Lov om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven) § 2

Til nr. 1

Det fremgår af § 7, 1. pkt., i ægteskabsloven, at ægteskab ikke uden Ankestyrelsens tilladelse må indgås mellem personer, hvis den ene part har været gift med den anden parts slægtning i ret op- eller nedstigende linje, hvilket f.eks. kan være den anden parts forælder eller barn.

Det foreslås, at § 7, 1. pkt., ændres således, at det fremgår af bestemmelsen, at tilladelse til, at ægteskab kan indgås i de i bestemmelsen omhandlede situationer, gives af Familieretshuset.

Ændringen er begrundet i, at varetagelsen af de familieretlige opgaver med forslaget til Familieretshusloven foreslås samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette gælder også de opgaver på det familieretlige område, som hidtil har været varetaget af Ankestyrelsen, herunder at træffe afgørelse om tilladelse efter § 7, 1. pkt.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 2

Ægteskabsloven indeholder en række bestemmelser, der fastlægger Ankestyrelsens opgaver. Det drejer sig bl.a. om opgaver efter § 21, stk. 2, om afgørelse af at en vielse er gyldig, uanset at kravene i § 21, stk. 1, ikke er opfyldte, efter § 23, stk. 3, om anlæggelse af sag til omstødelse af et ægteskab og efter § 58 b, stk. 1, om behandling af klage over prøvelsesmyndighedens afgørelse efter §§ 1 a og 4, § 10, stk. 2, og § 11 a, stk. 2, og afgørelse vedrørende anerkendelse af udenlandske skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelser.

Det foreslås, at § 21, stk. 2, § 23, stk. 3, og § 58 b, stk. 1, ændres således, at det fremgår af bestemmelserne, at de i bestemmelserne nævnte opgaver varetages af Familieretshuset.

Ændringerne er begrundede i, at varetagelsen af de familieretlige opgaver med forslaget til Familieretshusloven foreslås samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette gælder også de opgaver på det familieretlige område, som hidtil har været varetaget af Ankestyrelsen, herunder at træffe afgørelse efter § 21, stk. 2, anlægge sag efter § 23, stk. 3, og træffe afgørelse i klager omfattet af § 58 b, stk. 1.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 3

Det er ved visse bestemmelser i ægteskabsloven fastlagt, at en afgørelse træffes ved dom. Afgørelsen træffes således i disse sager af domstolene. Det drejer sig om sager efter § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1, i ægteskabsloven om omstødelse af et ægteskab. Endvidere fremgår det af § 52 i ægteskabsloven, at en aftale om pligten til at betale ægtefællebidrag eller om størrelsen af et ægtefællebidrag kan ændres ved dom, og efter § 58 i ægteskabsloven at en aftale mellem to ægtefæller om fordeling af formue, bidragspligt eller andre vilkår i forbindelse med separation eller skilsmisse kan ændres eller erklæres uforbindende ved dom.

Det foreslås, at henvisningen til, at afgørelser efter § 23, stk. 1, § 24, stk. 1, og §§ 52 og 58 træffes ved dom, udgår.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om bidragspligt og størrelsen af ægtefællebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2. De afgørelser, der træffes efter de omhandlede bestemmelser vil dermed kunne træffes af Familieretshuset eller familieretten. De foreslåede ændringer medfører ikke indholdsmæssige ændringer af de omhandlede bestemmelser.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 4

Det følger af § 448 b, 1. pkt., i retsplejeloven, at når Ankestyrelsen eller ægtefællen i et tidligere ægteskab anlægger sag til omstødelse af et ægteskab, skal sagen anlægges mod begge ægtefæller.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 448 b, 1. pkt., i retsplejeloven, for så vidt angår det offentliges anlæggelse af omstødelsessager, videreføres som § 23, stk. 3, 3. pkt., i ægteskabsloven, idet det dog foreslås, at det fremgår af bestemmelsen, at Ankestyrelsens opgaver efter bestemmelsen varetages af Familieretshuset. Endvidere foreslås henvisningen til, at omstødelsessag også kan anlægges af ægtefællen i et tidligere ægteskab, ikke videreført.

Den foreslåede flytning af bestemmelsen fra retsplejeloven til ægteskabsloven er begrundet i, at bestemmelsen i § 448 b, 1. pkt., i retsplejeloven regulerer forhold, som Familieretshuset eller ægtefællen i et tidligere forhold skal tage stilling til ved indbringelsen af en sag for familieretten. Det findes derfor mest hensigtsmæssigt, at dette er reguleret i ægteskabsloven.

Ændringen af henvisningen til, at det er Familieretshuset, der anlægger omstødelsessag, er begrundet i, at varetagelsen af de familieretlige opgaver med forslaget til Familieretshusloven foreslås samlet i en ny myndighed, Familieretshuset. Dette gælder også de opgaver på det familieretlige område, som hidtil har været varetaget af Ankestyrelsen, herunder efter lovforslagets § 2, nr. 2, anlæggelse af omstødelsessag efter § 23, stk. 3, i ægteskabsloven.

Begrundelsen for forslaget om, at henvisningen til, at omstødelsessag også kan anlægges af ægtefællen i et tidligere ægteskab, ikke videreføres, er, at det følger af § 27 i forslaget til Familieretshusloven, at det alene er Familieretshuset, der kan anlægge omstødelsessag, da det alene er Familieretshuset, der kan indbringe en omstødelsessag for familieretten. En ægtefælle kan således ikke selv anlægge en omstødelsessag.

For så vidt angår den foreslåede ophævelse af § 448 b, 1. pkt., i retsplejeloven henvises til lovforslagets § 15, nr. 14.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 5

Det fremgår af § 26 i ægteskabsloven, at hvis et ægteskab omstødes, og den ene ægtefælle var i god tro om omstødelsesgrunden, mens den anden ægtefælle kendte til eller burde kende til omstødelsesgrunden, kan der tilkendes den ægtefælle, der var i god tro, en godtgørelse. Godtgørelsen tilkendes ved omstødelsesdommen.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at godtgørelse i sager om omstødelse af ægteskab tilkendes ved afgørelsen om omstødelse.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at det ved de i lovforslagets § 2, nr. 3, foreslåede ændringer af § 23, stk. 1, og § 24, stk. 1, i ægteskabsloven foreslås, at ægteskab omstødes ved afgørelse truffet af Familieretshuset eller familieretten. Det findes hensigtsmæssigt, at spørgsmålet om godtgørelse ved omstødelse af ægteskab fortsat behandles i forbindelse med afgørelsen om ægteskabets omstødelse.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 6

Efter § 29 i ægteskabsloven har ægtefæller ret til skilsmisse uden forudgående separation, hvis de er enige om skilsmissen og om vilkårene herfor, dvs. spørgsmål om bidragspligt efter skilsmissen og om fortsættelse af eventuelt lejemål. Statsforvaltningen udsteder i disse tilfælde skilsmissebevilling efter § 42 i ægteskabsloven. Ægtefæller, der er enige om at blive skilt, kan således søge om skilsmisse uden forudgående separation, hvis de ønsker det. Skilsmisse efter § 29 kaldes direkte skilsmisse.

Det foreslås, at der indsættes et nyt 2. pkt. i bestemmelsen, således at det fremgår af § 29, at skilsmisse i visse situationer først bevilges efter den refleksionsperiode, der følger af den i lovforslagets § 2, nr. 13, foreslåede bestemmelse i § 42 a i ægteskabsloven. Det foreslås med § 42 a, at ægtefæller, der anmoder om direkte skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først kan få udstedt en skilsmissebevilling efter en refleksionsperiode på tre måneder.

