indkomst- eller ejendomsværdiskat (omgørelse). Betingelserne for omgørelse fremgår af skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1, nr. 1-5.

Skatteforvaltningslovens § 30 regulerer den skattepligtiges muligheder for omvalg af visse oplysninger afgivet til Skatteforvaltningen, jf. skattekontrollovens § 2. Det er en betingelse for tilladelse til ændring, at det tidligere trufne valg som følge af Skatteforvaltningens korrektion eller ændring af skatteansættelsen ikke har de skattemæssige virkninger, der var forudsat, da valget blev truffet, og at den skattepligtige kan godtgøre, at det vil have økonomiske konsekvenser, såfremt valget blev opretholdt.

Som udgangspunkt gælder forældelseslovens frister også for skatte- og afgiftskrav. Af forældelseslovens § 28 fremgår, at når der i anden lov er fastsat særlige forældelsesfrister eller andre særlige regler om forældelse, finder forældelseslovens regler anvendelse, i det omfang at andet ikke følger af den anden lov eller af forholdets særlige beskaffenhed.

Skatteforvaltningslovens fristregler har status som særlige forældelsesregler, jf. dog koblingsreglen i skatteforvaltningslovens § 34 a, som indeholdeholder en særlig regulering af skatte- og afgiftskrav.

Efter skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2, afbrydes forældelsesfristen for det krav, der er afledt af en skatteansættelse eller af vurdering af en fast ejendom, hvis varslingen er afsendt inden forældelsesfristens udløb. Tilsvarende gælder, hvis ansættelsen eller fastsættelsen, hvor denne kan foretages uden varsel, er foretaget inden forældelsesfristens udløb. Efter bestemmelsen indtræder formueretlig forældelse vedrørende et afledt krav af ordinære og ekstraordinære ansættelsesændringer tidligst 1 år efter, at Skatteforvaltningen har givet meddelelse om afgørelsen, forudsat at Skatteforvaltningen rettidigt har varslet og/eller foretaget ansættelse efter fristreglerne i skatteforvaltningsloven. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med forældelseslovens § 21, stk. 2, hvorefter den skattepligtiges anmodning om genoptagelse af en ansættelse vil medføre foreløbig afbrydelse af forældelsen.

I skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 4, er der fastsat en absolut forældelsesfrist på 10 år bl.a. for krav afledt af en ekstraordinær ansættelse af indkomst- eller ejendomsværdiskat, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, og for krav afledt af ekstraordinær genoptagelse af ejendomsvurderinger, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3-5 og 7-9. Bestemmelsen indebærer således, at der alene gælder en absolut forældelsesfrist på 10 år regnet fra forfaldstidspunktet i alle tilfælde, hvor kravet er afledt af en ekstraordinær ansættelse.

Som efter forældelseslovens § 13 er det en betingelse for anvendelsen af skatteforvaltningslovens § 34 b, at der er gennemført en straffesag, og at tiltalte er fundet skyldig. Forældelsen af kravet, når straffesagen er afsluttet, indtræder herefter først 10 år fra sagens afslutning, jf. forældelseslovens § 5, stk. 1, nr. 3.

Det foreslås, at »indkomst- eller ejendomsværdiskat« overalt i loven ændres til »indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld eller dækningsafgift«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter det foreslås, at det er Skatteforvaltningen, der fra og med 2024 vil skulle ansætte og opkræve grundskyld og dækningsafgift.

Som konsekvens af, at opgaven med ansættelse og opkrævning af grundskyld og dækningsafgift foreslås at overgå til Skatteforvaltningen, vil Skatteforvaltningens afgørelser om grundskyld og dækningsafgift blive omfattet af skatteforvaltningslovens anvendelsesområde, der omfatter »told- og skatteforvaltningen«, jf. skatteforvaltningslovens § 1. Det vil f.eks. betyde, at de afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift, vil kunne påklages administrativt.

Det foreslås således, at Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift fremover skal være omfattet af de tilsvarende regler i skatteforvaltningsloven, der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat. Forslaget skal ses i lyset af den nære sammenhæng mellem de respektive ejendomsskatter og tilsigter således at harmonisere retsstillingen på tværs af de respektive ejendomsskattetyper.

Der foretages med forslaget ikke ændringer i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 7, som regulerer den afledte skattemæssige virkning af vurderinger, der er genoptaget ekstraordinært og vurderinger eller en del af en vurdering, som er foretaget efter § 33, stk. 3, og som kun omfatter vurderinger foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017. Bestemmelsen i § 33, stk. 7, vil derfor fortsat kun gælde for ansættelse af ejendomsværdiskat.

Opgaver, som relaterer sig til grundskyld og dækningsafgift, og som fortsat varetages af kommunerne fra og med 2024, vil, som det er tilfældet i dag, ikke blive omfattet af skatteforvaltningslovens anvendelsesområde, da kommunerne ikke er en del af »told- og skatteforvaltningen«, jf. skatteforvaltningslovens § 1. Det vedrører f.eks. afgørelse om fritagelse for grundskyld og afgørelse om påligning af dækningsafgift. Det vil således fortsat være den enkelte kommune, der har beslutningskompetencen til, om der skal opkræves dækningsafgift af visse erhvervsejendomme efter reglerne i § 12 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, som er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 23 A i lov om kommunal ejendomsskat. Skatteforvaltningen vil dog skulle foretage værdiansættelserne og fordelinger af grundværdien, som er nødvendige for gennemførelsen af beskatningen af de pågældende ejendomme.

Endelig lægges der op til, at oplysninger til brug for ansættelse af grundskyld og dækningsafgift også omfattes af oplysningspligten, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 1.

Med forslaget lægges der op til at ændre i følgende bestemmelser i skatteforvaltningsloven: § 18 om ægtefællers indsigtsret, § 20, stk. 1, 1. pkt., om agterskrivelser, § 22, stk. 1, 1. pkt., og stk. 1, nr. 3, om bindende svar, § 26, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt § 27, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, om frister vedrørende ordinær og ekstraordinær genoptagelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, § 28, stk. 1, om skatteforbehold, § 29, stk. 1,

pkt., om omgørelse af privatretlige dispositioner, § 30, stk. 1, om omvalg, § 34 a, stk. 1, stk. 2, 1. pkt., og stk. 4, 1 pkt., og § 34 b, 2. pkt., om forældelse.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om ægtefællers indsigtsret for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 18 om ægtefællers indsigtsret, at ægtefæller og forhenværende ægtefæller også vil kunne få oplyst indholdet af den anden ægtefælles oplysningsskema og ansættelse af grundskyld for indkomstår, hvor de var ægtefæller og samlevende. Forslaget vil bl.a. medføre, at ægtefæller får indsigtsret i ansættelsen af grundskyld og dækningsafgift vedrørende erhvervsejendomme, som den anden ægtefælle personligt ejer eller er medejer af.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om agterskrivelser for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. En kommune kan dog være forpligtet til at foretage partshøring efter forvaltningslovens § 19. Den foreslåede ændring betyder for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 20, stk. 1, 1. pkt., om agterskrivelser, at hvis Skatteforvaltningen agter at træffe en afgørelse om ansættelse af grundskyld eller dækningsafgift på et andet grundlag end det, der er oplyst til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, skal den skattepligtige nævnt i skattekontrollovens § 2 og eventuelt andre parter underrettes om den påtænkte afgørelse, svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om bindende svar for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Som konsekvens af, at opgaven med at ansætte grundskyld og dækningsafgift foreslås overført til Skatteforvaltningen, vil det blive muligt at anmode om bindende svar vedrørende ansættelse af grundskyld og dækningsafgift i medfør af skatteforvaltningslovens § 21, stk. 1. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 22, stk. 1, 1. pkt., og stk. 1, nr. 3, om bindende svar, at der i de nærmere beskrevne tilfælde, som fremgår af skatteforvaltningslovens § 22, tilsvarende kun vil kunne gives bindende svar om Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift, i det omfang flere anmoder om svaret svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om genoptagelse af kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 26, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, samt § 27, stk. 1, 1. pkt., og stk. 3, om frister vedrørende ordinær og ekstraordinær genoptagelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af adgangen til ordinær og ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens §§ 26 og 27 svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om skatteforbehold for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 28, stk. 1, om skatteforbehold, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af bestemmelsen svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om omgørelse af privatretlige dispositioner for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 29, stk. 1,

pkt., om omgørelse af privatretlige dispositioner, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af bestemmelsen svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om omvalg for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 30, stk. 1, om omvalg, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af bestemmelsen om omvalg af oplysninger afgivet til skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2, svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Som nævnt finder forældelsesloven anvendelse i forhold til kommunale afgørelser om grundskyld eller dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 34 a, stk. 2 og 4, om forældelse, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift bliver omfattet af bestemmelserne svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 34 b, 2. pkt., om forældelse, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift bliver omfattet af bestemmelsen svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 2

Efter skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 5, afgøres klage over ejendomsværdiskatteansættelsen vedrørende fysiske personer af skatteankenævn, medmindre sagen visiteres til Landsskatteretten, jf. § 35 b, stk. 4, jf. § 5, stk. 2.

Skatteforvaltningslovens § 33, stk. 8, regulerer den afledte skattemæssige virkning af ændring eller foretagelse af en vurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6, der ekstraordinært bliver genoptaget, og vurderinger eller en del af en vurdering, som er foretaget efter § 33, stk. 3.

Som det fremgår af de specielle bemærkninger til § 33, stk. 8, jf. Folketingstidende 2019-20, A, L 71 som fremsat, side 88, indebærer § 33, stk. 8, at en ændring af en vurdering kun kan medføre efteropkrævning af ejendomsværdiskat i op til 10 år, hvis en række nærmere betingelser er opfyldt. Det fremgår desuden, at bestemmelsens tidsmæssige afgrænsning af det afledte krav på ejendomsværdiskat ikke omfatter grundskyld og dækningsafgift. Det skyldes, at grundskyld og dækningsafgift ikke er omfattet af skatteforvaltningslovens fristregler for genoptagelse af ansættelse af indkomst- og ejendomsværdiskat, og at krav på grundskyld og dækningsafgift forældes efter forældelseslovens almindelige regler, det vil sige som udgangspunkt efter 3 år.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 1, nr. 5, og § 33, stk. 8, 3. og 4. pkt., efter »ejendomsværdiskat« indsættes », grundskyld eller dækningsafgift«.

Forslaget har til formål at sikre, at § 5, stk. 1, nr. 5, og § 33, stk. 8, 4. pkt., afspejler lovforslagets § 1, nr. 1, om, at Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift fremover skal være omfattet af de tilsvarende regler i skatteforvaltningsloven, der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat. Forslaget skal ses i lyset af den nære sammenhæng mellem de respektive ejendomsskatter og tilsigter således at harmonisere retsstillingen på tværs af de respektive ejendomsskattetyper.

Som konsekvens af, at opgaven med ansættelse og opkrævning af grundskyld og dækningsafgift foreslås at overgå til Skatteforvaltningen, vil Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift blive omfattet af skatteforvaltningslovens anvendelsesområde, som omfatter »told- og skatteforvaltningen«, jf. skatteforvaltningslovens § 1. Det vil f.eks. betyde, at de afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift, vil kunne påklages administrativt.

Som nævnt ovenfor kan kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift ikke påklages til anden administrativ myndighed. Den foreslåede ændring betyder, for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, nr. 5, om klageadgang, at klager over afgørelser relateret til Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift fremover vil være omfattet af skatteankenævnenes saglige kompetence, såfremt den påklagede afgørelse vedrører en fysisk person eller et dødsbo. Dette gælder dog ikke, hvis sagen visiteres til Landsskatteretten af Skatteankestyrelsen, jf. skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 4, jf. § 35 b, stk. 1, 2. eller 3. pkt., jf. § 5, stk. 2.

Det er ikke hensigten, at forslaget skal ændre på skatteankenævnenes og Landsskatterettens saglige kompetence. Klager over afgørelser, der i sit indhold er omfattet af skatteforvaltningslovens § 5, stk. 1, men som ikke vedrører fysiske personer eller dødsboer, afgøres efter gældende regler af Landsskatteretten, jf. skatteforvaltningslovens § 11, stk. 1, nr. 1, og § 5, stk. 2.

Øvrige almindelige regler om klage og klagebehandling i skatteforvaltningsloven vil herefter også finde anvendelse i forhold til klager over afgørelser over Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift, herunder f.eks. regler om klagefrist, klagegebyr m.v.

Lov om kommunal ejendomsskat indeholder ikke regler om frister for behandling af sager om ekstraordinær genoptagelse eller foretagelse af en vurdering for kommunale afgørelser om grundskyld og dækningsafgift. Den foreslåede ændring betyder for så vidt angår skatteforvaltningslovens § 33, stk. 8, 3. og 4. pkt., om frister for behandling af sager om ekstraordinær genoptagelse eller foretagelse af en vurdering, at Skatteforvaltningens ansættelse af grundskyld og dækningsafgift vil være omfattet af den tidsmæssige afgrænsning i bestemmelsen for krav afledt af foretagelse eller ændring af ejendomsvurderinger, svarende til, hvad der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 12, stk. 1, at Landsskatteretten består af en ledende retsformand, et antal øvrige retsformænd, 30 andre medlemmer og 4 særligt motorsagkyndige medlemmer.

Det følger af den foreslåede ændring af § 12, stk. 1, at »30 andre« ændres til »34 ordinære«.

Det vil betyde, at antallet af medlemmer udvides fra de nuværende 30 til 34. Formålet med forslaget er således at udvide antallet af ordinære medlemmer for at imødekomme Landsskatterettens behov for tilførsel af yderligere kapacitet.

Formålet med forslaget er desuden at sikre ensartethed og øge forståelsen af bestemmelsen ved at anvende udtrykket »ordinære« i både § 12, stk. 1 og stk. 3. Der er ikke tiltænkt nogen indholdsmæssige ændringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 12, stk. 3, 1. pkt., at af de øvrige 30 retsmedlemmer vælger Folketinget 11, og skatteministeren udnævner 19. Blandt de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal der være mindst én repræsentant for henholdsvis erhvervslivet og lønmodtagerne.

