Lov om ændring af ejendomsskatteloven, ejendomsvurderingsloven og forskellige andre love (Alternativer til anvendelse af ejendomsværdier til beskatningsformål for landbrugs- og skovejendomme samt erhvervsejendomme, grundskyld og dækningsafgift i visse udstykningstilfælde m.v.) § 1

Til nr. 1

Ejendomsskattelovens § 3 oplister de ejendomme, der betales ejendomsværdiskat af.

Efter ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 1. pkt., betales der – under visse betingelser – ejendomsværdiskat af lejligheder, som én eller flere ejere bebor i en udlejningsejendom med tre til seks boligenheder, hvoraf højst én lejlighed er beboet af en eller flere ejere. Under forudsætning af, at visse betingelser er opfyldt, kan ejeren således vælge at blive ejendomsværdibeskattet efter ejendomsskatteloven fremfor at blive lejeværdibeskattet efter statsskatteloven.

Efter 2. pkt. er det for det første en betingelse, at ejeren anmoder om en vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 27 af den beboede lejlighed senest ved afgivelse af oplysninger til Skatteforvaltningen efter skattekontrollovens § 2 for det første indkomstår, hvor kravene i 1. pkt. er opfyldt i forhold til den pågældende ejer. Efter 3. pkt. er det for det andet en betingelse, at ejeren, senest 3 måneder efter at vurderingen efter ejendomsvurderingsloven foreligger, giver Skatteforvaltningen meddelelse om, at den beboede lejlighed skal være omfattet af denne lov. Det følger af 4. pkt., at det foretagne valg såvel omfatter det pågældende indkomstår som senere indkomstår.

Endeligt fremgår det af 5. pkt., at bestemmelserne i 1.-4. pkt. endvidere gælder for ejendomme erhvervet i indkomståret 1999 eller i tidligere indkomstår, hvis ejeren har ladet ejendommen overgå til standardiseret lejeværdiberegning, jf. ligningslovens § 15 C, jf. lovbekendtgørelse nr. 819 af 3. november 1997.

Efter ejendomsvurderingslovens § 27, stk. 1, fastsættes der en ejendomsværdi for lejligheder i ejendomme omfattet af bl.a. ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, når de nævnte betingelser er opfyldt.

Skatteforvaltningen har en fast praksis for at tillade, at en ejer af en udlejningsejendom med tre til seks boligenheder, der bebor én af lejlighederne i ejendommen, fortsat kan vælge, at ejendommen skal ejendomsværdibeskattes, selv om en andel af ejendommen ikke anvendes til beboelse, hvis denne andel udgør under 25 pct. af den samlede ejendomsværdi for ejendommen. Ejendommen anses i sådanne tilfælde således at opretholde sin karakter af en mindre udlejningsejendom til beboelsesformål. Praksis har således været til gunst for ejere af sådanne ejendomme.

Ved indførelsen af ejendomsvurderingsloven pr. 1. januar 2018 blev ansættelsen af løbende ejendomsværdier for landbrugs- og skovejendomme samt erhvervsejendomme, der ikke er dækningsafgiftspligtige eller har en boligdel, afskaffet. Fra og med den 1. marts 2021 blev ansættelsen af løbende ejendomsværdier for erhvervsejendomme afskaffet helt, jf. lov nr. 291 af 27. februar 2021. De nye ejendomsvurderinger for landbrugs- og skovejendomme samt erhvervsejendomme indeholder dermed alene en grundværdi. De nye ejendomsvurderinger for ejendomme, der både anvendes til boligformål og til erhvervsmæssige formål, vil således kun indeholde en ejendomsværdi for boligdelen. Om baggrunden for afskaffelsen af ejendomsværdier henvises til pkt. 2.1.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Som følge af afskaffelsen af løbende ejendomsværdier for erhvervsejendomme ansættes der således ikke længere løbende en samlet ejendomsværdi for en udlejningsejendom med tre til seks boligenheder, men alene en ejendomsværdi for den lejlighed i udlejningsejendommen, der opfylder betingelserne efter ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6.

Som en følge heraf er det ikke længere muligt at anvende ejendomsværdien og fordelingen heraf ved opgørelsen af, hvor stor en del af en mindre udlejningsejendom med tre til seks boligenheder, der anvendes til henholdsvis beboelsesformål og erhvervsmæssige formål.

Det foreslås i ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 6. pkt., at 1.-5. pkt. gælder, selv om en del af udlejningsejendommen ikke benyttes til boligformål, hvis denne andel er mindre end 25 pct. af etagearealet i henhold til et autoritativt register.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Skatteforvaltningens praksis vil blive fastsat ved lov, dog i en ændret form, fordi Skatteforvaltningen fremover vil skulle foretage vurderingen af, hvor stor en del af udlejningsejendommen der benyttes til henholdsvis boligformål og andre formål, på baggrund af det samlede etageareal i stedet for ejendomsværdien.

Skatteforvaltningen vil skulle foretage vurderingen heraf på baggrund af data fra et autoritativt register. Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejendomme m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være Bygnings- og Boligregisteret (BBR). BBR indeholder data vedrørende oplysninger om ejendomme i Danmark, herunder data vedrørende anvendelse af en bygning og arealet som er bebygget.

Konkret vil ejeren – såfremt de øvrige betingelser efter ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, er opfyldt – af en mindre udlejningsejendom med tre til seks boligenheder, hvor ejeren bebor én af lejlighederne, kunne vælge at blive ejendomsværdibeskattet, selv om mindre end 25 pct. af det samlede etageareal for udlejningsejendommen anvendes til andre formål end boligformål. Det vil sige, at minimum 76 pct. af det samlede etageareal vil skulle anvendes til boligformål, hvor det vil være maksimalt 24 pct. af det samlede etageareal, der må anvendes til erhvervsmæssige eller andre formål.

Det foreslås videre, at der i ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, indsættes et 7. og 8. pkt. Som 7. pkt. foreslås det, at ejere af lejligheder nævnt i 1. pkt., der inden den 1. januar 2026 er omfattet af denne lov efter betingelserne i 2.-5. pkt., og hvor mindre end 25 pct. af den seneste ansatte ejendomsværdi for udlejningsejendommen efter ejendomsvurderingslovens § 88 er benyttet til andre formål end boligformål, fortsat er omfattet af denne lov uanset 6. pkt. Som 8. pkt. foreslås det, at dette dog ikke gælder, hvis der i henhold til et autoritativt register sker ændringer i benyttelsen af udlejningsejendommen pr. 1. januar 2026 eller senere, så en større del af udlejningsejendommen benyttes til andre formål end boligformål.

De foreslåede bestemmelser i 7. og 8. pkt. er overgangsbestemmelser for nuværende ejere af en lejlighed i en mindre udlejningsejendom, der inden den 1. januar 2026 har valgt ejendomsværdibeskatning efter ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, og hvor mindre end 25 pct. af den samlede ejendomsværdi for udlejningsejendommen er benyttet til andre formål end boligformål.

Den foreslåede bestemmelse i 7. pkt. indebærer, at sådanne ejere fortsat vil være omfattet af ejendomsværdiskat efter reglerne i ejendomsskatteloven, selv om den foreslåede betingelse i 6. pkt. ikke er opfyldt. Sådanne ejere vil således fortsat vil være omfattet af ejendomsværdiskat efter reglerne i ejendomsskatteloven, selv om 25 pct. eller mere af det samlede etageareal anvendes til andre formål end boligformål.

Det vil være en forudsætning, at ejeren inden den 1. januar 2026 er omfattet af denne lov efter betingelserne i ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, 2.-5. pkt. Dette skal ses i lyset af, den foreslåede bestemmelse i 6. pkt. – hvorefter mindre end 25 pct. af det samlede etageareal må anvendes til andre formål end boligformål – pr. 1. januar 2026 afløser Skatteforvaltningens gældende praksis om, at en ejer fortsat kan vælge ejendomsværdibeskatning, selv om en andel af ejendommen ikke anvendes til beboelse, hvis denne andel udgør under 25 pct. af den samlede ejendomsværdi for udlejningsejendommen.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at sikre, at nuværende ejere, der har valgt ejendomsværdibeskatning efter ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 6, ikke ophører med at være omfattet af ejendomsværdiskat efter ejendomsskatteloven i tilfælde, hvor 25 pct. eller mere af det samlede etageareal anvendes til andre formål end boligformål.

Den foreslåede bestemmelse i 8. pkt. indebærer, at dette dog ikke vil gælde i tilfælde, hvor der sker ændringer i benyttelsen af udlejningsejendommen pr. 1 januar 2026 eller senere, så en større del af udlejningsejendommen benyttes til andre formål end boligformål. Skatteforvaltningen vil skulle foretage vurderingen af, om en større andel af udlejningsejendommen benyttes til andre formål end boligformål, på baggrund af data fra et autoritativt register, f.eks. BBR.

Hvis benyttelsen af udlejningsejendommen ændres, så den del, der anvendes til andre formål, bliver udvidet pr. 1 januar 2026 eller senere, vil betingelsen i 6. pkt. således skulle være opfyldt, førend ejeren forsat er omfattet af ejendomsværdiskat efter ejendomsskatteloven. Hvis ændringen i benyttelsen af udlejningsejendommen medfører, at mindre end 25 pct. af det samlede etageareal anvendes til andre formål end boligformål, vil ejeren således fortsat være omfattet af ejendomsværdiskat efter ejendomsskatteloven.

Til nr. 2

Det følger af ejendomsskattelovens § 4, stk. 4, at for grundskyld af ejendomme, der ikke er omfattet af stk. 2, og ejendomme, der ejes af fysiske personer, der er undtaget fra indkomstskat, jf. kildeskattelovens § 3, stk. 1, påhviler skattepligten den, der på forfaldstidspunktet for grundskylden, jf. ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 11, stk. 4, at for ejendomme, der pålægges dækningsafgift i medfør af stk. 1 eller 2 eller § 12, påhviler skattepligten den, der på forfaldstidspunktet for dækningsafgiften, jf. § 33, stk. 1, ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 4, stk. 4, og § 11, stk. 4, indsættes efter »register« », jf. dog kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvor skattepligten for grundskyld og dækningsafgift i visse udstykningstilfælde foreslås ændret. Denne ændring vil skulle ses som en undtagelse til hovedreglen om skattepligt for grundskyld opkrævet via skattekontoen og dækningsafgift efter henholdsvis ejendomsskattelovens § 4, stk. 4, og § 11, stk. 4.

Se nærmere om begrundelsen for forslaget om et nyt kapitel 7 b i pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 3

Det følger af ejendomsskattelovens § 4, stk. 5, 1. pkt., at grundskyld af ejendomme omfattet af stk. 4 hæfter på den faste ejendom i dens helhed med pante- og fortrinsret i 2 år og 3 måneder.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 11, stk. 5, 1. pkt., at dækningsafgift af ejendomme omfattet af stk. 4 hæfter på den faste ejendom i dens helhed med pante- og fortrinsret i 2 år og 3 måneder.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 4, stk. 5, 1. pkt., og § 11, stk. 5, 1. pkt., indsættes efter »måneder« », jf. dog kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvor pante- og fortrinsretten for grundskyld og dækningsafgift foreslås ikke at skulle finde anvendelse i visse udstykningstilfælde. Det betyder, at i disse udstykningstilfælde vil grundskyld og dækningsafgift, der opkræves via skattekontoen, ikke længere hæfte på ejendommen med en pante- og fortrinsret.

Se nærmere om begrundelsen for forslaget om et nyt kapitel 7 b i pkt. 2.2 i lovforslagets almindelige bemærkninger.

Til nr. 4

Det følger af ejendomsskattelovens § 4, stk. 6, 2. pkt., at indtræder der et ejerskifte efter forfaldstidspunktet eller under inddrivelsen, kan grundskylden inddrives hos den nye ejer ved at foretage udlæg i ejendommen.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 11, stk. 6, 2. pkt., at indtræder der et ejerskifte efter forfaldstidspunktet eller under inddrivelsen, kan dækningsafgiften inddrives hos den nye ejer ved at foretage udlæg i ejendommen.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 4, stk. 6, 2. pkt., og § 11, stk. 6, 2. pkt., indsættes efter »ejendommen« », jf. dog kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvor pante- og fortrinsretten for grundskyld og dækningsafgift foreslås ikke at skulle finde anvendelse i visse udstykningstilfælde. Det betyder, at i disse udstykningstilfælde vil grundskyld og dækningsafgift, der opkræves via skattekontoen, ikke længere hæfte på ejendommen med en pante- og fortrinsret.

Til nr. 5

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 13, stk. 1, at ejendomsværdiskatten opgøres som beskatningsgrundlaget efter stk. 2-4 ganget med ejendomsværdiskattesatsen i § 22 med fradrag for nedslagsbeløb efter §§ 15, 23-25 og 27 og rabat efter § 40, stk. 2, og med tillæg efter § 26.

Ejendomsskattelovens § 13, stk. 1, vedrører såvel opgørelsen af ejendomsværdiskatten for ejendomme beliggende i Danmark som for ejendomme beliggende i udlandet, på Færøerne og i Grønland.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 13, stk. 1, ændres således, at der efter »stk. 2-4« indsættes »eller § 14«.

Den foreslåede ændring af § 13, stk. 1, retter en fejl, så bestemmelsen ikke alene henviser til beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten af ejendomme beliggende i Danmark, men også til beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten af ejendomme beliggende i udlandet, på Færøerne og i Grønland, som følger af ejendomsskattelovens § 14. Der er ikke administreret i overensstemmelse med fejlen.

Til nr. 6

Ejendomsskattelovens § 13, stk. 1, vedrører opgørelse af ejendomsværdiskatten. Det følger af bestemmelsen, at ejendomsværdiskatten opgøres som beskatningsgrundlaget efter ejendomsskattelovens § 13, stk. 2-4, ganget med ejendomsværdiskattesatsen i ejendomsskattelovens § 22 med fradrag for nedslagsbeløb efter ejendomsskattelovens §§ 15, 23-25 og 27 og rabat efter ejendomsskattelovens § 40, stk. 2, og med tillæg efter ejendomsskattelovens § 26.

Det foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 13, stk. 1, indsættes to nye punktummer. Det foreslås som 2. pkt., at ejendomsværdiskatten opgøres for ejendommen. Det foreslås videre at indsætte som 3. pkt., at for tofamilieshuse, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, opgøres ejendomsværdiskatten dog pr. boligenhed.

Den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. indebærer, at beløbet for ejendomsværdiskatten vil blive opgjort pr. ejendom og ikke pr. ejer, uanset hvor mange ejere der er af ejendommen.

Den foreslåede bestemmelse i 3. pkt. indebærer, at for tofamiliehuse omfattet af ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, vil ejendomsværdiskatten dog blive opgjort for hver af de to selvstændige boligenheder. Ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, vedrører ejendomme med ejerboliger, der indeholder to selvstændige boligenheder, hvor der efter ejendomsvurderingslovens § 35, stk. 2, er foretaget fordeling af ejendomsværdien. For ejendomme omfattet af ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 2, vil ejendomsværdiskatten for hver af de to selvstændige boligenheder blive opgjort for den del af ejendomsværdien, der er henført til hver af de selvstændige boligenheder.

De foreslåede bestemmelser skal ses i sammenhæng med, at det foreslås at ophæve ejendomsskattelovens § 22, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 15, som i stedet for foreslås indsat i ejendomsskattelovens § 13.

De foreslåede bestemmelser har således til formål at sikre en bedre systematik i ejendomsskatteloven, så reglerne om opgørelse af ejendomsværdiskatten vil blive samlet i ejendomsskattelovens § 13. De foreslåede bestemmelser i 2. og 3. pkt. indebærer dermed ingen indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 7

Det følger af ejendomsskattelovens § 13, stk. 6, at anvender den skattepligtige et forskudt indkomstår, er det den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, og §§ 87 og 88, i det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, der bruges som ejendomsværdien pr. 1. januar, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, og §§ 87 og 88, i indkomståret og den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, og §§ 87 og 88, i kalenderåret forud for dette kalenderår, der bruges som ejendomsværdien pr. 1. januar, jf. dog ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, og §§ 87 og 88, i året før indkomståret.

Det følger af ejendomsskattelovens § 13, stk. 2, at beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten for ejendomme, der er omfattet af § 3, stk. 1, udgør 80 pct. af den ejendomsværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom for det forudgående indkomstår, jf. dog stk. 3-6.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 81, stk. 7, at i vurderingsåret 2021 foretages almindelig vurdering efter § 5, stk. 1, og omvurdering efter § 6, stk. 1, pr. 1. marts 2021.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 87, stk. 2, 1. pkt., at der foretages almindelig vurdering pr. 1. oktober 2018 af ejendomme omfattet af stk. 1. Det følger af 2. pkt., at vurderingen efter 1. pkt. sker ved videreførelse af den seneste af følgende ansættelser, jf. dog stk. 3 og 5:

1. Ansættelser foretaget ved den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2011.

2. Ansættelser foretaget ved senere omvurdering i medfør af § 3 i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, ved omvurdering foretaget pr. 1. oktober 2013 i medfør af § 42, stk. 3, som indsat ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, ved omvurdering pr. 1. oktober 2015 i medfør af § 42, stk. 2, som affattet ved lov nr. 1535 af 27. december 2014 eller ved omvurdering pr. 1. oktober 2017 i medfør af § 42, stk. 2, som affattet ved § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.

3. Ansættelser foretaget senere end pr. 1. oktober 2011 efter § 4, jf. § 45, stk. 1, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.

4. Ansættelser som følge af genoptagelse eller anden ændring af vurderinger som nævnt i nr. 1-3 foretaget af Skatteforvaltningen, et vurderingsankenævn, Landsskatteretten eller domstolene.

5. Ansættelser foretaget af Skatteforvaltningen af egen drift efter § 44, stk. 5, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 88, stk. 2, at der foretages almindelig vurdering pr. 1. oktober 2018 og pr. 1. oktober 2019 af ejendomme omfattet af stk. 1. Vurdering efter 1. pkt. sker ved videreførelse af den seneste af følgende ansættelser, jf. dog stk. 3 og 5:

1. Ansættelser foretaget ved den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2012.

2. Ansættelser foretaget ved senere omvurdering i medfør af § 3 i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013, ved omvurdering foretaget pr. 1. oktober 2014 i medfør af § 43, stk. 2, som indsat ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, ved omvurdering foretaget pr. 1. oktober 2016 i medfør af § 43, stk. 2, som affattet ved lov nr. 1535 af 27. december 2014 eller ved omvurdering pr. 1. oktober 2017 i medfør af § 43, stk. 2, som affattet ved § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.

3. Ved den almindelige vurdering pr. 1. oktober 2019 medtages ansættelser foretaget ved omvurdering pr. 1. oktober 2018 i medfør af stk. 3.

4. Ansættelser foretaget senere end pr. 1. oktober 2012 efter § 4 i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved § 1 i lov nr. 1635 af 26. december 2013, lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.

5. Ansættelser som følge af genoptagelse eller anden ændring af vurderinger som nævnt i nr. 1-4 foretaget af Skatteforvaltningen, et vurderingsankenævn, Landsskatteretten eller domstolene.

6. Ansættelser foretaget af Skatteforvaltningen af egen drift efter § 44, stk. 5, i den tidligere gældende lov om vurdering af landets faste ejendomme, jf. lovbekendtgørelse nr. 1067 af 30. august 2013 som ændret ved lov nr. 1535 af 27. december 2014 og § 1 i lov nr. 61 af 16. januar 2017.

Det fremgår af kildeskattelovens § 22, stk. 1, 4. pkt., at en selvstændigt erhvervsdrivende kan efter stk. 2 vælge et andet indkomstår end kalenderåret (forskudt indkomstår). Det følger af 5. pkt., at har den selvstændigt erhvervsdrivende et andet indkomstår end kalenderåret, opgøres den skattepligtige indkomst efter de regler, der gælder for det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for.

Det følger af kildeskattelovens § 22, stk. 2, 1. pkt., at en selvstændigt erhvervsdrivende kan anvende et andet indkomstår end kalenderåret, hvis det er begrundet i de forhold, der gør sig gældende for den skattepligtige, såsom hensyn til sæson, brancheændring, personaleferie eller nye forretningsforbindelser.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 13, stk. 6, affattes således, at anvender den skattepligtige et forskudt indkomstår, anvendes den ejendomsværdi, der er ansat pr. 1. januar i det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for.

Den foreslåede nyaffattelse har til hensigt at simplificere den nuværende regel i ejendomsskattelovens § 13, stk. 6. Der er dermed ikke tiltænkt ændringer til gældende ret.

Den foreslåede bestemmelse fastlægger beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskat i de tilfælde, hvor en skattepligtig anvender forskudt indkomstår efter kildeskattelovens § 22, stk. 2, 1. pkt. Et valg om anvendelse af forskudt indkomstår vil både kunne være fremadforskudt og bagudforskudt i forhold til det indkomstår, som det træder i stedet for.

Med bestemmelsen vil beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten for det kalenderår, som det forskudte indkomstår træder i stedet for, skulle anvendes som beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten.

Det vil f.eks. sige, at hvis en ejer af en blandet benyttet ejendom vælger at anvende et forskudt indkomstår i stedet for kalenderåret 2026, vil det være ejendomsværdien ansat i 2025-vurderingen, som udgør beskatningsgrundlaget for ejendomsværdiskatten for det pågældende forskudte indkomstår. Det vil være uden betydning, om der er tale om et fremadforskudt- eller bagudforskudtindkomstår.

