Lov om ændring af biobrændstofloven (Ændring af krav til anvendelse af bæredygtige biobrændstoffer i brændstof til landtransport og ændring af dobbelttællingsbestemmelse m.v.) § 1

Til nr. 1

I den gældende bestemmelse i § 2, nr. 1, i biobrændstofloven defineres avancerede biobrændstoffer som biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter, og andre brændstoffer, der er anført i bilag IX, del A, til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2015/1513 af 9. september 2015 om ændring af direktiv 98/70/EF om kvaliteten af benzin og dieselolie og om ændring af direktiv 2009/28/EF om fremme af anvendelsen af energi fra vedvarende energikilder (ILUC-direktivet).

I § 2, nr. 1, foreslås det, at definitionen på avancerede biobrændstoffer affattes således: Biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter, og andre brændstoffer, der er anført i bilag 1, del A.

Med lovforslagets § 1, nr. 11 foreslås det, at listen i ILUC-direktivet bilag IX, del A, i stedet indsættes som bilag 1, del A til biobrændstofloven.

Med forslaget foreslås det, at definitionen af avancerede biobrændstoffer tilpasses, således at den henviser til lovens bilag 1 i stedet for ILUC-direktivets bilag IX, del A. Vurderingen er, at retstilstanden som følge heraf ikke ændres.

Til nr. 2

Det foreslås med lovforslaget, at § 3 i biobrændstofloven nyaffattes.

I Danmark har der været et iblandingskrav for bæredygtige biobrændstoffer til landtransport siden 2010. Iblandingskravet er reguleret i biobrændstoflovens § 3, jf. § 4. Bestemmelserne i § 3 og regler fastsat i medfør af loven sikrer delvis gennemførelse af VE-direktivets målsætning om 10 pct. vedvarende energi i landtransportsektoren i 2020, jf. direktivets artikel 3, stk. 4. Bæredygtige biobrændstoffer og el lavet på f.eks. vind- eller vandkraft er i denne forbindelse at anse som vedvarende energi.

(§ 3, stk. 1)

Det følger af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold, jf. dog stk. 4. Virksomheden kan alene medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4. Forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår, jf. dog stk. 5.

Den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 1. pkt., indebærer, at de af loven omfattede virksomheder, jf. § 2, nr. 10, har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt på energiindhold.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 2. pkt., at virksomhederne alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav fastsat i medfør af lovens § 4 til biobrændstoffers bæredygtighed. Hjemlen i § 4 er udmøntet ved bekendtgørelse om biobrændstoffers bæredygtighed m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1044 af 7. september 2017. Bæredygtighedskriterierne fremgår af bekendtgørelsens kapitel 2.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 3. pkt., at forpligtelsen til iblanding af bæredygtige biobrændsler i brændstoffer til landtransport som udgangspunkt skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Iblandingskravet gælder på årsbasis. Dette indebærer, at det er op til virksomhederne selv at sikre, at de, på årsbasis, har iblandet 5,75 pct. bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof til landtransport. Der er altså ikke et krav om, at der til enhver tid skal være 5,75 pct. bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof til landtransport. En virksomhed kan således vælge at iblande f.eks. 5 pct. i nogle måneder og f.eks. 7 pct. i andre måneder. Det afgørende er, at de i løbet af et kalenderår har iblandet 5,75 pct. bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof til landtransport.

Med lov nr. 1754 af 27. december 2016 blev det vedtaget, at indsætte et nyt stk. 3 i biobrændstofloven, hvorefter lovens § 3, stk. 3-11, bliver til stk. 4-12. Konsekvensrettelserne i biobrændstoflovens § 3, stk. 1, træder i kraft 1. januar 2020, men foreslås ophævet med dette lovforslag, da § 3 i sin helhed foreslås nyaffattet.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1, 1. pkt., at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 7,6 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer og mindst 5 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af benzin til landtransport målt efter energiindhold, jf. dog stk. 5.

Af forslaget til § 3, stk. 5, fremgår, at ved opgørelsen af en virksomheds forpligtelser efter stk. 1 og 2 anses bidrag fra råprodukter og biobrændstoffer anført i bilag 1 for at være dobbelt så store som bidrag fra andre biobrændstoffer.

Den foreslåede nyaffattelse af stk. 1, 1. pkt., indebærer, at kravet i det gældende § 3, stk. 1, 1. pkt., sammenholdt med 3. pkt., om anvendelse af bæredygtige biobrændstoffer i landtransport, øges fra de nuværende 5,75 pct. til 7,6 pct. målt efter energiindhold fra 1. januar 2020, hvor bestemmelsen forventes at træde i kraft, jf. lovforslagets § 3, stk. 1. Samtidig foreslås det at stille krav om, at biobrændstoffer skal udgøre mindst 5 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af benzin til landtransport målt efter energiindhold fra 1. januar 2020.

Efter forslaget til 1. pkt. vil enhver virksomhed have pligt til at sikre, at biobrændstoffer både udgør mindst 7,6 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold og mindst 5 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af benzin til landtransport målt efter energiindhold. Det vil sige, at begge procentsatser knytter sig til det årlige salg til landtransport målt efter energiindhold.

Den foreslåede øgning af kravet i § 3, stk. 1, skal medvirke til at sikre gennemførelse af Danmarks forpligtelser efter VE-direktivets krav i artikel 3, stk. 4, hvorefter hver medlemsstat skal sikre, at andelen af energi fra vedvarende energikilder inden for alle former for transport i 2020 mindst svarer til 10 % af det endelige energiforbrug på transportområdet i medlemsstaten.

Til brug for opfyldelsen af iblandingskravene vil der kunne anvendes de såkaldte konventionelle biobrændstoffer, også kaldet 1. generations biobrændstoffer (disse er typisk lavet på sukkerrør, sukkerroer, korn, majs, palmeolie, sojaolie og rapsolie), ligesom der vil kunne anvendes de biobrændstoffer, der er dobbelttællende efter gældende ret, også kaldet 2. generations biobrændstoffer eller de såkaldte avancerede biobrændstoffer, som defineret i biobrændstoflovens § 2, nr. 1. De konventionelle bæredygtige biobrændstoffer findes i store mængder og til en væsentligt lavere pris end 2. generations biobrændstoffer og avancerede biobrændstoffer.

Dobbelttællende biobrændstoffer (også kaldet 2. generations biobrændstoffer), jf. den gældende § 3, stk. 4, er typisk lavet på affald, restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, eller lignocellulose råprodukter. Et yderligere kendetegn for denne type biobrændstoffer er, at de bliver produceret med kendte teknologier.

De avancerede biobrændstoffer produceres også på bl.a. affalds- og restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, lignocellulosisk materiale og andre materialer, der typisk ikke har andre anvendelsesområder, bortset fra afbrænding. De avancerede biobrændstoffer regnes typisk for de bæredygtige biobrændstoffer, der har den højeste CO2-fortrængning. De er også karakteriseret ved, at de er svære og dyre at fremstille, og derfor foreløbigt kun findes i meget begrænset omfang.

For indeværende iblandes der, på årsbasis, 5,75 pct. bæredygtige biobrændstoffer i landtransport. Herudover forventes der ca. 2,5 pct. point vedvarende energi fra el anvendt på vej og jernbane i 2020. Med den eksisterende lovgivning vil den samlede VE-andel derfor være på ca. 8,7 pct. i 2020, hvor kravet for vedvarende energi i henhold til VE-direktivet er 10 pct.

De forpligtede virksomheder har hidtil haft stor metodefrihed i forhold til, hvorledes det enkelte selskab vil opfylde iblandingskravet.

Den foreslåede nyaffattelse af stk. 1, 1. pkt., ændrer på denne metodefrihed for virksomhederne med kravet om at de forpligtede virksomheder, på årsbasis, skal iblande mindst 5 pct. bæredygtige biobrændstoffer målt efter energiindhold i alt benzin, der sælges til landtransport. Det forventes, at kravet vil sikre en samlet, højere grad af bæredygtighed og CO2-reduktioner af biobrændstoffer, der anvendes i Danmark.

Det vurderes, at iblandingskravet på 5 pct. vil kunne opfyldes inden for de standarder, der i dag er for benzin. Der er i dag to standarder for iblanding af bioethanol i benzin; E5 og E10. De to standarder tillader iblanding af henholdsvis 5 og 10 pct. bioethanol i benzinen målt efter volumen. Langt de fleste biler kan problemfrit køre på E10. Der findes dog fortsat biler, der kan tage skade ved at køre på E10, mens alle biler kan køre på E5. Som hovedregel kan biler, der er produceret efter år 2000, køre på E10.

Om end behovet vurderes at være beskedent, vurderes det, at der i tilfælde af, at virksomhederne vælger at introducere E10 på det danske marked, fortsat vil være et behov for, at der kan tankes E5 på udvalgte tankstationer i Danmark.

På samme måde som ved det gældende iblandingskrav på 5,75 vil olieselskaberne have valgfrihed i forhold til, hvordan og hvornår de vil sikre det foreslåede iblandingskrav for benzin på 5 pct. Herunder kan virksomhederne selv vælge, på hvilket trin i forsyningskæden fra import eller raffinaderi til slutkunden biobrændstofferne skal iblandes, i hvilket omfang, der skal blandes biobrændstof i al benzin dieselolie, som sælges, eller om der skal satses målrettet på særlige markedssegmenter eller lignende. Det afgørende er, at det enkelte selskab på årsbasis har iblandet 5 pct. bæredygtige biobrændstoffer i al den benzin, selskabet sælger i Danmark til landtransport.

Der er tale om minimumskrav, hvilket indebærer, at virksomhederne vil kunne vælge en højere iblandingsprocent end den, der er anført i forslaget til § 3, stk. 1.

I lovforslaget forstås ved ”salg af brændstoffer” den mængde benzin, dieselolie og biobrændstoffer, som den af lovforslaget omfattede virksomhed samlet set sælger. Begreberne ”benzin” og ”dieselolie” er defineret i EU-retten og nærmere fastlagt i brændstofkvalitetsdirektivet. Brændstofforbrug, der anvendes i eksempelvis traktorer og ikke vejgående maskiner, er ikke omfattet af virksomhedernes forpligtelse til at sælge 7,6 pct. biobrændstof. Et eventuelt forbrug af biobrændstof i disse maskiner tæller således ikke med i opgørelsen af forpligtelsen, idet der ikke er tale om ”landtransport” i denne lovs forstand, ligesom forbruget af brændstof i disse maskiner ikke indgår i det brændstofforbrug, som forpligtelsen skal opgøres i forhold til.

Det fremgår af forslaget til § 3, stk. 1, 2. pkt. , at virksomheden alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4.