Den foreslåede ændring betyder, at ægtefæller med fælles mindreårige børn først kan blive skilt uden forudgående separation efter udløbet af en refleksionsperiode på tre måneder. Det er endvidere en betingelse for skilsmisse, at ægtefællerne i refleksionsperioden har gennemført det digitale læringsforløb efter den foreslåede bestemmelse i § 22, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven, der har til formål at understøtte forældrenes mulighed for at arbejde med deres relation og blive bedre til at forstå børns reaktioner på en skilsmisse. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 13, samt til bemærkningerne til § 22 i forslaget til Familieretshusloven.

Begrundelsen for den foreslåede ændring er, at ægtefæller med fælles børn under 18 år, som ønsker skilsmisse uden en forudgående separation, skal sikres tid til eftertanke, inden de endeligt accepterer at blive skilt. Dette foreslås særligt af hensyn til børnenes trivsel. Der henvises i denne forbindelse til bemærkningerne til lovforslagets § 2, nr. 13.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 7

Det fremgår af § 37, stk. 1, i ægteskabsloven, at separation eller skilsmisse gives ved bevilling eller dom.

Det foreslås, at bestemmelsen ændres således, at separation eller skilsmisse meddeles ved bevilling eller afgørelse.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om separation eller skilsmisse, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven. De afgørelser, der træffes efter § 37, stk. 1, vil med forslaget kunne træffes af både Familieretshuset og familieretten. Den foreslåede ændring medfører ikke indholdsmæssige ændringer.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 8

Ægteskabsloven indeholder en række bestemmelser, der fastlægger Statsforvaltningens opgaver. Det drejer sig bl.a. efter § 37, stk. 2, om, at anmodning om separation eller skilsmisse skal indgives til Statsforvaltningen, efter § 38, stk. 1, nr. 3, om, at Statsforvaltningen, når særlige omstændigheder taler for det, indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling i forbindelse med separation eller skilsmisse, og efter § 58 d, stk. 2, om, at visse anmodning og ansøgninger skal indgives digitalt til Statsforvaltningen, og at Statsforvaltningen som udgangspunkt afviser en anmodning eller ansøgning, som ikke er indgivet digitalt.

Det foreslås, at § 37, stk. 2, § 38, stk. 1, og § 58 d, stk. 2, ændres således, at der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset fremfor til Statsforvaltningen.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter Familieretshuset behandler visse sager efter ægteskabsloven, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2. De foreslåede ændringer betyder, at anmodning om separation eller skilsmisse skal indgives digitalt til Familieretshuset fremfor til Statsforvaltningen, jf. § 37, stk. 2, og § 58 d, stk. 2, 1. pkt., at det er Familieretshuset fremfor Statsforvaltningen, som indkalder ægtefæller til vilkårsforhandling efter § 38, stk. 1, at ansøgning om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag skal indgives digitalt, jf. § 58 d, stk. 2, 1. pkt., og at det er Familieretshuset der, som udgangspunkt afviser en anmodning eller ansøgning, der ikke er indgivet digitalt, jf. § 58 d, stk. 2, 2. pkt.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 9, og bemærkningerne hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af § 38, stk. 1, samt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 9

Ægteskabsloven indeholder en række bestemmelser, der fastlægger Statsforvaltningens opgaver. Det drejer sig bl.a. efter § 38, stk. 1, om, at Statsforvaltningen i visse situationer indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling i forbindelse med separation eller skilsmisse, efter § 41 om, at Statsforvaltningen kan tilbyde mægling ved uenighed om vilkårene for separation og skilsmisse, efter § 42, stk. 1, 1. pkt., om, at Statsforvaltningen giver bevilling til separation eller skilsmisse, hvis ægtefællerne er enige herom, herunder også om vilkårene for separationen eller skilsmissen, og efter § 42, stk. 2, om, at Statsforvaltningen giver bevilling til skilsmisse efter 6 måneders separation, hvis den anden ægtefælle ikke protesterer mod skilsmissen, og vilkårene fastsat for separationen også gælder for tiden efter skilsmissen.

Det foreslås, at § 38, stk. 1, § 41, § 42, stk. 1, 1. pkt., og § 42, stk. 2, i ægteskabsloven ændres således, at der i bestemmelserne henvises til Familieretshuset fremfor til Statsforvaltningen.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter Familieretshuset behandler visse sager efter ægteskabsloven, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2. De foreslåede ændringer betyder, at det er Familieretshuset, der behandler sager om vilkårsforhandling, jf. § 38, stk. 1, og § 41, og at det er Familieretshuset, der behandler sager om bevilling til separation eller skilsmisse, jf. § 42, stk. 1, 1. pkt. og § 42, stk. 2.

Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 8, og bemærkningerne hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af § 38, stk. 1, og til lovforslagets § 2, nr. 12, og bemærkningerne hertil, for så vidt angår øvrige ændringer af § 42, samt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 10

Det fremgår af § 38 i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen i visse tilfælde indkalder ægtefællerne til vilkårsforhandling i forbindelse med en sag om separation eller skilsmisse. Efter § 38, stk. 1, nr. 1-3, indkaldes for det første til vilkårsforhandling, når en ægtefælle anmoder det, for det andet når ægtefællerne ikke er enige om separationen eller skilsmissen og vilkårene herfor, og for det tredje når Statsforvaltningen finder, at særlige omstændigheder taler for, at der afholdes vilkårsforhandling.

Efter § 38, stk. 2, i ægteskabsloven kan vilkårsforhandling i særlige tilfælde undlades, selvom ægtefællerne ikke er enige om separationen eller skilsmissen og vilkårene herfor. Ifølge bemærkningerne til bestemmelsen skal undtagelsesmuligheden fortolkes restriktivt og er f.eks. tænkt anvendt i situationer, hvor en ægtefælle bor i udlandet, og hverken kan eller vil afholde udgifterne ved at rejse til Danmark og deltage i vilkårsforhandling, en ægtefælle har behov for en dom om separation eller skilsmisse, der kan anerkendes i et land, hvor det kan være vanskeligt at få anerkendt en separations- eller skilsmissebevilling, eller der for nylig i forbindelse med en tidligere anmodning om separation eller skilsmisse har været forgæves forligsbestræbelser, jf. Folketingstidende 2012-13, A, L 157 som fremsat, side 29.

Det fremgår af § 4, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1860 af 23. december 2015 om separation og skilsmisse, at ægtefællerne skal møde personligt og samtidigt til vilkårsforhandlingen. Det fremgår videre af § 4, stk. 3, i bekendtgørelsen, at Statsforvaltningen kan bestemme, at vilkårsforhandling skal foretages særskilt med hver ægtefælle, hvis helt særlige omstændigheder taler for det.

Det foreslås, at der i § 38 i ægteskabsloven indsættes en ny bestemmelse som stk. 3, hvorefter en ægtefælle ikke har pligt til at deltage i vilkårsforhandling sammen med den anden ægtefælle, hvis den anden ægtefælle har udsat ægtefællen eller ægtefællens barn for voldelig adfærd, eller der er mistanke herom. Voldelig adfærd skal i overensstemmelse med Istanbul-konventionen forstås som adfærd, der medfører, eller som sandsynligvis medfører, fysisk, seksuel, psykisk eller økonomisk overlast eller lidelse for offeret, herunder trusler om sådanne handlinger, tvang eller vilkårlig frihedsberøvelse.

Der foreslås ikke i øvrigt med lovforslaget ændringer i bestemmelserne om vilkårsforhandling i forbindelse med en sag om separation eller skilsmisse. Forpligtelsen for parterne til at møde personligt videreføres dermed uændret.

