Kilde

Til nr. 1

Afgørelser om forældremyndighed, barnets bopæl, samvær og anden kontakt træffes efter forældreansvarsloven.

Afgørelser efter forældreansvarsloven skal efter lovens § 4 træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet. Ved vurderingen af barnets bedste foretages altid en helhedsvurdering, hvor der skal tages hensyn til alle relevante forhold. Hensynet til at beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme er elementer, der indgår i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, når det er relevant.

Efter bestemmelsen skal Familieretshuset og familieretten endvidere have fokus på, at afgørelser efter forældreansvarsloven skal medvirke til at sikre barnets trivsel og på at beskytte barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder at være vidne til vold.

Kriteriet ”bedst for barnet” skal til enhver tid tolkes som den bedst tænkelige løsning for det enkelte barn, og vurderingen af barnets bedste skal altid foretages ud fra en individuel vurdering af det enkelte barns forhold. Vurderingen bygger på oplysninger om barnet, herunder oplysninger fra eventuelle børnesagkyndige undersøgelser og sagkyndige erklæringer, og på barnets perspektiv og egne synspunkter alt efter barnets alder og modenhed. Der henvises til §§ 33 og 34 i forældreansvarsloven.

Ved vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, skal der tages hensyn til hovedprincipperne i forældreansvarsloven om, at et barn har ret til to forældre, og at forældrene skal tage ansvar for barnet, dels ved at drage omsorg for barnet, dels ved at samarbejde om væsentlige beslutninger vedrørende barnet. Forældreansvarsloven bygger således generelt på en formodning om, at det er bedst for barnet at have kontakt med begge forældre. Der skal dog altid foretages en konkret vurdering af barnets bedste i den enkelte sag.

En forældremyndighedsindehaver skal drage omsorg for barnet og kan træffe afgørelse om barnets personlige forhold ud fra barnets interesser og behov. Har forældrene fælles forældremyndighed, kræver væsentlige beslutninger vedrørende barnets forhold enighed mellem forældrene. Den forælder, som barnet har bopæl hos, kan selvstændigt træffe afgørelse om overordnede forhold i barnets daglige liv, herunder hvor i landet bopælen skal være. Der henvises til §§ 2 og 3 i forældreansvarsloven.

Som supplement til bestemmelsen om barnets bedste indeholder den gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. for personfarlig kriminalitet af grovere karakter, ikke har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med en sådan forælder. Dette gælder uanset, om det strafbare forhold er begået mod egne børn, øvrige familiemedlemmer eller andre.

Den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven finder anvendelse for forældre, der er dømt efter følgende bestemmelser i straffeloven: § 210 om incest, kapitel 24 om seksualforbrydelser, dog undtaget overtrædelser omfattet af § 228 om ukendskab til forurettedes tilstand eller alder, § 237 om manddrab, §§ 245 og 246 om grov vold, § 245 a om omskæring af kvinder og § 262 a om menneskehandel.

Den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter også situationer, hvor en forælder er dømt efter de nævnte strafbestemmelser, men idømt anden retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven. Disse bestemmelser omfatter bl.a. dom til forvaring og til anbringelse i hospital for sindslidende eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap, når den dømte er frifundet for straf i medfør af § 16 i straffeloven på grund af utilregnelighed på grund af sindssygdom eller tilstande, der må ligestilles hermed.

Den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter også dom for forsøg, jf. § 21 i straffeloven, eller medvirken, jf. § 23 i straffeloven, til de nævnte straffelovsovertrædelser. § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter ikke situationer, hvor forælderen alene er idømt en betinget straf.

Den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven finder tilsvarende anvendelse, hvis en forælder ved en straffedom afsagt af domstolene i Grønland eller på Færøerne eller ved en udenlandsk straffedom er idømt ubetinget fængsel eller en retsfølge svarende til retsfølger omfattet af §§ 68-70 i straffeloven for handlinger med tilsvarende gerningsindhold som i de straffelovsbestemmelser, der er nævnt i § 4 a, stk. 1. Der tages dog ikke hensyn til en udenlandsk straffedom, hvis anerkendelse af dommen vil være åbenbart uforenelig med grundlæggende danske retsprincipper (ordre public), f.eks. fordi den dømte ikke har haft mulighed for at forsvare sig i sagen. Der henvises til princippet i § 10 a, stk. 3, nr. 3, i straffeloven.