Bestemmelsen nyaffattes af lovtekniske grunde. Som i medfør af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 2. pkt., vil virksomhederne alene kunne medregne biobrændstoffer, der overholder krav fastsat i medfør af lovens § 4 til biobrændstoffers bæredygtighed. Hjemlen i § 4 er udmøntet ved bekendtgørelse om biobrændstoffers bæredygtighed m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1044 af 7. september 2017. Bæredygtighedskriterierne fremgår af bekendtgørelsens kapitel 2.

Det fremgår af forslaget til § 3, stk. 1, 3. pkt. , at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Bestemmelsen nyaffattes af lovtekniske grunde. Som i medfør af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 1, 3. pkt., indebærer den foreslåede bestemmelse, at forpligtelsen efter § 3, stk. 1, 1. pkt. skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Virksomhederne vil som i dag med forslaget fortsat have fleksibilitet med hensyn til, hvornår i løbet af året de vil opfylde forpligtelsen, så længe forpligtelsen bliver opfyldt ved udgangen af kalenderåret. Dette vil indebære, at det vil være op til virksomhederne selv at sikre, at de, på årsbasis, har iblandet tilstrækkelig bæredygtig biobrændstof i benzin og øvrigt brændstof til landtransport. Der vil således ikke være et krav om, at der til enhver tid skal være en bestemt andel af pct. bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof til landtransport.

(§ 3, stk. 2)

Det følger af det gældende § 3, stk. 2, at benzin, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof, jf. § 4, målt efter energiindhold, jf. dog stk. 3, og at diesel, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof, jf. § 4, målt efter energiindhold. Det følger endvidere af bestemmelsen, at alt brændstof, der sælges til transport, dog ikke til landbrugs- og skovbrugstraktorer og fartøjer til sejlads, og som indeholder biobrændstoffer, anses som solgt til landtransport.

Bestemmelsen indebærer, at der er minimumskrav til indholdet af biobrændstoffer i brændstoffer til landtransport, der sælges til slutbrugere, således at benzin skal indeholde mindst 1 pct. biobrændstof og diesel mindst 1 pct. biodiesel (målt efter energiindhold). Benzin på 98 oktan eller derover er undtaget fra kravet i stk. 2, men indgår i forpligtelsen efter § 3, stk. 1, der fastsætter en overordnet samlet årlig iblandingsforpligtelse for virksomhederne.

Bestemmelse indebærer endvidere, at det er et krav, at disse biobrændstoffer, på samme måde som biobrændstoffer omfattet af kravet i § 3, stk. 1, skal være bæredygtige efter lovens § 4. Minimumskravet gør det ulovligt for mellemhandlere at sælge brændstof uden iblanding af biobrændstof til brug i landtransportsektoren. Handelsselskaber og andre mellemhandlere har derfor ikke mulighed for lovligt at købe nonroad diesel med henblik på videresalg til landtransport.

Bestemmelsen fastslår samtidig, at alt brændstof, der i Danmark sælges til transport (jf. definitionen i lovens § 2, nr. 9), bortset fra brændstof solgt til landbrugs- og skovbrugstraktorer og fartøjer til sejlads, og som indeholder biobrændstoffer, anses som solgt til landtransport. Ved opgørelsen af iblandingsprocenten for salg af brændstoffer til landtransport skal der således, når der sælges brændstoffer, der indeholder biobrændstoffer, indgå både den mængde biobrændstof, der er solgt, plus den mængde fossilt brændstof, som biobrændstoffet har været iblandet. Mængderne af solgt brændstof skal altså i opgørelsen indgå i tæller og nævner i brøken for den procentsats, der er indsat i stk. 1. Bestemmelsen tager primært sigte på brændstof indeholdende biobrændstoffer til nonroadsektoren (primært entreprenørmaskiner i bygge- og anlægssektoren) og undtager brændstof indeholdende biobrændstoffer til landbrug, skovbrug og skibsfart. Bestemmelsen er med til at sikre soliditeten af de oplysninger, der afgives om mængden af solgte biobrændstoffer i Danmark.

Såvel iblandingsforpligtelsen efter stk. 2, som den overordnede samlede iblandingsforpligtelse som fastsat i § 3, stk. 1, skal overholdes.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 2, at benzin og diesel, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof, jf. § 4, målt efter energiindhold, jf. dog stk. 4. Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at alt brændstof, der sælges til transport, dog ikke til landbrugs- og skovbrugstraktorer og fartøjer til sejlads, og som indeholder biobrændstoffer, anses som solgt til landtransport.

Der er tale om en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 2, i loven. Bestemmelsen er nyaffattet af lovtekniske grunde, jf. nærmere herom de almindelige bemærkninger, afsnit 2.7.

Den foreslåede bestemmelse i 1. pkt. , indebærer, at der vil være minimumskrav til indholdet af biobrændstoffer i brændstoffer til landtransport, der sælges til slutbrugere, således at benzin vil skulle indeholde mindst 1 pct. biobrændstof og diesel mindst 1 pct. biodiesel (målt efter energiindhold). Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at biobrændstoffer omfattet af denne bestemmelse, på samme måde som biobrændstoffer omfattet af bestemmelsen i det med lovforslaget foreslåede nyaffattede § 3, stk. 1, der fastsætter en overordnet samlet årlig iblandingsforpligtelse for brændstof, også skal være bæredygtige efter lovens § 4.

Den foreslåede bestemmelse indebærer endvidere, at benzin på 98 oktan eller derover vil være undtaget fra kravet i stk. 2, jf. det foreslåede § 3, stk. 4. Benzin på 98 oktan eller derover vil fortsat indgå i forpligtelsen efter § 3, stk. 1.

Minimumskravet vil gøre det ulovligt for mellemhandlere at sælge brændstof uden iblanding af biobrændstof til brug i landtransportsektoren. Handelsselskaber og andre mellemhandlere vil derfor ikke have mulighed for lovligt at købe nonroad diesel med henblik på videresalg til landtransport.

Minimumskravet til benzin og diesel foreslås fastsat til 1 pct. Det lave minimumskrav fastsættes for at sikre fleksibilitet for de virksomheder, der er omfattet af loven.

Såvel iblandingsforpligtelsen efter stk. 2, som den overordnede samlede iblandingsforpligtelse som fastsat i § 3, stk. 1, vil skulle overholdes.

Den foreslåede bestemmelse vil sikre, at slutbrugerne i landtransport anvender diesel med biodiesel.

Den foreslåede bestemmelse i 2. pkt. fastslår, at alt brændstof, der i Danmark sælges til transport (jf. definitionen i lovens § 2, nr. 9), bortset fra brændstof solgt til landbrugs- og skovbrugstraktorer og fartøjer til sejlads, og som indeholder biobrændstoffer, anses som solgt til landtransport. Ved opgørelsen af iblandingsprocenten for salg af brændstoffer til landtransport vil der således, når der sælges brændstoffer, der indeholder biobrændstoffer, skulle indgå både den mængde biobrændstof, der er solgt, plus den mængde fossilt brændstof, som biobrændstoffet har været iblandet. Bestemmelsen tager primært sigte på brændstof indeholdende biobrændstoffer til nonroadsektoren (primært entreprenørmaskiner i bygge- og anlægssektoren) og undtager brændstof indeholdende biobrændstoffer til landbrug, skovbrug og skibsfart. Bestemmelsen indføres for at være med til at sikre soliditeten af de oplysninger, der afgives om mængden af solgte biobrændstoffer i Danmark.

Der er med den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 2, således ikke tiltænkt en materiel ændring af den gældende bestemmelse.

Overtrædelse af den foreslåede bestemmelse vil være strafbelagt efter § 8, stk. 1, nr. 1, i loven. Der er også her tale om en uændret videreførelse af gældende ret.

(§ 3, stk. 3)

Det følger af den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold, jf. dog stk. 4. Virksomheden kan alene medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4. Forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår, jf. dog stk. 5.

Efter den gældende biobrændstoflovs § 4, kan klima-, energi- og forsyningsministeren fastsætte regler med henblik på at gennemføre EU-regler om blandt andet biobrændstoffers bæredygtighed. Ministeren har udnyttet denne bemyndigelse og fastsat nærmere regler om biobrændstoffers bæredygtighed i bekendtgørelse nr. 1044 af 7. september 2017 om biobrændstoffers bæredygtighed m.v.

Der kan således anvendes de såkaldte konventionelle biobrændstoffer, der typisk er lavet på sukkerrør, sukkerroer, korn, majs, palmeolie, sojaolie og rapsolie, til opfyldelse af forpligtelsen på 5,75 pct., ligesom der kan anvendes de traditionelle dobbelttællende biobrændstoffer, der typisk er lavet på affald, restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer eller lignocellulose.

Der er i gældende lovgivning ikke noget krav om anvendelse af avancerede biobrændstoffer (som defineret i § 2, nr. 1, i loven).

Ved § 1, nr. 8, i lov nr. 1754 af 27. december 2016, om ændring af lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport (Indførelse af krav om anvendelse af 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer i brændstof til landtransport, ændret definition af, hvilke virksomheder der er omfattet af loven, bemyndigelse til fastsættelse af regler til efterlevelse af MRV-forordning om fremme af reduktion af CO2-emissioner fra søtransport samt regler om adgang til skibe) blev vedtaget krav om anvendelse af 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer i brændstof til landtransport. Det blev således vedtaget at indsætte et nyt stk. 3 i § 3 i biobrændstofloven, hvorefter lovens § 3, stk. 3-11, bliver til stk. 4-12.

Af den vedtagne bestemmelse følger, at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at avancerede biobrændstoffer udgør mindst 0,9 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold. Af bestemmelsen følger endvidere, at virksomheden alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4 i biobrændstofloven, og at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår. Samtidigt blev vedtaget flere andre ændringer til den gældende § 3 i biobrændstofloven af betydning for 0,9 pct.-kravet.

De pågældende ændringspunkter er endnu ikke sat i kraft, da ikrafttrædelsesdatoen blev sat til 1. januar 2020, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 1754.

Ved dette lovforslag er der ligeledes behov for ændringer i § 3. Disse ændringer forventes at skulle træde i kraft den 1. januar 2020 samtidigt med ikrafttræden af ovennævnte ændringspunkter fra lov 1754, jf. lovforslagets § 3, stk. 1. Af lovtekniske grunde er det derfor nødvendigt at nyaffatte hele § 3 ved dette lovforslag, herunder med inkorporering af ændringspunkterne fra L 1754, der samtidigt vil blive ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 1.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 3, i biobrændstofloven, at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at avancerede biobrændstoffer udgør mindst 0,9 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold. Virksomheden kan alene medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4. Forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er, at ILUC-direktivets artikel 2, stk. 2, litra b, nr. iv, stiller krav om, at medlemsstaterne sikrer, at mindst 0,5 procentpoint af de i VE-direktivets artikel 3, stk. 4, nævnte 10 pct. energi fra vedvarende energikilder i 2020 udgøres af biobrændstoffer baseret på råprodukter, og med andre brændstoffer, som fremgår af listen, der med ILUC-direktivet blev indsat i VE-direktivets bilag IX, del A. Disse biobrændstoffer kaldes avancerede biobrændstoffer (jf. også definitionen i § 2, nr. 1, i biobrændstofloven). Biobrændstoffer skal være fremstillet af et af de råprodukter og brændstoffer, som findes oplistet i direktivets bilag IX, del A, for at kunne bidrage til opfyldelse af 0,5 procentpoint-målet.