Med den foreslåede bestemmelse i § 38, stk. 3, tydeliggøres det, at en ægtefælle ikke har pligt til at deltage i vilkårsforhandling sammen med den anden ægtefælle, hvis denne har udsat ægtefællen eller ægtefællens barn for voldelig adfærd, eller der er mistanke herom. Ægtefællen har uanset dette pligt til at deltage i vilkårsforhandling hos Familieretshuset efter § 38, men vilkårsforhandlingen afholdes særskilt for hver ægtefælle.

Der stilles efter den foreslåede bestemmelse ikke krav om, at den voldelige adfærd udgør vold i strafferetlig forstand. Det er ligeledes ikke et krav efter den foreslåede bestemmelse, at ægtefællen kan dokumentere den voldelige adfærd ved f.eks. politi- eller skadestuerapport. Det er tilstrækkeligt, at der foreligger en mistanke om, at en ægtefælle eller dennes barn har været udsat for vold fra den anden ægtefælle. Mistanken kan f.eks. være baseret på udtalelser fra en ægtefælle eller i risikofaktorer, som screeningen af sagen har peget på. Selvom der er tvivl om rigtigheden af påstanden om den anden ægtefælles voldelige adfærd, finder den foreslåede bestemmelse anvendelse. Familieretshuset skal således ikke foretage en materiel vurdering af påstanden om voldelig adfærd. Familieretshuset skal dog vejlede og rådgive parten om fordelene ved, at begge parter deltager i vilkårsforhandlingen, hvor de sammen kan finde en løsning på deres uenighed om separationen eller skilsmisse og vilkårene herfor, og om ægtefællens mulighed for at medbringe en bisidder til mødet.

I sager hvor Familieretshuset forud for udsendelsen af indkaldelse til vilkårsforhandling efter § 38, stk. 1, er bekendt med, at der har været voldelig adfærd, eller der er mistanke herom, skal Familieretshuset tage kontakt til den ægtefælle, der har været udsat for den voldelige adfærd, eller hvis barn har været udsat for den voldelige adfærd, med henblik på afklaring af hvorvidt ægtefællen uanset ønsker at møde samtidigt med den anden ægtefælle til vilkårsforhandling. Hvis dette ikke er tilfældet, skal Familieretshuset udsende indkaldelse til særskilt vilkårsforhandling. Hvis Familieretshuset f.eks. ved screeningen af sagen er blevet opmærksom på tegn på, at en ægtefælle eller dennes barn kan have været udsat for voldelig adfærd fra den anden ægtefælle, skal Familieretshuset vejlede ægtefællen om den foreslåede undtagelse i § 38, stk. 3, inden Familieretshuset udsender indkaldelsen til vilkårsforhandling. Dette skal ses i sammenhæng med den foreslåede § 10, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven, hvorefter Familieretshuset ikke indkalder en part til et møde sammen med den anden part, hvis en part har haft en voldelig adfærd over for den anden part eller dennes barn.

Med den foreslåede bestemmelse videreføres gældende ret, idet der som beskrevet ovenfor efter bemærkningerne til § 4, stk. 3, i bekendtgørelse om separation og skilsmisse er mulighed for at afholde vilkårsforhandling særskilt for hver ægtefælle, hvis helt særlige omstændigheder taler for det. Det er dog fundet hensigtsmæssigt af hensyn til borgernes retssikkerhed, at det fremgår direkte af ægteskabsloven, at der ikke foreligger en pligt for ægtefællen til at deltage i vilkårsforhandling med den anden ægtefælle, hvis denne har udsat ægtefællen eller ægtefællens barn for voldelig adfærd.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i hensynet til at beskytte den part, der har været udsat for voldelig adfærd, eller hvis barn har været udsat for voldelig adfærd, herunder imod risikoen for retraumatisering. Med den foreslåede bestemmelse tydeliggøres det således, at en part, der har været udsat for voldelig adfærd, eller hvis barn har været udsat for voldelig adfærd, ikke har pligt til at møde voldsudøveren under behandlingen af en familieretlig sag i Familieretshuset.

En tilsvarende bestemmelse foreslås indsat som § 10, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven og i § 31 a, stk. 3, i forældreansvarsloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 35.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.1.3. og 3.3.3.1.3.

Til nr. 11

Det fremgår af § 39, stk. 1, i ægteskabsloven, at der ved indgivelse af anmodning om separation eller skilsmisse og for afholdelse af vilkårsforhandling betales et gebyr. Det fremgår videre af § 39, stk. 2, at gebyrets størrelse skal svare til Statsforvaltningens omkostninger ved sagsbehandlingen.

Det foreslås, at § 39, stk. 2, ændres således, at det fremgår af bestemmelsen, at størrelsen af gebyret efter § 39, stk. 1, skal svare til Familieretshusets omkostninger.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter anmodning om separation eller skilsmisse behandles af Familieretshuset, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 26, foreslåede § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven, og Familieretshuset afholder vilkårsforhandling, jf. de i lovforslagets § 2, nr. 8 og 9, foreslåede ændringer af § 38 i ægteskabsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 12

Det fremgår af § 42, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen giver bevilling til skilsmisse eller separation, hvis ægtefællerne er enige herom, herunder om vilkårene for separation og skilsmisse. Det fremgår dog af § 42, stk. 1, 2. pkt., at hvis ægtefællerne er uenige om størrelsen af ægtefællebidrag, kan dette henskydes til Statsforvaltningens afgørelse. Uenigheden om størrelsen af ægtefællebidraget står dermed ikke i vejen for, at der kan gives bevilling til separation eller skilsmisse efter § 42, stk. 1, 1. pkt.

Det foreslås, at § 42, stk. 1, 2. pkt., ændres således, at det ikke fremgår af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgørelse om størrelsen af ægtefællebidrag.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om størrelsen af ægtefællebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 18, foreslåede ændring af § 50, stk. 1, 1. pkt., i ægteskabsloven og den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede ændring af § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 13

Efter § 29 i ægteskabsloven har ægtefæller ret til skilsmisse uden forudgående separation, hvis de er enige om skilsmissen og om vilkårene herfor, dvs. spørgsmål om bidragspligt efter skilsmissen og om fortsættelse af eventuelt lejemål. Statsforvaltningen udsteder i disse tilfælde skilsmissebevilling efter § 42 i ægteskabsloven. Ægtefæller, der er enige om at blive skilt, kan således søge om skilsmisse uden forudgående separation, hvis de ønsker det. Skilsmisse efter § 29 kaldes direkte skilsmisse.

Med § 42 a i ægteskabsloven foreslås det, at der indføres en refleksionsperiode forud for en skilsmisse for ægtefæller, der har fælles mindreårige børn, og som ønsker direkte skilsmisse.

Det foreslås således med § 42 a, stk. 1, at ægtefæller, der anmoder om direkte skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven, og som har fælles børn, der ikke er fyldt 18 år, først kan få udstedt en skilsmissebevilling efter en refleksionsperiode på tre måneder. Refleksionsperioden regnes fra Familieretshusets modtagelse af anmodningen om skilsmisse.

Formålet med refleksionsperioden er at skabe tid til refleksion for ægtefæller med fælles børn under 18 år, der ønsker at blive skilt uden forudgående separation. Det handler både om refleksion over, hvorvidt ægtefællerne ønsker at blive skilt, og refleksion over, hvordan ægtefællerne sammen på kort og langt sigt kan beskytte og passe på deres børn og sætte børnenes bedste og trivsel i centrum.