Straf for kriminalitet, navnlig personfarlig kriminalitet, der ikke er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, indgår i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet. Tilsvarende gælder, hvis en forælder ikke er idømt ubetinget fængselsstraf m.v., men betinget frihedsstraf eller bøde, for kriminalitet omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven. Endvidere finder § 4 a ikke anvendelse på handlinger foretaget i udlandet uden at være strafbare der. Disse straffelovsovertrædelser og handlinger vil imidlertid indgå i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet efter § 4 i forældreansvarsloven. Kriminalitet har dog kun betydning, hvis der er tale om handlinger, der skaber tvivl om, hvorvidt den pågældende er egnet til at drage omsorg for et barn. Det er navnlig tilfældet ved kriminalitet, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade andre mennesker.

Hvis en forælder ved samme dom er idømt en samlet straf for flere lovovertrædelser, vil det bero på en konkret vurdering, om straffen er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven. Det vil i den forbindelse være afgørende, hvilken straf den pågældende ville være blevet idømt, hvis de af § 4 a i forældreansvarsloven omfattede straffelovsovertrædelser var blevet pådømt særskilt.

Formålet med § 4 a i forældreansvarsloven er at sikre, at der i forældreansvarssager ikke opstår tvivl om, at hensynet til barnets bedste og barnets ret til trivsel og beskyttelse altid sættes over andre hensyn, herunder over hensynet til en forælder, der er dømt for at have begået de nævnte straffelovsovertrædelser.

Efter den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven finder formodningsreglen ikke anvendelse, hvis det er bedst for barnet, at den dømte forælder har forældremyndighed over barnet, eller at barnet har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder. Der er tale om en snæver undtagelse, der alene finder anvendelse, hvis det efter en konkret og dybdegående vurdering findes at være det bedste for det enkelte barn.

I vurderingen af, hvad der er til barnets bedste i sager omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, skal først og fremmest indgå barnets relation til den pågældende forælder og barnets interesse i at have kontakt med denne. Hensynet til den dømte forælder kan aldrig føre til, at der træffes en afgørelse, som ikke vurderes at være til barnets bedste.

I vurderingen af barnets bedste skal endvidere indgå den nærmere karakter af forbrydelsen og omstændighederne omkring forbrydelsen samt den tid, der er forløbet, siden forbrydelsen blev begået. Det forhold, at der foreligger særlige omstændigheder, såsom at forælderen var meget ung, da forbrydelsen blev begået, eller at der er gået lang tid siden forælderens løsladelse fra strafafsoning, kan ikke i sig selv føre til, at undtagelsen finder anvendelse. Sådanne forhold kan dog være relevante for den samlede vurdering af barnets bedste, herunder bl.a. vurderingen af forælderens aktuelle evne til at drage omsorg for barnet og af risikoen for, at barnet i sin opvækst udsættes for radikalisering og ekstremisme.

Det vil indgå med vægt i vurderingen af, at samvær m.v. ikke er til barnets bedste, hvis forældrenes samlivsophævelse og/eller forældreansvarssagen helt eller delvist blev udløst af den ene forælders kriminalitet. Ligeledes kan det være relevant for vurderingen, hvis forældrene har opretholdt samlivet i en længere periode, hvor den anden forælder har været vidende om kriminaliteten, og det ikke har givet anledning til bekymring for den dømte forælders omsorgsevne. Der skal dog i denne sammenhæng være fokus på forældrenes relation til hinanden, herunder om den ene forælder har været tilbageholdende med at opløse samlivsforholdet og/eller rejse en forældreansvarssag f.eks. på grund af frygt for den anden forælder.

I vurderingen af barnets bedste skal også inddrages de forhold, der er lagt vægt på i straffedommen. Særligt grovheden af forbrydelsen og betydningen heraf for strafudmålingen, herunder om retten har fundet, at der forelå formildende eller skærpende omstændigheder, kan have betydning for vurderingen af barnets bedste. Det skal samtidigt undersøges, om dommen indeholder oplysninger i relation til forældreansvarslovens fokus på forældrenes pligt til at skærme barnet mod vold og anden behandling, der udsætter barnet for skade eller fare, herunder om den pågældende forælders deltagelse i de kriminelle aktiviteter har kunnet udsætte barnet for skade eller fare.