I den foreslåede nyaffattelse af bestemmelsen udgår henvisningerne til ejendomsvurderingslovens §§ 81, 87 og 88. Det skyldes, at disse bestemmelser fastsætter særlige vurderingsterminer for tidligere kalenderår, hvorfor henvisningerne ikke længere er relevante.

Til nr. 8

Det følger af ejendomsskattelovens § 17, stk. 2, at beskatningsgrundlaget for grundskylden for et indkomstår eller kalenderår udgør 80 pct. af den grundværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående indkomstår eller kalenderår, jf. dog stk. 3 og 4.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 17, stk. 2, indsættes efter »3-6« »og kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvor beskatningsgrundlaget for grundskyld i visse udstykningstilfælde ændres, hvilket vil skulle ses som en undtagelse til hovedreglen i ejendomsskattelovens § 17, stk. 2.

Til nr. 9

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 17, stk. 3, at for produktionsjord, jf. ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2 og 3, udgør beskatningsgrundlaget for grundskylden hele grundværdien.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 17, stk. 3, indsættes efter »grundværdien« », jf. dog kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvor beskatningsgrundlaget for grundskyld for produktionsjord i visse udstykningstilfælde ændres, hvilket vil skulle ses som en undtagelse til ejendomsskattelovens § 17, stk. 3.

Til nr. 10

Det følger af ejendomsskatteloven § 17, stk. 4, 1. pkt., at ejendomme, der bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld, jf. ejendomsskatteloven § 4, stk. 1, i vurderingsåret før kalenderåret, får ansat en foreløbig afgiftspligtig grundværdi af Skatteforvaltningen for indkomståret eller kalenderåret som foreløbigt beskatningsgrundlag for opkrævningen af grundskyld frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6. Det følger af ejendomsskatteloven § 17, stk. 4, 2. pkt., at det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. pkt. fastsættes med udgangspunkt i forholdene på og prisniveauet for ejendommen pr. 1. januar i det første vurderingsår efter ændringen. Det følger af ejendomsskatteloven § 17, stk. 4, 3. pkt., at det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. pkt. ikke er bindende og frit kan ændres af ejendomsejeren.

Det foreslås, at i § 17, stk. 4, indsættes som 4. pkt., at meddeler en eller flere ejere et ønske om at ændre det foreløbige beskatningsgrundlag, er det den lavest ønskede værdi, der udgør beskatningsgrundlaget for samtlige ejere.

Den foreslåede bestemmelse er en lovfæstelse af bemærkningerne til ejendomsskattelovens § 17, stk. 4, om ansættelsen af foreløbige beskatningsgrundlag.

Det følger af bemærkningerne til ejendomsskattelovens § 17, stk. 4, 3. pkt., at ønsker en ejendomsejer en ændring af den foreløbige værdi, vil det samtidig have betydning for opkrævningen for alle øvrige ejere af ejendommen. Hvis flere ejere meddeler et ønske om at ændre den foreløbige værdi, vil det i alle tilfælde være den lavest ønskede værdi, der vil blive fastsat, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 113 som fremsat, side 138.

Med den foreslåede bestemmelse vil det blive tydeliggjort i lovteksten, at i tilfælde af to eller flere ejere af en ejendom med et foreløbigt beskatningsgrundlag, vil den lavest ansatte grundværdi blive ansat som det foreløbige beskatningsgrundlag.

Den foreslåede ændring har således til hensigt at tydeliggøre gældende ret i lovteksten.

Til nr. 11

Det følger af ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, 1. pkt., at for ejendomme, hvorfra der er udstykket to eller flere ejendomme, og hvor både restejendommen og de udstykkede ejendomme er nævnt i ejendomsvurderingsloven § 4, stk. 1, ansætter Skatteforvaltningen for det andet indkomstår eller kalenderår efter udstykningen en foreløbig afgiftspligtig grundværdi til brug for opkrævning af grundskyld frem til udsendelsen af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6. Det følger af ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, 2. pkt., at for ejerlejligheder, hvoraf der er oprettet to eller flere ejerlejligheder, og hvor både den eksisterende ejerlejlighed og de oprettede ejerlejligheder efter opdelingen er omfattet af ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 2 eller 4, jf. dog stk. 7, ansætter Skatteforvaltningen for det andet indkomstår eller kalenderår efter opdelingen en foreløbig afgiftspligtig grundværdi til brug for opkrævning af grundskyld frem til udsendelsen af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6. Det følger af ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, 3. pkt., at det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. og 2. pkt. fastsættes med udgangspunkt i forholdene på og prisniveauet for ejendommen pr. 1. januar i det første vurderingsår efter ændringen. Det følger af ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, 4. pkt., at det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. og 2. pkt. ikke er bindende og frit kan ændres af ejendomsejeren.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, indsættes som 5. pkt., at meddeler en eller flere ejere et ønske om at ændre det foreløbige beskatningsgrundlag, er det den lavest ønskede værdi, der udgør beskatningsgrundlaget for samtlige ejere.

Den foreslåede bestemmelse er en lovfæstelse af de specielle bemærkninger til ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, om ansættelsen af foreløbige beskatningsgrundlag.

Det følger af bemærkningerne til ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, 4. pkt., at med forslaget vil det stå ejendomsejeren frit for at ændre den foreløbige værdi og hermed selv bestemme størrelsen på den foreløbige opkrævning af grundskyld. Ønsker en ejendomsejer en ændring af den foreløbige værdi, vil det samtidig have betydning for opkrævningen for alle øvrige ejere af ejendommen. Hvis flere ejere meddeler et ønske om at ændre den foreløbige værdi, vil det i alle tilfælde være den lavest ønskede værdi, der vil blive fastsat som det foreløbige beskatningsgrundlag, jf. Folketingstidende 2024-25, tillæg A, L 24, som fremsat, side 20.

Med den foreslåede bestemmelse vil det blive tydeliggjort i lovteksten, at i tilfælde af to eller flere ejere af en ejendom med et foreløbigt beskatningsgrundlag, vil den lavest ansatte grundværdi blive ansat som det foreløbige beskatningsgrundlag.

Den foreslåede ændring har således til hensigt at tydeliggøre gældende ret i lovteksten.

Til nr. 12

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 18, stk. 2, 1. pkt., at ved erhvervelse af en ejendom bliver ejeren omfattet af pligten til at svare grundskyld fra og med overtagelsesdagen. Det følger videre af 2. pkt., at ved afståelse af en ejendom skal ejeren svare grundskyld til og med dagen før overtagelsesdagen.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 18, stk. 2, 1. og 2. pkt., indsættes efter »overtagelsesdagen« », jf. dog kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvori det foreslås, at i visse udstykningstilfælde vi pligten til at svare grundskyld ikke overgå til den nye ejer fra og med overtagelsesdagen.

Til nr. 13

Det følger af ejendomsskattelovens § 19, at for ejendomme, der er ejet af to eller flere fysiske personer, og for ejendomme omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2, påhviler grundskylden ejerne efter de ejerandele, der er registreret i et autoritativt register.

Bestemmelsen skal ses i lyset af, at Skatteforvaltningen med ejendomsskatteloven overtog den kommunale opgave med opkrævning af grundskyld.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at kommunerne udsender opkrævningen af grundskyld samt ejendomsbidrag og lignende, som kommunen opkræver sammen med grundskylden, dvs. fælles opkrævning, til den fysiske person, der er registreret som hovedejer på det tidspunkt, hvor ejendomsskattebilletten udsendes. Det sker med udgangspunkt i registreringen i Ejerfortegnelsen fra slutningen af november måned. Der udsendes en opkrævning pr. ejendom. Den udsendes til hovedejeren i begyndelsen af december måned. Grundskylden samt ejendomsbidrag og lignende, der opkræves sammen med grundskylden på ejendomsskattebilletten, bliver opkrævet i to eller flere lige store rater, der forfalder til betaling i typisk januar og juli måned. Det kan også forekomme, at en kommune opkræver grundskylden i flere end to rater og med andre forfaldsmåneder, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 113 som fremsat, side 140 ff.

Det følger af ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, at ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 og grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, der alene er ejet af fysiske personer, opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen hos den eller de fysiske personer, der ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 33, stk. 2, 1. pkt., at grundskyld og dækningsafgift af ejendomme omfattet af stk. 1 opkræves for kalenderåret hos den, der på forfaldstidspunktet er hovedejer af ejendommen i henhold til et autoritativt register, uanset om ejendommen ejes af en eller flere juridiske personer, eller om ejendommen ejes af en eller flere juridiske personer sammen med en eller flere fysiske personer.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 19 ændres »For ejendomme, der er ejet af to eller flere fysiske personer, og for ejendomme omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2, påhviler grundskylden« til »Grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, og af ejendomme omfattet af § 3, stk. 1, nr. 2, der alene er ejet af to eller flere fysiske personer, påhviler«.

Den foreslåede ændring indebærer, at der vil blive rettet op på en fejl i ejendomsskattelovens § 19, hvor der i den gældende ordlyd ikke sondres mellem opkrævning af grundskyld efter ejendomsskattelovens §§ 31 og 33.

Med ændringen vil bestemmelsens ordlyd blive berigtiget, så alene grundskyld opkrævet via personskattesystemerne vil være omfattet af ejendomsskattelovens § 19. Det skal ses i sammenhæng med, at Skatteforvaltningen alene vil foretage en fordeling af grundskylden i henhold til ejerandele, hvis den opkræves via personskattesystemerne.

Det vil skulle ses i modsætning til, at grundskyld opkrævet via skattekontoen, jf. ejendomsskattelovens § 33, stk. 2, 1. pkt., vil blive opkrævet hos en hovedejer. Det vil sige, at i tilfælde af flere ejere af en ejendom omfattet af § 33 vil der ikke skulle ske en fordeling af grundskylden i henhold til ejerandele.

De foreslåede ejendomme nævnt i ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, svarer til de ejendomme, hvor grundskylden vil blive opkrævet via personskattesystemerne, jf. ejendomsskattelovens § 31, stk. 1.

Det følger af ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, at ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 og grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, der alene er ejet af fysiske personer, opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen hos den eller de fysiske personer, der ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Det foreslåede krav, om at disse ejendomme alene må være ejet af fysiske personer, skyldes, at hvis en ejendom er ejet i sameje mellem en eller flere juridiske og fysiske personer, vil grundskylden altid blive opkrævet via skattekontoen.

Der er i praksis sket en opkrævning af grundskyld efter ejendomsskattelovens §§ 31 og 33, og den foreslåede ændring vil ikke indebære ændringer til denne praksis, men vil alene bringe ejendomsskattelovens § 19 i overensstemmelse hermed.

Til nr. 14

Det følger af ejendomsskattelovens § 20, stk. 2, at dækningsafgiften af ejendomme omfattet af § 12 opgøres som 80 pct. af den grundværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående kalenderår, jf. dog stk. 4, ganget med dækningsafgiftssatsen i § 29, stk. 2 og 3, med fradrag for begrænsning af stigninger i dækningsafgift efter §§ 45 b-45 d.

Det foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 20, stk. 2, efter »stk. 4« indsættes »og kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvori det foreslås, at beskatningsgrundlaget for dækningsafgift i visse udstykningstilfælde ændres.

Til nr. 15

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 22, stk. 1, 1. pkt., at ejendomsværdiskatten opgøres for ejendommen. Det fremgår videre af stk. 1, 2. pkt., at for tofamilieshuse, jf. § 3, stk. 1, nr. 2, opgøres ejendomsværdiskatten dog pr. boligenhed.

Der foreslås, at ejendomsskattelovens § 22, stk. 1, ophæves.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at ejendomsskattelovens § 22, stk. 1, i stedet foreslås indsat i ejendomsskattelovens § 13, stk. 1, jf. lovforslagets § 1, nr. 6. Den foreslåede ændring indebærer således ingen indholdsmæssige ændringer.

Til nr. 16

Det følger af ejendomsskattelovens § 22, stk. 2, 1. pkt., at ejendomsværdiskattesatsen er 5,1 promille af den del af beskatningsgrundlaget efter §§ 13 og 14, der ikke overstiger et grundbeløb på 9.200.000 kr. (2024-niveau). Det følger videre af 2. pkt., at ejendomsværdiskattesatsen er 14,0 promille af den del af beskatningsgrundlaget efter ejendomsskattelovens §§ 13 og 14, der overstiger grundbeløbet nævnt i 1. pkt.

Det følger af ejendomsskattelovens § 22, stk. 3, 1. pkt., at grundbeløbet nævnt i ejendomsskattelovens § 22, stk. 2, 1. pkt., reguleres hvert andet år i forhold til et ejerboligværdiindeks, jf. ejendomsskattelovens § 22, stk. 4.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 22, stk. 3, 1, pkt., der bliver stk. 2, 1. pkt., ændres »stk. 2, 1. pkt.« til »stk. 1, 1. pkt.«, og »stk. 4« ændres til »stk. 3«.

De foreslåede ændringer er konsekvensændringer på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter det foreslås at ophæve ejendomsskattelovens § 22, stk. 1, så § 22, stk. 2-5, bliver § 22, stk. 1-4.

Til nr. 17

Det følger af ejendomsskattelovens § 22, stk. 4, 1. pkt., at ejerboligværdiindekset nævnt i ejendomsskattelovens § 22, stk. 3, sættes til 100,0 for indkomståret 2024.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens 22, stk. 4, 1. pkt., der bliver stk. 3, 1. pkt., ændres »stk. 3« til »stk. 2«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring på baggrund af lovforslagets § 1, nr. 15, hvorefter det foreslås at ophæve ejendomsskattelovens § 22, stk. 1, så § 22, stk. 2-5, bliver § 22, stk. 1-4.

Til nr. 18

Efter ejendomsskattelovens § 23, stk. 1, følger det, at hvis den skattepligtige har erhvervet ejendommen senest den 1. juli 1998, nedsættes den beregnede ejendomsværdiskat med et beløb svarende til 1,0 promille af beskatningsgrundlaget efter ejendomsskattelovens §§ 13 og 14.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 23, stk. 2, 1. pkt., at nedslag efter ejendomsskattelovens § 23, stk. 1, bortfalder ved ejerskifte. Det fremgår videre af stk. 2, 2. pkt., at det dog ikke gælder ved ejerskifte mellem medejere, som har erhvervet en del af ejendommen før den 1. juli 1998, eller mellem ægtefæller.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 23, stk. 2, 2. pkt., ændres »før« til »senest«.

Den foreslåede ændring indebærer, at nedslaget ikke vil bortfalde ved ejerskifte mellem medejere, som har erhvervet en del af ejendommen senest den 1. juli 1998.

Den foreslåede ændring retter en utilsigtet fejl. Fejlen består i, at det efter gældende ret er en betingelse, at medejere har erhvervet ejendommen før den 1. juli 1998, som ikke flugter med betingelsen efter ejendomsskattelovens § 23, stk. 1, hvorefter den skattepligtige skal have erhvervet ejendommen senest den 1. juli 1998. Ændringen vil være til gunst for ejendomsejeren.

Til nr. 19

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 28, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen fastsætter satsen for grundskyld i forbindelse med den endelige vedtagelse af kommunens årsbudget for det kommende regnskabsår.

Det foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 28, stk. 1, 1. pkt., efter »regnskabsår« indsættes », jf. dog kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvori det foreslås, at satsen for grundskyld i visse udstykningstilfælde vil kunne være anderledes.

Det skyldes, at i visse udstykningstilfælde vil grundskylden i udstykningsåret og det efterfølgende år udgøre det samme beløb. Undtagelsen består dermed i, at såfremt kommunalbestyrelsen ansætter en anden promille for året efter udstykningsåret, vil denne promille ikke blive anvendt i udstykningstilfælde omfattet af det foreslåede kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37.

Til nr. 20

Det følger af ejendomsskattelovens § 29, stk. 2, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen fastsætter satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 1, dog højst til 10 promille, jf. dog stk. 3.

Det følger af ejendomsskattelovens § 45, stk. 2, at for kalenderåret 2025 og efterfølgende kalenderår udgør grundskyld af ejendomme omfattet af § 44 det laveste af følgende, jf. dog stk. 3:

1. Grundskyld opgjort efter kapitel 1-5 for kalenderåret.

2. Grundskyld for det nærmest forudgående kalenderår med tillæg af 4,75 pct. af grundskylden efter nr. 1, dog kun med tillæg af 3,50 pct. af grundskylden efter nr. 1 til og med kalenderåret 2040 for almene boliger omfattet af lov om almene boliger m.v.

Det foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 29, stk. 2, 1. pkt., og § 45, stk. 2, efter »stk. 3« indsættes »og kapitel 7 b«.

De foreslåede ændringer skal for så vidt angår ændringen til ejendomsskattelovens § 29, stk. 2, 1. pkt., ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvori det foreslås, at satsen for dækningsafgift i visse udstykningstilfælde vil kunne være anderledes.

Det skyldes, at i visse udstykningstilfælde vil dækningsafgiften i udstykningsåret og det efterfølgende år udgøre det samme beløb. Undtagelsen består dermed i, at såfremt kommunalbestyrelsen ansætter en anden promille for året efter udstykningsåret, vil denne promille ikke blive anvendt i udstykningstilfælde omfattet af det foreslåede kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37.

For så vidt angår ændringen til ejendomsskattelovens § 45, stk. 2, vil den skulle ses i lyset af, at grundskyld i visse udstykningstilfælde ikke vil være stigningsbegrænset efter ejendomsskattelovens kapitel 7.

Det skyldes, at i visse udstykningstilfælde vil grundskylden i udstykningsåret og det efterfølgende år udgøre det samme beløb. Undtagelsen består dermed i, at hvis grundskylden er stigningsbegrænset efter ejendomsskattelovens kapitel 7, vil stigningsbegrænsningen dermed ikke finde anvendelse for året efter udstykningen.

Til nr. 21

Det følger af ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, at ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 og grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, samt ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, der alene er ejet af fysiske personer, opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen hos den eller de fysiske personer, der ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Henvisningen i § 31, stk. 2, 4. pkt., til kildeskattelovens § 24 A, 1. og 2. pkt., indebærer, at ejendomsværdiskat af boliger ejet af ægtepar skal pålægges den ægtefælle, der har rådighed over ejendommen. Kan det ikke afgøres, hvem af ægtefællerne der har rådighed over ejendommen, pålægges ægtefællerne halvdelen hver.

Det følger af ejendomsskattelovens § 16, stk. 1, at for ejendomme, der ejes af to eller flere fysiske personer, og for ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 2, påhviler ejendomsværdiskat ejerne efter de ejerandele, der er registreret i et autoritativt register.

Det kan ikke udledes af bemærkningerne, hvornår henholdsvis ejendomsskattelovens § 31, stk. 3, 4. pkt., og § 16, stk. 1, skal anvendes i praksis. Det lægges dog til grund, at § 16, stk. 1, skal ses som hovedreglen for fordelingen af ejendomsværdiskatten i de tilfælde, hvor der er to eller flere ejere af en ejendom. Det vil sige, at § 31, stk. 2, 4. pkt., skal anses som en undtagelse hertil.

Der kendes dog ikke til tilfælde i praksis, hvor der er blevet administreret efter § 31, stk. 2, 4. pkt. Det skal ses i lyset af, at den pågældende bestemmelse er et grundlæggende brud med både it-understøttelsen, administrationen og opkrævningen af ejendomsværdiskat.

Det skønnes derfor, at § 15, stk. 1, 2. pkt., i den tidligere gældende ejendomsværdiskattelov, jf. lovbekendtgørelse nr. 1590 af 2. november 2020 med senere ændringer, ved en fejl er blevet videreført i ejendomsskattelovens § 31, stk. 2, 4. pkt.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 31, stk. 2, 4. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse af ejendomsskattelovens § 31, stk. 2, 4 pkt., indebærer, at kildeskatteloven § 24 A, 1. og 2. pkt., om fordeling af indkomsten mellem ægtefæller ikke vil finde anvendelse for ejendomsværdiskatten for ejendomme omfattet at ejendomsskattelovens § 31, stk. 1.

Den foreslåede ophævelse vil medføre, at ægtefæller, der ejer fast ejendom i fællesskab, vil blive opkrævet ejendomsværdiskat efter de ejerandele, der er registreret i et autoritativt register, jf. ejendomsskattelovens § 16, fremfor kildeskatteloven § 24 A.

Til nr. 22

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, 1. pkt., at for en ejendom, hvorfra der er udstykket to eller flere ejendomme, og hvor både restejendommen og de udstykkede ejendomme er nævnt i ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, jf. dog stk. 7, ansætter Skatteforvaltningen for det andet indkomstår eller kalenderår efter udstykningen en foreløbig afgiftspligtig grundværdi til brug for opkrævning af grundskyld frem til udsendelsen af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6. Det følger videre af 2. pkt., at for en ejerlejlighed, hvoraf der er oprettet to eller flere ejerlejligheder, og hvor både den eksisterende ejerlejlighed og de oprettede ejerlejligheder efter opdelingen er omfattet af ejendomsvurderingslovens § 4, stk. 1, nr. 2 eller 4, jf. dog stk. 7, ansætter Skatteforvaltningen for det andet indkomstår eller kalenderår efter opdelingen en foreløbig afgiftspligtig grundværdi til brug for opkrævning af grundskyld frem til udsendelsen af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6. Det følger af 3. pkt., at det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. og 2. pkt. fastsættes med udgangspunkt i forholdene på og prisniveauet for ejendommen pr.

