Lovguiden Logo
Gældende

LOV nr 1295 af 05/12/2019

Skatteministeriet

Lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love (Godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v., ændring vedrørende konsignationslagre, kædehandel og bekæmpelse af momssvig ved EU-handel, overførsel af varer til andre EU-lande, ændring af reglerne om udtagning af varer, ydelser og aktiver og præcisering af EU-regel om levering mod vederlag m.v.) § 11

Stk. 1. Loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2 og 3.

Stk. 2. Skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 4, nr. 3-7, 12-16, 20-25 og 28. Skatteministeren kan herunder fastsætte, at dele af loven træder i kraft på forskellige tidspunkter.

Stk. 3. § 10 træder i kraft dagen efter bekendtgørelsen i Lovtidende.

Stk. 4. § 1, nr. 7, og §§ 2 og 3 har virkning for varer indkøbt eller modtaget vederlagsfrit af godtgørelsesberettigede organisationer m.v. fra og med den 1. januar 2020.

Stk. 5. § 10 har virkning fra og med den 1. april 2019.

Stk. 6. § 4, nr. 3-7, 12, 15, 16, 20-25 og 28, samt § 4, nr. 13 eller 14, finder ikke anvendelse ved regulering af investeringsgoder, som er overgået til udelukkende at blive anvendt til momsfrie aktiviteter i virksomheden før ikrafttrædelsen af § 4, nr. 3-7, 12, 15, 16, 20-25 og 28, samt § 4, nr. 13 eller 14. For regulering af sådanne investeringsgoder finder reglerne i momsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1021 af 26. september 2019, fortsat anvendelse.

Givet på Amalienborg, den 5. december 2019

Under Vor Kongelige Hånd og Segl

I Dronningens Navn:
FREDERIK
Kronprins

/ Morten Bødskov

Officielle noter

  1. Lovens §§ 1-3 har som udkast været notificeret i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2015/1535/EU om en informationsprocedure med hensyn til tekniske forskrifter samt forskrifter for informationssamfundets tjenester (kodifikation).

  2. Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører Rådets direktiv 2018/1910/EU af 4. december 2018 om ændring af direktiv 2006/112/EF, for så vidt angår harmonisering og forenkling af visse regler i det fælles merværdiafgiftssystem for beskatning af samhandlen mellem medlemsstaterne, EU-Tidende 2018, nr. L 311, side 3.

Detaljer

Forarbejder til Lov om ændring af chokoladeafgiftsloven, lov om forskellige forbrugsafgifter, momsloven og forskellige andre love (Godtgørelse af visse punktafgifter til godkendte humanitære organisationer m.v., ændring vedrørende konsignationslagre, kædehandel og bekæmpelse af momssvig ved EU-handel, overførsel af varer til andre EU-lande, ændring af reglerne om udtagning af varer, ydelser og aktiver og præcisering af EU-regel om levering mod vederlag m.v.) § 11

Det foreslås i stk. 1, at loven træder i kraft den 1. januar 2020, jf. dog stk. 2.

Det foreslås i stk. 2, at skatteministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttræden for § 4, nr. 3-7, 12-16, 20-25, 28 og 29. Bestemmelsen skal, for så vidt angår § 4, nr. 3-7, 12, 14-16, 20-25 og 29, ses på baggrund af, at lovforslagets § 4, nr. 13, forudsætter godkendelse af EU’s Ministerråd i henhold til momsdirektivets regler herom, samt at lovforslagets § 4, nr. 3, forudsætter høring af EU’s Momsudvalg. Skatteministeren fastsætter også tidspunktet for ikrafttræden for § 4, nr. 28, idet denne også forudsætter godkendelse af EU’s Ministerråd i henhold til momsdirektivets regler herom.

Lovens § 4, nr. 3, 13 og 28, vil først blive sat i kraft, når EU’s Momsudvalg er hørt, og EU’s Ministerråds godkendelse foreligger. Det er uvist, hvornår disse godkendelser foreligger, men det forventes, at godkendelserne foreligger senest den 1. juni 2020. For at sikre, at erhvervslivet ikke vil opleve unødige administrative byrder, er det tanken, at ændringerne i § 4, nr. 3-7, 12-16, 20-25 og 29, skal sættes i kraft samtidig. Såfremt EU’s Ministerråd eller EU’s Momsudvalg ikke kan godkende de foreslåede undtagelser til momsdirektivet, bemyndiges skatteministeren til at sætte lovændringerne i kraft med undtagelse af de dele af loven, der ikke opnåede godkendelse fra EU’s Ministerråd eller EU’s Momsudvalg.

Det foreslås i stk. 3, at § 1, nr. 7, og §§ 2 og 3 skal have virkning for varer, der fra og med den 1. januar 2020 er indkøbt eller modtaget vederlagsfrit af organisationer m.v., der er godkendt efter ligningslovens § 8 A, og hvis formål helt eller delvist er at foretage humanitært hjælpearbejde.

Loven gælder hverken for Færøerne eller Grønland, fordi de love, der foreslås ændret, ikke gælder for Færøerne eller Grønland og ikke indeholder hjemmel til at sætte loven i kraft for Færøerne eller Grønland.