Lov om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love (Familiedannelse ved surrogataftaler, medfar som retlig forælder, forenkling af familiedannelse ved voksenadoption m.v.) § 5

Til nr. 1

Det følger af § 1, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at loven vedrører anvendelse og fuldbyrdelse efter Europarådskonventionen af 1980 af afgørelser om forældreansvar (1. pkt.). Derudover vedrører loven behandling af anmodninger om tilbagegivelse efter Haagerbørnebortførelseskonventionen af børn, der er bortført til Danmark fra en anden konventionsstat (2. pkt.). Herudover vedrører loven retshjælp til indehaveren af forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er ført fra Danmark til udlandet eller ulovligt tilbageholdes der (3. pkt.).

Det forslås, at der i § 1, stk. 1, i børnebortførelsesloven som 4. pkt . indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at loven også vedrører sager, hvor et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter de i lovens § 2, stk. 1 og 2, nævnte konventioner eller Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn, jf. kapitel 5 a.

Forslaget skal ses i sammenhæng med det ved lovforslagets § 5, nr. 7, foreslåede nye kapitel 5 a, der efter forslaget vil skulle indeholde bestemmelser om behandlingen af sager om tilbagegivelse af børn, der ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter Europarådskonventionen af 1980, Haagerbørnebortførelseskonventionen eller Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Det bemærkes, at henvisningen i den foreslåede bestemmelse i § 1, 4. pkt., til lovens § 2, stk. 1 og 2, vedrører henholdsvis Europarådskonventionen af 1980 og Haagerbørnebortførelseskonventionen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og det ved lovforslagets § 5, nr. 7, foreslåede kapitel 5 a og bemærkningerne hertil.

Til nr. 2

Det følger af § 1, stk. 2, i børnebortførelsesloven, at loven gælder for børn under 16 år.

Det forslås, at i § 1, stk. 2, i børnebortførelsesloven indsættes », jf. dog § 18 b« efter »16 år«.

Forslaget skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 5 nr. 7, foreslåede bestemmelse i § 18 b i børnebortførelsesloven. Denne bestemmelse vil efter forslaget skulle indeholde regler om behandlingen af sager om tilbagegivelse af et barn, der ulovligt er ført til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter Europarådskonventionen af 1980, Haagerbørnebortførelseskonventionen eller Haagerbørnebeskyttelseskonventionen. Det fremgår af den foreslåede bestemmelse, at den vil skulle gælde for børn under 18 år.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og den ved lovforslagets § 5, nr. 7, foreslåede bestemmelse i § 18 b i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 3 og 4

Efter § 2, stk. 2, i børnebortførelsesloven anvendes en række bestemmelser i loven i forhold til stater, der har tiltrådt Haagerkonventionen af 1980 om de civilretlige virkninger af internationale børnebortførelser. I lovens § 2, stk. 5, § 10, stk. 1, og § 21, stk. 1, 2. pkt., samt i overskriften til lovens kapitel 4 anvendes Haagerkonventionen som forkortelse for konventionens navn.

Det foreslås, at i § 2, stk. 2, i børnebortførelsesloven indsættes efter »børnebortførelser«: »(Haagerbørnebortførelseskonventionen)«, og at to steder i § 2, stk. 5, og i overskriften til kapitel 4, § 10, stk. 1, og § 21, stk. 1, 2. pkt., ændres »Haagerkonventionen« til: »Haagerbørnebortførelseskonventionen«.

Forslagene skal ses i sammenhæng med den ved lovforslagets § 5, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 1, 4. pkt., i børnebortførelsesloven, der foreslås at vil skulle indeholde en henvisning til Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn. Den bestemmelse vil betyde, at børnebortførelsesloven vil indeholde bestemmelser om to Haagerkonventioner. For at undgå misforståelser bør de gældende henvisninger i loven til Haagerkonventionen ændres sådan, at der i stedet henvises til Haagerbørnebortførelseskonventionen.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og den ved lovforslagets § 3, nr. 1, foreslåede bestemmelse i § 1, 4. pkt., i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 5

§§ 10 og 11 i børnebortførelsesloven indeholder regler om, at børn, som ulovligt er ført til eller ulovligt tilbageholdes i Danmark, efter anmodning som udgangspunkt skal tilbagegives, hvis barnet umiddelbart før bortførelsen eller tilbagegivelsen havde bopæl i en stat, som har tiltrådt Haagerbørnebortførelseskonventionen. Centralmyndigheden indbringer en anmodning om tilbagegivelse af et barn for familieretten, der træffer afgørelse om, hvorvidt barnet skal tilbagegives.

