Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1787 af 29/12/2025

Transportministeriet

Lov om ændring af færdselsloven, lov om luftfart, postloven og forskellige andre love (Styrket beredskab på transportområdet m.v. og præcisering af politiets adgang til at neutralisere droner m.v.) § 6

I lov om luftfart, jf. lovbekendtgørelse nr. 570 af 19. maj 2025, som ændret ved lov nr. 1114 af 29. december 1997 og lov nr. 1645 af 16. december 2025, foretages følgende ændringer:

1. Overskriften før § 126 a affattes således:

»Definitioner«.

2. I § 126 a indsættes som stk. 2:

»Stk. 2. Ved en ikkesamarbejdsvillig drone forstås en drone, der opereres af en droneoperatør, som

  1. opererer dronen ulovligt eller med et ulovligt formål og

  2. ikke kan identificeres eller ikke følger anvisninger fra offentlige myndigheder eller infrastrukturforvaltere.«

3. Overskriften før § 126 c affattes således:

»Ansvarsforsikring, erstatningsansvar m.v.«

4. I § 126 c indsættes som stk. 3 og 4:

»Stk. 3. Transportministeren kan fastsætte regler om erstatningsansvar som følge af neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner, jf. § 126 i, herunder om ejerens ansvar efter § 127 og den offentlige myndigheds og infrastrukturforvalters erstatningsansvar, og regler om regreskrav og ansvarsfordeling.

Stk. 4. Droner neutraliseret efter § 126 i, som er i offentlige myndigheders eller infrastrukturforvalteres varetægt, skal overdrages til politiet eller forsvaret eller til ejeren af dronen.«

5. Efter § 126 g indsættes i kapitel 9 a:

§ 126 h. Transportministeren kan fastsætte regler om anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger for droneoperationer, herunder krav til flyveplanen, tidspunkt for anmeldelse af en flyveplan og kontaktoplysninger for en droneoperation. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om afmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger og betingelser herfor, jf. dog stk. 3.

Stk. 2. Ministeren kan i forbindelse med fastsættelse af regler efter stk. 1 fastsætte regler om tilgængeliggørelse og videregivelse af flyveplan og kontaktoplysninger.

Stk. 3. Ministeren kan fastsætte regler om, at regler udstedt i medfør af stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse for følgende:

  1. Privatpersoner, der flyver med en drone, som opfylder kravene, der følger af lov om produkter og markedsovervågning.

  2. Operationer med droner, der vejer under 250 g, og som ikke er udstyret med en sensor.

  3. Forsvaret, politiet, redningsberedskabet og andre offentlige myndigheder, der som led i deres opgavevaretagelse opererer droner efter lovens §§ 126 f, 154 eller 155.

  4. Operationer med certificerede droner og droner, der opereres i luftrum tilknyttet en modelflyveklub.

§ 126 i. Transportministeren kan efter forudgående høring af politiet indgå aftale med visse offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere om, at de kan neutralisere ikkesamarbejdsvillige droner. Ministeren kan fastsætte regler om vilkår for at forestå neutraliseringen af ikkesamarbejdsvillige droner.

Stk. 2. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler om neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner efter stk. 1, herunder regler om, i hvilke områder og med hvilke metoder neutralisering af en ikkesamarbejdsvillig drone kan ske. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om orientering af relevante aktører i forbindelse med neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner ved brug af elektromagnetiske modforanstaltninger, herunder om undtagelse fra kravet om orientering af hensyn til statens sikkerhed.

Stk. 3. Transportministeren fastsætter regler om indberetning af en offentlig myndigheds eller infrastrukturforvalters forsøg på eller gennemførte neutralisering af en drone efter stk. 1, 1. pkt. Ministeren kan i forbindelse hermed fastsætte regler om inddragelse af politiet.

§ 126 j. Offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere skal forevise legitimation eller på anden vis legitimere sig ved henvendelse til en droneoperatør i forbindelse med neutralisering af ikkesamarbejdsvillige droner. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler herom.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af færdselsloven, lov om luftfart, postloven og forskellige andre love (Styrket beredskab på transportområdet m.v. og præcisering af politiets adgang til at neutralisere droner m.v.) § 6

Til nr. 1

Overskriften før § 126 a i luftfartsloven er »Definition«. Overskriften afspejler, at § 126 a alene indeholder en definition. I bestemmelsen er begrebet drone defineret.

Det foreslås, at overskriften før § 126 a affattes således: »Definitioner«.

Forslaget om at nyaffatte overskriften før § 126 a i luftfarts-loven skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, nr. 2, hvorved det foreslås, at der i § 126 a indsættes et nyt stk. 2, om definition af begrebet ikke-samarbejdsvillig drone.

Den foreslåede overskrift vil således tage højde for, at der er mere end en definition i § 126 a.

Til nr. 2

Luftfartslovens § 126 a indeholder en definition af begrebet drone. Ved en drone forstås ethvert ubemandet luftfartøj, der opereres eller er beregnet til at operere autonomt eller blive fjernstyret uden en pilot ombord.

Luftfartsloven indeholder ikke en definition af begrebet en ikke-samarbejdsvillig drone.

Det foreslås, at der i luftfartslovens § 126 a , indsættes et nyt stk. 2, hvori ikke-samarbejdsvillig drone defineres.