Det fremgår af ILUC-direktivets artikel 2, stk. 2, litra b, nr. iv, at medlemsstaterne har mulighed for at fastsætte et højere krav til anvendelsen af avancerede biobrændstoffer end ILUC-direktivets minimumskrav om 0,5 procentpoint avancerede biobrændstoffer.

Regeringen ønsker at fremme anvendelsen af avancerede biobrændstoffer i landtransportsektoren, og vil derfor øge det i ILUC-direktivet fastsatte krav om anvendelse af avancerede biobrændstoffer fra 0,5 procentpoint til 0,9 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold.

Den 9. juni 2016 indgik den daværende regering (Venstre) aftale om modernisering af planloven med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti: ”Et Danmark i bedre balance – Bedre rammer for kommuner, borgere og virksomheder i hele landet”. Af aftalens punkt 6.2 fremgår, at regeringen vil fremsætte lovforslag om anvendelse af 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer i energiforbruget til transport.

For at fremme de avancerede biobrændstoffer yderligere foreslås det med bestemmelsen i 1. pkt., derfor at hæve EU’s krav om anvendelse af avancerede biobrændstoffer fra 0,5 procentpoint til 0,9 pct., målt efter energiindhold, af alt årligt salg af brændstof, der bruges til landtransport. Det foreslås endvidere, at kravet skal være gældende fra 2020 og fremover.

Det skal bemærkes, at iblandingskravet på 0,9 pct. svarer til ca. 0,88 procentpoint opgjort efter ILUC-direktivets metode, ligesom at 0,5 procentpoint efter ILUC-direktivets metode svarer til ca. 0,51 procent efter metoden, som anvendes i den gældende biobrændstoflov, og som videreføres med lovforslaget.

Det foreslåede 2. pkt., indebærer, at de forpligtede virksomheder alene vil kunne medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4, hvilket er sket ved bekendtgørelse nr. 1044 af 7. september 2017 om biobrændstoffers bæredygtighed m.v.

Biobrændstoffers bæredygtighed er et grundlæggende problem for mange biobrændstoffer. Problemstillingen bliver særlig aktuel, når den såkaldte ILUC-effekt (effekten af indirekte arealforskydninger) inddrages i vurderingen.

EU har besluttet, at man kun kan anvende bæredygtige biobrændstoffer til opfyldelse af VE-direktivets krav om 10 pct. vedvarende energi til landtransport. EU's bæredygtighedskriterier inddrager ikke ILUC-problemstillingen.

For en nærmere uddybning af bl.a. baggrunden for vedtagelsen af ILUC-direktivet og kravet til medlemsstaterne om at sikre indførelse af nationale minimumskrav til anvendelse af avancerede biobrændstoffer, henvises de almindelige bemærkninger til lovforslaget til lov nr. 1754 af 27. december 2016, jf. Folketingstidende 2016-17, A, L 67, som fremsat den 9. november 2016.

Det foreslåede 3. pkt., indebærer, at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår.

Avancerede biobrændstoffer står som udgangspunkt ikke over for ILUC-problemstillingen, da avancerede biobrændstoffer udelukkende produceres på affalds- og restprodukter og derfor ikke fortrænger fødevareproduktion. Iblandingskravet på 0,9 pct. er ikke et krav om iblanding af yderligere biobrændstoffer ud over den forpligtelse, der følger af iblandingsforpligtelsen efter biobrændstoflovens § 3, stk. 1. De 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer er således en delmængde af kravet om anvendelse af biobrændstoffer i overensstemmelse med den procentsats, der er fastsat i biobrændstoflovens § 3, stk. 1. Ligeledes vil de 0,9 pct. være en delmængde af iblandingskravet på 7,6 pct. i den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 1.

Kravet om anvendelse af biobrændstoffer i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, vil derfor f.eks. kunne opfyldes ved anvendelse af 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer (der svarer til 1,8 pct. efter dobbelttælling, jf. den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 5, og 3,95 pct. konventionelle biobrændstoffer.

Regeringens forslag er teknologineutralt i forhold til den anvendte biobrændstoftype. Iblandingskravet på 0,9 pct., målt efter energiindhold, vil derfor kunne nås med avanceret bioethanol, avanceret biodiesel, avanceret biogas eller andre brændstoftyper, der er baseret på råprodukterne i ILUC-direktivets bilag IX, del A.

Biobrændstoffer, der er lavet på eksempelvis affald eller restprodukter, vil kunne dobbelttælles mod det generelle iblandingskrav fastsat i § 3, stk. 1, hvilket indebærer, at når der anvendes f.eks. 1 pct. dobbelttællende biobrændstoffer, så vil disse kunne tælle for 2 pct. mod det generelle iblandingskrav.

De avancerede biobrændstoffer, der bidrager til 0,9 pct.-kravet, vil på samme vis kunne tælle dobbelt mod det generelle iblandingskrav fastsat i biobrændstoflovens § 3, stk. 1, ligesom det vil kunne tælle dobbelt mod 1 pct.-iblandingskravet i den foreslåede nyaffattelse af biobrændstoflovens § 3, stk. 2.

Derimod vil der med forslaget ikke være mulighed for at dobbelttælle inden for 0,9 pct.-kravet. ILUC-direktivet indeholder tilsvarende bestemmelser, hvorefter der ikke kan dobbelttælles inden for 0,5 procentpoint-målet, men der kan dobbelttælles mod det generelle mål om 10 pct. vedvarende energi i transportsektoren i 2020. Forslaget er således i overensstemmende med ILUC-direktivet.

Det skal bemærkes, at når nogle biobrændstoffer tæller dobbelt mod iblandingskravet fastsat i § 3, stk. 1, vil der derfor blive anvendt færre biobrændstoffer målt efter volumen. Når der ses bort fra den ovenfor beskrevne ILUC-effekt, udleder stort set alle biobrændstoffer færre drivhusgaser end fossile brændstoffer.

En øget anvendelse af dobbelttællende biobrændstoffer vil derfor have som konsekvens, at reduktionen i drivhusgasudledningen vil være mindre, end hvis der ikke havde været anvendt dobbelttællende biobrændstoffer.

Den foreslåede bestemmelse skal ses i sammenhæng med dette lovforslags foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 10, i biobrændstofloven, hvorefter klima-, energi- og forsyningsministeren bemyndiges til at nedsætte kravet om anvendelse af avancerede biobrændstoffer, såfremt særlige hensyn gør sig gældende, herunder i krise, hvor der er behov for at trække på beredskabslagrene, eller i situationer med mangel på bæredygtige biobrændstoffer eller hvor der gøres brug af andre vedvarende energiteknologier i landtransportsektoren end anvendelsen af biobrændstoffer, jf. nærmere herom de specielle bemærkninger hertil nedenfor.

(§ 3, stk. 4)

Det fremgår af den gældende § 3, stk. 3, at benzin på 98 oktan eller derover er undtaget fra kravet i § 3, stk. 2, om, at benzin, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof målt efter energiindhold. men indgår i forpligtelsen efter stk. 1.

Med lov nr. 1754 af 27. december 2016 om ændring af lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport, blev det vedtaget, at indsætte et nyt stk. 3 efter stk. 2, og at det gældende stk. 3 herefter skulle blive til stk. 4. Denne ændring er ikke trådt i kraft, da ikrafttrædelsesdatoen er fastsat til den 1. januar 2020, jf. § 2, stk. 2, i L1754/2016. Da dette lovforslag indeholder andre ændringer af § 3, er det af lovtekniske grunde nødvendigt at nyaffatte hele § 3.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 4 , at benzin på 98 oktan eller derover er undtaget fra kravet i § 3, stk. 2, men indgår i forpligtelsen efter § 3, stk. 1.

Der er med det nyaffattede § 3, stk. 4, tale om en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 3. Der er med den foreslåede nyaffattelse således ikke tiltænkt en materiel ændring af bestemmelsen.

Den foreslåede bestemmelse indebærer, at der ikke vil være krav om, at oktan 98 benzin, der sælges til landtransport til slutbrugere, skal indeholde mindst 1 pct. bæredygtigt biobrændstof målt efter energiindhold. Dette skyldes, at benzin med et oktanindhold på 98 eller mere ikke umiddelbart er egnet til iblanding af biobrændstoffer, da de additiver, der tilsættes højoktan benzin umiddelbart fordyrer tilsætningen af biobrændstoffer. Det er alene kravet om tvungen iblanding af biobrændstoffer, denne type benzin fritages for. Denne type benzin vil fortsat skulle indgå i forpligtelsen efter den gældende lovs § 3, stk. 1, den såkaldte iblandingsforpligtelse. Dette indebærer, at de virksomheder, der sælger 98 oktan, sandsynligvis må finde andre segmenter, hvor de kan foretage en højere iblanding eller benytte 2. generations biobrændstoffer.

(§ 3, stk. 5)

Den gældende § 3, stk. 4, i biobrændstofloven indeholder den såkaldte dobbelttællingsbestemmelse, der indebærer, at biobrændstoffer, der er lavet på de råprodukter, der nævnes i bestemmelsen (affald, restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, lignocellulose eller avancerede biobrændstoffer) kan tælle dobbelt i forhold til iblandingskravet i den gældende lovs § 3, stk. 1 og 2. Dette indebærer, at det gældende iblandingskrav på 5,75 pct. f.eks. kan opfyldes ved anvendelsen af 2,875 pct. bæredygtige biobrændstoffer lavet på de nævnte råprodukter. Bestemmelsen blev i 2016 udvidet til også at omfatte avancerede biobrændstoffer på baggrund af vedtagelsen af ILUC-direktivet, der introducerede avancerede biobrændstoffer til VE-direktivet.

Da ILUC-direktivet blev vedtaget, blev den tidligere dobbelttællingsbestemmelse i direktivets artikel 21, stk. 2, samtidigt afskaffet, og i stedet erstattet af en liste over råprodukter, hvorefter bæredygtige biobrændstoffer lavet på disse råprodukter på tilsvarende vis kunne dobbelttælles mod landtransportmålet på 10 pct. vedvarende energi i 2020. Listen er opdelt i to dele. Den første del handler om de bæredygtige biobrændstoffer, der er fremstillet af de råprodukter, og andre brændstoffer, der er anført i bilag IX, del A, til ILUC-direktivet. Det er bæredygtige biobrændstoffer opført på denne liste, der kaldes avancerede biobrændstoffer. Den anden del handler om bæredygtige biobrændstoffer, der er fremstillet af råprodukter, og brændstoffer, der er anført i bilag IX, del B, til ILUC-direktivet. Der er kun optaget brugt køkkenolie og animalsk fedt på denne liste. Disse råprodukter regnes ikke som avancerede, da de har været i produktion i en årrække, og er produceret på kendte teknologier.