Hvis en afgørelse om, at et barn skal tilbagegives, ikke frivilligt efterleves, kan den forælder, som barnet er bortført fra, indgive anmodning til familieretten om fuldbyrdelse af tilbagegivelsesafgørelsen efter reglerne om tvangsfuldbyrdelse af forældremyndighed m.v. i kapitel 42 b i retsplejeloven. Når centralmyndigheden har modtaget den endelige afgørelse fra familieretten eller landsretten om, at barnet skal tilbagegives, afslutter centralmyndigheden i udgangspunktet sagen. Hvis den efterladte forælder ønsker denne tilbagegivelsesafgørelse fuldbyrdet, vejleder centralmyndigheden forælderen om fuldbyrdelsesreglerne.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om, at centralmyndigheden på partens vegne kan indgive en anmodning om fuldbyrdelse.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2.

Det foreslås, at der i § 18 i børnebortførelsesloven som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter centralmyndigheden kan indgive anmodning til familieretten om fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af et barn efter § 10, stk. 1.

Forslaget vil betyde, at en forælder, som er bosat i udlandet, gennem centralmyndigheden vil kunne indgive en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af et barn. Det bør således være nemmere for den forælder, som barnet er bortført fra, at indgive en anmodning om fuldbyrdelse af en afgørelse eller et retsforlig om tilbagegivelse af barnet.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.

Til nr. 6

Det følger af § 12, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at en sag om tilbagegivelse af et barn, der er bortført til Danmark fra en anden konventionsstat, behandles af familieretten. Under behandlingen af en sådan sag beskikker familieretten efter lovens § 18, stk. 2, en advokat for den, der har anmodet om tilbagegivelse af barnet. Efter § 18 a i børnebortførelsesloven udpeger social- og boligministeren efter ansøgning et antal advokater, som må anses som særligt egnede til beskikkelse efter lovens § 18, stk. 2.

En udpegning efter § 18 a gælder på ulovbestemt grundlag, indtil der foretages nye udpegninger, hvilket sker hvert fjerde år. Der er mulighed for genudpegelse.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en udpegning efter § 18 a. En udpegning kan derfor kun tilbagekaldes, hvis betingelserne for en ulovhjemlet tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt er opfyldt. Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at en forvaltningsmyndighed under visse omstændigheder har ret til at tilbagekalde en begunstigende afgørelse, også selvom den pågældende lovgivning ikke indeholder bestemmelser om tilbagekaldelse.

Selvom der således ikke kræves lovhjemmel til at tilbagekalde en afgørelse, betyder dette ikke, at adgangen til at tilbagekalde en afgørelse er fri. Det klare udgangspunkt er, at en afgørelse, som en borger ønsker at fastholde, ikke uden videre kan tilbagekaldes. Det er en grundlæggende betingelse for at tilbagekalde en afgørelse, at der er en relevant og saglig begrundelse for tilbagekaldelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2.

Det forslås, at der i § 18 a i børnebortførelsesloven som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvorefter en udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Samtidig forslås det, at der i § 18 a i børnebortførelsesloven som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren kan tilbagekalde en udpegning efter stk. 1, hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger andre særlige grunde.

Den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 2, vil indebære, at den gældende udpegningsperiode for advokater efter den gældende bestemmelse i § 18 a i børnebortførelsesloven vil blive lovfæstet, dog med mulighed for efter den foreslåede bestemmelse i bestemmelsens stk. 3 at tilbagekalde en udpegning. Samtidig vil det blive præciseret, at en udpegning vil bortfalde, når advokatens ret til at udøve advokatvirksomhed ophører.