1. januar i det første vurderingsår efter ændringen. Det følger afslutningsvist af 4. pkt., at det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. og 2. pkt. er ikke bindende og kan frit ændres af ejendomsejeren.

Det følger af ejendomsskattelovens § 31, stk. 4, 1. pkt., at når det endelige beskatningsgrundlag foreligger og afløser det foreløbige beskatningsgrundlag fastsat efter stk. 3, § 13, stk. 5, og § 17, stk. 4, opgøres ejendomsværdiskatten endeligt efter § 13 og grundskylden endeligt efter § 17. Det følger videre af 2. pkt., at opstår der på baggrund heraf en difference i forhold til det beløb, der er beregnet efter stk. 3, § 13, stk. 5, og § 17, stk. 4, opkræves eller udbetales differencebeløbet efter kildeskattelovens § 62 A.

Den foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 31, stk. 4, 1. og 2. pkt., indsættes efter »stk. 4« »og 5«.

Ejendomsskattelovens § 17, stk. 5, blev indsat ved lov nr. 26 af 11. november 2024. Ved en fejl blev der ikke samtidigt indsat en henvisning til § 17, stk. 5, i ejendomsskattelovens § 31, stk. 4, 1. og 2. pkt. Fejlen foreslås rettet med den foreslåede ændring.

Til nr. 23

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at grundskyld og dækningsafgift af andre ejendomme end ejendomme omfattet af § 31, stk. 1, stiftes den 1. januar i kalenderåret og opkræves af Skatteforvaltningen via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, i to rater med forfald og sidste rettidige betalingsdag den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen for det pågældende kalenderår.

Ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., regulerer, hvilke ejere der opkræves grundskyld og dækningsafgift via skattekontoen. De øvrige bestemmelser i § 33 regulerer, på hvilke vilkår opkrævningen sker.

Det foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., efter »§ 31, stk. 1,« indsættes »og kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvori det foreslås, at reglerne for opkrævning af grundskyld og dækningsafgift via skattekontoen i visse udstykningstilfælde, vil være anderledes.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ejendomsskattelovens § 33, i sin helhed, ikke vil finde anvendelse for opkrævning af grundskyld og dækningsafgift af ejere, som vil være omfattet af det foreslåede kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37.

Til nr. 24

Det følger af ejendomsskatteloven § 33, stk. 1, 1. pkt., at grundskyld og dækningsafgift af andre ejendomme end ejendomme omfattet af § 31, stk. 1, stiftes den 1. januar i kalenderåret og opkræves af Skatteforvaltningen via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, i to rater med forfald og sidste rettidige betalingsdag den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen for det pågældende kalenderår.

Det følger af ejendomsskattelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., at i tilfælde, hvor der ikke rettidigt sker betaling af grundskyld og dækningsafgift for ejendomme omfattet af ejendomsskatteloven § 33, stk. 1, forrentes beløbet fra forfaldsdagen med en rente i henhold til opkrævningsloven § 16 c for hver påbegyndt måned, indtil betaling sker.

Det foreslås, at i ejendomsskatteloven § 33, stk. 2, 4. pkt., ændres »forfaldsdagen« til » dagen efter den sidste rettidige betalingsdag«.

Den foreslåede ændring indebærer en berigtigelse af en fejl i ejendomsskattelovens § 33, stk. 2, hvorefter det fremgår, at der beregnes en morarente fra og med forfaldsdagen i de tilfælde, hvor grundskylden eller dækningsafgiften ikke betales rettidigt.

En morarente pålægges som konsekvens af, at man som skatteyder ikke svarer skat rettidigt, hvilket også er afspejlet i opsætningen af skattekontoen. Normalt vil forfaldsdagen og den sidste rettidige betalingsdag efter ejendomsskatteloven § 33, stk. 1, 1. pkt., være én og samme dag. Dog vil den sidste rettidige betalingsdag rykke sig til den førstkommende bankdag, hvis forfaldsdagen ligger på en banklukkedag, jf. § 33, stk. 1, 2. pkt.

Ved en fejl er der ikke taget højde for dette i ejendomsskattelovens § 33, stk. 2, 4. pkt., hvilket foreslås rettet med den foreslåede bestemmelse.

Fejlen har ikke stillet nogen ejendomsejere dårligere, fordi de i praksis har fået tildelt én ekstra dag til betaling af grundskyld og dækningsafgift, inden beregningen af morarenter er påbegyndt. Det var f.eks. tilfældet med 1. rateopkrævning den 2. april 2024, hvor forfaldstidspunktet var den 1. april, mens den sidste rettidige betalingsdag var den 2. april, fordi den 1. april var 2. påskedag.

Ejere, som først betalte på den sidste rettidige betalingsdag den 2. april, er dermed ikke blevet pålagt morarenter. For ejendomsejere, som betalte den 3. april eller senere, vil fejlen i lovteksten ikke have praktisk betydning, fordi morarenterne beregnes pr. påbegyndt måned.

Det foreslås derfor i lovforslagets § 17, stk. 2, at denne foreslåede ændring vil skulle tillægges bagudrettet virkning fra og med den 1. januar 2024, hvilket vil være begunstigende for de berørte ejendomsejere.

Til nr. 25

Det følger af ejendomsskatteloven § 33, stk. 2, 5. pkt., at renten beregnes dagligt og tilskrives månedligt og ikke er fradragsberettiget.

Det følger af opkrævningsloven § 16 c, stk. 1, 1. pkt., at en debetsaldo forrentes med den rente, der er fastsat i opkrævningsloven § 7, stk. 1. Det følger af 2. pkt., at renten påløber dagligt og tilskrives månedligt. Det følger af 3. pkt., at renten ikke er fradragsberettiget. Det følger afslutningsvis af 4. pkt., at en debetsaldo på 200 kr. eller derunder ikke forrentes efter registreringen af virksomhedens ophør.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 33, stk. 2, 5. pkt., ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 33, stk. 2, 5. pkt., skal ses i sammenhæng med, at renteberegningen allerede er reguleret i § 33, 4. pkt., jf. henvisningen til opkrævningsloven § 16 c. Indholdsmæssigt er bestemmelsen i § 31, stk. 2, 5. pkt., dermed en gentagelse af opkrævningsloven § 16 c, stk. 1, 2. pkt.

Den foreslåede ophævelse af § 33, stk. 2, 5. pkt., vil således ikke indebære ændringer i retsstillingen, men vil alene have til hensigt at sikre, at reglerne for opgørelse af renter på skattekontoen alene reguleres i opkrævningslovens § 16 c.

Til nr. 26

Det følger af ejendomsskattelovens § 33, stk. 4, at opkrævning af grundskyld hos ejere af ejendomme omfattet af § 33, stk. 1, som tildeles et foreløbigt beskatningsgrundlag efter § 17, stk. 5 eller 6, sættes i bero, indtil det foreløbige beskatningsgrundlag er ansat.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 33, stk. 4, ophæves.

Den foreslåede ophævelse af § 33, stk. 4, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 30, hvori der foreslås en generel bestemmelse vedrørende berostillelse af opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift, som også vil omfatte de tilfælde, der er omfattet af ejendomsskattelovens § 33, stk. 4, som foreslås ophævet.

Til nr. 27

Det følger af ejendomsskattelovens § 34, stk. 1, at klage over ansættelse af ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift, der er opkrævet efter §§ 31 eller 33, ikke fritager for pligt til betaling til forfaldstid.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 34, stk. 1, ændres »§§ 31 eller 33, fritager ikke for pligt til betaling til forfaldstid« til »§§ 31, 33 og 45 h, fritager ikke for pligt til betaling på den sidste rettidige betalingsdag«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvori det foreslås, at visse ejendomsejere vil skulle opkræves grundskyld og dækningsafgift efter andre bestemmelser end ejendomsskattelovens §§ 31 og 33.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en ejendomsejer, der er omfattet af det foreslåede kapitel 7 b, der klager over ansættelsen af ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift, ikke vil være fritaget for pligt til betaling til forfaldstid.

Dermed sikres der en ensretning af retsvirkningen ved klage over ansættelse af ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift, uanset hvilken opkrævningsbestemmelse i ejendomsskatteloven, som ejendomsejeren vil blive opkrævet ejendomsskat efter.

Til nr. 28

Det følger af ejendomsskattelovens § 34, stk. 4, 1. pkt., at medfører en ændring af vurderingen godtgørelse af betalt grundskyld eller dækningsafgift af ejendomme omfattet af § 33, har hovedejeren krav på forrentning efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint beregnet fra og med ratens sidste rettidige betalingsdag og til og med den dag, hvor regulering af grundskyld og dækningsafgift foretages. Det følger af 2. pkt., at forretningen beregnes dagligt og tilskrives månedligt.

Det foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 34, stk. 4, 1. pkt., indsættes »procentpoint« efter »pr. påbegyndt måned«.

Den foreslåede ændring tydeliggør, at der er tale om en månedsrente. Det vil sige, at ved opgørelsen af rentegodtgørelsen af det for meget betalte beløb, vil denne skulle beregnes pr. påbegyndt måned.

Det vil sige, at hvis der f.eks. sker der genberegning den 15. oktober 2025 af den 1. rateopkrævning af grundskyld på skattekontoen for kalenderåret 2024, som lå den 2. april 2024, vil der skulle beregnes rentegodtgørelse fra og med april 2024 til og med oktober 2025.

Til nr. 29

Det følger af ejendomsskattelovens § 34, stk. 4, 1. pkt., at medfører en ændring af vurderingen godtgørelse af betalt grundskyld eller dækningsafgift af ejendomme omfattet af § 33, har hovedejeren krav på forrentning efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint beregnet fra og med ratens sidste rettidige betalingsdag og til og med den dag, hvor regulering af grundskyld og dækningsafgift foretages. Det følger af 2. pkt., at forretningen beregnes dagligt og tilskrives månedligt.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 34, stk. 4, 2. pkt., affattes således, at rentegodtgørelsen ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at en rentegodtgørelse ikke vil skulle medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Rentegodtgørelsen udbetales som følge af, at man som ejer har betalt for meget i grundskyld og dækningsafgift via skattekontoen. F.eks. som følge af medhold i en klage over ejendomsvurderingen.

Rentegodtgørelsen har dermed til hensigt at kompensere ejeren for den for meget betalte skat, hvorfor det ikke findes rimeligt, at rentegodtgørelsen vil skulle indgå i opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Til nr. 30

Det følger af ejendomsskatteloven § 33, stk. 4, at opkrævning af grundskyld hos ejere omfattet af ejendomsskatteloven § 31, stk. 1, som tildeles et foreløbigt beskatningsgrundlag efter § 17, stk. 5 eller 6, sættes i bero, indtil det foreløbige beskatningsgrundlag er ansat.

Det følger af ejendomsskatteloven § 34, stk. 5, 1. pkt., at opkrævningen eller inddrivelsen af grundskyld eller dækningsafgift, herunder tilskrivning af renter, sættes i bero i op til 6 måneder ad gangen.

Det foreslås, at der i ejendomsskatteloven § 34 indsættes som stk. 6, at for ejere af en ejendom nævnt i § 33, stk. 1, med et foreløbigt beskatningsgrundlag, skal Skatteforvaltningen af egen drift sætte en opkrævning af grundskyld og dækningsafgift, herunder tilskrivning af renter, i bero indtil det foreløbige beskatningsgrundlag har skattemæssig virkning.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ejere, der vil skulle have et foreløbigt beskatningsgrundlag, som på forfaldstidspunktet for opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift endnu ikke endeligt er udarbejdet, vil få sat opkrævningen, herunder tilskrivningen af renter, i bero.

Et foreløbigt beskatningsgrundlag ansættes på nuværende tidspunkt efter ejendomsskattelovens § 17, stk. 4-6, som alle omhandler foreløbige beskatningsgrundlag for grundskyld, og § 20, stk. 4, som omhandler et foreløbigt beskatningsgrundlag for dækningsafgift af erhvervsejendomme.

Bestemmelsen vil skulle ses i lyset af, at Skatteforvaltningen opkræver grundskyld og dækningsafgift via skattekontoen i to rater med forfald og sidste rettidige betalingsdag den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen for det pågældende kalenderår.

Det kan føre til tilfælde, hvor forfaldsdagen for den første rateopkrævning ligger tidligt i kalenderåret, hvorfor et foreløbigt beskatningsgrundlag endnu ikke er ansat. I dette tilfælde vil hovedreglen i ejendomsskattelovens § 33, stk. 3, finde anvendelse. Det vil sige, at det senest ansatte beskatningsgrundlag vil blive anvendt til beregningen af en foreløbig grundskyld og dækningsafgift.

Typisk ansættes et foreløbigt beskatningsgrundlag i tilfælde, hvor der er sket en markant ændring til ejendommen, hvorfor det senest ansatte beskatningsgrundlag vil være væsentligt anderledes end det kommende endelige beskatningsgrundlag, dvs. den nye vurdering.

Det betyder, at i perioden mellem ansættelsen af det foreløbige beskatningsgrundlag og forfaldstidspunktet for en rateopkrævning vil en ejendomsejer skulle tåle at betale en markant forkert foreløbig opkrævning af grundskyld og dækningsafgift. Det kan indebære, at den berørte ejendomsejer vil skulle ”lægge ud” for en for høj foreløbig betaling.

Dette er særligt aktualiseret i udstykningstilfælde, hvor en ejendom udstykkes i en række nye ejendomme. F.eks. i et tilfælde, hvor en ejendom (grund) bliver til 20 nye og separate parcelhusgrunde. Har man som boligkøber overtaget den såkaldte restejendom, dvs. den resterende andel af den nu udstykkede grund, vil det seneste beskatningsgrundlag være en ejendomsvurdering foretaget på et tidspunkt, hvor ejendommen fremstod, som den var, inden udstykningen blev gennemført. Den foreløbige betaling af grundskyld, jf. ejendomsskattelovens § 33, stk. 3, vil i dette tilfælde kunne være så markant, at man som en almindelige boligejer ikke vil kunne betale den foreløbige opkrævning.

Når Skatteforvaltningen i disse tilfælde ikke at ansætte et foreløbigt beskatningsgrundlag, vil Skatteforvaltningen med den foreslåede bestemmelse skulle sætte den foreløbige opkrævning i bero, indtil det foreløbige beskatningsgrundlag er ansat og har skattemæssig virkning. Det vil sige, når den beregnede opkrævning sker på baggrund af det foreløbige beskatningsgrundlag.

Med den foreslåede bestemmelse vil en ejendomsejer dermed ikke skulle tåle at ”lægge ud” for en forkert foreløbig opkrævning af grundskyld og dækningsafgift.

Det vil være en betingelse, at ejendommen er nævnt i ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, dvs. opkrævningen sker via skattekontoen. Med det menes, at den foreløbige opkrævning af grundskyld og dækningsafgift sker via skattekontoen. Det vil være uden betydning, at opkrævningen af grundskylden vil ske via personskattesystemerne, når det foreløbige beskatningsgrundlag er ansat.

Det skyldes, at tekniske begrænsninger gør, at det foreslåede kapitel 7 b ikke vil kunne omfatte opkrævninger indledningsvist foretaget via personskattesystemerne.

Til nr. 31

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 45, stk. 1, nr. 1 og 2, at for kalenderåret 2024 udgør grundskyld af ejendomme omfattet af § 44 det laveste af følgende:

1. Grundskyld opgjort efter kapitel 1-5 for kalenderåret.

2. Grundskyld opgjort efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, for kalenderåret med anvendelse af den grundskyldspromille, som kommunalbestyrelsen har fastsat for kalenderåret 2023, og med anvendelse af en reguleringsprocent på 2,8 pct.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 45, stk. 1, nr. 2, ændres, så »kalenderåret 2023« ændres til »skatteåret 2023«.

Den foreslående ændring er en sproglig ændring uden indholdsmæssig betydning.

Til nr. 32

Det følger af ejendomsskattelovens § 45, stk. 3, 1. pkt., at for nyopståede ejendomme, ejendomme, der omkategoriseres efter ejendomsvurderingslovens § 3, ejendomme omfattet af § 41, stk. 2, eller § 43, stk. 3, 2. pkt., og ejendomme, hvis identifikationsnummer (BFE-nummer) bortfalder, udgør grundskylden det første kalenderår grundskyld opgjort efter kapitel 1-5 for kalenderåret.

Bestemmelsen indebærer, at grundskylden for det første kalenderår i de omfattede tilfælde altid udgør grundskyld opgjort efter ejendomsskattelovens kapitel 1-5 for kalenderåret.

Ejendomsvurderingslovens § 9 oplister de ejendomme, der ikke vurderes. Efter bestemmelsen er følgende ejendomme undtaget fra vurdering:

1. Offentligt ejede gader, veje, pladser og parkanlæg m.v. bortset fra arealer, der udnyttes erhvervsmæssigt.

2. Ejendomme omfattet af reglerne om beskyttelse af informationer mod videregivelse til tredjepart, hvis sådanne ejendomme er ejet af offentlige myndigheder.

3. Trafikanlæg til brug for den kollektive trafik, herunder godstrafik.

4. Kirker m.v. tilhørende anerkendte eller godkendte trossamfund samt kirkegårde og godkendte begravelsespladser.

5. Fyranlæg.

6. Kolonihavehuse på fremmed grund.

7. Andre bygninger på fremmed grund, når bygningernes værdi udgør et beløb på under 100.000 kr. (2010-niveau), hvilket reguleres efter personskattelovens § 20.

Derudover kan en ejendom også være undtaget fra vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 13. Det fremgår således af § 13, stk. 1, at Skatteforvaltningen helt eller delvis kan beslutte at undtage ejendomme fra vurdering, hvis vurdering er uden betydning for beskatningsmæssige formål.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 45, stk. 3, 1. pkt., ændres, så der efter »§ 43, stk. 3, 2. pkt.,« indsættes »ejendomme, der ophører med at være undtaget fra vurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 9 eller 13,«.

Den foreslåede ændring har til formål at tydeliggøre de tilfælde, hvor grundskylden for det første kalenderår altid udgør grundskyld opgjort efter ejendomsskattelovens kapitel 1-5 for kalenderåret.

Med den foreslåede ændring tydeliggøres det således, at grundskylden det første kalenderår for en ejendom, der ophører med at være undtaget fra vurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 9 eller 13, altid vil udgøre grundskylden opgjort efter ejendomsskattelovens kapitel 1-5, dvs. den fulde grundskyld for kalenderåret.

Det betyder, at ejeren for det første kalenderår vil skulle betale grundskyld af beskatningsgrundlaget efter ejendomsskattelovens § 17 og med den grundskyldspromille, der efter ejendomsskattelovens § 28 er fastsat for den pågældende kommune, som ejendommen er beliggende i. Det vil sige med anvendelse af 80 pct. af grundværdien i det forudgående kalenderår og med den grundskyldspromille, der er fastsat for kalenderåret.

En ejendom, der ophører med at være undtaget fra vurdering i f.eks. september 2025, bliver vurderet pr. 1. januar 2026, og ejeren bliver grundskyldspligtig pr. 1. januar 2027. Med den foreslåede ændring tydeliggøres det, at grundskylden for kalenderåret 2027 vil udgøre den fulde grundskyld opgjort for kalenderåret 2027.

Til nr. 33

Ejendomsskattelovens § 45 vedrører opgørelse af grundskyld for kalenderåret 2024 og efterfølgende kalenderår efter stigningsbegrænsningsordningen for grundskyld.

Det følger af ejendomsskattelovens § 45, stk. 2, at for kalenderåret 2025 og efterfølgende kalenderår udgør grundskyld af ejendomme omfattet af ejendomsskattelovens § 44 det laveste af grundskyld opgjort efter ejendomsskattelovens kapitel 1-5 for kalenderåret og grundskyld for det nærmest forudgående kalenderår med tillæg af 4,75 pct. af grundskylden efter nr. 1, dog kun med tillæg af 3,50 pct. af grundskylden efter nr. 1 til og med kalenderåret 2040 for almene boliger omfattet af lov om almene boliger m.v.

Det foreslås, at der i § 45 indsættes som stk. 4 , at for ejendomme, der ophører med at være fritaget for grundskyld efter kapitel 1, udgør grundskylden for det første og de efterfølgende kalenderår det laveste beløb efter stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse har til formål at tydeliggøre opgørelsen af grundskyld i de tilfælde, en ejendom ophører med at være fritaget for grundskyld, så den ikke længere er opfylder betingelserne for at være fritaget for grundskyld efter ejendomsskattelovens kapitel 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at grundskylden i sådanne tilfælde i det første kalenderår og de efterfølgende kalenderår vil udgøre det laveste beløb efter ejendomsskattelovens § 45, stk. 2. Det vil sige det laveste beløb af grundskyld opgjort efter ejendomsskattelovens kapitel 1-5 for kalenderåret (den fulde grundskyld) og forudgående kalenderårs grundskyld med tillæg af 4,75 pct. (3,50 pct. for almene boliger til og med kalenderåret 2040) af den fulde grundskyld for kalenderåret (den stigningsbegrænsede grundskyld).

Skatteforvaltningen vil således i sådanne tilfælde for det første og de efterfølgende kalenderår skulle opgøre to beløb for grundskylden – henholdsvis den fulde grundskyld og den stigningsbegrænsede grundskyld.

