Det foreslås i stk. 1, at loven gælder i forhold til vikarer, der er ansat i et vikarbureau, og som udsendes til brugervirksomheder i Danmark for at udføre arbejde der. Loven foreslås således alene at omfatte vikarbureauvikarer, mens vikarer, der ikke udsendes af et vikarbureau, men ansættes direkte af en virksomhed i et tidsbegrænset ansættelsesforhold, f.eks. som »barselsvikar«, ikke falder ind under lovens anvendelsesområde. For så vidt angår spørgsmålet om, hvad der forstås ved »vikar« i medfør af denne lov, henvises i øvrigt til bemærkningerne til § 2, hvor lovens definition af vikarbegrebet findes.

Det foreslås, at loven gælder for vikarer, som udsendes til brugervirksomheder i Danmark, uanset om vikarbureauet er dansk eller udenlandsk. Derved udnyttes den mulighed, der findes i artikel 3, stk. 9, i udstationeringsdirektivet (direktiv 96/71/EF), hvorefter medlemsstaterne kan bestemme, at udstationerende virksomheder skal sikre vikarer, jf. udstationeringsdirektivets artikel 1, stk. 3, litra c), samme vilkår som dem, der gælder for vikarer i den medlemsstat, hvor arbejdet udføres. Baggrunden for, at det foreslås at udnytte muligheden i udstationeringsdirektivets artikel 3, stk. 9, er at sikre, at udenlandske vikarer ikke udfører arbejde i Danmark på ringere vilkår end dem, der gælder for danske vikarer, og således at imødegå risikoen for social dumping.

I stk. 2 foreslås, at loven gælder for offentlige og private virksomheder, der er vikarbureauer eller brugervirksomheder og udøver en økonomisk aktivitet. Det er ikke afgørende, om formålet med denne aktivitet er økonomisk gevinst, men aktiviteter, der kan karakteriseres som udøvelse af offentlig myndighed, anses ikke for økonomisk aktivitet i direktivets eller lovens forstand. Der kan i forhold til sondringen mellem myndighedsudøvelse og udøvelse af økonomisk aktivitet henvises til praksis ved de danske domstole og EU-Domstolen vedrørende forståelsen af virksomhedsoverdragelseslovens § 1, stk. 2, 1. pkt., og artikel 1, stk. 1, litra c), i det for nævnte lov tilgrundliggende direktiv, og det samme gælder i forhold til sondringen mellem økonomisk aktivitet og aktiviteter af rent social karakter.

I stk. 3 foreslås, at loven ikke finder anvendelse på ansættelsesforhold og arbejdsaftaler, der er et led i særlige offentlige eller offentligt støttede sociale eller beskæftigelsesmæssige foranstaltninger. Et specifikt offentligt program vil være en foranstaltning i rent offentligt regi, mens et offentligt støttet program vil være en foranstaltning i privat regi, der helt eller delvist finansieres med offentlige midler. Foranstaltningerne kan være f.eks. praktikordninger i forbindelse med erhvervsuddannelse, integration på arbejdsmarkedet eller omskoling. Herved gøres det klart, at tiltag i overensstemmelse med eksempelvis lov om aktiv beskæftigelsesindsats falder udenfor denne lovs anvendelsesområde.

Den foreslåede § 1 udgør en implementering af direktivets artikel 1.

I bestemmelsen foreslås en række begreber defineret, der er af væsentlig betydning i forhold til anvendelsen af loven. Bestemmelsen gennemfører relevante elementer af direktivets artikel 3. Den forståelse af begreberne, bestemmelsen angiver, er ikke nødvendigvis anvendelig i andre sammenhænge end i forbindelse med denne lov.

I nr. 1 foreslås det at definere et vikarbureau som en fysisk eller juridisk person, der indgår en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med vikarer med henblik på at udsende disse vikarer til brugervirksomheder for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under brugervirksomhedernes tilsyn og ledelse. Det trepartsforhold, der særligt karakteriserer vikararbejde, er et centralt element i den foreslåede definition af vikarbureau; der skal være tale om en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold mellem vikarbureauet og vikaren, øjemedet skal være udsendelse af vikarerne til brugervirksomheder, og de arbejdsopgaver, som vikarerne midlertidigt udfører på brugervirksomhederne, er underlagt brugervirksomhedens instruktionsbeføjelse. Alle de betingelser, der indgår i definitionen, skal være opfyldt for at der er tale om et vikarbureau og ikke f.eks. arbejdsformidling, entreprise eller lejlighedsvis udlån af arbejdskraft. I enkelttilfælde vil det bero på en konkret vurdering på baggrund af definitionen, om der er tale om et vikarbureau i lovens forstand.

