LOV nr 1231 af 18/12/2012
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Lov om ændring af forskellige lovbestemmelser om obligatorisk digital kommunikation m.v. (Obligatorisk digital kommunikation og tilpasninger som følge af ressortoverførsel m.v.) § 10
I lov om dispachører, jf. lovbekendtgørelse nr. 184 af 25. marts 1988, som ændret bl.a. ved § 9 i lov nr. 377 af 22. maj 1996 og § 2 i lov nr. 1463 af 22. december 2004 og senest ved § 36 i lov nr. 718 af 25. juni 2010, foretages følgende ændringer:
1. § 2 ophæves, og i stedet indsættes:
»§ 2. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra styrelsen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om digital kommunikation, herunder om anvendelse af bestemte it-systemer, særlige digitale formater og digital signatur el.lign.
Stk. 3. En digital meddelelse anses for at være kommet frem, når den er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.
§ 2 a. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at styrelsen kan udstede afgørelser og andre dokumenter efter denne lov eller efter regler udstedt i medfør af denne lov uden underskrift, med maskinelt eller på tilsvarende måde gengivet underskrift eller under anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt afgørelsen eller dokumentet. Sådanne afgørelser og dokumenter sidestilles med afgørelser og dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at afgørelser og andre dokumenter, der udelukkende er truffet eller udstedt på grundlag af elektronisk databehandling, kan udstedes alene med angivelse af Erhvervsstyrelsen som afsender.
§ 2 b. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte regler om, at skriftlig kommunikation til og fra Dispachørkommissionen om forhold, som er omfattet af denne lov eller af regler udstedt i medfør af denne lov, skal foregå digitalt. § 2, stk. 2 og 3, og § 2 a finder tilsvarende anvendelse.
§ 2 c. Hvor det efter denne lov eller regler udstedt i medfør af denne lov er krævet, at et dokument, som er udstedt af andre end Erhvervsstyrelsen eller Dispachørkommissionen, skal være underskrevet, kan dette krav opfyldes ved anvendelse af en teknik, der sikrer entydig identifikation af den, som har udstedt dokumentet, jf. dog stk. 2. Sådanne dokumenter sidestilles med dokumenter med personlig underskrift.
Stk. 2. Erhvervsstyrelsen kan fastsætte nærmere regler om fravigelse af underskriftskrav. Det kan herunder bestemmes, at krav om personlig underskrift ikke kan fraviges for visse typer af dokumenter.«
2. I § 13 a, 1. pkt., indsættes efter »pågældende«: », idet afgørelser truffet i henhold til forskrifter, som er udstedt i medfør af § 2, dog ikke kan indbringes for anden administrativ myndighed«.