Den foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 3, vil indebære, at social- og boligministeren vil få hjemmel til at tilbagekalde en udpegning efter den gældende bestemmelse i § 18 a, hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger andre særlige grunde. Ved sådanne afgørelser vil der kunne lægges vægt på, om advokaten har tilsidesat god advokatskik, jf. § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.

Det bemærkes, at en tilbagekaldelse ikke vil afskære advokaten fra at behandle børnebortførelsessager.

De foreslåede ændringer vil ikke ændre mulighederne for at genudpege en advokat efter § 18 a i børnebortførelsesloven.

Baggrunden for forslaget er, at den ulovbestemte adgang til at tilbagekalde advokatudpegninger efter § 18 a i børnebortførelsesloven bør lovfæstes, og at det bør præciseres, at en udpegning gælder i 4 år, og at den vil bortfalde ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og de ved lovforslagets § 5, nr. 9, foreslåede bestemmelser i § 20 d, stk. 2 og 3, i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.

Til nr. 7

Social- og Boligministeriet er udpeget som centralmyndighed for de internationale konventioner om børnebortførelse, dvs. Haagerbørnebortførelseskonventionen, Europarådskonventionen af 1980 og Haagerbørnebeskyttelseskonventionen.

Der blev den 22. maj 2013 indgået en politisk aftale mellem alle Folketingets daværende partier om en skærpet indsats for bortførte børn med henblik på at forbedre og optimere den statslige indsats i situationer, hvor børn bortføres til en anden stat af den ene forælder. På den baggrund blev der i 2014 i oprettet en koordinationsenhed for børnebortførelser med det formål at støtte og vejlede den efterladte forælder i sager om internationale børnebortførelser. Dette omfatter også sager, hvor barnet er bortført til en stat, som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med om børnebortførelser. Enheden er placeret i Social- og Boligministeriet, der arbejder med sagerne, indtil barnet fylder 18 år.

Det følger af § 3, stk. 1, i børnebortførelsesloven, at centralmyndigheden navnlig skal modtage og formidle henvendelser i henhold til konventionerne og samarbejde med centralmyndighederne i de øvrige konventionsstater. I forhold til børn, der er bortført til andre konventionsstater, drejer dette sig hovedsageligt i fremsendelse af en anmodning om tilbagegivelse til centralmyndigheden i den pågældende stat.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.5.1.

Det forslås, at der i børnebortførelsesloven som kapitel 5 a indsættes et kapitel med titlen »Børnebortførelse til stater som Danmark ikke har et konventionssamarbejde med«.

Det foreslås videre, at der i det foreslåede kapitel 5 a som § 18 b indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at når et barn ulovligt er ført fra Danmark til eller ulovligt tilbageholdes i en stat, som Danmark ikke samarbejder med efter de i § 1 og § 2, stk. 1 og 2, nævnte konventioner, modtager og videreformidler centralmyndigheden efter § 3, stk. 2, henvendelser om tilbagegivelse af barnet. 1. pkt. gælder ikke for børn, der er fyldt 18 år.

Forslaget vil betyde, at den nuværende ordning, hvorefter Social- og Boligministeriet behandler sager om tilbagegivelse af børn, der ikke er fyldt 18 år, og som er bortført fra Danmark til en ikke-konventionsstat, vil blive lovfæstet. Dette vil indebære, at § 3, stk. 1, nr. 1, i børnebortførelsesloven, hvorefter centralmyndigheden skal modtage og formidle henvendelser, også vil finde anvendelse i forhold til sager om børnebortførelse til ikke-konventionsstater.

Baggrunden for forslaget er, at behandlingen af sager om børnebortførelse til ikke-konventionsstater bør lovfæstes, herunder at de behandles af samme myndighed, der er udpeget som centralmyndighed for Haagerbørnebortførelseskonventionen og Europarådskonventionen af 1980.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.