Bæredygtige biobrændstoffer fra begge lister tæller dobbelt mod iblandingskravet på 5,75 pct. i biobrændstofloven, men kun bæredygtige biobrændstoffer fra del A kan anvendes til opfyldelse af det iblandingskrav på 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer, der træder i kraft i Danmark den 1. januar 2020.

Efter den gældende dobbelttællingsbestemmelse kan virksomheder ansøge Energistyrelsen om at forhåndsgodkende, at de bæredygtige biobrændstoffer, der er lavet på bestemte råprodukter, er omfattet af bestemmelsen, hvorefter disse bæredygtige biobrændstoffer kan tælle dobbelt i forhold til iblandingskravet på 5,75 pct. Energistyrelsen har i den forbindelse udarbejdet en liste over råprodukter, som styrelsen har godkendt efter den gældende dobbelttællingsbestemmelse. Denne liste findes i bilag B (positivliste for dobbelttælling) i Energistyrelsens Håndbog om dokumentation for biobrændstoffers bæredygtighed.

Efter ansøgning fra virksomhederne har Energistyrelsen løbende udstedt forhåndsgodkendelser af, at biobrændstoffer, der er baseret på bestemte råprodukter, og andre brændstoffer, kan anses for at være omfattet af den gældende dobbelttællingsbestemmelse. Normalt er disse godkendelser udstedt for fire år ad gangen. Begrænsningen blev indført for at tage højde for, at markedet for det godkendte råprodukt ikke ændrer sig således, at råproduktet ikke længere er at betragte som affald, restprodukt m.v. Enkelte af forhåndsgodkendelserne løber helt til 2021 eller 2022.

Med lovforslaget foreslås dobbelttællingsbestemmelsen i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 4, ophævet og erstattet af en bestemmelse, der inkorporerer VE-direktivets bilag IX og optrykker dette som bilag 1 i loven. Ændringen består primært i, at definitionen af affald og restprodukter m.v. nu er præciseret.

Da det ikke kan udelukkes, at en forhåndsgodkendelse, der er udstedt efter de gældende bestemmelser, ikke er omfattet af VE-direktivets bilag IX, som med dette lovforslag, jf. § 1, nr. 2 og 11, foreslås inkorporeret og optrykt som bilag 1 til biobrændstofloven, foreslås det, at der indsættes en overgangsbestemmelse i loven, der sikrer, at de tilladelser, der i givet fald er givet til dobbelttælling af produkter, der ikke falder inden for de nye regler, vil kunne opretholdes indtil udløb.

Der henvises til afsnit 2.3. i de almindelige bemærkninger for en uddybning af ændringspunktet.

(§ 3, stk. 6)

Efter den gældende § 3, stk. 1, er virksomheder omfattet af loven forpligtet til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold. En manglende opfyldelse af iblandingsforpligtelsen vil være en overtrædelse af loven og medføre straf i henhold til dette.

For at imødegå utilsigtede konsekvenser indeholder den gældende § 3, stk. 5, 1. pkt., en mulighed for, at virksomheder omfattet af loven kan afvige fra iblandingsprocenten i lovens § 3, stk. 1 med op til et halvt procentpoint på betingelse af, at afvigelsen udlignes det efterfølgende kalenderår. Dette indebærer, at en virksomhed omfattet af loven eksempelvis kan nøjes med at iblande 5,25 pct. biobrændstoffer i et år, hvor iblandingsprocenten er på 5,75 pct. på betingelse af, at virksomheden det efterfølgende år iblander 6,25 pct. biobrændstoffer. Bestemmelsen er indført for at give administrativ fleksibilitet for virksomhederne.

Af det gældende § 3, stk. 5, 2. pkt. fremgår det, at denne mulighed for at fravige iblandingskravet efter § 3, stk. 1, ikke vil gælde i 2020. Baggrunden for dette er hensynet til Danmarks internationale forpligtelser til anvendelse af energi fra vedvarende energikilder, herunder forpligtelse om 10 pct. energi i transportsektoren fra vedvarende energikilder i 2020 i henhold til direktivet om vedvarende energi og om 20 pct. reduktion af drivhusgasudledning i ikkekvote omfattede sektorer. For at opfylde denne forpligtelse har det været forudsat, at iblandingsprocenten i 2020 ville stige til 7,6 pct. Af den gældende § 3, stk. 5, 2. pkt., fremgår det, at virksomheder ikke vil kunne foretage fravigelser i 2020, og at eventuelle tidligere fravigelser skal være udlignet i 2020.

Det følger af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 10, at klima-, energi- og forsyningsministeren med mindst 1 års varsel kan fastsætte regler om, at fravigelse af den procentsats, der er fastsat i stk. 1, jf. stk. 5, ikke kan finde sted i de år, hvor Danmark har forpligtelser, der kan relateres til iblanding af biobrændstoffer.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 6 , i biobrændstofloven, at en virksomhed omfattet af loven som minimum skal opfylde den procentsats, der er fastsat i stk. 1. Det følger endvidere af den foreslåede bestemmelse, at den gældende bestemmelse i § 3, stk. 5. 2. pkt., udgår.

Bestemmelsen, der forventes at træde i kraft den 1. januar 2020, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 4, der forventes at træde i kraft den 1. januar 2021. Med lovforslagets § 1, nr. 4, vil biobrændstoflovens § 3, stk. 6, blive nyaffattet i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i § 3, stk. 6, 1. pkt.

Forslaget indebærer således, at det ikke vil være muligt for virksomhederne i 2020 at fravige forpligtelsen til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 7,6 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold. Samtidig følger det af den med lovforslaget foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, der træder i kraft den 1. januar 2021, at denne fleksibilitet genindføres fra 1. januar 2021.

Baggrunden for den foreslåede bestemmelse er hensynet til Danmarks internationale forpligtelser til anvendelse af energi fra vedvarende energikilder, herunder forpligtelse om 10 pct. energi i transportsektoren fra vedvarende energikilder i 2020 i henhold til direktivet om vedvarende energi og om 20 pct. reduktion af drivhusgasudledning i ikkekvote omfattede sektorer. For at opfylde denne forpligtelse er det forudsat, at iblandingsprocenten i 2020 ville stige til 7,6 pct.

Der er hermed tale om en uændret videreførelse af den gældende § 3, stk. 5, 2. pkt. Nyaffattelsen af § 3, stk. 6, sker af lovtekniske grunde, jf. nærmere herom i de almindelige bemærkninger, afsnit 2.7. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen materiel ændring af gældende ret i § 3, stk. 5.

Som en konsekvens af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 6, foreslås det, at det gældende § 3, stk. 10, udgår. Denne bestemmelse har således ingen betydning i forhold til det foreslåede stk. 6, der ikke giver mulighed for fravigelse af kravet i stk. 1. Det følger af lovforslagets § 1, nr. 5, at bestemmelsen vil blive genindsat i loven med forventet ikrafttræden den 1. januar 2021.

(§ 3, stk. 7)

Efter den gældende § 3, stk. 6, gælder minimumskravet i stk. 1 ikke ved salg til eksport og salg til andre virksomheder, idet biobrændstofforpligtelsen på 5,75 pct. målt efter energiindhold alene skal opgøres i forhold til det årlige salg i Danmark. Salg til Grønland og Færøerne anses i denne sammenhæng som eksport. Desuden fradrages salget af benzin og dieselolie til andre af de af loven omfattede virksomheder i grundlaget for forpligtelsen. Benzin og dieselolieolie indgår således først i den samlede salgsmængde, når virksomheden foretager et salg af disse til private forbrugere eller til en virksomhed, som ikke selv producerer eller importerer benzin og dieselolie og typisk ikke er lagringspligtig. Derved opnås, at forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer udløses meget sent i distributionsleddet og tæt på det faktiske salg af benzin og dieselolie til forbrug, hvilket minimerer problemer knyttet til biobrændstoffernes kortere holdbarhed.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 7, at minimumskravet i stk. 1 fortsat ikke vil skulle gælde for brændstoffer og benzin, som eksporteres eller videresælges til virksomheder omfattet af loven. Den foreslåede nyaffattelse indebærer således en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 6.

Nyaffattelsen af § 3, stk. 7, sker af lovtekniske grunde, jf. nærmere herom de almindelige bemærkninger, afsnit 2.7. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen materiel ændring af retstilstanden i forhold til den gældende § 3, stk. 6.

(§ 3, stk. 8)

Det fremgår af den gældende § 3, stk. 7, at en virksomhed kan opfylde sin forpligtelse efter stk. 1 eller regler fastsat i medfør af stk. 8 til at sikre iblanding af en bestemt mængde biobrændstoffer ved at indgå aftale med en eller flere virksomheder om, at de helt eller delvist opfylder forpligtelsen. Herved er der mulighed for fleksibilitet for virksomhederne, og bestemmelsen medvirker til en omkostningseffektiv opfyldelse af forpligtelsen til afsætning af biobrændstof. En virksomhed kan indgå aftale med en anden virksomhed om, at den helt eller delvist opfylder den første virksomheds forpligtelse til at afsætte biobrændstoffer. En virksomhed kan også indgå aftale med flere virksomheder, som hver især vil bidrage til, at den første virksomheds forpligtelse opfyldes helt eller delvist. En virksomhed, som indgår en eller flere aftaler, som samlet opfylder dele af virksomhedens forpligtelse skal selv opfylde den resterende del af forpligtelsen.

Bestemmelsen i den gældende § 3, stk. 7, har sammenhæng med bestemmelsen i § 5, hvorefter virksomhederne skal sende en årlig rapport til ministeren som dokumentation for virksomhedens opfyldelse af forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer. Såfremt virksomheder har indgået en aftale efter stk. 7 om at opfylde forpligtelsen til at sælge biobrændstoffer for hinanden, vil omfanget skulle dokumenteres efter reglerne fastsat i medfør af § 5.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 8 , at der fortsat vil være adgang for en virksomhed til at indgå aftaler med andre virksomheder om, at de helt eller delvist opfylder virksomhedens forpligtelse efter stk. 1 eller regler fastsat i medfør af stk. 8. Den foreslåede nyaffattelse indebærer således en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 7.

Nyaffattelsen af § 3, stk. 8 sker af lovtekniske grunde, jf. nærmere herom de almindelige bemærkninger, afsnit 2.7. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen materiel ændring af retstilstanden i forhold til den gældende § 3, stk. 7.