Den fulde grundskyld udgøres af beskatningsgrundlaget efter ejendomsskattelovens § 17 og med den grundskyldspromille, der efter ejendomsskattelovens § 28 er fastsat for den pågældende kommune, som ejendommen er beliggende i. Det vil sige med anvendelse af 80 pct. af grundværdien i det forudgående kalenderår og med den grundskyldspromille, der er fastsat for det pågældende kalenderår. Den stigningsbegrænsede grundskyld udgøres af den grundskyld, der er opgjort for det nærmest forudgående år med tillæg af 4,75 pct. af den fulde grundskyld for det pågældende kalenderår. Henset til, at ejendommen det nærmest forudgående kalenderår har været fritaget for grundskyld, vil den stigningsbegrænsede grundskyld blive opgjort som 0 kr. med tillæg af 4,75 pct. af den fulde grundskyld.

Grundskylden af en ejendom, der ophører med at være fritaget for grundskyld, vil således være stigningsbegrænset fra det første kalenderår, ejendommen pålægges grundskyld, hvis beløbet for den stigningsbegrænsede grundskyld er lavere end beløbet for den fulde grundskyld.

Hvis en ejendom ophører med at være fritaget for grundskyld, pålægges ejeren af ejendommen grundskyld med virkning fra og med førstkommende 1. januar, jf. ejendomsskattelovens § 18, stk. 3, 1. pkt. Hvis en ejendom ikke længere opfylder betingelserne for at være fritaget for grundskyld i oktober 2025, bliver ejeren af ejendommen således pålagt grundskyld af ejendommen pr. 1. januar 2026. I dette eksempel er kalenderåret 2026 således det første kalenderår.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af Skatteforvaltningens systemmæssige indretning af opgørelsen af grundskyld efter stigningsbegrænsningsordningen for grundskyld.

Til nr. 34

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 2, at for ejendomme, der i skatteåret 2022 blev pålagt dækningsafgift efter § 23 A i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, og som ikke var pålagt dækningsafgift i skatteåret 2021, udgør dækningsafgiften for skatteåret 2022 dækningsafgiften efter ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 1, nr. 1.

Det betyder, at for de ejendomme, som ikke var pålagt dækningsafgift i skatteåret 2021, men som i skatteåret 2022 blev pålagt dækningsafgift, udgør dækningsafgiften den fuldt indfasede dækningsafgift opgjort for skatteåret 2022.

Det foreslås, at ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 2, ændres, så der indsættes »jf. dog stk. 3« efter »nr. 1«.

Den foreslåede ændring er en konsekvensændring som følge af lovforslagets § 1, nr. 35, hvor det foreslås at indsætte et nyt stk. 3 i ejendomsskattelovens § 45 b. Det foreslåede stk. 3 indebærer i visse tilfælde en undtagelse til, at dækningsafgiften for ejendomme, der ikke var pålagt dækningsafgift i skatteåret 2021, og som blev pålagt dækningsafgift i skatteåret 2022, udgør den fuldt indfasede dækningsafgift opgjort for skatteåret 2022.

Til nr. 35

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 2, at for ejendomme, der i skatteåret 2022 blev pålagt dækningsafgift efter § 23 A i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, og som ikke var pålagt dækningsafgift i skatteåret 2021, udgør dækningsafgiften for skatteåret 2022 dækningsafgiften efter ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 1, nr. 1.

Det betyder, at for de ejendomme, som ikke var pålagt dækningsafgift i skatteåret 2021, men som for skatteåret 2022 blev pålagt dækningsafgift, udgør dækningsafgiften den fuldt indfasede dækningsafgift opgjort for skatteåret 2022. Efter gældende ret er der ikke undtagelser til, at dækningsafgiften i disse tilfælde udgør den fuldt indfasede dækningsafgift opgjort for skatteåret 2022.

Det foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 45 b indsættes som stk. 3, at for følgende ejendomme, der i skatteåret 2021 ikke var pålagt dækningsafgift efter § 23 A i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, udgør dækningsafgiften for skatteåret 2022 det laveste beløb efter stk. 1:

1. Ejendomme, hvis dækningsafgiftspligtige forskelsværdi for skatteåret 2021 ikke oversteg 50.000 kr., jf. § 23 A, stk. 2, 6. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020.

2. Ejendomme, hvis opkrævning af grundskyld og dækningsafgift for skatteåret 2021 samlet udgjorde mindre end 200 kr. årligt, jf. § 27, stk. 1, 2. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020.

3. Ejendomme, hvor halvdelen eller mindre af forskelsværdien for hele ejendommen for skatteåret 2021 blev anvendt til dækningsafgiftspligtige anvendelser, jf. § 23 A, stk. 1, 2. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020.

Den foreslåede bestemmelse indebærer i tre tilfælde en undtagelse til ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 2, hvorefter udgangspunktet er, at dækningsafgiften for ejendomme, der ikke var pålagt dækningsafgift i skatteåret 2021, og som blev pålagt dækningsafgift i skatteåret 2022, udgør den fuldt indfasede dækningsafgift opgjort for skatteåret 2022. Den foreslåede bestemmelse indebærer videre, at dækningsafgiften i disse tilfælde vil udgøre det laveste beløb efter ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 1.

Det betyder, at dækningsafgiften for skatteåret 2022 i de tre tilfælde vil udgøre det laveste beløb af den fuldt indfasede dækningsafgift opgjort for skatteåret 2022, eller den stigningsbegrænsede dækningsafgift, som er dækningsafgiften opgjort og opkrævet for skatteåret 2021 med tillæg af 10 pct. af den fuldt indfasede dækningsafgift opgjort for skatteåret 2022.

Dækningsafgiften af ejendomme i de tre tilfælde vil således kunne blive stigningsbegrænset allerede fra og med skatteåret 2022, dvs. det første år ejendommen blev pålagt dækningsafgift, og ikke først fra og med skatteåret 2023, dvs. det andet år ejendommen blev pålagt dækningsafgift.

Henset til, at det er en forudsætning for opgørelsen af den stigningsbegrænsede dækningsafgift for skatteåret 2022, at der tages udgangspunkt i den opgjorte og opkrævede dækningsafgift for skatteåret 2021, og at der i de omfattede tre tilfælde ikke vil være opgjort og opkrævet dækningsafgift for skatteåret 2021, vil beløbet for den stigningsbegrænsede dækningsafgift i disse tilfælde skulle opgøres som 0 kr. med tillæg af 10 pct. af den fuldt indfasede dækningsafgift opgjort for skatteåret 2022. Efter den foreslåede bestemmelse vil det således være en forudsætning for opgørelsen af den stigningsbegrænsede dækningsafgift for skatteåret 2022, at der vil skulle tages udgangspunkt i, at der blev opgjort og opkrævet 0 kr. for skatteåret 2021.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at der er tale om tre tilfælde, hvor det ikke vil være rimeligt, at ejeren af ejendommen vil blive opkrævet den fuldt indfasede dækningsafgift for skatteåret 2022. Fælles for alle tre tilfælde er, at det ikke er forhold ved selve ejendommen – som f.eks. at ejendommen nyopstår, eller at anvendelsen eller arealet af ejendommen ændres – der har gjort, at ejendommen ikke blev pålagt dækningsafgift i skatteåret 2021, men blev pålagt dækningsafgift for skatteåret 2022. Der er derimod tale om ejendomme, som ikke har ændret sig fra 2021 til 2022, men som følge af teknikaliteter i reglerne på området ikke har været pålagt dækningsafgift i skatteåret 2021, men har været pålagt dækningsafgift for skatteåret 2022.

Den foreslåede bestemmelse vurderes at være i overensstemmelse med intentionen bag reglerne om stigningsbegrænsningsordningen for dækningsafgift i ejendomsskattelovens kapitel 7 a, som netop bagudrettet fra og med 2022 har til formål at sikre øget tryghed for de ejendomsejere, der betaler dækningsafgift af erhvervsejendomme, og den foreslåede bestemmelse er således til gunst for ejendomsejeren.

Efter den foreslåede bestemmelse i nr. 1 vil dækningsafgiften for skatteåret 2022 af ejendomme, hvis dækningsafgiftspligtige forskelsværdi for skatteåret 2021 ikke oversteg 50.000 kr., jf. § 23 A, stk. 2, 6. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, udgøre det laveste beløb efter ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 1, dvs. det laveste beløb af den fuldt indfasede dækningsafgift for skatteåret 2022 og den stigningsbegrænsede dækningsafgift.

Til og med skatteåret 2021 gjaldt der efter § 23 A, stk. 2, 6 pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, at der alene skulle betales dækningsafgift af den del af den dækningsafgiftspligtige forskelsværdi, der oversteg 50.000 kr. Reglen blev ophævet fra og med 2022, jf. lov nr. 291 af 27. februar 2021, i forbindelse med, at beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften blev omlagt fra forskelsværdien til grundværdien.

Ejere af erhvervsejendomme beliggende i kommuner, der opkrævede dækningsafgift i skatteåret 2021, som havde en forskelsværdi på 50.000 kr. eller lavere, og som blev anvendt til dækningsafgiftspligtige formål, blev – som følge af denne regel – således ikke opkrævet dækningsafgift i skatteåret 2021.

Efter den foreslåede bestemmelse i nr. 2 vil dækningsafgiften for skatteåret 2022 af ejendomme, hvis opkrævning af grundskyld og dækningsafgift for skatteåret 2021 samlet udgjorde mindre end 200 kr. årligt, jf. § 27, stk. 1, 2. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, udgøre det laveste beløb efter ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 1, dvs. det laveste beløb af den fuldt indfasede dækningsafgift for skatteåret 2022 og af den stigningsbegrænsede dækningsafgift.

Efter § 27, stk. 1, 2. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, blev der ikke opkrævet grundskyld og dækningsafgift, hvis opkrævningen heraf tilsammen udgjorde mindre end 200 kr. årlig. Reglen blev ophævet fra og med 2024, lov nr. 678 af 3. juni 2023, i forbindelse med, at den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat blev ophævet og erstattet af ejendomsskatteloven.

Ejere af erhvervsejendomme beliggende i kommuner, der opkrævede dækningsafgift i skatteåret 2021, som havde en samlet opkrævning af grundskyld og dækningsafgift på mindre end 200 kr. årligt, og som blev anvendt til dækningsafgiftspligtige formål, blev – som følge af denne regel – således ikke opkrævet dækningsafgift i skatteåret 2021.

Efter den foreslåede bestemmelse i nr. 3 vil dækningsafgiften for skatteåret 2022 af ejendomme, hvor halvdelen eller mindre af forskelsværdien for hele ejendommen for skatteåret 2021 blev anvendt til dækningsafgiftspligtige anvendelser, jf. § 23 A, stk. 1, 2. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020, udgøre det laveste beløb efter ejendomsskattelovens § 45 b, stk. 1, dvs. det laveste beløb af den fuldt indfasede dækningsafgift for skatteåret 2022 og af den stigningsbegrænsede dækningsafgift.

Fra og med den 1. januar 2022 blev beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften omlagt, hvormed grundlaget for beregning af dækningsafgift blev ændret fra forskelsværdien til grundværdien.

Efter § 23 A, stk. 1, 2. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat blev der af ejendomme, der delvist blev anvendt til dækningsafgiftspligtige formål, kun svaret dækningsafgift, når den del af forskelsværdien, der vedrørte den til de nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgjorde mere end halvdelen af forskelsværdien for hele ejendommen.

Ved omlægningen af beskatningsgrundlaget for dækningsafgift blev reglen ændret, så der i stedet tages udgangspunkt i grundværdien. Det betyder, at der af ejendomme, der delvis blev anvendt til dækningsafgiftspligtige formål, kun blev svaret dækningsafgift, når den del af grundværdien, der vedrørte den til de nævnte formål anvendte del af ejendommen, udgjorde mere end halvdelen af grundværdien for hele ejendommen.

Det forhold, at der ved vurderingen af om ejendomme, der delvist anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, er dækningsafgiftspligtige, bliver taget udgangspunkt i grundværdien i stedet for forskelsværdien, kan i sig selv – uden der er foretaget ændringer i ejendommens forhold – medføre at en ejer af en ejendom, der delvist anvendes til dækningsafgiftspligtige formål, blev dækningsafgiftspligtig. Det vil sige, at en ejer af en ejendom, der ikke var dækningsafgiftspligtig ved opgørelsen af dækningsafgiften på baggrund af forskelsværdien i skatteåret 2021, alene som følge af ændringen af beskatningsgrundlaget blev dækningsafgiftspligtig i skatteåret 2022 ved opgørelsen af dækningsafgiften på baggrund af grundværdien i skatteåret.

Til nr. 36

Det følger af ejendomsskattelovens § 45 d, stk. 1, at for kalenderåret 2024 og efterfølgende kalenderår udgør dækningsafgift af ejendomme omfattet af § 45 a det laveste af følgende beløb, jf. dog stk. 2:

1. Dækningsafgift opgjort efter kapitel 1-5 for kalenderåret.

2. Dækningsafgift som opkrævet for det nærmest forudgående skatteår eller kalenderår med tillæg af 10 pct. af dækningsafgiften efter nr. 1.

Det foreslås, at der i ejendomsskattelovens § 45, d, stk. 2, efter »stk. 2« indsættes »og kapitel 7 b«.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at der med nærværende lovforslag foreslås indsat et nyt kapitel 7 b i ejendomsskatteloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 37, hvori det foreslås, at grundskyld i visse udstykningstilfælde ikke vil være stigningsbegrænset efter ejendomsskattelovens kapitel 7.

Til nr. 37

Det følger af ejendomsskattelovens § 4, stk. 4, at for grundskyld af ejendomme, der ikke er omfattet af stk. 2, og ejendomme, der ejes af fysiske personer, der er undtaget fra indkomstskat, jf. kildeskattelovens § 3, stk. 1, påhviler skattepligten den, der på forfaldstidspunktet for grundskylden, jf. ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 11, stk. 4, at for ejendomme, der pålægges dækningsafgift i medfør af stk. 1 eller 2 eller § 12, påhviler skattepligten den, der på forfaldstidspunktet for dækningsafgiften, jf. ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Det følger af ejendomsskattelovens § 17, stk. 2, at beskatningsgrundlaget for grundskylden for et indkomstår eller kalenderår udgør 80 pct. af den grundværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående indkomstår eller kalenderår, jf. dog stk. 3 og 4.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 17, stk. 3, at for produktionsjord, jf. ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2 og 3, udgør beskatningsgrundlaget for grundskylden hele grundværdien.

Af ejendomsskattelovens § 18, stk. 2, følger, at ved erhvervelse af en ejendom bliver ejeren omfattet af pligten til at svare grundskyld fra og med overtagelsesdagen. Ved afståelse af en ejendom skal ejeren svare grundskyld til og med dagen før overtagelsesdagen.

Det følger af ejendomsskattelovens § 20, stk. 1, 1. pkt., at for ejendomme omfattet af § 11 er beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften den grundværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående kalenderår. Det følger videre af 2. pkt., at for ejendomme omfattet af § 12 er beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften 80 pct. af den grundværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående kalenderår, jf. dog stk. 3.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 28, stk. 1, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen fastsætter satsen for grundskyld i forbindelse med den endelige vedtagelse af kommunens årsbudget for det kommende regnskabsår. Satsen kan højst udgøre 30 promille, jf. dog stk. 2. Det følger af 2. pkt., at for indkomstårene og kalenderårene 2024-2028 kan kommunalbestyrelsen dog ikke fastsætte satsen for grundskyld efter 1. og 2. pkt. højere end satsen angivet for den pågældende kommune i bilag 1 til ejendomsskatteloven.

Det følger af ejendomsskattelovens § 29, stk. 2, 1. pkt., at kommunalbestyrelsen fastsætter satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 1, dog højst til 10 promille, jf. dog stk. 3. Det følger af 2. pkt., at satsen for dækningsafgiften efter § 12, stk. 2, udgør samme promille for den del af ejendommens grundværdi, der anvendes til dækningsafgiftspligtige formål efter § 12, stk. 1.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at grundskyld og dækningsafgift af andre ejendomme end ejendomme omfattet af § 31, stk. 1, stiftes den 1. januar i kalenderåret og opkræves af Skatteforvaltningen via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, i to rater med forfald og sidste rettidige betalingsdag den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen for det pågældende kalenderår.

Det følger af ejendomsskattelovens § 34, stk. 1, at klage over ansættelse af ejendomsværdiskat, grundskyld og dækningsafgift, der er opkrævet efter §§ 31 eller 33, ikke fritager for pligt til betaling til forfaldstid.

I udstykningstilfælde, f.eks. hvor en byggegrund i 2025 udstykkes af en ejendomsudvikler i en række mindre parcel- eller rækkehusgrunde, vil alle de nye grunde blive vurderet den 1. januar 2026. En af disse grunde vil være den såkaldte restejendom. Det vil sige den ejendom, de andre grunde er udstykket fra. Restejendommen vil ligeledes blive vurderet den 1. januar 2026. Vurderingerne pr. 1. januar 2026 udgør beskatningsgrundlaget fra og med 2027.

Det betyder, at hvis en boligejer i eksemplet ovenfor f.eks. køber restejendommen den 1. marts 2025, efter udstykningen er gennemført, så er denne boligejer skattepligtig af grundskylden for 2. halvår af 2025 og hele 2026 af både restejendommen og de øvrige udstykkede parcel- og rækkehusgrunde.

I praksis aftales der typisk en fordeling af grundskylden mellem køberen af restejendommen, de øvrige boligejere og ejendomsudvikleren. Der kan dog opstå tilfælde, hvor fordeling ikke aftales, hvorfor køberen af restejendommen efterlades med den samlede grundskyldsbetaling.

Det foreslås derfor, at der efter ejendomsskattelovens kapitel 7 a indsættes et nyt kapitel 7 b med §§ 45 e-45 i om grundskyld og dækningsafgift af visse udstykkede ejendomme.

Det foreslåede kapitel 7 b vil indebære, at skattepligten, beskatningsgrundlaget og opkrævningsprocessen for grundskyld og dækningsafgift af visse udstykkede ejendomme vil blive ændret, så risikoen fjernes for, at en boligejer i op til halvandet år efterlades med den samlede grundskyldsbetaling for sin egen og naboernes ejendomme.

(Til § 45 e)

Det foreslås som § 45 e, stk. 1, at for ejere af ejendomme omfattet af § 33, hvorfra der udstykkes to eller flere ejendomme, der på udstykningstidspunktet er udlagt til boligformål i henhold til planlovgivningen eller anden offentlig regulering, jf. dog stk. 2, fastlægges skattepligten, skattegrundlaget og opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift for udstykningsåret og det efterfølgende kalenderår efter reglerne i dette kapitel.

Efter den foreslåede bestemmelse vil der efter det foreslåede kapitel 7 b blive fastlagt særlige regler for skattepligten, skattegrundlaget og opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift i visse udstykningstilfælde. Bestemmelsen vil særligt skulle omfatte tilfælde, hvor der som følge af udstykning oprettes nye parcel-, række- og sommerhuskvarterer.

Bestemmelsen vil dermed være afgrænset til udstykning af nye grunde, hvorfor opdeling af bygninger, f.eks. ejerlejligheder, ikke vil være omfattet.

Med visse udstykningstilfælde menes udstykninger af ejendomme omfattet af ejendomsskattelovens § 33, hvor der efter udstykningen vil opstå to eller flere nye grunde udlagt til boligformål i henhold til planlovgivningen eller anden offentlig regulering. Der vil derfor samlet skulle være tre eller flere ejendomme.

I tilfælde af successive udstykninger af samme ejendom i samme kalenderår, vil den foreslåede bestemmelse være opfyldt. Det betyder eksempelvis, at hvis der fra en ejendom (restejendommen) udstykkes fire nye ejendomme udlagt til erhvervsformål den 1. marts 2026, mens der den 1. juli 2026 udstykkes fire yderligere parcelhusgrunde fra restejendommen, vil restejendommen være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Bestemmelsen foreslås afgrænset til ejendomme der opkræves ejendomsskat via skattekontoen, det vil sige ejendomme omfattet af ejendomsskatteloven § 33. Det vil overordnet være kontorer, fabrikker, byggegrunde, marker, skovarealer m.v.

Det følger af ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at grundskyld og dækningsafgift af andre ejendomme end ejendomme omfattet af ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, stiftes den 1. januar i kalenderåret og opkræves af Skatteforvaltningen via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, i to rater med forfald og sidste rettidige betalingsdag den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen for det pågældende kalenderår.

Med udlagt til boligformål i henhold til planlovgivningen eller anden offentlig regulering menes hovedsageligt lokalplaner, men det vil også omfatte øvrig offentlig regulering, f.eks. kommunerammeplaner. Det vil dermed ikke have nogen betydning, hvordan restejendommen og de nyudstykkede ejendomme er kategoriseret efter ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1.

Det vil skulle ses i lyset af, at en lokalplan, hvor en byggegrund f.eks. udlægges til et nyt parcelhusområde, i mange tilfælde vedtages kort forinden udstykningen gennemføres. Det betyder, at den nye lokalplan ikke vil være afspejlet i den offentlige ejendomsvurdering for hverken restejendommen eller de nyudstykkede ejendomme.

Det foreslås som stk. 2, at er en eller flere af de af stk. 1 omfattede ejendomme udlagt til andre formål end boligformål, som af Skatteforvaltningen anses for at være i naturlig forlængelse af de øvrige udstykninger, finder stk. 1 anvendelse uanset disse ejendommes kategorisering, jf. ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1.

