Efter forslaget finder loven anvendelse på visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder efter det samtidig fremsatte forslag til lov om Grønlands Selvstyre.
Det foreslås i stk. 1, at Grønlands Selvstyre overtager det ikketjenestemandsansatte personale, som på tidspunktet for Grønlands Selvstyres overtagelse af et sagsområde gør tjeneste inden for det pågældende sagsområde ved en dansk myndighed i Grønland.
Det foreslås i stk. 2 endvidere, at Grønlands Selvstyre ved lovgivning sikrer, at de pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse (virksomhedsoverdragelsesloven), jf. lovbekendtgørelse nr. 710 af 20. august 2002, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med overtagelsen.
Forslaget indebærer bl.a., at de pågældende overgår til ansættelse hos Grønlands Selvstyre. Endvidere vil den omhandlede lovgivning regulere Grønlands Selvstyres tiltrædelse af de overenskomster, staten har indgået. Der henvises til pkt. 2 i de almindelige bemærkninger.
Der er enighed mellem regeringen og landsstyret om, at den grønlandske lovgivning skal træde i kraft samtidig med loven om Grønlands Selvstyre og loven om visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder.
Vedkommende minister kan efter forslaget i stk. 3 efter forhandling med Grønlands Selvstyre, bestemme, at stk. 1 og 2 ikke skal gælde for ansatte i nærmere angivne stillinger.
Bestemmelsen tager bl.a. sigte på ansatte i visse stillinger inden for politi og retsvæsen. Bestemmelsen omfatter ansatte, som af retlige eller andre grunde ikke bør pålægges pligt til at fortsætte tjenesten under Grønlands Selvstyre.
Ansatte, der i medfør af den foreslåede bestemmelse undtages fra stk. 1 og 2, opretholder deres ansættelsesforhold til vedkommende danske myndighed. Der sker ikke ændringer i dette ansættelsesforhold som følge af, at de undtages fra de nævnte bestemmelser. Det forudsættes, at de danske myndigheder og Grønlands Selvstyre aftaler de nærmere vilkår, herunder refusion af lønudgifter m.v., hvis de pågældende udlånes med henblik på at fortsætte tjenesten under Grønlands Selvstyre.
For så vidt angår tjenestemænd henvises til den bestemmelse, der er foreslået i § 4, nr. 1.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger.
(Ændringer i lov om statens tjenestemænd i Grønland)
Det foreslås, at der foretages enkelte justeringer i lov om statens tjenestemænd i Grønland i forbindelse med den foreslåede regulering af forholdene for overenskomstansatte m.v.
Efter den i nr. 1 foreslåede bestemmelse i § 13 a, stk. 6, i lov om statens tjenestemænd i Grønland kan vedkommende minister efter forhandling med Grønlands Selvstyre bestemme, at § 13 a, stk. 2-5, i lov om statens tjenestemænd i Grønland ikke skal gælde for ansatte i nærmere angivne stillinger.
Den foreslåede bestemmelse vil kun have betydning for tjenestemænd, der er ansat eller udnævnt før den 1. januar 1976.
Bestemmelsen tager bl.a. sigte på ansatte i visse stillinger inden for politi og retsvæsen. Bestemmelsen omfatter ansatte, som af retlige eller andre grunde ikke bør pålægges pligt til at fortsætte tjenesten under de grønlandske myndigheder. Bestemmelsen kan også anvendes i tilfælde, hvor Grønlands Selvstyre finder, at stillingen bør varetages af en person, der ikke er udlånt, men ansat under de grønlandske myndigheder.
Tjenestemænd, der i medfør af den foreslåede bestemmelse undtages fra pligten til at fortsætte tjenesten under de grønlandske myndigheder, opretholder deres ansættelsesforhold til vedkommende danske myndighed. Der sker ikke ændringer i dette ansættelsesforhold som følge af, at de undtages fra den nævnte pligt. Det indebærer bl.a., at de vil kunne pålægges at overtage en anden stilling eller afskediges i samme omfang som hidtil. Der vil i den forbindelse kunne opstå spørgsmål om krav på rådighedsløn eller ventepenge m.v.