Det følger af den foreslåede ændring af § 12, stk. 3, 1. pkt., at »øvrige 30« ændres til »34 ordinære«, og at »19« ændres til »23«.

Det vil betyde, at antallet af medlemmer udvides fra de nuværende 30 til 34, og at skatteministeren udnævner yderligere 4 ordinære medlemmer, således at skatteministeren udnævner i alt 23 ordinære medlemmer.

Formålet med forslaget er således at udvide antallet af ordinære medlemmer for at imødekomme Landsskatterettens behov for tilførsel af yderligere kapacitet.

Formålet med forslaget er desuden at sikre ensartethed og øge forståelsen af bestemmelsen ved at anvende udtrykket »ordinære« i både § 12, stk. 1 og stk. 3. Der er ikke tiltænkt nogen indholdsmæssige ændringer.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 5

Det fremgår af skatteforvaltningslovens § 12, stk. 3, 3. pkt., at mindst 11 af de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal være dommere.

Det følger af den foreslåede ændring af § 12, stk. 3, 3. pkt., at »11« ændres til »15«.

Det vil betyde, at 15 af de medlemmer, som skatteministeren udnævner, skal være dommere. Med forslaget fastsættes det, at Landsskatteretten udvides med fire yderligere ordinære medlemmer, som alle skal være dommere, der som hidtil udnævnes af skatteministeren.

Den øgede mængde komplicerede, juridisk komplekse og principielle sager i Landsskatteretten indebærer, at både sagsoplysningen og den juridiske vurdering er blevet mere omfattende, og at mængden af sager til de juridiske voteringsgrupper er øget. Ændringerne i Landsskatterettens sammensætning med flere dommere er således en målrettet løsning, som skal medvirke til, at kapaciteten øges netop inden for det felt, hvor der er størst behov.

Den øvrige sammensætning af Landsskatteretten forbliver uændret.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 6

Det følger af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, at en klageberettiget, jf. § 35 a, stk. 2, som kan godtgøre, at en vurdering er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering af ejendommens grundareal, bygningsareal, planforhold eller lignende objektivt konstaterbare faktiske forhold, kan anmode Skatteforvaltningen om genoptagelse senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget. Den klageberettigede skal samtidig over for Skatteforvaltningen dokumentere, at vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag som følge af fejlagtig eller manglende registrering. Beløbsmæssige vurderingsskøn foretaget på et korrekt grundlag kan ikke genoptages. Det er en betingelse for genoptagelse af en foretaget vurdering, at genoptagelsen vil resultere i en ændring af ejendomsværdien eller grundværdien med mere end 20 pct.

Det foreslås, at der i skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt., efter »det fjerde år« indsættes », dog det sjette år for vurderinger omfattet af ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3, og § 88 a, stk. 2, 2. pkt., nr. 1-3,«.

Det betyder, at den ordinære genoptagelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt., vil blive forlænget med to år for de vurderinger, der vil danne grundlag for indekseringen efter de foreslåede bestemmelser i ejendomsvurderingslovens §§ 87 b og 88 a. Dette vil f.eks. indebære, at den ordinære genoptagelsesfrist for 2022-vurderinger, der vil danne grundlag for de forenklede 2024-vurderinger i medfør af forslaget til ejendomsvurderingslovens § 87 b, vil være den 1. maj 2028 (i stedet for den

maj 2026), mens den ordinære genoptagelsesfrist for 2023-vurderinger, der vil danne grundlag for de forenklede 2025-vurderinger i medfør af forslaget til ejendomsvurderingslovens § 88 a, vil være den 1. maj 2029 (i stedet for den 1. maj 2027).

Forslaget om at forlænge den ordinære genoptagelsesfrist efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, 1. pkt., vil både omfatte tidligere og nye ejere. Nye ejere, der f.eks. overtager en ejendom i 2025, hvor beskatningsgrundlaget er en 2024-vurdering, der i medfør af den foreslåede bestemmelse i ejendomsvurderingslovens § 87 a er udarbejdet ved at indeksere den almindelige 2022-vurdering, vil i den forbindelse også skulle anses for at være klageberettigede i forhold til 2022-vurderingen, jf. § 35 a, stk. 2.

Forslaget vil ligeledes indebære, at den ordinære genoptagelsesfrist for Skatteforvaltningen, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 2, der henviser til fristerne i stk. 1, tilsvarende forlænges med to år for de samme vurderinger.

Forslaget skal ses i sammenhæng med, at de vurderinger, der vil blive indekseret på baggrund af, med forslaget vil kunne være relevante for ejerne i yderligere to år.

Til nr. 7

Overskriften til skatteforvaltningslovens kapitel 9 er »Frister m.v. vedrørende indkomst- og ejendomsværdiskat«.

Overskriften til skatteforvaltningslovens kapitel 10 er »Omgørelse og lign. vedrørende indkomst- og ejendomsværdiskat«.

Det foreslås, at i overskriften til kapitel 9 og 10 ændres »indkomst- og ejendomsværdiskat« til »indkomstskat, ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift«.

Forslaget har til formål at sikre, at overskriften til kapitel 9 og 10 afspejler lovforslagets § 1, nr. 1, om, at Skatteforvaltningens afgørelser om ansættelse af grundskyld og dækningsafgift fremover skal være omfattet af de tilsvarende regler i skatteforvaltningsloven, der i dag gælder for afgørelser, som Skatteforvaltningen træffer om ansættelse af ejendomsværdiskat. Forslaget skal ses i lyset af den nære sammenhæng mellem de respektive ejendomsskatter og tilsigter således at harmonisere retsstillingen på tværs af de respektive ejendomsskattetyper.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 15

Det følger af skattekontrollovens § 2, stk. 1, at enhver, der er skattepligtig her til landet, årligt som udgangspunkt skal oplyse Skatteforvaltningen om sin indkomst, hvad enten den er positiv eller negativ, og give oplysninger om sin ejerbolig. Oplysninger om ejerbolig fremgår normalt af årsopgørelsen eller oplysningsskemaet, men skal oplyses, hvis det ikke er tilfældet, af hensyn til beregningen af ejendomsværdiskatten.

Det foreslås i § 2, stk. 1, 1. pkt., at ændre »ejerbolig« til »ejendom«.

Der lægges med forslaget op til, at oplysninger til brug for beregning af grundskyld og dækningsafgift også omfattes af oplysningspligten, jf. skattekontrollovens § 2, stk. 1. Ligesom oplysninger om ejerboliger i dag normalt vil fremgå af årsopgørelsen eller oplysningsskemaet, vil dette med forslaget også skulle være tilfældet, for så vidt angår oplysninger til brug for beregning af grundskyld og dækningsafgift. Oplysninger til brug for beregning af grundskyld og dækningsafgift vil dog skulle være omfattet af oplysningspligten, bl.a. af hensyn til også at kunne beregne af grundskylden og dækningsafgiften i tilfælde, hvor oplysningerne ikke fremgår af årsopgørelsen eller oplysningsskemaet.

Kilde

§ 16

Det fremgår af tinglysningsafgiftslovens § 18, stk. 1, nr. 6, at ved anmeldelse til tinglysning af skadesløsbrev, som udstedes til sikkerhed for lån efter § 4 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., § 36, stk. 2, i lov om individuel boligstøtte og § 33, stk. 3, 2. pkt., i lov om forurenet jord, jf. § 4 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., er den afgiftspligtige den, der yder det lån, som der stilles sikkerhed for.

Det foreslås, at § 18, stk. 1, nr. 6, ændres, så »lov om lån til betaling af grundskyld m.v.« to steder ændres til »lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.«

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 10, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om lån til betaling af grundskyld m.v. til lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., og skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lovhenvisningen.

Kilde

§ 17

Det fremgår af virksomhedsskattelovens § 1, stk. 3, 1. pkt., at aktiver, der benyttes både til erhvervsmæssige og private formål, ikke indgår i den selvstændige erhvervsvirksomhed. Dog indgår i virksomheden den erhvervsmæssige del af en ejendom, der både tjener til bolig for ejeren og anvendes erhvervsmæssigt i væsentligt omfang, jf. 2. pkt. Det fremgår af 3. pkt., at ejendomme som nævnt i ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, indgår i virksomheden med den del af ejendommen, der ikke tjener til bolig for ejere.

Det følger af den foreslåede ændring af virksomhedskattelovens § 1, stk. 3, 3. pkt., at henvisningen til »ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8« skal ændres til »ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6-8«.

Den foreslåede ændring af § 1, stk. 3, 3. pkt., vil medføre, at henvisningen til ejendomsværdiskattelovens § 4, nr. 6-8, vil blive ændret til en henvisning til § 3, stk. 1, nr. 6-8, i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Kilde

§ 18

Det fremgår af arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 2, 2. pkt., nr. 6, at der ved naturalier i loven bl.a. forstås fri helårsbolig omfattet af ligningslovens § 16, stk. 9, bortset fra de tilfælde, der er nævnt i § 16, stk. 9, 13. pkt.

Det foreslås, at § 2, stk. 2, 2. pkt., nr. 6, ændres, så »13. pkt« ændres til »14. pkt«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 8, nr. 15, hvorved det foreslås at ophæve ligningslovens § 16, stk. 9, 10. pkt., og i stedet at indsætte to nye punktummer.

Kilde

§ 19

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 1. pkt., at klage over den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020 eller pr.

marts 2021 for ejendomme, der ikke vurderes pr. 1. januar 2020, skal være modtaget i Skatteankestyrelsen senest 90 dage fra modtagelsen af meddelelsen som nævnt i stk. 8, dvs. en særskilt meddelelse om igangsættelse af klagefristerne (klagestartsbrev).

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 4. pkt., at den almindelige vurdering pr. 1. januar 2020 eller pr. 1. marts 2021 for ejendomme, der ikke vurderes pr. 1. januar 2020, tidligst kan anmodes genoptaget eller varsles genoptaget eller revideret af egen drift efter udløbet af klagefristen i 1. pkt.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 5. pkt., at i perioden mellem udsendelsen af en vurdering som nævnt i 1. pkt. og udsendelsen af meddelelsen som nævnt i stk. 8, kan Skatteforvaltningen dog af egen drift revidere vurderingen, hvis vurderingen eller en del af vurderingen er foretaget på et fejlagtigt grundlag, og der i forbindelse med vurderingen er sket væsentlige fejl i forbindelse med deklarationsprocessen, jf. skatteforvaltningslovens § 20 a, eller lignende væsentlige fejl. Bestemmelsen i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 5. pkt., ophæves den 1. juli 2023, jf. § 4, stk. 3, i lov nr. 1597 af 28. december 2022.

Det foreslås at ophæve § 4, stk. 3, i lov nr. 1597 af 28. december 2022 om ændring af ejendomsvurderingsloven, lov om kommunal ejendomsskat og ejendomsværdiskatteloven (Forlængelse af virkningen af ejendomsvurderingen for 2020 af ejerboliger m.v.).

Forslaget om at ophæve solnedgangsklausulen i § 4, stk. 3, i lov nr. 1597 af 28. december 2022 vil medføre, at ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 5. pkt., ikke ophæves den 1. juli 2023. Forslaget skal ses i sammenhæng med, at solnedgangsklausulen blev indsat med henblik på at sikre en ordinær folketingsbehandling af § 89, stk. 7, 5. pkt., som blev vedtaget via en hastebehandling af lovforslaget i Folketinget.

Forslaget vil ikke i øvrigt medføre ændringer i ejendomsvurderingslovens § 89, stk. 7, 5. pkt.

Der henvises i øvrigt til pkt. 3.9 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Kilde

§ 20

Det fremgår af § 15, stk. 1, i lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre, at krav på forsikringsbidrag med renter i indtil 2 år fra forfaldsdagen er sikret ved panteret umiddelbart efter kommunale ejendomsskatter i den ejendom, hvortil de forsikrede bygninger hører, eller hvori det forsikrede indbo befinder sig.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten for krigsforsikringsforbundene indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Angivelse af, at der er panteret umiddelbart efter kommunale ejendomsskatter, er en indirekte måde at skrive, at der er fortrinsret forud for fordringer uden fortrinsret. Denne fortrinsret medfører dækning af gælden, som opstår som følge af de manglende bidrag, før alle andre fordringer uden fortrinsret, der hæfter på ejendommen. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed gælden før alle andre fordringer uden fortrinsret. Krigsforsikringsforbundet opnår dermed fuld dækning for deres fordring i tilfælde af inddrivelse, hvis der fortsat er midler fra salget efter, at fordringer med fortrinsret er indfriet.

Det følger af den foreslåede ændring af § 15, stk. 1, i lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre, at »efter kommunale ejendomsskatter« skal ændres til »forud for pantefordringer uden fortrinsret«.

Det foreslåede vil indebære, at krav tillagt pante- og fortrinsret efter denne bestemmelse fortsat skal dækkes forud for pantefordringer uden fortrinsret.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og der tiltænkes med forslaget ingen indholdsmæssige ændringer i retstilstanden.

Kilde

§ 21

Det fremgår af hegnslovens § 44, stk. 2, at manglende betaling af udgifterne til arbejdets udførelse efter § 44, stk. 1 påhviler den forsømmelige part i hegnssagen. Beløbet har fortrinsret i et auktionsprovenu, der opnås for ejendommen, ligesom offentlige skatter og afgifter. Grundlaget for udpantning er hegnssynets tvangsfuldbyrdelseskendelse, jf. § 44, stk. 1, med formandens påtegning om, at denne har besigtiget det udførte arbejde og fundet det forsvarligt udført og den medgåede udgift rimelig. Det bemærkes, at panteretten er en integreret del af fortrinsretten, hvorfor panteretten ikke er nævnt direkte i lovteksten.

