Lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Lempelse af ejendomsbeskatningen, videreførelse af den midlertidige indefrysningsordning for grundskyld, tilpasninger vedrørende tilbagebetalingsordningen og beregningsgrundlaget for grundskyld m.v.) § 5

Forarbejder til Lov om ændring af ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Lempelse af ejendomsbeskatningen, videreførelse af den midlertidige indefrysningsordning for grundskyld, tilpasninger vedrørende tilbagebetalingsordningen og beregningsgrundlaget for grundskyld m.v.) § 5

Til nr. 1

Efter skatteforvaltningslovens § 4 a, stk. 2, træffer skatteankeforvaltningen afgørelse i klager vedrørende Skatteforvaltningens afslag på genoptagelse, jf. § 20 b, stk. 3, og § 33, stk. 1, 3 og 4, jf. dog stk. 3.

Det foreslås, at henvisningen i § 4 a, stk. 2, til § 20 b, stk. 3, udgår. Forslaget er en konsekvens af lovforslagets § 5, nr. 2, hvorefter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2-5, foreslås ophævet.

Til nr. 2

Det følger af skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 1, at der ved vurdering af fast ejendom, der foretages efter forudgående deklaration, jf. § 20 a, indtræder en afgørelsesperiode tidligst 6 uger før den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb. Afgørelsesperioden udløber den 10. februar i kalenderåret efter vurderingsårets udløb, medmindre skatteministeren fastsætter et senere tidspunkt.

Efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, 1. pkt., kan Skatteforvaltningen træffe afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved afgørelsesperiodens indtræden. Det følger imidlertid af § 20 b, stk. 2, 2. pkt., at Skatteforvaltningen ikke i afgørelsesperioden er afskåret fra at træffe afgørelse på baggrund af oplysninger, der modtages i afgørelsesperioden. Skatteforvaltningen kan således inddrage oplysninger i afgørelsen, som modtages efter udløbet af deklarationsperioden, men Skatteforvaltningen er ikke forpligtet hertil.

Det følger endvidere af skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, at oplysninger, der modtages efter afgørelsesperiodens indtræden, skal behandles efter reglerne om genoptagelse og revision, jf. skatteforvaltningslovens §§ 33 og 33 a, hvis der i afgørelsesperioden træffes afgørelse, og oplysningerne ikke er indgået i grundlaget for afgørelsen.

Det foreslås at skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, affattes således, at Skatteforvaltningen i afgørelsesperioden, jf. stk. 1, træffer afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved afgørelsesperiodens indtræden.

Skatteforvaltningens mulighed for at inddrage oplysninger efter afgørelsesperiodens indtræden, afskæres dermed, således at der vil skulle træffes afgørelse på grundlag af de oplysninger, der foreligger ved afgørelsesperiodens indtræden.

Hvis en ejendomsejer efter dette tidspunkt ønsker at få oplysninger med i vurderingen, må ejendomsejer enten klage over den nye vurdering eller anmode om at få vurderingen genoptaget efter de almindelige regler om genoptagelse af vurderinger i skatteforvaltningslovens § 33.

Det vil med forslaget være afgørende for, om Skatteforvaltningen skal forholde sig til indsendte oplysninger, at oplysningerne er modtaget af Skatteforvaltningen under deklarationsproceduren, som slutter ved afgørelsesperiodens start. Er oplysningerne først modtaget på et senere tidspunkt, vil de ikke skulle indgå i vurderingen.

Skatteforvaltningen vil herefter skulle orientere ejendomsejeren om, at oplysningerne er indsendt for sent, og at de derfor ikke vil blive lagt til grund ved vurderingen. Det vil samtidig være op til Skatteforvaltningen at orientere ejendomsejeren om dennes muligheder, herunder mulighederne for at klage og at søge om genoptagelse.

For sent indsendte oplysninger vil ikke som udgangspunkt blive betragtet som hverken en klage eller en genoptagelsesanmodning vedrørende den nye vurdering.

Efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2, kan Skatteforvaltningen træffe afgørelse om vurdering på grundlag af oplysninger indkommet efter afgørelsesperiodens indtræden. Skatteforvaltningen kan alternativt træffe afgørelse uden at tage højde for sådanne oplysninger.

Vælger Skatteforvaltningen at træffe afgørelse uden at tage højde for de oplysninger, der er indkommet i afgørelsesperioden, er Skatteforvaltningen efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, forpligtet til at tage stilling til, om oplysningerne er grundlag for en ændring af vurderingen. Denne forpligtigelse bortfalder, hvis den pågældende vurdering påklages, jf. skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 4.