Vurderingen af barnets bedste, barnets trivsel og beskyttelsen af barnet skal i sager omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven være baseret på en dybdegående og tværfaglig undersøgelse. Der skal foretages en børnesagkyndig undersøgelse og som klart udgangspunkt ligeledes en belysning af forælderens personlige egenskaber og evne til at drage omsorg for barnet. Det vil i de fleste sager endvidere være relevant at indhente oplysninger efter bestemmelserne herom i kapitel 10 i Familieretshusloven fra den kommune, der er forpligtet til at yde støtte til barnet efter serviceloven.

Der skal som led i oplysningen af sagen som udgangspunkt også afholdes en børnesamtale. Barnets egne synspunkter skal tillægges vægt alt efter barnets alder og modenhed. Det skal dog understreges, at barnets synspunkter ikke kan stå alene, da der kan være situationer, hvor barnet ikke kan overskue konsekvenserne af sine udtalelser.

Endelig tages der ved afgørelsen også hensyn til, hvilke forhold efter forældreansvarsloven den enkelte sag drejer sig om. Der kan således efter en konkret vurdering være situationer, hvor der ikke er noget til hinder for at bestemme, at et barn har samvær med en forælder, der er dømt for overtrædelse af straffelovsbestemmelser, der er omfattet af § 4 a i forældreansvarsloven, men at den pågældende forælder ikke bør have del i forældremyndigheden over barnet. Det er dog en forudsætning, at denne løsning i den konkrete situation anses for bedst for barnet.

Ved afgørelserne om undtagelse fra formodningsreglen i § 4 a i forældreansvarsloven skal det som anført i de almindelige bemærkninger, punkt 3, sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention overholdes.

Efter den gældende § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven har Familieretshuset mulighed for at indhente oplysninger om straffedomme fra Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret), hvis der foreligger mistanke om, at en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf m.v. for kriminalitet omfattet af den gældende § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven.

Det foreslås, at formodningsreglen i § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven ændres således, at henvisningen til retsfølger efter §§ 68-70 i straffeloven ændres til henvisning til dom til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70, og at henvisningen til dom for overtrædelse af bestemmelserne om personfarlig kriminalitet af grovere karakter i § 210, kapitel 24, §§ 237, 245, 245 a, 246, eller 262 a i straffeloven ændres til henvisning til dom for overtrædelse af bestemmelserne om terrorisme og om personfarlig kriminalitet af grovere karakter i §§ 101 a, 114-114 j, § 136, stk. 2, § 136, stk. 3, for så vidt angår billigelse af handlinger omfattet af straffelovens §§ 114-114 j, § 210, kapitel 24 bortset fra § 228, §§ 237, 245, 245 a, 246 eller 262 a.

Dette indebærer, at bestemmelsens anvendelsesområde udvides til også at omfatte straf for overtrædelse af § 101 a i straffeloven om tilslutning til fjendtlig væbnet styrke i udlandet, §§ 114-114 j i straffeloven om terrorisme m.v. og § 136, stk. 2 og 3, i straffeloven om billigelse af terrorisme.

Udvidelsen foreslås af lovtekniske grunde gennemført ved, at der i § 4 a, stk. 1, indsættes henvisninger til de straffelovsbestemmelser, der er omfattet af den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde, sammen med henvisninger til de straffelovsbestemmelser, der er omfattet af den gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 1.

Den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven omfatter følgende bestemmelser, der alle vedrører terrorhandlinger, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade andre mennesker, eller drejer sig om billigelse af terrorisme:

– § 101 a om forbud mod tilslutning til fjendtlig væbnet styrke i udlandet, som kæmper mod den danske stat.

– § 114 om forbud mod at begå terrorisme.

– § 114 a om forbud mod at begå terrorlignende handlinger omfattet af internationale konventioner.

– § 114 b om forbud mod at yde økonomisk støtte til terrorisme m.v.

– § 114 c om forbud mod hvervning til at begå terrorisme m.v.

– § 114 d om forbud mod oplæring til at begå terrorisme m.v.

– § 114 e om forbud mod at yde støtte til terrorgrupper m.v.

– § 114 f om forbud mod at deltage i eller yde væsentlig økonomisk eller anden støtte til grupper m.v., der har til hensigt ved vold f.eks. at fremkalde forstyrrelse af samfundsordenen.

– § 114 g om forbud mod at deltage i ulovlig militær organisation eller gruppe.

– § 114 h om forbud mod spredning af masseødelæggelsesvåben.