I nr. 2 foreslås det at definere en vikar som en lønmodtager, som har indgået en arbejdsaftale eller et ansættelsesforhold med et vikarbureau for at blive udsendt til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under brugervirksomhedens ledelse og tilsyn. Det er alene vikarbureauvikarer, der betragtes som vikarer i denne lovs forstand, og at det er alene lønmodtagere, der kan være vikarer i denne lovs forstand.

I nr. 3 foreslås det at definere en brugervirksomhed som enhver fysisk eller juridisk person, for hvem og under hvis tilsyn og ledelse en vikar midlertidigt udfører en arbejdsopgave. Definitionen i stk. 3 skal ses i sammenhæng med definitionen i stk. 1 af vikarbureau og definitionen i stk. 2 af vikar, idet alle aktører i det ovenfor nævnte trepartsforhold herved er beskrevet. Det er således forudsætningsvis en betingelse for, at en virksomhed er en brugervirksomhed i denne lovs forstand, at der er tale om en vikar, og at denne vikar er udsendt af et vikarbureau.

I nr. 4 foreslås det at definere udsendelse som den periode, hvor vikaren midlertidigt udfører arbejdsopgaver under brugervirksomhedens tilsyn og ledelse. Udsendelse er således det tidsrum, hvor det ovenfor nævnte trepartsforhold består.

Til kapitel 2

I bestemmelsen foreslås vikardirektivets ligebehandlingsprincip, som findes i artikel 5, stk. 1, implementeret. Endvidere foreslås det fastsat i stk. 3, at en vikar efter anmodning herom til vikarbureauet har ret til at få oplysning om de ansættelsesvilkår, der er gældende på brugervirksomheden på de områder, som er omfattet af ligebehandlingsprincippet. I stk. 4 foreslås et forbud mod omgåelse af ligebehandlingsprincippet, eksempelvis gennem successive udsendelser af vikaren uden skellig grund, fastsat. I stk. 5 foreslås det reguleret, hvordan ligebehandlingsprincippet kan fraviges ved kollektiv overenskomst. Denne fravigelsesmulighed udgør en udmøntning af direktivets artikel 5, stk. 3.

I stk. 1 foreslås det fastsat, at vikarer, for så vidt angår de opregnede ansættelsesvilkår, skal stilles mindst svarende til, hvad der ville have været gældende i medfør af lovgivning, kollektive overenskomster eller andre bindende generelle bestemmelser, hvis de havde været ansat direkte på brugervirksomheden til udførelse af samme arbejde.

I stk. 2 foreslås det fastsat, at de på brugervirksomheden gældende regler vedrørende forskels- og ligebehandling samt beskyttelse af børn, unge, gravide og ammende finder anvendelse i den forbindelse. Herved gennemføres direktivets princip om ligebehandling.

Ligebehandlingsprincippet betyder, at vikarer i relation til arbejdstidens længde, overarbejde, pauser, hvileperioder, natarbejde, ferie, helligdage samt aflønning ikke må stilles ringere end det, de ville have haft krav på i henhold til lovgivning, kollektive overenskomster eller andre bindende generelle bestemmelser, hvis de havde været ansat direkte på brugervirksomheden. Hvis det arbejde, som en vikar udfører, ville have været omfattet af en kollektiv overenskomst, hvis vikaren var ansat direkte på brugervirksomheden, har vikaren krav på f.eks. mindst de lønvilkår, der følger af overenskomsten og mindst de vilkår vedrørende ferie, herunder særlige feriedage, som følger af brugervirksomhedens overenskomst. Der er således tale om, at vikaren for hvert enkelt vilkårs vedkommende skal stilles mindst på lige fod med, hvad de ville have haft krav på, hvis de udførte samme arbejde som ansat direkte på brugervirksomheden. Tilsvarende gælder med hensyn til lovgivning, f.eks. funktionærloven, og med hensyn til andre bindende generelle bestemmelser, der eventuelt er gældende på brugervirksomheden, hvilket f.eks. vil kunne være kutymer.