Det foreslås, at der ved en ikke-samarbejdsvillig drone forstås en drone, der opereres af en droneoperatør, som 1) opererer dronen ulovligt eller opererer dronen med et ulovligt formål, og 2) ikke kan identificeres eller ikke følger anvisninger fra offentlige myndigheder eller infrastrukturforvaltere.

Bestemmelsen er ny og foreslås indsat, da Transportministeriet vurderer, at begrebet ikke-samarbejdsvillig drone vil have en central betydning særligt i forhold til forslaget om neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner, jf. lovforslagets § 6, nr. 5.

Den foreslåede definition indeholder overordnet set to kumulative betingelser for, hvornår der er tale om en ikke-samarbejdsvillig drone.

Med det foreslåede nr. 1 vil en ikke-samarbejdsvillig drone være en drone, som opereres af en droneoperatør, der gennemfører droneoperationen ulovligt eller en droneoperatør, der opererer dronen med et ulovligt formål. En ikke-samarbejdsvillig drone vil således være en drone, hvis droneoperatør opererer en drone i strid med gældende regler i f.eks. luftfartsloven. Det kan f.eks. være, at en drone flyves uden for synsvidde, selv om den flyves i den åbne kategori, eller dronen opereres i strid med en eventuel tilladelse meddelt efter dronebekendtgørelsen. Den foreslåede nr. 1 vil endvidere dække over det tilfælde, hvor en droneoperatør anvender en drone til f.eks. spionage, til chikane eller anvender dronen på andre ulovlige måder, f.eks. til smugling af euforiserende stoffer eller andet.

Den anden betingelse i det foreslåede nr. 2 er, at droneoperatøren enten ikke er identificerbar eller ikke følger anvisninger fra offentlige myndigheder eller infrastrukturforvaltere.

Det vil ikke være et krav, at begge betingelser i nr. 2 skal være opfyldt. I visse tilfælde vil begge betingelser i nr. 2 dog kunne være opfyldt.

Det, at en droneoperatør ikke er identificerbar, vil f.eks. kunne indebære, at droneoperatøren ikke umiddelbart er synlig i nærheden af dronen eller, at droneoperatøren ikke besvarer et telefonisk opkald.

For nærmere om definitionen af ikke-samarbejdsvillige drone henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.9.

Til nr. 3

Overskriften før § 126 c i luftfartsloven er »Ansvarsforsikring«. Overskriften afspejler alene indholdet i § 126 c, som indeholder bestemmelser om tegning af ansvarsforsikring.

Det foreslås, at overskriften før § 126 c affattes således: »Ansvarsforsikring, erstatningsansvar m.v.«.

Forslaget om at nyaffatte overskriften før § 126 c i luftfarts-loven skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, nr. 4, hvorved det foreslås, at der i § 126 c indsættes bestemmelser, som omhandler erstatningsansvar. Den foreslåede overskrift vil således tage højde for, at § 126 c i luftfartsloven indeholder bestemmelser om ansvarsforsikring, erstatning og ansvarsfordeling.

Til nr. 4

Efter luftfartslovens § 126 c, stk. 1, skal en droneoperatør have tegnet en ansvarsforsikring for den drone, som droneoperatøren opererer i henhold til lovens § 130.

En drone anses efter internationale regler og luftfartsloven som et luftfartøj. Efter luftfartslovens § 127 er en drone, som et luftfartøj, omfattet af et objektivt ansvar. Det følger således af § 127, stk. 1, at ejeren af et luftfartøj er forpligtet til at erstatte skader, såfremt der som følge af et luftfartøjs benyttelse til luftfart sker skade på personer eller ting uden for fartøjet. En droneoperatør vil derfor være ansvarlig for at erstatte eventuelle person- og/eller tingskader, som en drone måtte forårsage i forbindelse med gennemførelse af en droneoperation. Det følger af § 127, stk. 2, at erstatningspligten bortfalder, såfremt det oplyses, at den skadelidte selv ved forsæt eller grov uagtsomhed har hidført skaden.

Luftfartslovens § 128 fastsætter, at § 127, stk. 1, ikke finder anvendelse, når personen eller tingen, som skades, befinder sig inden for området af en godkendt flyveplads. Efter § 128, stk. 2 og 3, følger regler om fordeling af ansvar og solidarisk hæftelse for skader.

I forhold til forsikring af statslige myndigheder følger det af cirkulære nr. 9783 af 9. december 2005 om selvforsikring i staten m.v., at staten er selvforsikrer. Det fremgår af cirkulærets § 1, at staten er selvforsikrer, hvilket indebærer, at institutioner, der er omfattet af cirkulæret, ikke må tegne forsikring uden tilladelse efter § 9, jf. dog §§ 4-8. Cirkulæret omfatter bl.a. staten og statsinstitutioner, hvis indtægter og udgifter bestemmes på finansloven, og institutioner, hvis driftsunderskud fuldt ud dækkes af statskassen.

Bygninger m.v. som institutioner, der er omfattet af cirkulæret, ejer i fællesskab med andre, omfattes af selvforsikringsprincippet, for så vidt angår den andel, der ejes af den pågældende institution.

På det kommunale område findes der ingen skreven lovgivning om adgangen for kommunerne til at tegne ansvarsforsikring og kommunernes erstatningsansvar. I overensstemmelse med gældende praksis om kommunalfuldmagtsreglerne kan en kommune under visse betingelser udbetale erstatning.