I hegnslovens § 44, stk. 3, er det fastsat, at manglende betaling af hegnssynets vederlag og øvrige udgifter påhviler den part i hegnssagen, som er pålagt betalingen. Beløbet er tillagt en pante- og fortrinsret, der hviler på ejendommen som for offentlige skatter og afgifter.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Formanden eller klageren opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det foreslås at ændre hegnslovens § 44, stk. 2, 2. pkt., og stk. 3, 2. pkt., så »fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter« ændres til »pante- og fortrinsret i ejendommen«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Kilde

§ 22

Det fremgår af § 5 i lov om Forholdene ved Kolindsund, at for bidrag til tørholdelsen haves udpantningsret og fortrinsret forud for ejendomsskatter, og bidragene indkræves sammen med disse i overensstemmelse med § 4 i den dagældende lov nr. 347 af 2. juni 1917.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen, herunder fordringer med fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte bidrag før alle andre fordringer med eller uden fortrinsret. Dermed opnås der fuld dækning af ubetalte bidrag i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 5 i lov om Forholdene ved Kolindsund, at »Ejendomsskatter« skal ændres til »Pantefordringer med Fortrinsret«.

Det foreslåede vil indebære, at krav tillagt pante- og fortrinsret efter denne bestemmelse fortsat skal dækkes forud for pantefordringer uden fortrinsret.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, og der tiltænkes med forslaget ingen indholdsmæssige ændringer i retstilstanden. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til ejendomsskatter vil skulle erstattes af en henvisning pantefordringer uden fortrinsret.

Kilde

§ 23

Det fremgår af § 82, stk. 3, 1. pkt., i lov om almene boliger (herefter almenboligloven), at Landsbyggefonden påser, at pligtig indbetaling finder sted rettidigt. Det fremgår af 2. pkt., at er indbetaling ikke sket inden den 3. i den anden måned efter kvartalets udgang, skal der tillige indbetales renter, der fra forfaldsdagen at regne udgør den rente, der er fastsat efter rentelovens § 5, stk. 1 og 2. Det fremgår af almenboliglovens § 82, stk. 3, 3. pkt., at for forfaldne beløb har fonden pant og fortrinsret i de bidragspligtige ejendomme efter ejendomsskatter.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten for Landsbyggefonden indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de manglende indbetalinger før alle andre fordringer uden fortrinsret, der hæfter på ejendommen. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed manglende indbetalinger før alle andre fordringer uden fortrinsret. Landbyggefonden opnår dermed fuld dækning af de manglende indbetalinger i tilfælde af inddrivelse, hvis der fortsat er midler fra salget efter, at fordringer med fortrinsret er indfriet.

Det følger af den foreslåede ændring af almenboliglovens § 82, stk. 3, 3. pkt., at »efter ejendomsskatter« skal ændres til »umiddelbart forud for pantefordringer uden fortrinsret«.

Det foreslåede vil indebære, at krav tillagt pante- og fortrinsret efter denne bestemmelse fortsat skal dækkes forud for pantefordringer uden fortrinsret.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til efter ejendomsskatter vil skulle ændres til umiddelbart forud for pantefordringer uden fortrinsret.

Kilde

§ 24

Til nr. 1

Det fremgår af § 19, stk. 3, 1. pkt., i lov om boligforhold, at beløb efter stk. 2 har samme fortrinsret i ejendommen som ejendomsskatter. Beløbene kan inddrives efter de regler, der gælder for inddrivelse af ejendomsskatter. Det inkluderer renter og gebyrer af beløbet.

Pante- og fortrinsretten omfatter tillige eventuelle restancer, kommunen har indfriet, som var til hinder for fortsat levering. Det bemærkes, at panteretten er en integreret del af fortrinsretten, hvorfor panteretten ikke er nævnt direkte i lovteksten.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunerne opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter m.m. i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 19, stk. 3, 1, pkt., i lov om boligforhold, at »samme fortrinsret i ejendommen som ejendomsskatter« skal ændres til »pante- og fortrinsret i ejendommen«.

Forslaget er en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet det alene er henvisningen til kommunale ejendomsskatter, som vil skulle udgå, mens angivelsen af fortrinsretten består med den sproglige justering, at panteret tilføjes.

Til nr. 2

Det fremgår af § 35, stk. 1, i lov om boligforhold, at såfremt hverken lejeindtægten eller opfyldelse i henhold til § 34, stk. 2, er tilstrækkelig til at dække udgifterne ved påbudte arbejder til ejendommens vedligeholdelse og opretning eller udgifterne til foranstaltninger som nævnt i § 34, stk. 5 og 6, kan administratoren på ejerens vegne optage lån hertil og som sikkerhed for lånet lade tinglyse pant i ejendommen med fortrinsret efter ejendomsskatter, men uden personlig hæftelse.

Det fremgår af § 39, stk. 1, i lov om boligforhold, at som sikkerhed for lån efter samme lovs § 37 lader kommunalbestyrelsen tinglyse pant i ejendommen med fortrinsret efter ejendomsskatter, men uden personlig hæftelse.

Det fremgår af § 69, stk. 5, 1. pkt., i lov om boligforhold, at såfremt udlejeren ikke deponerer eller stiller sikkerhed efter § 65, stk. 2, kan Grundejernes Investeringsfond til dækning af udgifterne ved arbejdernes udførelse yde udlejeren et lån og som sikkerhed for lånet lade tinglyse pant i ejendommen med fortrinsret efter ejendomsskatter, men uden personlig hæftelse.

§ 69, stk. 5, omhandler tilfælde, hvor udlejeren enten bestrider, at Grundejernes Investeringsfond har været berettiget til at udføre arbejderne efter stk. 1 eller udgifternes rimelighed. Udlejeren kan i disse tilfælde vælge at deponere beløbet, eller efter aftale med fonden stille sikkerhed for beløbets betaling.

Fælles for de tre bestemmelser er, at der kan tinglyses pant i ejendommen med fortrinsret efter ejendomsskatter. Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panterettighederne indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunerne opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse, hvis der fortsat er midler fra salget efter, at fordringer med fortrinsret er indfriet.

Det følger af de foreslåede ændringer af § 35, stk. 1 , § 39, stk. 1 , og § 69 , stk. 5, 1. pkt., i lov om boligforhold, at »efter ejendomsskatter« skal ændres til »umiddelbart forud for pantefordringer uden fortrinsret«.

Det foreslåede vil indebære, at krav tillagt pante- og fortrinsret efter disse bestemmelser fortsat skal dækkes forud for pantefordringer uden fortrinsret.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til ejendomsskatter vil skulle ændres til umiddelbart forud for pantefordringer uden fortrinsret.

Til nr. 3

Det følger af § 59, stk. 6, 2. pkt., i lov om boligforhold, at Grundejernes Investeringsfond har pant og fortrinsret i den pågældende ejendom efter ejendomsskatter for forfaldne beløb til den bindingspligtige vedligeholdelseskonto efter § 120 i lov om leje.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de manglende indbetalinger før alle andre fordringer uden fortrinsret, der hæfter på ejendommen. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed manglende indbetalinger før alle andre fordringer uden fortrinsret. Grundejernes Investeringsfond opnår dermed fuld dækning af de manglende indbetalinger i tilfælde af inddrivelse, hvis der fortsat er midler fra salget efter, at foranstående fordringer er indfriet.

Det følger af den foreslåede ændring i § 59 , stk. 6, 2. pkt., at »pant og fortrinsret i den pågældende ejendom efter ejendomsskatter« skal ændres til »pante- og fortrinsret i den pågældende ejendom umiddelbart forud for pantefordringer uden fortrinsret«.

Det foreslåede vil indebære, at krav tillagt pante- og fortrinsret efter denne bestemmelse fortsat skal dækkes forud for pantefordringer uden fortrinsret.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til ejendomsskatter vil skulle ændres til umiddelbart forud for pantefordringer uden fortrinsret.

Kilde

§ 25

Det fremgår af § 15, stk. 2, i lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v., at kommunalbestyrelsen, når et i medfør af § 15, stk. 1 meddelt påbud ikke efterkommes, kan gennemføre brandsikring på ejerens bekostning. Har ejeren ikke overholdt pligten til indberetning efter § 7, stk. 1, træffer boligtilsynet beslutning efter § 7, stk. 2 eller 3, og kommunalbestyrelsen foretager derefter det fornødne på ejerens bekostning. Beløbet har samme fortrinsret som kommunale ejendomsskatter. Det bemærkes, at panteretten er en integreret del af fortrinsretten, hvorfor panteretten ikke er nævnt direkte i lovteksten. Bestemmelserne i kapitel III om finansiering af udgifterne til brandsikring finder tilsvarende anvendelse.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunen opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det foreslås, at § 15, stk. 2, 3. pkt. , i lov om brandsikring af ældre beboelsesbygninger m.v. ændres, så »samme fortrinsret som kommunale ejendomsskatter« ændres til »pante- og fortrinsret«.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter vil skulle udgå, mens angivelsen af fortrinsretten vil skulle bestå med den sproglige justering, at panteret tilføjes.

Kilde

§ 26

Det er i byfornyelseslovens § 99, stk. 1, fastsat, at beløb, som kommunalbestyrelsen har udredt forskudsvis i henhold til § 75 a, stk. 4, nr. 1, om påbudte foranstaltninger, der udføres for ejerens regning, § 76, stk. 10, om ryddeliggørelse af kondemnerede boliger eller opholdsrum, § 77, stk. 8, om påbud om afspærring, nødvendige foranstaltninger til at sikre, at ejendommen ikke tages i besiddelse af uvedkommende, eller nedrivning og § 80 a, stk. 4, om genhusning, som udføres for ejerens regning, har samme fortrinsret som kommunale ejendomsskatter. Det bemærkes, at panteretten er en integreret del af fortrinsretten, hvorfor panteretten ikke er nævnt direkte i lovteksten.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunen opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af byfornyelseslovens § 99, stk. 1, at »samme fortrinsret som kommunale ejendomsskatter« skal ændres til »pante- og fortrinsret«.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter vil skulle udgå, mens angivelsen af fortrinsretten vil skulle bestå med den sproglige justering, at panteret tilføjes.

Kilde

§ 27

Det er i byggelovens § 29 fastsat, at gebyrer som nævnt i § 28, stk. 1 og 4, beløb, som kommunalbestyrelsen i henhold til loven har udredet forskudsvis, og beløb, som kommunalbestyrelsen i henhold til § 18, stk. 2, § 18 A, stk. 2, eller § 14, jf. § 17, stk. 3, har udredet forskudsvis, har samme fortrinsret i ejendommen som kommunale ejendomsskatter. Fortrinsretten for beløb, der er udredet forskudsvis, skal tinglyses på ejendommen. Tinglysningen er dog uden betydning for fortrinsrettens gyldighed. Det bemærkes, at panteretten er en integreret del af fortrinsretten, hvorfor panteretten ikke er nævnt direkte i lovteksten.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunen opnår dermed fuld dækning af gebyrer og de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af byggelovens § 29, 1. pkt., at »samme fortrinsret i ejendommen som kommunale ejendomsskatter« skal ændres til »pante- og fortrinsret i ejendommen«.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter vil skulle udgå, mens angivelsen af fortrinsretten vil skulle bestå med den sproglige justering, at panteret tilføjes.

Kilde

§ 28

Til nr. 1

Det foreslås, at titlen på lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af regioner og kommuner (gebyrloven), ændres til »lov om gebyrer og morarenter vedrørende visse ydelser, der opkræves af regioner og kommuner, og om opkrævning af ejendomsbidrag (gebyrloven)«.

Med lovforslagets § 28, nr. 3, foreslås der med § 4, stk. 1, i gebyrloven indsat en ny bestemmelse om opkrævning af kommunale ejendomsbidrag, der vedrører fast ejendom. Gebyrloven vil således ikke længere alene omhandle renter og gebyr, og titlen foreslås ændret, så den afspejler denne udvidelse af lovens anvendelsesområde.

Til nr. 2

Af gebyrlovens § 3 fremgår, at kommunalbestyrelsen og regionsrådet kan bestemme, at der ved for sen betaling af ydelser, der opkræves af myndigheden, og som i lovgivningen er tillagt udpantningsret, skal betales en rente, der udgør 1 pct. pr påbegyndt måned fra kravets forfaldsdato at regne. Renten tilfalder den myndighed, der opkræver ydelsen.

Det foreslås, at der i gebyrlovens § 3, 1. pkt., foretages den ændring, at der efter »regne« indsættes », jf. dog § 4«.

Forslaget er en konsekvensændring som følge af forslaget i lovforslagets § 28, nr. 3, om med en ny bestemmelse, § 4 i gebyrloven, at indføre en særregel om forrentningen af ejendomsbidrag.

Konsekvensændringen indebærer, at den foreslåede nye særregel i gebyrlovens § 4 fortrænger den almindelige bestemmelse om morarenter i gebyrlovens § 3.

Til nr. 3

Det fremgår af § 27, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, at grundskyld og dækningsafgift opkræves i to eller flere lige store rater efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse med forfaldstid den 1. i de måneder, som kommunalbestyrelsen bestemmer.

I den kommunale opkrævningspraksis inkluderes en række ejendomsbidrag i den ejendomsskattebillet, der anvendes til opkrævningen efter § 27, stk. 1, 1. pkt. De typiske ejendomsbidrag er udgiften til rottebekæmpelse, renovation og skorstensfejning.

Af § 18, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse fremgår således, at der i regler fastsat i medfør af § 16 og § 17 kan fastsættes regler om kommunalbestyrelsens adgang til at opkræve gebyrer og til at vedtage forskrifter om de omtalte forhold. Af § 17, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrelsen har ansvaret for gennemførelsen af en effektiv rottebekæmpelse, og efter stk. 3 fastsætter miljøministeren regler om rottebekæmpelse, herunder om kommunalbestyrelsens opgaver efter stk. 1. Dette er sket i bekendtgørelse nr. 2307 af 6. december 2021 om forebyggelse og bekæmpelse af rotter, hvor det af § 52, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at der skal opkræves gebyr til dækning af omkostningerne ved den kommunale rottebekæmpelse. I stk. 2 er det bestemt, at gebyret pålægges samtlige faste ejendomme i kommunen og opkræves som en andel af ejendomsværdien. Gebyret for 2022 beregnes på grundlag af den seneste almindelige vurdering eller omvurdering, som er offentliggjort senest den 31. august 2021. For nyopståede ejendomme beregnes gebyret på grundlag af den senest offentliggjorte vurdering. I stk. 3 er det bestemt, at kommunalbestyrelsen for hvert regnskabsår fastsætter de nærmere bestemmelser om gebyrets størrelse. Af stk. 4 fremgår, at gebyret kan opkræves sammen med de kommunale ejendomsskatter. Kommunalbestyrelsen kan ikke meddele dispensation for betaling af gebyret.