– § 114 i om forbud mod at modtage økonomisk støtte fra en terrororganisation.

– § 114 j om forbud mod indrejse og ophold i forbudsbelagte konfliktområder.

– § 136, stk. 2, om forbud mod offentlig billigelse af forbrydelser omfattet af kapitel 12 eller 13 i straffeloven, der omfatter henholdsvis landsforræderi og andre forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed samt forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.

– § 136, stk. 3, om forbud mod som led i religiøs oplæring udtrykkeligt at billige handlinger, som er omfattet af straffelovens §§ 114-114 j om terrorisme.

I relation til § 114 j i straffeloven bemærkes, at et område kan være omfattet af indrejse- og opholdsforbuddet, hvis en gruppe eller sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af §§ 114, 114 a, 114 b, 114 c eller 114 d i straffeloven, er part i en væbnet konflikt i det pågældende område, jf. straffelovens § 114 j, stk. 3, 1. pkt., jf. § 114 e. Det følger af § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, i bekendtgørelse nr. 708 af 6. juli 2019 om forbud mod indrejse eller ophold i visse konfliktområder, at Dayr Az Zawr-provinsen og Idlib-provinsen i Syrien er omfattet af indrejse- og opholdsforbuddet.

Efter § 114 j, stk. 2, i straffeloven gælder forbuddet ikke for indrejse og ophold, der sker som led i udøvelse af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv. Endvidere kan der meddeles tilladelse til, at en person indrejser eller opholder sig i et forbudsbelagt område, hvis indrejsen eller opholdet har et anerkendelsesværdigt formål, jf. lovens § 114 j, stk. 4. Det følger af forarbejderne til § 114 j i straffeloven, at formålet med bestemmelsen var at gøre det lettere at straffe personer, der indrejser til og opholder sig i et konfliktområde for at deltage i en væbnet konflikt, eksempelvis gennem en terrororganisation, jf. Folketingstidende 2015-16, A, L 187 som fremsat, side 2.

Den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for § 4, stk. 1, i forældreansvarsloven betyder, at der indføres en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt ubetinget fængselsstraf eller dømt til anbringelse eller til forvaring for overtrædelse af disse terrorbestemmelser, ikke har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder.

I lighed med den gældende formodningsregel vil der også i forhold til den foreslåede udvidelse af anvendelsesområdet for formodningsreglen helt undtagelsesvist kunne være situationer, hvor det efter en konkret og dybdegående vurdering findes at være det bedste for det enkelte barn, at barnet har kontakt med en forælder, der er dømt efter de nævnte straffelovsbestemmelser. Ved denne vurdering af barnets bedste inddrages også de forhold, der er lagt vægt på i straffedommen, navnlig grovheden af forbrydelsen, og om der forelå formildende eller skærpende omstændigheder. I forhold til forældre, der er dømt for overtrædelse af terrorbestemmelserne, skal der særligt være fokus på, om dommen indeholder oplysninger m.v., som har betydning for bedømmelsen af forælderens evne til at drage omsorg for barnet og for risikoen for, at barnet i sin opvækst udsættes for radikalisering og ekstremisme.

Endelig skal det sikres, at Danmarks forpligtelser i forhold til barnets bedste og retten til familieliv efter FN’s konvention om barnets rettigheder og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention overholdes. Der henvises til punkt 3.

Den foreslåede præcisering i relation til retsfølger efter §§ 68-70 i straffeloven betyder, at bestemmelsen alene omfatter dom til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70. Med dom til anbringelse forstås anbringelsesdomme omfattet af punkt 5.1.1. i Rigsadvokatmeddelelsen om psykisk afvigende kriminelle. Det drejer sig om dømte, der er sindssyge og frembyder en sådan fare for sikkerheden, at de kun bør kunne udskrives på grundlag af en retskendelse, samt dømte, der er sindssyge og fra lægelig side bedømmes som udtalt farlige og derfor frembyder nærliggende risiko for personfarlige handlinger. Derimod omfatter bestemmelsen ikke behandlingsdomme omfattet af meddelelsens punkt 5.1.2., der drejer sig om dom til behandling på psykiatrisk afdeling eller under tilsyn heraf, hvor behandlingsmæssige hensyn træder i forgrunden, og hvor hensynet til sikkerheden ikke er så påtrængende, at domstolskontrol med udskrivning kan anses for påkrævet. Det indgår dog i vurderingen af, hvad der er bedst for barnet, hvis en forælder er idømt en sådan behandlingsdom.