Kommunalfuldmagtsregler viger imidlertid for udtømmende, skreven lovgivning. Såfremt der ikke eksisterer skreven lovgivning på et område, er kommunalfuldmagtsreglerne ikke til hinder for, at dette bliver reguleret i ny lovgivning.

På det regionale område gælder der en grundlæggende pligt for regionerne til at handle økonomisk forsvarligt. Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.12.1 for en nærmere beskrivelse heraf.

En region er som udgangspunkt kun berettiget til at udbetale erstatning i det omfang, den er erstatningsansvarlig for et tab. Udbetaling af erstatningsbeløb forudsætter imidlertid, at det må forventes med en vis sandsynlighed, at regionen ved en retssag vil blive idømt et erstatningsansvar.

Den foreslåede ordning i lovforslagets § 6, nr. 5, for så vidt angår neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner indebærer en risiko for, at offentlige myndigheder eller infrastrukturforvaltere neutraliserer en drone, der vurderes at udgøre en trussel i en geografisk dronezone, herunder i områder med f.eks. kritisk infrastruktur, men som viser sig at være en drone, der opereres lovligt.

Det foreslås med § 126 c, stk. 3, at transportministeren får bemyndigelse til at fastsætte regler om erstatningsansvar som følge af neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner, jf. § 126 i, herunder om ejerens ansvar efter § 127, den offentlige myndigheds og infrastrukturforvalteres erstatningsansvar samt regler om regreskrav og ansvarsfordeling.

Som udgangspunkt vil den foreslåede ordning omfatte både lovlige og ulovlige droneoperationer. Efter den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil regler om erstatningsansvar og ansvarsfordeling dog alene gælde for lovlige droneoperationer, der uretmæssigt neutraliseres.

En droneoperation er lovlig, når operationen gennemføres i overensstemmelse med gældende regler, herunder regler for droneoperationer og straffelovens regler. Det indebærer f.eks., at droneoperatøren har fået eventuelle nødvendige tilladelser, anmeldt flyveplan og kontaktoplysninger, i det omfang, der stilles krav herom, og opererer dronen i overensstemmelse med den kategori, der gælder for dronen. Der vil endvidere kunne være tale om en drone, der overholder flyvehøjden i de geografiske dronezoner, herunder omkring offentligt godkendte flyvepladser. Efter den foreslåede ordning vil en neutralisering af en drone, der opereres lovligt, være uretmæssig.

Udmøntningen af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse forventes at indebære, at der vil blive fastsat regler om, at en droneoperatør vil være forpligtet til at afholde eventuelle omkostninger forbundet med skader forvoldt på dronen og eventuelle person- og/eller tingsskader, som dronen måtte forvolde som følge af neutralisering.

Det forventes endvidere, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil blive udmøntet således, at det ved en uretmæssig neutralisering af en drone, vil være staten, anden offentlig myndighed eller den ansvarlige infrastrukturforvalter, der vil være erstatningsansvarlig som følge af neutraliseringen. Det objektive ansvar, som droneoperatøren som udgangspunkt har, vil således ikke skulle gælde i denne situation.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse skal dermed give transportministeren mulighed for at fravige hovedreglen om objektivt ansvar for droneoperatører efter luftfartsloven og således have mulighed for at tilgodese hensynet til droneoperatørers interesser i det tilfælde, at en drone måtte være uretmæssigt neutraliseret.

Det forventes, at den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil blive udmøntet således, at det objektive ansvar, jf. § 127, fraviges i tilfælde, hvor en droneoperatør gennemfører en lovlig droneoperation, men hvor dronen neutraliseres uretmæssigt af en offentlig myndighed eller infrastrukturforvalter. I sådanne tilfælde vil ansvaret for neutraliseringen af dronen og eventuelle skader skulle vurderes efter de almindelige erstatningsregler, herunder regler om myndigheders erstatningsansvar og dermed ikke efter et objektivt ansvar.

Endvidere foreslås det med § 126 c, stk. 4, at droner, som neutraliseres efter den foreslåede § 126 i, og som er i offentlige myndigheders eller infrastrukturforvalteres varetægt skal overdrages til politiet, forsvaret eller til ejeren af dronen.

Forslaget indebærer, at droner, der på et uretmæssigt grundlag neutraliseres i geografiske dronezoner af offentlige myndigheder eller infrastrukturforvaltere, vil skulle overdrages til politiet, Forsvaret eller udleveres til ejeren af dronen. I tilfælde, hvor en drone er neutraliseret på et uretmæssigt grundlag, vil politiet eventuelt skulle inddrages i en vurdering af eventuelle strafbare forhold begået i forbindelse med neutraliseringen af dronen.

Til nr. 5

Som følge af den foreslåede § 126 h foreslås det, at der i kapitel 9 a indsættes en ny overskrift før § 126 h.

Det foreslås, at overskriften affattes således: »Anmeldelse af flyveplaner for droneoperationer«.

Overskriften vil afspejle, at der med lovforslaget indsættes bestemmelser om anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger for droneoperationer i luftfartsloven.

(Til § 126 h)

Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 923/2012 af 26. september 2012 om fælles regler for luftrummet og operationelle bestemmelser vedrørende luftafarts-tjenester og -procedurer (SERA-forordningen), SERA. 4001, stiller krav om notifikation af flyveplaner for bemandet luftfart. Forordningen fastsætter imidlertid ikke tilsvarende regler for ubemandet luftfart, herunder i forbindelse med droneoperationer.

Luftfartsloven og dronebekendtgørelsen fastsætter ligeledes ikke krav om anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger for droneoperationer.