(§ 3, stk. 9)

Det fremgår af den gældende lov, jf. § 3, stk. 2, at der altid skal være biobrændstoffer i alt brændstof, der i Danmark sælges til slutbrugere til landtransport. For at tage højde for situationer, hvor de af loven forpligtede uden egen skyld overtræder denne forpligtelse, er der i § 9, stk. 11, indført en dispensationsmulighed fra denne forpligtelse.

Dispensationsmuligheden kan finde anvendelse, hvor der har været et veldokumenteret nedbrud på et blandingsanlæg eller lignende hos et olieselskab, og nedbruddet har medført, at det i en kort periode ikke har været muligt at iblande biobrændstoffer i brændstoffer. Det kan eksempelvis være tilfældet, hvor der under iblandingen af biobrændstoffer opstår en ubalance mellem det forskellige udstyr, som styrer blandingen af fossilt brændstof og biobrændstof. Et sådan teknisk nedbrud vil kunne give kortvarige leveringsproblemer til en begrænset kreds af aftagere, og det er ikke hensigten at straffe i sådanne tilfælde. Endvidere kan dispensationsmuligheden anvendes i situationer med ekstrem kulde, typisk under minus 24 grader celsius, da særligt biodiesel er kuldefølsomt, og derfor vil der under disse klimatiske betingelser kunne opstå situationer, hvor den krævede minimumsiblanding ikke kan overholdes. Ekstrem kulde kan resultere i, at biodieselen størkner, hvilket gør, at den ikke kan anvendes. Indtil markedet har indrettet sig på ekstreme kuldeforhold, kan det være nødvendigt at iblande mindre eller ingen biodiesel i dieselen. Endelig kan dispensationsmuligheden anvendes i force majeure situationer, hvor der i konkrete tilfælde skal være tale om, at indtrufne begivenheder hindrer opfyldelse af forpligtelsen i 3, stk. 2, og at den forpligtede ikke uden uforholdsmæssig opofrelse kunne have sikret sig herimod. Dispensationsmuligheden finder alene anvendelse på de situationer, der fremgår af § 3, stk. 2. Hvis der gives en dispensation efter den gældende § 3, stk. 11, gælder den alene i forhold til § 3, stk. 2. Det biobrændstof, der er givet dispensation for, indgår stadig i 5,75 pct. forpligtelsen efter lovens § 3, stk. 1.

Med nyaffattelsen af § 3, stk. 9 , opretholdes dispensationsmuligheden ved veldokumenterede nedbrud, ekstrem kulde og force majeure. Den foreslåede nyaffattelse indebærer således en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 11.

Nyaffattelsen af § 3, stk. 9 sker af lovtekniske grunde, jf. nærmere herom de almindelige bemærkninger, afsnit 2.7. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen materiel ændring af retstilstanden i forhold til den gældende § 3, stk. 11.

(§ 3, stk. 10)

Det følger af det gældende § 3, stk. 8, i biobrændstofloven, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om en anden biobrændstofandel, der ikke overstiger 5,75 pct., såfremt særlige hensyn gør sig gældende, herunder i tilfælde af en krise, hvor der er behov for at trække på beredskabslagrene, eller i situationer med mangel på bæredygtige biobrændstoffer, eller hvor der gøres brug af andre vedvarende energiteknologier i landtransportsektoren end anvendelsen af biobrændstoffer.

Ministeren kan med bemyndigelsen både fastsætte forpligtelsen til en andel under 5,75 pct. og senere fastsætte regler om en højere andel, end det, andelen var nedsat til. Forpligtelsen kan ikke fastsættes med en andel over 5,75 pct. Ministeren kan ved fastsættelse af en andel lavere end 5,75 pct. bl.a. lægge vægt på de hensyn, der er opregnet i § 3, stk. 8.

Bestemmelsen kan anvendes i tilfælde af at der opstår en krisesituation, hvor der er behov for træk på beredskabslagrene, hvor der kan være behov for at nedsætte forpligtelsesprocenten midlertidigt, hvis lagringsforpligtelsen ikke udvides til også at omfatte biobrændstoffer. Det kan ikke udelukkes, at en krisesituation også begrænser adgangen til biobrændstoffer, hvorfor der ikke kan skaffes biobrændstoffer nok til opretholdelse af forpligtelsesprocenten på 5,75 pct., hvis der ikke samtidigt er sket en udvidelse af lagringsforpligtelsen til at omfatte biobrændstoffer. Derfor er en krisesituation også et hensyn, som kan begrunde udstedelse af regler om nedsættelse af forpligtelsesprocenten efter stk. 8, nr. 1.

Det kan ikke helt udelukkes, at der f.eks. i forbindelse med en hurtig stigning i efterspørgslen efter biobrændstoffer, der opfylder bæredygtighedskriterierne, opstår en midlertidig mangel på biobrændstoffer på markedet. I disse situationer kan ministeren vælge at nedsætte forpligtelsesprocenten i op til et enkelt år. Det vurderes dog, at sandsynligheden for, at denne situation opstår, er meget lille. En mangelsituation er derfor også et hensyn ministeren kan lægge vægt på ved udstedelse af regler om nedsættelse af forpligtelsesprocenten efter stk. 8, nr. 2.

Introduktion af andre vedvarende energiteknologier i transportsektoren er et hensyn, som kan tillægges vægt ved udfærdigelse af regler om at reducere biobrændstofandelen på 5,75 pct. i medfør af stk. 8, nr. 3.

De tre hensyn opregnet i stk. 8, nr. 1-3, er eksempler på hensyn, som kan begrunde udstedelse af regler om nedsættelse af forpligtelsesprocenten. De nævnte eksempler er ikke udtømmende. Øvrige særlige hensyn vil også kunne begrunde en nedsættelse af forpligtelsesprocenten, såfremt de hviler på lignende overvejelser, som de hensyn der allerede er eksemplificeret i stk. 8, nr. 1-3. For at øvrige særlige hensyn kan begrunde en nedsættelse af forpligtelsesprocenten, skal der dog være tale om ekstraordinære situationer.

Bemyndigelsen i § 3, stk. 8, har ikke været anvendt.

Ved § 1, nr. 8, 11 og 12, i lov nr. 1754 af 27. december 2016, om ændring af lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser fra transport (Indførelse af krav om anvendelse af 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer i brændstof til landtransport, ændret definition af, hvilke virksomheder der er omfattet af loven, bemyndigelse til fastsættelse af regler til efterlevelse af MRV-forordning om fremme af reduktion af CO2-emissioner fra søtransport samt regler om adgang til skibe) blev der vedtaget krav om anvendelse af 0,9 pct. bæredygtige avancerede biobrændstoffer i brændstof til landtransport. I forlængelse heraf blev det for det første vedtaget, at klima-, energi- og forsyningsministeren skulle bemyndiges til at nedsætte iblandingskravet for avancerede biobrændstoffer, hvis særlige hensyn gjorde sig gældende. For det andet blev det vedtaget, at den eksemplificering af særlige hensyn, der efter gældende ret allerede fremgår af § 3, stk. 8, i biobrændstofloven, skulle suppleres med det tilfælde, hvor avancerede brændstoffer bliver uforholdsmæssigt dyre.

De pågældende ændringspunkter er endnu ikke sat i kraft, da ikrafttrædelsesdatoen blev sat til 1. januar 2020, jf. § 2, stk. 2, i lov nr. 1754.

Ved dette lovforslag er der ligeledes behov for ændringer i § 3. Disse ændringer forventes at skulle træde i kraft den 1. januar 2020 samtidigt med ikrafttræden af ovennævnte ændringspunkter fra lov 1754, jf. lovforslagets § 3, stk. 1. Af lovtekniske grunde er det derfor nødvendigt at nyaffatte hele § 3 ved dette lovforslag, herunder med inkorporering af ændringspunkterne fra L 1754, der samtidigt vil blive ophævet, jf. lovforslagets § 2, nr. 1.

Den gældende bestemmelse i biobrændstoflovens § 3, stk. 8, nyaffattes ved dette lovforslag i § 3, stk. 10.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 10, i biobrændstofloven, at energi-, forsynings- og klimaministeren kan fastsætte regler om en anden biobrændstofandel, der ikke overstiger de procentsatser, der er fastsat i stk. 1 og 3, såfremt særlige hensyn gør sig gældende, herunder i tilfælde af en krise, hvor der er behov for at trække på beredskabslagrene, eller avancerede biobrændstoffer er uforholdsmæssigt dyre, eller i situationer med mangel på bæredygtige biobrændstoffer, eller hvor der gøres brug af andre vedvarende energiteknologier i landtransportsektoren end anvendelsen af biobrændstoffer.

Der er med det nyaffattede § 3, stk. 10, tildels tale om en uændret videreførelse af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 8, nr. 1-3.

I forhold til den gældende bestemmelse i § 3, stk. 8, indebærer den foreslåede nyaffattelse for det første, at klima-, energi- og forsyningsministeren vil blive bemyndiget til at nedsætte iblandingskravet for avancerede biobrændstoffer, jf. det foreslåede § 3, stk. 3, hvis særlige hensyn gør sig gældende. Efter gældende ret er han bemyndiget til at nedsætte krav fastsat i henhold til § 3, stk. 1.

Endvidere indebærer den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 10, at eksemplificeringen af særlige hensyn, der efter gældende ret fremgår af § 3, stk. 8, i biobrændstofloven, vil blive suppleret i nr. 2 med det tilfælde, hvor avancerede brændstoffer bliver uforholdsmæssigt dyre. Herved inkorporeres ændringspunkterne i § 1, nr. 11 og 12, fra lov nr. 1754 af 27. december 2016.

Den foreslåede bestemmelse indebærer bl.a., at stiger prisen på avancerede biobrændstoffer meget, eller er der ikke tilstrækkelige mængder af avancerede biobrændstoffer til rådighed i forhold til udgangspunktet, forventes ministeren at have mulighed for at justere anvendelsesprocenten for avancerede biobrændstoffer helt ned til 0,0 pct.

Avancerede biobrændstoffer er væsentligt dyrere at producere end konventionelle biobrændstoffer og findes kun i et meget begrænset omfang på nuværende tidspunkt. Desuden er der endnu ikke etableret en egentlig international notering for disse biobrændstoffer. Det er derfor vanskeligt på nuværende tidspunkt at fastlægge en nøjagtig pris for de avancerede biobrændstoffer, og det er lige så vanskeligt at vurdere, hvad prisen for de avancerede biobrændstoffer vil blive på sigt, da dette vil være bestemt af markedet snarere end produktionsomkostningerne.

Der er dog en forventning i markedet om, at prisen for avancerede biobrændstoffer på lang sigt vil falde, og nærme sig prisen for konventionelle 2. generations biobrændstoffer, som typisk er lavet på slagteriaffald eller brugt køkkenolie.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet har foretaget beregninger på den forventede pris på avancerede biobrændstoffer. Det skal bemærkes, at beregningerne er behæftet med en betydelig usikkerhed, da der for indeværende kun er en meget begrænset produktion af avancerede biobrændstoffer med deraf følgende manglende erfaringsmæssigt grundlag, og at prisen derfor kan afvige fra estimaterne.