Ændres vurderingen efter skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 3, tillægges ændringen oprindelig skattemæssig virkning.

Med den foreslåede ændring i lovforslagets § 5, nr. 2, ændres reglerne for, hvilke oplysninger der skal danne grundlag for vurderingen. Det foreslås herefter, at det alene vil være oplysninger, der er indkommet inden afgørelsesperiodens indtræden, der skal lægges til grund ved vurderingen.

Skatteforvaltningslovens § 20 b, stk. 2-5, foreslås derfor ophævet, da der herefter ikke vil være grundlag for at genoptage vurderinger på baggrund af oplysninger, der er indkommet i afgørelsesperioden.

Til nr. 3

Efter gældende ret kan Skatteforvaltningen af egen drift genoptage en vurdering ordinært, der er foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88, i medfør af skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1, jf. stk. 2, senest den 1. maj i det fjerde år efter udløbet af det kalenderår, hvor den fejlagtige vurdering første gang er foretaget.

Når fristen for ordinær genoptagelse er overskredet, kan der ske ekstraordinær genoptagelse af en vurdering, der enten er foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88 eller foretaget efter den tidligere vurderingslov, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 3.

Efter skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4, kan en vurdering desuden genoptages af Skatteforvaltningen, hvis hidtidig praksis underkendes. Reglen finder anvendelse i den særlige situation, hvor praksis endeligt underkendes ved dom eller ved en afgørelse fra skatteankeforvaltningen, et vurderingsankenævn eller Landsskatteretten, eller hvis en praksisændring i andre tilfælde offentliggøres af Skatteministeriet.

Efter skatteforvaltningslovens § 34 har Skatteforvaltningen desuden adgang til at genoptage nyere vurderinger af en ejendom, hvis en afgørelse fra et vurderingsankenævn, Skatteankestyrelsen, Landsskatteretten eller en domstol vedrørende en vurdering af den pågældende ejendom giver anledning til ændring af nyere vurderinger. Genoptagelsesadgangen gælder uanset, om klagesagen først finder sin endelige afgørelse ved domstolene.

Efter gældende ret er der ingen grænser for, hvor langt tilbage i tid, der kan ske ekstraordinær genoptagelse af videreførte vurderinger eller vurderinger foretaget efter den tidligere vurderingslov.

I de tilfælde, hvor en ændring af en vurdering foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88 eller en vurdering foretaget efter den tidligere vurderingslov, ikke kan foretages efter reglerne om ordinær eller ekstraordinær genoptagelse, fordi betingelserne herfor ikke er opfyldt, kan Skatteforvaltningen af egen drift tage vurderingen eller en del af denne op til revision efter skatteforvaltningslovens § 33 a inden for de frister, der er fastsat i denne bestemmelse.

Efter ulovbestemte forvaltningsretlige grundsætninger kan der opstå en pligt for myndigheden til at genoptage en sag på eget initiativ, hvis myndigheden f.eks. bliver opmærksom på, at typisk et større antal afgørelser er ramt af formelle eller retlige mangler.

Der gælder dog en begrænsning efter praksis i denne pligt, hvis identifikationen af de sager, der vil skulle genoptages, vil kræve en meget byrdefuld manuel gennemgang af et omfattende antal sager.

Folketingets Ombudsmand har f.eks. i FOB 2016-33 åbnet for, at den byrde som selve genoptagelsen vil udgøre, kan indgå i vurderingen af, om en myndighed har pligt til genoptagelse. Der henvises til de almindelige bemærkninger, afsnit 2.3.1.2.

Det foreslås derfor at indsætte en ny § 33 b under overskriften »Afskæring af genoptagelse og revision af visse vurderinger«. Det foreslås i stk. 1, at Skatteforvaltningen fra og med den 1. november 2020 ikke af egen drift skal kunne genoptage eller foreslå at revidere vurderinger foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88 eller vurderinger foretaget efter den tidligere vurderingslov.

Det foreslås, at Skatteforvaltningen fra og med den 1. november 2020 ikke i medfør af §§ 33, 33 a og 34 af egen drift kan genoptage eller varsle revision af vurderinger, der er foretaget efter ejendomsvurderingslovens §§ 87 og 88.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 også finder anvendelse for så vidt angår vurderinger foretaget efter den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme.

De foreslåede bestemmelser i stk. 1 og stk. 2, omfatter således både de videreførte vurderinger, omvurderinger foretaget fra 2013 og øvrige vurderinger foretaget efter den tidligere vurderingslov, herunder vurderinger foretaget før 2013.