Det følger imidlertid af grundforordningens artikel 56, stk. 8, at medlemsstaterne kan fastsætte nationale regler for at underkaste operation af ubemandede luftfartøjer bestemte betingelser af grunde, der ikke henhører under grundforordningens anvendelsesområde, herunder offentlig sikkerhed (»public security«) eller beskyttelse af privatlivets fred og personoplysninger i overensstemmelse med EU-retten.

Europa-Kommissionen har i vid udstrækning udmøntet grundforordningens artikel 56, stk. 8, i droneforordningens artikel 15. Medlemsstaterne kan herefter fastsætte geografiske dronezoner af hensyn til sikkerheden for fly og mennesker (»safety og security«), miljøet og privatlivets fred, hvor der gælder særlige betingelser for droneoperationer.

For nærmere om regler i relation til anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.10.

Med lovforslaget foreslås det, at der i luftfartsloven indsættes bestemmelser om anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger for droneoperationer.

Med § 126 h, stk. 1 , foreslås det, at transportministeren kan fastsætte regler om anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger for droneoperationer, herunder krav til flyveplanen, tidspunktet for anmeldelse af en flyveplan og kontaktoplysninger for en droneoperation. Ministeren kan i den forbindelse fastsætte regler om afmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger og betingelser herfor, jf. dog stk. 3.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil give mulighed for, at der vil kunne stilles krav om anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger, forud for droneoperationer, overalt i Danmark, i det omfang det vil være foreneligt med bl.a. EU-retten.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil give mulighed for, at alle droneoperatører vil skulle anmelde flyveplaner og kontaktoplysninger forud for påbegyndelse af en droneoperation i en geografisk dronezone. Der vil endvidere kunne fastsættes regler om, at anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger skal kunne anmeldes for en længere periode f.eks., hvis en droneoperatør vil skulle foretage termografisk opmåling i et villakvarter hver nat i en måned.

Videre vil transportministeren kunne fastsætte regler om tidspunkt for anmeldelse af en flyveplan og kontaktoplysninger. Ministeren vil desuden kunne fastsætte regler om afmeldelse af flyveplaner og betingelser herfor. Endeligt indeholder den foreslåede ordning undtagelser til anmeldelseskravet.

Ved anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger forventes det, at der vil blive fastsat regler om indsendelse af oplysninger om den pågældende droneoperation og droneoperatør, herunder oplysning om området, der skal flyves i, fjernpiloten, som vil skulle udføre droneoperationen, samt dato og tidspunkt herfor.

Endeligt vil der kunne fastsættes regler om, at anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger vil skulle indsendes i passende tid forud for, at en droneoperation påbegyndes. Der vil i den forbindelse kunne fastsættes differentierede frister for anmeldelse.

Anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger forventes som udgangspunkt at skulle ske digitalt.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.10, hvor der er redegjort nærmere for anmeldelseskravet.

Trafikstyrelsen kan efter § 153 b i luftfartsloven fastsætte regler om obligatorisk brug af digitale løsninger på tværs af luftfartsområdet, hvorved Trafikstyrelsen vil kunne fastsætte regler om digital anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger. Det forventes, at Trafikstyrelsen vil kunne udvikle en blanketløsning til brug for anmeldelsen. Ved en blanketløsning forstås en løsning, hvor en blanket til anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger er tilgængelig på Trafikstyrelsens hjemmeside eller på anden måde.

Det forventes, at droneoperatører vil skulle tilgå anmeldelsessystemet via MitID eller MitID Erhverv.

For andre landes droneoperatører, f.eks. droneoperatører fra et andet EU-land, forventes det, at droneoperatørerne vil kunne få adgang til anmeldelse på en anden måde.

Det forventes ligeledes, at personer, som er fritaget for anvendelse af digitale løsninger, vil kunne anmelde en droneoperation på en anden måde. Dette vil f.eks. kunne ske ved anvendelse af en blanket, der vil være tilgængelig på en af Trafikstyrelsens hjemmesider. Denne blanket vil kunne indsendes via mail eller post.

Ved udmøntning af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil det blive afdækket, hvilke nærmere løsninger der vil kunne stilles til rådighed således, at der sikres et tilsvarende serviceniveau for borgere og virksomheder, der anvender digitale løsninger såvel som for dem, der er fritaget fra digitale løsninger. For sidstnævnte brugergruppe vil der også blive taget hensyn til, at der sikres en rimelig sagsbehandlingstid.

Det foreslås med § 126 h, stk. 2, at transportministeren i forbindelse med fastsættelse af regler efter det foreslåede § 126 h, stk. 1, kan fastsætte regler om tilgængeliggørelse og videregivelse af flyveplan og kontaktoplysninger, jf. dog stk. 3.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil kunne udmøntes således, at det vil være Trafikstyrelsen, der har adgang til de anmeldte flyveplaner og kontaktoplysninger. Endvidere forventes det, at styrelsen vil kunne fastsætte nærmere regler om tilgængeliggørelse og videregivelse af flyveplaner og kontaktoplysninger. Der vil i den forbindelse blive foretaget en nærmere vurdering af, hvilke myndigheder der skal kunne videregives oplysninger til, herunder hvilke nærmere oplysninger.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle ses i sammenhæng med lovforslagets § 6, nr. 4, hvorved det foreslås, at transportministeren kan fastsætte regler om erstatningsansvar og ansvarsfordeling i forbindelse med neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner. I forlængelse heraf vil der kunne være behov for at videregive flyveplaner eller oplysninger herfra til f.eks. private virksomheder såsom forsikringsselskaber. Det vil kunne være relevant at videregive oplysninger til brug for en erstatningssag i forbindelse med, at en offentlig myndighed eller en infrastrukturforvalter uretmæssigt har neutraliseret en drone.