Ud over den økonomiske usikkerhed, der er ved fastsættelse af prisen for de avancerede biobrændstoffer, der kun findes i stærkt begrænsede mængder, kan der også være ulemper ved at fastsætte et loft for prisen for de avancerede biobrændstoffer. Markedsbaseret økonomi vil alt andet lige tilsige, at producenter af avancerede biobrændstoffer vil lægge prisen på deres produkter tæt på den maksimale pris. Dette vil særligt være gældende, hvor der kun er ganske få producenter af produktet, kombineret med obligatorisk krav om anvendelse af avancerede biobrændstoffer.

Af markedsmæssige årsager vil dette kunne være til ulempe for forbrugerne af produktet, da de under sådanne forhold ikke kan være sikre på, at markedsmekanismerne sikrer dem en konkurrencedygtig pris. Den foreslåede bestemmelse skal således medvirke til at sikre en konkurrencedygtig pris.

Den i den gældende lov § 3, stk. 8, fastsatte procentsats skal afspejle den i den gældende lovs § 3, stk. 1, fastsatte procentsats (iblandingskravet). Den foreslåede nyaffattelse indebærer, at bemyndigelsen til ministeren til at fastsætte regler om krav om en anden biobrændstofandel tilpasses, så den afspejler det behov, der, med dette lovforslags foreslåede indsættelse af krav i § 3, stk. 3, om iblanding af avancerede biobrændstoffer, vil kunne opstå for nedsættelse af iblandingskrav.

Den eksemplificering af særlige hensyn, der fremgår af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 10, nr. 1, 3 og 4, er en videreførelse af den eksemplificering, der fremgår af den gældende bestemmelse i § 3, stk. 8, nr. 1-3.

ILUC-direktivet åbner mulighed for, at kravet om anvendelse af avancerede biobrændstoffer skal udgøre mindst 0,5 procentpoint af den absolutte andel af energi fra vedvarende energikilder inden for alle former for transport i 2020, kan fastsættes lavere end til 0,5 procentpoint i tre helt særlige tilfælde. Fravigelsen kan finde sted, hvis der er begrænset potentiale for bæredygtig produktion, eller en begrænset tilgængelighed af biobrændstoffer til omkostningseffektive priser, hvis der er særlige tekniske eller klimatiske forhold, eller der er nationale politikker, der gør, at der bruges tilsvarende finansielle midler til andre tiltag, der fremmer energieffektivitet. Nedsættelse af kravet om anvendelse af avancerede biobrændstoffer til under 0,5 procentpoint kan alene ske inden for direktivets rammer og definitioner.

(§ 3, stk. 11)

Det gældende § 3, stk. 9, bemyndiger klima-, energi- og forsyningsministeren til at fastsætte regler om definition og dokumentation af biobrændstoffer, som ifølge stk. 4 tæller dobbelt i forhold til virksomhedernes biobrændstofforpligtelser efter § 3, stk. 1 og 2. Bestemmelsen indebærer, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om hvilke biobrændstoffer, der vil kunne tælle dobbelt efter § 3, stk. 5. Desuden kan der fastsættes regler om virksomhedernes dokumentationskrav for biobrændstoffer i forhold til, at biobrændstofferne opfylder kravene for at kunne tælle dobbelt. Dokumentationen indgår i den årlige rapport, virksomhederne sender til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Regler udstedt i medfør af bemyndigelsen skal tage højde for EU’s regler om varernes fri bevægelighed. Kommissionen kan på eget eller en medlemsstats initiativ afgøre, hvorvidt en kilde til biobrændstof kan tages i betragtning til det ønskede formål. Ved udstedelse af regler i medfør af den gældende bestemmelse i stk. 9, bliver der taget hensyn til Kommissionens praksis på dette område. § 3, stk. 9 anvendes således ikke til at fastsætte særlige danske krav til definitionen af, hvad der kan henregnes til biobrændstoffer, der tæller dobbelt. Bestemmelsen muliggør ikke, at der udstedes særlige danske dokumentationskrav, som hindrer anerkendelsen af biobrændstoffer, som i øvrigt er anerkendt i EU.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 11 , at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om definition og krav til dokumentation af virksomhedernes opgørelser af biobrændstoffer, jf. § 3, stk. 5.

Den foreslåede nyaffattelse indebærer en uændret videreførelse af bemyndigelsesbestemmelsen i det gældende § 3, stk. 9.

Der vil efter den foreslåede bestemmelse kunne fastsættes regler om hvilke biobrændstoffer, der vil kunne tælle dobbelt efter § 3, stk. 5. Desuden vil der kunne fastsættes regler om virksomhedernes dokumentationskrav i forhold til, at biobrændstofferne opfylder kravene for at kunne tælle dobbelt. Dokumentationen indgår i den årlige rapport, virksomhederne sender til klima-, energi- og forsyningsministeren.

Regler udstedt i medfør af bemyndigelsen i stk. 11 vil blive udstedt således, at de tager højde for EU’s regler om varernes fri bevægelighed. Som anført ovenfor, kan Kommissionen på eget eller en medlemsstats initiativ afgøre, hvorvidt en kilde til biobrændstof kan tages i betragtning til det ønskede formål. Ved udstedelse af regler i medfør af stk. 9, vil der derfor tillige blive taget hensyn til Kommissionens praksis på dette område. § 3, stk. 9 anvendes således ikke til at fastsætte særlige danske krav til definitionen af, hvad der kan henregnes til biobrændstoffer, der tæller dobbelt. Bestemmelsen muliggør ikke, at der udstedes særlige danske dokumentationskrav, som hindrer anerkendelsen af biobrændstoffer, som i øvrigt er anerkendt i EU.

Den foreslåede nyaffattelse indebærer således en uændret videreførelse af den gældende § 3, stk. 9.

Nyaffattelsen af § 3, stk. 11 sker af lovtekniske grunde, jf. nærmere herom de almindelige bemærkninger, afsnit 2.7.

Til nr. 3

Det følger af den gældende § 3, stk. 1, i biobrændstofloven, at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold, jf. dog stk. 4. Det fremgår endvidere, at virksomheden alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4. Endelig fremgår det, at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår, jf. dog stk. 5.

Det fremgår af lovforslagets § 1, nr. 2, at § 3, stk. 1, foreslås ændret således, at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 7,6 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer og mindst 5 pct. af virksomhedens årlige salg af benzin til landtransport målt efter energiindhold. Lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås at træde i kraft den 1. januar 2020, jf. lovforslagets § 3, stk. 1. Ændringen af iblandingskravet til 7,6 pct. skal alene gælde i 2020, herefter skal iblandingskravet nedsættes til mindst 5,75 pct. Dette gøres med lovforslagets § 1, nr. 3.

Det fremgår af forslaget til § 3, stk. 1 , at enhver virksomhed har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold, jf. dog stk. 5. Det fremgår endvidere, at virksomheden alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav til biobrændstoffers bæredygtighed fastsat i medfør af § 4. Endelig fremgår det, at forpligtelsen skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår, jf. dog stk. 6.

Den foreslåede affattelse af § 3, stk. 1, er således identisk med den gældende § 3, stk. 1. Nyaffattelsen sker af lovtekniske grunde. Der er med den foreslåede bestemmelse ikke tiltænkt nogen materiel ændring af retstilstanden fra 1. januar 2021 i forhold til efter den gældende § 3, stk. 1.

Forslaget til § 3, stk. 1, 1. pkt. indebærer, at de af loven omfattede virksomheder, jf. biobrændstoflovens § 2, nr. 10, har pligt til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt på energiindhold.

Det følger af forslaget til § 3, stk. 1, 2. pkt., at virksomhederne alene kan medregne biobrændstoffer, der overholder krav fastsat i medfør af lovens § 4 til biobrændstoffers bæredygtighed. Hjemlen i § 4 er udmøntet ved bekendtgørelse om biobrændstoffers bæredygtighed m.v., jf. bekendtgørelse nr. 1044 af 7. september 2017. Bæredygtighedskriterierne fremgår af bekendtgørelsens kapitel 2.

Det følger af forslaget til § 3, stk. 1, 3. pkt., at forpligtelsen til iblanding af bæredygtige biobrændstoffer i brændstoffer til landtransport som udgangspunkt skal være opfyldt ved udgangen af hvert kalenderår. Iblandingskravet gælder på årsbasis. Dette indebærer, at det er op til virksomhederne selv at sikre, at de, på årsbasis, har iblandet 5,75 pct. bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof til landtransport. Der er altså ikke et krav om, at der til enhver tid skal være 5,75 pct. bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof til landtransport. En virksomhed kan således vælge at iblande f.eks. 5 pct. i nogle måneder og f.eks. 7 pct. i andre måneder. Det afgørende er, at de i løbet af et kalenderår har iblandet 5,75 pct. bæredygtige biobrændstoffer i alt brændstof til landtransport.

Til brug for opfyldelsen af iblandingskravet vil der kunne anvendes de såkaldte konventionelle biobrændstoffer, også kaldet 1. generations biobrændstoffer (disse er typisk lavet på sukkerrør, sukkerroer, korn, majs, palmeolie, sojaolie og rapsolie), ligesom der vil kunne anvendes de biobrændstoffer, der er dobbelttællende efter gældende ret, også kaldet 2. generations biobrændstoffer eller de såkaldte avancerede biobrændstoffer, som defineret i biobrændstoflovens § 2, nr. 1. De konventionelle bæredygtige biobrændstoffer findes i store mængder og til en væsentligt lavere pris end 2. generations biobrændstoffer og avancerede biobrændstoffer.

Dobbelttællende biobrændstoffer (også kaldet 2. generations biobrændstoffer), jf. den gældende § 3, stk. 4, er typisk lavet på affald, restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, eller lignocellulose råprodukter. Et yderligere kendetegn for denne type biobrændstoffer er, at de bliver produceret med kendte teknologier.

De avancerede biobrændstoffer produceres også på bl.a. affalds- og restprodukter, celluloseholdige materialer, der ikke er beregnet til fødevarer, lignocellulosisk materiale og andre materialer, der typisk ikke har andre anvendelsesområder, bortset fra afbrænding. De avancerede biobrændstoffer regnes typisk for de bæredygtige biobrændstoffer, der har den højeste CO2-fortrængning. De er også karakteriseret ved, at de er svære og dyre at fremstille, og derfor foreløbigt kun findes i meget begrænset omfang.

Der er tale om minimumskrav, hvilket indebærer, at virksomhederne vil kunne vælge en højere iblandingsprocent end den, der er anført i forslaget til § 3, stk. 1.