Formålet med de foreslåede bestemmelser er at komme godt fra start med det nye ejendomsvurderingssystem uden de komplikationer, gamle sager kan medføre, og for at sikre, at Skatteforvaltningen ikke skal anvende betydelige ressourcer på disse gamle sager frem for de nye ejendomsvurderinger. Forslaget skal samtidig sikre klarhed hos boligejerne om, at de ikke mødes med gamle krav fra myndighederne.

Det bemærkes i den forbindelse, at erfaringerne viser, at der ved fejl i store og komplekse systemer – som f.eks. et ejendomsvurderingssystem – typisk vil være tale om genoptagelse af et meget stort antal sager, hvilket betyder, at der vil skulle bruges mange ressourcer på denne opgave. Det vurderes derfor at være nødvendigt med en afskæring af muligheden for genoptagelse og revision af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem.

Efter gældende ret har ejendomsejerne både før og efter 2011 kunnet anmode om genoptagelse af både almindelige vurderinger og omvurderinger, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 1.

Det foreslås i stk. 3, at Skatteforvaltningen ikke genoptager vurderinger som nævnt i stk. 1 og 2 på baggrund af en anmodning om genoptagelse, der er modtaget den 1. november 2020 eller senere. Bestemmelsen indebærer, at ejendomsejerne ikke skal kunne anmode om genoptagelse fra og med den 1. november 2020. Dokumentation for påberåbte fejl i grundlaget for vurderingen vil skulle indgives samtidig med anmodningen om genoptagelse.

Bestemmelsen indebærer også, at en ejendomsejer ikke vil kunne støtte ret på en anmodning om genoptagelse, som en anden ejendomsejer har indgivet rettidigt over en anden vurdering eller en anden ejendom, og at en ændring af praksis ikke skal medføre genoptagelse, jf. skatteforvaltningslovens § 33, stk. 4 (underkendelse af praksis). Bestemmelsen indebærer også, at en verserende sag over en anden vurdering af samme ejendom, der er indgivet af ejendomsejer, ikke vil blive afspejlet i senere vurderinger af denne ejendom, når den verserende sag er afgjort, jf. skatteforvaltningslovens § 34.

Det er således nødvendigt efter den foreslåede bestemmelse, at ejendomsejerne selv indgiver en anmodning om genoptagelse inden fristens udløb for de vurderinger, som den pågældende ønsker at få genoptaget, og som der ikke verserer en sag omkring.

Beskatningsgrundlagene for ejendomsværdiskatten og grundskylden fastsættes for mange ejendommes vedkommende med udgangspunkt i ældre vurderinger. Baggrunden herfor er, at der er indført et skattestop vedrørende ejendomsværdiskatten og et skatteloft vedrørende grundskylden, jf. henholdsvis ejendomsværdiskattelovens § 4 a, stk. 1, og § 1, stk. 2, i lov om kommunal ejendomsskat. En konsekvens af fuldt ud at fjerne adgangen til genoptagelse vil derfor være, at selv ejendomme, hvor en ældre vurdering medfører, at der ikke betales eller alene betales en meget lav ejendomsværdiskat eller grundskyld, ikke vil kunne blive genoptaget og rettet.

For at sikre en fuldstændig nedlukning af det gamle vurderingssystem er det imidlertid nødvendigt, at selv ejendomme med åbenbart forkerte beskatningsgrundlag ikke skal kunne genoptages og rettes i det gamle vurderingssystem.

Tilsvarende foreslås det, at hvor ejendomsvurderingen ellers anvendes, f.eks. i forbindelse med fastsættelsen af beskatningsgrundlaget efter ejendomsavancebeskatningsloven, skal det ikke være muligt at få genoptaget og ændret en ældre vurdering, med den konsekvens, at en potentielt fejlagtig beregning af avancen, ikke kan blive rettet.

Forslaget påvirker ikke ejendomsejernes adgang til klagebehandling af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem fra 2013 og frem, da ejendomsejerne vil kunne klage over disse vurderinger, når den første nye vurdering af ejendommen sendes ud og dermed få en tilbundsgående klagebehandling af disse vurderinger i det administrative klagesystem i aktuelt niveau.

Hvad angår ejendomsejernes adgang til at få behandlet vurderinger foretaget før 2013, har ejendomsejerne allerede ved udsendelsen af disse vurderinger haft mulighed for at klage, og det har i hele perioden, dvs. både før og efter 2013, været muligt for ejendomsejerne at anmode om genoptagelse af disse vurderinger.