Det forventes, at der vil kunne være tale om videregivelse af oplysninger om en droneoperatør, den drone, der flyves med, tidspunkt for anmeldelse af flyveplan, tidspunkt for gennemførelse af en droneoperation, lokalitet for en droneoperation m.v. Dele af disse oplysninger kan være personoplysninger, hvorfor der skal være hjemmel i databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, for at kunne videregive oplysningerne. Det vil ligeledes skulle sikres, at det alene er relevante personoplysninger, der vil blive videregivet.

Der henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 3 om forholdet til databeskyttelsesforordningen og databeskyttelsesloven.

Det foreslås med § 126 h, stk. 3 , at transportministeren kan fastsætte regler om, at regler udstedt i medfør af det foreslåede stk. 1 og 2 ikke finder anvendelse for 1) privatpersoner, der flyver med en drone, som opfylder kravene i lov om produkter og markedsovervågning, 2) operationer med droner, der vejer under 250 g, og som ikke er udstyret med en sensor og 3) Forsvaret, politiet, redningsberedskabet og andre offentlige myndigheder, der som led i deres opgavevaretagelse opererer droner efter lovens §§ 126 f, 154 og 155 og 4) operationer med certificerede droner og droner, der opereres i luftrum tilknyttet en modelflyveklub.

Det foreslåede nr. 1 indebærer, at transportministeren kan fastsætte krav om anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger ikke vil skulle finde anvendelse for privatpersoner, der flyver med en drone, som opfylder kravene, der følger af lov om produkter og markedsovervågning.

Kravene i lov om produkter og markedsovervågning er udmøntet i bekendtgørelse om legetøj, som implementerer direktiv 2009/48/EF om sikkerhedskrav til legetøj.

Den foreslåede undtagelse skal sikre, at bl.a. børn, der flyver med en legetøjsdrone, ikke vil skulle anmelde en flyveplan, når der flyves med en sådan drone i en geografisk dronezone.

Med det foreslåede nr. 2 vil transportministeren kunne fastsætte regler om, at krav om anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger ikke vil skulle finde anvendelse for droner, der vejer under 250 g, og som ikke er udstyret med en sensor.

Flyves disse droner i overensstemmelse med gældende droneregler, kan de kun flyves i en afstand på ca. 80 m fra fjernpiloten, før denne ikke længere flyves inden for fjernpilotens synsvidde (VLOS). Dronen vil derfor som udgangspunkt ikke kunne være til gene for bemandet luftfart. De udgør således ikke en betydelig fare for bl.a. lufttrafikken, for virksomheder eller andre sikringskritiske områder.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.10.3.

Med det foreslåede nr. 3 vil transportministeren kunne fastsætte regler om, at krav om anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger ikke vil skulle finde anvendelse for forsvaret, politiet, redningsberedskabet og andre offentlige myndigheder, der som led i deres opgavevaretagelse opererer droner efter lovens §§ 126 f, 154 og 155.

Det vurderes, at Forsvaret, politiet, redningsberedskabet og andre offentlige myndigheder, der som led i deres opgavevaretagelse foretager statsluftfart med droner, bør kunne undtages fra kravet om anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger.

Det forventes, at der med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil blive fastsat nærmere regler om undtagelse af statsluftfartsoperationer fra anmeldelseskravet, herunder betingelser for en sådan undtagelse.

Endeligt foreslås det med det foreslåede nr. 4, at transportministeren vil kunne fastsætte regler om, at krav om anmeldelse af flyveplan og kontaktoplysninger ikke vil skulle finde anvendelse for certificerede droner og droner, der opereres i luftrum tilknyttet en modelflyveklub.

Transportministeriet vurderer, at der er behov for at kunne fastsætte regler, der undtager certificerede droner og droner, der opereres i modelflyveklubber.

Som anført i lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.10.3 foreligger der endnu ikke regler for certificerede droner. Det forventes derfor, at der i en periode, indtil reglerne på området er sat i kraft, vil kunne være et behov for at undtage disse droner fra anmeldelseskravet.

Da droneoperationer i luftrum tilknyttet modelflyveklubber foretages på et bestemt sted eller på afgrænsede områder forventes det, at disse droner med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil kunne udmøntes til at fastsætte regler om undtagelse fra anmeldelseskravet. Der vil dog kunne være visse situationer, hvor det vil være nødvendigt at anmelde flyveplan f.eks., hvis en modelflyveplads ligger tæt på en offentlig godkendt flyveplads eller en militær flyvestation eller andre steder, hvor en droneoperation kan udgøre en sikkerhedsrisiko. Et luftrum tilknyttet en modelflyveklub er som nævnt i lovforslagets almindelige bemærkninger i pkt. 2.10.3 en særlig del af dansk luftrum, som er udpeget i forbindelse med en godkendelse af en modelflyveklub.

Som følge af den foreslåede § 126 i foreslås det, at der indsættes en ny overskrift før § 126 i. Det foreslås, at overskriften affattes således: »Neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner«.

