Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1295 af 05/12/2019

Skatteministeriet

Lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love (Godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v., ændring vedrørende konsignationslagre, kædehandel og bekæmpelse af momssvig ved EU-handel, overførsel af varer til andre EU-lande, ændring af reglerne om udtagning af varer, ydelser og aktiver og præcisering af EU-regel om levering mod vederlag m.v.) § 5

I spiritusafgiftsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 82 af 21. januar 2016, som ændret bl.a. ved § 2 i lov nr. 1554 af 13. december 2016 og senest ved § 25 i lov nr. 1126 af 19. november 2019, foretages følgende ændringer:

1. I § 8, stk. 7, 2. pkt., ændres »det dokumenteres« til: »det kan dokumenteres«.

2. § 31, stk. 5, affattes således:

»Stk. 5. Ved fastsættelse af bøde for overtrædelse af § 7, stk. 4, 2. pkt., udmåles en skærpet bøde. Det samme gælder ved overtrædelse af § 20, stk. 1 eller 4-9, såfremt overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i denne lov.«

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love (Godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v., ændring vedrørende konsignationslagre, kædehandel og bekæmpelse af momssvig ved EU-handel, overførsel af varer til andre EU-lande, ændring af reglerne om udtagning af varer, ydelser og aktiver og præcisering af EU-regel om levering mod vederlag m.v.) § 5

Til nr. 1

Ifølge spiritusafgiftslovens § 8, stk. 7, 2. pkt., er det en betingelse for at få godtgørelse for afgiftsberigtigede varer, der eksporteres til udlandet, at det dokumenteres over for Skatteforvaltningen, at afgiften er blevet betalt i det andet EU-land.

Det foreslås, at ”det dokumenteres” ændres til ”det kan dokumenteres”.

Virkningen af den foreslåede ændring er således, at den pågældende dokumentation ikke skal fremlægges hver gang, der anmodes om afgiftsgodtgørelse, men skal kunne fremlægges på anmodning.

Til nr. 2

Efter spiritusafgiftslovens § 31, stk. 5, udmåles ved fastsættelse af bøde for overtrædelse af § 7, stk. 4, 2. pkt., en skærpet bøde. Det samme gælder ved overtrædelse af § 20, stk. 1, eller stk. 4-9, hvis overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i denne lov. Det betyder i forhold til § 31, stk. 5, 1. pkt., at hvis en, der er omfattet af reglerne om pligt til midlertidig registrering som varemodtager, ikke opfylder registrerings-, anmeldelses- og indbetalingspligterne i spiritusafgiftslovens § 7, stk. 4, 2. pkt., udmåles der en skærpet bøde efter § 31, stk. 5, 1. pkt. I forhold til § 31, stk. 5, 2. pkt., betyder det, at overtrædelse af regnskabs- og fakturabestemmelserne i § 20, stk. 1 eller stk. 4-9, medfører, at der udmåles en skærpet bøde, jf. § 31, stk. 5, 2. pkt., hvis overtrædelsen medfører, at det ikke er muligt at konstatere, om der er betalt afgift efter bestemmelserne i spiritusafgiftsloven.

Med lovforslaget foreslås det at nyaffatte § 31, stk. 5, hvorved ”hvis” ændres til ”såfremt”.

Baggrunden for nyaffattelsen er, at der ved en fejl er blevet vedtaget en ændring af § 31, stk. 5, som aldrig er blevet håndhævet og heller ikke fremgår af lovbekendtgørelsen.

Ved § 2, nr. 4-7, i lov nr. 947 af 20. december 1999 blev indført regler om tvungen brug af et papirbaseret EU-system for forhåndsunderretning for spiritusforsendelser i spiritusafgiftsloven. Der henvises til de specielle bemærkninger i lovforslagets § 8, nr. 1. Bestemmelserne i § 2, nr. 4 og 7, er aldrig blevet sat i kraft, da man afventede beslutninger fra EU vedrørende forhåndsunderretningssystemet.

Med lov nr. 1385 af 21. december 2009 blev Rådets direktiv 2008/118/EF af 16. december 2008 om den generelle ordning for punktafgifter og om ophævelse af ovennævnte direktiv 1992/12/EØF gennemført. Med det nye direktiv blev den hidtidige papirbaserede kontrolprocedure for transport af afgiftspligtige varer erstattet med en obligatorisk elektronisk procedure for kontrol af varetransporten inden for EU.

Reglerne, som blev indført med § 2, nr. 4-7, i lov nr. 947 af 20. december 1999, var således ikke længere relevante.

Ved § 8, nr. 1-3, i lov nr. 1059 af 17. december 2002 ændrede man i § 2, nr. 4 og 7, i lov nr. 947 af 20. december 1999 samt indsatte et nr. 8 i § 2, jf. § 8, nr. 3, i lov nr. 1059 af 17. december 2002. I henhold til lovens § 10 trådte loven i kraft på dagen for bekendtgørelsen i Lovtidende.

Med den foreslåede ophævelse af § 2, nr. 4-7, i lovforslagets § 8, nr. 1, ophæves de senere ændringer som indført ved § 8, nr. 1 og 2, i lov nr. 1059 af 17. december 2002 som følge heraf. § 8, nr. 3, i lov nr. 1059 af 17. december 2002 er derimod gældende ret. Bestemmelsen er dog ikke blevet håndhævet og fremgår ikke af lovbekendtgørelsen, da det ikke var hensigten, at bestemmelsen skulle være trådt i kraft, før reglerne i § 2, nr. 4-7, i lov nr. 947 af 20. december 1999 skulle sættes i kraft.

Bestemmelsen er, ligesom § 2, nr. 4-7, i lov nr. 947 af 20. december 1999, derfor ikke længere relevant.

Der er alene tale om en sproglig ændring af lovteksten, som har til formål at give mulighed for at fjerne al tvivl om, hvilken formulering af bestemmelsen, der er den gældende. Nyaffattelsen ændrer således ikke ved gældende ret.