Refleksionsperioden skal således understøtte forældrenes mulighed for at arbejde med deres forhold og blive bedre til at forstå børns reaktion på en skilsmisse. Fra Familieretshusets side understøttes dette navnligt af krav om gennemførelse af et obligatorisk digitalt læringsforløb og tilbud om en rådgivnings- og afklaringssamtale, jf. § 22 i forslaget til Familieretshusloven.

Refleksionsperioden regnes fra Familieretshusets modtagelse af anmodningen om direkte skilsmisse, dvs. fra det tidspunkt hvor begge ægtefæller har tilsluttet sig ansøgningen.

Det følger af den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 1, at den finder anvendelse for alle ægtefæller, der anmoder om direkte skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven. Dette betyder, at bestemmelsen også omfatter ægtefæller, der er separerede efter § 30 i ægteskabsloven, og som inden udløbet af separationsperioden på seks måneder i § 30, stk. 2, anmoder om direkte skilsmisse efter § 29.

Kravet om en refleksionsperiode efter § 42 a, stk. 1, finder ikke anvendelse, når der søges om direkte skilsmisse efter §§ 32-36 i ægteskabsloven. Efter disse bestemmelser har en ægtefælle ret til skilsmisse uden forudgående separation, hvis samlivet har været ophævet i to år, der foreligger utroskab, vold, seksuelle overgreb, bigami eller børnebortførelse.

Det foreslås videre med stk. 2 , at Familieretshuset udsteder bevilling til skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven, når ægtefæller, der er omfattede af kravet om en refleksionsperiode, har bekræftet anmodningen om skilsmisse, betingelserne om enighed om vilkårene for skilsmisse i § 42 i ægteskabsloven er opfyldte, og ægtefællerne begge har gennemført det obligatoriske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven.

For så vidt angår bekræftelse af anmodningen om skilsmisse, skal denne være afgivet inden 1 måned efter udløbet af refleksionsperioden. Bekræftelse kan ikke afgives, før refleksionsperioden er udløbet. Fristen regnes fra udgangen af det døgn, hvor refleksionsperioden udløber, dvs. tre måneder efter Familieretshusets modtagelse af anmodningen. Fristen udløber ved udgangen af det døgn, hvor der gået 1 måned fra udløbet af refleksionsperioden. Det afgørende for, hvorvidt fristen er overholdt, er, hvornår bekræftelsen er afgivet. Det har ikke betydning, hvornår Familieretshuset har modtaget bekræftelsen.

I de fleste sager er ægtefællerne omfattede af kravet om anvendelse af Familieretshusets digital selvbetjeningsløsning ved afgivelsen af bekræftelsen, og der vil derfor være samtidighed mellem, hvornår bekræftelsen er afgivet, og hvornår Familieretshuset har modtaget bekræftelsen. Der henvises til den i 2, nr. 26, foreslåede § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven.

At fristen er overholdt, hvis bekræftelsen er afgivet inden for fristen, har betydning for ægtefæller, der er fritaget fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening, jf. § 58 d, stk. 3, i ægteskabsloven. Det er parten, der har bevisbyrden for, at bekræftelsen er afgivet inden for fristen. For parter i udlandet og andre, der er undtaget fra kravet om digital selvbetjening, kan dette opfyldes ved at sende bekræftelsen rekommanderet.

Begge parter skal inden for fristen bekræfte, at de fortsat ønsker skilsmisse. Såfremt en eller begge ægtefæller ikke afsender bekræftelsen inden for fristen, bortfalder ansøgningen om skilsmisse efter § 29. Hvis ægtefællerne ønsker at blive skilt, skal de derfor indgive en ny ansøgning om skilsmisse. Søger de om direkte skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven, skal de på ny opfylde kravene i § 42 a om en refleksionsperiode m.v.

Det er endvidere et krav for, at der kan gives bevilling til skilsmisse efter § 29 i ægteskabsloven efter udløbet af refleksionsperioden, at betingelserne i § 42 i ægteskabsloven, som foreslås ændret ved § 2, nr. 9 og 12, i lovforslaget, er opfyldte. Dette betyder, at ægtefællerne skal være enige om skilsmissen og vilkårene herfor, dog kan henskyde spørgsmål om størrelsen af ægtefællebidrag til afgørelse i det familieretlige system. Enigheden skal foreligge ved ægtefællernes bekræftelse af anmodningen om skilsmisse efter udløbet af refleksionsperioden.

Det er endeligt et krav, at begge ægtefæller har gennemført det obligatoriske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven, jf. dog undtagelsen i den foreslåede bestemmelse i § 42 a, stk. 3 der beskrives i det følgende.

Det digitale forløb har til formål at understøtte forældrenes mulighed for at arbejde med deres relation og blive bedre til at forstå børns reaktion på en skilsmisse. Ægtefællerne kan gennem forløbet tilegne sig viden og værktøjer på egen hånd. Forløbet er således en afgørende del af refleksionsperioden, og gennemførelse er derfor også et krav for, at der kan udstedes skilsmissebevilling. Det registreres digitalt i Familieretshusets sagsbehandlingssystem, at en ægtefælle har gennemført forløbet.

Det er et krav, at begge ægtefæller har gennemført forløbet, inden de bekræfter anmodningen om skilsmisse.

Familieretshuset udsteder kun skilsmissebevilling, hvis begge ægtefæller har bekræftet skilsmissen inden udløbet af ovennævnte frist. Foreligger der ikke ved fristens udløb bekræftelse fra begge ægtefæller, afslår Familieretshuset at udstede skilsmissebevilling. Familieretshuset orienterer samtidigt ægtefællerne om, at de skal indgive en ny ansøgning, hvis de vil skilles, og at de i så fald efter § 39 i ægteskabsloven skal betale et nyt gebyr for indgivelse af anmodningen.

Familieretshuset orienterer også ægtefællerne om muligheden for at opretholde den ophørsdag for ægtefællernes formuefællesskab, der blev etableret ved indgivelsen af anmodningen om direkte skilsmisse. Der henvises til § 27 i ægtefælleloven, som foreslået ændret ved lovforslagets § 8, nr. 5, og bemærkningerne hertil.

Den ægtefælle, der har indgivet anmodningen om direkte skilsmisse, kan under behandlingen af sagen uden betaling af nyt gebyr anmode Familieretshuset om, at anmodningen om direkte skilsmisse ændres til en anmodning om skilsmisse efter de øvrige bestemmelser i ægteskabsloven eller om separation. Anmodes der om skilsmisse, skal de øvrige skilsmissebetingelser være opfyldte, for at der kan meddeles skilsmisse, f.eks. at ægtefællerne på grund af uoverensstemmelser har levet adskilt i de sidste to år, jf. § 39 i ægteskabsloven. Blev anmodningen om direkte skilsmisse indgivet af ægtefællerne i fællesskab, kan enhver af dem anmode om, at anmodningen ændres. Familieretshuset skal have modtaget anmodningen inden udløbet af den foreslåede frist i § 42 a, stk. 2, i ægteskabsloven.

Det foreslås med stk. 3, at en ægtefælle, der efter § 58 d, stk. 3, i ægteskabsloven er undtaget fra at skulle anvende digital selvbetjening skal gennemføre det obligatoriske digitale forløb efter § 22, stk. 1, i forslaget til Familieretshusloven på skriftligt grundlag.

Det fremgår af § 58 d, stk. 3, i ægteskabsloven, at en borger kan undtages fra kravet om at skulle anvende digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening. Det kan f.eks. dreje sig om socialt udsatte borgere, borgere med psykiske lidelser, kognitive vanskeligheder eller sprogvanskeligheder m.v. Det drejer sig også om borgere, der ikke har en dansk digital signatur, dvs. typisk borgere med bopæl i udlandet.