Da det ikke altid vil være klart for en vikar, hvilke ansættelsesvilkår vikaren har krav på i medfør af ligebehandlingsprincippet, foreslås det i stk. 3, at en vikar efter anmodning herom overfor vikarbureauet har ret til at få oplysning om de ansættelsesvilkår, der i henhold til stk. 1 og 2 er gældende for vikaren under dennes udsendelse på brugervirksomheden. I den forbindelse kan det fremhæves, at vikarbureauet under alle omstændigheder skal indhente de nødvendige oplysninger fra en brugervirksomhed for at sikre, at ligebehandlingsprincippet overholdes, og det vil derfor ikke være uforholdsmæssigt vanskeligt for et vikarbureau at udlevere disse oplysninger til en vikar, der anmoder herom. I praksis vil vikarbureauets oplysningspligt i mange tilfælde kunne opfyldes ved, at vikaren får adgang til at gøre sig bekendt med en kollektiv overenskomst, der gælder på brugervirksomheden.

Det foreslås i stk. 4 at indføje et forbud mod omgåelse af ligebehandlingsprincippet gennem successive udsendelser af en vikar, når det ikke sagligt kan begrundes, at der sker flere på hinanden følgende udsendelser. En saglig grund kan være, at vikaren ikke er blevet færdig med det arbejde, som vikaren er udsendt for at udføre på brugervirksomheden, eller at en direkte ansat på brugervirksomheden, som vikaren midlertidigt erstatter, er fraværende i længere tid end først antaget. Forbuddet er ikke møntet på successive udsendelser af en vikar til forskellige brugervirksomheder, og det skal understreges, at successive udsendelser ikke i sig selv forbydes. Forbuddet mod successive udsendelser uden saglig grund vil derimod kunne være relevant i en situation, hvor det f.eks. følger af brugervirksomhedens overenskomst, at uafbrudt ansættelse ud over 3 måneder berettiger til højere løn eller f.eks. pension, men vil også kunne få betydning i en situation, hvor der f.eks. søges indskudt et ekstra led i relationen mellem vikarbureau og brugervirksomhed; ligebehandlingsprincippet vil ikke kunne omgås ved, at vikarbureauet udsender vikaren til en virksomhed, der videreudsender vikaren til den reelle brugervirksomhed, således at vikaren ikke nyder godt af de vilkår vedrørende f.eks. aflønning og ferie, der gælder på den reelle brugervirksomhed. Denne omgåelsesbestemmelse gennemfører direktivets artikel 5, stk. 5.

Det foreslås i stk. 5, at stk. 1-4 ikke finder anvendelse, hvis vikarbureauet omfattes af eller har tiltrådt en kollektiv overenskomst, som er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og som gælder på hele det danske område. Bestemmelsen indebærer, at et vikarbureau vil være undtaget fra at følge ligebehandlingsprincippet, hvis vikarbureauet er medlem af en repræsentativ arbejdsgiverorganisation og dermed er omfattet af denne organisations landsdækkende overenskomster, eller hvis vikarbureauet har tiltrådt en sådan overenskomst eller indgået en virksomhedsoverenskomst og dermed er forpligtet i forhold til en repræsentativ lønmodtagerorganisation til at overholde overenskomsten. Betingelsen om, at de skal være de mest repræsentative parters overenskomster, der skal anvendes for at ligebehandlingsprincippet kan fraviges, er begrundet i hensynet til at undgå social dumping på vikarområdet og sikre, at vikarer, der ikke kan støtte ret på ligebehandlingsprincippet, har betryggende overenskomstmæssige rettigheder i stedet.

Det må antages, at de overenskomster, der indgås af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark og som gælder på hele det danske område, sikrer vikarer løn- og arbejdsvilkår på et passende niveau. Referencen afslutningsvis i stk. 5 til den indskudte sætning i direktivets artikel 5 stk. 3 og til direktivets betragtning 16 er således alene udtryk for, at det kan lægges til grund, at de mest repræsentative arbejdsmarkedsparters overenskomster opfylder det EU-retlige minimumskrav med hensyn til beskyttelsen af vikarers løn- og arbejdsvilkår.

Vikarer, der ikke mener, at ligebehandlingsprincippet kan fraviges, fordi overenskomsten ikke er landsdækkende eller ikke er indgået af en mest repræsentativ part, vil kunne indbringe spørgsmålet for domstolene. Hvis domstolen finder, at den overenskomst, som vikarbureauet henviser til som begrundelse for, at ligebehandlingsprincippet kan fraviges, ikke er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, vil vikarbureauet skulle overholde ligebehandlingsprincippet, og vikaren vil have krav på efterbetaling i overensstemmelse hermed. Efter omstændighederne vil vikaren også kunne have krav på en godtgørelse, jf. lovforslagets § 8, stk. 3.