Overskriften vil afspejle, at der i lovforslaget indsættes bestemmelser om neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner.

Det forventes, at transportministerens kompetence til at fastsætte regler efter de foreslåede §§ 126 h og 126 i vil blive deleregeret til Trafikstyrelsen.

(Til § 126 i)

Luftfartsloven indeholder ikke hjemmel til at neutralisere droner, herunder ikke-samarbejdsvillige droner. Luftfartsloven og droneforordningen indeholder dog regler, som giver mulighed for at straffe en droneoperatør med bøde eller fængsel, hvis denne i forbindelse med en droneoperation f.eks. har overtrådt gældende regler for flyvehøjde.

Det følger af artikel 18 i droneforordningen, at den kompetente myndighed (Trafikstyrelsen) er ansvarlig for at håndhæve droneforordningen. Forordningen fastsætter ikke, hvorledes forordningen skal håndhæves, og der er derfor i luftfartslovens § 149 fastsat regler om håndhævelse af forordningens regler.

Efter luftfartslovens § 150, stk. 10 og 12, kan retten til at føre en drone frakendes enten betinget eller ubetinget. Droneoperatøren kan endvidere få en bøde for at gennemføre en ulovlig droneoperation i f.eks. flyvesikringskritiske eller sikringskritiske dronezoner, jf. § 33, stk. 1, i dronebekendtgørelsen.

For Forsvarets mulighed for neutralisering af droner henvises, for så vidt angår forsvarsloven og straffeloven, til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.11.1.

Endvidere henvises til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.11.1.4, for så vidt angår nærmere regler for brug af apparater, faste anlæg og radioudstyr i radioudstyrsloven og anvendelse af radiofrekvenser i frekvensloven. Der henvises desuden til lovforslagets almindelige bemærkninger pkt. 2.13.1.4.

Det foreslås med § 126 i , at transportministeren efter forudgående høring af politiet kan indgå aftale med visse offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere om, at de vil kunne neutralisere ikke-samarbejdsvillige droner.

Det foreslås med bestemmelsen i § 126 i, stk. 1 , at transportministeren efter forudgående høring af politiet kan indgå aftale med visse offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere om, at de kan neutralisere ikke-samarbejdsvillige droner. Endvidere foreslås det, at ministeren kan fastsætte vilkår for at forestå neutraliseringen af ikke-samarbejdsvillige droner.

Indgåelse af en sådan aftale forudsætter således forudgående høring af politiet over udkastet til aftalen. Transportministeriet vil kunne fastsætte en frist for politiets afgivelse af bemærkninger. Modtager Transportministeriet ikke bemærkninger inden for den fastsatte frist, vil ministeriet som udgangspunkt kunne indgå aftale med den pågældende offentlige myndighed eller infrastrukturforvalter.

Det foreslås endvidere, at der i den forbindelse vil kunne fastsættes regler om vilkår for at forestå neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner.

Det forventes, at transportministeren vil delegere kompetencen til at indgå disse aftaler til Trafikstyrelsen.

Med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse forventes det, at der vil blive fastsat regler om, hvordan en offentlig myndighed eller infrastrukturforvalter vil kunne opnå mulighed for neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner samt regler for inddragelse af adgang hertil. I forlængelse heraf forventes det, at der vil blive fastsat krav til de kompetencer, herunder krav til dokumentation for relevante kompetencer, der skal være tilstede hos den offentlige myndighed eller infrastrukturforvalter for, at disse vil kunne neutralisere ikke-samarbejdsvillige droner. Ligeledes vil der i denne forbindelse blive taget højde for øvrigt gældende regler f.eks. regler om håndtering af våben, såfremt en offentlig myndighed eller infrastrukturforvalter vil få mulighed for at nedskyde ikke-samarbejdsvillige droner. Et andet vilkår for indgåelse af en aftale om neutralisering vil kunne vedrøre størrelsen på det område inden for en geografisk dronezone, hvor en offentlig myndighed eller infrastrukturforvalter vil kunne forestå neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner.

Formålet med den foreslåede bestemmelse er således at sikre, at en række offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere, der eksempelvis er ansvarlige for områder med kritisk infrastruktur, vil kunne bidrage til at beskytte den pågældende infrastruktur mod trusler. En forudsætning herfor er dog som udgangspunkt, at området er udpeget som en geografisk dronezone.

Det foreslås med § 126 i, stk. 2 , at lov om radioudstyr og elektromagnetiske forhold og lov om radiofrekvenser ikke vil skulle finde anvendelse på aktiviteter omfattet af det foreslåede stk. 1, 1. pkt.

Den foreslåede fravigelse af radioudstyrsloven vil medføre, at der som led i neutraliseringen af en ikke-samarbejdsvillig drone vil kunne bruges apparater eller radioudstyr, der udsender elektromagnetiske bølger, som vil kunne forstyrre øvrige apparater eller radioudstyr, der anvender samme frekvens.

Den foreslåede fravigelse af frekvensloven vil således medføre, at der som led i neutraliseringen af en ikke-samarbejdsvillig drone vil kunne anvendes radiofrekvenser, som andre har tilladelse til at benytte. Ligeledes vil der kunne anvendes radiofrekvenser, som må anvendes efter bekendtgørelse om anvendelse af radiofrekvenser uden tilladelse, samt om amatørradioprøver og kaldesignaler m.v. i strid med de rammer, som efter bekendtgørelsen gælder for tilladelsesfri anvendelse af de pågældende radiofrekvenser.