I lovforslaget forstås ved ”salg af brændstoffer” den mængde benzin, dieselolie og biobrændstoffer, som den af lovforslaget omfattede virksomhed samlet set sælger. Begreberne ”benzin” og ”dieselolie” er defineret i EU-retten og nærmere fastlagt i brændstofkvalitetsdirektivet. Brændstofforbrug, der anvendes i eksempelvis traktorer og ikke vejgående maskiner, er ikke omfattet af virksomhedernes forpligtelse til at sælge 5,75 pct. biobrændstof. Et eventuelt forbrug af biobrændstof i disse maskiner tæller således ikke med i opgørelsen af forpligtelsen, idet der ikke er tale om ”landtransport” i denne lovs forstand, ligesom forbruget af brændstof i disse maskiner ikke indgår i det brændstofforbrug, som forpligtelsen skal opgøres i forhold til.

Til nr. 4

Det følger af den gældende § 3, stk. 5, at en virksomhed kan fravige den procentsats, der er fastsat i stk. 1, med op til 0,5 procentpoint. Det fremgår endvidere, at en sådan fravigelse vil skulle udlignes det efterfølgende år. Endelig fremgår det, at i 2020 kan den i stk. 1 fastsatte procentsats ikke fraviges.

Med lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås en nyaffattelse af § 3, herunder et nyt stk. 3, i forhold til den gældende § 3. Den gældende § 3, stk. 5, bliver derfor med dette lovforslag til § 3, stk. 6.

Det fremgår af forslaget til § 3, stk. 6 , at en virksomhed kan fravige den procentsats, der er fastsat i stk. 1, med op til 0,5 procentpoint. Det fremgår endvidere, at en sådan fravigelse vil skulle udlignes det efterfølgende år.

Den foreslåede ændring indebærer, at en virksomhed omfattet af loven, får mulighed for at fravige iblandingsprocenten i lovens § 3, stk. 1, med op til et halvt procentpoint på betingelse af, at afvigelsen udlignes det efterfølgende kalenderår.

Dette medfører, at en virksomhed omfattet af loven eksempelvis kan nøjes med at iblande 5,25 pct. biobrændstoffer i eksempelvis 2021, hvor iblandingsforpligtelsen efter loven er på 5,75 pct. på betingelse af, at virksomheden i 2022 iblander 6,25 pct. biobrændstoffer

Det vil være en stor administrativ fordel for virksomhederne at have den fleksibilitet som lovforslaget giver. Vælger en virksomhed at have et permanent underskud på op til et halvt procentpoint, mistes denne fleksibilitet.

På samme måde som ved en underopfyldelse af målet på 5,75 pct. kan en virksomhed også overopfylde målet på 5,75 pct. En virksomhed kan af flere årsager, f.eks. på grund af gunstige klimatiske forhold, iblande mere end 5,75 pct. biobrændstoffer. Denne afvigelse vil kunne udlignes det efterfølgende år, og også i denne situation vil virksomheden have mulighed for at overopfylde i det efterfølgende år samtidigt med, at virksomheden udligner overopfyldelsen fra forrige år. Hvis der f.eks. overføres 0,5 procentpoint overskud fra år 1 til år 2, så vil man kunne nøjes med at iblande 5,25 i år 2, men hvis man så i år 2 faktisk iblander 5,75, så vil man samlet nå 6,25 pct. og dermed igen kunne overføre 0,5 procentpoint til år 3. Dog vil virksomheden aldrig kunne opnå et overskud på mere end 0,5 procentpoint til overførelse til næste år. En virksomhed vil således ikke kunne overføre et overskud på eksempelvis tre på hinanden følgende år med 0,5 procentpoint om året, og derved opnå et samlet overskud på 1,5 pct., der så vil kunne modregnes i det fjerde år, således at virksomheden i dette fjerde år kun skulle have iblandet 4,25 pct. I sådanne tilfælde, vil der stadig kun kunne modregnes 0,5 procentpoint i det fjerde år, så virksomheden vil skulle iblande mindst 5,25 pct.

En virksomhed vil dog altid kunne iblande mere biobrændstof end 5,75 pct., da forpligtelsen i lovens § 3, stk. 1, udtrykkeligt nævner, at der skal iblandes mindst 5,75 pct. Som anført oven for vil det dog kun være muligt at overføre 0,5 procentpoint til det efterfølgende år.

Lovforslagets § 1, nr. 4, skal ses i sammenhæng med lovforslagets § 1, nr. 2, hvor det foreslås at nyaffatte biobrændstoflovens § 3, hvor det foreslås, at den gældende § 3, stk. 5, ikke videreføres her. Dette skyldes, at virksomheder i 2020 ikke skal kunne fravige den procentsats, der er fastsat i § 3, stk. 1.

Fra i januar 2021 skal virksomheder igen have mulighed for at fravige den procentsats, der er fastsat i § 3, stk. 1. Derfor foreslås det, at lovforslagets § 1, nr. 4, træder i kraft den 1. januar 2021, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.

Til nr. 5

Det følger af den gældende § 3, stk. 10, at klima-, energi- og forsyningsministeren med mindst 1 års varsel kan fastsætte regler om, at fravigelse af den procentsats, der er fastsat i stk. 1, jf. stk. 5, ikke kan finde sted i de år, hvor Danmark har forpligtelser, der kan relateres til iblanding af biobrændstoffer.

Efter den gældende § 3, stk. 1, 1. pkt., er enhver virksomhed omfattet af loven forpligtet til at sikre, at biobrændstoffer udgør mindst 5,75 pct. af virksomhedens samlede årlige salg af brændstoffer til landtransport målt efter energiindhold. En manglende opfyldelse af iblandingsforpligtelsen vil være en overtrædelse af loven og medføre straf i henhold til denne.

For at imødegå utilsigtede konsekvenser indeholder den gældende § 3, stk. 5, 1. pkt., en mulighed for, at virksomheder omfattet af loven kan afvige fra iblandingsprocenten i lovens § 3, stk. 1, med op til et halvt procentpoint på betingelse af, at afvigelsen udlignes det efterfølgende kalenderår. Dette indebærer, at en virksomhed omfattet af loven eksempelvis kan nøjes med at iblande 5,25 pct. biobrændstoffer i et år, hvor iblandingsprocenten er på 5,75 pct. på betingelse af, at virksomheden det efterfølgende år iblander 6,25 pct. biobrændstoffer. Bestemmelsen er indført for at give administrativ fleksibilitet for virksomhederne.

Af det gældende § 3, stk. 5, 3. pkt. fremgår det, at denne mulighed for at fravige iblandingskravet efter § 3, stk. 1, ikke vil gælde i 2020. Baggrunden for dette er hensynet til Danmarks internationale forpligtelser til anvendelse af energi fra vedvarende energikilder, herunder forpligtelse om 10 pct. energi i transportsektoren fra vedvarende energikilder i 2020 i henhold til direktivet om vedvarende energi og om 20 pct. reduktion af drivhusgasudledning i ikkekvote omfattede sektorer. For at opfylde denne forpligtelse har det været forudsat, at iblandingsprocenten i 2020 ville stige til 7,6 pct.

Det følger af den foreslåede nyaffattelse af § 3, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 2, at en virksomhed omfattet af loven som minimum skal opfylde den procentsats, der er fastsat i stk. 1. Det følger endvidere af den foreslåede nyaffattelse af § 3, at den gældende bestemmelse i § 3, stk. 5, 2. pkt., udgår. Lovforslagets § 1, nr. 2, foreslås at træde i kraft den 1. januar 2020. jf. lovforlagets § 3, stk. 1.

Med lovforslagets § 1, nr. 4, vil biobrændstoflovens § 3, stk. 6, blive nyaffattet i overensstemmelse med den gældende bestemmelse i § 3, stk. 6, 1. pkt., og foreslås at træde i kraft den 1. januar 2021 ligesom lovforslagets § 1, nr. 3 og 5, jf. lovforslagets § 3, stk. 2.

Det fremgår af den foreslåede indsættelse af et nyt § 3, stk. 12,

1. pkt., at klima-, energi- og forsyningsministeren skal kunne fastsætte regler om, at fravigelse af den procentsats, der er fastsat i stk. 1, jf. stk. 6, ikke kan finde sted i de år, hvor Danmark har forpligtelser, der kan relateres til iblanding af biobrændstoffer. Det fremgår af den foreslåede indsættelse af 2. pkt. , at reguleringen skal ske med mindst et års varsel.

Det følger af forslaget til en nyaffattelse af § 3, stk. 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 4, der forventes at træde i kraft den 1. januar 2021, at en virksomhed kan fravige den procentsats, der er fastsat i stk. 1, med op til 0,5 procentpoint. Det fremgår endvidere, at en sådan fravigelse vil skulle udlignes det efterfølgende år.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 12, indebærer, at ministeren med et års varsel skal kunne fastsætte regler om, at fravigelse af den procentsats, der er fastsat i § 3, stk. 1, jf. stk. 6, ikke kan finde sted i de år, hvor Danmark har forpligtelser, der kan relateres til iblanding af biobrændstoffer.

Den foreslåede bestemmelse vil skulle anvendes i tilfælde, hvor Danmark har forpligtelser, der kan relateres til iblanding af biobrændstoffer, og hvor det på forhånd er vigtigt, at bidraget fra transportsektoren kendes helt præcist. Det vil eksempelvis kunne være internationale aftaler, hvor Danmark har forpligtet sig til i et givet år at skulle have reduceret sin CO2-udledning med en bestemt procentsats, eller at Danmark eksempelvis skal have en bestemt andel anden generations biobrændstoffer i transportsektoren. Sådanne forpligtelser vil gøre det nødvendigt, at regeringen har klarhed over det præcise niveau, som forskellige sektorer bidrager med, herunder præcist hvor stort bidraget fra biobrændstofloven vil være, og det er derfor ikke hensigtsmæssigt, hvis virksomhederne kan fravige forpligtelsen i sådanne år. Forpligtelsen vil på lignende måde også kunne udspringe fra nationale aftaler.

Den foreslåede bestemmelse i § 3, stk. 12, 2. pkt. indebærer, at såfremt der skal fremsættes regler i henhold til det foreslåede stk. 12, 1. pkt., hvorefter der ikke skal kunne ske fravigelse af den procentsats, der er fastsat i § 3, stk. 1, vil denne regulering skulle varsles mindst et år i forvejen. Afstedkommer eksempelvis en international CO2-reduktionsforpligtelse, at bemyndigelsen anvendes til at bestemme, at der ikke kan finde fravigelser sted i 2025, vil dette skulle varsles senest den 31. december 2023.

Til nr. 6

Bestemmelsen er ny. Biobrændstofloven har, efter gældende regler, ikke generelle bestemmelser eller bemyndigelser vedrørende pligtmæssig digital kommunikation.

