For medlemmer af det kongelige hus kan der bestemmes årpenge ved lov, jf. grundlovens § 11, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 1, at der fastsættes et årpengebeløb til kronprins Christian svarende til 7.000.000 kr. årligt.
Forslaget medfører, at der kan etableres en hofstat til kronprinsen, som skal understøtte kronprinsens varetagelse af officielle, herunder statsretlige, opgaver, bl.a. som regent i kongens fravær, og kronprinsens repræsentative funktioner. Hofstaten vil blive sammensat af personale til varetagelse af de nødvendige funktioner, herunder navnlig sekretærbistand, betjening, køkken og transport.
Det foreslås i stk. 2, at årpengebeløbet udgør grundbeløbet reguleret pr. 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte. Reguleringen sker i forhold til lønindekset for 2. kvartal 2023. Reguleringen pr. 1. april sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med 4. kvartal i året forud for reguleringen. Reguleringen pr. 1. oktober sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med 2. kvartal i året for reguleringen.
Det vil indebære, at grundbeløbet vil blive reguleret i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte, der udarbejdes kvartalsvis. Reguleringen af statens ydelser til kronprins Christian anvender det samme indeks, som aftales ved en videreførelse af den statslige reguleringsordning. Det vil sige, at Danmarks Statistiks implicitte lønindeks anvendes i 2024, og at Danmarks Statistiks standardberegnede indeks anvendes i 2025.
Det foreslås i stk. 3, at årpengebeløbet udbetales månedligt forud.
Det foreslås i stk. 4, at der ydes refusion af udgifter til ikke-fradragsberettiget købsmoms efter de regler, der i øvrigt gælder for statsinstitutioner. Refusionen er årligt begrænset til en procentandel af årpengebeløbet svarende til den til enhver tid gældende momssats på 25 pct.
De foreslåede bestemmelser i stk. 2-4 svarer i øvrigt til de ordninger, der hidtil har været gældende for dronning Margrethe og den tidligere kronprins Frederik, jf. § 1, stk. 2-4, i lov nr. 136 af 26. april 1972 om dronning Margrethe den Andens civilliste som ændret ved lov nr. 491 af 7. juni 2001 og § 1, stk. 2-4, i lov nr. 135 af 19. marts 1986 om årpenge for kronprins Frederik som ændret ved lov nr. 491 af 7. juni 2001 og lov nr. 322 af 5. maj 2004.
Det foreslås i stk. 1, at hoftjenestemænd ved kronprins Christians hof, pensionerede hoftjenestemænd og efterlevende ægtefæller og børn efter disse har ret til pension fra staten efter de til enhver tid gældende regler for statens tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemandspension og de i medfør af loven fastsatte bestemmelser.
Det foreslås i stk. 2, at staten afholder udgifter til denne pension.
Det foreslås i stk. 3, at hoffet til statskassen indbetaler et pensionsbidrag, der svarer til det pensionsbidrag, som betales af ministerier og styrelser, der beskæftiger tjenestemænd.
Ordningen svarer til ordningen for civillistens hoftjenestemænd efter § 1 a i lov nr. 136 af 26. april 1972 om dronning Margrethe den Andens civilliste som ændret ved lov nr. 491 af 7. juni 2001. En tilsvarende ordning foreslås ligeledes at gælde for kong Frederik, jf. § 5, stk. 1-3, i det samtidigt fremsatte forslag til lov om kong Frederik den Tiendes civilliste.
Forslaget indebærer, at eventuelt senere ansatte hoftjenestemænd ved kronprins Christians hof, pensionerede hoftjenestemænd og efterlevende ægtefæller og børn efter disse vil have ret til pension fra staten efter de til enhver tid gældende regler for statens tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemandspension.
Den foreslåede ordning er således i vidt omfang udtryk for en fremtidssikring af ansættelsesforholdene for eventuelt senere ansatte hoftjenestemænd ved kronprinsens hof.
Det foreslås i § 3, at så længe kronprins Christian oppebærer årpenge, kan han ikke modtage vederlag for statstjeneste.
En tilsvarende bestemmelse gælder for en række af de medlemmer af det kongelige hus, som modtager årpenge, og har hidtil været gældende efter lov nr. 135 af 19. marts 1986 om årpenge for kronprins Frederik som ændret ved lov nr. 491 af 7. juni 2001 og lov nr. 322 af 5. maj 2004.
For kronprins Christian fastsættes en årpenge med et årligt grundbeløb, der udgør 7.000.000 kr.
Stk. 2. Årpengebeløbet udgør grundbeløbet reguleret pr. 1. april og 1. oktober i takt med udviklingen i Danmarks Statistiks lønindeks for statsansatte. Reguleringen sker i forhold til lønindekset for andet kvartal 2023. Reguleringen pr. 1. april sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med fjerde kvartal i året forud for reguleringen. Reguleringen pr. 1. oktober sker på baggrund af udviklingen i lønindekset til og med andet kvartal i året for reguleringen.
Stk. 3. Årpengebeløbet udbetales månedligt forud.
Stk. 4. Der ydes refusion af udgifter til ikkefradragsberettiget købsmoms efter de regler, der i øvrigt gælder for statsinstitutioner. Refusionen er årligt begrænset til en procentandel af årpengebeløbet svarende til den til enhver tid gældende momssats.
Hoftjenestemænd ved kronprins Christians hof, pensionerede hoftjenestemænd og efterlevende ægtefæller og børn efter disse har ret til pension fra staten efter de til enhver tid gældende regler for statens tjenestemænd i henhold til lov om tjenestemandspension.
Stk. 2. Staten afholder udgifter til pension i henhold til stk. 1.
Stk. 3. Hoffet indbetaler til statskassen et pensionsbidrag, der svarer til det pensionsbidrag, som betales af ministerier og styrelser, der beskæftiger tjenestemænd.