Bestemmelsen indebærer en undtagelse til afgrænsningen i det foreslåede § 45 e, stk. 1, hvorefter de omfattede ejendomme vil skulle være udlagt til boligformål i henhold til planlovgivningen eller anden offentlig regulering.

Baggrunden for bestemmelsen er, at det ikke er unormalt, at der i forbindelse med en udstykning af nye række-, parcel- og sommerhusgrunde også vil ske udstykning af andre nye ejendomme, som må anses for udstykket i naturlig forlængelse af oprettelsen af f.eks. et nyt parcelhuskvarter.

Med forslaget vil Skatteforvaltningen dermed skulle foretage et konkret skøn over de ejendomme, som vil blive anset for udstykket i naturlig forlængelse af boligudstykningerne. Skatteforvaltningen vil således skulle vurdere, hvilke udstykninger der anses for værende i naturlig forlængelse af de øvrige udstykninger til boligformål.

Det betyder, at Skatteforvaltningen tillægges et skøn. Det skyldes, at det ikke vurderes hensigtsmæssigt at foretage en udtømmende afgrænsning af alternative udstykninger, der vil skulle anses for værende i naturlig forlængelse af boligudstykningerne.

Alternative udstykninger af ejendomme til f.eks. en legeplads, en boldbane, et naturareal, parkeringspladser og veje vil altid skulle anses som almindelige og naturlige udstykninger i forbindelse med udstykningen af f.eks. et nyt parcelhuskvarter. Som eksempel vil visse ejendomme udlagt til erhvervsformål også kunne anses for naturlige udstykninger, f.eks. en pumpe- eller en transformerstation.

Det primære formål bag udstykningerne af en ejendom til to eller flere ejendomme vil fortsat skulle være til boligformål, men med den foreslåede bestemmelse vil udstykninger i et mindre omfang til andre formål ikke udelukke brugen af det foreslåede § 45 e, stk. 1.

Eksempel 1: En byggegrund på 20.000 m2 udstykkes til et parcelhuskvarter med 15 nye parcelhusgrunde á 800 m2, hvorfor parcelhusgrundene samlet udgør 12.000 m2. De resterende 8.000 m2 udstykkes til henholdsvis 1) vej- og parkeringspladser, 2) et fællesareal i form af en fodboldbane og en legeplads, og 3) et fælleshus.

I dette tilfælde vil de tre alternative udstykninger alle skulle anses for værende i naturlig forlængelse af boligudstykningerne.

Med »mindre omfang« menes, at der både vil kunne være tale om udnyttelsesintensiteten og selve fordelingen af kvadratmeter. Det vil sige, at der vil kunne være tilfælde, hvor andelen af kvadratmeter anvendt til udstykning af ejendomme til anden anvendelse end til boligformål vil kunne overstige andelen af kvadratmeter anvendt til boligudstykninger – og fortsat være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Det vil typisk være tilfældet, hvis udnyttelsesintensisten af disse alternative udstykninger er lav, såsom udstykning til naturarealer, jf. ejendomsvurderingslovens § 34, stk. 1, nr. 9.

Eksempel 2: En 60.000 m2 naturgrund i landzone udstykkes til et rækkehuskvarter med 40 rækkehusgrunde á 200 m2, hvorfor rækkehusgrundene samlet udgør 8.000 m2 og én af rækkehusgrundene udgør restejendommen. De 8.000 m2 flyttes til byzone, mens de resterende 52.000 m2 fastholdes som en naturgrund i landzone.

I dette tilfælde vil den alternative udstykning til en naturejendom skulle anses for værende i naturlig forlængelse af boligudstykningerne – uanset det samlede antal af kvadratmeter langt overstiger det anvendte antal kvadratmeter til boligformål – fordi udnyttelsesintensiteten af naturarealet vil være markant laverer end rækkehusene.

(Til § 45 f)

Det foreslås som ejendomsskattelovens § 45 f, stk. 1, 1. pkt., at for ejendomme omfattet af § 45 e påhviler skattepligten den, der på tidspunktet for udstykningen, jf. § 6 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v., ejer restejendommen i henhold til et autoritativt register.

Den foreslåede bestemmelse vil indebære, at skattepligten vil påhvile ejere omfattet af det foreslåede § 45 e, stk. 1, som på udstykningstidspunktet er registreret som ejer i et autoritativt register.

Med udstykningstidspunktet menes det tidspunkt, hvor det registreres i matriklen, at et areal fraskilles en eller flere samlede faste ejendomme og fremover udgør en ny samlet fast ejendom, jf. § 6 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v.

Med restejendommen menes den ejendom, som efter udstykningen er gennemført, har fået videreført BFE-nummeret fra den oprindelige ejendom, som den fremstod inden udstykningen.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen. I dette tilfælde vil det autoritative register på nuværende tidspunkt være ejerfortegnelsen, der opdateres af kommunerne og indeholder oplysninger om de faktiske ejere, dvs. primært tinglyste ejere, men også andre, hvis ejerforholdet ikke er tinglyst.

For så vidt angår dækningsafgiften, vil det være en forudsætning, at den dækningsafgiftspligtige bygning er beliggende på restejendommen. Såfremt bygningen er placeret på en af de nyudstykkede matrikler, vil dækningsafgiften blive opkrævet efter de almindelige regler.

Det foreslås som 2. pkt., at ejes restejendommen af to eller flere personer, påhviler grundskylden og dækningsafgiften ejerne efter de ejerandele, der er registreret i et autoritativt register.

Bestemmelsen indebærer, at hvis der f.eks. er to eller flere ejere, så vil skattepligten påhvile disse ejere forholdsmæssigt i henhold til deres ejerandele, som disse vil være registeret i et autoritativt register.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. I dette tilfælde vil det autoritative register på nuværende tidspunkt være ejerfortegnelsen.

(Til § 45 g)

Det foreslås som ejendomsskattelovens § 45 g, stk. 1, 1. pkt., at grundskylden for udstykningsåret opgøres efter § 17, stk. 1-3. Det foreslås videre i 2. pkt., at grundskylden for kalenderåret efter udstykningsåret udgør det samme beløb, som er opgjort efter 1. pkt.

Det foreslåede 1. pkt. indebærer, at grundskylden for udstykningsåret vil skulle opgøres efter de almindelige regler i ejendomsskattelovens § 17, stk. 1-3.

Det følger af ejendomsskattelovens § 17, stk. 1, 1. pkt., at grundskylden opgøres som beskatningsgrundlaget efter stk. 2 og 3 ganget med grundskyldssatsen i § 28 med fradrag for grundforbedringer efter ejendomsvurderingslovens §§ 22 og 23 og for fritagelse efter § 5, stk. 2, og § 7, stk. 2. Det følger videre af 2. pkt., at derudover fradrages rabat efter § 40, stk. 3, eller begrænsning af stigninger i grundskyld efter § 45.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 17, stk. 2, at beskatningsgrundlaget for grundskylden for et indkomstår eller kalenderår udgør 80 pct. af den grundværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående indkomstår eller kalenderår, jf. dog stk. 3 og 4.

Det følger af ejendomsskattelovens § 17, stk. 3, at for produktionsjord, jf. ejendomsvurderingslovens § 28, stk. 2 og 3, udgør beskatningsgrundlaget for grundskylden hele grundværdien.

Afhængigt af kategoriseringen af ejendommen inden udstykningen gennemføres, vil grundskylden skulle opgøres efter de almindelige regler for beskatningsgrundlaget i § 17, stk. 1 og 2, f.eks. en erhvervsgrund, der udstykkes til rækkehuse eller hvis der er tale om produktionsjord, f.eks. en mark der udstykkes til boligparceler, efter § 17, stk. 1 og 3.

Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at grundskylden i året efter udstykningsåret vil udgøre det samme beløb, som der blev beregnet for grundskylden i udstykningsåret.

Forslaget vil skulle ses i lyset af, at grundskylden for både udstykningsåret og det efterfølgende kalenderår vil blive opkrævet som en samlet opkrævning, jf. det foreslåede § 45 h, stk. 1.

På udstykningstidspunktet vil beskatningsgrundlaget for det efterfølgende kalenderår endnu ikke være udarbejdet, hvorfor det ikke vil være muligt at beregne grundskylden for det efterfølgende kalenderår på baggrund heraf.

I stedet foreslås det, at der for det efterfølgende kalenderår vil skulle betales det samme beløb i grundskyld, som blev beregnet for udstykningsåret.

Forslaget vil hovedsageligt indebære en mindre skattelettelse for den skattepligtige, fordi en eventuel stigning i beskatningsgrundlaget i det efterfølgende kalenderår ikke vil blive afspejlet i grundskylden. Det modsatte vil også kunne være tilfældet.

Flertallet af ejendommen, der udstykkes til to eller flere ejendomme udlagt til boligformål, antages dog at være omfattet af rabat i grundskyld, jf. ejendomsskattelovens kapitel 7, hvorved stigninger løbende indfases over tid. Stigningsbegrænsningen vil derfor – til gunst for ejendomsejeren – ikke finde anvendelse for kalenderåret efter udstykningen.

Det foreslås som stk. 2, 1. pkt., at dækningsafgiften for udstykningsåret opgøres efter § 20, stk. 1 og 2. Det foreslås i 2. pkt., at dækningsafgiften for kalenderåret efter udstykningsåret udgør det samme beløb, som er opgjort efter 1. pkt., jf. dog stk. 3.

Det foreslåede 1. pkt. indebærer, at dækningsafgiften for udstykningsåret vil skulle opgøres efter de almindelige regler i ejendomsskattelovens § 20, stk. 1 og 2.

Det følger af ejendomsskatteloven § 20, stk. 1, 1. pkt., at for ejendomme omfattet af § 11 er beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften den grundværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående kalenderår. Det følger videre af 2. pkt., at for ejendomme omfattet af § 12 er beskatningsgrundlaget for dækningsafgiften 80 pct. af den grundværdi, der efter ejendomsvurderingsloven er ansat for den pågældende ejendom i det forudgående kalenderår, jf. dog stk. 3.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 20, stk. 2, 1. pkt., at ejendomme, der er omfattet af § 12, men som en del af kalenderåret anvendes til et formål, der ikke er omfattet af dækningsafgift, pålægges kun delvis dækningsafgift. Det følger videre af 2. pkt., at Skatteforvaltningen fastsætter andelen forholdsmæssigt på grundlag af den eller de perioder, hvori ejendommen anvendes til formål omfattet af dækningsafgift, fordelt på et kalenderår.

Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at en eventuel dækningsafgift i året efter udstykningsåret vil udgøre det samme beløb, som der blev beregnet for dækningsafgiften i udstykningsåret.

Forslaget vil skulle ses i lyset af, at dækningsafgiften for både udstykningsåret og det efterfølgende kalenderår vil blive opkrævet som en samlet opkrævning, jf. den foreslåede § 45 h, stk. 1.

På udstykningstidspunktet vil beskatningsgrundlaget for det efterfølgende kalenderår endnu ikke være udarbejdet, hvorfor det ikke vil være muligt at beregne dækningsafgiften for det efterfølgende kalenderår på baggrund heraf.

I stedet foreslås det, at der for det efterfølgende kalenderår vil skulle betales det samme beløb i dækningsafgift, som blev beregnet for udstykningsåret.

Det foreslås som stk. 3, 1. pkt., at ophører pligten til at betale dækningsafgift for en ejendom efter § 12 i udstykningsåret, eftergives eller tilbagebetales forfalden dækningsafgift for kalenderåret efter udstykningsåret.

Den foreslåede bestemmelse har til hensigt at sikre, at retsstillingen efter ejendomsskattelovens § 21, stk. 1, 2. pkt., fastholdes. Herefter følger, at hvis dækningsafgiften for en ejendom efter ejendomsskattelovens § 12 ophører, sker dette fra og med den førstkommende 1. januar.

Med den foreslåede bestemmelse i ejendomsskattelovens § 45 g, stk. 2, vil en ejer af en dækningsafgiftspligtig ejendom, som udstykker den underliggende grund i to eller flere grunde (ejendomme), jf. den foreslåede § 45 e, blive opkrævet dækningsafgift for både udstykningsåret og kalenderåret efter udstykningsåret på én gang i forbindelse med udstykningen.

Der vil dermed kunne opstå tilfælde, hvor en anvendelse af en bygning til dækningsafgiftspligtige formål ophører i udstykningsåret, hvorved en ejer i henhold til det foreslåede § 45 g, stk. 2, vil skulle betale dækningsafgift for 1 år mere end efter gældende ret.

For at sikre, at der med det foreslåede kapitel 7 b ikke indtræder en utilsigtet udvidelse af skattepligten for dækningsafgift af ejendomme omfattet af ejendomsskattelovens § 12, foreslås det med nærværende bestemmelse, at allerede forfalden dækningsafgift eftergives eller tilbagebetales til ejeren, såfremt anvendelsen af bygningen til dækningsafgiftspligtige formål ophører i udstykningsåret.

Eksempel: En ejendom (grund) med en bygning pålagt dækningsafgift, jf. ejendomsskattelovens § 12, udstykkes den 1. marts i 8 separate grunde til boligformål. Ejeren betaler en samlet opkrævning af dækningsafgift for både udstykningsåret og det efterfølgende kalenderår i forlængelse af udstykningen. Den 1. oktober ophører anvendelsen af bygningen til et dækningsafgiftspligtigt formål. Ejeren henvender sig herefter til Skatteforvaltningen om en tilbagebetaling af den allerede betalte dækningsafgift for kalenderåret efter udstykningsåret.

I udstykningstilfælde, hvor den opgjorte dækningsafgift for udstykningsåret og det efterfølgende kalenderår endnu ikke er forfaldent til betaling, vil ejeren i stedet for en tilbagebetaling skulle anmode om en eftergivelses.

Der vil med den foreslåede bestemmelse ikke ske forrentning af et eventuelt tilbagebetalt beløb. Det vil skulle ses i lyset af, at dækningsafgiften vil være opkrævet i overensstemmelse med det foreslåede kapitel 7 b.

Det foreslås i 2. pkt., at en tilbagebetaling senest skal ske den 1. i den anden måned efter, at Skatteforvaltningen varsles om ophør af pligten til at betale dækningsafgift.

I tilfælde, hvor en ejer ophører med at anvende sin ejendom (bygning) til et dækningsafgiftspligt formål, vil pligten til at betale dækningsafgiften ophøre fra og med den førstkommende 1. januar, jf. ejendomsskattelovens § 21, stk. 1, 2. pkt.

I praksis vil den pågældende kommune varsle Skatteforvaltningen, som er opkrævningsmyndigheden for dækningsafgift, jf. ejendomsskattelovens § 33, herom.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Skatteforvaltningen vil skulle tilbagebetale dækningsafgiften den 1. i den anden måned efter, at Skatteforvaltningen er blevet varslet om ophør af pligten til at betale dækningsafgift af kommunen.

Det vil f.eks. sige, at hvis kommunen varsler Skatteforvaltningen herom den 15. august 2026, vil Skatteforvaltningen senest skulle eftergive eller tilbagebetale dækningsafgiften for kalenderåret efter udstykningsåret den 1. oktober 2026.

Fristen vil skulle ses i lyset af, at varslingen vil kunne komme i slutningen af en måned, hvorfor den foreslåede bestemmelse vil sikre Skatteforvaltningen tilstrækkelig med tid til at beregne og udbetale beløbet.

Det foreslås i 3. pkt., at tilbagebetales beløbet ikke rettidigt, har hovedejeren krav på en daglig rente beregnet ud fra den rentesats, der efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, er fastsat for en måned, med tillæg af 0,4 procentpoint regnet fra udløbet af den seneste rettidige betalingsdag for tilbagebetalingsbeløbet, og frem til betaling sker. Det foreslås i 4. pkt., at renten påløber for hver af kalenderårets dage efter den seneste rettidige betalingsdag til og med dagen, hvor betaling sker, og forfalder til betaling, når renten påløber.

Den foreslåede bestemmelse fastsætter således en afsavnsrente som følge af en forsinket tilbagebetaling af dækningsafgift efter det foreslåede 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at hvis et tilbagebetalingsbeløb ikke tilbagebetales rettidigt, vil Skatteforvaltningen skulle betale en daglig rente beregnet ud fra den rentesats, der for en måned er fastsat efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint regnet fra udløbet af den seneste rettidige betalingsdag for beløbet, og frem til beløbet betales, mens det af 4. pkt. vil fremgå, at renten påløber for hver af kalenderårets dage efter den seneste rettidige betalingsdag til og med dagen, hvor betaling sker, og forfalder til betaling, når renten påløber.

Renter vil således påløbe hver dag efter den seneste rettidige tilbagebetalingsdag, hvor der ikke er sket tilbagebetaling af dækningsafgiften. Fra og med dagen efter den dag, hvor der – med forsinkelse – sker betaling, vil der ikke længere påløbe renter.

Renten vil blive beregnet dagligt og tilskrives skattekontoen månedligt, indtil reguleringen er færdiggjort og beløbet tilbagebetalt. Renten vil blive beregnet fra og med tilbagebetalingsfristen i det foreslåede 2. pkt. Det vil sige den 1. i den anden måned efter, at Skatteforvaltningen er blevet varslet om, at pligten til at betale dækningsafgift vil ophøre fra og med den førstkommende 1. januar.

Det vil medføre, at der for hver enkelt måned skal anvendes det antal dage, som måneden består af. Med andre ord skal det faktiske antal kalenderdage i renteperioden anvendes. Rentesatsen for det samlede kalenderår vil således blive fordelt ligeligt på alle kalenderårets dage, uanset om der er 28, 29, 30 eller 31 dage i måneden.

Den rente, der fastsættes for et kalenderår ad gangen, jf. opkrævningslovens § 7, stk. 2, 1. pkt., skal konverteres, hvis den daglige rente skal være den samme, uanset hvornår på året renteberegningen sker, og uanset om der er 28, 29, 30 eller 31 dage i den pågældende måned. Denne konvertering af den månedlige rente til en rente pr. dag vil medføre, at hver måned (gennemsnitligt) er på 30,4166 dage. Dette forekommer, ved at 12 måneder divideres op i kalenderåret på 365 dage. Det skal bemærkes, at der ved renteberegningen skal tages højde for skudår, således at kalenderåret også kan udgøre 366 dage. Det betyder, at rentesatsen for det samlede kalenderår vil blive fordelt ligeligt på alle kalenderårets dage.

Alene på denne måde kan det sikres, at en ejer vil modtage den korrekte afsavnsrente pr. dag, uanset om der er 28, 29, 30 eller 31 dage i måneden. Det skal bemærkes, at resultatet efter beregningsformlen vil skulle afrundes

til to decimaler. Selv om renten forfalder dagligt, beregnes den som anført som udgangspunkt først ved månedens udgang.

Det foreslås som 5 pkt., at en eftergivelse eller tilbagebetaling ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at en eftergivelse eller tilbagebetaling af dækningsafgift vil være fritaget for beskatning.

(Til § 45 h)

Det foreslås i ejendomsskattelovens § 45 h, stk. 1, 1. pkt., at grundskyld og dækningsafgift for udstykningsåret og det efterfølgende kalenderår for ejere af ejendomme omfattet af § 45 e stiftes den 1. januar i udstykningsåret og opkræves af Skatteforvaltningen via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, i en samlet rate med forfald, når udstykningen, jf. § 6 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v., registreres i et autoritativt register. Det foreslås som 2. pkt., at den sidste rettidige betalingsdag er den 14. dag i måneden efter datoen for Skatteforvaltningens afsendelse af påkrav. Det foreslås som sidste og 3. pkt., at falder sidste rettidige betalingsdag på en banklukkedag, forlænges fristen til den følgende bankdag.

Den foreslåede 1. pkt. indebærer, at en ejendomsejer omfattet af den foreslåede § 45 e, vil blive opkrævet grundskyld og dækningsafgift for 2 år i en samlet opkrævning via skattekontoen.

Med forslaget vil denne opkrævning forfalde til betaling, når Skatteforvaltningen bliver bekendt med udstykningen. Det vil sige, når udstykningen registreres og udstilles i et autoritativt register.

Forslaget i 1. pkt. indebærer videre, at Skatteforvaltningen vil skulle opkræve grundskyld og dækningsafgift af de nævnte ejendomme efter reglerne i opkrævningslovens kapitel 5, som omhandler opkrævning via skattekontoen.

Stiftelsestidspunkt for grundskyld og dækningsafgift foreslås fastsat til den 1. januar i kalenderåret. Det skyldes inddrivelsesmæssige og systemmæssige hensyn, herunder at stiftelse den 1. januar i kalenderåret i konkurstilfælde vil give Skatteforvaltningen mulighed for at modregne stiftede krav i overskydende skat, jf. konkurslovens § 42.

Efter konkurslovens § 42, stk. 1, kan den, som på fristdagen havde en fordring på skyldneren, selv om fordringen ikke var forfalden, benytte den til modregning med dens fulde beløb over for en fordring, som da tilkom skyldneren, medmindre modregning var udelukket på grund af fordringernes beskaffenhed. Efter stk. 2 kan modregning mellem fordringer, som begge er erhvervet efter fristdagen, men inden konkursdekretets afsigelse, ske efter reglerne i stk. 1.

Det foreslåede 2. pkt. indebærer, at den sidste rettidige betalingsdag er den 14. dag i måneden efter datoen for Skatteforvaltningens afsendelse af påkrav. Det vil sige, at når opkrævningen forfalder til betaling på skattekontoen, jf. det foreslåede 1. pkt., vil ejeren have den indeværende måned plus 14 dage til at betale fordringen.