Vedkommende minister kan betinge sig, at Grønlands Selvstyre løbende refunderer eventuelle merudgifter til rådighedsløn, ventepenge eller pension til tjenestemænd, der på foranledning af selvstyret undtages fra pligten til fortsat at gøre tjeneste under de grønlandske myndigheder, og som det som følge heraf måtte blive nødvendigt at afskedige.
For så vidt angår ikketjenestemænd henvises til den bestemmelse, der er foreslået i § 2, stk. 3.
Der henvises i øvrigt til pkt. 4 i de almindelige bemærkninger.
Efter den i nr. 2 foreslåede bestemmelse i § 41, stk. 3, i lov om statens tjenestemænd i Grønland kan vedkommende grønlandske myndighed efter finansministerens nærmere bestemmelse indgå aftaler, der vedrører ansættelsesvilkår for tjenestemænd, som i henhold til § 13 a, stk. 2, i lov om statens tjenestemænd i Grønland fortsætter deres tjeneste under de grønlandske myndigheder, men opretholder deres ansættelsesforhold til vedkommende danske myndighed. Bestemmelsen indebærer, at finansministeren kan delegere kompetencen til at indgå aftaler om løn- og andre ansættelsesvilkår i henhold til tjenestemandslovgivningens regler herom for disse tjenestemænd til vedkommende grønlandske myndighed.
Forslaget i nr. 3 er en konsekvens af forslaget i nr. 2 og indebærer ikke realitetsændringer.
Lov om visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med Gr...
Gældende
LOV nr 463 af 12/06/2009
Finansministeriet
Ændringer:
0
Lov om visse personalemæssige spørgsmål i forbindelse med Grønlands Selvstyres overtagelse af sagsområder
VI MARGRETHE DEN ANDEN, af Guds Nåde Danmarks Dronning, gør vitterligt:
Folketinget har vedtaget og Vi ved Vort samtykke stadfæstet følgende lov:
Grønlands Selvstyre overtager det ikketjenestemandsansatte personale, som på tidspunktet for Grønlands Selvstyres overtagelse af et sagsområde gør tjeneste inden for det pågældende sagsområde ved en dansk myndighed i Grønland.
Stk. 2. Grønlands Selvstyre sikrer, at de pligter og rettigheder, der følger af lov om lønmodtageres retsstilling ved virksomhedsoverdragelse, finder tilsvarende anvendelse i forbindelse med den overtagelse, der er nævnt i stk. 1.
Stk. 3. Vedkommende minister kan efter forhandling med Grønlands Selvstyre bestemme, at stk. 1 og 2 ikke skal gælde for ansatte i nærmere angivne stillinger.
I lov om statens tjenestemænd i Grønland, jf. lovbekendtgørelse nr. 574 af 5. august 1991, som ændret ved § 4 i lov nr. 365 af 2. juni 1999, lov nr. 1264 af 20. december 2000, § 1 i lov nr. 1426 af 22. december 2004 og § 1 i lov nr. 249 af 31. marts 2009, foretages følgende ændringer:
I § 13 a indsættes efter stk. 5 som nyt stykke:
»Stk. 6. Vedkommende minister kan efter forhandling med Grønlands Selvstyre bestemme, at stk. 2-5 ikke skal gælde for ansatte i nærmere angivne stillinger.«
Stk. 6 bliver herefter stk. 7.
I § 41 indsættes efter stk. 2 som nyt stykke:
»Stk. 3. Vedkommende grønlandske myndighed kan efter finansministerens nærmere bestemmelse indgå aftaler, der vedrører ansættelsesvilkår for tjenestemænd, som i henhold til § 13 a, stk. 2, fortsætter deres tjeneste under de grønlandske myndigheder, men opretholder deres ansættelsesforhold til vedkommende danske myndighed.«
Stk. 3 bliver herefter stk. 4.
I § 41, stk. 3, der bliver stk. 4, ændres »stk. 1 og 2« til: »stk. 1-3«.