En ægtefælle, der ikke kan pålægges at anvende digitale selvbetjening, kan heller ikke pålægges at gennemføre det digitale forløb efter den foreslåede bestemmelse i 23 i ægteskabsloven digitalt. Det følger derfor af forslaget til stk. 3, at ægtefællen i stedet skal gennemføre det digitale forløb på skriftligt grundlag. Dette indebærer, at ægtefællen fra Familieretshuset modtager skriftligt materiale, der indholdsmæssigt svarer til det digitale forløb.

Endelig følger det af forslaget til stk. 3, at ægtefællen ved bekræftelsen efter stk. 2, 1. pkt. af anmodningen om skilsmisse skal afgive erklæring om at have gennemført det digitale forløb på skriftligt grundlag.

De foreslåede bestemmelser i § 42 a om en refleksionsperiode som betingelse for udstedelse af bevilling til skilsmisse efter § 29 er begrundet i behovet for at skabe tid og rum til, at ægtefællerne inden en skilsmisse reflekterer over deres ønske om en skilsmisse og over deres samarbejde og beskyttelse af deres fælles børn.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.2.2.1. og 3.3.3.2.1.

Til nr. 14 og 15

§ 43 i ægteskabsloven omhandler Statsforvaltningens afslutning af en separations- eller skilsmissesag og Statsforvaltningens indbringelse af en separations- eller skilsmissesag for retten.

Det fremgår af § 43, stk. 1, at Statsforvaltningen afslutter en sag om separation og skilsmisse, hvis Statsforvaltningen ikke kan give bevilling til separation eller skilsmisse, fordi der ikke er opnået den fornødne enighed mellem parterne, eller hvis Statsforvaltningen finder det betænkeligt at give bevilling. Statsforvaltningen skal indbringe en afsluttet sag for retten, hvis en part anmoder om det inden fire uger efter, at parten har fået meddelelse om afslutningen, medmindre Statsforvaltningens afslutning af sagen skyldes, at den pågældende part er udeblevet fra vilkårsforhandlingen.

Statsforvaltningen skal endvidere efter § 43, stk. 2, afslutte en sag om separation og skilsmisse og indbringe den for retten, hvis en part anmoder om det, og parterne ikke er blevet enige, uanset at de har modtaget vejledning under vilkårsforhandlingen, eller den, der anmoder om, at sagen indbringes for retten, er mødt til vilkårsforhandlingen, men den anden ægtefælle er udeblevet fra vilkårsforhandling to gange.

Endelig kan Statsforvaltningen i særlige tilfælde afslutte en sag om separation og skilsmisse og indbringe den for retten efter anmodning fra en part, jf. § 43, stk. 3. Denne bestemmelse kan f.eks. anvendes, når parterne har bopæl i udlandet, eller der for kort tid siden har været forligsforhandlinger.

Det foreslås, at § 43 og overskriften til § 43 ophæves. Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, og at afgørelse i sager om separation eller skilsmisse træffes af Familieretshuset eller familieretten, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2. Det foreslås samtidigt, at der indføres en adgang til at indbringe Familieretshusets afgørelse i en sag om separation eller skilsmisse for familieretten, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 3, i ægteskabsloven. Bestemmelserne i § 43 erstattes dermed af den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 16

Efter § 43 a, stk. 1, i ægteskabsloven kan Statsforvaltningen behandle en ansøgning om separation eller skilsmisse, hvis betingelserne i § 448 c, stk. 1, 2 og 4, i retsplejeloven er opfyldte. Disse bestemmelser indeholder reglerne om domstolenes internationale kompetence til at behandle sager om separation og skilsmisse.

Efter § 448 c, stk. 3, i retsplejeloven kan en sag om et ægteskabs omstødelse eller beståen indbringes for retten her i riget, når ægteskabet er indgået her. Bestemmelsen finder ikke anvendelse for Statsforvaltningen, da Statsforvaltningen ikke behandler sager om hverken omstødelse af ægteskab eller ægteskabs beståen. Omstødelsessager anlægges efter §§ 23 og 24 i ægteskabsloven af Ankestyrelse eller en nuværende eller tidligere ægtefælle. Sag om ægteskabs beståen anlægges ikke af det offentlige, men af en af parterne.

Det fremgår af § 43 a, stk. 2, i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen efter anmodning fra en part indbringer en sag om separation eller skilsmisse for retten, hvis Statsforvaltningen har afvist at behandle sagen med henvisning til manglende international kompetence efter § 43 a, stk. 1.

Med lovforslagets § 15, nr. 14, foreslås det, at § 448 c i retsplejeloven uden indholdsmæssige ændringer videreføres som § 448 f i retsplejeloven.

Det foreslås, at § 43 a affattes således, at det fremgår af bestemmelsen, at Familieretshuset kan behandle en sag om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab og om et ægteskabs beståen, hvis betingelserne i § 448 f i retsplejeloven er opfyldte.

De foreslåede ændringer af § 43 a i ægteskabsloven indebærer, at Familieretshusets internationale kompetence til at behandle en sag om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab og om et ægteskabs beståen er reguleret af § 448 f i retsplejeloven.

Begrundelsen for forslaget er for det første, at i det nye familieretssystem skal alle familieretlige sager indledes i Familieretshuset, der således skal behandle sager, der i dag alene behandles af domstolene, herunder sager om omstødelse af ægteskab og om et ægteskabs beståen.

Begrundelsen for forslaget er for det andet, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om separation, skilsmisse, omstødelse af ægteskab og om et ægteskabs beståen. Når Familieretshuset skal træffe afgørelsen, kan afgørelsen indbringes for familieretten til prøvelse. Der henvises til de i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede bestemmelse i § 58 a, stk. 2 og 3, i ægteskabsloven. Den særlige bestemmelse om klageadgang i § 43 a, stk. 2, er derfor overflødig.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.1.

Til nr. 17

De vilkår, der er fastsat ved en dom til separation, afsagt her i landet, gælder efter § 45 i ægteskabsloven også for tiden efter en skilsmisse opnået på grundlag af separationen. Med hensyn til bidragspligt kan der dog ved en separationsdom træffes anden bestemmelse.

Det foreslås, at henvisningen i § 45 til separationsdom udgår således, at bestemmelsen ikke kun omfatter separationsdomme afsagt af domstolene, men også afgørelser om separation truffet af Familiehuset.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om bidragspligt og størrelsen af ægtefællebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2. De i § 45 omhandlede afgørelser om separation vil således kunne være truffet af Familieretshuset eller familieretten.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 18 og 19

§ 50, stk. 1, i ægteskabsloven vedrører sager, hvor ægtefæller ikke er blevet enige om ægtefællebidrag efter separation eller skilsmisse. Efter bestemmelsen træffer retten afgørelse om pligten til at betale ægtefællebidrag, herunder om pligtens varighed, mens Statsforvaltningen træffer afgørelse om størrelsen af bidraget, hvis der er bidragspligt.

Det foreslås, at § 50, stk. 1, ændres således, at det ikke fremgår af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgørelse om bidragspligt, herunder pligtens varighed, og størrelsen af bidraget hvis der er bidragspligt.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om ægtefællebidragspligt og størrelsen af bidraget, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 20

Det fremgår af § 53, stk. 1, i ægteskabsloven, at pligt til at betale ægtefællebidrag, der er fastlagt ved dom, kan ændres ved en ny dom.