En fravigelse af frekvensloven vil eksempelvis kunne omfatte jamming af en ikke-samarbejdsvillig drone. Risikoen for, at udenforstående vil blive påvirket ved jamming af en ikke-samarbejdsvillig drone, vil alt efter den anvendte metode som udgangspunkt være lav. Der vil endvidere ikke være tale om en egentlig afbrydelse af radio- og telekommunikation. Der vil som udgangspunkt være tale om en forstyrrelse i et begrænset område, der som udgangspunkt vil strække sig over få minutter. Det vil således være et forholdsvis lille indgreb, hvor den praktiske betydning for udenforstående, vil kunne begrænses.

Det kan imidlertid ikke udelukkes, at neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner ved brug af f.eks. jamming, herunder også kortvarig jamming, vil kunne forårsage forstyrrelser i eksempelvis trådløse kommunikationsnet og -tjenester. Den myndighed eller infrastrukturforvalter, der gennemfører neutraliseringen, vil derfor i relevant omfang skulle orientere aktører, herunder repræsentanter for telebranchen, såfremt det vurderes, at brugen af eksempelvis jamming må antages at have forårsaget forstyrrelser eller andre skadevirkninger.

For de aktiviteter, der fastsættes regler om efter det foreslåede § 126 i, stk. 3, finder radioudstyrsloven og frekvensloven ikke anvendelse.

Det foreslås med § 126 i, stk. 3 , at transportministeren vil kunne fastsætte nærmere regler om neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner efter stk. 1, herunder regler om i hvilke områder og med hvilke metoder neutraliseringen af en ikke-samarbejdsvillig drone kan ske.

Det forudsættes, at Justitsministeriet og politiet inddrages i fastlæggelsen af reglerne om, i hvilke områder og med hvilke metoder neutraliseringen af ikke-samarbejdsvillige droner vil kunne foretages. Forsvaret vil ligeledes blive inddraget i fastlæggelsen af disse regler.

Det foreslås endvidere, at transportministeren i den forbindelse vil kunne fastsætte regler om orientering af relevante aktører i forbindelse med neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner ved brug af elektromagnetiske modforanstaltninger, herunder om undtagelse fra kravet om orientering af hensynet til statens sikkerhed.

De konkrete områder i Danmark, hvor neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner vil kunne gennemføres, vil som udgangspunkt svare til de områder, som Trafikstyrelsen har udpeget som geografiske dronezoner, herunder flyvesikringskritiske og sikringskritiske områder. I disse områder forventes det også, at der vil kunne gælde et krav om anmeldelse af flyveplaner og kontaktoplysninger. Det bemærkes, at udgangspunktet fortsat vil være, at det udenfor de angivne dronezoner vil være politiet, der har kompetence til at forestå neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner. Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 7 for den foreslåede ordning, hvorefter politiet kan neutralisere droner m.v.

Endvidere lægges der med den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i § 126 i, stk. 3, op til, at transportministeren vil kunne fastsætte regler om, hvilke metoder der vil kunne anvendes til neutralisering af en ikke-samarbejdsvillig drone.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere vil kunne bruge de nødvendige midler til at neutralisere ikke-samarbejdsvillige droner, der opereres i geografiske dronezoner, herunder i områder med kritisk infrastruktur.

Den foreslåede bestemmelse vil medføre, at transportministeren f.eks. efter den foreslåede bestemmelse i § 126 i, stk. 2, vil kunne fastsætte regler om, at offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere vil kunne anvende radiofrekvenser, som andre har tilladelse til at benytte, til at neutralisere en ikke-samarbejdsvillig drone. Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil også kunne anvendes til at fastsætte regler om anvendelse af fysiske modforanstaltninger. Neutralisering vil således skulle forstås bredt.

I forbindelse med udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen vil det blive afdækket, i hvilket omfang der vil være behov for at fastsætte regler om, at bestemte metoder alene vil kunne anvendes i udvalgte områder i Danmark. Endvidere forventes det, at der vil blive fastsat regler om, at bestemte metoder til neutralisering alene bør kunne anvendes af udvalgte offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere. Der vil herunder bl.a. blive taget stilling til, hvilken risiko der er forbundet med dels den neutraliseringsmetode og dels konsekvenserne ved selve neutraliseringen i et område. For eksempel bør der tages stilling til, i hvilket omfang fysisk nedskydning af en ikke-samarbejdsvillig drone med dronehagl vil være hensigtsmæssig tæt på personforsamlinger eller i byzone. Ligeledes bør der f.eks. tages stilling til, i hvilket omfang neutralisering af en ikke-samarbejdsvillig drone ved brug af en anden drone vil være hensigtsmæssig over statsvejnettet. Herudover vil der kunne fastsættes regler om, at offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere i bestemte perioder vil kunne anvende visse neutraliseringsmetoder i udvalgte områder. Det kan f.eks. være at anvendelse af nedskydning som neutraliseringsmetode vil kunne anvendes på åbne arealer omkring kritisk infrastruktur i perioder, hvor der ikke er personforsamlinger m.v., mens denne metode ikke vil kunne anvendes i øvrige perioder.

