LOV nr 1295 af 05/12/2019
Skatteministeriet
Lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love (Godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v., ændring vedrørende konsignationslagre, kædehandel og bekæmpelse af momssvig ved EU-handel, overførsel af varer til andre EU-lande, ændring af reglerne om udtagning af varer, ydelser og aktiver og præcisering af EU-regel om levering mod vederlag m.v.) § 7
I tobaksafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 19 af 8. januar 2018, som ændret ved § 21 i lov nr. 1728 af 27. december 2018 og § 28 i lov nr. 1126 af 19. november 2019, foretages følgende ændring:
1. § 25, stk. 5, affattes således:
»Stk. 5. Ved fastsættelse af bøde ved overtrædelse af § 10, stk. 1, 2. pkt., udmåles en skærpet bøde. Det samme gælder ved overtrædelse af § 18, stk. 1-3, 5 og 7-9, såfremt overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i denne lov.«
Forarbejder til Lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love (Godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v., ændring vedrørende konsignationslagre, kædehandel og bekæmpelse af momssvig ved EU-handel, overførsel af varer til andre EU-lande, ændring af reglerne om udtagning af varer, ydelser og aktiver og præcisering af EU-regel om levering mod vederlag m.v.) § 7
Til nr. 1
Efter tobaksafgiftslovens § 25, stk. 5, udmåles ved fastsættelse af bøde for overtrædelse af § 10, stk. 1, 2. pkt., en skærpet bøde. Det samme gælder ved overtrædelse af § 18, stk. 1-3, 5 og 7-9, hvis overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i denne lov. Det betyder i forhold til § 25, stk. 5, 1. pkt., at hvis en, der er omfattet af reglerne om pligt til midlertidig registrering som varemodtager, ikke opfylder registrerings-, anmeldelses- og indbetalingspligterne i tobaksafgiftslovens § 10, stk. 1, 2. pkt., udmåles der en skærpet bøde efter § 25, stk. 5, 1. pkt. I forhold til § 25, stk. 5, 2. pkt., betyder det, at overtrædelse af regnskabs- og fakturabestemmelserne i § 18, stk. 1-3, 5 og 7-9, medfører, at der udmåles en skærpet bøde, jf. § 25, stk. 5, 2. pkt., hvis overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i tobaksafgiftsloven.
Med lovforslaget foreslås det at nyaffatte § 25, stk. 5, hvorved »hvis« ændres til ”såfremt”.
Baggrunden for nyaffattelsen er, at der ved en fejl er blevet indført en ændring af § 25, stk. 5, som aldrig er blevet håndhævet og heller ikke fremgår af lovbekendtgørelsen.
Ved § 3, nr. 4-8, i lov nr. 947 af 20. december 1999 blev indført regler om tvungen brug af et papirbaseret EU-system for forhåndsunderretning for tobaksforsendelser i spiritusafgiftsloven. Der henvises til de specielle bemærkninger i lovforslagets § 8, nr. 1. Bestemmelserne i § 3, nr. 4-8, er aldrig blevet sat i kraft, da man afventede beslutninger fra EU vedrørende forhåndsunderretningssystemet.
Med lov nr. 1385 af 21. december 2009 blev Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af ovennævnte direktiv 1992/12/EØF gennemført. Med det nye direktiv blev den hidtidige papirbaserede kontrolprocedure for transport af afgiftspligtige varer erstattet med en obligatorisk elektronisk procedure for kontrol af varetransporten inden for EU.
Reglerne, som blev indført med § 3, nr. 4-8, i lov nr. 947 af 20. december 1999, var således ikke længere relevante.
Ved § 8, nr. 1-3, i lov nr. 1059 af 17. december 2002 ændrede man i § 2, nr. 4 og 7, i lov nr. 947 af 20. december 1999 samt indsatte et nr. 8 i § 2, jf. § 8, nr. 3, i lov nr. 1059 af 17. december 2002. I henhold til lovens § 10 trådte loven i kraft på dagen for bekendtgørelsen i Lovtidende.
Bestemmelserne § 3, nr. 4-8, i lov 947 af 20. december 1999 blev ophævet ved § 10 i lov nr. 1637 af 26. december 2013. Ændringer som indført ved § 8, nr. 4 og 5 i lov nr. 1059 af 17. december 2002 blev som følge heraf ligeledes ophævet. § 8, nr. 6, i lov nr. 1059 af 17. december 2002 er derimod gældende ret. Bestemmelsen er dog ikke blevet håndhævet og fremgår ikke af lovbekendtgørelsen, da det ikke var hensigten, at bestemmelsen skulle være trådt i kraft, før reglerne i § 3, nr. 4-8, i lov nr. 947 af 20. december 1999 skulle sættes i kraft.
Bestemmelsen er, ligesom § 3, nr. 4-8 i lov nr. 947 af 20. december 1999, ikke længere relevant.
Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at fjerne al tvivl om, hvilken formulering af bestemmelsen, der er den gældende.