Den primære kommunikation mellem virksomhederne og Energistyrelsen er indsendelse af et excelark en gang om året indeholdende dokumentation for opfyldelse af iblandingskravet i den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1. Denne kommunikation foregår allerede digitalt.

Derudover kan der indgives ansøgning om optagelse af bestemte råprodukter på Energistyrelsens positivliste. Disse ansøgninger indgives typisk også digitalt.

Det foreslås i § 7 a, stk. 1 , at klima-, energi-, og forsyningsministeren bemyndiges til at kunne fastsætte regler om pligtmæssig digital kommunikation om forhold omfattet af biobrændstofloven, herunder af bestemmelser fastsat i henhold til loven eller af EU-retsakter om forhold omfattet af loven. Dette betyder, at der ved bekendtgørelse kan fastsættes regler om, at borgere og virksomheder har pligt til at kommunikere digitalt med den ansvarlige myndighed, herunder via bestemte digitale systemer som f.eks. ved selvbetjeningsløsninger m.v., ved forespørgsler, ansøgninger, anmeldelser, indberetning m.v., og at svaret fra myndigheden sendes digtalt. De ansvarlige myndigheder er de myndigheder, som er tillagt kompetencer efter biobrændstofloven.

Generelt gælder det for den foreslåede bemyndigelse, at klima-, energi- og forsyningsministeren kan fastsætte regler om, at en forespørgsel, ansøgning, klage m.v. fra virksomheder og borgere til myndigheder, som ikke indgives digitalt, skal afvises. Den almindelige vejledningspligt i henhold til § 7 i forvaltningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014.

Bemyndigelsen omfatter også ministerens svar på henvendelser m.v. fra borgere og virksomheder. Ministeren kan endvidere med bemyndigelsen fastsætte regler for digital kommunikation fra ministeren. Dette kunne f.eks. være, at et svar på en henvendelse i en eventuel digital selvbetjeningsløsning sendes tilbage til afsenderen via den digitale selvbetjeningsløsning.

Med den forslåede bestemmelse kan ministeren også fastsætte regler om undtagelse fra pligten til digital kommunikation. Det vil dermed ved udstedelse af bekendtgørelse være muligt at fastsætte regler om, at visse grupper helt undtagelsesvist ikke skal være omfattet af kravet om pligtmæssig digital kommunikation. Undtagelsesmuligheden forventes at have en begrænset rækkevidde.

Hvad angår fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital Post, henvises der i det hele til de regler, som Finansministeriet og Erhvervsministeriet har fastsat om henholdsvis fritagelse af fysiske personer fra tilslutning til Offentlig Digital Post m.v. og fritagelse af juridiske enheder med CVR-nummer samt fysiske personer med erhvervsaktiviteter for tilslutning til Offentlig Digital Post. Fritagelse for tilslutning til Offentlig Digital post medfører ikke samtidig fritagelse for pligten til at benytte en af Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet etableret digital selvbetjeningsløsning.

Det følger af det foreslåede stk. 2 til § 7 a, at en meddelelse anses for at være kommet frem til adressaten, på det tidspunkt, hvor meddelelsen er tilgængelig for adressaten for meddelelsen.

Adressaten for meddelelsen vil sige modtageren af meddelelsen. Meddelelsen anses for at være kommet frem til adressaten for meddelelsen, når den er tilgængelig for adressaten. Meddelelsen anses for at være tilgængelig for adressaten fra det tidspunkt, hvor adressaten har mulighed for at gøre sig bekendt med indeholder af meddelelsen. Det er således uden betydning, om eller hvornår adressaten gør sig bekendt med indholdet af meddelelsen. Det indebærer, at der gælder de samme retsvirkninger, som gælder for fysisk post, idet fysisk post anses for at være kommet frem, når den pågældende meddelelse er lagt i adressatens fysiske postkasse.

Fremkomsttidspunktet er bl.a. afgørende for, hvornår forvaltningsakter får de tilsigtede retsvirkninger. Kan modtagelsestidspunktet for en digital meddelelse ikke fastlægges som følge af problemer med myndighedens it-system eller andre lignende problemer, må meddelelsen anses for at være kommet frem på det tidspunkt, hvor meddelelsen blev afsendt, hvis der kan fremskaffes pålidelige oplysninger om afsendelsestidspunktet. Det vil således ikke komme virksomheden til skade, at indberetningen m.v. modtages efter fristens udløb, hvis dette skyldes systemnedbrud hos myndigheden.

Til nr. 7

Det fremgår af den gældende § 8, stk. 1, nr. 2, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der overtræder forpligtelsen efter § 3 b, stk. 1, om at reducere vugge til grav-emissionerne af drivhusgasser pr. energienhed fra leveret brændstof og elektricitet til brug i vejkøretøjer, jf. § 3 e, med mindst 6 pct. senest den 31. december 2020.

Det foreslås, at »og« ændres til »eller«.

Den foreslåede ændring er en præcisering af den hidtidige retstilstand, og der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet materielle ændringer.

Den foreslåede ændring indebærer, at det klart fremgår, at hensigten med bestemmelsen er, at der kan straffes ved overtrædelse af hver enkelt af de angivne elementer i bestemmelsen, dvs. uanset om overtrædelsen vedrører brændstof eller elektricitet eller begge dele.

Til nr. 8

Det fremgår af den gældende § 8, stk. 1, nr. 5, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der ikke opfylder overvågnings- og rapporteringsforpligtelserne i artikel 8-12 i MRV-forordningen.

Det foreslås, at »og« ændres til »eller«.

Den foreslåede ændring er en præcisering af den hidtidige retstilstand, og der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet materielle ændringer.

Den foreslåede ændring indebærer, at det klart fremgår, at hensigten med bestemmelsen er, at der kan straffes ved overtrædelse af hver enkelt af de angivne elementer i bestemmelsen, dvs. uanset om overtrædelsen vedrører overvågningsforpligtelser eller rapporteringsforpligtelser eller begge dele.

Til nr. 9

Det fremgår af den gældende § 8, stk. 1, nr. 6, at medmindre højere straf er forskyldt efter anden lovgivning, straffes med bøde den, der undlader at rapporterer i henhold til § 5, stk. 1 og 2.

Det foreslås, at »og« ændres til »eller«.

Den foreslåede ændring er en præcisering af den hidtidige retstilstand, og der er med den foreslåede ændring ikke tilsigtet materielle ændringer.

Den foreslåede ændring indebærer, at det klart fremgår, at hensigten med bestemmelsen er, at der kan straffes ved overtrædelse af hver enkelt af de angivne elementer i bestemmelsen, dvs. uanset om overtrædelsen vedrører stk. 1 eller stk. 2 eller begge bestemmelser.

Til nr. 10

Da den gældende biobrændstoflovs § 3, stk. 1, trådte i kraft den 1. januar 2010 indeholdt loven også en indfasningsbestemmelse, der muliggjorde det for ministeren at fastsætte et lavere iblandingskrav for de første år, dvs. 2010-2011.

Bestemmelsen blev indsat for, at virksomhederne kunne udbygge den infrastruktur, der håndterede iblanding og distribution af bæredygtige biobrændstoffer.

Indfasningen af bæredygtige biobrændstoffer skete i årene 2010-2011. Siden 1. januar 2012 har iblandingskravet været på 5,75 pct.

Da der ikke længere ses et behov for bestemmelsen foreslås det, at bestemmelsen ophæves.

Der henvises til afsnit 2.6. i de almindelige bemærkninger for en uddybning af ændringspunktet.

Til nr. 11

Bestemmelsen er ny. Der er ikke et bilag til den gældende biobrændstoflov.

Efter den gældende dobbelttællingsbestemmelse i biobrændstoflovens § 3, stk. 4, kan virksomheder ansøge Energistyrelsen om at forhåndsgodkende, at de bæredygtige biobrændstoffer, der er lavet på råprodukter, der omfattes af den gældende dobbelttællingsbestemmelse, kan omfattes af bestemmelsen, hvorefter disse bæredygtige biobrændstoffer kan tælle dobbelt i forhold til iblandingskravet på 5,75 pct., der fremgår af den gældende § 3, stk. 1. Energistyrelsen har udarbejdet en liste over råprodukter, som styrelsen har godkendt efter den gældende dobbelttællingsbestemmelse. Denne liste findes i bilag B (positivliste for dobbelttælling) i Energistyrelsens Håndbog om dokumentation for biobrændstoffers bæredygtighed, der er tilgængelig på Energistyrelsens hjemmeside.

Det foreslås, at der indsættes et bilag 1 til biobrændstofloven. Bilaget indeholder en liste over råvarer og andre brændstoffer, der anses som bæredygtige biobrændstoffer, og som vil kunne dobbelttælles efter forslaget til § 3, stk. 5. Dette bilag vil erstatte det eksisterende bilag B i Energistyrelsens Håndbog om dokumentation for biobrændstoffers bæredygtighed.

Listen i lovforslagets bilag 1 er opdelt i to dele. Den første del (A) handler om de bæredygtige biobrændstoffer, der er fremstillet af de råvarer og andre brændstoffer, der er anført i bilag IX, del A, til ILUC-direktivet. Biobrændstoffer opført på denne liste kaldes avancerede biobrændstoffer.

Den anden del (B) handler om bæredygtige biobrændstoffer, der er fremstillet af råvarer, der er anført i bilag IX, del B, til ILUC-direktivet. Der er kun optaget brugt køkkenolie og animalsk fedt på denne liste. Biobrændstoffer baseret på disse råvarer regnes ikke som avancerede, da de har været i produktion i en årrække, og er produceret på kendte teknologier.

Det kan ikke udelukkes, at en fortolkning af det foreslåede bilag 1 på enkelte punkter vil kunne føre til en snævrere forståelse af anvendelsesområdet for den foreslåede dobbelttællingsbestemmelse i § 3, stk. 5, end den hidtidige retstilstand.

Det kan derfor ikke afvises, at enkelte af de forhåndsgodkendelser, der er givet efter de gældende regler ikke umiddelbart vil være omfattet af forslaget. Det foreslås derfor, at der indsættes en overgangsbestemmelse i loven, jf. lovforslagets § 3, stk. 3, der sikrer, at de forhåndsgodkendelser, der i givet fald er givet til dobbelttælling af produkter, der ikke falder inden for de nye regler, vil kunne opretholdes indtil disse forhåndsgodkendelsers udløb.

Bæredygtige biobrændstoffer, der er fremstillet af de råvarer og andre brændstoffer, der er anført i forslaget til bilag 1, kan tælle dobbelt mod iblandingskravet på 5,75 pct. i biobrændstofloven. Derimod kan kun de bæredygtige biobrændstoffer, der er fremstillet af de råvarer og andre brændstoffer, der fremgår af del A, anvendes til opfyldelse af iblandingskravet på 0,9 pct. avancerede biobrændstoffer, jf. forslaget til § 3, stk. 3.