Efter § 45, stk. 1, i lov om miljøbeskyttelse forestår kommunalbestyrelsen håndteringen af affald, medmindre andet er fastsat i loven eller i regler udstedt i medfør af loven. Efter § 48, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen fastsætte gebyrer til dækning af udgifter til bl.a. planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, jf. dog § 50 a, og efter § 48, stk. 3, 1. pkt., skal der fastsættes særskilt gebyr for hver affaldsordning baseret på de udgifter, som er opgjort i kommunalbestyrelsens regnskab. Efter stk. 4 kan miljøministeren fastsætte regler om principper for fastsættelse og opkrævning af gebyrer, herunder regler om fritagelse og om dokumentation for gebyrets sammensætning, mens det i stk. 6 er bestemt, at gebyrer efter stk. 1, for så vidt angår husholdninger, skal opkræves hos den, der har tinglyst adkomst på ejendommen. Beløbene har samme fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter. Bemyndigelsen i stk. 4 er udmøntet i bekendtgørelse nr. 938 af 20. juni 2022 om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v., hvis kapitel 5 har titlen »Principper for kommunalbestyrelsens fastsættelse og opkrævning af gebyrer«.

I byggelovens § 28, stk. 4, er det bestemt, at transport- og bygningsministeren kan fastsætte nærmere regler om gebyrer for de foranstaltninger, der iværksættes efter regler fastsat i medfør af § 4 A, § 6, stk. 3, og § 15. Efter § 15 kan transport- og bygningsministeren fastsætte nærmere regler om rensning af skorstene og røgkanaler samt om eftersyn i bygninger, hvori der er indrettet ildsteder. Der kan tillige fastsættes regler for, hvem der kan forestå arbejdet og de pågældendes ansættelsesforhold, arbejdets tilrettelæggelse, samt hvorledes der skal reageres ved konstaterede mangler ved en ejendom. Bemyndigelsen er udmøntet i bekendtgørelse nr. 541 af 22. maj 2017 om brandværnsforanstaltninger for aftrækssystemer og fyringsanlæg (skorstensfejerbekendtgørelsen), hvor det af § 23, stk. 1, fremgår, at kommunalbestyrelsen kan beslutte, at husejerne skal betale gebyr for lovpligtigt skorstensfejerarbejde. Kommunalbestyrelsen fastsætter beregningsmåden for gebyrerne, gebyrstørrelsen og forfaldstid. Efter kommunalbestyrelsens beslutning kan gebyrerne opkræves sammen med de kommunale ejendomsskatter. Af stk. 2, 2. pkt., fremgår, at gebyrerne har samme fortrinsret i ejendommen som kommunale ejendomsskatter, men fortrinsretten for beløb, der er udredet forskudsvis, skal ifølge 3. pkt. tinglyses på ejendommen. Tinglysningen er dog uden betydning for fortrinsrettens gyldighed, jf. 4 pkt.

Ud over de ovenfor nævnte ejendomsbidrag opkræves over ejendomsskattebilletten også ejendomsbidrag i form af bidrag til regulering og vedligeholdelse af offentlige vandløb og bidrag til offentlige pumpelag og landvindingslag, jf. § 65, stk. 3, i lov om vandløb, bidrag vedrørende digelag, kystsikringslag eller kystbeskyttelseslag, jf. § 13 i lov om kystbeskyttelse m.v., administrationsgebyr for jord (over for husholdninger), jf. § 15, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 938 af 20. juni 2022 om affaldsregulativer, -gebyrer og -aktører m.v., og vejbidrag (vejbelysning, oprensning af grøfter, fortov og gadefejning), jf. § 3, stk. 1, nr. 9, og §§ 26 ff. i lov om offentlige veje samt gebyrer for kommunens opgave vedrørende vedligeholdelse af private fællesarealer, vejbelysning, snerydning og saltning, jf. §§ 6 ff. og kapitel 12 i lov om private fællesveje. Lov om private fællesveje indeholder i § 89, stk. 2, en bemyndigelse for transportministeren til at fastsætte regler om gebyrer til helt eller delvis dækning af kommunernes omkostninger ved behandling af ansøgninger i henhold til loven, men ses derudover ikke at indeholde nogen regulering af kommunernes adgang til at opkræve gebyr for de opgaver, som kommunen i øvrigt udfører i medfør af loven. Det antages dog, at der efter den på uskrevne retsgrundsætninger baserede kommunalfuldmagt består en adgang for kommunerne til at opkræve gebyrer, såfremt disse beløbsmæssigt svarer til de udgifter, som en given opgave påfører kommunen.

Det foreslås, at der med gebyrlovens § 4, stk. 1, 1. pkt., indsættes en ny bestemmelse, hvorefter ejendomsbidrag, jf. stk. 2, opkræves i en eller to lige store rater efter kommunalbestyrelsens nærmere bestemmelse med forfaldstid den 1. i de måneder, som kommunalbestyrelsen bestemmer.

Den foreslåede bestemmelse er baseret på § 27, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, idet der dog foreslås den ændring, at opkrævningen af de ejendomsbidrag, der er omfattet af stk. 2, ikke skal ske i to eller flere lige store rater, men i en eller to lige store rater. Ændringen foreslås af hensyn til kommuner, der over ejendomsskattebilletten alene opkræver rottegebyr, således at disse kan nøjes med at opkræve én rate i f.eks. januar eller februar måned hvert år.

En række ejendomsrelaterede udgifter opkræves ikke over ejendomsskattebilletten. Det drejer sig bl.a. om gebyr for udstedelse af byggetilladelse, jf. byggelovens § 28, stk. 7. Det er tanken, at sådanne udgifter, der ikke kendetegnes af den periodicitet, der kendetegner rottebekæmpelsesgebyr m.v., idet de i stedet udspringer af enkeltstående, konkrete situationer, ikke skal omfattes af den foreslåede opkrævningsbestemmelse. De ejendomsbidrag, der foreslås omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, 1. pkt., i gebyrloven, er de ejendomsbidrag, der fremgår af den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, 3. pkt., jf. nedenfor.

Som det fremgår ovenfor om gældende ret, findes der i dag i flere bestemmelser, der foreskriver, at ejendomsbidrag opkræves sammen med de kommunale ejendomsskatter. Disse bestemmelser vil skulle ophæves, da kommunerne fra og med den 1. januar 2024 ikke længere opkræver ejendomsskatter, og den foreslåede bestemmelse i gebyrlovens § 4, stk. 1, 1. pkt., vil i stedet regulere opkrævningen af ejendomsbidrag.

Det foreslås, at der med gebyrlovens § 4, stk. 1, 2. pkt., indsættes en ny bestemmelse, hvorefter kommunalbestyrelsen skal fastsætte den sidste rettidige betalingsdag, der skal ligge senest 15 dage fra forfaldsdagen.

Forslaget indebærer, at det vil være op til hver enkelt kommune selv at fastsætte, hvornår betaling af det ejendomsbidrag, som kommunen opkræver, senest vil skulle ske. Betalingsfristen skal blot ikke ligge senere end 15 dage fra forfaldsdagen, som vil være den 1. i betalingsmåneden, jf. ovenfor om forslaget i 1. pkt.

Allerede i dag gælder, at § 2, stk. 3, 2. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, hvorefter fordringshaveren eller den, der på vegne af fordringshaveren opkræver fordringen, på skyldnerens anmodning kan tillade afdragsvis betaling eller henstand med betalingen, finder anvendelse på de fortrinsberettigede kommunale fordringer, jf. § 1 a, stk. 2, 3. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, og denne bestemmelse vil også finde anvendelse på de ejendomsbidrag, der foreslås opkrævet efter den foreslåede bestemmelse i gebyrlovens § 4, stk. 1.

Det foreslås, at der med gebyrlovens § 4, stk. 1, 3. pkt., indsættes en bestemmelse, hvorefter stiftelsesdatoen for et ejendomsbidrag er den 1. januar i det år, det vedrører.

Forslaget skyldes, at restanceinddrivelsesmyndigheden i tilfælde af en overdragelse af ejendomsbidrag til restanceinddrivelsesmyndigheden med henblik på inddrivelse har brug for sikre stamdata om bl.a. stiftelsesdatoen for fordringen, og det findes hensigtsmæssigt at anse den 1. januar i det pågældende år som stiftelsesdato for ejendomsbidrag.

Det foreslås, at der med gebyrlovens § 4, stk. 2, indsættes en bestemmelse, der bestemmer, at som ejendomsbidrag anses følgende krav:

Gebyr for lovpligtigt skorstensfejerarbejde og for brandpræventivt tilsyn.
Gebyr vedrørende affaldsordninger m.v. (renovation) og vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af jordforurening (husholdninger).
Gebyr til dækning af omkostningerne ved den kommunale rottebekæmpelse.
Bidrag til regulering og vedligeholdelse af offentlige vandløb og bidrag til offentlige pumpelag og landvindingslag.
Bidrag vedrørende digelag, kystsikringslag og kystbeskyttelseslag.
Vejbidrag efter lov om offentlige veje m.v. og gebyrer efter lov om private fællesveje for kommunens opgave vedrørende vedligeholdelse af private fællesarealer, vejbelysning, snerydning og saltning.

Oplistningen i nr. 1-6 omfatter de ejendomsrelaterede krav, der allerede i dag opkræves over ejendomsskattebilletten sammen med de kommunale ejendomsskatter, jf. ovenfor om den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, 1. pkt.

Det fremgår af § 27 A i lov om kommunal ejendomsskat, at bestemmelsen i § 27, stk. 5, også gælder for forrentning af øvrige betalinger, der vedrører ejendommen, og som opkræves sammen med de kommunale ejendomsskatter.

Det følger af § 27, stk. 5, i lov om kommunal ejendomsskat, at sker betaling ikke senest på en af kommunalbestyrelsen fastsat dato efter forfaldsdagen, er kommunalbestyrelsen berettiget til at fordre skattebeløbet forrentet fra forfaldsdagen med en rente i henhold til § 7, stk. 2, i lov om opkrævning af skatter og afgifter m.v. med tillæg af 0,4 procentpoint for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker.

Det foreslås, at der i gebyrlovens § 4, stk. 3, indsættes en ny bestemmelse, der fastsætter, at sker betaling af ejendomsbidrag ikke senest på den af kommunalbestyrelsen fastsatte sidste rettidige betalingsdag, vil kommunalbestyrelsen være berettiget til at fordre beløbet forrentet fra forfaldsdagen med en rente i henhold til opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker.

Forfaldsdagen vil være den 1. i betalingsmåneden, jf. den foreslåede bestemmelse i gebyrlovens § 4, stk. 1, 1. pkt., mens det ifølge den foreslåede bestemmelse i § 4, stk. 1, 2. pkt., vil være op til kommunalbestyrelsen at fastsætte, hvilken dag der skal være den sidste rettidige betalingsdag. Bestemmelsen giver mulighed for, at der ved for sen betaling kan fastsættes en pligt til at betale en rente ud fra den i stk. 3 nævnte rentesats med virkning fra kravets forfaldsdato samt herefter for hver efterfølgende påbegyndt måned regnet fra forfaldsdatoen. Dette er i overensstemmelse med Indenrigs- og Sundhedsministeriets praksis vedrørende gebyrlovens § 3, jf. det tidligere Social- og Indenrigsministeries udtalelse af 15. september 2020, gengivet i det tidligere Indenrigs- og Boligministeries resumédatabase 20.8.3.

Det er alene af det skyldige beløb, der kan beregnes morarenter. Der kan ikke beregnes morarenter af de efterfølgende pålagte morarenter. Dette resultat er i overensstemmelse med Indenrigs- og Sundhedsministeriets praksis vedrørende gebyrlovens § 3, jf. det tidligere Indenrigs- og Sundhedsministeries udtalelse af 17. januar 2002, gengivet i det tidligere Indenrigs- og Boligministeries resumédatabase 02.8.14. Resultatet er også i overensstemmelse med, at Højesteret i en dom, optrykt i Ugeskrift for Retsvæsen 1990, side 386, har fundet, at det måtte anses for forudsat ved indførelsen af renteloven, at der ikke i almindelighed kunne kræves morarenter af morarenter, og at der i denne sag ikke fandtes sådanne særlige omstændigheder, at der burde gøres undtagelse fra hovedreglen.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorefter det bl.a. foreslås at ophæve lov om kommunal ejendomsskat fra den 1. januar 2024. Dette medfører, at den gældende rentebestemmelse i § 27 A i lov om kommunal ejendomsskat ophæves. Med den foreslåede bestemmelse vil ejendomsbidrag fra og med den 1. januar 2024 fortsat skulle forrentes på samme måde som i dag.

Kilde

§ 29

Til nr. 1

Det fremgår af § 2, stk. 1-6, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud, at udligningen af beskatningsgrundlag opgøres på baggrund af indenrigs- og sundhedsministerens skøn for de afgiftspligtige grundværdier. Skønnet har i 2021-2023 været baseret på det samme foreløbige skøn fra Skatteministeriet som det, der blev anvendt til fastsættelsen af bloktilskuddet i 2021-2023.

Det foreslås, at der indsættes som § 2, stk. 7, at indenrigs- og sundhedsministeren til de kommuner, som har et beregnet byrdefordelingsmæssigt tab i tilskudsårene 2021-2023 som følge af det nye ejendomsvurderingssystem, kan yde et tilskud svarende til de enkelte kommuners beregnede tab.