Til nr. 8

§ 20 a i lov om international fuldbyrdelse af forældremyndighedsafgørelser m.v. indeholder regler om, at Social- og Boligministeriet kan yde retshjælp til indehaveren af forældremyndigheden over et barn, som ulovligt er ført fra Danmark til udlandet eller ulovligt tilbageholdes der, til dækning af omkostninger i forbindelse med handlinger af retlig karakter og konfliktmægling, der foretages med henblik på tilbagegivelse af barnet.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om frister for indsendelse af en ansøgning om retshjælp.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.

Det forslås, at der i § 20 a i børnebortførelsesloven som nyt stk. 5 indsættes en bestemmelse, hvorefter ansøgning om retshjælp til udgifter, der er omfattet af stk. 1-4 eller§ 20 b, skal indgives til Social- og Boligministeriet inden 6 måneder efter, at indehaveren af forældremyndigheden har fået meddelelse om, at centralmyndigheden har afsluttet sagen. Social- og Boligministeriet kan i særlige tilfælde behandle en ansøgning, selv om ansøgningen er indgivet efter udløbet af fristen i 1. pkt.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 5, 1. pkt., vil indebære, at en ansøgning om retshjælp vil skulle indgives inden 6 måneder efter centralmyndighedens afslutning af tilbagegivelsessagen, og at ministeriet vil skulle afvise at behandle en ansøgning om retshjælp, hvis den indsendes efter udløbet af denne frist.

Den foreslåede frist for at ansøge om retshjælp vil blive regnet fra det tidspunkt, hvor ansøgeren har fået meddelelse om, at centralmyndigheden har afsluttet sagen. Centralmyndigheden afslutter en sag om børnebortførelse til en anden konventionsstat, når barnet er kommet tilbage til Danmark, eller når der er truffet endelig afgørelse i udlandet om, at barnet ikke skal tilbagegives. Hvis der er tale om bortførelse til en ikke-konventionsstat, afslutter centralmyndigheden sagen enten, når barnet er kommet tilbage til Danmark, eller når barnet fylder 18 år. Sagen kan også afsluttes, efter ønske fra ansøgeren.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 a, stk. 5, 2. pkt., vil indebære, at ministeriet vil kunne udlade at afvise at behandle en ansøgning om retshjælp, selvom den indsendes efter udløbet af den i bestemmelsens 1. pkt. foreslåede frist. Dette vil forudsætte, at der er tale om særlige tilfælde, hvilket navnlig vil være situationen, hvis den sene ansøgning skyldes uforudsete omstændigheder, som ansøgeren ikke havde indflydelse på, f.eks. hvis ansøgeren først efter fristens udløb har modtaget afregning for oversættelsesudgifter m.v. I sådanne situationer vil der ikke være noget til hinder for inden fristens udløb at ansøge om retshjælp til dækning af de udgifter, som ansøgeren kender, men som ansøgeren på grund af manglende afregning ikke kan opgøre, og derefter indsende en supplerende ansøgning om retshjælp til dækning af de omhandlede udgifter.

Ved afslutningen af en tilbagegivelsessag vil ansøgeren blive orienteret om ansøgningsfristen.

Baggrunden for forslaget er, at det i retshjælpssager kan være nødvendigt at kontakte udenlandske myndigheder eller advokater for at få oplysninger om f.eks. mulighederne for at få dækket omkostningerne til behandlingen af sagen efter reglerne om fri proces i den stat, hvor bortførelsessagen blev behandlet. Dette kan vanskeliggøres, hvis ikke oplysningerne indhentes i forbindelse med afslutning af sagen. Med den foreslåede frist er der taget hensyn til, at ansøgeren får rimelig tid til at udarbejde ansøgningen. Dog bør ministeriet i særlige tilfælde kunne behandle en ansøgning, selvom den er indgivet efter udløbet af denne frist, f.eks. hvis den sene ansøgning skyldes uforudsete omstændigheder.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.4.