Det beror på en konkret vurdering, hvilke arbejdsmarkedsparter der på det givne ansættelsesområde må anses for at være de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark. Denne vurdering, der i den enkelte sag henhører under domstolene, kan blandt andet tage udgangspunkt i, hvor mange medlemmer den pågældende lønmodtagerorganisation, som er part i overenskomsten, har, og hvor mange der er dækket af den pågældende lønmodtagerorganisations overenskomster. Da tiltrædelses- og virksomhedsoverenskomster som nævnt vil kunne fravige ligebehandlingsprincippet, vil det være repræsentativiteten på lønmodtagerside, der først og fremmest vil være afgørende for, om en overenskomst kan betragtes som indgået af en mest repræsentativ part. Vurderingen af lønmodtagerorganisationens repræsentativitet må nødvendigvis foretages på landsplan, og altså ikke lokalt eller regionalt, da det alene er de landsdækkende overenskomster eller tiltrædelses- eller virksomhedsoverenskomster, som kan udgøre grundlaget for fravigelse af ligebehandlingsprincippet.

Der henvises for så vidt angår adgangen til fravigelse af ligebehandlingsprincippet til afsnit 3.2.2. i de almindelige bemærkninger, og i forhold til anvendelsen af ligebehandlingsprincippet mv. til de almindelige bemærkningers afsnit 3.2.1. Overtrædelse af § 3, stk. 1-4, kan straffes med bøde, hvis overtrædelsen kan tilregnes vikarbureauet som forsætlig eller groft uagtsom, jf. § 8, stk. 2, mens en vikar i henhold til § 8, stk. 3 og 4, vil kunne tilkendes en godtgørelse, hvis dennes rettigheder efter § 3, stk. 1-4, eller efter en overenskomst som nævnt i stk. 5 krænkes.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 6, stk. 2 og 3. Det foreslås i stk. 1, at klausuler, som direkte forbyder eller i realiteten hindrer, at vikarer efter en udsendelse på en brugervirksomhed opnår ansættelse på denne, er ugyldige. Således vil f.eks. en klausul, hvorefter der skal betales et uforholdsmæssigt stort beløb til vikarbureauet, hvis en vikar efter udsendelsen ansættes på en brugervirksomhed, ikke kunne gøres gældende. Ordninger, som alene indebærer, at vikarbureauet har krav på en passende betaling for at have ydet brugervirksomheder tjenester i forbindelse med udsendelse, uddannelse og ansættelse af vikarer, vil derimod kunne opretholdes og gøres gældende af et vikarbureau. Det vil bero på en konkret vurdering af den pågældende ordning eller klausul, om denne er ugyldig eller vil kunne gøres gældende af et vikarbureau.

Det foreslås i stk. 2 at forbyde vikarbureauer at kræve betaling af lønmodtagere som modydelse for, at vikarbureauet foranlediger, at en lønmodtager opnår ansættelse i en brugervirksomhed efter at have været udsendt som vikar til denne brugervirksomhed. Det er alene krav fra vikarbureauet om betaling fra lønmodtageren, som forbuddet angår, idet et vikarbureaus krav om rimelig betaling fra en brugervirksomhed efter omstændighederne vil kunne opretholdes, jf. stk. 1. Overtrædelse af forbuddet kan straffes med bøde, jf. § 8, stk. 1.

Til kapitel 3

Det foreslås i bestemmelsen, der gennemfører direktivets artikel 6, stk. 1, at vikarer skal informeres om eventuelle ledige stillinger i brugervirksomheden, så vikarerne har mulighed for fast ansættelse på linje med andre lønmodtagere i brugervirksomheden. Forpligtelsen gælder uanset, om brugervirksomheden har pligt til at informere lønmodtagere, der er direkte ansat på brugervirksomheden, om ledige stillinger, og uanset hvilken type ledig stilling der er tale om. Vikarerne kan informeres ved et generelt opslag på et passende sted på brugervirksomheden, men oplysning om eventuelle ledige stillinger vil også kunne gives til vikarerne på anden vis, eksempelvis på brugervirksomhedens intranet. En lignende bestemmelse findes i § 6, stk. 1, i lov om tidsbegrænset ansættelse.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke skal finde anvendelse, hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at pligten til at informere vikarer om eventuelle ledige stillinger på brugervirksomheden følger af en kollektiv overenskomst. Er der en overenskomst, der implementerer artikel 6, stk. 1, i direktivet, sættes den lovmæssige forpligtelse for brugervirksomheden til at informere vikarer om eventuelle ledige stillinger således ud af kraft.