Afsender Skatteforvaltningen f.eks. påkravet den 20. april 2025, vil den sidste rettidige betalingsdag være den 14. maj 2025.

Det foreslåede 3. pkt. indebærer imidlertid, at hvis sidste rettidige betalingsdag falder på en banklukkedag, vil fristen forlænges til den nærmest følgende bankdag.

Det foreslås som stk. 2, at allerede betalte rateopkrævninger af grundskyld og dækningsafgift i udstykningsåret for den nu udstykkede ejendom modregnes i opkrævningen efter stk. 1.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at ejere af ejendomme omfattet af den foreslåede § 45 e, vil blive forhindret i at blive opkrævet grundskyld og dækningsafgift dobbelt i udstykningsåret.

Bestemmelsen vil skulle ses i lyset af, at de almindelige forfaldstidspunkter for grundskyld og dækningsafgift opkrævet via skattekontoen, jf. ejendomsskattelovens § 33, typisk vil være den 1. januar og 1. juli.

Det betyder, at hvis en udstykning f.eks. gennemføres den 1. maj, vil 50 pct. af årets grundskyld og dækningsafgift allerede være betalt. Tilsvarende vil en udstykning gennemført den 1. oktober indebære, at al grundskyld og dækningsafgift for kalenderåret allerede vil være betalt.

Det foreslås derfor, at allerede betalte rateopkrævninger af grundskyld og dækningsafgift i udstykningsåret vil skulle modregnes i den opgjorte grundskyld og dækningsafgift efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsskattelovens § 45 h, stk. 1.

Eksempel: En ejendom udstykkes den 1. maj 2026 til 15 nye parcelhusgrunde, hvilket efter det foreslåede § 45 h, stk. 1, vil indebære, at ejeren på udstykningstidspunktet vil skulle betale grundskyld for både 2026 og 2027 i kort forlængelse af udstykningen. Opkrævningen udgør samlet 100.000 kr. Ejeren betalte dog 25.000 kr. i 1. rateopkrævning af grundskyld for 2026, som modregnes i de 100.000 kr., hvorfor ejeren alene vil blive opkrævet 75.000 kr. i kort forlængelse af udstykningen.

Det foreslås som stk. 3, 1. pkt., at ejer flere personer den udstykkede ejendom på tidspunktet for udstykningen, jf. § 6 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v., modtager hovedejeren jf. § 33, stk. 2, 1. og 2. pkt., den samlede opkrævning.

Det foreslåede 1. pkt. indebærer, at i tilfælde, hvor der er flere ejere af ejendomme omfattet af den foreslåede § 45 e, vil opkrævningen af grundskylden og dækningsafgiften med forslaget i 1. pkt. skulle ske hos én af ejerne, den såkaldte hovedejer, med henblik på at lette opkrævningen. Hovedejeren i den foreslåede bestemmelse vil være den samme som efter ejendomsskattelovens § 33, stk. 2, 1. og 2. pkt.

Det følger af ejendomsskattelovens § 33, stk. 2, 1. pkt., at grundskyld og dækningsafgift af ejendomme omfattet af stk. 1 opkræves for kalenderåret hos den, der på forfaldstidspunktet er hovedejer af ejendommen i henhold til et autoritativt register, uanset om ejendommen ejes af en eller flere juridiske personer, eller om ejendommen ejes af en eller flere juridiske personer sammen med en eller flere fysiske personer. Det følger videre af 2. pkt., at for ejendomme omfattet af stk. 1, der ejes af en eller flere fysiske personer sammen med en eller flere juridiske personer, anses en juridisk person altid som hovedejer.

Hovedejeren udpeges i Ejerfortegnelsen af den kommune, hvori ejendommen er beliggende. I de tilfælde, hvor en fysisk ejer er udpeget som hovedejer af en ejendom, som har en eller flere juridiske ejere, da vil Skatteforvaltningen udpege den juridiske ejer med det laveste cvr-nummer som hovedejer.

Selv om opkrævningen med forslaget vil blive modtaget af hovedejeren, vil grundskylden og dækningsafgiften hæfte forholdsmæssigt på ejerandele tilhørende samtlige ejere, der ejer ejendommen ifølge et autoritativt register, jf. den foreslåede § 45 f, stk. 2.

Det vil således sige, at selv om grundskylden og dækningsafgiften vil blive opkrævet hos hovedejeren, vil det i det indbyrdes forhold mellem hovedejeren og de øvrige ejere stadig påhvile de øvrige ejer at betale en forholdsmæssig andel af den påløbne grundskyld og dækningsafgift, som svarer til deres forholdsmæssige ejerandel af den samlede ejendom. Betaler en eller flere øvrige ejere ikke deres forholdsmæssige andel til hovedejeren, vil hovedejerne have et regreskrav mod disse, forudsat at hovedejeren har betalt den samlede fordring på sin skattekonto.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af den offentlige myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen. Ejerfortegnelsen opdateres af kommunerne og indeholder oplysninger om de faktiske ejere, dvs. primært tinglyste ejere, men også andre, hvis ejerforholdet ikke er tinglyst.

Det foreslås som 2. pkt., at betales beløbet ikke af hovedejeren senest den sidste rettidige betalingsdag, jf. stk. 1, sendes der en rykker til eventuelle andre ejere af ejendommen, inden beløbet overdrages til inddrivelse.

Det foreslåede 2. pkt. har til formål at sikre, at andre ejere af en ejendom vil have mulighed for at afværge, at Skatteforvaltningen oversender betalingskravet vedrørende grundskylden og dækningsafgiften til inddrivelse, hvis hovedejeren ikke overholder den sidste rettidige betalingsdag.

Der vil ikke være tale om en ny opkrævning med en ny betalingsfrist, men blot en mulighed for andre ejere af ejendommen, til at betale kravet sendt til hovedejeren. Med den foreslåede bestemmelse vil morarenten dermed fortsat bliver beregnet fra den oprindeligt fastsatte betalingsfrist.

En hovedejer, der misligholder sin betalingsforpligtigelse, vil modtage en rykkerskrivelse fra Skatteforvaltningen. Overskrides betalingsfristen fastsat i rykkerskrivelsen, vil den foreslåede bestemmelse sikre, at Skatteforvaltningen udsender en rykkerskrivelse til de øvrige ejere af ejendommen, som dermed har muligheden for at afværge, at kravet oversendes til inddrivelse hos restanceinddrivelsesmyndigheden.

En medejer af ejendommen, som vælger at opfylde hovedejerens betalingsforpligtigelse, må derefter søge regres mod hovedejeren og andre medejere af ejendommen. Ligeledes vil påløbne morarenter og gebyrer være et mellemliggende mellem ejerne af ejendommen.

Visse erhvervsejendomme administreres af professionelle ejendomsadministratorer. I de nuværende systemer er der via en registrering i et autoritativt register, herunder i ejerregisteret, mulighed for at indsætte en administrator, som modtager opkrævningen på vegne af hovedejeren. Det betyder, at en eventuel fuldmagtshaver vil kunne modtage opkrævningen på vegne af hovedejeren.

Det foreslås som 3. pkt., at sker betaling ikke rettidigt, forrentes beløbet fra dagen efter den sidste rettidige betalingsdag i henhold til opkrævningslovens § 16 c.

Med den foreslåede bestemmelse sikres ensartede regler for forrentning af krav på skattekontoen, herunder grundskyld og dækningsafgift.

Det foreslås som 4. pkt., at renten påløber dagligt og tilskrives månedligt og ikke er fradragsberettiget.

Renten vil ikke være fradragsberettiget efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra e.

(Til § 45 i)

Det foreslås som ejendomsskattelovens § 45 i, stk. 1, at forfalder grundskyld og dækningsafgift, jf. § 45 h, stk. 1, til betaling på et tidspunkt, hvor en vurdering foretaget i det forudgående kalenderår endnu ikke er offentliggjort, beregnes raten foreløbigt på grundlag af den seneste offentliggjorte vurdering, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 5, 6, 87 b eller 88 a, eller på baggrund af et foreløbigt beskatningsgrundlag efter § 17, stk. 4, 5 og 7, og § 20, stk. 3.

Efter ejendomsvurderingslovens § 5, stk. 1, foretages vurderingerne pr. 1. januar i vurderingsåret. Vurderingerne bliver i de fleste tilfælde offentliggjort i februar eller marts i året efter vurderingsåret. Det kan dermed forekomme, at vurderingen ikke er offentliggjort forud for opkrævningen af en rate af grundskyld eller dækningsafgift. Efter ejendomsvurderingslovens § 6, stk. 1, foretages omvurderingerne pr. 1. januar i året efter en almindelig vurdering.

Det følger af ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 1, at vurderinger af ejendomme, der pr. 1. januar 2024 vurderes i lige år som ejerboliger efter § 5, stk. 2, foretages i 2024 og 2025 efter reglerne i ejendomsvurderingslovens § 87 b, stk. 2-6.

Det fremgår af ejendomsvurderingslovens § 88 a, stk. 1, at vurderinger af ejendomme, der pr. 1. januar 2025 vurderes i ulige år som andre ejendomme end ejerboliger efter § 5, stk. 2, foretages i 2025 og 2026 efter reglerne i ejendomsvurderingslovens § 88 a, stk. 2-6.

Ejendomsskattelovens § 17, stk. 4, 5 og 7, og § 20, stk. 3, omhandler ansættelsen af et foreløbigt beskatningsgrundlag for henholdsvis grundskyld og dækningsafgift i de tilfælde, hvor der ikke findes en tidligere ejendomsvurdering, som Skatteforvaltningen vil kunne beregne en foreløbige grundskyld og dækningsafgift på baggrund af. Det vil typisk være tilfældet, når en ejendom er nyopstået ved udstykningen.

For at sikre, at de berørte ejendomsejere ikke vil skulle efteropkræves grundskyld og dækningsafgift for en længere periode på én gang, når ejendomsvurderingen udsendes, ansætter Skatteforvaltningen i stedet et foreløbigt beskatningsgrundlag efter bestemmelserne i ejendomsskattelovens § 17, stk. 4, 5 og 7, og § 20, stk. 3.

Det foreslås som stk. 2, at viser den endelige beregning, at der ved den foreløbige beregning, jf. stk. 1, er opkrævet for meget, udbetales differencen til den ejer, som betalte rateopkrævningen, jf. § 45 h, stk. 3.

Den foreslåede bestemmelse omhandler både den situation, hvor der er udsendt en foreløbige opkrævning af grundskyld og dækningsafgift efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsskattelovens § 45 i, stk. 1, på baggrund af den seneste offentliggjorte ejendomsvurdering, samt i det tilfælde, hvor der er fastsat et foreløbigt beskatningsgrundlag for henholdsvis grundskyld, jf. ejendomsskatteloven § 17, stk. 4-6, og dækningsafgift, jf. ejendomsskattelovens § 20, stk. 3.

Med forslaget vil Skatteforvaltningen skulle foretage en særskilt tilbagebetaling af for meget opkrævet grundskyld og dækningsafgift. Denne særskilte tilbagebetaling vil skulle registreres på skattekontoen hurtigst muligt, jf. opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, hvorfor bestemmelsen ikke vil være til hinder for, at tilbagebetalingen vil ske med den førstkommende rate i et efterfølgende kalenderår – forudsat ejeren fortsat ejer de nu udstykkede ejendomme på dette tidspunkt.

Indtræder der et ejerskifte i perioden mellem opkrævning, hvor Skatteforvaltningen opkrævede for meget grundskyld og dækningsafgift, og tilbagebetalingen, vil tilbagebetalingen skulle ske til den tidligere hovedejer.

Er der indtrådt flere ejerskifter i perioden, da vil Skatteforvaltningen skulle foretage en forholdsmæssig tilbagebetaling til hver enkelt hovedejer, som er blevet opkrævet for meget grundskyld og dækningsafgift.

Det foreslås som stk. 3, 1. pkt., at viser den endelige beregning, at der ved den foreløbige beregning, jf. stk. 1, er opkrævet for lidt, opkræves differencen af Skatteforvaltningen i en særskilt reguleringsrate via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, som forfalder til betaling den 1. i den anden måned efter reguleringen med sidste rettidige betalingsdag samme dag. Det foreslås som 2. pkt., at falder den sidste rettidige betalingsdag på en banklukkedag, forlænges fristen til den følgende bankdag.

Den foreslåede bestemmelse omhandler både den situation, hvor der er udsendt en foreløbige opkrævning af grundskyld og dækningsafgift efter den foreslåede bestemmelse i ejendomsskattelovens § 45 i, stk. 1, på baggrund af den seneste offentliggjorte ejendomsvurdering, samt i det tilfælde, hvor der er fastsat et foreløbigt beskatningsgrundlag for henholdsvis grundskyld, jf. ejendomsskattelovens § 17, stk. 4-6, og dækningsafgift, jf. ejendomsskattelovens § 20, stk. 3.

I disse tilfælde vil den af Skatteforvaltningen udpegede hovedejer modtage en særskilt efteropkrævning af differencen.

Indtræder der f.eks. en registrering den 15. juli, vil forfaldsdagen være den 1. september. Ved registreringen henvises til opkrævningslovens § 16 a, stk. 3, hvoraf det følger, at krav på ind- og udbetalinger registreres på skattekontoen fra det tidspunkt, hvor der er sket angivelse heraf, eller hvor kravene med sikkerhed kan opgøres.

Falder forfaldsdagen, det vil sige den sidste rettidige betalingsdag, på en banklukkedag, forlænges fristen til den følgende bankdag.

Det foreslås som stk. 4, at uanset § 4, stk. 5, og § 11, stk. 5, bortfalder pante- og fortrinsretten fra og med tidspunktet for udstykningen, jf. § 6 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v.

Det følger af ejendomsskattelovens § 4, stk. 5, og § 11, stk. 5, at henholdsvis grundskyld og dækningsafgift hæfter på ejendommen med pante- og fortrinsret.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at pante- og fortrinsretten vil bortfalde fra og med udstykningstidspunktet. Det vil sikre, at en boligejer i et udstykningstilfælde omfattet af den foreslåede § 45 e ikke uforvarende vil blive nødsaget til at betale eventuel ubetalt grundskyld og dækningsafgift for at afværge, at restanceinddrivelsesmyndighederne påbegynder inddrivelsesskridt mod boligejerens ejendom.

Det vil være uden betydning, om den manglende betaling af grundskyld og dækningsafgift er under opkrævning eller inddrivelse. Pante- og fortrinsretten vil i begge bortfalde fra og med udstykningstidspunktet.

Til nr. 38

Det følger af ejendomsskatteloven § 56, stk. 1, at lån efter ejendomsskatteloven § 46, stk. 1, ydet for ejendomme beliggende i Danmark, inklusive påløbne renter, jf. ejendomsskatteloven § 61, hæfter på ejendommen i dens helhed med prioritet på sidstepladsen uden tinglysning, jf. dog stk. 4, 2. pkt.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 56, stk. 1, udgår », jf. dog stk. 4, 2. pkt«.

Den foreslåede ændring til ejendomsskattelovens § 56, stk. 1, retter en fejlhenvisning.

Ved fremsættelsen af L 24, jf. Folketingstidende 2024-25 (1. samling), tillæg A, blev der i § 1, nr. 27, indsat en undtagelse til ejendomsskattelovens § 56, stk. 1. Denne undtagelse blev dog med et ændringsforslag stillet til 2. behandlingen af lovforslaget, jf. L 24, bilag 9, udtaget grundet manglende dataunderstøttelse. Ved en fejl blev henvisningen dog ikke samtidigt fjernet.

Til nr. 39

Det følger af ejendomsskatteloven § 81, stk. 4, at ejere, der ikke ønsker lån efter ejendomsskattelovens §§ 77 og 78, ved henvendelse til Skatteforvaltningen senest den 1. december i det indkomstår, som lånet ydes for, kan fravælge lånet.

Det foreslås, at i ejendomsskattelovens § 81, stk. 4, ændres »senest den 1. december i det indkomstår, som lånet ydes for, fravælge lånet« til »fravælge lånet senest på en dato, der er ansat af Skatteforvaltningen, som dog tidligst kan være den 31. december i det indkomstår, som lånet ydes for«.

Den foreslåede ændring indebærer, at fristen for, hvornår ejendomsejere senest skal have oplyst Skatteforvaltningen, at de ikke ønsker lån efter ejendomsskatteloven §§ 77 og 78, vil blive forlænget.

Ejendomsskattelovens §§ 77 og 78 omhandler såkaldte tillægslån, som ydes af forskellige årsager for indkomstårene 2024 og 2025. Disse lån stiftes betinget den 1. januar i året efter det indkomstår, som lånet er ydet for, men vil først endeligt blive opgjort i forbindelse med årsopgørelsen. Det vil sige, at hvis en lån er ydet for indkomståret 2024, vil dette lån først endeligt blive stiftet medio marts i forbindelse med årsopgørelsen.

Som udgangspunkt er alle boligejere, som er tilmeldt den permanente indefrysningsordning, jf. ejendomsskattelovens § 46, automatisk omfattet af de to tillægslåneordninger. De vil dog efter ejendomsskattelovens § 81, stk. 4, kunne afmelde sig lånet inden en dato.

Med den foreslåede ændring vil denne dato skulle besluttes af Skatteforvaltningen, dog må den tidligst lægges den 31. december i det indkomstår, som tillægslånet er ydet for. Bestemmelsen vil sikre, at såfremt det af hensyn til en ejer er nødvendigt, at fristen for fravalg lægges senere end den 31. december i indkomståret, vil Skatteforvaltningen kunne gøre dette. F.eks. hvis de berørte ejere ikke har fået tilstrækkelig eller tidsnok information om fravalgsmuligheden.

Den foreslåede ændring vil dermed tilgodese ejere, som måtte ønske at framelde sig tillægslåneordningerne i ejendomsskattelovens §§ 77 og 78.

Til nr. 40

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 34, stk. 4, 1. pkt., at medfører en ændring af vurderingen godtgørelse af betalt grundskyld eller dækningsafgift af ejendomme omfattet af § 33, har hovedejeren krav på forrentning efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint beregnet fra og med ratens sidste rettidige betalingsdag og til og med den dag, hvor regulering af grundskyld og dækningsafgift foretages. Det følger videre af 2. pkt., at forrentningen beregnes dagligt og tilskrives månedligt.

Det fremgår af opkrævningsloven § 7, stk. 2, 1. pkt., at renten fastsættes for kalenderåret. Det følger af 2. pkt., at renten offentliggøres senest den 15. december forud for det år, hvor den skal have virkning. Det følger af 3. pkt., at renten for 1 år beregnes på grundlag af et simpelt gennemsnit af den af Danmarks Nationalbank opgjorte kassekreditrente for ikke finansielle selskaber i månederne juli, august og september i det foregående kalenderår. Det følger af 4. pkt., at den af Nationalbanken opgjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber opgøres i henhold til Den Europæiske Centralbanks forordning (EF) nr. 63/2002 af 20. december 2001 vedrørende statistik over de monetære finansielle institutioners rentesatser på indlån fra og udlån til husholdninger og ikkefinansielle selskaber (ECB/2001/18). Det følger af 5. pkt., at den af Nationalbanken opgjorte månedlige kassekreditrente for ikkefinansielle selskaber opgøres som et vægtet gennemsnit af den effektive rentesats for den udestående lånemasse opgjort med to decimaler, og det simple gennemsnit, jf. 3. pkt., nedrundes til nærmeste hele procentsats, og den beregnede rente divideres med 24 og afrundes nedad til én decimal.

Det betyder at, hvis det ved en ændring til en ejendomsvurdering viser sig, at der er betalt for meget grundskyld eller dækningsafgift, vil hovedejeren have krav på en rentegodtgørelse af for meget betalt grundskyld eller dækningsafgift.

Det følger af ejendomsskattelovens § 33, stk. 1, 1. pkt., at grundskyld og dækningsafgift af andre ejendomme end ejendomme omfattet af § 31, stk. 1, stiftes den 1. januar i kalenderåret og opkræves af Skatteforvaltningen via skattekontoen, jf. opkrævningslovens kapitel 5, i to rater med forfald og sidste rettidige betalingsdag den 1. i de måneder, som Skatteforvaltningen har fastsat for betalingen for det pågældende kalenderår. Det følger af 2. pkt., at falder den sidste rettidige betalingsdag på en banklukkedag, forlænges fristen til den følgende bankdag. Det følger afslutningsvist af 3. pkt., at fysiske personer, der er undtaget fra indkomstskat, jf. kildeskattelovens § 3, stk. 1, opkræves grundskyld efter 1. og 2. pkt.

Det følger af ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, 1. pkt., at ejendomsværdiskat af ejendomme nævnt i § 3 og grundskyld af ejendomme nævnt i § 3, stk. 1, nr. 3 og 4, og ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, der alene er ejet af fysiske personer, opkræves af Skatteforvaltningen via forskuds- og årsopgørelsen hos den eller de fysiske personer, der ejer ejendommen i henhold til et autoritativt register.

Det følger af bemærkningerne til ejendomsskatteloven § 34, jf. Folketingstidende 2022-23 (2. samling), tillæg A, L 113 som fremsat, side 179, at rentegodtgørelse for overskydende ejendomsværdiskat og grundskyld, som er opkrævet efter § 31, er omfattet af kildeskattelovens § 62, stk. 2, 1. pkt., hvorfor disse ikke er omfattet af ejendomsskattelovens § 34, stk. 4.