Til nr. 9

Det følger af § 20 d i børnebortførelsesloven, at social- og boligministeren efter ansøgning udpeger et antal advokater, som ministeren kan anbefale forældremyndighedsindehaveren at benytte i sager om børnebortførelse. Bestemmelsen omfatter situationer, hvor et barn med bopæl i Danmark ulovligt er bortført til en anden stat, både konventionsstater og ikke-konventionsstater. Udpegningen gælder på ulovbestemt grundlag, indtil der foretages nye udpegninger, hvilket sker hvert fjerde år. Der er mulighed for genudpegelse.

Børnebortførelsesloven indeholder ikke regler om tilbagekaldelse af en udpegning efter § 20 d. En udpegning kan derfor kun tilbagekaldes, hvis betingelserne for en ulovhjemlet tilbagekaldelse af en begunstigende forvaltningsakt er opfyldt. Det følger af almindelige retsgrundsætninger, at en forvaltningsmyndighed under visse omstændigheder har ret til at tilbagekalde en begunstigende afgørelse, også selvom den pågældende lovgivning ikke indeholder bestemmelser om tilbagekaldelse.

Selvom der således ikke kræves lovhjemmel til at tilbagekalde en afgørelse, betyder dette ikke, at adgangen til at tilbagekalde en afgørelse er fri. Det klare udgangspunkt er, at en afgørelse, som en borger ønsker at fastholde, ikke uden videre kan tilbagekaldes. Det er en grundlæggende betingelse for at tilbagekalde en afgørelse, at der er en relevant og saglig begrundelse for tilbagekaldelsen.

For en nærmere beskrivelse af gældende ret henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7.1.2.

Det forslås, at der i § 20 d i børnebortførelsesloven som stk. 2 indsættes en bestemmelse, hvorefter en udpegning efter stk. 1 gælder i 4 år, jf. dog stk. 3. Udpegningen bortfalder ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Samtidig forslås det, at der i § 20 d i børnebortførelsesloven som stk. 3 indsættes en bestemmelse, hvorefter social- og boligministeren kan tilbagekalde en udpegning efter stk. 1, hvis betingelserne i § 18 a, stk. 3, er opfyldt.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 d, stk. 2, vil indebære, at udpegningsperioden for advokater efter den gældende bestemmelse i § 20 d i børnebortførelsesloven vil blive lovfæstet, dog med mulighed for efter den foreslåede bestemmelse i bestemmelsens stk. 3 at tilbagekalde en udpegning. Samtidig vil det blive præciseret, at en udpegning vil bortfalde, når advokatens ret til at udøve advokatvirksomhed ophører.

Den foreslåede bestemmelse i § 20 b, stk. 3, vil indebære, at social- og boligministeren vil få hjemmel til at tilbagekalde en advokatudpegning efter den gældende bestemmelse i § 20 d, hvis betingelserne i den ved lovforslagets § 5, nr. 6, foreslåede bestemmelse i § 18 a, stk. 3, er opfyldt. Efter denne bestemmelse vil social- og boligministeren kunne tilbagekalde en advokatudpegning, hvis advokaten væsentligt har tilsidesat sine pligter som advokat i sager om børnebortførelse, eller der foreligger andre særlige grunde. Ved sådanne afgørelser vil der kunne lægges vægt på, om advokaten har tilsidesat god advokatskik, jf. § 126, stk. 1 og 2, i retsplejeloven.

Det bemærkes, at en tilbagekaldelse ikke vil afskære advokaten fra at behandle børnebortførelsessager.

De foreslåede ændringer vil ikke ændre på mulighederne for at genudpege en advokat efter § 20 d i børnebortførelsesloven.

Baggrunden for forslaget er, at den ulovbestemte adgang til at tilbagekalde advokatudpegninger efter § 20 d i børnebortførelsesloven bør lovfæstes, og at det bør præciseres, at en udpegning gælder i fire år, og at den vil bortfalde ved ophør af retten til at udøve advokatvirksomhed.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.7, og de ved lovforslagets § 5, nr. 6, foreslåede bestemmelser i § 18 a, stk. 2 og 3, i børnebortførelsesloven og bemærkningerne hertil.