Bestemmelsen gennemfører artikel 6, stk. 4, i direktivet. Det foreslås, at vikarer skal have adgang til kollektive faciliteter og goder på brugervirksomheden på lige fod med lønmodtagere, som er ansat direkte på brugervirksomheden, medmindre der er objektive grunde til at forskelsbehandle vikarerne. Ud over de i bestemmelsen nævnte kantine-, børnepasnings- og transportfaciliteter vil f.eks. massageordninger, frugtordninger, adgang til motionsrum eller lignende kunne nævnes som eksempler på faciliteter eller goder, som vikarer skal have adgang til på linje med brugervirksomhedens egne ansatte. Objektive grunde til at forskelsbehandle vil eksempelvis kunne bestå i, at det vil være uforholdsmæssigt udgiftskrævende eller forbundet med betydelige praktiske vanskeligheder at give en vikar adgang til faciliteten eller godet. Hvis en vikar er udsendt til brugervirksomheden i en meget kort periode, f.eks. en uge, vil det ofte være uforholdsmæssigt dyrt og vanskeligt i praksis for en brugervirksomhed f.eks. at etablere hjemmearbejdsplads for vikaren, og selvom brugervirksomhedens egne ansatte alle måtte have adgang til at arbejde hjemmefra, vil en vikar næppe kunne kræve også at få etableret hjemmearbejdsplads under den korte udsendelse på brugervirksomheden. Er der tale om faciliteter eller goder, som medarbejderne på brugervirksomheden får adgang til på baggrund af anciennitet, f.eks. at få rådighed over en parkeringsplads, vil en vikar ikke kunne kræve adgang hertil fra dag ét, men må som udgangspunkt være berettiget til at nyde godt af faciliteten eller godet, når vikaren har været udsendt på brugervirksomheden i tilstrækkelig lang tid.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke skal finde anvendelse, hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at pligten til at give vikarer adgang til faciliteter og goder på brugervirksomheden følger af en kollektiv overenskomst. Er der en overenskomst, der implementerer artikel 6, stk. 4, i direktivet, sættes den lovmæssige forpligtelse for brugervirksomheden til at give vikarer adgang til faciliteter og goder således ud af kraft.

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 8. Det foreslås, at lønmodtagerrepræsentanter i brugervirksomheden i overensstemmelse med lov om information og høring af lønmodtagere eller en kollektiv overenskomst, som angivet i denne lovs § 3, skal informeres om brugervirksomhedens anvendelse af vikarer. Henvisningen til lov om information og høring eller en overenskomst, som angivet i denne lovs § 3, indebærer, at det alene er brugervirksomheder, der er forpligtet til at informere og høre lønmodtagerne, som skal oplyse om deres anvendelse af vikarer, og at oplysningerne skal gives på den måde og under de betingelser, der er beskrevet i nævnte lov eller en overenskomst som beskrevet. Bestemmelsen kan således anskues som en præcisering af pligten til at informere lønmodtagerne via disses repræsentanter, der følger af lov om information og høring eller en overenskomst, som angivet i denne lovs § 3. At der skal gives passende oplysning om brugervirksomhedens brug af vikarer indebærer, at det skal være oplysninger, der er relevante for lønmodtagerne på brugervirksomheden. Oplysning om antallet og udviklingen i antallet af vikarer, der bruges på brugervirksomheden, vil f.eks. kunne betragtes som relevant, mens oplysninger om den enkelte vikar almindeligvis næppe vil være relevante.

Det foreslås i stk. 2, at stk. 1 ikke skal finde anvendelse, hvis brugervirksomheden kan dokumentere, at pligten til at informere repræsentanter for lønmodtagerne på brugervirksomheden om anvendelsen af vikarer på brugervirksomheden følger af en kollektiv overenskomst. Er der en overenskomst, der implementerer direktivets artikel 8, sættes den lovmæssige forpligtelse til at informere repræsentanter for lønmodtagerne på brugervirksomheden om anvendelsen af vikarer på brugervirksomheden ud af kraft.

