Ladestandere til elektriske køretøjer bliver på nuværende tidspunkt ikke reguleret i byggeloven.
Den foreslåede § 4 D, stk. 1,
giver boligministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at der i forbindelse med nybyggeri samt ved bestående bygninger, som
oplistes i den foreslåede bestemmelses stk. 2, skal etableres ladestandere til elektriske køretøjer og foretages forberedelse til
etablering af sådanne ladestandere.
Ved nybyggeri forstås en bygning, der opføres på ny, mens der ved en bestående bygning forstås en eksisterende bygning. Kravet for
nybyggeri er gældende ved ansøgningstidspunktet for byggetilladelse.
Ved ladestandere forstås en teknisk installation, der kan oplade elektriske køretøjer. Revisionen af bygningsdirektivet henviser
til de tekniske krav i Europaparlamentets og Rådets direktiv 2014/94/EU af 22. oktober 2014 om etablering af infrastruktur for
alternative brændstoffer, som kræver, at ladestanderne forsynes med stikkontakter eller Type 2-stikforbindelser til køretøjer som
beskrevet i standarden EN 62196-2.
For en redegørelse for de tekniske specifikationer for ladestandere kan henvises til definitionerne i bekendtgørelse nr. 57 af 25.
januar 2018 om krav til tekniske specifikationer m.v. for offentligt tilgængelig infrastruktur for alternative drivmidler og
motorkøretøjsmanualer, som ændret ved bekendtgørelse nr. 473 af 8. maj 2018.
Ved elektriske køretøjer forstås køretøjer, hvis drivmiddel er elektricitet. Det vil typisk være elektriske biler eller andre
lignende køretøjer med batteri eller plug-in-hybridbiler, der både har batteri, elmotor og benzinmotor.
I den foreslåede § 4 D, stk. 2
, fastsættes det, hvilke bygninger der er omfattet af den foreslåede bemyndigelsesbestemmelse i stk. 1. Bemyndigelsen til at
fastsætte krav om etablering af disse ladestandere gælder for bestående bygninger, der ikke er beboelsesbygninger, med mindst 20
parkeringspladser samt for ombygninger af eksisterende bygninger og for nybyggeri med mindst 10 parkeringspladser.
Ved udmøntning i bekendtgørelse forventes det, at der stilles krav om, at der i en ny beboelsesbygning med mindst 10
parkeringspladser skal forberedes for etablering af ladestandere på alle parkeringspladser. Ved en større ombygning af en
eksisterende beboelsesbygning med mindst 10 parkeringspladser skal der forberedes til ladestandere på alle parkeringspladser. I en
ny bygning, der ikke er til beboelse, med mindst 10 parkeringspladser vil der være krav om, at der skal der installeres mindst 1
ladestander og forberedes for ladestandere på mindst hver femte parkeringsplads. Ved en større ombygning af en eksisterende
bygning, der ikke er til beboelse, med mindst10 parkeringspladser skal der installeres mindst 1 ladestander og forberedes for
ladestandere på mindst hver femte parkeringsplads. I eksisterende bygninger, der ikke er til beboelse, med mindst 20
parkeringspladser, skal der stilles krav om etablering af et minimum af ladestandere.
Nybyggeri og ombygning af bygninger med blandet anvendelse vil være omfattet af kravene, hvis bygningerne som helhed har mindst 10
parkeringspladser.
Eksisterende bygninger med blandet anvendelse vil alene være omfattet af kravene, såfremt der er mindst 20 parkeringspladser
tilknyttet den del af bygningen, der ikke er til beboelse.
Bygninger, der ikke er beboelsesbygninger, omfatter alle andre typer af bygninger. Det kan f.eks. være kontorbygninger,
hospitaler, virksomheder eller uddannelsesinstitutioner mv.
Beboelsesbygninger kan som udgangspunkt være alle typer af bygninger, der anvendes til beboelse, når der i tilknytning til
bygningen er det antal parkeringspladser, der udløser kravet. I forbindelse med forberedelse til etablering af ladestandere til
elektriske køretøjer vil beboelsesbygninger i praksis være etageboliger.
Ombygning omfatter såvel væsentlige ombygninger, som i henhold til byggelovgivningen kræver en byggetilladelse samt ombygninger
eller etablering af parkeringsarealer.
Konkret hvilke bygningstyper, der omfattes af kravet, vil blive præciseret ved udmøntning i bekendtgørelse.
Ved parkeringsplads skal der forstås et areal der er beregnet til eller hovedsageligt anvendes til parkering af biler. En
parkeringsplads kan f.eks. være placeret på terræn eller inde i en bygning. En parkeringsplads kan være asfalteret, brolagt eller
have andre overflader, ligesom parkeringspladsen kan være markeret.
Den foreslåede § 4 E,
giver boligministeren hjemmel til at fastsætte regler om, at der i bestående bygninger skal etableres bygningsautomatiserings- og
kontrolsystemer til styring af de tekniske systemer i bygningen, såfremt det er omkostningseffektivt.
Ved en bestående bygning forstås en eksisterende bygning. De tekniske systemer i bygningen er eksempelvis varme-, køle- og
ventilationsanlæg.
Bemyndigelsen til at fastsætte krav om installation af bygningsautomatiserings- og kontrolsystemer omfatter eksisterende
bygninger, der ikke er beboelsesbygninger. De bygninger, der her er tale om, er større bygninger. Det kan f.eks. være
kontorbygninger, hospitaler, museer, storcentre og andre større bygninger, der ikke anvendes til beboelse. Kravet i
bygningsdirektivet er begrænset til bygninger med varme- og ventilationsanlæg med en samlet nominel nytteeffekt på over 290 kW,
hvilket typisk vil være bygninger på over 5.000 m².
Kravet om etablering af bygningsautomatiserings- og kontrolsystemer gælder alene, når etableringen er omkostningseffektiv. Det
betyder, at etableringen af det konkrete bygningsautomatiserings- og kontrolsystem skal være teknisk og økonomisk mulig og føre
til lavere totalomkostninger for bygningen, end hvis man ikke havde etableret bygningsautomatiserings- og kontrolsystemet. Hvis
dette ikke er tilfældet, er man undtaget fra kravet.
I byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016, som ændret ved lov nr. 734 af 8. juni 2018, § 35 i lov nr. 1711 af 27. december 2018 og § 3 i lov nr. 368 af 9. april 2019, foretages følgende ændring:
1. Efter § 4 C indsættes:
»§ 4 D. Boligministeren kan fastsætte regler om, at der i forbindelse med nybyggeri og ved bestående bygninger, jf. stk. 2, skal etableres ladestandere til elektriske køretøjer og foretages forberedelse til etablering af sådanne ladestandere.
Stk. 2. Reglerne fastsat efter stk. 1 kan alene omfatte:
Bestående bygninger, der ikke er beboelsesbygninger, med mere end 20 parkeringspladser.
Ombygninger af bygninger med mere end 10 parkeringspladser.
Nybyggeri med mere end 10 parkeringspladser.
§ 4 E. Boligministeren kan fastsætte regler om, at der i bestående bygninger, der ikke er beboelsesbygninger, skal etableres bygningsautomatiserings- og kontrolsystemer til styring af de tekniske systemer i bygningen, såfremt etableringen er omkostningseffektiv.«
Loven indeholder bestemmelser, der gennemfører dele af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2018/844/EU af 30. maj 2018 om ændring af direktiv 2010/31/EU om bygningers energimæssige ydeevne og direktiv 2012/27/EU om energieffektivitet, EU-Tidende 2018, nr. L156, side 75-91.