Det foreslås, at der indsættes som stk. 8, at indenrigs- og sundhedsministeren fra de kommuner, som i tilskudsårene 2021-2023 har en beregnet byrdefordelingsmæssig gevinst som følge af det nye ejendomsvurderingssystem, kan opkræve et bidrag svarende til de enkelte kommuners beregnede gevinst.

Det foreslås, at der indsættes som stk. 9, at de beregnede byrdefordelingsmæssige tab og gevinster efter stk. 7 og 8 opgøres én gang for alle af indenrigs- og sundhedsministeren på baggrund af de afgiftspligtige grundværdier for tilskudsårene 2021-2023 under henholdsvis et scenarium med det nye ejendomsvurderingssystem og i et basisscenarium uden et nyt ejendomsvurderingssystem.

Det foreslåede vil medføre, at der etableres en neutraliseringsordning, hvorefter der sker fuld neutralisering af tab og gevinster for kommunerne i 2021-2023 ved indførelse af et nyt ejendomsvurderingssystem.

Opgørelsen af tab og gevinster forudsættes at tage udgangspunkt i, at der samtidig sker en endelig regulering af statens tilskud til kommunerne i 2021-2023 for det samlede provenu fra grundskyld, når de nye vurderinger er udsendte. Opgørelsen inddrager kommunernes provenu fra grundskyld baseret på Skatteministeriets opgørelser, betydningen for statens tilskud til kommunerne samt betydningen for udligning af beskatningsgrundlag.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Til nr. 2

Det fremgår af § 23, stk. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at kommuner, hvis provenu pr. indbygger af skat af aktieselskaber m.v., jf. § 11 i lov om kommunal indkomstskat, fratrukket nedslagsbeløb efter stk. 3, er højere end landsgennemsnittet pr. indbygger, yder et årligt tilskud til de kommuner, hvis provenu pr. indbygger af skat af aktieselskaber m.v. er lavere end landsgennemsnittet.

Det fremgår af § 24, stk. 2, 1. pkt., i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at for de kommuner, der har valgt at budgettere med det statsgaranterede udskrivningsgrundlag, jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat, afregnes tilskud og bidrag efter denne lov på grundlag af en af social- og indenrigsministeren udmeldt samlet beregning for tilskudsåret.

Det fremgår af § 24, stk. 3, 1. pkt., i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at for de kommuner, der har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget (selvbudgettering), jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat, foretages der i tilskudsåret en foreløbig afregning af tilskud og bidrag efter denne lov, jf. stk. 4-6.

Det fremgår af § 27, stk. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at det beskatningsgrundlag, der indgår i beregning af tilskud og bidrag for tilskudsåret efter denne lov, jf. §§ 2 og 14, opgøres på grundlag af det udskrivningsgrundlag, kommunerne budgetterer med for tilskudsåret, jf. § 7 i lov om kommunal indkomstskat, og Social- og Indenrigsministeriets skøn over de afgiftspligtige grundværdier i kommunen.

Det fremgår af § 27, stk. 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at det endeligt opgjorte beskatningsgrundlag for en kommune, jf. § 24, stk. 7, opgøres på grundlag af det provenu af indkomstskat for tilskudsåret, som indgår ved beregning af efterregulering af kommunal indkomstskat, jf. § 16, stk. 2, i lov om kommunal indkomstskat, divideret med kommunens udskrivningsprocent for tilskudsåret tillagt en af social- og indenrigsministeren fastsat andel af de afgiftspligtige grundværdier, jf. § 26 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

Det fremgår af § 35, stk. 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at tilskud og bidrag efter denne lov bortset fra tilskud efter § 16 afregnes sammen med afregning af indkomstskat til kommunerne efter lov om kommunal indkomstskat, således at tilskud og bidrag efter denne lov tillægges henholdsvis fratrækkes indkomstskattebeløbet til kommunerne.

Det foreslås, at § 23, stk. 1, § 24, stk. 2, 1. pkt., og stk. 3, 1. pkt., § 27, stk. 1 og 2, og § 35, stk. 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner ændres, så der efter »lov om kommunal indkomstskat« indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Til nr. 3

I henhold til § 23 b i lov om kommunal udligning og generelle tilskud ydes der et tilskud til de kommuner hvor udviklingen i ledigheden for forsikrede ledige overstiger udviklingen i landsdelen tillagt 3 procentpoint. I fastsættelsen af tilskuddet foretages der et fradrag på 0,01 pct. af kommunens budgetterede beskatningsgrundlag for tilskudsåret, jf. § 23 b, stk. 2, 2. pkt.

Det foreslås, at § 23 b, stk. 2, 2. pkt., ændres således, at fastsættelsen af fradraget ændres fra 0,01 pct. af »kommunens budgetterede beskatningsgrundlag for tilskudsåret« til 0,01 pct. af »kommunens beskatningsgrundlag, som ligger til grund for de udmeldte udligningsbeløb til afregning i tilskudsåret efter § 24, stk. 2«.

Med den foreslåede ændring vil fradraget på 0,01 pct. af kommunens beskatningsgrundlag blive beregnet af kommunens beskatningsgrundlag som udmeldt af indenrigs- og sundhedsministeren for tilskudsåret senest 1. juli i året før tilskudsåret og ikke som efter gældende regler af kommunens budgetterede beskatningsgrundlag. Dermed vil kommunens valg af budgetteringsmetode, herunder den øgede usikkerhed i kommunernes budgettering af grundværdierne, ikke få betydning for kommunen i forhold til tilskudsordningen.

Til nr. 4

Det fremgår af § 23 c, stk. 1, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner, at kommuner, hvis provenu pr. indbygger af dækningsafgift på offentlige ejendomme, jf. § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat, er højere end landsgennemsnittet pr. indbygger, årligt yder et tilskud til de kommuner, hvis provenu pr. indbygger af dækningsafgift på offentlige ejendomme, jf. § 23, stk. 1, 1. pkt., er lavere end landsgennemsnittet pr. indbygger.

Det foreslås, at § 23 c, stk. 1, ændres, så »§ 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat« to steder ændres til »ejendomsskattelovens § 11, stk. 1«.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvorved det bl.a. foreslås at ophæve lov om kommunal ejendomsskat og at videreføre § 23, stk. 1, 1. pkt., i lov om kommunal ejendomsskat i den nye ejendomsskattelovs § 11, stk. 1.

Til nr. 5

Det fremgår af § 24, stk. 4, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud, at der beregnes en foreløbig afregning for de kommuner, som har valgt selvbudgettering. I beregningen af den foreløbige afregning indgår kommunens beskatningsgrundlag opgjort på baggrund af det udskrivningsgrundlag og de afgiftspligtige grundværdier, som kommunen har lagt til grund for budgettet.

Det foreslås, at der indsættes i § 24, stk. 4, nr. 1, 2. pkt. , at for tilskudsårene 2024-2028 vil kommunernes beskatningsgrundlag blive beregnet på baggrund af det udskrivningsgrundlag, som kommunen har lagt til grund for budgettet, og de beregningstekniske grundværdier, som ligger til grund for de udmeldte udligningsbeløb til afregning i tilskudsåret efter stk. 2.

Det foreslåede vil medføre, at den foreløbige afregning af tilskud og udligning for selvbudgetterende kommuner i 2024-2028 vil blive baseret på beregningstekniske grundværdier fra den årlige tilskudsudmelding og ikke kommunens eget skøn for de afgiftspligtige grundværdier.

Baggrunden for ændringen er, at selvbudgettering indebærer en ekstra usikkerhed for den foreløbige afregning for kommunerne i denne periode, da de nye ejendomsvurderinger og tidspunktet for den fulde implementering fortsat ikke er endeligt kendte.

Til nr. 6

Det fremgår af § 24, stk. 7, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud, at der foretages en efterregulering af tilskuds- og udligningsbeløb for de kommuner, som har valgt selvbudgettering. Efter gældende regler beregnes efterreguleringen ud fra et endeligt opgjort beskatningsgrundlag, udgiftsbehov og indbyggertal for tilskudsåret.

Det foreslås, at der i § 24, stk. 7, indsættes som et nyt 3. pkt. således, at det endeligt opgjorte beskatningsgrundlag ved opgørelsen af efterreguleringen af tilskuds- og udligningsbeløb for tilskudsårene 2022 og 2023 vil blive fastsat på baggrund af de afgiftspligtige grundværdier for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme, som indgik i den foreløbige afregning.

Det foreslåede vil medføre, at efterreguleringen for de selvbudgetterende kommuner i tilskudsårene 2022 og 2023 baseres på de grundværdier, som lå til grund for den foreløbige afregning. Der kan således foretages en efterregulering af de selvbudgetterende kommuner for 2022 og 2023, selv om der endnu ikke måtte foreligge et endeligt skattegrundlag for grundskyld for disse år på tidspunktet for opgørelsen. Samtidig belastes selvbudgetterende kommuner ikke af den ekstra usikkerhed om grundværdierne for 2022 og 2023 som følge af de nye vurderinger i det nye ejendomsvurderingssystem, og som følge af at disse vurderinger endnu ikke er udsendte.

Det foreslås endvidere, at der i § 24, stk. 7, indsættes som et nyt 4. pkt. således, at ved opgørelsen af efterreguleringen af tilskuds- og udligningsbeløb for tilskudsårene 2024-2028 vil det endeligt opgjorte beskatningsgrundlag blive fastsat på baggrund af de beregningstekniske grundværdier for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme, som lå til grund for de udmeldte udligningsbeløb til afregning i tilskudsåret.

Det foreslåede vil betyde, at efterreguleringen for de selvbudgetterende kommuner i tilskudsårene 2024-2028 vil blive baseret på de beregningstekniske grundværdier, som også ligger til grund for den udmeldte udligningsberegning i tilskudsudmeldingen for det pågældende tilskudsår.

Med den foreslåede ændring tages der således højde for, at der til udligning af beskatningsgrundlaget for 2024-2028 skal anvendes et beregningsteknisk grundlag, som er afkoblet fra de grundværdier, der udskrives grundskyld af.

Til nr. 7

Efterreguleringen af tilskud og udligningen for de kommuner, der har valgt selvbudgettering for et givet år, eksempelvis 2016, opgøres i juni måned to år efter det pågældende år, dvs. 2018, og afregnes med kommunerne i de første tre måneder tre år efter det pågældende år, dvs. 2019.

Det er i § 24, stk. 7, 3. pkt., i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner fastsat, at ved opgørelsen af efterreguleringen af tilskuds- og udligningsbeløb for tilskudsåret 2016 fastsættes det endelige beskatningsgrundlag på baggrund af de afgiftspligtige grundværdier, som en reguleringsprocent i henhold til § 1, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat på 6,6 pct. i 2016 efter Skatteministeriets skøn ville have medført.

Reglen indebærer, at virkningerne af fastfrysningen af grundskylden for efterreguleringen af tilskud og udligning til de kommuner, der har valgt selvbudgettering for 2016, neutraliseres. Beregningen af tilskuds- og udligningsbeløb for 2016 bliver således for alle kommuner baseret på en reguleringsprocent på 6,6 pct., uanset om den enkelte kommune har valgt selvbudgettering eller ej.

Det er videre i § 24, stk. 7, 4. pkt., i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner fastsat, at ved opgørelsen af efterreguleringen af tilskuds- og udligningsbeløb for tilskudsåret 2017 fastsættes det endelige beskatningsgrundlag på baggrund af de afgiftspligtige grundværdier, som en reguleringsprocent i henhold til § 1, stk. 3, i lov om kommunal ejendomsskat på 5,5 pct. i 2017 efter Skatteministeriets skøn ville have medført.

Reglen indebærer, at virkningerne af fastfrysningen af grundskylden for efterreguleringen af tilskud og udligning til de kommuner, der har valgt selvbudgettering for 2017, neutraliseres. Beregningen af tilskuds- og udligningsbeløb for 2017 bliver således for alle kommuner baseret på en reguleringsprocent på 5,5 pct., uanset om den enkelte kommune har valgt selvbudgettering eller ej.

Det foreslås at ophæve § 24, stk. 7, 3. og 4. pkt., i lov om kommunal udligning og generelle tilskud til kommuner.

Det foreslåede vil ikke have materiel virkning, da reglerne vil have udtømt deres virkning i 2024.

Til nr. 8

Efter gældende regler fastsættes de afgiftspligtige grundværdier, som ligger til grund for den kommunale udligning af beskatningsgrundlag i henhold til § 2, stk. 1-6, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud ud fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets skøn i henhold til § 27, stk. 1. Beskatningsgrundlaget er defineret i § 26 som indkomstskatten divideret med udskrivningsprocenten tillagt en andel af de afgiftspligtige grundværdier for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme.

Det foreslås, at der i § 26, stk. 1, nr. 1, indsættes som 2. pkt. , at beskatningsgrundlaget for tilskudsårene 2024-2028 beregnes som provenuet fra kommunens indkomstskat divideret med udskrivningsprocenten og tillagt en af indenrigs- og sundhedsministeren fastsat andel af de beregningstekniske grundværdier i henhold til § 26, stk. 2, for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme.

Forslaget vil medføre, at definitionen for beskatningsgrundlag til brug for udligningen af beskatningsgrundlag i henhold til § 2, stk. 1-6, ændres. Udligningen af beskatningsgrundlag vil således ikke blive beregnet på grundlag af de afgiftspligtige grundværdier, men på grundlag af beregningstekniske grundværdier.

Med forslaget vil der ske en neutralisering af den udligningsmæssige virkning af afskaffelsen af stigningsbegrænsningen med virkning fra 2024. Neutraliseringen vil ske ved, at der fastsættes et udgangspunkt for udligningen af beskatningsgrundlaget for 2024, hvor den enkelte kommunes grundlag vil blive baseret på et beregningsteknisk grundlag fra Skatteministeriet, svarende til i en situation, hvor stigningsbegrænsningen på 2,8 pct. fortsat var gældende i 2024. Dette grundlag vil i årene 2025-2028 skulle fremskrives med den procentvise udvikling i grundlaget i hver enkelt kommune under det nye vurderingssystem og under nye boligskatteregler. Stigningstakten beregnes på baggrund af Skatteministeriets skøn for de afgiftspligtige grundværdier under det nye vurderingssystem og under nye boligskatteregler.