Det foreslås, at henvisningen til, at afgørelser efter § 53, stk. 1, træffes ved dom, udgår.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om bidragspligt, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 21

Det fremgår af § 53, stk. 2, i ægteskabsloven, at en afgørelse om størrelsen af ægtefællebidrag, der er truffet af Statsforvaltningen, kan ændres ved en ny afgørelse truffet af Statsforvaltningen.

Det foreslås, at § 53, stk. 2, ændres således, at det ikke fremgår af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgørelse om størrelsen af ægtefællebidrag eller om ændring af størrelsen af ægtefællebidrag.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om bidragspligt og størrelsen af ægtefællebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 22

Det fremgår af § 55, stk. 2, i ægteskabsloven, at retten i forbindelse med en dom til separation eller skilsmisse kan pålægge den ene part at udleje en lejlighed til den anden part, hvis lejligheden er beliggende i en beboelsesejendom med flere lejligheder, der hører til den pågældende parts bodel eller særeje, og lejligheden hidtil har været familiens bolig. Retten kan fastsætte vilkår for lejemålet.

Det foreslås, at § 55, stk. 2, ændres således, at det ikke fremgår af bestemmelsen, hvilken myndighed der træffer afgørelse om, at en lejlighed tilhørende den ene ægtefælle ved separation eller skilsmisse skal udlejes til den anden ægtefælle.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om, at en lejlighed tilhørende den ene ægtefælle ved separation eller skilsmisse skal udlejes til den anden ægtefælle, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 23

Kompetencen til at træffe afgørelser efter ægteskabsloven er efter gældende ret fordelt mellem kommunen som prøvelsesmyndighed, vielsesmyndighederne, Ankestyrelsen, Statsforvaltningen og retten.

Kommunerne prøver som prøvelsesmyndighed efter kapitel 1 og 2 i ægteskabsloven om ægteskabsbetingelserne er opfyldte, således at parret kan blive gift i Danmark. I den forbindelse kan der træffes afgørelse om dispensation fra ægteskabsbetingelserne.

Vielser foretages efter kapitel 2 i ægteskabsloven i folkekirken, de anerkendte trossamfund og kommunerne.

Statsforvaltningen træffer efter ægteskabsloven afgørelse om udstedelse af bevilling til separation eller skilsmisse i visse sager, jf. § 42, om størrelsen af ægtefællebidrag og om ændring heraf, jf. § 50, stk. 1, og § 53, stk. 2, og om anvendelse af digital selvbetjening ved indgivelse af anmodninger om ansøgninger til Statsforvaltningen, jf. § 58.

Afgørelse om omstødelse af ægteskab, jf. § 23, separation og skilsmisse i uenighedssager, herunder om vilkårene herfor i form af pligten til at betale ægtefællebidrag og retten til at fortsætte lejemålet af fælles lejlighed, jf. §§ 43, 49, 50 og 55, ændring af afgørelse om pligten til at betale ægtefællebidrag, jf. § 53, stk. 1, ændring af aftale om bidragspligt og/eller størrelse af ægtefællebidrag, jf. § 52, og ændring m.v. af aftale om formuefordeling, bidragspligt eller andre vilkår, jf. § 58, træffes af retten.

Som familieretlige sager træffer retten efter § 448, nr. 6 og 7, i retsplejeloven endvidere afgørelse i sager mellem ægtefæller om, hvorvidt en separation består, og i sager om, hvorvidt parterne er ægtefæller.

Ankestyrelsen behandler sager om tilladelse til at indgå ægteskab med nærtstående, jf. § 7, i ægteskabsloven og om godkendelse af en vielse som gyldig, jf. § 21, i ægteskabsloven.

Statsforvaltningens afgørelser kan påklages til Ankestyrelsen, jf. § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven. Dette gælder dog ikke Statsforvaltningens afgørelse efter § 43, stk. 1-3, i ægteskabsloven om at afslutte en sag om separation eller skilsmisse og indbringe den for retten. Klageadgangen omfatter heller ikke afgørelse efter § 43 a, stk. 2, i ægteskabsloven om afvisning af at behandle en sag om separation og skilsmisse grundet manglende kompetence. Disse afgørelser prøves i stedet af retten.

Afgørelser truffet af kommunen som prøvelsesmyndighed kan ikke påklages, bortset fra afgørelser om dispensation fra ægteskabsbetingelserne og om anerkendelse af udenlandske skilsmisser til brug for prøvelse af ægteskabsbetingelserne, der efter § 58 b, stk. 1, i ægteskabsloven kan påklages til Ankestyrelsen. Afgørelser truffet af vielsesmyndighederne kan ikke påklages.

Kommunerne, vielsesmyndighederne, Ankestyrelsen og Statsforvaltningen behandler sager efter ægteskabsloven efter bestemmelserne i ægteskabsloven, forvaltningsloven og de almindelige forvaltningsretlige principper.

Det foreslås med § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven, at Familieretshusets behandling af sager efter ægteskabsloven sker efter bestemmelserne i Familieretshusloven.

Med § 58 a, stk. 2, i ægteskabsloven foreslås det, at det fastlægges efter bestemmelserne om visitation i kapitel 2 og om behandlingen af sager i Familieretshuset i kapitel 8-10 i forslaget til Familieretshusloven, om afgørelse i en række sager efter ægteskabsloven træffes af Familieretshuset eller familieretten. Det drejer sig om afgørelse i sager om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7, om godkendelse af en vielse som gyldig, i sager omfattet af kapitel 3-5 om omstødelse, separation og skilsmisse samt vilkårene herfor, om klage efter § 58 b, stk. 1, over visse af afgørelser truffet af kommunen som prøvelsesmyndighed efter § 13, stk. 1, og om afvisning efter § 58 d af en ansøgning eller anmodning, fordi den ikke er indgivet ved brug af digital selvbetjening. Der drejer sig videre om afgørelse i sager mellem ægtefæller om, hvorvidt en separation består, og i sager om, hvorvidt parterne er ægtefæller.

Forslaget er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse efter ægteskabsloven, bortset fra afgørelser der henhører under vielsesmyndighederne. Hvorvidt en sag afsluttes eller afgøres af Familieretshuset eller familieretten, foreslås reguleret i §§ 5-7 samt §§ 25-27 i forslaget til Familieretshusloven.

Efter § 25, jf. § 5, i forslaget til Familieretshusloven er det Familieretshuset, der afslutter sagen, hvis der er tale om en enkel sag, dvs. sager hvor parterne er enige om f.eks. skilsmisse.

Hvis parterne ikke er enige, visiteres sagen til behandling efter § 6 i forslaget til Familieretshusloven. Dette gælder endvidere sager, hvor parterne er enige, men der skal foretages juridisk sagsbehandling f.eks. til afklaring af, hvorvidt betingelserne for at registrere parternes aftale er opfyldte, eller om danske myndigheder har kompetence til at behandle sagen. I sager, der visiteres til behandling efter § 6 i forslaget til Familieretshusloven, er det som udgangspunkt Familieretshuset, der efter § 26 i forslaget til Familieretshusloven træffer afgørelse, hvis parterne ikke under sagens forløb er nået til enighed. Efter § 27, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven er det dog familieretten, der træffer afgørelse, hvis sagen indeholder komplicerede faktiske eller juridiske problemstillinger, der er tale om en sag anlagt af Familieretshuset om omstødelse af et ægteskab, eller sagen behandles samme med en anden sag, der skal afgøres af familieretten.