Det forventes, at der ved udmøntningen af bemyndigelsesbestemmelsen vil blive fastsat regler om, at offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere vil skulle orientere relevante aktører i forbindelse med neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner ved brug af elektromagnetiske modforanstaltninger. Reglerne vil bl.a. kunne omfatte, at orienteringen i videst muligt omfang vil skulle ske før neutralisering, ved brug af elektromagnetiske modforanstaltninger, iværksættes samt efter neutraliseringen, såfremt den måtte antages at have forvoldt forstyrrelser i f.eks. tele- og kommunikationsnet. Det forventes dog, at visse myndigheder vil kunne undtages fra kravet om at skulle foretage en sådan orientering, såfremt hensyn til statens sikkerhed taler derimod.

Endeligt følger det af det foreslåede § 126 i, stk. 4 , at transportministeren fastsætter regler om indberetning af en offentlig myndigheds eller infrastrukturforvalters forsøg på eller gennemførte neutralisering af en drone efter stk. 1, 1. pkt. Ministeren kan i forbindelse hermed kunne fastsætte regler om inddragelse af politiet.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil indebære, der fastsættes regler om, at offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere, der har forsøgt eller gennemført neutralisering af en ikke-samarbejdsvillig drone vil skulle indberette hændelsen til Trafikstyrelsen.

Indberetningen vil herefter indgå i styrelsens almindelige tilsyn inden for luftfartsområdet, så styrelsen har mulighed for at evaluere anvendelsen af den foreslåede ordning. Indberetningerne vil f.eks. kunne anvendes til at overvåge antallet af gennemførte neutraliseringer, metodevalg og eventuelle utilsigtede effekter samt, om der bliver neutraliseret droner uretmæssigt. Videre vil indberetninger af hændelserne kunne bidrage til styrelsens arbejde med at opretholde en sikker lufttrafik. Herudover vil indberetningerne kunne anvendes til at kvalificere offentlige myndigheders og infrastrukturforvalteres forudsætninger for effektivt at kunne neutralisere ikke-samarbejdsvillige droner fremadrettet.

Der vil således kunne fastsættes regler om de krav til indberetning som offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere vil skulle overholde ved indsendelse af indberetninger om forsøg på og gennemførte neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner.

Det er Transportministeriets opfattelse, at der i medfør af luftfartslovens § 153 b, stk. 2, vil kunne fastsættes regler om, at offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere vil skulle foretage indberetning skriftligt eller på en anden måde end via elektroniske blanketter. Såfremt der eksisterer eller etableres statslige indberetningsløsninger, herunder i medfør af CER-loven og NIS 2-loven, vil disse kunne benyttes i relevant omfang.

Endeligt vil transportministeren i forbindelse med indberetninger af forsøg på eller gennemførte neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner kunne fastsætte regler om inddragelse af politiet. Formålet hermed er at sikre den nødvendige koordination mellem myndigheder i situationer, hvor politiet f.eks. har en igangværende efterforskning af kriminalitet, hvori en drone måtte indgå.

(Til § 126 j)

Luftfartsloven fastsætter i § 126 g, at transportministeren eller den offentlige myndighed, som ministeren bemyndiger hertil, fører tilsyn med overholdelse af produktkrav på droneområdet. Det følger af § 126 g, stk. 2, at transportministeren eller den offentlige myndighed, som ministeren bemyndiger hertil efter stk. 1, har til enhver tid mod behørig legitimation og uden retskendelse adgang til en virksomheds forretningslokaler, herunder lagerlokaler og transportmidler, forretningsbøger og dokumenter, der vedrører produkter, der føres kontrol med, herunder dokumenter om typegodkendelse, CE-mærkning og lignende i papirform m.v. og materiale, der opbevares i elektronisk form, med henblik på at føre tilsyn med overholdelsen af produktkrav, der er fastsat i de af Den Europæiske Unions udstedte forordninger på droneområdet. Politiet yder om nødvendigt bistand hertil.

Det foreslås med § 126 j, at offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere skal forevise legitimation eller på anden vis legitimere sig ved henvendelse til en droneoperatør i forbindelse med neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner. Transportministeren kan fastsætte nærmere regler herom.

Den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse vil give mulighed for, at transportministeren kan fastsætte regler om krav til offentlige myndigheders og infrastrukturforvalteres legitimation i forbindelse med neutralisering af ikke-samarbejdsvillige droner.

Efter den foreslåede ordning vil der kunne fastsættes regler om, at en offentlig myndighed eller infrastrukturforvalter inden for en geografisk dronezone vil skulle forevise legitimation på anden vis legitimere sig ved henvendelse til en droneoperatør i forbindelse med en eventuel neutralisering af en ikke-samarbejdsvillig drone. Forslaget om krav til legitimation skal ses i sammenhæng med, at offentlige myndigheder og infrastrukturforvaltere, der vil have mulighed for at neutralisere ikke-samarbejdsvillige droner, tillægges særlige beføjelser, der tilsiger, at disse myndigheder og infrastrukturforvaltere derfor skal kunne legitimere sig over for droneoperatøren. Droneoperatøren vil således kunne blive bekendt med, at den offentlige myndighed eller infrastrukturforvalter er ansvarlig for området, der er udpeget som en geografisk dronezone.

Dermed kan droneoperatøren også vide, at myndighedspersonen eller infrastrukturforvalteren, som har henvendt sig, har beføjelse til at neutralisere droner, der f.eks. opereres ulovligt, og i forlængelse deraf også kan give anvisning om, at dronen f.eks. skal landes, så det evt. kan undgås, at dronen vil blive neutraliseret.