Med forslaget ændres definitionen for tilskudsårene 2024-2028, så beskatningsgrundlaget opgøres som udskrivningsgrundlaget for den kommunale indkomstskat tillagt en af indenrigs- og sundhedsministeren fast andel af de beregningstekniske grundværdier. De nævnte andele af de afgiftspligtige grundværdier beregnes efter gældende praksis som forholdet mellem den gennemsnitlige grundskyldspromille og den gennemsnitlige udskrivningsprocent. Andelene fremgår af de årlige bekendtgørelser om opgørelse og afregning af kommunal udligning og tilskud til kommunerne. Den gennemsnitlige grundskyldspromille beregnes som forholdet mellem det samlede provenu af grundskyld og de afgiftspligtige grundværdier for henholdsvis produktionsjord og andre ejendomme. Som følge af forslaget vil der årligt i perioden 2024-2028 blive fastsat en beregningsteknisk gennemsnitspromille på baggrund af forholdet mellem det samlede provenu af grundskyld og de beregningstekniske grundværdier, som bruges i udligningen ved tilskudsudmeldingen for det pågældende år.

Til nr. 9

Efter gældende regler fastsættes de afgiftspligtige grundværdier, som ligger til grund for den kommunale udligning af beskatningsgrundlag i henhold til § 2, stk. 1-6, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud ud fra Indenrigs- og Sundhedsministeriets skøn i henhold til § 27, stk. 1. Beskatningsgrundlaget er defineret i § 26 som indkomstskatten divideret med udskrivningsprocenten tillagt en andel af de afgiftspligtige grundværdier for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme.

Det foreslås, at der i § 26 indsættes som stk. 2 , at indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter de beregningstekniske grundværdier for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme til brug for udmeldingen af tilskud og udligning for tilskudsårene 2024-2028.

Det foreslås, at der i § 26 indsættes som stk. 3 , at de beregningstekniske grundværdier for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme for 2024 fastsættes i et scenarium, hvor stigningsbegrænsningen fortsat var gældende.

Den foreslåede ændring vil medføre, at de beregningstekniske grundværdier for 2024 vil blive fastsat på baggrund af Skatteministeriets skøn som de afgiftspligtige grundværdier gældende under forudsætning af, at stigningsbegrænsningen fortsat var gældende i 2024. De beregningstekniske grundværdier til brug for udligningen for 2024 vil blive fastsat én gang for alle.

Det foreslås, at der i § 26 indsættes som stk. 4 , at de beregningstekniske grundværdier for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme for 2025, 2026, 2027 og 2028 fastsættes som de beregningstekniske grundværdier for 2024 ganget med en stigningstakt for hver enkelt kommune. Denne stigningstakt beregnes som den procentvise ændring fra 2024 og til det pågældende tilskudsår i det seneste skøn for grundværdierne, som er afgiftspligtige efter den nye ejendomsskattelov.

Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 29, nr. 8.

Den foreslåede ændring vil medføre, at de beregningstekniske grundværdier til brug for udligningen for hvert af tilskudsårene 2025-2028 fastsættes som de beregningstekniske grundværdier, der er udmeldt for det foregående tilskudsår fremskrevet med et skøn for stigningstakten i de afgiftspligtige grundværdier i hver enkelt kommune. Skønnet for stigningstakten beregnes på baggrund af Skatteministeriets skøn for de afgiftspligtige grundværdier under det nye vurderingssystem og nye boligskatteregler. De beregningstekniske grundværdier for det pågældende tilskudsår vil blive fastsat én gang for alle.

Til nr. 10

Efter gældende regler fastlægges det beskatningsgrundlag, som indgår i beregningen af udligningen af beskatningsgrundlag efter §§ 2 og 14 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud, i § 27, stk. 1.

Det foreslås, at der i § 27, stk. 1 , ændres »§§ 2 og 14« til »§ 2, stk. 1-6, og § 14«, og »de afgiftspligtige grundværdier i kommunen« ændres til »grundværdier for henholdsvis produktionsjord og øvrige ejendomme i kommunen, jf. § 26.«

Med den foreslåede ændring præciseres det, at § 27, stk. 1, kun vedrører udligning af beskatningsgrundlag i henhold til § 2, stk. 1-6, som efter gældende regler.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 29, nr. 1, hvorved der indsættes nye bestemmelse i § 2, stk. 7-9, 14 i lov om kommunal udligning og generelle tilskud, som ikke vedrører reguleringen i § 27, stk. 1. Det er derfor specificeret, at § 27, stk. 1, kun vedrører § 2, stk. 1-6, som efter gældende regler.

Med forslaget vil der i bestemmelsen blive henvist til § 26, hvor definitionen af de anvendte grundværdier i beregningen af den enkelte kommunes beskatningsgrundlag til brug for udligningen fremgår.

Til nr. 11

Det fremgår af § 27, stk. 2, i lov om kommunal udligning og generelle tilskud, at det endeligt opgjorte beskatningsgrundlag for en kommune, som har valgt at budgettere med deres eget skøn over udskrivningsgrundlaget, opgøres på grundlag af det provenu af indkomstskat for tilskudsåret, som indgår ved beregning af efterregulering af kommunal indkomstskat, divideret med kommunens udskrivningsprocent for tilskudsåret tillagt en fastsat andel af de afgiftspligtige grundværdier, jf. § 26.

Det foreslås, at der i § 27, stk. 2, ændres »de afgiftspligtige grundværdier« til »grundværdier«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 29, nr. 8, hvorefter der for perioden for tilskudsårene 2024-2028 anvendes beregningstekniske grundværdier frem for afgiftspligtige grundværdier i beregningen af den enkelte kommunes beskatningsgrundlag til brug for udligningen.

Til nr. 12

I lov om kommunal udligning og generelle tilskud er der efter gældende regler ikke bestemmelser om neutraliseringsordningen efter lovforslagets § 29, nr. 1, eller stigningstakten i beskatningsgrundlaget i udligningen efter lovforslagets § 29, nr. 9, og således heller ikke en tilhørende bestemmelse om endelig opgørelse heraf.

Det foreslås, at der i § 30 indsættes som stk. 2 , at indenrigs- og sundhedsministeren kan foretage en endelige opgørelse af neutraliseringsordningen for 2021-2023 i henhold til § 2, stk. 7-9, og udmelde resultatet til kommunerne.

Det foreslås endvidere, at der i § 30 indsættes som stk. 3 , at indenrigs- og sundhedsministeren kan fastsætte den nærmere opgørelse af stigningstakten i perioden 2025-2028 i henhold til § 26, stk. 4.

De foreslåede to nye bestemmelser vil medføre, at indenrigs- og sundhedsministeren vil have mulighed for at foretage en endelig opgørelse af neutraliseringsordningen for 2021-2023 samt at fastsætte opgørelsen af stigningstakten for beskatningsgrundlaget i udligningen for perioden 2025-2028.

Det forudsættes, at det forud for de årlige forhandlinger om kommunernes økonomi mellem regeringen og KL drøftes status for grundlaget for en endelig opgørelse. Når der er enighed om, at et tilstrækkeligt grundlag er til stede for en endelig opgørelse, vil en regulering af statens tilskud til kommunerne under ét for 2021-2023 kunne fastsættes på det efterfølgende bloktilskudsaktstykke. Neutraliseringsordningen vil på den baggrund kunne beregnes af Indenrigs- og Sundhedsministeriet med henblik på, at opgørelsen udmeldes til kommunerne sammen med de øvrige generelle tilskud og udligning pr. 1. juli.

Kilde

§ 30

Til nr. 1

Efter § 5 i lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning opgøres provenuændringen vedrørende en kommunes grundskyld som kommunens afgiftspligtige grundværdier ganget med ændringen i grundskyldspromillen. Ændringer i promillen opgøres som forskellen mellem kommunens grundskyldspromille for indkomståret og den tilsvarende grundskyldspromille for det foregående år.

Det foreslås, at der i § 5, stk. 6, indsættes, at kommunens provenuændring vedrørende grundskyld for øvrige ejendomme for 2024 vil blive opgjort som forskellen mellem kommunens grundskyldspromille for 2024 og det lovfastsatte loft for grundskyldspromillen i bilag 1 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Det forslåede vil medføre, at en kommunes provenuændring vedrørende grundskyld for øvrige ejendomme for 2024 vil blive opgjort i forhold til loftet for grundskyldpromillen i bilag 1 i det samtidig fremsatte lovforslag til ny ejendomsskattelov i stedet for i forhold til grundskyldspromillen for øvrige ejendomme for 2023.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Til nr. 2

Efter § 6 stk. 5, i lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning blev provenuændringen for 2022 som følge af ændringer i promillen for udskrivning af dækningsafgift af erhvervsejendomme opgjort som kommunens budgetterede forskelsværdi for erhvervsejendomme i budget 2021 pr. 15. oktober 2020 ganget med ændringen i promillen. Ændringen i promillen for udskrivning af dækningsafgift af erhvervsejendomme blev opgjort som forskellen mellem den af kommunen pr. 15. oktober 2021 budgetterede promille for udskrivning af dækningsafgift af erhvervsejendomme for 2022 og den tilsvarende promille for 2021.

Det foreslås at ophæve § 6, stk. 5, i lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning.

Det foreslåede vil ikke have materiel virkning, da reglen vil have udtømt dens virkning i 2024.

Til nr. 3

Efter § 8 i lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning vil de kommuner, der fra og med budgetåret 2021 har sat skatten ned og optjent frit lejde, senere kunne forhøje skatten tilsvarende uden at blive omfattet af en individuel nedsættelse af statstilskuddet.

Frit lejde opgøres på baggrund af skatteændringer fra og med budgetåret 2021 og for alle tre skattearter – indkomstskat, grundskyld og dækningsafgift – under ét. Det frie lejde er konkret beregnet som den aktuelle nettoprovenuvirkning af den tidligere samlede skattenedsættelse for perioden, og det sker ved at gange ændringen i satserne på det aktuelle grundlag.

Det foreslås i § 8, stk. 4, at de lovfastsatte kommunespecifikke lofter for grundskyldspromiller, jf. bilag 1 i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, fra budgetåret 2024 og frem vil skulle anvendes til beregning af frit lejde optjent fra nedsættelser af grundskyldspromillen for øvrige ejendomme.

Det forslåede vil medføre, at frit lejde optjent fra nedsættelser af grundskyldspromillen for øvrige ejendomme beregnes ud fra loftet for grundskyldspromillen i bilag 1 i det samtidig fremsatte lovforslag til ny ejendomsskattelov i stedet for i forhold til kommunens grundskyldspromille for øvrige ejendomme for 2020.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Kilde

§ 31

Til nr. 1

Det er i miljøbeskyttelseslovens § 17, stk. 5, fastsat, at kommunalbestyrelsen kan lade foranstaltninger som nævnt i § 17, stk. 2, eller i regler fastsat efter § 17, stk. 3, udføre for den ansvarliges regning, jf. § 69, stk. 1, nr. 4, og § 70. Ligeledes er det i § 18, stk. 3, fastsat, at gebyrer, der opkræves til dækning af omkostninger ved den kommunale rottebekæmpelse, hæfter på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter. De herved afholdte udgifter hæfter på vedkommende ejendom med fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter. Det bemærkes, at panteretten er en integreret del af fortrinsretten, hvorfor panteretten ikke er nævnt direkte i lovteksten.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunerne opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter og gebyrer i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af miljøbeskyttelseslovens § 17, stk. 5, 2. pkt., og § 18, stk. 3, at »fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter« ændres til »pante- og fortrinsret«.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter vil skulle udgå, mens angivelsen af fortrinsretten vil skulle bestå med den sproglige justering, at panteret tilføjes.

Til nr. 2

Det er i miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6, fastsat, at de gebyrer, som kommunalbestyrelsen skal fastsætte til dækning af udgifter til planlægning, etablering, drift og administration af affaldsordninger, indsamling og registrering af oplysninger, og forskudsvis dækning af planlagte investeringer på affaldsområdet efter § 48, stk. 1, har samme fortrinsret som offentlige skatter og afgifter. Det bemærkes, at panteretten er en integreret del af fortrinsretten, hvorfor panteretten ikke er nævnt direkte i lovteksten. Panteretten er således også en integreret del af fortrinsretten efter den gældende § 48, stk. 6.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunerne opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det foreslås, at miljøbeskyttelseslovens § 48, stk. 6, 2. pkt., ændres, så »samme fortrinsret i ejendommen som offentlige skatter og afgifter« ændres til »pante- og fortrinsret i ejendommen«.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til offentlige skatter og afgifter vil skulle udgå, mens angivelsen af fortrinsretten vil skulle bestå med den sproglige justering, at panteret tilføjes.

Kilde

§ 32

Det er i § 54, stk. 2, i lov om skove fastsat, at til dækning af udgifterne til de foranstaltninger, der er nævnt i § 54, stk. 1, nr. 2, er der pante- og fortrinsret i ejendommen som for ejendomsskatter.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Miljøministeren opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 54, stk. 2, i lov om skove, at »som for ejendomsskatter« skal udgå.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til ejendomsskatter vil skulle udgå.

Kilde

§ 33

Til nr. 1

Det er § 65, stk. 1, 1. pkt., i lov om vandløb fastsat, at bidrag, som påhviler en fast ejendom til dækning af udgifter, som vandløbsmyndigheden har afholdt forskudsvis i henhold til denne lov, har samme fortrinsret som de på faste ejendomme hvilende kommunale skatter. Det bemærkes, at panteretten er en integreret del af fortrinsretten, hvorfor panteretten ikke er nævnt direkte i lovteksten.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunerne opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 65, stk. 1, 1. pkt., i lov om vandløb, at »samme fortrinsret som de på faste ejendomme hvilende kommunale skatter« ændres til »pante- og fortrinsret«.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter vil skulle udgå, mens angivelsen af fortrinsretten består med den sproglige justering, at panteret tilføjes.