Det følger af § 5, stk. 2, og § 6, stk. 2, i forslaget til Familieretshusloven, at visse typer af sager altid skal visiteres til behandling som en § 5-sag eller en § 6-sag. Dette betegnes lovbestemt visitation. Visitationen skal således ikke foretages på baggrund af et konkret skøn, men er derimod bestemt af sagstypen. Dette skyldes, at de pågældende sagstyper har en karakter, der objektivt begrunder, at sagerne bør behandles som § 5-sager eller § 6-sager. Sager efter § 42 i ægteskabsloven om bevilling af separation eller skilsmisse, hvor der er enighed mellem parterne, behandles altid af Familieretshuset som § 5-sager, jf. § 5, stk. 2, nr. 3, i forslaget til Familieretshusloven. Udstedelse af resolution om ægtefællebidrag ud fra parternes enighed behandles ligeledes altid af Familieretshuset som § 5-sager, jf. § 5, stk. 2, nr. 7, i forslaget til Familieretshusloven.

Sager om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7, om godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21, stk. 2, og om afgørelse af en klage efter § 58 b, stk. 1, i ægteskabsloven behandles som § 6-sager, der afgøres af Familieretshuset efter § 26, jf. § 6, stk. 2, nr. 5-7, i forslaget til Familieretshusloven. Om overførslen af afgørelseskompetencen i disse sager fra Ankestyrelsen til Familieretshuset henvises til lovforslagets § 2, nr. 1 og 2.

Efter § 6, stk. 2, nr. 1, i forslaget til Familieretshusloven visiteres også en sag om afvisning af en anmodning, som ikke er indgivet ved anvendelse af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning, eller som der ikke er betalt gebyr for behandlingen af, til behandling som en § 6-sag, der afgøres af Familieretshuset efter § 26, i forslaget til Familieretshusloven. Tilsvarende gælder efter § 6, stk. 2, nr. 11, i forslaget til Familieretshusloven en sag, hvor der ikke skal tages stilling til en tvist mellem to private parter, f.eks. om afslag på skilsmisse fordi betingelserne herfor ikke er opfyldte, selvom parterne er enige om skilsmisse.

Forslaget til Familieretshusloven indeholder den generelle regulering af Familieretshusets behandling af sager. Det drejer sig bl.a. om visitation af sagerne og den deraf følgende fordeling af afgørelseskompetencen mellem Familieretshuset og familieretten, og bestemmelser om, at Familieretshuset sørger for oplysningen af sager, at Familieretshuset kan afgøre sager på skriftligt grundlag, og at Familieretshuset tilbyder konflikthåndtering og -rådgivning.

Det foreslås med § 58 a, stk. 3, i ægteskabsloven, at Familieretshusets afgørelser efter ægteskabsloven kan indbringes for familieretten efter bestemmelserne i kapitel 12 i forslaget til Familieretshusloven. Det foreslås samtidigt, at bestemmelserne om indbringelse af Familieretshusets afgørelser for familieretten fremgår samlet af kapitel 12 i forslaget til Familieretshusloven. Disse bestemmelser ændrer ikke ved, hvilke afgørelser der kan indbringes for familieretten i forhold til mulighederne for at påklage Statsforvaltningens afgørelser efter gældende ret. Der henvises i denne forbindelse til §§ 39-41 i forslaget til Familieretshusloven og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 24

Det fremgår af § 58 a, stk. 5, i ægteskabsloven, at Statsforvaltningen og Ankestyrelsen som klagemyndighed kan få terminaladgang til brug for behandling af sager om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag. De to myndigheder kan anvende terminaladgangen til at indhente nødvendige økonomiske oplysninger om parterne til brug for behandlingen af sagen. Oplysningerne indhentes via terminaladgangen hos told- og skatteforvaltningen, herunder i indkomstregistret.

Det foreslås, at § 58, stk. 5, ændres således, at det er Familieretshuset, der har terminaladgangen efter bestemmelsen.

Den foreslåede ændring er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretshusloven foreslås nedlagt, hvorefter det enten vil være Familieretshuset eller familieretten, der træffer afgørelse om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag, jf. den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2.

Familieretten, der efter den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 3, behandler sager om ægtefællebidrag, får ikke terminaladgang ved den foreslåede ændring af § 58 a, stk. 5. I stedet vil familieretten til brug for behandlingen af sådanne sager kunne anmode Familieretshuset om at indhente økonomiske oplysninger om parterne gennem Familieretshusets terminaladgang, jf. § 12 i forslaget til Familieretshusloven. Der henvises til lovforslagets § 2, nr. 23, og bemærkningerne dertil.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 25

Efter § 58 c i ægteskabsloven kan Statsforvaltningen og Ankestyrelsen anmode en part om oplysninger om partens forhold til brug for behandling af sager om fastsættelse og ændring af ægtefællebidrag. Det følger af bestemmelsen, at Statsforvaltningen og Ankestyrelsen kan tillægge manglende fremsendelse af oplysninger processuel skadevirkning og træffe afgørelse på baggrund af de oplysninger, som Statsforvaltningen eller Ankestyrelsen er i besiddelse af.

Det foreslås, at § 58 c ophæves.

Den foreslåede ophævelse er begrundet i, at bestemmelserne om Familieretshusets sagsbehandling, herunder bestemmelser om processuel skadevirkning, samles i forslaget til Familieretshusloven.

Familierettens muligheder for at indhente oplysning m.v. er reguleret i retsplejeloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3., samt til § 11 i forslaget til Familieretshusloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 26

Det fremgår af § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven, at anmodning om separation og skilsmisse efter § 37, stk. 2, og ansøgning om fastsættelse eller ændring af størrelsen af ægtefællebidrag efter § 50, stk. 1, og § 53, stk. 2, skal indgives ved brug af Statsforvaltningens digitale selvbetjening. Det følger videre, at hvis ansøgningen ikke indgives ved brug af digital selvbetjening, afvises ansøgningen af Statsforvaltningen, medmindre undtagelsesbestemmelserne i stk. 3 eller 4 finder anvendelse.

Det foreslås, at bestemmelsen i § 58 d, stk. 2, affattes således, at det fremgår af bestemmelsen, at en række henvendelser skal indgives til Familieretshuset ved anvendelse af den digitale selvbetjeningsløsning, som Familieretshuset stiller til rådighed, og at hvis denne ikke anvendes, afvises henvendelsen, medmindre undtagelsesbestemmelserne i stk. 3 eller 4 finder anvendelse. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at de omfattede henvendelser er ansøgning om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7, som foreslås ændret ved § 2, nr. 1, anmodning om godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21, som foreslås ændret ved § 2, nr. 2, anmodning fra en ægtefælle om omstødelse af ægteskab efter §§ 23 og 24, som foreslås ændret ved § 2, nr. 2 og 3, anmodning om godtgørelse efter § 26, som foreslås ændret ved § 2, nr. 5, anmodning om separation og skilsmisse efter § 37, stk. 2, som foreslås ændret ved § 2, nr. 8, bekræftelse af anmodning om skilsmisse efter § 29, som foreslås ændret ved § 2, nr. 6, jf. den i § 2, nr. 13, foreslåede § 42 a, stk. 2, ansøgning om fastsættelse eller ændring af ægtefællebidrag efter § 50, stk. 1, og §§ 52 og 53, som foreslås ændret ved § 2, nr, 18-21, ansøgning om ændring efter § 58, som foreslås ændret ved § 2, nr. 3, af aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten og andre vilkår for separation og skilsmisse, klage efter § 58 b, som foreslås ændret ved § 2, nr. 2, anmodning om afgørelse om hvorvidt parterne er ægtefæller, eller hvorvidt en separation består, samt anmodning om indbringelse af en afgørelse for familieretten.

Den foreslåede bestemmelse er en videreførelse af den gældende bestemmelse i § 58 d, stk. 2, om indgivelse af anmeldelser og anmodning og anvendelsen af digital selvbetjening.

