Lov om ændring af børneloven, adoptionsloven, forældreansvarsloven og forskellige andre love (Familiedannelse ved surrogataftaler, medfar som retlig forælder, forenkling af familiedannelse ved voksenadoption m.v.) § 3

Til nr. 1

Forældreansvarsloven indeholder i §§ 6-7 a en række bestemmelser om etablering af forældremyndighed, herunder fælles forældremyndighed, direkte som følge af loven. Efter disse bestemmelser er det udgangspunktet, at forældre, der er gift med hinanden ved barnets fødsel, har fælles forældremyndighed, og at en ugift mor har forældremyndigheden alene. Det kræver således i disse situationer ikke en myndighedsbeslutning at etablere forældremyndigheden.

Det foreslås, at der som § 7 b i forældreansvarsloven indsættes en bestemmelse, hvoraf det fremgår, at ved registrering og anerkendelse af og afgørelse om moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab efter kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven får forældrene fælles forældremyndighed. Har barnet kun en forælder, har denne forældremyndigheden alene.

Forslaget vil betyde, at når der etableres moderskab, faderskab, medmoderskab og medfaderskab (forældreskab) på grundlag af en surrogataftale ved registrering, anerkendelse eller afgørelse efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, vil det tiltænkte forældrepar få fælles forældremyndighed, også selvom de er ugifte. Er der kun én tiltænkt forælder, vil vedkommende få forældremyndigheden alene.

Den foreslåede tildeling af forældremyndighed vil ikke kræve en myndighedsbeslutning.

Med tildelingen af forældremyndigheden efter den foreslåede bestemmelse vil surrogatmoren og hendes eventuelle ægtefælle ikke længere have forældremyndighed over barnet.

Der henvises til, at et barn, hvis forældreskab efter de foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven, jf. lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, fastslås på grundlag af en surrogataftale, bør have samme retsforhold til de tiltænkte forældre som børn, der fødes af et ægtepar eller et samlevende par. De tiltænke forældre bør derfor have fælles forældremyndighed. Er der kun én tiltænkt forælder, bør denne på samme måde som en enlig mor have forældremyndigheden alene.

Der henvises i øvrigt til de almindelige bemærkninger, punkt 2.1 og 2.2 og til de ved lovforslagets § 1, nr. 1 og 10, foreslåede bestemmelser i kapitel 1 b, 5 b og 5 c i børneloven og bemærkningerne til dem.

Til nr. 2

Efter § 13, stk. 2, i forældreansvarsloven kan forældremyndigheden ved aftale godkendt af Familieretshuset eller familieretten overføres til andre end forældre. Forældremyndigheden kan overføres til et ægtepar eller et samlevende par i forening, herunder til den ene forælder og dennes ægtefælle eller samlever. Endvidere kan en forældremyndighedsindehaver og en af barnets forældre aftale at have fælles forældremyndighed. Efter bestemmelsens stk. 3, 2. pkt., er en aftale efter stk. 2 ikke er gyldig, hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til forældremyndighedens indehaver.

Bestemmelsen i stk. 2 omfatter situationer, hvor forældremyndigheden over et barn ønskes overført til en person eller et par, der ikke er barnets retlige forældre, med den virkning, at personen får forældremyndigheden alene, eller at parret får fælles forældremyndighed. Bestemmelsen anvendes f.eks., når forældrene ikke er i stand til at tage sig af barnet og ønsker, at barnets skal bo hos nære familiemedlemmer, der skal have forældremyndigheden over barnet for retligt at kunne varetage den daglige omsorg for barnet. Overførsel af forældremyndighed er i sådanne situationer et mindre indgribende tiltag end adoption, der medfører ændring af det retlige forældreskab til barnet. Aftalen godkendes som udgangspunkt, når forældremyndigheden ønskes overført til nære familiemedlemmer. Ønskes forældremyndigheden overført til andre end nære familiemedlemmer, foretages der en nærmere undersøgelse af, om overførslen er bedst for barnet. Der lægges herved bl.a. vægt på, om der er tale om omgåelse af adoptionslovgivningen.