Den foreslåede præcisering omfatter både domme omfattet af den gældende bestemmelse i § 4 a, stk. 1, og domme omfattet af den foreslåede udvidelse af bestemmelsens anvendelsesområde.

Familieretshusets mulighed efter den gældende § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven for at indhente oplysninger om straffedomme fra Det Centrale Kriminalregister (Kriminalregisteret) vil også gælde domme, der er omfattet af den foreslåede udvidelse af § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven.

Begrundelsen for forslaget om at udvide anvendelsesområdet for § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven er, at de omhandlede bestemmelser i straffeloven vedrører terrorhandlinger, der direkte eller indirekte er rettet mod at skade andre mennesker, eller drejer sig om billigelse af terrorisme. De omhandlede handlinger skaber i lighed med de handlinger, der er omfattet af den gældende formodningsregel, tvivl om, hvorvidt den pågældende forælder er egnet til at drage omsorg for et barn, herunder beskytte barnet mod radikalisering og ekstremisme, og dermed om det er bedst for barnet at have kontakt med den pågældende forælder. Der bør derfor også i forhold til disse bestemmelser være en klar formodning for, at det er bedst for et barn, at en forælder, der er idømt straf m.v. efter de omhandlede bestemmelser, ikke har forældremyndighed over barnet, og at barnet ikke har bopæl hos eller samvær eller anden kontakt med denne forælder.

Begrundelsen for forslaget om at præcisere bestemmelsens anvendelsesområde i relation til retsfølger efter §§ 68-70 i straffeloven sådan, at den alene omfatter dom til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70, er, at efter forarbejderne til § 4 a i forældreansvarsloven understreges grovheden af de handlinger, der er omfattet af § 4 a, af, at bestemmelsen alene skal finde anvendelse ved ubetinget fængselsstraf eller ved dom til en anden retsfølge efter straffelovens §§ 68-70, der bl.a. omfatter dom til forvaring og til anbringelse i hospital for sindslidende eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, A, L 137 som fremsat, side 4. Det var således ikke hensigten, at bestemmelsen skulle omfatte retsfølger, der ikke medfører frihedsberøvelse.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 2.

Til nr. 2

Efter § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven kan Familieretshuset, hvis der foreligger mistanke om, at en forælder er idømt ubetinget fængselsstraf eller en anden retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven for kriminalitet omfattet af § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven, indhente oplysninger herom fra Det Centrale Kriminalregister.

Det foreslås, at § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven ændres således, at henvisningen til anden retsfølge efter §§ 68-70 i straffeloven ændres til henvisning til dom til anbringelse efter straffelovens § 68, 2. pkt., eller § 69 eller til forvaring efter straffelovens § 70.

Den foreslåede ændring af § 4 a, stk. 2, i forældreansvarsloven er en konsekvens af den ved lovforslagets § 1, nr. 1, foreslåede ændring af § 4 a, stk. 1, i forældreansvarsloven. Ved denne bestemmelse foreslås en tilsvarende ændring af en henvisning til §§ 68-70 i straffeloven. Der henvises til lovforslagets § 1, nr. 1, og bemærkningerne hertil.

Der henvises i øvrigt til lovforslagets almindelige bemærkninger, punkt 2.

Kilde

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. januar 2021.

Ikrafttrædelsesbestemmelsen indebærer, at loven også vil finde anvendelse på sager efter forældreansvarsloven, som Familieretshuset og familieretten har under behandling ved lovens ikrafttræden, og som afgøres efter ikrafttrædelsestidspunktet. Endvidere indebærer bestemmelsen, at loven også vil finde anvendelse i forhold til straffedomme, der er afsagt inden ikrafttrædelsen.

Kilde

Det foreslås, at loven ikke skal gælde for Færøerne og Grønland, men at den ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland med de ændringer, som de grønlandske forhold tilsiger.

Det fremgår af § 49 i forældreansvarsloven, at loven ved kongelig anordning kan sættes helt eller delvist i kraft for Grønland og Færøerne med de ændringer, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Loven er ved kongelig anordning nr. 680 af 6. juni 2016 sat i kraft for Grønland. Det foreslås, at nærværende lov ikke skal kunne sættes i kraft for Færøerne, da de færøske myndigheder har overtaget sagsområdet person-, familie- og arveret, herunder forældreansvarslovgivningen.