Til nr. 2

Det er § 65, stk. 3, i lov om vandløb fastsat, at bidrag til regulering og vedligeholdelse af offentlige vandløb og bidrag til offentlige pumpelag opkræves og inddrives sammen med og efter samme regler som kommunale ejendomsskatter.

Ved boligskatteforliget er det aftalt, at Skatteforvaltningen pr. 1. januar 2024 overtager arbejdet med opkrævning af ejendomsskatterne fra kommunerne.

Efter forliget er kommunerne herefter fortsat ansvarlig for opkrævning og inddrivelse af en række afgifter, bidrag og gebyrer i relation til fast ejendom, f.eks. rottebekæmpelsesgebyr efter miljøbeskyttelseslovens § 18. Der er heller ikke aftalt nogen ændring i opkrævningen og inddrivelsen af bidrag til regulering og vedligeholdelse af offentlige vandløb og bidrag til offentlige pumpelag efter § 65, stk. 3, i lov om vandløb.

Forslaget indebærer således, at opkrævningen og inddrivelsen af bidragene fortsat vil ske sammen med og efter de samme regler som de øvrige afgifter, bidrag og gebyrer, som kommunerne opkræver og inddriver.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af manglende betalte bidrag før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte bidrag før alle andre fordringer uden fortrinsret. Vandløbsmyndigheden opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 65, stk. 3, i lov om vandløb, at »kommunale ejendomsskatter« ændres til »gebyrer for rottebekæmpelse, jf. § 18 i lov om miljøbeskyttelse«.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter ændres.

Kilde

§ 34

Til nr. 1

Det er i § 13, stk. 1, i lov om kystbeskyttelse m.v. fastsat, at kommunalbestyrelsen hvert år inden 1. oktober skal fastsætte, hvilket bidrag de enkelte bidragspligtige ejendomme skal betale til kommunalbestyrelsen eller laget. Disse bidrag hæfter på vedkommende ejendom med pante- og fortrinsret som for kommunale ejendomsskatter.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Kommunerne og/eller lagene opnår dermed fuld dækning af bidragene i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 13, stk. 1, 4. pkt., i lov om kystbeskyttelse m.v., at »som for kommunale ejendomsskatter« skal udgå.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter vil skulle udgå.

Til nr. 2

Det er i § 13, stk. 2, i lov om kystbeskyttelse m.v. fastsat, at bidrag fra de enkelte bidragspligtige ejendomme skal indbetales til kommunen efter de for kommunale grundskyld og dækningsafgift gældende regler, jf. lov om kommunal ejendomsskat.

Ved boligskatteforliget er det aftalt, at Skatteforvaltningen pr. 1. januar 2024 overtager arbejdet med opkrævning af ejendomsskatterne fra kommunerne.

Efter forliget er kommunerne herefter fortsat ansvarlig for opkrævning af en række afgifter, bidrag og gebyrer i relation til fast ejendom, f.eks. rottebekæmpelsesgebyr efter miljøbeskyttelseslovens § 18. Der er heller ikke aftalt nogen ændring i opkrævningen af bidrag fra bidragspligtige ejendomme efter § 13, stk. 1, i lov om kystbeskyttelse m.v.

Det følger af den foreslåede ændring af § 13, stk. 2, i lov om kystbeskyttelse m.v., at »de for kommunal grundskyld og dækningsafgift gældende regler, jf. lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme« skal ændres til »reglerne om gebyrer for rottebekæmpelse, jf. § 18 i lov om miljøbeskyttelse«.

Forslaget indebærer, at opkrævningen af bidragene fortsat vil ske sammen med og efter de samme regler som de øvrige afgifter, bidrag og gebyrer, som kommunerne opkræver, herunder specifikt rottebekæmpelsesgebyret efter miljøbeskyttelseslovens § 18. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter ændres.

Kilde

§ 35

Det fremgår af § 33, stk. 3, 2. pkt., i lov om forurenet jord, at lånene i øvrigt ydes med de nødvendige tilpasninger på de vilkår om sikkerhed, forrentning, forfald m.v., som er fastsat i kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Det følger af den foreslåede ændring af § 33, stk. 3, 2. pkt., i lov om forurenet jord, at henvisningen til »lov om lån til betaling af grundskyld m.v« skal ændres til »lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v«.

Den foreslåede ændring af § 33, stk. 3, 2. pkt., i lov om forurenet jord vil medføre, at henvisningen til lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil blive ændret til en henvisning til lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 10, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om lån til betaling af grundskyld m.v. til lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v., og skal ses i sammenhæng med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er således tale om en konsekvensændring, idet der udelukkende ændres i lov- og paragrafhenvisningen.

Kilde

§ 36

Det er i vejlovens § 138 fastsat, at vejmyndigheden eller politiet har pant og fortrinsret i den pågældende ejendom som for kommunale ejendomsskatter for beløb, som vejmyndigheden og politiet har betalt forskudsvis efter afgørelser eller beslutninger i henhold til denne lov eller bekendtgørelser udstedt med hjemmel heri.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Vejmyndigheden eller politiet opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af vejlovens § 138, at »som for kommunale ejendomsskatter« skal udgå.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter vil skulle udgå.

Kilde

§ 37

Til nr. 1

Det er i § 100, stk. 1, i lov om private fællesveje fastsat, at vejmyndigheden og politiet har pant eller fortrinsret i den vedligeholdelsesforpligtigedes ejendom som for kommunale ejendomsskatter for beløb, som de nævnte myndigheder efter loven eller beslutninger i henhold til loven har betalt forskudsvis eller betalt i henhold til kommunegaranti efter § 15, stk. 2, § 16, stk. 2, eller § 54.

Efter gældende ret følger pante- og fortrinsretten for kommunale ejendomsskatter af § 29 i lov om kommunal indkomstskat, jf. § 2 i forordning nr. 18026 af 8. juli 1840 (amtstueforordningen). Således omfatter pante- og fortrinsretten efter amtstueforordningen alene de skatter og afgifter, der vedrører fast ejendom. Efter amtstueforordningens § 2 gælder fortrinsretten i 2 år og 3 måneder fra forfaldsdagen. Det vil sige, at fortrinsretten skal være udnyttet inden udløbet af en frist på 2 år og 3 måneder, der regnes fra forfaldsdagen.

Panteretten indebærer, at der kan foretages udlæg i den faste ejendom. Fortrinsretten medfører dækning af de afholdte udgifter før alle andre fordringer, der hæfter på ejendommen uden en fortrinsret. Pengesummen, der i sidste instans opnås ved et salg af ejendommen på en tvangsauktion, dækker dermed ubetalte udgifter før alle andre fordringer uden fortrinsret. Vejmyndigheden eller politiet opnår dermed fuld dækning af de afholdte udgifter i tilfælde af inddrivelse.

Det følger af den foreslåede ændring af § 100, stk. 1, i lov om private fællesveje, at »pant eller fortrinsret« skal ændres til »pante- og fortrinsret«, og at »som for kommunale ejendomsskatter« skal udgå.

Ændringen fra »pant eller fortrinsret« til »pante- og fortrinsret« er en præcisering af de gældende regler. Panteretten en integreret del af fortrinsretten, hvorfor det ikke giver mening at tale om en fortrinsret, hvis fordringen ikke hviler på ejendommen.

Det foreslåede vil derudover indebære, at der fra og med den 1. januar 2024 fortsat vil være en pante- og fortrinsret for krav efter denne bestemmelse. Pante- og fortrinsretten består af to elementer: En lovbestemt panteret og en fortrinsstilling. Den lovbestemte panteret medfører, at kravet hæfter med pant på ejendommen uden tinglysning, mens fortrinsstilling medfører, at pantekravet er fortrinsstillet før anden pant, som ligeledes hæfter på ejendommen. Ved en tvangsauktion vil pante- og fortrinsretten dermed medføre, at kravet vil blive dækket af køberen.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet henvisningen til kommunale ejendomsskatter vil skulle udgå, og teksten om pant eller fortrinsret vil blive præciseret.

Til nr. 2

Det er i lov om § 100, stk. 2, i lov om private fællesveje fastsat, at betalings- og garantiordninger efter bestemmelsens stk. 1 skal fremgå af de kommunale ejendomsskatteopgørelser.

Ved boligskatteforliget er det aftalt, at Skatteforvaltningen pr. 1. januar 2024 overtager arbejdet med opkrævning af ejendomsskatterne fra kommunerne.

Betalings- og garantiordninger efter § 100, stk. 1, i lov om private fællesveje vil fra og med den 1. januar 2024 ikke længere kunne fremgå af de kommunale ejendomsskatteopgørelser, fordi kommunerne ikke længere vil lave disse.

Efter forliget er kommunerne herefter fortsat ansvarlig for opkrævning og inddrivelse af en række afgifter, bidrag og gebyrer i relation til fast ejendom, f.eks. rottebekæmpelsesgebyr efter miljøbeskyttelseslovens § 18. Der er heller ikke aftalt nogen ændring i forhold til angivelse af betalings- og garantiordninger på de kommunale ejendomsskatteopgørelser. Ordningerne vil fra og med den 1. januar 2024 i stedet for kunne fremgå af de kommunale opgørelser over de andre afgifter, bidrag og gebyrer. Disse opgørelser vil fremover blive betegnet kommunale ejendomsopgørelser.

Det følger af den foreslåede ændring af § 100, stk. 2, i lov om private fællesveje, at »ejendomskatteopgørelser« ændres til »ejendomsopgørelser«.

Forslaget indebærer således, at opgørelserne skal angives på de nye kommunale ejendomsopgørelser i stedet for de nuværende kommunale ejendomsskatteopgørelser.

Forslaget er således en konsekvens af det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov. Der er alene tale om en konsekvensændring, idet navnet på de kommunale ejendomsskatteopgørelser vil skulle ændres. Der er ikke tilsigtet ændringer i retstilstanden på dette område med det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov.

Kilde

§ 38

Det fremgår af § 18, stk. 1, 1. pkt., i lov om folkekirkens økonomi, at ligningsbeløbet til kirkekasserne og provstiudvalgskasserne samt landskirkeskat pålignes folkekirkens medlemmer under ét efter samme regler, hvorefter kommunal indkomstskat svares til vedkommende kommune, dog at den kirkelige ligningsprocent fastsættes med 2 decimaler. Det fremgår af 2. pkt., at bestemmelserne i lov om kommunal indkomstskat om fordeling af kommunal indkomstskat mellem kommunerne finder tilsvarende anvendelse.

Det foreslås, at § 18, stk. 1, 2. pkt., i lov om folkekirkens økonomi ændres, så der efter »lov om kommunal indkomstskat« indsættes »og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 2, nr. 1, hvorved det foreslås at ændre titlen på lov om kommunal indkomstskat til »lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne«.

Kilde

§ 39

Det fremgår af § 85 a, stk. 7, 1. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at til personer, der er omfattet af reglerne i kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., kan forskellen mellem den beregnede hjælp efter § 85 a, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik og en opgørelse, hvor hjælpen beregnes med fradrag af den formue og de formuerettigheder, der består af fast ejendom, der tjener som bolig for den efterlevende, efter anmodning ydes som lån.

Det fremgår af § 85 a, stk. 7, 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik, at lånet efter 1. pkt. ydes efter reglerne i kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Det foreslås, at § 85 a, stk. 7, 1. og 2. pkt., i lov om aktiv socialpolitik ændres, så »kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.« ændres til »ejendomsskattelovens § 53«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvori det foreslås, at pensionistlån til betaling af grundskyld fremover vil skulle ydes af Skatteforvaltningen, og at den kommunale midlertidige indefrysningsordning til betaling af stigninger i grundskyld flyttes fra lov om lån til betaling af grundskyld m.v. til den nye ejendomsskattelov.

Den foreslåede ændring medfører, at kun pensionistlån til betaling af grundskyld vil indgå i beregningen af forskellen mellem den beregnede hjælp efter § 85 a, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik, og en opgørelse, hvor hjælpen beregnes med fradrag af den formue og de formuerettigheder, der består af fast ejendom, der tjener som bolig for den efterlevende.

Kilde

§ 40

Det fremgår af § 20, stk. 5, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., at ved opgørelse af formue efter § 19 fratrækkes et beløb svarende til det samlede lån ydet efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. Ved den årlige opgørelse af formuen hver den 1. januar, jf. § 39, i årene 2019 eller senere fratrækkes dog et beløb svarende til det samlede lån den 31. december i det forudgående år. Beløbet fratrækkes fra den 1. juli 2018.

Det foreslås, at § 20, stk. 5, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til ny ejendomsskattelov, hvori det foreslås, at den midlertidige indefrysningsordning i kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. flyttes til den nye ejendomsskattelov som en permanent indefrysningsordning. Den midlertidige indefrysningsordning var obligatorisk for alle boligejere i perioden fra og med den 1. juli 2018 til den 1. maj 2021, hvorefter det blev muligt for boligejere at fravælge den midlertidige indefrysningsordning.

Den forslåede ophævelse af § 20, stk. 5, i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. medfører, at det ikke længere vil være muligt at fratrække et beløb svarende til det indefrosne beløb i opgørelsen af formue efter § 19.

Kilde

§ 41

Til nr. 1

Det fremgår af § 4, stk. 3, 1. pkt., i lov om individuel boligstøtte, at der ikke kan ydes boligstøtte til beboere i en bolig, såfremt der er optaget lån til betaling af grundskyld efter kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Det foreslås i § 4, stk. 3, 1. pkt., i lov om individuel boligstøtte, at »kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.« ændres til »ejendomsskattelovens § 53«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvori det foreslås, at pensionistlån til betaling af grundskyld fremover vil skulle ydes af Skatteforvaltningen.

Den foreslåede ændring af § 4, stk. 3, 1. pkt., i lov om individuel boligstøtte vil medføre en ændring i den gældende retsstilling. Det fremgår af kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., at der kan lånes til betaling af grundskyld, ejendomsbidrag og til betaling af udgifter til tilslutning til kollektive anlæg, hvor der er tilslutningspligt. Den foreslåede ændring af § 4, stk. 3, 1. pkt., medfører, at pensionister fremover vil kunne få lån til betaling af ejendomsbidrag og tilslutningspligt efter kapitel 1 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. og modtage boligstøtte. Det vil med forslaget dermed alene være pensionistlån til betaling af grundskyld, som vil udelukke en pensionist fra modtagelse af boligstøtte. Det skal ses i sammenhæng med, at ejendomsbidrag typisk udgør en bagatel af de samlede skatter og gebyrer forbundet med ejerskabet af fast ejendom.