Endvidere omfatter bestemmelsen i stk. 2 situationer, hvor en af barnets forældre ønsker at have fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever. Dette drejer sig for det første om situationer, hvor barnets forældre ikke bor sammen, og den forælder, som barnet bor hos, har en ægtefælle eller samlever, med hvem vedkommende ønsker at have fælles forældremyndighed. For det andet drejer det sig om situationer, hvor et ægtepar eller et samlevende par sammen har fået et barn ved en surrogataftale, og de ønsker at have fælles forældremyndighed over barnet, fordi ægtefællens eller samleverens forældreskab til barnet ikke er blevet etableret efter dansk ret. I disse situationer anses etablering af fælles forældremyndighed som udgangspunkt som bedst for barnet, da ægtefællen eller samleveren allerede fungerer som social forælder til barnet.

Fælles for de nævnte situationer er, at aftalen indebærer overførslen af forældremyndighed til tredjemand, dvs. en person der ikke er forælder til barnet. Aftaler om forældremyndighed mellem barnets forældre er reguleret i §§ 9-10 a og § 13, stk. 1, i forældreansvarsloven.

Det bemærkes, at afgørelser efter forældreansvarsloven efter lovens § 4 skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og efter lovens § 34 skal barnet inddrages under sager om forældremyndighed, så dets perspektiv og eventuelle synspunkter kan komme til udtryk. Dette kan ske ved samtaler med barnet, børnesagkyndige undersøgelser eller på anden måde, der belyser barnets perspektiv.

Endvidere bemærkes, at efter lovens § 36, stk. 1, skal der indhentes en erklæring fra den forælder, der ikke har del i forældremyndigheden, inden en aftale om forældremyndighed efter lovens § 13, stk. 2, godkendes. Det beror på en konkret vurdering, hvilken betydning en protest mod aftalen om forældremyndighed skal tillægges.

Ordlyden af bestemmelsen i § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven indebærer, at i sager om godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed til tredjemand er aftalen ugyldig, hvis overførslen af forældremyndigheden er betinget af betaling til en forældremyndighedsindehaver. Der er således i de omhandlede situationer et ubetinget forbud mod at godkende sådanne aftaler om overførsel af forældremyndighed, når der er ydet vederlag. Dette betyder, at efter ordlyden af § 13, stk. 3, 2. pkt., finder lovens § 4 om barnets bedste ikke anvendelse ved ansøgning om godkendelse af sådanne aftaler.

Bestemmelsen i § 13, stk. 3, 2. pkt., blev indsat i forældreansvarsloven ved § 1, nr. 11, i lov nr. 1711 af 27. december 2018 om ændring af forældreansvarsloven, lov om ægteskabs indgåelse og opløsning og forskellige andre love (Ændringer som følge af lov om Familieretshuset og skærpet fokus på beskyttelsen af barnet i sager efter forældreansvarsloven). Ifølge bemærkningerne til denne bestemmelse fremgik det inden lovens ikrafttræden af § 3, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 146 af 22. februar 2016 om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., at hvis der ydes vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste til indehaveren af forældremyndigheden, kan en aftale om overførsel af forældremyndighed til andre end forældre ikke godkendes. Bestemmelsen i § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven var således en videreførelse af bekendtgørelsens § 3, stk. 2, idet det af ordensmæssige hensyn fandtes rigtigst, at bestemmelsen fremgår af forældreansvarsloven. Bemærkningerne indeholdt ikke en nærmere beskrivelse af bestemmelsens anvendelsesområde. Der henvises til Folketingstidende 2018-19, A, L 91, som fremsat, side 66.

Bestemmelsen i § 3, stk. 2, i bekendtgørelsen om forældremyndighed, barnets bopæl og samvær m.v., udsprang af forslaget til lov nr. 326 af 4. juni 1986 om ændring af adoptionsloven og indfødsretsloven (Formidling af adoption m.v.). Om denne lov og bemærkningerne til den henvises til de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.1.1.

Ovennævnte bestemmelser om forbud mod godkendelse af aftaler om overførsel af forældremyndighed, når der er betalt vederlag, skal ses i lyset af, at surrogataftaler efter dansk ret ikke har retsvirkninger, og at retligt forældreskab til børn født på grundlag af en surrogataftale derfor efter dansk ret kun kan etableres ved adoption. På grund af de strenge adoptionsbetingelser, herunder forbuddet i § 15 i adoptionsloven mod adoption, når der er betalt vederlag, søger tiltænkte forældre i nogle situationer i stedet at få fælles forældremyndighed over barnet ved, at barnets far aftaler fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever, der også er barnets sociale forælder. Hvis der ydes vederlag til forældremyndighedsindehaveren for surrogataftalen, må ovennævnte lovbemærkninger forstås sådan, at aftalen ikke kan godkendes.