Den foreslåede bestemmelse afskærer ikke genoptagelse eller revision i de tilfælde, hvor afgørelsesgrundlaget allerede er oplyst i en sådan grad, at det står klart, at der skal ske ændring i form af genoptagelse eller revision.

Forud for ophøret af muligheden for at anmode om genoptagelse af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem den 31. oktober 2020, vil der blive gennemført en generel vejledningsindsats. Det kan f.eks. ske i form af et styresignal og pressemeddelelse. I styresignalet vil der blive redegjort for de fastsatte frister, krav til anmodninger om genoptagelse og om betingelserne for genoptagelse. Ejendomsejerne vil endvidere blive vejledt om, hvordan ejendomsejerne kan finde ud af, om der er fejl i netop deres vurderinger, der kan foranledige, at ejendomsejerne bør anmode om genoptagelse.

Modtager Skatteforvaltningen den 1. november 2020 og senere anmodninger om genoptagelse af vurderinger foretaget i det gamle vurderingssystem, vil Skatteforvaltningen efter den foreslåede bestemmelse skulle træffe afgørelse om at afslå anmodningen, da Skatteforvaltningen ikke vil kunne genoptage sådanne vurderinger efter reglerne om genoptagelse i skatteforvaltningsloven. Ligeledes vil der fortsat ikke kunne ske genoptagelse efter almindelige ulovbestemte forvaltningsretlige grundsætninger om genoptagelse. En sådan afgørelse om afslag på genoptagelse vil kunne påklages på sædvanlig vis, og en klage vil angå afgørelsen om afslag på genoptagelse og ikke selve vurderingen.

Til nr. 4

Efter gældende ret skal en klage over afgørelser truffet af Skatteforvaltningen og Skatterådet sendes til Skatteankestyrelsen. Tilsvarende gælder for klage over afgørelser, der er truffet af andre myndigheder, som efter lovgivningen er henlagt til afgørelse i Landsskatteretten eller Skatteankestyrelsen efter regler udstedt i medfør af skatteforvaltningslovens § 35 b, stk. 3.

Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 3. pkt., at en klage skal være modtaget i Skatteankestyrelsen senest tre måneder efter modtagelsen af den afgørelse, der klages over. Har klageren ikke modtaget afgørelsen, skal klagen være modtaget senest fire måneder efter, at den afgørelse der klages over, er afsendt fra den myndighed, der har truffet afgørelsen. Det følger af skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 4. pkt.

Bestemmelsen i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 4. pkt., finder ikke anvendelse i de situationer, hvor det beror på en fejl hos myndigheden, at den klageberettigede ikke har modtaget afgørelsen. I sådanne tilfælde suspenderes klagefristen og begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den klageberettigede har modtaget afgørelsen, jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986, punkt 211).

Kredsen af klageberettigede efter skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 2., følger det almindelige forvaltningsretlige partsbegreb og indebærer, at udover den direkte adressat for en afgørelse kan f.eks. en ægtefælle, en part i en overdragelsesaftale eller en gavemodtager m.v. også være klageberettiget.

Det følger af almindelige forvaltningsretlige principper, at alle parter i en sag skal have en afgørelse meddelt.

Det foreslås at ophæve § 35 a, stk. 3, 4. pkt.

Baggrunden for forslaget er, at Folketingets Ombudsmand i marts 2019 indledte en generel egen drift-undersøgelse af fortolkningen og anvendelsen af bestemmelsen (FOB j.nr. 19/00314).

Skatteministeriet er ved Folketingets Ombudsmands henvendelse blevet opmærksom på, at formuleringen af bestemmelsen kan give anledning til tvivl om, hvorvidt bestemmelsen forudsætter, at der kan være parter i en skattesag, som ikke skal have afgørelsen meddelt. Derudover er hverken Skattestyrelsen, Skatteankestyrelsen eller Landsskatteretten bekendt med tilfælde, hvor den særlige fire måneders frist i skatteforvaltningslovens § 35 a, stk. 3, 4. pkt., har fundet anvendelse i praksis, hvorfor denne særlige fristregel foreslås ophævet.

I tilfælde, hvor en klageberettiget ved en fejl ikke har modtaget en afgørelse, suspenderes klagefristen og begynder at løbe fra det tidspunkt, hvor den klageberettigede har modtaget afgørelsen, jf. Justitsministeriets vejledning om forvaltningsloven (vejledning nr. 11740 af 4. december 1986, punkt 211).

Forslaget betyder således, at den klageberettigede altid vil have en frist til at klage på tre måneder fra det tidspunkt, hvor den klageberettigede modtager afgørelsen, og er således en videreførelse af den gældende retsstilling.