Til kapitel 4

Bestemmelsen gennemfører direktivets artikel 10. Det foreslås i stk. 1, at der kan pålægges bødestraf for overtrædelse af lovforslagets § 4, stk. 2, og § 7, stk. 1. Et vikarbureau vil således kunne sanktioneres med bøde, hvis der kræves betaling af lønmodtagere som modydelse for at sørge for, at de pågældende lønmodtagere ansættes i en brugervirksomhed efter at have været udsendt som vikar til denne brugervirksomhed. En brugervirksomhed vil kunne sanktioneres med bøde, hvis brugervirksomheden ikke opfylder forpligtelsen til at informere om virksomhedens brug af vikarer i overensstemmelse med reglerne om information og høring af lønmodtagere. Lov om information og høring af lønmodtagere opererer også med bødestraf, hvis virksomheder, der er omfattet af loven, ikke informerer i overensstemmelse med lovens § 4.

I stk. 2 foreslås, at vikarbureauer, som med forsæt eller ved grov uagtsomhed krænker de rettigheder, som vikarerne har i medfør af § 3, stk. 1-4, kan pålægges bødestraf. Et vikarbureau vil således kunne ifalde bødestraf, hvis ligebehandlingsprincippet systematisk eller i gentagne tilfælde tilsidesættes, og vikarbureauet vidste eller burde vide dette. Dette vil f.eks. kunne være tilfældet, hvis et vikarbureau mod bedre vidende giver urigtige oplysninger til en vikar, der i overensstemmelse med § 3, stk. 3, har anmodet om oplysning om de ansættelsesvilkår, der er gældende under vikarens udsendelse på en brugervirksomhed, og vikaren derved ikke får de løn- og ansættelsesvilkår, som vikaren havde krav på i medfør af § 3, stk. 1 og 2. Grove overtrædelser af § 3, stk. 4, vil ligeledes kunne udløse en bødestraf. I situationer, hvor et vikarbureau henviser til, at § 3, stk. 1-4, ikke finder anvendelse i henhold til § 3, stk. 5, og hvor vikarbureauet er vidende om eller burde være vidende om, at vikarbureauets overenskomst ikke er indgået af de mest repræsentative arbejdsmarkedsparter i Danmark, vil betingelserne for at pålægge bødestraf således som udgangspunkt være opfyldt.

I stk. 3 foreslås, at vikarer, hvis rettigheder i henhold til lovforslagets § 3, stk. 1-4, samt § 5, stk. 1, og § 6, stk. 1, er krænkede ud over at kunne gøre et eventuelt efterbetalingskrav gældende vil kunne tilkendes en godtgørelse. Det vil f.eks. kunne udløse en godtgørelse til en vikar, hvis ligebehandlingsprincippet ikke overholdes af et vikarbureau. Sager om krav fra organiserede lønmodtagere, der er omfattet af en overenskomst, som implementerer relevante bestemmelser i direktivet, afgøres dog efter de fagretlige regler.

I stk. 4 foreslås, at vikarer, der er omfattet af en kollektiv overenskomst som nævnt i § 3, stk. 5, § 5, stk. 2, eller § 6, stk. 2, skal have mulighed for at indbringe spørgsmål om krænkelse af de i overenskomsten fastsatte rettigheder og om et eventuelt efterbetalingskrav i den anledning samt for de civile domstole, hvis sådanne spørgsmål ikke underkastes fagretlig behandling. Når en sådan sag ikke behandles fagretligt og dermed ikke vil blive afgjort ved Arbejdsretten, vil den civile domstol i givet fald kunne tilkende vikaren en godtgørelse svarende til den i stk. 3 nævnte for krænkelse af vikarens overenskomstmæssige rettigheder.

Sager mod udenlandske vikarbureauer, der udsender lønmodtagere til brugervirksomheder i Danmark, jf. lovens § 1, anlægges i Danmark i overensstemmelse med §§ 242 og 246 i retsplejeloven.

Til kapitel 5

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2013. Ikrafttræden den 5. december 2011, som er fristen for at implementere direktivet i medlemsstaterne, har blandt andet på grund af afholdelse af folketingsvalg i september 2011 ikke kunnet overholdes.

I lov om tidsbegrænset ansættelse jf. lovbekendtgørelse nr. 907 af 11.september 2008 bestemmes i dag i § 2, stk. 2, nr. 1), at loven ikke gælder for lønmodtagere, der af et vikarbureau stilles til rådighed for en brugervirksomhed. Dette foreslås ændret med dette lovforslag således at lov om tidsbegrænset ansættelse fremover ikke gælder for lønmodtagere omfattet af dette lovforslag.

Lovforslaget dækker kun de dele af riget, hvor direktivet er gældende.