For så vidt angår lån til tilslutning til kollektive anlæg med tilslutningspligt, f.eks. fjernvarme, vil lånebeløbet kunne beløbe sig til mange tusinde kroner, som dog er et engangsbeløb, der pålægges pensionisten af kommunen, som pensionisten ikke vil kunne undgå at skulle betale. Med forslaget vil lån til tilslutning til kollektive anlæg, hvor der er tilslutningspligt, ikke udelukke en pensionist fra boligstøtte.

Til nr. 2

Det fremgår af § 4, stk. 3, 3. pkt., i lov om individuel boligstøtte, at der kan ydes boligstøtte til beboere i en bolig, såfremt der er optaget lån til betaling af stigninger i grundskylden for skatteårene 2018-2020 efter kapitel 2 i lov om betaling af grundskyld m.v.

Det foreslås i § 4, stk. 3, 3. pkt., i lov om individuel boligstøtte, at »grundskylden for skatteårene 2018-2020 efter kapitel 2 i lov om betaling af grundskyld m.v.« ændres til »ejendomsværdiskat og grundskyld fra og med indkomståret 2024, jf. ejendomsskattelovens § 46«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvori det foreslås, at den midlertidige indefrysningsordning i kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. flyttes til § 46 i den nye ejendomsskattelov og ændres til en permanent indefrysningsordning.

Den foreslåede ændring vil medføre en ændring i den gældende retsstilling. Ifølge boligskatteforliget og kompensationsaftalen skal den midlertidige indefrysningsordning ved overgangen til de nye boligskatteregler i 2024 videreføres i en permanent indefrysningsordning. Det foreslås i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, at den midlertidige indefrysningsordning i kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. vil blive ophævet og erstattet af den permanente indefrysningsordning i den nye ejendomsskattelov. Dette medfører, at der ikke længere vil blive ydet lån efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Den permanente indefrysningsordning vil ikke være begrænset til en specifik årrække, men vil alene være begrænset af pensionistens ejerperiode. Indefrysningslånet vil som udgangspunkt blive opgjort som forskellen mellem ejendomsværdiskatten og grundskylden for det år, som pensionisten erhvervede ejendommen og det til enhver tid værende indkomstår.

Har pensionisten f.eks. købt sin ejendom i indkomståret 2024, hvor den opgjorte ejendomsværdiskat og grundskyld udgjorde henholdsvis 2.000 kr. og 3.000 kr., men for indkomståret 2025 stiger til henholdsvis 2.500 kr. og 3.500 kr., vil pensionisten samlet kunne indefryse 1.000 kr.

Hertil foreslås den permanente indefrysningsordning ændret til en tilvalgsordning, hvorfor en ejer, herunder en pensionist, selv vil tilvælge indefrysningsordningen. For en beskrivelse af den permanente indefrysningsordning henvises der til det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomskattelov.

Til nr. 3

Det fremgår af § 17, stk. 1, nr. 3, i lov om individuel boligstøtte, at der ved opgørelsen af boligudgiften for ejere bl.a. medregnes pålignede ejendomsskatter, herunder ejendomsværdiskat, idet ejendomsværdiskatten medregnes med den endeligt opgjorte ejendomsværdiskat for året forud for det år, boligstøtten vedrører, og idet ejendomsskat i øvrigt medregnes med det beløb, der er pålignet for det år, boligstøtten vedrører, dog således at beløb vedrørende lån til betaling af stigninger i grundskylden for skatteårene 2018-2020 efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ikke medregnes.

Det foreslås i § 17, stk. 1, nr. 3., at »grundskylden for skatteårene 2018-2020 efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.« ændres til »ejendomsværdiskatten og grundskylden fra og med indkomståret 2024, jf. ejendomsskattelovens § 46,«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvori det foreslås, at den midlertidige indefrysningsordning i kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. udvides og flyttes til den nye ejendomsskattelov som en permanent indefrysningsordning. Dette medfører, at der ikke længere vil blive ydet lån efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.

Til nr. 4

Det fremgår af § 19 i lov om individuel boligstøtte, at renter på lån i henhold til denne lov og lov om lån til betaling af grundskyld m.v. ikke kan medregnes ved opgørelsen af boligudgiften.

Det foreslås i § 19 , at »denne lov og lov om lån til betaling af grundskyld m.v.« ændres til »denne lov, lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v. og ejendomsskatteloven«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvori det foreslås, at reglerne om lån til betaling af grundskyld flyttes til den nye ejendomsskattelov. På den baggrund vil der ikke længere skulle ydes lån til betaling af grundskyld efter lov om lån til betaling af grundskyld m.v., idet disse lån i stedet ydes efter den nye ejendomsskattelov. Reglerne om de låneordninger, der ikke med lovforslaget til en ny ejendomsskattelov vil blive overflyttet til staten, vil fortsat være kommunale og forblive i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., hvis titel med lovforslagets § 10, nr. 1, foreslås ændret til lov om lån til betaling af kommunale ejendomsbidrag m.v.

Kilde

§ 42

Til nr. 1

Det fremgår af 14 c, stk. 5, i lov om social pension at ved opgørelse af formue efter § 14 b fratrækkes et beløb svarende til det samlede lån ydet efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. Ved den årlige opgørelse af formuen hver den 1. januar, jf. § 39 a, i årene 2019 eller senere fratrækkes dog et beløb svarende til det samlede lån den 31. december i det forudgående år. Beløbet fratrækkes fra den 1. juli 2018.

Det foreslås, at § 14 c, stk. 5, i lov om social pension ophæves.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvori det foreslås, at den midlertidige indefrysningsordning i kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. flyttes til den nye ejendomsskattelov, som indeholder en udvidelse af den midlertidige indefrysningsordning til en permanent indefrysningsordning.

Forslaget medfører, at det ikke længere vil være muligt at fratrække et beløb svarende til det indefrosne beløb i opgørelsen af formue efter § 14 b i lov om social pension.

Til nr. 2

Det fremgår af § 72 d, stk. 2, 2. pkt., i lov om social pension, at den likvide formue opgøres pr. 1. januar efter § 14 b, stk. 2 og 3, og § 14 c på grundlag af de oplysninger, der efter skatteindberetningsloven senest er indberettet til skattemyndighederne, i perioden fra den 1. juli 2018 til den 31. marts 2021 fratrukket et beløb svarende til størrelsen af det samlede lån den 31. december i det forudgående år ydet efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. og på grundlag af pensionistens og en eventuel ægtefælles eller samlevers oplysninger om likvid formue.

Det foreslås i § 72 d, stk. 2, 2. pkt., at »i perioden fra den 1. juli 2018 til den 31. marts 2021 fratrukket et beløb svarende til størrelsen af det samlede lån den 31. december i det forudgående år ydet efter kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v.« udgår.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det samtidig fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov, hvori det foreslås, at den midlertidige indefrysningsordning i kapitel 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v. flyttes til den nye ejendomsskattelov som en udvidet permanent indefrysningsordning.

Forslaget medfører, at det ikke længere vil være muligt at fratrække et beløb svarende til det indefrosne beløb i opgørelsen af pensionistens likvide formue.

Kilde

§ 43

Efter gældende ret bortfalder retten til dækning i dødsboet for fordringer, der ikke er anmeldt indenfor 8 uger efter bekendtgørelsen (proklamaet), jf. dødsboskiftelovens § 81, stk. 3, nr. 2, og § 83, stk. 1. Der er dog visse undtagelser fra anmeldelseskravet på 8 uger. Det gælder f.eks. krav, der er sikret ved pant eller på anden tilsvarende måde, jf. stk. 2, nr. 3, 1. pkt.

Det foreslås, at der i dødsboskiftelovens § 83, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., efter »tilsvarende måde« indsættes », herunder lån sikret ved pant efter ejendomsskattelovens kapitel 8«.

Den foreslåede ændring af § 83, stk. 2, nr. 3, 1. pkt., har til formål at præcisere bestemmelsens indhold, så det tydeligt fremgår, at også lån, der er ydet efter ejendomskattelovens kapitel 8, er omfattet af bestemmelsen.

Kilde

§ 44

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 30. juni 2023, jf. dog forslagene i stk. 2 og 3.

Forslaget i stk. 1 vil bl.a. medføre, at den foreslåede ophævelse af solnedgangsklausulen vedrørende udvidelsen af Skatteforvaltningens adgang til at revidere 2020-/2021-vurderinger – der blev indført ved lov nr. 1597 af 28. december 2022 – vil træde i kraft den 30. juni 2023. Dette skal ses i sammenhæng med, at solnedgangsklausulen ellers vil indebære, at reglerne ophæves den 1. juli 2023.

Forslaget i stk. 1 vil herudover medføre, at reglerne om foreløbige vurderinger som midlertidigt beskatningsgrundlag i 2024 og 2025 vil træde i kraft den 30. juni 2023. Dette skal ses i sammenhæng med, at de foreløbige vurderinger skal kunne udsendes i løbet af 2. halvår 2023, så de kan udgøre det midlertidige beskatningsgrundlag fra og med den 1. januar 2024.

Forslaget i stk. 1 vil endvidere medføre, at forslagene om forenkling af ejendomsvurderingerne for vurderingsårene 2024 og 2025, udvidelse af antallet af dommere i Landsskatteretten og offentliggørelse af prisindeks vil træde i kraft den 30. juni 2023. Det drejer sig således om forslagene, der oprindeligt var tiltænkt at skulle indgå i lovforslaget til lov nr. 1597 af 28. december 2022, men som udgik, fordi lovforslaget hertil skulle hastebehandles.

Forslaget i stk. 1 vil endelig medføre, at forslagene om at indføre neutraliseringsordninger vedrørende kommunernes indtægter for årene 2021-2028, om at ændre reglerne for selvbudgetterende kommuner i årene 2021-2028 m.v. og om ændringer i lov om nedsættelse af statstilskuddet til kommuner ved forhøjelser af den kommunale skatteudskrivning som følge af det lovfastsatte loft for grundskyldspromillen i lovforslaget til en ny ejendomsskattelov vil træde i kraft den 30. juni 2023.

Det foreslås i stk. 2, at lovens §§ 1 og 2, § 3, nr. 2, 3, 5, 7-17 og 19-21, §§ 4-8, § 9, nr. 1, 3 og 4, §§ 10-13, § 14, nr. 1, 2 og 7, §§ 15-18, §§ 20-28, § 29, nr. 2 og 4, og §§ 31-43 træder i kraft den 1. januar 2024.

Forslaget i stk. 2 vil medføre, at de resterende af lovforslagets regler – med undtagelse af statens overtagelse af opgaven med at inddrive ejendomsbidrag, jf. forslaget i stk. 3 – vil træde i kraft den 1. januar 2024, hvor reglerne i det samtidigt fremsatte lovforslag til en ny ejendomsskattelov ligeledes vil få virkning fra.

Det foreslås i stk. 3, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af lovens § 9, nr. 2.

Det betyder, at ikrafttrædelsestidspunktet for lovens § 9, nr. 2, hvorved restanceinddrivelsesmyndigheden vil hjemtage inddrivelsen af fordringstyper nævnt i den foreslåede bestemmelse i gebyrlovens § 4, jf. lovens § 28, nr. 3 – dvs. ejendomsbidrag, herunder rottebekæmpelsesgebyr efter miljøbeskyttelseslovens § 18 – vil blive fastsat af skatteministeren på et senere tidspunkt. Formålet hermed er bl.a. at nedbringe antallet af opgaver, som skal løses på meget kort tid i forbindelse med implementeringen af det nye ejendomsskattesystem.

Det foreslås i stk. 4, at § 1 a, stk. 1, 2. pkt., nr. 3, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige som affattet ved denne lovs § 9, nr. 2, skal finde anvendelse for ejendomsbidrag, der vedrører perioden fra og med den 1. januar 2024.

Med forslaget vil ejendomsbidrag således skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden, hvis det pågældende ejendomsbidrag vedrører perioden fra og med den 1. januar 2024. Det betyder, at hvis f.eks. den foreslåede bestemmelse om hjemtagelsen af inddrivelsen af ejendomsbidrag træder i kraft den 1. juli 2024, vil også ejendomsbidrag, der vedrører perioden fra og med den 1. januar 2024 til og med den 30. juni 2024, skulle inddrives af restanceinddrivelsesmyndigheden. Overdragelsen af ejendomsbidragene til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden vil dog forudsætte, at de lever op til restanceinddrivelsesmyndighedens stamdatakrav. For så vidt angår ejendomsbidrag, der vedrører perioden før den 1. januar 2024, vil det derimod fortsat være kommunerne, der vil skulle inddrive ejendomsbidragene.

Kilde

§ 45

Det foreslås i stk. 1, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, jf. dog stk. 2-4.

Det skal ses i sammenhæng med, at de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder en hjemmel til at sætte lovene i kraft for Færøerne eller Grønland, jf. dog lovforslagets § 45, stk. 2-4.

Det foreslås i stk. 2, at lovens § 20 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 20 vedrører lov om krigsforsikring af fast ejendom og løsøre, der i § 47 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i stk. 3, at lovens § 38 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de ændringer, som de færøske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 38 vedrører lov om folkekirkens økonomi, der i § 28 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger.

Det foreslås i stk. 4, at lovens § 43 ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de ændringer, som henholdsvis de færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Lovforslagets § 43 vedrører lov om skifte af dødsboer, der i § 119 bestemmer, at loven ikke gælder for Færøerne og Grønland, men ved kongelig anordning helt eller delvis kan sættes i kraft for disse landsdele med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger.

Givet på Fredensborg Slot, den 3. juni 2023

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.

Givet på Fredensborg Slot, den 3. juni 2023

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

MARGRETHE R.