Det foreslås dog for det første, at ansøgninger, klager og anmodninger skal indgives til Familieretshuset i stedet for til Statsforvaltningen og ved brug af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning. Dette er en følge af, at kompetencen til at behandle sager efter ægteskabsloven i det nye familieretlige system samles hos Familieretshuset og familieretten, og at alle sager indledes i Familieretshuset. Undtaget herfra er dog sager om prøvelse af ægteskabsbetingelserne efter § 13, stk. 1, som fortsat varetages af den borgerlige prøvelsesmyndighed.

For det andet medfører den foreslåede bestemmelse i forhold til gældende ret en udvidelse af, hvilke henvendelser der skal indgives ved brug af den digitale selvbetjeningsløsning, således at også ansøgning om tilladelse til at indgå ægteskab efter § 7, anmodning om godkendelse af en vielse som gyldig efter § 21, anmodning fra en ægtefælle om omstødelse af ægteskab efter §§ 23 og 24, anmodning om godtgørelse efter § 26, bekræftelse af anmodning om skilsmisse efter § 29, jf. § 42 a, stk. 2, ansøgning om ændring efter § 58 af en aftale om fordelingen af formuen, bidragspligten og andre vilkår for separation og skilsmisse, klage efter § 58 b og anmodning om afgørelse om hvorvidt en separation består. Efter gældende ret skal ansøgning om fastsættelse eller ændring af størrelsen af bidrag efter § 50, stk. 1, og § 53, stk. 2, indgives ved brug af digital selvbetjening. Med den foreslåede bestemmelse udvides dette til også at omfatte ansøgning om ændring af bidrag efter § 52 og § 53, stk. 1. Endelig medfører den foreslåede bestemmelse i forhold til gældende ret, at anmodning om at få en afgørelse truffet af Familieretshuset indbragt for familieretten efter § 39 i forslaget til Familieretshusloven også skal indgives ved brug af digital selvbetjening.

Den foreslåede bestemmelse ændrer ikke ved mulighederne for at undtage en borger fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening efter de gældende regler i § 58 d, stk. 3 og 4, som foreslås ændret ved § 2, nr. 27 og 28.

Den foreslåede bestemmelse i § 58 d, stk. 2, er begrundet i hensynet til, at sagsbehandlingen i Familieretshuset og fordelingen af afgørelseskompetence mellem Familieretshuset og familieretten bygger på, at der ved indgivelsen af anmeldelsen, klagen eller anmodningen til Familieretshuset anvendes et digitalt screeningsværktøj som basis for den i § 4 i forslaget til Familieretshusloven foreslåede screening og visitation af sagen. Den foreslåede bestemmelse er endvidere begrundet i hensynet til en effektiv og digital tilrettelæggelse af sagsbehandlingen i Familieretshuset

Der henvises til § 4 i forslaget til Familieretshusloven og bemærkningerne til denne. For så vidt angår øvrige ændringer af § 58 d i ægteskabsloven henvises til lovforslagets § 2, nr. 27-29, og bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 27 og 28

Det fremgår af § 58 d, stk. 3, i ægteskabsloven, at hvis Statsforvaltningen finder, at der foreligger særlige forhold, der gør, at en borger ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, skal Statsforvaltningen tilbyde, at ansøgningen kan indgives på anden måde end ved digital selvbetjening. Det fremgår videre, at i sådanne tilfælde bestemmer Statsforvaltningen, hvordan ansøgningen skal indgives, herunder om det skal ske mundtligt eller skriftligt.

Bestemmelsen i § 58 d, stk. 4, i ægteskabsloven omhandler muligheden for at undtage fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening i tilfælde, der ikke er omfattede af § 58 d, stk. 3, i ægteskabsloven. Det fremgår således af bestemmelsen, at Statsforvaltningen udover i de i stk. 3 nævnte tilfælde helt ekstraordinært kan undlade at afvise en ansøgning, der ikke er indgivet ved digital selvbetjening, hvis der ud fra en samlet økonomisk vurdering er klare fordele for Statsforvaltningen ved at modtage ansøgningen på anden måde end digitalt.

Det foreslås, at henvisningen til ansøgning i § 58 d, stk. 3 og 4, ændres til henvendelse.

De foreslåede ændringer er begrundede i, at det med den i lovforslagets § 2, nr. 26, foreslåede § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven foreslås, at også en række anmodninger og klager efter ægteskabsloven skal indgives ved brug af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning. Henvendelser bruges herefter som samlet betegnelse for anmodninger, ansøgninger og klager.

De foreslåede ændringer medfører ikke materielle ændringer af, hvornår en borger kan undtages fra kravet om anvendelse af digital selvbetjening efter bestemmelserne i § 58 d, stk. 3 og 4.

Der henvises til § 2, nr. 26, og bemærkningerne hertil. Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.

Til nr. 29

Det fremgår af § 58 d, stk. 2, i ægteskabsloven, som foreslås ændret ved § 2, nr. 26, at en række henvendelser skal indgives til Familieretshuset ved brug af Familieretshusets digitale selvbetjeningsløsning. § 58 d, stk. 3 og 4, som foreslås ændret ved § 2, nr. 27 og 28, indeholder muligheder for at fravige kravet om anvendelse af digital selvbetjening, hvis der foreligger særlige forhold, der gør, at borgeren ikke må forventes at kunne anvende digital selvbetjening, samt i helt ekstraordinære tilfælde.

Det foreslås, at der som § 58 d, stk. 6, indsættes en ny bestemmelse om, at kravet om anvendelse af digital selvbetjening i § 58 d, stk. 2, ikke finder anvendelse for henvendelser fra offentlige myndigheder.

Bestemmelsen vil navnligt finde anvendelse for anmodninger fra en offentlig myndighed efter § 97 i lov om aktiv socialpolitik, jf. lovbekendtgørelse nr. 269 af 21. marts 2017 (aktivloven). Det fremgår af denne bestemmelse, at hvis en person er pålagt at betale underholdsbidrag m.v. til en anden person, der modtager hjælp til forsørgelse, indtræder det offentlige i kravet og i retten til at kræve bidrag fastsat eller kræve et bidrag forhøjet.

Den foreslåede bestemmelse er begrundet i, at karakteren af anmodninger fra offentlige myndigheder er væsensforskellig fra anmodninger fra borgere, hvorfor bl.a. screeningsværktøjet, som er en del af Familieretshuset digitale selvbetjeningsløsning, ikke skal finde anvendelse.

Der henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, nr. 26.

Til nr. 30

Det fremgår af § 58 e i ægteskabsloven, at kapitel 9 og §§ 68 og 70 i retssikkerhedsloven finder anvendelse ved Ankestyrelsens behandling af sager efter ægteskabsloven. Bestemmelsen skal ses i sammenhæng med § 58 a, stk. 1, i ægteskabsloven, hvorefter Statsforvaltningens afgørelser efter ægteskabsloven som udgangspunkt kan påklages til Ankestyrelsen.

Det foreslås, at § 58 e ophæves.

Forslaget er begrundet i, at Statsforvaltningen med forslaget til Familieretsloven foreslås nedlagt, at afgørelser efter ægteskabsloven med den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 2, træffes af Familieretshuset eller familieretten, og at Familieretshuset afgørelser med den i lovforslagets § 2, nr. 23, foreslåede § 58 a, stk. 4, kan indbringes for familieretten. Det foreslås dermed, at Ankestyrelsen ikke længere har kompetence til at træffe afgørelser efter ægteskabsloven, hvorfor der heller ikke er behov for regler om Ankestyrelsens behandling af sager efter ægteskabsloven.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 3.3.