Det følger af kildeskattelovens § 62, stk. 2, 2. pkt., at ved tilbagebetaling af overskydende skat ydes der den skattepligtige et procenttillæg af beløbet i godtgørelse.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 82, stk. 1, at for ejendomme, der har været foreløbigt vurderet efter ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c, foretages der efterregulering af følgende beløb, når ejeren er blevet meddelt den almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 og 6, der skal indgå i beskatningsgrundlaget for beløbene:

1. Ejendomsværdiskat, jf. § 13.

2. Grundskyld, jf. § 17.

3. Dækningsafgift, jf. § 20.

4. Rabat i ejendomsværdiskat og grundskyld, jf. kapitel 6.

5. Stigningsbegrænsning for grundskyld, jf. kapitel 7.

Det fremgår af ejendomsskattelovens § 82, stk. 2, at efterregulering efter stk. 1 også foretages, hvis den foreløbige vurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c ændres efter ejendomsvurderingslovens § 89 d, stk. 4.

Disse bestemmelser indebærer opsummerende, at i tilfælde, hvor der indtræder en ændring til en allerede betalt grundskyld, vil ejendomsejeren modtage en rentegodtgørelse af en eventuel for meget betalt grundskyld i andre tilfælde end det, hvor der på baggrund af en foreløbige vurdering, jf. ejendomsvurderingslovens §§ 89 b eller 89 c, er betalt for meget grundskyld via skattekontoen.

Det foreslås derfor, at det i ejendomsskattelovens § 82 indsættes som stk. 3, at medfører en efterregulering efter stk. 1, at en ejer af en ejendom omfattet af § 33 har betalt for meget grundskyld eller dækningsafgift, har hovedejeren krav på forrentning efter § 34, stk. 4.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at Skatteforvaltningen vil skulle beregne en rentegodtgørelse til ejendomsejer i det tilfælde, hvor det viser sig, at der er betalt for meget grundskyld og dækningsafgift på baggrund af en foreløbige vurdering.

Når den endelige vurdering udsendes, vil Skatteforvaltningen foretage en genberegning af grundskyld og dækningsafgift for kalenderårene 2024 og 2025. Hvis det i den forbindelse viser sig, at en ejendomsejer er blevet opkrævet for meget i grundskyld eller dækningsafgift, vil der ved udbetaling af den for meget betalte grundskyld og dækningsafgift tillige blive udbetalt en rentegodtgørelse af differencen mellem henholdsvis den foreløbige og endelige grundskyld og dækningsafgift.

Det foreslås, at rentegodtgørelsen vil skulle beregnes efter ejendomsskatteloven § 34, stk. 4.

Det følger af ejendomsskatteloven § 34, stk. 4, 1. pkt., at hvis en ændring af vurderingen medfører godtgørelse af betalt grundskyld eller dækningsafgift af ejendomme omfattet af § 33, har hovedejeren krav på forrentning efter opkrævningslovens § 7, stk. 2, med tillæg af 0,4 procentpoint beregnet fra og med ratens sidste rettidige betalingsdag og til og med den dag, hvor regulering af grundskyld og dækningsafgift foretages. Det følger af 2. pkt., at forrentningen beregnes dagligt og tilskrives månedligt.

Med den foreslåede bestemmelse sikres det, at uanset om en opkrævning af grundskyld ændres som følge af, at en foreløbig vurdering eller et foreløbigt beskatningsgrundlag afløses af en endelig vurdering, en endelig vurdering genoptages eller undergår revision m.v., og uanset om opkrævningen er sket via forskuds- og årsopgørelsen eller skattekontoen, vil man som ejere af fast ejendom modtage en rentegodtgørelse.

Tilsvarende vil gælde for dækningsafgiften, som dog alene kan opkræves via skattekontoen.

Til nr. 41

Ejendomsskattelovens kapitel 11 a indeholder § 82 a og 82 b, som omhandler eftergivelses- og tilbagebetalingsordninger for grundskyld i visse udstykningstilfælde. § 82 a omhandler kalenderåret 2024, mens § 82 b omhandler skatteårene 2022-2023.

Det foreslås, at overskriften til kapitel 11 a affattes således: »Kapitel 11 a. Eftergivelses- og tilbagebetalingsordninger for grundskyld i særlige tilfælde«.

Den foreslåede ændring skal ses i lyset af lovforslagets § 1, nr. 42, som indeholder et forslag til en eftergivelses- og tilbagebetalingsordning i forbindelse med efterregulering af skatteårene 2021-2023, hvor den nærmeste tidligere ejer er afgået ved døden.

Med ændring vil kapiteloverskriften til ejendomsskattelovens kapitel 11 a både kunne rumme de eksisterende eftergivelses- og tilbagebetalingsordninger samt den i lovforslagets § 1, nr. 42 foreslåede ordning.

Til nr. 42

Det følger af § 27, stk. 3, 1. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, at for ejendomme, der bliver omfattet af pligten til at betale grundskyld, jf. ejendomsvurderingslovens § 40, stk. 1, nr. 1, i vurderingsåret før skatteåret, ansætter Skatteforvaltningen en foreløbig afgiftspligtig grundværdi for skatteåret efter § 1, stk. 2, som foreløbigt beregningsgrundlag for opkrævningen af grundskyld frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 efter ændringen. Det følger af 2. pkt., at bliver en ejendom, for hvilken der er ansat et foreløbigt beregningsgrundlag efter 1. pkt., omfattet af pligten til at betale dækningsafgift efter § 23 A, anvendes den foreløbige grundværdi, som det foreløbige beregningsgrundlag efter

1. pkt. er ansat efter, som foreløbigt beregningsgrundlag for opkrævningen af dækningsafgift frem til udsendelse af den første almindelige vurdering eller omvurdering efter ejendomsvurderingslovens §§ 5 eller 6 efter ændringen. Det følger videre af 3. pkt., at det foreløbige beregningsgrundlag efter 1. pkt. fastsættes med udgangspunkt i forholdene på og prisniveauet for ejendommen pr.
2. januar i det første vurderingsår efter ændringen. Af 4. pkt. følger, at det foreløbige beregningsgrundlag efter 1. og 2. pkt. ikke er bindende og frit kan ændres af ejendomsejeren. Det følger af 5. pkt., at er det førstkommende vurderingsår efter ændringen 2021, fastsættes det foreløbige beskatningsgrundlag efter 1. pkt. med udgangspunkt i forholdene på og prisniveauet for ejendommen pr. 1. marts 2021. Afslutningsvist følger det af 6. pkt., at til brug for beskatningen for skatteåret 2023, hvor der anvendes en vurdering efter ejendomsvurderingslovens § 87 a, fastsættes det foreløbige beregningsgrundlag efter 1. og 2. pkt. dog i det prisniveau, der anvendes ved vurderingen pr. 1. januar 2020.

Skatteforvaltningen udsendte i en længere periode ikke ejendomsvurderinger, fordi ejendomsvurderingssystemet fortsat var under udvikling. Det betød, at man som ejer blev opkrævet en foreløbig grundskyld for skatteårene 201-2023 på baggrund af den seneste offentlige ejendomsvurdering, der i henhold til ejendomsskattelovens § 84 skal efterreguleres efter § 27, stk. 4, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, når Skatteforvaltningen udsender henholdsvis 2020-vurderingen og 2021-vurderingen.

2020-vurderingen udgør beskatningsgrundlaget for grundskyld for skatteårene 2021-2023, mens 2021-vurderingen udgør beskatningsgrundlaget for grundskyld for skatteårene 2022 og 2023.

Det skal ses i sammenhæng med § 27, stk. 4, 1. pkt., i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, hvoraf det følger, at en eventuel difference mellem den foreløbige beregning, jf. stk. 2 eller 3, og den endelige beregning fordeles på årets øvrige rater. Det følger videre af 2. pkt., at er den endelige beregning mindre end den opkrævede foreløbige rate, udbetales det overskydende beløb til ejendommens ejer, jf. § 29, stk. 1, senest den 1. juli i det pågældende år. Det følger af 3. pkt., at den skattepligtige ved udbetaling efter denne dato har krav på en rente i henhold til § 29, stk. 4. Afslutningsvist følger det af 4. pkt., at er vurderingen efter stk. 2 og 3 ikke offentliggjort inden betalingen af den sidste rate, udsendes der særskilt opkrævning af eventuel manglende grundskyld eller dækningsafgift med frist den første i den anden måned efter udsendelsen af opkrævningen.

Efter bestemmelsen vil både en udbetaling og en efteropkrævning af grundskyld blive sendt til den til enhver tid værende ejer af ejendommen, som denne er fastsat efter § 29, stk. 1, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer. Det vil sige den, der ejer ejendommen ifølge erhvervelsesdokument, tinglyst som adkomst, eller af brugeren, såfremt denne ifølge lovgivningen skal udrede skatterne af ejendommen.

Efter udsendelsen af de resterende 2020-vurderinger bliver grundskylden for skatteårene 2021-2023 efterreguleret. Det samme gør sig gældende for skatteårene 2022 og 2023, når Skatteforvaltningen påbegynder udsendelsen af 2021-vurderingerne inden udgangen af kalenderåret 2025.

I mange tilfælde har en køber og sælger kontraktuelt aftalt en fordeling af en eventuel efterregulering af grundskylden, f.eks. forholdsmæssigt på baggrund af deres respektive ejerskabsperioder.

I tilfælde, hvor en sådan aftale om fordeling af efterreguleringen af grundskyld er indgået, og sælger er afgået ved døden på efterreguleringstidspunktet, skal køber anmelde kravet i dødsboet efter reglerne i dødsboskifteloven.

Det er dog ikke altid muligt at anmelde kravet, f.eks. fordi proklamafristen er udløbet, og betingelserne for genoptagelse ikke er opfyldt. Reglerne er nærmere beskrevet i Justitsministeriets svar på SAU alm. del – spm. 669 (folketingsåret 2023-24).

Det kan føre til urimelige situationer, hvorfor det foreslås, at der i ejendomsskatteloven indsættes § 82 c om en eftergivelses- og tilbagebetalingsordning for grundskyld ved efterregulering af skatteårene 2021-2023, hvor tidligere ejer er afgået ved døden.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle ses i sammenhæng med, at efterreguleringerne – som i nogle tilfælde vil medføre en efteropkrævning af for lidt opkrævet grundskyld og i andre en tilbagebetaling af for meget betalt grundskyld – vil indtræde en længere årrække efter, at vurderingen skulle have være anvendt som beskatningsgrundlag.

Hvert år handles et ikke ubetydeligt antal ejerboliger, hvorfor antallet af nye ejere, der i forbindelse med en efterregulering bliver skattepligtige af grundskyld for en eller flere tidligere ejeres ejerskabsperiode, vil stige, indtil de endelige vurderinger udsendes og efterreguleres.

Det indebærer, at der vil kunne opstå særligt urimelige situationer for en køber i de tilfælde, hvor køber på trods af en aftaleretlig fordeling af grundskylden, ikke kan videresende hele eller dele af et eventuelt negativt efterreguleringsbeløb, fordi sælger er afgået ved døden i perioden mellem ejendomshandlen og efterreguleringstidspunktet.

Det foreslås på den baggrund i ejendomsskattelovens § 82 c, stk. 1, at en fysisk person, der på efterreguleringstidspunktet ejer en ejendom omfattet af § 3, stk. 1, nr. 3 eller 4, eller af ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1, efter ansøgning indgivet til Skatteforvaltningen er berettiget til en eftergivelse af ubetalt eller tilbagebetaling af betalt grundskyld for den del af skatteårene 2021-2023, hvor ejeren i henhold til et autoritativt register ikke ejede ejendommen, hvis følgende betingelser er opfyldt.

Der foreslås fire betingelser, som alle vil skulle anses for kumulative, hvorfor de alle vil skulle være opfyldt, før en fysisk person (ejeren) vil være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Bestemmelsen indebærer, at alene fysiske personer vil være omfattet af den foreslåede eftergivelses- og tilbagebetalingsordning af grundskyld i forbindelse med efterregulering af skatteårene 2021-2023.

Det vil være Skatteforvaltningen, som vil skulle træffe afgørelser om en eventuel eftergivelse eller tilbagebetaling efter den foreslåede ordning. Det vil dog, jf. det foreslåede stk. 3 nedenfor, være kommunalbestyrelsen i den kommune, som en pågældende ejendom er beliggende i, som vil skulle forestå den faktiske eftergivelse eller tilbagebetaling på baggrund af afgørelsen truffet af Skatteforvaltningen.

Med en fysisk person, der på efterreguleringstidspunkt ejer en ejendom menes, at den fysiske person vil skulle være registreret som ejer i det til enhver tid af Skatteforvaltningen anvendte autoritative register på efterreguleringstidspunktet. Det vil sige, at alene den ejer, som modtager en eventuel efteropkrævning i forbindelse med en efterregulering, vil kunne ansøge om en eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskylden.

I tilfælde af flere ejere vil en efterregulering blive sendt til hovedejeren, der ansættes i Ejerfortegnelsen. Hvordan fordelingen af selve efterreguleringen blandt ejerne og en eventuel eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld efter den foreslåede bestemmelse vil falde ud, vil bero på interne forhold mellem ejerne af den pågældende ejendom.

Den foreslåede eftergivelses- og tilbagebetalingsordning vil ikke have betydning for den fremadrettede beregning og opkrævning af grundskyld for 2024 og frem for den pågældende ejer og ejendom.

Den fysiske person (ejeren) vil alene kunne få eftergivet eller tilbagebetalt grundskyld for den del af skatteårene 2021-2023, som ejeren ikke selv har ejet ejendommen i.

Det vil f.eks. sige, at en ejer, der har købt en ejendom den 1. juli 2022, og som i 2025 har modtaget en efteropkrævning af grundskyld for skatteårene 2021-2023, alene vil kunne få eftergivet eller tilbagebetalt en forholdsmæssig andel af grundskylden for perioden den 1. januar 2021 til og med den 30. juni 2022 – det vil sige den periode, hvor ejeren ikke ejede ejendommen. Fordelingen vil skulle beregnes af Skatteforvaltningen med udgangspunkt i et autoritativt register.

Ved et autoritativt register forstås den datakilde, som Skatteforvaltningen til enhver tid anvender til at identificere ejerskifter m.v. Datakilden vil i alle tilfælde være administreret af en offentlig myndighed eller på vegne af en offentlig myndighed. Data fra autoritative registre vedligeholdes løbende af relevante myndigheder, hvorfor data fra disse registre anvendes af Skatteforvaltningens administration. Det kan bl.a. være CPR, CVR og Ejerfortegnelsen. Ejerfortegnelsen opdateres af kommunerne og indeholder oplysninger om de faktiske ejere, dvs. primært tinglyste ejere, men også andre, hvis ejerforholdet ikke er tinglyst, og forholdet er meddelt den registerførende myndighed.

Det vil være et krav, at ejendommen på efterreguleringstidspunktet, det vil sige tidspunktet, hvor kommunen afsender efteropkrævningerne af grundskyld for skatteårene 2021 til og med 2023, er omfattet af ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3 eller 4, eller af ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1.

Den foreslåede afgrænsning svarer til de ejendomme, herunder ubebyggede ejendomme, hvor ejeren som alt overvejende hovedregel vil blive opkrævet grundskyld via personskattesystemerne, jf. ejendomsskattelovens § 31, stk. 1, og ejendommen dermed vil kunne anses for en almindelig ejerbolig. Til denne afgrænsning medregnes også stuehuse til landbrugs- og skovejendomme, jf. henvisningen til ejendomsskattelovens § 3, stk. 1, nr. 3 eller 4.

Ejendommens kategorisering i skatteårene 2021-2023 vil være uden betydning. Det vil skulle ses i lyset af, at de pågældende ejendomme vil kunne have ændret kategorisering efter ejendomsvurderingslovens § 3, stk. 1, nr. 1-4.

Det vil sige, at en ejer af en ejendom, der f.eks. var kategoriseret som en erhvervsejendom i hele eller dele af skatteårene 2021-2023, og som på efterreguleringstidspunktet er kategoriseret som en ejerbolig, og som i øvrigt opfylder de øvrige betingelser, vil kunne få eftergivet eller tilbagebetalt en forholdsmæssig andel af grundskylden.

Den foreslåede ordning vil både kunne indebære en eftergivelse og en tilbagebetaling af grundskyld afhængigt af den specifikke situation. I det tilfælde, hvor ejeren har betalt den efteropkrævede grundskyld for skatteårene 2021-2023, vil der være tale om en tilbagebetaling af den allerede betalte grundskyld.

Det vil være uden betydning, hvordan grundskylden er betalt. Det vil sige, at det er uden betydning om betalingen er sket i forbindelse med en opkrævning eller via inddrivelse.

For ejere, som har modtaget en efteropkrævning af grundskyld for skatteårene 2021-2023 og ikke har betalt denne på ansøgningstidspunktet, vil der være tale om en eftergivelsesordning. Det vil tilsvarende være uden betydning, om grundskylden er under opkrævning eller under inddrivelse.

For ejere, som på ansøgningstidspunktet allerede har betalt et eventuelt efterreguleringsbeløb, vil der være tale om en tilbagebetalingsordning. I tilfælde, hvor efterreguleringsbeløbet er under inddrivelse, og hvor alene en del af beløbet er betalt, vil der både være tale om en eftergivelses- og en tilbagebetalingsordning.

Det foreslås i nr. 1, at det er en betingelse, at den fysiske person i henhold til et autoritativt register har overtaget ejendommen den 1. januar 2021 eller senere.

Den foreslåede betingelse vil indebære, at den i stk. 1 omtalte fysiske person, som ansøger om eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld, skal være registreret som ejer af ejendommen den 1. januar 2021 eller senere.

Betingelsen vil skulle ses i sammenhæng med, at den foreslåede eftergivelses- og tilbagebetalingsordning omhandler skatteårene 2021 til og med 2023, og at der alene vil kunne eftergives eller tilbagebetales en forholdsmæssig andel af grundskylden for denne periode, som svarer til den eller de tidligere ejere af ejendommen.

En fysisk person, som har overtaget sin ejendom tidligere end den 1. januar 2021, vil dermed ikke kunne få eftergivet eller tilbagebetalt grundskyld for disse skatteår, fordi den fysiske person dermed selv har ejet ejendommen i hele efterreguleringsperioden.

Det foreslås i nr. 2, at det er en betingelse, at den nærmeste tidligere ejer i henhold til et autoritativt register er afgået ved døden på efterreguleringstidspunktet.

Betingelsen indebærer, at den nærmeste tidligere ejer vil skulle være en fysisk person, der er afgået ved døden på efterreguleringstidspunktet eller tidligere. Den nærmeste tidligere ejer vil typisk være den, som den nuværende og fysiske ejer har købt ejendommen af.

Ikke alle ejendomme sælges, men kan f.eks. i stedet blive overdraget ved arv eller gave, hvorved den nærmeste tidligere ejer vil være den, som arven stammer fra eller den der har givet gaven. I disse tilfælde vil den foreslåede betingelse også være opfyldt, såfremt ejeren kan dokumentere en kontraktuel regulering med den nærmeste tidligere ejer.

I nogle tilfælde vil der være to eller flere tidligere ejere, f.eks. hvis sælgerne er et ægtepar. I dette tilfælde skal samtlige nærmeste tidligere ejere være afgået ved døden. Det vil skulle ses i lyset af, at såfremt en eller flere af de nærmeste tidligere ejere fortsat er i live, vil den nuværende ejer kunne gøre kontraktforholdet gældende overfor den fortsat levende nærmeste tidligere ejer.

Med den nærmeste tidligere ejer menes derfor den ejer, som den fysiske og nuværende ejer har overtaget ejendommen fra. Det vil f.eks. sige, at betingelsen vil være opfyldt i tilfælde, hvor ejer A har overdraget til ejer B, og ejer A efterfølgende er afgået ved døden på efterreguleringstidspunktet eller tidligere.

I et eksempel, hvor ejer A overdrager ejendommen til ejer B, som herefter overdrager til ejer C, hvorefter ejer A afgår ved døden, vil den foreslåede betingelse ikke være opfyldt. Det skyldes, at den fysiske og nuværende ejer (ejer C) har overtaget ejendommen fra ejer B, som fortsat er i live.

Med efterreguleringstidspunktet menes det tidspunkt, hvor kommunen afsender efteropkrævningerne af grundskyld for skatteårene 2021 til og med 2023. Det vil sige afsendelsestidspunktet for efteropkrævningen.

Forslaget om, at den nærmeste tidligere ejer vil skulle være afgået ved døden på efterreguleringstidspunkt, skal også ses i lyset af, at den nuværende og fysiske ejer i tilfælde, hvor den tidligere ejer er levende, vil kunne rette henvendelse til den tidligere ejer i henhold til kontrakten.

I tilfælde, hvor den nærmeste tidligere ejer er levende på efterreguleringstidspunktet og f.eks. afgår ved døden dagen efter, vil den nuværende og fysiske ejer som minimum have 8-uger til at anmelde sit krav i dødsboet. Anmelder den nuværende og fysiske ejer herefter kravet rettidigt i dødsboet, men opnår kravet ikke dækning i dødsboets midler, vil betingelserne for eftergivelse eller tilbagebetaling ikke være opfyldt.

Det foreslås i nr. 3, at den fysiske person kan dokumentere, at en eventuel efterregulering af grundskylden for skatteårene 2021-2023 er reguleret kontraktuelt med den afdøde ejer, jf. nr. 2.