Det bemærkes, at § 13, stk. 3, 2. pkt., kun finder anvendelse, når modtageren af betalingen m.v. er en forældremyndighedsindehaver, der har forældremyndigheden alene eller har del i forældremyndigheden. Har den forælder, der modtager vederlaget m.v., ikke del i forældremyndigheden, finder bestemmelsen ikke anvendelse. I sådanne situationer er § 13, stk. 3, 2. pkt., derfor ikke til hinder for at godkende aftalen om overførsel af forældremyndighed. Dette har navnlig betydning, når det tiltænkte forældrepars forældreskab er fastslået i udlandet på baggrund af en surrogataftale, idet fastslåelsen af forældreskabet typisk vil betyde, at det tiltænkte forældrepar har fået tildelt forældremyndighed over barnet, og at surrogatmoren ikke har forældremyndighed over barnet. Efter Haagerkonventionen af 19. oktober 1996 om kompetence, lovvalg, anerkendelse, fuldbyrdelse og samarbejde vedrørende forældreansvar og foranstaltninger til beskyttelse af børn anerkender Danmark som udgangspunkt udenlandsk forældremyndighed, forudsat at barnet boede i det pågældende land, da forældremyndigheden blev tildelt.

Det følger af artikel 3 i børnekonventionen, at i alle foranstaltninger vedrørende børn, skal barnets bedste komme i første række. Endvidere følger det som nævnt i de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.2, af retspraksis fra EMD, at det er et grundlæggende princip, at barnets bedste altid skal komme i første række, når det drejer sig om et barns situation. Et ubetinget forbud mod at godkende aftaler om overførsel af forældremyndighed, når der er betalt vederlag til forældremyndighedens indehaver, er således ikke fuldt ud foreneligt med børnekonventionen retspraksis fra EMD.

Dette indebærer, at 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven skal administreres i overensstemmelse med børnekonventionen således, at uanset betaling af vederlag skal aftalen godkendes, hvis den er bedst for barnet

Familieretshuset har oplyst, at bestemmelsen administreres i overensstemmelse hermed.

Det foreslås, at i § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven indsættes », medmindre aftalen trods ydelse af vederlag eller betaling for tabt arbejdsfortjeneste kan antages at være bedst for barnet« efter »indehaver«.

Forslaget vil indebære, at selvom der er betalt vederlag til forældremyndighedsindehaveren for overførslen af forældremyndighed, vil der skulle foretages en vurdering af, om overførslen af forældremyndighed i den konkrete situation vil være den bedste løsning for barnet.

I sager, hvor en af barnets forældre ønsker at have fælles forældremyndighed med sin ægtefælle eller samlever, der allerede fungerer som social forælder for barnet, må det i udgangspunktet antages, at etablering af fælles forældremyndighed trods betaling af vederlag må anses som bedst for barnet. Aftalen bør derfor godkendes, medmindre barnet giver udtryk for ikke at ønske fælles forældremyndighed, eller den anden forældre efter § 36, stk. 1, i forældreansvarsloven protesterer mod etablering af fælles forældremyndighed, og der er grundlag for at tage hensyn til denne protest.

Derimod bør aftaler, hvorved forældremyndighed mod betaling af vederlag søges overført til personer, som hverken barnet eller dets forældre har nogen nær relation til fortsat i udgangspunktet afslås under henvisning til både hensynet til barnets bedste og betalingen. Det bør således fortsat ikke være muligt at købe sig til forældremyndigheden over et barn, som man ikke har nogen nær relation til.

Med den foreslåede ændring vil § 13, stk. 3, 2. pkt., i forældreansvarsloven blive bragt i overensstemmelse med den aktuelle forståelse af bestemmelsen, jf. beskrivelsen af gældende ret.

Der henvises til den tilsvarende ændring af § 15 i adoptionsloven, jf. lovforslagets § 2, nr. 5 og 6, og bemærkningerne hertil og de almindelige bemærkninger, punkt 2.3.2.