VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt: Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Tillægsaftale af 17. november 1995 til den mellem den danske
regering og Grønlands landsstyre indgåede aftale af 18. oktober 1979
til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og
formueskat samt om bistand i skattesager kan tiltrædes.
Tillægsaftalen er optaget som bilag til denne lov.
Stk. 2._ Tillægsaftalen træder i kraft og finder anvendelse efter bestemmelserne i tillægsaftalens artikel 2. _
Loven træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.
Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.
Givet på Christiansborg Slot, den 27. marts 1996
Under Vor Kongelige Hånd og Segl
MARGRETHE R.
/Carsten Koch
Bilag
Tillægsaftale
til den mellem den danske regering og det grønlandske landsstyre indgåede aftale af 18. oktober 1979 til undgåelse af dobbeltbeskatning for så vidt angår indkomst- og formueskat samt om bistand i skattesager.
Den danske regering og Grønlands landsstyre er foranlediget af ønsket om at indgå en tillægsaftale til aftalen af 18. oktober 1979 mellem den danske regering og Grønlands landsstyre blevet enige om følgende:
Artikel 1
I artikel 15 indsættes som nyt stykke 3:
» 3. I tilfælde, hvor tilflytning kortvarigt forsinkes på grund af bohaveflytning, trafikforhold eller lignende, og arbejdet derfor ikke er udført i den del af riget, hvor tjenesteforholdet består, kan gage, løn og lignende vederlag beskattes i den del af riget, hvor tjenesteforholdet består. Endvidere kan beskatning i denne del af riget finde sted, når tilflytning forsinkes på grund af kortvarig kursusdeltagelse, forudsat at vederlaget betales til offentligt ansatte eller ansatte i selskaber helt eller delvist under Grønlands Hjemmestyre. Kan denne del af riget på grund af sin lovgivning ikke gennemføre beskatningen, kan den anden del af riget beskatte vederlaget.«
Artikel 2
Stk. 1._ Denne tillægsaftale træder i kraft samme dag, som begge parter har undertegnet den. _
Stk. 2._ Tillægsaftalen skal dog tidligst træde i kraft på dagen for den endelige vedtagelse i det danske Folketing af den lovgivning, som aftalen måtte give den danske regering anledning til at foreslå. _
Stk. 3._ Tillægsaftalen finder anvendelse fra 1. januar 1996. _
Artikel 3
Denne tillægsaftale skal forblive i kraft, så længe aftalen er i kraft.
Til bekræftelse heraf har undertegnede underskrevet denne aftale.
Udfærdiget i København den 17. november 1995 i et eksemplar på dansk og et eksemplar på grønlandsk, hvilke tekster har lige gyldighed.
For den danske regering
Carsten Koch
For Grønlands landsstyre
Daniel Skifte
Officielle noter
Ingen