Den foreslåede betingelses formål er at sikre, at den fysiske person (ejeren) kontraktuelt har sikret sig mod efterreguleringen. Det betyder, at de tilfælde, hvor det ikke er sket – uanset om det skyldes ejerens egne forhold eller dennes rådgiver – vil betingelsen ikke være opfyldt.

Med forslaget vil bevisbyrden, for at efterreguleringen er kontraktuelt reguleret, blive pålagt ejeren – dvs. den der ansøger om en eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskylden.

Bevisbyrden vil kunne løftes ved at udlevere dokumenter forbundet med overtagelsen af en ejendom, hvori en regulering af grundskylden typisk vil fremgå. Det vil almindeligvis betyde købsaftalen og refusionsopgørelsen.

De omtalte dokumenter vil ikke findes i alle tilfælde, hvorfor det vil være Skatteforvaltningens konkrete skøn i det enkelte tilfælde, om den foreslåede betingelse i nr. 3 er opfyldt eller ej. Der vil kunne opstå tilfælde, hvor en ejer bevidst undlader at fremvise relevant dokumentation, hvorfor det vil være et konkret skøn fra Skatteforvaltningen, om alle relevante dokumenter er udleveret eller ej.

Det afgørende efter den foreslåede betingelse vil alene være, om Skatteforvaltningen finder det godtgjort, at ejeren kontraktuelt har søgt at sikre sig mod at blive efterladt med den samlede efterregulering.

Det foreslås afslutningsvist som betingelse i nr. 4, at det beløb, som kan eftergives eller tilbagebetales, skal udgøre 1.500 kr. eller derover.

Det vil sige, at hvis den fysiske person f.eks. har ejet den pågældende ejendom i 2022 og 2023, mens den nærmeste tidligere og nu afdøde ejer har ejet ejendommen i 2021, vil efterreguleringen for skatteåret 2021 skulle udgøre 1.500 kr. eller derover.

Har den fysiske og nuværende ejer f.eks. ejet ejendommen i 2023, vil den samlede efterregulering for skatteårene 2021 og 2022 skulle udgøre 1.500 kr. eller derover.

Med den foreslåede bestemmelse vil Skatteforvaltningen dermed kunne afvise en ansøgning efter det foreslåede stk. 1, hvis beløbet, som eventuelt vil kunne eftergives eller tilbagebetales, ikke udgør 1.500 kr. eller derover.

Den foreslåede betingelse skyldes administrative hensyn.

Det foreslås som stk. 2, at eftergivelse og tilbagebetaling efter stk. 1 omfatter eventuelle renter og gebyrer, der er påløbet som følge af manglende betaling af grundskylden.

Bestemmelsen har til formål at sikre, at i tilfælde, hvor en ejer enten har misligholdte betalinger under opkrævningen eller under inddrivelsen, hvor der er påløbet renter og gebyrer, vil disse også skulle eftergives eller tilbagebetales.

Forslaget omfatter alene renter og gebyrer som følge af manglende betaling af grundskyld for skatteårene 2021-2023. Det vil sige, at hvis ejeren har øvrige krav under opkrævning eller inddrivelse, hvorpå der er påløbet renter og gebyrer, vil disse ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

I modsætning til grundskylden, hvor alene en forholdsmæssig andel eftergives eller tilbagebetales, vil det fulde beløb af eventuelt påløbne renter og gebyr skulle eftergives eller tilbagebetales.

Det vil være uden betydning, hvilken myndighed der har pålagt ejeren renter og gebyrer.

Det foreslås som stk. 3, at en eftergivelse eller tilbagebetaling efter stk. 1 og 2 forestås af kommunalbestyrelsen i den kommune, som ejendommen er beliggende i.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at den kommune, som den pågældende ejendom efter det foreslåede stk. 1 er beliggende i, vil skulle forestå både eftergivelsen og tilbagebetalingen, såfremt Skatteforvaltningen træffer afgørelse herom.

Bestemmelsen vil skulle ses i sammenhæng med den foreslåede ændring til lov om kommunal indkomstskat og statens afregning af grundskyld og dækningsafgift til kommunerne, jf. lovforslagets § 8, hvorefter staten vil skulle afholde udgiften til det beløb, som Skatteforvaltningen beslutter vil skulle eftergives eller tilbagebetales.

Det foreslås som stk. 4, 1. pkt., at opkrævning og inddrivelse af grundskyld for skatteårene 2021-2023, herunder tilskrivning af renter, sættes i bero af kommunen eller restanceinddrivelsesmyndigheden i perioden fra ejerens ansøgning om eftergivelse eller tilbagebetaling efter stk. 1, og indtil Skatteforvaltningen har truffet afgørelse herom.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunen eller restanceinddrivelsesmyndigheden vil skulle sætte påbegyndte opkrævnings- og inddrivelsesskridt i bero, når en fysisk ejer indleverer ansøgningen efter det foreslåede § 82 c, stk. 1. Berostillelsen vil skulle gives i perioden fra ansøgningen indleveres og indtil Skatteforvaltningen træffer afgørelse om en eventuel eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld for skatteårene 2021-2023.

Det vil dermed være uden betydning, om det skyldige beløb i grundskyld for skatteårene 2021-2023 er under opkrævning eller inddrivelse.

Det foreslås som 2. pkt., at hviler grundskylden på ejendommen i sin helhed med en pante- og fortrinsret, jf. § 4, stk. 5, 1. pkt., forlænges perioden med pante- og fortrinsret tilsvarende med den periode, hvor opkrævningen eller inddrivelsen har været sat i bero.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at pante- og fortrinsretten, som hviler på den faste ejendom i dens helhed med en pante- og fortrinsret i 2 år og 3 måneder, jf. ejendomsskattelovens § 4, stk. 5, 1. pkt., vil få forlænget sin virkningsperiode med samme antal dage, som en boligejers opkrævning eller inddrivelse har været sat i bero efter det foreslåede 1. pkt.

Det betyder, at en ejer, der har ansøgt om eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld for skatteårene 2021-2023, jf. det foreslåede § 82 c, stk. 1, og som får et afslag på sin ansøgning, vil få forlænget den periode, hvorpå pante- og fortrinsretten hviler på sin ejendom med den samme periode, som ejerens opkrævning eller inddrivelse har været sat i bero efter det foreslåede 1. pkt.

Det foreslås som stk. 5, 1. pkt., at en eftergivelse eller tilbagebetaling efter stk. 1 og 2 ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst. Det foreslås i 2. pkt., at 1. pkt. finder ikke anvendelse i tilfælde, hvor den fysiske person har fratrukket udgiften til efterreguleringen, jf. ligningslovens § 14.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at en eftergivelse eller tilbagebetaling af grundskyld efter det foreslåede § 82 c, stk. 1 og 2, vil være fritaget for beskatning.

I tilfælde, hvor der f.eks. er tale om en blandet benyttet ejendom, og hvor ejeren har fratrukket en forholdsmæssig andel af efterreguleringsbeløbet efter ligningslovens § 14, vil en eftergivelse eller tilbagebetaling af en tilsvarende forholdsmæssig andel af efterreguleringsbeløbet dog ikke være fritaget for beskatning.

Det følger af ligningslovens § 14, stk. 1, at ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst kan fradrages beløb, som i indkomståret er anvendt til skatter og afgifter, bortset fra ejendomsværdiskatter, på fast ejendom og næring, til forpagtningsafgifter og lignende byrder, jf. dog stk. 2 og 3.

Til nr. 43

Det følger af ejendomsskattelovens § 34, stk. 5, 1. pkt., at i særlige tilfælde kan opkrævningen eller inddrivelsen af grundskyld og dækningsafgift, herunder tilskrivning af renter, sættes i bero i op til 6 måneder ad gangen. Det følger af 2. pkt., at afgørelser om berostillelse af krav efter 1. pkt. under opkrævning træffes af Skatteforvaltningen. Det følger af 3. pkt., at afgørelser om berostillelse af krav efter 1. pkt. under inddrivelse træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden. Det følger af 4. pkt., at hviler grundskylden og dækningsafgiften på ejendommen i sin helhed med en pante- og fortrinsret, jf. § 4, stk. 5, 1. pkt., og § 11, stk. 5, 1. pkt., forlænges perioden med pante- og fortrinsret tilsvarende med den periode, hvor opkrævningen eller inddrivelsen har været sat i bero. Det følger afslutningsvist af 5. pkt., at afgørelser efter 1. pkt. ikke kan indbringes for en højere administrativ myndighed.

Det følger af bemærkningerne, jf. Folketingstidende 2024-25 (1. samling), tillæg A, L 24 som fremsat, bilag 8, side 4, at bestemmelsen også vil skulle ses i relation til, at Skatteforvaltningen pr. den 1. januar 2024 har overtaget opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift fra kommunerne. Skatteforvaltningens overtagelse af opkrævningen af grundskyld fra kommunerne ses at have belyst visse uhensigtsmæssigheder i forbindelse med enkelte beskatningssituationer. Der findes ikke på nuværende tidspunkt regler, som giver Skatteforvaltningen eller restanceinddrivelsesmyndigheden mulighed for at sætte opkrævnings- og inddrivelsesskridt af grundskyld og dækningsafgift, herunder tilskrivning af renter, i bero. Dette har f.eks. betydet, at Skatteforvaltningen og restanceinddrivelsesmyndigheden ikke har eller har haft mulighed for at undlade igangsættelse af opkrævnings- og inddrivelsesskridt over for enkelte boligejere, der har købt en nyudstykket grund i skatteåret 2023, mens lovmæssige løsninger på disse uhensigtsmæssigheder var under udarbejdelse. Det har været medvirkende til, at enkelte boligejere, der f.eks. har købt en nyudstykket grund i 2023, er blevet efterladt i en uhensigtsmæssig situation i 2024 med en markant skatteregning i form af grundskyld af en grund, som de ikke har ejet.

Det følger videre af bemærkningerne, at formålet med den foreslåede bestemmelse således er at sikre, at hvis lignende situationer skulle opstå fremover, vil Skatteforvaltningen og restanceinddrivelsesmyndigheden have mulighed for at sætte betalingen i bero i op til 6 måneder ad gangen. På den måde sikres det, at en ejendomsejer ikke risikerer opkrævnings- og inddrivelsesskridt, indtil problemet er kortlagt, og der er taget stilling til en eventuel løsning heraf, f.eks. i form af en afdækning af mulighederne for at anlægge en anden praksis i Skatteforvaltningen.

Det følger af ejendomsskattelovens § 82 b, stk. 1, at kommunalbestyrelsen for ejendomme, der er ejet af en fysisk person, efter ejerens ansøgning kan meddele en eftergivelse eller tilbagebetaling af hele eller dele af den grundskyld, som efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, er opkrævet for skatteårene 2022 og 2023, hvis følgende to betingelser er opfyldt:

1. Den fysiske person har i henhold til et autoritativt register overtaget ejendommen den 1. januar 2021 eller senere.

2. Ejendommen er af en tidligere ejer i perioden fra og med den 1. januar 2021 til og med den 31. december 2023 udstykket, jf. § 6 i lov om udstykning og anden registrering i matriklen m.v., i to eller flere ejendomme.

Det følger videre af ejendomsskattelovens § 82 b, stk. 3, 1. pkt., at opkrævning og inddrivelse, herunder tilskrivning af renter, af grundskyld m.v. omfattet af stk. 1 og 2, kan sættes i bero i perioden fra ejerens ansøgning om eftergivelse eller tilbagebetaling efter stk. 1 og 2, og indtil kommunalbestyrelsen har truffet afgørelse herom.

Det følger afslutningsvist af ejendomsskattelovens § 84, stk. 1, 1. pkt., at opkrævning af grundskyld og dækningsafgift, der vedrører skatteåret 2023 og tidligere skatteår, behandles og afsluttes af kommunerne. Det følger af 2. pkt., at en efterregulering af grundskyld og dækningsafgift for skatteårene 2021-2023 forestås efter § 27, stk. 1-5, jf. § 29, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer. Det følger af 3. pkt., at medfører en efterregulering efter 2. pkt., at en låntager, som har lån efter kapitel 1 og 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 7 i lov nr. 2614 af 28. december 2021, skal efteropkræves grundskyld for skatteårene 2021-2023, yder kommunen lån til betalingen heraf efter reglerne i kapitel 1 og 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 7 i lov nr. 2614 af 28. december 2021. Det følger af 4. pkt., at en efteropkrævning efter

1. pkt. med tillæg af renter, såfremt de ikke er betalt senest den 3. i den efter forfaldsdagen følgende måned, af kommunalbestyrelsen kan oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det foreslås som § 84 a, stk. 1, at kommunalbestyrelsen i særlige tilfælde og efter indstilling fra Skatteforvaltningen kan sætte en opkrævning som følge af en efterregulering af grundskyld for skatteårene 2021-2023, jf. § 84, stk. 1, 2. pkt., herunder tilskrivning af renter, i bero i op til 12 måneder, hvis ejendommen alene ejes af fysiske personer.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at kommunalbestyrelsen, hvori den pågældende ejendom er beliggende, i særlige tilfælde og efter indstilling fra Skatteforvaltningen, gives en mulighed for at sætte opkrævningen af grundskyld for skatteårene 2021 til og med 2023 i bero for fysiske personer.

Med »efter indstilling fra Skatteforvaltningen« menes, at den pågældende kommunalbestyrelse ikke vil kunne træffe afgørelse om en berostillelse af egen drift, men vil skulle modtage en indstilling herom fra Skatteforvaltningen.

Med »for fysiske personer« menes, at den pågældende ejendom, som grundskyldsopkrævningen sættes i bero for, skal være ejet af en eller flere fysiske personer. Det betyder, at i tilfælde, hvor en ejendom er ejet i sameje mellem en eller flere fysiske og juridiske personer, vil opkrævningen af grundskyld ikke kunne sættes i bero.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den tilsvarende hjemmel i ejendomsskattelovens § 34, stk. 5, hvorefter Skatteforvaltningen kan sætte opkrævningen af grundskyld og dækningsafgift i bero fra og med 2024, hvilket skal ses i lyset af Skatteforvaltningens overtagelse af opkrævningsopgaven af disse skatter fra kommunerne pr. den 1. januar 2024.

Forslaget vil tillige skulle ses i lyset af, at Skatteforvaltningen er i færd med at afslutte udsendelsen af 2020-vurderingerne, som udgør de første ejerboligvurderinger siden 2011-vurderingen. Herefter vil Skatteforvaltningen påbegynde udsendelsen af 2021-vurderingerne, som vil udgøre de første erhvervsvurderinger siden 2012-vurderingerne.

Det betyder, at kommunerne vil skulle efterregulere skatteårene 2021 til og med 2023 i takt med udsendelsen af disse vurderinger. I og med, at der er tale om de første vurderinger i mange år, vil der kunne opstå særlige tilfælde, hvor der vil være behov for at sætte en opkrævning eller inddrivelse i bero.

Bestemmelsen har til formål – i disse særlige tilfælde – at sikre bedre tid til f.eks. en kortlægning og eventuel justering af praksis.

Hensynet til boligejeren vil typisk bestå i at undgå en markant likviditetsbelastning, f.eks. som tilfældet var i en nogle få sager, der opstod i foråret 2024, hvor en mindre håndfuld boligejere kom i klemme i forbindelse med køb af nyudstykkede grunde.

Med den foreslåede bestemmelse vil opkrævningen kunne sættes i bero i op til 12 måneder, hvorfor behovet for en hurtig implementering af en løsning ikke vil skulle afhænge af, at en boligejer er under opkrævning af et beløb, som boligejeren i nogle tilfælde ikke vil kunne betale grundet størrelsen.

Det vil alene være kommunalbestyrelsen, der efter indstilling fra Skatteforvaltningen vil kunne træffe afgørelser om berostillelse af opkrævninger. Det betyder, at kommunalbestyrelsen ikke vil være forpligtiget til at sætte en opkrævning i bero efter henvendelse fra en ejendomsejer, ligesom kommunalbestyrelsen ikke vil være forpligtet til at tage stilling til en eventuel forespørgsel om berostillelse efter henvendelse fra en ejendomsejer.

Hertil vil berostillelsen alene kunne ske i særlige tilfælde i forbindelse med en efterregulering af grundskylden for skatteårene 2021 til og med 2023. Efterreguleringen vil ske i forlængelse af udsendelsen af 2020/2021-vurderingerne, som vil kunne medføre, at en eller flere ejendomsejere ender i en utilsigtet situation med en markant økonomisk påvirkning for de berørte boligejere. F.eks. i tilfælde, hvor et foreløbigt beskatningsgrundlag, jf. § 27, stk. 3, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, er nedsat til et kunstigt lavt niveau af en tidligere ejer, og dette ikke i tilstrækkelig grad er kontraktuelt reguleret imellem parterne.

Almindelige klager og genoptagelse af en ejendomsvurdering, f.eks. fordi der er tale om fejl i BBR-data, vil som udgangspunkt ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse.

Berostillelsen vil kunne gives i op til 12 måneder. Berostillelsen vil dermed godt kunne gives for en kortere periode.

Det foreslås i stk. 2, at for krav efter stk. 1, som er sendt til inddrivelse, jf. § 84, stk. 1, 4. pkt., kan restanceinddrivelsesmyndigheden i særlige tilfælde træffe afgørelse om at sætte inddrivelsen heraf, herunder tilskrivning af renter, i bero i op til 12 måneder for fysiske personer.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i lyset af, at opkrævningen og efterreguleringen af grundskyld for skatteårene 2021 til og med 2023 forestås af kommunerne, jf. ejendomsskattelovens § 84, mens inddrivelsen forestås af restanceinddrivelsesmyndigheden, jf. § 1 a, stk. 1, nr. 2, i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige.

Bestemmelsen indebærer dermed en tydeliggørelse af, at såfremt et krav omfattet af det foreslåede stk. 1 er sendt til inddrivelse, vil afgørelsen om at sætte inddrivelsen i bero alene kunne træffes af restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det følger af ejendomsskattelovens § 84, stk. 1, 1. pkt., at opkrævning af grundskyld og dækningsafgift, der vedrører skatteåret 2023 og tidligere skatteår, behandles og afsluttes af kommunerne. Det følger af 2. pkt., at en efterregulering af grundskyld og dækningsafgift for skatteårene 2021-2023 forestås efter § 27, stk. 1-5, jf. § 29, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer. Det følger af 3. pkt., at medfører en efterregulering efter 2. pkt., at en låntager, som har lån efter kapitel 1 og 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 7 i lov nr. 2614 af 28. december 2021, skal efteropkræves grundskyld for skatteårene 2021-2023, yder kommunen lån til betalingen heraf efter reglerne i kapitel 1 og 2 i lov om lån til betaling af grundskyld m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 256 af 25. februar 2021, som ændret ved § 4 i lov nr. 291 af 27. februar 2021 og § 7 i lov nr. 2614 af 28. december 2021. Det følger af 4. pkt., at en efteropkrævning efter

1. pkt. med tillæg af renter, såfremt de ikke er betalt senest den 3. i den efter forfaldsdagen følgende måned, af kommunalbestyrelsen kan oversendes til restanceinddrivelsesmyndigheden.

Det følger af § 1 a, stk. 1, 1. pkt., i lov om inddrivelse af gæld til det offentlige, at loven ikke gælder for opkrævning og inddrivelse af kommunale fordringer, der ved deres stiftelse eller senere hæfter på fast ejendom med fortrinsstillet lovbestemt panteret, jf. dog stk. 2, 3. pkt., og §§ 13-15 a. Det følger af 2. pkt., at loven gælder dog for opkrævning og inddrivelse af følgende krav:

1. Krav på efterbetaling af grundskyld og dækningsafgift i tilfælde, hvor kravet på efterbetaling opstår på baggrund af en efter den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, foretaget foreløbig beregning af grundskyld og dækningsafgift vedrørende skatteårene 2021-2023 og den endelige beregning af grundskyld og dækningsafgift foretages den 1. januar 2024 eller senere.

Det foreslås i stk. 3, at pante- og fortrinsretten, jf. § 29, stk. 1, i den tidligere gældende lov om kommunal ejendomsskat, jf. lovbekendtgørelse nr. 1463 af 6. oktober 2020 med senere ændringer, der hviler på ejendommen i 2 år og 3 måneder, forlænges tilsvarende med den periode, hvor opkrævningen eller inddrivelsen sættes i bero efter stk. 1 eller 2.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at pante- og fortrinsretten, som hviler på den faste ejendom i dens helhed med en pante- og fortrinsret i 2 år og 3 måneder, vil få forlænget sin virkningsperiode med samme antal dage, som en ejers opkrævning eller inddrivelse sættes i bero efter det foreslåede stk. 1.

Det betyder, at hvis en opkrævning eller inddrivelse af grundskyld sættes i bero, vil ejeren få forlænget den periode, hvorpå pante- og fortrinsretten hviler på ejendommen med den samme periode, som ejerens opkrævning eller inddrivelse har været sat i bero efter det foreslåede stk. 1 eller 2.

Det foreslås i stk. 4, at afgørelser efter stk. 2 ikke kan indbringes for en højere administrativ myndighed.

Det indebærer, at afgørelser truffet vedrørende en berostillelse – eller en undladelse heraf – for så vidt angår inddrivelse af grundskyld, herunder eventuelle renter og gebyrer, ikke vil kunne indbringes for Skatteankeforvaltningen, Landsskatteretten eller andre højere administrative myndigheder.